Kristus og Moseloven

Transkript

1 2 TIL SABBATTEN 12. APRIL 2014 Kristus og Moseloven Ugens vers Introduktion Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. (Joh 5,46). Mange kristne er vokset op med historier om Jesu angiveligt negative holdning til jødernes religion. Denne uheldige misforståelse har ned igennem århundrederne været med til at fremme antisemitisme. Det er rigtigt, at Jesus sagde sin mening om misbrug af religionen; men han talte ikke imod den. Han var trods alt selv dens grundlægger. Evangeliernes beretninger om Jesu liv og gerning viser tværtimod, at han var en trofast jøde og totalt integreret i den jødiske kultur lige fra fødselen indtil den sidste uge af sit menneskeliv. Ligesom enhver anden jøde i det første århundrede var Jesus underlagt Moseloven. Han voksede op i et hjem med trofaste jødiske forældre, og han værdsatte til fulde sin rige jordiske arv, der var forankret i et guddommeligt forsyn. Han vidste, at Gud selv havde inspireret Moses til at nedskrive disse love med den hensigt at skabe et samfund, som genspejlede hans vilje. De skulle tjene som et lys for andre folkeslag. Han overholdt trofast lovens bogstav. Lige fra omskærelsen til hans besøg i templet, til festerne og hans holdning til skat, forblev Jesus lydig over for et system, som han vidste ville blive opfyldt gennem hans egen død og tjeneste i himlen. I denne uge vil vi se nærmere på de love, som Jesus selv adlød. Ugens tekster Luk 2,21-24 Mos 13,2.12 Luk 2,41-52 Matt 17,24-27 Joh 8, Mos 22,

2 SØNDAG 6. APRIL 2014 Omskærelse og fremstilling i templet Luk 2,21-24 Gud oprettede sin pagt med Abraham og sagde, at han skulle blive far til mange folkeslag (1 Mos 17,4). Da Gud skabte denne pagt, var den nioghalvfems år gamle Abraham for nyligt blevet far til Ismael, og den lovede søn Isak var endnu ikke blevet født. Alligevel blev han pålagt at omskære sig selv og alle de mandlige medlemmer af hans husholdning, og han blev pålagt at sikre, at enhver søn, som fra den dag blev født ind i hans husholdning, skulle omskæres på den ottende dag (1 Mos 17,9-12). Dette tegn var så vigtigt, at omskærelsen også blev foretaget, selv om den ottende dag faldt på en sabbat (3 Mos 12,3; Joh 7,22). Dette faktum giver os en bedre forståelse af de første dage af Jesu liv. Evangelierne viser os, at Josef og Maria blev udvalgt til at være hans jordiske forældre til dels pga. deres gudfrygtighed. Josef beskrives som en retsindig mand (Matt 1,19), og om Maria siges det, at hun havde fundet nåde for Gud (Luk 1,30). Da Jesus var otte dage gammel, holdt hans forældre en navngivnings- og omskærelsesceremoni for ham på samme måde, som utallige mandlige jøder havde oplevet i de foregående århundreder. Forestil dig Guds fejlfri søn, nu i menneskeskikkelse, gennemgå det samme ritual, som han selv havde indstiftet så mange hundrede år tidligere! Luk 2, Mos 13, Mos 12,1-8 Hvad fortæller disse tekster os yderligere om Josef og Maria? Hvad kan vi i vores tid og forhold lære af deres eksempel? Til at tænke over Bibelen siger klart, at Maria var jomfru, da hun blev udvalgt til at blive Jesu mor (Luk 1,27), så Jesus var det første barn, der kom ud af hendes moderliv. Ifølge 2 Mos 13 skulle enhver førstefødt blandt israelitterne (både mennesker og dyr) indvies til Gud. Loven sagde også i 3 Mos 12,2-5, at efter at have født et drengebarn var kvinden ceremonielt uren i fyrre dage (firs dage for et pigebarn). Ved afslutningen af denne periode skulle hun fremstille sig for præsten og bringe et offer. Som gudfrygtige jøder fulgte Josef og Maria nøje Moselovens forskrifter og sørgede for, at Guds søn kom til at bære pagtstegnet. 17

