DEN LÆNGST LEVENDE AFGUD

Transkript

1 DEN LÆNGST LEVENDE AFGUD

2 MARTINUS DEN LÆNGST LEVENDE AFGUD LIVETS BOG'S BUREAU KØBENHAVN 1943

3 Copyright by Martinus 1943 O. MØLLERS BOGTRYKKERI - KØBENHAVN

4 1. Kap.: I N DHOLDSFORTEG N ELSE Side Verden dyrker endnu en»afgud« Hvorfor Væsenernes religiøse Liv blev mere af ceremoniel end af praktisk Natur En Parodi paa sand Kristendom Hvis den»evige Fortabelse«og det»evige Helvede«virkelig eksisterede Et Gudebillede eller en Verdensopfattelse, der maa vige for Livets egen Tale Væsenernes Lidelsestilstand eller ulykkelige Skæbner kan ikke udgøre færdige Slutresultater i den store Skabelsesproces En Sammenligning mellem J ordens Skabelse eller Tilblivelse og Jordmenneskehedens Tilblivelse Jordmenneskeheden indvies i Skæbnemateriernes Hemmelighed i Kraft af Organismernes Reaktionsevne Under Begrebet»Humanisme«begynder Næstekærlighed at blive det førende Resultat af Jordmenneskehedens Erfaringsmateriale En Stadfæstelse af Livets største Facil:»Alt er saare godt«, og af Livet som Menneskehedens største Universitet Gudsfornægtelse og Konsekvenserne heraf Erkendelsen af»et tænkende og villieførende Noget«bag Naturens Skabelse er i Kontakt med Videnskab. Gudsfornægtelse er Overtro 61 Det eneste Fornødne eller den sande Gudsdyrkelse... 65

5 14. Kap.: Hvorfor de kirkelige Autoriteter og de saakaldte»frelste«eller»hellige«taber Terræn overfor Almenheden Den autoriserede Kristendom er endnu ikke fri af Hedenskab De»Kristne«s»Paradis«kan ikke være fyldestgørende for høj intellektuelle Mennesker Er Jesus større og ædlere end selve Guddommen? Hvor Hævnens og Vredens Gud maa synke, i Grus, og Jesu»Fader«,»Alkærligheden«s Gud bliver til Virkelighed Hvorfor det hedenske Gudebillede og de hedenske Traditioner har kunnet præge Kristendommen helt op i det tyvende Aarhundrede Hvorfor man docerer, at det ikke er de gode Gerninger, men»naaden«og»syndernes Forladels'e«, det kommer an paa Begrebet»'Kristendom«som udgørende et nyt Navn for Hedenskab Den længst levende Afgud Verdensgenløsningens store Maal Kristendommen maa blive Eet med Kristus, før den kan blive Eet med Faderen : Almagtens Velsignelse Side

6 L KAPITEL Verden dyrker endnu en "Afgud". E t af de Paabud, der i særlig Grad indprentes Menneskene gennem den kristne Verdensanskuelse, er dette i allerhøjeste Grad at tage Afstand fra "Afgudsdyrkelse". Igennem den samme Anskuelses Børnelærdom blev det meget stærkt pointeret, hvor højt "Kristendommen" var hævet over "Afgudsdyrkelse", ja var ligefrem en diametral Modsætning til denne. "Afgudsdyrkelse" var altsaa noget, paa hvilket "Hedenskabet" var baseret. Og "hedensk" maatte alt og alle være, der ikke hørte ind under den saakaldte "Kristendom". Man fik saaledes blandt andet forklaret, at Buddha var en "Afgud", og Muhamed en "falsk Profet" eller "Afgud", og at Tilhængerne af disse "Afguder" gjorde sig skyldige i "Afgudsdyrkelse" og var dermed "Hedninger", var faktisk "fortabte" Sjæle, der kun kunde reddes fra Undergangen ved den,,kristne Daab". Denne "Daab" var altsaa en Ceremoni, en Foranstaltning saa vigtig, at man uden denne var dømt til, ikke alene at stemples som "Hedninger", men ogsaa havde en uundgaaelig "evig Fortabelse" i Vente. Da denne "evige Fortabelse" var det samme som Forsynets Hensættelse af levende Væsener i en Lidelsestilstand af "Graad og Tænders Gnidsel", en

7 8 evig Kulmination af Pinsel, betegnet som "Helvedes Ild", hvorfra der absolut intet Tilbagetog fandtes, i modsat Fald var den jo ikke evig, var det ikke noget lidet Ansvar, som et Par Forældre, efter den "kristne" Opfattelse, paadrog sig ved ikke at lade deres Børn døbe. Men tænk, at et Forsyn, der igennem den samme,,kristne" Opfattelse paaberaabes at være "alkærlig", lader et lille nyfødt Barn, der kommer til Verden sund og frisk og med alle Muligheder for et langt Liv i Oplevelsen af Erfaringerpaa baade godt og ondt, og af hvilke det netop efterhaanden ved Selvsyn kan lære Ret og Skel, tænk at et "alkærligt" Forsyn lader en saa skrækkelig Kulmination af Rædselsskæbne som en "evig Fortabelse" eller et "gloende Helvede" hvile over et saadant lille nyfødt Væsens Hoved, blot hængende i en saa skrøbelig Traad som et Par Forældres mere eller mindre fremtrædende Vilkaarlighed. - At denne Foranstaltning skulde kunne udtrykke "AIkærlighed" bliver endnu mere haabløs, eftersom altdominerende og overvejende Kendsgerninger viser, at Forældre af alle Arter Karakterer, baade slette og gode, avler Børn. Hvad mener man om at blive født hos Forældre, der paa Forhaand lader haant om alt religiøst, om Daab og Nadver eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Sakramenter"? - H vad mener man om at have en Far og Mor, der forfølger disse Ting og opdrager en til at opfatte dem som ligefrem Løgn og Bedrageri? - Hvorledes skal et lille nyfødt Barn med saadanne Forældre naa at blive døbt? - Hvor kan det være "alkærligt" at lade et lille Barn fødes hos Forældre, hvor det umuligt kan faa den paaberaabte absolut nødvendige "Daabens frelsende Velsignelse"? - Bliver denne "Alkærlighed" ikke endnu mindre synlig eller

8 9 taageformet, alt eftersom man netop erklærer samme Forsyn for at være "almægtigt"? - Det kan altsaa gøre, hvad det vil, men ikke desto mindre lader det Børn fødes hos Forældre, hvor "Daabens Velsignelse" er en Umulighed, og hvor de samme Børn saaledes paa Forhaand af Forsynet selv er dømt til den gruopvækkende "evige Fortabelse". - Da man yderligere erklærer samme Forsyn for at være "alvidende", maa dette jo paa Forhaand vide Resultatet. Hvorfor forhindrer dette saa ikke Børnefødsler hos Forældre, hvor de ikke kan blive døbte? - Kan Forsynet finde Behag i at lade Væsener fødes direkte til en "evig Fortabelse"? - Kan det være en Underholdning for en Gud, at Væsener skal vaande sig i en Pinsel, de ikke selv har paaført sig, men kun er kommen ind i ved et Par Forældres Samvittighedsløshed eller aandelige Uformuenhed? - Og hvad saa med de utalte Millioner af Mennesker, der har levet paa J orden, og er døde før Daabens Opfindelse nogen Sinde blev proklameret? - Brænder disse Sjæle i Dag i en evig Ild, eller befinder de sig i en kosmisk Rædselsterror? - Og hvad med de mange, mange Tusinder, der i Dag fødes hos Naturmenneskene, der jo i særlig Grad stemples som "Hedninger" og "Afgudsdyrkere"? - Ønsker Forsynet stadigt at se nye Sjæle brænde, raabe, skrige og pines? - Hvor kan det forbindes med "Alkærlighed" saaledes ligefrem at svælge i Synet af andre Væseners "Graad og Tænders Gnidsel"? - Hvad Nytte er det til? - Hvilket kærligt Formaal skal det tjene?- Hedder det sig ikke, ligeledes indenfor den "kristne" Opfattelse, at Gud har givet Mennesket en "fri Villie", hvilket vil sige Evnen til at vælge? - Men hvad har Forsynet givet Mennesket at vælge? - Enten maa det

