DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 Digitaliseret af / Digitised by Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consult

4

5 VERDENSKRIGEN DET KONGELIGE BIBLIOTEK

6 KIRKELIGT VERDENSFORBUND TIL FREMME AF INTERNATIONAL FORSTAAELSE DEN DANSKE KOMITÉ DE KRISTNES STILLING TIL KRIGEN OG TIL DET INTERNATIONALE SAMKVEM EFTER KRIGEN EN HENVENDELSE TIL DEN DANSKE KIRKE i KØBENHAVN FORBUNDETS SEKRETARIAT, BLEGDAMSVEJ 10,

7

8 Kirkeligt Verdensforbund til Fremme af international Forstaaelse. Mens Diplomaterne i Aaret 1907 var ved at træffe de sidste Forberedelser til den 2. Fredskonference i Haag, blev der i England under Ærkebiskoppen af Canterburys Forsæde afholdt et Bispemøde, hvor man vedtog en Resolution, hvori det blandt andet hedder:»det er enhver Kristens Pligt, ved alvorlig Bon og ved Anvendelse af den Indflydelse, han har, at styrke og grundfæste den fremvoksende Stemning for internationalt Venskab og Fred, at bidrage til en højere Form for internationalt Samkvem, og at fremme Regeringernes og Statsmændenes Bestræbelser for at forebygge Krigens Rædsler og l lykker ved den systematiske og anerkendte Antagelse af Voldgift, naar internationale Vanskeligheder opstaar.«.1 ALLEN BAKER. Paa denne Baggrund er det forstaaeligt, at der inden for kirkelige Kredse i England kunde samles flere Hundrede kendte Mænds Underskrifter paa et Andragende, som blev overbragt Fredskonferencen i Haag 1907 af en indflydelsesrig Deputation, og som gik ud paa en Udvidelse af Voldgiftens Anvendelse i internationale Stridigheder. Haag-Konferencen gav imidlertid ogsaa Anledning til, at de første Spirer nedlagdes til en organiseret kristelig Fredsbevægelse. Et Medlem af den omtalte Deputation, Parlamentsmedlem J. Allen Baker, forelagde nemlig her sin Ven, den tyske Baron Eduard de Neufville, en Plan om at vække Interesse i de engelske og tyske Kirkesamfund for et Arbejde for international Forstaaelse mellem de to Lande. Til

9 4 Fremme af dette Formaal besluttede man at foranstalte gensidige Besøg af Kirkerepræsentanter til de paagældende Lande, og allerede det følgende Aar (1908) aflagde 133 tyske Gæster et Besøg i England, og Aaret efter besøgtes Tyskland af 110 Repræsentanter for de engelske Kirkesamfund, baade Lutheranere, Frikirkemænd og Katoliker. En fastere Form tik disse Bestræbelser i det paafølgende Aar, idet der 1910 i hvert af de to Lande dannedes en»kirkelig Komite til Fremme af god Forstaaelse mellem Storbritannien og Tyskland«, EDl'ARn OE NEUFVILLE. som tik god Tilslutning fra indflydelsesrige Per- sonligheder. Omtrent 12,000 Medlemmer sluttede sig etterhaanden til den britiske Komite med Ærkebiskoppen at Canterbury som Formand, og i Tyskland naaede Medlemsantallet omtrent 4,000. Gennem de to Tidsskrifter»The Peacemaker«(fra 1911) og»die Eiche«(fra 1913), som har bragt mange værdifulde Artikler, søgte man hver i sit Land at virke for gensidig Forstaaelse paa kristeligt Grundlag. Allerede 1910 havde Bevægelsen vundet levende Opmærksomhed i Amerika, og da Lake-Mohonk Konferencen blev afholdt 1911, var der efter Indbydelse mødt Repræsentanter baade for den britiske og den tyske Komite. Ved denne Lejlighed blev der udtalt Ønsker om en mere omfattende Organisation, som skulde samle Kirkesamfundene i alle Lande om et Samarbejde for international Forstaaelse. Men der var en Vanskelighed, som stillede sig i Vejen tor Virkeliggørelsen af denne Tanke: man manglede de fornødne Pengemidler til at kunne samle Repræsentanter for de mange Kirkesamfund. Et Par Aar efter blev denne Vanskelighed imidlertid overvunden, da den bekendte Mangemillionær Andrew Carnegie i Begyndelsen af 1914 oprettede et Fond paa over 7 Millioner Kroner, hvoraf Renterne skulde anvendes til Bestræbelser for at samle de kristne Kirkesamfund Verden over Iii et fælles, organiseret Arbejde for Freden.

