Ophav og brødre samt familiens omgangskreds; sygdom, uddannelse og tidligste bands.

Transkript

1 A PICTORIAL HISTORY ARMAND JOHN A. J. PIRON -o0o- Denne serie forsøger først og fremmest at samle de eksisterende fotografier med relation til den pågældende kunstners liv. Angående biografi og diskografi henvises, hvis muligt, til langt mere kvalificerede websider/bøger, hvor disse oplysninger er tilgængelige. Hvis disse oplysninger ikke findes i samlet form andre steder, er de gengivet nedenfor. -o0o Ophav og brødre samt familiens omgangskreds; sygdom, uddannelse og tidligste bands. Armand John Piron, violinist, komponist og orkesterleder - født den 16. august 1888 i New Orleans (Seventh Ward) og død på Charity Hospital, Tulane Avenue, i New Orleans den 17. februar En af de mere betydelige jazzpionerer! Det kan med rimelighed fastlægges, at de tidlige New Orleans jazzgrupper udspringer fra de forskellige parade orkestre, enten betegnet 'tin bands' eller 'brass bands', der musicerede ved forskellige (ikke militære) anledninger i loger (herunder også pic-nics og begravelser) eller til markering af Mardi Gras eller nyskabelser samt private festlige lejligheder - en skik, der trådte afgørende frem i det sociale samvær fra 1870'erne. Når sådanne orkestre blev engageret til mere afdæmpede formål - blandt andet underholdsnings- og dansemusik - tilføjedes violin som melodibærende ledestemme og en rytmegruppe, oftest med guitar og strengebas (og fra ca også klaver). Sådanne bands gik derved ofte under betegnelsen 'string bands'. Pianisten var naturligvis afhængig af, at der forefandtes klaver - og han kunne derfor som regel tillige spille guitar, hvis det var påkrævet. I 1879 kan man i 'Louisianian' f.eks. læse om orkestret "Big Four", der på fortræffelig vis har underholdt i Orleans Park. I "Weekly Pelican" omtales mellem fortsat "Big Four", men nu med ændret besætning og formel navneændring til "Professors A. L. Tio's and C. Doublet's Big Four String Band". Den 5. oktober 1889 finder man endnu en interessant notits: "The Lyre Musical Society" "Last Sunday at the residence of Mr. O. Piron, 463 N. Claiborne Street, the Lyre Musical Society was organized with the following officers: O. D. Pavageaux, president; August Pageau, vice president; G. V. Watts, financial secretary; C. Gulber, assistant secretary; O. Piron, treasurer; R. St. Cyr, first warden. Lino de la Rose, second warden; Mr. Lucien Augustin, musical director. The object of the society is to encourage and perpetuate the art of music among its members. Among the prominent musicians present were Professors Louis (sic) & Lorenzo Tio and Baquet, Messrs R. Turnade, A. Page and F. Leclerc. After the meeting several classic pieces were skilfully executed. The society bids fair for the future." Foruden at der her er omtalt udøvende medlemmer af flere af New Orleans' fremmeste musikalske familier (der var så veluddannede, at de kunne assistere lige så fyldestgørende i operaen), aner man også en vis venskabelig sammenhæng i senere orkesterkonstellationer. Dette er foreløbig den tidligst kendte omtale af Piron-familien - O. Piron, treasurer, er givetvis Armand Pirons far. French Opera House, endnu ikke færdigbygget, hovedindgang fra Bourbon Street. Indviet 1859, nedbrændt 4. december 1919.

2 T.v.: Hjørnet af Bourbon Street og Toulouse Street. T.h.: Bourbon Street. New Orleans' mest statelige bygning mellem Borgerkrigen og Første Verdenskrig. French Opera House reklame (på Canal Street sporvogn) for Verdi-operaen "Il Trovatore". Armand Piron var lyshudet creoler og den yngste søn af forældrene Octave Piron og Marie Jeanne Zeringue. Som 7-årig bevirkede et fald beskadigelse af højre hofte, og han var iflg. nogle kilder endog sengeliggende/ude af stand til at gå ved egen hjælp i op til fem af sine drengeår. Uheldet medførte permanent halten, og da han således var afskåret fra at dyrke sport, helligede han sig sine musikinteresser. Armand Pirons far var en dygtig musiklærer og skomager, der underviste sine tre drenge grundigt - Milford på cornet og Albert samt Armand på violin. Armand blev allerede som teen-ager anerkendt som en musiker af betydelig status. I årene boede han sammen med sin familie på på Columbus Street. Professor Piron var leder af og pianist i et danse-orkester "Piron-Gaspard Orchestra", hvor hans sønner spillede sammen med bl.a. Vic Gaspard, trb (der havde studeret solfeggio hos den ældre Piron), og Tom "Oke/Oak" Gaspard, sbs; de ældste sønner fra c. 1893, medens Armand kom med omkring Dette orkester indstillede aktiviteterne i I 1903/04 blev Armand professionel og indtrådte som violinist - og Tom "Oke/Oak" Gaspard (en meget dygtig nodelæser) som bassist - i fløjtenisten Joseph Blooms 22-mands philharmoniske orkester. Andre medlemmer af dette orkester var professor Henry Nickerson og Charles Elgar, sidstnævnte senere en af de førende Chicago orkester-ledere. Omkring 1903 indtrådte "Oke/Oak" Gaspard i Gilbert 'Bab' Frank's "Peerless Orchestra"; det er uklart, hvornår Armand Piron tiltrådte i samme band, men det har formentlig været noget senere end Gaspard, vel omkring 1908, hvor han som ledeinstrument må have aflastet orkestrets hidtidige leder Gilbert 'Bab' Frank, der spillede fløjte. Broderen Milford underviste også, og den senere trompetist/orkesterleder Don Albert (fulde navn Albert Dominique, hvis onkel var Anatie "Natty" Dominique) var eksempelvis elev af Milford Piron og klarinettisten Lorenzo Tio Jr. Milford og Don Albert var halvvejs i familie via en ægteskabelig forbindelse og Don Albert desuden fætter til Barney Bigard. Milford lærte Don Albert bladlæsning gennem halvandet år uden instrument, men da Milford hørte, at hans elev havde medvirket i paradebands, afbrød han undervisningen med den begrundelse, at hans grunduddanelse endnu ikke var god nok til sligt. Broderen Albert Piron flyttede til St. Bernard Parish, hvor han i mange år forestod et lille symfonisk ensemble.

