URANTIA BOGEN - KAPITEL 130 PÅ VEJ TIL ROM

Transkript

1 URANTIA BOGEN - KAPITEL 130 PÅ VEJ TIL ROM RUNDREJSEN i den Romerske verden optog det meste af det otteogtyvende og hele det niogtyvende år af Jesus liv på jorden. Jesus og de to indfødte fra Indien Gonod og hans søn Ganid forlod Jerusalem på en søndag morgen, april d. 26. A.D.22. De foretog deres rejse i henhold til planen, og Jesus sagde farvel til faren og sønnen i Charax by ved den Persiske Golf på den tiende dag i december det efterfølgende år, A.D.23. Fra Jerusalem gik de til Cæsarea via Jaffa. I Cæsarea tog de en båd til Alexandria. Fra Alexandria sejlede de til Lasea på Kreta. Fra Kreta sejlede de til Kartago, anløbende Cyrus. I Kartago tog de en båd til Neapel, stoppende ved Malta, Syracuse, og Messina. Fra Neapel gik de til Capua, hvorfra de rejste via Appian Vejen til Rom. Efter deres ophold i Rom gik de over lands til Tarentum, hvor de satte sejl for Athen i Grækenland, stoppende ved Nikopolis og Korinth. Fra Athen gik de til Ephesus via Troas. Fra Ephesus sejlede de til Cypern anløbende Rodos på vejen. De tilbragte en betydelig del af tiden med besøg og hvile på Cypern og sejlede så til Antiokis i Syrien. Fra Antiokis rejste de syd over til Sidon og gik så over til Damaskus. Derfra rejste de med karavane til Mesopotamien, passerende igennem Thapsacus og Larissa. De tilbragte noget tid i Babylon, besøgte Ur og andre steder, og gik så til Susa. Fra Susa rejste de til Charax, fra hvilken sted Gonod og Ganid blev indskibet til Indien. Det var under de fire måneders arbejde i Damaskus at Jesus opsamlede begyndelsesgrundene til det sprog som Gonod og Ganid talte. Han havde, mens han var der, arbejdet det meste af tiden med oversættelser fra Græsk indtil et af de Indiske sprog, hjulpet af en indfødt fra Gonods hjemmedistrikt. På denne middelshavsrejse anvendte Jesus omkring halvdelen af hver dag til at undervise Ganid og fungere som tolk under Gonods forretnings konferencer og sociale kontakter. Resten af hver dag, som var til hans rådighed, viede han til at skabe de tætte personlige kontakter med sine medmennesker, de intime forbindelser med de dødelige fra området, som således karakteriserede hans aktiviteter igennem disse år som gik forud for hans offentlige kald. Fra førstehånds observation og ved direkte kontakt gjorte Jesus sig bekendt med de højere materielle og intellektuelle civilisationer i Vesten og de østlige middelhavslande; fra Gonod og hans højt begavet søn lærte han en stor del om civilisationen og kulturen i Indien og Kina, for Gonod, som selv var en Indisk statsborger, havde foretaget tre omfattende turer til den gule races rige. Den unge mand, Ganid, lærte meget fra Jesus igennem dette lange og fortrolige forhold. De udviklede en stor hengivenhed for hinanden, og knægtens far prøvede mange gange at overtale Jesus til at vende tilbage med dem til Indien, men Jesus afslog altid, henvisende til nødvendigheden af at vende tilbage til sin familie i Palæstina. 1. VED JAFFA SAMTALEN OM JONAS

2 Under deres ophold i Jaffa, mødte Jesus Gadias, en palæstinensisk tolk som arbejdede for en garver Simon. Gonods agent i Mesopotamien havde gennemført mange forretninger med denne Simon; så Gonod og hans søn ønskede at aflægge ham et besøg på deres vej til Cæsarea. Mens de ventede i Jaffa, blev Jesus og Gadias gode venner. Denne unge palæstinænser var en sandheds søger. Jesus var en sandheds giver; han var sandheden for den generation på Urantia. Når en stor sandheds søger og en stor sandheds giver mødes, er resultatet en stor og befriende oplysning født af erfaringen fra den nye sandhed. En dag efter aftensmåltidet slentrede Jesus og den unge Palæstinænser ned til havet, og Gadias, uvidende om at denne skriftkloge fra Damaskus var så velbevandret i de Hebræiske traditioner, udpegede for Jesus den kajplads hvorfra det almindeligvis var antaget at Jonas var indskibet for hans skæbnesvanger rejse til Tarsis. Og da han havde afsluttet sine bemærkninger, spurgte han Jesus dette spørgsmål: Men formoder du at den store fisk virkelig slugte Jonas? Jesus fornemmede at denne tradition havde haft en voldsomt indflydelse på den unge mands liv, og at dets betragtninger havde påvirket ham til den dumhed af at forsøge at løbe væk fra pligter; derfor sagde Jesus ingenting som pludselig ville ødelægge grundlaget for Gadias nuværende motivation vedrørende det praktiske liv. I besvarelse på dette spørgsmål, sagde Jesus: Min ven, vi er alle Jonas er med liv at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og til alle tider når vi søger at flygte fra livets nuværende pligter ved at løbe væk til fjerntliggende fristelser, så bringer vi derved os selv under øjeblikkelig kontrol af de indflydelser som ikke er styret af sandhedsmagten og retfærdighedskraften. Flugten fra pligter er ofring af sandhed. Undvigelsen fra tjeneste i lys og liv kan kun resultere i de ulykkelige konflikter med de vanskelige hvaler af egoisme som tilsidst fører til mørke og død hvis ikke sådanne Guds-forladte Jonas er vil vende deres hjerter, endda i selve fortvivlelsens dybde, for at søge efter Gud og hans godhed. Og når sådanne modløse sjæle oprigtig søger efter Gud hungre efter sandhed og tørster efter retfærdighed så er der intet som kan holde dem i yderligere fangenskab. Uanset i hvor stor dybde de end falder i, når de søger lyset med et helt hjerte, vil ånden fra Herren Gud i himlen befri dem fra deres fangenskab; livets onde omstændigheder vil udspy dem på tørt land af friske muligheder for fornyet tjeneste og klogere liv. Gadias var vældig bevæget af Jesus lære, og de talte til langt ud på natten der ved kysten, og før de gik tilbage til deres logi, bad de sammen og for hinanden. Det var den samme Gadias som lyttede til de senere prædikener af Peter, som blev en dybtgående troende af Jesus fra Nazaret, og førte en mindeværdig drøftelse med Peter en aften i Dorcas hjem. Og Gadias havde meget at gøre med den rige læder købmand Simons endelige beslutning om at tilslutte sig Kristendommen. ( I denne beretning om Jesus personlige arbejde med hans dødelige mennesker på denne tur i Middelhavet, vi vil i overensstemmelse med vores tilladelse, frit oversætte hans ord til moderne fraseologi som er almindelig udbredt på Urantia i tiden for denne præsentation.) Jesus sidste besøg med Gadias havde at gøre med en drøftelse af godt og ondt. Denne unge palæstinænser var meget bekymret af en følelse af uretfærdighed på grund af tilstedeværelse af det onde i en verden side om side med det gode. Han sagde: Hvordan kan Gud, hvis han er uendelig god, tillade os at lide sorgen af det onde; når alt kommer til alt, hvem skaber det onde? Mange troede stadig i disse dage at Gud skaber både godt og ondt, men Jesus lærte aldrig sådanne fejltagelser. I besvarelse af

