S TATSAUTORISERET REVISIONSAKTIESELSKAB

Transkript

1 Aktuel Skat 2. halvår 2008 Personbeskatning Erhvervsbeskatning Aktionærbeskatning Selskabsbeskatning International beskatning Moms og lønsum Told og afgifter Anden tilhørende lovgivning Oversigt, genoptagelsesadgang Oversigt, skattelove og lovforslag S TATSAUTORISERET REVISIONSAKTIESELSKAB BEIERHOLM medlem af HLB International - et verdensomspændende netværk af uafhængige revisionsfirmaer og virksomhedsrådgivere

2 OVERBLIK OVER VÆSENTLIGE ÆNDRINGER I 2. HALVÅR 2008 I 2. halvår 2008 var skatte- og afgiftslovgivningen som forventet påvirket af Skatteministeriets arbejde med den kommende skattereform. På personskatteområdet var det imødeset, at der skulle ske en ændring af aktieavancebeskatningsreglerne, således som det var præsenteret i et lovforslag allerede i foråret Imidlertid medførte den såkaldte finanskrise i efteråret 2008, at lovændringen blev udskudt til Årsagen skal givetvis findes i de massive tab, der kunne realiseres på børsnoterede aktier pr. 1. januar Samtidig med denne ændring blev der fremsat forslag til ændring af beskatning af investeringsselskaber. Lovforslaget vil i den nuværende form utilsigtet ramme en lang række børsnoterede selskaber m.fl., hvorfor vedtagelsen blev udskudt til udgangen af januar Det formodes, at ændringen modificeres i væsentligt omfang (aktieavancebeskatningslovens 19). Der er gennemført en smidiggørelse af 60-dages reglen, således at den nu kun skal opgøres pr. rullende 12-måneders periode, samtidig med at en større persongruppe med reelt skiftende arbejdssteder friholdes for reglen (som udgangspunkt). Ændringerne har stor betydning i relation til bl.a. administrationen af regler for varebiler m.fl. Endvidere er der indført nye regler for benyttelse af gulpladebiler (dagsafgift). Endelig blev der gennemført lovgivning vedrørende personers udenlandske ejendomme, således at de almindeligt gældende regler for beregning af ejendomsværdiskat også finder anvendelse for disse ejendomme. Der er indført adgang til genoptagelse for tidligere år. På erhvervsskatteområdet er der indført en særlig iværksætterkonto som supplement til etableringskontoordningen. Iværksætterkontoen fungerer teknisk som etableringskontoordningen, dog er der fuldt fradrag i personlig indkomst for indskud på kontoen. Der er således adgang til en skattemæssig fradragsværdi på ca. 60% for højtlønnede personer. På selskabsskatteområdet har der alene været tale om mindre justeringer, primært vedrørende rentebegrænsningsreglerne og regler for skattefri omstrukturering uden tilladelse. Særligt er der grund til at være opmærksom på de opstramninger, der er foretaget vedrørende maksimumsgrænse for skattefri udlodning ved skattefrie omstruktureringer. Internationalt har det vakt størst uro, at dobbeltbeskatningsaftalerne med Spanien og Frankrig pr. 1. januar 2009 ikke længere gælder. Det lykkedes (som forventet) ikke regeringen at få aftalerne genforhandlet, hvorfor danskere, herunder særligt danske virksomheder med erhvervsinteresser i disse lande, vil blive væsentligt berørt, indtil der foreligger nye aftaler. Det er uheldigt, at erhvervslivet skal bære disse meromkostninger. På momsområdet er det værd at bemærke, at der er gennemført en Fair Play III pakke, der skal modvirke misbrug af skatte- og afgiftssystemet. Endvidere er der vedtaget nye momsregler for køb af ydelser i udlandet, hvorefter virksomheder fra 1. januar 2009 har pligt til at beregne og indbetale erhvervelsesmoms af tjenesteydelser indkøbt hos udenlandske virksomheder. Kantinemoms har igen været udsat for ændringer. Dels er de danske regler for opgørelse af kantinemoms ændret, således at der fra 1. januar 2009 som et minimum skal betales moms af kostprisen, og dels har EF Domstolen igen underkendt de danske myndigheders praksis (vedr. gæsteservering fra egen kantine). Ud over ovenstående lovændringer har der naturligvis været en vis udvikling i praksis på en lang række områder. Bl.a. er det nu afklaret, at der ikke er skattemæssigt fradrag for udbyderhonorarer mv. i K/S-projekter. For en nærmere gennemgang af praksisændringerne henvises til de enkelte afgørelser. Det bliver interessant at følge udformningen af en skattereform i 1. halvår 2009, der forventeligt får virkning allerede fra 1. januar 2010 med en kortere indfasningsperiode. Den indgåede forligsaftale viser, at der ikke bliver tale om en gennemgribende reform, men nærmere en begrænset justering af dele af det nuværende skattesystem. God læselyst. Skatteafdelingen, marts

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Overblik over væsentlige ændringer i 2. halvår Indholdsfortegnelse Personbeskatning...4 Praksis Erhvervsbeskatning...18 Praksis Aktionærbeskatning...30 Praksis Selskabsbeskatning International beskatning...44 Praksis Moms og lønsum...50 Praksis Told og afgifter Anden lovgivning Oversigt over genoptagelsesadgang Oversigt over skattelove og lovforslag

4 1. PERSONBESKATNING Lovgivning Julegaver SKM SKAT SKAT har meddelt, at arbejdsgiver fra og med 2008 har mulighed for at give jule- eller nytårsgaver til sine medarbejdere med indtil 700 kr. Det er 12 år siden, at beløbet sidst er ændret, da beløbet ikke reguleres efter PSL dages reglen Lov nr af 19. december 2008 Der er gennemført en forenkling af 60-dages reglen. Dels ændres den nuværende målingsperiode fra 24 måneder til 12 måneder, og dels indføres en formodningsregel for en lang række erhverv med åbenbare skiftende arbejdssteder. 60-dages reglen afgrænser efter objektive kriterier, hvad der er erhvervsmæssig kørsel, når der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Udgangspunktet er, at befordring mellem hjem og arbejdsplads anses for at være privat. 60-dages reglen bestemmer dog, at kørsel mellem hjem og arbejde i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder er erhvervsmæssig. Kørsel mellem hjem og arbejde anses dermed først som privat efter dag 60. Køres der således fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. De 60 dage på en arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat. 60-dages perioden afbrydes for det enkelte arbejdssted, og der begynder en ny 60-dages periode, hvis der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen. Det er kun den direkte kørsel mellem sædvanlig bopæl og den enkelte arbejdsplads, der tæller med i de 60 dage, hvorimod kørsel til arbejdspladsen i løbet af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med. Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages-periode. 60-dages reglen har betydning for muligheden for at få udbetalt skattefri befordrings-godtgørelse til dækning af udgifter, lønmodtageren har afholdt ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel. Alternativt kan sådanne udgifter fradrages. Derudover har 60-dages reglen betydning for beskatningen af fri bil. Efter reglerne om fri bil skal den ansatte beskattes af fri bil, når arbejdsgiveren har stillet en bil til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse. Det er således kun rådigheden over en firmabil til privat kørsel, der beskattes, hvorimod en firmabil, der alene er til rådighed for og kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel, ikke beskattes. I praksis har der udviklet sig en formodningsregel om, at en firmabil står til rådighed for privat anvendelse, hvis bilen står parkeret på bopælen, eller hvis virksomhed og bopæl er på samme adresse. Den skattepligtige kan afkræfte denne formodning, f.eks. ved hjælp af et kørselsregnskab, som viser, at der kun er kørt erhvervsmæssigt. Formodningsreglen gælder dog ikke for varebiler, hvor arbejdsgiveren eller den selvstændige har tilkendegivet, at bilen alene skal anvendes erhvervsmæssigt ved at undlade at betale tillægsafgift for privat anvendelse, eller ved at fradrage momsen af anskaffelsessummen. Hvis en bil, der af arbejdsgiveren er stillet til rådighed for den skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat, skal den ansatte beskattes af fri bil. Kørsel mellem hjem og virksomheden højst 1 dag om ugen anses dog ikke for privat kørsel for skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt udelukkende kører erhvervsmæssigt. Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produktet har karakter af varer eller tjenesteydelser, f.eks. handelsrejsende og andre sælgere, der har kundeopsøgende arbejde fra hjemmet. Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året for at være omfattet af reglen. Som dokumentation for, at der kun køres erhvervsmæssigt, eller for hvor stor en del af kørslen, der er erhvervsmæssig, vil et kørselsregnskab i praksis være mest hensigtsmæssigt. I visse tilfælde, hvor en ansat har fået en bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren, og hvor den ansatte har flere forskellige arbejdssteder, kan det imidlertid være yderst besværligt at dokumentere og håndtere, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage til det enkelte arbejdssted. F.eks. vil kørselsmønsteret for en sælger, der hver dag opsøger kunder, ofte være af en sådan karakter, at det ikke vil komme i karambolage med 60-dages reglen. Formodningsregel Det er administrativt besværligt for skattepligtige med visse kørselsmønstre at skulle holde øje med, om der køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted. Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, vil det efter de nye regler uden videre blive antaget, at befordringen er erhvervsmæssig. Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60- dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl. Der er dog mulighed for, at told- og skatteforvaltningen med fremadrettet virkning i op til 12 måneder vil kunne give den pågældende pålæg om ved kørselsregnskab at kunne dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring i overensstemmelse med 60-dages reglen. Perioden, hvor der kan gives pålæg om at føre kørselsregnskab, er begrænset til maksimalt 12 måneder. Efter 12 måneder vil det kunne konstateres, om vedkommendes 4

