Sådan blev jeg Christine Antorini: Følelser og politik går hånd i hånd

Transkript

1 Sådan blev jeg Christine Antorini: Følelser og politik går hånd i hånd Hun har Danmarks vigtigste job. Det lyder måske lidt voldsomt og ikke i takt med det gængse mediebillede. Men Christine Antorini er minister for vores fremtid Af Peter Brüchmann, 02. december 2012

2 03 Stort personligt interview: Christine Antorini 07 Blå bog 08 Christine Antorini i tal 2

3 Men Christine Antorini er minister for vores fremtid. Minister for vores børns udvikling og uddannelse. Og med en regeringsmålsætning om den bedst uddannede generation nogensinde er det et pres, der er til at få øje på. Men man skal lede rigtig længe for at finde hård kritik af SFeren, der blev socialdemokrat. Uenighed og debat, måske, men ikke noget, der bare ligner kritik. Grundlæggende kan folk på begge sider af Borgens midterlinje godt lide Antorini. Og de respekterer hende. Stort personligt interview: Christine Antorini Sådan var hun: Levende, nærværende, uhøjtidelig, ustresset og fuld af ord. Christine Antorini minister for vores fremtid. Af Peter Brüchmann Hun har Danmarks vigtigste job. Det lyder måske lidt voldsomt og ikke i takt med det gængse mediebillede. Hendes eget liv er kendetegnet af en tyk rød tråd, der fører direkte op til den udvikling, hun gerne vil give vores børn. Fra hendes egne forældre, der tog børnene i Jyllinge alvorligt og viste dem tillid, over udvalgte lærere, der gjorde præcis det samme som Socialdemokraterne, der tog imod hende med varme og tillid, efter at hun i kronikker som SFer havde skrevet om pamperi og tykke socialdemokrater i røde seler. Her er hendes historie. Barndom Min mor var lærer. Min far var mejerist og havde overtaget farfars mejeri i Gundsømagle, men under mælkekrigen i 80erne måtte hans lille mejeri lukke, og det var virkelig et knæk for ham at blive arbejdsløs. Nærmest en katastrofe, når ens identitet er knyttet så meget op på at 3

4 klare sig selv. Han var derfor ved at gå ned på det. Men heldigvis fik han et job på Slagteriskolen i Roskilde, og det var en gave. Han viste sig at være en rigtig dygtig pædagog og blomstrede op, så jeg har lærerfaget og pædagogiske holdninger med hjemmefra. opbakning og tillid, selv når vi gjorde mærkelige ting. Da jeg en dag på vej hjem fra Roskilde fortalte min mor, at jeg var gravid som 22-årig og midt under mine studier, sagde hun ikke noget om studierne, hun tog bare en dyb indånding og sagde: Jamen, tillykke og var glad. Min mor var schweizer fra den italienske og katolske del, så jeg kom i den katolske kirke i Roskilde hver søndag kl. 17, indtil jeg blev konfirmeret. Herefter fik vi selv lov at vælge, men jeg er ikke troende, så jeg kalder mig nu katolsk ateist. Skolen Jeg var en rigtig drengepige. Legede med min bror og Carsten og Michael fra den anden side af vejen. Jeg var derfor ikke med i den hotte pigegruppe i skolen. De andre vil måske sige, at jeg var hende den kloge. Elskede bøger, fik en drømmetjans i 9. klasse på Jyllinge Bibliotek, hvor alle mulige bøger kom igennem hænderne på mig. Jeg var ret nørdet, samlede på sten og sommerfugle. Vores hjem var meget trygt og familieorienteret. Min bror og jeg var mine forældres fælles projekt. Vi var vigtige, og selv om ordet aldrig blev brugt, var det en meget demokratisk familie. Vi var med på råd, når vi skulle planlægge, hvad vi skulle lave sammen i weekenden. Og vi fik total I 7. klasse fik vi Joan som lærer, en rigtig VS er med kernelædertaske og fodformede sko. Hun talte med os og ikke til os, og det blev et vendepunkt for mig. Sammen med nogle af drengene blev jeg meget interesseret i samfundsforhold, begyndte at diskutere, kom i elevråd og lavede skoleblad. Og så i 1. g meldte jeg mig 4

