EUROPA-PARLAMENTET. Økonomi- og Valutaudvalget UDKAST TIL BETÆNKNING

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET 2004 Økonomi- og Valutaudvalget 2009 FORELØBIG 2004/0000(INI) UDKAST TIL BETÆNKNING om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2003 (16 C6-0000/ /0000(INI)) Økonomi- og Valutaudvalget Ordfører: Alain Lipietz PR\ doc PE

2 PR_INI_art47-1 PE /11 PR\ doc

3 INDHOLD Side FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING... 4 BEGRUNDELSE... 8 PR\ doc 3/11 PE

4 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2003 (16 C6-0000/ /0000(INI)) Europa-Parlamentet, der henviser til Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2003 (16 C6-0000/2004), der henviser til EF-traktatens artikel 106, 111 og 113, der henviser til artikel 15 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der henviser til sin beslutning af 2. april 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase 1, der henviser til sin beslutning af 3. juli 2003 om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for , der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om den økonomiske situation i EU betænkning om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik 3, der henviser til sin beslutning af 22. april 2004 om Kommissionens henstilling om opdateringen af de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik (for perioden ) 4, der henviser til Revisionsrettens beretning af 14. og 15. januar 2004 om effektiviteten af Den Europæiske Centralbanks forvaltning i regnskabsåret 2002, med Den Europæiske Centralbanks svar 5, der henviser til Den Europæiske Centralbanks afgørelser af 19. februar og af 17. juni om vedtagelse af forretningsordenen for henholdsvis Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Centralbanks Generelle Råd, der henviser til Europa-Kommissionens økonomiske prognoser i foråret 2004, der henviser til forretningsordenens artikel 45, 106 og 112, stk. 1, der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0000/2004), 1 EFT C 138 af , s EUT C 74 E af , s P5_TA(2004) P5_TA(2004) EUT C 45 af , s EUT L 80 af , s EUT L 230 af , s. 61. PE /11 PR\ doc

5 A. der henviser til, at hovedformålet for Den Europæiske Centralbank (ECB) og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) er at fastholde prisstabilitet og støtte Den Europæiske Fællesskabs (EF s) generelle økonomiske politikker, som fastlagt i traktatens artikel 2 samt af Det Europæiske Råd i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 og Det Europæiske Råd i Gøteborg den 15. og 16. juni 2001, B. der henviser til, at der i 2003 skete et kraftigt tilbageslag i den internationale økonomi, som især havde sit udspring i USA og Asien (vækst i BNP på verdensplan: 3,7 %), C. der henviser til, at EU s BNP i 2003 kun voksede med 0,8 %, og euroområdets kun med 0,4 %, og, at det meste af opsvinget var eksportrelateret på trods af opskrivningen af den nominelle effektive kurs for euroen; inflationen i euroområdet nåede et historisk lavt niveau (faldt til 2,1 % i forhold til 2,3 % i 2002), overskudslikviditeten akkumulerede med en kraftig vækst i M3 til 7,1 %, hvor ECB s mål var på 4,5 %; budgetsituationen blev yderligere forværret og nåede et niveau, hvor det gennemsnitlige underskud var på 2,7 % af euroområdets BNP (2,3 % i 2002); långivningen til den private sektor voksede kraftigt, og arbejdsløsheden holdt sig stabil; D. der henviser til, at ECB den 8. maj 2003 bekendtgjorde, at dens inflationsmål på mellemlang sigt nu var, at inflationen skulle holdes tæt på men under 2 %, E. der henviser til, at ECB nu er af den opfattelse, at der kun er en lille inflationsrisiko forbundet med M3 s alt for store vækst, F. der henviser til, at det i artikel 10 i statutten for Systemet af Europæiske Centralbanker og for Den Europæiske Centralbank fastsættes, at Styrelsesrådet skal træffe afgørelse og handle med simpelt flertal, G. der henviser til, at EU s udvidelse den 1. maj 2004 indebærer store udfordringer for ØMU, ECB og ESCB, samt til, at de nye medlemsstaters nationale centralbanker har undertegnet centralbankaftalen om valutakursmekanismen (ERM) II, H. der henviser til, at den estiske kroon, den litauiske litas og den slovenske tolar kom med i ERM II den 28. juni 2004, I. der henviser til, at der i nogle medlemsstater er opstået debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at beholde de små euro-mønter, og at der er frygt for, at der vil opstå et opadgående inflationært pres, hvis man afskaffer disse mønter, idet der vil blive foretaget uberettigede oprundinger af priserne; 1. byder ECB's nye formand velkommen 2. mener, at Den Monetære Union, der nu har været en realitet i 5 år, kan anses for at have været en succes indtil nu, og at dette i høj grad skyldes ECB s og ESCB s arbejde; henleder imidlertid opmærksomheden på, at det er nødvendigt, at de politiske beslutningstagere også fremover gør sig overvejelser om de vedvarende problemer og kommende udfordringer; 3. udtrykker tilfredshed med, at ECB (i kapitel 5 i årsberetningen for 2003) fuldt ud PR\ doc 5/11 PE

