S P E C I A L. UGANDA en rejse til Nilens udspring

Transkript

1 S P E C I A L UGANDA en rejse til Nilens udspring CARITAS SPECIAL

2 Man sk al bare følge Nil en hel e ve jen Kort om Uganda UGANDA Hvad er fattigdom? 12 ud af 100 børn dør inden deres 5 -års fødselsdag Det er ret nemt at finde Uganda på et kort over Afrika. Man skal bare følge Nilen hele vejen fra Middelhavet ned til ækvator. Verdens længste flod tegner et 6700 kilometer langt, blåt spor ned til Viktoriasøen, hvor den har sit udspring. Og her ligger Uganda. Landet er fantastisk grønt og frodigt. Og selvom det ligger på ækvator, er klimaet meget behageligt mellem 20 og 30 C næsten hele året rundt. Det meste af landet ligger nemlig i over 1000 meters højde. Alligevel er Uganda et af verdens fattigste lande. Det er der flere grunde til. Det er kun 150 år siden, at de første europæere kom til området. Det var en gruppe engelske opdagelsesrejsende, og de var netop på jagt efter Nilens udspring. På den måde blev de 4 lokale kongedømmer efterhånden underlagt England. Først i 1962 blev Uganda et selvstændigt land. Men landets forskellige folkeslag kunne ikke enes. Derfor har der i begyndelsen af Ugandas korte historie været mange borgerkrige altså krige, hvor landets egne indbyggere slås med hinanden. Uganda en rejse til Nilens udspring Tekst: David Vincent Nielsen Billeder: Pia Kelter Grafisk design/grafik: Kim Broström Tryk: Werks Offset A/S ISBN Caritas SPECIAL-projekt er støttet af Danida. Flere hundrede tusinder har mistet livet i disse krige. Og endnu flere har måttet flygte fra deres hjem. I de senere år er der blevet mere fredeligt, og folk har kunnet vende hjem til deres landsbyer og marker. Men store dele af landet har skullet bygges op fra grunden. Det tager tid og koster mange penge, som den fattige befolkning ikke har. Danmark og mange andre lande har derfor hjulpet uganderne med opgaven. Caritas Danmark er den katolske kirkes hjælpeorganisation. Caritas har i de sidste 13 år især hjulpet ugandiske bønder med at kæmpe sig ud af fattigdommen. Fire ud af fem ugandere bor på landet og lever af landbrug. I dette hæfte kan du læse om livet på landet i området nord for Viktoriasøen, langs grænsen til Kenya. Igennem tre års arbejde er det lykkedes Caritas at hjælpe flere tusinde mennesker til et bedre liv uden sult og med langt færre sygdomme. Og mange af børnene er kommet i skole. Caritas Danmark Vibevej 7A, 1., 2400 København NV Tlf Fax Hjemmeside: Giro: Fakta Uganda: Areal: km 2 (5 ½ gange større end Danmark) Befolkning: 31 millioner Religion: 42 % katolikker, 42 % protestanter, 12 % muslimer, 2 % andre Der er næsten ingen mennesker i Uganda, der lever ligesom vi gør i Danmark. For os er det en selvfølge at kunne spise, når vi er sultne. Vi har alle sammen tag over hovedet. Når vi bliver syge, kan vi gå til lægen. Og alle danske børn går i skole. For slet ikke at tale om, at rigtig mange danske familier har både fjernsyn, computer, mobiltelefoner og bil. Og så tager de fleste af os på ferie mindst én gang om året. Sådan er det ikke i Uganda. Hernede bor langt de fleste mennesker ude på landet i små huse eller hytter. Hytterne er ofte lerklinede, altså lavet af grene og jord. Og taget er af strå eller blade, så der kommer vand ind, når det regner. De har ingen elektricitet, så når de skal lave varm mad, tænder de et bål inde i hytten og sætter en gryde over den åbne ild. Vand må de hente ved brønden, som kan ligge flere kilometer væk. De fleste af bønderne i Uganda må leve af det, de selv kan dyrke på deres lille stykke jord. Ofte giver det kun nok til, at familien kan få et eller måske to måltider om dagen. Og maden bliver meget ensformig: især madbananer og kassava, som er en rodfrugt, der bliver kaldt tropernes kartoffel. Hvis de er heldige, får de kylling to gange om året. Til jul og til påske. Der er altså ikke mad nok til, at bønderne kan sælge en del af høsten og tjene lidt penge. Derfor er der mange børn, som kun kommer få år i skole. Og nogle får slet ingen skolegang. Det er nemlig ikke helt gratis at gå i skole i Uganda. Og så er både børn og voksne plaget af sygdomme som malaria, diarré og AIDS. Ugandere lever i gennemsnit ikke engang til de bliver 50 år, og 12 ud af 100 børn dør inden deres 5-års fødselsdag! Det giver sig selv, at disse mennesker har brug for en hjælpende hånd fra os. Men hvordan hjælper man bedst? Det kan du se på de næste sider. Til venstre: Mor og barn på Caritas SPECIALprojekt. Mange af husene er så primitive, at danskere næppe kunne bo i dem.

