SÅDAN KOMMER DANSK FILM UD AF KRISEN

Transkript

1 SÅDAN KOMMER DANSK FILM UD AF KRISEN - ET WHITE PAPER OM DANSK FILMS UDFORDRINGER LIGE NU - September 2010 Skrevet af Søren Juul Petersen - Zeitgeist Film Filmforliget går ind i sin sidste fase, mens krisen i dansk film virkelig har bidt sig fast. Dette white paper gør rede for krisen og analyserer sig frem til en vej ud af den. Så interesserer du dig for dansk film og dens fremtid, bør du betragte dette white paper som essentiel læsning! Et frisk indspark i den filmpolitiske debat Ib Bondebjerg Lektor, Københavns Universitet "Et interessant 'white paper'. Fremstillingen af krisen er overbevisende og veldokumenteret" Peter Schepelern - Lektor, Københavns Universitet Kommenter debatten; 1

2 1. Indledning Side 3 2. Dansk film en branche i seriøs krise Side 3 Tabel Danske biograffilm Tabel De 3 danske film på Top20 listen i Var 2009 bare et enkelt dårligt år eller er der en trend? Side 4 Tabel oversigt over danske filmpremiere januar til juli Hvad sker der? Side 6 Oktober december 2009 Januar februar 2010 Marts 2010 Juni juli De 3 overordnede problemer i filmbranchen Side 10 Det samfundsøkonomiske problem Proces- og struktur problemet Kvalitetsproblemet 6. Hvilke problemer er de værste og hvad er risikoen Side 11 ved ikke at få styr på dem? 7. Sådan løses krisen dansk film Side 12 Løsningen på branchens problemer er et paradigmeskift lige nu! DFI s strategiske støtteordningsmodel; kompas modellen X-aksen Hvilke filmtyper skal vi lave? Y-aksen Hvem skal lave filmene? Kompas modellen Nordøst Nordvest Sydøst Den manglende støtteordning Sydvest 8. Hvilke film kunne fx komme fra Filmiværksætterordningen? Side Fordelene ved at indføre en Filmiværksætterordning Side Sådan gennemføres paradigmeskiftet succesfuldt - Krav til Filmiværksætterordningen Side Hvordan skal en Filmiværksætterordning se ud? Side Hvilken branche problemer løser en Filmiværksætterordning? Side 22 Tabel Problem/FIO løsning 13. Fire spørgsmål lederen af Filmiværksætterordningen Side 23 skal stille til ansøgerne 14. Zeitgeist film det gamle nye selskab Side 24 Bilag 1 56 år filmpolitik oversigt Side 26 Kommenter debatten; 2

3 SÅDAN KOMMER DANSK FILM UD AF KRISEN fra fastkørt sutteflaskekultur til frikørt iværksætterkultur Hvis den danske filmbranche skal overleve som en succesrig og respekteret branche - som den vi har kendt de sidste mange år - skal hovedaktøren Det Danske Filminstitut går forrest og gennemføre en fundamental ændring i den måde, branchen opfatter sig selv på. Der skal ske et paradigme skift! Det gør DFI ved at indføre en ny filmiværksætterordning rettet mod den mindre etablerede del af branchen det kommercielt tænkende vækstlag i branchens periferi. En sådan ordning vil sikre, at hele branchen udvikler sig fra den nuværende fastkørte sutteflaskekultur til en frikørt iværksætterkultur. Hvis ikke en sådan ordning gennemføres i forbindelse med det nye filmforlig, er der stor risiko for, at dansk film fortsætter sin glidetur nedad, såvel billetsalgs- som kvalitetsmæssigt. Hvilket kan betyde, at branchens renomme vil blive banket år tilbage og i værste fald mister sin politiske opbakning 1. INDLEDNING Dette White Paper vil redegøre for filmbranchens problemer, ved at opdele dem i tre hovedområder. Derefter analyseres historikken for filmstøttereglerne. Og på den baggrund er det muligt at pege på den optimale grundløsning, idet kun et paradigmeskift vil kunne få branchen ud af sit dødvande! Ved at opstille en strategisk kompasmodel for de nuværende DFI-støtteordninger, træder det frem at indførelsen af en ny kommerciel støtteordning, rettet mod de mindre og mere iværksættende produktionsselskaber, vil give et sådan paradigmeskift. Til sidst gøres rede for de problemer, en filmiværksætterordning løser, de fordele den har, de krav, man skal stille for, at den bliver en succes, samt de overvejelser, man skal gøres sig, når en filmiværksætterstøtte tildeles. Og til allersidst beskrives Zeitgeist Film kort. Men lad os komme i gang. Situationen er meget kritisk. Der skal ske noget lige nu. Filmbranchen har intet at miste - men alt at tabe God fornøjelse med de næste 25 sider 2. DANSK FILM EN BRANCHEN I SERIØS KRISE Dansk Film er i krise! Det blev allerede offentligt i slutningen af Den 22. december 2009 udsendte Det Danske Filminstitut (DFI) en nyhedsmail, som bekræftede det faktum, som de fleste i branchen havde set komme: 2009 var et meget svært biograf år for dansk film. For første gang i mange år faldt antallet af billetter til de danske film til et niveau, der lå 10 år tilbage: På trods af, at antallet af solgte biografbilletter steg til nye højder, faldt salget af billetter til danske film. En markedsandel på kun 17% mod 33% året før, og kun 3 danske film var blandt top 20 biograffilmene i 2009 mod 6-8 film årene før. Et meget skuffende år! Kommenter debatten; 3

4 Danske biograffilm Solgte biograf billetter i alt (i 1000) Solgte biograf billetter til kun danske film i alt (i 1000) Danske films markedsandel (%) Antal af danske film på årets top De tre danske top 20 film i 2009 Rank Titel Billetantal Bemærkninger 7 Sorte kugler Debuterende manuskript forfatter & instruktør - og ikke støttet af DFI 13 Headhunter Julefrokosten Biografklub Danmark film. Nordisk Film producent. Produceret af det nyere og mindre produktionsselskab Fritjof Film. Adm. direktør Henrik Bo Nielsen (HBN) fra DFI forklarede i nyhedsbrevet, at det primært var de svenske Stig Larsson film, der som superbrand gjorde et ordentligt indhug i den danske hjemmemarkedsandel. Derudover forklarede han, at de kunstneriske ambitiøse danske film har haft svært ved at fastholde det traditionelle publikum, og at de bredt anlagte underholdningsfilm med primær afsæt i skoleferierne tydeligvis havde ramt forbi målgrupperne. Derudover nævnte HBN, at DFI har advaret mod den alt for stramme regulering af DFI, som det seneste filmforlig pådrog dem, samt den alt for store indflydelse, som tv-stationerne har, på hvilke film, der bliver produceret. Den 30. juni 2010 offentliggjorde producentforeningen en stor anlagt undersøgelse produceret i samarbejde med Copenhagen Entertainment, der bekræfter, at 2009 var et katastrofeår for dansk film. Konklusionen var: Danske filmproducenter har tabt kr. 190 millioner i omsætning i % af år 2008 s omsætning er væk (fra kr. 990 mio. til kr. 800 mio.) Hver 4. medarbejder i branchen er blevet fyret (fra 723 til 527 ansatte) 3. VAR 2009 BARE ET ENKELT DÅRLIGT ÅR ELLER ER DER EN TREND? Optimistiske branchefolk henviste i starten af 2010 til, at der er spændende danske film på vej i 2010, og at 2009 nok kun skal ses som en enkel dårlig misser. DFI nyhedsbrevet 22. december slutter også med: Det kommende år lover en række spændende og mere erfarne navne som Per fly, Thomas Vinterberg. Christoffer Boe, Kommenter debatten; 4

