avis Venire 15. udgave December 2013

Transkript

1 avis Venire 15. udgave December 2013 Virkekraft er en rettighedserkæring Det eksempariske Organisatorisk og menneskeig virkekraft VIRKE KRAFT

2 Leder Af Frederikke Larsen Denne avis er fydt med tre forskeige beskriveser af Virkekraft, der hver især beyser og nuancerer kraften ti at virke i iv og arbejdsiv. Børst støvet af! Virkekraft er en rettighedserkæring Virkekraft er det ord Via Venire indsætter, der hvor det engeske narrative begreb Agency stopper. Virkekraft indfanger bestræbesen og evnen ti at håndtere eksisterende narrative ressourcer på måder, der former professionee identiteter, fæesskaber og organisationer. Afsættet er at virkeiggøre de fortæende kræfter, som aerede er tistede hos os ae - hver især og i vores fæes organisationer. Artiken hander om, hvordan det kan bive muigt at få øje på de narrative ressourcer vi har ti rådighed i samvær og samtaer. Ressourcer der er tistede i kraft af, at vi som mennesker er væsner, der synes at have præference for fortæing, når vi ska beskrive evet tid evet iv. Læs artiken af Signe Skov side 4 Organisatorisk og menneskeig virkekraft. En intim forbindese. At understøtte den enketes virkekraft i en organisatorisk kontekst udgør en vidtrækkende vision om det bedst tænkeige, om det anderedes muige, om bæredygtighed. Det hander om at gøre det muigt at gå på arbejde på en måde, der tigodeser organisationens behov for innovation og forandring samtidig med at der sties skarpt på understøttese af den enketes virkekraft. Ikke bot fordi det er det eneste bæredygtige. Men også fordi den enketes virkekraft udgør forudsætningen for organisationens overevese. Læs artiken af Eva Schimme Raakjær side 8 Overraskesen er ti at tage og føe på. Jeg kan næsten ikke genkende ham, sevom jeg har mødt ham så mange gange. Jeg genkender snidt hans sihuet, den kejtede krop, der bevæger sig i periferien af mit synsfet. Med øjne, der er svære at hode fast ænge nok. Vi har sevføgeig smiet fygtigt ti hinanden på trapper, henover kaffekopper og ti frokost. Vi har også udvekset høfige sætninger, et udsagn fra hver af os, før vi går videre. Men vi har sjædent tat sammen. Der har været noget ubestemmeigt omkring ham, noget der provokerede mig, fordi jeg ikke kunne greje ham. Men i dag er ating anderedes. Han fortæer øs om det store projekt. Se her og her, han peger på skærmen. Smiet brænder igennem, så ordene igefrem giver genyd af gæde og begejstring. Han siger ja - og nej - med fynd og kem. Forkarer os tåmodigt det hee igen, hvis vi hater idt bagefter. Sætter projektet i perspektiv. Meder ærigt ud om projektets ufudstændighed. Jeg kan næsten ikke begribe det. Det er en fudstændig anden mand, der taer. Det gæder mig gevadigt. Nu sker det aerskønneste. Han viser het uforfærdet sit potentiae frem. Med største naturighed gør han ating anderedes. Og rigtigt. Han gør kun det rigtige i situationen. Væk er enhver antydning af skepsis eer tøven. Det er het befriende for os andre. Vi biver nogen andre mødedetagere, og udbyttet af mødet er svimende stort. Har han været ti coach? Er han nyforesket? Har han fået ny chef? Fortsæt bare isten. Den er under ae omstændigheder ufudstændig, måske endda forkert. Der er med sikkerhed fere faktorer i spi, end vi overhovedet kan komme i tanke om. Virkekraft i sit eget ivsværk er en sjædenhed. Måske endda så sjæden, at vi kommer ti at opfatte virkekraften som en hedig kærighedsgave fra universet. Hvis ikke vi hæder mod forkaringen, at virkekraften er vores vefortjente beønning for timers fid. Eer vi takker vores nærmeste for deres ubetingede støtte og tiid, uden hviken vi adrig havde kunnet ykkes. I denne avis prøver vi at finde mindre atomfattende forkaringer og forståeser af virkekraft, uden at overse miraket. Vi anerkender faktisk, at det uforkarige findes, og vi ever fint med, at vi ikke kan kade virkekraft frem på kommando. Men samtidig ved vi, at man het bestemt kan arbejde for at øge og stabiisere virkekraften hos den enkete og i fæesskabet. Især når man kombinerer sin bedste viden om menneskets og fæesskabets særegenheder. Vi byder derfor ind med Via Venires integrative perspektiv, der fokuserer på menneskets evne ti at udvike narrative kompetencer, menneskets vije ti at føge det gode eksempe og menneskets gryende viden om sig sev som et bioogisk væsen. Du opfordres ti at æse avisen som et sammenvævet bud på virkekraft, som ægger op ti, at du kan tiføje dine egne bud på virkekraftens natur. Kap hænderne sammen, børst støvet af og gå i gang! Det eksempariske - Via Venires æringsprincip Du har måske aerede mødt begrebet Eksemparisk" eer vi måske møde det hos os, da det er aestedsnærværende i Via Venires praksis. Derfor denne artike der forkarer, hvad der igger i begrebet; dets definition og fiosofiske rødder og en coage af cases fra dagigdagen, der eksempificerer anvendesen af begrebet. Når vi åbner døren for spørgsmået om, hvad begrebet eksemparisk betyder, fører vejen tibage ti oprindesen. Ti de spæde tanker om eksemparisk æring, der nu er etaberet som en af grundstenene i Via Venires virke. Ambitionen om det eksempariske udsprang af en idé og en fordring om at arbejde med erfaringerne i stedet for mod erfaringerne. Fordi erfaringsdannesen understøtter den mening, som kan skabes i situationen. Eer sagt på en anden måde: Fordi vi opever verden gennem erfaring. Læs artiken af Line Bruce Hoff og Stine Lindegaard Skov side 6

3 VIRKEKRAFT ER EN RETTIGHEDS- ERKLÆRING Af Signe Skov, Cand.pæd.pæd. og Juniorkonsuent i Via Venire Denne artike ska hande om virkekraft. Den ska hande om, hvordan det kan bive muigt at få øje på de narrative ressourcer vi har ti rådighed i samvær og samtaer. Ressourcer der er tistede i kraft af, at vi som mennesker er væsner, der synes at have præference for fortæing, når vi ska beskrive evet tid evet iv. Vi er aerede eksperter - og det i sådan en grad, at det kan være vanskeigt at begribe, hvad vi gør brug af, når vi fortæer. Artikens form er fortæing: Ord i ange vandrette rækker efter hinanden. Ikke tifædige ord eer tifædige rækkeføger, men arrangeret i en orden, der bygger en fortæing op omkring pottet virkekraft. Undervejs i artiken og særigt når den er æst ti ende, er det pottets mandat at få de udvagte beskriveser, eksemper og beretninger ti at give mening i tiknytning ti sig sev. Pottet skaber aerede i overskriften en forventning hos æseren om indhodet, og sikkert også forhåbninger om at bive idt kogere på