3 Caritas vil l e sende Gl adys på kursus, så hun kunne l ære noge t om økologisk l andbrug Hjælp til selvhjælp Drengen Vincent er nabo til Gladys. Toiletbygningen. På det indsatte billede ses den enkle indretning. Det økologiske landbrug xxxxxx Øverst: Kassava tropernes kartoffel. Nedenunder: Ugandas ananas regnes for verdens bedste. Til Højre: Nogle af Gladys mange kyllinger, som hun nu avler og sælger. Hvis man giver en fattig mand en fisk, så overlever han dagen i dag. Hvis man lærer ham at fiske, klarer han sig resten af livet. Hvordan hjælper man bedst verdens fattige? Man giver dem vel bare det, de har brug for: tøj, mad, penge? Det ville i hvert fald være det nemmeste. Men det er faktisk ikke nogen særlig god måde at hjælpe på. For hvad gør den fattige så, når maden er spist og pengene er brugt? Så har han igen brug for hjælp. På den måde bliver han afhængig af andre. Det ville være meget bedre, hvis man kunne hjælpe ham til at blive selvstændig og uafhængig. Det er gået op for bonden Anton i løbet af samarbejdet med Caritas: Da min kone Gladys kom hjem og sagde, at vi skulle være med i et hjælpeprojekt sammen med Caritas, blev jeg glad. Jeg troede, at vi ville få en hel masse foræret. Men Caritas ville sende Gladys på kursus, så hun kunne lære noget om økologisk landbrug, om husdyr, om sygdomme og om sund mad. Og så skulle vi selv til at arbejde på en helt anden måde her på gården. Jeg troede ikke rigtig på ideen og ville ikke være med. Men Gladys holdt fast, og det har forandret vores liv fuldstændigt! Gladys og Anton. Gladys sidder under et stort avocadotræ midt på gårdspladsen sammen med sin mand Anton. Rundt omkring dem ligger deres marker med kassava og ananas. Bagved er køkkenhaven med en mængde grøntsager. Den er indhegnet, så den også kan bruges som bur til de mange kyllinger. Og ved siden af står to malkekøer og gumler. Det hele er blevet bygget op på kun tre år. Og Gladys har ikke fået ret meget af det foræret. Hun og hendes mand har selv gjort næsten hele arbejdet med en lille smule hjælp fra Caritas. Hjælp til selvhjælp. Renlighed vejen til færre sygdomme vi kom med i projektet, var vores største problem, at vi ofte var syge, siger Gladys. Der var hele tiden mindst Inden én i familien, der havde diarré eller malaria med høj feber. Næsten alle familier i landsbyen har prøvet at miste et barn på grund af sygdomme. Og vi voksne var tit for syge til at arbejde. Men vi vidste ikke, hvor sygdommene kom fra. Det var noget af det første, jeg lærte på kurset. Herude på landet har vi normalt ikke nogen toiletter. Vi sætter os bare ude mellem buskene. Men på den måde kan fluerne bringe bakterier ind i vores huse, hvor de sætter sig på vores mad. Og så har vi jo heller ikke nogen vandhaner, så vi plejede heller ikke at vaske hænder, når vi havde været på toilettet. Det var derfor, vi hele tiden fik diarre. Malaria Fakta Malaria er en smitsom sygdom, der overføres af myg, som stikker om aftenen og om natten. Hver dag dør 3000 børn i verden af malaria. Bønderne i Uganda lærer at holde området omkring deres huse frit for vandpytter og tæt bevoksning. Så kan myggene nemlig ikke yngle og heller ikke gemme sig om dagen tæt