9 IO lade sig "døbe"" og blive "frelst"., eller ogsaa maa det vansmægte i en evig hjælpeløs Lidelsestilstand eller Fortabelse. Men er det en "fri Villie"? - Er Situationen her ikke den samme, som den en Røvers Offer er ude for, naar samme Røver med sin Revolver tvinger det til at række Hænderne op? - Offeret har ogsaa her en,,fri Villie". Det kan enten lade sig skyde eller række Hænderne op. Men er det ikke den Slags Situationer, der kommer ind under Begrebet "Tvang"? - Og hvor bliver saa den guddommelige Kærlighed af? - Bliver det Billede af Guddommen, der her kommer til Syne, ikke et Vrangbillede for de Mennesker, der er nøgterne og bruger deres Forstand og har Evne til at gennemtænke Problemerne? - Er den Guddom, der, saaledes her viser sig, fremtrædende med Bevidsthedstendenser, der, naar de forefindes hos det jordiske Menneske, i allerhøjeste Grad stemples som "Perversiteter", "Sadisme", "Ondskab", "Vrede" og "Ufuldkommenheder", ikke en - "Afgud"? Bliver det ikke en Kendsgerning, at til at "se" en saadan Guddom, behøves der ikke ret megen "Renhed af Hjærtet", tværtimod. Denne Guddom er jo set gennem "farvede Briller'", hvilket i dette Tilfælde vil sige oplevet gennem en uren og naiv jordmenneskelig Opfattelsesevne. Den sande kristne Gud, som Jesus kaldte Fader og følte sig eet med, er her temmelig fjern og endnu helt skjult i Hedenskabets Mørke. Hele den "kristne" Verden dyrker altsaa endnu i Dag, omtrent to Aartusinder efter at den sande Kristendom af en Verdensgenløser blev demonstreret i J ordens Zoner, en "Afgud". Og Skellet imellem de,,kristne" og "hedenske" Mennesker er saaledes ikke i ret stor Udstrækning af praktisk Natur, men bestaar mere af teoretiske Formler, der i Ophøjethed og Renhed ligger saa

10 Il højt hævet over den hidtil eksisterende "kristne" Verdens daglige Liv, at de er blevet Idealer, der kun kunde opfyldes af Jesus, hvilket vil sige, af "Guds egen enhaarne Søn", og hvorfor det netop er blevet en Selvfølge, at disse Idealers Opfyldelse ikke forlanges tilstræbt eller praktiseret af jordiske Mennesker. De gode Gerninger, Moralen i Handel og Vandel, blev saaledes ikke en Hovedting, men kun en Biting i den gængse "kristne" Væremaade. Nej, man kunde derimod, ved Jesu Opfyldelse af Idealerne og ved hans Lidelse og Død, der jo formentes at være "Straffen" for alle Menneskers Synder, baade de allerede begaaede og de endnu ubegaaede, selv blive ganske fri for al Eftervirkning af sit eget ugudelige og syndige Liv, ligegyldigt hvor slet man saa end havde været. Hans store Position hos den himmelske Fader var nok til at formilde dennes Vrede, saa denne lod Naade gaa for Ret, og nøjedes med bare at lade ham den uskyldige afstraffe, hvorved de skyldige saaledes kunde faa fri Passage ind i "Paradiset". At en saadan Opfattelse ogsaa er af hedensk Oprindelse viser jo de sande kristne udødelige Sætninger: "Han skal betale hver efter sine Gerninger". - "Det et Menneske saar, det skal det høste". Endvidere hedder det: "Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". - At disse guddommelige Læresætninger og virkelige Sandhedsanalyser gennem Naades- og Syndsforladelsesteorien i stor Udstrækning er blevet ugyldige, er naturligvis en Selvfølge. Og at nævnte Teori saaledes blev en mental Sovepude, hvor al Energiudfoldelse i Retning af at udøve gode Gerninger, Kærlighed, Sympati og Tolerance omkring sig maatte sygne hen, maatte degenerere

11 12 og blive magtesløse, er naturligvis ligeledes en Selvfølge. Kun ved "Jesu Blod" og "Guds Naade" kunde man blive "frelst". At en saadan Opfattelse maatte forandre Kristendommen fra at være en ren ydre praktisk Foranstaltning eller realistisk Inspirationskilde i det daglige Liv, til at blive en fantastisk indre Indbildning om en særlig Begunstigelse hos Forsynet, er ganske naturligt. Og Kendsgerningen er da ogsaa blevet, at man aldrig nogen Sinde har set et "hedensk" Folk i den Grad være dygtiggjort til at føre Krig, Masseudfoldelse af Mord, Drab og Lemlæstelse, Undertrykkelse, Bedrageri og Falsk som netop de Stater, der i Dag brillerer i Verden under Prædikatet "Kristne". - Hvad har Daab og Konfirmation bevirket paa disse Mennesker? - Er de renere og helligere end de saakaldte "Hedninger"? - Er de mere kærlige og trofaste? - Er der noget, der beviser, at de er mere begunstiget af Forsynet? - Er deres Skæbner gennemgaaende ikke mere ulykkelige end "Hedningernes"? - Er de ikke mindst ligesaa hjemsøgte af Sygdomme og daglige Besværligheder, Uoverensstemmelser, Lovovertrædelser, ægteskabelige Stridigheder, revolutionære Tendenser og Spektakler, Sult og Savn, som disse? - J eg tror nok, man kan sige, at "Hedningerne" staar Naturen nærmere og derfor er mere i Kontakt med dens Love, hvad samfundsmæssig Disciplin og livsbetingende Organisation angaar. Det er rigtigt, at de "Kristne" maaske har et bedre organiseret "Straffesystem" med "Tugthuse'" "Politi" og "Retsvæsen", men det er jo i dette Tilfælde Overtrædelserne, vi skal se paa. Og hvad detteangaar, finder man ikke Lovlydigheden større hos de "Døbte". Og hvorfor skulde disse Mennesker, fordi de har været underkastet denne Ceremoni, som i de fleste Tilfælde