5 Susanne Bier, Erik Clausen, Nicolas Winding Refn og Nikolaj Arcel. Og for familierne er der bl.a. altid populære Karla- og Far til fire film at se frem til. Men allerede 5. december 2009 skrev Kim Skotte i Politiken: Ikke desto mindre ligner 2010 lidt af et skæbneår for dansk film. Man har i et par år haft lidt på fornemmelsen, at dansk film red på en bølge, der reelt havde toppet. Man fastholdt dog en flot hjemmemarkedsdel indtil i år, hvor dansk film er gået ned med et brag. Og helt rigtigt er 2010 et skæbneår for dansk film. Dansk film skulle tilbage på banen i år. Men desværre var 2009 ikke en enkel misser! Her i løbet af de første 7 måneder af 2010 er der ingen tegn på forbedring af forholdene. Den 19. juli 2010 skriver Politiken således følgende: Dansk film fortsætter nedtur : Danskerne har mistet interessen for danske film. I mange år blev mindst hver fjerde biografbillet solgt til en dansk film. Men sidste år faldt det til hver sjette, og den tendens fortsætter i år. Der er ikke tale om et enkelt dårligt år, da dansk film i 2009 nærmest satte bundrekord i solgte billetter. Dengang var forklaringen, at nedturen blandt andet hang sammen med at den dansk-instruerede, men svensk-producerede mænd der hader kvinder tog publikum fra de danske film. Den undskyldning duer ikke i år. Artiklen fortsætter; og selv om der er solgt lidt flere billetter i første halvår af 2010 sammenlignet med samme periode sidste år, så står danske film ligesom sidste år kun for 17 procent af billetterne mod 33 procent i 2008 Steffen Møller-Andersen fra DFI citeres for i samme artikel at sige; Det er for tidligt at tale om en trend. Men vi må også være nøgterne og sige, at flere film simpelthen ikke har leveret det, vi håbede. Og han afslutter med at sige: og vi må jo konstatere, at folk går lige så meget eller mere i biografen, men vælger noget andet end danske filmtilbud. Når man ser listen over facts, må man konkludere, at problemet virkeligt har sat sig fast: Oversigt over danske filmpremierer januar til og med august 2010 Premiere dato Filmtitel Producent DFI Støtteordning Aktuelt solgte billetter Oprindeligt forventet billetsalg Bøllebob Regner Grasten 60/ Min Frihed på prøve Clausen Film 60/ Min Min Bedste Fjende Bullit Film Ingen DFI støtte Ingen Armadillo Fridjof Film Dokumentar R/R Nordisk New Danish Screen Broderskab Asta Råfilm Min Valhalla Rising Nimbus Konsulent Karla & Jonas Nordisk 60/ Min Submarino Nimbus Ingen DFI støtte Parterapi Nordisk 60/ Min Far til fire ASA 60/ Min Alting bliver godt Alphaville Konsulent Kvinden der drømte om en mand Zentropa 60/ Min I årets otte første måneder er der kun en enkel film der har lavet mere end billetter. Det var Far til fire - på japansk, der solgte billetter. Kommenter debatten; 5

6 Alle film støttet under den kommercielle 60/40 ordning ud over Far til fire - på japansk har floppet katastrofalt. Per Fly der før har kunnet sælge over billetter kom ud med Kvinden der drømte et flop, der af mange branchefolk anses som det endelige vidne om, at den danske filmbranche er ude af trit med sit publikum. Selv Anders Thomas Jensens film, som før har solgt billetter, undersælger og når nu kun Erik Clausen lavede for 2 år siden Ledsaget udgang som solgte over Nu kommer han ikke engang i nærheden af støtteordningens krav om min med sin sequel Frihed på Prøve, på trods af, den er en Biografklub Danmark-film. Og endelig må Regner Grasten se i øjnene, at hans formulardrevne børnefilm der før kunne trække i biografen, nu ikke kommer i nærheden af selv nogle af hans dårligste sælgende film. Bøllebob - Alle tiders helt ender med ikke at lave mere end billetter alt i alt. Meget langt fra det minimumskrav på , som DFIs støtteordning dikterer. Det eneste lyspunkt er dokumentarfilmen Amadillo, som absolut ingen have nogen forventninger til overhovedet. Den er en af årets positive overraskelser med over solgte billetter. En både ny og nytænkende film fra et af de små og nyere produktionsselskaber i den danske filmbranche. Så selv om DFI siger, det endnu ikke ligner en trend, så er der meget bange anelser i filmbranchen. Med en nuværende lav markedsandel på 17% bliver det svært at komme op på niveau med de gode år. Direktør i producentforeningen Klaus Hansen (KH) udtalte til Politiken 19. juli; Der er ikke en decideret frygt endnu pga. store forventninger til en række danske filmpremierer henover resten af året men mere en vis nervøsitet over situationen. Men selv med Susanne Biers Hævnen der solgte billetter på første weekend (slut august) og premieren på Olsen Banden i 3D her sidst på året, er det ret usandsynligt at markedsandelen kommer i nærheden af 2008s 33% er vitterligt et skæbneår..! 4. HVA SKER DER? Hvordan kan der så pludseligt opstå en krise i den danske filmbranche? Hvad skyldes det og hvem har skylden? Her er en gennemgang af de væsentligste forhold, der har været fremme over de sidste 9-10 måneder. Oktober-december 2009: - Zentropa varsler fyringer af op mod halvdelen af 80 fastansatte medarbejdere. Peter Ålbæk skyder skylden på de skyhøje lønkrav fra de danske filmarbejdere. - PÅ vil flytte flere filmproduktioner til udlandet. DFI-direktør HBN nævner flere ydre forhold, der er skylden: 1. Et vigende DVD-marked 2. Det faktum, at finansieringen af hver enkel film er under pres. 3. Der skal flere penge ind i hver film. 4. Pirateri er også en vigtig grund til at branchen har det svært. Kommenter debatten; 6