ved husene. Bønderne lærer også, hvor vigtigt det er at sove under myggenet. Der er jo ik k e indl agt vand og ingen k loak k er som her i Danmark, så... For at undgå at blive syge lærer bønderne derfor, som noget af det første, at bygge nogle enkle toiletter. Der er jo ikke indlagt vand og ingen kloakker som her i Danmark, så man må finde på noget andet: Man graver simpelthen et dybt hul og bygger et lille hus ovenpå. I husets gulv laver man et lille hul, og her kan man sætte sig, når man skal på toilettet. Når huset ikke bliver brugt, dækkes hullet med en træplade. På den måde holdes fluerne væk, så de ikke kan bringe bakterier ind i husene. Naboens dreng, Vincent, viser hvordan man bagefter vasker hænder ved en smart lille vandhane. Den består af en plastikdunk med et lille hul i og en snor, der ender i en pind. Når man træder på pinden, tipper dunken, så der kommer en fin vandstråle ud. Med sådan en tip-tap kan man nemt holde sig ren. Og på den måde slippe for at blive syg. Vincent viser hvor nemt det er blevet at vaske sine hænder.

4 Landbruget forvandles Caritas l ær te mig at l ave en stald til gederne Først skal man altså have styr på renligheden det er det, man kalder hygiejne. Hvis man hele tiden er syg, kan man nemlig ikke arbejde og få mere ud af sin jord. Og det er projektets egentlige formål. Vi tager op til Boneface for at høre, hvordan det går til. Han bor for foden af bjergene udenfor byen Tororo, tæt ved grænsen til Kenya. Boneface Patrick og Boneface Før jeg kom med i Caritas-projektet, dyrkede jeg altid det samme på mit lille stykke jord: Bananer og kassava, fortæller Boneface. Jeg havde også nogle kyllinger og et par geder. De gik frit omkring, så jeg kom tit op og skændes med naboen, når gederne gik ind til ham og åd hans græs. Og mine kyllinger blev ofte spist af vilde dyr. Alt i alt var der kun lige nok til, at vi kunne spise to gange om dagen. Jeg har nemlig 14 børn! Og vi fik altid det samme: bananer og kassava. Nu har jeg lært en masse nyt. Til at begynde med byggede jeg indhegninger til mine kyllinger. Så blev de ikke længere spist, og hønsene lagde ikke æg ude i buskene, hvor jeg ikke kunne finde dem. Til sidst havde jeg så mange kyllinger, at jeg kunne bytte dem for et par ekstra geder. Caritas lærte mig at lave en stald til gederne. Når de ikke løber omkring, bliver de nemlig ikke syge. Og jeg bliver ikke uvenner med naboen, siger Boneface med et grin. Nu har Boneface 10 geder. Nogle af dem giver godt med mælk. Andre sælger han, når de er otte måneder gamle. Boneface får 250 kroner for en ged, og det er mange penge hernede. Men der er også en anden fordel ved de mange husdyr: Deres afføring kan bruges som gødning i den køkkenhave, som Boneface har lært at anlægge takket være projektet. Her dyrker han nu en mængde grøntsager som tomater og en slags spinat. Det er sundt og smager godt. Og takket være gødningen fra dyrene vokser grøntsagerne lynhurtigt i det varme klima. Nu spiser familien tre gange om dagen. Og alle har det bedre takket være den gode mad med æg, grøntsager og kød flere gange om ugen. Boneface viser sin køkkenhave frem. Hans landsby ligger ved foden af bjergene tæt på grænsen til