begrebet virkekraft. Lad os se om det biver sådan Virkekraft er det ord Via Venire indsætter, der hvor det engeske narrative begreb Agency stopper. Virkekraft indfanger bestræbesen og evnen ti at håndtere eksisterende narrative ressourcer på måder, der former professionee identiteter, fæesskaber og organisationer. Afsættet er at virkeiggøre de fortæende kræfter, som aerede er tistede hos os ae - hver især og i vores fæes organisationer. Virkekraft hander om at virke i kraft af og ti trods for virkeighed. Virkeighed forstået som den magt, der kaprer definitionerne af normer og normaer. Det yder måske idt højtragende, men der er også noget meget vedkommende i gang her. Virkekraft er nemig også kraften ti at indvirke ansvarigt - man fristes ti at sige bæredygtigt - på eget og andres iv. Med virkekraft understreger vi den fæes kraft. Først er vi mennesker sammen så at andet. Vi starter i virkeigheden og går i retning af virkeiggøresen Det vi kader virkeighed har det med - med fynd og kem - at definere de måder hvorpå iv kan eves. Vores kuturee enigheder om tistande og drivkræfter definerer kuturee sædvaner, som på ordnet vis fasthoder vores fæes fornemmese af mening. Når meningen indimeem siver ud af episoder eer begivenheder eer af hee (arbejds-)ivet som vand, der siver ud meem hænderne så fuger vi huerne ud med vurderinger, rationaer og gode grunde, så meningen beskyttes. Vi gør det så instinktivt at det er svært at opdage mens det sker. Instinktet kender jeg ikke bedre forkaring på, end den amerikanske psykoog og seniorforsker Jerome S. Bruners (1999) konstatering af, at vi er meningsøgende og meningsskabende væsner, der er sat i verden med før-sprogige-meningsparatheder. Mekanismen i menings- og virkeighedsskabese har et stærkt kort på hånden: Fortæingen. Og fortæingen er en snedig ræv. Den gør sig sev uundværig ved at være en af de vigtigste kider ti viden om den menneskeige verden særigt når det drejer sig om menneskers behov, drivkraft, intentioner, antageser og konfikter. Uden narrativ forståese er man sat ud af spiet. Fortæinger er med andre ord her Bruners (1999): at tage fat på den menneskeige kutur Synkront med at fortæingen er bietten ind i kuturen, synes vores kutur at være vores fornemmeste ærermester i fortæingens kunst. Ergo er indføringen i fortæing ikke som kognitiv, men en socia praksis. Man tiegner sig ikke sprog fra tiskuerpadserne, men ved at bruge det. (Bruner, 1999). Det er vist på tide med et eksempe. Herunder føger en ie beretning fra dér i ivet, hvor man er i gang med at tage fat på den menneskeige kutur. Jeg har en ie ven. Han er 4 ½ år og vi har det ret skønt sammen. Vi ærer meget af hinanden. Han introducerer mig ti tidens hippeste youtubevideoer og jeg prøver at ære ham vendespiets fortræffeigheder Ind imeem kommer jeg ti at kade ham noget han ikke er. Jeg siger fx: kom, du game - nu cyker vi på egepadsen Han reagerer prompte med et: Jeg er ikke gamme, jeg er barn. Der er intet i hans forståese af sig sev, i hans erindringer, i hans viden om det at være ham, der kan bekræfte pottet >>du game<<. Gamme er noget het andet end ham. Det ved han. Han reagerer derfor på titaen og retter mig i min forståese af verden. Egentig siger han ti mig; Kom ind i kampen, Signe. Du må se at forstå forskeen på at være barn og være gamme. Vi kan ikke have dig gående rundt i verden med så skør en ide om hvad der giver mening, når vi taer om tid og ader. Episoden fortsætter med mange repikker om skenen i tid. Engang var jeg baby, nu er jeg barn ; De voksne bestemmer atid over børn ; Nogen gange bestemmer Asram over mig osv. Når noget går på tværs af den kanoniske orden, så reagerer vi. Vi fortæer for igen at skabe orden og mening. Vi aktiverer vores narrative ressourcer. Han ved aerede meget om det at være-i-verden og være-i-tid, trods sin unge ader. Det er hans primære ressource for at mestre fortæingens kunst. Det er herfra han henter at stoffet ti sin egen beretning, og det er her han virkeighedstjekker andres historier. Dette råmateriae af menneskeig handing, sædvane, tidsighed, stræben, symboer, betydninger etc. er en afgørende før-forståese, som bestemmer vores evne ti at føge og skabe en fortæing. Der kræves atså et minimum af kanonisk sensitivitet for at mestre fortæingen. Den franske fiosof Pau Ricoeur (1990) bemærker kravet sådan her: to understand a story is to understand both the anguage of doing something and the cutura tradition from which proceeds the typoogy of pots Hvordan kan vi få øje på fortæingerne? Når vi kader på virkeighed eer kader noget for virkeigt, er det oftest udtrykt i narrative former: Ord på rækker marineret i mening: fortæing! Trangen eer tvangen ti fortæing har, iføge Ricoeur (1990), at gøre med, at ivet eves i tid. Den menneskeige fornemmese af tid er vanskeig at udtrykke i andre former end fortæingens. Der var engang siger vi. Én måde at botte fortæingens enheder på, er at starte med pottet. Et pot er, som vist, den forståeige hehed, der styrer seektionen af begivenheder i en hviken som hest fortæing. Pottet medierer så at sige meem iv (begivenhed/ episode) og fortæing (tanke/udtryk). Pottet tager os i hånden gennem fortæingen og ader os forstå hændeser som ogiske føger af hinanden. Vores bevidsthed og opmærksomhed føres frem i fortæingen af tusindvis af tifædigheder, som skaber forventninger ti sutningen. Samtidig giver pottet os muighed for, med et retrospektivt bik, at bedømme hændesernes betydning for sutningen. Pottet fordrer atså, at vi accepterer, at sutningen krævede de indtrufne begivenheder (Ricoeur, 1987). Pottet er et indkog af fortæingens handing, som trækker begivenheder og episoder frem i en fortæing, som en programmeret magnet. Med udgangspunkt i pottet er der mindst tre muigheder i bestræbesen på at få øje på fortæinger. Vi kan indsætte kontraster eer konfrontere kanoniske ordner, som det er eksempificeret i denne artike. Og vi kan kade ti metakognition, for at få øje på os sev som fortæende væsner. Metakognition er i denne forbindese ikke bot tanken om tanken, men tanken om tankers organisering og udtryk. Her har vi adgang ti hinandens organisering af virkeighed og mening her kan vi mødes. Hvordan sættes ressourcerne i værk? Tænkningen og teksten er vanskeige at adskie i sådan en undersøgese. Det fyder hee tiden sammen, igesom danseren og dansen. Vi er som mennesker spændt ud meem på den ene side ivet som det eves og mærkes hvert øjebik - og på den anden side fortæingen