Redegørelse om erfaringer med straffelovens regler om medvirken

Transkript

1 DATO 12. j ul i J O U R N A L N R. RA B E D E S A N F Ø R T V E D S V A R S K R I V E L S ER S A G S B EH A N DL E R : ARI F R E D E RI K S H OL M S KA N A L K ØB E N HA V N K T E L E F ON F A X Redegørelse om erfaringer med straffelovens regler om medvirken 1. Indledning I maj 2011 indgik den daværende regering, Dansk Folkeparti og tidligere medlem af Folketinget Pia Christmas-Møller en aftale om en styrket indsats mod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet samt styrket indsats for at beskytte ofre mv. Et af elementerne i aftalen vedrørte øget fokus på straf for medvirken. I aftalen er det således bl.a. anført, at det er vigtigt, at enhver, som har medvirket til en forbrydelse, bliver straffet. Det anføres endvidere, at straffeloven allerede indeholder meget vide medvirkensregler, men at det kan være stødende for retsfølelsen, hvis kriminelle, som i forening begår en forbrydelse, slipper for straf, fordi de dækker over hinanden. Det blev på den baggrund aftalt, at justitsministeren ville anmode Rigsadvokaten om at gennemgå de senere års erfaringer på området og om i den forbindelse at vurdere, om der er behov for ny lovgivning eller andre tiltag. Justitsministeriet anmodede herefter ved brev af 7. juni 2011 Rigsadvokaten om at udarbejde en sådan redegørelse. I det følgende redegøres der først i afsnit 2 for bestemmelsen i straffelovens 23 om medvirken. I afsnit 3 redegøres der for, hvorledes afgrænsningen af de sager, der er omfattet af redegørelsen, er foretaget. I afsnit 4 omtales politikredsenes og statsadvokaturernes generelle erfaringer med anvendelse af straffelovens medvirkensregler, mens afsnit 5 indeholder en emneopdelt gennemgang og vurdering af de sager, der er

2 omfattet af redegørelsen. Sagerne er mere detaljeret gennemgået i bilag 1 til redegørelsen. I afsnit 6 findes Rigsadvokatens samlede vurdering og konklusion. 2. Straffelovens 23 om medvirken Efter straffelovens 23, stk. 1, 1. pkt., kan alle, som ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til en forbrydelse, straffes. Selv om en bestemt straffebestemmelse efter sin ordlyd kun omfatter den person, der direkte begår den strafbare handling, er det således efter straffelovens 23 muligt at straffe alle, der har deltaget i lovovertrædelsen. Gerningsindholdet i den relevante straffebestemmelse udvides dermed sådan, at alle, der på en af de i straffelovens 23 nævnte måder tager del i en lovovertrædelse, som udgangspunkt pådrager sig strafansvar. SIDE 2 Generelt gælder, at det afgørende alene er, om personen virker sammen med en anden eller flere andre om et handlingsforløb, som tilsigtes afsluttet eller afsluttes med en fuldbyrdet forbrydelse. Straffelovens 23 omfatter således både den bistand, som skal forøge muligheden for at gennemføre lovovertrædelsen (f.eks. råd, vejledning og fysisk bistand), og den bistand, som skal øge viljen til det (f.eks. anstiftelse, opmuntring og ophidsen), jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, Almindelig del (9. udg., 2009), side 264. Det er ikke afgørende, hvem der faktisk fuldbyrder eller forsøger at fuldbyrde forbrydelsen. Strafansvaret påhviler alle, som på den ene eller anden måde yder en bistand, som er rettet mod fuldbyrdelsen af en forbrydelse. Det er således en del af medvirkensbegrebet, at en person kan straffes, selv om han eller hun ikke selv deltager i forbrydelsens fuldbyrdelse. Det gælder, uanset om det skyldes, at noget går galt undervejs, eller at det aldrig har været meningen, at den pågældende skulle deltage i hele forbrydelsen. Det er ikke et krav, at der er årsagssammenhæng (kausalitet) mellem bistanden og forbrydelsen. Der kan f.eks. straffes for medvirken, selv om forbrydelsen ville være blevet begået under alle omstændigheder, dvs. uden den pågældende bistand, og det er ikke en forudsætning for strafansvar, at bistanden var nødvendig for at kunne begå forbrydelsen, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, Almindelig del (9. udg., 2009), side 264f. Omfanget af personers deltagelse i forbrydelsen vil dog selvsagt kunne indgå i en bevisvurdering af deres forsæt og af forsættets rækkevidde. Et medvirkensansvar er betinget af, at den pågældende objektivt set har foretaget sig noget eller optrådt på en måde, der må anses for medvirken til en forbrydelse dvs. medvirket ved tilskyndelse, råd eller dåd. Den strafbare medvirken vil ofte have ka-

3 rakter af en aktiv handling, f.eks. opfordring til at begå en forbrydelse, deltagelse i planlægning og forberedelse af en forbrydelse, gode råd til, hvordan forbrydelsen kan begås, eller fysisk bistand til forbrydelsen, f.eks. som chauffør eller vagt. Det er imidlertid fast antaget, at en undladelse (passivitet) i visse tilfælde også kan straffes som medvirken, jf. Knud Waaben, Strafferettens almindelige del, Ansvarslæren (5. udg., 2011), side 242ff. Et medvirkensansvar ved passivitet forudsætter normalt, at der med rimelighed kunne forventes en aktiv handling fra den pågældende, dvs. at der var en særlig anledning til at handle aktivt i situationen. Der må med andre ord være en særlig forbindelse mellem den, der undlader at gøre noget, og det kriminelle hændelsesforløb. SIDE 3 En sådan handlepligt eller særlig forbindelse kan f.eks. støttes på, at den pågældende har en særlig tilknytning til og/eller har tilsluttet sig én eller flere personer, som begår kriminalitet, og dermed ikke blot kan forholde sig passiv, mens de andre begår en forbrydelse. En handlepligt kan også følge af, at man selv har været med til at skabe en farlig situation og undlader at afværge følgerne, ligesom et medvirkensansvar ved passivitet kan komme på tale i de tilfælde, hvor den pågældende har en særlig tilknytning til ofret, jf. Gorm Toftegaard-Nielsen, Strafferet I Ansvaret (2. udg., 2004), side 209ff., og Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, Almindelig del (9. udg., 2009), side 267f. Det bemærkes, at det ikke er strafbart i hvert fald ikke som medvirken blot at være tilfældig forbipasserende eller interesseret tilskuer til en forbrydelse, hvor der ikke er nogen særlig forbindelse mellem den, der overværer forbrydelsen, og hændelsesforløbet. Under den samme forudsætning er det heller ikke strafbart tilfældigt at befinde sig et sted, hvor andre begår kriminalitet, eller at få at vide, at andre vil begå kriminalitet. Samlet indebærer det anførte, at der ved bedømmelsen af, om et medvirkensansvar kan gøres gældende, må foretages en konkret helhedsvurdering af, om personen med sin adfærd (handling eller undladelse) må anses for at virke sammen med andre om en forbrydelse. Medvirkensansvar forudsætter endvidere, at der kan føres bevis for, at den pågældende har handlet med den fornødne tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed). I overensstemmelse med dette gælder det i sager, hvor en strafbar handling er foretaget under flere personers tilstedeværelse, at et strafferetligt ansvar kan gøres gældende over for alle involverede, hvis der er handlet på baggrund af en forudgående aftale eller en fælles forståelse, og den strafbare handling ikke er gået ud over, hvad der har været ventet eller forudsat, jf. Knud Waaben, Strafferettens almindelige del, Ansvarslæren (5. udg., 2011), side 243. Det gælder også, selv om det ikke er muligt at

