JAZZ Live POLITIKEN 3/10. Læs meget mere om jazz på ibyen.dk/jazzlive Du kan også læse JazzLive på festivalens smartphone-app BASSISTEN KAN

Transkript

1 BASSISTEN KAN SELV SIDE 7 TLF: MAIL: JAZZLIVE@POL.DK 3/10 Søndag 8. juli 2012 PIANISTEN ER PÅ STIKKERNE SIDE 4 HYLDEST, MEN MED MÅDE SIDE 6 Læs meget mere om jazz på ibyen.dk/jazzlive Du kan også læse JazzLive på festivalens smartphone-app JAZZ Live POLITIKEN LØRDAG 7. JULI 2012, KARENS MINDE KULTURHUS I SYDHAVNEN. Astro Buddha Agogo med blandt andre Michael Blicher på saxofon spiller ud fra filosofien om, at alle kan lave musik, også selv om de ikke kan spille på et instrument. For musikken kan styres med et ansigtsudtryk, et klap eller et tramp. Foto: Per Folkver

2 2 JAZZLIVE SØNDAG 8. JULI 2012 POLITIKEN GUIDE GUIDE GUIDE GUIDE GUIDE GUIDE To på scenen Stefan Pasborg & Carsten Dahl Pasborg slår på alt, der kan slås på. Og Dahl spiller på alle tangenter. De gratis koncerter på museet holder igen høj klasse. Kl Statens Museum for Kunst, Sølvgade Gratis. JAKOB BRO. Foto: Finn Frandsen Strengeleg Julian Lage Den unge virtuos er udråbt til et af de mest lovende navne på den amerikanske scene. Guitarspil i en klasse for sig. Kl og Prøvehallen, Porcelænstorvet 4. Entré. Løkkegaard/Rosenbaum Duo Saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard og pianisten August Rosenbaum har begge været Årets nye jazznavn ved Danish Music Awards. Kl Homemade Records, Jægersborggade 13. Entré. Dodebum & Eed Alias Henrik Sundh og Mari Eckhoff Tveito. Improviseret electronica med ekkoer af Stockhausen, house, ambient og dub Mellemrummet, Ravnsborggade 11. Entré. MARY HALVORSON. PR-foto: Amani Willett For natteravne Ericson/Bruun/Lonberg-Holm/Davidsen Svensk saxofonist, dansk trommeslager, amerikansk cellist og dansk bassist. Free jazz og improvisation for fulde gardiner Husets Café, Rådhusstræde 13. Entré. Niclas Knudsen Trio Kapelmesteren bevæger sig ubesværet rundt i grænselandet mellem jazz og rock og låner med arme og ben fra begge verdener. Kl CaféScenen, Skindergade 3. Entré. Jakob Bro feat. Jon Christensen & Thomas Morgan Den måske hotteste danske guitarist lige nu i selskab med et norsk verdensnavn og en amerikansk bassist. Kl Hofteatret, Christiansborg Ridebane Entré. DET SKER I DAG HENRIK SUNDH. Foto: Niels Hougaard Halvorson/Laubrock/Anderskov/ Anker Den Brooklyn-baserede guitarist Mary Halvorson har sin helt egen lyd og stil. Et af de mest spændende jazz-navne lige nu e/ILK, Slagtehusgade 5E. Entré. La Fontaine Nights Janus Templeton, Kristor Brødsgaard og Marko Martinovic står på scenen hver nat. Men ellers ved ingen, hvem der dukker op La Fontaine, Kompagnistræde 11. Entré. Søndag 8. juli 10:00 BørneJazzFestival åbning v. Frederik. Christians Kirke 10:00 El Conguero. Sweet Treat 10:15 BørneJazzFestival: Thomas Sandberg. Christians Kirke 10:30 Gadehjørnet. Østre Anlæg v. Statens Museum for Kunst 11:30 New Bread Duo. Café IDA 11:30 BørneJazzFestival: Kaya Brüel & Ole Kibsgaard. Christians Kirke 12:00 Jazz n Beyond. Fisketorvet Shopping Center 12:00 Secret Love: Katrine Madsen. Café Væksthuset 12:00 Jazz Five feat. Michael Watson (DK/USA). Østre Anlæg v. Statens Museum for Kunst 12:00 Lindberg Hemmer Foundation + DJ Wunderbaum. Toldboden 12:30 BørneJazzFestival: Cirkus workshop. Christians Kirke 13:00 Ved Nyhavns Mindeanker (der sejles ikke) - Fra Holmens Kanal mod Vingårdsstræde - Fortunstræde - Højbro Plads - Købmagergade - Landemærket - Kongens Have. Street Parade w. Orion Brass Band 13:00 Cool Sweetnes feat. Kristine Korb (US). Krøgers Familiehave 13:00 BørneJazzFestival: Cirkus Panik. Christians Kirke 13:00 Rasmus Andersson Trio. Huset i Magstræde, Gårdscenen 13:00 Ole Sterndorffs Orkester. KANT 14:00 Poul Harrison Band. M.G. Petersens Familiehave 14:00 Marianne Møller with Jazz clusive. Argentinsk Vinbar Tango y Vinos 14:00 Jazzmesse - Det evige nu. Vor Frue Kirke 14:00 Stefan Pasborg & Carsten Dahl. Statens Museum for Kunst 14:00 Luumu. PH-Cafeen 14:00 Theiś New Jazzband. Kulturhuset Viften 14:30 Dobbeltkoncert: Reverse & Kathrine Windfeld Sekstet. Huset i Magstræde, Gårdscenen 14:30 "Silhouette" - Bülow/Lundin/Fischer Kvintet. JazzCup 15:00 Dino s Afro-Cuban Dream. Kongens Have 15:00 Provis/Friis/Anker. Homemade Records 15:00 JazzaBrasil. Bartof Café 15:00 Jan Harbeck Quartet. Ordrupgaard 15:00 Brazilian Afternoon. Café- Scenen (tidl. KafCaféen) 15:00 Jan z Swingtet w. Mie. Nyhavns Mindeanker 16:00 Der gror jazzplanter i Funders Have: Lindberg Hemmer Foundation. Funder / Frederiksberg Have 16:00 Simon Toldam Trio. 5e. ILK 16:00 Frederick Menzies Trio. Argentinsk Vinbar Tango y Vinos 16:00 Thomas Hass Quartet feat. Anders Bergcranz. Vandkunsten 16:00 Mette Juul m. Nikolaj Hess, Morten Ramsbøl. Gæstesolist: Jesper Riis. Det Lille Musikhus 16:00 Nikolaj Nørlund. Ingolfs Kaffebar 16:00 Tom McEwan w. Friends. Riddersalen 16:00 My Wedding Band. Harbo Bar 16:00 Rasmus Lyberth w. musicians. Christians Kirke 16:30 Niels Jørgen Steen s A-team. Kongens Have 17:00 Dale Smith Blues Band. Palæ Bar 17:00 Nulle og Verdensorkestret. Kulturhuset Viften 17:00 Swingdance class & fun (beginner) / Signe Frydenlund. Kultorvet 17:00 Gemmer-Møllehøj Duo. Mellemrummet 17:00 Majken & Fjeldtetten. Krøgers Familiehave 17:00 Lars Emil Trio. PH-Cafeen 17:00 Violet R!ver. LiteraturHaus 17:30 Hans Ulrik & Lars Jansson Trio. Gustavs Bistro og Butik 18:00 Secret Love: Thomas Hass. Jazzhouse 