5 Personbeskatning kørselsmønster reelt er i overensstemmelse med 60- dages reglen, således at det uden videre kan antages, at der køres erhvervsmæssigt. De 12 måneder er valgt, da tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes til 12 måneder, jf. nedenfor. Tilfælde, hvor det er oplagt, at kørselsmønstret er i overensstemmelse med 60-dages reglen: Det kan f.eks. være i den situation, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig f.eks. med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan. Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer. Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer. Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger. Sådanne skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel. Erhverv med kørselsmønstre, hvor der åbenlyst køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og arbejdspladsen, vil ikke være omfattet af den foreslåede formodningsregel. Eksempelvis vil det have formodningen mod sig, at personer med administrative funktioner på et fast arbejdssted vil have et kørselsmønster, der indebærer, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted. Fabriksarbejde på et fast arbejdssted er et andet klart eksempel. I sådanne tilfælde vil told- og skattemyndighederne efter gældende ret kunne stille krav om dokumentation for, at kørslen er erhvervsmæssig, typisk og mest hensigtsmæssigt i form af et kørselsregnskab for den forløbne periode. I andre situationer er det måske ikke helt så tydeligt, at kørselsmønstret vil medføre, at der mellem hjemmet og arbejdspladsen ikke køres mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder. I visse situationer kan den skattepligtige nok have et erhverv med et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, jf. ovenfor, men hvor der er andre momenter, der gør det mindre oplagt, at 60-dages reglen uden videre må antages at være opfyldt. Der kan for det første være tale om personer, der har erhvervsbilen med hjem, og hvor der ikke er andre biler i husstanden. En anden situation er, hvis en person har bilen med hjem, og der i husstanden kun er én bil herudover, og det må anses for overvejende sandsynligt, at vedkommende anvender erhvervsbilen privat, f.eks. fordi der er meget dårlig dækning med offentlige transportmidler, og der er flere familiemedlemmer, som har behov for at blive transporteret til fritidsaktiviteter. En tredje situation er en person, der har bilen med hjem, og husstanden kun råder over én anden bil, som imidlertid bliver brugt af en person, der arbejder på vagter eller anden forskudt arbejdstid. Disse tilfælde har det tilfælles, at det på den ene side ikke kan afvises, at kørselsmønstret faktisk ville vise, at der ikke er kørt mere end 60 dage mellem hjemmet og arbejdspladsen, hvis man havde talt efter, f.eks. i form af et kørselsregnskab for den pågældende periode, men hvor de konkrete omstændigheder på den anden side giver anledning til en vis berettiget tvivl om reglens overholdelse. Disse tilfælde vil falde ind under den foreslåede formodningsregel, således at det umiddelbart vil blive antaget, at der køres erhvervsmæssigt. Givet de konkrete omstændigheder, der giver anledning til en vis berettiget tvivl, foreslås det dog, at told- og skatteforvaltningen i disse tilfælde med fremadrettet virkning i op til 12 måneder vil kunne give den skattepligtige pålæg om ved kørselsregnskab at kunne dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring under overholdelse af 60-dages reglen. Hvis SKAT vurderer, at der er tale om en af førnævnte situationer, og SKAT derfor har pålagt den skattepligtige at føre kørselsregnskab, men kørselsregnskabet viser, at der mod forventning køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjem og arbejdsplads, vil pålægget ikke have virkning for tiden, inden pålægget blev givet. Den skattepligtige har - i modsætning til en skattepligtig, der hver dag møder det samme arbejdssted eller kun har få forskellige arbejdssteder - i tiden inden pålægget haft et sådant kørselsmønster, at der ikke ved førelse af kørselsregnskab har skullet holdes nøje øje med 60-dages reglen. 5

6 Personbeskatning 12-måneders perioden Beregningsperioden for 60-dages reglen forkortes fra 24 måneder til 12 måneder. Det vil således kun være kørsel i de forudgående 12 måneder, der tæller med i, om der er kørt mere end 60 dage til et bestemt arbejdssted. Ved at forkorte den periode, hvori der skal holdes øje med kørslen, bliver det mere overskueligt at holde styr på 60- dages reglen. Det vil endvidere være nemmere at sandsynliggøre, at man er omfattet af den nye formodningsregel. Denne ændring vil tillige betyde, at f.eks. den person, der har et kørselsmønster, hvorefter den pågældende hver mandag året rundt kører til ét sted, hver tirsdag til et andet sted etc., ikke længere vil have behov for at tælle dage, da vedkommendes kørselsmønster betyder, at der ikke køres mere end 60 dage mellem hjem og det enkelte arbejdssted. Dette synes hensigtsmæssigt, da der ikke i den situation vil være tvivl om, at vedkommende rent faktisk har skiftende arbejdssteder og ikke kan bo nær alle disse. Når tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes fra 24 til 12 måneder, er der i udgangspunktet ikke længere behov for den særlige begunstigende regel for personer med kundeopsøgende arbejde. Reglen indebærer, at handelsrejsende og andre sælgere med kundeopsøgende arbejde kan køre fra hjemmet og til virksomheden 1 gang om ugen (dvs. 52 dage om året) uden at blive beskattet af fri bil. Sådan kørsel ville efter gældende regler i dag ellers være privat efter 60-dages reglen med beskatning af fri bil til følge, hvis der køres mere end 60 dage mellem hjemmet og virksomheden inden for de forudgående 24 måneder. Skattepligtige med kundeopsøgende arbejde vil, når tidsbegrænsningen forkortes, kunne anvende 60-dages reglen og dermed kunne køre mellem hjemmet og virksomheden 60 dage inden for de forudgående 12 måneder ligesom alle andre med skiftende arbejdssteder i stedet for kun 1 gang om ugen som hidtil (dvs. 52 dage). Ændringerne har virkning fra og med 1. januar Dagsafgift - varebiler Lov nr af 19. december 2008 Som led i forenklingen af regler for varebiler, der ikke anvendes privat, er der indført en særlig dagsafgift. For varebiler, der ikke er registreret til hel eller delvis privat benyttelse, kan der gives tilladelse til, at der betales afgift for privat rådighed over køretøjet pr. dag motorkøretøjet anvendes privat. Afgiften er 225 kr. pr. dag. Reglerne om dagsafgift kan anvendes for én dag ad gangen i op til 20 dage årligt pr. bil. Der gælder ikke begrænsninger for den enkelte medarbejders benyttelse. Ændringen vedrører varebiler med en tilladt totalvægt på indtil 4 ton omfattet af 4, stk. 1, tabelafsnit II A, der angiver vægtafgiftssatserne for vare- og lastbiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om vejbenyttelse. I modsætning til det almindelige årlige tillæg for privat anvendelse gælder, at dagsafgiften for privat benyttelse skal dække eventuelle moms- og skattemæssige krav, der følger af den private benyttelse af og rådighed over bilen. Dagsafgiften omfatter ikke afgifter af brændstof m.v. Registreringsafgiftslovens 2 fritager en lang række køretøjskategorier, men stiller samtidig betingelse om, at køretøjerne ikke må anvendes til privat personbefordring. Der kan ikke betales dagsafgift for sådanne køretøjer. Indførelsen af dagsafgift bevirker således, at hvis en ansat kører privat i en bil, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, og derfor egentlig skulle beskattes af fri bil, bliver den ansatte alligevel ikke beskattet, hvis der er betalt dagsafgift for privat benyttelse af bilen. Hvis arbejdsgiveren har betalt dagsafgiften for den private anvendelse af bilen, således at den ansatte kan køre privat i arbejdsgiverens bil uden at blive beskattet af fri bil, er der tale om et skattepligtigt personalegode. Den ansatte skal i det tilfælde beskattes af værdien af dagsafgiften. Det er bestemt, at skatteministeren fastsætter nærmere regler om administrationen af dagsafgiften. Reglerne om betaling vedrørende privat anvendelse pr. dag er en afvigelse fra EU-reglerne om udtagningsmoms. I henhold til momsdirektivets artikel 395 kan Rådet med enstemmighed på forslag fra Kommissionen give et medlemsland tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i 6. momsdirektiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse. Medlemslandene skal indgive anmodning til Kommissionen, som skal fremsætte forslag om tilladelse eller fremlægge en meddelelse om afslag for Rådet inden 8 måneder efter modtagelsen af anmodningen. Danmark har indgivet en anmodning om tilladelse til at gennemføre forslaget som en undtagelse til direktivet. Kommissionen skal forelægge sagen for Rådet. Herefter skal Rådet behandle forslaget. Da EU-behandlingen af anmodningen således efter al sandsynlighed bliver afsluttet efter lovforslagets vedtagelse, foreslås det, at det overlades til skatteministeren at fastsætte lovens ikrafttrædelsestidspunkt, når tilladelsen fra EU er opnået. Der foreligger fortsat ikke en endelig godkendelse pr. januar Skatteministeriet har oplyst, at der forventes endelig godkendelse seneste i efteråret Ejendomsværdiskat ejendomme i udlandet Lov nr af 19. december 2008 Reglerne om beskatning af ejendomme i udlandet blev ændret som følge af Jäger-dommen, der blev afsagt den 17. januar Sagen handlede ikke om ejendomsværdibeskatning, men om anvendelse af forskellige regler for værdiansættelse af fast ejendom beliggende i to forskellige EU-medlemsstater ved beregning af tysk arveafgift. Hermed har sagen paralleller til den danske ejendomsværdibeskatning, idet grundlaget for beskatning af ejendomme beliggende i Danmark og i udlandet ikke er ens. Grundlaget for beskatning af fast ejendom beliggende i Danmark er de offentlige vurderinger fra 2001, 2002 eller indkomståret, mens grundlaget for beskatning af ejendomme beliggende i udlandet er handelsværdien pr. 1. januar 2001 eller handelsværdien på købstidspunktet, hvis dette ligger senere end

