Samtalen fortsætter en grønbog

Transkript

1 Samtalen fortsætter en grønbog

2 Arrangører Sponsorer og samarbejdspartnere Dronningens Erindringsmøntmidler Mors i Billedet Kulturmødet samtalen fortsætter Kulturmødet november 2013 Redaktionskomite: Niels Otto Degn Claus Svenstrup Redigering og manuskript: Evanthore Vestergaard Øvrige bidragydere: Line Svenstrup Berger Simon Cens Jensen Fotos: Lars Dahl Layout: Frederik Stoltze Tryk: TypoGraphic A/S Fotos og citater kan anvendes frit i forbindelse med omtale af Kulturmødet og ved kildeangivelse og kreditering af fotograf Lars Dahl Kulturmødet samtalen fortsætter er udgivet som e-bog hos SAXO.com. Bogen kan endvidere købes ved henvendelse til info@kulturmoedet.dk. Pris 30 kr.

3 Indhold Om denne bog side 3 Kulturmødet videre til 2014 side 5 10 anbefalinger fra Kulturmødet side 7 Kulturmødet Samtale side 9 Problemer Udfordringer side 37 Ris og ros til Kulturmødet side 40 Kulturmødet Oplevelse side 43 Kulturmødet 2014 Optakt side 46 Bag Kulturmødet side 46 Om denne bog Grønbøger og hvidbøger er høringsdokumenter. Der uarbejdes flest grønbøger, og de er mindre omfangsrige end hvidbøger. Grønbøger fungerer som diskussionsgrundlag og analyserer det pågældende område med henblik på at starte en høring om emnet. Sådan definérer EU begrebet grønbog. Og det passer lige ind i Kulturmødets idé. Kulturmødet er nemlig ikke blot en diskussionsklub for feinschmekere, men et folkeligt, demokratisk projekt, der skal holde kulturdebatten i live og kvalificere den overalt og altid. Kulturmødet kan på den måde sammenlignes med de olympiske lege. Olympiaden er tiden mellem legene, medens de olympiske lege er kulminationen. Tiden mellem kulturmøderne er mindst lige så vigtig som de 48 timer i august, hvor vi mødes til samtale og oplevelse på Mors. I mellemtiden mødes vi på de sociale medier. Kulturmødet lægger hus til samtalen på Facebook og Twitter - og til oplevelsen på Youtube og Instagram. - Bland dig ad disse veje. I mellemtiden mødes vi også i virkeligheden. Kulturmødet lægger op til et stort program, vi kalder Kulturmødet Optakt - med samtale-fora rundt om i landet, undervisningsmateriale til skoler og gymnasier, vejledninger til højskoler, biblioteker og meget mere (se herom senere). Den bog, du læser nu, er en del af Optakt-materialet. En vigtig del, fordi meningen er at føre samtalen fra Kulturmødet 2013 på Mors videre. De følgende sider er et koncentrat af Kulturmødet 2013 s syv samtaler. Redigeringen er sket på basis af videooptagelser fra Kulturmødet Samtale. Principperne har været følgende: det meget anekdotiske med mange eksterne referencer er udeladt med mindre det er stærkt relevant. Talesproget er ændret til delvist skriftsprog. Gentagelser, tomgang, ekskurser, proklamationer og helt irrelevante bemærkninger er udeladt. Formen af referatet er forskellig fra samtale til samtale. Hvis du vil opleve debattens ping-pong og mere redundans, så har du mulighed for det via denne QR-kode: Samtalen fortsætter 003

4 004 Kulturmødet 2013

5 Kulturmødet videre til til 24. august 2013 summede Nykøbing Mors af kunst og kultur. Morsø Kommune og Region Nordjylland havde inviteret hele Kultur-Danmark til historiens første Kulturmøde. En national begivenhed, der foregår lokalt. I 48 timer drøftede kunstnere, kulturfolk, erhvervs-folk og politikere aktuelle problemer i dansk kulturliv. Et stort publikum - både lokale, regionale og personer fra det øvrige Danmark - overværede debatterne, men var også flittige debattører fra salen. Debatterne var livlige, engagerede, fokuserede og blev kvalificeret af tre kompetente moderatorer. Kulturmødet sluttede ikke lørdag 24. august 2013 kl. 15. Samtalen fortsætter rundt om i landet i folkelige forsamlinger, på skoler, biblioteker, kulturelle organisationer m.v. Kulturmødet er en løbendesamtale. Kulturmødet er politisk i dén forstand, at det gerne skal føre til handling. De mange ord skal munde ud i konkrete idéer, som dansk kulturliv kan høste af og bruge. Denne grønbog er et bidrag til at komme videre - et oplæg til fortsat samtale. Vi håber, at den folkelige debat fortsætter. Vi håber, at dansk kulturliv tager imod de gode råd og de udfordringer, der findes i bogen - og som altså udsprang af Kulturmødet Og vi ser frem til at møde dansk kulturliv igen i Nykøbing Mors 21. til 23. august Lauge Larsen Borgmester Morsø Kommune Ulla Astman Regionsrådsformand Region Nordjylland Samtalen fortsætter 005

6 006 Kulturmødet 2013

7 10 anbefalinger fra Kulturmødet De fleste ved vist, hvor komplekst og mangfoldigt dansk kulturliv er. Og dermed kulturdebatten. Man kan naturligvis ikke komme hele vejen rundt og helt ned og op på 7 x 2 timer, ligesom et nok så kvalificeret panel af kulturaktører og kulturbrugere aldrig rigtigt kan indfange substansen i det, der kaldes dansk kulturliv. Men på Kulturmødet 2013 kom de 57 paneldeltagere og de ca i salen - og på Nettet - nu alligevel et godt stykke. Kulturmødet vover det ene øje og peger på nogle centrale elementer og synspunkter i debatten, som måske kan inspirere til yderligere debat og dermed varme op under Kulturmødet Anbefalingerne uddybes side 37. 1) Kunst og kultur skal tænkes ind bredt samfundsmæssigt, politisk og erhvervsmæssigt. Kunst og kultur skal ikke betragtes som flødeskum, men som rugbrød, som en nødvendighed for samfundet og det enkelte menneske. 2) Kunst og kultur skal betragtes som investerings-muligheder, ikke understøttelse. Det er forlængst anerkendt, at kunst og kultur kan betale sig. Med sin omsætning på 200 mia. kr. er kunst og kultur en væsentlig finansiel faktor i samfundsøkonomien. 3) Niveauet for den daglige kunst- og kulturdebat bør hæves. Man kunne passende se til lande som Frankrig og Tyskland, hvor økonomi udgør en mindre del af debatten og hvor kunsten som kunst har højere prioritet i den daglige debat. 4) Kunst og kultur bør tænkes ind i et stort dannelses-projekt, som rummer og rammer alle. Kunst og kultur er der ikke bare. Børn og unge skal præsenteres for kunst og kultur så tidligt som muligt og have mulighed for at udøve kunst. Alle skal have lige adgang til kulturelle og kunstneriske oplevelser og udførelser. 5) Kunstens og kulturens egen-værdi bør være et grundliggende samfunds-vilkår. Selvom kunst og kultur bør være et grundliggende samfundsmæssigt og grundliggende vilkår, har de særlige egenskaber, som skal respekteres og som ikke kan sammenlignes med andet. 6) Kunstneriske og kulturelle institutioner skal samarbejde mere - og mere bredt. Ikke blot sammen, men også sammen med erhvervsliv, andre offentlige og private institutioner og innovative instanser. Community Foundation bør tilpasses den danske virkelighed. Samtalen fortsætter 007