7 Allan Hansen, adm. direktør for Nordisk Film, udtaler: 1. NF skal spare 100 millioner. Filmproduktionen skal have et eftersyn. 2. Han er bekymret over de stigende udgifter 3. Der skal produceres film, der sælger til et publikum. 4. Den årlige danske filmproduktion skal nedsættes fra 25 til 20 film, så der kommer kr. 1 til 2 mio. mere ind i hver dansk produceret film. I starten af december accepterer HBN, at der er en lurende krise i dansk film og fastslår, at der stadig bør produceres omkring film om året, men der skal ske 3 tiltag: Den enkelte film skal sælge flere billetter Producenterne skal reducere omkostningerne pr. film Man skal øge den offentlige støtte HBN udtaler endvidere, at det er helt naturligt, at Zentropa og andre danske producenter lægger en større del af filmproduktionerne i udlandet Kim Skotte skriver i Politiken 5. december: Med Zentropa fyringerne er storhedstiden forbi i dansk film. Zentropa er blevet establisment og er ikke længere opkomling. De har fra 2007 til 2009 produceret 14 film der i gennemsnit har solgt billetter. Noget man hverken kan leve eller dø af. KS skriver endvidere; Skal Zentropa satse på smalle kunstneriske film, så er de også nød til at lave film der tjener penge. Og det har de ikke formået. Den 18. december skriver Henrik Underbjerg fra det lille filmselskab Radiator Film i Århus en kronik i Politiken. En kronik, der af mange i den ikke-etablerede del af branchen anses som hovedet på sømmet i forhold til krisens problem. Kronikken stiller store spørgsmålstegn ved måde, hvorpå danske filmproducenter tjener penge. Tesen er, at i stedet for at fokuserer på at producere det absolut bedste indhold i form af en god film, så fokuserer en del etablerede filmproducenter primært på at tjene penge ved at leje faciliteter og udstyr til sine egne produktioner. Producenterne tjener ikke penge på at sælge filmene, men på at producere dem. HU s konklusion er, at filmbranchen største problem er, at det i dag ikke kan betale sig at tænke på publikum. Pengene blev tjent, da man lavede filmen. Perioden ender med, at DFI i nyhedsbrevet af 22. december konkluderer, at branchen er i krise! Januar & Februar 2010 Per Flys Kvinden der drømte om en Mand flopper fuldstændig i biograferne, og hele branchen erkender, at der er et problem. Politiken har den 3. februar overskriften: Filmfolk dømmer dansk film i krise. Da Lone Scherfigs film An Education nomineres til en Oscar for bedste film, samtidig med at Tivi Magnusson og den danske instruktør Joachim Back nomineres for bedste kortfilm, udtaler både PÅ og HBN, at Danmark er i krise, og vi kan ikke tage æren af de to nomineringer, da filmene er produceret i henholdsvis England og USA. I februar måned offentliggør DFI et oplæg til filmaftalen Oplægget er baseret på en lang række Spørg & lyt arrangementer som de har gennemført med branchen (dvs. den etablerede del af branchen). Konklusionerne omkring støtte til filmproduktion er: Kommenter debatten; 7

8 - Tv-stationernes store indflydelse på, hvilke film der produceres, skal minimeres - Detailstyringen på støtteordningerne skal reduceres - 60/40-ordningen skal laves om til en generel markedsordning - Økonomien i den enkelte film skal forbedres - Der skal være diversitet i de film, der produceres Oplægget skriver kort, at der skal arbejdes med at få talentudvikling i branchen og skabe nye selskaber - men samtidig at spillefilm primært skal laves under konsulentordningen og en markedsordning ikke under New Danish Screen (NDS), som er talentudviklingsordningen. Marts 2010 Den 19. marts er der i Weekendavisen en større artikel med temaet: Samfundets skyld. Journalist Nikolaj Mangurten Lassen (NML) tager her udgangspunkt i det faktum, at folk valfarter til biograferne som aldrig før for at se andre film end de danske. Branchens usual suspects udspørges, og argumenterne er stort set de samme som før: Den øgede detailstyring med pointsystemer snævre støtteordningskasser Tv-stationernes for store ansvar for hvilke film, der skal produceres For meget bureaukrati og for lidt fleksibilitet i DFIs regler NML hæfter sig også ved, at kun 2 ud af 9 film på den kommercielle 60/40 ordning har nået deres minimumsmål og at en af 2008 s allerstørste filmsucceser, Blå Mænd ( solgte billetter), blev afvist af støtteordningen, da DFI ikke mente, at filmen ville opnå de min billetter! Det interessante i denne artikel er, at man for første gang begynder at tale om et reelt kvalitetsproblem. DFIs Claus Ladegaard mener dog ikke, at DFI ikke har et kompetenceproblem i forhold til at lave mange fejl. Det er selve den kommercielle ordnings skyld. Pointsystemet er for rigidt et system, mener han. Poul Erik Lindeborg fra Angel Film er meget uenig: DFI vil ikke indrømme, at der er begået fejl. Hvis man rammer forkert 7 film ud af 9, så mener jeg, man er inkompetent. Og han fortsætter: DFI er ikke en kvalificeret modspiller i øjeblikket, de kan jo åbenlyst ikke bedømme en films potentiale. PEL slutter af med at sige: DFI bør erkende at størstedelen af ekspertisen ligger ude i branchen selv, og så i øvrigt blande sig mindre i det kunstneriske. Regner Grasten supplerer i artiklen med at sige: DFI får ikke lov til at udføre deres arbejde og branchen lider under et klodset og bureaukratisk system som ikke er godt for nogen. Han fortsætter: der skal være bedre mulighed for at prøve nye ting af. Ellers udvikler dansk film sig ikke. Og han slutter af med: dansk filmpolitik bør tilgodese udviklingen af fremtidens film, ikke bare støtte det gamle og velkendte. HBN er enig i en del af kritikken og henviser til, at DFI er kommet med et oplæg, hvor de foreslår, at den udskældte og rigide kommercielle 60/40-ordning erstattes med en såkaldt markedsordning for de kommercielle film, som dropper pointsystemet og det faste minimumskrav på billetter, og som også bliver mere fremadrettet. NML slutter artiklen af med at konstaterer: Dansk filmproduktion har brug for statsstøtte, for Danmark er et ganske lille marked, og film er en vanvittig dyr kunstform. Men filmdiskussionen drejer sig mere om fordeling af penge i forskellige kasser, puljer og ordninger. Men hvor er den mere visionære diskussion af dansk film? Svar søges. Kommenter debatten; 8