7 Personbeskatning Det centrale i Jäger-dommen er, at EU-medlemsstaterne ikke kan beskatte ejendomme beliggende i andre medlemsstater hårdere, end man beskatter ejendomme, som er beliggende på medlemsstatens eget territorium, idet noget sådant vil være en hindring for kapitalens frie bevægelighed. Videre fastslår dommen, at praktiske hensyn ikke kan begrunde en sådan hindring. Da ejendomsværdiskat af udenlandsk beliggende ejendomme ikke beregnes på samme grundlag som ejendomsværdiskat af en dansk ejendom, og den udenlandske ejendom hermed formentlig beskattes højere end den danske, kan de gældende danske regler ikke opretholdes efter Jäger-dommen. Baggrunden for de danske regler er som nævnt praktiske hensyn, og sådanne hensyn kan efter dommen ikke begrunde en sådan skattemæssig forskelsbehandling af indenlandsk beliggende fast ejendom og ejendomme beliggende i andre EU-medlemsstater. Overvejelser af samme karakter gør sig gældende for så vidt angår beskatningen af fri sommerbolig beliggende i udlandet. De her skitserede regler vil skulle gælde for alle udenlandske ejendomme, uanset hvornår de er erhvervet. De eksisterende regler om, at der skelnes mellem ejendomme erhvervet før den 1. januar 2001 og ejendomme erhvervet efter denne dato, vil herefter bortfalde. Beregningsregler Som ovenfor nævnt vil udenlandske ejendomme skulle beskattes på grundlag af den laveste af enten en reguleret handelsværdi pr. 1. oktober i indkomståret, en reguleret handelsværdi pr. 1. januar 2001 tillagt 5 pct. eller endelig en reguleret handelsværdi pr. 1. januar Handelsværdien på de nævnte tidspunkter skal efter forslaget fastsættes på følgende måde: Udenlandske offentlige vurderinger Der eksisterer i visse lande offentlige ejendomsvurderinger, som vil kunne danne grundlag for en dansk ejendomsværdibeskatning. Hvis der eksisterer en sådan udenlandsk (herunder færøsk eller grønlandsk) ejendomsvurdering, og en sådan vurdering kun i ringe grad afviger fra ejendommens regulerede handelsværdi på de relevante tidspunkter, vil den udenlandske vurdering kunne sidestilles med en dansk og dermed kunne lægges til grund for ejendomsværdibeskatningen. Muligheden for at kunne lægge udenlandske ejendomsvurderinger til grund for beskatningen indebærer, at SKAT ud fra erfaringen vil kunne godkende udenlandske vurderinger på forhånd. SKAT har dog mulighed for at ændre sådanne godkendelser, hvis udviklingen fremover skulle vise, at de offentlige vurderinger i et givent land ikke længere vil kunne sidestilles med en dansk vurdering. For at kunne opfylde de krav, der stilles i Jäger-dommen, er det nødvendigt at tilvejebringe et beskatningsgrundlag for udenlandske ejendomme, som svarer til det grundlag, der gælder for danske ejendomme. Da der ikke eksisterer en dansk ejendomsvurdering for de udenlandske ejendomme, må det først undersøges, om der findes en udenlandsk offentlig vurdering, der kan sidestilles med en dansk vurdering. Hvis dette ikke er tilfældet, må beskatningsgrundlaget fastsættes ud fra ejendommenes handelsværdi. Denne handelsværdi reguleres, således at den kommer på niveau med en dansk ejendomsvurdering. Dernæst vil udenlandske ejendomme på linje med danske skulle beskattes på grundlag af den laveste af tre værdier, nemlig enten ejendomsværdien (en reguleret handelsværdi) pr. 1. oktober i indkomståret, ejendomsværdien (en reguleret handelsværdi) pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 pct. eller ejendomsværdien (en reguleret handelsværdi) pr. 1. januar Der vil for udenlandske ejendommes vedkommende endvidere skulle fastsættes samme regler om værdiansættelse af om-, til- og nybygninger, som der gælder for danske ejendomme, ligesom reglen om, at der ikke svares ejendomsværdiskat af en nybygget ejendom, hvis den ikke vurderes som færdigbygget pr. 1. oktober året forud for indkomståret, også skal gælde for udenlandske ejendomme. Indeksering af anskaffelsespris Hvis der ikke findes en udenlandsk ejendomsvurdering, der kan sidestilles med en dansk vurdering, må der tages udgangspunkt i ejendommens faktiske anskaffelsespris. Denne anskaffelsespris vil så skulle indekseres frem eller tilbage fra anskaffelsesåret til hhv. 2001/2002-niveau eller til indkomståret. Hvis der eksisterer et relevant udenlandsk, færøsk eller grønlandsk prisindeks, og dette kan godkendes af SKAT, lægges dette prisindeks til grund for indekseringen. Ved udenlandsk indeks skal ikke alene forstås indeks vedrørende det pågældende land i snæver forstand. Et relevant udenlandsk prisindeks kan i en given situation også være et indeks udarbejdet af OECD eller i andre internationale fora. Hvis der ikke eksisterer et relevant udenlandsk prisindeks, må det danske prisindeks for ejendomme af den pågældende type i stedet anvendes. Ved omregningen anvendes valutakursen på det tidspunkt, omregningen vedrører. Skal der eksempelvis fastsættes et beregningsgrundlag pr. 1. januar 2001, vil det være valutakursen pr. denne dato, der skal anvendes. Den indekserede handelsværdi, man når frem til, reguleres efter den danske afstandsprocent for det pågældende år. Ved afstandsprocenten forstås den gennemsnitlige procentvise forskel mellem ejendomsvurderinger og faktiske handelspriser på et givet tidspunkt. 7

8 Personbeskatning På samme måde som for de udenlandske ejendomsvurderinger vil SKAT kunne godkende udenlandske prisindeks, således at det pågældende udenlandske indeks altid anvendes ved prisfastsættelsen for ejendomme af den pågældende type i det pågældende land eller i det pågældende område, hvis indekset kun omfatter en del af et land. SKAT kan i denne forbindelse bestemme, at et givet udenlandsk indeks skal anvendes med fremadrettet virkning. Hvis SKAT bliver bekendt med eksistensen af et allerede eksisterende relevant indeks, eller et sådant etableres, kan SKAT hermed bestemme, at dette indeks skal anvendes fremadrettet. Overgang til anvendelse af et sådant nyligt godkendt indeks medfører ikke adgang til genoptagelse af tidligere skatteansættelser i videre omfang, end hvad der er gældende efter de almindelige genoptagelsesregler. Skønsmæssig ansættelse Hvis der hverken findes udenlandske offentlige vurderinger eller relevante prisindeks, må den regulerede handelsværdi ansættes skønsmæssigt. Det samme gør sig gældende, hvis indeksering medfører et resultat, der står i et åbenbart misforhold til ejendommens faktiske værdi. Anden dokumentation Den skattepligtige vil altid have adgang til at fremlægge dokumentation af anden karakter til brug for skatteansættelsen. Hvis det kan påvises, at en sådan anden dokumentation giver et mere retvisende billede af ejendommens værdi, vil denne dokumentation kunne lægges til grund for ansættelsen. Tilsvarende vil SKAT have mulighed for at lægge anden og mere retvisende dokumentation til grund, hvis SKAT skulle være i besiddelse af en sådan. Det er ikke hensigtsmæssigt, at en skat som eks. den nye svenske fastighetsavgift - i modsætning til den ejendomsskat, som fastighetsavgiften afløste - ikke kan omfattes af ejendomsværdiskattelovens lempelsesbestemmelse, hvilket som nævnt i øjeblikket ikke er tilfældet. Noget sådant ville i realiteten medføre dobbeltbeskatning. Det er derfor besluttet at ændre lempelsesbestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens 12, således at der fremover vil blive givet nedslag i den danske ejendomsværdiskat for udenlandske skatter, der beregnes med henvisning til værdien af fast ejendom, også selv om den udenlandske skat ikke efter sin art svarer til ejendomsværdiskatten. Den nye svenske fastighetsavgift vil være omfattet af disse nedslagsregler. Den nye svenske skat blev indført med virkning fra Det foreslås derfor, at ændringen af ejendomsværdiskattelovens 12 får virkning fra og med indkomståret 2008, da danske ejere af ejendomme beliggende i Sverige i modsat fald ville blive dobbeltbeskattet i Der skal være tale om almindelige periodiske skatter. Egentlige grundskatter af samme karakter som den kommunale grundskyld i Danmark, er dog ikke omfattet, idet der heller ikke ved beregningen af ejendomsværdiskatten af en dansk ejendom gives nedslag for den kommunale grundskyld. Tinglysningsafgifter og andre skatter af enhver art, der skal svares i forbindelse med overdragelse, belåning eller anden disposition over fast ejendom, giver heller ikke adgang til nedslag i den danske ejendomsværdiskat. Det samme gælder betaling for tjenesteydelser, uanset om sådanne betalinger benævnes som skatter eller afgifter (f. eks. renovationsafgifter). Det nedslag, der kan gives, kan ikke overstige den danske ejendomsværdiskat. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2009, dog har ændring af definitionen af svensk skat virkning for Nedslag for udenlandske skatter Ejendomme beliggende i udlandet kan være undergivet beskatning efter reglerne i det land, hvor de er beliggende. Hvis Danmark opkræver ejendomsværdiskat af de samme ejendomme, vil der hermed blive tale om dobbeltbeskatning. Der skelnes i denne forbindelse mellem ejendomme beliggende i lande, der med Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst omfattende formueskat, og ejendomme beliggende i andre lande. Ejendomsværdiskatten anses sædvanligvis i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne for at være en (partiel) formueskat, og derfor lempes i førstnævnte tilfælde for dobbeltbeskatning ved hjælp af dobbeltbeskatningsoverenskomsternes lempelsesbestemmelser og i sidstnævnte tilfælde ved hjælp af lempelsesbestemmelserne i ejendomsværdiskattelovens 12. Hvis der ikke foreligger en dobbeltbeskatningsoverenskomst med formueskat med det pågældende land, og der således skal gives nedslag efter ejendomsværdiskattelovens 12, har man kun givet nedslag for skatter, som»efter sin art«svarer til ejendomsværdiskatten. Hermed har man ikke givet nedslag for skatter, som efter sin art ikke svarer til ejendomsværdiskatten. Praksisændring (forud for lovændringen) SKM SR Der har i foråret været rejst kritik af, at den danske praksis for opkrævning af ejendomsværdiskat på udenlandske ejendomme er diskriminerende i forhold til opkrævning af ejendomsværdiskat for danske ejendomme. For danske ejendomme er beregningsgrundlaget vurderingen 2001 tillagt 5%, vurderingen 2002 eller seneste vurdering. For udenlandske ejendomme er det købesummen, eller handelsværdien hvis denne er lavere. Der gælder således ikke samme historiske begrænsninger på beregningsgrundlaget for udenlandske ejendomme som for danske ejendomme. Skatterådet har i bindende svar af 26. marts 2008 anerkendt, at den danske praksis for beskatning af disse udenlandske sommerhuse, er diskriminerende i forhold til kapitalens frie bevægelighed. Bindende svar Skatterådet kommer i det bindende svar frem til, på baggrund af Jäger-dommen (SU ), at praksis for beregning af ejendomsværdiskat på udenlandske ejendomme er diskriminerende i forhold til beregning af ejen- 8