8 7) Der bør samarbejde mere og bedre lokalt om kunst og kultur. - både for at udnytte de økonomiske og de menneskelige ressourcer bedre. Kunst og kultur kan løfte lokalsamfundet og skabe både materiel og menneskelig merværdi og vækst på steder, der har behov for det. 8) Kunsten og kulturen skal i højere grad se sig selv som værende i verden - ikke tilskuer til den. Kunsten skal integrere sig i og med dagligdagen, samfundsinstitutionerne, politikkerne. Selvom kunstneren ikke kan tilpligtes egentlig politisk stillingtagen bør kunsten og kunstneren være engageret i omverdenen og levere løsningsmuligheder som alle andre. 9) Kunstnere og kulturelle institutioner skal rejse ud og udveksle, men Danmark bør også bruge ressourcer på i højere grad at tage verden ind. Det internationale samfund har brug for samarbejde, løsninger og initiativer i en tid, hvor meget truer. Ligesom Danmark som nation har et ansvar her, har dansk kunst og kultur særlige opgaver. 10) Kunsten skal ud af institutionerne - ud på torvet, hvor den befandt sig tidligere. Indtil for 200 år siden var det kunsten, der opsøgte mennesket. Det ændrede koncertsale, museer m.v. på. Kunsten skal igen være opsøgende og til stede i menneskers hverdag. 008 Kulturmødet 2013

9 Torsdag 22/ kl Hvor er kulturen? Og hvordan? Kulturmødet Samtale Resuméer af Kulturmødets 7 store debatter Hvilket kulturliv ønsker vi os? Samtalen handler om, hvordan de traditionelle kulturaktører og -institutioner kan forny sig, om hvordan nye aktører kan lukkes ind, om uddannelsers og forskningens betydning for kulturlivet, om at sikre talentudvikling og vækst, om at vælge eller fravælge det rabiate og radikale. Kort sagt: Hvor vil vi hen? Og er vi på (rette) vej? Moderator: Clement Kjersgaard Debattører: - Marianne Jelved, kulturminister - Ulla Astman, regionsrådsformand - Lauge Larsen, borgmester - Erik Bach, komponist - Gitta Malling, leder, Limfjordsteatret - Lone Dirckinck-Holmfeld, dekan Aalborg Universitet - Flemming Møller Mortensen, formand Folketingets Kulturudvalg - Alex Ahrendtsen, Folketingets Kulturudvalg - Marie Thams, kunstner og formand for Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK) Deltagerne bliver først spurgt, hvilket kunstværk, der senest har provokeret dem. Hermed tages afsæt til spørgsmålet: Skal kunst provokere for at være god? Og dermed få adgang til offentlig støtte. Næsten alle referérer til en udenlandsk kunst-oplevelse, nogle af dem dog med dansk islæt. Der er grundlæggende enighed blandt samtalens politikere om, at de slet ikke skal give sig af med at definere kunst, endsige god kunst. Politikernes opgave er at sikre rammer for kultur og kunst og så må producenter og brugere definere indholdet. Kunst-oplevelsen er en individuel sag. Der hersker en del usikkerhed om begreberne kunst og kultur, der bruges i flæng. En deltager mener, at kunst og kultur er bedst når den foregår i borgerens hjem og hjerte og giver som eksempel musikskoleeleven, der kommer hjem og spiller Mozart eller Kim Larsen og dermed lokker Samtalen fortsætter 009

10 familien med til koncert. En anden, at kunst bl.a. handler om relationer mellem mennesker, hvorfor kunst er vigtig. Et synspunkt er, at kunst kan være provokerende på en måde, så den sætter sig i erindringen. Det er en værdi, fordi den kan forbinde fortid og nutid og gøre, at vi kan skabe noget monumentalt - vel forstået sådan, at det kan sætte spor i fremtiden. Der er taget udgangspunkt i offentlig støtte, så samtalen kommer hurtigt ind på kroner og ører. En musikskoleelev får 800 kr. i offentligt tilskud om året. Der gives meget mere til eksperimenterende, provokerende kunst. Det skaber ubalance. Der bruges 280 mio. kr. årligt til kultureksport. De penge kunne i stedet bruges til kulturtilbud, der når ud i hjemmene. Tilskud til kunst og til dannelse af børn og unge skal ikke blandes sammen. Men lige som kunsten skal have rimelige vilkår, så skal alle de æstetiske fag have lige muligheder, og det arbejdes der på i forbindelse med den nye skolereform. Kunsten og dannelsen hænger sammen. Når børn skal præsenteres for kunst, skal der være kunstnere til at producere og præsentere den. Man skal ikke tage penge fra kunsten, for så kan den ikke udvikle sig. Måske bør vi have en kulturpolitik, der i højere grad er en dannelses-politik, end en understøttelses-politik...? At leve af kunst En stor del af samtalen kommer til at handle om kunstnerens levevilkår og livsløn. Kunstnere har en chokerende lav livsløn og det fjerner incitamentet for at holde fast i sin faglighed og udvikle sig. På den anden side findes der i systemet mange muligheder for at sammensætte en løn som kombination af skabende kunstner, formidler m.v. som gør, at kunst og kultur kommer ud i hvert eneste sogn i landet. Også et hav af foreninger medvirker til dette. Alligevel er der mange kunstnere, der går død i en masse bi-arbejde, der ikke har med kunst at gøre - eller løber sur i understøttelses-ordninger, der gør det umuligt at koncentrere sig om det kunstneriske. Kunne man forestille sig, at de første kr. en kunstner tjener, gøres skattefri? Det sker vist i Holland og Irland. Nej, svarer politikerne. Man kan ikke have særlige ordninger for enkelte faggrupper. Hvorfor skulle det ikke gælde for en sygeplejerske eller lærer? De er jo heller ikke garanteret livslang løn. Hvis der ikke er penge til en ordentlig livsløn til kunstnere, er det så ikke fordi der er for mange kunstnere? 010 Kulturmødet 2013

