Prædiken til skærtorsdag 2013, Vor Frue Kirke, København.

Transkript

1 Prædiken til skærtorsdag 2013, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch. Matt 26,17-30 Da jeg skulle skrive prædikenen til i dag var det nærmest umuligt at komme i gang. I tirsdags havde temperaturen endelig sneget sig op over frysepunktet og solen var fremme. I sådan et vejr er det ikke meget ved at sidde foran computerskærmen... og folk rykker jo også straks udenfor, for at drikke kaffe på Nansensgade - godt nok med tæpper omkring sig, men alligevel. Solen er kommet tilbage, foråret og lyset har vist nok og omsider fået bugt med den møghamrende kolde vinter. Men på trods af sol og kådhed skulle der tænkes og skrives om den nat, da Herren blev forrådt. Da han spiste sammen med sine venner for sidste gang. Da han led og var rædselsslagen i Gethsemane have. Og det er ikke så let, synes jeg. Fordi det på samme tid er frygteligt - og fyldt af glæde. 1

2 Først er der mørket, skærtorsdag og i morgen er det langfredag. Mørket ser ud til at have fået overtaget, ligesom i den lange mørke vinter i København hvor der for fjerde år i træk har været is på Søerne!! Men. Lyset bryder frem efter tre dage - som foråret nu endelig er kommet frem her. Der er derfor ingen grund til at fremføre et sørgespil i kirkerne skærtorsdag og langfredag, og lade som om vi ikke ved, hvor historien tager os hen. For vi ved, det ender godt. Og det kan ikke siges tit nok. Efter et oprydningsflip i præsteboligen for nylig, fandt jeg en del af mine gamle dagbøger. I én af dem kunne jeg læse om tiden omkring min konfirmation. Og der var to ting der bekymrede mig ved selve konfirmationen i kirken. For det første skulle jeg læse udgangsbønnen. Og tænk! hvis jeg ikke gjorde det ordentligt! For det andet, og det er det vigtige i denne sammenhæng, så havde jeg aldrig før været til alters og var nervøs for det. Tænk nu, hvis jeg kom til at grine eller tabte bægeret eller hvad der nu ellers kunne være i vejen. Tænk nu, hvis jeg ikke var værdig til det, så at sige 2

3 I tidligere tider var der en opfattelse af, at nadveren, var noget, der kun måtte rækkes til de mennesker, der var værdige til det. Til de mennesker, der på en eller anden måde havde fortjent at have måltidsfællesskab med vor Herre. Det skal dog siges, at det i mange århundreder faktisk var sådan i den danske kirke, at alle danskere ligefrem var tvunget til at gå til nadver mindst én gang om året. Men samtidig blev det stærkt indskærpet dem, at de ikke måtte misbruge denne hellige handling, som nadveren jo er. Man skulle forberede sig ordentligt på den. Sidenhen, da nadveren blev frivillig for alle, bevarede den mange steder i folks øjne sit eksklusive præg af kun at være for de værdige. Måske er det de gamle forestillinger om værdighed og gøren sig fortjent til nadveren, der stadig rumsterer, når vi endnu i dag sommetider ser, at kun halvdelen af menigheden deltager i nadveren.. Måske er det sådan, at man ikke vil bilde sig selv eller nogen andre ind, at man virkelig mener, at man selv er blandt de udvalgte få, som er værdige til at deltage i dette eksklusive Herrens måltid. På den anden side, så er det for eksempel sådan at flere og flere forældre tager børnene med til alters, hvilket er et skridt i den rigtige retning - i forhold til min egen barndom hvor børn ved 3

