- 2 - Aarhus Sporveje har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært at erstatningen fastsættes til et mindre beløb.

Transkript

1 D O M afsagt den 4. december 2014 af Vestre Landsrets 11. afdeling (dommerne Henrik Estrup, Dorte Jensen og Gitte Bækgaard Jensen (kst.)) i 1. instanssag V.L. B A (advokat Christian Riewe, København) mod Busselskabet Aarhus Sporveje v/ Trafikselskabet Midttrafik I/S (advokat Jens Andersen-Møller, Aarhus) Sagsøgeren, A, har den 29. januar 2010 anlagt sagen ved Retten i Århus. Sagen er ved landsrettens kendelse af 11. august 2010 henvist til behandling ved Vestre Landsret. Den 3. april 2004 kom A, der var ansat hos Aarhus Sporveje, ud for en arbejdsulykke. Han kom kørende i sin personbil med lav fart og påkørte en bus, som kørte i venstre side af kørebanen. Ulykken skete ved Aarhus Sporvejes garageanlæg. A fik i oktober 2008 udbetalt kr. af KommuneForsikring A/S i differencetabserstatning. Fra beløbet var fratrukket værdien af tilskadekomstpension efter tjenestemandsloven. Spørgsmålet om fradrag af tilskadekomstpension er efterfølgende i en anden sag afgjort af Højesteret i dom af 4. april 2014 (Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2011). Højesteret traf afgørelse om, at værdien ikke skulle fratrækkes. Sagen drejer sig herefter alene om, hvorvidt KommuneForsikring A/S og dermed arbejdsgiveren, sagsøgte, Busselskabet Aarhus Sporveje v/ Trafikselskabet Midttrafik I/S (herefter Aarhus Sporveje), har anerkendt at skulle betale erstatning for tab af erhvervsevne opgjort ud fra

2 - 2 - et erhvervsevnetab på 45 %, og i benægtende fald om As erhvervsevnetab er mindre end 45 %. Der er enighed om, at ulykken kan anerkendes som en arbejdsskade. Påstande A har nedlagt påstand om, at Aarhus Sporveje skal betale ham kr. med tillæg af procesrente af kr. fra den 19. september 2008 til den 17. december 2009 og af kr. fra den 18. december Aarhus Sporveje har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært at erstatningen fastsættes til et mindre beløb. Sagsfremstilling A blev i 1989 ansat som buschauffør ved Aarhus Sporveje. I 2002 blev han overflyttet til garagearbejde. Da A den 3. april 2004 kom ud for arbejdsulykken, arbejdede han med klargøring og vask af busser. Det fremgår af journalnotater fra egen læge, at A forud for ulykken den 3. april 2004 i perioden 1993 til 2003 havde været udsat for en række hændelser, som havde medført både fysiske og psykiske følger for ham. Det er den 6. maj 1994 noteret, at han psykisk var meget stigmatiseret. Af et journalnotat af 29. maj 1997 fremgår, at han i 1993 var udsat for et voldeligt overfald. Efter overfaldet var han længerevarende sygemeldt med fortrinsvis nervøse gener. Den 17. marts 1999 rettede han henvendelse til lægen grundet svimmelhed. Hans blodtryk var for højt, og lægen foreslog akut indlæggelse på kardiologisk afdeling, men det var han ikke villig til. Af et notat af 7. april 1999 fremgår, at A fortsat var sygemeldt fra arbejdet, efter at han i december 1998 havde været udsat for endnu et voldeligt overfald. Han blev behandlet af en psykolog. A havde endvidere over for lægen givet udtryk for, at han næppe ville være i stand til at genoptage arbejdet grundet sine psykiske gener. Han ville forsøge at finde en anden placering på arbejdsmarkedet. Den 25. juni 2001 blev han indlagt på kardiologisk afdeling med blødning i det ene øje og forhøjet blodtryk. Det fremgår, at han halvanden måned tidligere var blevet truet på sit arbejde. Den 24. maj 2002 blev lægen kontaktet af en psykolog, som oplyste, at A havde hallucinationer. Af et journalnotat af 23. juli 2002 fremgår, at A havde udtalte