3 MANDAG 7. APRIL 2014 De jødiske fester Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. (Joh 5,1). Den første store fest i den jødiske religiøse kalender er den syv dage lange usyrede brøds højtid, som begynder med påsken. Denne fest fejres til minde om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten, hvor dødens engel gik forbi de døre, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Evangelierne beskriver tre gange, at Jesus fejrede påsken (Luk 2,41-43; Joh 2,13-23; Matt 26,17-20). Halvtreds dage efter påske indtraf Shavuot, en fest, der ofte omtales med det græske ord Pentecost, pinse. Selv om Bibelen ikke giver nogen begrundelse for pinsen, mente rabbinerne, at festen var et minde om, at Gud gav loven til Moses. Der er ingen beskrivelse i evangelierne om, at Jesus fejrede pinse. Men før sin himmelfart bad han disciplene om at vente i Jerusalem på at blive døbt med Helligånden (ApG 1,4-5). Denne begivenhed fandt sted på pinsedagen (ApG 2,1-4). Den sidste fest i den jødiske kalender var løvhyttefesten og den store forsoningsdag (Jom Kippur). Forsoningsdagen var den dag, hvor lejren blev renset for synd og folket var et med Gud. Løvhyttefesten var et minde om den tid, hvor israelitterne boede i telte i ørkenen. I tillæg til festerne i Moseloven havde jøderne to andre fester til minde om Guds indgriben i deres historie. Den første er Purim, som mindes jødernes redning fra udryddelse, da Ester gik i forbøn for dem hos den persiske konge. Den anden er Hanukah, som også er kendt som festen for genindvielsen af templet (Joh 10,22) og fejrer makkabæernes sejr over grækerne i 164 f.kr. De bibelske fester gælder selvfølgelig ikke længere for de kristne. De er alle opfyldt i Kristus. Men vi kan lære en hel del ved at studere dem og de budskaber, de indeholder; for de lærer os alle sammen noget om Guds frelsende nåde og magt til at sætte i frihed. 18 Til at tænke over Hvad kan vi gøre, som kan minde os om Guds virkelighed, hvad han har gjort for os og hvad han kræver af os, selv om vi ikke længere fejrer disse religiøse fester?

4 TIRSDAG 8. APRIL 2014 Jesus i templet Det Nye Testamente fortæller os ikke ret meget om Jesu barndom. Men en beretning, som giver os stor indsigt, fortæller om Jesus og hans forældre på besøg i Jerusalem under påskefejringen (Luk 2,41-52). Læs den igennem og besvar følgende spørgsmål: Hvordan er denne beretning med til at vise evangeliernes meget jødiske træk og religionens centrale rolle i datidens liv i Israel? Hvor betydningsfuldt er det, at denne beretning fandt sted under påskefejringen? I hvor mange dage var Jesu forældre ude af stand til at finde ham? Hvad minder det dig om? Selv om Jesus var et lydigt barn, virker hans svar til Maria og Josef næsten som en irettesættelse. Hvilken vigtig pointe indeholder hans svar? Hvad siger dette til os alle om, hvad der må være førsteprioritet i vores liv? Luk 2,51 Hvad betyder det, at han var lydig mod dem? Hvordan er dette vers med til at give os en endnu dybere forståelse af den nedværdigelse, som Gud gik igennem for at frelse os? Hvad kan det lære os om nødvendigheden af underkastelse på rette tid og sted? 19

5 ONSDAG 9. APRIL 2014 Skat Matt 17,24-27 I sidste uges studium så vi, hvordan Moseloven indeholder både en civil og en ceremoniel del. De ceremonielle love betyder, at templet var centrum for det jødiske religiøse liv. I det første århundrede var templet faktisk det eneste, som endnu gav jøderne en nationalfølelse. Templet i Jerusalem var på Jesu tid under renovation. Herodes den Store havde påbegyndt dette vældige arbejde i ca. år 20 f.kr, og det blev ikke endeligt fuldført før i år 66. Romerne var klar over, hvor alvorligt mange jøder tog deres religion, og de tillod dem derfor at indkræve deres egne skatter for at dække udgifterne til templets vedligehold. Alle jødiske mænd over 20 år skulle betale en halvsekel i skat, uanset økonomisk status (2 Mos 30,13; 38,26). Matt 17,24-27 Hvad mente Jesus, da han sagde: for at vi ikke skal forarge dem? Hvilket princip finder vi her, som vi også bør følge i vores egne liv? Det lader til at templets skatteopkrævere rejste rundt i de forskellige provinser for at sikre, at alle mænd opfyldte deres lovmæssige forpligtelse. Peters første svar til skatteopkræverne giver os det indtryk, at Jesus regelmæssigt betalte sine skatter (Matt 17,24-25). Men det virker, som om Jesus stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var passende, at han som Guds søn skulle betale skat for at vedligeholde sin Faders hus. Hvis Jesus havde betalt skatten uden at protestere, ville han i realiteten have anerkendt kravets berettigelse, og derved have benægtet sin guddommelighed. Men selv om han fandt det i orden at betale skatten, benægtede han den påstand, som lå til grund for det. Ved at tilvejebringe pengene til betaling af skatten beviste han sin guddommelige karakter. Det blev gjort klart, at han var ét med Gud og derfor ikke var skyldig at betale skat som en af landets almindelige undersåtter. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 434.) Ikke desto mindre valgte Jesus at adlyde øvrigheden og bad Peter om at hente skatten ud af munden på den første fisk, han fangede. Den mønt, han fandt, var nok til at betale skat både for Jesus og Peter. 20 Til at tænke over Jesus betalte sin tempelskat, selv om han vidste, at dette flotte bygningsværk snart ville blive ødelagt (Matt 24,1-2). Hvad bør dette fortælle os om vores pligt til trofast at bringe vores tiende og gaver, uanset hvilke problemer vi tror findes?