9 I marts 2010 skriver Ekko filmmagasinet, at DFI nu har fremlagt deres oplæg på det nye filmforlig, og at branchens organisationer stort set er enige i hovedkonklusionerne. I artiklen er instruktør Ole Christian Madsen på vegne af Danske Instruktører dog ret skeptisk omkring, hvordan den nye markedsordning skal administreres. Det skal gøres med konsulenter og ikke via et panel af interne og eksterne eksperter. Dernæst mener OCM, at tanken om at afsætte procent af støttekronerne til ikkeinstruktøruddannede talenter under NDS, som skal lave film, er en dårlig ide som ikke vil gavne professionalismen i dansk film. Juni 2010 D. 15. juni udtaler Lektor i Film- og medievidenskab Peter Schepelern til net magasinet Planet Pulp om krisen og han siger bl.a.: Efter 10 år kan der godt indtræde en mathed, hvor man godt kunne bruge tre nye skingrende begavede manuskriptforfattere, der kommer med samme gennemslagskraft som Kim Fupz og Anders Thomas Jensen gjorde det for 10 år siden. Og vi kunne godt bruge fem nye instruktører som kommer med et SMASK. Og så falder bomben: Den 30. juni offentliggør Producentforeningen i samarbejde med Copenhagen Entertainment - hvis formål det er at skabe de bedste betingelser for den generelle oplevelses industri i hovedstadsområdet deres skræmmende undersøgelse: - Dansk film har i 2009 tabt kr. 190 millioner i omsætning - Mere end hver 4. ansat i filmbranchen er blevet fyret. KH udtaler, at det er en vanskelig situation. Argumenterne er igen de samme samfundsøkonomiske: De voldsomme ændringer skyldes, at producenterne taber store indtægter på dvd-salg, betalings-tv, udlandssalg samt i biografen. Han fortsætter: Branchen er nød til at trimme udgifterne; først og fremmest skrue ned for lønningerne. Men det ændrer ikke ved, at der skal nye støtteordninger og flere støttekroner til. Hvis vi fortsat skal have en dansk film succes skal der også flere penge til i offentlig støtte. Det kommer vi simpelthen ikke uden om. I samme artikel udtaler HBO også: vi bliver nød til at drøfte, hvor mange film det samlede offentlige engagement kan bære. I slutningen af artiklen udtaler professor i film- og medievidenskab Ib Bondebjerg om den manglende kvalitet: Enhver virksomhed ved at det er i krisetider, man skal tænke nyt og anderledes. Branchen er ramt af en meget stor traditionalisme på det her område, som trænger til at blive bearbejdet. Til børsen samme dag udtaler den største og vigtigste af de etablerede filmproducenter, Peter Ålbæk, sig: Det ser ud ad helvedes til. Branchen er ekstrem risikabel og succesraten ligger på 20 %, mens flopraten ligger på 80. Vi har sovet i timen og ikke fulgt med. Det er problematisk i krisetider, at man stopper produktudviklingen og kører meget mere mainstream af frygt for at lave en skævert. Han fortsætter: Mainstream bølgen har særligt ramt branchen de seneste år uden at filmene har massiv medvind i biograferne. Den 13. juli skriver Børsen, at der ikke er politisk vilje for at hjælpe Filmbranchen med flere støttekroner. Politikere fra alle fløje afviser over for Børsen at ville bevillige flere penge. Troels Christensen fra Venstre siger: Der er masser af udfordringer for dansk film, men det løses Kommenter debatten; 9

10 ikke ved hjælp af offentlige penge. Så der kommer ikke nye midler til området. Filmbranchen må jo ligesom musikbranchen til at finde nye forretningsmodeller ala TDC play og Itunes. Tiden står jo ikke stille i Filmbranchen. Til det udtaler KH: det er trist, hvis politikerne ikke tager de økonomiske advarselslamper alvorligt. Og han slutter med at sige: Det kræver nogle ordentlige rammebetingelser at følge op på den succes som dansk film er. Den 19. juli konstaterer Politiken, at publikum svigter dansk film, og KH udtaler for første gang direkte at der er tale om et kvalitetsproblem: Risikovilligheden og lysten til at gå ud med store eksperimenter er noget mindre i dag end for tre-fire år siden. Der er brug for eksperimenter både for de mere underholdende mainstreamfilm og de kunstneriske smalle. Der er tendens til at filmbranchen synes, det er farligt at bevæge sig ud i det ukendte, fordi økonomien er så dårlig. Men det er nødvendigt for at få fat i publikum. På den måde kan man godt tale om en krise i talentfornyelsen man mangler kort sagt nogle nye stærke kræfter. Den etablerede branche lægger kortene på bordet: De kan ikke selv trække sig ud af krisen 5. DE 3 OVERORDNEDE PROBLEMER I FILMBRANCHEN Da krisen for alvor blev indrømmet af branchen i december 2009, var den allerede meget fremskreden. Og de årsager og argumenter, der i starten blev fremført, var primært af samfundsmæssig karakter. Altså store udefra kommende problemer, som hverken den enkelte producent eller branchen som helhed kunne stille noget op imod. Det var samfundets skyld så at sige Men i løbet af året er diskussion blevet mere nuanceret, og krisen har da også mange facetter. Som man kan læse, har krisen i dansk film vitterligt en del problemer, som ligger til grund for krisen. Men det er muligt at opdele dem alle i tre overordnede problemområder: Det samfundsøkonomiske problem Pirateri ødelægger branchens økonomiske grundlag Et vigende DVD marked kunderne køber ikke længere dvd ere i samme antal Stigende lønninger og andre stigende produktionsudgifter giver for høje produktionsbudgetter Film fra udlandet er blevet stærke og udkonkurrer de danske film Dansk film bliver nødt til at flytte til udlandet for at få flere støttepenge Udlandet plukker dansk talent og laver selv succeser uden om Danmark De politiske bevillinger er ikke store nok støtten til branchen er for lille Proces- og strukturproblemet DFI blander sig for meget i producenternes kreative processer DFI har et kompetenceproblem. De godkender projekter som ikke ender med at blive gode film DFIs valg af, hvilke film der udvikles og produceres, rammer helt forbi publikum Der mangler en klar projekt udviklingsproces hos DFI DFI tror ikke nok på ekspertisen ude i branchen DFI lider under alt for ufleksible regler Det sidste filmforlig gav tv-stationerne for meget magt i Kommenter debatten; 10

11 forhold til at bestemme, hvilke film der skal produceres Producenterne er ikke interesserede nok i at tjene penge på at sælge deres film, da de allerede har tjent pengene på produktionen Uenighed i branchen om, hvorvidt der skal laves flere eller færre film Der er ikke politisk opbankning til at øge bevillingerne til dansk film Kvalitetsproblemet Den etablerede branche er ude af trit med sit publikum. Filmene er ikke attraktive for det danske publikum Filmene er bare ikke så gode som forventet, da man startede dem op Produktudvikling er ikke god nok De etablerede producenter kan ikke finde ud af at producere de film, som publikum ønsker at se Der tænkes ikke nyt i filmbranchen. Der er krise i talentforøgelsen Der mangler nye spillere i branchen Der er ikke nok investering i kreativt talent Traditionalisme i dansk film. Branchen er ved at blive træt Etablerede instruktører varsler nedgang i professionalismen såfremt ikke-etablerede aktører skal have adgang til spillefilm Der er ingen lyst til at eksperimentere blandt de etablerede filmproducenter. Producenterne producerer film, der virker sikre - men publikum svigter 6. HVILKE PROBLEMER ER DE VÆRSTE OG HVAD ER RISIKOEN VED IKKE AT FÅ STYR PÅ DEM? De udefra kommende problemer af mere samfundsøkonomisk karakter er meget svære for den danske filmbranche at løse. Det er problemer, der nok bare må erkendes. Det er så at sige de betingelser, som man må arbejde under på lige fod med, at alle andre brancher også arbejder under samfundsøkonomien. Men det spændende er, at der er muligt at arbejde med de to andre problemområder. Proces- og struktur-problemet har både DFI og den etableret filmbranche faktisk ret godt styr på. De udtagelser, branchen har ytret, giver et ret godt indtryk af, at DFI-støttesystemet ved det næste medieforlig vil kunne rettes til, så de fleste proces- og struktur-problemer forsvinder. Så det virkelige interessante problemområde er kvalitetsproblemet. For her er der faktisk ret få reelle udtalelser, der vil kunne løse problemerne. Faktisk taler DFI selv meget lidt om et kvalitetsproblem. Men den etableret branche udenfor og dens journalisterne peger dog på, at kvalitetsproblemet er det væsentligste problem i den danske filmbranche i dag. Specielt her de sidste par måneder er kvalitetsproblemet blevet det problem, der har fået fokus. Men kvalitetsproblemet er til gengæld det absolut sværeste problem at løse. Det løses nemlig ikke ved bare at skrue på de knapper, DFI har til rådighed. Og såfremt det ikke lykkes at højne kvaliteten af danske film, går branchen en meget svær tid i møde: Kommenter debatten; 11