3 - 3 - hysteriske rystelser, og at han formentlig fortsat var sygemeldt. Den 8. november 2003 blev han behandlet på skadestuen, da han havde fået dieselolie i venstre øje. På ulykkesdagen den 3. april 2004 blev A afhentet af en ambulance. Det fremgår af ambulancenotatet, at han klagede over smerter i højre knæ og i nakken. Af skadestueepikrisen fremgår, at han ganske kortvarigt havde været bevidstløs. A blev efter ulykken sygemeldt. I maj 2004 blev ulykken anmeldt som en arbejdsulykke. Af anmeldelsen fremgår, at A ved ulykken slog hoften og nakken, og at han led af svimmelhed og hovedpine. Det fremgår videre, at han havde det psykisk dårligt. Af et journalnotat af 9. juni 2004 fremgår, at As situation synes yderligere forværret efter en kollegas død af kræft. A havde den 26. juli 2004 kontakt til psykiatrisk skadestue, og det fremgår i øvrigt generelt af journalnotaterne fra egen læge, at A havde det psykisk dårligt grundet de mange traumer, han havde været udsat for. Han havde fået bevilget ekstra timer hos en krisepsykolog i august 2004, og han blev henvist til speciallæge i psykiatri Niels-Anton Rasmussen. Ved besvarelse af spørgeskema af 23. september 2004 til Arbejdsskadestyrelsen har A på spørgsmålet om, hvilke symptomer han fik ved ulykken, svaret, at han slog nakke, ryg og hofte. Han var meget chokeret. Han oplyste endvidere, at han siden skaderne i 1993 og 1998 var blevet tiltagende psykisk dårlig. Speciallæge i psykiatri Niels-Anton Rasmussen udtalte ved brev af 18. oktober 2004 til Arbejdsskadestyrelsen, at A fortsat var i behandling hos ham for PTSD. Tilstanden var opstået efter, at A havde set en 13-årig piges hoved blive kørt over af en bus. Speciallægen kunne ikke udtale sig om fremtiden, da den medicinske behandling endnu ikke var fuldt afprøvet. Speciallæge i neurologi Erik Michael Lehfeldt har den 1. marts 2005 afgivet speciallægeerklæring til Arbejdsskadestyrelsen. Heraf fremgår blandt andet følgende: Resumé og vurdering:

4 - 4 - Jeg finder følger efter tidligere skadebetingede hemiforme udfald og følger efter en forstuvning af nakken uden objektive tegn på cervikalt rodtryk. Kiropraktorbehandling af et cervikalt facetsyndrom tilrådes. A har følger efter uheldet, der udover at give ham en ny forstuvning af nakken også har medført svære psykiske forstyrrelser grundet retraumatisering. A er svært deprimeret med psykomotorisk hæmning, angstanfald og mareridt. Disse symptomer er aktuelt meget invaliderende. Jeg skønner, at tremoren er psykogent betinget. Svedtendensen kan være en bivirkning til Efexor. Der er indikation for fortsat psykiatrisk behandling, en kiropraktorvurdering/behandling af nakken og siden vedligeholdende fysio- og psykoterapi. Som A har det aktuelt er han uarbejdsdygtig og vil ikke kunne indtjene den samme løn som før skaden. Diagnoser: Posttraumatisk stress syndrom, distorsio columna cervicalis sequelae (følger efter forstuvning af nakken), depressio mentis tractata (behandlet depression), cervikalt facetsyndrom, contusio coxae dx. (traume mod højre hofte), hypertensio arterialis tractata (behandlet forhøjet blodtryk). Af speciallægeerklæring af 11. april 2005 til Arbejdsskadestyrelsen fra speciallæge i psykiatri Niels-Anton Rasmussen fremgår, at A i perioden 1993 til 2002 har været udsat for 6 hændelser/psykiske traumer. Han blev i 1993 under sit arbejde som buschauffør overfaldet af 2 mænd og en kvinde, og han var i den forbindelse indlagt 3 måneder på intensiv afdeling. I 1995 var han en nat udsat for, at en kantsten blev væltet ned på bussens tag, mens han kørte under en gangbro. Han gik i chok, da han troede, at der var sprængt en bombe. I 1998 blev den bus, som han var chauffør på, beskudt. I 1999 blev han truet på livet af 3 rockere. I 2001 [2002] så han en 13-årig piges hoved blive sprængt i stykker, da hun blev kørt over af en chaufførkollega. Han kendte pigen personligt. Siden denne episode har A ikke været i stand til at køre bus. I 2002 blev A ramt af en defekt tankpistol, som sprang tilbage og ramte ham i ansigtet. Herudover har A flere gange været udsat for trusler på livet og racistiske udtalelser. Endvidere har han oplevet, at en passager i bussen forsøgte at sætte ild til sig selv, og han måtte slukke ilden med sin egen jakke. Under konklusion fremgår følgende: Ved uheldet kørte han ind i en bus. De fysiske sequelae herefter er beskrevet i den neurologiske speciallægeerklæring. Psykisk skete der en reaktivering af de psykiske traumer samtidig med, at han fik flashback oplevelser i forhold det sidstnævnte traume. Han udviklede svære depressive symptomer og

