Forord. Publikationen indeholder en temaartikel, der beskriver den nye CO 2 -kvoteregulering.

Transkript

1 Forord Dansk Elforsyning Statistik 2003 har til formål at bringe indbyrdes sammenlignelige opgørelser, som kan belyse den seneste udvikling i dansk elforsyning. Publikationen tager udgangspunkt i den nye selskabsregulering, der indføres fra 1. januar 2000 som et led i ellovsreformen. Den fremtidige struktur på det danske elmarked består i hovedtræk af følgende selskabstyper: Net- og transmissionsselskaber, som først og fremmest skal sikre den lokale tekniske forsyningssikkerhed. Selskabernes indtægter for transport af strøm m.v. skal holdes inden for indtægtsrammer, der fastsættes af Energitilsynet. Centrale produktionsværker, der drives som almindelige kommercielle virksomheder. Vindkraftanlæg samt decentraleog industrielle kraftvarmeproducenter, som får politisk fastsatte priser for den producerede elektricitet. Elhandelsselskaber, der på kommercielle vilkår sælger el til kunder, der selv kan vælge leverandør. Forsyningspligtselskaber er virksomheder med bevilling, der har pligt til at forsyne forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, med elektricitet. Selskabernes priser skal godkendes af Energitilsynet. Ved ikrafttrædelse af de ændringer til elloven, der er vedtaget af Folketinget i juni 2004, kan forsyningspligtopgaven udføres som en aktivitet i f.eks. et elhandelsselskab. Systemansvarlige virksomheder, som har det overordnede ansvar for forsyningssikkerheden og for at sikre et velfungerende elsystem. Publikationen indeholder en temaartikel, der beskriver den nye CO 2 -kvoteregulering. Talmaterialet i Dansk Elforsyning Statistik 2003 er udarbejdet af Dansk Energis kontor for branchestatistik i perioden fra marts til midten af juni Statistikkerne for 2003 er foreløbige og endelige opgørelser publiceres i december 2004.

2 30 produktionsselskaber produktionsselskaber 31 FIGUR 15 TABEL 7 12-måneders kurve for elproduktion og nettoimport Elproduktion samt im- og eksport TWh/år tabel 7: I 2003 producerede de centrale værker 25 pct. mere el end året før. Dette hænger især sammen med den meget lave vandstand i de nordiske magasiner. Allerede fra det sidste kvartal i 2002 blev langt den overvejende del af eksporten sendt til Norge og Sverige. Samlet set øges nettoeksporten af el i 2003 med godt 40 pct. i forhold til Mængden af vindmølleproduceret el stiger samlet set 14 procent. Af den samlede el til rådighed tegnede vindkraft sig for 16 pct. i Vindforholdene var i 2003 ringere end tilfældet var for Vindkraftandelen skulle således under normale vindforhold have udgjort en betydelig større andel. I 2003 var vindindekset 77, d.v.s. knap 25 pct. mindre end et normal-vind-år. Forsyningen af elektricitet til de danske elforbrugere er bag disse bevægelser faldet 0,6 procent i forhold til året før og udgør GWh efter primære transmissionstab Stigning GWh GWh % Nettoproduktion på elværksejede værker Centrale værker ,3 Decentrale værker ,0 Vandkraftanlæg ,9 Vindkraftanlæg ,7 Nettoproduktion på ikke elværksejede værker Erhvervsværker ,6 Decentrale værker ,7 Vandkraftanlæg ,0 Vindkraftanlæg , Udveksling af el med udlandet Import ,4 Eksport ,4 figur 15: I figuren er der ultimo hvert kvartal angivet den samlede elproduktion, el til rådighed og nettoimport i de forudgående 12 måneder. Summen af produktion og nettoimport giver el til rådighed. I 1996, som var det koldeste år i den viste periode, havde Danmark en rekordstor eksport til Norge og Sverige. Siden faldt eksporten og ved udgangen af 2000 var der nettoimport af el. I de to seneste år øges produktionen og eksporten stiger igen kraftigt. Det ses, hvordan det danske elsystem baseret på konventionel produktion og vind er i stand til at spille sammen med det norsk/svenske system med vandkraft og kernekraft. Der er relativt store udsving i produktionen og nettoimporten, samtidig med at forbrugerne får stillet den elektricitet til rådighed, de ønsker. Dette afspejler, at de centrale kraftværker har kapacitet til at tilpasse produktionen i modsætning til de decentrale værker, der mere er bundet af varmeproduktion og vindmølleproduktionen, der er afhængig af vejret. Produktion Nettoimport El til rådighed Primært transmissionstab ,8 Til rådighed, i alt ,6

