Beretning for arkæologisk udgravning i Gl. Solbjerg, Tiset s., Ning h., Århus a.

Transkript

1 Beretning for arkæologisk udgravning i Gl. Solbjerg, Tiset s., Ning h., Århus a. Afdeling for Middelalder- og renæssancearkæologi, 2012 FHM5200 Gl. Solbjerg Matr.nr. 8d og 4l, Solbjerg by, Tiset s., Ning h., Århus a. Stednr Undersøgelse af middelalderlig ødekirke og omgivende kirkegård i Gl. Solbjerg. Undersøgelsen blev foretaget som en uddannelsesgravning for studerende ved Middelalder- og renæssancearkæologi, Aarhus Universitet i forlængelse af uddannelsesgravninger sammesteds i 2010 og Der afdækkedes rester af en middelalderlig ødekirke og omgivende kirkegård samt nyere tids digekonstruktioner ud til Stilling-Solbjerg sø. Der blev endnu engang påvist begravelser, der var ældre end fundaments-/plyndringsgrøfterne efter den middelalderlige kirke. Forsideillustrationen viser udgravningens hovedfelt set fra syd. Kirkens fundament-/plyndringsgrøfter træder tydeligt frem i billedets midte, til højre for og foran presenningen. I forgrunden grav A887 (s. 20). 1

2 Indholdsfortegnelse 1. Undersøgelsens forhistorie Administrative data Øvrige data Deltagere (alfabetisk efter efternavn) Topografi, terræn og undergrund Målesystem Horisontalt Vertikalt Udgravningsmetode Undersøgelsens resultater Felt Felt Felt Felt Felt 20 (inkl. felt 21, 22 og 25) Kirkeruinen Kirkegården Kirkegårdens afgrænsning Stolpehuller og ikke tolkbare anlæg Felt Felt Fund Humant skeletmateriale Øvrigt knoglemateriale Genstandsfund Fremtidigt arbejde Litteratur Illustrationer Anlægsliste Fundliste Tegningsliste Fotoliste

3 1. Undersøgelsens forhistorie Udgravningen blev gennemført som en uddannelsesgravning for studerende ved Middelalder- og renæssancearkæologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, i forlængelse af de to uddannelsesgravninger sammesteds i 2010 og Undersøgelsen blev iværksat i samarbejde med Moesgård Museum, der ønskede at undersøge bevaringstilstanden af en række ikke-fredede og dyrkningstruede ødekirker i museets ansvarsområde. En del af projektets målsætning i 2010 var også at undersøge to eftermiddelalderlige gårde, der ses på Original 1- og Original 2-matrikelkortene med henblik på at vurdere, hvorvidt disse gårde, på henholdsvis matr. 6 og 7 samt 8 og 8d, kunne repræsentere kontinuerlig bebyggelse fra middelalderen og frem. I 2010 blev kirkeruinen genfundet. Den var først erkendt i 1906 og blev udgravet i 1931, hvor der endnu var betydelige dele af fundamenterne bevaret. Kirken blev da erkendt som en lille rektangulær bygning på ca. 9,2 x 6,8 meter og uden spor af et kor. Inde i bygningen blev der fundet stensatte grave, ligesom der ved undersøgelsen blev påvist begravelser, der tydeligt overlejredes af kirkens fundamentsgrøfter. Undersøgelsen i 1933 blev kortfattet publiceret af Ejler Haugsted i Aarhus Stifts Aarbøger. 1 Ved undersøgelsen i 2010, der udelukkende havde form af søgegrøfter, blev kirkeruinen lokaliseret i én af grøfterne, og det kunne da konstateres, at der i hvert fald på dette sted ikke var sten tilbage i fundamentsgrøfterne. Det lykkedes ikke ved undersøgelsen i 2010 at påvise nogen fysisk afgrænsning af kirkegården og udstrækningen af kirkegården kunne derfor kun tilnærmelsesvist anslås ud fra tilstedeværelsen hhv. fraværet af grave og naturligvis med forbehold for, at undersøgelsen udelukkende havde form af nord/syd-gående søgegrøfter. I søgegrøfterne ophørte begravelserne ca. 12 meter nord, for kirkeruinen, ca. 10 meter syd for kirkeruinen, mens intet reelt kunne siges om kirkegårdens vestlige og østlige afgrænsning. I 2010 blev der desuden i to af søgegrøfterne fundet syldstensrækker og stenlægninger, der formodedes at relatere sig til den ene af de to gårde, der kendes fra de gamle matrikelkort, nemlig gården på matr. 8 og 8d. Den sydligere beliggende gård på matr. 6 og 7 blev der ikke fundet spor af 1 Haugsted

4 i Fundmaterialet, der fremkom i forbindelse med resterne efter gården, var alt sammen fra eftermiddelalderlig tid, særligt 1800-tallet. I 2011 udvidedes undersøgelsen betydeligt. Der blev udlagt et stort udgravningsfelt over kirkeruinen, ligesom der blev udlagt et større felt over de formodede rester af den eftermiddelalderlige gård. Sidstnævnte viste sig svært tolkbare, men der fremkom adskillige gulvlag, og stenlægningen, der påvistes 2010, lod til at indeholde flere faser. Fundmaterialet var fortsat konsistent med en datering til 1800-tallet. I 2011 afdækkedes kirken næsten i sin helhed den sydøstligste del af skibet lå dog uden for udgravningsfeltet. Det kunne nu konstateres, at kirken havde haft et kor på ca. 4,3 x 3,8 meter, og at kirken som helhed derfor i alt målte ca. 13 x 8 meter. Korets fundamentsgrøfter fremstod ganske tydelige, særligt mod nord, og det kan derfor undre, at koret ikke blev påvist ved undersøgelsen i Påvisningen af et kor kan give anledning til at revurdere ruinens status som et kapel, og meget taler for, at der lige så vel kunne være tale om en helt regulær, om end lille, romansk sognekirke. I hvert fald kendes sognekirker på omtrent denne størrelse også fra andre steder på Århusegnen, bl.a. Randlev kirke (Hads herred) og ødekirken i Dyngby (Bjerager sogn, Hads herred), begge beliggende sydøst for Odder. Randlev kirke måler blot ca. 20 x 9 meter, mens den endnu mindre ødekirke i Dyngby, der er arkæologisk undersøgt, har målt blot ca. 16 x 8 meter. Dyngby kirke har rent størrelsesmæssigt været ganske lig bygningen i Gl. Solbjerg. Kirken i Dyngby vides at have været en sognekirke. 2 Derfor kan bygningens størrelse alene ikke bruges som argument for, at der skulle være tale om et kapel i stedet for en decideret kirke i Gl. Solbjerg. Selvfølgelig må det også siges, at påvisningen af, at bygningen i Gl. Solbjerg har haft et kor ikke i sig selv beviser, at der er tale om en sognekirke snarere end et kapel. Blot skal man være opmærksom på, at den ældre klassifikation af bygningen i Gl. Solbjerg som et kapel er en noget ureflekteret konklusion baseret alene på bygningens ringe størrelse. På nuværende tidspunkt kan bygningens status ikke bekræftes; den kan lige så vel have været en sognekirke som et kapel. I 2011 kunne det også konstateres, at der stort set ikke var flere sten tilbage i kirkens fundamentsgrøfter; de må være blevet pillet op efter undersøgelsen i Af fundamentsgrøfterne 2 Danmarks Kirker, Århus amt s (Randlev), (Dyngby). Bemærk at Dyngby kirkes længde er inklusive et kor, der ikke er arkæologisk påvist. 4

5 var blot ca cm bevaret. Der blev foretaget fire snit i kirkeruinen (nummeret K1-K4) og i snit K1 og K2 (begge i koret) blev der påtruffet begravelser under fundamentsgrøfterne. Dermed var iagttagelserne fra 1931, om ældre begravelser, bekræftet, men dateringen af disse ældre begravelser er stadig et åbent spørgsmål. I 2011 blev der ligeledes påvist et stendige for foden af kystskrænten, vest for kirkeruinen. Diget bestod af kampesten og, særligt på østsiden (op mod plateauet), mindre sten, men indeholdt ingen daterende fund. På trods af digets usædvanlige beliggenhed ved foden af kystskrænten tolkedes det som det vestlige kirkegårdsdige. Endelig lykkedes det i 2011 også at påvise resterne efter den sydlige af de to gårde, der kendes fra O1- og O2-matrikelkortene. Af den sydlige gård på matr. 6 og 7 var der kun ganske få rester tilbage, hvilket var grunden til, at de ikke blev påtruffet i 2010, da resterne nemlig lå mellem to af søgegrøfterne fra 2010-undersøgelsen. Af den sydlige gård var kun bevaret et gulvlag på ca. 2,8 x 3 meter, hvorunder blev påtruffet en stensat brønd. Brønden blev tømt, og i den forbindelse fremkom en række fund. På baggrund af disse kunne brøndens opfyldning gives en tpq-datering til tallet. Konstruktionen af brønden kunne ikke dateres. Brønden indeholdt dog også ældre materiale, bl.a. en del munkestensrester, herunder en enkelt formsten, der må formodes at stamme fra den nedrevne kirkebygning. Fundene gav dog ikke anledning til at tro, at den sydlige gård i sig selv skulle gå tilbage til middelalderen, og derfor gav undersøgelsen i 2011 heller ingen antydninger af middelalderlig bebyggelse i umiddelbar nærhed af Gl. Solbjerg kirke. Foruden konstateringen af det formodede kirkegårdsdige vest for kirkeruinen, blev der i 2011 ikke fundet andre rester efter en afgrænsning af kirkegården. Formålet med undersøgelsen i 2012 var at fortsætte undersøgelsen af kirken, særligt den østlige del. Her ønskedes det især bekræftet, at korpartiet var samtidigt med skibet. I forbindelse med undersøgelsen af kirkegården ville man fortsætte udgravningen af de omkringliggende grave (bl.a. også på grund af udgravningens karakter som uddannelsesgravning), ligesom opmærksomheden ville være rettet mod eventuelle stolpehuller, der kunne være med til at antyde eksistensen af en ældre kirke på stedet. Derudover var det et ønske at fortsætte undersøgelsen af stendiget for at undersøge, hvorvidt der rent faktisk var tale om et kirkegårdsdige. Endelig var det fortsat målet at lede efter middelalderlig 5

