Grindsted Kirke. Søndag d. 16. november 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Grindsted Kirke. Søndag d. 16. november 2014 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Salmer."

Ingeborg Villadsen
8 år siden
Visninger:

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 16. november 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 22. søndag efter trinitatis, Matt. 18, tekstrække. Salmer. DDS 747 Lysets engel går med glans. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 658 Når jeg er træt og trist, når modet svigter DDS 678 Guds fred er glæden i dit sind. Altergang: Pigekoret synger. DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig? Tekstlæsninger. Es. 49,13-18; Ef. 4,30-32; Matt. 18,1-14.

2 2 Prædiken. Hvis jeg selv måtte vælge, hvilken tekst, jeg skulle prædike over, havde jeg næppe valgt den, jeg lige har læst højt. Det er en særdeles voldsom sag, der tenderer det usmagelige. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig. Det er temmelig klamt at se en udførelse af denne opfordring for sit indre blik. De makabre sproglige billeder, Jesus gør brug af, er dog med til at understrege alvoren i hans ærinde. Han ønsker naturligvis ikke, at man i virkeligheden skal lemlæste sig selv. Det ville hverken gavne ham eller nogen anden. Hans intension er at pege på en alvorlig problemstilling, nemlig den der opstår, når et menneske fratages troen. I den forbindelse taler han om børn. Børn er afhængige af beskyttelse. I sammenligning med dyreunger er menneskebørn enormt skrøbelige og udsatte. Mens mange dyreunger ret hurtigt lærer at bevæge sig, så de kan flygte, hvis der opstår en farefuld situation, går der typisk mellem et og halvandet år, inden et barn begynder at gå. I begyndelsen er det kluntet og usikkert; sidenhen bliver det noget mere effektivt. Den indledende mangel på bevægelsesmulighed gør, at småbørn er totalt afhængige af deres forældre. Når afhængigheden bliver besvaret med omsorg, opstår der en tillid fra barnet til forældrene. Barnet føler sig trygt i forældrenes nærvær. Det overgiver sig så betingelsesløst, at det kan sove dybt og afslappet i tillid til, at forældrene nok skal gribe ind og forsvare det, hvis noget uventet og farefuldt nærmer sig. Ligeledes har barnet tillid til, at dets behov bliver dækket, når det gør opmærksom på, at alt ikke er, som det bør være; når barnet er sultent eller bleen trænger til udskiftning. Når man tager barnets totale afhængighed af forældrene i betragtning, virker det lidt underligt, at Jesus kalder et lille barn til sig og udpeger det som noget særligt. Barnet

3 3 kan jo ikke fremvise nogle fortjenstfulde handlinger. Det kan bare stolpre afsted på usikre ben og putte jord eller andre interessante sager i munden som led i en nysgerrig udforskning af den verden, barnet skal leve sit liv i. Det er der virkelig ikke noget bemærkelsesværdigt i! Alligevel siger Jesus: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Jesus levner altså ingen tvivl om, at små børn er i besiddelse af noget, de voksne kan have mistet helt eller delvist. Det, børnene er i besiddelse af, er tillid; nemlig den, der får dem til at række armene op mod forældrene i vished om, at de ikke vil blive afvist. En lignende tillid gør sig gældende i troen. I den rækker man også sine arme op ikke mod forældrene men mod den himmelske far; mod Gud. Børnene kan inspirere os andre til at nære den nødvendige tillid; den tillid, der tager form af troen på, at Gud er til for os på samme måde, som forældre er til for deres børn. Det kræver ganske vist, at man slipper sin forestilling om, at man som voksen kan det hele; en forestilling, der let sniger sig ind og bemægtiger sig os, når alting bare kører derudaf. Hvor behagelig en sådan forestilling end må være, er vi ikke herrer over vore egne liv. Vi kan ikke planlægge alt. Vi har ikke styr på fremtiden, men må erkende, at nogle hændelser går på tværs af vore ønsker og vilje, uden at vi kan stille noget som helst op. En sådan indsigt fører en ydmyghed med sig. Vi bliver bevidste om, at vi er underlagt andre magter; gode som onde. Men i denne ubehagelige erkendelse kan troen forvisse os om, at den gode magt Guds magt kæmper vores sag. Troen beroliger os med, at Gud også kæmper for os, når det ser allersortest ud. At han ikke glemmer os er netop, hvad den gammeltestamentlige profet, Esajas, udtrykker sin tillid til i den tekst, vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Her sammenligner han Gud med en mor, der gør alt for at forsvare sit barn. Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?, spørger profeten retorisk og svarer beroligende: Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.

