Fortsat brug af varemærker efter ophør af parternes samarbejde udgjorde en krænkelse

Transkript

1 Nyhedsbrev IP Update IP & Technology Nyhedsbrevet omhandler et udpluk af de lovgivningsmæssige tiltag samt afgørelser, der har været på det IP- og IT-retlige område i perioden 22. januar maj Du kan læse om nyheder inden for følgende områder: 1. Ophavsret, varemærkeret og designret 2. Markedsføringsret og E-handel 3. Persondataret 4. Domænenavne 1. Ophavsret, varemærkeret og designret Fortsat brug af varemærker efter ophør af parternes samarbejde udgjorde en krænkelse Den 19. februar 2015 afsagde Højesteret dom i sagen 73/2013 mellem Trævarefabrikkernes Udsalg ved Hans-Christian Christensen og Hans-Christian Christensen ( Trævarefabrikkernes Udsalg m.fl. ) mod Træ Design A/S ( Træ Design ). Sagen omhandlede, hvorvidt et fogedforbud var blevet nedlagt med rette, og om Trævarefabrikkernes Udsalg m.fl. havde været berettiget til at anvende ordmærkerne TRÆVAREFABRIKERNES UDSALG, TRÆVAREFABRIKKERNES UDSALG og TRÆFABRIKKERNES UDSALG og det hertil hørende figurmærke i forbindelse med markedsføring og salg af trævareprodukter i sine forretninger efter samarbejdet med Træ Design var ophørt. Hans-Christian Christensen havde i 1994 overtaget forretningen Trævarefabrikkernes Udsalg og åbnede i 1998 en forretning i Kolding under samme navn. Træ Design ophævede samarbejdet i maj Fogedretten i Horsens nedlagde den 23. marts 2011 forbud mod, at Trævarefabrikkernes Udsalg m.fl. kunne anvende ordmærkerne og det tilhørende figurmærke.

2 Side 2 Højesteret udtalte, at Trævarefabrikkernes Udsalg m.fl. ved overtagelse af forretningen i 1994 ikke havde opnået en bedre ret end overdrageren. Trævarefabrikkernes Udsalg m.fl. var således ikke blevet ejer af figur- eller ordmærket og havde alene haft ret til at bruge varemærkerne, så længe samarbejdet med Træ Design bestod. Det blev lagt til grund, at brugen af Træ Designs varemærker efter samarbejdets ophør havde medført forveksling og, på grund af dette, utilfredshed blandt Træ Designs kunder. Trævarefabrikkernes Udsalg m.fl. s fortsatte brug af varemærkerne udgjorde på baggrund heraf en krænkelse af Træ Designs varemærkerettigheder. Højesteret konkluderede på denne baggrund, at fogedforbuddet var lovligt nedlagt. Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom. Aluminiumsfælge udgør ikke en reservedel efter designforordningens artikel 110, men et selvstændigt design Højesteret afsagde den 10. marts 2015 dom i sagen 17/2010 mellem East Scandic A/S ( East Scandic ) og Bayerische Motoren Werke Aktiengesellschaft ( BMW ) om krænkelse af BMW s designrettigheder og varemærker. East Scandic havde i sin virksomhed foretaget salg og markedsføring af bilfælge, der lignede BMW s fælgdesign. Spørgsmålet i sagen var dermed, hvorvidt BMW s designret til fælgene var krænket eller om fælgene udgjorde en reservedel efter designforordningens artikel 110. Sagen omhandlede desuden, hvorvidt BMW s varemærkeret var blevet krænket som følge af markedsføringen af varerne. Højesteret fastslog, at aluminiumsfælge har selvstændigt design, hvis formål ikke er at genskabe bilens oprindelige udseende, men er at udsmykke og opgradere bilens samlede udseende. Aluminiumsfælge kan således ikke antages at udgøre en reservedel, der er omfattet af designforordningens artikel 110. I forlængelse heraf fandt Højesteret, at BMW s designret var krænket, idet East Scandics produkter gav ikke den informerede bruger et andet helhedsindtryk end de af BMW registrerede fælgdesign. Desuden var efterligningen af fælgene så nærgående, at der ligeledes var sket krænkelse af markedsføringslovens 1. I forhold til BMW s varemærkeret fandt Højesteret, at East Scandic på sin hjemmeside havde markedsført fælge, som ikke hidrørte fra BMW på en måde, der gav kunden det indtryk, at der var tale om BMW s varer. East Scandic havde desuden i flere tilfælde anvendt BMW s figurmærke. Denne anvendelse udgjorde et erhvervsmæssigt brug af varemærkeretten, der lå uden for den lovlige ramme om nødvendighed for at angive varens anvendelse efter varemærkelovens 5, nr. 3 og varemærkeforordningens artikel 12(c).

3 Side 3 Højesteret stadfæstede således Sø- og Handelsrettens dom om krænkelse og nedlage i den forbindelse forbud mod den erhvervsmæssige brug af BMW s varemærker. Shure Scandinavia A/S tilkendt kr. for krænkelse af ophavsret til scenografier Den 19. januar 2015 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sag V mellem Shure Scandinavia A/S og Get Visual A/S. Sagen omhandlede, hvorvidt Get Visual A/S, ved levering af scenografier til kunder, havde krænket Shure Scandinavia A/S ophavsrettigheder. Sø- og Handelsretten fandt, at Shure Scandinavia A/S ikke havde ophavsret til scenografierne, der blev anvendt til Carlsberg, Københavns Lufthavne og Socialdemokraternes arrangementer, men derimod til scenografierne der blev anvendt til ATP s pensionsmøder og Nordea Invests orienteringsmøder i Retten fandt, at hverken ATP eller Nordea Invest havde opnået en brugsret til det scenografiske design og var derfor ikke berettiget til at anvende dette uden samtykke fra Shure Scandinacia A/S. Som følge af krænkelsen fandt retten, at Get Visual A/S skulle betale kr. til Shure Scandinavia A/S i rimeligt vederlag, men at der ikke var grundlag for at tilkende et yderligere erstatningsbeløb. Som følge af sagens udfald blev Shure Scandinacia A/S pålagt at betale sagsomkostninger til Get Visual på kr. samt at afholde 3/5 af udgiften til syn og skøn. Sø- og Handelsretten påpegede således vigtigheden af, at have et klart aftalegrundlag vedrørende ophavs- og brugsrettigheder til leverede ydelser. Brug af velkendt varemærke for tjenesteydelser af samme art udgjorde en krænkelse Sø- og Handelsretten afsagde den 13. marts 2015 dom i sagen V mellem Belron Hungary Kft. og Carglass A/S ( Belron m.fl. ) mod Dansk Bilglas A/S ( Dansk Bilglas ). Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Bilglas var berettiget til at anvende Danish Carglass som virksomheds- og domænenavn. Belron m.fl. havde benyttet CARGLASS som kendetegn for sin virksomhed i en længere årrække. Begge selskaber drev virksomhed i Danmark inden for reparation og udskiftning af bilruder. Belron m.fl. nedlagde påstand om, at Dansk Bilglas skulle forbydes at benytte Danish Carglass og Danish Carglass A/S som betegnelse for sin virksomhed, og at Dansk Bilglas skulle slette registreringen af domænenavnet danishcarglass.dk. Dansk Bilglas nedlagde påstand om frifindelse.