6 bebyggelse i nærheden af kirkeruinen. I den forbindelse rettedes opmærksomheden mod den østlige del af matr. 8d, der ikke var blevet undersøgt i de foregående år. 2. Administrative data Udgravningen er foretaget af Middelalder- og renæssancearkæologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, efter aftale med Moesgård Museum, der har det arkæologiske ansvar for lokaliteten. Al kontakt til lodsejer, entrepenør m.v. er forestået af lektor Jan Kock, Middelalder- og renæssancearkæologi. Udgravningen finansieredes af Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Al originaldokumentation og oldsager tilgår efter endt bearbejdning Moesgård Museum. De fundne skeletter opbevares efter endt bearbejdning på Antropologisk Afdeling ved Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet i Odense. 3. Øvrige data Udgravningen fandt sted i perioden 21. maj til 29. juni De studerende blev inddelt i to separate hold, hvor hold A arbejdede i perioden 21. maj-8. juni, mens hold B arbejdede i perioden juni. Udgravningsleder var lektor Jan Kock (JK). Som udgravningsassistenter var ansat cand.mag. Jeppe Bruhn Skovby, Moesgård Museum, stud.mag. Vicki Rytoft Lillegård Kristensen og stud.mag. Jeanette Ladefoged Halkier. På udgravningen deltog derudover studerende fra 2. semester på Middelalder- og renæssancearkæologi (se fuld deltagerliste sidst i dette afsnit). Som maskinkraft var indlejet en rendegraver fra Terp Maskinudlejning. Skurvogne og toiletvogn var indlejet hos JM Trykluft A/S. Vejret på udgravningen var blandet. Særligt perioden i maj måned var præget af tørvejr, en del sol og kun begrænset vindaktivitet, mens juni var mere våd og blæsende. Området, udgravningen blev foretaget i, blev endnu engang stillet velvilligt til rådighed af lodsejer Peder Simonsen, Solbjerg Hovedgade 1, 8355 Solbjerg, og endnu engang viste både lodsejer og naboer stor velvilje over for og interesse i udgravningen. Som lodsejer har Peder Simonsen fået udbetalt kr i markskadeerstatning. Alle udgravningsdata er ved bearbejdningen (i form af et undervisningsforløb ved Middelalder- og renæssancearkæologi, Aarhus Universitet) tastet ind i MUD (Museernes Udgravningsdata). De 6

7 håndtegnede planer og profiler er digitaliseret i GIS-softwaren ArcGis, og filerne vil efterfølgende blive overdraget til Moesgård Museum Deltagere (alfabetisk efter efternavn) Undervisere og udgravningsassistenter: Lektor Jan Kock (JK) Cand.mag. Jeppe Bruhn Skovby (JBS) Stud.mag. Vicki Rytoft Lillegård Kristensen (VRLK) Stud.mag. Jeanette Ladefoged Halkier (JLH) Studerende: Sanne Nygaard Andersen (SNA) Alexander Banck (AB) Johannes Bengtson (JB) Morten Bøgel (MB) Stephanie Christensen (SC) Andreas Frederiksen (AF) Silja Cecilie Dybdal Glud (SG) Mathias Svane Hansen (MSH) 3 Andrea Hvidtjørn (AH) Jeppe Sandfeld Larsen (JSL) Lasse Iversen (LLI) Mikkel Lybæk Kristensen (MK) Sofie Kristensen (SK) Mads Nygaard Lauritsen (MNL) Maja Madsen (MM) Kirstine Møller (KM) Andreas Nicolajsen (ABDN) Patrick Olofsen (PO) Pernille Dahl Pedersen (?) Helle Pedersen (HP) Mathilde Smedegaard (MS) Pernille Thorup (PT) Rune Bisgaard Vammen (RBV) Sarah Zebis (SZ) 3 Bemærk at initialerne MSH for Mathias Svane Hansen ikke må sammenblandes med initialerne på udgravningen 2011, hvor MSH = Mogens Skaaning Høegsberg. 7

8 4. Topografi, terræn og undergrund Udgravningen fandt sted i ejerlavet Solbjerg by, Aarhus Kommune på matr. nr. 8d (fig. 1). Lokaliteten ligger på et næs, der skyder sig ud i Stilling-Solbjerg sø (fig. 2). Søbassinet er skabt som en tunneldal under sidste istid. Endvidere blev der foretaget et mindre sonderingshul længere mod nord, inde i selve Gl. Solbjerg, på matr. 4l (felt 24). Undergrunden på stedet består af istidsaflejret moræneler og -sand. Muldlaget på stedet er ingen steder mere end cm tykt og mange steder betydeligt tyndere. De øverste begravelser på kirkegården ligger lige under toppen af råjorden, hvilket betyder, at de ikke ligger mere end godt 50 cm under nuværende terræn. Kun ned ad kystskrænten mod søen er der akkumuleret et kraftigere muldlag, men der er intet, der tyder på, at der skulle have været tale om betydelig sandflugt eller erosion på stedet. Årsagen til det usædvanligt tynde mulddække kendes derfor ikke. I dag ligger lokaliteten umiddelbart syd for Gl. Solbjerg, hvis præcise middelalderlige placering og udstrækning ikke kendes (se i øvrigt de følgende afsnit). Så sent som i 1800-tallet har der ligget to gårde på arealet, og kirkens tilstedeværelse på næsset gav anledning til at tro, at man kunne finde rester efter den middelalderlige bebyggelse i kirkens umiddelbare nærhed. Der er dog indtil videre ikke påvist middelalderlig bebyggelse nogle steder i nærområdet. Kirken i Gl. Solbjerg kan ikke umiddelbart findes i de skriftlige kilder. I forbindelse med udgravningen i 2011 gennemgik stud.mag. i Historie Sally Schlosser Schmidt de væsentligste værker og kildeskrifter. Følgende er hentet direkte fra beretningen over udgravningen 2011: Schmidt citerer i den forbindelse Poul Rasmussens Århusgård og Åkær lens jordebog 1544 (1960), hvori Rasmussen i forbindelse med landehjælpen konstaterer følgende: Hvad de nedlagte kirker angår, har man oplysninger om syv, der lå i de otte herreder og som ikke figurerer i regnskabet over landehjælpen. Af disse kendes [ ], og kirkelige bygninger i Solbjerg (Tiset sogn, Ning herred). At Solbjerg kirke ikke omtales i landehjælpen kan ifølge Schmidt tolkes på to måder: At kirken stadig stod i , men at den ikke bidrog til landehjælpen, muligvis fordi den ikke havde status af sognekirke, eller at kirken var nedlagt inden Schmidt konstaterer videre, at årsagen til, at Solbjerg overhovedet nævnes af Rasmussen formentlig skyldes hans kendskab til udgravningen på stedet i

