VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15.

Transkript

1 VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/

2 Vi ses i helvede Oversat fra fransk efter Apocalypse bébé Copyright Éditions Grasset & Fasquelle, 2010 Dansk udgave: 2012 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN Pinted in Denmark 2012 Denne udgivelse har modtaget støtte fra Tiderne Skifter Forlag Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf.: Fax: tiderneskifter@tiderneskifter Tiderne_Vi ses i helvede.indd 4 11/04/

3 como dos vampiros dormiremos sobre tu tumba, calentaremos tus huesos, como dos vampiros vendremos a saciar tus ed de sexo, de sangre y de testosterona. Testo Yonqui Til B. P. Tiderne_Vi ses i helvede.indd 5 11/04/

4 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 6 11/04/

5 PARIS Tiderne_Vi ses i helvede.indd 7 11/04/

6 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 8 11/04/

7 For ikke så længe siden var jeg stadig tredive, og verden lå åben. Man skulle bare træffe de rigtige valg på de rigtige tidspunkter. Jeg skiftede tit job, arbejdede på tidsbegrænsede kontrakter, der sjældent blev fornyet, og jeg nåede aldrig at komme til at kede mig. Min levestandard var ikke prangende, men jeg klagede ikke. Jeg var sjældent alene. Årstiderne skiftede som slikposer: farvestrålende og lige til at æde. Jeg ved ikke, hvornår tilværelsen holdt op med at smile til mig. I dag har jeg stadig samme løn som for ti år siden. Dengang syntes jeg, at jeg klarede mig godt. Men min begejstring er taget af efter de tredive, den bølge af energi, jeg red på, er væk. Og jeg ved, at næste gang, jeg igen skal ud på jobmarkedet, er jeg en moden kvinde uden kvalifikationer. Derfor klamrer jeg mig til mit job, som var det liv eller død. Denne morgen er jeg sent på den. Agathe, den unge receptionist, banker på sit ur med fingeren og rynker brynene. Hun har neongule strømpebukser på og hjerteformede øreringe. Hun er mindst ti år yngre end mig. Jeg burde bare ignorere hendes lille, opgivende suk, fordi hun synes, at jeg er for længe om at tage frakken af; men i stedet fremstammer jeg en uforståelig undskyldning og skynder mig at banke på døren ind til chefen. Inde fra kontoret lyder der råben og skrigen. Jeg træder 9 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 9 11/04/

8 forskrækket et skridt tilbage og ser spørgende på Agathe. Hun skærer ansigt og hvisker: Det er madame Galtan. Hun stod allerede og ventede på Dem foran indgangen her til morgen, inden vi åbnede. Hun har overfuset Deucené de sidste tyve minutter. Skynd Dem ind. Så falder hun sikkert til ro. Jeg har mest lyst til at dreje om på hælen og forsvinde ned ad trapperne uden et ord til forklaring. Men jeg banker på døren, og de hører mig. For en gangs skyld behøver Deucené ikke kigge i sine papirer på skrivebordet for at komme i tanke om mit navn. Lucie Toledo, som De allerede har mødt, hun var Han får ikke lov at tale ud. Klienten afbryder ham med et brøl: Hvor fanden har du været, din idiot? Hun giver mig to sekunder til at indkassere dette verbale knytnæveslag og fortsætter så med uformindsket styrke: Er du klar over, hvor meget jeg betaler for, at du skal holde opsyn med hende? Og så for-svind-er hun bare? I metroen? I ME-TRO-EN, dit fjols! Du kan ikke engang finde ud af at holde øje med hende i metroen! Og så venter du en halv dag, inden du fortæller mig det? Jeg skulle høre det fra skolen! Synes du, det er normalt? Synes du måske selv, at du har passet dit job ordentligt? Kvindemennesket er edderspændt, og jeg reagerer åbenbart ikke aktivt nok efter hendes smag, så hun mister interessen for mig og vender sig atter mod Deucené: Og hvorfor har De sat sådan et skvadderhoved til at holde opsyn med Valentine? Har De virkelig ikke noget bedre på lager? Chefen er ilde til mode, men presset af omstændighederne tager han mig i forsvar. Jeg forsikrer Dem, at Lucie er en af vores dygtigste med- 10 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 10 11/04/