om iv. Det er et både fygtigt og adræt spænd, fordi de to poer definerer og forudsætter hinanden gensidigt. Fortæinger emitterer ivet på samme måde som ivet emitterer fortæinger. Liv og fortæing gøres måske mere ære og ret, ved at bive forstået som bredden om en sump af tidsighed, ord, mening og handing, end hvis de ses som to paraee spor, der udspænder mennesket som medierende og komponerende figur imeem sig. Vi meddeer os ti hinanden hee tiden, vi aftaer hvad meningen er og fortæer hinanden om vores ideer. At imens vi er tistede midt i vores eget og hinandens iv. Vi er der, med vores bioogi, signaer og nærvær. Vi er der, med a vores viden om det at være menneske. Vi er der, med et hav af erfaringer med det at gå på arbejde og være hinandens forudsætninger i en organisation. Vi synes at have adgang ti nogenunde det samme stykke virkeighed, aigeve iværksættes ressourcerne vidt forskeigt. Nogen kan få en tisyneadende igegydig ie hændese, ti at agere spændstigt eksempe for en he æringsfiosofi eer begrunde sig sev i veformuerede rundede former. Andre snuber rundt i at sætte ord på deres hensigter, trods det, at der tydeigvis for enhver er visdom at hente bag det famende forsøg. Hvem påkader sig ettest virkeighedens magt? stories happen to peope who know how to te them [henry James] Hvor kom vi ti nå ja, virkeiggørese Det magiske ved fortæingen er, at den ikke er en simpe efterigning af menneskeig handing, men en komposition en iscenesættese af handing og dermed en skabende efterigning. Fortæing er noget andet end iv. Trods dens kompekse struktur og mangfodighed, så kan den ikke rumme ivet i dets hehed. Den er seektiv og sorterer i begivenheder, tanker og episoder ud fra et fremherskende pot. Pottet er derfor mættet med mening, og et både magtfudt og kraftfudt eement at arbejde med. Virkekraft kan virkeiggøres i organisationer, hvor man vover at tage den narrative påstand om, at der atid er mere iv end der er fortæing, for gode varer. Fortæingerne om fx endeøse forandringer sætter sig som vaner i vores eget og fæes eksikon. Det er de samme ord vi hører os sev og andre sige, og det er som om de biver karakterøse bege og bodfattige. Ingen kan rigtig høre dem ængere. Med tiden vi vanerne sætte sig i ivet og vi ser os sev eve de historier vi fortæer om det. Et ivtag med den fortate virkeighed kan botægge de pots, som organiserer vores opmærksomhed, hukommese og vag i organisationen. Når vi møder kontrasten ti pottet om så den er skarp eer bot en nuance er der skabt muighed for en undersøgese. Det er som om, vores vanige fortæinger biver fremmede for os igen. Vanen røbes og vi kan tage stiing og virke. Hvad er det fortæingen ikke indfanger? Jeg har yst ti at erkære en tanke. Den står på min egen regning og jeg kan sev betae. Jeg har en fornemmese af, at ordet fortæing eer narrativ, er sin egen dødvægt. Ordet heneder vores opmærksomheder på det sagte, det skrevne, det udtrykte ord. Jeg har færden af, at det kunne gavne med en meget bredere forståese af fortæing. Virkeigheden siver hedigvis også ind og ud af os i ae muige andre former. Kunst, musik, arkitektur, stihed, forbundenhed og nærvær. Jeg har ænge viet give stemme ti fx før-fortæingen det der foregår i og omkring os ige dér inden vi udvæger, hvad tungen ska give stemme. Og ti de tavse fortæinger - det der adrig biver sagt, men som aigeve sætter tydeige vikår for vores samvær. Vi taer ofte om at få øje på, eer når det går højt, få øre på fortæingen. Måske skue vi heere tae om at få sans på fortæingen. Virkekraft er for mig et se, en beskeden rettighedserkæring. Det berettiger os ae -hver især og særigt sammen - ti at tage stiing ti virkeighedens virkning. Hvad gør det ved os? Og hvordan vi vi virke i kraft af og ti trods for det? LITTERATUR Bruner, J. (2004). Life as Narrative. Socia Research, 71 (3), pp Bruner, J. (1999). Mening i Handing. Århus: Foraget Kim. Bruner, J. (1996). The Cuture of Education. Cambridge, Massachussetts, London: Harvard University Press. Ricoeur, P. (1987). Narrativ tid. Tidskrift for kutur- og teksanayse, nr. 8, pp Ricoeur, P. (1990). Time and Narrative (Vo. 1). (K. M. Peauer, Trans.) The University of Chicago.

4 Entre og vekomst ti æseren Inden du starter på denne artike, vi vi gerne bede dig om at overveje, hvad ordet eksemparisk siger dig. Brug et øjebik på at tænke over ordet. Vi beder dig om dette, fordi det er en af pointerne i det eksempariske. Læring sker aktivt, så du ska være en aktiv æser hee vejen, for at du efter endt æsning kan tage stiing ti indhodet. Vi vi også bede dig om at tage artikens indhod for gode varer. Med andre ord at udskyde evaueringen og vente med at tage stiing ti sidst. Det er nemig en anden centra pointe i det eksempariske æringsprincip. Men det vender vi tibage ti. Ti gengæd over vi dig, at vi har gjort os umage med at ave et indhod og en form, der på ae muige måder er eksemparisk, så du forhåbentig forstår det eksempariske princip - og kan bruge det efterføgende. Den her artike hander om det eksempariske. Du har måske aerede mødt begrebet eer vi måske møde det hos os, da det er aestedsnærværende i Via Venires praksis. Men tiden ti at fortæe, hvad det eksempariske egentig er, er ikke atid ti stede. Derfor denne artike der forkarer, hvad der igger i begrebet; dets definition og fiosofiske rødder og en coage af cases fra dagigdagen, der eksempificerer anvendesen af begrebet. Så vi har et hvad og et hvordan på spi. Lad os hoppe ud i det! Hvad er det eksempariske? Hvad kan siges med få ord. Det eksempariske er En artike om det eksempariske af Line Bruce Hoff og Stine Lindegaard Skov, praktikanter i Via Venire et begreb og en æringsfiosofi, der baserer sig på erfaringsdannese. Men når de ord er sagt, banker fere hvad-spørgsmå på døren. Hvis vi først åbner døren for spørgsmået om, hvad begrebet eksemparisk betyder, fører vejen tibage ti oprindesen. Ti de spæde tanker om eksemparisk æring der nu er etaberet som en af grundstenene i Via Venires virke. Ambitionen om det eksempariske udsprang af en idé og en fordring om at arbejde med erfaringerne i stedet for mod erfaringerne. Fordi erfaringsdannesen understøtter den mening, som kan skabes i situationen. Eer sagt på en anden måde: Fordi vi opever verden gennem erfaring. Tre definitioner på det eksempariske Begrebet eksemparisk har forskeige betydninger i Via Venire. Det kan betyde at være forbiedig. Det kan betyde, at ating er et eksempe på noget. Det kan betyde, at man gør det, man