9 Personbeskatning domsværdiskat på danske ejendomme. Det er derfor ikke muligt at opretholde den gældende praksis. Udgangspunktet vil derfor fremover være, at der skal tages udgangspunkt i beliggenhedslandets ejendomsvurdering. Skatterådet vurderer imidlertid i den konkrete afgørelse, at der er usikkerhed omkring, om den svenske vurdering svarer til en tilsvarende dansk vurdering. Der blev konkret foretaget en tilbagekonvertering/omberegning til 2001 og 2002 vurderingen, der ansås for sammenlignelig med en dansk vurdering. I den konkrete sag blev beregningsgrundlaget nedsat fra DKK til DKK (godt DKK sparet i ejendomsværdiskat p.a.). Udfaldet af det bindende svar er, som vi havde forventet, da det er uomtvisteligt, at der er et diskriminerende element i forhold til kapitalens frie bevægelighed i den danske praksis Skatterådet mente i den konkrete afgørelse, at det er SKAT, der skal foretage beregningen, herunder indhente oplysninger fra udenlandske myndigheder til brug for beregningen. Vi er dog ikke så sikre på, at SKAT vil påtage sig denne administrative byrde. Vi må derfor anbefale, at der søges om genoptagelse i konkrete tilfælde. Værelsesudlejning udenlandske ejendomme Lov nr af 19. december 2008 Tilsvarende ansættes den skattepligtige værdi af fri sommerbolig i sommerperioden til ½ pct. pr. uge af ejendomsværdien pr. 1. oktober året i forvejen. For den resterende del af året ansættes værdien til ¼ pct. af ejendomsværdien. Er der ikke ansat en ejendomsværdi, anvendes i stedet handelsværdien. Dette vil være tilfældet, hvis sommerboligen er beliggende i udlandet. Herved vil fri sommerbolig beliggende i udlandet ofte blive ansat til en højere skattepligtig værdi end en tilsvarende sommerbolig beliggende i Danmark, da handelspriserne i mange tilfælde vil ligge over niveauet for de offentlige ejendomsvurderinger. Problemet i forhold til EU-retten er hermed det samme som for ejendomsværdiskattens vedkommende, nemlig at udenlandske ejendomme beskattes hårdere end en tilsvarende dansk. Ændringerne vedrørende fastsættelse af ejendomsværdien gælder derfor også for disse ejendomme. Ændringerne har virkning fra 1. januar Udenlandske ejendomme - sommerbolig Lov nr af 19. december 2008 Bundfradraget for udenlandske ejendomme skal fremover beregnes på grundlag af en udenlandsk ejendomsvurdering, hvis der eksisterer en sådan, og den kan sidestilles med en dansk vurdering. Er dette ikke tilfældet, skal bundfradraget beregnes på grundlag af handelsværdien pr. 1. oktober i indkomståret reguleret efter bestemmelserne i ejendomsværdiskatteloven, jf. ovenfor. Der vil for udenlandske, færøske og grønlandske ejendomme skulle gælde samme regel som for danske om, at bundfradraget udgør mindst DKK Ændringerne har virkning fra 1. januar

10 Personbeskatning PRAKSIS Fri bil SKM BR Hovedanpartshaver i H1 ApS havde i indkomståret 2003 haft rådighed over først en Mercedes Benz E 220 og siden en Audi A4, der tilhørte selskabet og efter det oplyste dagligt holdt ved As bopæl, der tillige er selskabets adresse. Under disse omstændigheder påhviler det efter ligningslovens 16, stk. 4, hovedaktionæren at sandsynliggøre, at de pågældende biler ikke var til rådighed for privat kørsel. Efter As forklaring lægger retten til grund, at hans arbejde i virksomheden består i at varetage administrationen og den overordnede drift af de tre frisørsaloner, og at han således ikke indgår i selve frisørarbejdet i salonerne. Det lægges videre til grund, at As arbejdsdag starter på det kontor, der er indrettet til administration mv. på...1. Her tilrettelægger han dagens arbejde, inden han omkring middagstid kører ud og besøger en eller flere af de tre frisørsaloner. På denne baggrund lægger retten til grund, at As kørsel mellem hjemmet og de enkelte frisørsaloner ikke kan anses for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads som omhandlet i ligningslovens 9 B. A har dagligt ført kørselsregnskab med angivelse af blandt andet dato, kilometertæller og bestemmelsessted. Endvidere er anført, hvornår og hvor meget benzin, der er tanket. Bestemmelsesstederne er angivet som forkortelser for navnlig...1,...4,...2 og...3, der udgør de mest benyttede destinationer. Der er oftest anført varierende antal kørte kilometer mellem identiske destinationer. Retten finder imidlertid ikke, at de anførte udsving - udover en enkelt kørsel, der efter det oplyste beror på en fejlskrivning - overstiger, hvad der kan begrundes i en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af kørslerne navnlig i forhold til de trafikale forhold i og omkring... Retten finder heller ikke i øvrigt, at kørebogen er mangelfuld eller fejlagtig. Hertil kommer, at As husstand i hele skatteåret 2003 privat rådede over en personbil, lige som han har underskrevet erklæring over for selskabet om ikke at ville benytte bilerne privat. Under disse omstændigheder finder retten det godtgjort, at A ikke har anvendt bilerne til privat kørsel. Skattefri godtgørelse SKM SR Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at modtage skattefri godtgørelse fra sin arbejdsgiver i henhold til ligningslovens 9 A, stk. 1. Sagen vedrørte konkret spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren havde krav på godtgørelse de dage, hvor sagsøgerens arbejdsdag var 10 timer inkl. frokost, og hvor sagsøgerens transporttid til arbejdspladsen udgjorde henholdsvis 1 time og 21 minutter og 1 time og 18 minutter fra de to forskellige adresser, sagsøgeren boede på i den pågældende periode. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det af sagsøgeren udførte arbejde havde karakter af fysisk krævende og hårdt arbejde og fandt herefter, at oplysningerne om afstand, transporttid og arbejdets karakter sammenholdt med arbejdsdagens længde udgjorde et tilstrækkeligt grundlag til at antage, at sagsøgeren ikke havde mulighed for at overnatte på sin bopæl på de dage, hvor arbejdsdagen havde været på 10 timer. Sagen er helt i tråd med det nye begreb hårdt fysisk arbejde, der kom frem i 2007, og som efterfølgende har været en ulovhjemlet vurderingskriterium for at afgøre, om betingelser for at modtage skattefri godtgørelse er opfyldt. Aftaler om kontantlønnedgang Nedenfor omtales aktuelle afgørelser i forbindelse med indgåelse af aftaler om kontantlønnedgang. Aftaleperiode på 10 måneder - afslag SKM SR Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det var muligt at indgå en aftale om kontantlønsnedgang i 10 mdr., kombineret med en klausul om betaling af resttrækket ved opsigelse. Skatterådet har svaret på et identisk spørgsmål (SKM SR), der i stedet omhandlede sikkerhedsveste til securitymedarbejdere. Den eneste forskel var, at de ikke havde angivet lønnedgangsperioden til 10 mdr. Faktiske omstændigheder En medarbejder ønskede en coachuddannelse via reduktion i bruttolønnen med et fast beløb over 10 måneder. Derudover ønskede arbejdsgiver at tilføje en klausul i ansættelsesaftalen om, at medarbejderen ville blive modregnet et evt. restbeløb i den sidste lønudbetaling, i tilfælde af at medarbejderen opsagde sin stilling inden for betalingsperioden. Betingelser for kontantlønnedgang: Hvis en vederlagsændring skal kunne anerkendes skattemæssigt, skal følgende betingelser være opfyldt iflg. praksis: Ændring af lønaftale, med en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn Eventuelle overenskomster skal kunne rumme den ændrede lønaftale Den aftalte reduktion skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden (mindst 12 måneder) Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen, dvs. lønnedgangen må ikke reguleres i takt med den ansattes brug af godet/arbejdsgivers udgift hertil Arbejdsgiveren skal faktisk stille det pågældende gode til rådighed Der skal være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager Den ansatte skal have mulighed for - eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen. 10

11 Personbeskatning SKAT indstillede til Skatterådet, som tiltrådte indstillingen, at følgende betingelser for vederlagsændring ikke var opfyldt: Den økonomiske risiko var elimineret for arbejdsgiver, pga. klausulen i aftalen. Pga. klausulen kunne aftalen betragtes som en alm. afdragsaftale, der strider imod modregningsforbuddet i kildeskattelovens 46, stk. 3 Kontantlønsnedgangen strækker sig over en periode på 10 måneder og opfylder derfor ikke kravet til, at der skal være tale om en overenskomstperiode. Henset til at betingelserne iht. praksis ikke er opfyldt, vil en sådan aftale ikke blive anerkendt skattemæssigt. Det er derfor, at det bliver godkendt, at der kan ske lønnedgang for securitymedarbejdere, når bare betingelsen om lønnedgang i en 12 mdr. periode er opfyldt. Det er vigtigt, at alle kriterierne er opfyldt, når der indgås sådanne aftaler. Aftaler om lønnedgang flere samtidige perioder SKM SR SKAT blev spurgt om, hvorvidt et selskab kan have to aftaler om ændret vederlagssammensætning løbende i to forskellige perioder vedrørende henholdsvis medarbejderobligationer og øvrige arbejdsgiverbetalte personalegoder. Selskabet tilbyder dets medarbejdere medarbejderobligationer i henhold til ligningslovens 7 A, hvori det tillige er en betingelse, at erhvervelsen af obligationerne står åben for alle ansatte i virksomheden. Skatterådet bekræfter, at den konkrete aftale opfylder betingelserne for kontantlønsnedgang, og godkender endvidere, at en ny aftale om kontantlønsnedgang kombineret med andre arbejdsgiverbetalte personalegoder anerkendes skattemæssigt, idet aftalen isoleret set overholder betingelserne for en aftale om kontantlønsnedgang. Herudfra bekræfter Skatterådet, at to aftaler om ændret vederlagssammensætning med to forskellige perioder accepteres at løbe side om side, hvis de individuelt opfylder betingelserne. Vi er enige i, at der kan indgås flere og sideløbende kontantlønsnedgangsaftaler, så længe de hver i sær opfylder betingelserne. Det vil sige, at hvis der er indgået en medarbejderobligationsaftale med maksimalt træk på 10 %, kan man ikke sideløbende have endnu en medarbejderobligationsaftale, men det er derimod muligt at lave en bredbåndsaftale eller lign. Anskues SKM SR og SKM SR om personalegoder i form af coachuddannelse og sikkerhedsvest, skal det nævnes, at sådanne aftaler kan aftales for den samme person sideløbende med en medarbejderobligationsaftale. Endvidere skal det bemærkes, at udstedelse af medarbejderobligationer 2 gange på et kalenderår kun giver et afgiftsfrit grundbeløb pr. kalenderår, jf. SKM SR. MBA- lønnedgang SKM SR Skatterådet fandt, at spørgeren ikke kunne anvende et resterende antal lønudbetalinger til delvis betaling af deltagergebyr på MBA-studiet. Det blev af skatterådet påpeget, at der ikke kunne indgås en ændret vederlagsaftale med tilbageregulering af allerede udbetalt løn til brug for betaling af MBA-studiet, da en sådan aftale vil være i strid med kildeskattelovens 46, stk. 3. Endvidere påpegede Skatterådet, at godet ikke var stillet til rådighed af arbejdsgiver, idet det var den ansatte selv, der indgik aftale med undervisningsinstitutionen om MBA-studiet. Det er vores opfattelse, at det for spørgeren, hvis denne havde opfyldt alle betingelser for bruttotræksordningen, kunne have været muligt at ændre vederlagsaftalen, således at arbejdsgiver betalte MBA-uddannelsen mod fremadrettet lønnedgang. I henhold til ligningslovens 31 skal der ikke ved opgørelse af den skattepligtige indkomst medregnes udgifter til dækning af uddannelse, i det tilfælde at ydelserne modtages fra arbejdsgiveren som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette omfatter desuden skole- og deltagergebyr jf. ligningslovens 31, stk. 3, nr.1. Universitetsuddannelse SKM SR Skatterådet bekræftede, at spørgers deltagelse i en uddannelse under Københavns Universitet vil være skattefri for spørgeren i medfør af ligningslovens 31, selvom medarbejderen samtidig accepterer en lønnedgang i den periode, studiet varer. Studiemateriale SKM SR Skatterådet godkendte en aftale om ændret vederlagssammensætning, der indebar, at arbejdsgiveren kan stille bøger og lignende studiemateriale til rådighed for en ansat, uanset at disse gives den ansatte til eje samt betale den ansattes befordring mellem bopæl og uddannelsessted eller arbejdssted og uddannelsessted, mod at den ansatte får reduceret sin kontante løn i studieperioden. Kontantlønsnedgangen skal dog være reel og løbe over mindst 12 måneder. 11