4 fastlægge hver enkelt deltagers nærmere adfærd, eller det ligger fast, at kun nogle af de involverede har handlet aktivt, mens andre har forholdt sig passivt. 3. Afgrænsning af de sager, der er omfattet af redegørelsen Som anført ovenfor anmodede Justitsministeriet ved brev af 7. juni 2011 Rigsadvokaten om at gennemgå de senere års erfaringer med straffelovens regler om medvirken og i den forbindelse vurdere, om der er behov for ny lovgivning eller andre tiltag. Til brug for denne redegørelse har Rigsadvokaten anmodet de enkelte politikredse og statsadvokaturer om at redegøre for deres generelle erfaringer med anvendelsen af straffelovens regler om medvirken, herunder i sager, hvor de implicerede dækker over hinanden. Politikredsene og statsadvokaturerne er i den forbindelse blevet bedt om at anføre, om man er stødt på særlige problemstillinger i forhold til efterforskningen eller tiltalespørgsmålet, ligesom embederne er blevet anmodet om at oplyse, hvordan eventuelle problemstillinger er blevet håndteret. SIDE 4 Rigsadvokaten har endvidere anmodet politikredsene og statsadvokaturerne om at oplyse, hvorvidt eventuelle problemstillinger ved anvendelsen af straffelovens regler om medvirken navnlig relaterer sig til særlige kriminalitetstyper eller ofte forekommer i særlige miljøer. Endelig har Rigsadvokaten til brug for redegørelsen anmodet politikredsene og statsadvokaturerne om at indberette eksempler på konkrete sager, hvor det har givet anledning til vanskeligheder at fastlægge, hvem der kunne drages strafferetligt til ansvar. Rigsadvokaten har i den forbindelse umiddelbart peget på tre eksempler på sagstyper. Den første tilfældegruppe kunne være de situationer, hvor der under flere eller mange personers tilstedeværelse er begået en lovovertrædelse, men hvor det af bevismæssige årsager ikke eller kun delvis er muligt at få klarlagt, hvilke af de tilstedeværende der har deltaget i forbrydelsen. En anden tilfældegruppe kunne være de sager, hvor der kan rejses spørgsmål om, hvor langt de tilstedeværendes forsæt rækker. Denne problemstilling kan f.eks. forekomme i de situationer, hvor de involverede personer kun har deltaget i en del af det kriminelle forløb, sådan at nogle måske ikke har deltaget i den indledende planlægning, mens andre ikke har været med i de afsluttende stadier. Det kan også forekomme, at en af de implicerede foretager en uforudset handling. Den enkelte deltagers forsæt kan således bero på, hvad den pågældende har hørt eller kan slutte sig til om det, der ligger forud for vedkommendes egen handling eller indgår i en andens planer.

5 Endelig kunne en tredje tilfældegruppe være de situationer, hvor det på baggrund af de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at lovovertrædelsen er begået af enten personen A eller personen B eller eventuelt af A og B i forening, men hvor de pågældende skyder skylden på hinanden, og hvor det derfor i visse tilfælde kan være vanskeligt at bevise, hvem der kan straffes. Rigsadvokaten har fra politikredsene og statsadvokaterne modtaget i alt 64 sager, som er omfattet af én eller flere af de nævnte tilfældegrupper. Enkelte af de domme, som politikredsene og statsadvokaterne har udvalgt, har desuden været offentliggjort i de trykte tidsskrifter, ligesom enkelte domme efter indsendelsen er blevet trykt. Sagerne er nærmere omtalt nedenfor i afsnit 5. Politikredsenes og statsadvokaternes generelle erfaringer med medvirkensreglerne omtales i afsnit 4. SIDE 5 4. Politikredsenes og statsadvokaturernes generelle erfaringer med anvendelsen af straffelovens regler om medvirken Som nævnt ovenfor i afsnit 3 har Rigsadvokaten anmodet de enkelte politikredse og statsadvokaturer om at redegøre for deres generelle erfaringer med anvendelsen af straffelovens regler om medvirken. I den forbindelse er politikredsene og statsadvokaturerne blevet anmodet om at anføre, om de har oplevet særlige problemstillinger i forhold til efterforskningen eller tiltalespørgsmålet, samt om hvorvidt eventuelle problemstillinger ved anvendelsen af straffelovens regler om medvirken navnlig har relateret sig til særlige kriminalitetstyper eller særlige miljøer. Helt overordnet svarer alle embeder, at straffelovens regler om medvirken fungerer efter hensigten, samt at der i praksis i almindelighed ikke opstår juridiske problemer i relation til anvendelse af reglerne om medvirken. I de sager, hvor der sker frifindelse for medvirken, ses dette således typisk at bero på en vurdering af, hvilket faktum der bevismæssigt kan lægges til grund, eller en vurdering af forsættets rækkevidde, hvorimod der ikke ses at være frifindelser, der beror på en indskrænkende eller restriktiv fortolkning af reglerne om medvirken. Flere af embederne oplyser, at der allerede på efterforskningsstadiet er stort fokus på, om der er andre udover gerningsmanden, der kan gøres til genstand for strafferetlig efterforskning. Det kan eksempelvis være bagmanden, der formår en anden til at begå et røveri for at afdrage sin gæld, moren, der har boet i det fælles hjem, hvor faren udsætter børnene for vold eller seksuelle overgreb, eller den butiksansatte, der undlader at slå alarmen til, så hans kammerater uforstyrret kan begå indbrud. Tilsvarende er der også i anklagemyndigheden stort fokus på reglerne om medvirken i forbindelse med tiltalerejsningen og spørgsmålet om, hvem der skal rejses tiltale mod.