12 Publikum vil fortsætte med at fravælge dansk film Biograferne vil ikke regne med dansk film som en attraktiv forretning, der kan tjenes penge på Vores fælles filmkulturarv vil udviskes En del af vores nationalfølelse vil forsvinde, når vi ikke har danske filmsucceser Dansk film kan blive slået år tilbage Dansk film vil ende med manglende opbakning fra politikerne Og i sidste ende vil forretningen Danmark miste indtægter Men der er håb for dansk film. For som alle andre steder, hvor der er krise, er man nødt til at tænke ud af boksen 7. SÅDAN LØSES KRISEN I DANSK FILM For at finde løsninger på problemerne, må man vide noget om den filmpolitiske historie. Hvilke ideer og bevæggrunde ligger der bag de sidste 50 års filmpolitisk historie? Hvad skete der på hvilke tidspunkter? Og hvad betød det? Når man kender fortidens tiltag, er det nemmere at se fremtidens tiltag 56 år filmpolitik oversigt - se bilag 1, side 26 Løsningen på branchens problemer er et paradigmeskift lige nu! Som oversigten viser, har dansk film og DFI gennem historien nået nye højder ved løbende at forny sig. De store spring - som ikke var forbedringer eller lappeløsninger - har givet de bedste resultater og typisk har det varet nogle år inden resultaterne for alvor har vist sig. Begrebet Paradigmeskift defineres som en væsentlig ændring i den måde, hvorpå man ser verden på. Filosoffen Thomas Kuhn introducerede i sin tid begrebet og tilføjede Enhver tid har sin videnskabelige måde at se tingene på, og når man ændrer den måde at anskue tingene på, sker der et paradigmeskift. Tre eksempler er: Fra et nationalt til internationalt perspektiv Fra overlevelse til trivsel Fra industrisamfund til drømmesamfund Når man tager paradigmebrillerne på og kigger på den udvikling, dansk film har været igennem de sidste 50 år, tegner der sig et ret spændende mønster: Op gennem 50 erne ændrede danskernes underholdningsforbrug sig fra primært at gå meget i biografen til at sidde hjemme foran tv et. I 1964 ændre paradigmet sig for dansk film: Dansk film havde det svært og fra politisk hold støttede man op om seriøs dansk filmproduktion; filmkunst ellers mente man, at dansk kvalitetsfilm på lang sigt ville holde op med at eksistere. På den baggrund oprettede man en filmpulje. En officiel, national filmskole blev ligeledes oprettet. Men paradigmet med, at en filmpulje og en filmkunstskole nok ville hjælper dansk film, var ikke nok i sig selv. Der skulle endnu flere midler og ekspertise til. Derfor blev DFI for alvor oprettet i 1972 med to konsulenter, der som eksperterne skulle hjælpe den danske filmbranche med at støtte de filmkunstnere, som de to eksperter anså for landets mest interessante. Kommenter debatten; 12

13 I slutningen af 1970 erne slår Ungdomsfilmen sig fast for alvor. Den selvstændige lille filmproducent Steen Herdel laver et brancheskred ved at producere årtiets mest succesrige ungdomsfilm; bl.a. Lad os være, Mig & Charly og Vil du se min smukke navle og det baner vejen for, at DFI i 1982 indfører reglen om, at 25 % af alle støttekroner skal gå til børne- & ungdomsfilm. Det paradigmeskift viser sig at bane vejen for bl.a. Bille August, der efter hans tre klassikere Zappa, Tro, Håb & Kærlighed samt Busters verden sætter kronen på dansk film ved at få en Oscar for Pelle Erobreren i Samarbejdet med producer Per Holst, der også producerer Nils Malmros film, er en vinder. Dansk film kunne komme langt. Og det var så med til, at DFI i 1989 lavede det næste paradigmeskift for dansk film, ved at skifte fra at være en kunststøtteordning til at være en kulturstøtteordning. Og det var helt afgørende for dansk films succes i 90 erne. Både Nattevagten og Pusher var der ingen, der regnede med. Men via den nye kommercielle 50/50-støtteordning var det muligt for de små produktionsselskaber Michael Obels Thura Film og Zentropas Balboa Entertainment at lave to af de landemærker, der gjorde at dansk film blev hip & cool. Og det banede vejen for publikums stadigt stigende interesse i dansk film. Danskerne valfartede til biograferne for at se danske film. Og endnu større succeser opstod år for år for at kulminere med Zentropa og Nimbus Dogme-film i slutningen af 90 erne. Det paradigmeskift, som DFI i 1989 ligeledes gennemførte, var at dansk film ikke partout behøvede at være lavet på det danske sprog til danskere. Set i lyset af Oscar-vinderne måtte man selv bestemme. Og det har betydet rigtigt meget for Lars von Triers film siden Breaking the Waves fra Efter at have kørt efter Dogme-film paradigmet, blev der sat et nyt paradigme op med filmforliget i 1999: Dansk Film blev professionaliseret og centraliseres meget kraftigt nu med den altkontrollerende Henning Camre i spidsen for DFI, og der kom fokus på de etablerede produktionsselskaber fra 90 er-paradigmet. De skulle nu lave større mainstreamfilm for større budgetter. Og dansk film opnår succes i 00 erne med en række af dem mange fra Zentropa og Nimbus. Samtidig hitter en række populære drengerøvsfilm primært af Anders Thomas Jensen årtiet og succesen slås helt fast med de populære 60/40-film, hvoraf mange er såkaldte romertalsfilm, altså filmserier, hvor de samme koncepter produceres igen og igen. I dag, 10 år efter det sidste paradigmeskift, er tiden igen moden til et paradigmeskift: 2009 var det dårligste år for dansk film i nyere tid, og 2010 året ser ikke ud til at det blive meget bedre. Så pga. branchens tilstand samt de løbende historiske paradigmeskift er det helt naturligt, at tiden nu er inde igen. Desværre har branchens væsentligste aktører ikke rigtigt selv vist vejen til et paradigmeskift. Så hvordan sikre vi os, at et paradigmeskift får makismal betydning? Løsningen er, når alt kommer til alt, ret enkel, når man ser på, hvordan branchen ser ud i dag i forhold til de støtteordninger, der findes hos DFI, Men filmbranchen og DFI har ikke formået at arbejde med en strategisk paradigmemodel i forhold til sine støtteordninger, og derved er meget af branchens diskussion af krisen forblevet mudret og uoverskuelig. Men bedre sent end aldrig her er: Kommenter debatten; 13