12 Personbeskatning PC-ordning - fladskærme SKM SR SKAT har fastslået, at pakkeløsninger indeholdende et fjernsyn Samsung 22, eller et Samsung 26, anses som computer med basistilbehør omfattet af hjemme-pcordningen efter Ligningslovens 16, stk. 12. En virksomhed spurgte, om det var muligt, at tilbyde et fladskærmsfjernsyn på henholdsvis 22 og 26 i stedet for en almindelig computerskærm som del af en moderniseret hjemme-pc-ordning. SKAT anerkender, at både Samsung 22 og 26 kan anvendes som computermonitor. Det bemærkes, at alle computerskærme i dag kan anvendes til fremvisning af et tv-signal, dog ikke i samme kvalitet, som et fjernsyn med indbygget TV-tuner. SKAT har undersøgt et udvalg af computerskærme og fjernsyn samt dertilhørende priser, hvorefter de konkluderede, at en fladskærm på 26 ligger over det sædvanlige niveau for computerskærme. SKAT fremhæver, at formålet med pc-ordningen er; at fremme anvendelsen af IT og dermed det generelle itkompetenceniveau, også hos arbejdstagere som ikke allerede er fortrolige med brugen af IT, frem for et generelt tilskud til indkøb af it-udstyr via skattesystemet. I den sammenhæng konkluderer SKAT, at kun en 22 fladskærm kan anses som basisudstyr til en hjemme-pcordning. Skatterådet finder dog, at begge fjernsyn skal betragtes som omfattet af begrebet pc-basisudstyr. til operation, og at betalingen medfører skattepligt for medarbejderen. Skatterådet bekræfter samtidig, at forholdet ikke er omfattet af ligningslovens 30, da betalingen ikke er et led i virksomhedens generelle personalepolitik. Medarbejderaktieordninger Udenlandsk moderselskab - tegningsretter SKM SR Skatterådet bekræfter, at de share options", som et moderselskab vil tildele medarbejderne i et dansk datterselskab, er tegningsretter til aktier. Moderselskabet påtænker at tildele medarbejderne i det danske datterselskab share options som en del af deres aflønning. De omhandlede share options vil give medarbejderne en ret til at modtage nyudstede aktier i det udenlandske moderselskab. Det udenlandske moderselskab anses, efter en vurdering fra Skatterådet, for at kunne sammenlignes med et dansk aktie-/anpartsselskab da: Ingen af selskabets aktionærer hæfter personligt for selskabets gæld og forpligtelser, Aktionærernes hæftelse for selskabets gæld og forpligtelser er begrænset til deres kapitalindskud Selskabet fordeler sit overskud og likvidationsprovenu til aktionærerne i forhold til den af aktionærerne indskudte kapital, og Selskabets aktier er omsættelige på samme måde som aktierne i et dansk aktieselskab. Med baggrund i SKM LR kvalificerer optionerne sig som en tegningsret, da medarbejderne har krav på at blive fyldestgjort med nytegnede aktier. Det er Skatterådets opfattelse, at der er tale om tegningsretter til aktier, i den forstand at dette begreb anvendes i ligningslovens 28. Vores opfattelse er, at afgørelsen er korrekt. Formålet med reglens oprindelse er at øge kendskabet til IT, hvilket skatterådets afgørelse bekræfter. Samtidig er afgørelsen et udtryk for, at der ligeledes tages højde for den teknologiske udvikling, og at den sondring, som SKAT foretager, ikke er i overensstemmelse hermed. Det er anvendelsen, der er afgørende. Arbejdsgiverbetalt operation SKM SR Skatterådet bekræfter, at en virksomhed kan foretage fradrag for dækning af en enkelt medarbejders udgifter Idet tegningsretten er udstedt til medarbejderne af et koncernforbundet selskab finder reglerne i ligningslovens 28 anvendelse, hvorfor beskatningen af medarbejderne først indtræder på det tidspunkt, hvor tegningsretten udnyttes eller afstås. Som afgørelsen viser, er der tale om en konkret vurdering af hver enkelt udenlandsk ordning. Dette er vigtigt at være opmærksom på, når danskere deltager i udenlandske incentive-ordninger, eller når udlændinge midlertidigt arbejder i Danmark (udstationeres). Ændring af opsigelsesvarsler SKM SR En virksomhed har tilbudt deres medarbejdere en medarbejderobligationsordning mod kontantlønsnedgang. Virksomheden har i henhold til overenskomst med enkelte medarbejdere ret til at opsige dem med henblik på senere genansættelse. Overenskomsten medfører ikke at medarbejderen anses for opsagt (og dermed har ret til fratrædelsesgodtgørelse), med mindre det ikke er muligt for 12

13 Personbeskatning virksomheden at genansætte den inden for en periode på 6 måneder. For at undgå, at de medarbejdere der er omfattet af overenskomsten, skal have udbetalt den akkumulerede kontantlønsnedgang og dermed starte forfra med at gå ned i løn ved genansættelse, er der lavet en tilføjelse i ansættelseskontrakten: Virksomheden har ændret opsigelsesperioden fra værende 14 dage (jf. tidligere bindende svar i SKM SR) til 6 måneder. Henset til at det er en betingelse for at deltage i ordningen, at medarbejderen er ansat på det tidspunkt hvor aftalen om ordningen indgås og ligeledes er ansat på udstedelsestidspunktet, findes ændringen ikke at være betydelig, hvorfor aftalen om kontantlønsnedgang stadig anses at vedrøre en periode på 12 måneder. Afgørelsen giver mulighed for, at personer, der er ansat i en mere sæsonpræget virksomhed, kan have en arbejdsperiode på eksempelvis 2 gange 3 måneder og stadig få mulighed for at modtage en medarbejderobligationsordning. Dette er naturligvis forudsat, at medarbejderen er ansat på det tidspunkt, hvor aftalen om ordningen indgås, og at medarbejderen endvidere er ansat på udstedelsestidspunktet - samt at aftalen om kontantlønsnedgangen vedrører en 12 måneders periode. Kommune - medarbejderobligationer SKM SR En kommune ønskede at få afklaret, om hvorvidt de kunne tilbyde deres ansatte medarbejderobligationer i henhold til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3. Skatterådet har tidligere anerkendt, at offentligt ansatte i kommuner kan få personalegoder i form af eksempelvis sundhedsordninger, jf. SKM LR. På den baggrund konkluderer Skatterådet nu, at en medarbejderobligationsordning omfattet af ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3 ligeledes anses for et personalegode, hvorfor der også kan tilbydes offentligt ansatte i kommuner mulighed for tegning af medarbejderobligationer. Ovenstående er en udvidelse af tidligere godkendt praksis jf. SKM SR, hvor det blev anerkendt at kommunalt ejede aktie- og anpartsselskaber kunne anvende medarbejderobligationsordninger. Forrentning af lønnedgang SKM SR Skatterådet bekræfter, at en aktionær, som er ansat i det selskab, som udsteder medarbejderobligationer, også kan deltage i en medarbejderobligationsordning i henhold til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3. Skatterådet bekræfter desuden, at det er uden betydning for en medarbejderobligatiosordning mod kontantlønsnedgang, at selskabets regnskabsår ikke svarer til de ansattes overenskomstperiode. Skatterådet bekræfter, at en medarbejderobligationsordning mod kontantlønsnedgang kan starte når som helst, men at aftalen om kontantlønsnedgang mindst skal vedrøre en periode på 12 måneder, og at der kan udstedes medarbejderobligationsordninger af flere omgange for perioden. Uanset at der eventuelt udstedes medarbejderobligationer 2 gange på et kalenderår, er der kun et afgiftsfrit grundbeløb pr. kalenderår. Skatterådet fastslår, at uanset at der aftales lønnedgang for en periode på 15 måneder, kan der ved udgangen af kalenderåret 2009 højst udstedes obligationer i henhold til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3, for 10 % af årslønnen for 2009, og den månedlige nedgang skal være ens for alle 15 måneder. Skatterådet fastslår, at når der er indgået en aftale om udstedelse af en medarbejderobligation mod kontantlønsnedgang, kan arbejdsgiveren ikke forrente lønnedgangen, indtil obligationen udstedes, men arbejdsgiveren må gerne udstede en medarbejderobligation, som overstiger den kontante lønnedgang. Flere overenskomster SKM SR Skatterådet afkræfter, at der i en konkret medarbejderobligationsordning mod kontantlønsnedgang i henhold til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3, er forhold, som bevirker, at ordningen ikke omfattes af ligningslovens 7A, stk. 1, nr. 3, uanset at nogle af medarbejderne, som er omfattet af en bestemt overenskomst, ikke som de øvrige ansatte, kan anvende en del af deres pensionsmidler til medarbejderobligationer. Skatterådet bekræfter, at nyansatte, som ansættes i den periode, hvor medarbejderobligationsordningen mod kontantlønsnedgang løber, kan få medarbejderobligationer mod løntilbageholdenhed, og dette påvirker ikke medarbejderobligationsordningen mod kontantlønsnedgang. Aftaleperiode på 18 måneder - sæsonarbejdere SKM SR Skatterådet bekræfter, at en medarbejderobligationsordning mod kontantlønsnedgang i 18 på hinanden følgende måneder, hvor obligationerne udstedes af 3 omgange, også kan omfatte sæsonmedarbejderne i virksomheden. Når disse genansættes - efter et midlertidigt arbejdsophør - kan de genindtræde i ordningen. Det vil sige, at sæsonmedarbejderens akkumulerede lønnedsættelse i de 18 måneder, som obligationsordningen løber, kan anvendes til erhvervelse af obligationer. Det bemærkes, at kravet i ligningslovens 7A, stk. 2, 3. pkt., for fastansatte om, at "de ansatte på erhvervelsestidspunktet skal være ansat i uopsagt stilling", for så vidt angår ordninger, hvor der sker kontantlønsnedgang, er det tidspunkt, hvor obligationerne udstedes. Fonde og medarbejderordninger SKM SR En fond har den bestemmende indflydelse i et aktieselskab. Skatterådet bekræfter, at medarbejderne i fonden kan deltage i en medarbejderordning udstedt af aktieselskabet efter enten ligningslovens 7 H eller ligningslovens 28, henset til at fonden opfylder betingelserne i kursge- 13