6 Samtlige embeder oplyser, at den største udfordring i forhold til at få fastlagt et ansvar for medvirken er af bevismæssig karakter, idet domfældelse forudsætter, at der er ført bevis for, dels at en person konkret på den ene eller anden måde har deltaget i forbrydelsen, dels at der er handlet med den fornødne tilregnelse. Bevisførelsen om strafansvar for medvirken adskiller sig på den måde ikke fra bevisførelsen generelt i straffesager. Statsadvokaturerne og politikredsene peger næsten samstemmende på enkelte områder, hvor de bevismæssige vanskeligheder er særlig fremtrædende. Det gælder således forbrydelser begået i familieforhold, forbrydelser med relationer til rocker- og bandemiljøet samt organiseret kriminalitet i almindelighed. SIDE 6 Sager om forbrydelser i familieforhold omfatter dels sager om grov vold mod spædbørn, dels sager om seksuelt misbrug. I sager om grov vold mod spædbørn opstår de bevismæssige problemer typisk, fordi der ikke er vidner til voldsudøvelsen, ligesom forældrene ofte helt benægter kendskab til, at et overgreb har fundet sted, eller skyder skylden på hinanden. Den bevismæssige udfordring i disse situationer består således i at bevise, hvem af forældrene, hvis ikke begge, der begik volden, samt om den forælder, der ikke begik volden, havde forsæt til (f.eks. vidste), at den anden forælder udsatte barnet for vold (sådan at vedkommende muligt kan dømmes for passiv medvirken). I sager om seksuelt misbrug, hvor det er faren/samleveren, der har begået overgrebene, opstår de bevismæssige vanskeligheder typisk i relation til moren, idet hendes eventuelle medvirken som oftest vil bestå i passiv medvirken. I sådanne tilfælde er det en forudsætning for, at der kan ske domfældelse for medvirken, at der kan føres bevis for, at hun havde et kendskab til, at de seksuelle overgreb fandt sted. I sager med relationer til rocker- og bandemiljøet oplyser hovedparten af embederne, at de bevismæssige vanskeligheder særligt består i relation til at klarlægge de faktiske omstændigheder. Det anføres således bl.a., at der i miljøet hersker et udbredt tavshedskodeks, ligesom der blandt vidner inden for miljøet er en stor modvilje mod at udtale sig af frygt for repressalier. Også i de tilfælde, hvor et rocker- eller bandemedlem selv er blevet udsat for grov vold eller drabsforsøg, er der ofte ingen større lyst til at anmelde forholdet endsige afgive forklaring om det. Tilsvarende er der i miljøet en stor bevidsthed om muligheden for at blive aflyttet, hvilket kan have betydning for, hvilke beviser der kan skaffes ved øvrige efterforskningsskridt i form af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

7 Flere politikredse nævner endvidere, at kriminalitet forøvet i rocker- og bandemiljøet tillige er kendetegnet ved, at der består et mere eller mindre udtalt hierarki blandt de involverede personer. De ledende medlemmer af grupperingerne deltager typisk ikke selv i den umiddelbare strafbare handling, som f.eks. et drab/drabsforsøg, en narkotikaleverance eller en afpresningssituation, men lader underordnede medlemmer udføre handlingerne, og de underordnede medlemmer eller vidner i øvrigt i miljøet vil som altovervejende hovedregel ikke udtale sig til politiet eller i retten. I sager om organiseret kriminalitet udtaler hovedparten af embederne ligeledes, at de bevismæssige vanskeligheder hovedsageligt består i at klarlægge faktum. Det anføres bl.a., at organiseret narkotikakriminalitet er et eksempel på et område, hvor efterforskningen er meget vanskelig, herunder i relation til at placere et medvirkensansvar for bagmændene. Det skyldes, at der er tale om meget lukkede miljøer (ofte styret af rocker- og bandemiljøet), ligesom kriminaliteten er kendetegnet ved, at der ikke er nogen direkte ofre. Aftagerne af narkotikaen ønsker typisk ikke at forsyne politiet med oplysninger om, hvorfra de har stofferne, idet de dels risikerer ikke længere at kunne få de nødvendige stoffer, dels risikerer repressalier. Endelig er en del af aftagerne ofte også selv en del af salgsnetværket, sådan at de risikerer at inkriminere sig selv, hvis de giver oplysninger om bagmændene. SIDE 7 De bevismæssige vanskeligheder, der består på de nævnte områder, knytter sig ikke særligt til spørgsmålet om anvendelse af reglerne om medvirken, men afspejler den bevisbyrde og bevisvurdering, der gælder generelt i en straffesag. Statsadvokaturerne og politikredsene anfører i den forbindelse, at hvis faktum i en sag bevismæssigt ligger tilstrækkeligt fast, herunder særligt at de implicerede i en forbrydelse er identificeret, vil der normalt være grundlag for at rejse tiltale mod de pågældende, således at de kan dømmes for i forening at have begået forholdet. Det anføres endvidere, at anklagemyndigheden i overvejende grad får medhold i sin påstand om domfældelse, når der bliver rejst tiltale for medvirken. 5. De indberettede domme Som nævnt ovenfor i afsnit 3 har Rigsadvokaten anmodet samtlige politikredse og statsadvokater om at indberette konkrete eksempler på sager fra de senere år, hvor problemstillingerne i en række nærmere angivne tilfældegrupper vedrørende medvirkensansvaret har været aktuelle. Der er blevet indberettet 63 domme, og en politikreds har desuden indsendt en sag, hvori der skete påtaleopgivelse. Redegørelsen omfatter kun endelige domme. Byretsdomme under anke er således ikke medtaget i redegørelsen. En enkelt dom omfattende adskillige forhold er i bilag 1 delt op i to sager, således at oversigten over domme om medvirkensansvar indeholder i alt 65 sager.

8 Rigsadvokaten har som nævnt oprindeligt anmodet om at få indberettet eksempler på (1) sager, hvor det af bevismæssige årsager ikke eller kun delvist er muligt at få klarlagt, hvilke af flere personer der har deltaget i en forbrydelse, (2) sager, hvor der kan rejses tvivl om, hvor langt de tilstedeværendes forsæt rækker, og (3) sager, hvor de pågældende skylder skylden på hinanden. Ved gennemgangen af sagerne har Rigsadvokaten imidlertid kunnet konstatere, at de nævnte tilfældegrupper ofte ikke lader sig adskille. Således vil der f.eks. i sager, hvor det bevismæssigt er svært at fastlægge, hvem der har deltaget i en forbrydelse, altid skulle tages stilling til, hvor langt den enkeltes forsæt rækker, når vedkommendes deltagelse er bevist. Den nævnte opdeling af sagerne er derfor ikke anvendt i det følgende. I stedet er det valgt at opdele de indberettede domme i kategorier fordelt på kriminalitetstyper og særlige tilfældetyper. SIDE 8 De 63 domme, der er beskrevet i oversigten i bilaget til denne redegørelse, fordeler sig således på byretterne, landsretterne og Højesteret: Byret Landsret Højesteret Banderelateret kriminalitet 3 5 Vold Drab og forsætlig fareforvoldelse 5 Demonstrationer og lign Narkokriminalitet 1 2 Berigelseskriminalitet 7 2 Anden kriminalitet 1 3 I det følgende vil sagerne fra bilaget blive gennemgået med særligt fokus på anvendelse af reglerne om medvirken Domme om rocker- og banderelateret kriminalitet Rigsadvokaten har modtaget i alt otte domme fordelt på ni referater vedrørende kriminalitet begået i tilknytning til rocker- og bandemiljøet. I en række af sagerne er der rejst tiltale mod personer, der ikke selv har udført eller deltaget i udførelsen af en kriminel handling, men på baggrund af en formodning om, at de i kraft af deres overordnede stilling i en bestemt gruppering har beordret handlingen udført. I denne type af sager viser gennemgangen, at der sker domfældelse for medvirken, hvis der føres bevis for, at den tiltalte konkret har beordret en bestemt handling udført eller på anden vis har en tilknytning til handlingen.