3 Ved forskellige lejligheder frem til ca har Armand Piron tillige fungeret som afløser for violinisten Albert Baptiste i "Silver Leaf Orchestra". Dette band (med bl.a. Honoré Dutrey på basun) var især kendt for at være afholdende i alkoholsammenhæng, og spillede derfor ikke i The Red Light District, men mere til udprægede society dances i byens andre kvarterer. Man brugte aflagte militæruniformer (der var masser af militærudstyr inkl. instrumenter tilovers fra de forskellige krige mellem de tidligere skiftende herskernationer) til at skabe ensartet fremtræden. Piron har givet også lært at kende Steve Lewis (hans senere pianist) i dette band - hvor Lewis, ganske ung, spillede allerede omkring Armand Piron, c Ægteskab og musikalske avancementer. Peerless Orchestra, Olympia Orchestra og succesrig orkesterleder. "The Peerless Orchestra", i City Park, New Orleans, c Fra venstre: John Vigne, dms. Vic Gaspard, trb. Charles McCurdy (også fejlagtigt omtalt som McCurtis), clt. Andrew Kimball, cor. Armand J. Piron, vln. Tom "Oke" Gaspard, sbs. Coochie Martin, gtr/pno. Lederen Gilbert "Bab" Frank er ikke med på billedet - han spillede sædvanligvis violinstemmen på fløjte. Kimball, Vic Gaspard (dog mere lejlighedsvist), McCurdy, Martin og "Oke" Gaspard var med fra begyndelsen i 'Bab' Frank skabte opmærksomhed, da han udarbejdede obligat-stemmen til marchen "High Society". Dette billede er afgjort taget ved en underholdsningsanledning (jvf. bas og guitar) - desuden magtede Piron ikke, som følge af sin nedsatte fysik, at påtage sig strabadserne ved de langvarige orkesterparader.

4 Ca. 10. maj 1914, da Freddie Keppard forlod "Olympia Orchestra" for at rejse til Californien og indtræde i Bill Johnson's "Creole Band", blev Armand Piron tilbudt at overtage ledelsen af "Olympia" og han hyrede Joseph Oliver som erstatning for Keppard. Besætningen var på det tidspunkt antagelig: Joseph Oliver, cor. Lejlighedsvis Zue Robertson, trb (der skulle have været til Californien sammen med Keppard, men blev hjemme). Sidney Bechet, clt. Clarence Williams, pno. Louis Keppard (bror til Freddie), gtr. Henry Zeno eller Happy Bolton, dms. Steve Lewis, pno, tog over efter Clarence Williams, hvorved tillige Louis Keppard udgik. Janitsharen Louis Cottrell Sr., overtog på et tidspunkt trommerne. Johnny St. Cyr: "Freddie Keppard and the "Olympia Band" set a precedent for hot bands at a later time - after the "Golden Rule Band". Originally, Keppard played violin in the district. But Fewclothes, the band leader, had trouble in keeping a trumpet player he only paid $1.00 to the trumpet player and on Saturday his regular men would go to the parks or balls for more money. Freddie Keppard said he d play a trumpet if he had one, and Fewclothes said, Meet me here Monday and I ll buy you one. Freddie met him and he bought him a trumpet, so Keppard started taking lessons from Manuel Perez. Within a year, Keppard was surprising everyone." Bandet spillede ofte på Tulane University Gymnasium , men Piron fratrådte gruppen på et tidspunkt i løbet af Edmond "Doc" Souchon: "Piron was fast becoming perhaps the most successful Creole orchestra leader in New Orleans, working all the top hotels, country clubs, and society dances. Via sin medvirken i de tre bands "Peerless Orchestra" (bestod ), "Silver Leaf Orchestra" (bestod c ) og "Olympia Orchestra" (bestod ) havde Piron således spillet sammen med en lang række af de betydeligste jazz pionerer. I 1912 ægtede han naboens datter Oxana McKenna, og de flyttede tre gader væk til 1818 Columbus Street. Det var en hasteopført 4-værelses lejebygning (udlejer Mrs. Rosa Tricou, 15 dollars månedligt) fra 1870, der lå et par gader fra North Claiborne Avenue, som på denne tid havde udviklet sig til en statelig hovedfærdselsåre med tre vejbaner - og Columbus Street løb gennem et nabolag, hvor især creolerne havde slået sig ned. Armand og Oxana Piron levede her fra , dog - som det var sig sædvane på den tid - bragte de nygifte såvel familie som forretning med sig til den ny bolig. Armands far og mor samt faderens broder Theodule og dennes søn flyttede med ind i huset. Armand Piron gav undervisning i det forreste værelse, og ud over at undervise og spille, arbejdede Piron også som barber på 1476 North Claiborne Avenue, en lille forretning, hvor han var partner med violinisten Paul Dominguez. Johnny St. Cyr: "A. J. Piron, later of the "Olympia Dance Band", played violin, but didn t play in the brass bands because he had a bad leg. He owned a barber shop and the musicians hung out there. It was their headquarters, where they received calls for work. This was at Claiborne near Columbus." Allerede omkring 1907 var St. Cyr ofte at finde i barbersalonen hos Piron og Paul Dominguez. Der blev talt om musik, hvilket St. Cyr sugede til sig, og inden længe begyndte Piron lejlighedsvis at lade St. Cyr deltage i prøver med sit orkester.

5 Huset 1818 Columbus med plakette over vinduet (se også google maps) 1915 Et sidespring: Manuel Perez i Chicago med to af Piron orkestrets kommende nøglepersoner Lorenzo Tio Jnr. og Louis Cottrell var med i New Orleans orkestrenes tidlige fremstød mod nord. Tidligt i 1915 indforskrev Chicago-orkesterlederen Charles Elgar, selv oprindelig fra New Orleans, Manuel Perez' orkester til Chicago. Elgar agerede på vegne af indehaver Mike Fritzel, der ejede "Arsonia Café" (et west-side etablissement beliggende på Madison & Paulina), hvis kundekreds var et hvidt publikum. Hvorvidt dette tiltag var inspireret af Original Creole Band's to ugers optræden på the south-side "Grand Theater" i februar 1915, er svært at sige. Men engagementet har efterfølgende givet inspireret andre etablissementer til at hyre New Orleans bands (for eksempel "Lamb's Café"/Tom Brown's Band i 1915 og "Schiller's Café"/Johnny Stein's Band from Dixie i Medlemmer af Steins gruppe dannede efterfølgende Original Dixieland Jazz Band, der blandt andet arbejdede hos "Del Abe's" og "Casino Gardens"). Dette foto (ex Paul Eduard Miller collection) viser Manuel Perez' band i "Arsonia Café", Chicago, Selv om Chicago havde kunnet høre New Orleans jazz forud for dette engagement, så var Perez gruppen det første Crescent City jazz band, der spillede til dans i et fast etableret værtshus. I øvrigt samtidig med et andet orkester fra New Orleans ledet af basunisten George Filhe - som holdt til i "Tommy Thomas' " beliggende i samme gade overfor "Arsonia". Fra v.: Eddie Atkins, trombone. Louis Cottrell, trommer. Manuel Perez, cornet. Frankie Haynie, piano, og Lorenzo Tio Jr., klarinet. (Eddie Atkins er foreslået som basunist på King Olivers Columbia-indspilninger, og kom senere med hos Erskine Tate og Dave Peyton - med hvilke to bands han også indspillede - Peyton siderne under Fess Williams navn) Nodeforlægger sammen med Clarence Wiliams. Banebrydende kompositioner. Piron-Williams Orchestra. Udover sit efterhånden prominente orkesterleder-virke, dannede Piron i 1915 det første afrikansk-amerikanske nodeforlag i New Orleans, "Piron & Williams Music Publishing Co."/"Williams & Piron Music Publishing Co." (på nodeudgivelser er sidstnævnte firmanavn fremherskende) sammen med Clarence Williams. Det første år udgav man bl.m.a. Piron's "I Wish I Could Shimmy Like My Sister Kate", hvilken komposition blev Pirons største succes (men han indspillede den aldrig selv på grammofonplade). Desuden Clarence Williams' "You Missed a Good Woman when You Picked All over Me", som også blev et hit. Andre udsagn: Eva Taylor: "Clarence joined up with Armand Piron... and they joined ASCAP in ". Sidney Bechet: "Around 1913 Piron had a partnership with Clarence Wiliams down in New Orleans for publishing songs. They were doing real fine, too. Piron was playing and publishing his songs and being liked by all; he was a man who got a lot of respect from people... Clarence had his own place at Rampart Street - it sure was a rough place...".