3 Transmissions- og distributionsselskaber Ved udgangen af 2003 er der ca. 120 netvirksomheder og 11 regionale transmissionsvirksomheder. Tre af de regionale transmissionsselskaber har dannet et fælles operatørselskab med henblik på senere fusion. Disse regionale transmissionsselskaber har blandt andet til opgave at sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af elektricitet, tilslutte producenter og kunder, måle levering og elforbrug samt i fornødent omfang og mod betaling at stille transmissionsnet til rådighed for de systemansvarlige virksomheder. De to systemansvarlige virksomheder driver og vedligeholder det overordnede højspændingsnet (400 kvnettet) og udlandsforbindelserne. Netvirksomheder har tillige en række opgaver med at administrere offentlige pålæg. Disse opgaver vedrører blandt andet udbetaling af tilskud til vedvarende energiproduktion, køb og salg af figur 36 (se side 58): Kortet viser ledninger og kabler på de højeste spændingsniveauer fra 132 kv til 400 kv (samt 60 kv kablet fra Skåne til Bornholm). Disse forbindelser bruges først og fremmest til transport af el over lange afstande og er en forudsætning for en sikker elforsyning og for et velfungerende elmarked. Kortet viser, at højspændingsnettet sammenkobler kraftværkerne i Danmark og udlandet, så de kan yde gensidig reserve, hvis der i en periode er brug for at producere og overføre yderligere energi. Et vigtigt perspektiv for forstærkning og udbygning af det overordnede transmissionsnet (højspændingsnettet) er indpasningen af den decentrale produktion, der er bundet til vindkraft og behovet for kraftvarme. Den decentrale produktions uforudsigelige karakter betyder, at der opstår situationer med et stort eloverskud og situationer med et underskud. Disse ubalancer stiller krav til udbygning af højspændingsnettet, så el kan transporteres til og fra områder. 400 kvforbindelsen på strækningen fra prioriteret produktion, forskning og udvikling, opkrævning af PSO-betalinger fra kunderne, informationsaktiviteter og energirådgivning. Net- og transmissionsvirksomheder er pr. 1. januar 2000 udskilt fra de hidtidige elforsyningsvirksomheder og underkastes en økonomisk regulering: Energitilsynet fastlægger for hver virksomhed en øvre grænse (indtægtsramme) for hvor meget, der må opkræves over tarifferne m.v. for de enkelte virksomheders ydelser. Fastlæggelsen baseres på historiske omkostninger, et tilladt afkast af kapitalen samt effektiviseringskrav bl.a. afhængig af benchmarking netselskaberne imellem. Fra 1. januar 2001 er 400 kv-nettet også omfattet af indtægtsrammeregulering. Der foretages dog ingen benchmarking af disse net. Aalborg til Århus er fornyligt sat i drift. Et andet perspektiv er at højspændingsnettet har direkte betydning for prisdannelsen på det kommercielle elmarkedet. Begrænsninger i højspændingsnettet og udlandsforbindelser medfører, at der opstår prisforskelle mellem områder. Det danske højspændingsnet er velfungerende, men der er behov for nye investeringer i de kommende år. Investeringerne udløses blandt andet af, at der forventes mangel på elektricitet og produktionskapacitet i Norden. Der synes derfor at være behov for at øge kapaciteten til udveksling af energi mellem Norden og kontinentet. For det danske højspændingsnet kan det blandt andet betyde forstærkning af eksisterende forbindelser til udlandet og nye forbindelser til Norge og under Storebælt.

4 Handel Elhandelsselskaber og forsyningspligtselskaber er markedets detailhandlere. Elhandelsselskaber har tillige ofte aktiviteter i forbindelse med salg af elektricitet, balanceansvar og porteføljeforvaltning m.v. for forsyningspligtigselskaber. Selskaberne køber elektricitet via børsen eller direkte fra producenter eller fra en mellemhandler. På det danske marked i 2003 var der ca. 25 elhandelsselskaber. Langt hovedparten af de timemålte erhvervskunder køber el via et elhandelsselskab. Forsyningspligtselskabers priser og avancer er offentligt reguleret. Disse selskaber er pr. 1. januar 2000 udskilt fra de hidtidige distributionsselskaber og har inden for et afgrænset område forsyningspligten overfor de kunder, der ikke har kontrakt med et elhandelsselskab. Ved udgangen af 2003 er der ca. 40 forsyningspligtselskaber. Næsten alle ikketimemålte kunder (husholdninger og mindre virksomheder) er i 2003 kunder hos det lokale forsyningspligtselskab. Foruden handels- og forsyningspligtselskaber findes elmælgere. Mæglerne hjælper kunder med at købe el på det frie marked på bedst mulige vilkår. Nogle tilbyder ydelser på engrosmarkedet som mellemled mellem producenter og forsyningspligtselskaber, andre henvender sig til detailmarkedet som mellemled mellem slutkunder og leverandører.