9 Dette kommer blandt andet til udtryk i dom nr. 2, hvor et ledende medlem af rockergruppen Bandidos var tiltalt for i to forhold at have beordret de medtiltalte til at udøve afpresning og vold mod to forurettede. Vedkommende blev dømt i forhold 1 under henvisning til, at der var ført bevis for, at han havde været med til at bestemme, at den ene af de forurettede skulle betale en dumme-bøde, samt været med til at fastsætte bødens størrelse, ligesom han havde sendt en af de medtiltalte til et møde med den forurettede. Retten fandt dog ikke, at der kunne ske domfældelse i forhold 2 alene under henvisning til, at den tiltalte indtog en position som leder af gruppen, og at der dermed var en formodning for, at han deltog aktivt i de beslutninger, der blev truffet af gruppen. Retten udtalte således, at formodningen ikke i sig selv kunne udgøre tilstrækkeligt bevis for, at han havde tilskyndet de medtiltalte til at begå afpresning, og han blev derfor frifundet. SIDE 9 Det samme blev resultatet i dom nr. 6, hvor et højtstående medlem af Hells Angels var tiltalt for at have instrueret og styret de medtiltalte i relation til narkotikakriminalitet. Der blev i retten ført bevis i form af telefonaflytninger og observationer, der viste, at der havde været en intens kontakt mellem særligt en af de tiltalte og det højtstående medlem af Hells Angels, ligesom kontakten ifølge anklagemyndigheden afspejlede et over-underordnelsesforhold de to tiltalte imellem. Landsretten fandt imidlertid, at den omstændighed, at der havde været en tæt kontakt imellem de to tiltalte, i mangel af oplysninger om, hvori kontakten havde bestået, ikke i sig selv kunne udgøre bevis for, at det højtstående medlem af Hells Angels havde medvirket til de medtiltaltes kriminalitet. I dom nr. 5 var tre medlemmer af Bandidos tiltalt for i forening at have skudt mod personer fra Black Cobra. Der var en klar rangorden de tre tiltalte imellem, idet T1 var et ledende medlem af Bandidos, mens T2 var hang-around, og T3 var prospect. Det lå efter bevisførelsen fast, at det var T2, der havde skudt, mens T1 havde været til stede på motorcykel, og T3 havde siddet i en bil. Landsretten fandt det bevist, at T1 havde givet tegn til beskydningen, og fandt på baggrund heraf samt oplysninger om, at han var kommet sammen med de to andre og havde forladt stedet efter skyderiet sammen med de medtiltalte, at han kunne dømmes for medvirken. Landsretten forholdt sig således ikke til den omstændighed, at han var et ledende medlem af gruppen, men dømte på baggrund af de foreliggende beviser for hans tilknytning til forbrydelsen. I sagen mod 15 medlemmer af Hells Angels (dom nr. 7 og nr. 8) var to ledende medlemmer af Hells Angels i forhold 5 og forhold 6 tiltalt for at have givet ordre til henholdsvis et voldeligt overfald mod to personer med indvandrerbaggrund og et drab. I begge forhold lå det fast, at ingen af de to fysisk havde været til stede i forbindelse med handlingernes udførelse, og at deres medvirken i givet fald bestod i at have beor-

10 dret handlingerne udført. Som bevis for, at de to tiltalte skulle have afgivet ordren, forelå primært ét vidnes forklaring herom. I dom nr. 7 (forhold 5) udtalte retten for så vidt angår den ene af de tiltalte, at det måtte lægges til grund, at denne havde en ledende rolle i Hells Angels og var overordnet de øvrige tiltalte. Landsretten udtalte herefter, at vidnets forklaring om, at tiltalte havde været med til at beordre det voldelige overfald, var underbygget af videoovervågning og telefonaflytninger. På denne baggrund fandt landsretten ham skyldig i medvirken til grov vold. For så vidt angår den anden af de tiltalte i forhold 5 fandt landsretten, at vidnets forklaring om den tiltaltes deltagelse i beslutningen om at afgive ordre til det voldelige overfald ikke var støttet af andre oplysninger, hvorfor landsretten fandt, at der ikke var til det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for hans medvirken. SIDE 10 Med samme begrundelse blev begge de tiltalte frifundet i dom nr. 8 (forhold 6). De to afgørelser illustrerer, at domfældelse kræver, at der kan føres det fornødne bevis for hver enkelt deltagers tilknytning til den strafbare handling, og at dette også gælder, når det drejer sig om lederne i grupperinger og deres eventuelle ansvar for de underordnedes kriminalitet. I det omfang der kan føres bevis for ledernes deltagelse i den strafbare handling, herunder også i form af at give ordre til den, er domstolene ikke tilbageholdende med at domfælde for medvirken. Der er også eksempler på, at domstolene tillægger selve tilhørsforholdet til en gruppe betydning ved vurderingen af forsættets rækkevidde. Dette kommer således til udtryk i dom nr. 9, som vedrørte vold udøvet i forbindelse med en spontan konfrontation mellem to grupperinger i rocker- og bandemiljøet. I dommen fandt landsretten, at de tiltalte havde handlet som en gruppe, og at de havde udøvet den samlede vold i forening, selv om de ikke var ankommet samtidig til gerningsstedet, og selv om ikke alle havde udøvet vold eller deltaget i de samme dele af voldsepisoden. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at de alle havde tilknytning til den samme gruppering, og at de tiltalte enten selv havde udøvet vold eller havde placeret sig tæt på konkrete voldsepisoder og derved været med til at forværre situationen for de forurettede. De blev herefter anset for strafferetligt ansvarlige for den samlede vold udøvet af gruppen som helhed.