9 At kirken ikke skulle have haft sognekirkestatus harmonerer dårligt med de arkæologiske resultater, der antyder, at der har været tale om en helt regulær, om end lille, kirke, og af de to muligheder Schmidt angiver, virker det mest sandsynligt, at kirken ikke figurerer i landehjælpen , fordi den allerede har været nedlagt på dette tidspunkt. I forbindelse med sin gennemgang af kildeværkerne, gennemgik Schmidt også Diplomatarium Danicum for stednavnene Ning herred, Tiset sogn og Solbjerg. Hun konstaterer, at der er enkelte henvisninger til Ning herred, der dog alle henfører til verdslige sager, men at der ikke findes nogen henvisninger til Tiset sogn. Der er henvisninger til mange lokaliteter med navnet Solbjerg eller lignende navne, men ingen i Ning herred. Uden mere dybtgående studier kan det ikke udelukkes, at Gl. Solbjerg kirke kan findes i de skriftlige kilder, men efter den umiddelbare sondering forekommer det mest sandsynligt, at kirken i Gl. Solbjerg har været nedlagt før Reformationen. 5. Målesystem 5.1. Horisontalt Over størstedelen af felt 20 (se nedenfor) blev der udlagt et lokalt målesystem ud fra målepunkter fra udgravningen i Udvalgte punkter i felt 20 blev målt ind med GPS, så det lokale målesystem senere kunne fikseres i et globalt system. GPS-indmålingen foregik i system ED50. I felt 11 og 12 (se nedenfor) blev der udlagt lokale målesystemer, der kun var gældende for hver af de to felter (grøfter). Når der blev udlagt sådanne helt lokaliserede målesystemer her, skyldtes det, at grøfterne gik ned ad den stejle kystskrænt mod Stilling-Solbjerg sø. Det skønnedes derfor sikrest at udlægge lokale systemer her, i stedet for at forskyde målesystemet fra felt 20 med dertilhørende risiko for fejl i målesystemet. Som i felt 20 blev der udlagt punkter i felt 11 og 12, der indmåltes med GPS, så de to felter senere kunne fikseres i et globalt system. GPS-indmålingen foregik i system ED50. Felt 13, 14, 15, 16, den sydlige del af felt 20 samt felt 24 blev udelukkende indmålt med GPS. I den forbindelse må det bemærkes, at anlæggene ved indmålingen ikke blev registreret med A-numre. Selv om enkelte af anlæggene, særligt i felt 14-16, faktisk blev kursorisk undersøgt og i den forbindelse fik tildelt A-numre (se beskrivelser på T245 og T246), kan disse anlægsbeskrivelser ikke knyttes sammen med de GPS-indmålte anlæg. 9

10 5.2. Vertikalt Som kote anvendtes toppen af den samme elkasse, der var blevet anvendt ved udgravningerne i både 2010 og Koten på toppen af elkassen blev overført fra udgravningsnotaterne sidste år: 56,04 (DVR90). Alle nivellementer af håndtegnede planer og profiler blev foretaget med nivellerapparat. Dagens kikkerthøjde samt aflæste værdier blev noteret som en liste på hver tegning, og de reelle koter blev først omregnet og påført tegningerne under bearbejdningen. 6. Udgravningsmetode Der blev åbnet i alt 12 felter (11-16 og 20-25; af uvisse årsager er der ingen felt 17-19), idet dog felterne samt 25 blev åbnet således, at de til sidst kom til at udgøre ét stort sammenhængende felt. Herefter benævnes det samlede felt blot felt 20, mens der ved henvisning til delfelterne specifikt vil blive henvist til delfelt ) (fig. 3-5). Felterne lå i vestlig og nordvestlig retning ud fra felt 20 i form af grøfter, mens felt 14, 15 og 16 var søgegrøfter sydøst og øst for felt 20, på den østlige del af matr. 8d. Felt 23 blev åbnet umiddelbart nord for felt 20, adskilt fra felt 20 af en balk. Felt 24 lå nord for selve udgravningsområdet, på matr. 4l i Gammel Solbjerg. Felterne blev åbnet i flere tempi (se de enkelte afsnit). Muldafrømningen blev foretaget med maskine, hvorefter der arbejdedes videre med skovl og ske. I det store felt 20 var arbejdet koncentreret i den østlige del af feltet, øst for det nord/syd-gående snit, der blev gravet ved udgravningen i Kun en enkelt grav blev undersøgt i den vestlige del af delfelt 20 (A815), mens der i den sydlige del af delfelt 21 blev undersøgt enkelte andre anlæg, heraf to mulige grave (A706, A707). En stor del af felt 20 overlappede med felt 6 fra udgravningen i 2011 (fig. 3). Idéen med at åbne det store felt var at sikre en totalafdækning af kirken, men det var hele tiden intentionen at koncentrere arbejdet i feltets østlige del, særligt i og omkring kirkeruinens korparti. De digitaliserede planer fra 2010 og (særligt) 2011 vil senere kunne lægges sammen med planmaterialet fra 2012 for at give en totaloversigt over de dele af kirken og kirkegården, der har været afdækket. Dette kræver dog en bearbejdning af planmaterialet fra begge de foregående år, da der, grundet begge udgravningers karakter af undervisningsforløb, er diverse problemer med målesystemerne. Der blev på grund af tidspres ikke arbejdet i felt 23, der i øvrigt også overlappede med felt 6 fra I felt samt størsteparten af felt 20 blev der opmålt med målebånd og tommestok og tegnet på tegnefolie i det lokalt opsatte målesystem (se afsnit 5); dog blev den sydligste del af felt 20 (delfelt 10

11 25) udelukkende indmålt med GPS og er ikke yderligere arkæologisk undersøgt. Felterne samt 24 er også kun indmålt med GPS, og i felt blev der kun foretaget enkelte snit i de fremkomne anlæg. 7. Undersøgelsens resultater 7.1. Felt 11 Felt 11 er en grøft, der udgår fra felt 20 i nord-nordvestlig retning ned over kystskrænten mod Stilling-Solbjerg sø. Feltet blev åbnet 21/ og var på 22 m2. Feltet blev åbnet for at fortsætte undersøgelserne af det formodede kirkegårdsdige, der blev påtruffet ved undersøgelsen i 2011 (A397 i 2011-undersøgelsen). Diget blev fundet, afrenset og registreret (A711). Det består af kampesten og, særligt på østsiden, af mindre sten, der i størrelse varierer fra ca cm i diameter (fig. 6). Mens kampestenene uden tvivl er lagt, er det muligt at en del af de mindre sten, der ligger langs digets østside, må betragtes som markrydningssten, der ganske enkelt er kastet ud over kystskrænten og har lejret sig ved digets østside. Det er i den forbindelse interessant, at der på en del af de mindre sten ved digets østside blev konstateret mørtelspor; det er muligt, at der her er tale om nedbrydningsmateriale fra stenkirken i givet fald formentlig fra murkernen der har ligget på marken og siden er blevet kastet ud over skrænten i forbindelse med markrydning. Diget måler ca. 1 meter i bredden. I felt 11 blev der på vestsiden af diget påtruffet en stenlægning, der vinkelret på diget strækker sig mod vest, ud mod søen (A712) (fig.7). Denne stenlægning ligger i laget A701, der tolkedes som gammel søbred; enten et lag, der er skyllet op og aflejret af søen eller en form for udsmidslag. Stenlægningen bestod af både kampesten og mindre sten i varierende størrelse (fra 5-25 cm i diameter) og målte ca. 3 x 1,5 meter. En sådan konstruktion blev ikke fundet i Der er fortsat ikke gjort daterende fund tilknytning til diget A711. En stærkt korroderet foldekniv fra nyere tid (X630), der blev fundet i grøft 12, hvor diget også er påvist, lå i et lag (A722), der ikke har nogen påviselig, direkte stratigrafisk relation til digekonstruktionen, bortset fra at både A722 og digekonstruktionen A711 begge overlejres af det kraftige muldlag A733. Af samme grund kan fundet af jernkniven ikke, som det blev på udgravningen, bruges som et argument for at datere diget til nyere tid. I forbindelse med den vestgående stenlægning (A712), der blev konstateret i felt 11, blev der dog gjort to fund, der antyder, at i alle tilfælde A712 må dateres til nyere tid. Det ene af disse fund, X613, lå direkte oven på én af stenene i A712 (bemærk, at X613 under udgravningen fejlagtigt er 11

