Symbol nr. 38. Mennesket og animalsk og vegetabilsk føde

Transkript

1 Symbol nr. 38 Mennesket og animalsk og vegetabilsk føde De levende væseners fysiske organismer Planteædende og kødædende dyr 38.1 I en overordentlig stor udstrækning er de levende væsener skabte til at skulle leve af andre levende væseners fysiske organismer, kød og blod. Dette betyder, at det er en livsbetingelse for disse væsener at måtte dræbe for at kunne opretholde deres fysiske livsoplevelse og manifestation. Denne livsoplevelse og manifestation opretholdes i kraft af væsenets fysiske organisme. Da denne består af levende mikrovæsener, som vi i vore analyser har udtrykt som "livsenheder", der opretholdes i kraft af sult- og mættelsesprincippet, må disse væsener holdes i live ved ernæring. Disse må hver dag mættes ligesom organismens ophav. Det levende væsen må derfor indtage føde for at kunne holde sin organisme i normal og brugbar tilstand. Men under den lange proces, som skabelsen eller udviklingen af det færdige menneskes organisme fordrer, har denne gennemgået mange forandringer. Den har gennemgået plantelivsformer, derefter igennem dyrelivsformer og dj æ vielivsformer for til sidst at skulle ende med at blive til det totalt fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse Under den lange udviklingsproces har væsenet gennemgået tre slags ernæringsformer. Som plantelivsform har det gennemgået en safternæring fra jorden igennem sine rødder og en sol- eller lysernæring igennem sine blade. Og herfra har det udviklet sig videre til, som kødædende plante, at begynde at kunne ernære sig ved animalsk føde. Det udvikler sig til her at kunne fange insekter og med sin hertil udviklede organisme at kunne tage næring til sig af disse. Herfra udvikler det sig videre frem til dyrets stadium og må her i en vis periode leve af planteføde og i en anden periode leve af animalsk føde. Vi udtrykker hen- 76

2 holdsvis disse to væsensarter som "planteædende dyr" og "kødædende dyr". Dette, at væsenet kommer til at gennemgå disse to ernæringsformer, er baseret på en skæbneregulering fra en tidligere udviklingsepoke og ligeledes som en nødvendighed i denne væsenets dyriske, dræbende epoke. Det betyder altså kun, at de planteædende dyr senere vil komme ind i en kødædende tilstand, mens de kødædende dyr senere vil komme ind i en vegetabilsk ernæringstilstand. Disse to ernæringsepoker udlignes eller færdiggøres i den del af dyreriget, hvor væsenerne udgør de ufærdige mennesker. Slagtning og kødspisning er en overtrædelse af det femte bud: Du skal ikke ihjelslå. Det vilde og primitive menneskes forhold til kødspisning 38.3 Med hensyn til de ufærdige mennesker lever det store flertal endnu af andre levende væseners fysiske organismer, altså andre væseners kød og blod. Dette er en umådelig primitiv tilværelse og stadfæster det jordiske menneske som et endnu meget ufærdigt væsen. Det ændrer ikke situationen, Selv om man er medlem af en eller anden religiøs bevægelse eller sekt, der på så mange andre områder eventuelt kan være meget velgørende og human, ændrer det ikke situationen. For mennesket gælder det femte bud "Du skal ikke ihjelslå". (2 Mos. 20,13). Det er ud fra dette bud, at alle de andre bud er affødte. Det vil altså sige, at man ikke kan sige sig fri fra at høre til mordernes og dræbernes sfære, sålænge man fortærer andre væseners kød og blod. Dette, at man ikke selv slagter eller dræber de dyr, man fortærer, fritager ikke en for medskyldigheden i de pågældende dyrs nedslagtning Med hensyn til menneskene er det absolut ikke nogen livsbetingelse, at de skal leve af animalsk føde. Og rent bortset herfra er den animalske føde mindre og mindre egnet som føde for mennesket, alt eftersom dets mentalitet og nervesystem udvikler sig i intellektuel og human retning. Med hensyn til væsenets opretholdelse af sin fysiske organisme sker det i kraft af en mikroelektrisk struktur. Alle tankearter er således elektriske med højst forskellig styrke og kraft. Og efterhånden som væsenet udvikler sig fra urskovens vildmenneskestadium til det meget mere udviklede og finere intellektuelle menneskes udviklingsstadium, hvilket væsen kun tænker i humane baner og ikke i krigeriske eller morderiske manifestationer, bliver der naturligvis en overordentlig stor forskel på disse to væsensarter. Det vilde menneske eller en morderisk viking eller lignende havde naturligvis en hel anden og langt grovere grad af struktur og kraft for 77

3 at kunne opretholde deres grove og primitive tilværelse. Et sådant væsen er endnu meget nær dyrenes dræbende mentalitet og robuste legemsstruktur. De kan derfor endnu tåle at leve primitivt og spise grov føde uden nogen større risiko for dets sundhed. Skal det højt udviklede kulturmenneske æde sammen med dyrene? Jordens menneskehed er meget syg 38.5 Det meget udviklede, intellektuelle kulturmenneske med stor viden og tankekapacitet, som det har udviklet sig til igennem flere tidligere liv, har selvfølgeligt et helt andet og meget mere forfinet og højere udviklet fysisk legeme end det meget primitive og endnu meget uudviklede naturmenneske. Sådanne to væsener som det meget primitive og vilde naturmenneske og det meget fremskredne intellektuelle kulturmenneske står absolut ikke på samme udviklingstrin. Det kan derfor heller ikke være naturligt, at de skal leve af den samme føde eller kost. Det kan heller ikke være naturligt, at kulturmennesket, der står himmelhøjt over rovdyret i udvikling, med hensyn til ernæring skal stå på samme trin som dette, skal æde andre levende væseners organismer, kød og blod. Det kan ikke være i kontakt med livets mening, at en så langt fremskreden aspirant til at blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" skal ernære sig ved kød og blod, skal dræbe og myrde ligesom markens eller junglens vilde dyr. At der finder en udvikling sted hos mennesket med hensyn til kostindstilling bliver til kendsgerning igennem dette, at det primitive junglemenneske ikke viger tilbage fra at kunne æde kasserede madrester af andre menneskers skarnbøtter, hvilket vi dog ikke tror, at kulturmennesket har appetit til. Vi tror heller ikke, at det virkelige fremskredent udviklede kulturmenneske er vild efter at spise insekter, larver, orme og andet stinkende kryb, som naturmennesket finder behag i at nyde. Der er dog således grænser for, hvor langt det civiliserede menneske kan gå ned i valget af primitiv føde uden at få kvalme, opkastning og føle lede ved de nævnte objekter som føde, selv om det også endnu på grund af massesuggestion, vane og overtro spiser kød af heste, okser, får, svin, kaniner, vildt, fisk og fjerkræ osv Er disse forannævnte dyriske produkter da ikke meget sund føde? - Jo, tilsyneladende og for mange menneskers vedkommende menes det, at deres mentalitets og legemsstruktur kan tåle denne grad af grov unaturlig føde. Men ser vi på menneskehedens samlede sundhedstilstand, hvordan ser den da ud? - Florerer der ikke et utal af sygdomme indenfor menneskeheden, hvor- 78