11 5.2. Domme om vold Rigsadvokaten har modtaget i alt 30 sager, hvor der er sket domfældelse eller frifindelse for medvirken til vold. Ti af dommene vedrører vold begået af en gruppe af personer, hvor den enkeltes færden i forbindelse med det voldelige overfald ligger forholdsvist fast. Ni af dommene vedrører vold begået af en gruppe af såvel identificerede som uidentificerede gerningsmænd, hvor det har været vanskeligt at påvise, hvori den enkeltes deltagelse har bestået. Ni af dommene vedrører vold mod børn eller stedbørn, og to af dommene vedrører vold begået i drikkelag. I det følgende vil de enkelte tilfældegrupper blive gennemgået. SIDE Domme om vold begået af grupper, hvor den enkeltes færden bevismæssigt ligger forholdsvist fast Rigsadvokaten har modtaget i alt ni domme, der vedrører vold begået af grupper, hvor den enkeltes færden i forbindelse med det voldelige overfald ligger forholdsvis fast. I en række af sagerne er der tale om en situation, hvor én eller flere af de tiltalte må betragtes som langt mere aktive i voldsudøvelsen end de øvrige tiltalte. I disse sager vil domstolene således skulle tage stilling til, i hvilket omfang de tiltalte, som kun deltager i et meget begrænset omfang eller forholder sig helt passive, kan gøres ansvarlige for den samlede voldsudøvelse. Dette bliver i praksis i høj grad en vurdering af forsættets rækkevidde, dvs. om den pågældende kan antages at have haft forsæt til hovedmandens voldsudøvelse. Gennemgangen af dommene viser, at domstolene ved vurderingen af, om den passive deltager kan dømmes for medvirken til hovedmandens voldsudøvelse, lægger vægt på, om den passive deltager må antages at have haft et forudgående kendskab til eller en formodning om, at der ville blive udøvet vold i en given situation. Domstolene lægger endvidere vægt på, om den passive deltagers adfærd i forbindelse med voldsudøvelsen kan ses som et udtryk for, at den pågældende tilslutter sig hovedmandens voldsudøvelse, eller om denne ved sin tilstedeværelse er med til at understøtte hovedmandens voldsudøvelse. Som eksempel herpå kan nævnes dom nr. 13, hvor tre personer var tiltalt for vold mod en forurettet, som den ene af de tiltalte havde et modsætningsforhold til. Landsretten lagde her til grund, at volden udelukkende var udøvet af to af de tiltalte, mens den tredje ikke havde deltaget aktivt. Vedkommende blev imidlertid dømt for medvirken til de medtiltaltes voldsudøvelse. Landsretten begrundede afgørelsen med, at han var kammerat til den ene af medgerningsmændene, og at de var ankommet til stedet sammen med henblik på at mødes med den forurettede, som skulle stilles til regnskab for

12 nogle udtalelser, som han tidligere var kommet med. Landsretten udtalte på denne baggrund, at der mellem disse to tiltalte forelå en stiltiende aftale om, at forurettede ved mødet kunne blive udsat for vold i form af slag og spark. Ved herefter at have overværet store dele af voldsudøvelsen uden udtrykkeligt at tage afstand herfra måtte han anses for ansvarlig for den del af volden, der ikke gik ud over, hvad han kunne forvente. Landsretten fandt dog, at han ikke kunne dømmes for medvirken til den ene tiltaltes slag med en krokketkølle, idet slagene med krokketkøllen var kommet pludseligt og uventet og dermed lå uden for det forventelige. Dommen er udtryk for, at en person ikke blot kan forholde sig passivt i de tilfælde, hvor vedkommende stiltiende eller udtrykkeligt har tilsluttet sig én eller flere personer, som begår kriminalitet. Der skabes med andre ord en situation, hvor vedkommende ved at forholde sig passiv pådrager sig et medvirkensansvar i forhold til den kriminalitet, vedkommende måtte forvente, vil blive begået. SIDE 12 Et andet eksempel er dom nr. 15, hvor tre personer var tiltalt for over en periode på ca. 2 timer at have udsat den forurettede for omfattende vold. I dette tilfælde forelå der ikke umiddelbart nogen oplysninger om, at der havde været en forudgående stiltiende eller udtrykkelig aftale eller forståelse om, at forurettede skulle udsættes for vold. Retten fandt efter bevisførelsen, at volden helt overvejende var blevet udøvet af den ene af de tiltalte, men fandt desuagtet de to medtiltalte skyldige i medvirken til volden. Retten lagde i denne forbindelse afgørende vægt på de tiltaltes adfærd under og til dels efter voldsudøvelsen. Retten udtalte således, at de tiltalte ved at have været til stede i hele den periode, hvor volden stod på, ved at have deltaget i begrænset omfang, herunder ved at have båret den forurettede fra et rum til et andet, og ved ikke at have sagt fra eller tilkaldt hjælp, havde været passivt medvirkende til den samlede vold. Retten lagde endelig vægt på, at de to tiltalte heller ikke efterfølgende, da voldsudøvelsen var ophørt, havde reageret ved at skaffe hjælp. Dommen viser, at et medvirkensansvar også kan komme på tale i de situationer, hvor en person ved sin adfærd må anses for at tilslutte sig en forbrydelse, der er ved at blive begået, også selv om vedkommende ikke havde en forudgående viden eller formodning om, at den ville blive begået. I dette tilfælde pådrog de to medtiltalte sig et medvirkensansvar ved at forblive på stedet i to timer, mens den forurettede blev udsat for massiv vold, uden at sige fra eller tilkalde hjælp. Dette illustreres endvidere af dom nr. 18, hvor en person blev dømt for medvirken til vold, idet han ved sin adfærd fandtes at have tilsluttet sig de medtiltaltes voldsudøvelse. Den tiltalte havde forholdt sig passiv under hele voldsudøvelsen uden at gribe ind og havde efterfølgende optaget den forurettede på video, mens han udtalte: sådan ser man ud, når man stikker, og lagt filmsekvensen på facebook.

13 Endelig kan som eksempel på, at der statueres medvirkensansvar i en situation, hvor en tiltalt har forholdt sig passiv, nævnes dom nr. 10. I sagen var otte personer tiltalt for at have overfaldet en forurettet sent om aftenen i dennes eget hjem. Retten lagde til grund, at alle de tiltalte var ankommet til forurettedes bopæl samtidig og havde forladt stedet samtidig i de biler, hvori de var kommet. Retten lagde endvidere til grund, at de alle vidste eller bestemt måtte formode, at baggrunden for, at de henvendte sig på adressen, var, at der skulle ske et overfald på forurettede. På denne baggrund fandt retten, at de alle kunne dømmes for vold eller medvirken hertil, herunder også den tiltalte, der under hele voldsudøvelsen havde befundet sig uden for forurettedes hus. Retten lagde således vægt på, at samtlige tiltalte vidste, at forurettede skulle overfaldes, og at de ved at tage med i bilerne og befinde sig på stedet, mens overfaldet fandt sted, tilsluttede sig og accepterede overfaldet. SIDE 13 Som eksempel på en sag, hvor retten fandt, at der ikke kunne statueres medvirkensansvar, kan nævnes dom nr. 11, hvor to tiltalte blev frifundet for medvirken til vold udøvet af en tredje tiltalt. Landsretten fandt det ikke bevist, at de to aktivt havde deltaget i nogen form for vold, men de havde befundet sig bag den tredje tiltalte, da denne begyndte at slås med de forurettede. Herefter foretog landsretten en vurdering af, om de to tiltalte kunne antages at have tilsluttet sig den tredje tiltaltes vold. For så vidt angår den ene fandt landsretten på baggrund af oplysninger om, at han havde forsøgt at stoppe volden og havde trukket sig tilbage, da volden udviklede sig, at han ikke havde haft forsæt til at medvirke til vold. For så vidt angår den anden medtiltalte fandt landsretten, at denne ikke havde nogen forudgående viden om, at der forud for voldsudøvelsen havde været en uoverensstemmelse mellem de to medtiltalte og de forurettede, og at der således ved mødet mellem dem kunne opstå en voldelig situation. Landsretten fandt herefter, at han ikke havde forsæt til at medvirke til vold Domme om vold begået af grupper, hvor den enkeltes deltagelse i det voldelige overfald er uklar Rigsadvokaten har modtaget 10 domme, der vedrører vold begået af en gruppe af såvel identificerede som uidentificerede gerningsmænd, hvor det har været uklart, hvori den enkeltes deltagelse konkret har bestået, eller hvor spørgsmålet har været, om der er ført bevis for, at den eller de tiltalte har været til stede under det voldelige overfald. Gennemgangen af dommene viser, at hvis domstolene finder, at der er ført det til domfældelse tilstrækkelige bevis for, at den enkelte tiltalte er en af de personer, der beskrives som gerningsmænd til volden, bliver den enkelte i vidt omfang også dømt for den samlede vold udøvet af gruppen. Således gøres hver enkelt ansvarlig for den samlede vold, der begås af de andre i gruppen. Retten lægger i disse sager især vægt på, om de tiltalte har opført sig som en gruppe, og om de må antages at have haft en fælles forståelse om, at der skulle udøves vold.

