Gud lytter til den, der gør sit bedste med nogle dår- lige paskort

Transkript

1 Gud lytter til den, der gør sit bedste med nogle dårlige paskort prædiken til 2. s. i fasten efter 1. tekstrække: Matt 15, den 1/ i Bejsnap og Ølgod kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. H. C. Andersen fortæller i Eventyret om en mor om en mor, der sad hos sit lille barn. Hun var så bedrøvet; barnet var så blegt. De små øjne havde lukket sig. Sygdommen havde godt fat i barnet. Med et bankede det på døren, og en gammel mand kom ind rystende af kulde; for det var vinter og snestorm udenfor. Tror du ikke nok, at jeg beholder ham?, sagde hun; Vor Herre vil (da) ikke tage ham fra mig(?) Den gamle mand nikkede så sært med hovedet. Det kunne betyde både ja og nej. Og moderen så ned, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Hun havde ikke sovet i tre døgn. Hun lukkede øjnene et øjeblik. Så fór hun op og rystede af kulde og angst: Den gamle mand var borte, og han havde taget hendes lille barn med sig og uret derhenne i krogen stod stille. Lodderne lå på gulvet! Moderen løb ud af huset, og udenfor i sneen fandt hun en kone i sort tøj: Døden har taget dit barn! Hvad vej gik han?, spurgte den stakkels mor; men kvinden ville kun sige det på en betingelse: Du skal synge alle dit barns vuggeviser for mig. Jeg har hørt dem før; for jeg er Natten! Ja, bagefter, sagde moderen, men lad mig nu hente mit barn. Men natten ville ikke sige mere, og så måtte moderen da synge, og først bagefter kunne hun følge efter Døden ind i den mørke skov. Langt inde delte vejen sig, og moderen måtte igen have hjælp. En tornebusk stod der vissen og kold og moderen spurgte: Har du ikke set Døden gå forbi med mit lille barn? Jo, var svaret, men førend jeg hjælper dig, skal du hjælpe mig; jeg fryser! Moderen trykkede tornebusken ind til sig. Tornene gik ind i hendes kød, og blodet flød. Busken skød friske blade og blomster; så varmt var den bedrøvede mors hjerte, og så kunne hun gå videre. Lidt efter kom hun til en stor sø: Jeg holder af at samle perler, og dine øjne er de klareste, jeg har set. Græder du dem ud til mig, skal jeg bære dig over til det store drivhus, hvor Døden bor. Lydigt græd moderen sine øjne ud, og søen bar hende over til den anden bred. Hvor skal jeg finde Døden, som gik med mit lille barn?, spurgte hun. Her er han ikke kommet endnu, svarede den gamle gravkone, som passede på Dødens store drivhus, men hvem er du. Hvem har hjulpet dig herhen? Det har vor Herre; men sig mig nu, hvor jeg finder mit barn? Ja, det bliver ikke så let, og du må give mig noget for at hjælpe dit lange smukke hår! Det gav moderen gladelig. Så gik de ind i Dødens drivhus, hvor træer og blomster voksede imellem hverandre. Moderen kunne jo ikke se; men hun bøjede sig over alle