9 arbejdere, hun har stor erfaring og ekspertise og Synes De selv, at det er normalt at miste en unge på femten år af syne på vej til skolen? Jeg havde mødt Jacqueline Galtan ti dage tidligere, da vi tog sagen. Hun var en kølig kvinde med lyst pagehår, en ny de lig kort kjole og højhælede sko med røde såler yderst velpræserveret for sin alder og særdeles præcis i sine anvisninger. Jeg havde ingen anelse om, at hun ved den mindste streg i regningen ville udvikle galopperende Tourettes syndrom. Hendes raserianfald giver hende dybe rynker i panden. Botox har tabt kampen. En lille smule hvidt skum fråder i hendes mundvige, og hun traver op og ned ad gulvet i kontoret, mens de smalle skuldre skælver krampagtigt. HVORDAN i alverden kan man være så himmelråbende åndssvag at tabe hende af syne i METROEN??? Dette ord ophidser hende. Deucené skrumper ind foran hende. Det morer mig at se ham sådan; han der normalt aldrig forpasser en chance for at spille hård negl. Jacqueline Galtan kaster sig ud i en improviseret maskingeværsmonolog. Hun skyder på alt: mit grimme fjæs, mit håbløse kluns, min uduelighed i forhold til mit arbejde, som ellers ikke skul le være så svært at passe, min manglende intelligens, der karakteriserer alt, hvad jeg foretager mig. Jeg koncentrerer mig om Deucenés skaldede isse, der er oversået med obskøne, brune pletter. Min lavstammede, tykmavede chef er i virkeligheden temmelig usikker på sig selv, hvilket gør ham urimelig brutal over for sine underordnede. Men lige nu er han lammet af angst. Jeg tager en stol og sætter mig ved hans skrivebord. Klienten holder en pause for at få vejret, og jeg griber chancen for at blande mig i samtalen: Det hele gik så hurtigt Jeg forestillede mig ikke, at Valentine pludselig kunne forsvinde. Tror De, at der kan være tale om en flugt? 11 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 11 11/04/

10 Jamen, nu De siger det: Det er faktisk lige præcis, fordi jeg gerne vil vide den slags, at jeg betaler Dem. Deucené har spredt en håndfuld fotos og rapporter ud på sit skrivebord. Jacqueline Galtan griber et tilfældigt ark mellem to fingre, som om det var et dødt insekt, kaster et kort blik på det og lader det derefter falde. Hendes negle er perfekt lakerede. Jeg forsvarer mig: De bad mig om at overvåge Valentine og aflægge rapport om hendes gøren og laden Men jeg havde ingen grund til at antage, at der kunne ske hende noget. Det er to helt forskellige procedurer. Forstår De, hvad jeg mener? Hun bryder ud i gråd. Det var lige, hvad der manglede. Det er forfærdeligt ikke at vide, hvor hun er. Deucené undgår hendes blik og fremstammer: Vi vil naturligvis gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe Dem med at finde hende igen Men jeg er sikker på, at politiet Politiet? Tror De virkelig, at de vil tage det alvorligt? Det eneste, der interesserer dem, er at offentliggøre sagen i medierne. De har kun én ting i hovedet: at snakke med journalisterne. Tror De virkelig, at Valentine har brug for den slags offentlighed? De synes måske, at det er en måde at starte sit voksenliv på? Deucené vender sig mod mig. Han kunne godt tænke sig, at jeg kom op med et spor. Men jeg var selv den første til at undre mig, da jeg ikke fandt hende på caféen over for skolen den morgen. Klienten fortsætter: Jeg dækker alle omkostninger. Vi laver et addendum til den oprindelige kontrakt. Jeg tilbyder en bonus på fem tusind euro, hvis De bringer hende tilbage inden for fjorten dage. Hvis De derimod ikke gør, så skal jeg sørge for, at De kommer til at opleve helvede på jord. Vi har forbindelser, og jeg forestiller mig, at en forretning som Deres ikke er interesseret i at blive 12 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 12 11/04/

