FYSISK ACTION-KRIMI PÅ JAGT EFTER SANDHEDEN. Studiemateriale 19. FEBRUAR 14. MARTS Produktion: FLYVENDE GRISE I SAMARBEJDE MED REPUBLIQUE

Transkript

1 FYSISK ACTION-KRIMI PÅ JAGT EFTER SANDHEDEN Studiemateriale Produktion: FLYVENDE GRISE I SAMARBEJDE MED REPUBLIQUE 19. FEBRUAR 14. MARTS 2015 Spillested: REPUBLIQUE LILLE SCENE Sprog: DANSK Spilletid: MAN FRE KL. 20, LØR KL. 17 Studiemateriale: SANNA ALBJØRK OG ANNEMETTE WESTH Layout: JAKOB RØNLOV

2 HJÆLP! Caspers søster er forsvundet. Hun tog ud i verden for at hjælpe andre, men pludselig véd ingen, hvor hun er. Casper har aldrig forstået sin søsters engagement i aktivist- og NGO-miljøet. Nu bliver hendes forsvinden startskuddet til en række dramatiske begivenheder i Caspers liv. For at finde ro rejser han i søsterens fodspor. Det bliver en action-packed rejse, hvor det langsomt går op for Casper, at der ikke kun er én sandhed, men mange. Spørgsmålet er bare, hvilken han skal og kan leve med. Forestillingen er baseret på en omfattende, seriøs research omkring hjælpeorganisationer. Hvad skal der til for at hjælpe så det gør en forskel, sådan rigtigt? Hvad hjælper hjælpen, og hvem har mest brug for hjælp? Fakta og virkelige hændelser blander sig med fortællingen, så man til sidst, lige som Casper, ikke længere ved, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. HJÆLP! er udviklet af det roste teaterensemble Flyvende Grise, der i 2010 vandt en Reumert for deres forestilling HISTORIEN OM ALT. STUDIEMATERIALET HJÆLP! tager fat på helt centrale spørgsmål i vores samfund i dag. Hvad er Danmarks rolle i det internationale samfund? Hvordan skal Danmark prioritere at hjælpe flygtninge her i landet og støtte med nødhjælp og udviklingsbistand i andre lande? Hvordan kan man som individ gøre en forskel? Hvorfor hjælper vi? Forestillingen er særligt egnet til samfundsfag, historie, geografi, filosofi, dansk, engelsk, drama og billedkunst. Den er ligeledes velegnet til DHO. Materialet her giver forslag til, hvordan man kan arbejde med forestillingen i undervisningen. Materialet giver indsigt i danskernes viden om udviklingsstøtte, hvordan støtten virker, og diskussion af hjælpeorganisationers kommunikationsstrategier. Materialet sætter desuden fokus på det identitetsmæssige aspekt af nødhjælpsarbejde som selvrealisering. Materialet indeholder flere interviews, bl.a. med instruktør Nicolei Faber, der fortæller om den journalistiske research bag forestillingen, og med Nils Carstensen, ekspert på Sydsudan og rådgiver for Folkekirkens Nødhjælp. Ift. samfundsfag, historie, geografi og filosofi lægger studiematerialet op til at diskutere Danmarks støtteprioriteringer, også i forhold til regeringens ændrede holdning til udviklingsbistand. Materialet linker til det nye, filmbaserede undervisningsmateriale Danmark og verdens fattige, der viser udviklingsbistanden som en af de konkrete måder, Danmark agerer på i en stadig mere globaliseret og kompleks verden. I dansk, engelsk, drama og billedkunst er det oplagt at arbejde med dokumentargenren og dens problematikker. Hvordan kan man fortælle virkelige historier? Hvad er kunstnerens rolle i at afbillede virkeligheden? Hvordan kan kunsten interagere i verden? Materialet introducerer til dokumentarteater og andre dokumentargenrer og stiller spørgsmålstegn ved dem. I dansk er det ligeledes relevant at arbejde med, hvordan kommunikation er med til at forme vores forståelse af verden. Bemærk: Vi afholder særforestillinger for gymnasier mandag d. 2. og 9. marts. Begge dage kl Jeg håber, at forestillingen og materialet her kan åbne nye perspektiver og sparke berigende diskussioner i gang hos jer. GOD FORNØJELSE MED HJÆLP! Venlig hilsen SANNA ALBJØRK Arrangementskoordinator Tlf Mail: sanna@republique.dk HJÆLP! studiemateriale 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE : s. 1 Forside s. 2 HJÆLP! Introduktion til studiematerialet s. 3 Indholdsfortegnelse s. 4 Teaterkollektivet Flyvende Grise s. 5 Interview med instruktør Nicolei Faber s. 7 Dokumentarteater s. 8 Anden kunst om ulande s. 10 Bryd den stereotype formidling s. 12 Verdens bedste nyheder s. 14 Hjælpearbejde som selvrealisering og identitetsmarkør s. 15 Interview med Nils Carstensen s. 17 Arbejdsspørgsmål HJÆLP! studiemateriale 3

4 TEATERKOLLEKTIVET FLYVENDE GRISE Flyvende Grise er en gruppe af teaterkunstnere (en scenograf, en lyddesigner, to komponister, en skuespiller og en producent ) der arbejder som et ensemble. Når de skal lave en forestilling, udvikler de den sammen i åbne processer, og tager ikke - som i klassisk teaterproduktion - udgangspunkt i en tekst, som skal iscenesættes. I stedet udvikler de forestillingen med alle deres forskellige faglige kompetencer og har øje for, hvordan tekst, bevægelse, rum, musik og teknik kan anvendes i historiefortællingen. På den måde bliver alle teatrets medier medfortællende elementer i deres forestillinger. Flyvende Grises forestillinger er som regel meget visuelle, fysiske og altid med en underspillet humor. Til HJÆLP! har Flyvende Grise allieret sig med instruktør Nicolei Faber, som af anmelderne blev hyldet for sin debutforestilling BETON på Aalborg teater i efteråret HJÆLP! studiemateriale 4

