Drenge spiller kugler

Transkript

1 Drenge spiller kugler Henning Ipsen I parken er der en sti, som er ganske plan og fast, lige så jævn som en tennisbane. Den fandt drengene en dag ganske tilfældigt, og med deres sikre, hurtige drengeøjne så de straks mulighederne for at spille kugler netop der. De målte banen op, hullet til kuglerne lavede de glat og med skrå vægge. Det kunne ikke laves bedre, kuglerne ville smutte ned jævnt og glidende, og der var ingen løs jord i bunden af hullet. De havde så travlt med at ordne banen og hullet, at de ikke nåede at spille, men der var heller ingen af dem, der havde kugler med. Og desuden var det af stor betydning, at de fik banen bragt helt i orden, så den var noget ganske enestående, en bane, man aldrig havde set magen til før. Så kunne de spille næste dag. Der var ingen af drengene, der lagde mærke til den gamle mand, der sad på bænken og betragtede deres ivrige, omhyggelige arbejde. Han var en meget gammel mand med et stort, hvidt skæg, der voksede helt ned på brystet, og han støttede sig til to stokke, da han skulle gå, efter at drengene var løbet hjem. Det nederste af hans højre bukseben var tomt og hæftet op med en sikkerhedsnål. Hans øjne skinnede, da han humpede af sted. Der var noget i dem, som ligesom så længere end hen ad stien i parken. Det var som om han havde opdaget noget nyt, noget der var meget bedre end stien og parken. Da drengene kom den næste eftermiddag med deres poser og kugler, sad den gamle mand der allerede. Han nikkede til dem og mumlede en hilsen, men ingen lagde mærke til det. Drengene havde travlt med at komme hen og se, om hullet var i orden endnu. Det var det, fast og skråt, indbydende for kuglerne. Den gamle mand bøjede sig forover, støttet til sin ene stok med begge hænder, da drengene begyndte at spille. Hans øjne fulgte kuglernes lette trillen på den jævne bane. Han så, hvordan kuglerne efter hinanden med sikker hånd blev trillet ned i hullet. Kuglerne skiftede

2 ejermand, men ingen tabte eller vandt synderlig meget. Alle drengene var sikre på hånden. Da der engang kom et særlig fint kast, kunne han ikke tilbageholde en anerkendende bemærkning. Drengene så hastigt op på ham, kasteren rødmede lidt af glæde over værdsættelsen af kastet, og det hvide skæg nikkede hen til ham. Men ingen af drengene besvarede den gamle mands bemærkning, og han selv var tavs igen, sad blot og betragtede kuglernes rullen hen over jorden. Han sad, som ville han lære kunsten, at kaste kuglen rigtigt. Den tredje dag sad den gamle der igen på bænken. Drengene hilste på ham, da han nikkede til dem, nu kendte de ham, og vidste at han sad der. Han var meget glad, fordi de hilste på ham; han havde tænkt meget på deres kuglespil. Spillet var så enkelt en lille, hurtig bevægelse med hånden, og kuglen var i fart hen imod hullet. Og bagefter kom de mindre, men endnu behændigere skub til de kugler, der lå oven for hullet, for at bringe dem til det endelige mål. Drengene var så optaget af deres spil, at det gav et lille ryk i dem, da han pludselig fortalte dem, at han godt kunne lide at sidde og se dem spille kugler. De så spørgende op for at se, om han ville sige mere. Ja, I forstår det vel ikke rigtigt, I er så unge, men jeg er en gammel mand, jeg har set meget, mange slags leg, og jeg synes, det er godt at sidde her og se jer spille kugler. Måske I ikke kan se det selv, men det er sådan en enkel leg, og det er smukt. Jeg vil håbe, I kommer igen ofte for at spille kugler. Drengene forstod ikke, hvad den gamle mand mente, de fattede blot, at han ville være glad for at se dem spille kugler igen. Men de havde aftalt med de andre drenge, at de skulle lege Mac Arthur og atombombe den næste dag, og de kunne ikke svigte de andre. Det var også sjovere at lege krig. Men den gamles bønlige ord havde alligevel nået dem mere, end de selv var klar over, og næste dag var de på stien i parken igen. Og det var de også de næste dage, de var ikke ganske klar over, hvorfor de egentlig blev ved at komme, for det var ikke længere

