folkeskolen.dk marts 2012

Transkript

1 Lærer i Arktis Hvordan er det at arbejde som folkeskolelærer i de allerfjerneste afkroge af det danske kongerige? Folkeskolen er taget til Grønland for at besøge en dansker, der har sagt farvel til de lyse vintertimer og nu arbejder som lærer i Østgrønland. Af Helene Brochmann Da Morten Glistrup åbner døren til sit blå rækkehus, er hans mor og mormor på vej ud. De er på sommerferie fra Danmark. Inde i huset er den lille stue indrettet med fine gamle møbler, som man sjældent ser på disse kanter - en vitrine med gamle blå glas, reoler med en masse bøger og et skrivebord med en computer mellem papirbunkerne. Men uden for vinduerne ligger de små træhuse i varme farver, og hundene hyler, så man aldrig glemmer, hvor man er. Sådan er det også med arbejdet som lærer. Noget er stort set ligesom Morten Glistrup er vant til fra København, og meget er selvfølgelig helt anderledes. Morten Glistrup havde været lærer på et par skoler i Danmark, først i Værløse og siden tre år i København, da han besluttede sig for, at nu skulle det være.

2 Han havde altid haft lyst til at rejse, så da en kammerat rejste til Vestgrønland og sendte ham begejstrede beretninger og flotte billeder, søgte Morten job på skolen i Tasiilaq. Når jeg valgte at komme herover, var det, fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville prøve det rigtige Grønland. Nuuk var ikke interessant for mig. Det er simpelthen for stort. Det har været en rigtig rar omvæltning for mig at komme hertil, i forhold til at have boet i København det meste af mit liv, fordi jeg føler, at jeg nu har fået den plads, jeg gerne ville have. Kollegaer rejste hjem Lærere fra Danmark, der får ansættelse i Grønland, er typisk ansat på en treårig kontrakt. Hvis man gerne vil blive længere end de tre år, forlænger man kontrakten for et år ad gangen. Men det er der ikke så mange, der gør, forklarer Morten Glistrup. De kollegaer, der blev ansat sammen med Morten for tre år siden, er allerede rejst hjem de sidste i sommers. Men Morten Glistrup er ikke på vej hjem, siger han. Jeg har ingen dato på noget som helst. Så længe jeg synes, det er rart at være her, så er jeg her. Skolerne i Østgrønland har en særlig udfordring: Det er vanskeligt at tiltrække grønlandske lærere. Befolkningen er så lille, at man er nødt til at bruge lærere fra Danmark og fra Vestgrønland. For vestgrønlænderne er østsiden også et fremmed sted, langt hjemmefra og med et andet sprog. Så når 24 ud af 56 lærere i Tasiilaq er

3 danske, er det den højeste andel i landet. Og af dem skiftes ud hvert år. Sproget er en udfordring Til trods for, at Morten Glistrup indgår i en tolærer-ordning med en grønlandsk kollega, er sproget en stor udfordring. Og her taler vi ikke bare om to, men om tre sprog, forklarer Morten Glistrup. Undervisningssproget er vestgrønlandsk på papiret, fortæller Morten og fortsætter: Det skal det være. For man anerkender jo ikke østgrønlandsk som et sprog. På de her kanter kalder man det en dialekt, selvom der er så mange ord, der er anderledes. Lærerne taler også østgrønlandsk til eleverne. Man kan vælge at fokusere på sprogproblemet, og så kommer man ingen vegne, eller man kan simpelthen arbejde sig uden om det. Vi danskere prøver jo på at lære det, men det er rigtig svært. Jeg har fået noget god undervisning, som har givet en indsigt i noget af det grammatiske, men det er stadigvæk svært. Og det var jo så vestgrønlandsk. I skolen synes jeg nu nok, man finder ud af det, og så er der altid nogen, der kan hjælpe dig. Skoledagen minder om Danmark Skoledagen ligner en dansk skoledag, fortæller Morten Glistrup. Altså, skolesystemet er jo bygget op efter et dansk mønster, så derfor er der vel egentlig ikke den store forskel. Vi bruger nogle af de samme bøger, og vi bruger også oversatte bøger, men heldigvis er der begyndt at komme flere bøger på grønlandsk, eller bøger hvor det står på begge sprog. Det gør det lidt nemmere for mig, for så kan jeg se, hvad det er, de skal læse, og så kan vi læse det op på begge sprog - det bruger jeg også. Så træner man også det danske, og jeg er sikker på, at de, der ikke kan dansk, ved, hvad det drejer sig om. I Danmark bruger man også internettet meget, men der er vi lidt bagud, for vi har jo ikke bredbånd, som man har fået ovre på Vestkysten. Det går over satellit her, så det tager lidt mere tid. Og generelt så tager det måske bare lidt mere tid at nå det samme, især på grund af det sproglige. Jeg har også oplevet analfabeter i Danmark I debatten har der været talt meget, om hvorvidt eleverne lærer nok i den grønlandske folkeskole. Morten Glistrup er ikke så skeptisk, som mange af de debattører, der har råbt højst. Jeg tror, det har noget at gøre med, hvor du lægger dit fokus, for vi har jo nogle elever, der er fantastisk dygtige. Vi har en stor mellemgruppe, men også en gruppe, som har rigtig svært ved det. Gruppen af fantastisk dygtige er nok lidt mindre end i Danmark, men jeg er ikke sikker på, at den svage gruppe er så meget større. Jeg har da oplevet funktionelle analfabeter i