5 INTERVIEW MED INSTRUKTØR NICOLEI FABER OM AT UDVIKLE FORESTILLINGEN HJÆLP! HVORDAN BEGYNDTE I AT ARBEJDE PÅ HJÆLP!? Flyvende Grise havde fået penge til at lave en forestilling om nødhjælp. De kom til mig med en del kritiske artikler om, hvordan nødhjælp bruges. Jeg synes, det var ekstremt provokerende. Skulle vi lave en forestilling om, at det ikke hjalp at hjælpe folk i nød? HVORDAN UDVIKLEDE I MANUSKRIPTET? Vi lavede en manuskriptgruppe, der består af scenograf Nicolaj Spangaa, dramaturg Mette Tranholm, journalist Dennis Christiansen og mig. Vi har ledt efter eksempler på, at nødhjælp og udviklingsbistand fungerede og på at det ikke fungerede. Fordi hjælpeorganisationerne altid vil sige, at det, de gør, hjælper, og at de har lært af deres fejl, var det vigtigt for os også at finde andre stemmer. Nogen der arbejdede for hjælpeorganisationerne, og som kan fortælle nuancerede historier, fordi de har været der, hvor bistanden skal hjælpe. Journalist Dennis Christiansen, der har været med til at researche for os, interviewede flere personer, bl.a. seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp Nils Carstensen og journalist Pernille Bærendtsen. Vi har udviklet historien meget i forhold til, hvad de har fortalt. Vi ledte efter et holdepunkt til historien, og det viste sig hurtigt, at mange af dem, vi var i kontakt med, havde en tilknytning til Sydsudan. Da Sydsudan i 2011 blev et selvstændigt land fra Sudan, regnede man med et ophold i borgerkrigen, og mange hjælpeorganisationer startede projekter i Sydsudan. Vi havde egentlig tænkt, at vi skulle fortælle forskellige historier i forskellige lande, men vi ledte også efter en ramme, og så var Sydsudan oplagt for vores historie. En vigtig faktor for historien var, at hvis der er noget sted i verden, man kan forsvinde, er det ifølge Nils Carsten i Sydsudan p.g.a. de store områder med black cotton soil, som gør infrastrukturen helt umulig. Her kunne Caspers søster forsvinde. Vi kunne udvikle historien og hele tiden vende tilbage til Nils Carstensen og tjekke, om den var plausibel. Det giver selvfølgelig nogle særlige udfordringer at lave en forestilling om et land, man aldrig har været i. Og det er problematisk med Sydsudan, fordi det er så aktuelt. Her i efteråret har HJÆLP! studiemateriale 5

6 det været regntid, og så kan de ikke slås, men vi ved ikke, hvad der sker nu, når jorden størkner. Historiens karakterer er også udviklet med inspiration fra vores research. Sygeplejersken Merete Engell har skrevet den selvbiografiske bog Sygeplejerske i verdens brændpunkter om, hvordan det er at gå fra at være helt uvidende i Danmark og til at arbejde humanitært ude i verden, og om hvordan arbejdet ændrer én personligt. Det har inspireret os til søsterens udvikling og hendes forsvinden. Karakteren Casper har fra begyndelsen det geopolitiske synspunkt, at ulandsbistand ikke fungerer. Alle de mennesker, han møder undervejs, er historier, vi er stødt på i researchen, og som viser forskellige sider af dilemmaerne ved at hjælpe. HVILKE VALG HAR I SKULLET TAGE? Vi har skullet tage et valg om, hvordan vi fortæller. Om vi skulle holde en plotstruktur i en fiktionsfortælling eller gøre det mere dokumentarisk. Det er svært at gøre dokumentarisk, for vi har ikke mulighed for at tage til Sydsudan. Vi har ledt efter en fortælleform, hvor det var muligt at fortælle alle de historier og problematikker, vi er stødt på i vores research. Når vi opfinder karakteren Casper og sender ham på rejse, kan han opleve det, andre har oplevet, og publikum kan opleve det gennem ham. Ligesom Casper, er publikum for første gang i Sydsudan. Og så har vi valgt at holde et spor, hvor vi kan trække os ud af fiktionsfortællingen og vise forskellige dilemmaer. Det synes vi, giver en dynamisk fortælleform. FORTÆLLESTRUKTUREN HAR OGSÅ PÅVIRKET, HVORDAN DU ISCENESÆTTER SCENERNE? Ja, i fiktionen kan vi arbejde teatralsk og forstørre ting. Hvis vi arbejdede dokumentarisk, kunne billederne tale for sig selv. Billedet af Casper, som den hvide, uprøvede dansker, der sidder håbløst fast i den sumpede jord, ville fx være stærkt i dokumentarfilmen. Vi er nødt til at lave teatralske, sceniske billeder som oversættelse af virkeligheden. Vi tager essensen af noget, det absurde i en situation, og påpeger og løfter det. Jeg tror, det kan virke mere virkeligt end bare at gengive det. HVORDAN SYNES I, MAN SKAL HJÆLPE? Det er for hovedløst at komme med sådan en stillingtagen. Vores research viser, at det er alt for uigennemskueligt. Men vi vil gerne diskutere hjælpen. Vi opfatter jo hjælp som lig med godt, og så kan vi aldrig diskutere, hvad der hjælper, og hvordan vi gerne vil hjælpe. Vi forholder os kun til, om vi skal hjælpe eller ikke. Men der er en masse spørgsmål at stille. Der er ikke nogen exit strategi ift. ulandsbistand. Hvor lang tid skal vi fortsætte støtten? Skal der ikke være mål for, hvornår landene skal kunne klare sig selv? Hvorfor hjælper det ikke mere? Samtidig tror jeg også, der er en klar økonomisk interesse i, at de ikke skal kunne klare sig selv, for så bliver deres naturressourcer dyrere for os. Så længe ulandene ikke har den nødvendige infrastruktur etc., kan vestlige firmaer komme og udnytte naturressourcerne. Vores selvbillede er også interessant at se på i hjælpesammenhængen. Vi ser os selv som dem, der redder, men størstedelen af arbejdet gør lokale. Vi kan ikke se vores egen rolle; vi ser os selv som ubetingede hjælpere, og kineserne som kyniske forretningsfolk. Men undersøgeler viser, at Kina på ingen måde udnytter ulandene mere end os. Vores monopol som verdens frelser er forbi. HJÆLP! studiemateriale 6