5 ind i SFU, selv om det ikke var det smarteste at sige til vennerne. Det var med Gert Petersen og Ebba Strange, og de var jo lige så gamle som mine bedsteforældre. Men endelig kom jeg ind i et ungdomsfællesskab. Jeg trak mig væk fra klassen og kunne i virkeligheden ikke lide gymnasiet. Min dansk-lærer, Peter, gjorde en forskel, da han så, at jeg kunne skrive og bragte mig videre. Men ellers var mit ungdomsliv i SFU. Dér var min første kæreste. Dér mødte jeg Jan, der blev far til mine børn. Dér var første demonstration mod Bertel Haarder. Dér var alt det spændende, så jeg var ikke en del af fredagsfesterne på gymnasiet. Oprør Jeg gjorde ikke oprør derhjemme. Jeg var en fisk i vandet med det boglige og hende, det ikke kunne gå galt for. Min bror, derimod, han tog hele pakken. Han var rigtig kvik, men fik balladen og gad ikke lave sine ting. Den smule oprør, jeg lavede, var overfor min far. Han var et skønt offer for en dominerende storesøster med SF-argumenter i kø. Han var medlem af hjemmeværnet, og jeg havde ikke andet end foragt for fædre, der skulle have deres militæruniformer på, og så var de noget. Det var derfor nærmest et søskendemord, da min bror meddelte, at han gjorde militær karriere. I dag flyver han redningshelikopter. Familie Vi fik børnene, mens jeg læste på RUC, fordi vi havde lyst. Jan var fire år ældre end jeg, men i virkeligheden har jeg aldrig været én, der har planlagt mit liv, når det kom til de store beslutninger. Jeg er et mavemenneske. Men det blev lidt af et chok. Jeg blev diskret opfordret til at stille op til hovedbestyrelsen i SF. Det var lige på tærsklen til generationsskiftet med Holger K. og Steen Gade. Jeg var ung, nybagt mor og snart gravid igen og tænkte, hvor svært kan det være. Det var virkelig naivt. Da blev jeg ramt, sådan smak!, af virkeligheden. Og som tre-årig fik vores søn, Thor, oven i 5

6 købet konstateret leukæmi. Jeg blev i virkeligheden reddet af at være studerende, men jeg var syv år om at gøre uddannelsen færdig. Thor fik kemo og til sidst lidt strålebehandling. Det var barskt, men han blev heldigvis kureret. Socialdemokrat Det der med at skifte parti er enormt svært. At skifte fra et parti, man har været med i så mange år, er ikke noget, man bare gør. Men jeg var nødt til at gøre det på grund af Europapolitikken. Da jeg kom til den første kongres i Socialdemokraterne, gjorde jeg bestemt ikke noget stort nummer ud af det. Jeg havde jo skrevet kronikker om tykke mænd i røde seler, pamperiet og alt det der. Og så kom de bare hen, alle de tykke mænd i røde seler, og gav mig hånden og sagde varmt velkommen. Sådan kan man også blive taget imod. Og det viser lidt om, at vi godt kan være mere rummelige, i stedet for at putte hinanden i kasser. Mors død I 2008 døde min mor, og jeg blev skilt fra Henrik (Dahl, sociolog, forfatter og debattør, red.). At ligge i skilsmisse og miste sin mor, som var den vigtigste person for mig, endte med at blive meget definerende for mig. Mens det stod på, kunne jeg ikke adskille de dybere følelser som sorg og vrede. Det var hele min base, der bare smuldrede og bragte mig ud et sted, jeg ikke har været før, men det endte også med, at jeg for første gang fandt ud af, at jeg kunne stå på helt egne ben. Det var underligt efter at have været i længerevarende forhold. Fra min mor fik konstateret kræft, til hun døde, gik der tre måneder. Der var ingen, der havde set det komme. Hun var 66. Det var en alt for ung alder. Kirken var propfyldt, da hun blev begravet, og mange var hendes gamle elever. Hun havde gjort en kæmpe forskel for rigtig mange, og jeg var hårdt ramt. I første omgang blev jeg reddet af at kunne arbejde og opleve venner og kolleger, der var der for mig. Jeg husker, hvordan Carsten Hansen, som var gruppeformand, på det rigtige tidspunkt og den rigtige måde både var enormt omsorgsfuld og hjalp mig med opgaver. Det blev ret afgørende, at Ritt Bjerregaard tog fat i mig, Anne Linnet og Hanne-Vibeke Holst, fordi vi alle havde mistet vores mor i det år, og spurgte, om vi havde lyst til at skrive en bog sammen om det at miste sin mor. Jeg kendte Ritt, kendte Hanne- Vibeke lidt, men kendte ikke Anne 6