12 registreret som stammende fra A701). Der er tale om et fragment af et metalrør, der ikke umiddelbart kan dateres, men som ud fra bevaringstilstanden antages at være fra nyere tid. Det andet fund, X614, blev gjort i A702, som er et lag, der ligger mellem og over selve stenlægningen A712 (det er dermed også sandsynligt, at X613 egentlig må tilskrives A702). X614 er et fragment af fajance med blå musselmaling. Skåret er omtrent på størrelse med en tommelfingernegl og er svær at datere nærmere, bl.a. fordi musselmalingen er håndmalet. Det kan derfor kun gives en bred datering, der går fra tallet. Skåret blev fundet ret dybt nede mellem stenene i A712, og det er sandsynligt, at det er havnet i laget enten i forbindelse med selve byggeriet eller meget kort derefter. Dermed må A712 dateres til tallet. Det kan ikke påvises, at stendiget A711 og den vestgående stenlægning A712 er samtidige, og i ren stratigrafisk henseende er A712 yngre, idet enkelte sten i A712 er registreret som liggende hen over sten i A711. Omvendt er de to konstruktioner så lig hinanden, at det er fristende at tolke dem som opført enten samtidig, eller at A712 kun er marginalt yngre end A711. Under forudsætning af, at man godtager denne antagelse, kan diget A711 næppe være resterne af kirkegårdsdiget, sådan som det blev tolket efter udgravningen i Undersøgelser af arkivalier i Solbjerg Lokalhistoriske Arkiv har desuden godtgjort, at vandstanden i Stilling-Solbjerg sø er blevet ændret flere gange i nyere tid, og der kan være grund til at tro, at diget A711 måske snarere har skullet fungere som en form for kystsikring med henblik på at undgå eller imødegå kysterosion. Et andet forhold, der gør tolkningen som kirkegårdsdige tvivlsom, blev allerede diskuteret på udgravningen i 2011 (forbeholdet blev også nævnt i beretningen), nemlig digets beliggenhed for foden af kystskrænten. Dette er en usædvanlig placering af et kirkegårdsdige, som man snarere ville forvente skulle ligge oppe på selve plateauet, inden faldet ned ad kystskrænten. Endelig må det påpeges, at digekonstruktionen A711 eller en konstruktion meget lig den også blev påvist i den sydlige ende af felt 14, én af de tre søgegrøfter på den østlige del af matr. 8d. Hvis der er tale om den samme konstruktion, har den altså formentlig løbet hele vejen langs kysten rundt om næsset. I givet fald er det helt usandsynligt, at der er tale om kirkegårdsdiget, da det er meget svært at forestille sig, at kirkegården skulle have gået så langt mod syd. Ved udgravningen i 2010 konstateredes de sydligst beliggende grave ca. 10 meter syd for kirken, og i 2012 konstateredes de sydligste grave ca. 14 meter syd for kirken. Ganske vist blev der ikke påtruffet sikre spor efter en fysisk afgrænsning af kirkegården mod syd (se dog afsnit 7.5.2), men alt taler alligevel for, at kirkegården ikke har strækket sig længere end ca. 15 meter syd for kirken. 12

13 Al nuværende data taget i betragtning, må tolkningen af A711/A397 som et kirkegårdsdige, der blev fremført efter udgravningen i 2011, nok betragtes som et udslag af ønsketænkning. Hvordan den vestgående stenlægning A712 skal tolkes er usikkert. Der kan også her være tale om et led i en eventuel kystsikring, ligesom det blev også diskuteret på udgravningen, om der kunne være tale om en primitiv molekonstruktion, hvor man kunne lægge til med robåde eller lignende. En total afvisning af, at diget A711 kan være resterne af kirkegårdsdiget, kan ikke gives på baggrund af det eksisterende materiale, men mange indicier taler for, at der er tale om en konstruktion fra nyere tid Felt 12 Ligesom felt 11 var felt 12 en grøft, der udgår fra felt 20 i nordvestlig retning. Felt 12 lå helt parallelt med felt 11. Feltet blev åbnet 21/ og var også på 22 m 2. Felt 12 blev åbnet for også her at fortsætte undersøgelserne af det formodede kirkegårdsdige, omtalt ovenfor. I felt 12 fremtrådte diget helt som den del, der undersøgtes i 2011, dvs. uden den påbyggede stenkonstruktion, der blev konstateret i felt 11, og som gik vinkelret på digekonstruktionen mod vest, ud mod søen. Opbygningen var i øvrigt den samme, med kampesten og mindre sten, sidstnævnte særligt på østsiden. Diget målte i felt 12 ca. 1,3 meter i bredden og i længderetningen sås den i hele grøftens bredde, dvs. over en strækning på 1,7 meter Felt 13 Felt 13 var, i lighed med felt 11-12, en grøft, der udgik fra felt 20 (nærmere betegnet delfelt 21). Dog var felt 13 mere direkte øst/vest-vendt end de to øvrige grøfter, der begge løb nordvest/sydøst. Der blev ikke foretaget egentligt arbejde i felt 13, hvorfor blot feltgrænsen er målt ind med GPS. Feltet var på 24 m Felt Felt var tre søgegrøfter, der blev udlagt på den østlige del af matr. 8d for at finde ud af, om der skulle være spor efter middelalderlig bebyggelse her (fig. 3-4). Felterne blev åbnet inden for udgravningens sidste 10 dage (grøft 16 blev åbnet og registreret på udgravningens to sidste dage) og alle tre blev opmålt med GPS. Som redegjort for i afsnit 5.1 blev anlæggene i forbindelse med GPSindmålingen ikke tildelt A-numre. Der er lavet enkelte anlægsbeskrivelser og snit af anlæg i felt Disse findes på T , men de kan ikke knyttes sammen med de GPS-indmålte anlæg. 13

14 I felt 14 påtraf man i den sydlige ende et stendige svarende til det, der blev afdækket i felt 12 (A1219). Diget blev ikke nærmere arkæologisk undersøgt; i beskrivelsen angives det blot, at diget ligner de udgravede forløb ved kirken. Derudover blev der i de tre grøfter GPS-registreret forskellige anlæg, herunder en del formodede stolpehuller. Felt 14 og 15 er ikke beskrevet i detaljer; herfra foreligger kun enkelte løsrevne anlægsbeskrivelser. Felt 16 er beskrevet i noget større detaljer af JBS. Heraf fremgår, at der i felt 16 blev påtruffet en række stolpehuller og en formodet grube. Fra sidstnævnte stammer et enkelt stykke keramik, som JBS beskriver som hårdtbrændt, muligvis eftermiddelalderlig. Skåret er i beskrivelsen angivet uden X-nr., så det kan ikke identificeres med sikkerhed. Det skal dog også bemærkes, at JBS understreger, at der ikke kan gives nogen generel datering af anlæggene i felt 16. Det samme kan siges at gælde for anlæggene i felt I felt 16 noteredes det desuden, at anlæggene mod nord stoppede ved et grøftelignende fyldskifte gående øst-vest, mulig skelgrøft?. Præcist hvilket af fyldskifterne, der her sigtes til, er uvist. På baggrund af den foretagne dokumentation af anlæggene i grøft kan det slet ikke afvises, at der kan findes yderligere anlægsspor på denne del af matr. 8d, men om de fundne stolpehuller og andre anlæg er forhistoriske, middelalderlige eller eftermiddelalderlige lader sig ikke afgøre Felt 20 (inkl. felt 21, 22 og 25) Felt 20 var udgravningens hovedfelt og blev åbnet i flere tempi, hvilket var årsagen til, at feltet blev inddelt i nummererede delfelter (20, 21, 22 og 25). Delfelt 20 (størstedelen af feltet) blev åbnet 21-22/5, delfelt 21 blev åbnet 22/5, delfelt 22 blev åbnet 11/6. Ud fra dokumentationen kan det ikke afgøres, hvornår delfelt 25 blev åbnet. En stor del af felt 20 overlappede med felt 6 fra udgravningen 2011 (fig. 3), men felt 20 gik både længere øst- og sydpå end felt 6 gjorde i Dermed afdækkedes ikke blot kirkeruinen i sin helhed, men der åbnedes også et større areal syd for kirken, der ikke tidligere har været berørt på nær i søgegrøfterne fra 2010-undersøgelsen. Som nævnt i afsnit 6 blev der næsten ikke arbejdet i feltets vestlige del; her blev der kun undersøgt to grave (A811, A815). Arbejdet koncentreredes i feltets østlige del; øst for det nord/syd-gående snit, der blev lagt gennem kirkeruinen i 2011 og som i sig selv bestod af en tømning og let udvidelse af grøft 2 fra undersøgelsen i

15 Kirkeruinen Kirkeruinen blev totalt frilagt, men det var altså kun den østlige del af den, der blev registreret i 2012 (fig. 8). De to snit gennem koret, der blev foretaget i 2011 (snit K1 og K2) blev genåbnet og afrenset, og et tredje snit blev lagt nord/syd gennem korets sydmur. 4 Snit K2 blev desuden udvidet: Et parallelt nord/syd-gående snit blev lagt lidt mod vest, i skibets vestgavl, og de to blev forbundet af et kort forbindende øst/vest-gående snit, således at der til sidst opstod et H-formet snit. Målet med denne udvidelse var at undersøge forholdet mellem skib og kor og mere specifikt at vurdere, hvorvidt skib og kor var opført samtidig eller om der lod til at være et byggestop mellem dem. Dette har særligt interesse i forhold til de i 2011 påviste begravelser, der lå under korets fundamentsgrøfter, om end det ikke kan rokke ved det faktum, at der under alle omstændigheder har været ældre begravelser på stedet; dette kunne allerede konstateres under udgravningen i 1931, hvor der påvistes begravelser, der var ældre end skibet. Det udvidede snit K2 kunne ikke godtgøre, at skib og kor skulle være opført i to faser, om end det i den forbindelse må bemærkes, at kirkens fundamentsgrøfter er så stærkt forstyrrede, at det fortsat er et åbent spørgsmål, hvorvidt fundamentsgrøfterne skal opfattes som de nederste rester af de reelle fundamentsgrøfter eller om der i virkeligheden er tale om plyndringsgrøfter. Som nævnt i afsnit 1 kan man i Ejler Haugsteds artikel fra Aarhus Stifts Aarbøger 1933 se, at der store dele af skibets fundamenter endnu var intakte i 1931, og stenene her er altså først fjernet efter undersøgelsen det år. Her må det dog bemærkes, at man i 1931 ikke fandt spor efter koret, og udgravningsplanen fra 1931 (fig. 9) viser også tydeligt, at fundamentstenene i skibets vestgavl næsten alle manglede allerede på dette tidspunkt. Det betyder altså, at fundamentet i skibets vestgavl må være fjernet allerede på et tidligere tidspunkt. Formentlig har det samme gjort sig gældende for korets vedkommende, hvilket kan være årsagen til, at koret ikke blev erkendt i Der blev dog gjort en interessant observation i det udvidede K2-snit i På fig. 10 ses østprofilen i det nye nord/syd-gående snit, der lagdes gennem skibets vestgavl. Snittet var lagt dette sted, fordi det er det eneste sted i kirkeruinen, hvor der endnu lader til at ligge et par fundamentsten in situ. Her lader fundamentgrøften til at være betydeligt dybere end den er registreret andre steder, 4 K1 var et øst/vest-gående snit gennem korets østgavl; K2 var et nord/syd-gående snit gennem korets nordmur. 15