5 - 5 - svær angst. Disse symptomer er fortsat til stede på trods af relevant medicinsk behandling. Diagnostisk drejer det sig om en person, som har en svær posttraumatisk stresstilstand (F42.1). Denne tilstand er en følgevirkning af de gentagne traumer (arbejdsskader). Tilstanden har nu stået på så længe, at det efterhånden er gået over i en blivende personlighedsændring (F62.0). Han har sekundært til den posttraumatiske stresstilstand udviklet en depression af moderat til svær grad. Der er kun delvis respons på den medicinske behandling. Han har afprøvet relevant behandling uden at hans tilstand er forbedret så meget, at han vil være i stand til at arbejde. Som han har det nu, har han primært brug for fred og ro. Et hvert pres vil kunne medføre en reaktivering af de tidligere traumer. Bare det at tale om traumerne er et pres, der kan medføre, at flashback oplevelserne dukker op. Tilstanden må for nuværende tidspunkt betegnes som varigt. Han skal fortsætte den psykiatriske behandling med henblik på at forbedre livskvaliteten. A er hverken nu eller i fremtiden til rådighed for arbejdsmarkedet. Hans psykiske tilstand er en direkte følgevirkning af de gentagne traumatiske oplevelser, som han har været udsat for igennem de sidste 10 år. Med virkning fra den 1. juli 2005 blev A tilkendt førtidspension, da behandlingsmulighederne fra psykiaterside ansås for udtømte. Man vurderede, at han hverken nu eller i fremtiden ville kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Den 2. august 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at As som følge af hændelserne i perioden 1993 til 2004 havde pådraget sig en erhvervsbetinget lidelse i form af posttraumatisk belastningsreaktion med personlighedsændring og angst, undvigeadfærd, flashbacks, vagtsomhed, tristhed, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og isolationstendens, der kunne anerkendes som en erhvervssygdom. Mengraden blev fastsat til 20 %. Afgørelsen blev påklaget, og den 12. januar 2006 ændrede Ankestyrelsen afgørelsen til, at det samlede varige men udgjorde 25 %. Afgørelsen var begrundet med, at A var svært traumatiseret, og at tilstanden svarede til en svær posttraumatisk belastningsreaktion, som efter mentabellen udgjorde 25 %. Den 7. oktober 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at ulykken den 3. april 2004 kunne anerkendes som en arbejdsskade. Godtgørelse for varigt men i form af smerter i hoften, nakkesmerter og hovedpine blev fastsat til 8 %. Arbejdsskadestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at der tidligere var fastsat et varigt psykisk men på 20 % på grund af den samlede påvirkning, som A havde været udsat for. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at han ikke havde et særskilt psykisk men på grund af hændelsen den 3. april 2004.

6 - 6 - Ved afgørelse af 23. juli 2007 besluttede Arbejdsskadestyrelsen, at As tab af erhvervsevne som følge af ulykken den 3. april 2004 skulle fastsættes til 45 %. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende: Sagens oplysninger Du har været udsat for en række arbejdsskader i dit arbejde for Århus Sporveje. Disse ulykker har for en stor dels vedkommende været psykisk belastende, men du er fortsat med at arbejde. Siden 2002 har du på grund af dine psykiske gener ikke arbejdet som chauffør men med garagearbejde. Den seneste ulykke var 3. april 2004, hvor du blev påkørt i din bil af en bus. Du er efter denne ulykke tilkendt erstatning for varigt mén på 8 procent for konstante nakkesmerter og hyppig hovedpine. Ved denne ulykke blev dine tidligere psykiske traumer reaktiveret, og du er nu tilkendt erstatning for varigt mén på 25 procent for svær posttraumatisk belastningsreaktion (din 10-sag). Du blev sygemeldt efter ulykken 3. april Kommunen har tilkendt dig førtidspension fra 1. juli Kommunens begrundelse for afgørelsen om førtidspension er, at din helbredstilstand er så svækket, at revalidering ikke er en mulighed. Desuden har kommunen vurderet, at ethvert pres sandsynligvis vil reaktivere dine tidligere traumer og forværre din tilstand. Af kommunens ressourceprofil fremgår det, at du ikke vil kunne samarbejde med andre mennesker, at du ikke kan læse, se fjernsyn, og du har ingen koncentration, så det er håbløst at lære nyt. Du er angst, sover dårligt om natten, har Kommunen vurderer, at du efter sygemeldingen ikke længere har ressourcer i form af personlige kompetencer. Du er glad for dine børn og din ægtefælle, og I har hjulpet hinanden med jeres yngste datter, der har rygmarvsbrok. Tab af erhvervsevne Begrundelse Vi vurderer, at din erhvervsevne er betydeligt nedsat. Du har svære psykiske gener, som gør, at du ikke kan samarbejde med andre mennesker. Du har desuden fysiske gener efter ulykken 3. april Vi har skønsmæssigt vurderet, at dit samlede tab af erhvervsevne er 90 procent, da vi ikke mener, at du vil være i stand til at påtage dig nogen former for lønnet