18:00 Julian Lage. Prøvehallen Cowbell Music 18:00 Søren Dahl Group. Café- Scenen (tidl. KafCaféen) 18:00 The Spirit of New Orleans. KANT 18:00 Trio Tristeza Tears & Love from Argentina. Argentinsk Vinbar Tango y Vinos 18:30 JaZZmaZZørene (N). Nyhavns Mindeanker 19:00 Twilight jazz. DFDS Canal Tours 19:00 Christina von Bülow Trio. Karens Minde Kulturhus 19:00 Rasmus Nøhr Band. Mojo 19:00 Line Kruse Quartet. Jazz- Cup 19:30 Brian Blade & The Fellowship Band. Betty Nansen Teatret 20:00 Scandinavian Jazz Quartet: Hess/Winter/Bodilsen/Lund (DK/FIN). Christians Kirke 20:00 Bo Stief, Sissel Vera Pettersen (NO), Fredrik Lundin, Olivier Antunes, Lisbeth Diers. Jazzhus Montmartre 20:00 Musikorkestret feat. Banks/Hugo/Lang/Andersen. KB18 20:00 Løkkegaard/Rosenbaum Duo. Homemade Records 20:00 Winther/Åman/Mogensen feat. Jerry Bergonzi. Husets Teater MS Congo 20:00 "Golden Silver Jazztet". PH-Cafeen 20:00 Maniscalco/Bigoni/Solborg Koncertkirken, Blågårds Kirke. LitteraturHaus 20:00 Getatchew Mekuria & The Ex + guests. Kulturhuset Islands Brygge / Jazz By The Sea 20:00 Sinne Eeg & Kiss Kiss Bang Bang. Krudttønden 20:00 The Living Room Trio feat. Koichi Makigami. 5e ILK 20:00 Ann Farholt Quartet. La Fontaine 20:00 Baun Trio feat.matthias Petri & Andreas Svenden. Argentinsk Vinbar Tango y Vinos 20:00 Tèlè Rouge. Huset i Magstræde, Planeten 20:00 Anoushka Shankar (UK/IN). Koncerthuset, Koncertsalen 20:30 Julian Lage. Prøvehallen 21:00 WonderBrazz. Studenterhuset, København 21:00 JapGaf. Christianshavns Beboerhus 21:00 Vanja Santos "Brasil" hos Paradise Jazz. Huset i Magstræde 21:00 Malene Mortensen Group. Huset i Magstræde, Husets Café 21:00 Hess/Lundgaard/Lund. Bartof Café 21:00 Niklas Knudsen + Trio. Café- Scenen (tidl. KafCaféen) 21:00 Sophisticated Ladies feat. Christina Dahl. Sofiekælderen 21:00 Tao Højgaard/Kristor Brødsgaard/Ayi Solomon/Thomas Franck. Café Blågårds Apotek 21:00 Moonlight Jazz. DFDS Canal Tours 21:00 Joe Lovano & Dave Douglas Quintet "Sound Prints" (US). Jazzhouse 21:00 Dodebum & Eed. Mellemrummet 21:30 Jakob Bro feat. Jon Christensen & Thomas Morgan (DK/ NO/US). Teatermuseet i Hofteatret 21:30 Lima Lima. Huset i Magstræde, Planeten 22:00 Rolf Sørensen Trio. Christiania Jazz Club 22:00 Bergonzi/Winther Quartet. Café Sommersko 22:00 Jacob Anderskov European Electrio. 5e ILK 22:00 Diz Watson (UK). Mojo 22:00 Groove Elation: Funky Organ Trio. Argentinsk Vinbar Tango y Vinos 22:00 Stefan Pasborg Solo. Husets Teater MS Congo 22:30 Maria Faust/Liudas Mockunas Duo. Christianshavns Beboerhus 23:00 Johan Segerberg Solo. Koncertkirken, Blågårds Kirke. LitteraturHaus 23:00 Johanna Elina. Huset i Magstræde, Planeten 23:30 Pasborgs Odessa 5. Husets Teater. MS Congo 23:30 Funky Crime. Drop Inn 23:30 NATJAZZ DELUXE >> Lille Scene. Jazzhouse 23:30 JAM After Hours at Jazzhus Montmartre feat. David Bryant (US). Jazzhus Montmartre 23:45 Sture Ericson/Peter Bruun/ Fred Lonberg-Holm/Nils Bo Davidsen. Huset i Magstræde, Husets Café 23:45 Brun/Drud/Thorsen/Harpsøe. Christiania Jazz Club 23:59 Mary Halvorson/Ingrid Laubrock/Jacob Anderskov/Lotte Anker. 5e ILK 00:00 La Fontaine Nights. La Fontaine Mandag 9. juli 10:00 Trio Tristeza. Sweet Treat 10:30 Lydland. Østre Anlæg v. Statens Museum for Kunst 12:00 Børnekoncert: Line Gaardmand w. band. Marionetteatret 12:00 Syng med soundpainting. Østre Anlæg v. Statens Museum for Kunst 13:00 Axeltorv - Studiestræde - Vester Voldgade - Nørregade - Nytorv - Brolæggerstræde - Knabrostræde - Naboløs - Gl. Strand (Canal Tours afg 14.20) - Nyhavnsbroen. Street Parade w. Orion Brass Band 13:00 Everything Trio. Huset i Magstræde, Gårdscenen 13:00 WORLD SCENE: Jas Trio (Jazz Fusion). Huset i Magstræde, Planeten 13:00 RØST. Homemade Records Redaktion: Pressen, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: Mail: jazzlive@pol.dk

3 POLITIKEN SØNDAG 8. JULI 2012 JAZZLIVE 3 Klavermand med trommekløe Jazzmusikere er fænomenale til at spille sammen uden at øve. Men kaste sig hovedkuls ud i et helt andet instrument? FLEMMING CHRISTIANSEN Når man er én af Danmarks mest berømmede jazzpianister, men har tendens til lidt præstationsangst inden en koncert, hvordan er det så for samme person at skulle være stand-in til en koncert for en kær kollega... på trommer, altså? Carsten Dahl tager det nu temmelig roligt på en café kun 40 minutter før, han skal daske skind på den verdensmusikalske scene på Tranquebar i Borgergade. For godt nok er det et par årtier siden, at han tog en trekvart konservatorieuddannelse i trommer, hvorefter han dengang droppede hihat og bækkener og kastede sig over tangenterne og blev maestro i klaver, men denne lørdag eftermiddag, på festivalens andendag, ser han ligefrem frem til at få trommestikkerne i hånden igen for at spille sammen med Hugo Rasmussen på bas og Søren Kjærgaard på piano. Man kan bogstaveligt talt sige, at Carsten Dahl glæder sig som et barn:»når jeg sidder der bag trommerne er jeg som en dreng på fem år og glad og ved bare, hvad der skal gøres«, lyder det fra professor Dahl fra Det Rytmiske Musikkonservatorium, der i mange år ikke rørte et trommesæt. Men nu er blevet vild med det igen. FAR OG SØN. Trommeslager Kresten Osgood er lige blevet far til to piger, så han har meldt afbud til festivalen. Bjørn er med til koncerten, hvor far skulle have spillet. Foto: Per Folkver Chatolpianisten Som barn sad han og hamrede næverne ned i et chatol til faderens plader, som