11 Sådan kan det ikke stilles op. Der er snarere for få kunstnere. Men i befolkningen hersker der en forestilling om, at man bliver kunstner fordi man ikke kan lade være. Sådan er det ikke. I hvert fald er der mange kunstnere, der opgiver, fordi de netop ikke kan leve af det. På den anden side uddannes der mange kunstnere, men ikke for mange. Det at blive kunstner er et frit valg. Det er et liberalt erhverv, hvor man selv bestemmer hvilken uddannelse og hvilket job, man vil have. Måske skal man mere se på kunst som en merkantil størrelse. Der er da også tendenser til at tale om kunst som investering, om kultureksport m.v. Men behandles kunst økonomisk set på lige fod med andre produkter? Salg af dansk litteratur i udlandet indbringer mio. kr. mere, end litteraturen støttes med. Og dansk film er én af de største eksport-succes er gennem de seneste årtier. Men overskudene fra litteratur og film går i alle andre lommer, end kunstnernes. Politikerne pointerer igen, at der findes mange gode støtteordninger og at dansk kulturpolitik er bredt funderet i folketinget og det skal vi være glade for. Kassetænkning ud - partnerskaber ind Det er svært at være kunst- og kulturadministrator i dag. Der tænkes for meget i kasser. Vi har ministerier for erhverv, sundhed, uddannelse, kultur etc. Hvorfor ikke droppe alle disse kasser og tænke det hele mere sammen? Kultur og kunst bør være overalt. Man kan naturligvis ikke give alle områder lige mange penge, men man kan godt inspirere til at tænke kunstnerisk og kulturelt rundt omkring. Selve den kunstneriske måde at tænke på kan bruges i mange sammenhænge. Kunst bruges nu mange steder. Et eksempel er hospitalerne, der formelig bugner af kunst på gangene. Men man kunne godt inspirere til, at kunst kommer mere ud på arbejdspladserne, men man kan ikke bestemme, at sådan noget skal ske. En mulighed er partnerskaber, som vinder meget frem. Umiddelbart er partnerskabet mellem erhvervsliv og kunst ved at være dagligdag, ligesom partnerskab mellem kunst og offentlige institutioner har været det i mange år. Partnerskab mellem kunst og skole er ved at udvikles ligesom partnerskab mellem kunst og uddannelse er på vej. Kunst kan bruges mange steder. Inden for de produkter, der baserer sig på oplevelsesdesign er kunst en god mulighed. Og partnerskab mellem kunst og videnskab kan give gode resultater. Samtalen fortsætter 011

12 Kunst handler også om processer, nye måder at betragte tingene på og alternative løsningsmuligheder. Også kunst og sundhed som partnerskab rummer mulighed. Der findes mange kunst-terapier, f.eks. inden for musik, der peger på helende processer, som kan være effektive. Det er meget vigtigt for denne partnerskab-tænkning, at kunsten får den plads, den skal bruge. At man hele tiden har kunsten som kunst som udgangspunkt, når kunst indgår partnerskaber. Hvis kunsten bøjes eller underlægger sig, mister den sin effekt. Dette er et koncentreret, redigeret referat af samtalen Hvor er kulturen? Og hvordan?. Der blev sagt meget mere og talt om meget andet. Torsdag 22/ kl Hvem skal nu betale? Oplev hele samtalen via Vi kommer ikke uden om penge. De store fonde er afgørende aktører i dansk kulturliv - ligesom det offentlige. Store virksomheder kommer mere på banen. Har de et særligt ansvar for kunsten og kulturen? Og hvad sker der, når man tænker kunst og kultur kommercielt? Hvad med den enkelte kulturbruger - skal vi i højere grad selv betale gildet? Moderator: Christian Have Debattører: - Carsten Holst, leder af den Vestdanske Filmpulje - Christian Stadil, innovator og virksomhedsejer - Lars Enevold Pedersen, direktør og formand for OplevVækst - Michael Metz Mørch, bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen og Utzon Center A/S - Ole B. Sørensen, udvalgsformand Region Nordjylland - Preben Stæhr, virksomhedsejer og initiativtager til KulturInvest Himmerland - Steffen Nørgaard, direktør for Spar Nord Fonden - Søren Kaare-Andersen, direktør for Bikubenfonden - Walther Mikkelsen, kulturudvalgsformand og Kulturaftale Nordjylland. Præmissen er, at der ikke kommer flere penge fra det offentlige. Kan man forestille sig, at fonde og virksomheder ligefrem driver kulturelle institutioner? Søren Kaare-Andersen: Sagt lige ud: Hvis politikerne skærer på støtten, så gør vi også. 012 Kulturmødet 2013

13 Kaare-Andersen oplister herefter forskellige grader af involvering fra fondenes side. Fra det at give penge, over det at være med-innovator og til selv at tage initiativet. Man kan måske godt forestille sig, at en fond drev en institution, men det helt afgørende er kompetencer, så i givet fald skulle man altså hyre folk ind til det. Steffen Nørgaard er enig med Kaare-Andersen: Vi kommer ikke med flere penge, fordi politikerne skærer ned. Antallet af ansøgninger til fonden er 3-doblet de seneste tre år og det er bl.a. fordi det offentlige skærer ned. Kaare-Andersen introducerer begrebet katalytisk filantropi. Man tager en opgave på sig, og så udfører man den. Man vælger f.eks. at gøre noget for scenekunsten og så finder man på forskellige tiltag og finder nogle folk, der er gode til den slags og så går man i gang. Men det er jo ikke fondene, der laver kunst - de betaler! Adspurgt bekræfter Kaare-Andersen, at man gerne går ind i samarbejder med private virksomheder. Stadil: tænk nyt! Christian Stadil opfordrer til nytænkning. Man skal bort fra den gamle mæcén-tankegang. Når det f. eks. gælder drifts-virksomheder er støtte afhængig af at virksomheden tilføres en værdi. Et logo på plakaten er ikke nok. Man kan tilføre værdi på mange måder. Er det en design-virksomhed kan man måske bruge kunstnerne - eller kunstens rum. Stadil mener, at den offentlige støtte ikke tænkes op imod en overordnet vision for vores land. Man tænker heller ikke kulturstøtte op imod erhvervsliv. Kultur og erhverv er på mange måder det samme. Kulturlivet er en branche med medarbejdere, der omsætter for 200 mia. kr. Man kunne tænke meget mere kommercielt. Tænke mere overordnet på, hvor vi vil vokse, hvor vi skal hen osv. Alt dette bør tænkes mere ind, når man afgør, hvad der skal støttes. Hvis Stadil skal støtte vil han gerne se en samlet, overordnet plan for landets fremtid, men den eksisterer ikke, mener han. Man skal tænke kulturen som et redskab, en løftestang, mener han. Carsten Holst tager udgangspunkt i dansk films succeshistorie. Et godt eksempel på samarbejdet mellem offentlige og private midler. Men producenterne følger pengene, og det betyder at mange film optages i udlandet - i kunstens navn, ganske vist - men det var vel bedre at lægge pengene i Danmark med den brandingeffekt, omsætning osv. det giver. Film er en god investering. For hver krone, der gives, kommer der 3,90 kr. tilbage. Preben Stæhr er erhvervsmand par excellence, men har de senere år arbejdet meget med og støttet kunst. Hans råd til kunsten er at skabe merværdi, udvide markedet. Til gengæld kunne Samtalen fortsætter 013