16 op til ca. 66 cm (A1016). I A1016 ligger den ene af de tilbageværende fundamentsten in situ og op til A1016 støder både mod nord og syd fundament-/plyndringsgrøften A767. De to lag er tydeligt forskellige: Mens A767 er den samme mellembrune, opblandede humøse fyld med nister af trækul og enkelte teglnister samt mange småsten, der også sås i 2011 (A232), består A1016 af lysegråbrunt, sandet ler (formentlig opblandet undergrundsler), der at dømme ud fra fotografierne er kraftigt opblandet med muld og som ifølge lagbeskrivelsen ikke har inklusioner af hverken trækul eller tegl. Dette er det eneste sted i kirkeruinen, der indtil nu er påvist dybere rester af fundamentgrøften end de maksimalt cm, der ses i andre snit i form A767, og det udgør faktisk lidt af et mysterium. Hvis fundamenterne alle steder havde været af samme dybde som A1016 burde tilsvarende lag være blevet påvist under A767 i de andre snit, der er lagt gennem kirken, men det er ikke tilfældet. Har man her, af uvisse årsager, gravet dybere, da man har lagt kirkens fundamenter og i givet fald hvorfor? Under A1016 påvistes en grav, A1017, der altså er påviseligt ældre end kirken (fig. 10). Længere mod syd i snittet erkendtes under fundament-/plyndringsgrøften A767 endnu to fyldskifter, hvoraf i hvert fald den ene er en grav, A1014. Heri blev der fundet humane skeletrester in situ, og i felten blev A1014 tolket som den grav, der på udgravningsplanen fra 1931 (fig. 9) er nummereret F. Det andet fyldskifte, A1015, sås i udgravningen både i H-snittets ene nord/syd-gående snit (det vestlige) og i det øst/vest-gående snit. A1015 tolkes som en sandsynlig grav, idet der blev fundet knoglerester i fylden, men det må dog bemærkes, at anlægget lader til at være forstyrret flere gange. Dels er det snittet af den senere grav A1014; dels lader det til at være forstyrret af nedgravningen til fundament-/plyndringsgrøft A767. I det nye snit, der under udgravningen 2012 blev lagt gennem korets sydmur påvistes yderligere en grav, der overlejres af fundament-/plyndringsgrøft A767. Det drejer sig om A985, hvoraf dog kun bunden lader til at være bevaret, idet A985 senere er blevet snittet og voldsomt forstyrret af nedgravningen A946, der under udgravningen fejlagtigt er blevet registreret som et naturfænomen. Det anføres også på kontekstarket, at der måske kunne være tale om spor efter en ældre udgravning på stedet, men det modsiges ganske utvetydigt af profiltegningen (T237). At dømme ud fra profiltegningen må A946 være en ældre nedgravning og trods adskillelsen fra A985 er det værd at overveje, om der muligvis er tale om ét anlæg. Hvis A985 og A946 vitterligt er to anlæg forekommer det mest sandsynligt, at A946 faktisk også har været en grav, selv om der ikke 16

17 blev konstateret knogler i anlægget. Bemærk, at der blev fundet knogler i A985 (selv om de ikke er taget op) og at tolkningen som grav derfor er sikker i dette tilfælde. 5 Efter udgravningen i 2012 er der ved snit i kirken i alt påvist seks grave, der er ældre end kirkebygningen: A665 (med gravfyld A664) og A672 (med gravfyld A671) fra udgravningen i 2011 og A985, A1014, A1015 og A1017 fra udgravningen i Som nævnt umiddelbart ovenfor er det muligt, at A946 også skal tolkes som en grav, om end det i givet fald er muligt, at den skal ses som en del af A985. Idet der i skrivende stund endnu ikke er foretaget 14 C-dateringer på nogle af skeletterne fra Gl. Solbjerg, kan der endnu ikke siges noget om dateringen af disse ældre grave. De er øst/vestvendte og de døde er, i det omfang det har kunnet registreres, gravlagt med hovedet i vest, som kristen skik foreskriver. Der er ikke gjort fund i forbindelse med nogen af de ældre grave, og uden naturvidenskabelige dateringer lader gravene sig derfor ikke datere nærmere. Det kan derfor ikke udelukkes, sådan som Ejler Haugsted foreslår i sin artikel fra 1933, at der er tale om førkristne begravelser på stedet. Omvendt er der heller intet, der taler for, at det skulle være tilfældet, og der kan lige så vel være tale om kristne begravelser, der går forud for byggeriet af stenkirken. Der er fortsat heller ikke gjort daterende fund i forbindelse med kirkeruinen, der derfor fortsat heller ikke kan dateres på andet end stilhistorisk basis, ud fra sin planform som en romansk kirke. Af samme grund formodes det fortsat, at kirken i Gl. Solbjerg er opført i romansk tid, dvs. perioden ca og vel snarest i de sidste hundrede år af denne periode, hvor de fleste romanske stenkirker formodes at være opført. Som nævnt i afsnit 1 omtales kirken ikke i de mest oplagte skriftlige kilder, og da den ikke omtales i forbindelse med landehjælpen forekommer det mest sandsynligt, at den er nedlagt før Reformationen. Uden nærmere dateringer af skeletter fra kirkegården kan et nærmere bud på nedlæggelsestidspunktet dog ikke gives; det kan være sket efter den Sorte Død, der ramte Danmark 1350, men det kan lige så vel være sket senere i middelalderen Kirkegården Hovedparten af arbejdsindsatsen på kirkegården foregik øst og syd for kirken og, lige som med selve kirkeruinen, næsten udelukkende øst for det nord/syd-gående snit, der blev lagt gennem skibet i Dog blev to grave undersøgt i den vestlige del af feltet (A811 og A815) og et par formodede 5 Tolkningen af A946 som naturfænomen eller muligt spor efter ældre udgravning, der findes på kontekstarket, må tilskrives udgravningens karakter af uddannelsesgravning og at tolkningen ikke er blevet dobbelttjekket af feltlederen. Stratigrafien, som registreret på profiltegningen, gør det i alle tilfælde helt umuligt, at der skulle være tale om et naturfænomen eller et spor efter en ældre udgravning. 17

18 grave blev undersøgt i den sydlige del af delfelt 21, der også ligger vest for det nord/syd-gående snit (A706, A707). Hovedparten af de anlæg, der fremkom på kirkegården var grave, men der fremkom også omtrent et dusin stolpehuller, ligesom der var et antal anlæg, der ikke umiddelbart kunne tolkes og som ikke blev yderligere arkæologisk undersøgt (se nedenfor). Der blev påvist i alt 12 sikre grave samt 22 formodede grave (bemærk, at de i forbindelse med kirkeruinen allerede omtalte grave ikke er medtaget i denne oversigt). De sikre grave er anlæggene A716, A719, A752, A763, A811, A815, A838, A887, A888, A895, A921 og A927) (fig. 11). Af disse er syv totaludgravet, mens resten enten er snittet eller tolkes som sikre grave, fordi der i fylden er erkendt menneskeknogler. Af de syv totaludgravede er fire sikkert påvist som barnegrave (A716, A719, A763, A811), mens tre er sikkert påvist som voksne (A815, A838, A887). A716 var en dobbeltgrav, der indeholdt to børn, mens A811 var gravet ned i en ældre grav, A815 (fig. 12). A752, A895, A921 blev ikke arkæologisk undersøgt, men tolkes som grave, fordi der blev erkendt menneskeknogler i fylden. A888 og A927 blev begge snittet; A888 er formentlig en barnegrav, mens A927 må være en voksengrav at dømme ud fra knoglernes størrelse. Bevaringstilstanden i de undersøgte grave var varierende, fra det velbevarede skelet i A887 til det noget mindre velbevarede skelet i A716. Dertil kommer nogle grave, hvor bevaringstilstanden er dårlig på grund af forstyrrelser og ikke på grund af naturlige nedbrydningsprocesser, f.eks. den enlige hånd (X662), der blev fundet lige over undergrunden (se nedenfor). Generelt blev det bemærket, at der var masser af knoglerester i overjorden, da den blev maskinafgravet, hvilket må hænge sammen med det tynde mulddække på arealet og antyder, at mange af de højestliggende begravelser er pløjet væk i tiden efter kirkens nedlæggelse. Det må samtidig føre til en gentagelse af konklusionerne fra både 2010 og 2011 om, at anlæggene på stedet vil blive uigenkaldeligt ødelagt, hvis arealet på ny lægges under plov. De formodede grave er A706, A707, A756, A757, A759, A855, A871, A882, A884, A893, A897, A909, A917, A930, A946, A954, A956, A958, A970, A983, A987, A1022 samt fire unummererede grave i delfelt 25, der som nævnt i afsnit 5.1 kun blev indmålt med GPS, og hvor anlæggene i den forbindelse ikke blev tildelt A-numre (fig. 11). For alle disse anlæg gælder det, at tolkningen som 18