4 nadverbordet meget sjældent sås. For ikke at sige aldrig. Som jeg sagde før, så var jeg selv første gang til alters, da jeg blev konfirmeret. Og det med at man skal være værdig til at modtage nadveren er en helt bagvendt måde at forstå det hele på. Nadveren er jo netop ikke et eksklusivt måltid for de særligt udvalgte. Nej, nadveren er, ligesom dåben, åben for alle. Hver gang, vi uddeler brødet og vinen, siger vi med Jesu ord, at det er Jesu legeme som gives for jer, og Jesu blod, som udgydes for jer, til syndernes forladelse. Udgydes for jer, det betyder ikke bare for disciplene, men for os, som fejrer gudstjeneste her i dag og til enhver tid på ethvert sted. Nadveren er et ekko af alle de måltider, vi hører om i det Nye Testamente. De måltider, der altid netop er de uværdiges måltider, set med denne verdens øjne. Jesus spiste, mens han gik på jorden, sammen med toldere og syndere; sammen med dem, som ingen andre gad at være sammen med. Han holdt sig ikke for god dengang. Hvorfor skulle han så holde sig for god til at indbyde os til sit måltid i dag? Og det vil sige alle mennesker. 4

5 Jesus indstifter nadveren i den nat, da han blev forrådt vel vidende, at de disciple, han delte brødet og vinen med, langtfra var rene og skyldfri. I den nat, da han blev forrådt, rakte han brødet til Judas, som solgte ham for 30 sølvpenge. Til Peter, som fornægtede ham tre gange. Til Johannes og Jakob, som faldt i søvn, da han bad dem våge med sig i sin sidste nat sammen med dem. Til Thomas, som ikke ville tro, at Jesus virkelig var opstanden. Og i dag, når vi om lidt skal holde altergang, rækker han det til dig og til mig. Og hans ord er en stor kærlighedserklæring til alle os forrædere og fornægtere: Dette er mit legeme Tag det og spis det Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Det er mit kød det er mit blod. Det betyder: Det er mig selv. Jeg går i døden for jer. Ikke kun for de særlig fromme og hellige. Jesus går i døden for dem, der forrådte ham. For dem der fornægtede ham. Derfor er skærtorsdagens måltid den stærkeste kærlighedserklæring, der nogen sinde er udtalt. I 5

6 nadvermåltidet byder Jesus os at tilgive hinanden på samme måde, som han tilgiver os. Han byder os at række brødet og vinen til hinanden, som han rakte det til sine venner i den nat, da han blev forrådt. Til alle os tossede, håbløse, bange og svigefulde mennesker rækker han sit legeme og blod, som er udgydt for os til syndernes forladelse. Og at få forladt sine synder, det betyder med andre ord, at man er elsket præcis som den man er, med alle fejl og mangler og på trods af alle de åndssvage ting man går og gør.. Jesus har følt sig alene den nat. Det bliver helt klart når man læser de fortvivlede bønner fra Getsemane have. Og han vidste, at Judas, én af hans venner, der havde fulgt ham i gennem flere år, ville sælge ham til fjenden Det ville have været meget forståeligt, hvis han ved aftensmåltidet havde rejst sig fra bordet og sagt, at han ikke ville spise sammen med nogen som disciplene, og at han var ualmindeligt skuffet over dem. Han havde troet på dem, men de havde vist sig at være svage. De kunne ikke klare mosten, da det endelige gjaldt. Men Jesus 6

7 slog ikke op med dem, han skred ikke fra dem i vrede og frustration. I stedet gav han disciplene og alle os der er kommet bagefter, det tegn, som ophæver al tvivl om, om han vil være sammen med os. Det er faktisk ikke til at forstå. Jeg ved ikke, om det egentlig kan fattes, eller om det er og bliver et kors for tanken Selvom du svigter mig, selvom du ikke vil være ved mig, selvom du igen og igen kommer til at gøre det stikmodsatte af hvad jeg har lært dig, så vil jeg være med dig og jeg slipper dig aldrig nogensinde. Det lover jeg dig, ja, jeg vil endda giv mit liv for det. Det er det, vi får at vide i dag, skærtorsdag, det er det nadveren betyder. Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for Jer til syndernes forladelse Større kærlighedserklæring end det Jesus siger skærtorsdag og som han gør langfredag, findes ikke. Større kærlighed har ingen, end den at sætte sit liv til for sine venner 7