14 mange, f.eks. ingeniører, der tænker ret firkantet og ikke særlig kreativt, få nytte af kunsten. De tænker ikke kunstnerisk, men de udgør et stort nyt marked for kunstnerne. Stæhr fortæller om et initiativ, hvor en snes erhvervsfolk én gang månedligt mødes kl. 7-9 om forskellige kunstoplevelser. Meningen er at flytte kunstnerens kreative hjernehalvdel over i erhvervsfolkenes firkantede hjernehalvdel - erhvervslivet skal få øjnene op for, hvad det kan bruge kunsten til. Kreative kommunikationsfolk formidler idéerne, mulighederne og resultaterne bredere ud. Region Nordjylland støtter foretagendet. Nørgaard minder om, at de firkantede hjerner også kan hjælpe de krøllede hjerner. At kunst også kan lære af erhvervslivet. Han har gode erfaringer med samspillet og samarbejdet og mener, at kunsten gerne må tænke en lille smule mere kommercielt. Sådan kan midlerne ofte udnyttes bedre. Michael Metz Mørch gør opmærksom på, at et sted at begynde er at bruge de penge, der er, på en mere bevidst måde. Alligevel påstår han, at det er let at finde flere penge. Vi skal ud af de kasser, både politikere, kunstnere og erhvervsfolk ofte tænker i. Brede kulturbegrebet ud og pege på nytteværdien af kunst for f.eks. sundhed, uddannelse og forskning. I de områder er der jo mange penge. Vi skal lære at tænke på tværs - det er i gråzonerne, pengene ligger. Det offentlige vil meget gerne arbejde sammen med private fonde og erhvervslivet, siger Ole B. Sørensen, men er lidt bekymret, når Stadil siger, at hvis det handler om større projekter, hvor virksomhederne skal ind i driften, skal der være overensstemmelse mellem virksomhedens værdigrundlag og det, der støttes. Lars Enevold Pedersen siger, at det er passé, at erhvervslivet giver penge til det kulturelle produktionsapparat og driften. Nu handler det om at støtte og rådgive om kompetenceopbygning, forretningsplaner, digitale kompetencer, eventudvikling, marketing m.v. Det er i tråd med fondenes ønsker. Kaare-Andersen fortæller, at man ikke ofrer mange minutter på en ansøger, der bare beskriver sit projekt og siger, at det vil han gerne lave. Man efterspørger, hvordan et projekt kan udvikles, hvordan der kan inddrages andre, skabe nyt, bidrage til en forandring i samfundet. Et andet vigtigt aspekt ved at støtte udvikling i stedet for drift er, at man vil have det offentlige til at forpligte sig på at følge op med drift. Sagen er, indføjer Sørensen, at regionerne lovgivningsmæssigt ikke må bidrage til drift, men alene udvikling. Og det gør vi meget gerne sammen med erhvervslivet. Det sker allerede. Stadil erindrer om, at man skal huske avantgarden i hele denne snak om drift. Avantgarden 014 Kulturmødet 2013

15 skal også betragtes som redskab, løftestang, grundforskning, som vi skal leve af på sigt. Dogme 95 er et godt eksempel fra filmens verden. Men det er statens opgave at sørge for dette område. Kulturel ansvarlighed Salen spørger, om man ikke kan forestille sig, at ligesom virksomheder arbejder med social ansvarlighed kunne man have en dagsorden om at sikre et godt kulturliv, en form for kulturel ansvarlighed, som har længere perspektiv, end at støtte en event eller udvikling. Kaare-Andersen bemærker, at hans fond faktisk bruger penge på f.eks. projekter for udsatte børn og unge, fordi man tror, at kultur kan være en social løftestang. Kultur kan meget mere, end vi tror. Og påpeger så lige, at der er lovgivnings- og skattemæssige grunde til, at man ikke kan støtte et projekt ud over fem år. Men at der faktisk findes fonde, der støtter drift. Mørch: I USA, som er foregangsland hvad angår privat støtte, etablerer man typisk en fond i forbindelse med nye projekter. En fond med mange penge, hvis afkast så kan sikre driften fremover. I USA har man også community foundations, hvor man samler lokale kræfter og midler om at udvikle kulturlivet. Det er ved at brede sig til Europa, f.eks. Italien, Polen og England. Jo større administrative enheder landene får, des vigtigere er det at udvikle og sikre den lokale kultur - også med globale perspektiver. Det kan man sagtens gøre i Danmark. Slå kræfter og penge sammen lokalt i en stor fond. Christian Have: Indtil nu har vi mest talt om markedsøkonomi i forhold til kunst og kultur. Men kan man ikke sige, at kunst og kultur er så basalt og vigtigt, at det simpelthen bare skal støttes? Mørch mener, at det er vigtigt både at støtte det almindelige kulturliv og avantgarden, grundforskningen. Politikerne sover lidt i timen, når de alene tager sig af at fordele penge og ikke samtidigt lægger op til en debat om, hvad der er det almindelige kulturliv og avantgarden og hvordan balancen mellem de to skal være. Sørensen synes nu nok, han som politiker markerer nogle holdninger, f.eks. har han lige siddet i et politisk forum, hvor man diskuterede succeskriterier i forhold til kunst og kultur. Men han vil ikke være med til en benhård prioritering. Hellere lægge nogle rammer ud, som kunstnere og kulturaktører så skal udfylde. Oplev hele debatten via Samtalen fortsætter 015

16 Fredag 23/ kl Hvor skal vi hen? Hvem skaber kunst og kultur, og hvem forvalter den? En samtale om kulturlivets rollebesætning, om at arbejde på tværs, om at tænke ud af boksen, om at udvikles sammen og hver for sig - og om at prioritere midler og kræfter. Moderator: Clement Kjersgaard Debattører: - Carsten Holst, leder af den Vestdanske Filmpulje - Flemming Møller Mortensen, formand Folketingets Kulturudvalg - Henrik Køhler, leder af Teatercentrum - Alex Ahrendtsen, medlem af Folketingets kulturudvalg - Jørgen Pontoppidan, kulturudvalgsformand - Jørgen Smidt-Jensen, formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd - Lasse Andersson, lektor Aalborg Universitet 016 Kulturmødet 2013