7 DOKUMENTARTEATER Dokumentarteater er teaterforestillinger, der er bygget på dokumenter eller andet materiale fra virkelige hændelser, fx retsdokumenter og avisartikler. Genren udvikledes særligt i 1920 ernes Tyskland som meget politisk betonet teater, hvor man med dokumentarstilen kunne forsøge at formidle en anden (politisk) virkelighed. En undergenre var agitation og propagandateater, det såkaldte agitprop, som meget konkret formidlede politiske budskaber og spillede i fabrikshaller, på gader etc. som en slags undervisningsteater, der skulle oplyse arbejderen. Før 2. Verdenskrig havde man ikke det samme skepsis over for propaganda, som vi har i dag. Efter det krigen kom bl.a. det kendte dokumentarteaterstykke DIE ERMITTLUNG i 1965, skrevet af den tyske dramatiker Peter Weiss Det byggede på sagsakter fra de første retsprocesser om Auschwitz og bragte en masse vidneudsagn for at få folk til at indse, hvad der rent faktisk var sket i udryddelseslejrene. Når dokumentarteater findes i dag, er det ofte forestillinger lavet på baggrund af en stor mængde research og stadig med et politisk sigte, men uden at pointen nødvendigvis fremstår så entydigt. Instruktøren Ditte Maria Bjerg har under produktionsplatformen Global Stories produceret researchbaserede forestillinger om filipinske aupairs, indiske rugemødre og Grønland. Dramatikeren Christian Lollike har iscenesat Anders Behring Breiviks manifest. Til produktionen af HJÆLP! har Flyvende Grise ansat en journalist til at researche om nødhjælp, og de har gjort sig mange overvejelser om, hvordan man kan skabe den mest virkelighedstro historie om, hvad der sker med nødhjælp. DOKUMENTARTEATER KRÆVER DINE OVERVEJELSER Mens fortidens dokumentarteater kunne virke som propaganda, er nutidens dokumentarteater mere uden facit. I stedet handler dokumentargenren i dag i høj grad om, at publikum selv skal bedømme den virkelighedsfortælling, de præsenteres for. Dokumentargenren har rykket sig og ikke bare i teatret, men også inden for film og tv de sidste år. Reality-tv, doku-soaps, mocumentary etc. er alle genrer, der fortæller historier med afsæt i virkeligheden, men hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed sløres. Denne forskydning afspejler vores ændrede opfattelse af sandhed og autoriteter. Mens man tidligere kunne præsentere en forestilling som sandheden om et emne, er det i dag mere tydeligt, hvor svært det er at få et overblik til overhovedet at kunne formulere en sandhed. Verden er blevet for kompleks. Inden for teatret betyder det, at instruktøren ikke længere står som den almægtige kunstner, der kan give os en forløsende katarsis og indsigt. I stedet overlades meningsskabelsen mere til publikum - det er op til os at vurdere, hvad vi kan stole på. Hvem taler forestillingen på vegne af? Hvilke aspekter og stemmer udelades? Forestillingen MADE IN INDIA af Global Stories blev lavet på baggrund af en Ph.d. om rugemødre i Indien. HJÆLP! studiemateriale 7

8 ANDEN KUNST OM ULANDE BOGEN: THE CONSTANT GARDENER Skrevet af John Le Carré (filmatiseret med Ralph Fiennes) handler om en engelsk diplomat, hvis NGO-kone bliver dræbt i Kenya, tæt på Sydsudan, da hun efterforsker en korruptionsskandale i medicinalindustrien. Diplomaten rejser rundt i verden i hendes fodspor for at finde ud af, hvorfor hun blev dræbt, og kommer blandt andet til Sydsudan. FILMEN: AMBASSADØREN Journalist Mads Brügger køber et diplomatpas i Liberia og giver sig ud for at være ambassadør i Den Centralafrikanske Republik Congo. Som ambassadør vil han prøve at smugle diamanter ud af landet. Som journalist viser han i denne mockumentary, hvordan vestlige diplomater har meget frie tøjler i u-landene. Kan ses her: KUNSTPROJEKTET: THE VILLAGE PROJECT UGANDA Den danske kunstner Hornsleth får 100 mennesker i en landsby i Uganda til at tage hans navn. Til gengæld får de husdyr, og landsbyen får implementeret et landbrugssystem, der på fem år skal give mennesker et husdyr hver. Projektet blev meget omdiskuteret. HJÆLP! studiemateriale 8