4 af adskillige er dødelige? - Man bygger kolossale hospitaler, ja, hele byer til dette brug, udstyret med de mest geniale opfindelser af apparater til hjælp for den store stab af høj tuddannede læger, forskere og geniale kirurger, som har fuldt op at gøre, ja, de kan slet ikke nå at betjene alle de millioner af syge mennesker, som råber på lægehjælp og hospitalsophold. Der synes at være alt for lang ventetid for mange patienters indlæggelse til behandling. Jordens menneskehed er således meget syg. Millioner af dens mennesker ligger på hospitaler, nerveklinikker, sygehjem og rekreationshjem. Atter andre vandrer rundt med uhelbredelige sygdomme i organismen, kræftsvulster, galdesten, sukkersyge, åreforkalkning, hjertesyge og endnu mange flere underminerende og livsødelæggende kræfter. - Hvorfor? - Hvad er det, der så voldeligt underminerer menneskeheden? - Fra naturens hånd er hele den menneskelige organisme i hele sin struktur genialt skabt. Den er et glimrende redskab, ved hvilket mennesket kan opleve og manifestere livet. Skavankerne opstår altså der, hvor dette geniale redskab er overladt til mennesket, og hvor det har ansvaret for dets pasning og pleje. Og hvis mennesket var udviklet nok til at kunne opfylde denne plejning hundrede procent fuldkomment, ville der ikke eksistere en eneste sygdom i verden. Menneskeheden ville være en strålende kulmination af sundhed og legemligt velvære. Det er altså menneskene, der ikke er udviklede nok til at kunne betjene et så guddommeligt og af levende væsener bestående livsoplevelsesredskab. De forstår endnu ikke her, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Men når de mangler denne viden, kan man ikke bebrejde dem noget. Den viden man ikke har, kan man ikke handle efter. Menneskenes dyredrab og "kannibalisme" 38.7 Hvordan skal menneskene da komme til klarhed over den rette ernæringsmåde? - Ja, her må vi henvise til "nydelsen af kundskabens træ". Var denne nydelse ikke for, at væsenet skulle lære at kende forskel på godt og ondt? - Da menneskets daglige væremåde netop er det samme som nydelsen af kundskabens træ, må denne nydelse skabe en løsning. Bringer denne nydelse ikke netop hver dag sit ophav erfaringer for, hvad der er godt, og hvad der er ondt i dets væremåde? - Og er det ikke netop det gigantiske område af sygdomme og legemlige afsporinger fra den normalt, totale sundhed, der viser, at der er noget i menneskenes væremåde, der ikke er godt? - Hvordan skulle sygdommene ellers kunne fremkomme? - Er mennesket ikke her blevet advaret i en overordentlig stor grad. Hedder det ikke som før 79

5 80 nævnt: "Du skal ikke ihjelslå"? - Der står absolut ikke noget om, at mennesket godt må dræbe dyr, og at det femte bud kun gælder forbud mod at dræbe mennesker. Og da det absolut ikke er en livsbetingelse for mennesket at skulle leve af animalsk føde, kommer det således her tydeligt til syne, at det er stridende imod menneskets livslov at dræbe og myrde, flænse og flå dyriske væsener for at kunne æde eller nyde deres kød og blod. Hvordan kan menneskene vente at få en total sygdomsfri eller en i sundhed kulminerende, strålende organisme, når de i den grad uden livsbetingelse ødelægger andre levende væseners organismer og dermed dræber disse væseners glæde ved livets oplevelse? - Men det er ikke alene mere eller mindre smertefulde og dødelige sygdomme, mennesker her påfører sig i kraft af karmaloven, der bevirker, at hvad de gør imod deres næste danner skabelsen af deres egen skæbne. Med menneskenes animalske kostnydelse påføres dyrene en for dem overraskende pludselig død. Denne død, der således af menneskene bliver påført dyrene, er ikke drab eller mord, der har sin årsag i at skulle være en hævn eller straffegengældelse, således som menneskenes mord eller drab på mennesker som regel er tilfældet. Menneskenes drab på dyrene er således ikke i nogen som helst grad en hævnakt. Ja, det hænder endog at dyrene undertiden ligefrem kan være forkælede af deres ejere. Men disse ejere er ofre for den kollektive overtro eller blindhed, at det ikke er nogen synd eller overtrædelse af den højeste moral at dræbe dyrene. De mener, at disse er kun til for at skulle dræbes for at kunne tjene menneskene til føde. Og derved føler de nævnte ejere af dyrene ikke nogen som helst samvittighedsnag eller anger over denne deres handlemåde. Og så myrder eller slagter de videre og videre og får dermed en tilsvarende større og større karmaophobning, der før eller senere kommer til en katastrofal udløsning i væsenets daglige liv. Hvordan bliver nu den karma, mennesket får ved at dræbe dyr? - Det er en karma, der svarer nøjagtigt til den overraskende pludselige død, som det har påført dyrene ved at slagte eller dræbe dem eller ved dets medvirken hertil. Denne død, der således bliver påført dyrene, er som nævnt ikke baseret på nogen som helst form for had eller hævnakter. Den er ganske blottet for hadefulde og mørke tanker. Det er en sådan form for død, der bliver en gengældelse af dyredrab. En sådan form for død opstår under begrebet "ulykkestilfælde". Når et menneske bliver dræbt ved en bilulykke, betyder det ikke, at det er en karma, fordi det