3 spørgsmålet, sagde Jesus : Min bror, Gud er kærlighed; derfor må han være god, og hans godhed er så stor og virkelig at den ikke kan indeholde de små og uvirkelige onde ting. Gud er så positiv god at der så absolut ikke er plads i ham for negativ ondt. Ondt er den umodne udvælgelse og det tankeløs fejltrin af dem som er modstandsdygtige til godhed, afvisende for skønhed, og troløse til sandhed. Ondt er kun umodenhedens fejlvurdering eller uvidenhedens splittende og fordrejende indflydelse. Ondt er det uundgåelige mørke som følger i hælene på den ukloge afvisning af lys. Ondt er det som er mørkt og usandt, og som, når det er bevidst omfattet og forsætlig tilsluttet, bliver synd. Din Far i himlen skabte, ved at udstyre dig med kraften til at vælge mellem sandhed og fejltagelse, det potentielle negative fra den positive vej af lys og liv; men sådanne fejltagelser af ondt er i virkeligheden ikke-eksisterende indtil den tid kommer hvor et intelligent væsen ønsker deres eksistens ved at fejludvælge livets vej. Og derefter er sådanne onder senere ophøjet til synd af det velvidende og overlagte valg af sådan en egenrådig og oprørsk skabning. Dette er hvorfor vores Far i himlen tillader det gode og det onde at følges ad sammen indtil enden af livet, på samme måde som naturen tillader hveden og klinte at vokse side om side indtil høsten. Gadias var helt tilfreds med Jesus svar på hans spørgsmål efter at deres drøftelse havde gjort det klart for hans sind, den sande betydning af disse betydningsfulde fremstillinger. 2. VED CÆSAREA Jesus og hans venner ventede i Cæsarea udover den forventede tid fordi en af de vældige styringsårer på det skib som de havde til hensigt at indskibe sig på var opdaget til at være i fare for at flække. Kaptajnen besluttede at blive i havn mens en ny blev fremstillet. Der var knaphed på faglærte træarbejdere til denne opgave, så Jesus tilbød at hjælpe. Om aftenerne slentrede Jesus og hans venner omkring på den flotte væg som tjente som promenade rundt om havnen. Ganid nød i høj grad Jesus forklaring om byens vandsystem og den teknik hvorved tidevandet var udnyttet til udskylning af byens gader og kloaker. Dette unge menneske fra Indien var meget imponeret over Augustus tempel, som var beliggende på en forhøjning og anbragt under en kolossal statue af den Romerske kejser. Den anden eftermiddag under opholdet, overværede de tre mænd en forestilling i det enorme amfiteater hvor tyvetusinde personer kunne sidde, og denne nat gik de til et Græsk stykke i teateret. Disse var de første fremvisninger af denne slags som Ganid nogensinde havde overværet, og han spurgte Jesus mange spørgsmål om dem. Om morgen af den tredje dag aflagde de et formelt besøg i guvernørens palads, for Cæsarea var hovedstaden i Palæstina og bopæl for den Romerske fuldmægtig. På deres kro var der også indlogeret en købmand fra Mongoliet, og eftersom at denne fjernøsterlænding talte nogenlunde Græsk, havde Jesus flere lange samtaler med ham. Denne mand var meget imponeret over Jesus filosofi om livet og glemte aldrig de kloge ord med hensyn til at leve det himmelske liv mens man er på jorden ved hjælp af daglig underkastelse til den himmelske Fars vilje. Denne købmand var en Taoist, og han var derved blevet en stærk troende i doktrinen om en universel Guddom. Da han vendte tilbage til Mongoliet, begyndte han at undervise sine naboer og sine forretningsforbindelser, i disse avancerede sandheder, og som et direkte resultat af sådanne aktiviteter, besluttede hans ældste søn at blive Taoist præst. Denne unge mand udøvede en stor indflydelse på