om det var et piano. Og det så ud til at være skrevet i stjernerne, at den lille Carsten skulle være noget ved klavermusikken.»jeg var helt autistisk væk, når jeg spillede på chatollet«. Da han kom på efterskole, var der ikke noget med tangenter at spille på. Men der var et tromme-rum.»havde de købt et klaver, havde jeg jo banket løs på det. Det var bare så kraftig en ting i mig at spille, og så tog jeg det, der var ved hånden. Jeg skulle satme vise verden, at det her er mit domæne, og så kan I fucke ad helvede til«, griner Carsten Dahl, mens han kommer i tanker om, at han havde en læderjakke med et rygmærke, hvor der stod»buddy Rich = Carsten Dahl«. For dem, der ikke ved det, er Buddy Rich en stor stjerne på den internationale trommehimmel. Trommeriet rakte langt ind i konservatorietiden, indtil Carsten Dahl kom til den konklusion, at han savnede melodi og harmonier.»jeg havde så meget ego og kapelmester i mig, at jeg ville have helt orkester til min rådighed og komponere og improvisere, og der er klaveret jo mere egnet«. Carsten Dahl er bag de sorte og hvide tangenter blevet en af de største danske jazzstjerner, men i de senere år er savnet efter trommerne taget til. Han har nu spillet trommer i flere konstellationer, og trommerne er blevet hans»hellested«, og han har»fantasier om at lave et stort orkester, hvor jeg selv er bandleder bag trommer«. Det kommer fra manden, der for resten lige har skrevet et kæmpe klassisk orkersterværk blottet for jazz, men tilsat drengekor, der skal opføres i DR s koncertsal til februar. Men nu må han gå. Han skal trods alt lige psyke lidt op til triojazzen på Tranquebar, hvor han spiller i stedet for Øjeblikket er min metier Carsten Dahl GLAD I TROMMELÅGET. Det kan godt være, at Carsten Dahl høster, hvad der høstes kan af anerkendelse som pianist men trommerne er blevet hans musikalske oase. Foto: Per Folkver en af jazzfestivalens ellers allerflittigste trommeslagere, Kresten Osgood, der meldte afbud til arrangementet og festivalen i år i det hele taget fordi hans kone skulle nedkomme med tvillinger med termin midt i festivaltiden. Henne på Tranquebar tager Kresten Osgood himself imod Carsten Dahl med et stort smil og sønnen Bjørn på to år på armen. Faktisk fødte Osgoods hustru allerede for nogle uger siden, en for tidlig fødsel, og nu er døtrene Ellen og Dagmar to små realiteter. Men det er for sent for Kresten Osgood at komme tilbage på plakaten, så han er i en uvant rolle som tilskuer til sin egen koncert om man så må sige. Men han rokker med i hele kroppen, da Carsten Dahl sætter i med whiskers på bækkenerne og åbner koncerten, der er bygget over tidlige bluesy Duke Ellington-numre. Og man kan se lyset i Carsten Dahls øjne over at være på sit»hellested«. Som han sagde lige inden koncerten:»at spille er for mig altid nervebetonet, men øjeblikket er min metier, øjeblikket er tiden NU, og jeg kan ikke måle eller veje noget vigtigere. Alt er lige krævende eller lige legende let; at skrive et symfoniværk eller at slå på tromme«. flemming.christensen@pol.dk Tickets & info: Tak til: Brad Mehldau Trio (US) Concha Buika (ES) Wayne Shorter Quartet (US) Sinne Eeg (DK) Neneh Cherry & The Thing (SE/NO) Mikael Simpson (DK) Milton Nascimento (BRA) Mulgrew Miller (US) Anoushka Shankar (UK/IN) The John Scofield Hollowboy Band (US) Joe Lovano & Dave Douglas Quintet (US) Paolo Fresu (IT) Pierre Dørge & New Jungle Orchestra feat. James Blood Ulmer (DK/US) Brian Blade Fellowship (US) Eliane Elias (US) Tony Allen BLACK SERIES (NG) Lotte Anker Still Arriving feat. Tim Berne, Mat Maneri, Hank Roberts, Marc Ducret & Nils Davidsen (DK/US/FR) Lee Konitz (US) Miles Smiles (US) Ambrose Akinmusire Quintet (US) Jim Hall (US) The Songs of Joni Mitchell (DK) + many others

4 4 JAZZLIVE SØNDAG 8. JULI 2012 POLITIKEN Hyldestkoncerter skal være intelligent tænkt På jazzfestivalen er det nærmest uundgåeligt ikke at støde ind i hyldestkoncerter til store kunstnere. Fænomenet er en del af jazzens historie, men også nem markedsføring. KATRINE GRØNVALD RAUN Islutningen af 1990 erne fortolkede pianist Søren Kjærgaard Leo Mathisen i en række af hyldestkoncerter i Haveselskabets Have. Her levede han så meget op til idealet om at nyskabe det etablerede, at publikum forlod koncerten på Frederiksberg, undrende sig over, hvad de egentlig havde overværet. Deres opfattelse af Leo Mathisen var det i hvert fald ikke. Men personligt det var det. Det er en velkendt del af jazzens historie, at kunstnere fra tid til anden hylder ikoner som Miles Davis og Billie Holiday ved de såkaldte tributekoncerter. Copenhagen Jazz Festival har de seneste tre år præsenteret temaet Classic Jazz Tributes på Carlsberg. I år er det blandt andet Marvin Gaye og Dewey Redman, der hyldes af danske kunstnere, som har en særlig tilknytning til sangerne. Det må nemlig ikke blive»røvballejazz udelukkende med covernumre«, som jazzfestivalens chefbooker Kenneth Hansen siger:»så hver eneste gang, vi planlægger en tribute-koncert, er det vigtigt, at det er med en kapelmester eller musiker, som brænder for den kunster, der bliver hyldet. Og det synes jeg faktisk er lykkedes«, siger han. Kenneth Hansen lægger ikke skjul på, at tribute-koncerterne samtidig er en godbid, der skal lokke publikum til et af de mere afsides spillesteder på festivalen, som Carlsberg er. En pointe, Ib Skovgaard, jazzanmelder for Weekendavisen, også hæfter sig ved i sin vurdering af