6 selv har dræbt et menneske med sin bilkørsel. Det er derimod en udløsning af den ubeskyttede "karma-aura" fra dets dyredrab, der her gør sig gældende. Og mennesket får her en overraskende pludselig død analog med den død, som dyrene får ved deres slagtning. Alle ulykkestilfælde med drab til følge svarer således til den død, man påfører dyrene ved slagtning, ved jagt, fiskeri og ved andre metoder. Men menneskene ved her ikke, hvad det er, de gør. Og selv om det bliver fortalt dem, kan de som regel endnu ikke opfatte denne karmaoplysning som sandhed. De vil betragte en sådan karmaoplysning som den rene fantasi eller usandhed. Og derfor kan man absolut ikke med rette bebrejde disse væsener denne deres uvidenhed. Man kan ikke bebrejde den blinde, at han ikke kan se. Men karmaen ændrer uundgåeligt væsenet. Ved den tilbagevendende karma i form af ulykkestilfælde og lidelser ændrer det menneskenes følelsestilstand, og der opstår en ny evne, der bevirker, at man efterhånden ikke kan nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Og dette bevirker så, at man naturligvis ikke mere kan slagte eller dræbe dyr. Og er det ikke netop således i mange tilfælde, at hvis mennesket selv skulle slagte de dyr, det spiser, så blev det vegetar, eftersom det således ikke selv kunne slagte eller dræbe dyrene. Menneskenes mentalitets- og kostændring fra animalsk til vegetabilsk føde Menneskenes hån overfor vegetarismens pionerer 38.8 Denne menneskehedens overvældende nydelse af animalsk føde er således en daglig forøgelse af dens ulykkes- og drabskarma. Men denne karma i forbindelse med den øvrige karma, menneskene påfører sig med deres ukærlige forhold til næsten, det være sig i form af egoisme, intolerance, had og hævn, mord og drab vil således som allerede tidligere påpeget, ændre menneskenes mentalitet i kraft af den humane evne, der herved begynder at udvikle sig i menneskene. En vis gruppe mennesker er allerede begyndt at afstå fra den animalske føde. Nogle af sundhedsmæssige grunde. De er altså blevet vegetarer af hensyn til dem selv. Det er ikke af medlidenhed med dyrene. Andre er blevet vegetarer af humane grunde. De kan ikke nænne, at dyrene skal dræbes. Disse sidste væsener må man altså regne for at være de virkelige af næstekærlighed befordrede pionerer for afskaffelsen af denne menneskehedens blodige, nedsablende og "kannibalske" væremåde overfor dyrene Det gør således ikke noget, at flertallet af menneskeheden lader hånt om vegetarismens pionerer. Dette flertal af mennesker ved jo ikke hvad det er, de håner eller er vidne til med hensyn til 81

7 denne guddommelige mentalitetsændring, hvor mennesket bringer varmen fra Guds kærlighedsocean frem til dyrets verden. Og dyret møder her for første gang et glimt af Guds ånds strålevæld igennem menneskets beskyttende og varmende kærtegn. Analfabeter med hensyn til kosmisk viden Menneskenes manglende intuition eller kosmiske sansesæt Når menneskene er så langt borte fra at forstå, at den bloddryppende nedsabling af levende væsener hører med til væsenernes endnu meget primitive, dyriske og uudviklede væremåde, er det en kendsgerning, at deres følesans endnu er meget uudviklet. De kan derfor ikke føle, hvor primitiv og unaturlig for mennesket deres handlemåde er. Mennesket i Guds billede efter hans lignelse kan naturligvis ikke være et væsen, der myrder og dræber om kap med vilde dyr, flænser og flår deres animalske ofres organismer og svælger i nydelsen af stegte og kogte legemsdele af disse: lunger, lever, nyrer, hjerter og blodanretninger, blodpølser og andre pølser og endnu mere. Hvor mange år af sit jordliv har et sådant ødelagt dyr ikke måttet betale, for at menneskene i en enkelt dags nydelse af et eventuelt "festmåltid" sammen med andre ligesindede, dyreædende væsener har kunnet æde dets organisme, dets guddommelige redskab for manifestation og oplevelse af livet. Når menneskene med stort velbehag lever i en sådan "kannibalisme", må vi stadig undskylde dem. Thi det er let at se, at deres sansestruktur endnu er meget ufærdig eller uudviklet. Deres følelse er endnu på dette felt ganske immun. Og selv om deres intelligens ganske vist kan være meget udviklet, og de kan være eksperter i materiel videnskab, vil de alligevel være at betragte som analfabeter i kosmisk viden Da menneskenes intuition, hvilket vil sige: det evnekompleks, der giver mennesket evne til kosmisk sansning, endnu hos det store flertal er latent, kan de umuligt opleve den højere virkelighed, der eksisterer bag den fysiske tilværelse. Og da de ikke kan opleve her, hvordan skulle de da kunne acceptere viden og erfaringer, der endnu ligger helt udenfor deres nuværende sansekapacitet? - De må da holde sig til, hvad de med deres endnu primitive følelsesliv kan erfare eller opleve. Med intelligensen kan de umuligt opleve kosmiske områder eller detaljer. De kan faktisk heller ikke opleve noget som helst fysisk med intelligensen. Intelligensen er ikke en sanseevne, men en analyseringsevne. Med intelligensen kan de analysere de detaljer, erfaringer eller områder, de med deres midlertidige sansekapacitet har været i stand til at opleve. Da de ikke har været i stand til at 82

8 opleve kosmiske detaljer eller foreteelser, har de her ikke nogen brug for intelligensen. Der, hvor de hverken kan se detaljer eller foreteelser, er der ikke noget at analysere. Og da væsenerne ikke kan opleve detaljer eller foreteelser fra den åndelige eller kosmiske verden, kan intelligensen ikke hjælpe dem. Den kosmiske verden ligger altså udenfor deres sanseevnes kapacitet. Derfor er det store flertal af jordens mennesker endnu materialister og dermed gudløse. De er således som før nævnt endnu analfabeter, hvad åndelig eller kosmisk oplevelse af livet angår. Men deres fejlagtige væremåde vil urokkeligt føre dem frem. Resultatet af nydelsen af kundskabens træ udebliver absolut ikke. Guds plan standser ikke på halvvejen. Hvert menneske på Jorden skal urokkeligt blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. 83