14 Personbeskatning vinstlovens 4, stk. 2, for at blive anset for et koncernforbundet selskab. Skatterådet finder derimod ikke, at medarbejderne i fonden kan deltage i en medarbejderordning udstedt af aktieselskabet i henhold til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 1, nr. 2 eller nr. 3. Bonus - periodisering SKM SR En virksomhed har i december 2007 indgået en aftale om udstedelse af medarbejderobligationer mod kontantlønsnedgang i Aftalen angår dels den faste månedlige løn, men også bonuslønnen, som først fastsættes endeligt på generalforsamlingen i Skatterådet bekræfter, at bonus også indgår i årslønnen, idet det forudsættes, at bonussen er omfattet af funktionærlovens 17 a, om tantieme m.v. Skatterådet fastslår desuden, at bonussen i relation til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3, skal henregnes til "årslønnen" i det år, hvor der udstedes medarbejderobligationer. Såfremt der for bonussen for 2008 udstedes medarbejderobligationer både i 2008 (den sikre del) og i 2009 (den usikre del), skal bonussen i relation til ligningslovens 7 A, stk. 1, nr. 3, opdeles ved opgørelse af årslønnen. For den del af bonussen, hvor der først i 2009 udstedes medarbejderobligationer, kan virksomheden vælge, om man vil udstede og båndlægge obligationen umiddelbart efter generalforsamlingen i 2009, eller først ved udgangen af december Fantomaktier SKM SR Skatterådet tager i denne afgørelse stilling til spørgsmålet om den skattemæssige behandling af et selskabs påtænkte fantomaktieordning. Den i afgørelsen påtænkte fantomaktieordning indeholder en række bestemmelser om, hvornår en medarbejder eventuel kan få udbetalt en bonus. Bonusudbetalingen er således afhængig af opnåelse af et vist overskud. Hertil knytter sig, at aktionærerne skal beslutte at udlodde udbytte eller at sælge selskabet, hvorfor fantomaktionærerne sidestilles med selskabets rigtige aktionærer. Et selskab anmodede om bekræftelse på, at medarbejdere først beskattes ved faktisk udbetaling, (forudsat at betalingen sker senest 6 måneder efter, at udbytteudlodningen er vedtaget, jf. reglen om at løn skal udbetales inden for den frist.) Hertil svarer Skatterådet, at medarbejderen først beskattes ved faktisk udbetaling, og at selskabet kan fradrage udgifter til bonusudbetaling som anden løn. Endvidere anmoder selskabet svar på, om det har fradragsret for udgiften til bonusbeløbene ved udbetaling som følge af udbytteudlodning som følge af et salg. Skatterådet påpeger, at der ikke er fradrag for udgift i bonusordning til fantomaktionærer i den situation, hvor bonusudlodningen skyldes salg af virksomhed. Skatterådet begrundede svaret med en henvisning til en Vestre Landsrets dom, SKM VLR, som vedrører fradragsret for bonus til to direktører. Det er problematisk at sammenholde SKM VLR med denne afgørelse. Der er ikke tale om direktører, men derimod om ikke-ledende medarbejdere, som naturligt ikke har samme indflydelse på selskabet. Endvidere vil bonusudbetalingen i tilfælde af et salg i den foreliggende fantomaktieordning bero på udbetaling af opsparret overskud, som har baggrund i medarbejdernes hidtidige arbejde. Det er vores opfattelse, at hovedreglen er, at arbejdsgiveren har fradragsret for bonusudbetalinger i henhold til en fantomaktieordning. Kun i de tilfælde hvor aftalen direkte er bundet op på et succeskriterium såsom salg af aktier, vil det ikke være skattemæssig fradragsret. Vi er dog bekendt med, at SKAT søger at fremme denne begrænsning i fradrag, hvorfor der er god grund til at følge praksis på området tæt. Parcelhusreglen Ændret status vedr. ejendommen SKM VLR En ejendommen der havde tjent til bolig for ejeren og denne familie, havde iflg. Vestre Landsret skiftet karakter, hvorfor ejendommen ikke kunne anses for værende et en- eller tofamilieshus, der ville være fritaget for beskatning efter Ejendomsavancebeskatningslovens 8, stk. 1. Ejendom havde af ejeren og dennes familie været anvendt til beboelse, og var derfor fritaget for beskatning ved et evt. salg. I stedet for salg af ejendommen, blev den i stedet udlejet. Iflg. lejekontrakten skulle ejendommen anvendes til bofællesskab. Amtet som havde lejet ejendommen, valgt i stedet at anvende den til undervisning og administration. Vestre Landsret konkluderede at ejendommen, på grund af den ændrede anvendelse, havde skiftet karakter fra et parcelhus til en erhvervsmæssigt anvendt ejendom. Derfor kunne ejendommen ikke sælges skattefrit iht. Ejendomsavancebeskatningslovens 8, stk. 1. Afgørelsen fra Landsskatteretten er blevet påklaget af Skatteministeriet, og taget op til behandling i Vestre Landsret (i stedet for Byretten), da den er blevet vurderet at være af principiel karakter. 14

15 Personbeskatning Dommen viser, at hvis man har en ejendommen, der vil kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningsloven, så skal man overveje nøje, hvad man vælger at udleje den til. Hvis lejemålet ikke har karakter af sædvanlig beboelse, vil ejendommen kunne skifte status og dermed ikke længere være omfattet af skattefriheden. Skattefrihed kan dog imidlertid reetableres igen, hvis ejeren og dennes familie flytter ind i ejendommen på ny. Vestre Landsret udtaler i dommen, at selvom ejendommen havde været udlejet til bofællesskab, ville dette ikke blive betragtet som udlejning til beboelse, hvorfor denne ændrede anvendelse ligeledes ville resultere i skattepligt ved et salg af ejendommen. Derfor må udlejning til beboelse skulle forstås som udlejning til én familie, hvis man som udlejer skal sikre sig, at ejendommen ikke ændrer karakter og dermed ikke længere kan sælges skattefrit efter parcelhusreglen. den forbindelse refereres der til en ikke offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten (j.nr ). Endvidere er der krav om en hvis varighed af opholdet. I ovenstående ikke offentliggjorte afgørelse var opholdet på mellem 2 og 4 mdr. pr. år. Weekend-landbrug omfattet af parcelhusreglen SKM SR Skatterådet anerkendte, at en landbrugsejendom, der blev drevet erhvervsmæssigt i weekends og ferier, kunne sælges skattefrit som en arbejdsbolig. Klageren havde en mindre landbrugsejendom, hvorfra der blevet drevet erhverv med skovbrug, græs, siv og pil. I weekends og ferie drev klageren hobbylandbrug fra ejendommen. I forbindelse med udførelse af arbejdet på ejendommen, opholdt familien sig i stuehuset. Til dagligt opholdt familien sig i en anden bolig, som var nærmere familiens job. Der var ca. 50 km mellem den sædvanlige bopæl og landbrugsejendommen. Skatterådet konkluderede i den forbindelse, at stuehuset på ejendommen havde tjent som bolig for ejeren, hvorfor det ville kunne ankerkendes solgt skattefrit efter Ejendomsavancebeskatningslovens 9. Efter vores vurdering er denne afgørelse en yderligere smidiggørelse af den nye praksis for arbejdsboliger. Den nyeste praksis inden for parcelhusreglen har medført, at man som lønmodtager kan sælge en arbejdsbolig skattefrit (bolig nr. 2). Med denne afgørelse bliver der nu åbnet op for, at man som selvstændig vil kunne sælge den andel af en erhvervsejendom, som har tjent til bolig for den selvstændige, skattefrit efter samme bestemmelse (blandende ejendommen Ejendomsavancebeskatningslovens 9). Det nye i denne afgørelse er, at der er tale om en ejendom, hvorfra der har været drevet erhvervsmæssig virksomhed. Dette er en afgørelse, der kan være specielt relevant for landmænd, da de ofte opkøber flere ejendomme, som ved salg bliver beskattet af en evt. avance på stuehuset. Hvis den pågældende landmand beboer huset i forbindelse med udførelse af sit arbejde, vil han muligvis kunne sælge stuehuset skattefrit. Dette er dog betinget af, at der er tale om reel beboelse af stuehuset, samtidig med at han ikke må have fratrukket kørsel mellem hjem og arbejde til den pågældende ejendom. Skatterådet tillægger det betydning, at klageren ikke havde fratrukket kørsel mellem hjem og arbejde. I Tilbageflytning til tidligere adresse SKM ØLR Østre Landsret konkluderede ud fra længden på opholdet og det begrænsede omfang af indbo, der var flyttet, at en ejerlejlighed ikke havde tjent som bolig for ejeren og dennes familie, hvorfor den ikke kunne sælges skattefrit. Ejeren og dennes ægtefælle og datter flyttede midlertidigt ind i en ejerlejlighed, som ægteparret ejede i fællesskab. Årsagen til flytningen var, at de via et sommerhusudlejningsbureau havde udlejet deres sædvanlige bopæl i perioden juli til september. I den forbindelse flyttede de en del af deres indbo over i ejerlejligheden. Under deres ophold i ejerlejligheden, blev denne sat til salg hos en ejendomsmægler i slutningen af august måned. Da udlejningsperioden på deres sædvanlige bolig ophørte, flyttede de tilbage til denne. Østre Landsret var derfor ikke overbevist om, at der havde været tale om reel beboelse i ejerlejligheden, hvorfor denne ikke kunne sælges skattefrit. Det er ikke noget egentligt tidsmæssigt krav til, hvor længe man som ejer skal have beboet en bolig, for at den kan blive omfattet af parcelhusreglen og dermed sælges skattefrit. Det vigtigste er, at der skal have været tale om en reel beboelse. Derfor vil en kortere periode kræve en bedre dokumentation. I denne dom, hvor familien flytter fra deres sædvanlige bolig og ind i en ejerlejlighed, er der efter vores vurdering tale om en reel flytning. Ejerlejligheden bliver beboet i 8 uger, og familien tilkendegiver, at de ikke ved, om de vil flytte tilbage til deres sædvanlige bolig. Der er desuden medbragt en del af indboet til ejerlejligheden. Derfor må det forventes, at der er tale om, at familie har skiftet bolig, og ejerlejligheden har tjent som bolig for familien. Der vil derfor som udgangspunkt være tale om salg af en bolig omfattet af skattefriheden efter parcelhusreglen. 15