14 En kompasmodel for DFIs støtteordninger De to teoretiske hovedakser, som DFI i realiteten arbejder med i forhold til deres støtteordninger, er: X-aksen Hvilke filmtyper skal vi lave?: Pol. Film er kunst og skal behandles som kunst. Kunst er smag, og instruktøren er auteuren, der skal støttes. Støttet bliver han i så fald af en af DFIs konsulenter, som er ekspert i film og helt subjektivt vurderer, hvilke kunstnere, der skal have støtte og hvilke, der ikke skal have støtte. Kunstneren skal fra starten helst bakkes op af en etableret producent, der har produceret en række film, som konsulenten anser som god kvalitet. Modpol. Film er en vare som alle andre varer. Den konsumeres som et underholdningsprodukt. Her er det ikke individualisten i form af filmkunstneren eller DFI konsulenten, der har noget at sige. Her forsøger det kommercielle marked personificeret i form af et professionelt branchekollektiv - helt objektivt at vurdere, om filmen vil fungere kommercielt. Det vigtigste er, at producenten har vist, at han eller hun tidligere har lavet mange billetter på spillefilm. Men samme krav stilles typisk også til instruktøren og forfatterens tidligere spillefilmsbedrifter. Y-aksen - Hvem skal lave filmene?: Pol. Talentet, DFI arbejder med her, er et etableret talent, der allerede har bevist sit værd via et af to forhold (gerne begge) enten at have lavet spillefilm, der har solgt mange billetter - eller at have fået gode anmeldelser og vundet internationale priser for spillefilm Modpol. Det uetablerede talent; udråbt af branchen som værende et kommende talent ved: - i praksis enten at komme fra Den Danske Filmskole eller Super 16 ordningen - eller selv have lavet en mindre film, der tilkendegiver, at vedkommende er et talent. Talent defineres primært som instruktørens talent. Etableret talent & større producenter Markedsorienteret Smagsorienteret Uetableret talent & mindre producenter Kommenter debatten; 14

15 Ved at opsætte en sådan strategimodel med to akser, der har pol & modpol, så får man hurtigt og enkelt et godt overblik over, hvordan DFI bedømmer de støtteansøgninger, de modtager. Dernæst er det meget enkelt at indsætte de støtteordninger, som DFI har, og derved opnår man et fint overblik over, hvordan DFI i dag fungerer. Og det er let at se, hvad DFI mangler af støtteordninger. Kompasmodellen Etableret talent & større producenter 60/40 ordningen Konsulent ordningen Markedsorienteret Smagsorienteret? Råfilm ordningen NDS ordningen Uetableret talent & mindre producenter / iværksættere I nordøst har man den originale filmstøtteordning: konsulentordningen. Her støtter DFIs ansatte konsulenter helt subjektivt de enkelte projekter, som vedkommende anser som de bedste i forhold til at fremme dansk film kunstnerisk. Ordningen er helt subjektivt bestemt, og det er konsulentens egen smag, der afgør, om et projekt bliver støttet eller ej. Det er etablerede instruktører og produktionsselskaber, der opnår støtte gennem denne ordning. Det er en ordning, der skal støtte det elitære og kunstneriske i dansk film, og der er ingen umiddelbare krav til, hvor mange publikummer de herfra støttede film skal nå. Men tidsånden dikterer, at såfremt man ikke rammer et større publikum, så skal denne type film virkelig vinde priser og få anmelderroser. En meget stor del af Zentropa og Nimbus produktioner gennem tiden er støttet af konsulentordningen. De seneste to konsulentstøttede projekter, der har haft premiere er: Nicolas Refns Valhalla Rising, produceret af Nimbus film. Den blev bevilliget kr. 6,1 millioner af konsulent Molly Malene Stensgaard, den solgte billetter og har pt. fået 2 udenlandske priser og nul danske, samt Christoffer Boes Alting bliver godt igen produceret af hans eget selskab Alphaville. Filmen blev støttet af konsulent Kasper Leick med kr. 6,7 millioner. Og den solgte billetter og har pt. ikke fået nogen danske eller udenlandske priser. I nordvest har man den kommercielle 60/40 ordning. Ordningen blev etableret i 1989, da dansk film gik fra at være filmkunst til at være filmkultur. Ordningen er født som en automatordning, hvor producenten - såfremt han stillede med 50% af filmens finansiering - Kommenter debatten; 15

16 automatisk modtog de sidste 50% fra DFI. Ordningen har dog siden 1999 været en ordning, der kun støtter etableret filmtalent; såvel producenten som instruktøren, forfatteren og skuespillerne skal være prøvede kræfter. Film, der støttes her, skal sælge minimum billetter i biografen. Altså en objektiv, kommerciel ordning, hvor en lanceringsplan fra en etableret distributør skal sandsynliggøre, at minimumsmålet bliver nået. En unavngiven gruppe af eksterne eksperter giver point i forhold til et fast vurderingsskema. Oprindelig er mange af Regner Grastens film støttet fra denne ordning. Siden 2006 er flere oprindelig konsulentagtige projekter blevet støttet her herunder Zentropas seneste Per Fly film samt auteuren Erik Clausens seneste film. De er støttet under denne ordning, da de eksterne eksperter vurderede, at de med deres før så store billetsalg igen ville tiltrække lige så mange tilskuere. De seneste film, der har haft premiere fra denne ordning, er Regner Grastens Bøllebob - Alle tiders helt der fra DFI blev støttet med kr. 6,3 millioner og har solgt ud af sit mål på billetter. Siden juni har Erik Claussens film Frihed på prøve solgt billetter (med Biografklub Danmark støtte) ud af målet på ligeledes billetter. Filmen blev bevilliget kr. 7 millioner af 60/40-ordningen. I sydøst finder vi New Danish Screen-ordningen. Det er en ordning, som blev etableret i 2003 for at udvide dansk films formsprog og fortælling. Det er en subjektiv ordning, hvor en konsulent skal hjælpe nyt talent i dansk film. En slags lillebror til konsulentordningen, hvor det af konsulenten udråbte talent kan udfolde sig trygt, uden at der bliver stillet nogle kommercielle krav overhoved. Der ydes støtte til såvel spillefilm som novellefilm og dokumentarfilm. Ordningen afløste talentordningen Dansk Novellefilm, der holdt op i 2003 og som havde som formål at støtte generel talent i dansk film. Siden 2003 er der produceret en række små lavbudget-spillefilm på ordningen primært budgetter på omkring kr. 7 millioner altså omkring halvdelen af de budgetter, de to nordlige ordninger arbejder med. Der er per definition ikke nogen billetsalgs-præstationskrav til film fra denne ordning. Men de skulle gerne høste internationale priser. Den seneste spillefilm fra ordningen er R/R, som fik bevilget kr. 4,8 kroner, og som af branchen er udråbt til at være en succesfilm fra NDS ordningen. Filmen er anmelderrost og har tidligere i år solgt billetter. Ordningens største succes indtil dato er Rich Kids (2007), der lavede billetter. I sydøst finder man yderligere en ordning henvendt mod den mere uetablerede del af branchen: Råfilm. Råfilm er en ordning, som er født som en lavbudget-ordning. Det var ordningens intention; at støtte fornyelse og anderledes måder at fortælle historier på - specielt når der er begrænset økonomi. Ordningen skulle støtte film med budgetter på max kr. 10 mio. og skulle kunne nå et publikum på mindst publikummer i biografen. Ordningen er DFIs yngste ordning og blev gennemført i 2008 pga. en diskussion om den manglende innovation i branchen, som bl.a. dette White Papers forfatter var med til at sætte fokus på. Med ordningens fokus på uetableret talent, lavtbudget-film og et minimumspublikum som standard, var der tale om at lave en kommerciel lavbudget-ordning en kommerciel søster til NDS og en lillebror til 60/40-ordningen. Men det blev den ikke! DFI gjorde ordningen til endnu en subjektiv orienteret ordning, hvor en gruppe af eksperter vurderede, hvilke film der skulle opnå støtte. Eksperterne var en teaterdirektør, en kommunikationsekspert samt to af DFIs faste konsulenter. Derved forpassede DFI og branchen at få opfyldt det behov, der i flere år havde manglet. Råfilm blev betragtet som en forsøgsordning. I branchen vurderer man ordningen som en underlig bastard, og den kan pt. heller ikke længere ansøges. Den seneste Råfilm-premiere var Per Holst & Nordisk Films Broderskab, der Kommenter debatten; 16