17 - Marie Thams, kunstner og formand for Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKU) - Ulla Tofte, direktør Golden Days og bestyrelsesmedlem for det Kgl. Teater - Ulla Astman, regionsrådsformand Samtalen handler først om nye samarbejdsmuligheder og nytænkning på tværs af institutioner, kunstarter m.v. I samtalens begyndelse opstilles en præmis, der handler om, at der er mindst tre lag i kulturlivet, der har forskellige vilkår og som agerer forskelligt på nytænkning. Dels de store, etablerede institutioner, der har ressourcer og kraft til f.eks. at indgå samarbejder med erhvervslivet, dels det store lag af mindre institutioner, der bliver lidt klemt af udviklingen og endelig den enkelte kunstner, som kan have vanskeligt ved at sno sig i en tid, hvor begrebet oplevelsesøkonomi trænger sig på. Oplevelsesøkonomi forstået som alt det, der bevæger sig uden om det enkelte kunstværk og som er med til at skabe vækst og derfor har interesse for erhvervslivet. Lasse Andersson mener, at man næsten skal være en Olafur Eliasson med en tegnestue og 80 ansatte for virkelig at kunne slå igennem i store samarbejdsprojekter. Én ting er at producere en masse flot kunst, men han har også et stort apparat omkring processen. Det er ikke realistisk at ret mange, der kommer ud fra Kunstakademiet kan den slags. For ikke at tale om alle de andre kunstarter. Ulla Tofte mener, at kunsten er for meget styret af de rammer, der er sat op, men som nu er ved at smuldre. Det er sjældent, at et kunstværks inderste mening bliver ødelagt af at blive sat ind i en anden ramme, f.eks. digitalt. Man skal ikke være så nervøs for rammen - indholdet skal nok flytte med. Jørgen Smidt-Jensen beretter om en anden udviklingsmulighed. 40 midtjyske museer har etableret sig med et firma, som skaber udviklings-samarbejder. Projekter, som små og mellemstore institutioner ikke kan klare, men som kan realiseres i fællesskab. F.eks. et selvbetjent, døgnåbent museum i Lemvig, som også erhvervsliv og det offentlige har været inde over. Tanken er ikke, at Midtjylland om nogle år har 10 museer i stedet for de nuværende 40, faktisk handler det om at bevare, men udnytte andelsbevægelsens idéer om i fællesskab at løfte opgaver, som den enkelte ikke kan. Andersson beretter om et vellykket samarbejde mellem en etableret institution, Aalborg Symfoniorkester, og en græsrod, kaldet Platform 4, der er gået sammen om at formidle musik på nye måder. Og har samlet hundredevis af unge til symfonikoncerter. Det handler ikke nødvendigvis om at centralisere, men om at finde nye samarbejdsformer og tænke vertikalt. Samtalen fortsætter 017

18 Flere på museer end til fodbold Smidt-Jensen: Museerne er en succeshistorie. 13 mio. besøger dem hvert år - det overgåes kun af bibliotekerne, men museerne har et dårligt image, som noget støvet, og det støv kan man f.eks. ryste af sig ved at indgå samarbejde med andre kunstformer, f.eks. teater. Vi skal passe på ikke at tale os selv ned - 13 mio. er næsten 10 gange så mange som der går til fodbold. Clement Kjersgaard: Men hvis man nu startede forfra. Altså ikke med udgangspunkt i det vi har, de gamle institutioner o.s.v. Ville man ikke få f.eks. et nyt digitalt museum, der var mere tidssvarende? Er der ikke risiko for at hvis man bruger for meget på at bevare eller udvikle det gamle, spærrer man for det nye? Tofte: De gamle institutioner har nogle fysiske rammer, som er svære at drifte, men som har store potentialer, hvis man kobler dem med nye innovationstanker. De gamle rum giver mulighed for at institutionerne kan rédefinere sig, ikke i forhold til sig selv, men til andre institutioner i kulturlivet, og samarbejde med ikke blot kulturinstitutioner, men erhvervsliv, universiteter etc. Andersson peger på nødvendigheden af at prioritere. Danmark har kun 5 mio. indbyggere - det svarer til Hamburg-området. Skal alle områder i Danmark have den samme variation af kulturudbud? Nej, der bør være nogle, der er så store, at folk søger til et område alene fordi det rummer et unikt kulturtilbud. Måske kunne vi også tiltrække folk helt udefra. Andersson tror, at den slags fyrtårne vil være vigtigere, end at spænde kulturen for erhvervslivets vogn og tro, at kunsten i sig selv kan skabe vækst. Kjersgaard: Thams, er vi på vej mod et samfund, hvor mennesker oplever kunst i den digitale verden frem for den virkelige? Thams: Folk er begge steder. Den digitale og den fysiske verden går hånd i hånd, hvis vi virkelig får det til at spille sammen. Smidt-Jensen: Kunst- og kulturoplevelsen er social. Det er ikke mange, der går alene i teatret, biografen eller på museum. Tofte: Nej, men vi taler altså om sociale medier. Unge sidder i teatret og fortæller samtidigt via facebook deres venner om oplevelsen. Der er ingen, der tror på det der med at sidde derhjemme alene og opleve kunsten via en gadget. 018 Kulturmødet 2013

19 Kunst er dialog - og rugbrød Henrik Køhler: Al kunst er i virkeligheden dialog. Vi skal hellere tale om kulturel kommunikation i stedet for kulturformidling. I teaterverdenen præsenterer vi nogle ting, som vi gerne vil i dialog om. Publikum er eksperterne, som stiller krav. Der tales om, at vi skal tænke mere vertikalt, men det er faktisk det, vi gør. Hele kunstverdenen er opbygget i hierakier, hvor vi værdisætter alt hierakisk og de nederste i hierakiet er dem, vi gerne vil i dialog med, nemlig publikum. Der bliver talt for meget om kunsten som flødeskummet, men kunsten er rugbrødet! Kunst skaber fortællinger i samfundet. Kunst er en basal forudsætning for at vi kan leve. Kjersgaard beder om politiker-reaktioner på debattens synspunkter. Jørgen Pontoppidan: Kunst og kultur er ikke flødeskum, men rugbrød, selvom man rundt om har en forestilling om, at robotstøvsugere går forud for kultur. Derfor er det skuffende, at der ikke kommer flere penge fra Staten. Kulturen er med til at understøtte det gode liv. Selvfølgelig skal vi ikke have det hele, men i Mariagerfjord Kommune vil vi ikke bare henvise borgerne til Aalborg og derfor har vi f.eks. vores eget teater. Selvom der er blevet sagt, at folk er zappere, skal der være tilbud til borgerne der hvor de bor og der skal være midler til at understøtte dem. Alting skal ikke centraliseres i fem hovedbyer. Der er flere teaterinte-resserede hos os efter vi har fået vores eget teater. Og det er et professionelt teater... Alex Ahrendtsen: Det er vigtigt at de store spillere samarbejder med de små, for det er hos de små, udviklingen sker. Vi får ikke bedre eller mere innovativ kunst, der rækker ud mod borgerne af at Staten kommer med flere penge. Noget andet er, at kulturens folk skal ikke være bange for markedet, for konkurrencen. Flemming Møller Mortensen: Det er jo præcis det vi gør. Det sker allerede. Og skaber synergi og udvikling og platforme for vækstlaget. Samarbejdet er der, men undertiden er der berøringsangst. Bjørn Nørgaard har sagt, at en kultur, der ikke er stor nok til at rumme sin modstander, dør. Hvis man ikke er stor nok i sin tanke til at tage dem ind, man ikke tror, man umiddelbart skal i dialog med, så bliver man meget fattigere. Ulla Astman: Det er vigtigt, at vi ikke betragter kunst som noget, vi skal dyrke i fritiden, men netop som rugbrød. At kunsten kommer ud, bl.a. på skolerne, men f.eks. også at få kunstnere ud i erhvervslivet, på virksomhederne og medvirke til innovation, ikke nødvendigvis til at skabe færdige kunstværker, men hjælpe til at sætte processer igang, og det er også en mulighed for mindre kunstnere. Andersson: Jeg kan ikke se kunst og kultur som de helt store drivere, når det gælder innovation i erhvervslivet. Man skal bruge kunsten til det, den er rigtig god til. Oplev hele debatten via Samtalen fortsætter 019