16 Personbeskatning Grunden til, at Østre Landsret alligevel ikke anerkender, at ejerlejligheden kan sælges skattefrit, er følgende: Deres sædvanlige bolig er alene udlejet i 8 uger som sommerbolig. De har alene flyttet meget begrænset indbo forældrene sover bl.a. på gulvet på en madras. De sætter ejerlejligheden til salg sidst i august måned. Af disse grunde har familien tilkendegivet, at der ikke er tale om en varig bolig. De har derfor reelt ikke opgivet deres sædvanlige bolig. Hvis de skulle have kunnet påberåbe sig, at de reelt havde skiftet bolig, så kunne de evt. have gjort følgende: Udlejet den sædvanlige bolig uden tidsbegrænsning. Flyttet deres indbo fra boligen. I så fald ville der have været større sandsynlighed for, at ejerlejligheden kunne blive anset for at have tjent som bolig for ejeren og dennes familien, hvorefter den ville kunne sælges skattefrit. Bolig nr. 2 - arbejdsbetinget SKM SR Skatterådet kunne bekræfte, at en ejerlejlighed, der blev anvendt 3-4 gange ugentligt i forbindelse med spørgerens job, kunne anses for værende en arbejdsbolig. Derfor var det muligt at sælge denne bolig skattefrit efter parcelhusreglen, som bolig nr. 2. Spørgeren havde bopæl i Århus og anskaffede en ejerlejlighed i København. Denne ejerlejlighed skulle anvendes som bolig nr. 2 af arbejdsmæssige årsager. Ejerlejligheden blev anvendt 3-4 dage pr. uge. Skatterådet vurderede, at hvis det kunne dokumenteres, at den rent faktisk havde været anvendt i det beskrevne omfang, ville denne kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, som værende en bolig nr. 2 anskaffet af arbejdsmæssige årsager. Der har været mange forespørgsler til Skatterådet vedr. muligheden for skattefrit at kunne sælge bolig nr. 2. I den konkrete situation, blev boligen anvendt 3-4 dage ugentligt, hvilket var tilstrækkeligt til at anerkende boligen som anskaffet af arbejdsmæssige årsager. I SKM VRL kunne en læge imidlertid ikke få anerkendt en bolig som anskaffet af arbejdsmæssige årsager. Han opholdt sig i bolig nr. 2 ca. 1. dag pr. uge. Opholdene var i forbindelse med kurser, arbejde for medicinalfirmaer o. lign. Han havde en praksis og bolig i ét, hvor han opholdt sig resten af ugen. Vestre Landsret lagde i den forbindelse vægt på omfanget af ophold i bolig nr. 2, samt at de arbejdsmæssige ophold han havde i bolig nr. 2 sagtens kunne være foretaget fra hans sædvanlige bolig. Derfor kunne boligen ikke sælges skattefrit. På den baggrund er det afgørende, at en bolig bliver anskaffet i forbindelse med tiltræden af et job eller i umiddelbar tilknytning hertil. Det taler ofte imod, at der er tale om en arbejdsbolig, hvis man har haft den i flere år inden man tiltræder jobbet. Herudover skal der være en vis form for benyttelse. Iflg. praksis er 3-4 dage om ugen tilstrækkeligt, hvorimod 1 enkelt dag om ugen ikke er nok. Det er vores vurdering, at man skal opholde sig i bolig nr. 2 det meste af den normale arbejdsuge dvs. minimum 3 dage. Sommerhus ikke udelukkende anvendt som sommerbolig SKM VLR Vestre Landsret konkluderede, at en ejerlejlighed der var anskaffet som sommerbolig, ikke udelukkende havde været anvendt som sommerbolig i ejertiden, hvorfor den ikke kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens 8, stk. 2. Klageren havde anskaffet en ejerlejlighed med henblik på anvendelse som sommerbolig, og havde alene anvendt den som sommerbolig (aldrig tilmeldt på adressen). Klagerens niece havde på et tidspunkt brug for en bolig, hvorfor ejerlejligheden blev udlejet til hende. Udlejningsperioden blev på i alt 18 mdr. Vestre Landsret konkluderede derfor, at boligen ikke udelukkende havde været anvendt som sommerbolig i ejertiden, hvorfor den ikke kunne sælges skattefrit. Hvis der anskaffes et sommerhus (vurderet som sommerhus), vil dette kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens 8, stk. 2, hvis det har været anvendt som sommerbolig for ejeren. Det betyder også, at man som ejer kan have haft udlejet sommerhuset til bolig, uden at dette har nogen skattemæssige konsekvenser ved et senere salg. Hvis man derimod anskaffer en anden type bolig (eks. ejerlejlighed eller parcelhus) med henblik på anvendelse som sommerbolig, kan dette sælges skattefrit efter sommerhusreglen, når bare det udelukkende har været anvendt som sommerhus i ejertiden. Det vil derfor sige, at i den konkrete situation, hvor ejerlejligheden ikke udelukkende har været anvendt som sommerbolig, vil den ikke kunne sælges skattefrit efter sommerhusreglen, men derimod skal den sælges efter parcelhusreglen. Her skal ejerlejligheden have tjent som bolig for ejeren, hvilket den ikke har gjort. Derfor skal man være særdeles varsom med at udleje en ferielejlighed, da det vil kunne medføre skattepligt ved et evt. salg. 48E-beskatning SKM ØLR Landsskatteretten havde fundet, at de to skatteydere forud for deres tilbagevenden til Danmark ikke opfyldte betingelsen for forskerbeskatning i kildeskattelovens 48 E, stk. 3, 3), om at de ikke havde været ansat i en udenlandsk koncernforbunden virksomhed inden for en periode på tre år efter ophør af skattepligt. Skatteyderne indbragte sagen for landsretten, der med henvisning til Folketingets Skatteudvalg betænkning anførte, "at det - henset til den ikke helt klare formulering af den dagældende bestemmelse i kildeskattelovens 48 E, stk. 3, nr. 3 - med tilstrækkelig klarhed fremgår af for- 16

17 Personbeskatning arbejderne til bestemmelsen, at formålet hermed ikke har været at ramme personer, der reelt er blevet rekrutteret i udlandet." Som følge heraf, og da landsretten lagde til grund, at skatteyderne reelt var blevet rekrutteret i udlandet, gav landsretten dem medhold i, at de kunne vælge forskerbeskatning. 17