6 1. Eva Taylor & Clarence Williams indspilning fra Williams og Taylor (langt senere) 3. Cover version af hvid gruppe. 1. Piano roll udgave. 2. Senere nodeudgivelse (med 1920/22-foto af Pirons band) med tilbørlig henvisning til Piron, men nu udelukkende i Clarence Williams forlagsregi. 3. Nodeudgave, formentlig senest 1919, fra Pirons eget forlag. 4. Black Swan cover version med Fletcher Henderson på klaver.

7 Clarence Williams og Armand Pirons fælles komposition fra 1915 "Brown Skin (WhoYou For)" (markedsført som et Original Southern Hit) - men udgivet hos forlaget DUGAN, måske den egentlige årsag til egen selskabsetablering samme år? Clarence Williams solgte dog visse af sine kompositioner til andre forlag, måske når han havde brug for kapital. "Brown Skin" vakte, som et 'Original Southern Hit', åbenbart tumultagtig begejstring i repertoiret hos Original Dixieland Jazz Band hos "Reisenweber's". Clarence Williams: "You might say that I was the first Negro music publisher in New Orleans, and I went into partnership with A. J. Piron. Piron, at that time, was what you might call the Paul Whiteman of New Orleans, his having one of the best orchestras in the city, playing at the best hotels. Piron was important to me because he could write the songs down for me." Louis Armstrong: "When I was young and very green, I wrote that tune, "Sister Kate", and someone said, "That's fine, let me publish it for you. I'll give you fifty dollars." I did not know nothing about papers and business, and I sold it outright." Armstrong har givet flere versioner af, hvordan denne deal foregik - blandt andet, at Clarence Williams en aften stod foran Armstrong, medens han optrådte med nummeret (med Kid Orys band på "Pete Lala's"), og skrev melodien ned lige så hurtigt, som Armstrong sang og spillede - og købte nummeret for 25 dollars. Pops Foster fortæller også, at Williams kunne notere musik lynhurtigt. Men Williams selv beskriver, at han netop ikke besad evnerne til at nedskrive musik, og derfor måtte have Piron til det... Armand Piron (iflg. Edmond Souchon): "... it was an old tune that numerous musicians played with different titles." Clarence Williams: "Well, in 1916 I was sitting in the studio one day by myself and somebody sticks a long envelope under the door. It was a cheque from the Columbia Record people for sixteen hundred dollars! Up until then, we had gotten royalty checks, oh, fifteen or twenty dollars for piano rolls, at the most. I looked at that cheque and actually thought it was for sixteen dollars. It was for a song called "Brown Skin, Who You For?" and the Columbia people had sent a representative down and they recorded it there (pladeoptagelsen aldrig sporet. Også rapporteret i "The Freeman" den 11. marts 1916) and the next thing I knew, I got this cheque. I believe it was the most money anybody ever made on a song in New Orleans. After that, everybody was writing songs down there. The news got around and, in the Mardi Gras, all the bands were playing "Brown Skin, Who You For?" Canal Street was decorated with brown-skin leather, and all the children were singing it. Walking down Rampart Street, it was the biggest day of my life. You ask George Brunies about it. He was young then, but he was at the head of the parade in one of the hottest bands down there, playing my song.

8 Another thing, I was the first to use the word "jazz" on a song. On both "Brown Skin, Who You For?" and "Mama's Baby Boy", I used the words "jazz song" on the sheet music. I don't exactly remember where the words came from, but I remember I heard a woman say it to me when we were playing some music: "Oh, jazz me, baby", she said. I did not bother none with music stores then. They would always be telling you, "We don't have any calls for it." Instead, I would go from door to door with my music. I would knock on a door and say, "I've got a new song. It's only ten cents." And they would say, "Come on in." I would sit down at the piano and play and sing, and pretty soon the neighbors would be in and I would be selling plenty of copies. I would also go around from park to park and to all the dance halls plugging my songs, and sometimes Lizzie Miles would go around with me to sing." Eva Taylor: "They next published a song, "Brown Skin". Clarence got the manager of Woolworth's store to give him an order. That helped a lot. The number sold so well that they gave him a whole window display on the song by decorating the window with brown cow-hide. He and Piron formed a vaudeville act, violin and piano. They travelled all through the South with different shows; many times they were stranded, but they were always able to keep their act together and did very well. They worked their way up to Kansas City, Missouri, and then played through Michigan, where Clarence wrote "Michigan Water Tastes Like Sherry Wine." Clarence returned to New Orleans and started giving more of his time to the publishing company. He wrote and published "You're Some Pretty Doll" - for Ziegfield's Follies. It turned out to be a hit, and he received an offer from Shapiro-Bernstein, music publishers in New York, to turn the song over to them, which he did. His first royalty cheque was more money than he had ever seen at one time. It was then he decided to move to Chicago, where he opened two music stores plus his publishing company. The race riot in Chicago 1918 closed his shops and he headed for New York. He opened Clarence Williams' Booking Agency, and became recording manager for race records for the OKeh Record Co., exclusive contract for six years or more. Johnny St. Cyr: "Clarence Williams and Piron had a music publishing house located at 1315 Tulane Avenue, between Liberty and Franklin. Among the tunes they published were "Sister Kate", "Brownskin, Who You For?", "Mama's Baby Boy", "You're Some Pretty Doll", "Mama's Gone, Good-Bye", "I Can Beat You Doing What You're Dong to Me", "Call Me Shine", "If You Don't Want Me Please Don't Dog Me 'Round", "You Missed a Good Woman When You Picked All Over Me", "Long Long Time Before You See My Face Again". Of course we all played their numbers. I also worked for them in my spare time, building shelves, pigeon holes, helping to fill orders, packaging and mailing music." Johnny St. Cyr er så beskeden i sin omtale af forlagsudgivelserne, at han ikke nævner sin egen kompositoriske medvirken til "Mama's Baby Boy".