9 Forklaring til symbol nr Som vi ser, udviser symbolet i sin helhed en trappeformation. Det nederste trin på denne symboliserer dyreriget, hvilket er markeret ved det orangefarvede felt. I dette rige er i stor udstrækning livsbetingelsen dette, at væsenerne må dræbe for at leve, idet en overordentlig stor part af dyrene kræver kød eller animalske produkter som føde eller ernæring. Disse dyr kalder vi kødædere eller "rovdyr". Og denne rovdyrernæring er endnu i en meget stor udstrækning gældende hos det ufærdige menneske. Disse kødædende dyr udgør mange forskellige arter. Det er altså en livsbetingelse for den store part af disse væsener at dræbe andre væsener for at få disses organismer som føde Den animalske føde er på symbolet symboliseret som det violette felt med de gule og de grønne og røde partikler på det nederste trin. Vi ser, at de røde partikler er samlet i et midterfelt. Men således er det ikke i virkeligheden. Der er de jævnt fordelt mellem de øvrige partikler. Det er kun på symbolet, at vi har fremstillet det således for lettere at kunne henlede opmærksomheden på disse. Alle disse kolorerede partikler er i realiteten levende væsener i mikroform. Og vi har udtrykt disse som "livsenheder". Disse livsenheder danner her den materie, vi udtrykker som animalsk. Nævnte materie er den mest levende materie, der overhovedet findes på det fysiske plan. Livsenhederne her, i dyr såvel som i mennesker er organismernes højst udviklede organstof. Dette stof, altså den animalske materie, tilhører den pågældende mikrospirals dyrerige. Livsenhederne her har vågen dagsbevidst livsoplevelse. De kan føle smerte og lidelse, hvilket de i særlig grad kommer ud for, når de bliver optaget i et dyrs eller menneskes organisme som føde. Her bliver de sønderlemmet, knust og opløst i mavesyren, for at den i stoffet forekommende næring kan overføres til vedkommende dyr eller menneske, i hvis organisme de er optaget som føde. Denne ernæringsform er den mest primitive, den groveste og mest brutale, der findes, da den kun kan bestå af dræbte eller myrdede levende væsener. At det er mikrovæsener ændrer ikke karmaloven, der betinger, at den skæbne, vi påfører andre væsener, uundgåeligt bliver vor egen, hvad enten den er ond eller god Det næstnederste trin på symbolet symboliserer den del af dyreriget, hvor det jordiske ufærdige menneske befinder sig. Dette væsen tilhører endnu til en vis grad dyreriget, ligesom det også har udviklet sig mere eller mindre frem som menneske. Orangefarven symboliserer det dyriske i væsenet, mens den gule farve symboliserer det menneskelige i samme væsen. Med hensyn til den vegetariske ernæring består den også af livsenheder. Men disse livsenheder tilhører planteriget i mikrospiralen, hvor den animalske tilhører dyreriget. Da plantelivsenheden ikke har nogen vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan ud over en anelsesevne, kan den ikke direkte føle smerte eller lidelse. Den kan kun ane behag og ubehag. Den kan endog i visse tilfælde grundet på dens lange forudgående salighedstilstand ane behag ved dens ydre organismes lædering. Man ser her, at plantelivsenheden ved denne sin smertefri tilværelse er langt bedre egnet til føde for menneskene end den animalske ernæring. Da de vegetabilske livsenheder hovedsa- 84

10 geligt har deres dagsbevidsthed på det åndelige plan, og ikke på det fysiske, således som den animalske livsenhed har det, kan de ikke komme ud for nogen bevidst kropslig død eller lidelse i absolut forstand ved at blive optaget som næring i en organisme. Og vi har her den for de højst udviklede væsener på jordens fysiske plan absolut beregnede føde. Anderledes forholder det sig med de animalske livsenheder. De tilhører jo som før nævnt deres spiralkredsløbs dyrerige og ufærdige menneskerige akkurat ligesom det ufærdige menneske, de er mikrovæsen i. Når disse små mikrovæsener eller livsenheder i form af animalsk føde bliver optaget som føde i en organisme, sønderlemmes og opløses deres fysiske organisme. De får en unaturlig død, et ragnarok ved deres passage igennem kødspiserens fordøjelsesproces og mavesyre. Disse små væseners organisme består også af mikrovæsener, hvis organismer igen består af mikrovæsener. Disse animalske livsenheder bliver alle dræbte ved fordøjelsesprocessen med undtagelse af de livsenheder, der er så lidt udviklet, at de endnu er af åndelig natur. Det er disse livsenheder vi har udtrykt som de røde partikler og som den retmæssige føde for mennesker. Disse livsenheder har ingen fysisk organisme ud over en kraftaura, der er koncentreret omkring dem. Disse livsenheder udgør den virkelige næring både i den animalske og vegetabilske kost, ved hvilken de kødædende og planteædende væsener nærer og holder deres organismer i live. Når den animalske føde fordøjes, sker der som før nævnt det, at de højere livsenheder, der på symbolet er symboliseret ved de gule og grønne partiklers eller livsenheders organismer, bliver dræbt af mavesyren. Derved bliver de røde partikler eller næringslivsenheder frigjort, og de inkarnerer nu med deres kraftaura i det kødædende væsens organisme som næring, der fornyer organismens kraft og vedligeholdelse. De gule og de grønne livsenheders- organismer, som nu af fordøjelsen er blevet til lig, føres ud af det kødædende væ-sens organisme som afføring Den animalske materie består altså af livsenheder, vi vil kalde "kødlivsenheder". En sådan livsenhed er markeret på symbolet som den runde figur med trekanten og de ringformede farvefelter til højre på symbolets nederste trin. Den udgør altså et levende mikrovæsen fra sin spirals dyrerige. Trekanten betyder dens jeg. Det violetfarvede felt udenom trekanten symboliserer dens overbevidsthed. De tre farvefelter omkring overbevidstheden udgør dens organisme. Den grønne og gule farve i de ringformede figurer symboliserer de livsenheder, der i virkeligheden er for højt udviklet til at kunne være føde for andre væsener uden at blive dræbt og opløst. Ringfeltet med den røde farve symboliserer derimod den livsenhed, hvis fysiske organisme er en kraftaura, og som ved fordøjelsesprocessen i det kødædende væsens mave bliver frigjort, og som næring kan inkarnere i makrovæsenets fysiske organisme som livsfornyelse. Som symbolet udtrykker, består kødlivsenheden af livsenheder, der ikke egner sig som føde for levende væsener. Denne til føde uegnede materie i kødlivsenheden er markeret ved den gule og grønne farve. Det røde felt i kødlivsenheden markerer altså de livsenheder, som mere eller mindre er af åndelig natur og udgør 85