4 Side 4 Sø- og Handelsretten lagde til grund, at varemærket CARGLASS måtte anses som værende velkendt i Danmark. Dansk Bilglas benyttede varemærket for tjenesteydelser af samme art, hvorfor brugen var egnet til at fremkalde risiko for forveksling. Retten udtalte, at en oversættelse af virksomhedens navn til engelsk, der indebar anvendelse af modpartens varemærke CARGLASS, var i strid med god markedsføringsskik. Yderligere fandt Sø- og Handelsretten, at brugen udgjorde en snyltning på det velkendte varemærke. På baggrund af dette konkluderede Sø- og Handelsretten, at Dansk Bilglas brug af Danish Carglass som domænenavn og virksomhedsbetegnelse var en krænkelse af Belron m.fl. s varemærkerettigheder og i strid med markedsføringsloven og internetdomæneloven. Efterligning af hjemmesidetekst og hjemmesidebaggrund udgjorde en krænkelse af ophavsretsloven og markedsføringsloven Sø- og Handelsretten afsagde den 6. februar 2015 dom i sagen V mellem Tiggi v/jørgen Klitmøller Rasmussen ( Tiggi ) og Security Denmark v/bo Birk Christiansen ( Security Denmark ). Både Tiggi og Security Denmark sælger via deres hjemmesider IP-kameraer fra producenten Foscam. Tiggi driver sin virksomhed fra domænet mens Security Denmark driver sin virksomhed fra domænet Sagen vedrørte, hvorvidt Tiggis hjemmesidemanual om brug af foscam-kameraer, samt Tiggis hjemmesidebaggrund blev krænket af Security Denmark, der anvendte en lignende tekst og baggrund. Sagen vedrørte desuden, hvorvidt Security Denmark skulle overdrage domænenavnet til Tiggi. Sø- og Handelsretten fandt, at idet Tiggis hjemmesidemanual var udarbejdet efter bl.a. egen arbejds- og brugererfaring, var den udtryk for en selvstændig skabende indsats, som havde værkshøjde, og derfor var ophavsretlig beskyttet. Security Denmark havde på sin hjemmeside en næsten identisk tekst, hvis opbygning var den samme som Tiggis, og Security Denmark havde derfor overtrådt ophavsretslovens 2 og markedsføringslovens 1 og 18. Sø- og Handelsretten fandt, at Tiggis hjemmesidebaggrund, der var grå og indeholdt en skrå skrift, ikke selvstændigt nød ophavsretlig beskyttelse, men dog var krænket af Security Denmark efter markedsføringslovens 1 og 18, idet Security Denmark havde lavet en direkte kopi heraf på sine hjemmesider, hvorfra der blev udbudt samme produkter. Sø- og Handelsretten fandt desuden, at Tiggis domænenavn foscamdenmark.dk havde en sådan lighed med domænenavnet foscam-denmark.dk, at en forveksling var nærliggende og dermed havde karakter af ren snyltning.

5 Side 5 Security Denmark blev således tilpligtet at anerkende at have krænket Tiggis rettigheder i de ovenfor anførte tilfælde samt pådraget vederlagsfrit at overdrage domænenavnet foscamdanmark.dk til Tiggi. Sagsøgte var berettiget til at anvende ordet takeaway da dette er en almindelig betegnelse Sø- og Handelsretten afsagde den 5. marts 2015 dom i sagen U-3-10 mellem e-takeaway ApS ( etakeaway ) og Just-Eat.dk ApS ( Just-Eat ). Sagen omhandlede, hvorvidt Just-Eat havde krænket e-takeaway s rettigheder efter varemærke- og markedsføringsloven. E-takeaway gjorde gældende, at Just-Eats anvendelse af takeaway og take away i sit navn og slogans var forveksleligt med e-takeaways navn og varemærke, at brugen yderligere udgjorde en snyltning på e-takeaways navn, og at Just-Eats anvendelse af e takeaway og takeawayonline som adwords på Google medførte, at e-takeaways mulige kunder blev henvist til Just-Eats hjemmeside. Just-Eat anførte, at selskabet ikke ved brug af ordene takeaway, take away, takeawayonline eller e-takeaway havde overtrådt varemærkeloven eller markedsføringsloven, da disse betegnelser er generiske betegnelser uden nogen form for særpræg. Anvendelsen af disse betegnelser var en naturlig følge af, at Just-Eat udbyder take away mad online. Sø- og Handelsretten udtalte, at takeaway er en almindelig betegnelse for den situation, hvor forbrugeren kan bestille mad hos en restaurant og tage den med sig for at spise den et andet sted eller få leveret maden hjem til sig. Betegnelsen er således beskrivende for denne tjenesteydelse, hvorfor Just-Eat havde været berettiget til at anvende betegnelsen på sin hjemmeside som en del af et slogan, uanset at betegnelsen indgik som en del af e-takeaways virksomhedsnavn. Ydermere udtalte retten, at e-takeaway ikke havde godtgjort, at betegnelsen Takeawayonline gennem en indarbejdelse havde opnået særpræg for e-takeaways virksomhed. E-takeaway havde registreret e-takeaway som figurmærke, men retten gjorde gældende, at registreringen ikke var ensbetydende med, at betegnelsen også var beskyttet som ordmærke, samt at e- takeaway ikke havde godtgjort, at man gennem indarbejdelse havde opnået varemærkeretlig beskyttelse af e-takeaway som ordmærke. På baggrund heraf konkluderede Sø- og Handelsretten, at Just-Eat ikke havde krænket e-takeaways rettigheder efter varemærkeloven eller markedsføringsloven ved brug af betegnelserne takeaway, takeawayonline eller e-takeaway. U-6-10.pdf