12 13 jo ikke engang har været frivillig, men paatvungen dem i deres nyfødte Tilstand uden nogen som helst Sanktion eller Viden, være bedre end andre Mennesker? - At løfte et Væsen fra et Udviklingstrin til et andet lader sig ikke gøre saa let eller ved noget "Mirakel". Kun Erfaringerne, Oplevelserne eller Udviklingen kan løfte Menneskene. At tro, at man er bedre, fordi man har gennemgaaet en Handling eller Ceremoni, som ikke paa nogen som helst Maade kan tilskrives ens eget Initiativ, og for hvilket man saaledes absolut ikke selv retmæssigt kan tilkendes Æren, og samtidigt mene at man er mere hegunstiget af Forsynet, at man hører til "Guds Udvalgte", det er at smykke sig med laante Fjer. Det er at leve i Overtro. At fryde sig over en saadan "Begunstigelse" er naiv Selvglæde. Det er at fryde sig over en "Ordensdekoration". Og denne Fryd er som bekendt ikke en Dyrkelse af sin "udekorerede" Næste, men er netop en Glæde over, at man ved sin Dekorering er blevet officielt anerkendt som bedre end denne. Det er Farisæerens Glæde over, at han ikke var som de andre Mennesker: Tyve, Røvere, Horkarle o. s. v. Men en saadan Glæde er ikke at "elske sin Næste" og kan derfor ikke være at dyrke Gud, men er derimod udelukkende kun en Tilbedelse af sin egen Person. Det er at svælge i en indhildt Lyksalighed. Det er at færdes i et indbildt Himmerige. At tro paa et Forsyn, der begunstiger det ene levende V æ sen mere end det andet, det er at tro paa en indbildt Gud. Det er at tro paa et Væsen, der har den samme mentale Skrøbelighed eller ufærdige Tilstand som J ordmennesket selv. En saadan Gud er ikke en Gud, men en "Afgud". Og et Væsen, der dyrker en saadan Guddom, er en Hundrede Procents "Afgudsdyrker". Det døbte "kristne" Væsen kan saaledes ved sin Daab let

13 14 blive indviet til at være en - Hedning. Og her bliver Jesu Ord særlig aktuelt: "Hver den, som synes at staa.. se vel til at han ikke falder" KAPITEL Hvorfor V æsenernes religiøse Liv blev mere af ceremoniel end af praktisk Natur. Hvad er da Daaben? - Daaben er et "Sakramente" ligesom Nadveren. Men medens Nadveren er baseret paa at skabe en Følelsesindvirkning, der kan fjerne Samvittighedsnag eller sjælelig Nedtrykthed over bevidste."synder", man har begaaet, er Daaben derimod for det voksne Menneske en aabenlys højtidelig Erkendelse af at ville bekende sig til den ~,sande Kristendom". For det endnu spæde Barn, der ikke aner, hvad der finder Sted, ka,n Daaben selvfølgelig kun være Udtryk for Forældrenes officielle Erkendelse af, at deres Barn skal tilhøre "Kristendommen". Naturligvis kan Daaben i et saadant. Tilfælde, selvom den ikke bliver det for Barnet, som den bliver for det voksne Menneske, ikke undgaa at være en Velsignelse af Barnet, for saavidt Forældrenes Tanker og Præstens Bøn er virkelig ærligt."kristne". Og Daaben bliver da ogsaa for saavidt i Kontakt med J esns, der hvor han siger: "Lader de smaa Børn komme til mig, formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til". Men en saadan Velsignelse kan ogsaa i fuldeste Maal vederfares det lille Barn ved en blot og bar Haandspaalæggelse i Forbindelse med guddommelige kærlige Tanker for Barnet, ganske uden den

14 15 traditionelle Benyttelse af Vand. Derfor vil Vandceremonien ogsaa være mere passende for det Menneske, der først bliver døbt i voksen og bevidst Tilstand. At Daabsceremonien ikke er helt fuldkommen, naar den paaføres det lille Barn, kommer jo til Syne i den Omstændighed, at man her ganske mangler Individets egen bevidste Sanktion af denne dets Indlemmelse i de,,kristne" Traditioner. Man har derfor ogsaa følt sig nødsaget til at maaue indføre den saakaldte "Konfirmation", hvorved Individets egen bevidste Indvilligelse officielt kan komme til at foreligge. Men hvorfor skal et Menneske døbes? Naar Daaben er blevet indført i Verden, saa kan det kun skyldes den Omstændighed, at det for det primitive Menneske, der endnu kun følelsesmæssigt, men ikke forstandsmæssigt kunde opfatte selve Livets virkelige Stmktur, var nødvendigt at skabe en Foranstaltning, ved hvilken samme primitive Menneske kunde faa en følelsesmæssig Paavirkning. Det er rimeligt, at Mennesket paa et Stadium, hvor det endnu ud over sin daglige Kamp for Tilværelsen eller Selvopholdelsesdriften ikke kan bmge Forstandens klare Lys, kun kan paavirkes gennem Følelsen. Og til Paavirkning af Følelsen tjener Ceremonier bedre end Analyser, og navnlig paa et Tidspunkt, hvor Analyseringsevnen paa det religiøse Omraade endnu kun var ganske latent. Det religiøse Liv blev da ogsaa, - i Modsætning til det øvrige Liv, der jo var en Kamp mod Naturen, en Kamp for Føden og Selvhævdelsen, og derfor blev en Oplevelse af realistiske eller rent praktiske Kendsgerninger, der mere og mere trænede Forstanden, - af ceremoniel Natur. Denne Natur bevirkede efterhaanden, at der blev bygget store Templer med skønt indre Udstyr, med Altre

15 16 og Røgelseskar betjent af Ypperstepræster, Præster i ejendommelige Dragter, Tempeldanserinder i luftige Gevandter, altsammen baseret paa at skabe - lyse Stemninger - og saaledes indvirke paa Følelseslivet, men derimod kun meget lidet egnet til at give direkte Oplysning for Forstanden. Men det primitive Menneske, for hvem den højere Analysering af selve Livets Mysterium paa Grund af den latente Intelligensevne ikke var paakrævet, havde jo ingen Mulighed for sjælelig Løftning paa anden Maade end igennem Stemninger. Det religiøse Liv maatte derfor ogsaa nødvendigvis udvikle sig i Retning af at skabe lyse Stemninger ved Hjælp af saadanne Midler, som kunde virke paa det primitive Menneskes Følelsessans, der jo var dets mest dominerende Sanseredskab. Og af denne Udvikling er vore Kirker af i Dag jo kun et Resultat eller en Forlængelse. Hvad er Præstens "Messe", Kirkeorglets Brus, Sangkorenes Tonevæld og Kirkeklokkernes Klang andet end Midler til Skabelse af Stemninger, der kan virke oplivende paa Følelsen og dermed gøre Sindet glad og opløfte Sjælen. Og man kan derfor blive oplivet af en Gudstjeneste og forlade den løftet og glad, men er ikke i nogen som helst Grad blevet virkelig - klogere. En "Gudstjeneste" er ikke en "Skole", men en "Stemningsmanifestation". Og er det ikke det samme med "Sakramenterne"? - Hvad "Klogskab" faar man igennem "Sakramenterne"? - Gælder det ikke ogsaa her, at det kun er en ophøjet Stemning, der tildeles en? - Det Menneske, der gaar til Alters oprigtigt "troende", gaar det ikke bort fra dette "Herrens Bord" i Forvisningen om at have faaet "Syndernes Forladelse"? - Hvad er denne Forvisning andet end en højere og lysere Stemning? - En Berigelse af Kundskab, en nærmere Redegørelse i uangribelige