11 den eneste virkelige og sande næring i den animalske føde. Men da denne næring for rovdyrets vedkommende kun findes i andre animalske væseners organismer, må rovdyret eller det kødædende væsen altså dræbe disse andre dyr for igennem fordøjelsen af disse organismer at få tilegnet sig den næring, som de røde livsenheder er for samme væsen. De gule og de grønne livsenheder i samme organisme er for langt fremskreden i udvikling i fysisk tilstand og kan derfor ikke som de røde livsenheder, der endnu hovedsageligt kun er af ånd, inkarnere i kødæderens organisme som livskraft og næring. Deres organismer bliver derfor kun affaldsprodukter og kommer ud som afføring, mens deres ånd går til ny genfødsel i højere former for fysiske væseners organismer. Vi ser således her, at den animalske ernæringsmetode kun kan opretholdes ved mord og drab. Rovdyrene og de kødædende mennesker må altså dræbe de levende væsener for at kunne frigøre og udnytte disse animalske væseners organismers indhold af røde livsenheder som næring. Men da det kun er de på symbolet betegnede røde livsenheder, der undgår døden ved at blive optaget som føde i en organisme, er det de eneste, der kan være næring for kødæderens organisme, mens de højt udviklede gule og de grønne livsenheder ikke kan være næring. De er kun hylstre af hvilke de røde livsenheder er blevet frigjorte under fordøjelsesprocessen. Disse hylstre, altså de gule og de grønne livsenheders organismer, kommer derfor som nævnt ud som lig og afføring. Vi ser her, hvor ufuldkommen en ernæringsmetode den animalske kostnydelse er. Det animalske produkt indeholder altså i form af de røde livsenheder kun en relativ ringe form for næring. Men for at disse kan komme fri af deres indbyggede liv i kødet, må en masse fremragende udviklede livsenheder i kødet eller i de øvrige animalske produkter dræbes i kødæderens organisme. At det ikke er nogen paradisisk tilstand for disse livsenheder, hvilket altså vil sige de gule og de grønne, at blive optaget i en organismes mave syre og her blive dræbt og opløst, er selvfølgeligt. Men rovdyret er altså henvist til denne dræbende kostmetode. Det er skabt til at skulle leve på denne måde. Hvordan skulle det ellers kunne opretholde sit liv? - På det nederste trappetrin på symbolet, der udtrykker dyreriget, ser vi den animalske ernæring symboliseret. Længst til højre på samme trin ser vi en orangefarvet sol. Farven symboliserer det dræbende princips zone. At figuren er formet som en sol skal symbolisere, at selv om det dræbende princip er en livsbetingelse i den guddommelige skabelsesplan med hensyn til at gøre det levende væsen til et så fuldkomment væsen, at det vil udgøre mennesket i Guds billede efter hans lignelse, er det i sin dybeste analyse jo identisk med lys Det næste trin opefter på symbolet symboliserer planteernæringen eller den vegetabilske føde. Med overgangen til denne kostnydelse bliver væsenerne efterhånden helt fri af det dræbende princip med hensyn til ernæringen. Trinet hører i nogen grad til dyreriget og i nogen grad til menneskeriget, hvilket er symboliseret ved det orangefarvede felt, der udtrykker det dyriske i mennesket, og den gule farve der udtrykker det menneskelige i mennesket. Trinet udtrykker altså de ufærdige menneskers område. Den runde figur til 86

12 højre på trinet symboliserer plantelivsenheden. Som vi ser, afviger den fra kødlivsenheden ved ikke at indeholde animalske livsenheder, hvilket vil sige dem, der er markeret ved den gule og grønne farve. Den indeholder således kun de røde livsenheder eller det åndelige stof, der er det absolut eneste stof, der kan udgøre næring i en organisme. Det er dog kun det rene frugtkød omkring kernen i modne frugter, der næsten er helt fri af stof, der bliver til affald. Den vegetabilske kostmaterie omfatter ikke blot det rene frugtkød. Den omfatter også den del af den vegetabilske kost, der består af rødder, blade og stilke f.eks. kartofler, gulerødder, salater og lignende. Her er de røde livsenheder også indkapslet i materie, som ved fordøjelse må fjernes for at de kan blive frigjorte til næring for vegetaren eller det planteædende væsen. Da der i den vegetabilske kostmaterie ikke findes animalske livsenheder, findes der ikke nogen virkelig drabsproces med hensyn til fordøjelse af denne materie. Nævnte materies livsenheder har ikke vågen dagsbevidsthed eller et så udviklet nervesystem, at de bevidst kan føle smerte eller lidelse, således som tilfældet er med de animalske livsenheder. Disse sidste tilhører jo dyreriget i deres spiralkredsløb, mens de vegetabilske livsenheder tilhører planteriget i samme spiralkredsløb. Plantelivsenheder er på det fysiske plan hovedsageligt kun besjælet af instinktenergien, hvad enten den er af mikrokosmisk, mellemkosmisk eller makrokosmisk natur. Plantelivsenheden kan kun "ane" på det fysiske plan. Dens øvrige sanser er endnu ikke fremme her. Den kan derfor kun opleve behag og ubehag. Den kan ikke opleve realistisk smerte. Den øvrige del af dens vågne dagsbevidsthed er endnu bundet til salighedsriget på det åndelige plan. Dette betyder igen, at selv om plantelivsenhedernes organismer bliver læderet og fordøjet, sker der i virkeligheden her ikke noget som helst drab eller lidelse. Ja, det er endog sådan, at for den endnu meget uudviklede plantelivsenhed er det en stor behagsanelse, at dens organisme bliver læderet. Tænk hvor guddommelig denne anordning er, når man tager i betragtning, at der ikke findes nogen som helst levende væseners organisme, der kommer ud for en så umådelig lemlæstelse og nedbrydning som planternes organismer. Dette, at plantelivsenheden til en vis grad oplever sin organismes lædering som behagsanelse, skyldes dens lange ophold i de åndelige verdeners lys og salighed. Overmærtelsen heraf har bevirket, at det er en nydelse for den at opleve modsætningen til lyset og saligheden.og det er netop i den retning, at planten foreløbig udvikler sig Da de vegetabilske livsenheder ikke har noget vågent dagsbevidst liv på det fysiske plan ud over en svag anelsesevne, og således ikke får nogen lidelse ved at deres organismer bliver læderet og optaget som næring i en organisme, er det tydeligt, at denne materie blandt andet er beregnet til føde for det fremskredent udviklede menneske. Et væsen, der udvikler sig i at komme bort fra at dræbe og myrde, bliver ved denne udvikling så forandret i kropslig nervestruktur og organfunktioner, at kødkosten er alt for grov en materie for dets forfinede organisme at skulle fordøje og omsætte til næring. På det nederste trin på symbolet har vi symboliseret kødkostens grovhed ved en orangefarvet siksaklinie. På trinet ovenover har vi symboliseret den grove af rødder, blade og stilke 87

