Fastholdelsesproblematikker i et grønlandiseringsperspektiv

Transkript

1 Fastholdelsesproblematikker i et grønlandiseringsperspektiv Et bachelorprojekt lavet af Lone Rosengreen Pedersen Institut for administration Vejleder: Pia Vedel Ankersen Om fastholdelsesproblemer i et grønlandiseringsperspektiv Afleveret den 25. oktober 2007

2 Indholdsfortegnelse Tabelfortegnelse Indledning...4 Ambitionen med projektet...5 Problemformulering...5 Oversigt over opgaven Grønland: vejen fra koloni til selvstyre?...7 Delkonklusion Det grønlandske arbejdsmarked...12 Uddannelsesniveauets betydning...13 Uddannelsesniveauets betydning for arbejdsglæde...14 Delkonklusion Grønlandiseringsdiskurs i en teoretisk ramme...16 Social kategorisering og adfærd mellem grupper...17 Gruppedannelser og gruppeadfærd mennesket et gruppedyr...17 Grønlandisering som gruppedannelse...20 Delkonklusion Grønlandiseringsdiskursen...21 Delkonklusion Tidligere undersøgelser af det grønlandske arbejdsmarked...25 Delkonklusion Forskningsdesign og metode...29 Operationalisering...29 Etnicitet og uddannelse...29 Data...30 Metode...30 Dataanalyse...30 Hvem er ansat i mere eller mindre end et år?...33 Delkonklusion Konklusion Litteraturliste Bilag

3 Tabeloversigt Tabel 1: Sammenhæng mellem ansættelseslængde, etnisk baggrund og uddannelseslængde...31 Tabel 2: Uddannelseslængde særskilt for grønlændere og danskere..32 Tabel 3: Ansættelseslængde for alle i direktoratet i antal år..32 Tabel 4: Sammenhængen mellem dem der er ansat i mindre eller mere end et år.34 Tabel 5: Ansættelseslængde henholdsvis over eller under et år særskilt for personer...34 Tabel 6: Ansættelseslængde over eller under et år fordelt efter uddannelseslængde.35 Tabel 7: Sammenhængen mellem ansættelseslængde og etnisk baggrund kontrolleret for udd 35 3

4 1. Indledning Det er Landstyret målsætning, at afvikle en folkeafstemning i Selvstyrespørgsmålet inden udgangen af 2008 [N]år selvstyreprocessen har forløbet sig efter planen, er det Landsstyrets hensigt at realisere selvstyret ved nationaldagen den 21. juni 2009" (Enoksen 2007) Dette citat er taget fra landsstyreformand Hans Enoksens åbningstale til Landstingets efterårssamling september Dermed bliver det muligt med et selvstyre i den nærmeste fremtid, et selvstyre som man i næsten 30 år har haft som et mål for Grønland, siden man indførte Hjemmestyret i Vejen til Hjemmestyre har været lang. Fra Grønland blev en dansk koloni i starten af 1700-tallet til Hjemmestyrets indførelse, gik der lidt over 250 år. Efter Hjemmestyrets indførelse overtog man næsten alle sagsområder fra Danmark, man mangler dog stadig tre områder: Udenrigs-, Forsvars-, og Retsområdet. Men man manglede uddannede folk til varetagelse af de forskellige opgaver, da der er stor mangel på uddannede grønlændere i Grønland (Sørensen 2007), derfor har man været nødt til at tilkalde veluddannet arbejdskraft fra eksempelvis Danmark. Det er fra denne tilkaldte arbejdskraft, at jeg er blevet inspireret til at lave et bachelorprojekt. Man snakker om, at Hjemmestyret skal grønlandiseres og de ustabile tilkaldte skal skiftes ud med grønlandsk arbejdskraft. Hvor ustabil er den tilkaldte arbejdskraft? Hvordan ser det ud for den grønlandske arbejdskraft? Hvad forstår man ved ordet grønlandisering? Der har været forskellige retninger i debatten om grønlandisering. Der er nogle der mener, at alle tilkaldte skal udskiftes med grønlændere, fordi de tilkaldte er ustabile og ligeglade med Grønland (E. R. Johansen 2007), mens andre mener, at uddannelse skal være den vigtigste kvalifikation uanset etnicitet. Jeg har undret mig over, at den offentlige debat konsekvent omhandler det forhold, at danskere er ustabil arbejdskraft. Min intuition siger mig nemlig, at grønlænderne skifter oftere job end danskerne, og at danskere egentlig ikke er så ustabile, som det hævdes i den offentlige debat der foregår i de grønlandske medier. Denne undren har motiveret mig til at undersøge, om der faktisk er noget om snakken. Spørgsmålet, som jeg vil søge at besvare i denne opgave, er derfor: er der et 4

5 fastholdelsesproblem på det grønlandske arbejdsmarked og i givet fald er det forbundet med etnicitet? For at kunne undersøge om der faktisk er noget om snakken, besluttede jeg at indhente information om personalets ansættelseslængde. Det erfarede jeg var nærmest umuligt. Jeg har forsøgt at få information fra flere større organisationer og virksomheder, herunder andre direktorater i Hjemmestyret, Air Greenland, Grønlands Arbejdsgiverforening, Nuuk kommune og Royal Arctic Line. Ingen af disse organisationer eller virksomheder tilkendegav, at de havde informationer om personalets ansættelseslængde eller også vil de ikke udlevere det. Selvom der ikke forefindes dokumentation for personalets ansættelsestid i virksomheder og organisationer i Grønland, er den offentlige debat prægede af en forestilling om, at problemet er forbundet med etnicitet forstået på den måde at danskere er ustabil arbejdskraft. Ambitionen med projektet Jeg vil med dette projekt bidrage med en drøftelse af problemstillingen ud fra reelle fakta og ikke ud fra antagelser og påstande. På denne måde bliver det muligt at fremkomme med nogle løsningsmuligheder. Det vil således være mit beskedne bidrag til at få en sober debat, som gennem ægte dialog, baseret på gensidigt anerkendte fakta, muliggør konstruktive og fremadrettede løsninger. Hvis man vil sætte en grønlandisering i gang med flere grønlandske ansatte, skal man også afdække den manglende fastholdelse af de grønlandske ansatte. Jeg kunne også godt tænke mig at få afklaret, hvorfor der i det hele taget er en grønlandisering i gang. Hvorfor denne opdeling i grønlænder og dansker? Problemformulering Spørgsmålet som skal testes er, om fastholdelsesproblemerne på det grønlandske arbejdsmarked kan siges at skyldes, at danskere er kortere tid i de stillinger de besætter end deres grønlandske kolleger. Hypotesen der testes er følgende: Tese 1: Ansættelsesperioden for danskere er i sammenligning med grønlændere kortere. 5