10 5 - Vejen var nu banet, og i Foraaret 1914 traf man Foranstaltninger til Afholdelsen af to forberedende Konferencer i Begyndelsen af August Maaned: den ene for Protestanter skulde afholdes i Kom stanz, den anden for de romersk-katolske Kirkesamfund blev henlagt til Liege. Under Forberedelserne til disse to Konfe- :. rencer var der et nært Samarbejde mellem Katoliker og Protestanter, og skønt man ansaa det for nødvendigt, at Repræsentanterne for de to Kirkeafdelinger paa det givne Tidspunkt samledes hver for sig, saa var det dog kun for at forberede en anden og mere omfattende! ANDREW CARNEGIE. Konference, hvor saavel romerske som græske Katoliker skulde samles i Fællesskab med de talrige protestantiske Kirkesamfund et opløftende Varsel 0111 en begyndende Virkeliggørelse af den kristelige Enhedstanke. Men netop i de Dage, da disse Konferencer skulde afholdes, brød Verdenskrigen ud og truede med at gøre de forudgaaede Bestræbelser til intet. Det lykkedes dog ikke. De internationale Forviklinger havde nemlig udviklet sig i saa rivende et Tempo, at Størsteparten af de Delegerede til Konferencen i Konstanz allerede havde tiltraadt Rejsen, inden Krigsfaren syntes overhængende, og naaede Bestemmelsesstedet rettidigt den 1. August. At Konferencen i Liege, som var fastsat til den 10. August, ikke blev til noget, behøver desværre ingen nærmere Forklaring! Gennemgaar man Fortegnelsen over de Delegerede til Konstanzer-Konferencen, vil man se, at der var 153 Personer fra 12 Nationer, repræsenterende 33 religiøse Samfund. Fra Danmark var indbudt: Biskop Ostenfeld, Pastor Hans Koch og Underbibliotekar Ilolger Larsen. Af Delegerede fra andre Lande kan nævnes: Parlamentsmedlem J. Allen Baker, London, Konferencens Formand; Parlamentsmedlem W. H. Dickinson, London, Konferencens Sekretær; Biskoppen af Lichfield; Pastor Elie Gounelle, Paris; Baron Eduard

11 - 6 de Nenfville, Frankfurt a. M.; Professor Martin Rade, Marburg; Professor, Missionsdirektor./. Richter, Berlin; Pastor F. Siegmund-Schultze, Udgiver af»die Eiche«, Berlin; Professor Louis Emery, Lausanne; Pastor H. J. E. Holsteijn, Apeldoorn (Holland); Pastor Albert Wickmann, Lund; Professor S. Michelet, Kristiania; Stiftsprovst Carsten Hansteen, Bergen; den kendte Fredsven Edwin D. Mead, Boston, og Pastor K. Tsunashima, Tokio (Japan). Af de Delegerede mødte der ca. 90, og de samledes Søndag Formiddag den 2. August til et Bedemode. Den, der overværede det, vil aldrig glemme det gribende Øjeblik, da den ene efter den anden traadte frem og bad, enhver i sit eget Sprog mens Militærtogene rullede af Sted udenfor, og Slægt og Venner hilste de bortdragende Tropper med Hurraraab. Öm Aftenen holdtes der endnu et Mode, og her blev der paa Grund af de vanskelige Forhold taget Beslutning om at forlade Konstanz den næste Morgen, hvor de egentlige Forhandlinger skulde være begyndt, og overflytte Konferencen til London. Inden Opbrudet vedtog man dog uden Diskussion de fire Resolutioner, som var udformet i Forvejen, og hvis væsentligste Indhold var dette: 1) Kirkesamfundene bør gøre deres Indflydelse gældende til Fremme af god Forstaaelse mellem Nationerne, 2) dette opnaaes bedst ved en fælles Optræden, 3) derfor bør der oprettes Komiteer i de enkelte Lande under en international Centralledelse. 4) Til at udføre de af Konferencen vedtagne Beslutninger vælges der en midlertidig Komite og der valgtes en saadan. De Delegerede, som var taget med til London, mødtes i Westminster Palace Hotel den 5. August. Men da England Aftenen i Forvejen havde erklæret Tyskland Krig, indskrænkede mail sig til at vedtage, at Repræsentanterne for hver Nation skulde danne en Komite i deres eget Land og søge samlet en Kreds af kristne Mænd og Kvinder i Tilslutning til den i Konstanz paabegyndte Bevægelse. Den første Organisation i Tilslutning til»kirkeligt Verdensforbund til Fremme af international Forstaaelse«blev dannet i England, hvor man bl. a. virker gennem 1 idsskriftet»goodwill«, og efter Besøg af Forbundets Repræsentant, Professor Dr. Benjamin F. Battin, er lignende Organisationer fremstaaet i Schweiz, Danmark, Holland og Tyskland. Maatte den kristne Kirke Verden over, ogsaa i vort Land,