16 17 Analysedetailler, gaaende matematisk op iverdensaltets øvrige guddommelige Struktur, har den "syndsforladte" saaledes absolut ikke faaet. For ham staar Begivenheden i Virkeligheden kun som et "Mirakel", hvilket vil sige: en Skabelse direkte paa "Guds Befaling", ja, er faktisk "et Nogets Frembringelse af intet". Men da "noget" ikke kan frembringes af "intet", bliver en saadan Opfattelse ganske uholdbar for det fremskredne tænkende og analyseringsdygtige Menneske. Og Tilliden hos et saadant Væsen til Sakramenternes mirakuløse Natur opløser sig derfor mere og mere. Og disse mister derved i samme Grad deres stemningsløftende Kraft for samme Væsen. Og hvad saa med samme Væsens "Kristendom", naar det saaledes f. Eks. ikke mere kan tro paa Daaben? - J a, saa er det jo, efter de mest ivrige eller nidkære "Kristne"s Formening og Dom hjemfalden til "evig Fortabelse" i et "gloende Helvede". Men da det efterhaanden bliver en mere og mere udbredt Kendsgerning, at Daabens løftende Indflydelse fuldstændigt taber sig for flere og flere Mennesker, bliver det ogsaa en Kendsgerning, at flere og flere mister den herpaa baserede Adgang til den sande Lykke, Adgangen til at blive "frelst", som det hedder. En i Størrelse voksende Skare gaar til "Fortabelse", gaar til "Helvede", medens Strømmen til "Frelsen" bliver mindre og mindre. Men hvis denne Opfattelse nu virkelig var rigtig, saa maatte Guddommens Plan eller Hensigt med lvlenneskene jo være saa temmelig forfejlet. Flere og flere Mennesker melder sig ud af "Folkekirken", flere og flere mister Troen paa deres Børnelærdom. Mange Mennesker hører op med at gaa i Kirke. Masser af Mennesker bliver "Fritænkere". En vældig Strøm af Mennesker gaar

17 18 over i andre Trosretninger o. s. v. Men fælles for dem alle er, i Henhold til den "kristne" Nidkærhed, at de er "fortabte". Har Guddommen da ikke ment at "frelse" alle Mennesker? - De nidkære i Troen svarer ganske vist her, at Gud har givet ethvert Menneske en "fri Villie", saa de selv kan vælge, men den Kendsgerning bliver dog staaende, at de ikke alle har Evne til at tro paa det "rette". Og mange af dem, der før troede, mister fuldstændig Troen. Hvorledes skal saa disse Mennesker kunne "ville" det "rette"? - Det er jo en Betingelse, at skulle tro paa "Frelsen" gennem Daabens Velsignelse for at undgaa den "evige Fortabelse". Men hedder det sig ikke gennem den samme ortodokse "Kristendom", at det er Guddommen,,der skaber Mennesket, det er Guddommen, der har al Magten i Himlen og paa Jorden? - Hvorfor har han saa ikke skabt Mennesket saaledes, at det umuligt kunne "ville" det forkerte? - Der er da sikkert ikke noget levende Væsen, der kan betragte en "evig Fortabelse" som et Ideal, eller som en lykkelig attraaværdig Fremtid. Naar samme Guddom er "alvis", kan han ikke undgaa at have vidst Resultatet allerede i Forvejen, inden han skabte de Mennesker, der ender som "evigt fortabte". Da han samtidig paaberaabes at være "alkærlig", hvorfor har han saa ikke med sin "Almagt" bevirket, at Evnen til at "tro" er lige stabiliseret hos alle Mennesker? - Der maa da være noget ufuldkomment i hans Skabelse hos de Mennesker, der mister Evnen til at "tro" og derved samtidigt mister Evnen til at "ville" det "rette". At gøre disse Mennesker ansvarlige for deres manglende "Tro" er da i allerhøjeste Grad ukærligt. De kan umuligt præstere Egenskaber eller Manifestationer, der er baseret paa Evner, de slet ikke har.

18 19 Mon ikke den nidkære "Kristendom", der dømmer med Ild og Sværd, evig Fortabelse og Helvede, her i en lidt for udpræget Grad er spækket med hedenske Traditioner? - Og tror man ikke, det er en farlig Sag, 8aaledes i Kristendommens Navn at svovle med Død og Helvede over andre Væsener? - Viser det ikke en temmelig spinkel,,næstekærlighed"? - Og er det ikke denne taabelige Dom eller Dømmen, deres egen F ører og Verdensgenløser advarer imod, naar han siger: "Dømmer ikke, thi med hvad Dom l dømme, skulle l igen dømmes ".- 3. KAPITEL En Parodi paa sand Kristendom. Hvad er da "Kristendom", og hvad er "Hedenskab"? - Hvorfor dømmer de nidkære "Kristne" da med saa haard en Dom? - Og hvorfor er denne Dom haardere og mere ubarmhjertig, jo mere dens Ophav befinder sig blandt de aabenlyst nidkære i Paaberaabningen af al være "frelst", være "hellig'" være blandt "Guds udvalgte"? - Er disse Mennesker nu sande Repræsentanter for den rene "Jesuspraktisering" af "Kristendom''', eller findes der en anden Form for Praktisering af "Kristendom" som saadanne intolerante og dømmende Mennesker maa siges at henhøre under? - J a, for at faa det retmæssige Svar herpaa, maa vi vel vende os imod selve Kristendommens dybeste Ophav: J esus Kristus eller Verdensgenløseren selv. Hvad siger da dette Ophav i nærværende Sag? - Siger dette ikke,

19 20 at "man skal kende Træet paa dets Frugter?" - Og udtrykkes dette Kendskab ikke som den bedste eller mest sikre Beskyttelse imod "falske Profeter" eller imod Falskneri af "Kristendom"? - I dette Tilfælde vil det altsaa sige, at man skal lære at skelne, om det er "kristne'!, eller "hedenske" Frugter. - Hvorpaa kender man da Forskel paa disse to Slags "Frugter"? - Da "Frugter" i dette Tilfælde betyder Moralopfattelse og V æremaade, maa man altsaa lære at skelne mellem "hedensk" og "kristen" Moralopfattelse og Væremaade. Da den "hedenske" Moralopfattelse og Væremaade er den ældste og derfor saa indlevet i Jordmenneskets Bevidsthed, at den er blevet den dybeste Vanebevidsthed, eksisterer som Automatfunktion eller "C. Viden",*) er den den Dag i Dag den mest dominerende Faktor i Jordmenneskenes daglige Bevidsthedsliv. Og det er dette Domæne, der nu igennem omtrent to Aartusinder har virket som en kold Luft paa Kristendommens unge spirende Træ under dets Opvækst, saaledes at det i Dag kun fremtræder som et Træ, der midt i et Vildnis af hedenske Gevækster kun bærer forkrøblede Frugter, der i en altfor høj Grad smager af Hedenskabets sure og bitre Jordbund, Frugter der altfor tydelig ses at være af "hedensk" Kultur. Hvad mener man f. Eks. om en Moralopfattelse og V æremaade, der velsigner Krigstankene, Bombeflyvemaskinerne, Torpedobaadene, Slagkrydserne og de endnu mere snigmorderiske Undervandsbaade og alle det øvrige døds- og lemlæstelsesbefordrende og i Genialitet kulminerende Massemordmateriel samtidigt med, at man beder Bønner om disse Vaabens Beskyttelse, Held og Lykke til *) Se "Logik" Side 244.