11 udsat for alt for megen generende kontrol. For slet ikke at tale om dårlig omtale. Idet hun siger dette sidste, hæver hun blikket og ser Deucené lige ind i øjnene. Perfekt timing, lige tilpas langsomt, så man føler sig hensat til en gammel sort/hvid film. Det er tydeligvis noget, hun har øvet sig på. Hun bøjer sig atter over et af arkene på bordet. Det er mine dossierer, der ligger der. Ikke kun de data, som jeg har brugt hele gårsdagen og aftenen på at samle sammen, men også alle dem, som de selv har været inde i min computer og hentet i mit fravær. Der er ingen grund til at genere sig over for sådan en som mig. Selvfølgelig tjekker de, at jeg har det hele med og ikke skjuler eller glemmer noget. Jeg har brugt timevis på at udvælge de vigtigste elementer og bringe orden i dem. De har lavet et syndigt rod i det hele. Her er det hele, hulter til bulter lige fra regningen fra den café, hvor jeg ventede på hende, til hvert eneste billede, jeg nogensinde har taget af hende, også dem, der kun viser et lille stykke af hendes arm en måde at lade mig forstå, at selvom jeg knokler døgnet rundt med et dossier for at sikre mig, at det fremstår perfekt, når det skal præsenteres, så anser man mig for at være ude af stand til at vurdere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Hvorfor dog afholde sig fra at tilfredsstille sine sadistiske tilbøjeligheder, når jeg nu er der, lige til at træde på, nederst i hierarkiet? Hun er i sin gode ret til at behandle mig som en dørmåtte, den gamle, hvis det nu kan glæde hende. Jeg er det underbetalte fæhoved, der har haft en loppetjans de sidste fjorten dage med at overvåge en hyperaktiv, kokainomtåget teenagenymfoman. Endnu en af slagsen. I de to år, jeg har arbejdet hos Reldanch, har jeg ikke haft andet end overvågning af teenagere. Og jeg har såmænd ikke klaret det så dårligt indtil Valentine forsvandt. Jeg var lige et par skridt bag hende, den morgen i metroens gangsystem. Det var ikke så svært at glide ubemærket 13 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 13 11/04/

12 ind i mængden, for tøsen slap sjældent sin ipod med øjnene. Pludselig var der en ældre, korpulent dame foran mig, der besvimede. Jeg nåede lige at række ud og gribe hende, inden hun faldt bagover, og i stedet for bare at lade hende ligge, hvor hun var, og styrte efter Valentine, blev jeg hos hende et minuts tid, indtil der var andre, der standsede op. Jeg havde allerede skygget Valentine i to uger, og jeg var sikker på, at jeg nok skulle genfinde hende sammen med skolekammeraterne på caféen ved siden af skolen, i færd med at fylde sig med muffins og cola, som hun plejede. Normalt satte hun sig lidt for sig selv. Hun holdt altid diskret afstand til de andre. Men denne morgen forsvandt hun altså bare. Det er muligt, at hun er løbet ind i problemer. Naturligvis overvejede jeg, om hun havde opdaget mig og set sit snit til at ryste mig af sig. Men jeg havde ikke på noget tidspunkt haft fornemmelsen af, at hun havde mistanke til mig. Og efter at have rendt i røven af så mange teenagere begynder jeg alligevel at kende dem ret godt. Jacqueline Galtan betragter fotografierne på skrivebordet. Valentine sutter den af på en fyr, der sidder på en parkbænk, skærmet mod omverdenens nysgerrige blikke af en busk. Valentine sniffer en bane på sit skolehæfte klokken otte om morgenen. Valentine har sneget sig ud. Hun sætter sig op bag på scooteren hos en fuldstændig ukendt fyr, som hun har prajet i lyskrydset, midt om natten Jeg havde ingen partner. Af budgetmæssige årsager var jeg blevet sat sammen med en notorisk narkoman, der accepterede at arbejde for en hvilken som helst løn, bare han fik sine penge udbetalt i kontanter hver aften. Jeg går ud fra, at hans dealer har brændt ham af. I hvert fald kom han aldrig og afløste mig, han svarede ikke på mine beskeder og var ikke til at få fat i. Der var ingen, der fandt det påtrængende nødvendigt at finde en erstatning for ham, så jeg måtte både overvåge hendes vinduer om natten i tilfælde af, at hun skulle finde på at snige sig ud, 14 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 14 11/04/