12 kende det Kald, som nu lyder til den. Den Verden, som er ved at gaa under i Synden og dens Folger, trænger til os og venter paa os! De Kristnes Stilling til Krigen og til det internationale Samkvem efter Krigen. Nedenstaaende Henvendelse er blevet udarbejdet at' den britiske Gruppe inden for»kirkeligt Verdensforbund til Fremme af international Forstaaelse«i den Hensigt at tilstille Kristne i alle Lande en Udtalelse, for at de ved at give den sin Tilslutning kan tilkendegive deres Syn paa den Stilling, som Kirken bor indtage over for de Spørgsmaal om international Moral og internationalt Samkvem, som Krigen har rejst. Paa denne Maade er der Haab om, at de Kristnes Mening kan samles i bestemt formulerede Udtalelser med en saadan Virkning, at det vil faa Indflydelse paa Verdens Diplomater, liaar de skal til at udfinde en praktisk Løsning paa de nævnte Spørgsmaal. Opraabet har følgende Ordlyd: Krigen. Ved Krigens Afslutning vil der paa Verdens Nationer hvile et tungere Ansvar, end der nogensinde før er faldet paa Menneskeheden som Helhed. Krigen liar været verdensomfattende. Kun faa af Nationerne om overhovedet nogen har været uberørt af den. Dens Rædsler har været følelige under ethvert Jordstrøg, og dens Lærdomme er kommet ud til næsten ethvert Folkeslag. Kirken og Krigen. Det Problem, der vil møde Menneskeheden, er dette: at udfinde, paa hvad Maade en Gentagelse af disse tunge Erfaringer kan umuliggøres. Men blandt dem, der har Indflydelse paa Tankerne 0111 dette Spørgsmaal, er der ingen, der har et mere indtrængende Kald til at udtale sin Mening, end den kristne Kirke. Krigen selv har vist, hvor utilstrækkelig dens Indflydelse

13 8 har været til at betvinge de Kræfter, der fremkalder Strid mellem Nationerne. Hvis der skal ske en Forandring i det sociale Samkvem mellem de forskellige Folk, kan det kim ske derved, at Guds Kraft gennemsyrer hele Menneskeslægten og helt faar Indflydelse ikke blot paa det enkelte Individs Handlinger, men ogsaa paa Nationernes i deres indbyrdes Forhold. I)et paahviler derfor Kristi Evangeliums Forkyndere i alle Trossamfund at bringe dette Budskab ud til Folket og vise dem en Udvej fra et System, der saa aabenbart har vist sig ude af Stand til at bringe Fred paa Jord og Forstaaelse blandt Mennesker. Spørgsmaalet uafhængigt af Krigen. Spørgsmaalet om, hvad der maa gøres ved Krigens Afslutning, kan drøftes uafhængigt af alle Stridsspørgsmaal, der vedrører saavel Krigens Aarsager som dens umiddelbare Resultat. Hvad der end kan have fremkaldt Krigen, og hvad der end kan blive dens militære Udfald, saa staar dog Drøftelsen af, hvordan de internationale Forhold skal reguleres i Fremtiden, som noget for sig og berøres ikke med Nødvendighed af nogen af disse Betragtninger. Det vil være klogt at fastholde dette Standpunkt; thi derved vil Mænd at alle Nationer, af alle Partier og alle Anskuelser under Drøftelsen af Spørgsmaalet kunne være med til at kaste Lys over vanskelige Punkter og fremsætte saadanne praktiske Forslag, der vil kunne vente Tilslutning hos Mennesker af alle Meningsafskygninger. Kristnes Stilling under Krigen. Der er ingen Tvivl om, at de Kristnes Indflydelse paa Opgøret ved Krigens Ophør ogsaa vil afhænge at deres Stilling under Krigen. Naar de, hvor det er muligt, mildner hadefulde og ondsindede Følelser; naar de opmuntrer til at bede for Fjenderne og være bekymret for deres Velfærd; naar de tilbageviser Bagvadskelser, som ophidser Sindene; naar de dæmper Bitterheden ved at udbrede Kendskab til ædle Handlinger, der er udført saavel af Fjender som al Venner; naar de kommer hjælpeløse og uskyldige Udlændinge til Hjælp, hvor de er i Vanskeligheder; naar de holder venskabelige Forbindelser vedlige, som de har haft tør Krigen; naar de gør det, vil de i høj Grad bidrage til at lette den Opgave, som venter Nationerne, naar de kommer sammen for at drøfte Fredsbetingelserne.