13 bestående vegetariske materie ved en gul siksaklinie. Disse to siksaklinier skal altså symbolisere forskellen på den grove dyriske kødkost og den i vegetarkosten mere forfinede og for aspiranter til kosmisk bevidsthed eller indvielse tilpasset og beregnet som den absolut livsbetingende føde eller næring. Mellem det jordiske menneskes organisme og rovdyrets organisme eksisterer der således en fremragende udviklingsforskel, der bevirker, at vegetarkosten er den naturlige føde for mennesket, mens kødkosten er den naturlige føde for rovdyrene og andre kødædende dyr. Når det moderne menneske med sin langt længere fremskredne intellektuelle og legemlige udvikling end dyrene, æder kød, altså den samme føde som rovdyret, kan det kun være en unatur, en afsporing, menneskene i en fjern fortid er kommet ind på, muligvis på grund af katastrofale hændelser i naturen med hungersnød eller andre hindringer for den vegetabilske livsudfoldelse. Vi ser da også, at det ikke har været nogen lettelse for mennesket at fordøje kødkosten eller den animalske føde. Menneskene har måttet vænne sig til at koge og stege den animalske kost for at lette fordøjelsen af denne grove føde for deres mave. Mavesyren skal jo dræbe og opløse de grønne og gule livsenheder, som forekommer i kødlivsenheden, for at frigøre de røde livsenheder, der udelukkende udgør næringen i de animalske livsenheder Da det er en altoverstrålende kendsgerning, at det ikke er nogen livsbetingelse for menneskene at skulle spise animalsk føde, men at de tværtimod kan få sygdomme og gener i deres organisme af denne grove kost, er det ikke så mærkeligt, at sygdomme florerer over hele verden. Det gør det ikke bedre, når menneskene samtidigt ikke viger tilbage fra at indtage i deres organisme alskens giftstoffer, alkohol, nikotin, narkotika og lignende. Overordentligt mange syge mennesker verden over, ja, millioner og atter millioner, fylder store hospitaler meget ofte til sidste plads på grund af organiske sygdomme opstået ved unaturlig kost og unaturlige drikke. En masse af disse sygdomme har sin rod i menneskenes nydelse af animalsk føde og anden unaturlig nydelsestilstand. Men dette er så at sige ganske ubevidst for masserne selv. De er fast suggereret under flokbevidsthedens massesuggestion, der næsten urokkeligt holder menneskene bundet til den animalske kosts blodige og dræbende princip. Menneskene er kostmæssigt dus med løven, tigeren, hyænen og slangen. Hertil kommer så det store opbud, det koster menneskeheden at skulle holde millioner af mennesker uddannede som læger og sygeplejersker og andre medarbejdere på hospitaler, udelukkende bundet til sygepleje, udelukkende for at passe de millioner af mennesker, der er syge på grund af deres fejlagtige pasning og plejning af deres egen organisme. Det er naturligvis guddommeligt, at alle disse mennesker kan blive hjulpet, plejet og passet og eventuelt helbredt. Og man må oprigtigt beundre de mange mennesker, der indenfor dette menneskehedens store sygdomsområde ofrer deres tid og kærlighed for at hjælpe de af skæbnen så hårdt ramte mennesker. Men tænk hvilken byrde menneskeheden ville blive fri for, hvis hvert enkelt menneske fik interesse af at studere dets egen organisme, dets kost- og nydelsesområde og derved bringe sig selv til at leve i kontakt med kærlighedsloven 88

14 overfor dets organismes indre af livsenheder eller levende væsener i mikroformat. Her gælder også i høj grad det store bud: "Du skal elske din næste som dig selv" (Matt. 22,39), og ligeledes det femte bud: "Du skal ikke slå ihjel". (2 Mos. 20,13). Det er ikke livets mening, at millioner og atter millioner af menneskehedens individer skal være bundet til sygesengen og dermed afskåret fra at kunne opleve dagliglivets normale nydelse og glæde sig ved at være til. Det er ikke blot det, at de ikke kan klare sig selv, men de kræver andre millioner af menneskers arbejdskraft og livsudfoldelse for at kunne blive plejet og passet og eventuelt helbredt. Og det er naturligvis også vidunderligt, at der er mennesker, der har interesse af at passe, pleje og helbrede syge mennesker, men det er ikke det, der er det endelige mål med menneskenes daglige livsoplevelse. Hele menneskehedens sygdomsområde eksisterer kun på grund af afsporing, uvidenhed og fejlagtig livsopfattelse og den heraf følgende fejlagtige levevis Der er ikke blot sygdomme, den animalske kost påfører menneskene. Den giver dem også en anden form for uhyggelig karma. For at kunne nyde animalsk føde må man altså slagte eller dræbe dyr. Man berøver unge livskraftige dyr livet, blot for at kunne koge og stege deres parterede lemmer og organer. Men disse animalske måltider er ikke billige. Kødspiseren kommer til at betale dem med sit eget liv. Dyret bliver således ved drabet berøvet en kortere eller længere del af sit fysiske liv, hvor det kunne have levet og glædet sig over sit liv. Kødspiseren kommer her i konflikt med det femte bud, der som vi allerede har bemærket påbyder, at man ikke skal slå ihjel. Kødspiseren bliver jo medskyldig i drabet på det dyr, hvis kød han spiser, ganske ligegyldigt om han ikke selv har aflivet dyret, men dette er foregået på slagteri eller hos en enlig slagter. Som vi allerede har berørt, afføder denne karma en ulykkestilstand hos kødspiseren. Han er ikke beskyttet imod hændelige ulykker, ulykker ved naturkatastrofer, bilulykker, eksplosioner, brand osv. - At det ikke er livets mening, at menneskene skal æde animalsk føde, er også blevet påbudt igennem bibelen. Og Gud sagde: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over jorden, og allehånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd. De skulle være eder til føde (l Mos. 1,29). Og hedder det ikke netop videre i bibelen hos profeten Esajas: "Jeg udbredte mine hænder den ganske dag til et genstridigt folk, som vandrer ad en vej, som ikke er god, og efter deres egne tanker; (Es. 65,2).... til dem, som bo i gravene og blive om natten i afkrogene, dem, som æde svinekød og have vederstyggelig suppe i deres kar..." (Es. 65,4): "Hvo som slagter en okse, er som den, der ihjelslår en mand, hvo som ofrer et lam, er som den, der hugger halsen af en hund, hvo som ofrer madoffer, er som den, der ofrer svineblod, hvo som gør et hukommelsesoffer af virak, er som den, der velsigner uret; Ja, disse have valgt deres egne veje, og deres sjæl har behag i deres vederstyggeligheder". (Es. 66,3) Som vi her har set, er den vegetariske kost den aflivet selv bestemte føde for mennesket, der er under udvikling bort fra det dræbende princip og ved at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. For mennesket er den animalske 89