Kenya. Eleven bliver lærer jeg har l ær t, at man fak tisk k an sk r æmme sk adedy rene væk udeluk k ende med naturlige midl er Der er mange tusinde bønder i området, der lever ligesom Gladys og Boneface. Det er umuligt at sende dem alle sammen på kursus. Men de bønder, som har lært noget nyt, kan jo give deres viden videre til deres naboer. På den måde spredes de gode resultater som ringe i vandet. Boneface tager os med hen til en af sine elever. Han hedder Patrick og er en tyk mand med et stort smil. Boneface siger, at man kan se på Patricks mave, hvor godt det er gået ham, siden han kom med i projektet! Det er mest for sjov, men Patricks bananplantage er virkelig flot. Han fortæller selv om forandringerne. Hvis du vil have mange og store bananer, så skal palmerne have godt med vand. Det er et problem i den tørre tid, hvor der går flere uger mellem regnbygerne. Og der er flere kilometer til den nærmeste brønd. Men nu har jeg lært at plante palmerne på lange rækker og grave små kanaler imellem dem. Regnvandet samles i kanalerne i stedet for bare at løbe væk. Og så har jeg plantet græs mellem palmerne, for græsset holder også på fugten. Et andet stort problem i bananplantagen er små skadedyr, som angriber palmerne. Andre steder i verden bruger man sprøjtegifte mod skadedyr. Det er ikke nogen god løsning, for giften er også farlig for mennesker. Og så koster den mange penge. Men jeg har lært, at man faktisk kan skræmme skadedyrene væk udelukkende med naturlige midler, fortæller Patrick. Man blander simpelthen chili og tobak med køernes urin. Når jeg sprøjter blandingen på bananpalmerne, bliver de ikke angrebet af skadedyr. Det har en helt fantastisk virkning! Patrick viser os også et træ, hvis blade kan bruges mod slangebid og insektstik. Patricks palmer får nu rigeligt vand. De bliver gødet med møg fra husdyrene og beskyttet mod skadedyr med naturens egne midler. På den måde er Patricks økologiske bananhøst syvdoblet på de to år, han har været med i projektet. Man kan godt forstå, at han er blevet tyk! Patrick i sin bananplantage

5 Det gælder om at deles om opgaverne Brænderøg og frisk frugt vi får både matok e og en l æk k er k y l ling, der er k ry dre t af røgen. Den gammeldags trestensmetode bruger meget mere brænde end det nye komfur. David og Margaret i plantagen. I g aml e dage var de t Marg are t, som l avede alt arbe jde t herhjemme David rækker Margaret den mad han har lavet. Solcellen på taget er en del af miraklet. Vi skal spise frokost hos Margaret og David. Det var aldrig sket for tre år siden. Dengang boede de og deres fem børn i en lille jordhytte med græs på taget. Og de havde kun råd til at spise én gang om dagen. Så der var ikke råd til at have gæster. Efter tre års samarbejde med Caritas har de fået bygget et hyggeligt lille murstenshus med tre soveværelser og en dagligstue. Og de har oven i købet en solcelle på taget. Takket være den har de nu elektrisk lys, og de kan oplade deres mobiltelefoner, som de også har fået råd til. Der er sket mirakler på den korte tid! Der sker også mirakler i køkkenet, som ligger i en lille hytte ved siden af huset. Det er nemlig David, som laver mad i dag. For os er det helt