fænomenet:»det er nem markedsføring, som så kan bruges mere eller mindre intelligent. Men det har hærget i årevis på festivaler, og det er et spørgsmål om balance. I al almindelighed mener jeg, det kan være en pestilens, fordi der tit bliver lavet nemme løsninger«, siger han og peger blandt andet på dette års koncert Miles Smiles en tribute til Miles Davis-albummet af samme navn. Ifølge Ib Skovgaard»en promoteridé, som ikke virker særlig genial«. Andre koncerter fremstår til Det er en måde at fortælle jazzens historie på Chefbooker Kenneth Hansen gengæld mere unikke, synes han:»i Jazzhouse er der en koncert med Joe Lovano og Dave Douglas, der også har et tribute-tilsnit, men er en mere indirekte hyldest til Wayne Shorter som komponist. Det er meget mere lovende rent konceptuelt, fordi musikerne fortolker Wayne Shorters uendelige hav af interessante kompositioner på en ny måde. Det er den intelligente måde at gøre det på«, siger Ib Skovgaard. Ud over at skabe intelligente tribute-koncerter er spørgsmålet også, hvordan man sikrer fornyelse. I år er det tredje gang, Joni Mitchell bliver fortolket på Copenhagen Jazz Festival. Men solisterne er nye, fortæller Kenneth Hansen.»Der er genvalg til Julie Maria, som gjorde det fremragende under Vinterjazz. Men Ane Trolle og Jacob Bellens er nye i denne sammenhæng, og det bliver interessant at høre deres bud. Og Joni Mitchells univers kan man aldrig få for meget af«, siger han, griner og tilføjer:»tributekoncerterne fylder en promille af det samlede udbud, så jeg synes godt, vi kan forsvare det. Det er en måde at fortælle jazzens historie på«. jazzlive@pol.dk BOBO MORENO. Foto: Kåre Viemose At synge med ikonets stemme For at være ærlig, så betyder det først og fremmest en måde at lave et job på, som passer til tiden«, siger Bobo Moreno om hyldestkoncerters betydning. Selv skal han torsdag optræde med koncerten Marvin Gaye Classic Jazz Tribute på Carlsberg. Et navn, der helt sikkert vækker genkendelsens glæde hos flere. Og selv om Moreno overordnet ser hyldestkoncerter som en markedsføringskoncept, så har han også et særligt forhold til Marvin Gayes musik.»marvin Gaye kender jeg, mine forældre og en masse mennesker omkring min generation og tributekoncerten er en mulighed for at udbrede kendskabet til ham til nogle generationer, som ikke ved, hvem han er. Dem bliver der flere og flere af, hvilket er svært for mig at forstå. For mig er han et ikon,«siger han. En del af hyldestkoncerter handler for mange om at fortolke materialet, men den disciplin ligger ikke Bobo Moreno så nær, særligt ikke når det kommer til Marvin Gaye.»Når jeg synger hans sange, så har jeg det med at lægge mig op ad hans stil. Det er ikke nødvendigvis min intention, men meget af min måde at synge soul på, kommer fra ham. Andre sangere ville jeg nok fortolke mere på. Mit bud på Marvin Gaye bliver nok mere Marvin end Bobo«. SINNE EEG. Foto: Jonas Pryner Andersen Ikke tribute for tributens skyld Hvis sangerinden Sinne Eeg ikke har et særligt forhold til en kunstner, kan denne se langt efter en hyldestkoncert fra hende. Hun er selektiv i udvælgelsen. Den franske komponist Michel Legrand skal imidlertid ikke vente længere og bliver ved dette års jazzfestival fortolket af sangerinden.»jeg elsker Michel Legrand og synger i forvejen flere af hans numre i mit repertoire. Men jeg har aldrig samlet det i et tema, så det tænkte jeg kunne være sjovt og så er det bare af ren og skær kærlighed til og interesse for hans musik«. Egentlig bryder hun sig ikke om tribute-koncerter. De bliver nemlig oftest lavet i troen på, at kunstneren ikke kan sælge i sig selv, mener hun. Men når det nu alligevel skal være, så har det været en god erfaring:»det en kæmpe oplevelse at dykke ned i musikken og arbejde med noget andet, end man plejer. Så jeg er samtidig ret taknemlig for at blive kastet ud i de projekter. Men jeg holder lidt igen med det«, siger Sinne Eeg. Hvorfor optræder du ikke kun med dit eget materiale?»jeg mener også, man bør være opmærksom på ikke at gå for meget over i det der tribute-mode. Jeg har virkelig prioriteret også at få en koncert med mit eget band og mit repertoire på festivalen. Det er altid meget vigtigt for mig«. KIRA SKOV. Foto: Jacob Ehrbahn Et forfriskende afbræk fra én selv To aftener i løbet af Copenhagen Jazz festival skal sangerinde Kira Skov optræde med sin tribute til ikonet Billie Holiday. En kunstner, der siden de tidlige teenageår har fulgt sangerinden, som derfor føler sig tæt knyttet til sangene.»det er meget befriende at træde lidt uden for sit eget univers og forholde sig til en konkret ting, som en anden kunstner har skabt og så fortolke det«. Fortolkningen er vigtig, mener sangerinden, der med projektet samtidig har en fornemmelse af at være en del af noget større. Meget af Billie Holidays materiale ligger som en fælles sangskat og jazzarv, fordi så mange kunstnere tidligere har taget Holidays standarder op.»men jeg ville ikke have lavet projektet, hvis jeg ikke virkelig kunne tillægge det min egen historie, og det også var personligt for mig«, siger hun. Hvad med dit eget materiale?»der kan være noget forfriskende i et afbræk fra én selv, for det er en meget selvcentreret proces at være sangskriver«, forklarer Kira Skov og fortæller, hvordan arbejdet med jazzen har nuanceret hendes sangskrivning:»der er en anden dynamik i jazz, som har fået noget helt andet frem i min stemme og inspireret mig«.