15 kost absolut en afsporing. Den udgør som vi har set, det rene drabs- og blodterræn, en morderisk sfære, der kun kan være hjemstedet for dyr og uvidende væsener, der endnu hverken har sympatiske følelser eller retmæssig forståelse af de levende væsener. De jordiske mennesker ligefrem sværger til den animalske føde og dræber dyr i millionvis og baserer således deres ophøjede menneskelige tilværelse og kultur på slagtehuse eller fabrikker for aflivning af levende væsener. Hvordan går det til, at mennesker, der er så intellektuelle og videnskabeligt begavede, at de i en overordentlig stor udstrækning behersker millioner og atter millioner af hestekræfter fra selve naturens store kraftforråd og kan lade disse kræfter arbejde for sig, lader dem føre sig hen over land og hav, ja, endog ud på månerejser, samtidig kan være så uintellektuelle, ja så langt borte fra den beregnede, virkelige menneskelige og drabsfri, vegetariske kosternæring, at det ligefrem er en urokkelig nydelse for dem at svælge i andre levende væseners organismedele, såsom muskler, lever, nyrer, hjerter, kirtler, fedt og tarme? Endvidere er det en meget udbredt hobby at gå på lystjagt og lystfiskeri. Tænk at myrde og dræbe levende væsener bare for morskab, bare for tidsfordriv og samtidig æde den føde, der er beregnet for hyæner, løver, tigre, hunde, katte, ørne, høge og gribbe m.fl. - Det er rigtigt, at det moderne, i teknisk og kemisk og andre fremragende videnskaber allerede langt fremskredne intellektuelle menneske, har et område i sin mentalitet, der endnu kun står på vikingestadiet eller det primitive naturmenneskes kostprincip. Den eneste forskel på kulturmenneskets og naturmenneskets kostområde er kun denne, at kulturmennesket i kraft af sin fremskredne intellektuelle udvikling kan servere den animalske eller dyriske føde på en højere kultiveret måde. Det kan i bedste tilfælde servere de døde kødprodukter på fine guld- og sølvtallerkener og fine porcelænsfade og krystalskåle og anvende knive og gafler af fineste kvalitet til brug ved deres måltider. Ved denne fine kultiverede spisemåde afviger de fra naturmennesket, der må klare sine døde kødprodukter med en flintekniv og ellers bruge sine kødelige fingre som gafler. Her ser vi forskellen på naturmenneskets og kulturmenneskets udvikling. Men selve maden eller føden er den samme. Begge parter spiser parteringer af de døde dyrs organismer i stegt, kogt eller i rå tilstand. Den store part af den jordiske menneskehed er således på dens kostområde endnu på de kødædende dyrs stadium, selv om den på andre områder er langt fremme i udviklingen hen imod det færdige menneske i "Guds billede efter hans lignelse". Da menneskehedens kostområde mere er et udviklingsspørgsmål end et viljespørgsmål, kan man ikke bebrejde den dens animalske kosttilstand Det nederste trin på symbolet er altså selve kødkostens hjemstavn. Her er den en naturlig føde for den store part af væsener. At den giver mange lidelser og sygdomme er selvfølgeligt. Alle manifestationer, der befordrer mord, drab og lidelser, vil absolut før eller senere komme tilbage til sit ophav og give ham en tilsvarende mørk skæbne eller karma. Derfor er dyreriget, hvor det ufærdige menneske endnu hører til, en lidelseszone, der kulminerer i krig og lidelser. Men da mørkets oplevelse er en urokkelig betingelse, for at væsenet kan komme til kendskabet til 90

16 kærligheden og dermed blive til mennesket i "Guds billede efter hans lignelse", er mørket således absolut ikke mørke kosmisk set eller i absolut forstand. Uden oplevelse af mørket ville væsenet således aldrig nogen sinde kunne blive til menneske, ja ikke engang til et levende væsen. Men når mørket således er et uundværligt led i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse, er det jo et urokkeligt gode, selv om det er et ubehageligt gode. Derfor har vi til højre på symbolets nederste trin symboliseret dyrerigets kødernæring som en orangefarvet sol. Orangefarven symboliserer jo i vor symbolik det dræbende princip. Men det dræbende princip danner et helt tilværelsesplan, i hvilket væsenerne lærer at kende forskel på godt og ondt. Dette mørkets plan er således lysende Den vegetariske kost, hvilket vil sige den, der består af blade, rødder og stilke plus det rene frugtkød, er denne den absolut begyndende naturlige kost for den endnu ufærdige menneskelige organisme og dens fordøj elsesorganer. Men den kan godt i nogen grad være besværlig for fordøjelsen. Men menneskene har fundet på at koge og stege stofferne, ligesom de fandt på at koge kødet eller den animalske kqst. Derved blev produkterne lettere at fordøje. I grove plantestoffer: rødder, blade og stilke og kerner er der også stof, som ikke hører til de røde livsenheder. Disse stoffer har kun instinktliv og kan ikke opleve smerte eller lidelse. Disse stoffer kommer også ud som afføring efter fordøjelsen. - Men mennesket udvikler sig videre og videre. Og den grove vegetariske føde bliver da for tung og unaturlig føde for mennesket, alt eftersom det udvikler sig opefter i humanitetens eller alkærlighedens væremåde. I denne væremådes fysiske sfærer, hvilket vil sige: det rigtige eller færdige menneskerige, er det kun det modne frugtkød omkring kernen, der udgør den normale føde, symboliseret ved de blå siksaklinier på symbolet. At spise dette rene frugtkød skaber hverken drab eller mord. Det består udelukkende af de røde livsenheder med kraftauraen, der direkte kan inkarnere i væsenets fysiske organismes materie og som næring forny denne. Da de røde partikler eller livsenheder i frugtkødet ikke er omgivet af de fysisk udviklede gule eller grønne livsenheder, skal det spiselige rene frugtkød hverken koges eller steges. Det skal spises i sin naturlige modne tilstand. Skindet eller beskyttelsesmateriens livsenheder, som frugtkødet er omgivet af, har kun instinktliv og har derfor ikke noget vågent dagsbevidst liv på det fysiske plan, således som de grønne og gule animalske livsenheder. Der behøves derfor heller ingen som helst form for dræbende fordøjelse, således som tilfældet er med den animalske ernæring. Det udviklede menneske, hvis næring udelukkende er det rene spiselige frugtkød, er således helt fri for den dræbende fordøjelsesproces, som dets fordøjelse af sin tidligere animalske ernæring måtte udgøre. Dets maveorgan og dets fordøjelsesproces er nu kun en meget lille drabsfri proces, der automatisk skiller skindet eller beskyttelsesmaterien ud fra selve frugtkødet, der derved udløser sin åndelige kraft, der inkarnerer som næring i væsenets organismematerie og fornyer denne. Når menneskeheden når denne udvikling i hvilken den udelukkende kun nyder frugtkød som ernæring, vil al den i dag så stærkt dyrkede "madlavning" for- 91