4 Danmark i 8. og 9. klasse, og det, er jeg ikke sikker på, er så specielt meget værre her. Når eleverne er færdige med 10. klasse, er de nødt til at rejse til vestkysten eller Danmark, hvis de vil videre i skolesystemet. Det giver både sproglige og sociale udfordringer for de unge elever. 10. klasses eksamen er adgangsgivende til GU gymnasiet og det er der også fem-seks stykker ud af de på en årgang, der kan klare at starte på direkte. Ja, vi har nogen, der kan de tre sprog flydende og engelsk, fortæller Morten Glistrup. Man kan godt kalde dem for mønsterbrydere. De er vigtige, for så kan man pludselig se, at skolen nytter noget. Men mange af dem, som kommer væk og får en uddannelse og virkelig får succes, de kommer jo ikke tilbage, for det arbejde de er uddannet til, findes ikke her. Og så er de ikke så synlige for de yngre, der kommer efter. Perfekt snescootervejr driller mødedisciplinen Men hvad så med roen og disciplinen? Fra tid til anden har der været skrækhistorier om grønlandske skoler, hvor lærerne helt har mistet kontrollen, og eleverne bogstavelig talt hænger i gardinerne, hvis de overhovedet er kommet i skole. Det er ikke noget, Morten Glistrup kan genkende. Jeg tror, det har noget at gøre med, hvor man lægger sit fokus, for hvis du fokuserer på alle de positive elever - alle dem som kommer hver dag, som læser og beder om mere - så får du et helt andet billede. Han vil samtidig gerne medgive, at det ikke altid er sådan. Jamen det kan jo ske, at der kommer ammasætter (små fisk, en yndet spise, der pludselig optræder i store stimer), eller vejret bliver perfekt til snescooter. Så er der en lidt anden mentalitet, for når man kan gøre nogle bestemte ting pga. vejret for eksempel, er det da dét, der i fokus. Det er ligesom i Danmark i gamle dage, når der skulle høstes kartofler. Når der er fangst, så skal man da ud og hente noget mad. Det er da klart. Eleverne bor i en isoleret verden Det banker på døren. En mand, der sælger udskårne figurer har fået nys om, at der er turister på besøg og vil se, om han kan få afsat noget. Vores vært siger pænt nej tak og kommer tilbage til stuen, hvor vi kommer ind på børnenes måde at lære på. En ting, som adskiller sig lidt fra undervisningssituationen i Danmark, er ifølge Morten Glistrup, at danske børn har et meget stort kendskab til resten af verden, og det kan ikke helt overføres hertil. Her kan man godt løbe ind i, at det ikke fanger, hvis man prøver at forklare noget ved at tage et eksempel et eller andet sted fra, fordi de altså ikke har det kendskab til omverdenen. Man lever i en isoleret verden her. Selvfølgelig er der nogle der kommer ud at