4 vegne af avancerede sandhed igennem hans livstid og han var efterfulgt af en søn og en sønnesøn som ligeledes var selvopofrende tro til doktrinen om den Ene Gud den Højeste Hersker i Himmelen. Mens den østlige afdeling af den tidlige Kristne kirke som havde dets hovedkvarter ved Filadelfia, holdt mere trofast fast ved Jesus lære end Jerusalem brødrene, så var det beklagelig at der ikke var en som Peter til at gå ind i Kina, eller som Poul til at gå ind i Indien, hvor den åndelige grobund var så gunstig for plantning af frøet om det nye evangelium om Guds rige. De selv samme lærer af Jesus, som de var holdt af Filadelfianerne, ville netop havde gjort en sådan øjeblikkelig og effektiv tiltrækning på sindene af de åndelige sultne Asiatiske folk som Peters og Pouls prædikener gjorte i Vesten. En af de unge mænd som en dag arbejdede sammen med Jesus på styringsåren blev meget interesseret i ordene som han fra time til time lod falde mens de sled i det på skibsværftet. Når Jesus antydede at Faren i himlen var interesseret i hans børns velfærd på jorden, sagde denne unge Græker, Anaxand: Hvis Guderne er interesseret i mig, hvorfor fjerner de så ikke den ubarmhjertig og uretfærdig formand fra dette værksted? Han blev overrasket da Jesus svarede, Eftersom at du kender venlighedens veje og værdsætter retfærdighed, så har Guderne måske bragt denne fejlende mand tæt på så du kan fører ham på den rette vej. Måske er du saltet som vil gøre denne bror mere acceptabel til alle andre mænd; alså, hvis du ikke har mistet din smag. Som det er, så er denne mand din mester eftersom hans onde optræden har en uheldig indflydelse på dig. Hvorfor ikke forsvare din beherskelse af det onde i kraft af godhedens kraft og således blive mester over alle forbindelserne mellem jer begge to? Jeg forudsiger at det gode i dig kan overvinde det onde i ham hvis du gav det en ærlig og levende chance. Der er intet eventyr i forløbet af dødelig eksistens som er mere fængslende end at kunne glæde sig ved opmuntringen om at blive den materielle livs deltager med åndelig energi og guddommelig sandhed i en af deres triumferende kampe med fejltagelse og ondt. Det er en eventyrlig og forvandlende oplevelse at blive den levende kanal for åndelig lys til de dødelige som sidder i åndelig mørke. Hvis du er mere velsignet med sandhed end denne mand, skal hans nød udfordre dig. Du er helt sikker ikke den kujon som ville stå ved kysten og iagttage et medmenneske omkomme som ikke kunne svømme! Hvor meget mere af værdi er denne mands sprællende sjæl i mørke så ikke sammenlignet med hans druknende krop i vandet! Anaxand var meget bevæget af Jesus ord. Lidt efter fortalte han sin overordnet hvad Jesus havde sagt, og denne aften søgte de begge Jesus råd med hensyn til velfærden af deres sjæle. Og senere, efter at det Kristne budskab var blevet forkyndt i Cæsarea, troede begge disse mænd, den ene Græker og den anden en Romer, på Peters prædiken og blev fremtrædende medlemmer af kirken som han grundlagde. Senere blev den unge Græker ansat som hushovmester hos en Romersk høvedsmand, Cornelius, som blev en troende igennem Peters tjenester. Anaxand fortsatte med at sørge for lys til dem som sat i mørke indtil tiden for Pouls fængsling ved Cæsarea, da han omkom, ved et uheld, i den store nedslagtning af tyve tusinde jøder mens han plejede de lidende og døende. Ganid var, på dette tidspunkt, begyndt at lære hvorledes hans lærer tilbragte sin fritid i denne usædvanlige personlige tjeneste til sine medmennesker, og den unge inder gik i gang med at finde ud af motivet for disse uophørlige aktiviteter. Han spurgte, Hvorfor beskæftiger du dig selv vedvarende med disse besøg hos fremmede? Og Jesus svarede: Ganid, intet menneske er en fremmed til en som kender Gud. I erfaringen med at finde Faren i himmelen vil du opdage at alle mennesker er dine brødre, og syntes det mærkeligt at man skulle nyde opmuntringen af at møde en nylig opdaget broder? At gøre

5 sig bekendt med ens brødre og søstre, at kende deres problemer og at lære at elske dem, er livets højeste erfaring. Dette var et møde som varede til langt ud på natten i hvilket forløb den unge mand anmodede Jesus om at fortælle ham forskellen mellem Guds vilje og det menneskelige sinds handling af at vælge hvilket også er kaldt vilje. I det væsentlige sagde Jesus: Guds vilje er Guds måde, fællesskab med valget af Gud overfor ethvert potentielt alternativ. At gøre Guds vilje, er derfor, den fremadskridende erfaring af at blive mere og mere som Gud, og Gud er kilden og skæbnen for alt som er godt og skønt og sandt. Menneskets vilje er menneskets måde, summen og indholdet af det som den dødelige vælger at være og gøre. Vilje er det vel overvejet valg af et selvbevidst væsen som fører til beslutning-handlemåde baseret på intelligent overvejelse. Denne eftermiddag havde både Jesus og Ganid nydt at lege med en meget intelligent hyrdehund, og Ganid ønskede at vide om hunden havde en sjæl, om den havde en vilje, og i reaktion til hans spørgsmål sagde Jesus: Hunden har et sind som kan kende materielle mennesker, hans herre, men kan ikke kende Gud, som er ånd; derfor besidder hunden ikke en åndelig natur og kan derfor ikke nyde en åndelig erfaring. Hunden kan have en vilje udledt fra naturen og forøget ved træning, men sådan en sindskraft er ikke en åndelig styrke, ej heller er den sammenlignelig til den menneskelige vilje, for så vidt som at den ikke er tænkende den er ikke et resultat af indsigtsfulde højere og moralske betydninger eller af vælgende åndelige og evige værdier. Det er besiddelsen af sådanne krafter af åndelig skelnen og sandhedsudvælgelse der gør det dødelige menneske til et moralsk væsen, en skabning udstyret med kendetegnene af åndelig ansvar og potentialet for evig overlevelse. Jesus fortsatte med at forklare at det er fraværet af sådanne mentale krafter i dyret som for altid gør det umuligt for dyreverden at udvikle sprog i tiden eller at erfare noget tilsvarende til personligheds overlevelse i evigheden. Som et resultat af denne dags undervisning nærede Ganid aldrig igen tro på sjælevandring af menneskenes sjæle ind i dyrenes kroppe. Den næste dag Ganid snakkede alt dette igennem med sin far, og det var som svar på Gonods spørgsmål at Jesus forklarede at menneske viljer som fuldstændig er beskæftiget med vedtagelser om verdslige beslutninger som kun har at gøre med midlertidige erfaring af materielle problemer af dyrisk oprindelse er dømt til udslettelse i tiden. Dem som tager helhjertede moralske beslutninger og ukvalificerede åndelige valg er derfor i stigende grad identificeret med den iboende og guddommelige ånd, og derved bliver de i stadig større udstrækning omdannet til værdierne af evig overlevelse uendelig fremgang af guddommelig tjeneste. Det var på den selvsamme dag at vi først hørte den betydningsfulde sandhed som, forfattet i moderne vendinger, ville betyde; Vilje er den manifestation af det menneskelige sind som gør den subjektive bevidsthed i stand til at udtrykke sig selv objektivt og til at erfare fænomenet af stræbelsen efter at være Guddommelig. Og det er i en vis forstand det samme at enhver overvejende og åndelig indstillet menneskelig væsen kan blive skabende. 3. Ved Alexandria

