Klinisk psykolog i Grønland

Transkript

1 INTERVIEW AF NICOLE K. ROSENBERG I et lille år har Dorte Tang været ansat på Dr. Ingrids Hospital i Nuuk. Her fortæller hun i et interview med Nicole K. Rosenberg om at arbejde med mennesker med en anden kulturel baggrund, om udtryksformer og vestlig bias. Klinisk psykolog i Grønland I januar 2003 kom psykolog Dorte Tang til Grønland. Før den tid har hun gennem adskillige år været chefpsykolog i DSB. Hendes ny job er på psykiatrisk afdeling, Dr. Ingrids Hospital i Nuuk, hvor hun er leder for psykologerne. Der er tre psykologer foruden hende selv. En for børnepsykiatri, en for ungdomspsykiatri og en for voksenpsykiatri. Ud over at være leder arbejder hun også selv i voksenpsykiatrien. Lederfunktionerne er de almindelige, udvikling af psykologfunktionen på Dr. Ingrids Hospital og samarbejde med afdelingsledelsen, dvs. den administrerende overlæge og oversygeplejersken. I efteråret mødte jeg Dorte Tang under et besøg i Grønland. Jeg spurgte blandt andet til, hvordan det er at arbejde med grønlandske patienter, og om der er nogen forskelle mellem grønlandske og danske patienter - Helt overordnet er der jo sprogproblemet. I mange tilfælde bliver man nødt til at arbejde med tolk eller i hvert fald 14 PSYKOLOG NYT Nr

2 Nr PSYKOLOG NYT 15

3 overveje, om det er nødvendigt med tolk. Man skal hele tiden være opmærksom på sproglige forståelsesmæssige problemer. Grundlæggende er det et kulturelt så anderledes folk, fortæller Dorte Tang. - Man må lære at aflæse det, der ikke kommunikeres direkte i sproget. Grønlændere er meget mimiske. Da jeg havde været her lidt, kunne jeg begynde at identificere bestemt ansigtsmimik og kropslige tegn. Så spurgte jeg mine grønlandske kolleger, hvordan jeg skulle forstå det, at fx når man løfter øjenbrynene, så betyder det ja bekræftende og ikke spørgende. Siger du, at grønlændere generelt er mindre verbale end danskere? - Det siges jo heroppe, især af danskere. Men nu er sprog ikke bare talt sprog. Jeg tror, at man skal definere det nærmere, når man siger, at grønlændere ikke er så sproglige. De er ikke sproglige på den måde, som vi i vestlig forstand tænker sproglig, men de er meget talende. Der er måske nok nogle hæmninger og nervøsitet, når grønlandsktalende skal udtrykke sig over for en dansker, men når man ser grønlændere sammen alene, snakker de meget hele tiden. Og griner. - En grønlandsk psykolog udlagde det sådan, at grønlændere er fortællende, hvorimod danskere er diskuterende. Det er også rigtigt. Når man har samtalebehandling i Danmark er man vant til, at der som regel kommer en eller anden respons fra patienten. Her bliver man nødt til at gøre sig en ekstra anstrengelse for at fortælle patienten, at man er interesseret i hans svar og i, hvad han siger. Betyder det noget for en psykolog her, om man er opvokset i Grønland eller Danmark? - Ja, det gør det da. Men det, der tæller for befolkningen, er, at man har fået en højere uddannelse uden for Grønland. Der var en patient fra Nordgrønland, der sagde til mig. Når det bliver svært, bliver vi nødt til at rejse til Nuuk, men når det bliver rigtig rigtig svært, så bliver vi nødt til at tage til Danmark. Hvor synes du som dansk psykolog at du mest er kommet til kort, og hvor synes du, at du har mest succes med det, du kan hjemmefra? - Det, jeg er god til her, er noget, jeg var ret god til i forvejen. Det med kontakt. Jeg har ikke haft svært ved at skabe kontakt, selv på et meget magert sprogligt fællesskab. Det svære er det diagnostiske. Da jeg kom, var jeg ude af træning i det psykiatriske. Det ville jeg også have været i en ny lignende stilling i Danmark, men der ville jeg hurtigt kunne have kommet efter det. Her er der et andet filter, så dels skulle jeg opdateres fagligt og diagnostisk, dels skulle jeg også tænke, hvordan 16 PSYKOLOG NYT Nr