13 og også stå foran skolen næste morgen. Faktisk var det rent held, at jeg var der, da hun forsvandt, for jeg havde for det meste ingen idé om, hvad hun havde gang i. Da jeg begyndte på opgaven, benyttede jeg mig af et klassisk trick: Jeg fik en fyr, der tit hjælper os, til at tilbyde hende en uimodståelig smartphone, der var faldet af lastbilen. For teenagernes vedkommende er det som regel tilstrækkeligt at forklare forældrene, hvordan man kan udnytte deres afkoms mobil. Men Valentine havde ingen mobiltelefon, og hun gad åbenbart ikke bruge den, jeg forsynede hende med. Det gjorde ikke mit arbejde lettere: Det er sjældent, at jeg har været ude for at skulle skygge en teenager uden hjælp af en GPS-spion. Den gamle lægger eftertænksomt fotografierne op ved siden af hinanden, inden hun ser på mig. Er det Dem, der har skrevet rapporterne? spørger hun venligt indladende, som om vi alle har haft masser af tid til at komme os over hendes møgfald. Det lykkes mig at løbe sur i mit ellers ganske kortfattede svar, som hun alligevel heller ikke hører efter. Og foto grafierne er det også Deres? De har faktisk udført et udmærket arbejde, inden De ødelagde det hele. Skiftevis kold og varm manipulatorens yndlingsmetode: Jeg fornærmer dig, jeg roser dig, og det er mig og kun mig, der afgør tonen i samtalen. Det virker: Beskyldningerne var så ubehagelige, at hendes kompliment virker som et skud morfin i et åbent sår. Hvis jeg turde, ville jeg lægge mig på ryggen, så hun kunne klø mig på maven. Hun tænder en cigaret. Deucené tør ikke gøre opmærksom på, at det er forbudt. Han ser sig desperat om efter noget, der kan bruges som askebæger. Jeg håber, at De personligt vil påtage Dem at finde hende igen? Genialt hun er tilfreds med mig som boksebold. Jeg afventer, at Deucené nævner en anden detektiv, der kan overtage sagen. Jeg har aldrig arbejdet med forsvundne før. Jeg har ingen erfaring med området. Men han vender sig om imod mig: 15 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 15 11/04/

14 De har jo indgående kendskab til sagen. Klienten nikker bifaldende. Hun har genfundet sit smil. Chefen sender mig et indforstået øjekast. Han virker lettet, den spassernar. Et insekt arbejder sig langsomt hen over det øverste venstre vindue i det kosteskab, der gør det ud for mit kontor. Dets følehorn er enorme. Jeg finder min kartotekskasse frem. Jeg har ikke ret meget liggende på min computer. Hvis jeg skulle blive skudt ned i morgen, og nogen bagefter gennemgik mine ting, ville man måske ud fra mine notater antage, at jeg havde udviklet et kodesprog, der får Enigma til at tage sig ud som et ynkeligt amatørnummer. Sandheden er, at når jeg selv forsøger at læse, hvad jeg har skrevet, så fatter jeg aldrig en brik. Heldigvis har jeg en pålidelig hukommelse, og normalt ender jeg med at komme i tanke om, hvad jeg mente. Mere eller mindre. Jeg bladrer i kartotekskortene, der er fulde af uigennemskuelige tegn, nu og da matematiske som om jeg forstod noget som helst af algebra. Siden min start her på stedet, har jeg været irriteret over kun at arbejde med teenageovervågning. Ingen unge kan ryge sig en fredelig joint, uden at jeg kommer rendende i røven på dem. Det første år skyggede jeg i det mindste ikke unge under femten. I dag ville det ikke overraske mig, hvis jeg skulle skygge en fra underskolen. Ungernes liv tilhører de voksne fra min generation, der er fast besluttede på ikke at lade ungdommen glide sig af hænde endnu en gang. Man kan ikke sige, at jeg hader mit arbejde, men det er hverken særlig glorværdigt eller ophidsende at snage i ungernes mobiltelefoner. Jeg burde være glad for at få mulighed for at lave noget andet, men jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal gribe det an. Deucené sendte 16 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 16 11/04/