17 solgte billetter ud af sit mål på min Eksperterne bevilligede kr. 4 millioner til filmen. Den manglende støtteordning I sydvest finder vi ingen støtteordninger overhovedet! Men netop her er der plads til en ordning, der er rettet mod nyere talent og mindre selskaber, der ikke har vist deres værd endnu. Ligesom New Danish Screen. Men modsat NDS er den manglende ordning pr. definition en kommerciel ordning altså ikke som NDS en ordning primært henvendt mod instruktøren men mod kollektivet; primært trekløveret instruktør/producer/forfatter lige som 60/40-ordningen er det. Sydvest ordningen bør være den manglende ordning, der er henvendt mod de små og mindre produktionsselskaber eller filmklynger. Selskaber og mindre aktører, der ønsker at producere spillefilm, der fra staten af udviklingen har et klart defineret publikum for øje. Selskaber eller klynger, som består af iværksætterorienterede producere, instruktører og forfattere. Folk, der ikke ser det at producere film som primært et behov for kunstnerisk selvrealisering, men hvis primære motivation er at dække et behov hos publikum på samme måde som andre kreative iværksættere indenfor design, mode, reklame og til dels musik fra starten er rettet mod et publikum og et marked. Det at være og definere sig som iværksætter udelukker selvfølgelig ikke nødvendigheden af at være kreativ og arbejde kunstnerisk. Såfremt man ikke har den kunstneriske dimension med i sit koncept, vil man ende med kun at lave kopier, og det ønsker ingen. Den kunstneriske, nyskabende dimension er lige så essentiel for filmbranchen og for publikum som skruen i en speedbåd eller elpæren i en lampe. Kommercielt tænkte film er blot attraktive for et større publikum end såkaldt elitære film, der gerne nøjes med et smalt arthouse-publikum eller måske blot nogle festivalvisninger og prisnomineringer. En sydvestordning en Filmiværksætterordning kan blive den ordning, der ændrer paradigmet for dansk spillefilmproduktion; lige netop det paradigmeskift, der er behov for i branchen her i 2010! Og en sådan ordning vil komplementere DFIs generelle støtteordningsmodel helt perfekt altså supplere de eksisterende støtteordninger. Det vil ikke blive en ordning, som vil ødelægge spillet for de gamle, etablerede aktører i branchen. De film, der skal produceres under denne ordning, skal være forankret i en iværksætterkultur andre kreative brancher arbejder med begrebet Culturel entrepreneurship der handler om at se og forstå muligheder i markedet, at bruge sine forretningsevner til at udvikle og producere ideer, der ender med at blive vital og nærværende kultur, som kan afsættes til et publikum/forbrugere og som i sidste ende kan give producenten et afkast. Den kreative kulturiværksætter skal skabe kommercielle resultater for at få sit projekt til at lykkes og det skal netop være Filmiværksætterens raison d etre. 8. HVILKE FILM KUNNE FX KOMME FRA FILMIVÆRKSÆTTERORDNINGEN? Skeptikere vil nok tvivle på, der overhovedet er film, som vil kunne støttes fra en filmiværksætterordning. Men der er faktisk allerede film, som er produceret af filmiværksættere fra periferien af dansk film. Film som netop fik afslag fra DFI, men som faktisk ville kunne være kommet fra den sydvestlige kvadrant i kompas-modellen. Kommercielt tænkte film lavet af mindre etablerede folk og iværksættere. Ingen af filmene på følgende liste fik produktionsstøtte fra DFI. Primært fordi de ikke blev opfattet som kunstneriske nok og heller ikke have tilknyttede talenter, der var etableret nok. Kommenter debatten; 17

18 Men filmene blev produceret alligevel, og det interessante er, at de fleste af filmene faktisk gik ret godt i biograferne. De nåede trods deres mindre budgetter målgrupper på nogle film gik faktisk gennem taget Film titel Iværksætter Kommentar Biografbillet salg Sorte kugler (2009) Komedie-drama Anders Matthesen var forfatter, instruktør og hovedrolleindehaver - Producenten Nimbus spillede ikke en egentlig kreativ rolle TV2 finansierede hele budgettet via sin aftale med Nimbus om at finansiere 3 film Simon & Malou (2009) Romantisk komedie Winnie & Karina - The Movie (2009) Komedie Blå Mænd (2008) Komedie Max Pinlig (2009) Børne film Remix (2008) Ungdoms drama Kollegiet (2007) Horror film Råzone (2006) Ungdomsdrama Nepenthe Film mindre, nyere selskab Christina Sederqvist og Linda Pedersen skabte med Regner Grasten en spillefilm over deres satiriske tv-program fra DR2 Det nyere selskab Fridhjof Film og instruktøren Rasmus Heide Grand old man Per Holst & instruktør Lotte Svendsen Det lille selskab Zeitgeist og den filmskoleuddannede instruktør Martin Hagbjer Instruktør Martin Barnewitz var for ukendt for DFI og horror fan! Lavede efter at have fået afslag filmen hos Nordisk film Christian E. Christiansen kunne som uddannet producer ikke få DFI til at støtte, at han også ville være instruktør. Nepenthe Film teamet fik afslag fra DFI, men lavede den alligevel med distributøren SF Film Regner Grasten og pigerne fra DR2 successhowet fik afslag, da målgruppen var mindre end publikummer BM teamet fik afslag fra DFI men lavede den med TV2 alligevel Børnefilm-konsulenten mente ikke, projektet havde kvalitet nok Zeitgeist og Martin fik afslag fra to DFI ordninger pga., at filmen ikke blev anset for at være kunstnerisk interessant nok samt ikke at kunne opnå 60/40 krav på billetter. Barnewitz blev på baggrund af Kollegiet hentet til Hollywood, hvor han er i gang med sin anden film for Spiderman -instruktøren Sam Raimis firma Ghost House Pictures Lavede Råzone som ultralavbudget film med Zentropas junior-producer Louise West Disse film er produceret af folk, der pr. definition må kaldes kreative iværksættere, da de har gjort det på trods og fordi de brændte for deres projekt. Flere af filmene er lavet af sydvest filmfolk, der på trods af svære muligheder med at få et overskud på filmen vælger at lave den alligevel. Filmene bliver alle lavet i samarbejde med enten en større distributør eller en tv-station, eller de har indgået partnerskab med et af de store produktionsselskaber. I forhold til de biografbilletsalg, der er kommet fra film produceret med DFI støtte, må man konkludere, at de film, som filmiværksætterne har fået i distribution, generelt er gået ret godt. Blå mænd og Sorte kugler er begge film lavet uden om DFI, men er endt med at blive de pågældende års største succeser langt større end de DFI-støttede film! Sorte kugler blev den største kommercielle danske filmsucces i 2009 og Blå mænd den andenstørste i 2008 (kun overgået af fænomenet Flammen & Citronen ). De opstillede film er ikke de eneste film, der er produceret uden om DFI, men tjener godt som eksempel. De giver en konkret ide om, hvilke typer af projekter, en filmiværksætter-ordning vil kunne producere. Der er behov for en sydvestlig støtteordning. Iværksætterne og projekterne er der Og konklusionen må være, at de nævnte film alle kunne have været produceret med støtte fra en sydvestlig DFI-støtteordning såfremt den have været der. Såfremt DFI have støttet de projekter, ville økonomien for de pågældende Filmiværksættere og deres partnere have været langt mere lukrativ og kunne have bidraget med en økonomisk ballast, der kunne have skabt et blomstrende fundament for endnu mere filmiværksætteri. Kommenter debatten; 18