20 21 Fordel for den fuldstændige Ødelæggelse af "Fjenden"s Materiel, Kød og Blod, Mænd og Fædre, Sønner og Elskere og alt, hvad de har kært, deres Fædreland, Hjem, Idealer, Kunst og øvrige Frembringelser? - Tror man, det er skønne "kristne Frugter"? - Denne "Velsignelse" og disse "Bønner" af Mænd, der ikke alene er "døbte" og,,konfirmerede" og dermed officielt har lovet at tjene den "kristne Moralopfattelse og Væremaade", men ogsaa har ladet sig højtideligt forberede og "indvie" til at være Præster for den "kristne Kirke", være Tjenere for en Moral, der udelukkende paabyder, i Følge dens eget Ophavs personlige Udtalelse: "Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd," - "Det I vil at andre skal gøre imod Eder, dette gører I ogsaa mod dem", - "Vend den højre Kind til naar du bliver slaaet paa den venstre", - er jo en aabenlys Parodj paa sand Kristendom. At saadanne Væsener højtideligt er gjort til officielle Autoriteter og Sagkundskab i en Væremaade, hvis Fundament er Princippet: "Du skal ikke dræbe", og hvis yderste Konsekvenser er Opfyldelsen af Princippet "at elske sin Næste som sig selv", kan kun gøre Kristendommen forkrøblet og dens Frugter saa sure, at de kun er lidet attraaværdige for ikke at sige giftige for den, der virkelig af Hjærtet elsker Verdensgenløseren og igennem hans, i kulminerende Kærlighed praktiserende sande Kristendom og Moralopfattelse, begynder at kunne fornemme den Væremaade, der virkelig er "Vejen, Sandheden og Livet". At en hel Mængde andre "døbte" og saakaldte "omvendte", "frelste" og "hellige" Jordmennesker prædiker "Kristendom" i Form af et ubændigt Forsvar for "hellig Vrede", "retfærdig Harme", hvilket i Virkeligheden vil

21 22 sige: et Forsvar for Retten til at være "vred" paa anderledes tænkende, Retten til at forsvare deres egen med "Fortabelse" og "Helvede" dømmende Adfærd som retmæssig "Kristendom", Retten til at føle sig selv som tilhørende Guds "særligt udvalgte lille Skare", Retten til at blive vred paa dem, der ikke tror paa den "vrede Guddom", der kun kan "forsones" ved et uskyldigt Væsens store "Blodoffer", Retten til at blive vred paa dem, der ikke tror paa "evig Fortabelse", "gloende Helvede", "Djævel" eller andre Former for primitiv jordmenneskelig Fantasi og Overtro o. s. v., giver jo kun et glimrende Materiale for den højere Psykologi til Bedømmelse af disse Væseners sande Sindelag og Identitet som ~,kristne". Det er jo dette Sindelag, der er de "Frugter", hvorpaa man skal kende, om de er "sande" eller "falske" ~,Kristne". Hvad viser da dette Sindelag? - Det viser kun en almindelig, noget primitiv og endnu ubehersket Følelses fremtræden eller et Udviklingsstadium, hvor man blandt andet endnu ikke er hævet over dette at kunne blive ~,irriteret", ikke hævet over at kunne blive "vred", ikke er bange for at "dømme" andre til "evig Fortabelse" eller anden fantastisk Rædsel, ikke er hævet over "Ærgærrighed" eller aandeligt "Snobberi", men tror man kan indynde sig hos Guddommen og finder Glæde i at tro, at man kan blive særligt foretrukken, "særlig udvalgt", ligesom man mener, at denne Guddom skaanselsløst jager andre ud i Mørket, "straffer" og "forfølger" disse Væsener. Men er dette Sindelag "sand Kristendom"? - V ar det det Sindelag, der var J esu særlige Kendetegn? - J eg kan kun se, at dette Sindelag udtrykker almindelig jordmenneskelig Ufuldkommenhed og som saadan er en fuld-

22 23 stændig Kontrast til Verdensgenløserens Fremtræden. Blev Jesus irriteret? - Stillede han sig paa Datidens religiøst Nidkæres Side, da de irriterede og rasende vilde stene til døde "K vinden, som var grebet i Hor"? - Tror man ikke, han var i en ganske hundrede Procents Sindsligevægt, da han sagde til Mængden: "Den der er ren, kaste den første Sten"? - Og tror man ikke, at hans Kærlighed procentvis var ligesaa høj, da han sagde til den samme Kvinde: "Jeg dømmer dig ikke, gaa bort og synd ikke mere"? - Blev Jesus irriteret i Gethsemane Have? - Var der ikke ligefrem Venlighed i Stemmen, da han sagde til Ypperstepræstens Svende og Soldaterne: "Hvem lede i efter"? - "J esns af N azareth, det er mig"! - Blev han irriteret, da Apostlen Peter senere samme Aften tre Gange nægtede at vedkende sig ham? - Var det ikke hans kærlige Blik, der fik Apostlen til at gaa bort og "græde bitterlig"? - V ar hans Ligevægt ikke paa samme høje Stade hele Lidelsesdøgnet igennem? - Var han ikke stilfærdig og venlig overfor sin Dommer Pilatus? - Var han ikke det samme overfor dem, der i allerhøjeste Grad satte hans Taalmodighed paa Prøve, nemlig selve hans Fjender og Bødler? - Tror man, det var Udtryk for Vrede, naar han midt i al sin Kvide, midt i Bødlernes Haan og Spot hviskede: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre"? - Har man nogen Sinde set, at han ønskede "evig Fortabelse'" eller "Helvede" over dem, der tænkte anderledes end han? - Men naar han ikke ønskede en Rædselsterror over sine Modstandere, hvorfor skulde saa den "alkærlige" Gud gøre det? - Var Jesus bedre end Guddommen selv? -_.. Siger han ikke netop: "Jeg og Faderen vi er eet"? -

23 24 4. KAPITEL Hvis den "evige Fortabelse" og det "evige Helvede' virkelig eksisterede. Hvorledes gaar det til, at man under Begrebet "Kristendom" i god Tro kan docere "Guddommens Vrede" og "Straf" i Form af "evig Fortabelse", "Helvede", "Graad og Tænders Gnidsel" over andre Væsener samtidig med, at man docerer, at disse andre Væsener er ens "Næste", og at man skal "elske denne Næste som sig selv", og yderligere forkynder, at alle Væsener er "skabte af Gud", og at denne Guddom er baade "alvidende", "almægtig" og udgør Kulminationen af "Kærlighed". Hvorledes kan et Væsen, der er "alvidende" samtidig med, at det er "almægtigt", skabe levende Væsener, der skal ende i en evig Fortabelse, hvilket vil sige: et Ophold i "Graad og Tænders Gnidsel", hvorfra de aldrig i al Evighed kan befries" være Kulminationen af Kærlighed? - Alle de Væsener, der er saa ulykkelige at ende i denne grufulde Fortabelse, kan jo umuligt være kommet der af egen Skyld, men udelukkende i Kraft af det Væsen, der har "skabt" dem. Da de jo ifølge den autoriserede Kristendom ikke evigt har været til, men er blevet "skabt" af Guddommen, har der altsaa været en Tid, hvor de ikke var til. Og de paagældende Væsener kan da ikke selv paa nogen som helst Maade have ønsket at blive til. De er altsaa udelukkende blevet til i Kraft af et Begær hos Guddommen. Dette sit Begær tilfredsstillede Guddommen ved at manifestere deres Tilblivelse. Denne Tilfredsstillelse for Guddommen kom saaledes til, for disse Væsener, at betyde en evig Kulmination af Lidelse, Smærte og Pinsler, hvorfra ingen Befrielse er mulig. Til hvad Nytte blev disse Væsener