7 - 7 - beskæftigelse. Vi vurderer, at du stadig kan varetage enkle aktiviteter i hjemmet, og vi finder derfor at du ikke er helt uden erhvervsevne. Vi vurderer, at ulykken 3. april 2004 slog dig ud af arbejdsmarkedet. Vi vurderer også, at det er din psykiske lidelse, som er den primære årsag til dit tab af erhvervsevne. Vi har derfor skønnet, at halvdelen af dit tab af erhvervsevne er en følge af ulykken 3. april 2004 og halvdelen skyldes din psykiske lidelse. Dit tab af erhvervsevne som følge ulykken 3. april 2004 har vi derfor skønsmæssigt fastsat til 45 procent. Vi henviser desuden til vores afgørelse om tab af erhvervsevne i din 10-sag. I overensstemmelse med begrundelsen i afgørelsen af 23. juli 2007 traf Arbejdsskadestyrelsen den 15. august 2007 afgørelse om, at A havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 45 % for den anerkendte erhvervsbetingede lidelse. Den 3. september 2007 kom Arbejdsskadestyrelsen med en vejledende udtalelse til KommuneForsikring A/S om As tab af erhvervsevne og mengrad som følge af ulykken den 3. april Mengraden blev vurderet til 12 %, og erhvervsevnetabet blev vurderet til 45 %. Styrelsens ortopædkirurgiske, neurologiske og psykiatriske speciallægekonsulenter medvirkede ved vurderingen af mengraden. Af udtalelsen fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen var bekendt med, at der havde været flere andre arbejdsskadesager efter arbejdsskadesikringsloven. Under begrundelse for erhvervsevnetab fremgår blandt andet, at styrelsen vurderede, at ulykken den 3. april 2004 var den udløsende faktor for, at A ophørte med sit arbejde og en medvirkende årsag til, at han blev tilkendt førtidspension. En anden væsentlig årsag til pensionstilkendelsen var en længere række af psykiske belastninger, som A var udsat for under sit arbejde som chauffør. Den 10. december 2007 meddelte Arbejdsskadestyrelsen A, at han i erstatning for tab af erhvervsevne fik udbetalt kr. Den 17. december 2009 fik han erstatningen forhøjet med kr., da folkepensionsalderen var blevet forhøjet til 65 ½ år. Den 2. januar 2008 skrev advokat Christian Riewe følgende til KommuneForsikring A/S: Jeg retter henvendelse til Dem på vegne A.

8 - 8 - I overensstemmelse med Deres brev af 5. december 2007 har jeg udarbejdet en restserhvervsevnetabsopgørelse, som vedlægges sammen med afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen dateret 10. december Jeg har ved telefonisk henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen fået oplyst, at det udbetalte beløb er blevet reduceret med 2/3 af den opgjorte værdi af Tjenestemandspensionen, i alt kr ,47. Af opgørelsen af erstatning for erhvervsevnetabet, som var vedlagt brevet af 2. januar 2008, fremgår, at erhvervsevnetabet er fastsat til 45 % i henhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og at årslønnen er opreguleret til 2007-niveau. Den 28. oktober 2008 besvarede KommuneForsikring A/S advokat Christian Riewes henvendelse således: Ved brev af 2. januar 2008 modtog vi jeres erstatningsopgørelse for A. Vi har efterfølgende bedt om yderligere dokumentation til opgørelsen af jeres klients erstatningskrav. Vi har den 19. august 2008 modtaget arbejdsskadesagens akter, og vi kan nu opgøre erstatningen. På baggrund af jeres erstatningsopgørelse af 2. januar 2008 samt sagens akter, har vi opgjort jeres klients krav som følgende: Erhvervsevnetab Vi kan ikke godkende den fremsendte opgørelse, idet I ikke har fratrukket tjenestemandspensionen, ligesom I har opgjort erstatningen i 2007 niveau. Vi har med udgangspunkt i en årsløn på kr. opgjort erstatningen i 2008 niveau som følger: Erstatning efter erstatningsansvarsloven kr. - Erstatning efter Arbejdsskadesikringsloven kr. = Differencekrav kr. Vi afregner derfor kr. i erhvervsevnetabserstatning. Advokat Christian Riewe svarede herefter ved brev af 3. november 2008, at erstatningsansvarsloven ikke indeholder hjemmel til at fratrække værdien af tjenestemandspensionen, og at det resterede krav fastholdes.