20 Fredag 23/ kl Elitært eller folkeligt Må kunst og kultur være elitær? Kan kunst overhovedet være andet? En samtale om, hvad vi kan bruge kunst og kultur til, hvem der skal bestemme hvad kvalitet er, hvordan vi undgår selvsving og rundhyl i kulturdebatten og formidlingen af kunst - og om kunst som énmands- og galmandsværk. Moderator: Adrian Hughes Debattører: - Anker Gemzøe, professor Aalborg Universitet - Henrik Køhler, leder af Teatercentrum - Jan Kvistborg, musikchef ved Aalborg Symfoniorkester - Jørgen Leth, filminstruktør og forfatter - Mogens Jensen, Folketingets Kulturudvalg - Morten Kirkskov, teaterdirektør - Pablo Llambías, forfatter og rektor for Forfatterskolen - Peter Westphael, teaterleder - Rebecca Matthews, direktør for Aarhus Thomas Blachman, musiker og tv-vært Det er en vanskelig kunst at diskutere elitært eller folkeligt. Især fordi de færreste ved, hvad de mener med ordene og naturligvis også, fordi det er meget lidt enighed om, hvad de betyder. Her vil blive refereret en del af samtalen til sidst, men først skal præsenteres et kunstværk, der måske er både elitært og folkeligt. Moderatoren indleder samtalen med at bede alle deltagere nævne et værk, der har gjort særligt indtryk på dem. Her skal ikke oplistes de værker, der blev nævnt, bortset fra ét, og som det vil ses er det uundgåeligt her at angive paneldeltagerens navn. Endvidere refereres to andre paneldeltagere (med navne), der findes relevante på dette sted. Blachman: Jeg er kunst Thomas Blachman: Jeg vil straks pege på mig selv som et værk. Jeg har aldrig kunnet skelne mellem det elitære og det folkelige og jeg er ikke kommet til en snobbet kongres for at stå her og namedroppe. Bare det at være et menneske og få lov til at ankomme som menneske og blive accepteret via en genklang med mennesker. Altså, det er da fantastisk som 5-årig at opleve Egon Olsen i Olsen-Banden. Han er sgu da kunst- 020 Kulturmødet 2013

21 ner. Han er æstetiker. Skide være med pengene, det er tyveriet, det handler om. Selvfølgelig skal det være til Elverhøj og inde på Det Kongelige og så er der middelmådigheden med de to tosser og kællingerne og alt det der. Men altså fra barns ben at føle sig som et menneske. Børn er for fanden da Gud. Se dem sidde der med deres arbejde, deres legetøj og kunne realisere det de vil på stedet og tale deres eget sprog, at være u-uddannet, have en ufaglært sandhed i sig og sidde der og bare kunne sanse. Der er ikke den form, ikke den duft, jeg ikke kan huske. Vi bruger flere penge på at afmontere den der kreativitet, det ville være langt billigere at skabe genier. Men hele den der tidlige bevægelse at blive menneske på... jeg tænker også på min ordblindhed - jeg peger på et enkelt værk senere, hvis du vil have det - min ordblindhed var forberedelsen til en dyb indre kontakt dengang i folkeskolen. Faktisk lærte jeg først at læse, da jeg fandt ud af at der var noget, der var værd at læse. Du finder ud af i din 800 hestekræfters motor af en krop, at du har en fornemmelse af noget, du finder ud af noget, du bygger på idéen, du realiserer en længsel i kødet i og med at du realiserer det pejlemærke. Og den realisering, det er en kunstnerisk proces, som findes inde i os alle sammen og det er fremtiden for vores lille land og for dette møde. Vi mangler så meget gode idéer i dette her land fordi vi dyrker en akademisk visionsløshed, hvor vi alle sammen skal rette ind og hvor vi alle skal citere alle andre, end en selv. Det kan barnet og det kan jeg, for jeg nægtede at blive voksen. Jeg havde ikke evnerne til at blive voksen, Gud ske tak og lov for den gave som ordblindheden var. Den gav mig kontakt til alt muligt, der ikke handlede om sprog og der blev jeg meget grebet af musikken og forstod musik på et meget konkret plan. Det startede altid med, at der var et andet menneske, der så mig, et menneske, der var passioneret, et menneske, der havde et kald eller en eller anden følelse. Mennesker, der som regel ikke havde nogle pædagogiske ressourcer, som var excentrikere og havde et passioneret forhold til musik, typisk ældre mænd, der havde hår på overkroppen og lignede hunde allesammen, vanvittige skabninger, der forstod, at agerer vi ikke vanvittige, leger vi ikke vanvittige, tror vi ikke på vanvittige idéer, så bliver vi vanvittige, men det er en helt anden snak. Leth i pagt med Djævelen? Jørgen Leth: Hvis jeg skal nævne et værk, der har gjort særlig stort indtryk, så kan det kun være Thomas Manns Dr. Faustus, som har været en rystende oplevelse for mig lige fra Samtalen fortsætter 021