6 TORSDAG 10. APRIL 2014 Håndhævelse af loven Som vi har set, var Jesus en trofast borger, der opfyldte sine forpligtelser som en jødisk mand, selv om hans liv var i fare (se fx Joh 7, ; 10,31). Faktisk gør Jesus det klart, at det ikke var hans hensigt at ophæve loven og profeterne (Matt 5,17-20). Joh 8,1-11 Matt 19,1-9 5 Mos 22,23-24; 24,1-4 Hvordan skal vi forstå teksterne fra Det Nye Testamente i lyset af teksterne fra 5 Mosebog? Hvad foregår der her? Nogle af farisæerne forsøgte hele tiden at gribe Jesus i at bryde loven (se fx Joh 8,6). Da de bragte kvinden, som var grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, hen til ham, stillede de ham dette spørgsmål: Moses siger, at hun skal stenes, men hvad siger du? Det er interessant, at Jesus ikke svarer direkte på deres spørgsmål. Faktisk bekræfter han Moseloven i sit svar: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende (Joh 8,7). Han siger ikke, at hun ikke skal stenes; han tvinger ganske enkelt disse mænd til at se deres egen overtrædelse af loven. Selv frigivelsen af kvinden er i overensstemmelse med Moseloven; for der var ingen til at række en anklagende finger mod hende, og der krævedes mindst to vidner for at fuldbyrde en dødsstraf (5 Mos 17,6). I spørgsmålet omkring skilsmisse og gengifte kan det også se ud, som om Jesus modsiger Moseloven ved at insistere på, at der fra begyndelsen ikke gives noget grundlag for skilsmisse (Matt 19,4-6). Da farisæerne henviser til Moses lov i 5 Mos 24,1-4, sætter Jesus det hele i et større perspektiv. Moses påbyder ingen steder skilsmisse. Men på grund af folkets hårdhjertethed havde Moses tilladt det (Matt 19,8). Her ser vi altså, at selv når Jesus kritiserer Moseloven, sætter han den ikke ud af kraft. Jesus var i alle ting en trofast jøde, som overholdt Moseloven. Til at tænke over Hvordan kan vi lære den rette balance mellem retfærdighed og nåde over for dem, der ligesom vi selv synder? Hvis vi kommer til at vælge den forkerte balance, hvad vi som syndige mennesker helt sikkert kommer til, er det da bedst at være for retfærdig eller for nådig, og hvorfor? 21

7 FREDAG 11. APRIL 2014 Læs Ellen White The Desire of Ages, Løvhyttefesten, s og Jesus læser deres tanker, s Tre gange om året skulle jøderne samles i Jerusalem af religiøse årsager. Indhyllet i en skystøtte havde Israels usynlige fører givet dem anvisninger med hensyn til disse sammenkomster. Under jødernes fangenskab var det ikke muligt at overholde dem; men da folket var genetableret i deres eget land, begyndte man igen at overholde disse mindehøjtider. Det var Guds tanke, at disse årsfester skulle minde folket om ham. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 447.) Det faldt Jesu forældre naturligt at betragte ham som deres eget barn. Han var jo sammen med dem til daglig, hans tilværelse lignede i så mange tilfælde andre børns, og det var vanskeligt for dem at gøre sig klart, at han var Guds Søn. De var i fare for at glemme at påskønne den velsignelse, der var skænket dem ved at være sammen med verdens Frelser. Sorgen over at have været skilt fra ham og den milde bebrejdelse, der lå i hans ord, var tænkt som en påmindelse til dem om det hellige kald, der var betroet dem. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 81.) Spørgsmål til drøftelse 1. Dvæl ved den fantastiske sandhed, at selv om det var Jesus, der gav alle disse love, underordnede han sig dem, da han blev et menneske. Hvad siger dette om Guds karakter? 2. Prøv at sætte dig i Josef og Marias situation. Er det så mærkeligt, at de ikke helt forstod alt, som havde med Jesus at gøre? Er der ikke også en hel del ting i forbindelse med Jesus, som vi heller ikke forstår? Hvordan kan vi lære at have tillid og være lydige på trods af de mange ting, vi ikke forstår? 3. Hvad vil du sige til en kristen, som påstår, at vi skal fejre de jødiske fester? (Her er et hint: du kan begynde med at spørge, hvordan vedkommende har tænkt sig at fejre dem, siden alle festerne havde deres hovedsæde i et templet, som blev ødelagt for længe siden, og havde med udgydelse af blod at gøre, som er ophørt.) 22