9 DANSKE HUMANITÆRE HJÆLPEORGANISATIONER Følg dette link og se en oversigt over danske humanitære hjælpeorganisationer, der beskæftiger sig med humanitær hjælp til de fattigste mennesker i verden: Organisationernes hjælp består i alt fra den øjeblikkelige nødhjælp til den mere langsigtede udviklingsbistand, og alt derimellem. Derfor er der også mange forskellige betegnelser for organisationerne: Udviklingsorganisationer, nødhjælpsorganisationer, NGO'er (Non-Governmental Organisations) eller, som på denne side, humanitære hjælpeorganisationer. I oversigten kan du læse mere om de enkelte organisationer og deres arbejde. GLOBALT FOKUS FOLKELIGE ORGANI- SA TIONER FOR UDVIKLINGSARBEJDE Globalt Fokus er en samlende platform for danske foreninger og folkelige organisationer, engageret i internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter. Foreningen arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden, hvor mennesker kan leve fri for fattigdom og udøve deres menneskerettigheder, båret af et stærkt og mangfoldigt civilsamfund. Globalt Fokus blev dannet i 2014, da NGO FORUM og Concord Danmark blev lagt sammen. Læs mere: HJÆLP! studiemateriale 9

10 BRYD DEN STEREOTYPE FORMIDLING Flyvende Grise har som en del af deres research til forestillingen interviewet Pernille Bærendtsen, som er selvstændig journalist og fotograf, der arbejder som freelancer på forskellige projekter i Østafrika, primært Tanzania, Kenya og Sydsudan. Før hun blev selvstændig, arbejdede Pernille i flere år for Mellemfolkeligt Samvirke. Hun arbejder primært med udvikling, men har arbejdet i områder hvor nødhjælp er dominerende. Hun har bidraget til forestillingen med sine tanker om, hvordan det er at arbejde i Afrika, hvilket rush man kan få af det, hvilke problemstillinger nødhjælpsorganisationerne møder, og hvilke problemer de selv kan skabe. Pernille er optaget af, hvordan man kommunikerer ifbm. udviklings- og nødhjælpsarbejde, og hun har deltaget i flere diskussioner heraf. Hun ønsker mere nuanceret kommunikation og mener, at hjælpeorganisationerne ofte fokuserer for meget på at fortælle om deres egne succeser. Det gør de naturligvis, fordi deres hjælp skal bakkes op af den danske befolkning, ikke mindst økonomisk. Men det betyder, at det kan være svært at diskutere Danmarks hjælpeindsats konstruktivt fx at flere penge ikke nødvendigvis giver bedre bistand. Det betyder også, at vi oftest hører den stereotype fortælling om de sorte ofre i Afrika, der bliver reddet af de hvide vesterlændinge, mens virkeligheden er langt mere nuanceret. Tag blot den seneste BandAid støttesang og kritikken heraf. Mange andre historier venter kun på at blive fortalt, og heldigvis går udviklingen også i den retning: mange flere afrikanere er i stigende grad med til at sætte dagsordenen om, hvad Afrikas behov er. I 2012 lavede Epinion en undersøgelse af danskernes attitude til og viden om Danmarks udviklingsstøtte. Her bringer vi et uddrag fra en artikel om undersøgelsen, hvor Pernille Bærendtsen kommenterer på oplysning om udviklingsbistand. Læs desuden Pernilles artikler: Hvordan kommunikerer vi om Afrika? Kom nu Danmark. Det her er ikke pænt! GLADE MEN UVIDENDE GIVERE Når danskerne bliver spurgt, om de tror, de ved noget om udviklingsstøtte og forholdene i udviklingslande, svarer 23%, at de ikke tror, de ved ret meget. Og det er faktisk rigtigt. Undersøgelsen fra Epinion fortsætter ved at stille seks spørgsmål om udviklingslande og hvordan og om udvikling rent faktisk finder sted. For hvert spørgsmål var der syv forskellige svarmuligheder. Fællesnævneren er, at danskerne tror, at udviklingslandenes tilstand er værre, end den er. Det er typisk den mest negative svarmulighed, som fik flest stemmer. Dette vises meget klart ved det første spørgsmål: Tror du, at verden har flere end færre fattige end i 1990?. Her svarer kun 3% rigtigt, at det er mere end 400 millioner færre, hvilke var det bedst mulige svar. Det sammen kan siges om adgang til uddannelse. To ud af tre danskere (66%) forventer, at kun 30% af børn i udviklingslandene går i skole. Det rigtige tal er, at næsten alle børn HJÆLP! studiemateriale 10

11 går i skole (omkring 90%). Og under det samme emne, tror danskerne at færre end 50 piger til 100 drenge går i skole, hvor det faktiske tal er 95 piger til 100 drenge. På den anden side svarer mere end 50% af danskerne, at de tror, udviklingsstøtte virker. Sammenholdt med det tidligere nævnte høje tal af støtter, kan det udledes, at danskerne generelt har tiltro til den danske udviklingsstøtte. Så det virker som om, at der er et hul mellem opfattelsen af, at udviklingen ikke finder sted og virkeligheden. Den samme tendens kan ses i en svensk undersøgelse lavet af Novus og Gapminder. Rapporten viser, at svenskerne tror, at verden er nu, som den var for 30 år siden. Hans Rosling, professor i international sundhed og direktør i Gapminder er enig i, at der er en skæv forestilling og forklarer det med: Fordi hverken skoler, medier eller aktivister fortæller om, hvad der sker. Pernille Bærendtsen siger, at hvad man skal have i baghovedet er, at danskerne får nyheder om udviklingslande fra medier og NGO er, og at nyhedstjenesterne mangler engagementet og modet til at tillade en histories kompleksitet at blive fortalt med nuancer og kontekst. Nyheder om udviklingslande har generelt fokus på det negative, enten død, katastrofer eller korruption. Eller om det er den tidligere danske statsminister, der bruger penge fra udviklingsbudgettet på første klasses billetter, voldtægtsofre i Congo eller tørke på Afrikas Horn. Endvidere er størstedelen af danske NGO ers kommunikation simplificerede historier og stemmer, hvilke fører til kedelige, ensidige versioner af virkeligheden, forklarer Pernille Bærendtsen. Pernille Bærendtsen fremhæver, at udviklingsstøtte er en kompleks ting: Der er ikke nogen hurtig løsning. Specielt ikke i skrøbelige stater. Der er en stor forskel mellem budgetstøtte til Tanzanias regering til at træne journalister i landområderne i Sydsudan. Jeg har på fornemmelsen, at danskerne tror de ved noget, men fra, hvad jeg ser, tror jeg, at alt for få danskere faktisk ved og accepterer hvor komplekst, udfordrende og hvor lang tid det faktisk tager at lave ordentligt udviklingsarbejde. Hans Rosling fremhæver også, hvordan de langsomme forandringer til det bedre, ikke skrives om i medierne, da: Medierne beskriver meget sjældent de store globale tendenser, siger Hans Rosling. Dette efterlader befolkningen uden egentlig viden om udviklingsstøtte, selvom de nordiske befolkninger faktisk støtter det: Størstedelen i de rige lande vil hjælpe de fattigste, men ved ikke rigtig, hvordan det gøres bedst, forklarer Hans Rosling. Kilde: HJÆLP! studiemateriale 11