14 Som et eksempel herpå kan henvises til dom nr. 23, hvor fem personer var tiltalt for at have udøvet vold mod to forurettede i form af spark og knytnæveslag. Det var ikke muligt at bevise, hvem af de tiltalte der havde gjort hvad. Landsretten fandt imidlertid alle de tiltalte skyldige i den samlede vold udøvet af gruppen. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at de tiltalte var ankommet samlet som gruppe til gerningsstedet, at de samlet, da voldsudøvelsen var forbi, fulgte efter de forurettede, og at de efterfølgende indfandt sig samlet som gruppe på nærmeste S-togsstation. De fandtes herved at have handlet i forening, i det mindste i form af gensidig forståelse. Retten fandt det herefter ikke fornødent at tage stilling til, hvorledes og i hvilket omfang hver af de tiltalte havde udøvet vold. Dommen kan således ses som udtryk for, at når en strafbar handling begås af en gruppe, så bliver de enkelte medlemmer af gruppen ansvarlige også for de andre medlemmers handling, når denne ikke går ud over, hvad der var ventet eller forudsat. SIDE 14 Som eksempel kan endvidere nævnes dom nr. 20. I denne sag var der rejst tiltale mod fem personer, der havde omringet en forurettet og udsat ham for omfattende vold, herunder 14 knivstik, som medførte, at han kort efter afgik ved døden. Retten frifandt to af de tiltalte under henvisning til, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at disse havde deltaget i overfaldet. For så vidt angår de øvrige tiltalte fandt retten, at de kunne dømmes for den samlede vold, herunder den vold, der havde forårsaget den forurettedes død, uanset det ikke kunne lægges til grund, præcist hvem der havde gjort hvad. Retten begrundede dette med, at de alle havde sluttet ring om den forurettede, at de alle havde været aktive under voldsudøvelsen og var forblevet på stedet, samt at volden var begået over et vist tidsrum, og at volden og antallet af knivstik var af et betydeligt omfang. Dommen viser, at der naturligvis skal føres bevis for, at de tiltalte har deltaget i overfaldet. Hvis dette bevis er ført, kan alle i gruppen som nævnt som udgangspunkt blive dømt for den samlede vold udøvet af gruppen. I dette tilfælde blev alle tillige dømt for at have tilføjet den forurettede et stort antal knivstik, selv om det ikke kunne bevises, at alle konkret havde stukket med kniv. Domfældelsen begrundes med, at den forurettede blev tilføjet mange knivstik over et vist tidsrum. Synspunktet synes at være, at den tiltalte, som muligt ikke selv har stukket med kniv, må antages at have accepteret dette ved at blive stående i rundkredsen omkring forurettede, efter at forurettede var blevet stukket, og må herved have tilsluttet sig voldsudøvelsen med kniv. Dette var ligeledes tilfældet i dom nr. 25, hvor en person var tiltalt for i forening med en gruppe af uidentificerede personer at have udsat to forurettede for røveri og grov vold. Det var på baggrund af bevisførelsen ikke muligt at fastlægge den tiltaltes præcise rolle i voldsudøvelsen og røveriet. Pågældende blev desuagtet dømt for gruppens samlede strafbare forhold, uden at landsretten begrundede resultatet på anden måde

15 end, at den fandt det bevist, at tiltalte var identisk med en af de beskrevne gerningsmænd. Også her synes synspunktet at være, at den tiltalte ved at være en del af en gruppe, som begår lovovertrædelser i en konkret situation, bliver gjort ansvarlig for gruppens samlede strafbare forhold, når disse ikke går ud over, hvad der må antages at have været forudsat eller ventet. Endelig kan nævnes dom nr. 28. Ved dommen blev tiltalte fundet skyldig i medvirken til vold, da retten fandt det bevist, at hun havde ringet til forurettede og anmodet ham om at møde hende i en park velvidende, at forurettede, når han mødte op i parken, ville blive overfaldet af de medtiltalte. Hun blev ligeledes dømt for vold mod de personer, som forurettede havde taget med til parken, idet retten fandt, at hun måtte have indset, at forurettede ikke ville komme alene, og at disse personer også ville blive udsat for vold. Til trods for, at tiltalte således ikke selv havde været til stede i parken, da forurettede blev overfaldet, blev hun dømt for medvirken til overfaldet, idet retten fandt, at hun ved at ringe til forurettede og anmode ham om at komme til parken, på strafbar måde havde medvirket til det samlede overfald. SIDE Domme om vold mod børn eller stedbørn Rigsadvokaten har modtaget ni domme om vold mod børn eller stedbørn, hvor volden er begået af enten moren/stedmoren eller faren/stedfaren eller dem begge i forening, og hvor de pågældende enten skyder skylden på hinanden eller helt nægter kendskab til, at der er begået et overgreb mod barnet. I en række af sagerne har det ikke bevismæssigt kunnet lægges til grund, hvem af forældrene der har udøvet volden. Her viser gennemgangen af dommene, at domstolene lægger afgørende vægt på, om det kan lægges til grund, at den forælder, som ikke selv måtte have udøvet volden, har haft kendskab til, at barnet blev udsat for vold, eller har anset det for overvejende sandsynligt. Hvis det er tilfældet, henvises der til, at der påhviler forældre en særlig omsorgspligt, og på baggrund heraf findes begge forældre at kunne gøres strafferetligt ansvarlige for den vold, barnet har været udsat for. Dette kommer særligt til udtryk i sager, der vedrører vold mod spædbørn, hvor begge forældre har deltaget i pasningen af barnet, og hvor det må udelukkes, at volden kan være begået af andre end barnets forældre. I dom nr. 31 var der således tale om, at et spædbarn fra fødslen, og til det var ca. 7 uger gammelt, havde været udsat for omfattende vold. Landsretten udtalte, at de tiltalte i deres daglige pasning og pleje af deres spædbarn havde indset, at barnet blev udsat for omfattende vold. Under henvisning til den særlige omsorgspligt, som de havde over for barnet, fandt landsretten dem begge skyldige i den samlede vold, som