5 POLITIKEN SØNDAG 8. JULI 2012 JAZZLIVE 5 Åbne sange spiller sig selv Guitarknas var ved at slå poesien i stykker, da Jakob Bros nye trio øvede for første gang i Hofteatret. Men til sidst tog musikken over. JAKOB DYBRO JOHANSEN Guitarforstærkeren virker ikke. Det er det første, der sker denne lørdag aften, efter at guitaristen Jakob Bro er trasket op ad Hofteater-trappens røde løber med sin cremefarvede Fender i en taske på ryggen, en mulepose under armen og bassist Thomas Morgans fikse, lille forstærker i højre hånd.»den vil slet ikke spille«, siger Jakob Bro til en af dem, der er ved at hjælpe med at rigge scenen an.»virkelig nederen. Virkede ellers lige i går. Den har aldrig nogensinde strejket før«. Et skidt tidspunkt at svigte på for den ellers så trofaste Fender Princeton Reverb, for klokken er lidt i halv syv, og om tre timer skal trioen spille den koncert, der er flere grunde er ganske speciel. For det første er der spillestedet. På Hofteatret går vejen til Jakob Bros musik gennem en art guldalder-kabinet bestående af gips-statuer af Holberg og Oehlenschläger og en bronzestøbt Johan Ludvig Heiberg. Og selve teatersalen, hvor koncerten foregår, er opført i 1840 ernes idylliske biedermeier-stil. Det er i dette trygt ornamenterede rum, at Jakob Bro skal kommunikere sin skrøbelige, antydende musik. Sange, der på de seneste albums, Balladeering og Time, virker, som om de rækker ud for at se, om eksistens er noget, man kan røre ved. Men det er også en helt ny trio, Jakob Bro stiller op med. For godt nok spillede den amerikanske bassist Thomas Morgan med på Time, men norske Jon Christensen er ny mand på trommestolen. En slagtøjs-legende, der var med til at opfinde en helt ny jazzlyd, ECM, og er gammel nok, for øvrigt, til at være far til begge sine to nye medmusikanter. Faktisk ved han ikke så frygtelig meget om Jakob Bros musik. Han ved bare, at han vil skulle improvisere over nogle numre, der er holdt i en nærmest selvudslettende enkel form, fordi det er den måde, man skaber rum på. Rum til at hver enkelt musiker kan være sig selv, men også rum til, at de egenartede lyde, der kommer, sammen kan vokse til noget større. Men lige nu spænder Princeton Reverb en ben. Eller er det i virkeligheden guitaren, den er gal med?»måske er det guitaren. Det er lidt bekymrende...«, siger Jakob Bro. Han står bøjet over brættet med de ni effektpedaler røde, sorte, sølv, turkis og får stadig dybere rynker i panden. En form for lyd kommer der ganske vist ud, men det er en underligt forkølet poesi.»lyden er alt for tynd. Jeg er sgu bekymret for den guitar«, siger Jakob Bro igen, denne gang måske mest til sig selv. På et tidspunkt slår forstærkeren over i en knasende støj, der får Jon Christensen til at udbryde et spontant»jimi Hendrix!«Jakob Bro har haft mobilen fremme og ringet til en ven, der vil komme forbi med en forstærker. Han kan være på Hofteatret om en halv time, men en halv time... Koncerten er lige rundt om hjørnet. Det begynder at ligne en nedtur af en første øver lige indtil Jakob Bro får en lys idé:»jeg tror sgu, det er kablet, den er gal med«. Det nye kabel hjælper. I hvert fald en smule. Jakob Bro må stå helt stift på scenen i en bestemt positur, fordi selv få centimeters bevægelse til den ene eller den anden side udløser en køleskabsagtig, elektrisk summen. En enerverende baggrund at udfolde sig på, men nu kan øveren endelig gå i gang.»vil du prøve at høre nogle af temaerne?«spørger Jakob Bro og kigger ned på Jon Christensen, der har stillet sit trommesæt op og nu sidder nede i salen, med benene over kors. Jon Christensen starter med bare at lytte. Jakob Bro på guitar og Thomas Morgan på kontrabas Jeg tror sgu, det er kablet, den er gal med Jakob Bro, guitarist går igennem et par af temaerne. De er begge i starten af 30 erne, men med Jon Christensen som publikum kommer de på en måde til at se yngre ud. Ingen af dem bevæger sig ret meget på scenen, men det er, som om især Thomas Morgan fortæller en historie med sit ansigt. For hver tone han spiller på kontrabassen, trækker det sig sammen, næsten som fik han elektrisk stød. Gennemstrømmet af musik, måske, bag en stille, genert facade. Jon Christensen hopper ud ad en sidedør og dukker kort efter op på scenen, hvor han sætter i gang bag KNAS. Problemer med teknikken gav Jakob Bros nye trio en hel del at tænke over. Foto: Per Folkver trommerne. Spillestilen er både rolig og rastløs: Som om han læner sig tilbage i musikken, fuld af overskud og erfaring. Men der er samtidig noget ungdommeligt utålmodigt over måden, han hele tiden skifter idé på: fra stikker til køller til fingerspidser, der kribler og krabler på lilletrommens skind. Og Jakob Bro? Han lader akkorderne strække sig ud, helt ned til mannequinerne bagest i teatersalen, og rækker en tommeltot i vejret:»du lyder fantastisk, Jon«.»De her sange spiller sig selv«.»grundlæggende er det alt sammen åbent. Vi kan gøre, hvad vi vil, når vi har spillet melodien«. Så hopper han på cyklen og hjuler hjem efter en anden guitar, der måske kan løse støjproblemet, mens de to andre bliver stående lidt på scenen. Jon Christensen går over til Thomas Morgan:»Det er første gang, vi spiller, så vi skal lige finde ud af hvordan og hvorledes. Men med de her sange har jeg det, som om vi aldrig kan spille forkert«. jazzlive@pol.dk