19 grav er usikker, fordi anlæggene hverken er udgravet eller snittet, og fordi der heller ikke i beskrivelserne af anlæggene nævnes fund af knogler i fylden. Når anlæggene alligevel tolkes som formodede grave skyldes det anlæggenes form, størrelse og orientering. Bemærk, at A871, A930, A946, A983 og A987 alle var afdækket under udgravningen i 2011, hvor de havde andre anlægsnumre (A871 = A315, A930 = A367, A946 = A364, A983 = A334, A987 = A332). For flere af anlæggenes vedkommende gælder det, at den måde, de er registreret på i fladen, giver indtryk af, at der er tale om betydeligt større anlæg end grave (A884, A895, A954, A909, A956), men i disse tilfælde er der formentlig tale om, at der er mere end ét fyldskifte, der ikke har kunnet adskilles i fladen. Således tolkes den nordlige del af A884 som en mulig grav; A895 tolkes som to grave, hvor den ene snittes af den anden; A909 tolkes som to grave, hvor den ene snittes af den anden; den nordlige del af A954 tolkes som en grav og den vestlige del af A956 tolkes som en mulig grav. Endelig er det muligt, at dele af A900, syd for kirken, skal tolkes som en eller flere grave. Der blev observeret knoglemateriale i fylden, men anlægget er ikke nærmere undersøgt, og det er derfor også muligt, at der er tale om en senere forstyrrelse med redeponeret knoglemateriale. Dette vides med sikkerhed at være tilfældet med A977 (fig. 13), der både blev afdækket i 2010 og 2011 (begge år hed anlægget A35). Af A977 er kun den østlige halvdel bevaret, mens resten blev udgravet i grøft 2 i På grund af den måde, knoglerne lå på, tolkedes anlægget dengang som en nedgravning med redeponerede knogler. Af de formodede grave overlejres 6 af kirkeruinens fundament-/plyndringsgrøfter, nemlig A759, A855, A893, A930, A946 og A958 (fig. 14). Også A954 ser i dag ud til at være snittet af fundament-/plyndringsgrøften, men kirkeruinen er så gennemgravet og forstyrret på dette sted, at det er svært at vurdere, om fundament-/plyndringsgrøften på dette sted har noget med kirkens oprindelige udstrækning at gøre, eller om det alene skyldes senere forstyrrelser. Af de i alt 34 grave er der enkelte, der påkalder sig særlig opmærksomhed og som vil blive gennemgået i det følgende. A719: Barnegrav beliggende nordøst for kirkens kor (fig. 15). Graven er særligt interessant, fordi den har en markant anderledes orientering end hovedparten af de andre grave. Således er aksen i A719 forskudt betydeligt mere nordvest/sydøst end resten af gravene. Selvom dette i sig selv intet beviser, kan det være endnu et indicium på, at der kan have stået en ældre kirkebygning på stedet, 19

20 som A719 har orienteret sig efter. Dog må det med det samme påpeges her, at de begravelser, der påviseligt er stratigrafisk ældre end stenkirken, ikke orienterer sig anderledes end de øvrige grave på kirkegården; de orienterer hverken på samme måde som A719 eller for den sags skyld A1022, der også har en anderledes orientering. Dette synes at tale imod tolkningen af A719 s orientering som et indicium på en ældre bygning på stedet. Se i øvrigt også A909 og A1022. A887: Voksengrav beliggende ca. 1,40 meter syd for koret (fig ). Omkring den gravlagte lå tre sten, der størrelsesmæssigt rangerede fra hovedstore til mindre kampesten. To af disse lå på hver side af underbenene, mens den tredje lå ud for højre skulder. Der havde også været en sten ved den gravlagtes venstre skulder, men denne blev fjernet, inden stenene blev erkendt som en del af en grav. Stensporet var dog tydeligt og blev registreret. Sådanne stengrave kendes både fra Danmark og Skåne samt England, Tyskland, Schweiz og Frankrig. Den præcise dateringsramme for typen er usikker, men den lader til at høre til middelalderens første to-tre århundreder. Således skriver Jakob Kieffer-Olsen, at stengravene i Löddeköpinge er foreslået til at være i brug fra omkring 1100 og frem til omkring Han angiver desuden, at gravtypen er i brug i Tyskland fra tallet og i Frankrig i 11- og tallet. 6 Med forsigtighed kan det foreslås, at A887 hører til i samme tidsrum, uden at der derudover er andet, der kan datere den. Armstillingen var A. A909: Anlæg indeholdende to formodede grave (fig. AAS). A909 er særligt interessant pga. sin orientering, der afviger fra hovedparten af de øvrige sikre og formodede grave, med undtagelse af A719 og de fire formodede grave i delfelt 25 (A719 er dog en anelse yderligere forskudt nordvest/sydøst). Orienteringen af A909 samt de fire formodede grave i delfelt 25 er særligt interessant, fordi de ligger helt parallelt med den grøft, der blev påtruffet længst mod syd i delfelt 25 (fig. 15). Spørgsmålet er, om grøften kan repræsentere den sidste rest af kirkegårdens afgræsning. Se afsnit A1022: Formodet grav beliggende syd for koret (fig. 15). Anlægget er ikke undersøgt, og kan derfor ikke med sikkerhed siges at være en grav. Formen og størrelsen antyder dog, at dette er den korrekte tolkning. A1022 er, ligesom A719, interessant ved at have en anderledes orientering end de andre grave. A1022 er dog ikke orienteret på samme måde som A719; tværtimod er dens akse forskudt mere sydvest/nordøst end de øvrige grave. Ligesom med A719 beviser denne orientering intet i sig selv, og det må gentages, at de begravelser, der er påviseligt stratigrafisk ældre end stenkirken, ikke orienterer sig anderledes end hovedparten af de øvrige grave på kirkegården. Dette 6 Kieffer-Olsen 1993 s. 144f. 20

21 synes dermed også at tale imod, at A1022 s orientering skulle have noget at gøre med en ældre bygning på stedet. Af de i alt 7 grave, der blev afdækket i fladen og totaludgravet, er 6 registreret på samme type registreringsark til skeletter, der blev anvendt ved udgravningen i A815 er ikke registreret på skeletark. Omvendt er en enligt fundet hånd registreret på et skeletark (X662). Hånden blev fundet nordøst for kirken i en ikke erkendt kontekst, og er derfor registreret som stammende fra undergrund. Dette er naturligvis ikke tilfældet, men vi har formentlig at gøre med en situation, hvor alle spor efter nedgravningen var væk eller så udviskede, at de ikke kunne erkendes i fladen. Alle anlæg, der tolkedes som grave (både sikre og formodede) var orienteret øst/vest (om end A719 og A1022 som nævnt var lettere forskudt), og i alle de undersøgte grave lå den gravlagte med hovedet i vest, og i de tilfælde, hvor armstillingen er registreret, er der tale om armstilling A. Dog lå venstre arm på den gravlagte i A887 (skelet X669) med venstre arm på bækkenet og i dobbeltbarnegraven A716 lod børnene (skelet X621 og X654) til at være placeret hånd i hånd. Der er ikke gjort daterende fund i nogen af gravene, og generelt var gravene fundtomme, på nær dobbeltbarnegraven A716, hvori der blev fundet et metalsøm (X656), hvilket antyder, at der har været tale om en kistebegravelse. I forbindelse med udgravningen af grav A719 blev der fundet et metalsøm (X647), som imidlertid er registreret som løsfund. Det antyder, at sømmet ikke med 100 % sikkerhed kan henføres til graven, men det er dog sandsynligvis tilfældet, så også her er der nok tale om et kistesøm. Foruden de grave, der havde stratigrafisk relation til kirken (se ovenfor), kunne der kun observeres stratigrafiske relationer mellem få af gravene. Blandt de undersøgte grave, kunne det konstateres, at A811 var gravet ned i den ældre grav A815. Derudover er der stratigrafiske relationer mellem flere af de ikke-udgravede grave, men her kan det kun i få tilfælde afgøres, hvad relationen er. Dog er det tydeligt registreret på plantegningerne, at den formodede grav A756 er gravet ned i den formodede grav A958. Foruden de allerede omtalte sikre og formodede grave er yderligere to anlæg, der skal nævnes. Den første af disse er A799, der ligger nord for kirkens kor, og som i orientering, form og størrelse i høj grad ligner en grav. Imidlertid blev anlægget berørt af det tidligere omtalte H-snit, mere specifikt af det gamle snit K2 fra 2011, som blev renset op igen i I den forbindelse blev det noteret om A799, at anlægget blot er cm dybt, og at det derfor næppe kunne være en grav. Hertil er der blot det at sige, at mange af de påtrufne grave har ligget lige under det tynde mulddække på lokaliteten. Hvis A799 oprindeligt har været en forholdsvist højtliggende grav er det slet ikke umuligt, at hovedparten af anlægget er fjernet ved tidligere tiders landbrugsmæssig udnyttelse af 21