6 erkender, at den er ansvarlig over for offentligheden og Europa-Parlamentet med hensyn til de målsætninger den skal opfylde i henhold til traktaterne; 4. glæder sig over den historisk lav rente i euroområdet; mener, at ECB har reageret korrekt på den økonomiske og finansielle udvikling i 2003; betoner, at den også fremover nøje bør holde øje med, hvor hurtigt markederne reagerer på og forudiskonterer dens afgørelser, men stiller spørgsmålstegn ved, om det ikke ville have været mere hensigtsmæssigt, hvis de pågældende foranstaltninger var blevet gennemført i begyndelsen af 2002; 5. mener desuden, at den relativt svage økonomiske aktivitet i euroområdet i 2003 ikke skyldes manglende tillid til valutaens stabilitet men snarere er et resultat af manglende vækst i efterspørgslen; 6. glæder sig over, at ECB den 8. maj 2003 besluttede at tilstræbe en positiv inflation ( tæt på 2 % ), da det hermed bliver muligt at nedbringe realrenten og således modvirke et deflationært pres; 7. erkender, at ECB ganske vist skal støtte Lissabon-målsætningen om fuld beskæftigelse, men at dens bidrag alene ikke er nok til at opnå dette mål, og opfordrer Rådet til at overveje ændringer af de budgetmæssige aspekter af den økonomiske samordning i overensstemmelse med de ændringer, som Europa-Kommissionen har foreslået med hensyn til stabilitets- og vækstpagten; 8. er enig i, at det er rigtigt ikke længere at tillægge det pengepolitiske aggregat M3 så stor betydning; mener imidlertid, at overskudslikviditeten, selv om den ikke åbenlyst påvirker prisen på varer og tjenesteydelser, vil kunne give anledning til spekulative bobler på finansmarkederne og markederne for fast ejendom, og opfordrer ECB til at se nøje på dette problem; 9. mener, at årsagen til denne situation måske kan være, at den nuværende långivnings- og finansieringspolitik ikke er selektiv; opfordrer ECB til at knytte snævrere forbindelser med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og til sammen med EIB at undersøge, hvordan Unionens långivningspolitik på en mere effektiv måde kan fremme de langsigtede investeringer, der er en følge af målsætningerne fra Lissabon og Gøteborg; 10. opfordrer Det Europæiske Råd og ECB til detaljeret at redegøre for de nugældende procedurer for gennemførelse af princippet om ansvarlighed (hvorved "folkevalgte repræsentanter kan holde ECB ansvarlig for opfyldelsen af sine målsætninger, som det anføres af ECB i kapitel 5 i årsberetningen for 2003); 11. fastholder, at en sådan forpligtelse til ansvarlighed først og fremmest kræver større gennemsigtighed i beslutningsprocessen og nødvendigvis indebærer offentliggørelse af mødeprotokoller fra og afstemningsstrukturer på Styrelsesrådets møder; 12. foreslår også, at ECB medvirker til en debat i offentligheden ved i højere grad at tage hensyn til, at det er en udbredt opfattelse blandt økonomer, at prisstabilitet ikke i sig selv er nok til at fremme vækst og beskæftigelse, at der er en snæver sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, og, at en valutakurs, der er for høj, kan være til skade for konkurrenceevnen; PE /11 PR\ doc