16 barnet havde været udsat for, idet den af de tiltalte, som ikke selv måtte have udøvet volden, havde haft mulighed for at hindre en del af volden. Dommen viser, at et medvirkensansvar ved passivitet kan komme på tale i de tilfælde, hvor den pågældende har en særlig tilknytning til ofret i dette tilfælde en forælders særlige tilknytning til sit barn. Dommen understreger endvidere, at en forælder har en særlig forpligtelse til at beskytte sit barn og dermed en handlepligt i forhold til at undgå, at det udsættes for overgreb. Dette kommer også til udtryk i de tilfælde, hvor det bevismæssigt ligger fast, hvem af forældrene/stedforældrene der har udøvet volden. I disse situationer viser gennemgangen, at domstolene også her lægger afgørende vægt på, om den forælder, der ikke selv har udøvet volden, har haft kendskab til, at voldsudøvelsen fandt sted. SIDE 16 Som et eksempel herpå kan nævnes dom nr. 37, hvor en stedfar blev dømt for omfattende vold mod et 15 måneder gammelt barn. Moren blev dømt i samme omfang, selv om hun ikke selv havde udøvet vold af nogen art, men alene havde været tilskuer til stedfarens behandling af barnet. Landsretten udtalte i relation til moren, at hun havde en særlig omsorgspligt over for barnet og på baggrund heraf var forpligtet til efter bedste evne at beskytte barnet mod vold og andre overgreb. Ved at undlade dette fandt landsretten hende skyldig i medvirken til den af stedfaren udøvede vold. Det modsatte blev resultatet i dom nr. 34, hvor der alene var tale om et enkeltstående voldeligt forhold begået af stedfaren over for et 3-årigt barn. Landsretten fandt det i dette tilfælde ikke bevist, at volden var begået under sådanne omstændigheder, at moren var blevet opmærksom på, at stedfaren udsatte hendes barn for vold. Landsretten fandt således, at hun ikke havde haft mulighed for at gribe ind og forhindre yderligere voldsudøvelse, og hun blev på denne baggrund blev frifundet for medvirken til stedfarens voldsudøvelse. I de tilfælde, hvor der alene er tale om et enkeltstående tilfælde af vold, eller hvor volden ikke har kunnet konstateres i form af ydre tegn, er domstolene tilbageholdende med at dømme, hvis det ikke bevismæssigt kan fastlægges, hvem af forældrene der har udøvet volden. Et eksempel herpå er dom nr. 32, hvor en pige på 2½ år var blevet påført ætsningsskader i ansigtet og på kroppen, mens hun sov i sin barnevogn, og hvor det måtte lægges til grund, at skaderne kun kunne være påført ved, at enten moren eller morens kæreste havde hældt en stærk ætsende væske ud over hende. Her fandt retten, at det mod de tiltaltes benægtelse ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed var bevist, hvem af de tiltalte der havde tilføjet pigen ætsningsskaderne, eller at de havde gjort dette i forening, og de begge blev frifundet.

17 Samme resultat nåede landsretten til i dom nr. 35, hvor et spædbarn på ca. 3 måneder var blevet udsat for ruskevold og klemning af brystkassen, hvorved barnet var blevet tilføjet blødninger i hjernen, brud på flere ribben samt synlige blodansamlinger på arme, ben og fødder. Da det efter de lægelige oplysninger ikke var muligt at konstatere ydre tegn på ruskevold, fandt landsretten, at de tiltalte ikke mod deres benægtelse og uden beviser for, hvem der havde udøvet volden, kunne dømmes for denne del af volden. Derimod fandt landsretten, at det henset til de tydelige tegn på vold i form af blodudtrædninger og til, at volden var foregået over længere tid, måtte have været klart for den af de tiltalte, som ikke selv havde udøvet volden, at barnet blev udsat for vold. Landsretten fandt på denne baggrund og under henvisning til forældrenes særlige omsorgspligt, at de begge kunne dømmes for den vold, der kunne henføres til de ydre tegn herpå. SIDE 17 Dommene illustrerer, at medvirkensansvar forudsætter, at der kan føres bevis for, at den pågældende har handlet med den fornødne tilregnelse (her forsæt), og at ingen kan gøres strafferetligt ansvarlig for en handling, som vedkommende ikke har haft noget (hverken direkte eller indirekte) kendskab til (eller i øvrigt har forsæt til) Domme om vold begået i drikkelag Rigsadvokaten har modtaget to domme (dom nr. 38 og dom nr. 39), der vedrører den situation, hvor der beviseligt kun har været tre personer til stede i en lejlighed i forbindelse med et drikkelag, og hvor den ene efterfølgende findes død eller udsat for meget grov vold, og hvor de to andre gensidigt skyder skylden på hinanden. I begge sager lagde retten afgørende vægt på den omstændighed, at den af de tiltalte, som ikke selv havde deltaget i voldsudøvelsen, eller kun havde deltaget i begrænset omfang, havde været til stede i lejligheden uden at tage afstand fra voldsudøvelsen og uden at gribe ind eller tilkalde hjælp. Vedkommende kunne herefter på denne baggrund anses for strafferetligt ansvarlig for den samlede vold, der blev begået, selv om det ikke bevismæssigt var muligt at fastslå, hvem hvis ikke begge der havde udøvet volden. I dom nr. 38 var der således fundet DNA fra den forurettede på begge de tiltaltes fodtøj, men uden at omfanget af slag og spark, som hver tiltalte havde givet, kunne fastlægges. Retten fandt begge de tiltalte strafferetligt ansvarlige for den samlede vold under henvisning til, at de begge havde været til stede i forbindelse med den andens voldsudøvelse uden at tage afstand herfra. I dom nr. 39 fandt retten det bevist, at den ene tiltalte havde været den mest udøvende part, men at den anden tiltalte skulle dømmes for medvirken til den samlede vold un-

18 der henvisning til, at han var forblevet i lejligheden under hele voldsudøvelsen, at han ikke havde taget afstand fra volden eller tilkaldt hjælp, og at han havde forladt stedet sammen med den anden Domme om drab eller forsætlig fareforvoldelse Rigsadvokaten har modtaget i alt fem domme, der vedrører drab eller forsætlig fareforvoldelse. Flere af sagerne vedrører den situation, hvor det ikke er muligt bevismæssigt at påvise, hvem af de tiltalte der har påført den forurettede de dødbringende læsioner, eller om den ene af de tiltalte har været mere aktiv i voldsudøvelsen end de øvrige. SIDE 18 I to af sagerne var det alene den ene af de tiltalte, der havde et modsætningsforhold til forurettede, men alle tiltalte er desuagtet taget af sted med henblik på at straffe forurettede. Under disse omstændigheder tillægger domstolene det afgørende vægt, om de tiltalte vidste eller havde en bestemt formodning om, hvad der skulle ske, og om det, der skete, lå inden for, hvad der måtte anses for påregneligt. I dom nr. 41 fandt retten således alle tre tiltalte skyldige i manddrab under henvisning til, at alle havde været til stede i en forholdsvis lille lejlighed, at de alle havde deltaget i voldsudøvelsen, og at de ikke kunne have undgået at være klar over, at forurettede blev udsat for grov vold, der medførte kraftige blødninger. De tiltalte måtte herefter have indset det som overvejende sandsynligt, at forurettede ville dø af forblødning som følge af de læsioner, hun blev påført. Retten fandt hermed, at alle kunne gøres ansvarlige for både voldsudøvelsen og følgen af volden at forurettede afgik ved døden. Retten fandt det herefter ikke relevant at tage stilling til, hvem af de tiltalte der konkret havde gjort hvad, herunder havde tilføjet forurettede de dødbringende læsioner. Samme resultat nåede landsretten til i dom nr. 44, hvor to tiltalte blev fundet skyldige i at have dræbt to personer, som den ene havde et modsætningsforhold til. Under henvisning til, at der blev medbragt en riffel med ammunition til de forurettedes hjem, fandt landsretten, at det måtte have været påregneligt for de tiltalte, at straffeaktionen mod de forurettede kunne ende med drab. For så vidt angår den tiltalte, som nægtede at have haft forsæt til, at de forurettede skulle dræbes, udtalte landsretten, at den omstændighed, at han ikke kunne komme med nogen rimelig forklaring på, hvorfor han var taget med den anden tiltalte ud til de forurettede, samt hans opførsel efter drabene (han havde vasket sit tøj, skaffet sig af med en kniv samt lagt sig til at sove) bekræftede hans deltagelse i og accept af de begåede drab. Landsretten fandt det således heller ikke i denne situation afgørende, hvem der konkret havde tilføjet de forurettede de dødbringende læsioner.

