BARNDOMSLIV. modelfotos: Colourboks

Transkript

1 BARNDOMSLIV modelfotos: Colourboks SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

2 Fra barndom til faktura Op mod folketingsvalget beskrev en række børneforskere i en kronik i Information det forsvundne børneperspektiv. Nu er teksten blevet omarbejdet til Psykolog Nyt som en hilsen til den ny børne- og uddannelsesminister. B ørn er tilsyneladende omgivet af megen bekymring for deres udvikling. De skal, sagde den nys afgåede Socialminister, lære noget mere, de skal lære det tidligere. Og allerede i første klasse have en karakter, så de med samme ved, hvor gode de er eller hvor dårlige. I vuggestuen skal de have gang i en mere struktureret hverdag, så vi er sikre på, at de er på rette spor. Op gennem barndommen og ind i skolen handler det stort set altid om det samme. Børn skal træne, de skal trænes, de skal vurderes og måles og vi skal sammenligne dem med hinanden, vi skal sammenligne skoler med hinanden, som vi allerede sammenligner os med andre lande på områder som fx læsefærdigheder. Træning, testning, måling sat i system. Den konstante benchmarking. For måske at blive verdensmester på et eller andet felt, som det er set udtrykt i fuldt alvor. I det mindste skal vi blive blandt de ti øverst placerede lande. Forældre og fagfolk har protesteret, men er konstant løbet på nye forslag fra politikere, der har skullet profilere sig. Det skråsikre målingshysteri er fortsat ufortrødent i årevis. Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor selve perspektivet tabes af syne. Der hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn, ud over at de en dag skal være arbejdskraft. Vi er efter vores mening tæt på det punkt derfor er vi gået sammen om dette wake-up call. Som vi i årevis har hørt debatten om nyt indhold i skole og dagtilbud, bygger den ikke på den tilgængelige viden om børns udvikling. De fleste synspunkter har en antikveret opfattelse af, hvad læring er og uden dyberegående perspektiv på, hvordan samfundet har udviklet sig, og dermed, hvad børn reelt har brug for. Nogle mener i fuldt alvor, at daginstitutionens egentlige opgave enten er at undervise børn eller i det mindste at forberede dem på at kunne modtage undervisning. Alt sammen helt ude af trit med den sensationelle Santiago Declaration, et manifest, hvor 93 førende internationale udviklingspsykologiske forskere netop advarer mod en stigende tendens til at udsætte små børn for undervisning uden hensyn til den eksisterende viden om børns udvikling og læring. PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

