DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling) 29. juni 1989 *

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling) 29. juni 1989 *"

Transkript

1 VREUGDENHIL M. FL. / LANDBRUGS- OG FISKERIMINISTERIET DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling) 29. juni 1989 * I sag 22/88, angående en anmodning, som Nederlandenes College van Beroep voor het Bedrijfsleven i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, det nederlandske anpartsselskab Industrie- en Handelsonderneming Vreugdenhil BV, Voorthuizen (Nederlandene), og det nederlandske anpartsselskab Gijs van der Kolk Douane Expediteur BV, Harderwijk (Nederlandene), Landbrugs- og Fiskeriministeriet, mod at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af artikel 13a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1687/76 af 30. juni 1976 om fælles gennemførelsesbestemmelser for kontrol med anvendelse af og / eller bestemmelse for produkter fra intervention (EFT L 190, s. 1), som indføjet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 45/84 af 6. januar 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 1687/76 (EFT L 7, s. 5), har DOMSTOLEN (Sjette Afdeling), sammensat af afdelingsformanden T. Koopmans, dommerne G. F. Mancini, C. N. Kakouris, F. A. Schockweiler og M. Diez de Velasco, generaladvokat: W. Van Gerven justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi * Proccssprog: nederlandsk. 2075

2 efter at der er afgivet indlæg af: DOM AF SAG 22/88 Industrie- en Handelsonderneming Vreugdenhil BV og Gijs van der Kolk Douane Expediteur BV ved advokat H. G. Pijnacker Hordijk, Amsterdam, og advokat H. J. Bronkhorst, Haag, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved René Barents, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 19. april 1989, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 24. maj 1989, afsagt følgende Dom 1 Ved kendelse af 15. januar 1988, indgået til Domstolen den 20. januar s.a., har Nederlandenes College van Beroep voor het Bedrijfsleven i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden af artikel 13a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1687/76 af 30. juni 1976 om fælles gennemførelsesbestemmelser for kontrol med anvendelse af og / eller bestemmelse for produkter fra intervention (EFT L 190, s. 1), som indføjet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 45/84 af 6. januar 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 1687/76 (EFT L 7, s. 5). 2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag anlagt af anpartsselskaberne Industrie- en Handelsonderneming Vreugdenhil BV (herefter benævnt»vreugdenhil«) og Gijs van der Kolk-Douane Expediteur BV (herefter benævnt»van der Kolk«) mod det nederlandske Landbrugs- og Fiskeriministerium vedrørende reimport af et parti skummetmælkspulver på kg med fritagelse for told, jfr. den såkaldte ordning for returvarer, der genindføres til Fællesskabets toldområde. 2076

3 VREUGDENHIL M. FL. / LANDBRUGS- OG FISKERIMINISTERIET 3 Ordningen blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 754/76 af 25. marts 1976 om den toldbehandling, som skal anvendes for returvarer ved genindførsel til Fællesskabets toldområde (EFT L 89, s. 1), som giver mulighed for, med toldfritagelse, at genindføre varer, som tidligere er udført, til Fællesskabet. 4 Ifølge forordningens artikel 2, stk. 1, således som bestemmelsen var affattet på det for sagen relevante tidspunkt omfattede begrebet returvarer ikke varer, der ved deres udførsel fra Fællesskabets toldområde havde været genstand for toldbehandling med henblik på ydelse af eksportrestitutioner eller andre beløb i forbindelse med den fælles landbrugspolitik. 5 Kommissionen fastsatte yderligere i forordning (EØF) nr. 1687/76, udstedt under henvisning til bemyndigelsesbestemmelserne i grundforordningerne om oprettelse af fælles markedsordninger for landbrugsprodukter, en række foranstaltninger vedrørende kontrol med anvendelse af og bestemmelse for produkter fra intervention. Denne forordning er blevet suppleret med Kommissionens forordning (EØF) nr. 45/84, hvorved der heri indføjedes en artikel 13a, hvori det bestemmes, at produkter fra intervention, for hvilke der er stillet sikkerhed, ligestilles med produkter, der har været genstand for toldbehandling med henblik på ydelse af eksportrestitutioner. Som følge heraf er disse produkter principielt udelukket fra returvareordningen, jfr. artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 754/76; under særlige omstændigheder kan produkterne dog henføres under denne ordning, såfremt den stillede sikkerhed er inddraget, eller der betales et beløb svarende til sikkerheden, hvis denne allerede er frigivet. 6 Det i hovedsagen omhandlede parti mælkepulver, som stammede fra Forbundsrepublikken Tysklands interventionsorgans lagre, var blevet eksporteret til Jordan i henhold til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3295/84 af 23. november 1984 om levering af forskellige partier skummetmælkspulver som fødevarehjælp (EFT L 309, s. 16). Ved ankomsten til Aqaba var ladningen blevet uegnet til fødevarehjælp som følge af skimmelangreb og beskadiget emballage. 2077