9 "Words and music by the African-American jazz and blues band leaders CLARENCE WILLIAMS and ARMAND J. PIRON copyright 1915." Kontoret var beliggende 1315 Tulane Avenue mellem LIberty Street og Franklin Street (special agent for Dugan's Forlag, som havde udgivet "Brown Skin"). Som så mange andre andre ældre bygninger i New Orleans er den oprindelige bygning nu nedrevet for at give plads til en stor medicinalvirksomhed. 1. "You Can Have It I Don't Want It", fælles Williams & Piron komposition, udgivelsesår ukendt, men forlag Frank K. Root & Co. 2. "The Ragtime Dixie Ball" (komponist T. Everett White) udgivet af Williams & Piron, ukendt år. 3. "That Ought to Get It", Williams komposition, udgivet af Williams & Piron, ukendt år.

10 Pianisten "Cow Cow" Davenport: "So in travelling aorund over the circuit (TOBA), we came to New Orleans, and laid off there. That gave me time to get around the sporting districts and I began to sing and play around in those places. I heard Louis Armstrong play trumpet one morning, waking me up; he was selling coal, you know. He came to my attention because he had such a clear tone. At that time Clarence Williams and William (sic) Piron were trying to get started publishing music, their own tunes. Piron really had a good band at that time, and we happened to meet." Piron-Williams Orchestra.Fotograf Arthur P. Bedou En vaudeville gruppe, dannet af Clarence Williams med henblik på en Orpheum Circuit turné (givet relateret til Piron/Williams publishing-samarbejdet), som imidlertid aldrig blev til noget. Bemærk St. Cyr med 6-strenget bjo. Clarence Williams turnerede på dette tidspunkt, dels som duo med Piron, men også i en anden sammenhæng. Sidney Bechet: "Clarence Williams and I toured through Texas with Louis Wade. Louis played piano, I played clarinet, and Clarence sang. Much of the time, we plugged early numbers that Clarence had written, numbers that everyone knows today. We played every kind of date - dances, shows, and one-night-stands. We played in 10-cent stores to sell sheet music." Besætningen ovenfor er en fuldkommen "All Stars"-gruppe: Oscar Philip "Papa" Celestin (f.1884), cor. William "Bebé/BaBa" (udtales Baybay) Ridgely (f.1882), trb. Jimmy "Jimmie" Noone (f.1895). clt. Armand John Piron (f.1888), vln. Clarence Williams (f.1898), pno/voc. Tom Benton (f. c.1891), mainly voc/less bjo. John "Johnny" Alexander St. Cyr (f.1890), bjo. John Lindsay (f.1894), sbs. Ernest "Ninesse" Trepagnier (også omtalt som Trippania) (f.c.1890), dms. Clarence Williams er således det yngste medlem. Celestin og Ridgely havde allerede spillet sammen i "Tuxedo Brass Band", der også spillede i Tuxedo Dance Hall, North Franklin Street, hvor Celestin havde sit første band fra 1910 med adskillige senere Piron-folk: Celestin, cor. George Filhe, trb. Lorenzo Tio Jr., clt. Peter Bocage, vln. Manuel Manetta, pno. T. Brouchard, sbs., og Louis Cottrell, dms.

11 Ubeskåret udgave af samme foto som ovenfor, antagelig fra St. Cyrs scrapbog. Bemærk orkesteruniform.

12 Samuel Charters anfører, at der opstod uenighed mellem Williams og Piron allerede i 1916; det forlyder også, at det var Piron, der af en eller anden årsag opløste "Piron-Williams Orchestra" inden Clarence Williams kunne nå at indgå kontraktforhold, men endnu i 1921 havde man imidlertid fælles navn for forlaget. Omkring dette tidspunkt flyttede Piron antagelig sit eget forlag til Knights of Pythias-bygningen på hjørnet af Loyola Avenue og Gravier Street i New Orleans. Eva Taylor: "... Clarence wanted to leave New Orleans but Piron's family did not, so Clarence moved to Chicago in 1917 or ". I mellemtiden var Pirons privatbolig i huset på 1818 Columbus blevet for lille. To år efter at familiens første barn var kommet til verden, flyttede man til større forhold på 1754 North Derbigny Street. Huset på Columbus Street bærer i dag en lille plakette fra Preservation Resource Center, der noterer Piron familiens tidligere ophold dér. Den nuværende husejer Marie Henry, der købte og istandsatte bygningen i 1988, har fortalt, at hun lejlighedsvis stadig fornemmer tilstedeværelsen af den forhenværende beboer i forværelset, hvor han gav sine elever undervisning Med Papa Celestin, W. C. Handy, første år hos Tranchina/Spanish Fort Armand Piron kom derefter - måske allerede i med Papa Oscar Celestin's "Tuxedo Jazz Orchestra" (navngivet efter Tuxedo Dance Hall, hvor det ofte spillede), i hvilket han medvirkede c Her spillede på dette tidspunkt også Lorenzo "Lanky" Tio Jr., og orkestrets base var "Suburban Gardens". Piron var på en kortere turné i syden med W. C.Handy's Orchestra i 1917, hvor også Clarence Williams deltog, hvorefter Piron i 1918 dannede eget band i New Orleans. Dette blev et af de mest efterspurgte, og det bedst betalte farvede, bands i byen, og besætningen kom hurtigt til at omfatte notabiliteter som Lorenzo Tio Jr. og Steve Lewis. Piron havde lange, faste engagementer hos f.eks. "Tranchina's Restaurant", Spanish Fort i West End Amusement Park, og den mere eksklusive "New Orleans Country Club". (Det er netop således, at Clarence Williams ovenfor beskriver Pirons band - men Williams beskrivelse går på året 1915, så spørgsmålet er, hvor tidligt Piron havde eget band, der spillede til dans på hoteller osv. - eller har Williams tænkt på "Olympia Orchestra"?). På den anden side set understøtter bassisten Pops Fosters erindringer Clarence Williams' bemærkninger, idet Foster påstår, at han var med Piron i "Tranchina's" fra c med følgende besætning: Peter Bocage, cor. Piron, vln. Arthur Campbell, pno. Tom Benton, gtr. Foster, sbs. Efter kort tid overtog Benton klaverstolen, og John St. Cyr guitaren. Lejlighedsvis var der trombone med. Foster: "Spanish Fort was like Coney Island; it was on the lake. They had a mean chef out at "Tranchina's", a real nasty guy. He was supposed to feed us a steak dinner one night and he wouldn't, so Johnny St. Cyr and me quit. When they got it straightened out, I had gone to longshore work that paid more money. About a week after I quit at "Tranchina's", Captain Johnny Streckfus and Peter Bocage came for me to go on the boats."