9 - 9 - Ved brev af 5. november 2008 svarede KommuneForsikring A/S følgende: Vi har modtaget jeres brev af 3. november 2008, hvor I gør opmærksom på, at der ikke er hjemmel til at fratrække værdien af tjenestemandspension i opgørelsen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven. I forlængelse af vores telefonsamtale d.d. kan vi oplyse, at vi fastholder vores opgørelse af differencekravet i aktuelle sag. Vi betragter derfor sagen som afsluttet. Efter anlæggelse af retssagen blev Arbejdsskadestyrelsen anmodet om at foretage en fornyet vurdering af As tab af erhvervsevne som følge af ulykken den 3. april Erhvervsevnetabet blev nu vurderet til 15 %. Af Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af 12. april 2012 fremgår blandt andet følgende: Tidligere vurdering Vi har den 3. september 2007 vurderet følgerne efter ulykken til et erhvervsevnetab på 45 procent. Andre sager Vi er bekendte med, at der har været flere andre arbejdsskadesager efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsskadestyrelsen har ved afgørelse af 7. december 2005 vurderet erhvervsevnetabet til 45 procent. Sagsfremstilling Det fremgår af sagens akter, at A den 3. april 2004 i sin bil blev påkørt af en bus på vej til arbejde. Efter sammenstødet var A kortvarigt bevidstløs og havde smerter i højre hofte og i nakken. Han blev set på skadestuen på Århus Sygehus. Erhvervsmæssigt fremgår det, at A siden 1990 har været ansat ved Århus sporveje. i perioden var han buschauffør, men siden 2002 har han arbejdet i garagen på grund af adskillige arbejdsskader, som har påvirket ham i en sådan grad, at han ikke længere var i stand til at arbejde som chauffør. Efter det aktuelle ulykkestilfælde blev A sygemeldt, og han har ikke siden genoptaget arbejdet. Han blev med virkning fra 1. juli 2005 bevilget førtidspension af Århus Kommune primært som følge af hans psykiske tilstand. Begrundelse for erhvervsevnetab

10 Sagen har ved nærværende vurdering været drøftet med faglig chef Pernille Hershøj. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet har vi inddraget sagens lægelige akter til vurdering af, hvilke funktionsbegrænsninger, der kan henregnes til aktuelle skade, herunder: Vi vurderer, at A har skaderelaterede lettere nakkegener samt smerterne i hoften. Endvidere vurderer vi, at A har et betydeligt psykiatrisk mén som følge af de samlede hændelser og ulykker, han har været udsat for og at kun en mindre del kan henregnes til aktuelle skade, herunder at PTSD må henregnes til hændelsen, hvor han så en pige blive kørt ihjel, og at aktuelle alene har betydet en mindre forværring. Vi har ved vurderingen af erhvervsevnetabet lagt til grund, at A siden 1990 har arbejdet ved Århus Sporveje, men at han ophørte med dette arbejde efter den aktuelle ulykke. Forud for den aktuelle ulykke havde han ændret arbejdsfunktion som følge af en række psykiske belastninger, han havde været udsat for som buschauffør. Han kunne således ikke længere psykiske klare arbejdet som før. A er fra den 1. juli 2005 blevet tilkendt førtidspension. Ved vores tidligere vurdering af 2007 vurderede vi, at den aktuelle ulykke var den udløsende faktor i forhold til, at A ophørte med sit arbejde og en medvirkende årsag til, at han tilkendes førtidspension. Vi vurderede endvidere, at en anden væsentlig årsag til pensionstilkendelsen var en lang række psykiske belastninger, som A tidligere var udsat for. Ved nærværende vurdering har vi lagt vægt på, at As funktionsniveau er særdeles ringe og erhvervsevnen som følge heraf yderst begrænset eller ophævet. Det er vores vurdering, at det er de psykiske gener, som i praksis er årsag til de erhvervsmæssige begrænsninger, og at de beskrevne kognitive følger også delvis skyldes den psykiske tilstand og den omfattende medicinering. Vi har ved ovennævnte vurdering lagt vægt på beskrivelserne i de lægelige og kommunale akter af PSTD- symptomer, rysten, black-outs og generaliseret angst, som bevirker, at A ikke tør gå udenfor hjemmet og ikke ønsker kontakt til andre mennesker. Vi har herefter lagt vægt på, at langt den overvejende del af disse symptomer efter vores vurdering ikke kan henregnes til aktuelle skade. Således er det i de lægelige akter beskrevet, at A forud for aktuelle og især efter episoden, hvor han overværende en pige blive kørt ihjel havde PTSD symptomer. Vi vurderer, at de skaderelaterede nakke- og hoftegener ikke har betydende indflydelse på funktionsniveauet.