4 4 I de tilfælde, hvor vi - i modsætning til Esajas - ikke formår at sætte vores lid til, at Gud er nærværende, når vi er ulykkelige, kan det let hænde, at vi tror os forladt. Når det sker, kan vi enten gøre som barnet i supermarkedet, der pludselig ikke kan finde sine forældre, nemlig skrige i vilden sky. Eller også kan vi tale os selv bort fra panikken og pålægge os at finde en løsning. Problemet er bare, at jo mere vi insisterer på selv at skulle løse problemerne, desto sværere kan det blive. Da står vi alene overfor en uforståelig magt af bristede drømme; en magt, der presser livsglæden og håbet ud af os; en magt, der truer med at gøre det hele meningsløst, fordi vi ikke selv kan få øje på meningen. Vender vi os derimod tillidsfuldt mod Gud, og som et lille barn rækker armene op mod ham i troen på, at han vil tage hånd om os, hvor galt det end går så kan vi igen øjne glæden og håbet. Tilliden til Gud fører os ikke tilbage til den tilstand, hvor vi tror, at vi selv kan og skal magte det hele, men den giver os mod på at leve et tillidsfuldt liv i taknemmelighed over de glæder, vi får på trods af de bristede drømme. Derved afsløres det, at den tillidsfulde tro er en gave af uvurderlig værdi. At troen er uvurderlig var Jesus klar over. Det er faktisk derfor, at han nærmer sig det morbide med sin tale om afhuggede hænder og fødder, for ikke at tale om udrevne øjne. Han er vred og vreden får ham til at skælde og smælde. Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb, siger han, optændt af raseri. Han er som en far, hvis børn befinder sig i en farlig situation. Han iler dem til hjælp, mens han brøler aggressivt for at holde truslen på afstand. Truslen er den opgivende fortvivlelse, der slår den tillidsfulde tro ihjel. Fortvivlelsen er Guds og menneskets fjende. Derfor advarer Jesus imod at tage troen fra andre. Gør man det alligevel, fratager man dem også håbet; nemlig håbet om Guds kærlighed. Men uden tro, håb og kærlighed bliver livet langt mere fattigt end ellers; langt mere

5 5 fokuseret på sorg og ulykke; langt mere optaget af meningsløsheden; langt mere trist og opgivende. Det er ikke, hvad Gud ønsker. Derfor griber han til rasende advarsler om, hvad der vil ske den, der tager troen fra et andet menneske. Ham vil det gå værre, end hvis han blev smidt i havet med en møllesten bundet om halsen. Da Jesus har raset ud, skynder han sig at føje en ekstra dimension til problematikken. Det er jo ikke meningen, at han vil skræmme nogen bort tværtimod. Selv børn kan blive bange, når mor eller far råber og skriger eller måske ligefrem slår og sparker for at beskytte det dyrebareste, de har. Da er det nødvendigt at trøste børnene, når truslen er nedkæmpet og faren drevet over. Jesus trøster os med den lille lignelse om det fortabte får. Han sammenligner Gud med en landmand, der har hundrede får. Hvert dyr har kolossal værdi for ham; langt større værdi, end det kan indbringe ham i salg. Det skyldes naturligvis, at fårene skal sammenlignes med mennesker; ikke fordi vi minder om får, hvis intelligens ikke ligefrem tynger dem, men fordi vi er elsket af Gud, selvom vi - i sammenligning med ham - kun er, som får er i sammenligning med os. I kraft af at Gud holder af os, bliver landmanden fortvivlet, da det ene af hans får forvilder sig bort fra flokken. Derfor giver han sig straks til at lede efter det. Han er som en far, der panisk søger efter sit forsvundne barn. Det vil gøre usigelig ondt, hvis det ikke bliver fundet igen. Derfor er lettelsen og glæden enorm, når den bortkomne barnet eller fåret bliver fundet igen. Forholdet mellem forældrene og barnet er ført igennem hele søndagens tekst. Jesus begynder mildt med at kalde det lille barn til sig og understrege dets fortrin, fordi det tillidsfuldt hengiver sig til sine forældre; en tillid, der er sammenlignelig med troen på Gud, der ses som en himmelsk far, som vil sine menneskebørn det bedste. Derefter lader Jesus sig gribe af den panik og fortvivlelse, der fylder forældre, som pludselig

6 6 ikke kan finde deres barn. Mangfoldige tanker om de værste ting, der kan være sket, suser igennem deres hoveder. Ligeledes bliver Gud fortvivlet på det menneskes vegne, der forvilder sig bort fra ham og tror, at det skal bære hele tilværelsen på sine egne skuldre og derfor skabe mening, hvor meningen ikke er til at få øje på. Frustrationen over at nogle mennesker lider under denne vrangforestilling får Jesus til at skumme af raseri og true med alverdens ulykker, hvis man tager den tillidsfulde tro fra et andet menneske. Men da Jesus igen er faldet ned, slutter han med den lille lignelse om, at Gud ikke forkaster den, der forkaster ham, men lykkelig tager imod den, der vender tilbage. Selvom teksten altså umiddelbart er så barsk, at man fristes til at springe den over, understreger den dybden af Guds kærlighed; og den er det altid godt at blive gjort opmærksom på. Guds kærlighed er nemlig den, der kan rejse sig med enorm styrke for at forsvare os. Samtidig kan den møde os med betingelsesløs tilgivelse og en omsorg, der rækker helt ind i evigheden. Amen.

Relaterede dokumenter

22. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 16. november 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/434/574/382//379/439/674/266

1 22. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 16. november 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/434/574/382//379/439/674/266 Åbningshilsen Efter gudstjenesten har fire i menigheden forberedt kirkefrokost til