siger. At være forbiedig knytter sig ti de situationer, hvor man som eder, underviser og konsuent står som frontfigur. Her ska man eve op ti ideaet i situationen, atså det som gerne må ske, og det er vores handinger i situationen, som afgør, om vi biver forbiedige. I en undervisningssituation er en intention om et roigt æringsmijø såedes ensbetydende med en beroigende adfærd fra underviseren. Foruden spejingen, at intentionen (ro) sætter standard for handingen, er det forbiedige også udtryk for, at forandring og bevægese har godt af, at det, vi ser foran os, fremstår som attraktivt. Så biver det at andet ige nemmere at fytte sig. Hvad enten vi ska rykke fremad i æring eer i handing. At være et eksempe på noget indebærer en forståese af, at at, der sker, er et eksempe på noget. Det kan være uforudsete punkter ti dagsordenen eer et udtryk for forvirring bandt detagerne på et kursus. De uforudsete punkter ti dagsordenen kan være et eksempe på mangende kommunikation meem eder og medarbejder. Forvirringen bandt detagerne på kurset kan være et eksempe på modstridende erfaringer i forhod ti det nye som præsenteres. At gribe fat i handinger som et eksempe på noget, gør det muigt at forstå de tanker og føeser, der igger bag et udtryk. At gøre det, der biver sagt, kan sammenignes med udtrykket practice what you preach og sætter præcist fingeren på pusen; hvis man ska være eksemparisk, kan man ikke sige ét og gøre noget andet. Argumentet for at være eksemparisk på dette punkt er tiid og autenticitet. Hvis en eder siger, at det forventes, at medarbejderne er kar ved mødets begyndese, og ederen sev er forsinket, er det ikke eksemparisk. Der biver pudseig sat spørgsmåstegn ved ederens udmeding, og medarbejderen kan begynde at tvive. Jo større modsætning meem siger og gør, jo mere tviv, der tipper konkusionen over i retning af, at ederens meding var fask på mindst to måder: Det er ikke vigtigt at komme ti tiden. Mødet er ikke vigtigt for ederen. Fortsæt sev opremsningen af ikke-konkusioner. Et erfaringsbaseret æringsprincip - en efterspurgt vare Hvis æringsfiosofien så får ov at træde ind af døren, sker der noget nyt. Her sker nemig en fusion meem det eksempariske og amerikansk pragmatisk æringsfiosofi med John Dewey i spidsen ( ) og pudseig opstår et eksemparisk æringsprincip. Det er et æringsprincip, som passer sammen med Via Venires systemiske og anerkendende praksis, og som i høj grad efterspørges af organisationer, der netop står og siger: "Ja, det er præcis sådan, det er." Det eksempariske æringsprincip er grafisk iustreret som 1:1:1. Her er tae om, at god æring sker i et et:ti:et:ti:et-forhod meem noget kendt, noget nyt og noget næste. Det kendte er a den erfaring og viden, som findes i en organisations eksisterende praksis. Det nye kan være mange ting. Fx kan det være interventioner og forandringsarbejde i organisationen. Det er ikke atid nemt, fordi vores erfaringer gør det vanskeigt for os at give pads ti det nye. Så her biver det eksempariske æringsprincips absout største fordring at sige "udskyd evaueringen!". Lad det nye få rum et kort stykke tid, og ad os prøve det. Det næste er fremtiden. Når vi har adet det nye få ov at være et stykke tid, kan vi tage stiing ti dets kvaiteter. Her kvaificerer vi de erfaringer, som ige har fået rum, og vurderer, hviken betydning de nye erfaringer ska have fremadrettet. Denne bevægese meem noget kendt, noget nyt og det næste kan have forskeig størrese. Nogen gange er der tae om et kort forøb på én kursusdag, og andre gange er det over en ang periode. Over en ang periode er der mange små bevægeser, hvor der hee tiden prøves noget nyt af og ti sidst, efter måske 6 måneders forøb, tages stiing ti hee forøbet. Det eksempariske i dette æringsprincip er, at det det kendte, det nye og det næste i høj grad symboiserer en eksemparisk æringsproces for Via Venire. Det understøtter, det idea vi har, om at skabe god æring, der kan bruges direkte i organisationerne. 1:1:1 forøbene er eksemper på, hvordan æring kan gøres praksisnært, frigivende og stiingstagende. Stop op! - Virkningstjek Nu har begrebet det eksempariske og det eksempariske æringsprincip fået ov at tage overtøjet af og sætte sig ved kaffebordet. Så ad os ige stoppe op og overveje, hvad der er sket indti nu - ad os ave et virkningstjek. Hvad siger ordet eksemparisk dig nu? Var det noget andet end du havde forventet? Det er måske bevet idt karere på, hvad det eksempariske er for noget, men udbruddet ja nu forstår jeg! er måske ikke ige på trapperne. Så ad os gå på jagt i eksemperne, ad os være eksempariske, og ad os se, om vi ved at gå nærmere på det eksempariske æringsprincip kan gøre det virkeigt og mere kart. Vi har jo erfaringer med det og vi fortæe om dem, så det kan bive nemmere for dig som æser at tage stiing ti det eksempariske. Det eksempariske rapporterer fra Via Venire Her kommer første fortæing fra den virkeige verden, hvor det eksempariske princip praktiseres: Vi sidder 12 kursister omkring morgenkaffen i Via Venire, inden Potbox-kurset starter om kort tid. På morgenbordet igger der foruden ae morgenbordets herigheder en mosaik af såkadte potkort. Der er fx et kort med et biede af en bjørn, og på et andet står ordet nysgerrig skrevet. Men kortene biver ikke nævnt ige med det samme af kursushoderne. Kortene igger der bare og bander sig ordøst i kaffeduften, taestrømmen og forventningerne, der tisammen skaber atmosfæren. Efter nogen tid over morgenmaden biver kortenes impicitte tistedeværese aføst af aktivitet. Ae kursister biver bedt om at væge sig et kort, der siger noget om, hvike forventninger de har ti dagens kursus. Nogen er hurtige ti at væge, andre er i tviv, og nogen konstaterer, at de vie have vagt det samme kort. Ae kursister får ti sidst vagt sig et kort og ska nu fortæe, hvike forventninger de har ti dagen med udgangspunkt i deres særige kort. Det giver en mangfodig udveksing af forskeigartede forventninger og unikke fortæinger, der transcenderer de stereotype og mekaniserede udsagn, som eers kunne have været sagt af hvem som hest, når som hest, ti hviket som hest kursus. Hvad har denne historie så med det eksempariske æringsprincip at gøre? Ikke så idt. Aerede over morgenmaden gør kursisterne sig erfaringer med potkortene som en de af atmosfæren i rummet. Når kursisterne biver bedt om at kobe et potkort ti deres forventninger ti dagen, aktiveres kendt materiae hos dem. De gør sig dermed overvejeser om, hvorfor de har timedt