11 Vi er opmærksomme på, at A herefter blev omplaceret og arbejdede i garagen på tidspunktet for aktuelle skade. Vi finder dog ikke, at dette faktum i denne sag bevirker, at det er overvejende sandsynligt, at det varige arbejdsophør og det nedsatte funktionmsniveau skyldes aktuelle skade. På baggrund af den generelle udvikling ad åre i As psykiske gener, og omfanget og arten af de nuværende gener finder vi det imidlertid usandsynligt at han selv uden aktuelle skade kunne have fortsat dette arbejde. Vi finder herunder, at de aktuelle psykiske symptomer kun i mindre grad kan tilskrives aktuelle skade, idet denne alene forårsagede en mindre forværring og ikke en PTSD. Det er således vores opfattelse, at aktuelle skadefølger kun i begrænset omfang er medvirkende årsag til den aktuelle funktionsnedsættelse. Arbejdsskadestyrelsen har efterfølgende ved breve af 11. juni 2012 og 6. september 2012 oplyst, at der ikke har medvirket lægekonsulenter i forbindelse med den seneste vurdering, men at lægekonsulentvurderingen fra den første vurdering har været inddraget, og at såvel det lægelige som det erhvervsmæssige bedømmelsesgrundlag for de to vejledende udtalelser har været ens. Det fremgår, at sagen havde været drøftet med faglig chef Pernille Hershøj, inden udtalelsen af 12. april 2012 blev afgivet. Der har under sagen været stillet spørgsmål til Retslægerådet, der den 14. august 2013 har afgivet følgende udtalelse: Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet, på baggrund af de foreliggende akter udtale, at sagsøger siden 1993 har været udsat for en række traumatiske oplevelser, som antages at have medført en posttraumatisk belastningsreaktion. Den blev sagsøger påkørt af en bus på sit arbejde og blev herved slået bevidstløs. I speciallægeerklæring af beskrives en forværring af tilstanden efter ulykken med reaktivering af tidligere traumer og tilkomst af depressive symptomer. Retslægerådet skal herefter besvare det stillede spørgsmål således: Spørgsmål 1: Retslægerådet bedes på baggrund af det lægefaglige materiale og de oplysninger, der forelå forud for 3. april 2004 beskrive, hvordan prognosen for As psykiske lidelse var forud for arbejdsulykken den 3. april Retslægerådet bedes i tilknytning til besvarelsen angive, om der er sædvanligt, at lidelser af den pågældende art, har en dårlig prognose.

12 Såfremt det er muligt, bedes Retslægerådet angive, om der er lægefaglig belæg for at fastslå, at det er usandsynligt, at A hvis han ikke havde været udsat for ulykken den 3. april 2004 kunne have fortsat det arbejde, han bestred inden ulykken den 3. april Selvom sagsøger havde symptomer på posttraumatisk stress syndrom forud for ulykken den , får man indtryk af, at han kunne passe sit arbejde ved sporvejens garageanlæg. Endvidere var de medicinske behandlingsmuligheder ikke fuldt ud afprøvet. Retslægerådet finder det derfor ikke muligt at udtale sig om prognosen for sagsøgeres psykiske lidelse forud for arbejdsulykken den Posttraumatisk stresstilstande har generelt en dårlig prognose. Sidste del af spørgsmålet er hypotetisk og kan ikke besvares. Den 25. februar 2014 har Retslægerådet besvaret følgende supplerende spørgsmål således: Spørgsmål 2: Retslægerådet har i besvarelse af 14. august 2013 blandt andet udtalt, at der i speciallægeerklæringen af 11. april 2005 er beskrevet en forværring af tilstanden efter ulykken. Retslægerådet bedes angive, om det skønnes, at denne forværring er forårsaget af trafikulykken den 3. april Retslægerådet bedes i forbindelse med besvarelsen nærmere angive, hvilke forhold der taler henholdsvis for og imod en årsagssammenhæng. Det ønskes endvidere i tilslutning til besvarelsen oplyst, om en forværring, som den i sagen foreliggende, lige såvel kan ses som en videre udvikling af sagsøgers forudbestående psykiske konstitution, og om denne efter almindelig lægelig erfaring tvangsfrit kan forklare senere forværringer. Det ønskes endvidere i tilslutning til besvarelsen oplyst, om sådanne forværringer ses hos personer med en psykisk konstitution svarende til sagsøgers, men som ikke har været udsat for påvirkninger fra trafikuheld. Retslægerådet finder det sandsynligt, at ulykken i april 2004 har medvirket til den i den psykiatriske speciallægeerklæring beskrevne forværring. Samtidig oplyses det også i den psykiatriske speciallægeerklæring, at en kollega til sagsøger døde 2 måneder før sagsøger påbegyndte behandling hos den praktiserende psykiater. Dette skønnes ligeledes at have bidraget til den beskrevne forværring af den psykiske tilstand. Retslægerådet kan ikke på baggrund af den foreliggende udtale sig om, i hvilken grad de to oplevelser (trafikuheldet og kollegas død) hver især har bidraget til de beskrevne psykiske symptomer.