naturligt, at både far og mor laver mad. Men sådan er det ikke i Afrika. Dernede er det kvinderne, som tager sig af alt husarbejdet. Og faktisk er det også kvinderne, der laver det meste af markarbejdet. Det er uretfærdigt, og det er heller ikke godt for familierne. I gamle dage var det Margaret, som lavede alt arbejdet herhjemme, fortæller David. Hun var træt, og vi kom tit op og skændes, fordi jeg ikke gad hjælpe hende. Da vi kom med i Caritas-projektet blev vi bedt om at skrive op, hvor mange timer den anden arbejdede. På den måde fandt vi ud af, at Margaret arbejdede 17 timer om dagen og jeg kun fire timer. Det blev jeg meget flov over. Nu deles vi om alle opgaverne. Vi har det meget bedre sammen og skændes ikke mere. Og så har vi også mere fritid sammen, når vi er færdige med arbejdet. Vi lærer det videre til vores fem børn de skal også hjælpe til. Og drengene kan sagtens tage opvasken det er ikke kun pigearbejde, smiler David, mens han rører i gryderne. Normalt laver man den varme mad ved at tænde bål på gulvet mellem tre store sten inde i køkkenhytten. Gryden stiller man så på de tre sten. Sådan har man gjort i århundreder, men det er ikke den bedste måde at lave mad på. For det første bliver køkkenhytten fyldt med røg, så både vægge og loft er helt sorte efter et stykke tid. Det er hverken særlig rart eller særlig sundt for den, som laver mad, at stå i al den røg. Og så kan man kun lave én varm ting ad gangen på sådan et ildsted: Hvis man for eksempel vil koge matokegrød af madbananer, kan man ikke samtidig varme suppe eller lave sovs. Det er med til at gøre maden ensformig og kedelig. Og så skal man faktisk bruge ret meget brænde for at holde sådan et bål kørende: Det kan godt koste 5-6 kroner om dagen i brændeudgifter at lave varm mad. Og det er mange penge for de fattige bønder. Der er ikke ret meget røg i Davids køkken. I forbindelse med projektet har han nemlig lært at bygge et smart lille komfur. Komfuret er en lille kasse af ler, der er bygget op ad væggen i hytten. I den ene ende er der lavet et hul, hvor man putter brændet ind, og i den anden ende er der en lille skorsten, som fører ud i det fri gennem et hul i væggen. Så slipper David for, at der kommer store mængder røg ud i hytten. Og han skal ikke bruge ret meget brænde, selvom han kan have to gryder i gang samtidig. Så vi får både matoke og en lækker kylling, der er krydret af røgen. Børnene brænder sig heller ikke så let på det lille komfur som på det gammeldags bål, fortæller David. Efter frokost går vi en tur i Margarets frugtplantage, hvor vi spiser passionsfrugt direkte fra træet. Det smager fantastisk. Det er også noget nyt, at folk spiser frugt her. Tidligere fik mange mennesker nemlig gul feber. Det er en farlig leversygdom. De syge bliver helt gule i øjnene, og tit får de også gult opkast. Den gule farve får folk til at tro, at sygdommen kommer fra gule frugter, så dem er der mange, der ikke tør spise. Gennem projektet har folk lært, at sygdommen kommer fra myg ligesom malaria. Den har intet at gøre med de lækre gule frugter. De er fulde af vitaminer, så dem bliver man ikke syg af at spise. Tværtimod. Herunder viser Margaret passionsfrugter frem.