sig kurset, hvad de kender ti Potbox, samt hvad de håber at få ud af dagen. På den måde skabes et fundament af kendt materiae ti at kobe sammen med ae de mange nye erfaringer dagen vi bringe. Efter morgenmadsøvesen (entre-øvesen) har kursisterne gjort sig deres første erfaringer med Potboxen og kan bruge dette som fundament for det næste, de ska i gang med. På den måde vekses der meem at trække kursisternes egne kendte erfaringer ind i rummet og at skabe rum for at gøre sig nye egne erfaringer. Dermed biver de efter kurset i stand ti at kvaificere, hvike erfaringer de vi tage med sig, og hvike de ikke vi tage med sig. Ved at give kursisterne førstehåndserfaring med Potboxen og potkortene skabes der en overensstemmese meem det, der biver sagt, og det, der biver gjort. Og samtidig skabes der hee tiden nye eksemper, og trækkes eksemper frem fra hukommesen, som kan komme i spi og bruges ti udvike kursisterne viden om Potboxen. Det eksempariske viser sig også ved, at der er en vedbivende bestræbese mod at faciitere de ideee betingeser for æring om Potboxen. Det sker ved, at kursisternes intention med at være der, biver aktiveret og ekspiciteret, og der skabes et æringsrum, hvor den enkete kursist kan sætte sit unikke aftryk. Kursushoderne forsøger på samme måde at bive de ideee undervisere, så deres undervisning kan favne og tipasses ti præcis de mennesker, der er forsamet der. Undervisningen biver tipasset den erfaring og intention, der er ti stede, i stedet for at detagerne ska tipasse sig en standardiseret kursusmanua. At aktivere reevante erfaringer Kort sagt hander det eksempariske i praksis om at aktivere dueige erfaringer tanker, erindringer, associationer eer bieder, såedes at det nye, man ska i gang med, har noget at kobe sig på hos personen. Erfaringer kan aktiveres på mange måder, og eksempet ovenover er bot ét eksempe på det. I Via Venire er der mange måder, det eksempariske tager sin form på. Det er vigtigt, at der er et stærkt forhod meem form og indhod, såedes at formen understøtter " indhodet. siger Signe Smedegaard Skov. Erfaringer kan også aktiveres ved hjæp af bieder, metaforer, øveser, musik, referencer ti den fæes samfunds- og verdenssituation, musik, videokip, strukturerede interviews, refeksionsøveser samt itteratur, fim og kunst. Det eksempariske princip kan antage mange former og ansigter i Via Venire. Det er op ti den enkete konsuent at skabe det bedst muige forhod meem form og indhod ti den givne ejighed, og her er kreativiteten en god føgesvend. Et princip der gennemsyrer Viaen Det eksempariske kan tænkes ind i næsten at, der foregår i Via Venire, og det biver det i høj grad også. Her er en række eksemper: FORBEREDELSE Et kursus udviket i Via Venire er adrig færdigudviket. Så snart et kursus er afhodt af Via Venire, gøres der frem mod næste kursus et stort stykke arbejde med at kvaificere de opnåede erfaringer. Kursushoderne aktiverer og Det hander om at tage bestik af forsamingen af mennesker og afgøre, hvike fæes erfaringer der er ti stede, som er reevante at aktivere i forhod ti formået. bruger erfaringerne som fundament ti at gøre det næste kursus endnu bedre. PRÆSENTATIONER De feste har nok opevet uendeigt kedeige Power Point-præsentationer at for ofte. Men ikke i Via Venire, hvor at gøres for, at præsentationerne ska kobe erfaringer og kendt materiae ti indhodet, så det biver vedkommende og reevant for tiskuerne. Det hander om at tage bestik af forsamingen af mennesker og afgøre, hvike fæes erfaringer der er ti stede, som er reevante at aktivere i forhod ti formået. INTERNE MØDER Mødeformerne er hest forskeige fra gang ti gang, og der må atid gerne bive prøvet noget nyt af. Heere prøve ting af og så diskutere bagefter frem for at sidde og refektere frit. Ideen om, at man ska aktivere egne erfaringer, gæder også Via Venire sev. Vi er ærende organisationsudvikere, så det vie være mærkeigt, om vi ikke praktiserede det sev siger Frederikke Larsen. COACHING Coaching kan ikke atid føge det kendte, det nye, det næste. Der er ikke atid struktur og orden i det Fors. næste side

5 fokuspersonen kommer med ti samtaen. Aigeve er det eksempariske med Frederikke Larsen i coachingforøb bot på en anden måde, end når hun går ud i organisationerne. Frederikke har det i stedet med sig, som det hun kader indre skemaer dvs. at hun har en indre struktur med sig i samtaen, der gør, at hun eder efter perspektiver, der har at gøre med det kendte, det nye og det næste. Frederikke fortæer, at hun i coachingen hiver meget eksempemateriae og mange erfaringer frem som fundament for fokuspersonens næste skridt. Eksterne møder og udvikingsarbejde Her biver det eksempariske b.a. brugt ti at styrke kommunikationen. Det første, kunderne møder, er typisk formueringen det kendte, det nye, det næste. Det biver meget hurtigt en hverdagsformuering sammen med kunderne. Det er et godt værktøj at bruge, fordi den tredete opdeing af erfaringer gider ind i sproget. Det er nemt at spørge ti, om der snakkes om det kendte, det nye eer det næste. Det var bot en ie buket af eksemper på, hvordan det eksempariske bruges i Via Venire. Opskriften er dog ikke entydig og konsekvent. Det eksempariske princip kan udøves på et uta af måder, og det er op ti den enkete, hvordan man vi skabe overensstemmese meem det kendte, det nye, det næste, det forbiedige, det autentiske og meem form og indhod. Det vigtigste er bot at have øje for, at de erfaringer, der aktiveres, ska være reevante for det, der ska æres, og at de adrig står aene. Der er atid erfaringer i forvejen. Exit Det eksempariske er en tigang ti konsuent-opgaven og et erfaringsbaseret æringsprincip udviket af Via Venire. Vi har forkaret, hvad det er, og hvordan det bruges. Vi håber, at du er inspireret og vi prøve sev at tage det i brug. Det er nemig noget, man godt sev kan springe ud i - i Via Venire gør vi det faktisk hee tiden. Men ved at gøre det mere ekspicit kan vi og du understøtte de forandringsprocesser, titag og den æring, som finder sted i din organisation. Inspireret af det eksempariske vi vi nu bede dig om at tage stiing ti det, du ige har æst, for at kvaificere, hvad du tager med og finder brugbart. Så igesom artiken startede med at aktivere din éntre som æser, vi vi nu sætte dig fri med en øvese. Tænk tibage på, hvad du tænkte om det eksempariske, da du startede med at æse samt dine tanker midtvejs, og sæt dem så ind i disse sætninger: Da jeg startede på artiken, tænkte jeg om det