19 9. FORDELENE VED AT INDFØRE EN FILMIVÆRKSÆTTERORDNING Hovedfordelen ved at have en sydvest-filmstøtteordning henvendt mod filmiværksættere er at adgangen til at producere spillefilm i Danmark vil blive større, og der vil strømme frisk, nyskabende talent ind i branchen! Iværksættere brænder for at bevise, at de kan gennemføre deres ideer. Kulturiværksættere generelt er ikke drevet af jagten på profitten. De er drevet af lyst og stolthed over de projekter, de realiserer og får solgt. Mange af de film, som de etablerede produktionsselskaber producerer, har ikke den kvalitet og nerve, som de burde have. Selskaberne indsender mange ansøgninger på mange forskellige projekter til DFI. Mange går ikke igennem men enkelte støttes. Og således bliver det DFI, der i realiteten bliver bestemmende for, hvilke film Dansk film egentlig tilbyder det danske publikum. Det nuværende system fordrer til, at producenterne skyder ansvaret for, hvilke film der produceres, over på DFI! Derfor har dansk filmstøtte tendens til at blive en parasit-støttekultur. En sutteflaskekultur, hvor producenterne selv (måske ubevidst) giver DFI carte blanche til at være beslutningsdygtige i forhold til, hvilke projekter, de egentlig skal producere. Vi SKAL væk fra et støttekultur-billede, hvor DFI er moderen, der bestemmer, hvilke børn, der må komme til patten og hvilke, der skal dø. Vi skal hen mod et støttekultur-billede, hvor DFI er coachen, der bevidst og logisk arbejder med sine kunder om at lave de bedste film til de rigtige budgetter vel at mærke. Ekspertisen findes stærkere og større ude i branchen end på DFI. Det er producenterne, der skal producere. Det er ikke DFI, der skal. Det hjælper ingen! Film- & kulturiværksættere har meget fokus på små budgetter og på at få alt ud af ingenting. Filmiværksætterne er vigtige fornyere for filmbranchen. Filmiværksættere starter og gennemfører deres projekter med hjertet på det rigtige sted. Og det smitter af på den etablerede branche som mange gange har mere fokus på at få deres produktionsapparat holdt kørende og den daglige drift med mange ansatte finansieret. De to management-guruer Christensen & Overdorf skriver meget sigende om innovation i enhver branche: alle virksomheder i takt med at de bliver store, mister evnen til at adressere markeder under udvikling. Markederne bliver for små og uinteressante. De kan ikke give de dækningsbidrag som tidligere i virksomhedens liv var attraktive. Og netop i disse huller opstår der plads til de små og måske nye spillere, der kommer med nye ideer til hvorledes disse markeder kan betjenes. Endvidere skriver de, at grunden til, at innovation ofte er så svær for de etablerede selskaber, er, at de har dygtige folk ansat til at få selskabet og dens drift til at virke, men den organisation struktur, processer og værdier, der kræves for at arbejde med innovation, er helt anderledes. Fokus på at få et vækstlag ind i branchen, der har en kultur-iværksætterånd, vil helt automatisk sparke gang i de etablerede spillere og deres til tider noget gumpetunge og selvfede måde at argere på. Heri ligger paradigmeskiftet Kommenter debatten; 19

20 10. SÅDAN GENNEMFØRES PARADIGMESKIFTET SUCCESFULDT - KRAV TIL FILMIVÆRKSÆTTERORDNINGEN Et paradigmeskift kræver meget mod, sved og måske blod at gennemføre. Og de etablerede spillere, herunder også DFI, skal accepterer, at alle skal arbejde for at et paradigmeskift skal lykkes. For nogle aktører i branchen, vil det nok umiddelbart se ud som om, at det vi plejer udfordres så kraftigt, at det betyder døden for dem. Og de vil så kæmpe mod. Men mange gange kan et paradigmeskift også blive til en tiltrængt ændring hos de etablerede. Og det er sådan, at de skal se på det. For det er ikke et spørgsmål om, at hele DFIs støttesystem skal ændres. Det, der kræves, er, at man indfører en ny mindre støtteordning og derved får den fornyelse, de fleste er enige om, den danske filmbranche mangler i dag. Men der er en række krav, der skal overholdes, såfremt ordningen skal blive en succes: Det er ikke nok, at DFI bare udskifter 60/40 ordningen med en markedsordning. Det giver ikke det dynamiske spil i kompasmodellens Y-akse. En markedsordning tilgodeser ikke de små, de nye og innovationen. En markedsordning vil tilgodese de etablerede og derved vil paradigmeskiftet ikke træde i kraft iværksætteriet og innovationen vil udeblive. Så derfor er det et ufravigeligt krav, at den sydvestlige kvadrant skal have sin egen ordning ved siden af New Danish Screen. Filmiværksætterordningen er derfor KUN henvendt mod de små producenter og filmklynger - business minded creatives. Definitionen af en sådan enhed må være en eller flere individer, der opretter et selskab med henblik på at udvikle, producere og afsætte film, hvor hvert enkelt projekt har sit publikum for øje fra starten. Konstruktionen må ikke ejes med mere end 25% af en større spiller (tv-station, større produktions selskab, distributør etc.). Men de etablerede må meget gerne coache dem, der støttes på ordningen. Små iværksættende producenter kan sagtens også være små producenter, der er gamle i gårde og som har lavet film succeser før. Men såfremt de producenter ønsker støtte fra ordningen, så er kravet, at instruktør, forfatter, producer og andre hovedkreative kræfter skal være drivkraft i projektet, og at det bliver på deres præmisser, at projektet laves. Det vil nemlig betyde, at magtforholdet mellem de reelle iværksætterne og den lille etablerede producent forskydes, så det er den etablerede, der skal anstrenge sig for at få indflydelse. Men som udgangspunkt er Filmiværksætter ordningen en sydvestlig ordning og ikke en nordvestlig ordning. Enheden skal have en iværksætter-orienteret kultur. Altså orienteret mod at skabe film til et defineret publikum og marked, således at der er en realistisk chance for at enheden kan tjene penge for så at vækste. De produktionsselskaber, der støttes på ordningen, skal være drevet af at optimere budgetterne på samme måde, som de film der nu laves under NDS. Budgetter skal helst være mellem kr. 7 og 10 millioner, og ordningen støtter med max kr. 3 millioner pr. film. Resten må filmiværksætterne selv finde i forhold til egen investering, Tvstationer, distributører, internationale salgsagenter, sponsorater, co-producenter, crowdfunding etc. Kommenter debatten; 20