6 Side 6 Det er tilladt at opkræve vederlag som rimelig kompensation for privatkopiering i forbindelse med lagring af data til mobiltelefoners hukommelseskort EU-Domstolen afsagde den 5. marts 2015 dom i sag C-463/12 mellem Copydan Båndkopi ( Copydan ) og Nokia Danmark A/S ( Nokia ) om fortolkning af Infosoc direktivets artikel 5, stk. 2, litra b om betaling af vederlag som rimelig kompensation for privatkopiering. Nokia udbyder i Danmark mobiltelefoner, der, udover at indeholde SIM-kort, i visse tilfælde indeholder et ekstra hukommelseskort, der kan lagre ophavsretligt beskyttet materiale. Copydan påstod i sagen, at hukommelseskortene skal være omfattet af de i ophavsretsloven fastsatte bestemmelser, herunder 39 og 40, om rimelig kompensation i henhold til undtagelsen fra retten til reproduktion. Hovedspørgsmålet i sagen var, hvorvidt det er i overensstemmelse med Infosoc direktivets artikel 5, stk. 2, litra b om privatkopiering, at national lovgivning sikrer kompensation for multifunktionelle medier, såsom mobiltelefoners hukommelseskort, uanset om disse medier fremstiller eksemplarer til privat brug. Domstolen fastslog, at det påhviler den person, der uden forudgående tilladelse reproducerer et værk til privat brug, at erstatte indehaverens tab ved kompensation. Grundet de praktiske vanskeligheder i forbindelse hermed, står det dog medlemsstaterne frit at indføre vederlag for privatkopiering for personer, der råder over medier til digital reproduktion, og som giver deres private brugere adgang hertil. Det forhold, at medier til digital reproduktion er stillet til rådighed for private brugere, er tilstrækkeligt til at begrunde anvendelsen af vederlaget, uanset om mediet alene har én funktion eller er multifunktionelt. Domstolen fandt således, at national lovgivning ikke er til hinder for fastsættelsen af rimelig kompensation for multifunktionelle medier, såsom mobiltelefoners hukommelseskort, uanset om eksemplarfremstillingens væsentligste funktion er til privat brug. Det er dog et krav, at mediernes indehavere kan anvende dem til dette formål. På trods af, at mediernes funktion, karakter eller kapacitetsstørrelse ikke har indflydelse på vederlagets lovlighed, kan disse faktorer dog påvirke størrelsen af den rimelige kompensation, der skal betales. I forlængelse heraf fandt Domstolen, at en sådan kompensationspligt, i overensstemmelse med 35. betragtning i Infosoc direktivet, ikke bør fastsættes, når skaden er minimal. Vurderingen af, hvorvidt en skade må betragtes som minimal, henhører dog under medlemsstaternes kompetence. =DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=530739

7 Side 7 Sælgeren kan, i forbindelse med salg af kunstværker, frit aftale, hvem der endeligt skal bære følgeretsvederlaget EU-Domstolen afsagde den 26. februar 2015 dom i sagen C-41/14 mellem Christie s France SNC ( Christie s ) og Syndicat national des antiquaires ( SNA ) om fortolkningen af følgeret for ophavsmanden. Christie s er et selskab, der afholder frivillige offentlige auktioner af kunstværker, i hvilken forbindelse Christie s deltager på sælgerens vegne og dermed opkræver en følgeret, der efterfølgende overføres til sælgeren eller ophavsmanden selv. SNA, der er en faglig sammenslutning, hvis medlemmer konkurrerer på samme marked, påstod, at en klausul om følgeretsvederlaget var ugyldig efter direktiv 2001/84 om harmonisering af følgeretten. Hovedspørgsmål i sagen var, hvorvidt følgeretsvederlaget endeligt påhviler sælgeren, samt om direktivet udelukker muligheden for aftalemæssig fravigelse heraf. Efter en samlet vurdering af direktivets formål, fastslog Domstolen, at det, på trods af formålet om harmonisering, er tilladt for medlemsstaterne igennem national lov at udpege, hvem der endeligt skal bære udgiften til vederlaget. Af disse grunde fandt Domstolen, at sælgeren eller en professionel på kunstmarkedet, der deltager i handelen med kunstværker, i forbindelse med videresalg, frit kan aftale, at sælgeren endeligt skal bære ophavsmandens følgeretsvederlag. En sådan aftale er dog betinget af, at aftalen på ingen måde berører de forpligtelser og det ansvar, som påhviler den person, der skal betale vederlaget til ophavsmanden. EU-Domstolen cementerer sin udvidelse af søgsmålskompetencen for rettighedskrænkelser på internettet Den 22. januar 2015 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-441/13 mellem Pez Hejduk og EnergieAgentur.NRW GmbH. Sagen vedrørte en præjudiciel forelæggelse angående fortolkningen af artikel 5, nr. 3, i Bruxelle-1 forordningen nr. 44/2001. Sagen angik udstrækningen af forordningens regler om deliktsværneting. Hovedsagen vedrørte en østrigsk fotograf, som havde anlagt sag om ophavsretskrænkelse i Østrig på baggrund af en krænkelse af fotografens fotografier foretaget af et tysk selskab på en tysk hjemmeside. EU-Domstolen fandt i overensstemmelse med tidligere praksis, at forordningen skulle forstås således, at sager om rettighedskrænkelser kunne anlægges i enhver medlemsstat, hvor der var indtrådt en skade som følge af rettighedskrænkelsen. Dog kunne der kun rejses krav for så vidt angik den del af skaden, som var indtrådt i den pågældende medlemsstat. Den østrigske fotograf kunne derfor anlægge sag mod det tyske selskab i Østrig, fordi selskabets tyske hjemmeside, hvor rettighedskrænkelsen var begået, kunne tilgås i Østrig. Med denne afgørelse cementerede EU- Domstolen således, at sager om rettighedskrænkelser på internettet kan anlægges i samtlige medlemsstater, hvor der er adgang til den rettighedskrænkende hjemmeside.

8 Side 8 Læs hele afgørelsen her: =en&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid= Et ordtegns spørgende form gjorde ikke, at det havde særpræg Retten i EU afsagde den 29. januar 2015 dom i sagen T-609/13 mellem Blackrock Inc. ( Blackrock ) mod The Office for Harmonisation in the Internal Market ( OHIM ). Sagen omhandlede registreringen af ordmærket SO WHAT DO I DO WITH MY MONEY som EFvaremærke, herunder hvorvidt det manglede fornødent særpræg efter varemærkeforordningens artikel 7 (1)(b). Blackrock anvendte SO WHAT DO I DO WITH MY MONEY som reklame slogan og ansøgte i august 2012 om at få ordmærket registreret som EF-varemærke i klasse 35 og 36. OHIM afviste at registrere det omhandlede tegn med den begrundelse, at varemærket manglede fornødent særpræg. Blackrock appellerede afgørelsen til OHIM s fjerde Appelkammer, der også afviste at registrere ordmærket. Appelkammeret begrundede afgørelsen med, at udtrykket ikke havde flere forskellige betydninger, ikke udgjorde et ordspil, hverken var fantasifuldt eller indeholdt noget kreativt element. Udtrykket var derudover let at forstå og i overensstemmelse med engelsk grammatik. Appelkammeret mente, at et varemærke, som det i sagen omhandlede, for at have fornødent særpræg, straks af den relevante kundekreds skal opfattes som en angivelse af den handelsmæssige oprindelse af de pågældende tjenesteydelser. Blackrock indbragte tvisten for Retten i EU, og nedlagde påstand om, at Retten skulle annullere den af OHIM trufne afgørelse. OHIM nedlagde påstand om frifindelse. Retten udtalte, at det følger af retspraksis, at et varemærke, for at have fornødent særpræg, skal tjene til at identificere de varer eller tjenesteydelser, som hidrører fra en bestemt virksomhed, og dermed til at adskille disse varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser. Hvorvidt der er tale om fornødent særpræg skal bedømmes dels i forhold til de varer eller tjenesteydelser som der er søgt registrering for, dels i forhold til den relevante kundekreds opfattelse af varemærket. Retten konkluderede, at sloganet ikke havde nogen dybde, som kunne opveje den klare tætte forbindelse mellem varemærket og de relevante ydelser. Derudover havde sloganet ikke flere betydninger, og selv hvis det havde, var dette ikke det samme som, at det havde fornødent særpræg. Endelig udtalte Retten, at hverken den spørgende form eller den åbne karakter af spørgsmålet gav varemærket noget særpræg. Ordmærket SO WHAT DO I DO WITH MY MONEY manglede særpræg og kunne derfor ikke registreres. g=en&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=162705

9 Side 9 Et varemærke, der bestod af reklameslogan, havde ikke det fornødne særpræg til at blive registreret som EF-varemærke Retten i EU afsagde den 29. januar 2015 dom i sagen T-59/14 mellem Blackrock Inc. ( Blackrock ) mod The Office for Harmonisation in the Internal Market ( OHIM ). Sagen omhandlede, hvorvidt ordmærket INVESTING FOR A NEW WORLD kunne registreres som EF-varemærke, eller om det manglede det fornødne særpræg, der kræves efter varemærkeforordningens artikel 7 (1)(b). Varemærket bestod af et reklameslogan. Blackrock havde i August 2012 ansøgt om, at få ordmærket registreret som EF-varemærke i klasse 35 og 36, som bl.a. omfatter annonce- og reklamevirksomhed, finansiel virksomhed samt valutarisk virksomhed. OHIM afviste at registrere ordmærket, da varemærket manglede det fornødne særpræg. Blackrock appellerede afgørelsen til OHIM s første Appelkammer, der også afviste at registrere varemærket bl.a. med den begrundelse, at intet i reklamesloganet, ud over dets indlysende betydning, ville gøre det muligt for offentligheden let og hurtigt at huske det, hvilket er karakteristisk for et varemærke. Derudover udgjorde ordmærket ikke et ordspil, og det var hverken fantasifuldt eller indeholdt noget kreativt element. Herefter indbragte Blackrock sagen for Retten i EU. Retten udtalte, at et reklameslogan ikke behøver være fantasifuldt for at have fornødent særpræg, hvilket Appelkammeret havde udtalt. Herudover anførte Retten, at INVESTING FOR A NEW WORLD er en kombination af almindelige engelske ord, der overholder reglerne i engelsk grammatik. Det faktum, at der var en tæt forbindelse mellem tegnet og de finansielle tjenesteydelser, som var omfattet af varemærkeansøgningen, fratog mærket enhver semantisk dybde, enhver form for ordspil eller overraskende og uventede elementer, som kan give det fornødne særpræg. På baggrund af dette konkluderede Retten i EU, at ordmærket ikke havde det fornødne særpræg, som skal til for at et varemærke kan blive registreret. rt=1&mode=req&docid=161903&occ=first&dir=&cid= Ved en afgørelse om delvis fortabelse af et varemærke skulle der tages hensyn til alle de i sagen fremlagte beviser Retten i EU afsagde den 13. februar 2015 dom i sagen T-287/13 mellem Husky CZ s.r.o. ( Husky ) mod The Office for Harmonisation in the Internal Market ( OHIM ). Sagen omhandlede, hvorvidt ordmærket HUSKY delvist var blevet fortabt. Indehaveren af varemærket havde fået det registreret i 1996, og registreringen var blevet fornyet i I 2009 indgav Husky en begæring til OHIM om fortabelse af varemærket med den begrundelse, at der ikke var blevet gjort reel brug af varemærker for de varer, for hvilke, det var blevet registreret.

10 Side 10 OHIM tog begæringen om fortabelse delvis til følge, og det omtvistede varemærke kunne alene forblive registreret under klasse 18 og 25. Husky appellerede afgørelsen til OHIM s første Appelkammer, der afviste klagen. Herefter indbragte Husky sagen for Retten i EU. Husky nedlagde påstand om, at den anfægtede afgørelse blev annulleret. OHIM nedlagde påstand om frifindelse. Appelkammeret havde under sagen opfordret indehaveren af varemærket til, inden en bestemt tidsfrist, at godtgøre, at der var gjort reel brug af det omhandlede varemærke. Hovedspørgsmålene i sagen var, om der ved sagens afgørelse skulle tages hensyn til beviser, der var frembragt efter fristens udløb, om der skulle tages hensyn til dokumenter, som ikke var oversat, og om der skulle tages hensyn til udaterede dokumenter. Husky bestred, at der skulle tages disse hensyn. Retten udtalte, at det ikke er et krav for fristforlængelse, at den anden part samtykker hertil. I de tilfælde hvor der ikke anmodes om modpartens samtykke, skal OHIM tage hensyn til de omstændigheder, der ligger til grund for anmodningen om forlængelsen af fristen. På baggrund af dette kunne der ved sagens afgørelse tages hensyn til beviser, der var frembragt efter fristens udløb. Retten anførte yderligere, at der kunne tages hensyn til de dokumenter, der ikke var oversat. For det første fordi Husky selv havde undladt at kræve dem oversat, og for det andet fordi de omhandlede dokumenter var uddrag fra en ordbog, der frembragte oversættelser til eller fra engelsk, hvilket gjorde kravet om oversættelse irrelevant. I forhold til det tredje hovedspørgsmål udtalte Retten, at samtlige af de beviser, der var fremlagt for Appelkammeret, skulle gøre det muligt at føre bevis for den reelle brug af det omhandlede varemærke. På baggrund heraf kunne der tages hensyn til de udaterede dokumenter. Retten i EU konkluderede på baggrund af dette, at OHIM i forbindelse med sagens afgørelse havde været berettiget til, at anvende beviser, der var frembragt efter fristens udløb, dokumenter som ikke var oversat og udaterede dokumenter. OHIM blev således frifundet. Søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt regnedes fra modtagelsen af telefax, og teknisk fejl i forbindelse hermed udgjorde ikke force majeure. Retten i EU afsagde den 22. januar 2015 kendelse i sagen T-488/13 mellem GEA Group AG ( GEA ) og The Office for Harmonisation in the Internal Market ( OHIM ) om søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt for registrering af EF-varemærker. OHIM havde i sagen afvist registrering af et ordmærke, der, den 15. maj 2012, blev påklaget af GEA. Klagen blev afslået, og afgørelsen herom blev sammen med en afsendelsesrapport indeholdende bemærkningen ok meddelt GEA pr. telefax den 25. marts GEA var på grund af en teknisk fejl ikke blevet informeret om afgørelsens fremkomst og indhold før den 11. juli Af denne grund overskred GEA søgsmålsfristen for at påklage afslaget af 25. marts 2013, og der opstod i den-

11 Side 11 ne forbindelse spørgsmål om søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt, samt hvorvidt en teknisk fejl i forbindelse hermed kan udgøre force majeure. Retten i EU udtalte, at en meddelelse betragtes som foretaget den dato, hvor meddelelsen blev modtaget af modtagerens telefax, hvorfor begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen var dagen efter modtagelsen af afslaget, dvs. den 26. marts I denne forbindelse fandt Retten i EU, at afsendelsesrapporten med bemærkningen ok fra telefaxen indeholdt oplysninger, der gav disse en basisværdi som en reel afsendelsesbesked og dermed udgjorde tilstrækkeligt bevis for GEA s modtagelse af stævningen. Vedrørende telefaxens tekniske fejl udtalte Retten i EU, at transmissionsproblemer inden for et selskab ikke udgjorde omstændigheder, der ikke kunne forudses eller udgjorde force majeure. Det blev desuden fastslået, at der ikke var truffet rimelige foranstaltninger for at overholde procesfristerne eller for at sikre, at telefaxmaskinen fungerede tilfredsstillende. Retten fandt således, at en fornuftig person ville være i stand til at undgå, at søgsmålsfristen udløb, hvilket ikke var opfyldt i det konkrete tilfælde. Ud fra ovenstående betragtninger fandt Retten i EU, at søgsmålsfristen ikke var overholdt, samt at tekniske fejl ikke udgjorde force majeure, der kunne undtage fristens overskridelse. Retten i EU afviste herefter sagen. Læs hele kendelsen her: Der var ikke sket krænkelse af et ældre varemærke, idet der ikke forelå risiko for forveksling eller skade på mærkets renommé Retten i EU afsagde den 12. februar 2015 dom i sagen T-505/12 mellem Champagnie des montres Longines ( Champagnie ) mod The Office for Harmonisation in the Internal Market ( OHIM ) og Xiuxiu Cheng ( Cheng ) om krænkelse af et internationalt figurmærke. Sagen vedrørte, hvorvidt Champagnies figurmærke, der var registreret under vareklassen ure, mm., var krænket af Chengs registrering af et lignende figurmærke, der var registreret under vareklasserne solbriller med styrke og beklædningsgenstande. Retten i EU fandt, at der var en vis lighed mellem de omhandlende varer, men at arten, anvendelsesformålet og benyttelsen af de omhandlede varer var forskellig, samt at varerne hverken konkurrerede med eller kunne erstatte hinanden. Retten i EU fandt i denne forbindelse, at der ikke forelå æstetisk komplettering mellem varerne, og at ligheden ej heller kunne begrundes under hensyntagen til deres salgssteder eller distributører. Champagnie havde dermed ikke løftet bevisbyrden for, at der forelå varelighed eller risiko for forveksling i dette henseende. I sin vurdering af Champagnies renommé, fastslog Retten i EU, at de fremlagte beviser vedrørende brugen af det ældre varemærke, der bestod i timeglas med vinger, ikke var tilstrækkelige til at kunne fastslå det af Champagnie påståede renommé. På trods af, at varemærket var blevet anvendt i

12 Side 12 et betydeligt omfang i mange år, og reklameret herfor i både magasiner og på tv, var det ikke blevet bevist, at en væsentlig del af den relevante kundekreds kendte det ældre varemærke som påstået og uden anstrengelser ville forbinde det med Champagnies varer. Retten i EU fandt i denne forbindelse, at det snarere var Champagnies brug af ordet longines, som forbrugerne forbandt med det i hovedsagen påståede renommé, men at figurmærket ikke i sig selv kunne opfylde dette. Retten i EU frifandt dermed Cheng og OHIM i alle krænkelsespåstande. Undersøgelse fra OHIM viser økonomiske konsekvenser af varemærkeforfalskning Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) offentliggjorde den 10. marts 2015 en undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af varemærkeforfalskning af parfume, makeup og andre produkter til personlig pleje i EU. I undersøgelsen blev det konkluderet, at berettigede producenter og forhandlere af kosmetik og produkter til personlig pleje årligt mister 4,7 milliarder euro på grund af varemærkeforfalskning. Dette svarede ifølge undersøgelsen til tabte arbejdspladser på EU-plan. Derudover medførte varemærkeforfalskning ifølge undersøgelsen et yderligere samlet indtægtstab på 1,7 milliarder euro for medlemsstaternes regeringer i form af tabt indkomstskat og sociale bidragsydelser. Undersøgelsen er den første i en række undersøgelser, som tilsammen skal illustrere de negative økonomiske konsekvenser af varemærkeforfalskning og piratkopiering for europæisk økonomi. Undersøgelserne skal ifølge OHIM udstyre de europæiske beslutningstagere med tilstrækkelig information til at lovgive på området. Læs om undersøgelsen her: 2. Markedsføringsret og E-handel Forbrugerombudsmandens årsberetning for 2014 viser rekordhøjt antal sager om markedsføring Forbrugerombudsmanden afgav den 26. februar 2015 årsberetning for Sager om markedsføring dominerede ifølge årsberetningen Forbrugerombudsmandens arbejde i I alt ud af samlet afsluttede sager drejede sig om markedsføring, og det er ifølge Forbrugerombudsmanden det højeste tal nogensinde. Særligt sager om bilvurderinger på nettet, som påstås bestilt af forbrugerne, var medvirkende til det høje antal markedsføringssager. Derudover var uanmodet markedsføring fortsat et emne, som gav anledning til forbrugerklager. Forbrugerombudsmanden politianmeldte således 11 virksomheder for uanmodede henvendelser i Der blev givet bøder i syv spamsager, to sager om personligt adresserede reklamebreve og tre sager om ulovligt telefonsalg. Generelt var tilstrømningen af nye former for markedsføring ifølge Forbrugerombudsmanden ho-

13 Side 13 vedårsag til det høje antal markedsføringssager, hvorfor disse ifølge Forbrugerombudsmanden fortsat ville påkalde sig stor opmærksomhed i Læs årsberetningen her: %20aarsberetning% pdf Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her: Forbrugerombudsmanden offentliggør vejledning om krav til oplysninger i tvreklamer Den 15. januar 2015 trådte en ny vejledning fra Forbrugerombudsmanden i kraft om krav til oplysninger i tv-reklamer i henhold til markedsføringslovens 3, 12 a og 14 a. Vejledningen var, ifølge Forbrugerombudsmanden, en konsekvens af, at væsentligt flere oplysninger om markedsførte produkter ikke gives i tv-reklamers hovedbudskab, men skriftligt i bunden af skærmbilledet. Derudover havde teksterne ofte en så lille skriftstørrelse og blev vist i så kort tid på en urolig baggrund, at de ikke kunne læses af den almindelige seer. Vejledningen beskriver derfor, hvilke oplysninger, der skal være i en tv-reklame, og hvornår en forbruger kan henvises til at læse mere om produktet på en hjemmeside eller på tekst-tv. Derudover præciserer vejledningen, at tekster i tv-reklamer bør have en vis størrelse, varighed og stå på en baggrundsfarve, som gør det muligt for forbrugerne at nå at læse dem. Med vejledningen er der således skabt klarhed over krav til oplysninger i tv-reklamer og forståelsen af markedsføringslovens 3, 12 a og 14 a. Læs om vejledningen her: Forbrugerombudsmanden udsender nye retningslinjer for brugeranmeldelser Forbrugerombudsmanden har udsendt nye retningslinjer med ikrafttrædelse den 1. maj 2015 til erhvervsdrivende, der driver onlinetjenester, som offentliggør brugeranmeldelser. Formålet med retningslinjerne er at sikre, at brugeranmeldelserne er troværdige og enkle at gennemskue for forbrugerne samt at sikre, at virksomheder bag onlinetjenesterne overholder markedsføringsloven og andre centrale bestemmelser i den danske lovgivning. Retningslinjerne slår blandt andet fast, at onlinetjenesten ikke bloter forpligtet til at fjerne ulovlige eller falske anmeldelser hurtigst muligt, men også til at tage særlige skridt i gentagelsestilfælde for at sikre sig mod lignende krænkelser. Samtidig slås det i retningslinjerne fast, at erhvervsdrivende gerne må opfordre forbrugere til at indgive en anmeldelse. Det skal dog tydeligt fremgå af den offentliggjorte anmeldelse, hvis forbrugeren har fået penge eller anden belønning herfor, ligesom onlinetjenesterne skal offentliggøre alle modtagne anmeldelser om en erhvervsdrivende, uanset om de

14 Side 14 er positive eller negative. Dog skal både forbrugeren og den erhvervsdrivende altid have ret til at kommentere en offentliggjort anmeldelse. Onlinetjenesten skal endelig behandle klager fra en virksomhed eller en forbruger hurtigst muligt. Med retningslinjerne har Forbrugerombudsmanden således etableret rammerne for erhvervsdrivendes anvendelse af brugeranmeldelser på internettet. Læs de nye retningslinjer her: linjer/retningslinjer%20om%20offentliggrelse%20af%20brugeranmeldelser%20090.pdf Nye ændringer i den danske Bogføringslov Den 22. januar 2015 vedtog Folketinget lov nr. 55 af 27/1/2015 om ændring af bogføringsloven. Ændringsloven trådte i kraft den 1. marts 2015, og vedrører primært opbevaring af elektronisk regnskabsmateriale i udlandet. Ændringsloven betyder, at danske virksomheder får mulighed for at opbevare elektronisk regnskabsmateriale i udlandet, såfremt en række kriterier er opfyldt. Lovændringen skyldes endvidere, at man ønsker at give mulighed for brug af cloud services til bogføring. Efter ændringsloven skal virksomheder til enhver tid kunne fremskaffe det pågældende regnskabsmateriale og give adgang til dette her i landet. Desuden skal virksomheder opbevare deres systembeskrivelser og adgangskoder i Danmark, og endeligt skal virksomheder sørge for, at regnskabsmateriale kan udskrives eller gøres tilgængeligt i et anerkendt filformat. Med lovændringen skal danske virksomheder, der ønsker at opbevare deres regnskabsmateriale i udlandet, således ikke længere søge om dispensation hos Erhvervsstyrelsen, hvilket var et krav efter den tidligere bogføringslov. Læs hele ændringsloven her: ENISA udgiver sikkerhedsvejledning for cloud computing i forvaltningen Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) udgav den 26. februar 2015 en vejledning for sikker brug af cloud computing i EU s respektive medlemsstaters offentlige forvaltninger. ENISA har generelt til opgave at sikre en høj grad af net- og informationssikkerhed. Intentionen med vejledningen var at opstille en sikker ramme for overgangen til cloud-løsninger i den offentlige forvaltning gennem fire overordnede faser: en planlægningsfase, en implementeringsfase, en kontrolfase og en handlingsfase. Vejledningen er baseret på et casestudie med fire udvalgte EUmedlemsstaters implementering af cloud-løsninger. Formålet med denne vejledning og de ledsagende casestudier har været, at guide EU-medlemsstater til en mere problemfri og sikker vedtagelse af cloud computing. Læs vejledningen her:

15 Side Persondataret Ny betænkning fra Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger I februar 2015 afgav Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger betænkning nr Udvalget blev nedsat som led i regeringsgrundlaget, Et Danmark, der står sammen fra Den danske regering havde til hensigt at sikre, at offentligt ansatte oplevede, at de havde mulighed for at ytre sig, hvis ansættelses- og arbejdsforhold ikke var i orden uden konsekvenser for de ansattes fremtidige karrieremuligheder. Udvalget blev ligeledes nedsat for at kortlægge, hvilke whistleblowerordninger, der findes i den offentlige forvaltning. Samtidig skulle Udvalget beskrive de rammer, hvorunder disse ordninger er etableret i dag samt erfaringerne med whistleblowerordninger og på den baggrund overveje, om der bør ske en lovregulering af området. Offentligt ansattes ytringsfrihed i Danmark er blandt andet reguleret af Grundlovens 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10. Beskyttelsen af den ansattes ytringsfrihed forudsætter, at den offentligt ansatte udtaler sig som privatperson, idet en offentlig myndighed kan fastsætte regler for, hvem der må udtale sig på myndighedens vegne samt udstikke retningslinjer for indholdet heraf. Som følge af grundlovens 77 kan offentlige myndigheder ikke indføre censur på ansattes udtalelser, når disse udtaler sig som privatpersoner. Herudover er offentligt ansattes ytringsfrihed underlagt straffelovens 152 og 152 f samt forvaltningslovens 27. Offentligt ansatte kan i medfør af forvaltningslovens 27, stk. 5 ikke pålægges yderligere tavshedspligt end hvad der følger af lovgivningen. Der kan dog gælde visse grænser for den offentligt ansattes adgang til at ytre sig om emner inden for sit arbejdsområde, hvorfor ytringer herom kan have karakter af tjenesteforseelse eller misligholdelse af ansættelsesforhold. Lovlige ytringer fra offentligt ansatte kan ikke danne grundlag for ansvarsreaktioner fra myndighedens side, men følgevirkningen kan dog danne grundlag for negative ledelsesreaktioner for den ansatte. I forhold til spørgsmålet om eventuel ny lovgivning om offentligt ansattes ytringsfrihed vurderede Udvalget, at der ikke var behov herfor samt, at en ny lovfæstelse af de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed ikke ville ændre den bestående retstilstand. Med hensyn til de negativt betonede årsager til, at offentligt ansatte ikke ytrer sig, såsom frygten for dårligt arbejdsklima og karrieremæssige konsekvenser, vurderede Udvalget, at disse i ringe grad vil kunne afhjælpes ved at sammenfatte allerede gældende regler i ny lovgivning. Det blev derimod vurderet, at det var nødvendigt at skabe en holdningsændring blandt offentligt ansatte og ledelsen. Udvalget konkluderede desuden, at der ikke fandtes at være behov for at fastsætte nye regler om offentligt ansattes meddeleret, idet disse i forvejen har adgang til at gøre presse mv. opmærksom på ulovlige forhold i den offentlige forvaltning, herunder ret til at fremkomme med meningstilkendegivelser og videregive ikke-fortrolige oplysninger. Læs Udvalgets betænkning her: 20om%20off%20an%20ytrin%20whistleblower.pdf

16 Side 16 Foreløbig status for den kommende persondataforordning Den 25. januar 2012 fremsatte Europa-Kommissionen forslag til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel forordning om databeskyttelse). Forordningsforslaget er stadig under førstebehandling. Parlamentet vedtog udtalelse og ændringsforslag den 12. marts 2014 til Kommissionens forslag, men Rådets førstebehandling er endnu ikke overstået. Der er således stadig mulighed for, at man senere vender tilbage til tekstens indhold, ligesom det endnu ikke er lagt fast, om persondatareformen skal tage form som direktiv eller forordning. Derudover er formandskabet ikke blevet givet beføjelse til at indlede trilogiforhandlinger med Europa-Parlamentet. Rådet har dog, med forbehold for muligheden for senere ændringer, lagt sig fast på dele af forslaget. Således er der opnået enighed om det territoriale anvendelsesområde i forslagets artikel 3, definitionerne i artikel 4, nr. 17 og 21 af bindende virksomhedsregler og internationale organisationer samt hele kapitel 5 om overførsel af personoplysninger til tredjelande. Derudover er Rådet nået til enighed om definitionen af dataansvarlige og databehandlere samt disses forpligtelser efter forslagets kapitel 4. Samtidig er der enighed om medlemsstaternes mulighed for at opretholde og vedtage national lovgivning, som supplerer forordningens generelle bestemmelser. Herudover er der opnået enighed om forslagets kapitel 2 om generelle principper for behandling af personoplysninger. Endelig er Rådet nået til enighed om tilsynsmyndighedernes interne samarbejde samt one-stop-shop reglerne i kapitel 6 og 7 samt artikel 76b om muligheden for, at bringe beslutninger fra det kommende Europæiske Databeskyttelsesråd til EU-Domstolen. Det er endnu uvist, hvornår Rådet vil kunne fremlægge et samlet forslag til persondatareformen, idet flere kapitler mangler at blive forhandlet på plads. Dertil kommer, at Rådet har mulighed for at ændre sine delforslag. Læs hele Kommissionens forslag her: Gennemgang af private mails forud for afskedigelse kunne ifølge Højesteret ikke føre til godtgørelse for tort Den 4. februar 2015 afsagde Højesteret dom i sagen 189/2013 mellem A og Roche Innovation Center Copenhagen A/S ( RICC ) tidligere Santaris Pharma A/S. A blev i april 2007 ansat i Santaris Pharma A/S som erhvervs-ph.d. RICC havde undersøgt A s mailkorrespondance og mente at kunne dokumentere, at A havde videregivet fortrolige oplysninger til sin samlever, B, som var beskæftiget inden for samme branche. Under en barselsorlov i 2008 blev A afskediget, hvorefter hun i februar 2009 blev bortvist Højesteret fandt ikke, at RICC havde godtgjort, at A havde videregivet oplysninger om forretningshemmeligheder eller i øvrigt tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse. A havde anført, at hun havde krav på godtgørelse for tort, fordi RICC uberettiget foretog en gennemgang af hendes private mailkorrespondance med B. RICC foretog gennemgangen på baggrund af en mistanke om læk af fortrolige oplysninger. Gennemgangen blev foretaget af en nærmere afgrænset personkreds, som bestod af personer med for-

17 Side 17 nøden faglig indsigt til at vurdere, om der var tale om forretningshemmeligheder. I A s ansættelseskontrakt var det påført, at al korrespondance der ikke var markeret som privat tilhørte firmaet. A havde undladt at markere korrespondancen. Det var således ikke muligt på forhånd at afgøre, om disse mails uanset den manglende markering i meddelelsesfeltet alligevel havde et privat indhold. Det blev således ikke godtgjort, at RICC har søgt i og gennemlæst mails af privat karakter i videre omfang, end det var nødvendigt, og Højesteret fandt på denne baggrund ikke, at A s privatliv havde været krænket. Højesteret har således fastslået, at en arbejdsgiver kan have ret til at gennemlæse privat mailkorrespondance, der ikke er markeret som privat, såfremt medarbejderen i ansættelseskontrakten er opfordret til at markere korrespondancen som privat, og retspraksis ses derfor at være uændret. Artikel 29-gruppen udtaler sig om mellemstatslig udveksling af personoplysninger til skattemæssige formål Artikel 29-gruppen udtalte sig den 4. februar 2015 om behovet for at inkorporere passende persondataretlige sikkerhedsforanstaltninger i bi- og multilaterale aftaler om bekæmpelse af skatteunddragelse gennem automatisk udveksling af personoplysninger. Artikel 29-gruppen forholdt sig i den forbindelse til Standarden for Automatisk Udveksling af Bankoplysninger, som blev vedtaget af OECD den 15. juli I den forbindelse understregede Artikel 29-gruppen, at automatisk udveksling af personoplysninger i indsatsen mod skatteunddragelse skulle leve op til de grundlæggende databeskyttelsesprincipper om formålsbegrænsning og nødvendighed. Artikel 29-gruppen fremhævede risikoen for brud på EU s databeskyttelsesret samt en deraf øget risiko for erstatningsansvar for medlemsstater, der anvender mellemstatslig udveksling af personoplysninger til skattemæssige formål. Artikel 29-gruppen ville endelig på opfordring af Kommissionen udarbejde supplerende retningslinjer på dette område for at sikre overholdesen af databeskyttelsesretten. Med denne udtalelse har Artikel 29-gruppen således givet udtryk for sine overordnede bekymringer ved Standarden for Automatisk Udveksling af Bankoplysninger, mens en mere detaljeret vejledning fra Artikel 29- gruppen blev stillet i vente. Læs udtalelsen her: Rapport om Artikel 29-gruppens undersøgelse af anvendelsen af cookies i EU Artikel 29-gruppen har i samarbejde med nationale databeskyttelsesmyndigheder undersøgt omfanget af brugen af cookies på 478 af de mest populære hjemmesider i 8 EU-lande. Undersøgelsen blev gennemført som led i en kortlægning af weboperatørers overholdelse af artikel 5(3) i e- databeskyttelsesdirektivet 2002/58/EF som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF. I undersøgelsen monitorerede man blandt andet omfanget af tredjepart-cookies på de udvalgte hjemmesider. Det vil sige cookies, som sendes af andre end operatøren af den pågæl-

18 Side 18 dende hjemmeside. I undersøgelsen fandt man cookies fordelt på de 478 hjemmesider. Heraf var 70 % tredjepart-cookies, og halvdelen af disse var indstillet af blot 25 forskellige tredjeparter. Undersøgelsen forholdt sig imidlertid ikke til overholdelsen af cookie-reglerne, men derimod kun til omfanget af brugen af cookies. Læse hele rapporten her: Den Europæiske tilsynsførende for databeskyttelse offentliggør ny strategirapport for Den 2. marts 2015 offentliggjorde Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, Giovanni Buttarelli, de overordnede mål for sin 5 årige mandatperiode. Giovanni Buttarelli udtalte heri, at han ønsker at udvikle den europæiske databeskyttelse med både kreative og innovative løsninger således, at nuværende databeskyttelsesprincipper tilpasses fremtidens digitale udfordringer. Det blev anført, at det var en global udfordring at sikre ansvarlighed ved behandling af persondata, hvorfor den tilsynsførende ville udvide det internationale samarbejde omkring teknologier, som fremmer beskyttelsen af privatlivet, gennemskuelighed og brugerkontrol. Af samme årsag blev det anført som et mål at udvide samarbejdet mellem databeskyttelsesmyndigheder, tredjelande, eksperter og internationale organisationer omkring fælles databeskyttelsesprincipper, som senere kan udmønte sig i bindende lovgivning. Herudover understregede den tilsynsførende vigtigheden af gennemførelsen af en ny databeskyttelsesforordning, som vil gøre databeskyttelse lettere, gennemskuelig og mindre bureaukratisk. Endeligt understregede den tilsynsførende, at denne, sammen med Artikel 29-gruppen, vil deltage aktivt i diskussionerne mellem EU s institutioner om den kommende databeskyttelsesreform. Læs strategirapporten for her: tions/strategy/ _strategy_2015_2019_en.pdf Ny beretning om datasikkerhed Folketingets Retsudvalg afgav den 15. januar 2015 en beretning om datasikkerhed. Beretningen fokuserede på overordnede principper for datasikkerhed, tilsynet med overholdelsen af persondataloven, sanktionsmuligheder ved brud på datasikkerhed, samling af ansvaret for datasikkerhed samt tekniske krav til sikring af følsomme og fortrolige oplysninger. Retsudvalget konstaterede, at alt for få offentlige myndigheder og private virksomheder overholdt persondataloven, hvorfor Datatilsynet burde tilføres yderligere ressourcer. Samtidig fandt Retsudvalget, at det burde overvejes, hvorvidt der bør etableres et klagenævn til vurdering af Datatilsynets afgørelser. Idet hele ud af sager i 2013 vedrørte anmeldelsesordningen, hvorefter enhver behandling af fortrolige oplysninger skal anmeldes til Datatilsynet, anbefalede Retsudvalget samtidig den danske regering at genoverveje den nuværende anmeldelsesordning. Såfremt disse tiltag

19 Side 19 bliver gennemført, vil det frigøre ressourcer hos Datatilsynet, og antallet af kontrolbesøg vil kunne øges. Angående sanktionsmuligheder ved brud på datasikkerhed anførte Retsudvalget, at Datatilsynets nuværende sanktionsmuligheder ikke er tilstrækkelige, og at yderligere sanktionsmuligheder bør indføres. Endelig foreslog Retsudvalget, at en databehandler, ligesom en dataansvarlig, bliver pligtsubjekt under persondataloven. Læs hele beretningen her: /2015/01/22%2001%202015%20Arbejdet%20i%20arbejdsgruppen%20afsluttes.aspx Datatilsynet har udarbejdet 12 minimumskrav for datasikkerheden ved personaleadministration Datatilsynet offentliggjorde den 23. januar minimumskrav for sikkerhed ved personaleadministration. Minimumskravene skal sikre, at de dataansvarlige virksomheder overholder persondatalovens krav om datasikkerhed. Det fremgår af lovens 41, stk. 3, at den dataansvarlige virksomhed skal træffe fornødne foranstaltninger for at sikre, at personaleoplysninger ikke tilintetgøres, fortabes, forringes, kommer til uvedkommendes kendskab eller misbruges på anden vis. Datatilsynets krav bestod blandt andet i, at adgangen til personaleoplysninger skal begrænses til så få personer i virksomheden som muligt, der alle skal have et sagligt behov for adgang til oplysningerne. Dertil skal der anvendes adgangskoder til alt elektronisk udstyr, hvor sådanne oplysninger bliver lagret. Adgangskoderne må kun være tilgængelige for den ovennævnte personkreds. Ved overholdelse af Datatilsynets minimumskrav kan dataansvarlige virksomheder nu sikre sig, at de lever op til deres forpligtelser og håndterer personaleoplysninger korrekt. Læs Datatilsynets minimumskrav her: Datatilsynet retter kritik mod Region Midtjyllands indretning af fælles elektronisk patientjournal Datatilsynet udtalte den 30. januar 2015 kritik af Region Midtjyllands indretning af en fælles elektronisk patientjournal MidtEPJ. Kritikken omhandlede blandt andet Region Midtjyllands indretning af MidtEPJ-systemet. Datatilsynet fandt, at dette ikke var i overensstemmelse med persondataloven. I den forbindelse udtalte Datatilsynet kritik af, at adgangen til patientoplysninger ikke var begrænset til sundhedspersoner med reelt behov for adgang til disse oplysninger. Blandt andre præster og skolelærere havde gennem regionens it-system tillige adgang til patientoplysninger.

20 Side 20 Som følge af Datatilsynets kritik valgte Region Midtjylland med virkning fra februar 2015 at fjerne adgangen til patientoplysninger for andet personale end sundhedspersoner. Datatilsynet orienterede endvidere det danske Ministerium for Sundhed og Forebyggelse om problemstillingen, da Datatilsynet fandt, at den generelle offentlige håndtering af patientoplysninger burde undersøges. Læs Datatilsynets kritik her: Forbrugerombudsmanden skaber klarhed om virksomheders registrering af kunders cpr-numre Forbrugerombudsmanden udsendte den 20. februar 2015 et notat vedrørende erhvervsdrivendes ret til at kræve kunders cpr-numre oplyst. Forbrugerombudsmanden bemærkede, at problemstillingen var reguleret af dels persondataloven, dels markedsføringsloven. Ifølge persondatalovens 11, stk. 2, nr. 1 og 2, må en privat virksomhed kun behandle kunders cpr-numre, såfremt det fremgår ved lov eller såfremt kunden har givet sit udtrykkelige samtykke. Virksomheden må kun behandle cpr-nummeret, såfremt det har et relevant og sagligt formål. Et relevant og sagligt formål foreligger efter Datatilsynets opfattelse i løbende mellemværender som telefonabonnementer og lejeforhold. Ifølge markedsføringslovens 1, skal private virksomheder udvise god markedsføringskik, og dette gælder også ved indsamling af cpr-numre. Forbrugerombudsmanden fandt, at formål, der ikke var relevante og saglige efter persondataloven heller ikke var det efter markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden bemærkede, at hvis omstændighederne talte for det, skulle virksomheder oplyse klart og tydeligt i markedsføringen, såfremt indhentning af cpr-numre var en forudsætning for indgåelse af en aftale. Forbrugerombudsmanden har med notatet således skabt klarhed over, hvornår virksomheder må registrere deres kunders cpr-numre. Læs hele Forbrugerombudsmandens notat her: t%20om%20cpr%20nummer.pdf Danmarks Vækstråd lancerer anbefalinger om datadreven udvikling og vækst Danmarks Vækstråd offentliggjorde den 17. marts 2015 en række anbefalinger til, hvordan danske virksomheder kan udnytte de nye muligheder, som databehandling tilbyder, til at skabe vækst. Ifølge Danmarks Vækstråd har OECD vurderet, at datadreven innovation og brug af Big Data fremadrettet kan føre til en produktivitetsstigning på 5-10 pct. på tværs af alle sektorer. For at sikre, at danske virksomheder er bedst muligt rustet til at udnytte potentialet for at skabe datadreven vækst, kom Danmarks Vækstråd med anbefalinger inden for fire temaer: Sikkert grundlag for brug af data, forretningsmodeller og investeringer i virksomhederne, adgang til viden og kompetencer og optimale rammer for adgang til data. Med anbefalingerne har man således skitseret rammerne for en udnyttelse af datadreven udvikling.