eksempariske, at... Midtvejs tænkte jeg, at... Nu tænker jeg om det eksempariske, at... Af Eva Schimme Raakjær, proceskonsuent og psykoog i Via Venire At understøtte virkekraft udgør ikke et simpet spørgsmå med et enket svar. Det hander ikke om at finde et baancepunkt meem arbejdsiv og fritid. Og det taer ikke ind i en skånediskurs. At understøtte den enketes virkekraft i en organisatorisk kontekst udgør en vidtrækkende vision om det bedst tænkeige, om det anderedes muige, om bæredygtighed. Det hander om at gøre det muigt at gå på arbejde på en måde, der tigodeser organisationens behov for innovation og forandring samtidig med at der sties skarpt på understøttese af den enketes virkekraft. Ikke bot fordi det er det eneste bæredygtige. Men også fordi den enketes virkekraft udgør forudsætningen for organisationens overevese. Derfor må vi stå på tæer. Både i forhod ti de teoretiske forståeser af virkekraftbegrebet, og ikke mindst i reation ti eksisterende praksisformer, der har ti formå at understøtte virkekraften. Netop dette udgør et centrat eement i den ErhvervsPhD, som jeg i samarbejde med Via Venire og Syddansk Universitet, Institut for Sprog og Kommunikation og Centre for Human Interactivity, skyder i gang i begyndesen af Det kendte: Virkekraft som agency Et første skridt i retning af at påtage sig dette ansvar, hander om at ekspicitere virkekraftbegreb, som igger ti grund for mange procesfaciiteringspraksisser i forbindese med organisatoriske forandringsprocesser. En fremherskende forståese trækker på et konstruktivistisk grundag og er i særig grad inspireret af det narrative begreb om agency, som formueret hos bandt andet 1 Majgaard, 2011/2013; Daneund 2012 Organisatorisk og menneskeig virkekraft. Michae White 2. I denne forståese af virkekraft, betones den enketes muighed for, i samarbejde med andre, at påvirke eget iv i retning af foretrukne udvikinger [ ] de former kort sagt aktivt deres eksistens i bestræbeserne på at nå de efterstræbte må 3. I en narrativ forståese udgør fortæinger, og i forængese heraf sprog og (meta)refeksion, den primære mediator for agency. Vores og andres fortæinger antages at have afgørende indfydese på vores måde at eve. Fortæinger er såedes ikke bare fødeskum på toppen af ivskagen, men repræsenterer det centrae organiserende princip i vores iv 4. De sætter så at sige vikår for tistedeværesen af virkekraft eer mangen på samme. Dog er det en ige så centra antagese, at vi ikke bot er passive ofre for fortæinger men også aktive medskabere heraf 5. Dermed har vi muigheden for, gennem undersøgese, refeksion og konstruktion af mere foretrukne og righodige fortæinger om eksisterende erfaringer, at understøtte og underbygge den enketes virkekraft. Fortæingerne skaber såedes adgangen ti at virke i eget iv og påvirke det i retning af det ønskede. I forængese heraf kan man argumentere for, at et narrativt perspektiv på virkekraft rummer en grundæggende forandringsoptimisme. Dette kan være med ti at forkare hvorfor en narrativ/ konstruktivistisk inspireret praksis har haft så reativ stor succes indenfor den danske proceskonsuentbranche 6. Værktøjskassen bevet forfinet, bikket avanceret, og en række gode fok har arbejdet aktivt med at oversætte de terapeutiske teknikker ti effektive og organisationsvenige praksisformer. At sammen med henbik på at komme i må med en ambition om dobbet op på 2 White, White, 2008: Larsen & Osen, White, 2006a/b, 2008; Bruner, 1999; Møer Sparre & Da Jørgensen, Nickesen, 2013 Menneskeig og organisatorisk virkekraft Påstanden er enke. Der eksisterer en intim bindese meem organisationens og den enketes for- virkekraft: Organisatorisk udviking og overevese står og fader med menneskeig virkekraft, dvs. den enketes muighed for at virke i eget iv og påvirke det i retning af det ønskede. Det er efterhånden et gammekendt faktum, at vefærdssamfundet er under pres. Reformtider præger den offentige sektor, og en bøge af effektiviseringer og rationaiseringer sætter dagsordenen i Danmark. Det biver fremhævet, at vefærdsstaten kun kan overeve ved at nytænke sig sev. Game vaner ska udfordres og erstattes af smartere øsninger. Såedes udgør innovation og nøjsomhed et utimativt krav for organisationer andet over. Den enkete medarbejder forventes ikke bot at håndtere dette reevant. Hun forventes igeedes at bruge den drivkraft, som diemmaet rummer, ti vedvarende at konstruere sig sev og organisationen på nye måder, der kan bære sidstnævnte ind i en fremtid, hvor morgendagens krav er anderedes end gårsdagens 1. På denne vis udgør den enketes virkekraft det moderne arbejdsivs forudsætning og achieshæ: Virkekraft som forudsætning for sevedese, engagement og innovation overfor risikoen for udbrændthed, meningstab og resignation. Netop derfor står vi som konsuenter og edere overfor en stor opgave og et tisvarende stort ansvar: Fordi det ikke er ige meget, hvordan vi understøtter virkekraften. Og fordi det kan få afgørende betydning, hvordan vi griber opgaven an. virkekraft: At skabe muighed for virkeiggørese af nye strategier og samtidig arbejde aktivt med understøtte den enketes virkekraft. Aigeve meder tviven sig, når vi igen og igen møder foruroigende statistikker 7, afdeinger med stribevis af sygemedinger, rundtossetheder og resignation, tomme bikke og sappe arme: Er det tistrækkeigt? Er vores forståese af virkekraft hjæpsom? Eer har vi brug for noget andet og mere? På vej mod det nye: Kritikken Sådanne spørgsmå har gennem en ængere ode kadt på en kritisk undersøgese og stiingta- perigen ti den narrative forståese af virkekraft samt den forandringsoptimisme, som den rummer: På forsiden af mønten finder man en stadfæstet tro på og tiid ti, at vi gennem konstruktion af nye fortæinger kan ændre verden ti det bedre og komme i må med virkekraften. Et angt stykke hen af vejen knytter dette an ti evede erfaringer. Vi genkender det eksempevis, når vi nærmest ved et tifæde får tibudt et nyt pot, der med ét skubber ti erfaringen og åbner for nye handemuigheder. Som den dag, hvor den gode koega idt irriteret siger: Jeg synes, du er bevet så vrissen! Du er ikke på samme måde kreativ, som du pejede at være. Pottet vrissen kan umiddebart godkendes, når det opeves som sandt når det knytter an ti erfaringen: Ja, du har nok ret. Jeg har vist været ret vrissen her på det sidste. Derfor kan det genkendeige pot virke hurtigt på os. Vi begynder straks at reagere i forhod ti en ønske om ikke at være vrisne. På bagsiden af