12 VERDENS BEDSTE NYHEDER Verdens Bedste Nyheder er et initiativ under FN, Danida og de danske udviklingsorganisationer, et initiativ der formidler konkrete fremskridt i udviklingslandene. Verdens Bedste Nyheder skriver om FN s 2015 Mål, der er målestokken for udviklingen i verden. Hver dag opstår nye udfordringer, og hver dag sker der fremskridt. I 2000 besluttede verdens ledere, at færre mennesker i 2015 skal lide under fattigdom og sult, at alle drenge og piger skal være i skole og have samme rettigheder, at flere børn og mødre skal overleve barselssengen, at sygdomme som malaria, hiv/aids og tuberkulose skal reduceres, og at der skal være flere miljøvenlige og bæredygtige globale partnerskaber for udvikling. Læs mere om 2015 Målene Verdens Bedste Nyheder blev startet i 2010, fordi de danske udviklingsorganisationer var bekymrede over, danskernes manglende faktuelle viden og generelt pessimistiske opfattelse af situationen i u-landene. NGO FORUM henvendte sig i 2009 til daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs og Danidas Oplysningsudvalg for at samarbejde om en storstilet kampagne for 2015 Målene og dansk udviklingssamarbejde. Tanken var og er, at de sidste tyve års markante globale fremskridt skal formidles som nyheder til danskerne på en enkel og gerne overraskende måde. Baseret på de seneste FN rapporter og statistikker, publicerer Verdens Bedste nyheder historier som denne: Børn i Afrika snyder døden med mæslingevaccine. Se mere på hjemmesiden verdens bedste nyheder. De har mange historier om, hvordan nødhjælp og bistand bliver brugt. Her bringer vi en artikel om, hvordan Verdens Bedste Nyheder opfatter brugen af den danske bistand. DEN DANSKE UDVIKLINGSBISTAND NÅR FREM AF Thea Gregersen, udgivet 25. august 2014 En forsvindende lille del af den danske udviklingsbistand forsvinder pga. korruption. Alligevel tror halvdelen af danskerne, at pengene havner i de forkerte lommer. Hvad nytter det at give et bidrag til u-landene, når pengene alligevel bliver ædt op af korruption? Den påstand hører vi så tit, at mange måske begynder at tænke, det er sandt. I hvert fald tror 51 procent af alle danskere i dag, at udviklingsbistanden havner i de forkerte lommer, selvom det i 2012 kun var 0,1 promille af bistanden, som Danida konstaterede som tab eller korruption. MEDIEFOKUS PÅ KORRUPTIONSSKANDALER Når de reelle fremskridt, som de danske udviklingskroner er med til at sikre, fylder så lidt i vores bevidsthed, kan det hænge sammen med mediernes fokus på de få, men store korruptionsskandaler. Det vurderer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Engberg-Pedersen. Fx som da Politiken i april i år skrev, at en halv milliard danske bistandskroner var røget i hænderne på embedsmænd, politikere og stammeledere i Mali. En påstand, hvis sandhedsværdi senere blev diskuteret heftigt i resten af pressen. Selvom det er vigtigt med en kritisk presse, der holder landenes regeringer op på deres ansvar, mener Lars Engberg-Pedersen, at aviserne bør bruge flere kræfter på at udbrede fortællingen om det store flertal af projekter, der forløber uden korruption: Korruption i en lille skala er et vilkår, som man skal acceptere. Naturligvis skal skattekroner ikke misbruges, og det er væsentligt at dække, når det sker. Men jeg mangler en nuanceret debat, siger han og pointerer, at der langt henad vejen er tale om et medieskabt problem: Udenrigsministeriet har fokus på at kontrollere midlerne, og oftest fører Danidas kontrolarbejde HJÆLP! studiemateriale 12