24 25 skabt? - Det kan da umuligt være til Glæde for dem selv. Er det da til Glæde for Guddommen? - I saa Fald maa Guddommen da være noget helt andet end kulminerende Kærlighed. Og hvis det ikke er til Glæde for ham, kan han jo ikke have været almægtig, thi i saa Fald maatte han jo have frembragt et Resultat, der vilde have været mere fuldkomment og lykkeligt i begge Parters Favør. Og hvis han ikke i Forvejen vidste, at Resultatet vilde blive saa grufuldt, var han jo ikke alvidende. Han kan da kun være et almindeligt "syndende", famlende og ufuldkomment Væsen ligesom det almindelige J ordmenneske. 5. KAPITEL Et Gudebillede eller en Verdensopfattelse der maa vige for Livets egen Tale. Ovennævnte Opfattelse af Guddommen udtrykker alt saa denne som et Væsen, der frembringer "levende Væsener", der kun kan ende i en fortsat evig Pinsel. Men kan et saadant Gudebillede i Længden holde Stand i en Skolernes, Universiteternes og Læreanstalternes Tidsalder, hvis voksende Videnskab igennem Stjerners og Kloders Gang, saavel i Mikrokosmos som i Makrokosmos, bliver Vidne til et Skabevælde af en saa gennemført Logik og Planmæssighed, at det ud af det mørke Verdensrums lysende Taager, Ildsøer og Solsfærer skaber faste materielle Verdener, udgørende et Trylleri og Farvespil af bia a Oceaner, grønne Kontinenter med udstrakte Skove, blomsterfyldte Enge, gule Ørkener, hvide Snernarker, himmelstræbende Bjærgformationer, sølvglinsende Floder og

25 26 Bække, samt yderligere i Tilgift Farveorgier i pragtfulde Sommer- og Vinter-, Morgen- og Aftenstemninger, Middagsidyl og sølverne Maanenætter, alt sammen Udstyr og Staffage omkring levende, tænkende og skabende V æsener i Kød og Blod? - Og som en yderligere Forgyldning af dette Værk begynder disse Væsener med tiltagende Kraft i Forhold til deres Kundskabs Vækst at tage Elementerne i Besiddelse og paa disses Vinger mere og mere frit at bevæge sig frem igennem Himlen, over Skyer og Bjærgtoppe saavel som under Havets Bølgeformationer eller hen ad Staternes Autostradaer og Skinneveje. Hvem tør vove at paastaa, at denne Skabelsesproces er klud-, rende, mangelfuld eller naiv? - Der er ikke noget her, der tyder paa, at denne Skabelsesproces ikke er en stigende Fuldkommenhed og dermed tiltagende Lykke for de levende Væsener, ligesom der absolut heller ikke er noget som helst, der tyder paa, at den ikke netop skulde være i Stand til at naa dette Maal. Var J orden maaske fuldkomnere, da den kun var en Taagemasse eller Ildsø i det mørke Verdensrum? - Vilde det have været Udtryk for en fuldkomnere Logik eller Skabemagt, hvis den den Dag i Dag havde staaet paa det samme Stadium? - Hvis Jorden i Dag ligesom for Aarmillioner siden havde været glødende Dampmasser, smeltede Materier, været en kogende, sydende og larmende Ildsø, gennem hvad eller hvilket skulde vi saa i Dag have set Dagens klare Sollys og oplevet: Oceaner, Kontinenter, Bjærge, Dale, Sletter, Skove, Oaser og Ørkener for ikke at tale om selve vor egen Eksistens? - Er alt det, vi opfatter under Fællesbegrebet "Naturen", foruden at udgøre ovennævnte fortryllende, guddommelige Montage for vort Sind, vor Tanke og Opfattelse, ikke samtidigt udgørende netop den absolut uundværlige Basis for hele vor fysiske~

26 27 kødelige Fremtræden? - Er J orden ikke, fra at være en Verden af fortærende Flammer, smeltede og kogende Materier, ført frem til at udgøre en i Himlen svævende Bolig for levende Væsener, der oven i Købet kan begynde at tænke Almagtens store Tanker efter? - Er ikke al den Lærdom, der kan hentes paa Universiteter og Læreanstalter, Resultater af Ildsøens Forvandling? - Er ikke den, gennem Menneskehedens ypperste Repræsentanter aabenbarede Visdom ogsaa et Resultat af de flammende Ildmassers Omskabelse? - Kan man med Rette sige, at denne Ildmassernes Omskabelse til blandt andet saa danne Udtryk for Liv, der aabenharer sig igennem Professorer, Doktorer eller Videnskabsmænd saavel som igennem Visdommen s Repræsentanter, er blottet for Planmæssighed, er en Aabenbaring af Tilfældigheder, er et blindt Spil af "døde" Kræfter, ganske blottet for Logik, Villie og Handling? - Vil en saadan Paastand ikke være ligesaa naiv og primitiv som den gamle Paastand, at Utøj bliver til eller fremkommer direkte af Snavs? - Hvor er den Materialist, der kan paavise, at der ikke eksisterer nogen som helst Forskel paa det Spil af Kræfter, der ligger til Grund for Ildsøens Omskabelse og det Spil af Kræfter, vi ellers i den daglige Tilværelse udtrykker som Tilfældighed? - Har man nogen Sinde set, at bestemte Former for Skabelse ikke er et Resultat af Opfyldelsen af forudgaaende særlige Betingelser? - Kan en Bygmester "tilfældigt" drysse Sten, Bjælker og andre Materialer sammen og derved faa en hensigtsmæssig Bygning eller Bolig ud af det? - Bliver Resultatet i en saadan Situation ikke hundrede Procents Kaos? - Er det normale ikke, at alle Arter af Tilfældigheder udløser sig i Kaos. Skal der ikke Villie og Intelligens til for at skabe Planmæssighed? - Men de flammende, kogende og sydende

27 28 Materiemassers Møde med Verdensaltet s Kulde udviser ikke Kaos, men aabenbarer derimod vor egen animalske eller kødelige, fysiske Fremtræden som Resultat. Videnskabens Forskning viser, at denne Ildmassernes Forvandling til dette guddommelige Resultat kun gradvis er blevet til som en planmæssig Opfyldelse af en forudgaaende Rækkefølge af Betingelser. At Skabelsesprocessen netop har opfyldt Betingelserne i en saadan Rækkefølge, at der kunde blive et saa fuldkomment logisk Resultat og ikke Kaos, gør det til Kends gerning, at den ikke er et tilfældigt Spil af blinde Kræfter, men derimod i allerhøjeste Grad udgør en Afsløring af Hensigtsmæssighed. Er det ikke netop den samme Hen sigtsmæssighed, der gaar igen i de levende Væseners Or ganismers særlige Opbygning? - Er ikke Fuglen skabt hensigtsmæssigt for en Bevægelse igennem Luften? - Er ikke Fisken skabt hensigtsmæssigt for et Liv i Vandet? - Opfylder vore øjne, vor Næse, vor Tunge, vore Tænder, vore Lunger, vore Nerver og vort Hjerte ikke hensigtsmæssige eller ligefrem uundværlige Funktioner? - Er der noget, der afslører eller stadfæster, at vor Organisme er et Sammensurium af tilfældige Kræfters Spil? Ildsøens eller de smeltede Materiers Omskabelse stadfæster altsaa sin Eksistens som et Resultat af - ikke Tilfældighed, - men Hensigtsmæssighed eller Planmæssighed. Nævnte Skabelsesproces udviser saaledes mindst lige saa stor logisk Begrundelse eller Hensigtsmæssighed i sin Struktur som alt det, Menneskene ellers er vil lige nok til at indrømme som logisk eller planmæssigt, hvilket vil sige: alt, hvad der foregaar indenfor deres eget fuldkomne Skabeomraade. Men naar der findes Men nesker, der alligevel udtrykker Naturen som et Spil af tilfældige Kræfter, vil det i Virkeligheden udelukkende