13 Johnny St. Cyr husker, at han i 1916 forlod Kid Orys band for at indtræde hos Piron, der på dette tidspunkt havde sommerengagement hos "Tranchina's" på Spanish Fort (se interview i Jazzfinder/Playback, januar 1949). Pirons komposition "Call Me Shine (That Name Will Do for Mine)", copyright 1917, udgivet af "Williams & Piron Music Publishing Co." Her står Armand Piron som eneophavsmand til "Brown Skin", medens Clarence Williams for samme melodi står alene på noden til "That Ought to Get It" - måske sådanne uoverensstemmelser har kunnet medføre et - senere - brud mellem de to? Der er dog ikke fundet bevis for nogen større uenighed, og selv i 1923/24, hvor Piron var i NY med sit orkester, arbejdede man sammen.william "Willie" Warner (med Buddy Bolden 1897-c. 1907, hvor han spillede straight lead i stedet for den sædvanlige violin) skrev efter sigende arrangementer for Piron omkring Senere - og endnu senere - player piano roll nyproduktioner

14 Piron etablerer sit eget band "Piron's New Orleans Orchestra" med en grundstamme af velrenommerede musikere, der består næsten uændret i de indledende år. Fast engagement hos Tranchina's Restaurant, New Orleans Country Club og Southern Yacht Club og en lang række engagementer i de højere sociale lag. En annonce i "The Freeman" den 23. marts 1918 omtaler Williams og Piron som "the originators of jazz music"! Piron ville under alle omstændigheder have indlagt sig stor fortjeneste i nabolaget som musiker og musikprofessor. Det var imidlertid fra 1918, hvor han etablerede sit eget orkester, at han avancerede for alvor i de højere kredse. Orkestret blev lanceret som "Piron s New Orleans Orchestra" og var en slags sweet society band, der spillede en blanding af øjeblikkets slagere og originale kompositioner, i en blødere, mere melodisk og sofistikeret klassisk dannet stil. De første engagementer var hos "Tranchina s Restaurant", Spanish Fort samt "New Orleans Country Club" og "Southern Yacht Club", Lake Pontchartrain (nord for New Orleans) samt senere "The Pythian Temple Roof Gardens" i byen. Pirons dagjob som barber var selvsagt ikke længere nødvendigt. Band'ets musik var letflydende og nem at danse til, uden grove sangtekster eller skingre soli, som var karakteristiske for tidlige musikere som Buddy Bolden og Frankie Dusen. Eksisterende fotos fremstiller et ensemble præget af formalitet, 'orden i rækkerne', iført stiveste puds og fagligt stolt og selvsikker fremtræden med instrumenterne. Orkestret havde sin blomstringstid , og Piron benyttede - den kreolske tradition tro - kun musikere, der besad de nødvendige egenskaber med hensyn til nodekyndighed og instrumental kunnen inden han lod jazz'en slippe løs. Med alle disse dyder fremherskende lykkedes det Piron at vinde indpas hos det hvide publikum, hvilket allerede begyndte med "Olympia Orchestra" i 1913 og til en vis grad fortsatte med den ny orkesterdannelse i 1928 og helt frem til I efteråret 1918 forlod trompetisten Peter Bocage flodbådsorkestret på S.S. "Capitol" (under ledelse af Fate Marable, der som erstatning indrullerede en ung Louis Armstrong), og han og Piron organiserede Pirons orkester, der påbegyndte et længerevarende engagement hos "Tranchina's Restaurant", Spanish Fort, Lake Pontchartrain. Besætningen var formentlig: Peter Bocage, cor/xyl. Lorenzo Tio Jr., clt/ten. Louis Warnecke (Warnick), clt/alt. Armand Piron, vln. Arthur Campbell, pno. Henry Bocage, sbs/bbs. Louis Cottrell Sr., dms. Campbell blev efter nogle få måneder afløst af Steve Lewis, pno., der netop var kommet tilbage efter en turné med Mack's Merry Makers Show med Mutt Carey og Johnny Dodds. Henry Bocage (født 1893) var broder til Peter og Charles Bocage, og spillede med Piron fra Nogle kilder anfører Henry Bocage som værende en fætter - og angiver desuden, at han er med på de første pladeindspilninger i 1923 i New York, hvilket ikke er korrekt. I sommeren 1919 tog Tio og Cottrell ansættelse (3 måneder) i Vic og Oke Gaspards "Maple Leaf Orchestra", der havde et særligt engagement i Shreveport, og Piron-besætningen ændredes så nogenlunde til (se foto nedenfor): Willie Edwards, cor. Peter Bocage, trb/xyl. Louis Warnecke (Warnick), A & Bb clts/alt. Armand Piron, vln. Steve Lewis, pno. Antagelig Bill Matthews,dms. På dette tidspunkt var Henry Bocage åbenbart udtrådt af orkestret. Peter Bocage, ca. 1910

15 Spanish Fort, c Steve Lewis På skiltet over klaveret reklameres med "Dance by Piron's Novelty Orchestra every night at Tranchina's Restaurant, Spanish Fort." På det andet skilt bekendtgøres "Maison Blanche presents for the pleasure of our patrons PIRONS JAZZ JAM. Remember!..?.. The latest hits first! We gladly play..?.. requests" - givet ved en optræden hos "Maison Blanche" (grundlagt 1890 og i dag en omfattende department store i New Orleans). På pianoet er anbragt to eksemplarer af noden til "I Wish I Could Shimmy Like My Sister Kate". Det må antages, at dette foto netop er fra sommeren 1919 med ovenfor anførte besætning. I efteråret 1919 var 'udbryderne' tilbage og den faste besætning gendannet tilformentlig: Peter Bocage, cor. Lorenzo Tio Jnr., clt/ten. Louis Warnecke (Warnick), clt/alt. Armand Piron, vln. Steve Lewis, pno. Louis Cottrell Snr., dms. Omkring sommeren 1920 indtrådte John Marrero, bjo, og i efteråret 1920 John Lindsay, trb.

16 T.v.: Louis Warnecke, c t.h.: Efter sigende lå "Tranchina's Restaurant" i denne bygning, antagelig i den afdeling, der ses bag ved de viste personer. Af den nederste del af skiltningen fremgår ordet "Restaurant", medens resten ikke er synligt Orkestret udvides til den legendariske 8-mands besætning i 1920 og danner stilmæssig skole. Under Clarence Williams' initiativ etableres kontor/forretning i Chicago og efterfølgende i New York. I 1922 udvides til 9 mand. I 1919 hed det fælles selskab endnu "Williams & Piron Music Publishing Co."