19 Dommene viser således, at der kan ifaldes et medvirkensansvar, når en person må anses for med sin adfærd at have virket sammen med en anden eller andre om en forbrydelse, og der kan føres bevis for, at den pågældende har handlet med det fornødne forsæt, også selv om det ikke er påvist, hvad den enkelte konkret har foretaget sig. Også i de situationer, hvor det bevismæssigt ligger fast, hvem af de tiltalte der har tilføjet forurettede den dødbringende læsion eller foretaget den fareforvoldende handling, lægger domstolene afgørende vægt på, om den medtiltalte havde kunnet påregne resultatet af deres fælles aktion. I dom nr. 40 fandt landsretten således, at den tiltalte, der havde været bekendt med, at en pistol med ammunition blev medbragt til et røveri, var medskyldig i drabsforsøg, da den medtiltalte skød mod forurettede, som blev ramt i halsen. Landsretten udtalte i sagen, at forløbet (at den medtiltalte skød mod forurettede) ikke var gået ud over, hvad der fra starten måtte være påregneligt for ham, og han kunne på denne baggrund kunne dømmes for medvirken til drabsforsøg. SIDE 19 I dom nr. 42 fandt landsretten derimod, at der ikke var ført det til domfældelse fornødne bevis for, at den ene af tre tiltalte havde vidst eller med overvejende sandsynlighed gået ud fra, at de to medtiltalte ville køre ud og skyde mod et vindue, bag hvilket de formodede, hendes eksmand ville befinde sig. Landsretten fandt det således ikke bevist, at hun havde haft kendskab til, at de havde anskaffet sig et gevær, eller at hun på anden måde forsætligt havde medvirket til, at de havde anskaffet sig et gevær. På denne baggrund fandt landsretten, at den omstændighed, at hun havde lånt sin bil ud til de to medtiltalte, ikke kunne medføre, at hun kunne dømmes for medvirken til at have forvoldt nærliggende fare for den forurettedes liv eller førlighed, og hun blev derfor frifundet. Selv om hun således objektivt havde deltaget i forbrydelsen ved at låne de tiltalte penge til at købe et skydevåben og stille sin bil til rådighed for deres kørsel til forurettedes opholdssted, fandtes der ikke at være bevis for, at hun havde haft forsæt til forbrydelsen, idet hun ikke havde haft kendskab til de medtiltaltes kriminelle forehavende Domme om demonstrationer mv. Rigsadvokaten har modtaget i alt fire domme, der vedrører vold eller hærværk begået i forbindelse med demonstrationer eller lignende. Her viser gennemgangen af dommene, at domstolene i disse situationer foretager en meget indgående vurdering af, hvor langt den enkeltes forsæt rækker i forhold til handlingsforløbet og forbrydelsen, idet de tiltaltes tilstedeværelse på gerningsstedet i udgangspunktet har tilknytning til en lovlig aktivitet.

20 Således var der i dom nr. 46 og dom nr. 48 tale om lovligt anmeldte demonstrationer. I dom nr. 45 var der ligeledes tale om en demonstration, som i udgangspunktet var lovlig. I dom nr. 47 var situationen en lidt anden, da der var tale om, at personer havde været til stede i Ungdomshuset på dagen for rydningen. I dom nr. 45 udtalte landsretten, at der ikke var ført bevis for, at de tiltalte havde udøvet vold eller befundet sig i umiddelbar nærhed af personer, der udøvede vold. På denne baggrund fandt retten, at de tiltalte ikke kunne dømmes for den vold, som blev udøvet mod tjenestegørende polititjenestemænd i forbindelse med demonstrationen, idet de ikke ved deres blotte tilstedeværelse havde pådraget sig et strafferetligt medvirkensansvar. SIDE 20 Et tilsvarende resultat kom retten til i dom nr. 46, hvor en gruppe med tilknytning til det autonome miljø i forbindelse med deltagelse i en lovligt anmeldt demonstration ved Sandholmlejeren var brudt ud af demonstrationen og var begyndt at klippe i hegnet ind til lejren. Her fandt retten alene grundlag for at dømme den tiltalte, som vidner havde set rive og flå i hegnet, mens den tiltalte, som havde befundet sig ved siden af hegnet, blev frifundet for hærværk, idet retten udtalte, at hun ikke ved sin blotte tilstedeværelse fandtes at have tilsluttet sig hærværksaktionen. I dom nr. 47 havde de tiltalte beviseligt ikke deltaget aktivt i voldsudøvelsen mod politiet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, men de befandt sig i huset, da politiet iværksatte rydningen. Spørgsmålet var således, om de tiltaltes tilknytning til Ungdomshuset var af en sådan karakter, at de kunne straffes for medvirken til at planlægge og forberede grov vold mod politiet. For at de tiltalte kunne dømmes for medvirken til at planlægge og forberede grov vold mod politiet, skulle der foreligge bevis for, at de havde foretaget sig noget, der objektivt set måtte karakteriseres som medvirken til planlægning og forberedelse af vold, og at de havde haft det fornødne forsæt hertil. Såvel byretten som landsretten foretog derfor en nøje gennemgang af beviserne for hver af de tiltaltes relation til Ungdomshuset i tiden op mod rydningen og fandt herefter, at alle de tiltalte havde en nær tilknytning til Ungdomshuset og var kommet der ofte, ligesom de havde overnattet der og blandt andet deltaget i mandagsmøderne [Ungdomshusets besluttende organ]. De måtte således antages at være vidende om, at et stort antal personer planlagde og forberedte organiseret og voldsom kamp mod politiet. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at de tiltalte ved deres tilknytning til Ungdomshuset og deres ophold og færden i bygningen havde understøttet den planlagte og udøvede vold således, at de på strafbar måde havde medvirket til grov vold mod politiet.