4 ser den diagnose så ud på grønlandsk. Og der kan man måske ikke få så meget hjælp af de kolleger, som kun har arbejdet her. For de har kun set den på grønlandsk. Nærhed til døden Det vil sikkert være danske psykologer bekendt, at der er mange omsorgssvigtede personer i Grønland i disse år. På hvilken måde omsorgssvigtede? - Typisk, at der ikke har været en stabil far og mor, et stabilt hjem, stabile rammer, sammenfatter Dorte Tang. - I 1950 erne havde man nogle frygtelige projekter med at sende 8-9-årige børn væk fra deres familie til Danmark, fordi de skulle lære at tale dansk, og de blev ikke altid godt behandlet hos deres plejefamilie. Men i det hele taget er det sådan i Grønland, fordi landet er så stort, at hvis man overhovedet skal komme nogen vegne uddannelsesmæssigt, bliver man ofte nødt til at blive separeret fra sin familie. Selv om man bliver hjemme i bygden, kan der dog også ske omsorgssvigt, så der er ikke noget enkel forklaring på fænomenet. Nogle undersøgelser peger på, at de største sociale problemer er der, hvor den moderne udvikling er mest intens. For øjeblikket skal det være i Østgrønland, at selvmordsraten og antallet af omsorgssvigtede børn er højest, hvorimod i Nuuk, hvor den moderne udvikling er slået igennem, er de tal for nedadgående. - I Nuuk er der ikke de meget store modsætninger, som findes i øst, hvor man blot et par generationer tilbage kunne opleve, at nogle boede i tørvehytter. Spændingen mellem det oprindelige og det moderne i de små samfund er kolossal, og det giver menneskene der store psykiske og sociale problemer. Hvordan kan man tænke sig, at det så øger selvmordshyppigheden, hvorfor er det især unge mænd, der er truet? - Det har jeg også spekuleret meget over, siger Dorte Tang. Man læser ofte, at det fænomen har mange oprindelige samfund, fx også Australien, der har været udsat for samme voldsomme påvirkning af europæere. Men derfor kunne der godt være nogle særlige grunde her. For mig selv har jeg udtrykt det sådan, at der er en nærhed til døden heroppe. - Jeg har været psykolog i 20 år og arbejdet meget med katastrofer, kriser, død og ulykke, men jeg har aldrig oplevet på så kort tid, bare ni måneder, at have så mange dødsfald tæt på mig arbejdsmæssigt. Der er det iskolde dybe vand omkring os. Falder man i, er man færdig. Så er der skydevåben. De fleste familier har en eller flere rifler, fordi man supplerer sin husholdning med fangst. Mange mænd er vant til at omgås og håndtere farlige våben, fra de er børn. Der var en patient fra Qaanaaq, som påstod, at i hans familie skulle man helst skyde sin første sæl, når man var fyldt otte år. - Drabet for fangstens skyld på et stort pattedyr viser fangeren, at døden er let, hurtig. Så er det måske ikke så svært at vende våbenet mod sig selv, hvis man er vred eller ked af det. Det synspunkt høres også, at det har noget at gøre med ære og let krænkbarhed noget, der ligger i kulturen, men det kan Dorte Tang ikke bekræfte. - Man siger ganske vist, at det er de forkælede drengebørn, som har svært ved at begå sig, når de vokser op, som er i risikogruppen. Men personligt tror jeg ikke så meget på den faktor, når vi Nr PSYKOLOG NYT 17

5 taler om selvmordshyppighed. Det er jo ikke anderledes i Grønland end i så mange andre kulturer. Jeg tror det er erfaringen med døden, der er den største risikofaktor. En gave for os Hvordan er det for dig at komme herop og skulle arbejde sammen med grønlændere? Har der været specielle vanskeligheder? - Jeg synes faktisk, at det går ret godt. Grønlændere er vant til, at der kommer nye danskere hele tiden, så de har nogle færdigheder i, hvor meget de skal lukke sig op, og hvor meget de skal holde tilbage over for os. - Nu har jeg selv kun arbejdet i Nuuk, men jeg vil tro, at åbenheden og tolerancen over for danskere er større, jo længere man kommer væk fra hovedstaden. Det er vel også derfor, at nogle lidt skæve eksistenser blandt danskere kan overleve. Fordi hovedsagen er, at man kan udøve sin profession, så gør det ikke noget at man er lidt aparte. - Det almindelige indtryk er, at de danske psykologer er glade for at arbejde i Grønland. Det er også fedt for en psykolog at kunne komme herop og få adgang til direkte at studere transkulturelle problemstillinger. Det er en gave for os, at grønlændere er kendt med danskere og det danske sprog og samtidig har bevaret deres egenart. Hvad kunne du ønske dig for den kliniske psykologi i Grønland? - At man var lidt mere fri i sin måde at forske og observere på. At man ikke var så bundet af vestlig tænkning og vestlige testmetoder, men gjorde sig fri uden at smide noget væk. At man turde beskrive fænomenerne i deres egen ret, sådan som de fremtræder. Mener du, at der kan være et problem i, at man lader sig uddanne til psykolog i Danmark og lærer nogle metoder, og før man er vældig sikker i dem og sit fag, så er man tilbage igen? 18 PSYKOLOG NYT Nr