13 FAKTA De knap 16 milliarder kroner som Danmark brugte på udviklingssamarbejde i 2012 omfat tede udviklingsindsatser, nødhjælp, admini stration og støtte til internationale organisationer, FN-byen og civilsamfundsorganisationerne. Heraf udgjorde de konstaterede tabstal 1,6 mio. kr. eller 0,01 procent. til at korruptionssager ryger igennem til det lokale retssystem. BISTANDEN ER BLEVET MERE EFFEKTIV Den teknologiske udvikling og særligt internettet har gjort det sværere at snyde med bistandsmidler i dag. En ny rapport fra OECD peger på, at selvom der stadig kan opstå problemer med korruption, er der sket en mærkbar effektivisering i, hvordan midlerne bruges. Det er blandt andet blevet meget nemmere at få indsigt i, hvad offentlige midler i u-lande går til. Det er ifølge OECD med til at holde landenes autoriteter ansvarlige for bistanden, de får fra det internationale samfund. Borgerne i de enkelte lande har med teknologien fået indsigt i, hvad god regeringsførelse er, samt hvad deres regering er forpligtet til at levere til dem. Lige fra hvor mange penge, der er sat af til de lokale sundhedsklinikker til hvor mange skoler, der skal bygges i lokalområdet inden for den næste årrække. Kilde: Mere end 100 lande, herunder Danmark, tilsluttede sig i 2005 Paris-erklæringen om bistandseffektivitet. Erklæringen har blandt andet til hensigt at give modtagerlandene ejerskab over egen udvikling og bygge bistanden på gensidig ansvarlighed mellem donor- og partnerlandene. Kilde: HJÆLP! studiemateriale 13

14 HJÆLPEARBEJDE SOM SELVREALISERING OG IDENTITETSMARKØR Sociologen Emilia van Hauen udgav i 2009 bogen Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber. Folkekirkens nødhjælp interviewede hende dengang om danskernes trang til at engagere sig i hjælpearbejde. Da pointerede hun, at vi efter mange år som identitetsjunkier nu ikke længere kun magter at beskæftige os med vores egen udvikling. Her bringes et uddrag fra artiklen: Læs også: Artikel om, hvordan højskoler laver flere kurser, hvor eleverne skal ud i verden og lave hjælpearbejde: Artikel om en stigende tendens at danskere tager ud og laver hjælpearbejde i deres ferier: Uddrag fra FARVEL EGOFEST OG GODDAG TIL FORMÅL OG FÆLLESSKABER AF Emilia Van Hauen For mere end tre årtier siden var identitet ikke noget almindelige mennesker forholdt sig til. Man spurgte bare sig selv: Hvad skal jeg? Sidst i 1970 erne tog vi hul på 30 år med et langt ensidigt fokus på: Hvem er jeg?, forklarer hun. Nu er vi nået frem til: Hvorfor er jeg? Og dét spørgsmål kan vi finde svar på, når vi laver frivilligt arbejde i en organisation eller en forening, som har samme holdning som os selv. Det er jo ikke lige meget, om man arbejder for House of Prince eller for Lego. Man vælger en ramme og en ideologi, som man identificerer sig med, siger sociologen. SELVREALISERING ER STADIG EN MEDSPILLER Men også hun erkender, at frivillige arbejder frivilligt for at få noget mere end bare mening. Vi vil gerne gøre en forskel, og vi vil gerne udvikle os samtidig, forklarer hun. For mens selvrealisering før i tiden ikke var noget, man talte om, er begreber som coaching, terapi og selvudvikling i dag en helt almindelig og integreret del af moderne menneskers liv. I dag har vi forstået, at vi godt kan udvikle os sammen. Det er blevet klart for os, at tiden er løbet fra en egoistisk enøjet målsætning på bekostning af andre. Vi betragter os selv som stærke individualister, der vil være med til at skabe kreative fællesskaber og projekter sammen med andre, uanset om det er som træner i en idrætsforening eller medlem af en gruppe, som laver klima-events, siger hun. At være frivillige er altså stadig en del af vores selvrealiseringsprojekter. Men det er ikke nok bare at donere tid og være fyld i andres projekter. Vi vil donere kompetencer, vi vil inddrage os selv og realisere vores egne mål og ideer. SIGNALVÆRDIER I STOR OG MINDRE GRAD For unge mennesker, der er ude efter noget godt at skrive på CV et, er frivilligt arbejde super oplagt, fortæller Emilia van Hauen. Det viser, at du bruger dig selv. At du engagerer dig i din omverden. Skulle jeg ansætte en assistent og stod med flere egnede ansøgere, ville jeg da vælge en, der havde arbejdet frivilligt, siger Emilie van Hauen. Men ikke alle typer af frivilligt arbejde sender det samme signal. Det rigtigt hippe lige nu er at bruge alle sine tre ugers sommerferie på f.eks. at arbejde i en flygtningelejr i Afrika eller på et børnehjem i Asien. Helt så glamourøst er det ikke at stå bag disken i en genbrugsbutik. At være indsamler til fordel for Afrikas børn eller kræftforskning er lidt en kategori for sig. For år siden spurgte folk: Ej, gider du virkelig det?, når en i omgangskredsen ville samle ind for en organisation en søndag. I dag og i fremtiden vil det oftere lyde: Hva, skal du ikke samle ind? Skal dine børn ikke lære noget om social ansvarlighed? Kilde: HJÆLP! studiemateriale 14