3 Legen i børns liv Den tidligere regerings opfattelse var uden tvivl, at børn både i børnehaven og i skolen skal have faglige færdigheder indlært så tidligt og så sikkert, at de bliver nyttige samfundsborgere og kan bidrage til væksten. Det kan mange sikkert også acceptere som en vis, om end begrænset mening. Det er dog i det mindste forståeligt. Sværere er det med næste skridt. Her handler det om, hvorvidt vi nærmer os målet, det afgøres nemlig af sammenligningen med andre. Det er konkurrencen, der driver hele dette værk af påvirkning og træning. Men stadig kan mange sikkert være med også til det, for konkurrence er vel ikke i sig selv skadeligt, især ikke hvis det holdes inden for rimelige rammer? Konkurrence er vel med til at motivere og sætte yderligere gang i træningen for vi ser jo, at børn på mange måder også godt kan lide konkurrence? Her er det nødvendigt med en mere kritisk overvejelse. Jo, konkurrence kan være fornuftig, men hvis den fylder hele motivationsrummet ud, så er vi der, hvor det er sammenligningen i sig selv, der giver mening ikke indholdet. Det bliver helt og aldeles udvendigt. Og konsekvensen er, at den enkelte mister sin egenart. Det gælder det enkelte barn, den enkelte skole og for den sags skyld samfundet som sådan. Sagen er den, at sammenligningen drevet til det yderste fører til ren instrumentalisering. Man kunne tro, at en konkurrencekultur ville medføre, at man styrkede sin egenart og dermed sin profil: man blev mere Har børn værdi, har barndommen værdi, har fællesskabet? Har børns sprog betydning som dialog og som noget fornyende og udviklende for vores fælles kultur? tydelig for at hævde sig i konkurrencen. Mere bevidst om sig selv. Men det er ikke tilfældet, vi ser det modsatte. Når konkurrencen er så endimensionel, som den er, og alene drejer sig om måling og tal, mister man troen på, at egenarten har værdi. Derfor er konsekvensen en instrumentalisering, der i dag er på vej til ikke alene at udtynde og udhule, men også nedbryde, den børnekultur, vi hidtil har bygget vores omsorg og udvikling af børn på. Og nedbryde selve vores skolekultur. Vi står nemlig nu der, hvor legen i børns liv er diskrediteret, den opfattes i stigende grad som tidsspilde og noget, der i bedste fald skal overstås. I den pædagogiske debat har temaet leg og læring været på dagsordenen i de seneste år. Altså læring med præg af leg, sådan set en positiv synsvinkel. Men problematisk, hvis det nu bliver kodeordet for vuggestuer og børnehaver, for hvor bliver legen af? Små børns leg udfolder sig i frihed, med voksenstyring er det ikke leg, men måske undervisning eller socialisering. Det kan være, det er sjovt og smart og med masser af tekniske hjælpemidler men også en maskeret udtynding af legens væsen. Sat i system af banale opfattelser som at legen er et godt ind læringsredskab. Vi konstaterer, at legen skridt for skridt er ved at miste sin historiske og veldokumenterede betydning som et vigtigt bidrag i sig selv til børns udvikling. Også den sociale. Hvis sociale relationer overhovedet indgår i konkurrence-trenden, så er det som rekvisitter til en undervisningssituation. Venner og kammerater er ikke i sig selv noget værd. Det skulle da lige være som konkurrenter. Synet på børn er i dag så smalt og overfladisk, at man spørger sig selv, om der overhovedet er tale om andet end en regulær og ganske banal forberedelse til et voksenliv i bruttonationalproduktets tjeneste? Har børn værdi, har barndommen værdi, har fællesskabet? Har børns sprog betydning som dialog og som noget fornyende og udviklende for vores fælles kultur? Er der kvaliteter i børns forhold til hinanden og til voksne, der kan berige kulturen? Tror vi inderst inde, at børn yder et vigtig bidrag til fornyelse og berigelse af den kultur, de er en del af? Vi er dybt pessimistiske over de svar, der serveres i dag, og vi tror, at børn og barndom er i faretruende risiko for at ende som faktorer i en markedsanalyse. Kan det betale sig, hvem betaler, og hvad kommer der ud af det? Det er denne neoliberale regnestok, der i dag afgør alle de værdier, vi en gang troede vi havde i behold. Vi er godt klar over, at alt ikke er, som det var, og at ikke alle værdier bare kan fremskrives. Det gør vi heller ikke. Vi gør status og forsøger at se fremad, her ligger udfordringen. Truslen hængende over hovedet Vi vokser alle op i en verden, der på mange måder er radikalt forandret. Vi lever alle sammen i et enormt opbrud, eller som det er udtrykt: en radikaliseret modernitet, hvor der stilles helt afgørende krav til os som individer: vi skal kunne handle, forholde os kritisk og reflekteret, vi skal kunne relatere os meningsfuldt, og vi skal kunne forhandle os frem til en forståelse af os selv som mennesker. Det er ganske enkelt nye og meget omfattende sociale kompetencer. Psykologer og filosoffer taler om mentalisering, det betyder blandt andet, at vi i dag på en ny måde skal kunne arbejde med os selv og vores tanker, overvejelser og følelser. De nødvendige forudsætninger kommer ikke af sig selv, heller ikke mere fra eksisterende traditioner, der engang gav styr og orden på tanker- SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

4 Hilsen til ministeren Til lykke til Christine Antorini, ny minister for børn. Hun kender børneområdet, har fulgt det i årevis, hun har masser af gode tanker om børn og opvækst og uden tvivl konstruktive perspektiver på sit job og det, hun gerne vil rette op. Tak for det og velkommen til udfordringen. Og der er meget at gøre, ingen tvivl om det. Som ordfører for Socialdemokraterne har hun selv været med i mange forlig på skoleområdet, og det kan ikke udelukkes, at hun måske kan være påvirket af den kurs, den tidligere regering lagde på børneområdet. Derfor denne hilsen til ministeren med ord fra 12 børneforskere i Danmark. Vi skrev en kronik i Information 5. september 2011, midt i valgkampen. Her er den i ny form, men med den særlige opfordring fastholdt at skabe et sammenhængende børneperspektiv i Danmark. Et perspektiv, der kan omfatte børn og fra 0 til 18 år, og som rummer de sociale vilkår og børns velfærd. Og som også har modet til at gøre op med megen af den økonomifikserede tænkning omkring børn. Per Schultz Jørgensen DEBAT: Giver denne artikel anledning til kommentarer? Vi har åbnet for debat på > Aktuelt > Aktuelle temaer. PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