6 - Ja, man kan jo ikke lære vort fag, klinisk psykologi, uafhængigt af den kultur, hvor man konkret praktiserer det. Helt umærkeligt vil man tilegne sig den måde at tænke på, som er en forudsætning for videnskaben, og den kan jo være væsensforskellig fra den tænkemåde, som man kommer fra. - Den dag, hvor der kan oprettes et psykologisk institut i Grønland, vil der være sket et meget vigtigt fremskridt. Frem for alt er det vigtigt, at der udvikler sig nogle stærke lærere og mentorer, som holder fast i, hvordan der tænkes her, og hvordan vi skal bruge psykologien. Den kliniske psykologi, der er gængs i Danmark, er ikke nødvendigvis så fuldt anvendelig heroppe. Lurepasseri dur ikke Har dit arbejde her ført til nogle mere generelle overvejelser over det at arbejde med mennesker med en anden kulturel baggrund? - Jeg har, lige siden jeg var barn, været dybt fascineret af andre folkeslag, andre racer og fremmede sprog. Det er måske ikke så meget det specifikke folk eller sprog, jeg er betaget af, men det universelt menneskelige under det kulturelle. Altså, hvordan kan det lade sig gøre, at jeg, en dansker, kan fange noget i et andet menneske, der er langt, langt væk fra alt, hvad jeg kender til, sådan at vi får kontakt med hinanden. Det er da spændende! Hvis du skulle tale med nogle yngre psykologer, som skulle herop og arbejde, hvad ville dine råd til dem så være? - Jeg ved ikke Da jeg selv skulle herop, var der så mange, der gerne ville give råd. At jeg skulle sørge for at få et netværk, at jeg skulle træffe nogle bestemte mennesker osv., men det dur ikke rigtig. Man kommer herop som den person, man nu engang er. - Skulle jeg give nogen et råd, så er det faktisk at undgå noget af det, jeg selv er kommet til, nemlig at være så ydmyg og respektfuld over alt det fremmede, at man er tilbageholdende med at ytre sig som fagperson. Jeg var heldig, at en kollega ret tidligt sagde til mig, det Fakta Artiklens forfatter afholdt i oktober 2003 kursus i Nuuk og fik i den forbindelse lejlighed til at interviewe Dorte Tang. Efterfølgende er Dorte Tang vendt tilbage til Danmark, hvor hun har etableret selvstændig psykologvirksomhed. nytter ikke noget at indtage den holdning, at Jeg kommer for at lære. Folk her orker ikke at skulle undervise en nytilkommen dansker i, hvordan man bør tænke om grønlændere og bekræfte ens forestillinger om sin egen politiske korrekthed. Du bliver nødt til at sige, hvad du synes og tænker. Grønland har brug for synspunkter fra fagpersoner udefra. - Man skal altså være tydelig og komme frem med det, man selv registrerer. Der er jo en grund til, at man er kommet herop, at det lige er én selv, der har fået det her job, så kan det ikke nytte noget at sidde og lurepasse, fordi man er bange for at dumme sig eller være bange for, at folk skal tro, at man kommer og er bedrevidende. - Skulle man være for bedrevidende, skal man såmænd nok få svar på tiltale. Det er meget værre ikke at ytre sig i sin lidt misforståede respekt for mennesker, som lever i Grønland, fastslår Dorte Tang. Nicole K. Rosenberg, chefpsykolog, lektor, Psykiatrisk Hospital i Århus Nr PSYKOLOG NYT 19