6 Udover denne tese, vil jeg også teste om fastholdelsesproblemet i højere grad er forbundet med andre forhold end etnicitet. Det jeg har valgt at undersøge er, om der kan hævdes at være en sammenhæng mellem uddannelseslængde og ansættelseslængde. Spørgsmålet er, om længere uddannelse kan siges at have betydning for, hvor lang tid en person vælger at blive i et givent ansættelsesforhold. Tese 2: Personer med lange uddannelser bliver længere tid i ansættelsesforhold. Oversigt over opgaven Jeg starter med at beskrive den historiske udvikling for Grønland i kapitel 2, hvor jeg fokuserer på udviklingen fra koloni til i dag, hvor man går og forbereder sig til selvstyre. Efter det vil jeg i kapitel 3 beskrive det grønlandske arbejdsmarked og arbejdsstyrkens uddannelsesniveau samt forklare, hvad uddannelsesniveauet betyder for folks selvværd og arbejdsglæde. I kapitel 4 kommer der et afsnit om grønlandiseringsdiskurs i teoretisk ramme, samt nogle afsnit om social kategoriseringer og gruppedannelser og om grønlandisering som gruppedannelse. I kapitel 5 vil jeg beskrive de forskellige grønlandseringsdiskurser, der er i det grønlandske samfund. I det afsnit kommer jeg med forskellige citater fra de personer, der præger diskursen. I kapitel 6 vil jeg beskrive de tidligere undersøgelser, der har været om fastholdelsesproblemer. Efter beskrivelsen af de tidligere undersøgelser, vil jeg forklare mit forskningsdesign og metode samt komme med min dataanalyse. Efter dataanalysen vil jeg så afslutte med en konklusion. For bedre at kunne forstå Grønland som det er i dag, er det vigtigt at kende lidt til historien. Historien vil jeg beskrive kort i det næste afsnit, samt den udvikling der har været i Grønland fra kolonitiden til nutiden. 6

7 2. Grønland: vejen fra koloni til selvstyre? Under kolonitiden, som varede fra starten af 1700 tallet og frem til 1953, blev alle beslutninger om Grønland taget i Danmark og stort set udelukkende af danskere (Skydsbjerg 1999:10) Det var således danskerne der styrede den daglige drift af Grønland. Med grundlovsændringen i 1953 blev Grønland en del af det danske rigsfællesskab, idet Grønland fik status som et amt på lige fod med eksempelvis Viborg amt eller Nordjyllands amt. I 1979 fik Grønland hjemmestyre og dermed større mulighed for selvbestemmelse. Danmark og danskernes magt over Grønland er således aftaget specielt i de sidste 50 år. I hvert fald formelt set. I realiteten er Grønland fortsat afhængig af Danmark og dansker givet ved at Grønland modtager et bloktilskud på cirka 3 milliarder. Endvidere er retsområdet, forsvarsområdet og udenrigsområdet anliggender under det danske rigsfællesskab. Yderligere er man på det grønlandske arbejdsmarked afhængig af uddannede arbejdskraft udefra, hvilket som regel vil sige fra Danmark. Grønland har dog haft en form for selvstændighed under anden verdenskrig, da tyskerne besatte Danmark. Mens Danmark var besat, blev forsyningen af Grønland fra Danmark afbrudt og forsyningen blev derfor varetaget af USA. Denne forsyning blev finansieret ved salg af mineralet Kryolit fra minen i Ivittuut, som amerikanerne skulle bruge til fremstilling af aluminium til deres flyindustri (Skydsbjerg 1999: 16). Den afbrudte kontakt til Danmark betød, at administrationen af Grønland blev styret fra Nuuk, men kontakten til omverdenen blev flyttet fra Danmark til USA, hvor den danske ambassadør og den ene af de to øverste danske embedsmænd i Grønland varetog de opgaver, der tidligere blev varetaget fra København. Grønland kunne klare sig selv og havde produkter nok til at opretholde datidens levestandard med egne midler. Selvstændigheden sluttede dog ved afslutningen af anden verdenskrig, hvor Danmark igen overtog styringen og forsyningen af Grønland. Men noget skulle ændres, for da man ved krigens afslutning oprettede FN, blev der fokuseret på afkolonisering af forskellige kolonier i verdenen, deriblandt Grønland. Endvidere fokuserede man på økonomisk udvikling, der betød at Grønland skulle industrialiseres og moderniseres. Denne modernisering af grønlændere skulle højne deres økonomiske, materielle og kulturelle niveau og på længere sigt gøre dem i stand til at træde i forbindelse med resten af verden. Et såkaldt Industriprogram blev igangsat af den danske stat i slutningen af 1950 erne. Et industriprogram, som skulle lokke dansk og udenlandsk kapital til Grønland og den danske stat investerede derfor mange millioner i at forbedre infrastrukturen. 7

8 Men de private investorer kom ikke, Grønland var for langt væk fra Danmark og det var for risikabelt at starte forretninger i et ukendt land som virkede usikre (Skydsbjerg 1999: 20). Det betød, at staten selv skulle til at modernisere et land, som ingen uddannede folk havde. Da der ikke var uddannede folk til at udføre arbejdet, måtte man udsende folk til at udføre det moderniseringsarbejde. For at kunne lokke den kvalificerede arbejdskraft fra Danmark, lagde man derfor et tillæg til lønnen, så det blev mere tiltrækkende at komme til Grønland. Denne forskelsbehandling betød, at danske arbejdere fik mere i løn end de tilsvarende grønlandske arbejdere (Sørensen 1983: 161). De grønlandske statsansatte, som blev betragtet som en grønlandsk elite, fik således 25 % mindre i løn end deres danske kolleger som udførte det samme arbejde (Rosing Olsen 2005: 71). Dette forhold løn differentieringen - skyldes det såkaldte fødestedskriterium, som legitimerede ansatte født i Danmark fik et løntillæg alene af den grund at de var født i Danmark. På baggrund af disse omstændigheder beskriver Skydsbjerg, at udviklingen i Grønland ikke på alle områder var en positiv oplevelse for den grønlandske elite. Fordi der med nyordningerne, som eksempelvis fødestedskriteriet fulgte en lang række danske embedsmænd og teknikere (hvis sagkundskab var nødvendig for en moderne udvikling), som skubbede de grønlandske embedsmænd ned ad rangstigen. En betydelig del af den position og status, som de grønlandske embedsmænd havde opnået, blev nu overtaget af de nye (Skydsbjerg 1999: 21). I midten af 1960 erne skete der dog en ændring i opfattelsen af at være grønlænder, idet en gruppe veluddannede grønlændere fremhævede at grønlænderne skulle møde danskerne som ligemænd. De mente, at Grønland skulle indgå som en ligeberettiget del af det danske rige. De tog derfor afstand fra forskelsbehandlinger såsom fødestedskriterier. De var også den gruppe der i 1964 organiserede et politisk parti, Inuit-partiet, der blev et talerør for en øget liberalisering af erhvervslivet. Endvidere blev den danske stats politik i Grønland i slutningen af 1960 erne kritiseret af nogle unge uddannelsessøgende i Danmark. Kritikken mundede ud i krav om, at Grønland burde have mere selvstyre så grønlænderne selv kunne styre Grønland, altså at den fremtidige udvikling i højere grad 8