2 de mindste planter og hørte inden i dem menneskehjerter banke. Imellem millioner kendte hun sit barns hjerteslag: Dér er det!, råbte hun. Rør ikke ved blomsten, sagde den gamle kone, men stil dig her, og når Døden kommer, skal du true ham med at rykke de andre planter op, hvis han rører dit barn; det er han bange for; for han skal stå til regnskab over for vor Herre for hver enkelt! Sådan blev det. Moderen mærkede Dødens kolde sus og trådte frem for at skærme den lille blomst. Giv mig mit barn; vor Herre vil ikke lade dig tage det fra mig! Jeg gør kun, hvad vor Herre vil. Jeg tager alle hans blomster og træer og planter dem ud i Paradisets Have. Giv mig mit barn!, råbte moderen fortvivlet og tog fat om to blomster for at rykke dem op, ellers. Du siger, du er så ulykkelig; men nu vil du gøre en anden mor ligeså ulykkelig?, svarede Døden. Den stakkels mor slap straks blomsterne; det havde hun slet ikke tænkt på. Døden gav hende øjnene tilbage og tog hende med hen til en brønd, hvor hun fik at se, hvordan livet ville forme sig for de to børn, hvis blomster hun havde været ved at rive op: Den ene fik et godt og rigt liv. Den anden fik et liv fyldt med sorg og nød og elendighed. Det ene af børnene var moderens eget; men Døden ville ikke sige, hvem af dem det var (med Dødens ankomst kunne hun ikke genkende sit barns hjerte). Da blev moderen ganske fortvivlet. Hun vidste ikke, om hun gjorde ret i at ønske sig barnet tilbage; for sæt nu, det var hendes eget barn, der ville få et elendigt liv! Hun faldt på knæ og bad til vor Herre: Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! Og Døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land. Sådan fortæller H. C. Andersen. Hvis vi synes, at det eventyr har lighedspunkter med fortællingen om Jesus og den kanaanæiske kvinde, er det ikke helt forkert; måske har H. C. Andersen brugt bibelfortællingen som inspiration eller ligefrem forbillede for sit eventyr! Begge fortællinger handler i hvert fald om at overskride grænser. Endda grænser, som vi normalt anser for ikke bare at være i vejen, men totalt umulige at overskride. I Bibelen gælder det kulturelle, religiøse og sociale grænser. Skulle Jesus hjælpe andre end smerteramte jøder? I dag kender vi til den slags grænser ikke mindst i forbindelse med nydanskeres vanskeligheder med uddannelser og at komme ind på arbejdsmarkedet. Hos H. C. Andersen gælder det en tilsyneladende endnu mere uigennemtrængelig barriere nemlig selve døden. Men der er noget andet end det grænsebrydende, der er fælles for de to fortællinger: Begge kvinder deler den uendelige fortvivlelse, der vist kun kan føles af en mor, der står i fare for at miste sit barn. Og de er fælles om at forsøge alt, hvad der er menneskeligt muligt og mere til for at forsøge at redde hver deres barn. I eventyret rejser moderen af sted gennem lidelse og farer for at vriste sit barn ud af dødens greb. I evangeliet

3 bryder den kanaanæiske kvinde både skrevne og uskrevne love for at hente hjælp. Jo; for hun er kanaanæer. Hun er hedning og hun er kvinde. Jesus er en mand, og han er jøde. Hvis ikke lige hendes barn havde ligget på dødens rand, ville hun aldrig have turdet henvende sig til Jesus om hjælp; det er både forbudt, utilstedeligt og aldeles utænkeligt. Det er alene hendes nød og fortvivlelse, der giver hende kræfter til at forsøge det umulige. Afmagt og opgivenhed eller fortsat kamp mod umulige odds? Trods de mange ligheder er der også en forskel på de to. Hos H. C. Andersen indrømmer moderen til sidst, at hun ikke tør sætte sig til dommer over, hvad der er bedst for hendes barn. Hun erkender, at hun ikke har indsigt nok til at råde over liv og død. Den situation kender vi til: nok at have valgmuligheder, men ikke at vide, hvad man skal vælge for at gøre det, der er bedst ikke blot for én selv men også for dem, vi elsker. Hos Mattæus lader kvinden sig ikke sådan affeje; hun helmer ikke, før hun har fået sin vilje. Hendes fortvivlelse får hende til at overskride alle grænser. Og netop dér, hvor hun for alvor kæmper ja i en vis forstand endog sætter livet ind dér møder hun også Guds magt og kærlighed. Og så sprænges de rammer, der begrænser livet! Eller udtrykt lidt anderledes: Da Jesus hører den kanaanæiske kvindes bøn og giver hendes datter tilbage til livet, da åbner han Guds rige for hende. Det er to vidt forskellige afslutninger, vi får på de to fortællinger. Og dog er det sådan, at begge afslutninger giver mening og kan bruges hos os i dag, hvor mærkeligt det end kan lyde! Mattæus beretning viser, at intet er umuligt for den, som tror. Naturligvis ikke i kraft af egne fortræffeligheder, men i kraft af Guds hjælp, der kan komme til os også dér, hvor det ser allersortest ud. Det er en livsbekræftende fortælling om, at det kan svare sig at kæmpe. At spille nogle dårlige paskort på bedste vis i stedet for blot at spille dem opgivende ud eller lægge dem fra sig på bordet. Vi fornemmer, at det er nødvendigt at kæmpe; der er ingen, der har lovet os, at de stegte duer falder ned i vor turban slet ikke, hvis vi sidder med korslagte arme og lader verden gå forbi. Vi véd godt, at det er svært for ikke at sige umuligt at leve sig igennem en alvorlig kræftsygdom uden selv at kæmpe med den! Karen Blixen fortæller et sted om to tyre, der skal ind og kæmpe i arenaen mod en respektindgydende tyrefægter. Den ene går ind i arenaen, går på knæ og bønfalder på menneskelig vis arrangøren om at måtte slippe for kampen. Den anden tyr går ind i arenaen med den indstilling, at det skal være løgn. Selv en erfaren tyrefægter skal få kamp til stregen og måske mere til! Karen Blixen kalder det for amor fata at elske eller modtage sin skæbne dvs. at tage imod sin skæbne med