3 så spændende at spille kugler den ene dag efter den anden. Den gamle snakkede med dem hver dag, han sagde mærkelige voksne ting til dem, som de ikke forstod, men hans skæg var så morsomt at se på, når han talte. Det vippede og vuggede, hver gang han bevægede munden. Og hans tomme bukseben. De havde snakket om det indbyrdes, men de kunne ikke finde nogen forklaring på, at benet var væk. Da der var gået et par dage, spurgte en af drengene den gamle, hvorfor han kun havde eet ben. Det gav et sæt i dem alle, da han spurgte, også i drengen selv, det pludselige spørgsmål overraskede dem. Men den gamle blev ikke forbavset over spørgsmålet, han smilte kun og sagde: Jeg vidste godt, at en af jer ville spørge om det. Det er mærkeligt for jer, at der er mennesker, der kun har eet ben. Men I ved også godt, at der er noget, der hedder krig. I kan godt lide at lege krig; men krig er ikke altid leg, det er ikke som at ligge her på alle fire og spille kugler, det er alvorligere og ikke så enkelt og slet ikke smukt. Nu var drengene blevet lidt dristigere, fordi han ikke var blevet fornærmet eller ked af, at de spurgte. Og nu spurgte de alle sammen: Har De da fået skudt benet af? Ja. Og jeg vil også gerne fortælle jer, hvordan det gik til. Jo, I vil gerne høre det. I kan lide at høre spændende historier, hvor der sker noget. Dette er ikke nogen spændende historie, men jeg skal fortælle jer den, og så skal I til gengæld lege videre, mens jeg fortæller. Drengene spillede igen, men mange gange gik legen i stå under fortællingen, og det var fuldstændig ligegyldigt, hvem der vandt, og hvem der tabte. Den gamle fortalte om en krig, der havde været, det var så mange år siden, at de lærte om den i skolen. Da var han ikke nogen gammel mand, og han havde et skæg, som ikke var hvidt, han var soldat og lå hele dagen i en skyttegrav sammen med sine kammerater. Af og til kom der en granat hen over skyttegraven, det skete, at en af hans venner blev ramt, nogle af dem døde. Men det var ingenting mod den dag,

4 ben. Måske ville han fortælle mere om krig de næste dage, for det var alligevel spændende, det han fortalte. Men den gamle mand med det store skæg og det tomme bukseben talte ikke mere om krig. Han ville blot sidde og se på drengenes spil, sidde og nyde den fine leg. Drengene kom stadig, men nu var al spændingen gået af spillet, det var ligefrem kedeligt, de gjorde det kun for at høre mere, og fordi, ja, det vidste de ikke. En dag var den gamle der ikke, og heller ikke den næste dag eller dagen efter. Først syntes de, det var mærkeligt, men senere begyndte de at føle en lettelse over, at de nu kunne holde op med at spille kugler. Dagen efter så de vognen holde foran hans hus. De stod ganske stille og så på den. Lidt efter kom mændene i sorte hatte bærende på den hvide kiste, de satte den tungt og med stor larm på vognen, og så rullede vognen af sted i jævn fart. Den gamle mand kom ikke til at se flere drenge spille kugler. Men drengene, drengene var fri nu, de kunne lege atombombe med de andre. De beda de fik ordre til at angribe. Den dag havde de ventet længe, og de havde været nervøse. I tænker jer nok, at soldater er modige folk, som stormer frem med fanen i midten, og en blæser på trompet. Men vi havde ingen fane, der var ingen trompet, og vi var bange, meget bange hele tiden. Vi løb frem, og der var en forfærdelig larm af kanoner og geværer. Vi kunne høre kuglerne, der kom forbi os, en af dem rev hul i min skulder, men vi løb bare videre frem. Mange af de andre faldt, det så ud, som om de snublede, men de fleste af dem døde. Og så pludselig lød der et brag meget højere end de andre, og der var noget, der ramte mig. Det gjorde ikke ondt, for jeg faldt om, jeg mærkede og hørte ikke mere, før jeg lå på hospitalet. Det var en granatsplint, der havde ramt mig på underbenet, og lægerne måtte sætte benet af ved knæet. Det gjorde meget ondt, og det blev det ved med længe. Siden den tid har jeg gået rundt med buksebenet sådan. Drengene sagde ikke så meget til at begynde med, men da de gik hjem, blev der snakket meget om krig, og om den gamle mands

5 høvede aldrig mere spille kugler på en sti i en park, selv om stien var aldrig så god. De kunne få fat i de andre med det samme og lege noget, der var spændende. Men de gjorde det ikke, de gik ind i parken på deres sti og satte sig ned på den gamle mands bænk og så på banen og hullet, sådan som han havde gjort det. Så rejste de sig op og spillede et enkelt spil, som gik trægt og trevent, der var ingen, der kunne ramme hullet. Så samlede de deres kugler sammen i poserne og gik langsomt hjemad. På vejen hjemad mødte de alle de andre drenge, som kom stormende med revolvere og rifler, råbende om de ikke ville med ud og lege krig. Åh, vi ved ikke rigtigt, svaret kom tøvende. Jo, kom nu, hent jeres bøsser og kom med. Og det tog ikke lang tid for den lille flok drenge at styrte hjem og hente deres udrustning og komme ned på gaden igen for at slutte sig til kammeraterne, for at komme i gang med noget, der var mere spændende end en gammel mand med hvidt skæg.