9 kunne foregå på grønlandske præmisser. Ambitionerne om et selvstændigt Grønland blev født. Man var træt af at blive overhørt, og træt af ikke at have medbestemmelse over Grønland. Som et eksempel på, hvordan Danmark bestemte hen over hovedet på grønlændere, kan man beskrive EF valget i 1972, hvor Danmark stemte ja for medlemskab af EF. En folkeafstemning i Grønland viste ellers et klart nej til medlemskab, men blev alligevel inddraget til medlemskab af Danmark. Dette sammen med den ændrede opfattelse af grønlændernes status i forhold til dansker startede debatten om hjemmestyre. Vejen mod Hjemmestyre havde tre trin. Det første trin var et Hjemmestyreudvalg, som havde fem landsrådsmedlemmer og to folketingsmedlemmer. Det bestod udelukkende af grønlandske medlemmer for at man for en gangs skyld kunne formulere grønlandske ønsker uafhængigt af andre. Andet trin var Hjemmestyrekommissionen som blev nedsat i oktober 1975, det skulle afsluttes med et tredje trin der bestod af en vejledende folkeafstemning om hjemmestyre. Forud for afstemningen var der foregået en meget behersket debat, da alle fremtrædende politikere og medier var tilhængere af hjemmestyret. Folkeafstemning om hjemmestyre fandt sted 17. januar 1979, der viste et klart ja, nemlig 73,1 % stemte ja til indførelse af hjemmestyre. Stemmeprocenten var på 63,3 %, som var noget lavere end ved almindelige valg, men dog højere end ved de to folkeafstemninger om henholdsvis valgretsalder og alkoholrestriktioner, som var blevet afholdt året forinden. Hjemmestyret blev indført den 1. maj 1979 (Skydsbjerg 1999: 9-41) Indførelse af en Hjemmestyreordning satte en proces i gang med stadig større indflydelse til grønlænderne. Administrationen af Grønland blev varetaget af Ministeriet for Grønland i København med grønlandsministeren som den hovedansvarlige. Ved indførelse af Hjemmestyre, skulle forskellige sagsområder overgå til Grønland og det skulle gå hurtigt. Man havde en ide om at en fremskyndet overtagelse fra Danmark til Grønland ville grønlandisere det fremtidige Hjemmestyre (Skydsbjerg 1999: 59). Ambitionen var at Hjemmestyreordningen senere skulle afløses af Selvstyre. Selvstyrekommissionen, blev nedsat af den daværende landsstyrekoalition mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit i december 1999, 20 år efter Hjemmestyrets indførelse. Kommissionen fik til opgave at 9

10 "beskrive de områder, hvor kompetencen på forskellig vis er delt mellem hjemmestyret og staten". Kommissionens opgave var desuden at beskrive hjemmestyrets nuværende forfatningsretlige stilling, samt udarbejde et grundlag for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for rigsfællesskabets rammer (Nanoq.gl 2003) Udviklingen kan ses som, at man i Grønland i ønsker at være herre i eget hus. Det skulle være slut for danskerne at bestemme hen over hovedet på grønlænderne. Selv om man i Grønland var blevet en del af det danske rige, følte man i Grønland, at danskerne stadig bestemte over Grønland og det grønlandske folk. Ønsket om en grønlandisering kan således anskues som et modspil til den danisering mange følte var i gang og med et udspring i den forskelsbehandling som der fandt sted mellem grønlændere og danskere, hvor grønlændere blev forfordelt i deres eget land. Efter Hjemmestyrets indførelse, mener mange at der stadig sker en danisering, da man er afhængig af dansk arbejdskraft og arbejdsgangen er domineret af det danske. Efter mere end 25 år med Hjemmestyre, er det grønlandske arbejdsmarked, både det private og det offentlige, præget af en dansk elite (Christiansen & Togeby 2004: 84). Delkonklusion Grønland blev under kolonitiden styret fra Danmark og af danskere. Ved grundlovsændringen i 1953 og efter en verdensomspændende afkolonisering, blev Grønland en del af det danske rige idet Grønland fik status som et amt på lige fod med f.eks. Viborg amt. Selv om man var blevet en del af det danske rige, var man ikke utilfreds med den begrænsede mulighed for medbestemmelse. Grønlænderne følte sig ligeledes overhørt. Derfor krævede grønlændere Hjemmestyre for at få mere medbestemmelse, som de fik i 1979 efter en folkeafstemning med over 70 % af den grønlandske befolkning stemte: ja. Under moderniseringen af Grønland, som man udførte med tilkaldt arbejdskraft, opstod der forskelsbehandling af de danske tilkaldte og grønlandske arbejdere, da de danske tilkaldte fik ca. 25 % mere i løn for det samme udførte arbejde. Denne forskelsbehandling opstod for at lokke den kvalificerede danske arbejdskraft til Grønland. Ønsket om en grønlandisering udspringer primært af denne forskelsbehandling og som et modspring til en danisering, som mange følte var i gang. Ved indførelsen af Hjemmestyre var det ambitionen at Hjemmestyret senere skulle afløses af et Selvstyre og dermed skulle Grønland styres af befolkningen i Grønland. Dette er dog endnu ikke 10

11 sket. Grønland er i dag fortsat afhængig af danskerne og Danmark i forhold til specielt to forhold. For det første modtager Grønland årligt cirka 3 milliarder kr. i bloktilskud fra den danske stat og for det andet er det grønlandske arbejdsmarked afhængig af veluddannede arbejdskraft fra Danmark. Yderligere er der i dag fortsat tre områder, der stadig er under rigsfællesskabets: anliggender, retsområdet, forsvarsområdet og udenrigsområdet. 11