6 6 JAZZLIVE SØNDAG 8. JULI 2012 POLITIKEN PÅ BEATET var sidste år til Copenhagen Jazz Festival ifølge Wonderful Copenhagen Etiopisk saxofonkriger rammer Bryggen I aften indtager den 76-årige saxofonist Getachew Mekuria Islands Brygge sammen det hollandske band The Ex, som forelskede sig i etiopisk musik efter en turné i Getachew Mekurias hjemland. Her indspillede Mekuria som den første en instrumental udgave af en traditionel etiopisk krigssang, der synges inden et slag. Mandag udgiver den ældre herre og bandet et fælles album. bakspejlet VALLEKILDE HØJSKOLE, Højskolen lagde i perioden 1969 til 1982 lokaler til Den Danske Jazzkreds jazzstævner. Blandt de mange internationale musikere, der gennem årene underviste på stævnerne, kan nævnes Chick Corea, Don Cherry og Dexter Gordon. Men også de mange uden-for-skemaet-jamsessions gav deltagerne hår på brystet. Her er vi i 1982 med, fra venstre, den arbejdsomme og selverklærede jazzromantiker Peter Mikkelsen (leder, indpisker og tenorsaxofonist i fænomenet Det Hemmelige Big Band, der bl.a. spillede på Andy s Bar i Gothersgade hver søndag aften i vinterhalvåret), på altsax en uidentificeret altsaxofonist, Finn Poulsen på mundharmonika og en synligt træt, men koncentreret Lennart Ginman (nuværende kunstnerisk leder af Copenhagen JazzHouse) på bas. (NielsC) Foto: Busser Tegning: Jørn Villumsen : Malene Mortensen (Husets Café) 23.00: Johanna Elina (Planeten) HUSET-KBH.DK 23.45: Sture Ericson - Peter Bruun - Fred Lonberg-Holm - Nils Bo Davidsen (Husets Café) Rådhusstræde 13, 1466 København K, Tele , info@huset-kbh.dk HUSK: 13. juli/kl : Aaron Parks (Husets Café/Swingin CPH)

7 POLITIKEN SØNDAG 8. JULI 2012 JAZZLIVE 7 Et nummer bliver aldrig helt færdigt Bassisten Scott Colley er en af de mest anerkendte sidemen i moderne jazz. Men han er også en anerkendt komponist, har udgivet syv album i eget navn og bliver aldrig færdig med at udvikle sine numre. KIM FABER, NEW YORK Man fornærmer næppe nogen ved at kalde Tappan, tre kvarters kørsel nord for New York, for en meget stille lilleby. Et par restauranter, en vinhandel, en brandstation, Joe s Hairstyling and Barbershop og så er de fleste herligheder nævnt og ikke ret mange glemt. Nogle få hundrede meter fra busstoppestedet ligger et toetagers grønmalet træhus, så ærkeamerikansk som de findes. Jeg når ikke at banke på, inden døren bliver åbnet. Bassisten Scott Colley, en høj mand på bare fødder, med et venligt smil og en pondus, som matcher hans instrument, byder mig indenfor i, hvad der ser ud til at være hans arbejdsværelse. En ombygget udestue med småsprossede vinduer til tre sider, omgivet af buske og træer, med klinker på gulvet og udsigt til en smuk have. Op ad den ene væg står et klaver og ved siden af en kontrabas, på skrivebordet en computer, en printer og, på gulvet, ved siden af en papirkurv... en makulator. Scott Colley byder på kaffe. Jeg tager plads på klaverbænken, han på skrivebordsstolen. Lad mig tilstå, at jeg ikke kendte så forfærdelig meget til Scott Colley, inden jeg begyndte at forberede mig på dette interview. Jeg vidste, at han i en del år har været bassist i Herbie Hancocks trio. Og når man er oppe i den klasse som jazzmusiker og i øvrigt bosat i eller i nærheden af New York, er det et godt gæt, at man nok også har spillet sammen med en masse andre stjerner. Det har Scott Colley. Med Jim Hall, Chris Potter, Joe Lovano, Pat Metheny, Bill Frisell, Clifford Jordan, John Scofield... you name them. Men at manden desuden har en ganske omfattende produktion af album med egne kompositioner på sit cv musik, man i mangel af mere præcis betegnelse kan kalde moderne improvisationsmusik, tydeligt inspireret af den amerikanske sangtradition det vidste jeg ikke. Han debuterede i 1997 med cd en Portable Universe, og siden er det blevet til yderligere seks album, det seneste er Empire fra Og det at komponere har gennem årene fået større og større betydning for Scott Colley:»Jeg går altid rundt med et stykke papir på mig, hvis en ide skulle dukke op«, siger han. At give plads Processen med at skabe et nyt nummer begynder stort set aldrig med, at Scott Colley bare sætter sig ned og skriver en melodi ud i det blå. Han har næsten altid en bestemt musiker i tankerne, når han komponerer.»det gør det meget nemmere, når jeg forestiller mig den musiker spille musikken«. At få det nedfældet på papir, er kun den spæde begyndelse. Processen tager først for alvor fart, når musikeren, Scott Colley har skrevet til, begynder at spille nummeret. Hvilket nogle gange kan tage det et helt andet sted hen, Jeg lærte at spille ved at lytte Scott Colley end komponisten havde forestillet sig.»på mit seneste album er der et duonummer, som jeg skrev til guitaristen Bill Frisell og mig selv. Jeg havde en ide om et hurtigt, næsten frenetisk nummer, hvor Bill som jo normalt arbejder med en ubegribelig stor palet af lyde på sin guitar rigtigt kunne folde sig ud. Men jeg havde ikke sagt noget til ham, bare sendt ham noderne«, fortæller Scott Colley. Og det gik helt anderledes, end han havde forestillet sig.»første gang vi øvede, begyndte han at spille det ganske langsomt. Og med en hel ren guitarlyd uden effekter. Min første reaktion var: What!