5 rejse, men det er ikke så mange. Det kan gøre det svært i nogle fag, kulturgeografi, samfundsfag eller fysik. Så må man i gang med at tegne og fortælle, bruge billeder og animationer, for at vise, hvad det er, man taler om. Så det, at Morten Glistrup ikke kan forklare sig ud af spørgsmålene, det kan være vanskeligt, mener han. Der er plads til nye initiativer Morten Glistrup nyder, at der ifølge ham er kort fra idé til handling på skolen i Tasiilaq. Man kan jo få lov til alt, hvis man har nogle gode ideer, og man gerne vil prøve noget jamen, så er det bare prøv det! Det er jo fantastisk befriende. Så kan vi se, om det virker, og gør det det, så er det fantastisk, og ellers prøver vi bare noget andet. Altså, det findes også i Danmark, men der skal laves noget mere papirarbejde, før du gør det. Her kan det næsten klares med en samtale, jamen så prøv det, og skriv lige et par ord om hvordan det er gået. Han har for eksempel lige været med til at starte en skolebod, fordi man ville forhindre børnene i at gå ned og købe slik, sodavand og chips. Det kan godt være, at vi ikke helt har stoppet det, men nu har vi et alternativ, som er en lille smule sundere, og vi prøver at køre det igen i år. Det kunne nok være lidt vanskeligere i et dansk skolebudget at finde 100 timer til to mand. En anden ting er ifølge Morten Glistrup, at det er lidt nemmere at få de funktioner, der ligger ud over undervisningen her, end når du kommer ind som ny lærer på en dansk skole. Folk, der gerne vil prøve kræfter med et eller andet, kan få lov. For eksempel fagvejlederfunktioner, jamen brænder du for engelsk eller for historie, så skal du også nok få lov til at få sådan en fagvejlederfunktion. Det er også, fordi de, der har funktionen, er villige til at sige, at så kan du få den i år. Man er mere åbne for nye kræfter. Og skulle du få lidt overtimer, gør det ikke noget. De fysiske rammer og ressourcerne er Morten Glistrup også imponeret over. Her er super rammer og super ressourcer - langt bedre end i Danmark. Det kan jeg sige for mit eget vedkommende. Jeg har siddet og købt ind til nogle af de her store fag. Her får man det, man gerne vil have, hvis man kan forklare, hvordan det skal bruges, og hvorfor man gerne vil have det. Der har jeg oplevet, at det kan være sværere at få økonomien til at gå op i Danmark. Druk og ballade skræmmer ham ikke Hvad så med larm og ballade i weekenderne, som man ofte hører om? Morten Glistrup kan ikke se problemet. Der bliver snakket så meget om det her med druk, og hvad ved jeg, men jeg vil sige, at det lyder værre, end det er. Tager man det

6 store billede og ser på gennemsnittet, så drikker den enkelte dansker jo mere sprit end den enkelte grønlænder gør. Og ja, der er nogen, der er fulde fredag og lønningsdag, men så er de det altså heller ikke mere. Det skal man også kunne leve med. Helt sikkert. Det er bare et andet mønster. Gå en tur op ad Strøget klokken tolv fredag nat, der skal man næsten have livvagt med. Her synes jeg til gengæld, at der er fantastisk fredeligt, også selvom der kommer en, der måske er lidt fuld altså jeg har ikke oplevet noget særligt, ikke vendt mod mig andet end arh, jo, der er måske en, der kan sige, jeg kan ikke lide danskere, jamen det er jo bare noget, han siger i dag, for i morgen står vi jo og fisker ved siden af hinanden. Jeg oplever ikke nogen modvilje. Socialt liv i Danmark sat på standby Hvad kræver det, hvis man skal have en god tid som dansk lærer i Grønland, spørger vi Morten Glistrup. Det behøver han ikke tænke sig om for at svare på. Man skal være en person, som selvfølgelig har rygrad og lidt hård hud, men man skal også kunne se på det positive og bruge det, i stedet for bare at se på det negative. Her kan man finde ligeså meget positivt, eller måske endda mere. Bare kig på børnene! Se hvor mange der smiler og leger udendørs, og ikke bare sidder og spiller computer. Morten Glistrup har sat sit sociale liv lidt på standby, mens han er i Grønland. Man kan ikke leve begge steder, siger han. Det er rigtig vigtigt, uanset hvor man er, at man ikke prøver at leve sit sociale liv i Danmark, for så kikser det. Så vil man i tankerne være i Danmark og fysisk være her. Man behøver ikke slippe det, der er i Danmark. Selvfølgelig skal man beholde kontakten, men man skal ikke tro, at man kan leve begge steder, for så er man her kun halvt, og det duer ikke. Det kan børnene også mærke. Det gælder om at være her 100 procent og være indstillet på det i en periode. Føler sig på rette hylde Som Morten sidder i sin stue og fortæller om livet som lærer i Grønland, virker han som en mand, der er kommet på rette hylde. Jeg tager ét år ad gangen. Så længe, jeg har det godt, og arbejdet er godt, er der ikke noget, der trækker mig andre steder hen. Og så slutter han med et grin og ser sig omkring i stuen. Jeg har det også sådan lidt Jeg har godt nok mange ting, og de skal jo pakkes ned, og de dér store planter, de kan nok ikke overleve turen over Atlanten en gang til! Fakta om Tasiilaq Tasiilaq er hovedbyen i Ammassalik distriktet. Indtil for to år siden var distriktet en selvstændig kommune, men det er nu lagt sammen med Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) cirka 800 kilometer længere oppe ad kysten og Paamiut og Nuuk på vestkysten 600 kilometer tværs over indlandsisen - til én storkommune. Der bor knap mennesker i byen og godt i alt i de fem bygder, der ligger spredt cirka kilometer fra byen. Det er kun 6 procent af Grønlands samlede befolkning, der bor i de to distrikter på den cirka kilometer lange kyst, som i