17 svinde. Frugtkødet skal som før nævnt hverken koges eller steges, men er af naturen helt færdig til brug. Det skal spises, som det er. Det skal ikke blandes med andre materier, men hver art for sig spises som de i deres modne tilstand er fra naturens hånd. De mange sammenblandinger af ernæringsstoffer, såvel vegetariske som animalske, der finder sted i dag i den moderne madlavning, forekommer absolut ikke i det færdige menneskerige, hvor alle er frugtkødsspisere i renkultur Denne, for det færdige menneske naturlige føde, vil få alle ernæringssygdomme til at forsvinde. Og menneskene vil derved komme til at befinde sig i en meget normal og sund tilstand. De vil være tynde og slanke og kun have den vægt, der er normal og naturlig. Hospitaler og sygehuse vil også være forsvundet i en sådan drabsfri verden i renkultur, og især da man også på andre felter i dagliglivet har udviklet sig til fuldkommenhed. Og menneskene oplever således her det begyndende rigtige menneskerige. Det er symboliseret på symbolet som det helt gule trin. Den blå siksaklinie her udtrykker at trinet er det rene frugtkøds område, der udgør det færdige menneskes ernæringsområde. Den helt lysegule sol til højre på dette trin symboliserer dets område som det totalt fuldkomne kostprincips område. Her er hjemstedet for de kosmisk, færdige mennesker i Guds billede, men disse er dog endnu her i nogen grad knyttet til det fysiske plan. Her er kosten udelukkende det ædleste frugtkød omkring kernen, blandet med lufternæring. Her nydes ikke grov vegetarisk kost, hverken blade, rødder eller stilke. Væsenerne begynder her at være aspiranter til materialisations- og dematerialisationsmetoden i stedet for fysisk fødsel og død. Væsenerne begynder selv at kunne bestemme deres ophold både i den fysiske og åndelige verden. Vi er her i det rigtige menneskerige i dets fysiske form Det næste store trin, markeret ved den grønne farve, symboliserer visdomsriget eller intelligensriget, ligesom det overliggende trin, markeret ved den blå farve, symboliserer den guddommelige verden eller intuitionsriget. I disse superkosmiske tilværelsesplaner eksisterer ingen kostproblemer. Væsenerne her er fri af fysisk materie, fri af reinkarnationen eller genfødslen. Disse tilværelsesplaner udgør den fortsatte manifestation af det totalt fuldkomne menneskerige i Guds billede efter hans lignelse eller et altoverstrålende, højkosmisk himmeriges rige Figuren for oven i det venstre hjørne af symbolet symboliserer det ufærdige menneskes forhold til de tre skildrede kostområder. Trekanten symboliserer som bekendt væsenets jeg. Det runde violette område omkring trekanten eller jeget udtrykker væsenets overbevidsthed. Det runde område udenom overbevidstheden symboliserer væsenets fysiske legeme i menneskets tre kostområder. I det store brogede område med de gule, grønne og røde livsenheder symboliseres det kødædende væsens fordøjelsesproces. Vi ser på symbolet, hvorledes de gule og grønne livs-enheder forvrænges, det skal symbolisere deres død eller undergang ved at blive optaget som føde i en organisme. Ved denne drabsproces bliver de røde livsenheder som tidligere nævnt, frigjort og med deres kraftaura og åndelige tilstand 92

18 kan de nu ved denne frigørelse inkarnere i kødspiserens organismematerie som næring og afføder dermed fornyelse eller vedligeholdelse af samme materie. Fra den her symboliserede animalske fordøjelsesproces fører en punkteret linie ned til det nederste store trin, markeret ved orangefarven. Dette trin symboliserer den animalske fødes hjemstavn, hvilket vil sige dyreriget, der jo er hjemstedet for alle kødædende væsener Den næste punkterede linie symboliserer forbindelsen mellem det ufærdige menneske og den vegetariske blandingskost bestående af blade, rødder og stilke, der har hjemsted, dels i dyreriget og dels i menneskeriget og er symboliseret i form af det næstnederste store trin på symbolet. Vi ser, at denne fordøjelse har intet drab, da der ikke forekommer gule eller grønne livsenheder i plantematerien. Men da den ikke er den endelige fuldkomne føde for det færdige menneske, selv om den er drabsfri, har vi symboliseret dette ved den mørkegule sol på trinet. Ligeledes har vi markeret dettes fordøjelse med samme mørkegule farve på symbolet oppe i venstre hjørne Ligeledes viser den øverste punkterede linie forbindelsen til det tredje store trin, der er hjemstedet for den vegetariske fødes område af det rene frugtkød, altså den højeste og mest guddommelige føde, der findes. Dette er symboliseret ved den helt lysegule sol på dette trin, der samtidigt symboliserer det rigtige eller færdige menneskerige. Fordøjelse af det rene frugtkød er ligeledes symboliseret ved det lysegule felt på symbolet over livsenheden eller væsenet, der er symboliseret oppe i symbolets venstre hjørne. Vi ser således her, hvorledes væsenerne forvandles fra rovdyrstadiet til det færdige drabsfri menneske i Guds billede efter hans lignelse. Symbolet over livsenheden oppe i hjørnet viser os hvilken kolossal forskel, der forekommer i menneskets kostmetode, når det nyder den vegetariske føde, og når det nyder den animalske føde. Da de animalske livsenheder må dræbes ved den animalske fødes optagelse som næring i et levende væsens organisme, kan det ikke frakendes, at den animalske føde gør sine nydere eller spisere til mordere eller dræbere. At denne kost derfor absolut kun kan være for de mest primitive og uudviklede væsener i livet og ikke for mennesket, der aspirerer til at blive i Guds billede efter hans lignelse, ved netop at udvikle sig til at elske sin næste, som det elsker sig selv, er her en åbenlys kendsgerning. Men det kan heller ikke frakendes, at de tre kostområder hver for sig er en livsbetingelse i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Hvordan skulle væsenerne få kendskab til den allerhøjeste visdom og alkærlighed, hvis de ikke netop fik oplevet til fuldkommenhed alkærlighedens og visdommens kontraster? - Hvordan skulle de kunne komme til at opleve dette guddommelige højeste lys, hvis de ikke fik adgang til at vandre i og gennemleve mørket? - Og hvordan skulle menneskene kunne komme til at opleve mørket og derved komme til at kende lyset, hvis ikke de i form af nydelsen af kundskabens træ, hvilket vil sige: altså det daglige livs oplevelse af ondt og godt, blev indviet i, hvad der er ondt, og hvad der er godt, og dermed blev eksperter i kendskabet til alkærligheden 95

19 og dens indhold af den højeste visdom? - Hvordan skulle de ellers blive ét med Gud og være hans udtrykte billede eller altoverstrålende manifestation. Vejen til lyset er kærligheden til næsten, og alt i Guds skabelsesplan stemmer således med det evige ord: "Alt er såre godt", 96