17 Piron's Orchestra, Spanish fort, c Fra v.: Peter Bocage, tpt/xyl. John Marrero, bjo. Louis Warnecke, clt/alt. Steve Lewis, pno. Lorenzo Tio Jnr., clt/ten. Louis Cottrell Sr., dms. John Lindsey, trb. Armand Piron, vln/ldr. Dette billede kunne sagtens været taget samme dag som det indendørs billede fra "Tranchina's Restaurant". Også i 1921 hed det fælles selskab stadig "Williams & Piron Music Publishing Co.",men var nu desuden etableret på 3129 South State Street, Chicago, hvor man udgav en af jazzens mest spillede melodier, "Royal Garden Blues".

18 "Tranchina's Restaurant", Spanish Fort, New Orleans, ifølge visse kilder. Imidlertid forlod John Marrero (hyret til Oscar Celestin's "Tuxedo Jazz Orchestra") orkestret i eftersommeren 1920 og Lindsay indtrådte i det tidlige efterår så dette billede er vel selvsagt nærmere fra ca. august/september 1920? Piron havde lange uafbrudte engagementsperioder hos "Tranchina's" fra 1916 til 1934, og ligeså hos "New Orleans Country Club" (det må have været med visse afbrydelser, jvf. bl.a. New York-opholdene - samt fra 1928, hvor Piron tog jobs på flodbåde). Besætningen er fra venstre: Peter Bocage, tpt/xyl. John Lindsay, trb. Louis Cottrell Sr., dms. Louis Warnecke, clt/alt (C-mel?). Lorenzo Tio Jnr., clt/ten. Steve Lewis, pno. John Marrero, bjo. Armand Piron, vln/ldr. Dette billede kunne sagtens været taget samme dag som det udendørs billede fra ca Iflg. Samuel Charters afløste Johnny St. Cyr nogle få måneder efter at John Marrero forlod orkestret, hvorefter Charles Bocage, bjo, formentlig er indtrådt. St. Cyr selv husker: "I worked 1918, 1919 and 1920 on that boat (Fate Marable's Orchestra). I finished the season in New Orleans and got ready to go to St. Louis. Piron called me up and said, Come down to the shop, I want to talk some business with you. I went over to see him and he said, Well, John, I finally talked the old man into giving me a little more money, and I want to get you back with the band out there, to work with us. I said, I m sorry, I can t make it. Piron said, I just talked the old man into giving me some more money so I could get you back. I said, I m sorry, I m going away on the boat. St. Cyr's udtalelse bekræfter også Pops Fosters erindringer om medvirken hos Piron så tidligt som c Dette bekræfter igen Clarence Williams' oplysning om Piron's virke, og herved nås frem til den konklusion, at "Olympia Orchestra" hen ad vejen mere er blevet opfattet som 'Piron's orkester', og således også i stigende grad har opnået engagementer under hans navn end under navnet "Olympia Orchestra". Spanish Fort ved Lake Pontchartrain var et yndet udflugtssted. "Purple Rose of Cairo" (komponeret af Piron selv samt Steve Lewis) blev Pironorkestrets populære kendingsmelodi. Denne node er udgivet af "A. J. Piron & Co." - Piron har således etableret eget forlag.man forsøgte både i januar og februar 1924 at indspille den - samt "Day by Day" - for Victor, men kvaliteten har åbenbart ikke være god nok til udgivelse (andre kilder anfører, at matricerne gik tabt - næsten usandsynligt, at det skulle være sket flere gange).

19 Formentlig i 1922 overtalte Piron cornettisten Amos White til at danne orkester til et offentligt dansested "Spanish Fort Pavilion", der lå overfor "Tranchina's Restaurant" (hvor Piron havde fast engagement). Amos White samlede sit "New Orleans Creole Jazz Band", der bestod af Amos White, 1. cor. Willie Willigan, 2. cor. Sonny Henry, trb. Barney Bigard, clt. Willa Bart, pno. José (Robert/"Bob") Ysaguirres, sbs/bbs. Red Dugie, dms. Ysaguirres var fra Belize, British Honduras, og da Amos White havde været vidt omkring, har han formentlig kendt Ysaguirres og formidlet jobbet i New Orleans. I begyndelsen havde man 'union troubles' og blev generet med stinkbomber, men band'et spillede dog gennem sommeren. Amos White var forelsket i sangerinden Lizzie Miles, som imidlertid pga et hjerteanfald havde indstillet karrieren (hun havde allerede været ved at dø flere gange under den spanske influenzaepidemi plus samtidig lungebetændelse i november 1918, hvor hendes mand J. C. Miles faktisk bukkede under for sygdommen). Det lykkedes en dag White at overtale Lizzie Miles til at synge et nummer, og det blev så vel modtaget, at Miles begyndte at optræde igen, og i løbet af et par måneder rejste til New York. Amos White havde dermed ikke længere interesse i at forblive i New Orleans, og orkestret blev opløst. På den vis må Ysaguirres have fået kontakt med Piron og være indtrådt i orkestret, hvor han var medlem fra c. sidst i 1922 til ind i 1925, hvor han kom til Elmer Snowdens orkester i New York. Den 9. september 1922 beretter Chicago Defender: "Prof. A. J. Piron of New Orleans accompanied by his pianist, Steve J. Lewis, arrived here (NYC) friday, August 25th and is staying at 218 W. 141st Street. The object of his visit is to demonstrate his new hits, as Mr. Piron is a famous composer and orchestra leader." Måske har avisen taget fejl af datoen - copyright kontoret registrerede salget af rettighederne til 34 melodier fra Williams & Piron til Clarence Williams Music Publishing Company den 16. august, Denne handel kunne selvfølgelig være foregået pr. korrespondance, men det synes mere logisk, at Piron er rejst til New York for personligt at foretage og underskrive overdragelsen. Sidney Bechet: "And right off Clarence Williams published "Sister Kate" in New York. Well, the way it was in those days when a man published a song, it was amost like it was his song. The writer of it, his name didn't even have to be on it, and I don't even know if Piron knew at first how well "Sister Kate" was selling. But after some while when Piron heard about the publication, he went up to New York to collect for his advance royalty which was bringing him seven or eight hundred dollars. Clarence gave it to him, and Piron, as soon as he got it, when right back to New Orleans." 1923 Orkestret rejser til New York. Engagement i Cotton Club. Pladeindspilninger for Victor, Okeh og Columbia. Clarence Williams' promoverende tiltag, også for orkestret, der lanceres som "Williams' Ten Jazz Kings". Intern uenighed i orkestret mht New Yorks fortræffeligheder. Sidney Bechet: "Then a few years later (sic - antagelig november 1923) he was back in New York and this time he brought his band. While he was there he got his band together and recorded some numbers like "Mama's Gone, Goodbye", "Ghost of the Blues". Those were great records too; he had some real fine musicianers with him: there was men like Steve Lewis on piano, Peter Bearcart (Bocage), violin, Pete's brother on guitar; Degaston playing bass, Lorenzo Tio on clarinet, Louis Warnock, alto, and Louis Cottrelle and Johnny Lindsay playing clarinet (sic) and trombone... off and on at this same time, Piron was around Clarence's office helping to boost his own songs. That's all pretty natural the way it is; if you're writing songs and a publishing company's been publishing them, you just naturally work a bit for that music publishing office. In a way it's just no more than scratching your own back. Piron didn't have his worries then. He had his health and he had enough money and he had things to look forward to. "Sister Kate" was doing well and it wasn't giving him any concern. But even that didn't seem like nough reason for staying in New York. It wasn't his natural place. So he packed up and went back to New Orleans. Staying in New York wasn't the same for him as it was for someone like Clarence; it just wasn't Piron's way. New Orleans was more personal to him, more natural like; he was more used to the New Orleans way of doing.... so Piron began writing up to Clarence that he wanted to become this member (ASCAP), that "Sister Kate" wasn't bringing him any more royalties, and that he was needing some security like what would come to him when he was made a member of ASCAP. And just at that time when Piron was writing to Clarence, hoping for some money, there was a meeting on giving Clarence a higher rating, wantng to advance him to being a higher officer, and a lot of the reason for this was because of how popular "Sister Kate" was becoming. Because "Sister Kate", you know was really responsible for many, many people's success who played it or sang it. It really had a hold on the public... every two or three years it was coming out all over again in some different kind of issuing. Clarence knew that it was Armand who should really be a member,and he didn't let him down. He really worked for him. That meeting, it was almost convention-like... all the ACAP officers getting together with a whole lot of business, and before the meetings ended, Clarence brought Piron up from New Orleans, and he finally saw to it that Armand was admitted as a member." Men ifølge ASCAPs medlemsliste (biografi-delen) blev A. J. Piron medlem i 1942, medens Clarence William indtrådte i Så vidt Sidney Bechet. I formentlig januar 1923 indspillede Bessie Smith akkompagneret af Clarence Williams orkester en udgave af "I Wish I Could Shimmy Like My Sister Kate" for Okeh. CW: "Anyway, they didn't like it, said it was coarse and loud, and they didn't want any part of it." Pladen blev ikke udgivet, og test-eksemplaret er forsvundet. I øvrigt havde en række af de hvide orkestre allerede indspillet melodien fra omkring juni Armand Piron nærede ambitioner om at nå videre ud end New Orleans og opland, og i november 1923 rejste bandet til New York for at indspille for pladeselskabet Victor. Pladekontrakten var formidlet via Werlein's Music Shop i New Orleans