7 Linnet. Jeg er et meget privat menneske, men fordi jeg var så grundked-af-det, så gik jeg med. Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle medvirke i noget, der bare lignede samtale-terapi, men hvis ikke Ritt havde taget fat i mig, er jeg ikke sikker på, at jeg havde delt det med nogen og var kommet videre på den måde. Vi endte sågar med at holde foredrag for op til 400 kvinder ad gangen, og det endte med at blive enormt livsbekræftende og vigtigt for mig selv for at komme videre. Amalienborg I det politiske liv er der mange store øjeblikke, men på det personlige plan er det at stå foran Amalienborg med en helt ny regering. Vi var lige blevet udnævnt som ministre, var kommet ud fra Dronningen, og så er der det dér ikoniske billede, når man står der foran Amalienborg. Jeg så det som en film, man nærmest ser udefra. Jeg vidste, at mine børn, Thor og Sofie, var derude, jeg havde været på sms med dem. Pludselig kunne jeg se Thor. Sofie er ikke så høj. Så hjalp han Sofie, hun hoppede op, og jeg vinkede til dem. Det var helt syret sådan en once-in-a-lifetimeoplevelse. De er begge flyttet hjemmefra nu og studerer. Det giver mig en fantastisk frihed til at arbejde og give den gas. Jeg kan godt lide mit arbejde og bliver egentlig ikke stresset af det. Det, man bliver stresset af, er det, man ikke kan nå. Og jeg render ikke rundt med den der dårlige samvittighed. 7

8 Forbilledet: Knud Heinesen Jeg har fået en god, gammel ven. Da jeg fyldte 40, skrev Knud Heinesen et håndskrevet, rigtig sødt fødselsdagskort. Christine Antorini i tal: 0 år: Christine er kun 11 måneder, da hun bliver storesøster til Michael. Det var min mors katolske baggrund. Derefter blev hun enig med Gud om, at det var i orden at tage p-piller. 16 år: Melder sig ind i SFU, tager bussen til Roskilde og møder en flok RUC-drenge, der lige skal diskutere RUC-rapport. Skuffet er Christine lige ved at melde sig ud igen, men finder nye veje. 23 år: Bliver mor til Thor og to år efter til Sofie. Faderen er Jan Alder, der i dag er særlig rådgiver for SFs nu nye formand, Annette Vilhelmsen. Knud Heinesen Han havde fulgt mig og havde stor respekt for mig. Han ville gerne sende mig en hilsen. Det blev jeg rigtig glad for. Han repræsenterer det solide ved Socialdemokraterne, den økonomiske ansvarlighed, og at alle skal have lige muligheder. Nu har vi et godt venskab, og jeg har lært hans familie at kende. 37 år: Christine melder sig ud af SF efter mere end 20 år og skifter til Socialdemokraterne. Nåede at sidde et år i Folketinget for SF, men fik præcis sit gamle kontor, da hun i 2005 igen blev valgt ind for S. 43 år: Christines mor, Myriam, dør af kræft kun tre måneder efter, at sygdommen blev konstateret. Samme år bliver Christine skilt. Han er en ven og en mentor. 8