13 Der kan ved posttraumatisk belastningsreaktion ses forværring af tilstanden uden påviselige nye traumer, men det er dog velkendt, at nye traumatiske oplevelser kan reaktivere tidligere psykiske traumer med forværring af symptomer på posttraumatisk belastningstilstand. Spørgsmål 3: Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende bedes Retslægerådet om muligt nærmere beskrive graden af den skete forværring (f.eks. let, moderat eller svær). Retslægerådet ser sig ikke i stand til at graduere dette nærmere. Spørgsmål 4: Giver ovennævnte spørgsmål i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger. Nej. Procedure A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at KommuneForsikring A/S forud for sagsanlægget har anerkendt erstatningspligten i anledning af ulykken. KommuneForsikring A/S har accepteret at betale erstatning for tab af erhvervsevne beregnet ud fra et erhvervsevnetab på 45 %. Kommuneforsikring A/S har i brevene af 28. oktober 2008 og 5. november 2008 med bindende virkning anerkendt, at erstatningen for tab af erhvervsevne skal opgøres med udgangspunkt i et erhvervsevnetab på 45 %. KommuneForsikring A/S havde forinden udbetaling af erstatning indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, og det fremgår af brevene, at KommuneForsikring A/S udbetalte erstatningen ud fra en procent på 45 som opgjort af Arbejdsskadestyrelsen. Der foreligger ikke omstændigheder, såsom urigtige oplysninger eller andre forhold, der gør, at KommuneForsikring A/S ikke er bundet af den anerkendelse, som indholdet af brevene er udtryk for. Hvis KommuneForsikring A/S ved brevene af 28. oktober 2008 og 5. november 2005 ikke med bindende virkning har anerkendt, at erstatning for tab af erhvervsevne skal fastsættes til 45 %, er der i øvrigt ikke grundlag for at ændre Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. juli 2007 og den vejledende udtalelse af 3. september Det fremgår heraf, at det var ulykken den 3. april 2004, der var den udløsende faktor for, at A ophørte med sit arbejde, og en medvirkende årsag til, at han blev tilkendt førtidspension. A kunne forud for ulykken arbejde på fuld tid. Han har ikke haft sådanne psykiske gener, som gjorde, at han ikke kunne varetage sit arbejde som specialarbejder i garageanlægget. Der er således ikke grundlag for en antagelse

