Foredrag ved Danske professionshøjskolers årsmøde den 12. maj 2015

Transkript

1 Professionernes rolle i velfærdsstaten Foredrag ved Danske professionshøjskolers årsmøde den 12. maj 2015 Niels Finn Christiansen Velfærdsstaten er blevet et centralt element i vores nationale selvforståelse. Vi skal passe på det Danmark, vi kender, lyder et af de mange slagord, der lancres her i tiden op til det kommende folketingsvalg. Det er statsministeren, der siger det; men det kunne for dens sags skyld være næsten enhver ledende politiker. Alle partier og store erhvervsorganisationer producerer i disse år velfærdsstrategier med mere eller mindre vidtgående indhold. Velfærd og velfærdsstat/ velfærdssamfund er blevet et absolut gode, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. Der kan justeres på marginalerne, men forslag om afvikling af velfærdsstaten nærmer sig politisk selvmord. Velfærdsstaten er ganske vist stadigvæk en politisk kampplads, når vi betragter forslag og krav til dens fremtid, og har altid været kampplads, men det særegne ved den danske velfærdsstat er, at næsten alle afgørende reformer er kommet til verden gennem forhandling og kompromisser mellem de væsentligste politiske partier; tidligere de såkaldt fire gamle partier, Venstre Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Det konservative Folkepart; i vore dage ofte med tilslutning fra et eller flere af de senere tilkomne partier. Det har givet reformerne en betydelig robusthed og det, vi kalder valgresistens. I årtierne fra 1864 til 1. Verdenskrig handlede dansk politik meget om at skabe det, der med et moderne ord kaldes national sammenhængskraft. Alle politikområder skulle bidrage hertil: forsvarspolitikken naturligvis; den endte dog med at splitte mere, end den samlede. Men skolepolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik osv. skulle bidrage til at skabe stærke danskere og et godt og levedygtigt samfund. Når det gjaldt den statslige socialpolitik, så var målsætningen fra udgangspunktet i slutningen af 1800-tallet at sikre elementær social tryghed for alle borgere, trække så mange som muligt ud af den deklasserende fattigforsorg og skabe gode rammer for selvberoende, demokratisk kompetente borgere, hvis antal jo for netop snart 100 år siden blev mere end fordoblet gennem grundloven af Den forholdsvis høje grad af politisk enstemmighed har fra den tidligste begyndelse omfattet tre 1

2 kerneelementer: universalismen, skattefinansieringen og individorienteringen. Fra disse grundprincipper har der naturligvis været utallige undtagelser og modifikationer, og den konkrete udfyldelse af dem har været genstand for løbende politiske konflikter. Et andet grundtræk har bestemt den danske velfærdsstat: regeringen og Rigsdagen, senere Folketinget har udformet de overordnede principper og love; udfyldelsen af disse og den daglige velfærdspraksis er overladt til de lokale autoriteter og institutioner fra sognerådsformanden det lille landsogn i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet frem til vore dages storkommuner og regioner. I to af velfærdsstatens store sektorer, uddannelse og sundhed, spillede professionerne fra begyndelsen en central rolle i den daglige praksis, og navnlig lærerne blev tildelt afgørende ansvar for at forme nationalt bevidste, kompetente medborgere. I de sociale velfærdssektorer, som jeg vil kalde dem, selv om begrebet endnu ikke havde vundet indpas, blev billedet langt mere broget. Hovedtendens var, at de professionelle kompetencer udvikledes i et samspil mellem private initiativer og offentlige indsatser. Ofte således at de private filantropiske foreninger, hyppigt med rødder i kristen filantropi, tog initiativ til at uddanne personalet på deres institutioner, og først når deres opgaver økonomisk og fagligt indholdsmæssigt voksede organisationerne over hovedet, kom staten ind i billedet med penge, og hvad der deraf naturligvis fulgte af kontrol med uddannelsernes indhold og kvalitet. Men professionsuddanelsen kunne også have sit udspring i et opgør med den kristne filantropi, således som tilfældet var, da ildsjæle som Vera Skalts og Manon Lüttichau i slutningen af 1930erne opbyggede socialrådgiveruddannelsen og Mødrehjælpen, eller da man påbegyndte en uddannelse af sundhedsplejersker. Karakteristisk for disse uddannelser var, at de byggede på en vekselvirkning mellem teoretisk skoling og social- og sundhedsfaglig praksis. Og næsten alle professionerne hentede fra mellemkrigstiden, 1920erne og 30erne og fremefter, væsentlig inspiration i udlandet, ikke mindst fra de nordiske naboer og for mange måske lidt overraskende også fra USA. De store amerikanske foundations Rockefeller og Fullbright ydede både kontante og faglige bidrag til udvikling af de nye velfærdsuddannelser. 2

3 Med de omfattende reformkomplekser, der så dagens lys fra slutningen af tallet og frem til 2. Verdenskrig, inden for skole- og uddannelsesområderne, både i folkeskolen og gymnasierne og med etableringen af de nye professionsuddannelser åbnede der sig en kongevej for kvinders indtog på arbejdsmarkedet. Med afsæt i den gamle mellem- og realskole kunne kvinderne nu befolke uddannelserne inden for centrale velfærdsinstitutioner. Mens de såkaldte sociale ingeniører, økonomer, sociologer, arkitekter, læger og andet akademisk godtfolk formulerede strategier for det gode samfund, blev den velfærdspolitiske praksis i stigende grad et anliggende for professionerne. Og den tendens blev endnu mere udtalt, da velfærdsstaten i årtierne efter 2. Verdenskrig voksede eksplosivt. Velfærdsstatens storhedstid har vi kaldt perioden fra 1956 til Den dækker årene mellem de to milepæle, vedtagelsen af den almindelige folkepension og Bistandsloven, der på mange måder betegnede kulminationen på de grundlæggende velfærdsprincipper. Det er også først i denne periode, at begrebet velfærdsstat dukker op som et centralt begreb i den politiske debat, i første omgang ladet med både positive og negative betydninger. Det, der karakteriserede denne periodes velfærdspolitik er, at de forskellige sektorer, socialpolitik, sundhedspolitik, uddannelsespolitik, der hidtil har været tænkt og udviklet separat, nu forsøges sammentænkt til en helhedsstrategi for en gennemgribende forandring og modernisering af det danske samfund. Et tydeligt eksempel er den rolle, uddannelsespolitikken blev tillagt som et instrument til social og kulturel udligning. Det var jo imidlertid lettere at planlægge end at virkeliggøre. Men universalismen fik nu den dobbelte betydning, at den principielt skulle dække alle borgere og alle livsområder. I tæt samspil med en hidtil uset økonomisk vækst foldede velfærdspolitikken sig ud på stadigt flere områder og dækkede stadigt flere borgere. Vi oplevede en uddannelseseksplosion både kvantitativt og kvalitativt med massiv tilgang til lærerprofessionen på alle niveauer. Og vi oplevede især en kolossal ekspansion i omsorgs- og plejesektoren med nye institutioner for børn, unge og ældre. Vi oplevede en sundhedssektor, hvor både den primære sektor og de store sygehuse opsugede store nye grupper af akademisk uddannede og ikke mindst professionsuddannede. Og endelig eksploderede rådgivnings- og forvaltningssektorerne. Næsten hele velfærdsekspansionen blev båret af kvindelig 3

4 arbejdskraft, omkring to tredjedele af tilgangen til arbejdsmarkedet var kvinder og næsten 80 pct. blev ansat i den offentlige sektor. Velfærdsbegrebet selv blev væsentligt bredere fra 1970erne og i årtierne derefter. Nye forestillinger om det gode liv inddrog områder som det ydre og indre miljø, god og sund ernæring, en opmærksomhed om de mange sider af borgernes sundhed; bæredygtighed, livskvalitet og trivsel blev nye nøglebegreber. Meget af alt det, som fik betegnelsen grøn politik, affødte nye velfærdsparametre, og det skabte rum for udviklingen af nye professioner, således som de efterhånden er blevet indoptaget jeres professionshøjskolers undervisning. Bag det hele lå store strukturelle forandringer i det danske samfund: en begyndende afvikling af det klassiske danske familielandbrug, med frigørelse af arbejdskraft, ikke mindst den kvindelige, dertil en industrialisering, især i Vest-Danmark, senere introduktionen af de nye videnssektorer med centrum i de store byer. Administrativt med gennemførelsen af den første kommunalreform i 1970, der eliminerede de helt små landkommuner og introducerede krav til professionalisering af alle grene i de kommunale forvaltninger. Der kom nye fagområder til med deres egne uddannelser. Der blev samtidig stillet nye krav til professionernes uddannelser, og de blev for de flestes vedkommende kraftigt udbygget navnlig med en styrkelse af det fagligt-teoretiske indhold, og vi kunne i denne og senere perioder opleve ganske heftige diskussioner om balanceforholdet mellem teori og praksis. Var det f. eks. nødvendigt, at en sygeplejeelev stiftede bekendtskab med Jürgen Habermas teori om den borgerlige offentlighed, og hvor megen teoretisk sociologi skulle uddannelsen til socialrådgiver indeholde; skulle læreruddannelsen akademiseres, osv. Skulle uddannelserne ikke hellere koncentreres om de opgaver, som den enkelte mødte i den daglige omgang med borgerne? Det er vel heller ikke i dag ukendte diskussionstemaer. Hvorom alting er, så blev det i vid udstrækning professionernes opgave at virkeliggøre velfærdsplanerne i den direkte kontakt med borgerne. Det placerede også professionernes udøvere i det permanente dilemma mellem visioner og realiteter, mellem den optimale borgerservice og de økonomisk-institutionelle rammer, mellem borgernes forventninger og de ansattes handlemuligheder. Det gælder vistnok alle professioners udøvere. Et historisk eksempel: Dilemmaerne var 4

5 meget synlige i de første år efter iværksættelsen af Bistandsloven. Den blev med rette markedsført som den mest avancerede velfærdslovgivning nogensinde, men de politikken skulle føres ud i livet i en dybtgående økonomisk krisetid, der undergravede de gode hensigter. Tilmed blev den vedtaget i kølvandet på det første store oprør mod velfærdsstaten i skikkelse af Fremskridtspartiets undsigelse af en af grundpillerne, skattefinansieringen, og i form af et frontalangreb på velfærdsstatens praktikere, der blev udstillet som borgerfjendtlige og formynderiske. Bistandsloven skulle også virkeliggøres i en epoke fra 1980erne og frem, hvor den nationale velfærdsstat kom under et mangesidet pres. Den finansielle deregulering fra slutningen af 1970erne intensiverede kapitalismens iboende tendens til at overskride grænser. Det var også i denne periode, at begrebet globalisering vandt indpas som et gængs begreb i alle politisk-økonomiske analyser og debatter. Fænomenet er for så vidt ikke nyt, men det kom nu til at handle om en udvikling, hvor kapital, varer, arbejdskraft og viden bevæger sig frit på et marked principielt uden grænser. Konkurrencen fik nye former. Den foregår nu ikke primært mellem virksomheder inden for et enkelt lands grænser, men mellem virksomheder, der opererer uden hensyn til de nationale grænser, og de søger derhen, hvor de finder den billigste arbejdskraft og de gunstigste konkurrencebetingelser. Globaliseringen kom derfor også til at handle om de enkelte staters evne og vilje til at udvikle de bedst mulige konkurrencebetingelser. Deraf opstår også Ove K. Pedersens nye omdiskuterede og forkætrede begreb konkurrencestaten. Internettet som medium for kommunikation og vidensdeling er blevet det symbol på globaliseringen, som stort set alle i vor del af verden dagligt stifter bekendtskab med. Nu er det ikke længere blot produktionsvirksomheder, der flytter efter de gunstigste vilkår. IT-opgaver, administration og serviceløsninger flytter. Den offentlige sektor, som hidtil havde været et rent nationalt anliggende, bliver nu også konkurrenceudsat. Der er stort set ikke noget samfundsområde, der kan unddrage sig globalisering og internationalisering. Etableringen af EU s indre marked berører stadigt flere borgere og sagsbehandlere i den offentlige sektor. EU s sociale charter kom i første omgang til især at handle om arbejdsmarkedet og om de europæiske arbejdstageres sociale rettigheder, men det 5

6 fik efterhånden stærkt indgribende og meget omdebatterede virkninger på de nationale velfærdssystemer. Til de internationale vilkår hører også EU s meget præcise og stramme rammer for statsfinanserne i de enkelte medlemsstater. Det nationale råderum er blevet snævrere og snævrere, og den lange finans- og økonomikrise har efterladt EUlandene med meget begrænsede handlemuligheder. Sideløbende skete der helt fra 1980erne og 90erne et i første omgang næsten usynligt økonomisk regime-skift fra keynesiansk økonomisk politik til den liberalistisk funderede såkaldte udbudsøkonomi og en stærkere betoning af markedets styrende rolle. Der blev argumenteret for flydende grænser mellem stat, marked og civilsamfund. Skiftet blev i den offentlige sektor ledsaget af en overgang til nye ledelsesprincipper, det såkaldte New Public Management. En ny stærk ledelseskultur blev mantraet, og vores sprog blev beriget med de herlige nye begreber som omstillingsparathed, kompetenceløft, resultatkontrakt, incitamentstyring ( det skal kunne betale sig at arbejde ) osv. Alt skulle evalueres, alt skulle kunne måles og bringes på formel. I velfærdspolitikken gennemførte man i 1990erne et sporskifte, der på engelsk er blevet kaldt fra welfare til workfare, med en (gen)indsættelse af arbejdet og arbejdspligten som de centrale værdier i velfærdsstaten, og det blev i vid udstrækning velfærdssystemets professionelle frontfigurers opgave at sikre denne nye linjes gennemslag i realiteternes verden. Der er så godt som ingen velfærdssektorer, der er uberørt af arbejdsmantraet. Alle skal gøres arbejdsmarkedsparate, så hurtigt som muligt for at sikre landets position i den internationale konkurrence. Og alle skal både være dygtigere og komme hurtigere gennem uddannelsessystemerne. En bivirkning af den internationale konkurrence er, at alle, medier, politikere, analytikere er blevet næsten sygeligt optaget af vores placeringer på de internationale ranglister, der hærger alle sektorer. Om det er lykke, produktivitet eller korrekt kommasætning, skal vi være i top. Og ansvaret havner hos professionerne, udspændt som I er i krydsfeltet mellem på den ene side velfærdsstatens ambitioner om at skabe det gode liv og på den anden side konkurrencestatens behov for den gode arbejdskraft. 6

7 Ligesom velfærdsstaten er professionerne vokset ud af et i international sammenhæng homogent nationalt samfund, skabt af blandt andet de store folkelige bevægelser, andels- og højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen og med et forholdsvis ensartet værdisæt, skabt også gennem den fælles folkeskole. Bevægelsernes indflydelse beroede på, at de gennem kollektiv organisering og handling styrkede de enkelte individer. Den ambition blev videreført af velfærdsstaten i dens første faser. Men det fundament er ved at gå i opløsning; mange vil sige, at det allerede er fjern fortid, eroderet af det seneste halve århundredes gennemgribende internationale og nationale forandringer. Her har jeg så helt har forbigået tilvandringen af befolkningsgrupper fra mange forskellige egne af kloden. Befolkningsgrupper, som ikke deler de historiske erfaringer. Det er et fælles vilkår for store dele af Europa, og det stiller store krav om at skabe nye indsigter gennem forskning og gennem fleksibilitet i den daglige praksis; og især udstiller det behovet for hele tiden at gentænke forholdet mellem forskning og praksis for at stræbe hen imod at finde det optimale balancepunkt mellem disse to sider af professionsuddannelserne. Det peger også på vigtigheden af at styrke den internationale dimension i uddannelserne og af at udbygge international videns- og erfaringsudveksling, også når det gælder praksis. Velfærdsstaten eller konkurrencestaten fungerer ikke, blot når og blot fordi der vedtages love i Folketinget eller udsendes direktiver fra EU. Den fungerer, fordi der over hele landet og i hver sektor er professionelle folk, der på et solidt fagligt grundlag kan føre intentionerne ud i livet. Det er erfaringen fra det seneste trekvarte århundrede, og det vil selv meget dramatiske ændrede vilkår kunne ændre ved. Jeg vil slutte med mit yndlings citat: i gamle dage var alting meget bedre også fremtiden. 7