15 mig ud af sit kontor uden at spørge, om jeg havde brug for hjælp. Jeg søger Valentine Galtan på nettet. Ingen resultater. Det overrasker mig ikke. Det er den første unge, jeg har overvåget, som jeg aldrig har set sende en sms. Selv de mest høje og skæve unger plejer ellers nok at kunne finde ud af at lægge film af deres crack-bedrifter ud på YouTube. Hendes far, François Galtan, er romanforfatter. Jeg mødte ham ganske kort, den dag hendes bedstemor kom og bestilte overvågningen. Han sagde ikke et ord under hele samtalen. Hans Wikipedia-side er typisk for usikre mennesker, der skriver om sig selv og glemmer alt om almindelig anstændighed: Hvem han sad ved siden af i hvilken skole, hvilke værker der har påvirket ham, vejret den dag han skrev sit første digt, betydningen af hans foredrag på de mest obskure konferencer, etc. På de fotos, der ledsager artiklerne om ham, ser man, at han er yderst tilfreds med sit hår, som han reder bagud som en løvemanke. Jeg går ud fra, at det første, jeg bør gøre, er at tage kontakt til ham. Valentines mor forlod hende kort efter fødslen. Familien foregiver, at de ikke har nogen idé om, hvor hun bor i dag. Men jeg bliver nødt til at finde hende. Det hele forekommer mig fuldstændig uoverskueligt. Jeg leger med tanken om at sige op. Men i forhold til A-kassen er det bedre, at jeg bliver afskediget for uduelighed. Jeg sidder og overvejer at gå hjem og gense nogle af de fjernsynsserier om privatdetektiver, som altid får os til at grine sådan, da Jean-Marc banker på. Selvom jeg ikke kan se ham, ved jeg, hvordan det ser ud, når han bøjer to fingre og banker let på døren, hans måde at bøje håndleddet på er elegant en sexet nonchalance. Han stikker hovedet ind gennem dørsprækken for at sikre sig, at jeg er alene, og går så hen til vinduet ud mod gaden. Jeg laver en kop kaffe. Han nynner chérie j aime tes genoux og markerer rytmen med 17 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 17 11/04/

16 skuldre og hofter uden at tage hænderne op af lommer ne. Han er høj og slank, men kraftigt bygget med store knogler og en rank holdning, og han har en egen facon at indtage rummet på, som et angreb. Han har uregelmæssige an sigtstræk, dybtliggende øjne, en kraftig næse og fremtrædende pande. Og så har han et af den slags lidt brutale fjæs, som appellerer til kvinderne og skræmmer de mandlige kolleger, der opfatter ham som en gud. Jean-Marc er den eneste i vores team, der klæder sig elegant. Vi andre ligner bonderøve i sammenligning med ham. Det her er ikke et job, hvor man gør en dyd ud af at gøre sig bemærket. Men med sit sorte slips og sin altid ulastelige, hvide skjorte tøver han ikke med at gøre opmærksom på, at det var, da mændene smed slipset, at de mistede deres virilitet. At give afkald på jakkesættet er, ifølge ham, at give afkald på at inkarnere loven. Han besøger mig sjældent, medmindre han har brug for en kontakt til en teenager til at hjælpe sig. Jeg har et godt kontaktnet blandt unge mennesker, der kan være til stor hjælp, uden at det koster en bondegård. Men i dag kommer han, fordi jeg har fået en stor sag. Agathe har sikkert fortalt ham om det. Fra sin plads kan hun høre og følge med i alt, hvad der foregår på chefens kontor. Reldanchs lokaler befinder sig i et gammelt laboratorium, hvor man førhen analyserede blodprøver, så væggene er ikke byggede til at yde nogen form for diskretion. Jeg kunne godt tænke mig, at Jean-Marc tilbød mig, at vi kunne arbejde sammen om den her sag. Men han forestiller sig, at jeg sagtens kan klare mig selv: Hvad vil du starte med? Tja, det spørger jeg også mig selv om. Tøsen er småskør. Jeg har ingen idé om, hvad der kan være sket hende. Og bedstemoren skræmmer mig alt for meget til, at jeg orker at krydsforhøre hende. Helt ærligt ved jeg det ikke måske hendes biologiske mor? Han betragter mig tavst. Jeg tror, han venter på, at jeg skal 18 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 18 11/04/

17 præsentere min angrebsplan. Jeg spørger: Du har jo ofte arbejdet med forsvundne, ikke? Har du nogensinde været bange for at finde et eller andet forfærdeligt? Jeg forsøger at lyde afslappet, men ordene åbner en gaben de afgrund inden i mig. Jeg anede end ikke selv, at jeg var så bange. Fem tusind euro i bonus, hvad skal jeg sige Jeg spørger ikke mig selv, om jeg vil elske det, jeg kommer til at finde. Jeg spørger mig selv om, hvordan jeg skal finde den forsvundne. Hvis du ikke kan forestille dig at klare sagen alene, så del den. Det gør alle andre. Så deler I bare præmien. Har du brug for kontakter? Jeg har faktisk tænkt på det. Jeg vil foreslå Hyænen det, hun har masser af erfaring med den slags sager Det er det første navn, der falder mig ind, og som kan gøre indtryk på ham. Jeg siger det i et tonefald som kvinden, der lige ringer til Hyænen, når hun har forlagt sine nøgler. Det er rigtigt, at jeg kender én, der kender hende, men jeg har aldrig selv set hende. Jean-Marc undertrykker et smil. Han er ikke længere bekymret og omsorgsfuld. Han er fjern. Hyænen har et vist ry. At erklære, at jeg kan arbejde sammen med hende, er det samme som at sige, at jeg har lyssky foretagender kørende ved siden af. Jeg har allerede fortrudt, at jeg har løjet, men nu fremturer jeg: Jeg kommer en del på hendes stambar. Indehaveren er en fælles ven Så kender I altså hinanden? Jeg svarer ikke. Jean-Marc puster på sin kaffe og fortsætter så eftertænksomt: Hør, Lucie, det hele handler om held og stædighed. Det virker umuligt i begyndelsen, men uden at man ved hvordan, tegner der sig et spor, og derefter er det kun et spørgsmål om udholdenhed at følge det til enden. 19 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 19 11/04/

18 Jeg nikker, som om jeg forstår, hvad han mener. Jean-Marc har altid været biksens lysende stjerne, ikke kun fordi han formår at skrive sine rapporter så overbevisende elegant, at selv når han ikke har haft held til at løse opgaven, så fremstår det alligevel efter endt læsning som en personlig triumf for ham. Han var den tidligere chefs højre hånd, og alle troede, at han en dag ville blive den officielle næstkommanderende, direktør i en filial. Men Deucené blev udpeget til direktør, og Jean-Marc får ham til at føle sig utilpas. Han fylder sikkert for meget. Jean-Marc lukker diskret døren efter sig. Jeg finder Kromags glittede visitkort frem. Jeg har tænkt mig at ringe til ham fra telefonboksen nede på gaden, når jeg lige om lidt går til frokost. Jeg har ingen tillid til kontorets telefoner, der sikkert alle sammen bliver aflyttet, selvom jeg har svært ved at se, hvem der skulle have tid til at aflytte alle vores samtaler. Det er sikkert en erhvervssygdom, men jeg bruger kun min mobiltelefon til at sende sms er med fødselsdagshilsener, og jeg undgår helst at sende s. Jeg ved, hvad de koster i tilfælde af en retssag eller en undersøgelse. Og jeg ved, at det er en pivåben ladeport for enhver nysgerrig, så jeg sender stadig tit breve med postvæsenet. At spore og følge en kuvert kræver en erfaring, som kun de færreste agenter har i dag. Jeg har aldrig haft noget særligt at skjule, men jobbet fører en vis paranoia med sig. Kromag griner ikke højt og larmende, da jeg siger til ham, at jeg gerne vil i kontakt med Hyænen. Det er jeg ham taknemmelig for. Han beder mig ringe tilbage senere. Jeg tager forbi Valentines skole for at drikke en kop kaffe på den café, hvor ungerne fra skolen hænger ud i frokostpausen. De har hverken kantine eller skolegård. Den lille privatskole, hvor de går, er ikke bygget til formålet. Jeg forsøger ikke at falde i snak med dem, jeg lytter bare. De taler ikke om Valentine. De ved endnu 20 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 20 11/04/