7 13. mener, at den pengepolitiske dialog mellem Europa-Parlamentet og ECB har været en succes; betoner, at disse drøftelser gør pengepolitikken mere gennemsigtig og tilgængelig for offentligheden, og opfordrer ECB til at udvide denne dialog med Parlamentet; 14. glæder sig over, at den estiske, litauiske og slovenske valuta er indtrådt i ERM II og slår til lyd for, at euroen indføres i alle både gamle og nye medlemsstater; betoner, at dette imidlertid kræver både succesrig deltagelse i ERM II og overholdelse af konvergenskriterierne, og er af den opfattelse, at de samme krav skal opfyldes, som der var tale om for de første deltagere i 1997; 15. lykønsker ECB med det nye format, der er anvendt for årsberetningen for 2003, og med ændringerne på bankens hjemmeside; 16. mener, at ECB har forvaltet sit budget hensigtsmæssigt og tiltræder Revisionsrettens revision; 17. gentager sit ønske om i højere grad at blive inddraget i indstillingen af medlemmer til ECB s direktion; mener desuden, at de indstillede medlemmer skal have en mere alsidig faglig og akademisk baggrund; 18. gentager, at det er af den opfattelse, at ECB bør føre tilsyn med EIB s bankvirksomhed; 19. anmoder Kommissionen og ECB om at nedsætte en arbejdsgruppe om brugen af euroen, som skal undersøge, om der eventuelt er fordele ved at inføre en pengeseddel med pålydende 1-euro; mener, at medlemsstaterne bør opretholde 1-cent-møntens status som lovligt betalingsmiddel; 20. beklager, at der stadig er høje omkostninger forbundet med grænseoverskridende detailbetalinger i euro, og anmoder ECB om at presse på for at få forordningen herom fuldstændigt gennemført; støtter oprettelse af et fælles europæisk betalingsområde; 21. opfordrer ECB til at begynde at overveje, hvordan anden generation af pengesedler skal se ud; mener, at beslutningen (der sandsynligvis var nødvendigt på det pågældende tidspunkt) om at udelukke afbildning på første generation af pengesedler af levende væsener eller eksisterende genstande af enhver art, ikke har bidraget til, at der har udviklet sig en fælles europæisk bevidsthed; foreslår, at der på den nye generation af pengesedler bl.a. afbildes nulevende mennesker og europæiske landskaber samt ikoner, der betyder noget for alle mennesker, og historiske personligheder, der værdsættes i hele Europa; 22. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank. PR\ doc 7/11 PE