5 ne. I dag skal de læres, og det skal ske op gennem barndommen i daginstitutionen og skolen. Med den moderne families dramatiske ændring lægges der i dag et langt større ansvar på vores institutioner: det er her, karakterdannelsen finder sted. Uden denne indsats står vi ikke alene med et samfund, hvor flere og flere falder fra, går til i sociale patologier eller regulært presses ud af rammerne. Vi står også med et samfund, der bliver fattigere og fattigere på ressourcer af menneskelig art og uden den dynamo, vi kalder sammenhængskraft. Det er den trussel, der hænger over hovedet på os, det er her, Vi er dybt pessimistiske over de svar, der serveres i dag, og vi tror, at børn og barndom er i faretruende risiko for at ende som faktorer i en markedsanalyse. vi ser den endimensionale konkurrences primitivisering af vores børnekultur. Det er i det lys, forslagene om at måle og veje selv små børn bliver totalt proportionsløs, ja meningsløs. Vi mister nemlig afgørende skridt i det, der kan opfattes som en nødvendig styrkelse af karakterudviklingen af de nye generationer. Her ligger prøvestenen på, om vi består som samfund og kultur. I stedet bliver vi spist af med det ene simple og til dels latterlige forslag efter det andet. Af politikere, der ikke tager hverken børn eller forældre eller samfundsudviklingen alvorligt. Og dybest set taler ned til os! Men hvor vil et egentligt børneperspektiv føre os hen? Det vil føre os til at give plads til legen og de sociale relationer, det vil give rum og muligheder for, at børn udvikles i deres eget tempo, det vil give plads til en dybere forståelse af individualitet, hvor alle ikke skal presses ind i en standardiseret måling af færdigheder. Det vil give plads til en varieret forståelse af talent, der ikke kun handler om høj IK, men også om socialitet, kreativitet og evne til musisk udfoldelse, og det vil give plads til fællesskab og den rummelighed, der også tillader egne valg. Det er et børneperspektiv, der vil prioritere både læring og fordybelse, for selvfølgelig skal børn lære noget i børnehaven. De kan ikke andet, hvis det er et indhold med det sigte altid at bidrage til kritisk og vedvarende refleksion. Det er her, vi skal prioritere. Ti års målingshysteri Den danske skole er i dag ude for et veritabelt angreb på næsten alle sin værdier. Intet af det, skolen hidtil har stået for, dur tilsyneladende. Måtte derfor et nyt skoleforlig tage udgangspunkt i en sammenhæng, der løfter sig over målingen og alle dens fattiggørende effekter på børn og skole! Lige nu står vi med en sammenligning mellem skolerne, der yder sit eget bidrag til at sætte enhedsskolen under pres og svække forståelsen af, hvad den offentlige skole i et velfærdssamfund som det danske egentlig skal som institution. Vi er ikke i tvivl om, at skolen i dag skal definere sig i forhold til enorme udfordringer, der hænger sammen med stigende krav til samfundets evne til fornyelse i en global konkurrence. Det nægter vi ikke, tværtimod: det er netop her, vi ser kravene til en ny faglighed, til nye læringsprocesser og til en vægtning af sociale relationer i hele læringsmiljøet. Men det er også her, vi ser risikoen ved den primitive målingskultur, der i dag dominerer: den fører os bort fra udfordringen, bort fra vores egenart som samfund og kultur og bort fra vores styrkesider. Selvfølgelig tror vi ikke på, at vi uden videre med et snuptag kan definere os ud af den børnekrise, vi befinder os i. Der skal klart mere til. Hvad vi er overbevist om, er, at vi har brug for en vision, der bygger på et børneperspektiv på baggrund af et samfund i opbrud. Det er den debat, vi efterlyser. Vi har en god og ganske imponerende tradition i Danmark, den skal vi ikke sætte over styr for at sammenligne os med kulturer, der ligger langt fra os i forståelse af læring og personligt ansvar. Målingshysteriet siden 2001 har bragt os ud af sporet på den udvikling, der blev sat i gang med vigtige skolereformer i 1960 erne og 70 erne i dag står vi med oplevelsen af at have tabt mindst et årti på gulvet. Skal det indhentes, skal det ske under en bæredygtig vision. Vi skal genskabe projektet om en barndom, der forener en tro på børns indbyggede potentialer med et samfundsansvar for deres opvækst, udvikling og læring. Her skal børn have en solid bagage med sig af værdier og faglige forudsætninger for at kunne navigere i en uoverskuelig verden. Derfor er det på høje tid at skifte spor. Per Schultz Jørgensen, professor; Dion Sommer, professor; Pernille Hviid, lektor; John Aasted Halse, aut. psykolog; Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog; Erik Sigsgaard, børneforsker; Jesper Juul, familieterapeut; Klaus Nielsen, professor; Thomas Ellegaard, lektor; Ditte Alexander Winter-Lindqvist, adjunkt; Marianne Hedegaard, professor; Charlotte Højholt, lektor; Jytte Bang, lektor. SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR