borgererisikerer nu opmod 10årsfængsel, hvis de giver pengetil organisationer,som danskedomstoleskønnerudøverterrorvirksomhed.

Transkript

1 Den tyskekanslerangelamerkelsammenmedtidligereforsvarsministercolinpowellvede1ireceptioni dentyskeambassadei Washingtonden Danmark i den nye verdensorden Før 11. september 2001 spillede international terrorisme ingen særlig rolle for udformningen af den danske sikkerhedspolitik. Det ændrede sig efter terrorangrebet. Danmark støttede med det sammenato'saktivering af den såkaldte musketered, som fastsætter,at et angreb på et medlemsland er at betragte som angreb på et af de øvrige. Daværendestatsminister Poul Nyrup Rasmussenlagdestor vægt på at demonstrere udenrigspolitisk handlekraft og solidaritet med USA. Allerede dagen efter terrorangrebet udtalte han, at Danmark var parat til at lade danske soldater deltage i en militær aktion, hvilket fik fuld tilslutning fra oppositionens leder,andersfoghrasmussen. Der var også bred opbakning til den antiterrorpakke, som gav politiet udvidede beføjelser til at efterforske i mulige terrorforbindelser i Danmark og Politiets Efterretningstjeneste, PET, udvidet adgang til at spionere mod pc-, internet- og telefonkommunikation. Det blev desudengjort ulovligt at yde finansiel støtte til internationale terrororganisationer eller deltage i aktiviteter, der kan forbindes med terror i udlandet. Danske borgererisikerer nu opmod 10årsfængsel, hvis de giver pengetil organisationer,som danskedomstoleskønnerudøverterrorvirksomhed.endelig kan asylansøgereafvises udenbegrundelseog sagsbehandling,hvis myndighedernevurderer,at deer til farefor statenssikkerhed. Efter valget i november2001 dannede partiet Venstre,som var valgets absolutte sejrherre,regeringsammenmeddekonservative,hvorefter landetsstatsministerblev Anders Fogh Rasmussen. Han fortsatte Poul Nyrop Rasmussens handlingsorienterede udenrigspolitik, men betonede i højere grad betydningen af et tættere forhold til USA, hvilket medførte, at regeringen forholdt sig meget skeptisk overfor bestræbelserne i EU på at definere en særlig europæisk identitet. I forlængelse af denne mere USA-venlige udenrigspolitik tilbød den danske regering at øge sin støtte til USA'skrig iafghanistan i form af fly-oglandstyrker. Det danske tilbud blev fremsat, uden at USA selv havde bedt om det, og uden nogen betingelser, og styrkerne blev underlagt amerikansk kontrol. I alt blev det danske bidrag på op mod 550 mand, og samtidig vedtoges det at sende et samlet bidrag til genopbygningen af Afghanistan på 110millioner i 2002 og op mod 100 millioner årligt de næste 4-5 år. Derudover deltog Danmark i FN's sikkerhedsstyrke, som under britisk ledelse skulle hjælpe til med at sikre ro og stabilitet i Afghanistan efter at de egentlige kamphandlinger var slut. Pengene til den politikblev til dels taget fra den danske ulandsbistand, hvilket yderligere cementerede bruddet med EU-linien. Den danske politik efter terrorangrebet forstærkede den "militarisering" af den danske sikkerhedspolitik, som fandt sted i løbet af 1990'erne, og som repræsenterede et brud med den kolde krig, hvor det danske militær nærmest havde fungeret som en passivafskrækkelsesstyrke, der virkede ved sin blotte tilstedeværelse. DEN NY VERDENSORDEN ER FULD AF SLYNGLER 203

2 Militære virkemidler fik således efter 1989 en stadig mere fremtrædende rolle i dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik. I begyndelsen kom ændringen til udtryk i dansk deltagelse i internationale fredsundertøttende opgaver.i Kosovo. overskred Danmark grænsen til krigsførelse ved sin deltagelse i den humanitære intervention mod Serbien. Med indsættelsen af specialstyrker på landjorden i Afghanistan, tog Danmark det næste skridt ved at lade danske soldater deltage i en militær nedkæmpelse af en fysisk fjende. Efter Afghanistan-indsatsen var der kun få begrænsninger i anvendelsen af militære midler i dansk udenrigspolitik, så længe det skete i samarbejde med NATO eller i FNregi. Men også denne barriere bevægede Danmark sig væk fra, da det i 2003 besluttede sig for at støtte USA'skrig i Irak. For da USAoptrappede konflikten med Irak, og en krig syntes nært forestående, underskrev Danmark sammen med Spanien, Portugal, Italien, Storbritannien, Ungarn, Polen og Tjekkiet et brev, hvori alle EU-Iandeneblev opfordrede til at stå bag USA. Det vakte stor vrede i Tyskland og Frankrig, som holdt fast ved en tidligere erklæring, der advarede mod en krig mod Irak uden om FN. Anders Fogh Rasmussen blev også skarpt kritiseret af oppositionen, som bebrejdede regeringen, at den udstillede uenigheden i EU, og derved fremmede den opfattelse, at modstanden mod krigen blandt de europæiske lande ikke var nær så udbredt, som først antaget, og at Frankrig og Tyskland var isoleret. De to lande kaldte brevet for et knytnæveslag mod bestræbelserne på at fremme EU-Iandenes sammenhold og på at skabe en fælles europæisk udenrigspolitik. Danmark går i krig med Irak På Folketingets dagsorden den var det vigtigste punkt første behandlingen 204 af beslutningsforslag nr. B 188: "Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en multinationalindsats i Irak." Om begrundelsen sagde venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde: "Der skal ikke herske tvivl om, at Venstre finder det både dybt tragisk og sørgeligt, at vi i dag står over for en meget, meget ubehagelig beslutning. Ingen mennesker kan være tilhængere af krig. Alle mennesker må naturligvis have de største betænkeligheder, når det kommer dertil, at man skal træffe en afgørelse om, hvorvidt et samfund skal ty til militær magtanvendelse.... Men det er en fuldstændig enig folketingsgruppe, som i dag giver sin opbakning til den meget svære beslutning, det er at støtte en militær aktion. Vi mener, at grænsen, og dermed afgøreisens time, er nået. Saddam Hussein har fået et klart ultimatum: Enten afvæbnes Irak, eller også må Saddam tage ansvaret for en militæraktion. Tiden er inde til, at FN's utallige resolutioner gennem 12 år gennemføres helt betingelsesløst og med det samme. Derfor støtter Venstre også, at Danmark bidrager såvel militært som humanitært til en aktion. Danmark må stå ved sit internationale ansvar for at få gennemført FN's resolutioner og naturligvis sikre humanitær hjælp og en efterfølgende genopbygning af Irak. Det var et vilkår for våbenhvilen efter Kuwait-krigeni 1991,at Irak skulle afskaffe sine masseødelæggelsesvåben. Nu, 12 år senere, er det ikke muligt for FN at konstatere, at dette er sket. Tværtimod mangler Irak ifølge våbeninspektørerne stadig at redegøre for bl.a bomber og tons kemiske våben - våben, som Saddam Hussein har vist, at han er klar til at bruge, endda over for sin egen befolkning. Saddam har overtrådt og overtræder langt over 40 FN-resolutioner,heraf 17Sikkerhedsrådsresolutioner." FJERDE DEL

3 Allerede tre dage senere, den 21. marts 2003, kom forlaget til tredje og sidste behandling, hvor regeringen med stemmer fra Dansk Folkepartifik Folketingets opbakning til en dansk militær indsats i Irak-krigen. Danmark deltager herefter direkte i den amerikansk ledede krig i Irak med ubåden Sælen, korvetten Olfert Fischer og en styrke på i første omgang 150ti1160 mand i krigen - i dag udgør den ca. 500mand. Forud for beslutningen var gået en meget ophedet debat i Folketinget. Socialdemokratiets daværende politiske ordfører, Frank Jensen, kaldte det i sin ordførertale for et tilbageskridt mod den internationale retsorden, at Danmark ville deltage i en krig uden mandat fra FN. Han sagde afslutningsvis: "FN's Sikkerhedsråd er nu sat ud af spillet. Det er et stort tilbageskridt for den internationale retsorden, som vi troede, at også Venstre og de Konservative var tilhængere af. I stedet har man splittet og ydmyget FN, NATO og EU." Det fik de Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller til at gå på talerstolen, hvor hun udtalte, at det var socialdemokratiet, der havde skiftet mening: "Efter 11. september 2001 sagde tidligere statsminister Poul Nyrop Rasmussen, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA for at bekæmpe terror. Den holdning rakte lige til Socialdemokraterne kom i opposition. Nu bruger man igen udenrigspolitikken til indenrigspolitisk pjank" Helt overophedet blev debatten, da Venstres Inger Støjberg sagde, at hun nu var i tvivl om, hvorvidt Socialdemokraterne egentlig holdt med Saddam Hussein eller USA. Den bemærkning gjorde Frank Jensen så vred, at han udbrød: "Tænk, at man kan stille det spørgsmål. Gudfaderbevares, at stille en folketingskollegadet spørgsmål. Det er så fladpandet, at man næsten ikke kan finde ord for det". Den sidste udtalelse medførte, at Frank Jensen fik en irettesættelse for sin sprogbrug. De fem oppositionspartier fastholdt, at beslutningen om at gå i krig i Irak var i strid med folkeretten. Niels Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre udtrykte det på den måde: "Om få timer er Danmark krigsførende i Irak. Vi mener, det er forkert". Oppositionen fremhævede desuden, at regeringen med sin beslutning var med til at undergrave den internationale retsorden. På det efterfølgende pressemøde viste statsminister Anders Fogh Rasmussen forståelse for modstanden mod krigen, men han fastslog samtidig, at krigen var forankret i de resolutioner, som var blevet vedtaget af FN's Sikkerhedsråd i begyndelsen af 1990'erne, og yderligere forstærket af den seneste FN-resolution med nummeret Regeringen havde gerne set en ny FN-resolution, som grundlag for beslutningen om at gå i krig i Irak, men Anders Fogh Rasmussen sagde også at "i en kamp mellem diktatur og demokrati, er man nødt til at tage stilling, uanset hvor ubehageligt det kan være". Han opfordrede desuden til, at danskerne skulle give de soldater, der nu blev sendt af sted, deres helhjertede støtte. Endvidere meddelte statsministeren, at eftersom kun Dansk Folkeparti støttede regeringen, så havde modstanden fra Socialdemokraterne og de Radikale fået ham til at "justere"det danske militære bidrag, således at regeringen ikke som oprindeligt planlagt sendte specialstyrker til Irak, og at Danmark desuden havde forpligtet sig til at give 300 millioner kr til genopbygningen af Irak. Senere tilsluttede Socialdemokraterne og Kristeligt Folkeparti sig derfor, at der yderligere blev sendt en stabiliseringsstyrke på 380 soldater, politibetjente, læger og sygeplejersker til Irak, mens de Radikale, SF og Enhedslisten fastholdt deres afvisning. Tre måneder efter Irak-krigens udbrud kom regeringen ligesom regeringerne i DEN NYVERDENSORDEN ER FULD AF SLYNGLER 205

4 USA, Storbritannien og Australien under pres, da det efterhånden blev klart, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak. Politikerne blev nu beskyldt for at have ført deres befolkninger bag lyset i deres begrundelser for deltage i krigen. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 16. juli 2004 måtte udenrigsminister Per Stig Møller derfor stå til regnskab for regeringens brug af FN-chefvåbeninspektør Hans Brix's rapporter til retfærdiggørelse af det danske bidrag til krigen i Irak. Det var Enhedslisten og SF, som havde bedt om mødet for at få en forklaring fra regeringen på, hvad Hans Blix selv betragtede som misbrug af sine udtalelser om det faldne irakiske styres kapacitet inden for biologisk og kemisk krigsførelse. Sammen med Det radikale Venstre og Socialdemokraterne, fremførte de to venstrefløjspartier, at våbeninspektøren med rette kunne føle sig misbrugt i regeringens argumentation for, at en krig mod Saddam Husseins styre var både nødvendig og retfærdig. Udenrigsminister Per Stig Møller måtte indrømme, at han under Folketingsdebatten den 21. marts havde fejlciterethans Brix for at have dokumenteret, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Derved blev det - den ønskede uvildige kulegravning af grundlaget for den danske beslutning om at gå i krig i Irak kunne der ikke samles flertal for. Se:Tekst24. Operation Muhammed begynder Den danske beslutning om at deltage i krigen mod Irak gav ikke anledning til den store opmærksomhed i udlandet. Det ændrede sig, efter at Jyllands-Posten den 30. september 2005 havde bragt 12 tegninger af profeten Muhammed, hvoraf især den, der viste Muhammed med en bombe i turbanen, vakte furore - nationalt såvel som internationalt. Danskerne måtte på rekordtid lære at forholde sig til, at spillereglerne for den politiske 206 debat i Danmark havde ændret sig, fordi den udfoldede sig i en globaliseretverden. Baggrunden var, at der både i udlandet og i Danmark havde været flere eksempler på, at forfattere og kunstnere havde underlagt sig selvcensur ved at undlade at udtale sig om emner relateret til profeten Muhammed af frygt for repressalier. Således bragte Politiken den en artikel, som handlede om, at forfatteren Kåre Bluitgen havde fået afslag fra tre tegnere, før han fik en anonym tegner til at tegne Muhammed i sin bog "Koranen og profeten Muhammeds liv". I artiklen blev Kåre Bluitgen citeret for at have sagt, at en sagde nej med henvisning til mordet i Amsterdam på filminstruktøren Theo van Gogh, mens en anden begrundede sit afslag med episoden, hvor en lærer ved Carsten Niebuhr Instituttet i København var blevet overfaldetog tævet af en gruppe unge muslimer, fordi han under en forelæsning havde læst højt af Koranen for ikke-muslimer. For at teste hvor udbredt denne form for selvcensur var, opfordrede Jyllands-Posten en række danske bladtegnere til at give et bud på, hvordan de mente, profeten Muhammed kunne have set ud. Tolvreagerede, og deres tegninger blev bragt i en artikel, hvori avisens kulturredaktør, Flemming Rose, om begrundelsen bl.a. skrev: "Det moderne sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. "Allerede samme dag modtog avisen flere trusler, bl.a. telefoniske dødstrusler mod de tolv tegnere. Debatten tog til, da Det islamiske Trossamfund, som er en dansk islamisk forening med base i København, den 8.10krævede, at avisen skulle trække tegningerne tilbage og give muslimerne en undskyldning.jyllands- FJERDE DEL

5 Posten fastholdt imidlertid, at tegningerne var blevet bragt som en reaktion på selvcensur og indskrænkning af ytringsfriheden, hvorfor man på det bestemteste afviste at komme med undskyldninger. Kort efter, den 19.10,sendte 11 ambassadørerfra en række muslimske lande et brev til Anders Fogh Rasmussen, hvori det bl.a. i den danske oversættelse hed: "Vi beder Dem om at tage afstand fra disse udtalelser og publikationer og opfordrer Dem til at retsforfølge de ansvarlige for at skabe religiøs harmoni, bedre integration og forbedre Danmarks almindelige forhold til den muslimske Verden".Det var dog ikke kun tegningerne, der blev angivet som begrundelse for henvendelsen.ambassadørerne gav også udtryk for en generel bekymring over "den igangværende smædekampagne i offentlige kredse og medier mod islam og muslimer". Disse diskriminerende tendenser kunne i følge ambassadørerne "forårsage reaktioner i muslimske lande og blandt muslimske samfund i Europa". Brevet sluttede med, at ambassadørerne, i betragtning af hvor sensitiv sagen var, bad om et møde med statsministeren. Den reagerede Andres Fogh Rasmussen med en høflig afvisning, idet han takkede forhenvendelsen, men dog samtidig påpegede, at ytringsfriheden i Danmark har et stort spillerum, og at den danske regering ikke har mulighed for at øve indflydelse på, hvad der skrives i pressen. På et efterfølgende pressemøde udtalte han om sin begrundelse bl.a.: "Det er noget rent principielt.det vil jeg ikke, fordi det er så selvindlysende klart, hvad det danske folkestyre bygger på af principper, at det er der ikke nogen baggrund for at holde et møde om".han anførte desuden, at vi i Danmark har forbud mod handlinger eller udtryk, som er blasfemiske eller diskriminerende, hvorfor han henviste ambassadørerne til at gå til domstolene,hvis de følte sig krænkede. Ambassadørerne var ikke tilfredse med statsministerens svar. De syntes, de var blevet misforståede, for de mente ikke, de havde bedt statsministeren om at lægge bånd på ytringsfriheden, men at de i stedet havde opfordret til "en ansvarlig og respektfuld brug af pressefriheden". I den engelske udgave af brevet, som var blevet sendt til stats-og undervisningsministeriet stod der nemlig, at man opfordrede Anders Fogh Rasmussen til at "take all those responsible to task under the law of the land in the interest of inter-faith harmony, better integration and Denmarks overall relations with the MuslimWorld"."Totake to task" betyder "at gå i rette med", hvilket i den diplomatiske sprogbrug svarer til, at man beder statsministeren om at irettesætte Jyllands-Posten i henhold til de gældende regler - ikke om at tage juridiske forholdsregler overfor avisen. De arabiske ambassadører ville tale om moral og respekt, mens statsministeren i stedet ønskede at tale om principper og ytringsfrihed - en linie han søgte at holde fast ved gennem hele sagen. I december kritiserede 22 forhenværende danske ambassadører statsministeren for at have undladt at mødes med de arabiske diplomater. De tog udgangspunkt i en konstatering af, at der i Danmark i de sidste par år var sket en skærpelse af tonen i den offentlige debat om udlændinge og islam. De understregede, at de tog afstand fra truslerne mod avisen og tegningerne, men udtalte også, at de fandt det forståeligt, at mange muslimer følte sig krænkede. Venstres tidligere formand UffeEllemann-Jensenstøttede ambassadørerne og udtalte, at han håbede, at statsministeren ville moderere sin holdning. Konflikten bliver international I sin årlige nytårsaftale kommenterede Andres Fogh Rasmussen konflikten: "Der har i det forløbne år været en heftig debat DEN NY VERDENSORDEN ER FULD AF SLYNGLER 207

6 Da den amerikanske præsident George Bush besøgte Andres Fogh Rasmussen, kom det til omfattende demonstrationer i København - her en situation fra Kongens Ny torv den om ytringsfriheden og dens grænser. Og der er nogle, som mener, at tonen i debatten er blevet for grov. Lad mig sige det meget klart: Jeg fordømmer enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund", hvorfor han opfordrede til en bedre tone i den offentligedebat. Statsministerens noget begrænsede indrømmelse fik ikke lagt låg på konflikten, som blussede op på ny, da det kom frem, at en gruppe danske muslimer,blandt andet fra IslamiskTrossamfund i novemberog december 2005 havde rejst rundt i en række mel- 208 lem østlige lande, hvor de havde haft møder med ministre samt andre beslutningstagere og religiøse overhoveder for at samle støtte til deres protest mod tegningerne og den danske regerings håndtering af sagen. Desuden var det vel også målet på den måde at skaffe sig sine trosfællers støtte i kampen mod, hvad mange danske muslimer opfattede som en hetzagtig stemning mod de danske muslimer. Med sig på rejsen havde delegationen tegningerne fra Jyllands-Posten, men også en række andre - for muslimer - stærkt anstødelige tegninger, som ikke havde været trykt i Jyllands-Posten - ja flere af dem havde intet FJERDE DEL

7 med sagen at gøre. Efter sin hjemkomst blev delegationenvoldsomtkritiseret for bl.a. ved hjælp af de "falske"tegninger at have misinformeret om, hvad der var sket i Danmark, i bestræbelserne på at illustrere, hvor galt det stod til med debatklimaet. At hovedkraften bag dette initiativ var Islamisk Trossamfund, blev den 5. januar bekræftet af dets leder Iman Abu Laban, som også erkendte, at han har været med til at miskreditere Danmark i udlandet, hvilket han beklagede. Han opfordrede muslimerne til at forholde sig i ro, men sagde samtidig det modsatte i en udtalelse i de arabiske medier. Den kraftigste kritik kom fra Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard,som anklagede Islamisk Trossamfund for landsforræderi, femtekolonne-virksomhedog for at have bedrevet en direkte bagvaskelseskampagne mod Danmark, hvorfor hun foretog en politianmeldelsemod organisationen, som dog senere blev afvist. I den følgende tid blev det for alvor klart, at landets krigsdeltagelse i Irak havde medført, at nationale konflikter kunne få internationale konsekvenser og omvendt, at hvad der skete fjerne steder i Verden, fik konsekvenser for dansk indenrigspolitik. For i november 2005 begyndte de første protestdemonstrationer i Pakistan, hvor et ekstremt religiøst parti udsendte dødstrusler mod tegnerne og udlovedeen dusør på kr for den, der udførte drabet. Vreden mod Danmark bredte sig efterhånden til hele Mellemøsten og førte til, at først Saudi-Arabienog siden Libyeni januar kaldte deres ambassadører hjem. Også på statsplan blev sagen taget op, idet Den arabiske Ligas udenrigsministre kritiserede den danske regerings håndtering af sagen og krævede en undskyldning - ikke kun fra Jyllands-Posten,men også fra statsministeren. Den opfordrede flere saudi-arabiske religiøse ledere deres befolkninger til at boykotte danske varer. I begyndelsen ramte boykotten kun danske mejeriprodukter, hovedsagelig fra mejerikoncernen Arla, men boykotten blev hurtigt udvidet til at omfatte alle danske produkter, som nu blev fjernet fra hylderne i de saudi-arabiske forretninger; kort efter blev der brændt danske flag under store demonstrationer i de palæstinensiske selvstyreområder. Realpolitik contra værdipolitik Helt fra starten lagde Fogh og hans nærmeste i partiet Venstre stor vægt på at demonstrere, at statsministeren stod fast på princippet om ytringsfriheden. Statsministeren understregede gang på gang, at der aldrig kunne blive tale om, at man endte i samme situation som Erik Scavenius,der under den danske besættelse blev til selve symbolet på den danske samarbejdspolitikmed tyskerne (Se: Tekst 23). Det var også vigtigt for ham at forsvare sin aktivistiske udenrigspolitik, som havde ført Danmark ind i krigen med Irak. Derfor måtte statsministeren demonstrere, at han - også i en presset situation, som han selv kaldte for Danmarkshistoriens største udenrigspolitiske krise i nyere tid - kunne stå fast på, at det frie samfunds principper var vigtigere end pragmatiske overvejelser over konsekvenserne af en sådan principfasthed - også selvom det kostede erhvervslivet penge i form af mistede eksportindtægter, og selvom Danmark mange steder i Mellemøsten nu fremstod som lige så slem som USA. Problemet var imidlertid, at konflikten hele tiden tog til i omfang og radikalitet, hvorfor virkeligheden så at sige overhalede statsministeren, som derfor ofte havnede i en situation, hvor han først hårdt presset kom med indrømmelser, og derfor handlede reaktivt og som regel for sent og med utilstrækkelige indrømmelser - det mente hans kritikere i hvert fald. På den anden side var det karakteristisk for konflikten, at den netop eskalerede i en grad, som vel næppe DEN NYVERDENSORDEN ER FULD AF SLYNGLER 209

8 Vredepakistanere demonstrerer mod Muhammed-tegningerne af profeten i Peshawar den nogen på forhånd kunne have forudsagt, hvorfor kritikken af regeringens manglende smidighed blev til i bagklogskabens lys. Under alle omstændigheder havde alle svært ved at finde deres ben i en debat, der til dato er den begivenhed, der har fået størst mediedækning - og det i mere end fire måneder. Sidst i januar komjyllands-postenmed en indrømmelse, da chefredaktør Carsten Juste den 30.1 udtalte, at tegningerne ikke var tænkt som krænkende: "De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde".andres Fogh Rasmussen sagde efterfølgende til TV2, at han var yderst veltilfreds med, hvad han bestegnede som Jyllands-Postens klare undskyldning, idet han understregede, at han havde den største respekt for andre folkstro, og at han personligt aldrig selv ville afbillede Profeten på en måde, der kunne krænke andre. Hvis udtalelse var tænkt som en imødekommende gestus, så virkede den ikke efter hensigten. For efterhånden som stadig flere lande sluttede sig til boykotten af de danske varer, og flagbrændingerne og demonstrati- 210 FJERDE DEL

9 onerne bredte sig, voksede presset fra både industrien og landbruget for at få regeringen til at udvise en mere smidig holdning. Statsministeren havde det ikke let. For sagen havde også indenrigspolitiske konsekvenser. Hvis han gik i gang med en neddæmpning af konflikten, kunne han håbe på at formilde de arabiske statsledere, men prisen var, at han hjemme ville lide et betydeligt troværdighedstab netop på grund af sin eftergivenhed. Det blev ikke lettere af, at meningsmålingerne i februar 2006 viste, at Muhammed-sagen havde styrket Dansk Folkeparti, som gik otte mandater frem i forhold til Folketingsvalget. Selvom det mest gik ud over Socialdemokratiet, kunne et styrket Dansk Folkeparti under Pia Kjærgaards ledelse, gøre det endnu sværere for statsministeren at udvise den imødekommenhed, som både oppositionenog de arabiske statsledere ønskede sig. Anders Fogh Rasmussen havde desuden et anstrengt forhold til sin konservative udenrigsminister, Per Stig Møller, som længe havde været skeptisk overfor hans aktivistiske og principfaste linie. Per Stig Møller gik naturligvis også ind for ytringsfrihed, men hans version var mere pragmatisk end statsministerens. Når man kan kalde udenrigsministerens holdning til ytringsfrihed pragmatisk, er det fordi, ytringsfrihed i hans version kan opfattes som et led i noget højere og større end blot retten til frit at sige sin mening nemlig som en rettighed, der skal gøre et menneskeligt samfund muligt i praksis, dvs. et samfund som bygger på frihed og tolerence og en erkendelse af, at den enes frihed ofte vil føre til en andens undertrykkelse. For en pragmatiker er det vigtigt at bruge ytringsfriheden med omtanke, idet man hele tiden holder sig for øje, hvilke konsekvenser det har, når man står fast på sine principper - og sådanne overvejelser er ikke nødvendigvis det samme som at gradbøje ytringsfriheden. Sådan så Anders Fogh Rasmussen ikke på det, for ham var et princip et princip, der skulle følges næsten lige meget hvad. Han havde mere end svært ved at finde noget i sagen, som kunne begrunde afvigelser og hensyntagen til, hvordan konsekvenserne tog sig ud i en samfund med en helt anden kulturtradition. Fordelen ved statsministerens konsekvente syn på ytringsfriheden er netop, at det er klart - ytringsfriheden skal altid respekteres næsten lige meget hvilke omkostninger, det får. Ulempen er imidlertid, at det så kan være meget svært at få tilpasset sin politik til de realiteter, der foreligger. Civilisationernes sammestød? Konsekvensen af dette meget konsekvente syn på ytringsfrihed og demokratiske rettigheder blev,at statsministeren først meget sent lod diplomaterne komme i arbejde. Det skete først i begyndelsen af februar, da statsministeriet sammen udenrigsministeriet indledte en medieoffensivi Den arabiske Verden, hvor Anders Fogh Rasmussen bl.a. i ca. 25 minutter lod sig interviewei den arabiske tv-kanalal-arabiya. Statsministeren understregede, at hverken han selv eller det danske folk ønskede at krænke muslimer, men han sagde også, at han som statsminister i et demokratisk land ikke kunne kontrollere, hvad aviserne skrev, hvilket han illustrerede ved at henvise til, at han selv ofte blev udsat kritik i medierne. Statsministerens indrømmelser fik imidlertid ikke den ønskede virkning, for i løbet af de følgende dage skiftede konflikten fuldstændig karakter, idet demonstranter i Syriens hovedstad Damaskus den 4.2 angreb den danske ambassade og satte ild til den. Dagen efter gik det ud over Det danske Generalkonsulat i Libanons hovedstad Beirut, som en rasende folkemængde satte i brand, på trods af at flere tusinde politistyrker og soldater blev sat ind - en syttenårig DEN NYVERDENSORDEN ER FULD AF SLYNGLER 211

10 libanesisk dreng omkom i flammerne og blev derved konfliktens første dødsoffer. Herefter spredte demonstrationerne sig til en lang række lande som Afghanistan, Irak, Indonesien, Thailand og Filippinerne. Konflikten var i sandhed blevet global, og begyndte nu også at koste menneskeliv. I Afghanistan blev mindst fem dræbt, da politiet åbnede ild mod en demonstration mod Muhammed-tegningerne. I de følgende dage måtte udenrigsministeriet slå alarm i en række muslimske lande og trække sit personale hjem, efter at ministeriet fra ekstremistiske grupper havde modtaget trusler om menneskejagt på de danskere, som opholdtsig i landet. Vareboykot, flagbrænding, ambassadeangreb, dødstrusler og bomber kan meget let beskrives som en optrapning i retning af det sammenstød mellem civilisationerne, som Samuel Huntington havde forudsagt. (Se: Tekst 10). Men hvorfor reagerede de arabiske lande så kraftigt? De fleste demonstranter havde sandsynligvis aldrig set tegningerne og havde sikkert også kun en meget uklar opfattelse af, hvad sagen handlede om, eller hvor Danmark lå. Det kom bl.a. til udtryk ved, at det ikke altid var det danske flag, der blev brændt af, og ved at nogen af de historier, der udløste demonstrationerne, ofte var helt uden hold i virkeligheden. En vigtig grund skal utvivlsomt findes i den meget udbredte vrede i Den arabiske Verden, som retter sig mod Vestens Mellemøstpolitik, der opfattes som forudfattet og dobbeltmoralsk, dvs. den samme kritik, som også havde givet næring til den islamiske fundamentalisme (se fx side 119ft). Set fra en arabisk synsvinkel var der tale om en langstrakt og vedvarende vestlig imperialistisk fornedrelse af de arabiske lande, hvortil så kommer, at mange af de muslimer, der bor ivesten, opleveren række daglige ydmy- 212 gelser som fx udelukkelse fra arbejdsmarkedet og en ofte fordomsfuldbehandling. Set i det perspektiv var Jyllands-Postens tegninger blot dråben, der fik bægeret til at flyde over, hvilket startede en vredens flodbølge, som det viste sig at være uhyre svært at få til at lægge sig igen. Principfasthed kan være en god ting, men det er ikke altid klogt at være principfast i politik. Danmarks samarbejdspartnere i EU, som i begyndelsen støttede Danmark, begyndte nu også at vise tegn på irritation over, hvad de opfatter som en stejl dansk holdning, der kun synes at holde den arabiske vrede i kog. En tilsvarende tvetydig holdning har præget de amerikanske udtalelser. Statsministerens fjernsynsoptræden i arabisk tv gav også problemer på hjemmefronten, idet oppositionen nu begyndte at stille krav om en kulegravning af regeringens håndtering af sagen, uden dog at komme længere end til at stille kritiske spørgsmål. Men også fra modsat hold kom der kritik, for der var mange, der fandt at statsministeren havde været for undskyldende og krybende over for Den arabiske Verden - især i sin optræden i de arabiske medier i februar I et forsøg på at få debatten under kontrol, udtalte statsministeren derfor i et interview i Berlingske Tidende den 26.2, at der i sagen om tegningerne "havde været tale om principløshed over en bred kam i meget brede kredse både i erhvervslivet og i kultur-og medielivet". Det fik sagen tilbage på det indenrigspolitiske spor, hvor det har vist sig at være langt lettere for statsministeren at styre debatten. Problemet har snarere været, at hans partistøtter nærmest har overdrevet deres støtte til hans tilbagevenden til sin oprindelige konsekvente og principfaste linie. Men der begyndte også at komme kritik fra regeringens egne rækker. Således sagde den konservative miljøminister Con- FJERDE DEL

11 nie Hedegaard den 6.3 i Politiken: "Det er direkte bizart, hvis en kamp om ytringsfrihed ikke kan føres, uden at vi falder over dem, der ser sagen anderledes end os selv". Og hun blev til dels støttet af partileder Bendt Bendtsen, der dagen efter udtalte til Jyllands-Posten: "Ytringsfriheden står ikke til forhandling. Det ligger fast. Men alle bør lægge sig i selen for at finde veje til at løse konflikten". Principfasthed eller ej. Efter at have varet i næsten et halv år synes krisen om Muhammed-tegningerne omsider at have mistet pusten symboliseret ved, at mejerigiganten Arlas varer nu var ved at vende tilbage til hylderne i de arabiske butikker og efter sigende sælger de usædvanlig godt. Se:Tekst En retfærdig krig? Forud for krigen mod Irak i 2003, blev det ivrigt diskuteret, om den var retfærdig eller ej. Den amerikanske præsident fastholdt - også efter krigen - at den var retfærdig på trods af det manglede mandat fra FN. Den danske regerings begrundelse for at støtte krigen var, at dens vigtigste begrundelse, nemlig fjernelsen af Iraks masseødelæggelsesvåben, lå i forlængelse af FN's resolutioner. Men hvis det forholder sig sådan, ligger det lige for at spørge om, hvorforman så brugte næsten seks måneder på at opnå FN's godkendelse, inden krigen gik i gang, hvis denne godkendelse var uden betydning for afgørelsen af krigens berettigelse. Nu har der også i allernyeste tid været afviklet krige, som opfattes som retfærdige, uden at de lever op til de krav, som både FN og NATO opregner som en acceptabel begrundelse for at gå i krig - det gælder fx Kosovo-krigen i 1999, som de fleste mener, var retfærdig, selvom den ikke var godkendt af FN, fordi den opfattes som humanitær indsats, der skulle forhindre folkemord og etnisk udrensning på Balkan. Der er altså andre kriterier. Før FN's oprettelse i 1945blev krig opfattet som retfærdig, hvis den opfyldte tre betingelser: for det første skal det gode, der opnås ved at føre krigen, overskygge det negative, for det andet skal sandsynligheden for at vinde være større end risikoen for at tabe, og for det tredje skal alle forsøg på at løse konflikten ad fredelig vejvære afprøvet. Dertil kommer så de krav, der må stilles til den måde, krigen gennemføres på. Også her kan man skelne mellem tre forskellige betingelser: 1) Civile og ikke kæmpende tropper må kun undtagelsesvist bliveinddraget i krigshandlingerne. 