«. Det lykkedes Scott Colley at holde tæt.»det var et af disse øjeblikke, hvor man tænker: Hmm, lad os se, hvor vi ender henne«. De to spillede nummeret færdigt. Og en tre-fire gange mere.»bills tilgang ændrede sig lidt, det gjorde min også. Det endte med at have en helt anden karakter, end jeg havde forestillet mig. Men altså... det var et stykke, jeg havde skrevet til ham, så hvorfor skulle jeg have grebet ind?«. Men et nummer er ikke nødvendigvis færdigt, fordi komponisten har sluppet det. Det kan sagtens fortsætte med at udvikle sig, når det bliver spillet på scenen. TIDLIGT UDE. Scott Colley begyndte at spille bas, da han var kun 11 år inspireret af sin seks år ældre bror, der spillede trommer. Foto: PR-foto SCOTT COLLEY Født 24. november Opvokset i Los Angeles. Uddannet på California Institute for the Arts. Begyndte at spille med Carmen McRae i Flyttede til New York i 1988 og har siden spillet med en stribe verdensstjerner, bl.a. Dizzy Gillespie, Jim Hall og Herbie Hancock. Har medvirket på flere end 200 album. Har udgivet syv i eget navn.»jeg kan godt lide at skrive numre, som giver mulighed for improvisation over akkordforandringer, baslinjer, det melodiske forløb... i et nummer kan der være to-tre afdelinger eller koncepter, som der kan improviseres over. Så når det bliver spillet live, og jeg ser, hvad de andre musikere gør ved det, så reagerer jeg på det. På Empire er der et nummer, som er ti år gammelt, men som nu er indspillet på en helt ny måde, med en hel ny stemning. Et nummer bliver aldrig helt færdigt«, siger Scott Colley. Hans kone Sophia kommer ind med en bakke med brød, ost og snacks.»rugbrød! Rigtig rugbrød«, konstaterer jeg forbavset. Sophia smiler og forklarer, at hun har rejst meget rundt i verden. Hun har danset moderne dans og desuden være manager for flere musikere, blandt andre Ravi Coletrane. Men, spørger jeg Scott Colley, kan man ikke forelske sig så meget i sine egne numre, at man næsten ikke kan bære, at de bliver ændret af andre?»jo, nogle numre har så stærk en karakter, at... men det behøver man ikke at fortælle store musikere. Det kan de høre«. Pause.»Jeg har skrevet en sang til min kone, For Sophia, hedder den. Den har en meget distinkt karakter af langsom country-vals. En enkel melodi med en bestemt følelse som ikke skal forandres til en eller anden nattejam-ting. Det fangede Bill og Brian (Frisell og Blade, red.) med det samme. Det behøver man ikke fortælle dem«, siger Scott Colley. At stole på sit øre Han begyndte at spille bas allerede som 11-årig. Under indflydelse af sin seks år ældre storebror, der spillede trommer i det lokale high schooljazzband. Den første jazzplade, han fik i øvrigt af broren var Monks Underground. Den anden var Someday My Prince Will Come med Miles Davis. I timevis sad den lille Scott nede i familiens kælder i halvmørke og lyttede til den plade. Eller rettere: Især til de første tre numre på side 1, fordi grammofonen automatisk gik tilbage til start, når sidste nummer var slut.»der sad jeg så og prøvede at spille Paul Chambers baslinjer og følge med i soloerne, så godt jeg kunne. Jeg lærte at spille ved at lytte. Først langt senere lærte jeg at spille efter noder«. Og det har haft stor indflydelse på Scott Colleys musikalske udvikling, at han fra første færd har måttet stole på sit øre. En erfaring, han i dag giver videre til yngre musikere.»jeg er begyndt at undervise en smule, og jeg kan se, hvordan den tilgang til musikken er med til at udvikle evnen til at improvisere. Jeg siger dermed ikke, at du ikke kan begynde med at lære det musikteoretiske først og derefter blive en dygtig improvisator. Det er der mange, der har gjort«, siger Scott Colley. Som selv har brugt megen tid på at lære det teoretiske:»jeg har haft svært ved at lære at læse og skrive noder og på den måde udvikle mig til en mere komplet musiker. Det arbejder jeg stadig på. Og det vil jeg blive ved med til min dødsdag«. kim.faber@pol.dk Scott Colley spiller i tre konstellationer i Prøvehallen: 9. juli med Randy Brecker og Kenny Werner, 10. juli med Jim Hall og 11. juli med Maria Carmen Koppel. Alle dage kl. 18 og

8 8 JAZZLIVE SØNDAG 8. JULI 2012 POLITIKEN Hvor der aldrig bliver for tørt til ballader I Den Brune Kødby ligger spillestedet 5e gemt væk. Kan I så se at finde derud! Næsten præcis for et år siden sad jeg sammen med andre tilhørere i Operaen og forsøgte at lade være med at nyse af frygt for, at den neurotiske pianist oppe scenen skulle få et livmoderfremfald og skride fra det hele. Keith Jarrett for ham og hans trio var det selvfølgelig var allerede to gange stoppet op midt i et nummer, fordi lyden i rummet efter maestroens mening var for tør til ballader. Hvilket havde spredt en forståelig frygt blandt publikum for, at de HELIKOPTERSYN I ORDEN. Rå omgivelser, eksperimenterende musik og god øl til 30 kroner: Portræt af 5e. Foto: Lars Hansen Stik nu næsen frem i stedet for at se tilbage! ikke ville få fuld valuta for de mange hundrede kroner, de havde betalt for deres billetter. Jarrett er før udvandret fra koncerter i protest mod mindre bump på vejen end en kort efterklang. For tør til ballader! Min bare... Jeg kommer til at tænke på episoden, mens jeg sidder på en træbænk i en gammel slagtehal i Den Brune Kødby, med råt pudsede og afskallede vægge, betongulv og gittertremmer for vinduerne, og lytter til en anden klavertrio; med den japanske pianist Hiroshi Minami, bassisten Nils Davidsen og trommeslageren Anders Mogensen. Jeg skal ikke kunne sige, om Minami synes, at