8 BEGRUNDELSE Det er altid en vanskelig opgave for de folkevalgte at kommentere Den Europæiske Centralbanks virksomhed, idet traktatens artikel 108 forbyder forsøg på at øve indflydelse! Heldigvis fastsættes det i artikel 113, at Europa-Parlamentet kan foranstalte en generel drøftelse af ECB s årsberetning, og den er emnet for denne betænkning. ECB lægger i sin årsberetning for 2003 især stor vægt på princippet om, at ECB er ansvarlig over for Parlamentet (kapitel 5, s. 156). Dette princip behandles i betænkningens afsnit III. Da ECB selv opfordrer os til at se nærmer på, om den politik, der rent faktisk er blevet ført indtil slutningen af 2003, har opfyldt de målsætninger, som banken i henhold til traktaterne skal opfylde, vil vi gøre dette i betænkningens afsnit I. Derefter behandles i afsnit II de vigtige ændringer, der blev foretaget i ECB s doktrin i I afsnit IV vil vi se på de forskellige pengepolitiske spørgsmål, der i øjeblikket debatteres i offentligheden. I. ECB s BIDRAG TIL OPFYLDELSE AF TRAKTATENS MÅLSÆTNINGER Det fastsættes i traktatens artikel 105, at hovedmålet for ESCB er at fastholde prisstabilitet. Uden at målsætningerne om prisstabilitet derved berøres, støtter ESCB de generelle økonomiske politikker i Fællesskabet med henblik på at bidrage til gennemførelsen af Fællesskabets mål som fastsat i artikel 2. Disse mål i artikel 2 ( i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, etc. ) er blevet præciseret på topmøderne i Lissabon (mål om fuld beskæftigelse baseret på konkurrenceevne) og Gøteborg (bæredygtig udvikling, gennemførelse af Kyoto-aftalen). De inflationsbetingede prisstigninger har siden anden kvartal 2003 ligget tæt på eller under 2 % til trods for gentagne udefrakommende chok (stigende priser på olie og fødevarer). Selv om det primært skyldes arbejdsmarkedernes struktur, at disse chok ikke har fået konsekvenser for lønningerne (og derfor ikke har skabt en inflationsspiral), fortjener ECB en lykønskning for sin medvirken til denne stabilitet. Til gengæld har 2003 været præget af en udvikling, som ikke gælder for euroområdet. Medens resten af verden og selv resten af EU (navnlig Det Forenede Kongerige) har overvundet den økonomiske afmatning (USA: + 3,1, Japan: +2,5, Det Forenede Kongerige: +2,2 af BNP), er euroområdets økonomi præget af en yderligere afmatning i forhold til 2002 (BNP: +0,4 i forhold til +0,9 % i 2002). Denne eurosclerose kan have utallige årsager (bl.a. demografiske). Går man imidlertid ud fra, at den økonomiske politik, hvad enten det er i form af budgetter eller pengepolitik, har nogen indflydelse (og det mener ECB, som det fremgår længere nede i teksten), så må man undre sig over den enorme mangel på handlekraft, der udvises af de europæiske myndigheder i forhold til de amerikanske eller britiske myndigheder. Når man tager hensyn til de reaktionstider, der er indbygget i målingerne af økonomiske statistikker (som varierer fra 12 til 18 måneder), så er det den politik, der er ført i perioden fra slutningen af 2001 til begyndelsen af 2003, vi skal se nærmere på. USA bevægede sig fra budgetbalance til et underskud på over 4 % af BNP; euroområdets underskud voksede fra 2,4 til 2,7 %. Fra begyndelsen af 2001 til midten af 2003 faldt renten på amerikanske forbundsobligationer fra 6,5 % til 1,5 % og nåede helt ned på en negativ realrente; ECB s PE /11 PR\ doc

9 genfinansieringsrente faldt kun fra 4,5 % til 2 % og holdt sig jævnt på 3,25 % i hele Renten forblev i hele denne periode på et niveau, der lå mellem 1 og 1,5 % over den amerikanske centralbanks rente. Først i december 2002 begyndte ECB som følge af kritik fra de socioøkonomiske kredse (og selv fra IMF) at sænke sin rente på grund af risikoen for deflation. Den 8. maj 2003 fremsatte den så sin teoretiske begrundelse herfor, som vi vil se senere: den sænkede realrenten og accepterede en vis inflation for således at bekæmpe deflation. Dette forsinkede tegn på fleksibilitet må hilses velkomment. Men, det må understreges, at det ikke kun er pengepolitikken, der er ansvarlig for forsinkelserne i det økonomiske genopsving i euroområdet. a. Renten var ikke høj nok til mindske lysten til at investere, undtagen - beklageligvis - i de langsigtede investeringer (forskning og uddannelse, energibesparelser), der kræves af Lissabon-Gøteborgstrategien. b. Til gengæld har det ændrede styrkeforhold mellem USA s og EU s rente medført en spektakulær opskrivning af euroen i perioden , hvilket har indvirket negativt på konkurrenceevnen, og det erkendes i ECB s årsberetning for 2003, at dette konkurrencetab (udtrykt i eksport) er større end væksten i den internationale efterspørgsel efter EU-produkter i første halvdel af Her svigtede ECB helt klart i sin opgave med at støtte Lissabon-målsætningerne. Imidlertid må man ikke glemme, at det er Rådets opgave at fastlægge retningslinjerne for valutakurspolitikken (artikel 111, stk. 3). c. Endelig er den manglende fleksibilitet i euroområdets budgetpolitik (som endog står i kontrast til Det Forenede Kongeriges) helt klart et resultat af de procykliske bestemmelser i stabilitetspagten. Allerede i oktober 2002 erkendte Kommissionens formand, Prodi, at stabilitetspagten var tåbelig, og Rådet afholdt sig i november 2003 faktisk fra at anvende den, da alle de store EU-lande (som tegner sig for 80 % af den europæiske produktion), holdt op med at overholde den, medens Det Forenede Kongerige og USA for længst havde overskredet 3%-grænsen for underskud. Kommissionen og Rådet bør derfor revidere mekanismerne i vækst- og stabilitetspagten, således at budgetpolitikken gøres kontra-cyklisk, som Kommissionen foreslår i sin meddelelse 3. september II. ÆNDRINGER I ECB s DOKTRIN Den 8. maj 2003, på et tidspunkt, hvor renten stadig var for nedadgående, offentliggjorde ECB sin ændrede doktrin. a. Den økonomiske søjle defineres klarere. Medens ECB hidtil havde baseret sig på et inflationsmål på under 2 % på mellemlang sigt, tilstræber den nu en inflation, der ligger under men er tæt på 2 % på mellemlang sigt. Dette giver ikke alene et spillerum på 1 % i inflationsmålet. Den teoretiske begrundelse er også meget vigtig. ECB erkender, at den har til opgave at bidrage til et genopsving i væksten gennem en meget lav eller negativ rente, som kun er mulig, hvis de nominelle priser stiger tilstrækkeligt hurtigt. Denne erkendelse i ECB (der, som vi vil se, bestemt ikke er noget teoretisk gennembrud), må hilses velkommen. PR\ doc 9/11 PE