22 arealet. Imidlertid blev der ikke konstateret knoglerester i fylden og anlægget er ikke totaludgravet, så på den baggrund kan der ikke argumenteres overbevisende for, at der er tale om en grav. Det virker dog alt andet lige relativt sandsynligt. A913 ligger syd for kirken og gennemskæres af A832. Den bevarede (østlige) del af A913 har imidlertid både form og størrelse til at kunne være en grav, men anlægget er mangelfuldt beskrevet på kontekstarket og blev ikke nærmere undersøgt. Der er ikke konstateret knoglerester i fylden. Derfor kan der heller ikke her argumenteres overbevisende for, at der skulle være tale om en grav, men både form og orientering antyder, at det kan have været tilfældet Kirkegårdens afgrænsning Der blev ved undersøgelsen af kirkegården ikke fundet sikre rester efter en fysisk afgrænsning i form af et dige eller lignende. I delfelt 25 er der dog indmålt et nordvest/sydøstgående fyldskifte, der ikke er nærmere arkæologisk undersøgt, men som kan være en form for skelgrøft (fig. 15). Denne grøft er ikke i sig selv nærmere beskrevet, men i forbindelse med beskrivelsen af felt 16 (der udelukkende forefindes på T246), noteres følgende: Mod nord stopper anlæggene [dvs. i felt 16] ved et grøftelignende fyldskifte gående øst-vest mulig skelgrøft? Lignende grøft er fundet ved kirkegårdens afgrænsning mod syd. Denne ekstremt kortfattede reference til grøften i delfelt 25 er den eneste beskrivelse, der findes af dette anlæg. Dette til trods, må det anses som muligt, at grøften i delfelt 25 er resterne af kirkegårdens sydlige afgrænsning. Der er både argumenter for og imod denne tolkning. Imod taler, at grøften har en anden orientering end kirkeruinen og hovedparten af de identificerede grave/formodede grave. For taler, at grøften til gengæld er orienteret parallelt eller omtrent parallelt med A719, A909 samt de fire formodede grave i delfelt 25. Der kan være tale om, at vi i gravenes orientering ser flere faser i kirkegårdens brugshistorie, hvor den sikre grav A719, de to formodede grave i A909 samt de fire formodede grave i delfelt 25 orienterer sig efter en ældre kirkebygning på stedet med tilhørende markering af kirkegården (grøften på fig. 15). Imidlertid er alle disse anlæg, på nær A909, uden stratigrafiske relationer til andre anlæg, og de anlæg A909 er stratigrafisk relateret til kan ikke hjælpe med at datere A909 i forhold til de øvrige grave og formodede grave på lokaliteten. En yderligere indikation på, at grøften i delfelt 25 kan være resterne efter kirkegårdens sydlige afgrænsning er det faktum, at det tynder ud i gravene i denne del af feltet. De fire formodede grave i den nordlige del af delfelt 25 er de eneste gravlignende anlæg i hele delfelt 25, og selv om man 22

23 naturligvis ikke kan argumentere på baggrund af fraværet af beviser, er det en yderligere antydning af, at vi her formentlig befinder os nær kirkegårdens sydlige afgrænsning. Den sydligste af gravene her ligger ca. 14 meter syd for kirken, mens det grøftelignende anlæg ligger ca. 18 meter syd for kirken. Ved udgravningen i 2011 blev det observeret, at der mod vest var begravelser næsten helt ud til kystskrænten, hvorfor faldet ned mod Stilling-Solbjerg sø formentlig har udgjort den vestlige afgræsning. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ikke kan have været en fysisk afgrænsning i form af et dige eller lignende, men spor efter et sådant er ikke påtruffet oppe på selve plateauet. Diget for foden af kystskrænten er som nævnt formentlig betydeligt yngre. Den nordlige afgrænsning af kirkegården er fortsat uafklaret, og det samme gælder mod øst Stolpehuller og ikke tolkbare anlæg Langt de fleste anlæg, der fremkom i felt 20 var grave eller formodede grave, men der blev tillige afdækket 12 anlæg, der tolkedes som stolpehuller (A704, A713, A720 7, A755, A761, A846, A857, A859, A919, A939, A960, A968) og dertil et enkelt anlæg, der er registreret som kulturlag, men hvis form og størrelse klart antyder, at der har været tale om et stolpehul (A975) (fig. 18). Funktionen af de påviste stolpehuller blev diskuteret på udgravningen, men ingen af dem kan på nogen måde sættes i forbindelse med en ældre trækirke på stedet. Det blev også diskuteret, hvorvidt nogle af stolpehullerne kunne stamme fra et stillads i forbindelse med opførelsen af stenkirken. Selvom dette ikke kan afvises, kan det heller ikke bevises på baggrund af de afdækkede stolpehuller. Foruden de anlæg, der tolkedes som stolpehuller, var der tillige enkelte anlæg, der ikke umiddelbart kunne tolkes, bl.a. A777, A780 og A782 umiddelbart nord for kirken. I de fleste tilfælde lader der til at være tale en serie af nedgravninger, der ikke har kunnet adskilles i fladen. De blev ikke nærmere arkæologisk undersøgt, og det kan derfor ikke siges, om der kan være tale om en række grave, der er nedgravet i hinanden, eller om der måske er tale om senere forstyrrelser. Af de ikke-tolkbare anlæg skal blot ét omtales nærmere, nemlig A843 (fig. 19), der også blev registreret ved udgravningen i Anlægget ligger nærmest vinkelret på kirkeruinens kor, og umiddelbart er det derfor fristende at tolke anlægget, bestående af mellembrunt sandet ler, som noget, der har relation til kirken. Imidlertid synes der at være tale om et anlæg, der overlejres af kirkeruinens fundament-/plyndringsgrøfter, ligesom der ikke findes et parallelt anlæg længere mod 7 Bemærk, at A720 ikke er registreret i flade, men kun i profil 23

24 vest. Derfor virker det usandsynligt, at A843 skulle have relation til kirken, men hvordan anlægget derudover skal tolkes vides ikke. Det er ikke nærmere arkæologisk undersøgt Felt 23 Felt 23 lå som en 22,5 meter lang og 3,2 meter bred grøft direkte nord for felt 20, adskilt fra sidstnævnte af en ca. 1 meter bred balk. Der blev ikke arbejdet i felt 23, hvorfor feltgrænserne blot er målt ind med GPS. Feltet var på 71m Felt 24 Felt 24 var et mindre sonderingshul på ca. 1 x 1,5 meter, der blev åbnet på matr.nr. 4l i Gl. Solbjerg. Feltet blev åbnet for at undersøge, om der inde i det nuværende Gl. Solbjerg kunne påvises middelalderlige kulturlag. Der blev gravet til undergrund, hvori der blev påvist et enkelt fyldskifte (A1226), der indeholdt både rødt og gult tegl samt mørtel. I muldlaget under græstørven blev der ifølge beskrivelsen af sonderingshullet (beskrevet under A1226) fundet to keramikskår (X682). Der er tale om to rødbrændte skår af Horsensvare med begitning og hornmaling. Skårene stammer snarest fra årene. Der blev intet fundet i felt 24, der antyder middelalderlig aktivitet. I forbindelse med at felt 24 blev gravet, talte JK med flere af indbyggerne i Gl. Solbjerg for at høre, om de i forbindelse med tidligere jordarbejder skulle have observeret gamle ting i jorden. Det var der ingen af de adspurgte, der havde set, men dette er naturligvis i sig selv ikke ensbetydende med, at den middelalderlige bebyggelse ikke kan have ligget, hvor Gl. Solbjerg ligger i dag. 8. Fund Fundpolitikken på udgravningen var, at alle fund indsamledes, selv om enkelte tydeligt moderne genstande blev kasseret i felten. Fund blev i udgangspunktet indsamlet med registrering af, hvilket anlægsnummer fundet eller fundene stammede fra; fund blev altså ikke indmålt på planerne, med undtagelse af enkelte skeletter, der er indtegnet på plantegningerne. Indsamlingen af fund med registrering af hvilket anlægsnummer fundet eller fundene stammede fra er dog ikke gennemført helt konsekvent, idet det ved bearbejdningen kunne observeres, at der i fundlisten flere steder manglede angivelse af A-nr. Dette må tilskrives udgravningens karakter af uddannelsesudgravning. 24