28 29 kun bero paa denne ene Omstændighed, at de i Naturens Skabelse ikke kan se Ophavet til den Hensigtsmæssighed, hvorunder den fremtræder, saaledes som de tydeligt kan se det, naar det drejer sig om en menneskelig Skabelsesproces. De opfatter derfor Naturens Hensigtsmæssighed som værende uden Ophav, medens de aldrig i noget Tilfælde vilde gøre det samme med Hensyn til en menneskelig Frembringelse. Ingen vil her finde paa at sige, at et Hus har bygget sig selv, eller at en Maskine har fremstillet sig selv. Men at benægte en skabt Tings Ophav, blot fordi man ikke kan se dette Ophav, udtrykker i Virkeligheden kun Naivitet eller intellektuel Uformuenhed. At der ikke desto mindre findes Væsener, der er saa materialistisk indstillede, at de hævder Tilfældighed som Basis for Livets Eksistens og Skæbnernes Tilblivelse, afslører kun de samme Væsener som totalt aandeligt uformuende paa dette specielle kosmiske Felt. De er Bærere af en Livsopfattelse, der udgør den totale Modsætning til Livets egen virkelige og urokkelige Kendsgerning og lever saaledes i allerhøjeste Grad paa en Overtro, ligegyldigt hvilken videnskabelig eller akademisk Autoritet de saa end maatte sidde inde med paa andre Felter. Det er selvfølgelig rigtigt, at der er umaadelig mange Ting, der ved en overfladisk Betragtning kunde tyde paa, at der ikke er nogen Mening i Tilværelsen. Saalænge Mennesker baade sulter og fryser, lider af svære Sygdomme samtidig med, at Krig og Lemlæstelse, Mord, Drab, Plyndring, Had, Hævn, Bagtalelse, Forfølgelse og Brødnid af enhver Art er en dominerende eller førende Faktor i Menneskehedens Historie, er Naturens Logik eller den totale Fuldkommenhed i selve Verdens Skabelse ikke helt let for en almindelig Tilskuer at faa øje paa. Men lad os endnu engang se paa Naturen. Er der

29 30 ikke Lys og Varme nok, er der ikke Plads nok, er der ikke F øde nok til alle J ordens Mennesker? - Varmer Solen ikke saa store Arealer af J ordens Kontinenter op, saa der kan blive Livsmuligheder for alle? - Strømmer der ikke saa megen Regn ned fra Himlen, at det nødvendige Kvantum Fødemidler, der skal til for at mætte J ordens Mennesker, kan trives? - Findes der ikke Materialer nok af enhver Art, ja, er det ikke saaledes, at Jordens Ressourcer paa alle Omraader fremtræder i en saadan Overdaadighed, at der ikke alene er nok til Menneskene af i Dag, men ogsaa til Millioner og atter Millioner af endnu ufødte Sjæle? - Er der ikke Materialer nok til Huse, til Maskiner, til Klæder, til Luksus, til Leg og Alvor, til Underholdning og Hvile? - Hvem kan gøre det modsatte til Kendsgerning? - Men naar dertil saa kommer den allerede tidligere berørte Forvandlingsproces, der gradvis har formaaet at omskabe Ildmasserne til en saa vidunderskøn, materiel, fysisk Verden, der med sine faste, flydende og luftformige Stoffer eller tempererede Materier, ja sine ligefremme Orgier i Farve, Duft og Lyde kan give sprudlende Liv for et saa overdaadigt Antal levende Væsener i Forhold til dens nuværende Befolkningsantal, at den i Dag nærmest maa betragtes at svæve delvis tom igennem Verdensrummet, er det vist klogest at være forsigtig med at udtale Kritik af den guddommelige Skabelsesproces eller den mystiske, kosmiske Magt, der befordrer de smeltede Materiers Omskabelse. Det ser ikke ud til, at der er noget i Vejen med den. I alle Fald vil ingen menneskelig Hjerne kunne opfinde og paavise en større Fuldkommenhed eller Logik for en Skabelsesproces end den, vi netop her har set gøre sig gældende i Klodens Skabelse og bekræftende det evige Ord "Alt er saare godt".

30 6. KAPITEL Væsenernes Lidelsestilstand eller ulykkelige Skæbner kan ikke udgøre færdige Slutresultater i den store Skabelsesproces. Naar Jordmenneskene sulter og fryser, myrder og dræber hverandre, eller Jordoverfladen i stor Udstrækning repræsenterer Disharmoni, Skrig og Pine, "Graad og Tænders Gnidsel", er det altsaa ikke fordi, der mangler Føde, Klæder, Materialer, Lys og Varme eller andre Livsfornødenheder i Jordens Sfære, idet disse som før nævnt eksisterer i Overflod. Men naar den skabende Magt har frembragt disse Livsfornødenheder til Overflod i Forhold til det Antal levende Væsener, der findes i dens Sfære, bliver det her til Kendsgerning, at de førnævnte ubehagelige Foreteelser ikke paa nogen Maade af samme Magt er tilsigtede som Slutresultater, men at denne Overflod derimod maa være bestemt til at skulle spille en Rolle i nævnte Slutresultat. Til hvad eller hvilket skulde denne Overflod ellers være beregnet? - I Naturens øvrige Foreteelser ser man ikke noget som helst fremtrædende Slutresultat, der er uhensigtsmæssigt eller overflødigt. Findes der noget i vor egen Organisme, Organer, Lemmer eller Sanser, der er uhensigtsmæssigt? Naar vi ikke desto mindre finder de førnævnte Disharmonier eller ubehagelige Foreteelser, Lidelser og Besværligheder, kan Begrundelsen for deres Tilstedeværelse udelukkende kun være denne ene, at de repræsenterer et ufærdigt Afsnit i den store Forvandlingsproces eller Klodens Skabelse. Er der ikke i den store Overdaadighed af Livsbetingelser eller Ressourcer for Livets Eksistens, der er nedlagt i Jordens Sfære, skabt en Mulighed for at op-