lyden i slagtehallen er for tør til ballader. Hvis han gør, har han i hvert fald så megen pli og stil, at han ufortrødent forsætter med at give de 20 tilhørere det, de er kommet for at høre: Uforfalsket improviserende avantgardejazz. Der er enorm afstand mellem yderpunkterne i Copenhagen Jazz Festival. Fra de mondæne omgivelser i Operaen til kollektivet ILK s rustikke scene, 5e, i Kødbyen. Fra knastør hvidvin med noter af flint, blødt polstrede sæder og krav om stilhed og andægtighed til hollandske dåsebajere, rå træbænke og humorfyldt, selvironisk spilleglæde. Hver ting til sin tid, selvfølgelig. Og plads til det hele. Men hvis jeg på den sidste dag skulle vælge, hvor jeg ville høre den allersidste koncert, er jeg ikke et sekund i tvivl. Til hver en tid hellere i 5e end i skibsrederens monster af et arkitektonisk kikset eftermæle. Jeg kan ikke få armene ned over, at der findes spillesteder som 5e i København. Og jeg ville ønske, at mange, mange flere ville forlade jazzfestivalens nedtrådte stier og bevæge sig ud til Slagtehusgade og få en oplevelse, som måske vil kradse lidt i øret, men som nok også vil flytte lidt rundt på brikkerne. Amen. KIM FABER Politikens anmeldere løfter sig hver dag på skift op over det danske jazzmiljø og anmelder de store linjer. THOMAS MICHELSEN Som jazzelsker er man er nødt til at se sig selv i spejlet og indrømme det: Vi vil have Miles Davis Kind of Blue igen-igen og derfor får vi det. Senest som Fredagsrock på Plænen i Tivoli på åbningsdagen for dette års jazzfestival. I morgen parafraseres endnu et af mesterens uopslidelige album, når 1960 er-pladen Miles Smiles hyldes af et all star-hold på Gamle Scene, og festivalen rummer en hel serie Classic Jazz Tributes, som kommer rundt om alt fra Ellington til Marvin Gaye. Koncerterne er tributekoncerter. Det vil sige koncerter, der hylder jazzgiganter som regel afdøde ved at tage afsæt i deres musik. Tributekoncerterne har været på plakaten i rå mængder, siden Montmartre genåbnede i St. Regnegade for to år siden, og de er på plakaten nu under jazzfestivalen. Spørgsmålet er, hvad man skal mene om konceptet? Svaret for mit eget vedkommende er, at jeg er ved at være godt og grundigt træt af det. Alligevel må man konstatere, at tributefænomenet stortrives. Tegning: Jørn Villumsen Hvorfor? Fordi publikum vil have det. VI ØNSKER OS tilbage til dengang. Jazzelskere er per definition nysgerrige mennesker, men der er også en hel del, der bare gerne vil have deres Armstrong og Ella Fitzgerald i fred. Alting var jo som bekendt bedre i gamle dage. Og derfor vader vi rundt i tributes til Bill Evans, John Coltrane og Stan Getz eller som i morgen på Frederiksberg endnu en af utallige koncerter med musik af Joni Mitchell. Dem har der godt nok snart været mange af. Helt ærligt! Jeg mener, hendes sange er gode. Men skulle vi så ikke se at komme videre? Musik og i særdeleshed jazz handler om at tage på opdagelse. Det kan dygtige musikere sagtens gøre ved hjælp af Joni Mitchells sange eller med udgangspunkt i et klassisk album som det for et halvt århundrede siden så epokegørende Kind of Blue. Men chancerne for, at musikken udvikler sig, og at vi, publikum, får gjort vores horisont bredere, er alt andet lige større, hvis vi vender næsen fremad i stedet for at kigge bagud over skulderen. Tributekoncerter kan være udmærkede og hyggelige. De kan også være med til at holde skindet på næsen for hårdtarbejdende musikere, der trænger til at tjene penge, og for spillesteder, der skal have det til at løbe rundt. Det er bare ikke ved at se tilbage, at vi kommer fremad. Miles brugte sin karriere på hele tiden at være nogle skridt foran og trække jazzen efter sig ved hårrødderne. Jazzens vækstlag har, som overflødighedshornet Copenhagen Jazz Festival viser, et enormt potentiale. Så nyd de gamle plader derhjemme og gå ud og hør noget frisk jazz! thomas.michelsen@pol.dk POLITIKEN OG COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL PRÆSENTERER: JAZZLIVE I PRESSEN The Sound of Brazil PROGRAM 10. juli kl LUIZ MELODIA (BRA) Luiz Melodia har i de sidste årtier etableret sig som en af de fineste udøvere af den brasilianske genre MPB (Música Popular Brasileira). Med sin originale blanding af samba, rock, funk og blues har kunstneren fra Rio både skabt sig en fanatisk fanskare og en mørkere ækvivalent til Jorge Bens musik. 13. juli kl ELIANE ELIAS QUARTET LIGHT MY FIRE (BRA) Den klassiske musiktradition møder jazzens spontanitet i den brasiliansk-fødte og New York-baserede pianist Eliane Elias virtuose spil. 14. juli kl ELIANE ELIAS PLAYS A. C. JOBIM (BRA) Antonio Carlos Jobim er en af det 20. århundredes vigtigste komponister og hans smukke sange som fx the Girl From Ipanema er fortolket og indspillet af de største musikere verden over. Denne aften vil den brasiliansk-fødte pianist Eliane Elias spille Jobim helt ind i hjerterne på publikum. JAZZLIVE HVER DAG FØLG JAZZEN PÅ IBYEN.DK/JAZZFESTIVAL Klik ind på ibyen.dk/jazzfestival og læs alt om festivalen og find dagens eksemplar af JazzLive. Læs også JazzLive på smartphone og ipad. Hent Copenhagen Jazz Festivals officielle app. Hent JazzLive gratis på alle spillesteder eller i Politikens Forhal, Rådhuspladsen 37. Pressen, Politikens Hus, Rådhuspladsen 37, København V. Køb billetter på politikenbillet.dk/jazz Forbehold for trykfejl og udsolgte koncerter.