8 Det sker vel, at forældre giver deres liv for at beskytte deres børn, eller at nogen får betaling for at kaste sig imellem hvis der bliver skudt på en præsident, eller en anden højtstående person. Der findes mennesker der er døde for deres land, for en idealistisk sag Men helt ærligt, hvor mange vil give sit liv for en stikker og en forræder Vil man dø for dem, der har skuffet og totalt svigtet? Det gjorde Jesus. Netop der hvor det var allertydeligst, at de ikke ville følge ham, ikke ville tro ham, da giver han sit liv for sine venner. Jeg ved ikke med Jer, men for mig selv kan jeg sige, at det netop er et Gudsbevis. For hvem andre end Gud, som er selve kærligheden, kan give så meget? Denne kærlighed er nadveren tegnet på. Det tegn må vi holde os til når vi ikke ser andet end fejl og svigt ved os selv. I vores tid tales der så meget om at man skal kunne fungere i alle livets sammenhænge. Man skal være god til rigtig mange ting, og det kan nærmest være en overvindelse og en stor 8

9 erkendelse, at enhver har sin begrænsning. At alle ikke kan alt og at alle ikke skal kunne alt!! I kristendommen hører vi, Gud ske lov, noget andet. Jesus ser os som vi er. Han kan se helt igennem os, der er intet vi kan skjule. Heldigvis. Han ved, at vi er sårbare, at vi tit har spillet fuldstændig fallit også hvad angår kærligheden og troen. Alligevel er vi elskede. Måske netop derfor. Som vi er. Det er den nye pagt ved Jesu blod, som udgydes for os til syndernes forladelse. Helt konkret, understreges det, at her er alt slettet ud, i selve den fysiske handling ved uddelingen. Når man sidder med det lille alterbæger i hænderne, ses ens ansigts spejlbillede i bægeret. Men når vinen, Jesu blod, hældes op, udslettes spejlbilledet. Det ses ikke mere hvem der modtog brødet og vinen. Alle der modtager er Guds elskede børn, Jesus venner og søskende. Alt er forladt. At være tilgivet, det er der opstandelse i. Det er der befrielse i. Det ved enhver med bare en lillebitte smule livserfaring. 9

10 Påskens glæde og befrielse ligger jo netop gemt i det faktum, at Jesus stod op af graven til nyt liv sammen med os. Uden opstandelsen Påskemorgen, ville dette måltid her i kirken blive til et mindesamvær om en forlængst afdød og elsket person, som vi nu må leve videre uden, - og det er nadveren netop ikke kun. Slet ikke. Nadveren er nyskabelse! Fællesskab! Tilgivelse! Forsoning! Modtagelse! - og derfor er måltidet og fællesskabet omkring bordet blevet til en hyldest til livet, kærligheden, glæden, befrielsen - og en dyb taknemmelighed over at Gud siger til os, at vi er værd at være. Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Barmhjertige Gud. Så stor er din kærlighed, at du blev menneske, levede blandt os og døde for os. Du blev lys i vort mørke og liv i vor død. 10

11 Du stiller vor længsel. Dit brød spises aldrig op og dit bæger drikkes aldrig ud; Du gør dig til ét med os. Vi beder dig: Vær med os, når forræderi og svigt og magtsyge ødelægger livet mellem os og truer menneskers fællesskab. Giv os et varmt hjerte, så vi deler vort brød med den sultne, rækker vort bæger til den tørstende og byder den ensomme ind i vort fællesskab. Vær med vor Dronning Margrethe d. 2 og hendes familie, og alle der har ansvar i vort land og ud over jorden. Giv dem gode råd i sinde. Vær med din kirke her i København og ud over hele jorden. Vi beder dig for Edison der er blevet døbt i dag. Vær du med ham alle dage, og alle slags dage. 11

12 Vi mindes vore døde for dit ansigt. Giv dem og os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen. Amen Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! 12