20 (efter sigende allerede i maj 1923), og i tilgift lykkedes det Piron selv at opnå kortere engagementer i Cotton Club (husorkestret blev holdt i beredskab for det tilfælde, at Pirons orkester ikke magtede opgaven, men alt forløb problemfrit). I øvrigt kan Clarence Williams' formidlende mellemkomst næppe undervurderes - han har gjort sit til såvel promovering af ny melodier, engagementer, pladekontrakter og anden fremtræden, og har i det hele taget vejledt sin tdligere partner bedst muligt (f.eks. ingen fast kontrakt med et enkelt grammofonpladeselskab). Under en uges afbræk i Cotton Club engagementet rejste Peter Bocage hjem til New Orleans for at tilbringe 2 dage sammen med sin kone og børn. Historikere mener, at pladeoptagelserne fik betydelig indflydelse på f.eks. Fletcher Hendersons orkester (som i foråret 1924 indspillede flere af Pirons kompositioner), og man må i hvert fald konstatere, at Piron-gruppens første pladeside, "Bouncing Around", indspillet for Okeh den 3. december, afgjort er et skoleeksempel på, hvordan almindelig dansemusik udvikler sig til upåklageligt swingende rytmisk inspiration og kollektiv improvisation. På en måde er lige dette nummer en illustration af tidligere tiders lidt stive musikopfattelse transformeret til øjeblikkets jazz - intensiteten er uimodståelig. Men også de efterfølgende optagelser hos Victor og Columbia svajer let og elegant. I øvrigt var Fletcher Henderson ikke sen til at få ørerne op for New Orleans' talenter, og allerede i oktober 1924 sad det største trumfkort af alle, Louis Armstrong, i Hendersons orkester. Foto fra New York, november/december 1923 Armand Piron i vinterfrakke, formentlig New York 1923 Pladeindspilninger i New York 1923 (med tilsvarende node- eller piano roll udgivelser):

21 T.h. Fletcher Hendersons indspilning af "Sud Bustin' Blues" den 11. marts 1924

22 Efter Victor-optagelserne blev status ændret med tilføjelsen "Victor Artists". Fra venstre: Louis Cottrell Snr., dms. Peter Bocage, tpt. John Lindsay, trb. Lorenzo Tio Jnr., clt/ten. Louis Warnecke, C-mel. Charles Bocage, bjo. José (Robert/"Bob") Ysaguirres, bbs. Steve Lewis, pno. Armand Piron, vln. Orkestrets medlemmer havde i øvrigt andre dage i studiet, idet musikerne også - ifølge diskografierne - medvirkede i externe sammenhænge, f.eks. med - Esther Bigeou, der brugte hele band'et den c. 14. december Ida G. Brown, der i februar 1924 blev akkompagneret af Peter Bocage, John Lindsay, Lorenzo Tio og Steve Lewis (siderne også udgivet under pseudonymerne Flora Dale, Harmograph Ida and Her Boys samt Sadie Jones acc. by Louisville Jazz Band). - Four Spades, hvor Lorenzo Tio efter sigende den 24. juni indspillede for Columbia (næppe korrekt). - Laura Smith acc. by Clarence Williams' Harmonizers, hvor Lorenzo Tio medvirkede den c. 11 oktober, 1924 for Okeh (næppe korrekt). - Eva Taylor acc. by CWH, hvor Lorenzo Tio medvirkede den 16. maj 1924 for Okeh (næppe korrekt). - George McClennon, 14. maj 1924, Okeh, hvor John Lindsay medvirkede (næppe korrekt).

23 Foto fra samme studie som ovenfor. Fra venstre: Ysaguirre, Tio, CharlesBocage, Cottrell, Piron, Peter Bocage, Lewis, Lindsay og Warnecke.

24 Endnu et foto fra samme dag. Fra venstre: Cottrell, Tio, Warnecke, Ysaguirre, Piron, Lindsay, Peter Bocage, Lewis, Charles Bocage. Under opholdet i New York blev orkestret også lanceret som "Williams' Ten Jazz Kings" - med tilknytning til Clarence Williams, og vel ham selv - eller en sangerinde - tænkt som det 10ende medlem. På dette tidspunkt var kreativiteten uhæmmet og en pæn række melodier, der sidenhen er indgået i New Orleans standard-repertoiret, blev komponeret (som regel i samarbejde med et eller to orkestermedlemmer) bl.a.: "Bouncing Around", "Mamma's Gone, Good-bye", "Kiss Me Sweet", "Bright Star Blues", "Louisiana Swing", "New Orleans Wiggle", "Red Man Blues" og "Sud Bustin' Blues". T.H.: Fletcher Hendersons orkester 1924, f.v. sandsynligvis: Teddy Nixon?, Howard Scott, Elmer Chambers, Ralph Escudero, Fletcher Henderson, Lonnie Brown? (eller evt. Clarence Robinson, en danser), Charlie Dixon, Kaiser Marshall, Coleman Hawkins og Don Redman. T.h.: George McClennons cover version fra 14. maj Endnu et orkesterbesøg i New York, også denne gang med pladeindspilninger for Victor, Okeh og Columbia. Under Pirons andet ophold i New York blev hans orkester afløst på "Tranchina's" af et band under ledelse af cornettisten Hyppolite Charles (som Piron har kendt fra tiden med "Silver Leaf Orchestra"), muligvis med denne besætning: Charles, cor. Sonny Henry, trb. Sam Dutrey eller Robert Hall, clt. Emile Bigard, vln. Camille Todd, pno. og Joe Welch, dms. Charles' orkester afløste også i "New Orleans Country Club". "Piron's New Orleans Orchestra" fremtrådte denne gang en kortere periode i Roseland Ballroom på 151st Street.

25 Walter C. Allen: "The band broadcast on January 11, 1924 over WJY. It was playing at a Harlem cabaret (acc. to Billboard, February 2 & 9, 1924) and would be playing at a Talking Machine Men's banquet on April 25th in New York City. More specifically, the Piron orchestra played at the Club de Luxe and the Cotton Club. On about May 24, 1924, the band opened at the Roseland Ballroom (probably for two weeks), where it played opposite Sam Lanin's Orchestra. The Piron orchestra was the first Negro orchestra to be featured at that Ballroom. The Piron Orchstra was booked by Clarence Williams' office." Chicago Defender January 12, 1924: "The Clarence Williams staff furnished the broadcasting program for the WJY station in New York, January 11. Alberta Jones, Rosetta Crawford, Harry Golob, Ida Brown, Eva Taylor, The Piron Orchestra and Clarence Williams himself participated. They rendered a program of 8 numbers." Tidligt i 1924 begyndte det kolde nordlige vejrlig samt de uvante kulinariske og kulturelle forhold at gå nogle af orkestermedlemmerne på nerverne. Piron satte sagen til fælles afstemning, og til hans store fortrydelse valgte flertallet at

26 returnere til New Orleans. Hjemme igen organiserede Piron de sædvanlige engagementer i "Tranchina's Restaurant" og "New Orleans Country Club". Hjemrejsen har formentlig fundet sted i anden halvdel af februar Eva Taylor: "...that's right, we used Tio on a lot of dates. He didn't go back to New Orleans with the rest of the Piron Orchestra... his wife liked New York and she wanted to stay." Af Eva Taylors udsagn forstår man, at Tio først rejste tilbage på et senere tidspunkt, måske oktober/november Derefter er han formentlig genindtrådt i Pirons orkester. Nogle husker en trio i "Big 25" med Lorenzo Tio Jr., clt. Joseph Louis "Red" Cayou, pno. Caffery Darensbourg, bjo. hvilket måske har været en midlertidig bestilling på dette tidspunkt. Under sit forlængede New York ophold i 1924 er Tio blandt andet formentlig med hos "Eva Taylor acc. by Clarence Wiliams' Harmonizers" den 16. maj 1924 for Okeh; med "Four Spades" den 24. juni for Columbia; og med "Laura Smith acc. by Clarence Williams' Harmonizers" c. den 11. oktober for Okeh. Annonce Billboard 30. august 1924 Den 13. september oplyser Chicago Defender, at Pirons orkester har engagement i Baton Rouge, Louisiana. Formentlig i løbet af 1924 hjalp Piron banjoisten Clarence Desdunes med at danne et stort orkester, "The Joyland Revelers", der havde en del succes i 1920'erne og hyrede adskillige prominente jazzfolk. Turnerede for det meste i sydstaterne, men også lidt i midtvesten. IMPERIAL PLAYER (piano) ROLLS katalog, september Med tre af melodierne fra Pirons repertoire. Steve J. Lewis, pianist hos Piron, 'skar' netop en piano rulle af kompositionen "Mama's Gone, Good-Bye" under orkestrets ophold i New York i 1924, men det vides ikke, om det var for Imperial.

27 Lindsey og Ysaguirre rejser til New York. Sidste pladesider indspillet for Victor i New Orleans i marts Riverboat engagementer Orkestrets to sidste pladesider blev indspillet for Victor i New Orleans i marts 1925, og har således nok været med Lorenzo Tio på clarinet (andre kilder mener, at klarinettisten er ukendt).ysaguirre må være fratrådt i løbet af 1925, hvorefter det kunne være Chester Zardis, der er kommet til, da Zardis har berettet, at han en tid i anden halvdel af 1920'erne spillede med Piron. Efter at Zardis gik til Kid Rena, er det sandsynligvis Henry Bocage, der er kommet tilbage på bas og tuba. På et tidspunkt i midt-20'erne har Pirons orkester muligvis allerede haft engagementer relateret til flodbådstrafikken - hvilket forekommer så meget mere sandsynligt eftersom Peter Bocage havde gode forbindelser til Fate Marable, der stod for musikken. Det er berettet, at Steve Lewis ombord på S.S. Capitol spillede uden skotøj for bedre at kunne mærke fodpedalerne, og at han elskede at spille på skibets kalliope (en slags damporgel) hele eftermiddagen. Steve Lewis akkompagnerer Willie Jackson (indspillet 14. april 1926 i New Orleans). Man hører her meget tydeligt detaljerne i Lewis' vægtige klaverspil (Lewis co-composer på titlerne) Piron's Garden of Joy - etablissement i Pythian Temple Building. Uheld begynder at indtræde - Cottrell dør Den 8. august 1927 åbnede orkestret i en ny lokalitet "Piron's Garden of Joy" i Pythian Temple Building på hjørnet af Loyola Avenue og Gravier Street - om det egentlig var Pirons eget etablissement, vides ikke. Men han havde sit nodeforlag i samme bygning. Orkestret består iflg. omtalen af 11 medlemmer, men viser mærkeligt nok et af fotografierne fra november/december 1923 med 9 mand. Der kunne være udvidet med en ekstra trompet samt en sangerinde. Stedet hed så vidt vides "The Pythian Roof Garden", og den høje beliggenhed fremgår netop også af annoncen, der reklamerer med "cooled by nature's breezes".