8 DIALOG TIL SABBATTEN 12. APRIL 2014 Aktiviteter og dialog Guds Ord I Efeserbrevet giver Paulus et kristent eksempel på anvendelsen af det jødiske og gammeltestamentlige begreb at vandre (halaka, jvf. sidste uges studie) i betydningen at leve. Den nye danske oversættelse veksler mellem disse udtryk i gengivelsen af den samme græske vending: at leve (4,2) og at vandre (5,2): I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed... I Matt 22,34-40 svarer Jesus på et trick spørgsmål fra en skriftlærd, der spørger om det største bud i loven. Find ved hjælp af Bibelens fodnoter de tekster i Moseloven, som Jesus citerer. Sætter Jesus loven ud af kraft, når han citerer kærlighedsbudene? Erstatter kærlighed i disse ord øvrige bud i loven, så som de ti bud? Hvordan vil du forklare sammenhængen mellem det dobbelte kærlighedsbud og de ti buds tavler? Hvordan viser kærlighed til Gud og medmennesker sig i praksis? Forstå det bedre Uddybende spørgsmål Farisæerne havde opbygget et rigoristisk lovsystem, hvor alle bud havde samme vægt. Det betød i praksis, at de var nødt til at finde på en ny regel for enhver ny situation. Skellet mellem dybereliggende principper og praktiske forskrifter blev udvisket. Det var i lyset af denne opfattelse, at spørgsmålet til Jesus i Matt 22,34-35 blev opfattet som en fælde. Jesus risikerede at blive beskyldt for at tilsidesætte dele af loven, hvis han fremhævede nogle bud frem for andre. Ved at citere direkte fra loven selv gengav Jesus lovens selvforståelse og lukkede effektivt munden på sine angribere. Det var altid Guds tanke, at kærlighed skulle ses som motivet og drivkraften bag al menneskelig lydighed. Kan du finde situationer, hvor mindre betydningsfulde leveregler, som du i al almindelighed har gavn af at følge, kommer på tværs af kærlighedens principper? Betyder Jesu vægt på kærligheden, at man kan lyve eller snyde i kærlighedens navn? Ord og udtryk Shavuot betyder egentlig uger og anvendes om den fest, der følger syv uger efter påskefesten. Påskefesten blev fejret i tilknytning til byghøsten, ugefesten i tilknytning til hvedehøsten. 23

9 NOTER TIL SABBATTEN 12. APRIL 2014 Pentekost kommer af det græske ord for halvtreds og bliver til vores pinse. Det anvendes om ugefesten, fordi den faldt 50 dage efter påsken. Forårs- og efterårsfester er en betegnelse, man ofte anvender om festerne i det jødiske festår. Udtrykket er lidt misvisende, fordi Palæstina ikke har de fire årstider i vores forstand. Forårsfesterne indbefattede påske og pinse, festerne for kornhøsten. Efterårsfesterne indbefattede basunfesten, forsoningsdagen eller domsdagen (Jom Kippur) og løvhyttefesten. Her fejrede man afslutningen på frugthøsten. Forårsfesterne pegede profetisk frem til Jesu lidelse og død og den første menigheds oprettelse, efterårsfesterne pegede frem til historiens afsluttende begivenheder. Alle disse fester var en del af helligdomstjenesten og pegede frem til Jesu offer på Golgata og tjeneste som vores præst i himlens helligdom. De hører derfor ikke til den kristne tidsalder. Efter korset giver det ingen mening at holde dem. Festerne viser nu hen til en himmelsk virkelighed. Jubelåret hørte ikke til feståret og var ikke en del af helligdomstjenesten som sådan. Noter 24

10 NOTER Missionsberetningerne for 2. kvartal 2014, var desværre ikke klar fra Generalkonferencen ved redaktionens afslutning. Find missionsberetningerne på adventist.dk (i bunden af siden under genveje > Bibelstudium) eller benyt de eftersendte tryk, som hver menighed modtager, så snart de er klar. 25