10 b. Den monetære søjle relativiserer vigtigheden af M3 (pengeforsyning) på kort til mellemlang sigt, og ECB er holdt op med at offentliggøre årlige målsætninger. Dette bekræfter den generelle empiriske iagttagelse, at M3 nu i nogle år næppe har haft nogen indflydelse på priserne på varer og tjenesteydelser. ECB fortjener en lykønskning for denne udvikling. Det må imidlertid understreges, at overskudslikviditet kan tilskynde til dannelse af spekulative bobler på finansmarkederne og markederne for fast ejendom, og dette sætter så fokus på det problematiske i (og her er også tale om et universelt problem), at der mangler retning i långivningspolitikken. Hvad kan der med andre ord gøres, så EU s aktører og stater kan tilbydes valuta til en meget lav eller endog negativ rente til finansiering af de investeringer med meget langsigtet afkast, som er indbygget i Lissabon-politikken (uddannelse, forskning) og Gøteborg-politikken (energibesparelse) uden, at den således skabte likviditet udnyttes til spekulation i aktiver? ECB og EIB bør i fællesskab fremsætte forslag herom. III: ECB s ANSVARLIGHED Det erkendes udtrykkeligt i kapitel 5, at ECB lige som alle andre offentlige myndigheder skal være ansvarlig over for offentligheden, som dens mandat og uafhængighed jo i sidste ende beror på, og det fastslås med rette, at Europa-Parlamentet er den instans, der skal sørge for, at dette princip overholdes. Dette sammen med bekendtgørelsen af 8. maj er den bedste nyhed i denne betænkning. Det er imidlertid nødvendigt at definere, hvad vi forstår ved ansvarlighed. Ifølge ECB s årsberetning får man det indtryk, at det ikke betyder andet, end at banken er forpligtet til at besvare følgende spørgsmål: Hvad har banken foretaget sig. Men demokratisk ansvar går længere end det: det bemyndiger borgerne til at protestere og sige: Men det er ikke det, vi har bedt banken om at gøre. Det må erkendes, at der i traktaterne ikke er indbygget nogen mulighed for, at dette demokratiske ansvar fuldt ud kan udøves i praksis. Selve hierarkiet inden for ECB s opgaveområder (inflationskontrol fuld beskæftigelse bæredygtig udvikling) er ofte af ECB blevet brugt som et argument for at se bort fra det andet og tredje mål. Hvis EU ønsker, at ECB skal samarbejde effektivt i opfyldelsen af disse mål, så må det siges mere bestemt, og EU bliver nødt til at udstyre sig selv med mekanismer, der gør det muligt at pålægges banken sanktioner. Her kunne EU med held lade sig inspirere af vedtægterne for den amerikanske centralbank, FED. I mellemtiden bør ECB bekræfte sine gode forsætter med hensyn til ansvarlighed bl.a. ved: til enhver tid at reagere på Parlamentets regelmæssige anmodninger om, at den offentliggør de argumenter, der fremsættes, når den træffer sine afgørelser, samt afstemningerne herom, så vi i det mindste kan få kendskab til, hvilke argumenter der er fremført, og, om der var konsensus; fuldt ud og uden arrogance at deltage i debatten i de socioøkonomiske og akademiske kredse. Fra 2001 til 2003 nægtede ECB konsekvent at komme med den indrømmelse, som PE /11 PR\ doc