6 Det havde været et begivenhedsrigt besøg ved Casærea, og da båden en dag var færdig, afrejste Jesus og og hans to venner ved middagstid til Alexandria i Egypten. De tre nød en meget behagelig overfart til Alexandria. Ganid var glad for rejsen og holdt Jesus beskæftigede med at besvare spørgsmål. Som de nærmede sig byens havn, blev den unge mand begejstret for det store fyrtårn af Pharos, placeret på en ø som Alexander havde forbundet med en mole (havnedæmning) til hovedlandet, derved skabende to storslåede havne og gørende Alexandria til søfartens kommercielle korsvej til Afrika, Asien, og Europa. Dette store fyrtårn var et af verdens syvende vidundere og var forløberen for alle efterfølgende fyrtårne. De stod tidlig op om morgen for at kigge på denne storslået livsreddende menneske opfindelse, og midt iblandt Ganids begejstring sagde Jesus: Og du, min søn vil blive som dette fyrtårn når du vender tilbage til Indien, selv efter at din far er lagt til hvile; vil du blive som livets lys til dem som sidder omkring dig i mørke, visende alle som ønsker vejen til at nå den frelsende havn i sikkerhed. Og da Ganid klemte Jesus hånd. sagde han. Jeg vil. Vi bemærker igen at de tidligere lærere af den Kristne religion gjorte en stor fejltagelse da de udelukkende vendte deres opmærksomhed mod den Romerske verdens vestlige civilisation. Jesus lære, som den blev næret i det første århundrede af de mesopotamiske troende, ville være blevet beredvilligt modtaget at de forskellige Asiatiske religiøse grupper. Fire timer efter ankomst havde de slået sig ned nær den østlige ende af den lange og brede boulevard, tredive meter bred og 8 kilometer lang, som strakte sig ud til den vestlige grænse af denne by på en million mennesker. Efter den første besigtigelse af denne bys hoved attraktioner universitetet (museet), biblioteket, Alexanders kongelige mausoleum, paladset, Neptuns tempel, teateret, og gymnasiet tog Gonod fat på forretningerne mens Jesus og Ganid gik til biblioteket, det største i verden. Her var samlet næsten en million manuskripter fra hele den civiliseret verden: Grækenland, Rom, Palæstina, Partien, Indien, Kina, og selv fra Japan. I dette bibliotek så Ganid den største samling af indisk litteratur i hele verden; og de tilbragte noget tid hver dag her under hele opholdet i Alexandria.Jesus fortalte Ganid om oversættelserne af de hebræiske skrifter til græsk på dette sted. De drøftede igen og igen alle verdens religionerne, og Jesus bestræbe sig for at fremhæve sandheden i hver af dem til dette unge sind, altid med tilføjelsen: Men Jahvé er den Gud som er udviklet fra Melchizedeks åbenbaringer og pagten med Abraham. Jøderne var Abrahams afkom og bosatte sig i det selvsamme land hvor Melchizedek havde levet og undervist, og fra hvilket han udsendte undervisere til hele verden, og i sidste instans skildre deres religion en klarere genkendelse af Herren Israels Gud som den Universelle Far i himmelen end nogen andet verdens religion. Under Jesus ledelse samlede Ganid en samling af alle verdens religionernes lærer som anerkendte en Universel Guddom, selv om de også gav en mere eller mindre anerkendelse til underordnede guddomme. Efter mange drøftelser besluttede Jesus og Ganid at Romerne ikke havde nogen virkelig Gud i deres religion, at deres religion næppe var mere end kejser tilbedelse. De konkluderede at Grækerne havde en filosofi, men næppe en religion med en personlig Gud. De forkastede de mystiske kulter på grund af deres mangfoldigheds forvirring, og fordi deres varierede begreber om Guddom syntes at være udledt fra andre og ældre religioner. Selv om disse oversættelser blev samlet i Alexandria, så bragte Ganid ikke disse i orden og tilføjede sin

7 egen personlige konklusion førend ved afslutningen af deres ophold i Rom. Han var meget overrasket over at opdage at det bedste fra forfatterne af verdens helligste litteratur alle mere eller mindre klart anerkendte eksistensen af en evig Gud og stort set var enige med hensyn til hans karakter og hans forhold til dødelige mennesker. Jesus og Ganid tilbragte meget tid i museet under deres besøg i Alexandria. Dette museum var ikke en samling af sjældne genstande men snarere et universitet af fin kunst, videnskab, og litteratur. Lærte professorer gav daglig foredrag her, og på den tid var det den vestlige verdens intellektuelle center. Dag efter dag forklarede Jesus foredragene til Ganid; og en dag under den anden uge udbrød den unge mand: Lærer Joshua, du ved mere end disse professorer; du skulle stå op og fortælle dem alle de store ting du har fortalt mig; de er omtåget af for meget tænkning. Jeg vil tale med min far og få ham til at aftale det. Jesus smilede og sagde: Du er en beundringsværdig elev, men disse lærere er ikke indstillet på at du og jeg skal undervise dem. Stoltheden af ikke åndeliggjort lærdom er en upålidelig sag i den menneskelige erfaring. Den sande lærer bevarer sin intellektuelle integritet ved altid at vedblive med at være en elev. Alexandria var byen med de blandede kulturer fra vesten og næst efter Rom den største og mest storslået i verden. Her lå verdens største jødiske synagoge, regeringssædet for Alexandria synedriumet, de halvfjerds ældste herskende. Blandt de mange mænd med hvem Gonod gennemførte forretninger var en vis jødisk bankmand, Alexander, hvis bror Philo, på den tid, var en berømt religiøs filosof. Philo var engageret i den prisværdige men yderst vanskelige opgave at harmonisere Græsk filosofi og Hebræisk teologi. Ganid og Jesus talte meget om Philos undervisning og forventede at være tilstede ved nogle af hans foredrag, men under hele opholdet i Alexandria lå denne berømte Hellenistiske jøde syg i sengen. Jesus anbefalede meget i den græske filosofi og de stoiske læresætninger til Ganid, men han påpegede overfor knægten at sandheden i disse systemer af tro, ligesom de utydelige lærer af nogle af hans egne folk, kun var religioner i en vis forstand idet at de førte mennesket til Gud og nød en levende erfaring i at kende den Evige. 4. SAMTALEN ON VIRKELIGHED Natten før de forlod Alexandria havde Jesus og Ganid et langt besøg med en af regeringens professorer som holdt foredrag på universitetet om Platos lære. Jesus forklarede for den lærte græske lærer men tilførte intet af hans egen lære i gendrivelsen af den græske filosofi. Gonod var væk i forretnings øjemed denne aften; så, efter at professoren var gået, havde læren og hans elev en lang og hjerte til hjerte samtale om Platos lære. Mens Jesus gav kvalificeret anerkendelse af noget af den græske lære som havde at gøre med den teori at de materielle ting i verden er skyggeagtige refleksioner af usynlige men mere substantielle åndelige virkeligheder, så søgte han at lægge et mere pålidelig grundlag for knægtens tænkning; så han begyndte en lang afhandling vedrørende naturen af universets virkelighed. I det væsentlige og i moderne fraseologi sagde Jesus til Ganid: Kilden for universets virkelighed er den Uendelige. De materielle ting fra den endelige skabelse er tid-