25 Fundindsamlingen foregik således, at der godt kunne være flere fund (også af forskellig type) under det samme fundnummer (dvs. X-nr.), så længe dette X-nr. udelukkende var knyttet til ét anlægsnummer. Dette gælder dog generelt ikke for skeletmaterialet; her blev hvert skelet eller hver knogledel tildelt sit eget X-nr., og der blev som hovedregel ikke registreret andre fund under samme X-nr. På foranledning af Moesgård Museum indsamledes også bearbejdet flint fra Danmarks forhistorie Humant skeletmateriale Der er i alt 28 fundnumre med registrerede menneskeknogler fra årets udgravning. Disse 26 fundnumre dækker over alt fra tilnærmelsesvist hele skeletter til enkelte knoglefragmenter, fundet i overjorden under muldafrømning. Det totale antal af enkelte knogledele under de 26 X-numre kan ikke gives på nuværende tidspunkt. Bevaringstilstanden af skeletterne i de intakte grave var generelt dårlig, og kun få individer kunnet tages op i deres helhed. Der blev kun optaget fem nogenlunde komplette individer, heraf tre børn (X621, X627, X654) og to voksne (X660, X669). Det bedst bevarede individ var skelettet i den tidligere omtalte stengrav A887 (X669). De øvrige er betydeligt mere fragmentarisk bevarede, hvor særligt barneskeletterne er medtagne (f.eks. kunne inden barnekranier optages intakt). Ingen af de optagne skeletter er endnu blevet osteologisk undersøgt, så bortset fra, at tre af dem med sikkerhed har været børn, kan intet i øvrigt siges om køn, alder, patologi m.v Øvrigt knoglemateriale Der er seks fundnumre, der dækker over knoglemateriale, hvor arten indtil videre er ubestemt (X600, X607, X624, X635, X641, X684). Der kan være menneskeknogler blandt disse fundnumre, men de kan også dække over uidentificerede dyreknogler. Endelig er der fire fundnumre, der dækker over dyreknogler (X611, X615, X673, X675). Af disse var X673 et komplet hesteskelet, der blev fundet i felt 11 (fig. 20). Hesten formodes at være kulet ned i nyere tid, og skelettet var velbevaret. Det blev efter anmodning optaget og overdraget til konserveringsafdelingen på Moesgård Museum til intern brug. 25

26 8.3. Genstandsfund Foruden de optagne menneske- og dyreknogler er der i alt 234 enkeltgenstande fordelt på 46 fundnumre. Af de 234 enkeltgenstande består dog de 130 af større og mindre fragmenter af kalkmørtel fra kirken (opsamlet uden registrering af A-nr., men formentlig fra A767), én genstand er et muligt mørtelfragment, mens yderligere én metalgenstand (X613) er optaget i en blok af ler, der i øjeblikket ligger i vand uden at være undersøgt nærmere. Herudover kommer i alt 41 stykker bearbejdet flint fra Danmarks forhistorie. Fratrukket de 130 mørtelfragementer, de 41 stykker flint, det ene mulige mørtelfragment samt den ikke nærmere undersøgte metalgenstand er der altså 61 genstande, fordelt på 38 fundnumre. Materialemæssigt fordeler fundene sig med 19 keramikskår, 2 teglfragmenter, 1 kridtpibe, 35 metalgenstande, 1 slagge og 3 stykker glas. Næsten alle genstandsfund er gjort som løsfund eller i anlæg, der hverken kan knyttes til kirken eller kirkegården, og med enkelte undtagelser lader alle fundene til at tilhøre den eftermiddelalderlige periode, særligt 17- og 1800-tallet. 9. Fremtidigt arbejde Selv om de tre udgravninger i 2010, 2011 og 2012 har besvaret mange spørgsmål omkring ødekirken i Gl. Solbjerg, er der stadig ubesvarede spørgsmål. For det første er det fortsat ikke lykkedes at bestemme kirkegårdens fulde udstrækning. Mod vest og syd er der opnået resultater, der antyder kirkegårdens udstrækning på disse to sider, men den nordlige og østlige afgrænsning er endnu ukendt. En række søgegrøfter ud fra felt 20 i nord- og østgående retning vil med stor sandsynlighed kunne løse spørgsmålet. For det andet er det ikke lykkedes at påvise en ældre kirkebygning på stedet, selvom tilstedeværelsen af grave, der tydeligt overlejres af kirkens fundament-/plyndringsgrøfter, antyder, at der kan have stået en ældre kirkebygning. Det må dog også siges, at vi endnu ikke har nogle sikre dateringer af disse ældre begravelser og at det derfor stadig ikke kan udelukkes, at er er førkristne. Selv hvis der skulle have stået en ældre kirkebygning, før stenkirken blev opført, er det langt fra sikkert, at der vil kunne findes spor efter den. De stolpehuller, der er påvist ved undersøgelserne på lokaliteten, kan ikke henføres til en trækirke, og spor efter en ældre bygning kan være blevet ødelagt ved stenkirkens opførelse, kirkegårdens brug eller ved de udgravninger, der blev foretaget i 1900-tallet. Det er dog stadig en mulighed at tømme kirkens fundament-/plyndringsgrøfter for at undersøge, om der skulle være stolpehuller i undergrunden. 26

27 For det tredje er det fortsat et spørgsmål, hvor den middelalderlige bebyggelse i Gl. Solbjerg har ligget henne. Dels kunne det være interessant at foretage nogle flere mindre sonderingen inde i det nuværende Gl. Solbjerg, dels bør de anlægsspor, der fremkom på den østlige del af matr. 8d undersøges nærmere. Det er ikke sikkert, at anlægssporene på den østlige del af matriklen er middelalderlige de kan lige så vel være forhistoriske eller eftermiddelalderlige men der kan næppe være tvivl om, at der har været aktivitet på denne del af marken. For at undersøge disse nærmere kunne man med fordel systematisk udlægge søgegrøfter, der udvides lokalt, hvis der fremkommer spor efter bygninger eller lignende. I tilfælde af, at lokaliteten igen tages under plov, er der ingen tvivl om, at alle anlægsspor og grave på matr. 8d vil blive ødelagt. Det bør derfor tilstræbes, at marken fortsat får lov at ligge brak. Hvis der igen skal være landbrugsaktiviteter på marken, bør i alle tilfælde kirkeruinen og kirkegården totaludgraves. 10. Litteratur Danmarks Kirker, Århus amt. København Haugsted, Ejler: En Kirketomt og en Jærnalders Gravplads i Solbjerg, Tiset sogn. Aarhus Stifts Aarbøger 1933 s Kieffer-Olsen, Jakob: Grav og gravskik i det middelalderlige Danmark. Højbjerg Moesgård, 20. december 2012 Mogens Skaaning Høegsberg Mag.art., ph.d. 27

28 11. Illustrationer Fig. 1. Gl. Solbjergs beliggenhed omtrent midt i trekanten bestående af Århus, Skanderborg og Odder. Kort: Google Maps. 28

29 Fig. 2. Ortofoto over Gl. Solbjerg, tv. for hovedlandevejen mellem Århus og Horsens. Det nuværende Solbjerg ligger th. for landevejen. Udgravningslokaliteten lå på det lille næs, der skyder sig ud i Stilling-Solbjerg sø omtrent midt i billedet. De opfyldte udgravningsfelter kan endnu ses på marken. 29

30 Fig. 3. Ortofoto med udgravningsfelterne fra 2011 (blå) og 2012 (røde). Sml. fig. 2. Som det fremgår, overlapper en stor del af udgravningens felt 20 med et af felterne fra

31 Fig. 4. Oversigtsplan der viser 2012-udgravningsfelternes beliggenhed i forhold til hinanden. 31

32 Fig. 5. Oversigtsplan over felt 20 med de fire delfelter angivet. 32

33 Fig. 6. Stendige A711 som det fremstod i felt 12. Set fra vest. 33

34 Fig. 7. I forgrunden stenlægning A712; i baggrunden stendige A711. Felt 11. Set fra vest. 34

35 Fig. 8. Udsnit af oversigtsplan over felt 20. De registrerede dele af kirken er tegnet op med rødt. Med grøn signatur er markeret de tre snit igennem kirkens fundament-/plyndringsgrøfter. Snit K1 og K2 blev lavet under udgravningen i Snit K2 blev udvidet til et H-formet snit ved udgravningen 2012, hvor også snittet igennem korets sydmur blev lavet. 35

36 Fig. 9. Udgravningsplan fra udgravningen i Efter Haugsted 1933 s