11 den så til sidst kom med den 8. maj 2003, men fastholdt i stedet stædigt det svar, at den bedste måde, hvorpå ECB kan bidrage til vækst og beskæftigelse, er ved at sikre prisstabilitet. Denne tanke er imidlertid så uortodoks, som den kan være (nemlig. at fuld beskæftigelse rykker nærmere i takt med, at inflationen aftager), og er det stik modsatte af, hvad der er enighed om blandt økonomer, nemlig, at der er en snæver sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som kommer til udtryk i den negative del af "Philipskurven. Desuden henledes opmærksomheden på, at Bank of Saint-Louis i det mindste har offentliggjort og forsvaret en berømt model som begrundelse for afvisningen af J.M: Keynes teorier, som økonomerne Greenspan, Rubin og Lammers i øvrigt er vendt tilbage til. En ærlig offentlig debat om sammenhængen mellem inflation og arbejdsløshed ville utvivlsomt have sparet Europa for kostbare måneder, før ECB nåede frem til den erkendelse, at det er nødvendigt at acceptere en vis inflation, hvis økonomien skal stimuleres. Fremtiden vil så vise, om det er en inflation på 2 %, der sætter gang i beskæftigelsen i Europa. IV. EUROPÆERE OG EUROEN Det er stadig svært for europæerne at få et godt forhold til euroen i deres hverdag. a. Bankerne opkræver stadig et gebyr på overførsler og veksling af checks mellem lande i euroområdet. Så længe dette er tilfældet, vil der aldrig reelt blive tale om en fælles mønt. b. Nogle lande overvejer at afskaffe de små mønter (1- og 2-centmønter). Andre mener imidlertid, at et beløb på 1 cent allerede har en anseelig værdi og spiller en rolle i forbindelse med de daglige indkøb, og at en afskaffelse af 1 cent-mønten, så 5 centmønten bliver den mindste euro-mønt, vil føre til oprundingsfejl, som vil tilskynde til prisstigninger. Denne frygt alene berettiger til at beholde 1-centen som lovligt betalingsmiddel. På samme måde, som det skal respekteres, at nogle lande har tradition for at udstede store pengesedler (500 euro-sedler), må det være rimeligt, at de lande, der har tradition for lavere pålydender (1 euro) også respekteres. c. For den første generation af pengesedler var det forbudt at afbilde levende væsener eller endog landskaber eller konkrete monumenter, formentlig for at undgå jalousi mellem landene. Resultatet er, at forbindelserne mellem europæerne og deres penge er blevet køligere. Der er ingen andre lande, som har forbud mod at udstede pengesedler, hvor der er afbildet planter, dyr, landskaber, mennesker eller store personligheder. Tværtimod, er der ingen tvivl om, at tiden nu er kommet, hvor europæerne vil blive lykkelige for på deres pengesedler at få afbildet eksempler på deres fælles naturarv og deres kunstneriske og historiske arv. Der bør derfor indledes en debat om anden generation af pengesedlerne og indføres et design for dem, hvor der afbildes levende væsener, landskaber eller europæiske menneskeskabte værker, der indgår i menneskehedens kulturarv, dvs. europæiske personligheder, hvis bidrag til den europæiske kultur er indiskutabel. PR\ doc 11/11 PE