8 rum eftervirkningerne fra Paradismønstret og det Universelle Sind af den Evige Gud. Årsagsforhold i den fysiske verden, selvbevidsthed i den intellektuelle verden, og udviklende selvskab i den åndelige verden disse virkeligheder, projiceret på en universel skala, kombineret i evig forbundethed, og erfaret med perfektion i kvalitet og guddommelighed i værdi udgør virkeligheden af den Højeste. Men i et altid forandrende univers er den Oprindelige Personlighed af årsag, intelligens, og åndelig erfaring uforanderlig, absolut. Alle ting, selv i et evigt univers af ubegrænset værdier og guddommelige kvaliteter, vil, og ofte bliver forandret undtagen de Absolutte og det som, har opnået den fysiske status, intellektuelle omfavnelse, eller åndelig identitet som er absolut. Det højeste niveau som en finit skabning kan udvikle sig er til anerkendelsen af den Universelle far og kendskabet af den Højeste. Og endda selv sådanne væsener af endeligheds skæbne fortsætter med at erfare forandringer i bevægelserne af den fysiske verden og i dets materielle fænomener. Ligeledes vedbliver de med at være opmærksomme på selvets udvikling i deres vedvarende opstigning af det åndelige univers og af den voksende bevidsthed i deres uddybende forståelse af, og reaktion til, det intellektuelle kosmos. Kun i perfektionen, harmonien, og i viljens enstemmighed kan skabningen blive som en med Skaberen; og en sådan tilstand af guddommelighed er kun opnået og opretholdt af skabningens vedvarende liv i tiden og evighed ved konsekvent tilpasning af hans finite personlige vilje til Skaberens guddommelige vilje. Ønsket om at gøre Farens vilje skal altid være det højeste i sjælen og herskende over sindet af den opstigende Gudesøn. En én-øjet person kan aldrig håbe at visualisere perspektivets dybde. Ej heller kan én-øjede materielle videnskabsmænd eller én-øjede mystikere og allegorikerne korrekt visualisere og fyldestgørende forstå den sande dybde af universets virkelighed. Alle sande værdier af menneskets erfaring er skjult i dybden af erkendelse. Tankeløse årsagsforhold kan ikke udvikle det forfinede og komplekse fra det ubearbejdet og det ukompliceret, ej heller kan åndeløs erfaring udvikle evig overlevende guddommelige karakter fra de materielle sind af de dødelige i tiden. Universets ene egenskab som så udelukkende karakterisere den uendelige Guddom er den uendelige skabende overdragelse af personlighed som kan overleve i fremadskridende Guddoms opnåelse. Personligheden er den kosmiske evne, den fase af universets virkelighed, som kan bestå sammen med ubegrænset forandring og på samme tid bevare sin identitet i den selvsamme tilstedeværelse af alle sådanne forandringer og for altid fremover. Livet er en afpasning af den oprindelige kosmiske årsag til de krav og mulighederne af universets situationer, og det opstå fra det Universelle Sinds handling og fra aktiviseringen Guds åndegnist som er ånd. Livets mening er dets tilpasningsevne; livets værdi er dets udbredelsesevne selv til højderne af Guds-bevidsthed. Fejltilpasning af selvbevidst liv til universet resulterer i kosmisk disharmoni. Afgørende afvigelse af personligheds vilje fra universets retning ender i intellektuel isolation, personligheds adskillelse. Tab af den iboende åndelige pilot indtræffer ved ophør af åndelig eksistens. Intelligent og udviklende liv bliver så, i og af sig selv, et ubestridelig bevis på eksistensen af en målbevidst univers udtrykkelse af den guddommelige Skabers vilje. Og dette liv, alt i alt, kæmper mod højere værdier, havende som sit endelige mål den Universelle Far. Kun i grads forskel besidder mennesket sind ovenover det dyriske niveau bortset fra de højere og tilsyneladende åndelige tjenester af forstanden. Derfor kan ( som ikke har gudsdyrkelse og visdom) dyr

9 erfare overbevidsthed, bevidsthed om bevidsthed. Det dyriske sind er kun bevidst om det objektive univers. Kundskab er virkefeltet for det materielle og realitetssøgende sind. Sandhed er området for den åndelige begavet forstand som er bevidst om at kende Gud. Kundskab er bevislig; sandhed er erfarende. Kundskab er en sinds besiddelse; sandhed en sjælelig erfaring af det udviklende selv. Kundskab er en funktion på det ikke åndelige niveau; sandhed er en fase af universernes sind-ånds niveau. Det materielle sinds øje opfatter en verden af virkelig kundskab; den åndeliggjorte forstands øje erkender en verden af sande værdier. Disse to synspunkter, synkroniseret og harmoniseret, afslører en virkelighedens verden, hvori visdom fortolker universets fænomen udtrykt i fremadskridende personlig erfaring. Fejltagelse (ondt) er straffen for ufuldkommenhed. Kvaliteterne ved ufuldkommenhed eller kendsgerningerne ved fejltilpasning er åbenbaret på det materielle niveau ved kritisk observation og ved videnskabelig analyse; og på det moralske niveau, ved menneskelig erfaring. Tilstedeværelsen af ondt udgør beviset på sindets unøjagtigheder og det udviklende selv s umodenhed. Ondt er, derfor, også et mål for fortolkning af universets ufuldkommenhed. Muligheden for at lave fejltagelser er arvelig i erhvervelsen af visdom, systemet med fremskridt fra det delvise og tidsmæssige til det komplette og evige, fra det relative og uperfekte til det endelige og perfekte. Fejltagelse er skyggen af relativ ufuldstændighed som mennesket nødvendigvis må møde på sin opstigende univers vej mod Paradisets perfektion. Fejltagelse (ondt) er ikke en virkelig univers kvalitet; den er simpelthed observationen af en relativitet i forbindelse med ufuldkommenhedens endelig af det uperfekte til de opstigende niveauer af den Højeste og Yderste. Skønt Jesus fortalte alt dette til knægten i et sprog som var bedst egnet for hans forståelse, så var Ganid ved afslutningen af samtalen meget søvnig og faldt hurtig i søvn. De stod tidligt op næste morgen for at gå ombord på båden bestemt for Lasea på øen Kreta. Men før de gik ombord, stillede knægten stadig flere spørgsmål om ondt, til hvilket Jesus svarede: Ondt er et relativitets begreb. Det opstår ud af observationen af det uperfekte som fremkommer i skyggen kastet af en endeligt univers af ting og væsener som et sådan kosmos formørker det levende lys af det universelle udtryk af de evige virkeligheder af den Uendelige Ene. Potentiel ondt er arvelig i den nødvendige ufuldkommenhed af Guds åbenbaringen som et tid-rum begrænset udtryk af uendelighed og evighed. Det delvise faktum i tilstedeværelsen af det komplette udgør relativitet af virkeligheden, skaber nødvendighed for intellektuel udvælgelse, og tilvejebringer værdi niveauer af åndelig genkendelse og reaktion. Det ufuldkomne og endelige begreb af den Uendelige som er næret af de midlertidige og begrænsende skabningers sind er, i og af sig selv, potentiel ondt. Men den forøgende fejltagelse af uretfærdig ufuldkommenhed i fornuftig åndelig berigtigelse af disse oprindelige arvelige intellektuelle disharmonier og åndelige utilstrækkeligheder, er ensbetydende med virkeligheden af virkelig ondt. Alle statiske, døde, begreber er potentielt onde. Den endelige skygge af relativ og levende sandhed er uophørlig bevægende. Statiske begreber retarderer uundgåelig videnskaben, politik, samfundet, og religion. Statiske begreber kan repræsentere en vis kundskab, men de er mangelfulde i visdom og fri for sandhed. Men tillad ikke relativitets begrebet til at mislede dig så du forsømmer at genkende