15 INTERVIEW MED NILS CARSTENSEN Nils Carstensen er seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp. Han var i Sydsudan første gang i 1988 og har været der adskillige gange siden. Han rejser rundt til verdens brændpunkter, nogle gange på det, han kalder ulovlige operationer senest har han været i Tyrkiet på grænsen til Syrien. Samtidig udfører han en del research for Folkekirkens Nødhjælp og har været rådgiver på Susanne Biers HÆVNEN og flere andre bøger/film/medieproduktioner. Flyvende Grise har som en del af deres research til forestillingen interviewet Nils Carstensen om nødhjælp. Her kommer nogle af hans pointer. FOLK REDDER SIG SELV En problemstilling Nils Carstensen påpeger, er, at folk tror, at det er hjælpeorganisationer, der redder folks liv. Og selvfølgelig redder organisationerne liv men i langt mindre grad end folk tror, og i langt mindre grad, end organisationerne selv vil være ved, når de fortæller om deres arbejde procent overlever ved deres egne handlinger og deres communities handlinger. Og så kommer vi med procent. Vi opfinder en historiefortælling, der er ude af trit med virkeligheden og fakta. Men det mener fundraiserne åbenbart er nødvendigt forklarer Nils Carstensen. Nils Carstensen har selv observeret det, da han blev sendt til Haiti af Folkekirkens Nødhjælp, da jordskælvet ramte i Han husker, at han sad i flyveren på vej til Port au Prince og læste FN s foreløbige rapport om katastrofen. Der stod, at 211 mennesker var blevet reddet ud af ruinerne, heraf 132 af nødhjælpsorganisationerne og 79 af nationale hold. Men da Nils Carstensen landede og snakkede med lokale, stod det hurtigt klart, at de fra starten ikke havde bestilt andet end at redde folk selv. Titusindvis var blevet trukket ud af ruinerne af familie, venner, naboer men aviserne nævnte kun FN s tal de 211, som internationale NGO ere og lokale organisationer havde reddet. Sammen med en amerikansk journalist undersøgte Nils Carstensen også frem til en anden historie, der ikke nåede medierne. Knap haitianere var flygtet ud af Port Au Prince til familie og venner i deres gamle hjembyer. Haitianerne havde selv organiseret transporterruter ud af det ramte område og ofrene blev nu hjulpet af lokalbefolkningen rundt omkring på øen. Den hjælp reddede flere liv, end den massive tilstedeværelse fra nødhjælpsorganisationerne. Historien blev senere bekræftet af amerikanske forskere, der undersøgte mobilsignaler på Haiti umiddelbart efter katastrofen. At man overser lokalbefolkningens egne indsatser har flere negative konsekvenser. 1) Når nødhjælpsbranchen ikke er god nok til at se, hvad folk gør selv, er de heller ikke gode til at støtte de rigtige, lokale initiativer. De afskærer sig fra at støtte små lokale alternativer, der kan batte endnu mere, end det organisationerne gør. Vi vil gerne sige, at vi støtter det [folk, der hjælper sig selv og communitiet, red.] men hvis pengene allerede er øremærket af Udenrigsministeriet, så ved jeg allerede, inden jeg snakker med dem i Sydsudan, at jeg kun kan lave et vandprojekt, og at vi kun kan diskutere om hanken på vandkanden kan være blå, siger Nils Carstensen. 2) Når tilrejsende nødhjælpsarbejdere kun engagerer sig i og fortæller historier om deres egne projekter, så skaber det en vis apati og lede hos lokalbefolkningen a la Her kommer de smarte nødhjælpsarbejder i deres fede biler. Nils Carstensen tilføjer, at animositeten i fx Sydsudan mest er rettet mod de professi HJÆLP! studiemateriale 15

16 onelle, afrikanske NGO ere der rejser til fra Kenya og Uganda (og ikke så meget mod de hvide). Men der er en konstant snigende mistanke om, at vi er der for at lukrere på deres elendighed. 3) Den ensidige fokus på egne projekter fører også til, at mange hjælpearbejder kommer til at tro på deres eget shit. Og ja, de hjælper, men hvad folk gør lokalt er endnu vigtigere. Og det er nogle gange med til at booste dig selv og skabe myte: Jeg redder liv!. Nils Carstensen understreger dog, at nødhjælpsarbejdere ikke kan klare sig uden et gran af den myte. Men han mener, der bliver drevet rovdrift på den. Hvad er løsningen? Nils Carstensen ved det ikke. Det kræver, at vi slipper kontrollen, siger han og nævner, at nogle organisationer er begyndt at give penge uden at stille krav til, hvad de skal bruges til. Men det er fundraiserne ikke så glade for, for den historie er svær at samle penge ind på. NØDHJÆLPSARBEJDE ER SELVREALISERING Med selvrealiseringsprojektet følger en risiko for egocentrisme, som gør, at man hjælper folk med det, man selv og måske organisationen har brug for at hjælpe med. Det kan gøre dig blind for, hvad befolkningen egentlig har brug for. Og især kan det gøre dig blind for, at befolkningen ikke har brug for din hjælp. For det er svært at tage beslutningen om, at der ikke er brug for din hjælp i Sydsudan, hvis det er vigtigt for dig at være én, der hjælper i Sydsudan. Men måske har befolkningen i Mali ikke behov for, at du rejser derned med hjertet på rette sted og realiserer dig selv. Måske har de behov for kvalificeret arbejdskraft. Og måske har de endnu mere behov for lokal, kvalificeret arbejdskraft og for at du bliver hjemme, og for at det danske udviklingsarbejde er skrivebordsarbejde, der hjælper lokalbefolkningen til at hjælpe sig selv. VESTENS ROLLE SOM FRELSER OG HJÆLPER ER PÅ RETUR Nils Carstensen har lavet en fremskrivning af danskernes - eller den vestlige verdens nødhjælpsbidrag frem til Og tendensen går mod, at der vil blive brugt færre penge på udviklingsbistanden, mens katastrofebistanden fastholdes eller stiger. Katastrofebistanden stiger, fordi der er (og kommer) flere katastrofer. Det gør der af to grunde: 1) Vestens tilbagegang har skabt magtpolitisk vakuum, hvilket skaber konflikter og 2) Den globale opvarmning skaber og vil skabe flere klimakatastrofer. Udviklingsbistanden falder delvist, fordi der bliver kanaliseret penge over til katastroferne, siger Nils Carstensen. Men den kommer i højere grad til at falde, fordi udviklingslandende finder nye samarbejdspartnere. De vil hellere hjælpes af Kina, Brasilien og andre fremadstormende økonomier, som tilbyder bedre deals. Og samtidig kommer mere og mere af udviklingsarbejdet til at foregå lokalt. Vestens rolle som frelser og hjælper er på retur. NØDHJÆLPSBRANCHENS MORALSKE DILEMMA Nils Carstensen: Nødhjælpsbranchen for mange milliarder dollars om året. Så organisationerne får et element af selvopholdelsesdrift, som begynder at sætte dagsorden. Ideelt set fungerer vi på humanitære principper: Ved skåltaler siger vi, at vi lever op til code of conduct om upartiskhed, neutralitet og uafhængighed. Virkeligheden en er selvfølgelig, at størstedelen af pengene kommer fra regeringsdonorer. De forsøger at tilgodese behov hvilket betyder, at de finder et pragmatisk miks mellem faktuelle behov og udenrigspolitiske og sikkerhedsmæssige interesser. Ellers kan du ikke forklare, hvorfor Afghanistan får så meget hjælp. Gorm Ryge har set på funding flow gennem 90 erne: Hvordan de samme 3 millioner mennesker, der havde behov for hjælp før og efter 11. september, havde 10 gange så store donormidler efter 11. september. Der er ikke nogen endelig løsning på problemet. Nødhjælpsorganisationerne prøver at have andre indtægtskilder end regeringsmidlerne så de kan balancere prioriteringen men selv den del bruger vi til at positionere os og få markedsandele, så vi kan gafle regeringsmidlerne. Så du har løbende konflikt mellem donorers prioriteringer og ned gennem systemet til dem, der arbejder i den tynde ende og står over for befolkningen og den hjælp, de rent konkret har brug for. Det er et konstant moralsk dilemma, som dog er blevet mere udtalt med årene. For NGO erne er ændret. Nu er de toptunede virksomheder med financial controllers og DJØF ere i alle ender og kanter af systemet. Derfor opleveles dilemmaet mere tydeligt. HJÆLP! studiemateriale 16