14 9 - De kristelige Princippers Anvendelse pan Nationerne. Ved Formuleringen af de Principper, hvorpaa en ny Form for internationalt Samkvem maa hvile, maa det først og fremmest fastholdes, at de kristelige Principper skal lede Staterne i samme Grad som de enkelte Individer. Ikke faa Skribenter har hævdet, at Hensyn til Statens Velfærd retfærdiggør en Handlemaade fra de Ledendes Side, som ikke vilde være tilladelig i deres personlige Forhold. En saadan Anskuelse er imidlertid i Uoverensstemmelse med den kristelige Opfattelse af moralsk Pligt. Det, som er Uret hos et Menneske, er ikke mindre Uret, blot fordi han som Regent anser det for at være til Bedste for Staten. Denne falske Lære har allerede bragt usigelig megen Grusomhed og Uretfærdighed over Tusinder af uskyldige Mænd og Kvinder. At holde fast ved denne Lære gør det umuligt for nogetsomhelst Samfund at stole paa noget andet end væbnet Magt. Men de evige Principper om Ret og Uret maa lede saavel Statens som de enkelte Individers Handlinger, og det er kristne Menneskers Pligt at udfinde en Maade, hvorpaa disse Principper kan gennemføres, saa vidt menneskelig Ufuldkommenhed tillader det. Retfærdighedens og Broderskabets Principper. Det er ganske aabenbart en kristelig Opgave at gøre gældende, at der ved Opgøret efter Krigen maa komme til at raade baade en Retfærdighedens og en Broderskabets Aand. Hvor en Nation har øvet Uret mod en anden, maa der gives Oprejsning; man maa undgaa Fejlene ved tidligere Opgør, og der maa gøres saa lidt, som muligt, der kan avle Bitterhed i kommende Slægter og gøre en Forsoning vanskelig. Broderskabets Princip kræver, at de Kristne sikrer Nationerne ligesom de enkelte Individer Frihed for Undertrykkelse og Muligheden for at udfolde deres eget ejendommelige Liv. Dernæst: hvis Retfærdigheden skal blive raadende i alle internationale Anliggender, maa man indføre et internationalt System i Lighed med det, som civiliserede Nationer har oprettet for at regulere Stridighederne inden for Landenes egne Grænser. Mange Planer har der været udtænkt til den fredelige Ordning af internationale Stridsspørgsmaal. Voldgiftsprincippet har allerede i vid Udstrækning vundet Anerkendelse og været i Virksomhed; det fremgaar af Haager- Domstolens Oprettelse og af den Omstændighed, at alle civiliserede Magter er gaaet ind paa at modtage dens Afgørelse i

15 10 Stridigheder af rent juridisk Karakter. I nogle enkelte Traktater som f. Eks. mellem Norge og Sverrig, og mellem Chile og Argentina er denne Overenskomst udvidet til at omfatte Spørgsmaal af enhver Art, selv dem, der angaar de paagældende Staters vitale Interesser, Uafhængighed og nationale Ære. Efter at Storbritannien og Amerikas forenede Stater allerede i 1905 var blevet enige om at henvise alle juridiske Stridsspørgsmaal til Haager-Domstolen, traf de i Traktaten af 1914 en Overenskomst om, at alle Spørgsmaal, der ikke egner sig til retslig Afgørelse, skal henvises til en permanent Undersøgelseskommission, som skal undersøge dem, aflægge Beretning om dem og om muligt bilægge dem, førend nogen af Parterne maa træffe Krigsforberedelser. Retfærdighed og Forsoning er de to ledende Grundtoner i de engelsk-amerikanske Traktater, og kristelige Tanker og Bestræbelser kan ikke gøre noget bedre end at bygge paa denne Grundvold, naar (ler skal lægges Planer om et internationalt System, der er Udtryk for universel Forstaaelse. Udbredelsen af Principperne i den engelsk-amerikanske Traktat. Grundprincipperne i den engelsk-amerikanske Traktat kan let optages af andre Nationer. De kan anvendes paa Staterne parvis eller paa Grupper af Stater. Det første er den lettest gennemførlige Maade; men det sidste vilde være det mest virkningsfulde, eftersom det vilde tilvejebringe et Middel til at fremtvinge Overenskomster, hvad tidligere Traktater har savnet. Hvis nemlig 4 eller 5 af de ledende Nationer vilde binde sig til at ordne deres Mellemværender paa denne Maade og forpligte sig til at slutte sig sammen i en fælles Optræden, der kunde blive nødvendig, hvor en af Parterne vægrede sig ved at overholde Traktatens Bestemmelser, da vilde der derved være tilvejebragt en saadan Garanti mod Brud paa Overenskomsten, som ikke vilde kunne opnaas, hvis det kun var to Stater, der var Deltagere i Overenskomsten. Desuden vilde der tilvejebringes et Grundlag for en videre Sammenslutning. Andre Lande kunde slutte sig til den samme Traktat, og den kunde saaledes tilsidst udvikles til at blive en verdensomspændende Forpligtelse, hvor de kristelige Retfærdigheds- og Fordragelighedsprincipper endelig kunde regulere Samkvemmet mellem alle civiliserede Nationer.