14 om, at A, hvis ulykken den 3. april 2004 ikke var sket, ville have været ude af stand til at fortsætte sit arbejde som specialarbejder. De medicinske behandlingsmuligheder var endvidere ikke fuldt ud afprøvet. Det fremgår endvidere af Retslægerådets besvarelse, at det ikke med den fornødne sikkerhed er sandsynliggjort, at A, hvis ulykken ikke var sket, ville have været ude af stand til at fortsætte sit arbejde som specialarbejder. Endeligt er det gjort gældende, at en arbejdsgiver må tage en skadelidt, som en skadelidt er. Det forhold, at en skadelidt lider af psykiske sygdomme, som gør vedkommende ekstra sårbar, er uden betydning for den erstatningsretlige årsags- og adækvansbedømmelse. Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af 12. april 2012 kan derfor ikke lægges til grund, da der ikke er det fornødne bevis for vurderingen. Den omstændighed, at der kort tid efter ulykken er en kollega til A, som dør, gør ikke, at As psykiske tilstand er blevet forværret. Aarhus Sporveje har til støtte for sin påstand gjort gældende, at KommuneForsikring A/S ikke har afgivet en bindende tilkendegivelse forud for sagens anlæg. KommuneForsikring A/S har blot undladt at fremkomme med en indsigelse, og det er Aarhus Sporveje ikke bundet af. Det afgørende er, at man har afvist at betale mere, og KommuneForsikring A/S har ikke anvendt ord som tilsagn eller lignende. Det bestrides, at der er et differencetab vedrørende erhvervsevnetabet som følge af arbejdsulykken den 3. april 2004, idet ydelser efter arbejdsskadesikringsloven overstiger det krav, der måtte kunne rejses efter erstatningsansvarslovens 30. Det er A, som har bevisbyrden for, at han har et erhvervsevnetab på mere end 15 %, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Det må i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af 12. april 2012 lægges til grund, at det erhvervsevnetab, der måtte kunne relateres til ulykken den 3. april 2004, ikke har haft en betydning for As erhvervsevne udover de 15 %. Hertil bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsens faglige chef har deltaget ved denne afgørelse, hvilket er et kvalitetsstempel. A havde forud for ulykken den 3. april 2004 massive psykiske problemer, og han havde været udsat for flere arbejdsskader i årene forud. Det er almindeligt anerkendt, at erhvervsevnetabsvurderingen efter arbejdsskadesikringsloven i praksis vil kunne fastsættes anderledes end efter erstatningsansvarsloven, jf. Højesterets dom af 17. juni 2014, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side Det forhold, at Retslægerådet på baggrund af det foreliggende ikke kan udtale sig om, i hvilken grad hændelsen har bidraget til de beskrevne psykiske symptomer, viser, at der ikke er ført et kvalificeret bevis for en sammenhæng, der rækker videre end antaget af Arbejdsskadestyrelsen i den senere vejledende udtalelse. Det er alene Ar-

15 bejdsskadestyrelsen, som fastsætter graden af erhvervsevnetabsprocenten, og Retslægerådet som vurderer årsagssammenhæng. Landsrettens begrundelse og resultat KommuneForsikring A/S, som er Aarhus Sporvejes forsikringsselskab, anmodede Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om As tab af erhvervsevne som følge af ulykken den 3. april Arbejdsskadestyrelsen fastsatte ved vejledende udtalelse af 3. september 2007 erhvervsevnetabet til 45 %. Advokat Christian Riewe rettede den 2. januar 2008 henvendelse til KommuneForsikring A/S og opgjorde As krav på differenceerstatning ud fra et erhvervsevnetab på 45 %. Af brevet fremgår, at den vedlagte resterhvervsevnetabsopgørelse er udarbejdet i overensstemmelse med KommuneForsikring A/S brev af 5. september 2007, og af bilaget til brevet fremgår, at erstatningsopgørelsen er udarbejdet i henhold til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. Erstatningen er i bilaget beregnet ud fra 2007-niveau. KommuneForsikring A/S anmodede herefter om yderligere dokumentation for kravet. Ved brev af 28. oktober 2008 opgjorde KommuneForsikring A/S erstatningen til A. Af brevet fremgår, at arbejdsskadesagens akter nu var modtaget, og at erstatningen kunne opgøres. Erstatningen blev herefter opgjort på baggrund af advokatens erstatningsopgørelse dog med fradrag af værdien af tjenestemandspensionen og opreguleret til 2008-niveau. Henset hertil, og efter en samlet vurdering af brevvekslingen mellem advokat Christian Riewe og KommuneForsikring A/S, har KommuneForsikring A/S og dermed Aarhus Sporveje med bindende virkning anerkendt et tab af erhvervsevne som følge af ulykken den 3. april 2004 på 45 %. Det forhold, at KommuneForsikring A/S ikke udtrykkeligt har anvendt ordet tilsagn eller lignende i brevet af 28. oktober 2008, kan ikke føre til et andet resultat. Der foreligger heller ikke andre særlige omstændigheder, som gør, at KommuneForsikring A/S ikke er bundet af anerkendelsen. Som følge af det anførte tager landsretten As påstand til følge. Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal Aarhus Sporveje betale sagsomkostninger til A med i alt kr. Beløbet omfatter kr. til retsafgift, kr.

16 til udgifter til advokatbistand og kr. til indhentelse af erklæring om vurdering af erhvervsevnetabet. Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da A ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang. T h i k e n d e s f o r r e t: Sagsøgte, Busselskabet Aarhus Sporveje v/ Trafikselskabet Midttrafik I/S, skal til sagsøgeren, A, betale kr. med procesrente af kr. fra den 19. september 2008 til den 17. december 2009 og af kr. fra den 18. december Busselskabet Aarhus Sporveje v/ Trafikselskabet Midttrafik I/S skal betale sagsomkostninger til A med kr. Det idømte skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.