10 koordinationen af universet under vejledning af det kosmiske sind, og dets stabiliseret kontrol af energi og ånd af den Højeste. 5. PÅ ØEN KRETA De rejsende havde kun et formål med at komme til Kreta, og det var for at lege, for at gå rundt på øen, og for at vandre i bjergene. På den tid nød Kretanerne ikke nogen misundelsesværdig anseelse blandt de omkringliggende folk. Ikke desto mindre, vandt Jesus og Ganid mange sjæle til de højere niveauer af tænkning og det at leve, og lagde således grundlaget for en hurtig modtagelse af den senere evangeliske lærer da de første prædikanter fra Jerusalem ankom. Jesus elskede disse Kretanere, til trods for de hårde ord som Poul senere udtalte om dem da han efterfølgende sendte Titus til øen for at omorganisere deres kirker. Oppe på Kretas bjergside havde Jesus sin første lange samtale med Gonod angående religion. Og faren var meget imponeret, så han sagde: Det er ingen overraskelse at drengen tror på alting som du fortæller ham, men jeg vidst ikke at de havde en sådan religion selv i Jerusalem, og meget mindre i Damascus. Det var under opholdet på Kreta at Gonod først foreslog Jesus at han skulle rejse med tilbage til Indien med dem, og Ganid var begejstret ved tanken om at Jesus måske ville indvillige i en sådan aftale. En dag da Ganid spurgte Jesus hvorfor han ikke havde helliget sig selv til arbejdet som en offentlig lærer, sagde han: Min søn, alting må afvente den rette tids kommen. Du er født ind i denne verden, men ingen mængde af bekymring og ingen manifestationer af utålmodighed vil hjælpe dig med at vokse op. Du må, i alle sådanne sager, vente på tiden. Tiden alene vil modne den grønne frugt på træet. Sæson følger sæson og solnedgang følger solopgang kun i tidsforløbet. Jeg er nu på vej til Rom med dig og din far, og det er tilstrækkelig for i dag. Min dag i morgen er helt i hænderne på min Far i himmelen. Og så fortalte han Ganid historien om Moses og de fyrre år i årvågen venten og vedvarende forberedelse. Der skete en ting under besøget til Fair Havens som Ganid aldrig glemte; hukommelsen fra denne episode forårsagede at han altid ønskede at han kunne gøre noget for at forandre kastesystemet i sit hjemland Indien. En fuld degenereret angreb en slave pige på den offentlige hovedvej. Da Jesus så pigens tilstand, skyndte han sig frem og trak den unge pige væk fra den gale mands overfald. Mens det skrækslagen barn holdt fast i ham, holdte han den rasende mand på sikker afstand med sin kraftige udstrakte højre arm indtil den stakkels fyr havde udmattet sig selv slående i luften med sine vrede slag. Ganid følte en stærk trang til at hjælpe Jesus med at klare affæren, men hans far forbød ham. Selvom de ikke kunne tale pigens sprog, så kunne hun forstå deres barmhjertigheds handling og gav udtryk for sin hjertelig påskønnelse mens de alle tre fulgte hende hjem. Dette var sandsynligvis det nærmeste en personlig sammenstød med hans medmennesker som Jesus nogensinde havde igennem hele sit liv i kødet. Men han havde en svær opgave den aften i forsøget på at forklare Ganid hvorfor han ikke slog den fulde mand. Ganid tænkte at denne mand skulle have haft lige så mange slag som han gav til pigen. 6. DEN UNGE MAND SOM VAR BANGE

11 Mens de var oppe i bjergene, havde Jesus en lang samtale med en ung mand som var bange og nedtrykt. I mangel af at opnå trøst og mod fra forbindelse med sine kammerater, havde denne unge mand søgt ensomheden i bakkerne; han var vokset op med en følelse af hjælpeløshed og mindreværd. Disse naturlige tendenser var blevet forstørret ved gentagende svære forhold som knægten var kommet ud for da han voksede op, især, tabet af faren da han var tolv år gammel. Da de mødtes, sagde Jesus: Vær hilset, min ven! Hvorfor så nedtrykt på sådan en skøn dag? Hvis noget er sket som har forvoldt dig sorg, så kan jeg, måske på en eller anden måde hjælpe dig. I det mindste giver det mig virkelig glæde at kunne tilbyde min tjeneste. Den unge mand havde ikke lyst til at tale, så Jesus fremkom med endnu en tilnærmelse til hans sjæl, sigende: Jeg forstår at du er kommet op i disse bakker for at komme væk fra folk; så, selvfølgelig, ønsker du ikke at tale med mig, men jeg vil gerne vide om du er fortrolig med disse bakker; kender du stiens retning? og, måske, kan du fortælle mig om den bedste rute til Føniks? Nu da dette unge menneske var meget fortrolig med disse bjerge, blev han rigtig meget interesseret i at fortælle Jesus vejen til Føniks, så meget at han begyndte at afmærke alle stierne i området og forklarede udførligt enhver detalje. Men han blev overrasket og gjort nysgerrig da Jesus, efter at have sagt farvel og gørende mine til at forlade stedet, pludselig vender sig mod ham, sigende : Jeg ved udmærket at du ønsker at være alene med din trøstesløshed; men det ville hverken være venligt eller ærligt af mig at modtage en sådan gavmild hjælp fra dig om hvorledes jeg bedst finder vej til Føniks og så tankeløs at gå væk fra dig uden at gøre den mindste anstrengelse for at besvare din bønfaldende anmodning om hjælp og vejledning vedrørende den bedste vej til skæbnemålet som du søger i dit hjerte mens du dvæler her på bjergsiden. På samme måde som du så godt kender stierne til Føniks, havende gennemkrydset dem mange gange, således kender jeg godt vejen til byen for dit skuffet håb og forpurrede ambitioner. Og siden at du har spurgt mig om hjælp, vil jeg ikke skuffe dig. Den unge mand var næsten besejret, men det lykkedes ham at at fremstamme. Men jeg spurgte dig ikke om noget Og Jesus, mens han lagde en venlig hånd på hans skulder, sagde: Nej, søn, ikke med ord men med længselsfulde øjne appellerer du til mit hjerte. Min dreng, til én som elsker sine medmennesker er der en veltalende bøn om hjælp i dit ansigtsudtryk af skuffelse og fortvivlelse. Sæt dig ned sammen med mig mens jeg fortæller dig om de tjeneste stier og lyksaglighed hovedveje som fører fra sorg i selvet til glæden af kærlige handlinger i broderskabet af mænd og i tjeneste af den himmelske Gud. På dette tidspunkt ønskede den unge mand meget at tale med Jesus, og han knælede ved hans fødder bønfaldende Jesus om at hjælpe ham, at vise ham flugtvejen fra hans verden af personlig sorg og nederlag. Jesus sagde: Min ven, rejs dig! Stå op som en mand! Du er måske omringet af små fjender, og forsinket af mange forhindringer, men de store ting og de virkelige ting af denne verden og universet er på din side. Solen står op hver morgen for at hilse på dig såvel som til den mest magtfulde og velstående mand på jorden. Se her du har en stærk krop og kraftige muskler din fysiske tilstand er bedre end gennemsnittet. Selvfølgelig, er den næsten unyttig mens du sidder her ude på bjergsiden og sørger over din ulykke, virkelig eller fantasi. Men du kunne gøre store ting med din krop hvis du ville skynde dig hen til hvor store ting venter på at blive gjort. Du prøver at løbe væk fra dit ulykkelige selv, men dette kan ikke lade sig gøre. Du og dine problemer med at leve er virkelige; du kan ikke flygte fra dem så længe du lever. Men se her igen, dit sind er rent og egnet. Din stærke krop har et intelligent sind til at lede den. Ret dit sind mod arbejdet med at løse dets problemer; lær din intelligens at arbejde for dig; sige nej til længere at være domineret af frygt som et utænkende dyr. Dit sind bør være din modige