5 82 temaartikel: CO 2 -kvoteregulering temaartikel: CO 2 -kvoteregulering 83 EU Byrdefordelingen og Kvotedirektivet EU s dengang 15 medlemslande forpligtede sig i Kyotoaftalen til at reducere udledningerne af de 6 klimagasser med 8% fra 1990 til det årlige gennemsnit for I 1999 aftalte disse lande indbyrdes, hvor meget hvert land må udlede i gennemsnit for sammenlignet med 1990 den såkaldte»byrdefordeling«. Danmark påtog sig en reduktionsforpligtelse på 21%. Da Danmarks udledninger i udgangsåret var meget lave på grund af stor elimport fra nabolandene lægger Danmark vægt på, at der tages højde herfor, når de 21 procents reduktion omsættes til tilladt udledning. Det er ikke umiddelbart blevet accepteret af de øvrige EU-lande, men sagen tages op i Hvert lands forpligtelse ifølge byrdefordelingsaftalen sammenlignet med 1990 fremgår af tabel 1. Her anføres også tallene for de største af de 10 lande, der blev medlem af EU den 1. maj 2004 samt for Norge og Schweiz, der sammen med Island og Liechtenstein har ønsket at tilknytte sig det fælles marked for handel med CO 2 -kvoter, som EU er ved at etablere. Rammerne for dette marked er fastlagt med direktivet 2003/87/EF om» en ordning for handel med drivhusgasemissioner i Fællesskabet«. Det vil blive suppleret med regler for JI og CDM. Direktivtilføjelserne herom er i praksis godkendt. Formålet med direktivet er at sikre muligheden for en omkostningseffektiv realisering af hvert enkelt lands mål for udledningen af drivhusgasser dels gennem reduktionsinitiativer i landet, dels gennem handel med kvoter (udledningstilladelser) virksomheder imellem, dels gennem JI- og CDM-projekter, som virksomheder gennemfører i andre lande. EU-Direktivet skelner mellem to perioder. Den første periode er fra , der vil være en slags prøveperiode, men hvor landene forpligter sig til at styre henimod målene i den næste periode. Denne anden periode er fra og er sammenfaldende med Kyoto aftalens forpligtende målperiode. Direktivet omfatter kun en del af de udledninger, som omfattes af Kyotoaftalen: Kun CO 2 ikke de øvrige 5 drivhusgasser Kun en række sektorer med særligt store udledninger af CO 2, som man mener relativt nemt at kunne regulere Inden for disse kun anlæg over en vis størrelse For de øvrige anlæg og drivhusgasser forudsættes der taget andre initiativer nationalt i det omfang det vurderes mere omkostningseffektivt end initiativer for de regulerede sektorer. Fra starten i 2005 kommer direktivet til at omfatte udledning af CO 2 fra el og varmeproducenter med en indfyret effekt på mere end 20 MW, raffinaderier, cementindustri, mineralindustri, glasindustri, stålindustri og papirindustri. Dermed er over værker og industrienheder med en samlet årlig udledning på mio. tons CO 2 omfattet af direktivet svarende til ca. 45% af den samlede udledning af CO 2 i EU-15. Dertil kommer, at Island, Liechtenstein, Schweiz og Norge har ønsket en tilknytning til kvotemarkedet samt at de 10 nye EU-lande også er omfattet af systemet fra start. Hvis disse medregnes omfatter ordningen værker og enheder med en årlig udledning på mio. tons CO 2. Fra 2. periode kan landene med Kommissionens godkendelse vælge at inddrage flere sektorer og drivhusgasser, ligesom CDM/JI vil kunne udnyttes fuldt ud alene begrænset af eventuelle lofter, som de enkelte medlemsstater måtte sætte over andelen af CDM/JI i forhold til indenlandske reduktioner. Den efterfølgende tabel angiver udledningerne i de enkelte lande i 1990, forpligtelsen for perioden , udledningen i 2000 samt den reduktion i udledninger (eller erhvervelse af supplerende kvoter) som vil være nødvendig for at overholde forpligtelsen for de overfor nævnte lande. Udledningerne fra Luxembourg, Island, Liechtenstein, Malta og Cypern er ikke medtaget, da de er ubetydelige (se tabel 1). Det kan konstateres, at udledningen i år 2000 fra de nuværende EU-lande er højere end reduktionssmålet i perioden Det ser umiddelbart ud til, at de nye medlemsstater ikke får de store problemer med at opfylde deres reduktionskrav. Direktivet giver rammerne for, hvordan de omfattede anlæg kan sikre sig CO 2 -kvoter til dækning af deres faktiske udledninger af CO 2. Udgangspunktet er, at kvoterne tildeles gratis, men en mindre del kan dels bortauk- Forpligtelser og emissioner for lande tilknyttet EU Ekstra Udledning Forpligtelse Udledning»Kvotemio. tons CO 2 i i 2000 behov«1) a) b) c) d) Belgien 141-7,5% Danmark 70-21% England ,5% Finland 77 0% 81 4 Frankrig 558 0% Grækenland % Holland 211-6% Irland % 70 3 Italien 509-6% Portugal % 84 6 Spanien % Sverige 73 +4% 71-5 Tyskland % 993,5 33 Østrig 78-13% EU % Norge 35 +1% 41 6 Schweiz 44-8% 44 3 Estland 38-8% Letland 24-8% 7-15 Litauen 40-8% Polen 478-6% Slovakiet 60-6% Slovenien 14-8% 16 3 Tjekkiet 163-8% Ungarn 84-6% Nye EU-lande 899-8% ) d = c (a*(100+b))/100 Kilde: European Environmental Agency