2) Der skal være et rimeligt forhold mellem den fysiske magt, der udøves og den magt, modstanderen besidder - man må altså ikke være unødvendig brutal i sin nedkæmpelse af fjenden. 3) Krigsherrerne skal udvise ansvarlighed overfor sin fjendes ejendom, infrastruktur og kultur, så landet ikke påføres unødvendige skader. Hvis derfor krigen skal vurderes som retfærdig, må ikke kun krigens baggrund, men også dens afvikling og resultater indgå i vurderingen. Ser man kun på selve krigens gang, så lykkedes det faktisk at få nedkæmpet det irakiske regime på en måde, som stort set levede op til betingelserne for en retfærdig krigsførelse. Tilbage står derfor at vurdere, om krigen lever op til de mere generelle kriterier, der er nævnt oven for.men for at gøre det, må vi se lidt nærmere på USA'sbegrundelse for sin krig i Irak. Den amerikanske begrundelse var for det første, at Saddam Husseins styre udgjorde en trussel mod verdensfreden på grund af sine masseødelæggelsesvåben, for det andet at en fjernelse af Saddam Hussein var ensbetydende med, at det irakiske folk slap af med et tyrannisk og brutalt styre, hvorefter der kunne igangsættes en demokratiseringsproces - ikke kun i Irak men i hele Mellemøsten, for det tredje at USAved at bekæmpe DEN NYVERDENSORDEN ER FULD AF SLYNGLER 213

12 Saddam Hussein kunne fortsætte sin krig mod den internationale terrorisme, som var blevet indledt i Afghanistan i 2001, for det fjerde at USAvar i stand til at vinde krigen med minimale civile tab, samt for det femte at alle andre muligheder til overmål var blevet afprøvede og dermed udtømte. USA mente selv, at de to sidste kriterier var opfyldt: man havde forhandlet og forhandlet og man vurderede - med rette viste det sig - at man med stor sandsynlighed villevinde krigen. Der er dog stadig mange, der mener, at der ikke blev forhandlet længe nok, og at USA ikke lagde hele sin sjæl i dem, fordi man i virkeligheden på forhånd havde besluttet sig for en krig og blot ledte efter et påskud. Men ved at forfølgedet spor bevæger vi os uden for det område, hvor det at tale om retfærdig krigsførelse giver mening - så er synspunktet, at USA gik i krig ud fra en pragmatiske afvejning af, hvordan det bedst varetog sine interesser. Krigen viste, at prøvestenen på dens retfærdighed ikke kunne ligge i den første og oftest fremførte begrundelse: fjernelsen af Iraks masseødelæggelsesvåben. For på trods af, at amerikanske eksperter både under og efter krigen brugte megen energi på at lede efter de famøse våben, så blev det stadig mere klart, at Irak for længst måtte have destrueret dem, hvis de da overhovedet nogen sinde havde haft dem. Det var dog først i januar 2005, at præsident Bush officielterkendte, at det forholdt sig på den måde. Tilbage står så afklaringen om det gode, der blev opnået i krigen, overgår de lidelser, krigen og Saddam Husseins vitterligt tyranniske og brutale styre havde påført det irakiske folk. Her er det afgørende spørgsmål, om Irak efter 2003 vil blive et demokratisk land baseret på respekt for menneskerettigheder, og om befolkningens levevilkårvil blive forbedrede og mere sikre, end de var det under Saddam Hussein. Dertil kommer så det overordnede perspektiv,om en demokratisering af Irak vil sætte skub i en demokratiseringsproces i resten af Mellemøsten, hvilket præsident Bush så som en forudsætning for en effektivbekæmpelse af den internationaleterrorisme og for etableringenaf en varig fred i Mellemøsten, sådan at ''Verden på langt sigt vil blive et langt sikrere sted at leve"- som Bush selvhar udtrykt det. Det blev hurtigt klart, at realiseringen af så store mål i Irak alene kommer til at tage længere tid end beregnet, hvis det overhovedet vil lykkes. Som det ser ud her i begyndelsen af maj mere end tre år efter nedkæmpelsen af Saddam Husseins regime - kan det gå den modsatte vej, sådan at situationen i Irak udvikler sig til borgerkrig og derved fremmer en destabilisering af hele Mellemøsten og det klima, som den internationale terrorisme lever i og af. Men dermed at er det også svært her og nu at afgøre, om krigen var retfærdig - det må fremtiden vise. 214 FJERDE DEL