22 jeg læste den for første gang og lige til jeg genlæste den, netop fordi jeg i en tv-udsendelse skulle besvare det samme spørgsmål. Den ramte nøjagtigt det samme. Jeg var rystet helt ned i fodsålerne af denne kunstner, der forskriver sin sjæl til djævelen for at opnå en særlig indsigt. Han laver en pagt med djævelen. Det er en gammel myte, som Mann gør nutidig og den er en skræmmende bog at læse. Der er nogle kræfter i den som, altså kunst kan have nogle voldsomme kræfter som gør indtryk på os, og den oplevelse jeg havde af Manns bog gav mig en forståelse af ting, som jeg havde mødt i andre sammenhænge, f.eks. min dyrkelse af jazz-genier, som ofte også havde indgået en djævle-pagt, havde forskrevet sig til narkotika, som mange af de store jazznavne gjorde. De ville opnå noget og de ville betale prisen, f.eks. at dø tidligt eller blive sindssyge. Første gang jeg læste bogen var jeg inde i et forløb, som var meget truende for min forstand. Jeg var i gang med nogle vilde film-projekter, hvor jeg dyrkede en over-sensibilitet og de kunstneriske idéer jeg havde var meget farlige og dumdristige og da jeg læste bogen forstod jeg, at det jeg var i gang med var at grave jorden væk under mig. Jeg havde en periode med voldsom angst. Den forfulgte mig i nogen tid, jeg måtte rejse væk. Manns Dr. Faustus hjalp mig til at forstå det ansvar, det er at være kunstner og det man tager på sig. Det lærte den bog mig mere om. Om den pris, der ligger i det kunstneriske arbejde i sidste ende. Llambias: præcision, please! Inde på Forfatterskolen er eleverne slet ikke optaget af den der diskussion om elitært eller folkeligt. En kunstner tænker jo ikke nu vil jeg skrive et elitært værk eller nu vil jeg skrive et folkeligt værk. De tænker det, som alle mennesker tænker på: hvad vil det sige, at noget er, som det er? Hvad vil det sige at være menneske? Der er mange måder at tale om det på. Og de fleste af os, når det skal gå lidt stærkt, så taler man meget generelt, f.eks. Det var en fed oplevelse, Det var et stort bjerg. Men problemet er, at det ikke siger noget om oplevelsen eller bjerget, men kun noget om, hvordan jeg havde det da jeg var i situationen. Den er en fattig sprogbrug, men jeg deler den med andre, og når jeg siger, at det var en fantastisk oplevelse, så tager andre mennesker den bare og tænker på en fantastisk oplevelse de har haft og placerer den der, hvor min er og så siger de Det kender vi godt. Men det siger stadig ikke noget om oplevelsen. Men det hele skal gå stærkt, jeg har ikke tid til at beskrive selve oplevelsen eller det der skete op til. Det er også sådan med sætningen I love You. Det er et referat af noget, der er gået forud, noget man har gjort med fingrene eller sådan, men det er et referat og man håber på, at den anden siger det samme. Det er utrolig fattigt, men 022 Kulturmødet 2013

23 vi gør det hele tiden, for det er hurtigt. Når vi skal tale præcision, så bliver vi nødt til at spørge hvordan så bjerget ud, hvordan var oplevelsen. En oplevelse består altid i, at nogen sagde noget, nogen gjorde noget, det er langt sværere. Og det er det, mine elever på forfatterskolen beskæftiger sig med - at gøre det, der er svært. Det er præcisionen. At kunne gengive følelsen, kærligheden alt, det der sker i kroppen, det kærlighed gør. Kærlighed er et utroligt smukt ord, men det er også et fattigt ord. Det handler om præcision og det er en kunst at være præcis. Elitært eller folkeligt? Denne skelnen er uaktuel for den skabende kunstner. Og det er som nævnt vanskeligt overhovedet at definere de to begreber. Måske kan man sige, at noget er folkeligt, når det når ud til rigtigt mange mennesker, f.eks. Jørgen Leths cykelreportager. Men er de kunst? Mogens Jensen: Når vi diskuterer støtte spørger vi: skal der være en særlig støtte til det elitære, så må det folkelige træde lidt i baggrunden og finansiere sig selv, men for mig skal kunststøtte bl.a. bruges til at støtte at få de spændende udtryk frem, som ikke umiddelbart kan klare sig på markedet. Men det er svært med den skelnen, for det kan være lige så svært at lave noget let forståeligt som er godt, som at lave noget mere kompliceret. Morten Kirkskov: Når man laver teater, tænker man ikke på den der skelnen, for det fører ingen steder hen. Det afgørende er formidling. At fortælle om hvad man laver og håbe at folk bliver engageret og får en interesse i selv litterære tekster og køber en billet og får en oplevelse. At man ikke kræver af folk, at nu spiller vi Ibsens Et dukkehjem så I kan sætte et kryds på jeres klassikerliste, nej vi siger, vi spiller en forestilling om en kvinde, der næsten er ved at slå sine børn ihjel, fordi hun får spat af ikke at føle lykke. Kender I noget til det? - Det handler om formidling. Peter Westphael: Det jeg synes er interessant er, at vi bliver ved med at italesætte det her med elitært eller folkeligt på en måde, som ekskluderer nogle på forhånd og det er et problem. Som om vi er sådan en elite, der ved meget mere end andre og det antager vi uden at have spurgt dem. På den måde får vi ikke inviteret nogle nye indenfor. Hvis vi som kunstnere tror, at kunst er rugbrød for samfundet, så bliver vi nødt til at være i tæt dialog med dem, der skal spise rugbrødet. Det kan ikke nytte noget at vi forbeholder os ret til at være smagsdommere eller dem der vurderer hvad der er rigtigt. Det må vi brede ud og gøre til en helt anden tænkning. Jeg tror, man har rigtig godt af at se noget lort engang imellem. Og der er mange der siger vi skal bestemt ikke præsentere vores børn for noget, der er dårligt for så får de ondt i maven. Nej, du skal skærpe din egen evne til at blive ekspert i at vurdere kunst og det skal vi andre så hjælpe til med. Oplev hele samtalen på Samtalen fortsætter 023

24 Fredag 23/ kl National kulturpolitik? Sidst Danmark fik en national kulturpolitik var i form af Brian Mikkelsens kultur-kanoner. Skal vi have en national kulturpolitik, eller trives visioner, drømme og planer bedst, når de vokser ud af lokalsamfundet? Moderator: Adrian Hughes Debattører: - Anne Grete Kamilles, kulturudvalgsformand, Næstved Kommune - Bernt Petersen, erhvervsmand og kulturiværksætter - Christian S. Nissen, selvstændig, foredragsholder og forfatter - Flemming Damgaard Larsen, Folketingets Kulturudvalg - Jan Jacobsen, Danske Musik- og Kulturskoleledere 024 Kulturmødet 2013

25 - Lars Toft Simonsen, kulturudvalgsformand, Albertslund Kommune - Per Erik Veng, presse- og kulturchef, ambassaderåd ved den danske ambassade i Berlin - Peter Westphael, teaterleder - Lea Løppenthin, forfatter - Trine Gregorius, journalist Sidst, Danmark fik noget, der lignede en national kulturpolitik var, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2004 lancerede sin kulturkanon. Kunne den bruges til noget? Lea Løppenthin var 18 år dengang og hun mener, at projektet virkede som et projekt fra 1800-tallet om national identitet og det interesserer hende ikke. Hun synes ikke, at nationalstaten som brand har nogen interesse. Tidligere i dag blev det sagt, at Danmark skal markere sig som en design-nation, så vi kan konkurrere med Kina. Jeg forstår ikke den tænkning, siger Løppenthin. Adrian Hughes anfører, at der måske er tænkt begrebet nytteværdi ind i idéen... Løppenthin: Hvis bare det var sådan, men dert er jo ikke nytteværdi. Det handler ikke om at få mad, tag over hovedet eller forvalte planeten, men alene om at skabe vækst. Det er helt abstrakt og har intet at gøre med, om folk lever og har det godt. Trine Gregorius: Kulturkanon er et skræmmende, gråhåret, velopdragent projekt. Forudsigeligt, harmløst og ubrugeligt. Hvis man siger kulturkanon til unge mennesker svarer de bøh. Der er ingen handleplan tilknyttet. Mikkelsen havde bare brug for en kulturpolitisk pandeforhøjelse. Berndt Petersen: Kulturkanon er en liste over, hvad en række eksperter på et givet tidspunkt mente var de vigtigste danske kunstværker. I dag ville den have set anderledes ud, om 10 år igen anderledes. Per Erik Veng, der var formand for Kulturkanon ens musikudvalg, fortæller om projektets baggrund og realisering og minder om, at det i grunden var et kulturarvs-projekt og ikke rummede en fremtids-dimension. Men andre vigtige dimensioner, f. eks. at det meste af den klassiske danske musik i 17- og 1800-tallet var båret af tyske indvandrere. På en måde blev Kulturkanonen indirekte et indlæg i den aktuelle politiske debat. Se nu fremad! Salen: Fred være med Kulturkanon en - skal vi ikke snart se fremad? Samtalen fortsætter 025