16 Maaske et saadant System ikke vilde medføre øjeblikkelig Afrustning eller lige med det samme gøre Krig umulig. Men naar det først en Gang er blevet anerkendt som et væsentligt Led i Nationernes indbyrdes Forhold, maa Udviklingen gaa i Retning af at hidføre og maa tilsidst naa begge disse Resultater, Maalet. En Ordning af denne Art kunde indføres ved Krigens Afslutning som et Led i Fredsbetingelserne. Ja, den kunde endogsaa antages af nogle af Nationerne, før Krigen hører op. Hvis den blev vedtaget nu, vilde den staa som et Eksempel paa, hvad der kan udrettes af Nationer, der ærligt ønsker at leve i Fred med hverandre og at gøre Muligheden af Krig indbyrdes saa fjærn, som muligt. Nogle Stater vilde da tiltræde den med det samme, og andre vilde komme til senere. Og den vilde kunne give Anvisning paa, hvad der betinger Freden, naar de kæmpende Folkeslag har nedlagt deres Vaaben. Her er der da et Maal, som den kristne Kirke bør forsøge paa at fore Menneskeheden henimod. Verden er rede til en Bestræbelse i denne Retning. Det gamle System har spillet Fallit. Civilisationen er igen sunket tilbage i Kaos. Men ud af Kaos kan der rejse sig et nyt System. Det staar navnlig til Statsmændene og Folkene i Europa og Amerika at tilvejebringe en Ordning af det internationale Liv, bygget op paa Retfærdighed og Kærlighed, saadan som det er aabenbaret for Menneskeslægten ved Jesu Kristi Lære. Resumé. De Maal, der maa sigtes imod, kan sammenfattes i følgende: 1. At kristelige Principper kommer til at lede Staterne i samme Grad som de enkelte Individer. 2. At Retfærdighed og Broderskab bliver raadende i Fremtidens internationale Liv. 3. At alle internationale Stridigheder bilægges ad Retfærdighedens og Forsoningens Vej. 4. At de engelsk-amerikanske Traktater anvendes som et Grundlag, der kan antages af de forskellige Lande for at tilvejebringe en fredelig Ordning af deres Mellemværender.

17 At Broderskabsfølelsen og Ønsket 0111 Forsoning bestemmer de Kristnes Stilling over for Fjenderne baade under Krigsførelsen og ved Fredsslutningen. Den danske Komité. Verdensforbundets danske Komité, som blev dannet den 18. Dec. i Fjor, bestaar af følgende Medlemmer, allé fra København: Biskop //. Ostenfeld, Formand. Underbibliotekar Holger Larsen, Sekretær. Professor Valdemar Ammundsen. Bibliotekar Th. Døssing. Pastor Marius Hansen. Pastor Carl Jespersen. Pastor Hans Koch. Overbibliotekar H. O. Lange. Cand. theol. Eilert Morthensen. Sekretær Chr. Norlev. Af Forbundets Fond har Komitéen som et første Bidrag faaet Tilsagn om 50 Pd. St. (900 Kr.), som skal anvendes til at fremme den danske Kirkes Forstaaelse af de Kristnes Forpligtelser til at være med i de kommende Bestræbelser for god Forstaaelse mellem Nationerne. Komitéen anbefaler stærkt at give omstaaende Opraab sin Tilslutning. Verden over kaldes der nu paa Guds Menighed paa en Maade som aldrig før, og hvis Kristne i alle Lande i stor Udstrækning kunde samles 0111 disse Bestræbelser, vilde denne Enhed blive et Lyspunkt i det Mørke, som nu ruger over den kristne Verden. Meddelelser om Tilslutning, som i ingen Maade har Karakter af noget bindende, bedes snarest indsendt til Sekretæren (Blegdamsvej 10 3, København N.).

18

19 V, i:.