17 ARBEJDSSPØRGSMÅL 1) NØDHJÆLP OG UDVIKLINGSBISTAND Beskriv forskellen mellem nødhjælp og udviklingsbistand samt formålet med udviklingsbistand og nødhjælp. Benyt gerne følgende link: Danida: En bedre fremtid: Regeringen ønskede i efteråret 2014, at anvende penge fra ulandsbistanden til asylansøgere i Danmark. Læs artiklerne herunder og diskuter, hvordan Danmark skal prioritere at fordele sin økonomiske støtte. Udviklingsbistand skal finansiere asyludgifter S og R er vendt på en tallerken om brug af ulandsbistand Har vi virkelig kun råd til os selv? Kronik om Danmarks faldende bistandsstøtte, skrevet i samarbejde mellem organisationerne Ibis, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace Norden, Care, Mellemfolkeligt Samvirke, FN-Forbundet, Det Økologiske Råd, Sex og Samfund, Kvindernes U-landsudvalg KULU: 2) DANMARK OG VERDENS FATTIGE Danmark og verdens fattige er et nyt filmbaseret, samfundsfagligt undervisningsmateriale, der fokuserer på temaet udvikling og Danmarks udviklingsbistand. Materialet består af små lettilgængelige film med historiske klip, vidnesbyrd samt underfundige positionsfilm, en fyldig lærervejledning og værktøjskasser. Materialet er udarbejdet til brug i samfundsfag på de gymnasiale uddannelser, men kan også bruges til tværfagligt samarbejde med naturgeografi og dansk samt i forbindelse med udarbejdelse af SRO, SRP og AT. Formålet med undervisningsmaterialet er at sætte temaet udvikling og Danmarks udviklingsbistand højere på dagsordenen i undervisningen og at præsentere udviklingsbistanden som en af de konkrete måder, Danmark agerer på i en stadig mere globaliseret og kompleks verden. Find materialet her: Lærervejledning til materialet: Værktøjskasse til materialet: Danmark og verdens fattige film. Udvikling og udviklingsbistand behandlet i små lettilgængelige film. 16 små film om Danmarks deltagelse i internationalt udviklingsarbejde: HJÆLP! studiemateriale 17

18 ARBEJDSSPØRGSMÅL FORTSAT 3) VELLYKKET KOMMUNIKATION Læs afsnittene Bryd den stereotype formidling og Verdens bedste nyheder. Hvilke historier fortæller nødhjælpsorganisationerne primært om deres arbejde? Hvilke historier fortæller de om modtagerlandene? Hvorfor fortæller organisationerne disse historier? Hvilke konsekvenser har historierne for vores forståelse af u-landene? Hvilke historier mangler at blive fortalt? Hvordan kan organisationerne kommunikationsmæssigt bedst appelere til danskerne for at få danskernes støtte? Giver det mening at få os til at føle skyld over tilstanden i u-landene? 4) HJÆLP! OG ANDEN DOKUMENTARKUNST Hvilke problematikker tematiserer forestillingen HJÆLP!? Hvad vil dokumentarteater sige? Hvilke styrker og svagheder har det, at virkeligheden og fiktionen blandes i det dokumentariske teater? Hvem taler forestillingen på vegne af? Hvilke aspekter og stemmer udelades? Diskutér hvad social ansvarlighed vil sige? Er det i orden, at nødhjælp også kan handle om selvrealisering? Hvilke projekter støtter Operation Dagsværk ( hvordan og hvorfor? Hvordan kan man inden for kunsten problematisere ulige magtforhold i verden? Se bl.a. infoboksen Anden kunst om ulande tidligere i materialet. Når vestlige kunstnere tematiserer problemer i tredjeverdenslande, handler det så også om selvrealisering? Hjælper kunstnerne nogen? Eller peger de blot på et problem? republique.dk HJÆLP! studiemateriale 18