forandringsoptimisme-mønten finder man imidertid risikoen for grænseøshed og i forængese heraf en mangende forståese for, hvordan fysiske og bioogiske fænomener er med ti at sætte vikår for virkekraften: En narrativ forståese rummer en fremskrivning af sub- 7 Se evt. Det nationae forskningscenter for arbejdsmijø (2012) og Beskæftigesesministeriet (2008) - En intim forbindese jektets og verdens diskursive og sprogige beskaffenhed. Gennem arbejdet med fortæinger får vi adgang ti forandringspotentiaet. Muighederne for understøttese af virkekraften er uanede. Det ontoogiske hierarki risikerer at bive vendt på hovedet, og socia reduktionisme igger snubende nært. Med den ve og mærke også risikoen for at for negigere den måde hvorpå, den fysiske virkeighed kroppen, nervesystemet og hjernen såve som omgivesernes fysiske beskaffenhed øver direkte indfydese på konstruktionen af fortæinger og den enketes opevese af virkekraft 8. Hvis vi vender tibage ti vrissenhedskommentaren fra før: Det kan være, at hun har haft hed med møjsommeigt at genstarte kreativiteten og hode vrissenheden idt i skak. Og aigeve, på trods af umage og viighed, finder hun igen og igen sig sev i de samme vekendte, ærgerige situationer uden fornemmesen at kunne gøre fra eer ti på trods af intentionen om det modsatte, på trods af identifikation af unikke hændeser, på trods af de nye spor af aternative fortæinger. En tisyneadende overensstemmesen meem en narrativ forandringsoptimisme og arbejdsmarkedets evige krav om udviking, forandring og tipasning, kobet med en mangende forståese for, hvordan materiaitet og bioogi igen og igen sætter vikår for den enkete og organisationens virkekraft, synes i den grad probematisk. Dette især i en branche, der søger at faciitere organisatoriske forandringer i et arbejdsiv præget af kravet om nøjsomhed og innovation, der udfordrer medarbejderen meningsmæssigt såve som kropsigt. I bedste fad kan det skabe unødvendig træghed og gnidninger i forandringsprocesser, hviket kan koste dyrt på bundinjen 9. I værste fad kan det være medvirkende ti, at konsuenten modarbejder intentionen om at understøtte virkekraft ved, gennem vedvarende krav om refeksion 8 Coin, 2009; Wiben Jensen, Beer & Nohria, 2000; Kerber & Buono, 2005

6 Hvis vi vi arbejde med at understøtte virkekraften i en organisatorisk kontekst, må vi tage avorigt, at virkekraften emergerer i mødet meem fortæinger og bioogi, meem menneske og organisation, meem sociaitet og materiaitet Det hander om at arbejde med udviking af heende praksisformer, der understøtter ae aspekter af virkekraften under fysisk og psykisk beastende arbejdsforhod, at øge presset på den enkete medarbejder såve som den samede organisation 10. Det nye: Affektiv neurovidenskab og Distribueret kognition Dette kader på en nuancering og kvaificering af det eksisterende virkekraftbegreb. Buddet er: Hvis vi vi arbejde med at understøtte virkekraften i en organisatorisk kontekst, må vi tage avorigt, at virkekraften emergerer i mødet meem fortæinger og bioogi, meem menneske og organisation, meem sociaitet og materiaitet. Med dette for øje har jeg fundet stor inspiration inden for to forskningsfeter: Den affektive neurovidenskab og distribueret kognitionsforskning. Fæes for dem er, at de forstår mennesket sociat og bioogisk. Ligeedes fasthodes eksistensen af en fysisk virkeighed uafhængig af vores forståese 11. Både affektiv neurovidenskab og distribueret kognition udgør såedes forskning, der søger overskridte den traditionee dikotomisering meem det, Thomas Wiben Jensen 12 kader for kognition og konstruktion. Dermed er forhåbningen, at de to feter, hver for sig og samet, kan bidrage des ti en kvaificering af virkekraftbegrebet, des ti udviking af nye praksisformer ti understøttese af virkekraft i en organisatorisk kontekst. Affektiv neurovidenskab Den affektive neurovidenskab udgør et møde meem den nyeste neurovidenskab og udvikingspsykoogi. Centrae teoretikere tæer Danie Siege, Jaak Panksepp, Stephen Porges, Aan Schore, Danie Stern og Susan Hart. Overordnet set tibyder den affektive neurovidenskab, via forskningen i emotioner, større forståese for, hvordan emotioner, adfærd og virkekraft netop emergerer i et dynamisk sammenspi meem bioogi og sociaitet 13. Dvs. at krop, nervesystem og hjerne, i interaktion med mijøet, øver direkte og aktiv indfydese på virkekraften. Såedes kan den affektive neurovidenskab bidrage ti des en kvaificering af virkekraftbegrebet, des udviking den konsutative og edesesmæssige praksis. En mere præcis udpegning af hvordan, udgør et centrat eement i forskningsprojektet. Men aerede nu synes der i mødet meem det kendte og det nye at vise sig noge spor af det næste: For det første kader en affektivt neurovidenskabeigt bidrag på, at vi konsuenter og edere også forhoder os ti de bioogiske og amenmenneskeige vikår, som gør sig gædende. Vikår som ikke bot kan de- eer rekonstrueres, men som virker aktivt ind på den enketes virkekraft. Vikår som side om side med vores fortæinger, meningsskabese, omgiveser og reationer skaber fundamentet for den enketes opevede virkekraft. Betydningen af at tage højde for dette understreges bandt andet, når forskning peger på, at vi er udstyret med en neuroogisk bias mod at huske episoder adet med negative emotionee opeveser: Neurae netværk forbundet med negative emotioner udviker tykkere axoner og fere dendritter. Dette øger styrken, af hviken disse negative erfaringer påvirker den konkrete adfærd 14. Ligesom det er med ti at skabe træghed og angsomhed i forhod den effekt, som de aternative og foretrukne fortæinger antages af have på udfodesen og understøttesen af virkekraft. I forængese heraf kader den affektive neurovidenskab på, at den faciiterende praksis, som har ti formå at understøtte virkekraften, supperes med ansvarsfud rådgivning og grænsedragning. Og at dette netop sker med udgangspunkt i viden om, hvad der henhodsvis understøtter og undergraver virkekraften. Her tibyder den affektive neurovidenskab os et soidt fundament for undersøgese af og stiingtagen ti strategiske besutninger og organisatoriske vikår. Et fundament hvorfra vi kan begynde at udfordre den egitimitet og sevføgeighed, hvormed organisatoriske dagordener biver understøttet og søgt virkeiggjort. Ydermere kan den affektive neurovidenskab være med ti at udvike og nytænke den eksisterende faciiteringspraksis. Dette ved ikke bot at have øje for understøttese af de menings- og fortæingsmæssige aspekter af virkekraften, men