12 3. Det grønlandske arbejdsmarked I det følgende vil jeg mere indgående beskrive det grønlandske arbejdsmarked og hvordan den grønlandske infrastruktur påvirker arbejdsmarkedet. Grønland er et land som er karakteriseret ved, at være et stort land arealmæssigt og et lille land befolkningsmæssigt. Ifølge Grønlands Statistik var der i indbyggere i Grønland. (Grønlands Statistik 2007:78). Ud fra dette indbyggertal er der ifølge Grønlands Statistik personer, som har alderen år (Grønlands Statistik 2007). På baggrund af de ovennævnte fakta beskriver Carlsen beskriver det moderne grønlandske samfund ved, at det både har træk af fangersamfund og af industrisamfund. En stor del af den grønlandske befolkning er direkte inddraget i overgangen fra traditionelle erhverv til moderne erhverv. Det er derfor det grønlandske arbejdsmarked er lille og nyt. Nyt på den måde, at lønarbejder først blev almindeligt, da industrialiseringen startede i 1960 erne. Carlsen mener, at det er svært at snakke om ét arbejdsmarked, når der er så stor spredning af befolkningen og dennes begrænsede bevægelighed af arbejdskraften. Han mener i stedet, at der er tale om flere og små autonome arbejdsmarkeder i tilknytning til de eksisterende arbejdsmarkeder. Han antager, at der alligevel er et samlet økonomisk system, hvor lønarbejde især i de seneste 50 år er blevet mere almindeligt (Carlsen 2005: 12) Det betyder ifølge Carlsen, at de små autonome arbejdsmarkeder, besværliggør mobilitet, hurtighed og fleksibilitet. F.eks. kan en person fra Qaanaaq ikke pendle til Nuuk og arbejde for så at tage hjem sidst på dagen. Dvs., at mobilitet, hurtighed og fleksibilitet ikke har samme indflydelse på det grønlandske arbejdsmarked som på det danske. Nuuk er det største arbejdsmarked i Grønland og, er det arbejdsmarked, som har den største berøringsflade med det danske arbejdsmarked, fordi det er her langt de fleste danskere arbejder her i Grønland. Et andet karakteristika ved arbejdsstyrken i Grønland er at knap halvdelen af arbejdsstyrken (dvs. ca personer) er folk uden uddannelse samt folk der jævnlig rammes af arbejdsløshed (Nanoq.gl 2002). I det følgende vil jeg beskrive hvad uddannelsens betydning er for ens arbejdsglæde. Dette er specielt interessant fordi Grønlands arbejdsstyrke, som ovenfor beskrevet er relativt dårligt 12

13 uddannede. Yderligere vil diskuterer hvad uddannelse gør for ens arbejdslængde. Formålet med beskrivelsen er at overveje hvorledes en persons uddannelsesniveau kan forventes at påvirke ansættelseslængden. Uddannelsesniveauets betydning Patrizia V. Christensen beskriver at arbejde spiller en stor rolle for den enkeltes liv. Det giver identitet, social anerkendelse og bliver et middel til fysisk overlevelse (Christensen 2002:116). Arbejdet bliver en vigtig kilde til menneskets selvværd, eller af andres vurdering af ens selv, baseret på det arbejde man har. Den relative betydning af arbejde sammenlignet med andre livsaspekter ændrer sig i takt med individuelle forhold. Forskellige grupper af mennesker har også forskellige opfattelser af, hvor vigtig arbejdet er. Det kan f.eks. være, at når overlevelsen er sikret, det er den med vores velfærdsamfund, at man vægter andre ting end arbejde vigtigere. Det kan føre til, at man skifter job for at tilegne sig ny ekspertise, og bevise at man er i stand til at tage udfordringer og finde sig til rette med forandringer og nye omgivelser. Med forandringer er der kommet nye modeller for organisation, rekruttering, deltagelse, kontrol og motivation. Færre og færre ønsker at nøjes med det samme job hele livet, samtidig med, at et ændret arbejdsbegreb kombineret med uddannelse, efteruddannelse, orlov og andre former for fleksible og kreative blandinger af aktiviteter, er blevet mere almindelige. Denne frihed til at organisere sit liv som det passer en giver store muligheder, især for den del af arbejdsstyrken der er højt kvalificeret, veluddannet og dermed har stor forhandlingsmagt (Gundelach 1992: 100) Det er en generel tendens blandt mennesker med lavere uddannelse, at arbejdet opfattes som mindre betydningsfuldt (Christensen 2002:122). Jo flere år der investeres i en uddannelse, jo større bliver behovet for at retfærdiggøre den lange varighed ved at fremhæve den betydning det endelige mål kan tilskrives. Folk med høje uddannelser, er folk der har haft de ressourcer til og ønsker om netop denne uddannelse. Idet de selv har valgt at bruge tid og kræfter på denne uddannelse, er de som regel tilfredse med det, de ender med at lave efter endt uddannelse. Hvorimod folk med ingen, lav eller mellem uddannelser, kunne være folk der ikke har haft de ressourcer der skulle til, for at de kunne vælge det arbejde, de ville være tilfredse med (Christensen 2002: 122) I den sammenhæng er det interessant, at folk uden uddannelse, samt folk der jævnligt rammes af arbejdsløshed, udgør knap halvdelen af den grønlandske arbejdsstyrke (Grønland Hjemmestyre 2002) for, hvis de følger teorien, vil de opfatte arbejdet som mindre vigtigt. 13

14 Hvis man kigger på de unge mennesker, vælger de ifølge ungdomsforskeren Birgitte Simonsen i mindre grad at binde sig til den enkelte virksomhed, og holder i stedet så mange muligheder åbne som muligt. Det resulterer i, at de ikke har et livslangt perspektiv på arbejdslivet og desuden først og fremmest føler forpligtelse over for sig selv. Kravet om mobilitet, hurtighed og fleksibilitet er med til at underminere arbejdsfællesskabet, og det medfører sammen med den i almindelighed øgede individualisering manglen på ansvarlighed over for et arbejdsliv (Simonsen 2002: 145). Uddannelsesniveauets betydning for arbejdsglæde Uddannelsesniveauet spiller en stor rolle for, hvor stor indflydelse man føler man har på sit job, men ikke hvor tilfreds man er med jobbet eller hvor meget man værdsætter jobbet. Graden af tilfredshed falder for de unge med lav grad af uddannelse, såfremt de ikke føler de har indflydelse på deres job. Dvs. at de unge med lav grad af uddannelse værdsætter arbejdet mindst. Igen kan man sige, at de højtuddannede har større mulighed for at have indflydelse på deres arbejde og vil derfor værdsætte arbejde mere end de med mindre uddannelse (Nørregård-Nielsen 2002: ). Det peger i retning af, at personer med et højt uddannelsesniveau vil blive i et ansættelsesforløb i længere tid end personer med lavt uddannelsesniveau. Siden den grønlandske arbejdsstyrke består af ca uddannede og ca mennesker uden uddannelse eller folk der jævnligt rammes af arbejdsløshed, kan man sige, at der er ca mennesker, der vil opfatte arbejdet som mindre vigtigt. Og hvis man opfatter arbejdet som mindre vigtigt, vil man være svær at fastholde i arbejdet. Jo højere uddannelse man har, jo højere vil man værdsætte det arbejde man har valgt. Man vil have en form for indflydelse på det arbejde man har. Det vil derfor være interessant at se i mine data, om det også vil være gældende for de personer med eller uden uddannelse, at se, om der er forskel på deres ansættelseslængde, da jeg forudsætter at arbejdsglæde er ensbetydende med lang ansættelse. Delkonklusion Det grønlandske arbejdsmarked er nyt, da det startede med industrialiseringen i starten af 1960 erne. Det er lille på den måde at det består af små autonome arbejdsmarkeder, som desuden besværliggør mobiliteten, hurtigheden og fleksibiliteten. 14