4 al ens formåen med henblik på at få mest muligt ud af livet. Samtidig véd vi desværre også kun alt for godt, at det ikke altid er nok at kæmpe, og at selv aldrig så mange oprigtige og velmenende bønner om hjælp er nogen garanti for, at vi får et ønsket svar på vor bøn, som den kanaanæiske kvinde gjorde det. Det er og bliver et uløseligt problem både for os selv og for vor tro at der i den verden, Gud har skabt, i det liv, Gud har givet os at leve, at dér er der også plads til noget ondt, livstruende og livsnedbrydende. Det forstår vi simpelthen ikke, og for mere end en er der sket det ulykkelige, at oplevelsen af det har ført til, at man vender både Gud og livet ryggen. Netop derfor kan vi også udmærket godt sympatisere med moderens situation hos H. C. Andersen. Vi forstår, at hun må give efter for dødens ubønhørlighed. At hun må indrømme, at hun ikke har indsigt nok til at være den, der kan råde for andres liv og død. Og sat på spidsen kan vi jo ikke engang råde for vort eget liv eller vor egen død. Også dér er vi længere ude, end vi kan bunde! Og alligevel er der også hos H. C. Andersen noget underligt livsbekræftende midt i afmagten; for hvor tiden hos Mattæus skrues tilbage, så sygdommen gøres ugjort, og døden går baglæns selv om der ingen tvivl er om, at kvindens liv aldrig blev det samme igen efter mødet med Jesus så sker der noget andet hos H. C. Andersen: Han holder på den ene side fast i det, at der er noget ubønhørligt over døden, og at selv den på en måde er en del af Guds skabelse; men samtidig er der alligevel en dør på klem for, at kærligheden kan ændre tingene. For mens moderen jager af sted for at indhente døden og kræve barnet tilbage, da står tiden stille uret derhenne i krogen stod stille muligheden er der også her for, at Guds vilje kan ændres, og fortvivlelsen vendes til håb og glæde. Det er en skjult mulighed. Den udfoldes ikke i eventyret; men det er dog som om, der holdes en svag mulighed åben for, at livet kan sejre på trods af dødens magt. Kærligheden giver håb om liv på trods af døden. Forskellen til evangeliet består i, at H. C. Andersen åbenbart ikke tiltror mennesket så meget insisterende tro, som Mattæus gør. Og efter at have været vidne til verdenshistoriens gang i de to tusinde år, der er forløbet siden Mattæus, kan vi vist ikke fortænke digteren i at nære en vis skepsis overfor en ansporing mellem mennesker til at ville kæmpe det bedste vi har med de kort, som vi sidder med på hånden (jf. Folmer Toftdal-Olesen). Heldigvis møder vi kæmpende og udholdende eksempler gennem historien. Og derfor er det lykkeligvis Jesus, der ifølge Mattæus har fat i den lange ende: Kvindens tillid til ham er grænseløs. Og den tillid lader han sig i sidste ende bevæge af. I den får Jesus øje på sin egen grænseløshed. Gud lader sig kue, bevæge og røre af en stadigt bedendes ukuelighed. Vi kan trygt råbe, sukke, bede, juble og hviske til Gud; han lytter, og han elsker. Det kan han næsten ikke komme udenom, når han ser, at vi sætter alt på et bræt.

5 Måske er hans svar til os blot knapt så ligetil som til kvinden, der får sin datter igen (jf. Lena Bentsen). Ja, hvor troen går ind og kæmper alt det, den kan, går fortvivlelsen med sin opgivenhed ud. Det er det, der skal give os håb og kraft til at leve i en verden, der er alt andet end perfekt, men hvor vi dog trods vore egne mangler og utilstrækkelighed mødes af budskabet om, at livet kan nå ud over dødens grænse; for Guds kærlighed er selv så stærk, kæmpende og udholdende, at end ikke døden kan få den til at strække våben eller få den spærret inde (jf. F. T.-Olesen). Amen. Salmerne i Bejsnap: 410, 38, og 678. I Ølgod: 410, 674, 447 én dåb , 438, 439 v. 1 nadver og 678.