også de bioogiske. Kort sagt: Det hander om at arbejde med udviking af heende praksisformer, der understøtter ae aspekter af virkekraften. Dette inkuderer en opmærksomhed på det tempo og den rækkeføge, hvormed vi søger at forny eer forandre en organisation op imod den træghed, som bioogien noge gange indsætter i processen. Men det inkuderer også en bevidst stiingtagen ti, hvad der udgør mået med det faciiterende arbejde. Hvis det heende og opmærksomheden på menneskeig virkekraft indskriver sig i opgaveporteføjen, synes der at være behov for udviking af nye praksisformer. Hos Siege 15 kobes det heende med integrative bevægeser karakteriseret ved en samtidighed af differentiering og sammenkobing neurat, interpersonet og narrativt. Om integrerede systemer siger han, at de er karakteriseret ved at være fexibe, adaptive, coherent, energized, and stabe 16, dvs. karakteristika, der ae kan forbindes med menneskeig og organisatorisk virkekraft. Arbejdsspørgsmået biver dermed: Hvori består vores opgave, hvis integration og integrative tistande indsættes som et må sidestiet med organisatoriske strategiske må? Og hvordan kan vi understøtte processuet? Distribueret kognition Distribueret, extended og embedded kognition udgør en de af den sociae vending indenfor kognitionsforskningen. Centrae teoretikere tæer James Gibson, Edwin Hutchins, Andy Cark, Louise Barrett og Bert Hodges. Der er tae om et forskningsfet, der tager skridtet videre end den affektive neurovidenskab ved ikke bare at pege på hjernen som et sociat organ 17. Men ved at forstå mind såve som andre mentae processer herunder kognition, emotion og perception, som distribuerede, udvidet i forhod ti den enkete og på het grundæggende vis indejret i omgiveserne. Rækkevidden af et sådan perspektiv forsøges bandt andet indfanget gennem Gibsons 18 begreber om affordance og abiity. Affordance betegner kvaiteter ved omgiveser, reationer og artefakter, der inviterer ti bestemte interaktionsmåder. Abiity betegner her overfor karakteristika ved organismen, der muiggør bestemte interaktionsformer med mijøet. Pointen er, at der er tae om reative størreser: Affordances kader bestemte handingspotentiaer frem, igesom abiity skaber opmærksomhed, eer mange på samme, på de muigheder, som mijøet tibyder. Adfærden og virkekraften emergerer i samspiet meem disse 19. Såedes gør fetet endeigt op med en individuaistisk og hjernecentrisk forståese af mentae processer såve som virkekraft. Organismens kompetencer og kapaciteter må anses som indejret i og fudstændig afhængig af omgiveserne. På den måde kan distribueret kognition bidrage ti en kvaificering af virkekraftbegrebet ved at have øje for, hvordan virkekraften transcendere det enkete individ og emergerer i samspiet meem menneske og omgiveser fysiske, sociae og reationee 20. Omgiveser, herunder opgavereevante ressourcer og artefakter, såve som neuroogiske og kropsige processer, indgår på ige fod i frembringesen af virkekraft 21. I praksis kader dette des på, at vi tager de samede omgivesers betydning avorigt som vikårssættende og som muighedsskabende i forhod ti virkekraften. Des kader det på en stiingtagen: Understøtter omgiveserne i tistrækkeig grad den samede virkekraft? Og hvis svaret er nej, hvad kan vi så gøre for at skabe bedre vikår? Det næste: Virkekraft i organisationen Jeg indedte denne artike med en påstand: At der eksisterer en intim forbindese meem organisationens og den enketes virkekraft. Derfor sætter vi i denne avis virkekraft på dagsordenen. Derfor ader vi i forskningsprojektet det kendte møde det nye: En narrativ forståese af virkekraft møder bidragene fra den affektive neurovidenskab og distribueret kognition. At sammen med henbik på en kvaificering af begrebet og udviking af nye praksisformer. Det centrae spørgsmå biver imidertid: Er dette udtryk for en kompenserende ambition eer for en ny vision? I den første optik, kan kvaificeringen af virkekraftbegrebet bidrage ti faciiteringspraksisser, der kan kompensere for det stormvejr, som mange forandringsprocesser efterader organisationen og dens medemmer i, og som kan tære på virkekraften. Overordnet set er der i en kompenserende optik tae om praksisudviking, der har ti formå at sikre organisationens overevese. Faren ved dette er imidertid, at de ender i optimeringsrodekassen, hvor inddragesen af ny viden ender med at fungere som en sags effektiviseringensmedicin, der oprethoder et arbejdsmæssigt nusumsspi. Som indikeret i indedningen er denne artike skrevet med udgangspunkt i visionen: Det hander om at tage de mere vidtrækkende konsekvenser af mødet meem det kendte og det nye. Det hander om at skubbe ti reationen meem organisation og menneske på en sådan måde, at hensynet ti organisationens strategier, må og behov ikke må ske på bekostning af hensynet ti den enketes virkekraft. Det hander om at bevæge sig væk fra organisation-one-up og i retning af et andet biede af forhodet meem organisation og menneske, hvor de i angt højere grad sidesti- es. Ve og mærke ikke af godgørenhed, men for at tage den intime reation meem organisatorisk og menneskeig virkekraft avorigt. De faktiske konsekvenser af en sådan vision er stadig ukare, men en ting er sikkert. Det biver ikke nogen et øvese. 10 Hart, 2012; Ledoux, 1996; Lieberman, Wiben Jensen, Wiben Jensen, Siege, 2012; Panksepp, 2012; Schore, Beaudoin & Zimmerman, Siege, Siege & McCa, 2009: 4 17 Cozoino, Gibson, Gibson, 1979; Chemero, 2003; Greeno, 1994; Hodges, Cark & Chamers 1998; Barrett et. a, 2012; Wison & Goonka, Cark & Chamers 1998; Barrett et. a, 2012 Se Litteraturisten på viavenire.dk

7 Bæredygtig edese OvErEdUcAtEd UnDeRpErFoRmErS Workshop den 31. Januar 2014 Eftermiddagspassiar 5. februar 2014 samtaer Først etik, så teknik Først mødet, så matchet Først du, så jeg Granvoksne samtaer Coaching Supervision GRUNDKURSER Rådgivning Vejedning Terapi I samarbejde med Institut for Ledese og Forvatning, Professionshøjskoen Metropo: 6 ugers kurser gratis for edige akademikere Proceskonsuent og coach faciitering og edese i virksomheder og organisationer Potbox Introduktionskursus Næste hod d. 25. Februar 2014 avisvenire REDAKTION Skrivende redaktør: Frederikke Larsen, Via Venire Direktør Thorkid Osen, Via Venire BILLEDER Stocksy & Istock Føg med og æs mere på vores inkedin profi og på viavenire.dk GRAFISK DESIGN Edvard/Emi grafisk design - Jonas Raagaard edvard.emi@gmai.com T Via Venire A/S T 2785 info@viavenire.dk Langebrogade 4, 1411 København K