31 32 hæve Nøden, ophæve Fattigdommen, Krigen, Hadet og Brødniddet? - Er der ikke i den Overdaadighed af Sollys, frisk Luft og krystalklart Vand og nærende Fødemidler, der ogsaa rummes i dens Zone, skabt Mulighed for Sundhed og Velvære for dens Beboere? - J orden er naaet saa langt frem i Forvandlingsprocessen fra TId til Animalisme, at der allerede er dannet Mulighed for Skabelsen af en Tilværelse fuld af overdaadigt Velvære for alle J ordmennesker. Ser vi ikke i de ophobede, overdaadige Ressourcer, Livsbetingelser eller Muligheder, Materialet til noget, der skal opbygges? - Er de tilstedeværende Rigdomme af uopbrugte Livsressourcer ikke at ligne ved de optaarnede Materialer ved en Byggeplads? - Leder de nævnte opsummerede Materialer ikke Tanken hen paa, at der her skal bygges et Hus? - At Huset ikke er bygget eller færdigt behøver da ikke at udtrykke noget ufuldkomment eller tilfældigt. Naar den lange Udviklingsproces fra TIdtilstanden til Animalismen saaledes har ført til, at Kloden er beriget med en Overflod af Materialer for en lykkelig Tilværelse for et Antal Mennesker, der langt overstiger det Antal, der i Dag befolker Jorden, bortfalder al Begrundelse for at udtrykke den ulykkelige Tilstand, som Myriader af Jordmennesker er ude for, som et af Forsynet tilsigtet Slutfacit. Samme Forsyn eller den skabende Magt har altsaa hensat paa J orden ca. to Milliarder J ordmennesker samtidig med saa mange Ernæringskilder og Betingelser for en lykkelig Tilværelse for disse Mennesker, at der er nok til at gøre endnu mange flere Mennesker hundrede Procents sunde, velskabte og lykkelige. Tror man ikke, denne Overdaadighed er beregnet paa at skabe Sikkerhed eller Garanti for, at de to Milliarder Væsener ikke paa nogen som helst Maade skal kunne komme i Vanskeligheder eller

32 33 paa Jorden mangle Materialer for Opretholdelsen af deres Eksistens? - Er det ikke den samme Overdaadighed, ja, tilsyneladende Ødselhed, vi bliver Vidne til i Væsenernes Sædproduktion? - Forekommer den ikke i en lignende Overdaadighed eller Rigelighed i Forhold til de ganske enkelte Sædkorn eller Sædceller, der befordrer Befrugtningen eller Forplantningen? - Har Forsynet ikke ligeledes her søgt at skabe Garanti for Forplantningens Vedligeholdelse. En skabende Magt, der paa saa samvittighedsfuld Maade sikrer de levende Væseners Eksistens eller søger at garantere, at deres sande Lykke i alle Fald ikke kan forstyrres af Materialemangel, vil kun den blinde Daare eller det primitive, uvidende Menneske bebrejde noget. Naar Menneskene ikke desto mindre er ude for baade Sult og Nød, Krig og Lemlæstelse, befinder sig i svære Sygdomme eller sjælelige Lidelser og mentale Forstyrrelser, er Aarsagen altsaa ikke under nogen som helst Omstændigheder den, at der paa J orden mangler Materialer eller Muligheder for sjælelig og legemlig Sundhed og Lykke fra Forsynets Side. Dette har jo, som vi saa, forlængst i den Retning udstyret Kloden overdaadigt. Aarsagen til Miseren maa derfor være at finde i noget helt andet. Dette andet kan kun udgøres af den Omstændighed, at den store Forvandlingsproces endnu ikke er færdig. Den Repræsentation af Ufuldkommenhed, vi bliver Vidne til i Form af Jordmenneskenes Genvordigheder, Lidelser eller ulykkelige Skæbner, er alt for forsvindende ubetydelig til, at den kan rokke noget ved det Ocean af Fuldkommenhed, vi bliver Vidne til i Stjernernes Gang, i Solens Skin eller i alt det øvrige i den Plan, der har kunnet føre til det guddommelige Trylleri, der har ladet Ildmasserne forvandle sig til en levende, tæn-

33 34 kende og straalende animalsk Verden. I denne store Forvandlingsproces er den menneskelige Fremtræden endnu ganske ny eller spæd, ja, er med Hensyn til Mentalitet saa at sige i sin allerførste begyndende Konturdannelse i en Nebuloses eller Taagemasses endnu udflydende eller uformelige Materier. At dette ogsaa er i Samklang med den moderne Videnskab fremgaar tydeligt af følgende Citat fra den verdenskendte Astronom J arnes Jeans Bog "Gennem Tid og Rum": "Jorden maa altsaa være højst 3400 Millioner Aar og mindst 1500 Millioner Aar. Da vi her gør bedst i at regne med runde Tal, vil vi tænke os Jorden 2000 Millioner Aar gammel. Dette er mere end hundred Tusind Gange den Tid, Mennesket antages at have eksisteret og mere end en Million Gange Tiden, der er forløbet siden Kristi Fødsel. Det er maaske ikke let at forbinde nogen Mening med saadanne Tal. Vi kunde illustrere Betydningen af Tallet en Million ved Antallet af Bogstaver i en diger Bog paa saadan noget som 500 Sider. Har Bogen 330 Ord pr. Side, og regnes et Ord til gennemsnitlig 6 Bog8taver, vil denne Sammenligning passe. Lader vi hele denne Bog repræsentere J ordens Alder, vil Menneskets hele Historie, hvorom vi har Kendskab, svare til Bogens sidste Ord, og Tidsrummet siden Kristi Fødsel vil højst svare til Bogens sidste Bogstav. Indenfor den Plads, dette Bogstav fylder, fødtes og svandt Romerriget, forkyndtes og udbredtes Kristendommen og Vest-Europas Folk udvikledes fra de vilde Stammer, Cæsar har undertvunget og beskrevet, til vore Dages Civilisation; mere end 60 Generationer har levet deres Liv i dette ubetydelige Tidsrum." Det jordmenneskelige Niveaus Fremtræden i den store Forvandlingsproces er saaledes af en temmelig ny Dato.

34 35 Hvorledes tror man, Menneskeheden vil se ud, naar dens Alder i Forvandlingsprocessen ikke mere kan udtrykkes ved lord, men maa udtrykkes ved 2, 3 eller 4 Ord i nævnte Bog? - Naar saa store Forvandlinger som Romerrigets F ødsel og Død, Kristendommens Udbredelse og vilde Folkestammers Forvandling til vor Civilisation kunde blive til i saa lille et Tidsrum, at det kun er at udtrykke ved et enkelt Bogstav i den førnævnte Bog, hvad vil der saa ikke ske af Forvandling i det næste lille Tidsrum af et "Bogstav", eller naar der er gaaet et saadant Tidsrum, at Jordmenneskehedens Historie rummer hlot to Ord? - Hvem tør tro, at Udviklingen staar stille? - Er det modsatte ikke her synligt som Kendsgerning? - Er det ikke en temmelig aktiv Forvandling Jordmenneskehedens sidste 60 Generationer udviser og stadfæster? - Tror man de kommende 60 Generationer i mindre Grad vil gøre Udviklingen eller den guddommelige Skabelsesproces til Kendsgerning. Har Forvandlingsprocessen ikke netop med de sidste fire-fem Generationer taget voldsomt til. Er det ikke indenfor disse, at Menneskeheden er blevet beriget med alle de storslaaede tekniske Vidundere: Jernbaner, Dampskibe, Elektricitet, Telefon og Telegraf, Automobiler og Maskiner af enhver Art, Radio og Fjernsyn m. m.? - I Løbet af blot disse faa sidste Generationer har Jordmenneskeheden saaledes været i Stand til at opfinde og frembringe de store Kraftmaskiner, ved hvis Hjælp den begynder at beherske Elementerne og lader disse arbejde for sig. Er det ikke indenfor samme Tidsrum, at :Mennesket nu er naaet frem tilligesaa godt at kunne lade Motoren føre sig hen gennem Stratosfæren som frem over Kontinenternes Autostradaer og Skinneveje? - Og befarer man nu ikke Verdenshavene med stor Sikkerhed saavel under som paa