19 ikke, at hun er forsvundet, hvilket betyder, at politiets efterforskning endnu ikke er begyndt. Jeg ville ellers have væddet på, at familien Galtan var så tilstrækkelig betydningsfuld, at panserne ville sætte alt ind på sagen. Ungerne bryder op for at gå tilbage til skolen. De er tomhjernede, larmende og overgearede, og de ligner alle sammen hinanden. Jeg kan ikke sige, at de interesserer mig voldsomt, og det er gengældt. De ser mig simpelthen ikke. Det er mit stærkeste kort: Jeg er nem at overse. Jeg bliver siddende det meste af eftermiddagen og læser mig side for side igennem en glemt avis, mens jeg bestiller den ene kop kaffe efter den anden. Den dårlige samvittighed over ikke at gå i gang med eftersøgningen plager mig lidt, men ikke nok til at ødelægge min glæde over denne uventede frieftermiddag. På fortovet uden for den bar, hvor Kromag arbejder, må jeg løbe spidsrod gennem en forsamling goths, der står og ryger smøger og griner larmende, hvilket forekommer mig at være i modstrid med deres image, men jeg er på den anden side ikke specialist. Ingen af dem bemærker mig, da jeg maser mig gennem gruppen for at komme ind. Kromag tager varmt imod mig. Sin livsstil taget i betragtning alkohol, narko, søvnløse nætter, junk food og masser af smøger ser han faktisk strålende ud. Han er stadig fuld af det idiotiske gåpåmod, som de fleste mennesker mister, inden de bliver tredive, men som ikke forekommer påtaget. Hans øreflipper er trukket helt ud af facon af et par enorme øreringe, og hans tænder er orange af nikotin, men de er der alle sammen, og det er faktisk store sager. Han læner sig frem over bardisken for at hviske til mig, at hun kommer lige om lidt. På afstand ser det ud, som om jeg køber stoffer af ham, og at han fortæller mig den sidste nye dealer-sladder. Han klør sig på hagen og tilføjer med højt hævet hoved og en viril, men ikke specielt klædelig gestus: For tiden sværmer hun for en 21 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 21 11/04/

20 tøs, der kommer en del her. Det var ikke så svært at overtale hende til at komme. Jeg bestiller en øl. Egentlig ville jeg hellere have haft en kop varm chokolade, for der er koldt udenfor; men jeg skal mødes med Hyænen, og jeg har ikke lyst til, at hun opfatter mig som den lille, pæne pige. Normalt drikker jeg ikke alkohol på barer. Jeg får ondt i hovedet af det, og jeg bryder mig ikke om kontroltab. Man ved aldrig, hvad man er i stand til, hvis man mister sine sunde hæmninger. Det med mig og Kromag går langt tilbage. Der var en vinter for femten år siden, hvor vi gik i seng sammen. Faktisk syntes jeg, at han var grim, men når han havde drukket, insisterede han så hårdnakket på, at vi skulle gå hjem sammen, at jeg alligevel altid endte med at lade mig overtale. En skønne dag valsede han så pludselig af sted med en lille kæreste fra en fjern provins under armen en brunøjet skønhed, der var smuk nok til at være ligeglad med, hvordan han så ud. Derefter undgik Kromag mig nogen tid af skræk for, at jeg skulle begynde at stille spørgsmål eller lave skandale. Men jeg forholdt mig rolig, og han fattede ømhed for mig, og siden da har han altid ringet, når han var i nabolaget, så vi kunne drikke en kop kaffe, og jeg har altid været inviteret med, når han holdt fester. Det var ham, der for to år siden gjorde mig opmærksom på, at de søgte folk hos Reldanch. Han hælder peanuts op i nogle underkopper, stiller en foran mig, blinker til mig og vender tilbage til sine pligter som bartender. Han elsker at fortælle om Hyænen og deres fælles eventyr. De har nemlig arbejdet sammen. Faktisk debuterede de sammen. De lavede inddrivelsesforretninger. Deres første klient var en lille, lokal dealer i 12. arrondissement, som havde glemt at betale. Opgaven var at overbevise ham om, at det var i hans egen interesse hurtigst muligt at bringe en gæld, der var begyndt at gøre ondt, ud af verden. Inden de 22 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 22 11/04/