15 Ifølge Grønlands Statistik består det grønlandske arbejdsmarked af personer, som har alderen år, hvor ca. halvdelen er personer med uddannelse og den anden halvdel er personer der er uden uddannelse eller er personer der jævnligt rammes af arbejdsløshed. Arbejde spiller en stor rolle for den enkeltes liv. Arbejde giver identitet, social anerkendelse og det bliver et middel til fysisk overlevelse. Personer med høj uddannelse vil være personer, der vil være tilfredse med deres arbejde. De har brugt tid og mange ressourcer til at opnå den uddannelse de har, og de vil være personer der har indflydelse på deres arbejde. 15

16 4. Grønlandiseringsdiskurs i en teoretisk ramme I det følgende afsnit vil jeg beskrive to retninger indenfor grønlandiseringsdiskursen. Jeg vil beskrive de folk der mener, at det at man er grønlænder er en kvalifikation nok i sig selv, samt de folk der mener, at de uddannelsesmæssige kvalifikationer skal vægtes højere end nationalitet. Formålet med denne gennemgang af diskursen er for det første at indskrive fastholdelsesproblematikken i grønlandiseringsdiskursen. Endvidere ønsker jeg at anvende gennemgangen til at redegør for de forestillinger der tilkendegives i medierne om hvilke sammenhænge der er mellem ansættelsesvilkår, etnicitet og uddannelse i forhold til visionen om grønlandsk selvstændighed. Grønlandisering som diskurs kan bruges til at styrke den grønlandske befolknings selvtillid. Ved større selvtillid kan befolkningens tro på sig selv måske føre til, at flere tager sig en uddannelse og dermed et større ansvar. En grønlandisering der fokuserer på uddannelse af den grønlandske befolkning, kan bruges som en slags opdragelse af, hvad en uddannelse vil gavne det individuelle menneske samt hvordan det kan gavne hele Grønland og selvstændighed for Grønland. Det grønlandske folk er igennem næsten 300 år blevet domineret af danskerne, alt er blevet styret fra Danmark indtil man i 1979 fik Hjemmestyre og begyndte at hjemtage de forskellige sektorer. Ved indførelse af Hjemmestyre, var det planen, at man skulle arbejde sig hen imod selvstyre. Selvstyrekommissionen blev oprettet, og foran er nu visionen om selvstyre altså at blive herre i eget hus. For at indfri denne vision er der meget der skal rettes. Som nogle af de vigtigste ting kan nævnes: 1. Dårligt selvværd som skal styrkes. 2. Dårligt uddannelsesniveau som ligeledes skal styrkes. Dårligt selvværd kan skyldes mange ting., Det kan skyldes, at man ikke har den viden eller uddannelse, så man kan føle sig bedre værd eller på lige fod med de folk der har en uddannelse og de folk der styrer dette land. Politikernes prioritering af uddannelse er nok ikke nok, folks holdninger til uddannelse skal ændres, så folk kan se, hvad det vil gavne folk selv og for Grønland. Det kunne man bl.a. gøre ved oplysningskampagner. Grønlandiseringsdiskursen negligerer problemerne ved kun at fokusere på den tilkaldte arbejdskraft. I stedet for at give udtryk for danskernes manglende lyst til at tage et ansvar for Grønlands fremtid, 16

17 burde den i stedet for handle om, hvordan grønlænderne skal tage et ansvar for Grønland, så man måske hurtigere og billigere kan blive selvstændigt. Billigere på den måde, at man så ikke behøver at tilkalde så mange udefra, som man gør nu. Det rejser et interessant spørgsmål: hvorfor negligerer denne diskurs problemerne. Er det fordi man er bange for, hvis man kritiserer grønlændernes manglende ansvarsfølelse, at deres selvværd igen vil dale? Det kunne også være, at det var nemmere at kritisere den gruppe af tilkaldte, som jo som regel er danskere. De tilhører jo ikke vores gruppe af grønlændere. For bedre at kunne forstå denne gruppe opdeling, vil jeg i det næste afsnit beskrive social kategorisering og adfærd mellem grupper. Social kategorisering og adfærd mellem grupper I det følgende gennemgår jeg forskellige teorier om gruppedannelser, og har valgt Muzafer Sherifs og Henri Tajfels eksperimenter om gruppedannelser, stereotyper og fordomme. Det er min opfattelse, at man i Grønland er opdelt i mange forskellige grupper, som f.eks. de der kan grønlandsk, dansk, de der er dobbeltsprogede osv. Men de grupper jeg vil beskæftige mig med, er de grupper der består af danskere og grønlændere. Jeg har valgt dem for bedre at kunne forstå, hvorfor man i Grønland skal opdeles i danskere og grønlændere. Disse teorier danner således en forklaringsramme for min problemformulering. Styrken ved at anvende en forklaringsramme er, at det muliggør en sammenkædning af årsager og virkninger, en forklaring på et fænomen, og dermed en bedre forståelse og indsigt i et sådant fænomen. Jeg har valgt disse teorier fordi de har blik for de processer og mekanismer der kan være årsag til fastholdelsesproblemet, grønlandiseringsdiskursen og kvalifikationsdiskursen og dermed en større forklaringskraft end en række andre teorier. Gruppedannelser og gruppeadfærd mennesket et gruppedyr Muzarfer Sherif m.fl. lavede i Oklahoma 1954 et eksperiment med to grupper af 11-årige drenge i en sommerlejr. Sommerlejren varede tre uger, og grupperne var adskilt den første uge, hvorefter de opdagede hinanden. Forskerne iagttog derefter drengenes udvikling af gruppefølelser, stereotyper, fordomme og diskriminering. Sherif fandt, at de to grupper dannede stærke gruppeidentiteter, og favoriserede klart deres egne grupper. Drengene kategoriserede de andre som noget dårligt, og dem selv som gode drenge. De 17