6 Skolegang i Uganda Hjælp i fællesskab Derfor er der så mange, som har fåe t hjæl p for så få penge de er hundesultne, når de får f ri k lok k en f em om ef termiddagen Caritas Danmarks arbejde i den østlige del af Uganda har kostet 7,5 millioner kroner i de sidste 3 år. Det lyder måske af meget. Men man skal tænke på, at arbejdet er kommet familier til gode. Det er det samme som mennesker. Hjælpen koster med andre ord under 100 kroner om året pr. person. Eller 25 øre husdyr og noget såsæd for at komme i gang. For det andet er det næsten udelukkende ugandere, der har stået for træning og undervisning. Hvis danskere skulle være rejst ud for at undervise i de mange landsbyer, ville det have kostet en formue til løn og til flybilletter. findes, er der en Caritas, som hjælper de fattige. Det vil sige næsten overalt på Jorden. Også i Uganda. Det er den lokale Caritas i Uganda, som har undervist og hjulpet de fattige bønder i det her projekt. Derfor er der så mange, som har fået hjælp for så få penge. Selv om Caritas er en katolsk organisation, når hjælpen selvfølgelig frem til Regeringen i Uganda siger, at alle børn kan komme gratis i skole. Men det er ikke helt sandt. Selvom man ikke skal betale skolepenge som på en privatskole, så koster det alligevel noget at gå i de offentlige skoler. For det første fordi eleverne skal have skoleuniform på. Den må forældrene selv betale. De skal også betale for blyanter, papir og bøger. Og så er der mulighed for at købe et måltid mad på skolen En skole som de typisk ser ud. madpakker er ikke særlig smarte, for det er varmt, og der er ingen køleskabe. Alt i alt løber det op i 500 kroner om året pr. elev. Og da hver familie typisk har 6-7 børn, bliver det let over 3000 kroner om året. Det er der mange, som ikke har råd til. Så nogle af børnene må nøjes med at gå i skole i 3-4 år. Andre må undvære skolemaden, så de er hundesultne, når de får fri klokken fem om eftermiddagen. Og så er der dem, der slet ikke kommer i skole De familier, som har været med i Caritas-projektet, har fået det meget bedre. De er mindre syge, de bor bedre, og de får meget bedre mad end før. Og så er de begyndt at tjene lidt penge, fordi de kan sælge nogle af deres afgrøder. Det kommer især børnene til gode. For så snart der bliver penge til overs, går de til børnenes uddannelse. Uddannelse er nemlig nøglen til en bedre fremtid. Gladys, Boneface, Patrick og Margaret, som du har mødt i hæftet, har alle sammen børn. Næsten 30 tilsammen! For tre år siden gik de ikke alle sammen i skole. Men det gør de nu. Og forældrene har endda haft råd til at sende de fleste af dem på privatskoler. På de offentlige skoler er der tit over 50 elever i hver klasse, så de lærer ikke ret meget. På privatskolerne er der typisk 25 børn i klassen, ligesom i Danmark. Så takket være projektet får børnene den bedst mulige uddannelse. De yngste elever bliver undervist. om dagen. Det er næsten ingenting. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at så mange mennesker får et bedre liv for så få penge? Det er der to grunde til. For det første er det de fattige selv, som har gjort det meste af arbejdet. Det er dem, som har været på kursus. Det er dem, som har slidt og slæbt med at bygge toiletter, hønsehuse og køkkenhaver. Og det er dem, som har givet deres viden videre til deres naboer. De har bare skullet have lidt hjælp i form af undervisning. Og så nogle Men det er slet ikke nødvendigt, for Caritas er en del af et kæmpestort fællesskab. Caritas Danmark er den katolske kirkes hjælpeorganisation herhjemme. I alle de lande, hvor den katolske kirke de fattige bønder uanset om de er katolikker, protestanter, muslimer eller noget helt fjerde. Der bor 31 millioner mennesker i Uganda. Langt de fleste bor på landet. Og langt de fleste er ligeså fattige som de mennesker, Caritas har hjulpet i den østlige del af landet. Derfor fortsætter Caritas arbejdet forskellige steder i Uganda i de kommende år. Med en lille håndsrækning fra Danmark kan mange flere fattige mennesker selv skabe sig et bedre liv

7 UGANDA en rejse til Nilens udspring Uganda er fantastisk grønt og frodigt. Ikke mindst i den sydøstlige del af landet, hvor Nilen har sit udspring. Alligevel er de fleste af indbyggerne her fattige efter årtier med borgerkrige og dårlige regeringer. Mange har kun råd til at spise én gang om dagen, og nogle børn kommer slet ikke i skole. I de sidste tre år har Caritas samarbejdet med flere tusinde bønder i området langs grænsen til Kenya. Bønderne er blevet bedre til at undgå smitsomme sygdomme. Og de har lært at få meget mere ud af deres jord. Så meget, at familierne nu spiser tre gange om dagen. Og der er blevet råd til at sende børnene i skole! I dette hæfte kan du læse, hvordan Caritas har været med til at give tusinder af mennesker et bedre liv. Og det har kun kostet 25 øre om dagen for hver person, der har fået hjælp! 12 CARITAS SPECIAL