12 allieret i løsningen af dit livs problemer i stedet for at du, som du har været, dets ussel bange slave og trælbundne tjener af nedtrykthed og nederlag. Men det mest værdifulde af alt, dit potentiale af virkelig præstation er ånden som lever indeni dig og som vil stimulerer og inspirer dit sind til at kontrollerer sig selv og aktiverer kroppen hvis du vil frigive den fra frygtens lænker og således sætte din åndelige natur i stand til at begynde din forløsning fra uvirksomhedens onde ved hjælp af kraft-tilstedeværelsen af levende tro. Og straks derefter, vil denne tro besejre menneskets frygt ved den uimodståelige tilstedeværelse af denne nye og alt-dominerende kærlighed til dine medmennesker som meget snart vil fylde din sjæl til overflod på grund af bevidstheden, som er blevet født i dit hjerte, om at du er et barn af Gud. Denne dag, min søn, vil du blive genfødt, gen-etableret som en mand af tro, mod, og hengiven tjeneste til mennesket, for Gud s skyld. Og når du bliver tilpasset til livet indeni dig selv, bliver du ligeledes tilpasset til universet, du er blevet åndeligt genfødt født af ånden og fra nu af vil hele dit liv blive et med sejrende bedrifter. Bekymringer vil styrke dig; skuffelser vil anspore dig; vanskeligheder vil udfordre dig; og forhindringer vil stimulere dig. Stå op, unge mand! Sig farvel til livet med krybende frygt og flygtende fejhed. Skynd dig tilbage til pligten og lev dit liv i kødet som en søn af Gud, en dødelig viet til den forædlede tjeneste af mennesket på jorden og bestemt til den prægtige og evige tjeneste af Gud i evigheden. Og denne unge mand, Fortune, blev siden lederen af de Kristne på Kreta og en nær medarbejder af Titus i hans arbejde med at opløfte de Kretanske troende. De rejsende var oprigtig udhvilet og styrket da de en eftermiddag en dag gjorte sig klar til at sejle mod Kartago i nord Afrika, med ophold i to dage ved Cyrene. Det var her at Jesus og Ganid gav første hjælp til en knægt ved navn Rufus, som var blevet såret ved sammenbruddet fra en lastet oksekærre. De bar ham hjem til hans mor, og hans far, Simon, som ikke kunne drømme om, at den mands kors som han siden skulle bære på ordre fra en romersk soldat ville være den fremmed som engang hjalp hans søn. 7. Ved Katago samtalen om tid og rum Det meste af tiden under turen til Katago talte Jesus med sine medrejsende om sociale, politiske, og handelsmæssige ting; næppe et ord blev sagt om religion. For første gang opdagede Gonod og Ganid at Jesus var en god historiefortæller, og de holdt ham optaget af at fortælle om sit tidligere liv i Galilæa. De lærte også at han var opvokset i Galilæa og ikke i hverken Jerusalem eller Damascus. Da Ganid spurgte om hvad man skulle gøre for at få venner, efter at have iagttaget at flertallet af de personer som de tilfældigt mødte blev tiltrukket til Jesus, sagde hans lærer : Bliv interesseret i dine medmennesker; lær hvordan man kan elske dem og vær opmærksom på muligheden for at gøre noget for dem som du sikkert ved de ønsker gjort, og så citerede han et gammelt jødisk ordsprog Et menneske som ønsker venner må selv udvise venlighed. Ved Katago havde Jesus en lang og mindeværdig samtale med en Mitraisk præst om udødelighed, om tid og evighed. Denne perser var udlært i Alexandria, og han ønsker oprigtig at lære af Jesus. Udtrykt i ord af i dag, var hovedindholdet af hvad Jesus sagde som svar til hans mange spørgsmål:

13 Tid er en strøm af flydende tidsmæssige begivenheder opfattet af væseners bevidsthed. Tid er et navn givet til en række foranstaltninger hvorved begivenheder er genkendt og udskilt. Universet af rum er et tids-forbundet fænomen når det er betragtet fra enhver indvendig position udenfor bopælen af Paradiset. Bevægelsen af tid er kun afsløret i forbindelse med noget som ikke er i bevægelse i rummet som et tids fænomen. I universernes univers overskrider Paradiset og dets Guddomme både tid og rum. På de beboede verdner, er den menneskelige personlighed (beboet og tilpasset af Paradis Farens ånd) den eneste fysiske forbundet virkelighed som kan overskride den materielle rækkefølge af tidsmæssige begivenheder. Dyr opfatter ikke tiden på samme måde som mennesket, og selv for mennesket, på grund af dets opdelte og afgrænset synsvinkel, forekommer tiden som en række af begivenheder; men når mennesket stiger op, når det udvikler sig indad, så er den udvidende synsvinkel af denne begivenheds proces mere og mere erkendt i dens helhed. Det som tidligere fremstod som en række af begivenheder vil nu blive set som en helhed og perfekt forbundet cyklus; på denne måde vil kredsformet samtidighed i stigende grad fortrænge den forhenværende bevidsthed af linieformet række af begivenheder. Der er syv forskellige begreber af rum som er betinget af tid. Rummet er målt af tid, ikke tiden af rum. Videnskabens forvirring vokser ud af fejltagelsen af at opdage rummets virkelighed. Rummet er ikke kun et intellektuel begreb af variationen af universets genstandes forbundethed. Rummet er ikke tomt, og den eneste ting som mennesket kender som delvis kan overskride rummet er sindet. Sindet kan fungere uafhængig af begrebet om rum-forbundetheden af materielle genstande. Rummet er relativt og forholdsvis endelig til alle væsener af skabende status. Desto nærmere bevidstheden tilnærmer sig opmærksomheden af de syv kosmiske dimensioner, desto mere bliver begrebet af potentiel rum tilnærmet ydersteheden. Men rummets potentiale er virkelig kun yderst på det absolutte niveau. Det må være åbenbart at universel virkelighed har en udvidende og altid relativ betydning på de opstigende og perfekte kosmiske niveauer. Til syvende og sidst, opnår overlevende dødelige identitet i et syv-dimensionalt univers. Tid-rum begrebet fra et sind af materiel oprindelse er bestemt til at gennemgå en række af udvidelser efter hinanden når den bevidst og opfattende personlighed stige opad universernes niveauer. Når mennesket opnår sindet som kommer imellem det materielle og det åndelige niveau af eksistens, vil dets idéer om tid-rum blive overordentlig udvidet både med hensyn til begrebskvalitet og erfaringskvantitet. De udvidende kosmiske begreber af en fremadskridende åndelig personlighed skyldes forøgelser af både indsigts dybde og bevidstheds horisont. Og når personligheden fortsætter, opad og indad, til de transcendentale niveauer af Guddoms-lighed, vil tid-rum begrebet i stadig større udstrækning tilnærme sig de tidsløse og rumløse begreber af den Absolutte. Relativt, og i overensstemmelse med transcendental opnåelse, vil disse begreber af det absolutte niveau blive forudset af børnene af yderste skæbne. 8. PÅ VEJEN TIL NAPOLI OG ROM Det første stop på vejen til Italien var ved øen Malta. Her havde Jesus en lang snak med en nedtrykt og

14 modløs ung fyr som hed Claudus. Denne fyr havde overvejet at tage sit liv, men da han var færdig md at tale med den skriftkloge fra Damaskus, sagde han: Jeg vil se livet i øjnene som en mand; Jeg er færdig med at være en kujon. Jeg vil gå tilbage til mit folk og begynde forfra. Kort tid efter blev han en entusiastisk prædikant for Kynikerne, og senere igen sluttede han sig sammen med Peter i bekendtgørelsen af kristendommen i Rom og Napoli, og efter Peters død gik han til Spanien og prædikede evangeliet. Men han vidste ikke at den mand som inspirerede ham på Malta var den Jesus som han efterfølgende forkyndte som Verdens Frelser. Ved Syracuse tilbragte de en hel uge. Den bemærkelsesværdige begivenhed ved deres stop her var resocialiseringen af Ezra, den frafaldne jøde, som drev kroen hvor Jesus og hans følge stoppede. Ezra var charmeret af Jesus måde at gribe noget an på og spurgte ham om hjælp til at komme tilbage til Israels tro. Han udtrykte sin håbløshed ved at sige, Jeg ønsker at være en ægte søn af Abraham, men jeg kan ikke finde Gud. Jesus sagde: Hvis du virkelig ønsker at finde Gud, så er ønsket i sig selv bevis på at du allerede har fundet ham. Din bekymring er ikke at du ikke kan finde Gud, for Faren har allerede fundet dig; din bekymring er simpelthen at du ikke kender Gud. Har du ikke læst i Profeten Jeremia, Du skal søge mig og finde mig når du søger efter mig med hele dit hjerte? Og igen, siger den samme profet: Og jeg vil give jer et hjerte så i kan kende mig, at jeg er Herren, og i skal tilhøre mit folk, og jeg vil være jeres Gud? Og har du ikke også læst i den hellige skrift hvor det siges: Han kigger ned til mennesket, og hvis nogen vil sige; Jeg har syndet og fordærvet det som var rigtigt, og det gavnede mig ikke, så vil Gud befri denne persons sjæl fra mørket, og han skal se lyset? Og Ezra fandt Gud og tilfredsstillelsen af hans sjæl. Senere, i forbindelse med en velstående græsk omvendt, byggede denne jøde, den første kristne kirke i Syracuse. Ved Messina stoppede de kun en dag, men det var lang tid nok til at forandre en lille drengs liv, en frugtsælger, af hvem Jesus købte frugt og til gengæld bespiste med livets brød. Knægten glemte aldrig Jesus ord og det venlige blik som fulgte med dem og idet han lagde sin hånd på drengens skulder, sagde han: Farvel, min knægt, vær ved godt mod mens du vokser op til manddom og efter at du har lært at bespise kroppen lær også hvordan du bespiser sjælen. Og min Far i himmelen vil være med dig og gå foran dig. Knægten blev en entusiast af den Mitraiske religion og vendte sig senere mod den kristne tro. Til sidst nåede de Neapel og følte at de ikke var ret langt væk fra deres rejsemål, Rom. Gonod havde mange forretninger at udføre i Neapel, og bortset fra den tid som var krævet af Jesus som tolk, tilbragte han og Ganid deres fritid med besøg og udforskning af byen. Ganid var blevet en mester i at få øje på dem som viste sig at være i nød. De fandt meget fattigdom i byen og uddelte mange almisser. Men Ganid forstod aldrig meningen af Jesus ord når han, efter at have givet en mønt til en gadetigger, nægtede at stoppe og tale trøstende til manden. Jesus sagde. Hvorfor spilde ord på en som ikke kan opfatte meningen med hvad du siger? Farens Ånd kan ikke lærer og redde en som ikke har evne for sønskab. Hvad Jesus mente var at manden ikke havde et normalt sind; han manglede evnen til at reagere på åndelig ledelse. Der var ingen iøjefaldende oplevelser i Neapel; Jesus og den unge mand undersøgte grundig byen og spredte god opmuntring med mange smil til hundredvis af mænd, kvinder, og børn. Herfra rejste de via Capua til Rom, efter et stop på tre dage i Capua. Via Appian Vejen rejste de sammen

15 med deres pakkedyr mod Rom og alle tre var ivrig efter at se denne kejserrigets herskerinde og den største by i hele verden.