18 lavede stereotyper af de andre, på den måde, at de negative egenskaber gjaldt alle i modstanderens gruppe og ikke som enkelt personer. Når de gik forbi hinanden lagde de ikke skjul på, at de mente de andre stank (Brown 1986: 535) Senere undersøgte forskerne, hvad der ville ske når drengene skulle samarbejde. Sherif og kollegaer fandt ud af, at når begge de rivaliserende grupper samarbejdede, blev fjendtligheden mellem grupperne mindsket. De blev endda så gode venner, at alle drenge havde ønsket at tage med den samme bus. Der var også nogen, som ville købe forfriskninger til alle med de penge de havde vundet efter konkurrencer (Sherif 1953: 424) Der er senere blevet lavet andre eksperimenter, for at teste, om det virkelig var sådan man dannede grupper og om det virkelig var sådan man opførte sig over for hinanden. Henri Tajfel m.fl. lavede i 1971 to eksperimenter. I det første eksperiment, var hypotesen: at i en situation, hvor kriterierne (Tajfel m.fl.:1971: ) er opfyldte og hvor kategoriseringen som gruppe havde en bibetydning, ville ingruppen opføre sig diskriminerende over for outgruppen. Denne diskriminering af outgruppen ville så være stærkere, end hvis kategoriseringen havde en større betydning. Eksperimentet var opdelt i to dele, hvor man i den første del dannede en gruppe og i den anden del man se effekten af ingruppens adfærd. Forskerne ville bevise, at gruppedannelser kunne dannes uden at gruppen kendte hinanden internt i gruppen, der skulle ikke være nogen form for kontakt i gruppen.. Forsøgspersonerne fik at vide, hvilken gruppe de tilhørte tilfældigt, når de skulle ind i et rum og afgive belønning eller straf til nogen (Tajfel m.fl. 1971) Forskerne bad forsøgspersoner om at belønne eller straffe enten medlemmerne af deres egen gruppe eller medlemmer af den anden gruppe. Til det skulle forsøgspersonerne bruge forskellige skemaer (Tajfel m.fl. 1971: ). Forsøgspersonerne brugte de skemaer der gav belønning til ingruppen og straf til outgruppen. Resultaterne viste, der var en klar ingruppe favorisering, selv om de ikke kendte de andre i gruppen. Tajfel og hans kolleger nåede frem til, at der skulle ikke mere end social kategorisering til, før en diskriminerende adfærd fra ingrupper mod outgrupper opstår. 18

19 Dette eksperiment gav anledning til det andet eksperiment. Eksperimentet skulle efterprøve det første eksperiment, ved at bruge andre forsøgspersoner. I det andet eksperiment blev drengene ligeledes opdelt tilfældigt i to grupper, uden at drengene havde fysisk kontakt med deres grupper. I dette forsøg skulle drengene afgive straf eller belønning til hinanden eller til den rivaliserende gruppe. Forsøget viste, at der i dette forsøg også var en klar favorisering af ingruppen. De gik endda så langt, at de var villige til at give mindre belønning til deres ingruppe, hvis det betød at outgruppen fik mindre. Der skal ingenting til, før tilhørsforhold til en gruppe dannes. Begge eksperimenter viste, at selv om drengene ikke vidste, hvem de var i gruppe med, havde de en stærk favorisering af deres ingruppe. De havde kun fået at vide af forskerne, som jo helt tilfældigt opdelte dem, hvilken gruppe de tilhørte. Drengene viste, at de i stedet for at få en større gevinst ved at dele den med outgruppen, ville de hellere have en mindre gevinst, hvis det viste at outgruppen fik mindre. Det at man laver stereotype opfattelser af tingene er en naturlig måde for os mennesker at kategorisere tingene på. Det er noget, vi lærer i en tidlig alder. Når man stereotyper folk, giver man en hel gruppe den samme identitet. Som eksempel kunne man sige, at alle danskere er ustabil arbejdskraft, da de vender hjem efter 2-3 år. Eller at grønlænderne holder fri, hvis solen skinner, mens danskerne er meget optaget af at passe deres arbejde (Binderkrantz 2006: 11) Walter Lippmann definerede en stereotyp, som oversimplificering af verdenen, noget som dækker et behov for at forstå verdenen bedre end det egentlig er. Lippmann mente, at stereotyper af racer, nationalitet og etniske grupper generelt var irrationelle og ødelæggende. Men man kunne ikke generalisere for en hel gruppe, der var individuelle forskelle. (Brown 1986: 587). Men når man mente at det var typisk for en gruppe, mente man ikke alle i gruppen var sådan. Stereotyper er primært påvirket af politiske, økonomiske og sociale relationer (Brown 1986: 597) Fordomme kan være en naturlig forsvarsmekanisme til at beskytte dem man er i familie med. Men på den anden side, siger Aronson, er vi anderledes end dyr på den måde, at vi kan være venlige, åbne og samarbejdsvillige. Derfor mener han ikke, at fordomme er naturlige. Han mener, at det er kulturen omkring os, der bevidst eller ubevidst påvirker vores fordomme. Fordomme er indbygget i vores behov for selvretfærdighed. Der er også andre behov end selvretfærdighed, såsom behov for 19

20 status og magt. Adskillelige studier har vist, at lav social status kan være en god indikator på fordomme (Aronson 1999: 332) Hvis man har dannet sig nogle fordomme om en gruppe af mennesker, kan det være svært at overbevise vedkommende om reelle facts, der modsiger vedkommendes opfattelse. Det at have fordomme er gældende for alle mennesker (Aronson 1999: 306) Grønlandisering som gruppedannelse Mennesker er hurtige til at danne gruppefølelse, endda grupper, hvor man ikke kender de andre i gruppen. Vi har en naturlig måde at simplificere den verden vi lever i, derfor laver vi kategoriseringer af folk, som race, nation eller dem der bare er anderledes. Stereotyper er påvirket af politiske, økonomiske og sociale relationer. Stereotyper skifter når disse relationer skifter. Fordomme er et behov for selvretfærdighed. Fordomme der knytter sig til de tilkaldtes arbejdsophold her i landet. Der er behov for en anden grønlandiseringsdiskurs, end den der kritiserer de tilkaldtes manglende ansvarsfølelse for Grønland. Der er behov for en, der oplyser Grønlands befolkning om uddannelsens gavnlige effekt for Grønland. Om hvad befolkningens uddannelse kan gøre for at gøre vejen til selvstyre nemmere. For at have en bæredygtig grønlandisering skal uddannelsesniveauet højnes. Denne grønlandisering grupperer befolkningen i to grupper, hvor de tilkaldte er i den ene gruppe og grønlænderne i den anden gruppe. I stedet for at kritisere den grønlandske gruppes manglende ansvarsfølelse, kritiserer man de tilkaldtes korte ophold og manglende ansvarsfølelse for Grønland. Delkonklusion Mennesker er hurtige til at danne grupper, endda grupper, hvor man ikke kender de andre i gruppen. Det er en naturlig måde at simplificere den verden vi lever i. Med de grønlandiseringsdiskurser der er i samfundet, kan man godt forstå, at der er en gruppering i gang. Man har ved hjælp af denne grønlandisering opbygget nogle fordomme om de tilkaldtes arbejdsophold i Grønland. Der er to grupper i det grønlandske samfund, de tilkaldte og grønlænderne. I stedet for at kritisere sin egen gruppe, er det nemmere at kritisere de tilkaldtes korte ophold i landet. 20

21 5. Grønlandiseringsdiskursen Jeg vil i det næste afsnit beskrive de to grupper der er indenfor de forskellige grønlandiseringsdiskurser. Grønlandiseringsdiskursen fokuserer på flere forskellige ting, nogle på at grønlændere skal ansættes alene i kraft af deres tilhørsforhold, og andre fokuserer på folks kvalifikationer som det vigtigste. Jeg vil i det næste vise forskellige retninger ved at komme med citater fra dem. Hvor den ene er med til at præge en gruppedannelse i det grønlandske samfund, hvor man på en måde siger, at Grønland er for grønlændere. Jeg starter med eksempler fra nogle stykker der går ind for tilhørsforhold frem for uddannelses kvalifikationer. De er fra henholdsvis Elisabeth Ravn Johansen der er formand for Inussuk 1 og fra Lars Emil Johansen, der er den ene af Grønlands folketingsmedlemmer: Vores definition på grønlandisering er en suveræn magt og et suverænt ansvar for det grønlandske folk [M]ed udgangspunkt i de faktualiteter, der er i dag, er det meget tydeligt, at den tilkaldte arbejdskraft spænder ben for den hjemmehørende arbejdskraft [E]n tilkaldt kan efter kort tids ansættelse bl.a. søge ind på en lederuddannelse eller på utallige kurser, og tage tilbage til Danmark med såvel lederuddannelses- som kursusbevis (Johansen, E.R. 2007:38) Elisabeth R. Johansen mener, at Grønland skal styres af grønlændere og ikke af de tilkaldte, der efter hendes mening tager arbejde fra de hjemmehørende. Med dette citat siger hun, at der ikke er mangel på grønlandsk arbejdskraft, tværtimod mener hun, at det er de tilkaldte der bliver forfordelt og grønlænderne bliver diskrimineret. Elisabeth Ravn Johansen siger endvidere i Webavisen den 12. juni 2007: Den nationalisme, vi går ind for, respekterer andre nationaliteter. Men andre nationaliteter skal vide, at den grønlandske nationalitet i mange, mange år er blevet domineret af udefrakommende. Det skal der rettes på [A]t den grønlandske 1 Inussuk er selvstændighedsbevægelsen i Grønland. Inussuk betyder en varde på fjeldet, som man bruger som pejlemærker for ikke at fare vild f.eks. 21

22 nationalitet i mange, mange år er blevet domineret af udefra kommende. Det skal der rettes op på. Og at grønlændere ofte er forbigået i relation til jobs og stillinger i deres eget land så grønlænderen nærmest har følt sig som en ubuden gæst i sit eget hjem (Johansen, E.R. 2007a) Med det mener hun, at det skal være slut at blive dikteret af andre og at grønlænderne skal til at være herre i eget hus, samt at det skal være slut med diskriminering af den grønlandske arbejdskraft. Det er som om hun mener, at alle stillinger i Grønland er besat af de tilkaldte. En anden der mener, at man skal fokusere på tilhørsforhold og ikke på uddannelse, er Lars Emil Johansen, tidligere landsstyreformand og nuværende medlem af Folketinget for partiet Siumut, om, hvorfor den kommende direktør i Royal Greenland skulle være grønlænder: Grønlændere til magten i erhvervslivet. Det skal være slut med, at danskere besætter alle de vigtigste taburetter i det grønlandske erhvervsliv, mener tidligere landsstyreformand (Johansen, L.E. 2007). Han mener lige som E. R. Johansen, at der findes veluddannede grønlændere til disse vigtige stillinger. Altså, at der ikke er mangel på sådanne grønlændere. Kvalifikationer som uddannelse uanset tilhørsforhold er ikke det vigtigste for L.E. Johansen. Der kommer nogle unge danske medarbejdere, der bare skal have to til tre års eventyr her, og så kan de jo ligeså godt være ligeglade. De skal ikke blive heroppe. Jeg synes det præger det alt for meget. Man føler sig måske lidt svigtet en gang imellem, for de er nogle gode medarbejdere mange af dem (Binderkrantz 2006:7) Denne udtalelse giver udtryk for, at man føler sig svigtet af de tilkaldtes manglende ansvar for Grønland, selv om de er dygtige og gode medarbejdere. Man føler sig ikke forbigået, tværtimod kunne de godt blive i længere tid. Efter disse udtalelser kunne man fristes til at bruge Bernard Shaws: Gamle mennesker er farlige fordi fremtiden er fuldstændig ligegyldig for dem (Shaw i Nørregård-Nielsen 2002:141) Det er som at høre, de folk der går ind for 100 % grønlandsk arbejdskraft, hvis man ændrer lidt på teksten: Danskerne er farlige fordi Grønlands fremtid er fuldstændig ligegyldig for dem. 22

23 Det er nogle eksempler på udtalelser der præger den debat der er i samfundet i øjeblikket. Nogle af dem mener, at det at man er grønlænder og dermed grønlandsktalende er en kvalifikation nok i sig selv. Det er som om, at de sidestiller sprogkundskaber med uddannelseskvalifikationer. Der er ikke nok uddannede grønlændere til at besætte alle de stillinger der er besat af danskere (Nanoq.gl 2002). Men der er selvfølgelig også andre der mener, at det ikke er nok at gå efter tilhørsforhold, man skal have en kompetencegivende uddannelse, der svarer til kravene til jobbet. Et eksempel er taget fra Grønlands Arbejdsgiverforeningens direktør Ole Rud som modargument til Lars Emil Johansens udtalelse: Hvis det var muligt, så er det da helt naturligt. Men det forudsætter, at man faktisk har kompetencerne. Sker udskiftningen på grund af et forhastet grønlandiseringsprogram og af rent politiske årsager, er det til gengæld helt forkert. Og der er ingen tvivl om, at der er meget politik i det (Rud, Ole 2007). Et andet modargument til grønlandiseringsdiskursen kom der også fra Landsdommer Søren Søndergård Hansen i et læserbrev i Sermitsiaq, hvor han sætter spørgsmålstegn ved, om det kan forsvares at indsætte en formand for Pressenævnet ud fra kulturelle kompetencer. De uddannelsesmæssige kvalifikationer er vigtigere for at sikre borgernes og mediernes retssikkerhed. Der skulle altså indsættes en uddannet jurist som formand, og ikke kun ud fra, at personen er grønlænder (Hansen 2007:49) Sagen handlede om, at landstyremedlemmet for bl.a. presseforhold, argumenterede i et læserbrev i de to landsdækkende aviser, at formanden for pressenævnet ikke længere behøver at være jurist, men skal kende Grønland og det grønlandske samfund indgående. Der er også nogle grønlændere der mener, at den grønlandiseringsdiskurs der er i samfundet er skadeligt for Grønland. Der er et eksempel fra en af dem Binderkrantz interviewer: Hvis jeg skal være meget firkantet og meget pessimistisk, så er det sådan, at hvis ikke man helt åbent kritiserer danskhed, så er man ikke rigtig grønlænder i nogens øjne. [ ]Det er en logik for mig at se, at hvis man skælder ud på de mest ressourcestærke i det her samfund, så vil motivationen for at være med til at løfte opgaven nok falde lidt. Det kan jeg mærke hos en del mennesker, jeg har kendt i mange år, som siger: jamen for fanden, det er jo svært at være uønsket i det her samfund (Binderkrantz 2006:14). 23

24 Der er også andre der mener, at landet skal opbygges af grønlændere MED uddannelse. Nuuks 1. viceborgmester, Malînánguaq M. Mølgaard, holdte den politiske tale ved nationaldagen den 21. juni 2007: Dette land skal opbygges af landets egen befolkning, så vi ikke bliver tilskuere til udviklingen. Den lokale arbejdskraft skal være drivkraften i fremtidens Grønland, men det kræver også, at vi kvalificerer os selv til fremtiden (Mølgaard 2007) Der er fra den politiske side en prioritering af uddannelse som, M.M. Mølgaard udtrykker i tale på nationaldagen. Det er i god tråd med hjemmestyrekommissionens betænkning, som anbefaler en prioritering af uddannelse (Betænkning 2003: 72-79). Prioritering fra politikernes side, kan man også se fra Landstyrets afskaffelse af det tostrengede trafiksystem, til kun at være et énstrenget trafiksystem. For at prioritere uddannelsesområdet tog man ca. 100 millioner fra trafikområdet og overførte dem til uddannelsesområdet (Nanoq.gl 2004:1). Afskaffelsen af tostrenget trafiksystem er blevet kritiseret meget, men det viser, at politikerne er begyndt at tage uddannelsesområdet seriøst. Delkonklusion Både Lars Emil Johansen og Elisabeth Ravn Johansen mener, at det grønlandske samfund skal styres af grønlændere. Ud fra deres udtalelser, skulle man tro, at man i Grønland ikke havde mangel på kvalificeret arbejdskraft, men at de bliver diskrimineret til fordel for den danske tilkaldte arbejdskraft. Der er dog andre der mener, at det er uddannelsen der skal vægtes højere end tilhørsforhold. Endvidere bliver uddannelse af grønlændere prioriteret højt af politikerne. 24

25 6. Tidligere undersøgelser af det grønlandske arbejdsmarked Jeg vil i det følgende beskrive de tidligere undersøgelser af det grønlandske arbejdsmarked, der har været igennem tiden. Det er undersøgelser, der stadig bliver refereret til, da man mangler undersøgelser om fastholdelse i forvaltningen. Det er svært at lave kvantitative undersøgelser på området, da man ikke har lavet statistiske optegnelser. De undersøgelser der er lavet er derfor baseret på kvalitative interviews. Der blev i slutningen af 1980 erne lavet en undersøgelse ledet af Helene Brochmann og Bente Hamann, som bl.a. beskrev fastholdelsesproblemet som et stort problem for Grønlands Hjemmestyre. De beskrev et problem der knytter sig til de danske tilkaldte, som ofte forlader Grønland relativt hurtigt (Brochmann & Hamann 1990: 63). Deres undersøgelse var baseret på 12 interviews i Nuuk (Brochmann & Hamann 1990: 48). De interviewede er ikke valgt tilfældigt, men valgt efter hvor de sidder og hvor gamle de var i systemet. Responderne vælges ikke efter et statistisk repræsentativitets-kriterium (Brochmann & Hamann 1990: 47), så man kan diskutere, hvor generaliserbar deres undersøgelse er. Deres interview foregik på dansk, så det var kun danskerne og de tosprogede der deltog. Deres begrundelse for ikke at tage de grønlændere der ikke kan dansk er, at det er nødvendigt at kunne dansk for at være ansat i Hjemmestyret, eller dem de er interesserede i at interviewe skal kunne dansk for at lave det de laver. Ligeledes interviewede de tidligere ansatte som nu var i København, altså som højst sandsynligt var danskere. Skydsbjerg, som har opsamlet samtidshistorie om Grønlands Hjemmestyre i de første 20 år, beskriver ligeledes det grønlandske arbejdsmarked ved et fastholdelsesproblem, som er knyttet til tilkaldt hvilket vil sige dansk- arbejdskraft. Han skriver således: Den typiske længde for en tilkaldtes ophold i Grønland var 2-3 år, hvor en del af det første år gik med at sætte sig ind i det nye arbejde, og en del af det sidste år for manges vedkommende gik med at søge nyt arbejde udenfor Grønland (Skydsbjerg 1999: ) En tredje undersøgelse er fortaget på baggrund af at man på Akademikernes Sammenslutning i Grønlands bestyrelsesseminar i 1998 besluttede, at iværksætte en undersøgelse af den såkaldte 25

26 fastholdelsesproblematik i forbindelse med ansatte akademikere. Hensigten med undersøgelsen var at få belyst de åbenbare vanskeligheder ved at rekruttere, fastholde og undgå for tidlig fratrædelse blandt den akademiske arbejdskraft. (Pedersen 1999: 9). Den undersøger kun de akademiske ansatte og ikke ansatte generelt. Og den viser, at: 1) Det er umuligt for det grønlandske samfund at være uddannelsesmæssigt selvproducerende af akademisk arbejdskraft (Pedersen 1999:23). 2) Samt at fastholdelsesproblemet for akademikerne ikke kan løses på simple måder, når der skal opretholdes et internationalt niveau kvalitetsmæssigt (Pedersen 1999: 23). Kenneth Pedersen anbefaler, at man seriøst gennemarbejder grønlandiseringspolitikken. Det betyder, at ofre ressourcer på at ikke-grønlandsktalende læres grønlandsk på brugerniveau (Pedersen 1999: 23). Den nyeste indenfor disse undersøgelser, er en igangværende undersøgelse lavet af Anne Binderkrantz og Mads Leth Jakobsen. Deres undersøgelse bygger på ni interviews foretaget i to udvalgte direktorater. Derudover har de interviewet to fra henholdsvis Personaledirektoratet og Landstyrets Sekretariat. Den store udskiftning blandt personalet er også med til at gøre arbejdet i administrationen tidskrævende. Omkring 1/3 af personalet skifter arbejde hvert år i Hjemmestyret (Binderkrantz: 2007). Med denne udtalelse mener Binderkrantz, at de unge danske fuldmægtige allerede ved ansættelsen har planlagt at vende hjem til Danmark efter en kortere årrække. Binderkrantz refererer til et interview hun havde med Peter Schultz, som er direktør i Personaledirektoratet, hvor han havde oplyst hende, at 1/3 af personalet skiftede job hvert år i Hjemmestyret. Jeg har så efterfølgende spurgt Peter Schultz om det tal, da jeg gerne ville vide, hvilken personalegruppe der var tale om. Ifølge Peter Schultz er det alle kategorier af ansatte der skifter. Men i en mail til mig, forklarer han samtidig at deres system ikke er gearet til at undersøge/underbygge disse tal men vil blive det i løbet af året (mail vedlagt som bilag). Dvs., at man ikke med sikkerhed kan sige, at det er den danske del af personalet der skifter, sådan som det kommer til at lyde i den udtalelse fra Binderkrantz. 26