18 2. ERHVERVSBESKATNING Lovgivning Iværksætterkonto Lov nr af 19. december 2008 Lovforslagets formål er at forbedre etableringskontoordningen med henblik på at skabe bedre forhold for iværksættere. Forbedringen sker ved, at der i etableringskontoloven indføres en ny opsparingsordning for iværksættere. Den nye opsparingsordning benævnes iværksætterkonto. Det foreslås, at indskud på en iværksætterkonto fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Dermed får indskud på en iværksætterkonto en skattemæssig fradragsværdi på op til 59,7 pct. Formålet med indførelsen af en ny opsparingsordning er at øge tilskyndelsen til at spare op til start af egen virksomhed. Iværksætterkontoordningen er et supplement til den eksisterende etableringskontoordning, som fortsat vil kunne bruges. Den fulde skattemæssige fradragsværdi i iværksætterkontoordningen modsvares af, at det i modsætning til etableringskontoordningen ikke vil være muligt yderligere at afskrive på de anskaffede aktiver. Anvendes iværksætterkontomidlerne til dækning af visse driftsudgifter, vil der tilsvarende ikke være adgang til yderligere fradrag. Anvendes iværksætterkontomidler til erhvervelse af aktier, skal der ske fuld genbeskatning, når indskuddene anvendes hertil. Genbeskatningen sker over en periode på 10 år, hvilket er den samme periode, der gælder for genbeskatningen, når der er anvendt etableringskontomidler. Den fulde skattemæssige fradragsværdi modsvares endvidere af, at indskudsbeløb, der hæves uden at gå til dækning af udgifter m.v. i forbindelse med etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed, afgiftsbelægges med 60 pct. Tilsvarende gælder andre situationer, hvor midlerne ikke anvendes i overensstemmelse med formålet, f.eks. i den situation, hvor fristen for etablering udløber. Afgiften på 60 pct. skal sikre, at iværksætterkontoordningen målrettes etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed. Den skal derved virke som et værn mod udskydelse af skattebetalingen, evt. til et tidspunkt, hvor man ved, at man ikke betaler den højeste marginalskat. Fradrag for indskud ved opgørelsen af den personlige indkomst forventes dermed at føre til indskud, der er begrundet i en seriøs plan om senere etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed, men ikke indskud, der primært er motiveret af den umiddelbare skattebesparelse. Bortset fra de ovennævnte principper for fradrag og beskatning udstrækkes de gældende principper for etableringskontoindskud til iværksætterkontoindskud. Eksempelvis vil reglerne for, hvornår etablering kan anses for at være sket, være fælles for iværksætter- og etableringskontomidler, ligesom reglerne for, hvad midlerne kan anvendes til, er fælles. En kort sammenligning mellem de to ordninger viser følgende ligheder og forskelle: Fradrages i Konto i pengeinstitut Aldersgrænse for indskud Mindste indskud Muligt indskud Maksimalt indskud Fordeling Krav til etablering Fordeling Iværksætter konto Personlig indkomst (op til 60%) Etableringskonto Ligningsmæssigt fradrag (op til 34%) Separate konti Under 67 år DKK samlet DKK samlet 40% af løn/overskud m.v. Valgfrit på konti DKK (2009) i alt Valgfrit på konti Frist for hævning 65 år (67 år pr. 1/7 2009) Genbeskatning Afgift på 60% Medregnes til skattepligtig indkomst Tillæg 3% pr. år 3% pr. år Reglerne er gældende fra 1. januar Tilskud til fredede bygninger Lov nr af 19. december 2008 Hvis en ejer af fredede eller bevaringsværdige bygninger modtager private tilskud - eksempelvis fra en fond - til bygningsarbejder på den fredede eller bevaringsværdige bygning, vil disse tilskud efter de gældende regler som udgangspunkt være skattepligtige for modtageren. Private tilskud skal dog ikke medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, hvis der er ydet et skattefrit offentligt tilskud til samme bygningsarbejde. Skatterådet skal give tilladelse til denne fritagelse. Tilskuddets værdi beskæres således i de situationer, hvor der ikke er ydet et offentligt tilskud, men hvor et sådant kunne have været ydet. I disse situationer vil tilskuddet være skattepligtigt for modtageren. Denne beskæring af tilskuddets værdi, som en beskatning indebærer, modvirker formålet med støtten og findes ikke rimelig i de tilfælde, hvor offentlige tilskud kunne have været ydet. Ved lovændringen er det derfor bestemt, at alle private tilskud gøres skattefrie, når der enten er ydet eller kunne være ydet offentlige tilskud. Hvis der ikke er ydet et offentligt tilskud, må ejeren af den fredede eller bevaringsværdige bygning, der har modtaget et privat tilskud, kunne sandsynliggøre, at der kunne være ydet et offentligt tilskud. For så vidt angår fredede bygninger kan dette ske ved at indhente en udtalelse fra Kulturarvsstyrelsen. Administrationen af de bevaringsværdige bygninger varetages af kommunerne. Når det drejer sig om tilskud til en bevaringsværdig bygning, kan en udtalelse indhentes fra den 18

19 Erhvervsbeskatning respektive kommune. Hvis der ikke kunne være ydet et offentligt tilskud til bygningsarbejdet, vil det private tilskud fortsat være skattepligtigt for modtageren. Ændringerne har virkning fra 1. januar Genanbringelse af avance SKM SKAT Det følger af EBL 6 A, at en skattepligtig, der realiserer en ejendomsavance ved afståelse af en ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt, kan nedsætte anskaffelsessummen med ejendomsavancen ved erhvervelsen af en ny ejendom. Det er en forudsætning for nedsættelse af anskaffelsessummen, at den erhvervede ejendom straks fra erhvervelsen kan anvendes erhvervsmæssigt i den skattepligtiges erhvervsvirksomhed. Beskatningen af den realiserede ejendomsavance udskydes hermed til det tidspunkt, hvor den nye ejendom afstås. Det fremgår af 6 A, stk. 2, nr. 2, i EBL, at den skattepligtige senest skal begære reglerne anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse for det indkomstår, hvor erhvervelsen af den nye ejendom finder sted. Hvis erhvervelsen finder sted i indkomståret forud for afståelsesåret, skal den skattepligtige dog begære reglerne anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Lovteksten indeholder således kun en betingelse om, at den skattepligtige skal begære reglerne anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse. Herudover er der ikke formkrav til begæringens udformning. Selvangivelsen indeholder imidlertid ikke et felt, hvori den skattepligtige kan markere, hvis de pågældende regler ønskes anvendt. På given foranledning skal SKAT oplyse, at en skriftlig anmodning om anvendelse af regelsættet, der indeholder de nødvendige oplysninger om den afståede og den erhvervede ejendom, og som indsendes senest samtidig med den rettidige selvangivelse, vil opfylde de krav om begæring af reglernes anvendelse, der fremgår af lovteksten i EBL 6 A, stk. 2, nr

20 Erhvervsbeskatning PRAKSIS Lejeindtægter - forbrugsfiksering SKM VLR Klageren havde tabt en sag omhandlende lejefiksering ved Byretten. I den forbindelse påklagede han et ikke godkendt fradrag for forbrugsudgifter til el, vand, varme og renovation til Vestre Landsret. Klageren havde den 3. januar 2001 anskaffet et enfamilieshus, som blev udlejet til klagerens 2 døtre. Der blev opkrævet en månedlig leje på DKK inkl. forbrugsudgifter (for begge døtrene). Samtidig havde klageren fratrukket udgifter til el, vand, varme og renovation ved indkomstopgørelsen. Der var ikke udarbejdet nogen lejekontrakt mellem klageren og de 2 døtre. Der var alene overført et beløb til klagerens konto hver måned. Det var alene fradrag for forbrugsafgifterne, der var påklaget til Vestre Landsret, da klageren har anerkendt, at der skulle ske fiksering af lejen til DKK p.a. Byretten konkluderer i dommen, at forbrugsudgifter sædvanligvis afholdes udover den aftalte leje. Klageren havde ikke i den forbindelse godtgjort, at han havde påtaget sig en forpligtigelse til afholdelse af disse udgifter. Herudover konkluderer Vestre Landsret, at den objektive udlejningsværdi anses for værende ansat ekskl. forbrugsudgifter. Det var derfor forudsat, at forbrugsudgifter forudsættes opkrævet ved siden af den fikserede leje. Der er 2 væsentlige elementer i denne dom, som giver anledning til, at vi som rådgiver skal være opmærksomme: Hvis der sker fiksering af en leje, vil denne objektive lejeindtægt blive anset for værende ekskl. betaling af forbrugsudgifter. Derfor vil der ikke være fradrag herfor, medmindre der er opkrævet særskilt betaling. Det må i den forbindelse påregnes, at denne betaling skal kunne udskilles af den faktisk betalte leje. Der skal laves en lejekontrakt, når der indgås en lejeaftale med nærtbeslægtede omfattet af praksis for fiksering af en objektiv lejeindtægt. Hvis man ikke gør dette, er det SKAT, der skønner og kunden/os, som skal modbevise SKATs skøn. Det er ikke umiddelbart noget SKAT tidligere har haft fokus på, hvorfor det må forventes efter denne afgørelse, at de fremover vil se på betalingen af forbrugsudgifterne. Dette kan ofte være nogle ikke uvæsentlige beløb, som der i så fald ikke vil blive godkendt fradrag for. Skattepligtig erstatning SKM ØLR Østre Landsret konkluderede, at en erstatning modtaget i indkomståret år efter virksomheden var ophørt skulle medregnes til den skattepligtige indkomst. Klageren var partreder i et partrederi. I 1975/76 havde partrederiet fået leveret nogle kraner. Disse kraner var mangelfulde og kunne derfor ikke indgå i driften. I stedet blev de skrottet, og der blev anlagt sag mod leverandøren. I 1982/83 blev skibene i partrederiet solgt, og på daværende tidspunkt var tvisten omkring kranerne endnu ikke afgjort. Denne tvist blev afsluttet ved Sø- og Handelsretten i indkomståret 2000, ved indgåelse af forlig. I den forbindelse modtog klageren en erstatning svarende til hans andel af det opløste partsrederi på i alt DKK Klageren medregnede ikke erstatningen til den skattepligtige indkomst, da klageren og dennes repræsentant anså tilgodehavendet (fordring værdiansat til DKK 0 ved ophør af partrederiet) for overgået til privatsfæren. Derfor ansås erstatningen for værende skattefri. Det bemærkedes af Østre Landsret, at det alene skyldtes, at klageren havde været partreder, at erstatningen var udbetalt til ham. Endvidere bemærkede Østre Landsret, at erstatningssummer iht. afskrivningslovens 48 behandles som salgssummer. Dette sammenholdt med, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, hvorledes man i partrederiet havde forholdt sig mht. erstatningen ved partrederiets ophør, medførte at den udbetalte erstatning derfor ikke kunne anses som værende overdraget som en fordring til klagerens privatsfære. Beløbet ansås derfor som en salgssum omfattet af afskrivningslovens 9, stk. 5 (skattemæssige behandling af driftsmidler ved virksomhedsophør). Vi er enige i, at når bevisbyrden ikke kan løftes for, at der er overdraget en fordring på leverandøren fra partsrederiet til klageren, skal en modtaget erstatning behandles som en salgssum iht. afskrivningslovens regler for virksomhedsophør og driftsmidler. Det er i den sammenhæng underordnet, hvor lang tid der går fra virksomhedsophøret til udbetaling af erstatningen. Det er ene og alene afgørende, om erstatningen kan henføres til virksomheden og dermed klageren. Det kan være vanskeligt at dokumentere, hvorledes man har behandlet et specifikt aktiv så mange år efter, at en virksomhed er ophørt. Desuden kan det forekomme, at der ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med et specifikt aktiv (eks, nedskrevet en fordring til DKK 0 ved ophør af partsrederiet). Derfor er det vigtigt, at der tages positiv stilling til alle aktiver (og passiver) ved virksomhedsophøret. Værdi af fri bolig - landbrug SKM ØLR Østre Landsret har konkluderet, at en driftsleder på en landbrugsejendom, der samtidig var medejer af interessentskabet, der drev landbrugsejendommen, var berettiget til nedslag i den skattepligtige værdi af helårsboligen i henhold til ligningslovens 16, stk. 7 med 30%. Klageren har forklaret, at han først var ansat som forvalter og derefter som bestyrer. I den sidste nævnte stilling opfattede han det selv således, at han skulle bebo landbrugsejendommen, blandt andet på grund af besætningen som han skulle passe. 20