21 tog derhen, havde Hyænen foreslået, at hun skulle være den rå og Kromag den forsonlige. Han var blevet pigefornærmet: Sig mig, har du overhovedet set rigtigt på mig? Argumentet var fornuftigt nok: Kromag er kæmpestor, og udtrykket i de små tætsiddende, brune øjne ligger og svinger et sted midt mellem foruroligende idioti og dyriskhed. Men han havde alligevel været mere benovet over opgaven, end han havde villet være ved, så da det kom til stykket, havde han bare rusket fyren grundigt og stolet på, at styrken ville råde bod på hans manglende erfaring. Fyren hylede op; men det var tydeligt, at han spillede komedie for at slippe af krogen. Hyænen havde forholdt sig tavs i baggrunden. Da de skulle til at gå, snurrede hun pludselig rundt og greb fyren i kraven med et lystent smil. Så smækkede hun tænderne hårdt sammen flere gange lige ud for hans øre og sagde: Næste gang bider jeg pikken af dig, din luderkarl, er det forstået? Kromag siger, at det var som at møde Hulk, bare uden den grønne farve pludselig havde hun forvandlet sig til et monster, der kunne have fået hvem som helst til at løbe skrigende bort. Bagefter havde hun ikke desto mindre bebrejdet sig selv, overbevist om, at de havde fejlet: Han lugtede ikke rigtig af angst. Den der forpulede stank af ammoniak, der er så ulækker, at man simpelthen bare får lyst til at smadre folk på stedet. Kromag fik om muligt endnu mere kvalme, end han havde haft deroppe: Du er jo bindegal, du er virkelig bindegal! Der havde været noget skrækindgydende over hende i det øjeblik, hun havde grebet fyren i kraven. Han omtalte det som mordlyst, ren og ufortyndet mordlyst, ikke noget man kan lade som om. Og fyren havde betalt allerede samme aften. Lidt efter lidt havde de fundet deres egen rytme: Han åbnede ballet, og hun lavede sit lille solonummer som afslutning. Tilsammen besad de en alkymi, der havde gjort dem til et bemærkelsesværdigt par. Han elskede at fortælle, at det var ham, der havde givet 23 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 23 11/04/

22 hende hendes tilnavn. Når man så hende i aktion dengang, var det det, der faldt én ind. En hyæne jo mere ondskabsfuldt og sindssygt hun opførte sig, jo højere grinede hun. Kromag var fuld af teorier fra den periode af sit liv, og man fornemmede, at han havde udviklet dem under samtaler med hende. Angst er noget dyrisk. Det foregår uden for sproget, selvom visse ord er bedre end andre til at fremkalde den, det handler om fingerspidsfornemmelse man må føle sig frem, ligesom med en kvinde, man ikke kender. Mærke efter, famle i mørket, indtil man rammer det punkt, hvor man kan mærke, at det virker. Derefter skal man bare insistere, indtil de smelter. Det gælder både de mest tumpede og tungnemme og de virkelig rappe og raffinerede. Det skal stå helt klart: Næste gang vi tager dig i kraven, slipper vi dig ikke igen, at du ved det. Han havde været glad for at arbejde sammen med hende, og han pralede gerne af det over for de unge, der hang ud i baren, som om han lærte dem noget vigtigt om tilværelsen: Vi var et godt makkerpar, for vi var enige om alt det afgørende, som for eksempel, at man skal holde mange og lange pauser, fordi det er vigtigt at være udhvilet, når man skal præstere; og at man altid skal tage imod penge under bordet, hvis det drejer sig om substantielle summer; og først og fremmest, at flugt er en sund strategi, hvis man står over for en overmagt. Og så snakkede vi meget om piger. Det er godt at have fælles interesser. Man kan jo ikke snakke job hele tiden, det bliver alt for stressen de. Men så en skønne dag, hvor det regnede, og de var på jagt efter en russer i 13. arrondissement russerne havde allerede længe huseret i byen klagede Kromag sig endnu engang over sit mavesår, og så spurgte Hyænen: Du skulle vel ikke tilfældigvis være træt af jobbet? Og med ét indså han, at jo, han var dødtræt af at stå op hver morgen uden at vide, hvem han skulle true den dag; uden at vide, om de ville være flere; eller, endnu værre, om han ville få medlidenhed med dem og skamme sig over sig 24 Tiderne_Vi ses i helvede.indd 24 11/04/