26 Veng: Altså, hvis ikke vi havde den kulturkanon, ville Smagsdommerne på TV ikke eksistere. Det er ugens kulturkanon og som dér var vi i kanon-udvalgene allesammen fag-personer... Flemming Damgaard-Larsen: En national kulturpolitik må handle om størst mulig frihed og mulighed for et kunstnerisk virke. Langt større frihed, end i dag. Der skal være støtteordninger, der gør, at kunst og kultur kan udfolde sig bredt, med så mange facetter som muligt. Vi bør omprioritere og flytte midler fra andre budgetter over til kulturen. At bruge kun 1,1 % af nationalbudgettet på kultur er en uartighed. Vi skal ikke spænde kunst og kultur for en økonomisk vogn, men vi skal have et folk, der bliver så oplyste og udfordret så meget som muligt, så det bliver et større folk. Dét kan måske skabe økonomisk vækst og udvikling. Undervejs i samtalen vendes der flere gange tilbage til undervisningen på de danske kulturskoler. Denne ekskurs kan sammenfattes af Jan Kvistborgs synspunkt, at den største danske kulturinstitution er Folkeskolen. Her uddannes både fremtidens kunstnere, men også fremtidens publikum. Derfor er det vigtigt at kunst og kultur prioriteres højere i Folkeskolen. Debatten kommer også omkring begrebet klassisk dannelse og værdien heraf - eller mangelen på samme. Hughes konstaterer, at panelet går som katten om den varme grød i forhold til samtalens emne og hidkalder... Christian S. Nissen, der indledningsvis ikke vil underkende kulturkanon en. Uden den ville ingen kunne huske hvad Brian Mikkelsen gjorde som kulturminister. Nissen gør dog opmærksom på, at kulturkanon en ikke var udtryk for en national kulturpolitik, men en statslig kulturpolitik og der er stor forskel. Havde man spurgt folket om bidrag var der kommet en national kulturpolitik ud af det. Nissen mener, at den nuværende kulturpolitik er blevet en eksternitet. Kultur og kunst er noget, der bliver hæftet på så meget andet, snarere end noget, der er integreret. Kunst og kultur bliver fremmedelementer og dermed skabes en kløft mellem dem, der går til Torsdagskoncerten og i Det kgl. Teater og dem, der ikke gør. Og en kløft mellem dem der producerer og finansierer kunsten og størstedelen af befolkningen. Rindalismen var en vigtig advarsel til kulturfolket, men den blev overhørt. Veng: Der er behov for en kulturpolitik, der gør klart, hvordan Danmark forstår sig selv i den globale verden. Der er kamp om at få opmærksomhed. Den tidligere kulturminister Uffe Elbæk nåede faktisk at få Europa på dagsordenen i forhold til Danmark. Når jeg ser på Danmark fra Berlin ser jeg et enormt uudnyttet potentiale. Europa er i krise. Der skæres ned på kulturbudgetter rundt omkring. Danmark skal finde sin rolle i Europa nu. 026 Kulturmødet 2013

27 Nissen: I 1800-tallet, da Danmark virkeligt voksede kunstnerisk og kulturelt havde man ingen kulturpolitik. Problemet med offentlige bevillinger er, at de skal gøre nytte. Og at man bagefter skal kunne se om det virkede. Og så skrives der rapporter og analyser og alt muligt andet. Er det det vi vil med kunst og kultur? Vi ved, at hvis kunsten vover at overskride anstændighedens tærskel, så forsvinder bevillingen, jvf. Jens Jørgen Thorsens Kristusfilm. Hvis en dansk forfatter i dag skrev en bog, hvori han hånede de danske soldaters indsats i Afghanistan ville den ikke blive købt af bibliotekerne, den ville nok ikke engang blive trykt. Det har omkostninger at have en statslig støttepolitik. Vil vi betale dem? Veng: Det er noget vrøvl, Nissen. Amadillo -filmen er noget af det mest Afghanistan-kritiske, der findes. Kristusfilmen er historie. Hvis den var aktuel i dag ville den få støtte. Veng henviser i øvrigt til et nyt politisk tiltag i Berlin, nemlig, at enhver euro fra turistskatten fremtidigt allokeres til den frie kunst i byen. En markant kulturpolitisk manifestation. National kulturpolitik??? En stor del af denne samtale udvikler sig til at være præsentation af lokale kulturtiltag, hvilket bringer Peter Westphael på banen: Hvor er diskussionen om den nationale kulturpolitik blevet af? I Danmark har vi, i modsætning til mange andre lande, én metropol. Hvad betyder det? Skal de nationale kulturinstitutioner i København ikke forpligtes på hele nationen? København bliver stærkere og stærkere og suger kunstnere til sig. Eleverne på provinsens teaterskoler kan næsten ikke nå at blive færdige, før de tager til København. Det er svært at få skuespillere til provinsen. Hvordan kan vi skabe kulturelle arbejdspladser ude omkring? Hudges indsparker, at det måske er en tilfældighed at hovedstaden hedder København. Engang var Nyborg hovedstad. Og noterer, at Det kgl. Teater med sine tre scener i hovedstaden sluger halvdelen af det statslige teaterbudget gange så meget som et egnsteater... Westphael: Naturligvis skal vi have en stærk og stor nationalscene, men se lige til sportens verden. Kunne man forestille sig, at der kun var københavnske hold i Champions Leage? At man ikke havde talentudvikling? Vi skal have en national kulturpolitik, der støtter en spredning af kulturen i hele landet, så vi kan hæve niveauet både i København og i provinsen. Nissen: Det synspunkt kunne skaffe bifald alle steder vest for Valby Bakke. Men problemet er, at der skal flere penge til og folk vil ikke betale mere i skat. Så må man omprioritere og det kan ikke lade sig gøre. De fleste penge er bundet i gamle institutioner og etablerede ting. Der er svært at gøre op med. Og så er der ikke plads til at gøre mere i f.eks. Vestjylland. Westphael: Det handler om kvalitet. Ikke at noget skal have penge, bare fordi det foregår i Jylland. Men man må i København få øjnene op for, at der også er kvalitet i Jylland. Og det koster ikke penge. Samtalen fortsætter 027