4 DOM AF SAG 22/88 7 Vreugdenhil købte herefter partiet og sendte det først tilbage til Forbundsrepublikken Tyskland og dernæst til Nederlandene, hvor mælkepulveret blev oplagret hos van der Kolk. De to virksomheder ansøgte det nederlandske toldvæsen i Amersfoort om tilladelse til at genindføre partiet under returvareordningen. 8 Ved to afgørelser af 5. og 8. januar 1987, truffet på den kompetente ministers vegne, afslog Inspecteur der Invoerrechten en Accijnzen, Amersfoort, ansøgningen og opkrævede ,80 HFL i importafgift af van der Kolk. Begge afgørelser blev bl. a. begrundet med, at produkterne, som stammer fra interventionslagre, ifølge artikel 13a i forordning (EØF) nr. 1687/76 kun kan betragtes som returvarer, jfr. artikel 2 i forordning (EØF) nr. 754/76, hvis der er erlagt et beløb svarende til den sikkerhed, der var blevet frigivet ved den tidligere eksport. Da dette ikke var tilfældet, kunne den for returvarer gældende toldfritagelse ikke indrømmes. 9 Vreugdenhil og van der Kolk indbragte et annullationssøgsmål mod disse afgørelser for College van Beroep voor het Bedrijfsleven. De gjorde navnlig gældende, at artikel 13a, indføjet i forordning (EØF) nr. 1687/76 ved forordning (EØF) nr. 45/84, var ugyldig, idet Kommissionen ikke havde kompetence til at fravige bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 754/ Den nationale ret besluttede at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»er artikel 13a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1687/76, som indføjet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 45/84, gyldig?«1 1 Vedrørende hovedsagens faktiske omstændigheder, de anfægtede fællesskabsregler, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg for Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. 2078

5 VREUGDENHIL M. FL / LANDBRUGS- OG FISKERIMINISTERIET 12 Vreugdenhil og van der Kolk har gjort gældende, at den omtvistede artikel 13a i virkeligheden ændrer Rådets forordning (EØF) nr. 754/76, der er udstedt med hjemmel i EØF-Traktatens artikler 28, 43 og 235. Hver af disse tre artikler giver imidlertid Rådet en retsanordnende enekompetence, som Kommissionen har tilsidesat ved udstedelsen af forordning (EØF) nr. 45/ De to nederlandske selskaber har erkendt, at artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 754/76 bemyndiger Kommissionen til at vedtage de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af en række bestemmelser i forordningen; artikel 2, stk. 1, hører imidlertid ikke til de bestemmelser, som kan gøres til genstand for gennemførelsesforanstaltninger. Yderligere giver de beføjelser, der er tildelt Kommissionen, den ikke kompetence til at fastsætte regler, som er i strid med de af Rådet vedtagne bestemmelser. Endelig støttes den omtvistede forordning ikke på artikel 15, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 754/76, idet den vedrører et område, som kun indirekte har relation til ordningen for returvarer, nemlig kontrollen med anvendelsen af og bestemmelsen for produkter fra intervention. 1 4 Kommissionen har indledningsvis anført, at produkter fra intervention, normalt leveres til priser under markedsprisen. Derfor må der stilles visse garantier for at hindre spekulation og misbrug, som kan bestå i at udføre de pågældende produkter og herefter genindføre dem som returvarer. 15 Kommissionen har herefter gjort gældende, at den anfægtede artikel 13a ikke er en toldbestemmelse, hvorfor den ikke ændrer Rådets forordning (EØF) nr. 754/76. Artikel 13a har derimod til formål at sikre, at interventionsordningen fungerer tilfredsstillende inden for rammerne af de opgaver, som Kommissionen har fået tildelt i henhold til grundforordningerne vedrørende landbrug. I denne sammenhæng må der anlægges en udvidende fortolkning af begrebet»gennemførelse«i EØF-Traktatens artikel 155, idet der er tale om den fælles landbrugspolitik. 16 Hertil bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis (jfr senest dom af 11. marts 1987, Rau m. fl. mod Kommissionen, de forenede sager 279, 280, 285 og 286/84, Sml. s. 1069, præmis 14, og dom af 8. juni 1989, Association générale des producteurs de blé et autres céréales mod ONIC, sag 167/88, Smi. s. 1653, præ- 2079

6 DOM AF SAG 22/88 mis 15), at det følger af Traktatens opbygning, som artikel 155 må ses som en del af, samt af praktiske hensyn, at begrebet gennemførelse skal fortolkes vidt. Da Kommissionen er den eneste, der er i stand til stadig og opmærksomt at følge udviklingen på landbrugsmarkederne og til at handle med den fornødne hurtighed, kan Rådet se sig foranlediget til på dette område at tildele Kommissionen vide beføjelser. Derfor må grænserne for denne kompetence hovedsagelig bedømmes på grundlag af de vigtigste generelle mål bag markedsordningen. 17 Det skal imidlertid fremhæves, at der kun kan anlægges en så vid fortolkning af Kommissionens kompetence ved bestemmelserne vedrørende markedsordningerne for landbrug. Kommissionen kan derimod ikke påberåbe sig en sådan fortolkning ved bestemmelser, som den har fastsat på grundlag af sine gennemførelsesbeføjelser på landbrugsområdet, når formålet med den pågældende bestemmelse ligger uden for dette område, og der tværtimod er tale om et område, som er udtømmende reguleret af Rådet, og som desuden ikke indrømmer Kommissionen særlige beføjelser. Det må derfor undersøges, om dette gør sig gældende for artikel 13a i forordning (EØF) nr. 1687/ Med denne bestemmelse ville Kommissionen forhindre, at ordningen for returvarer anvendes til at begå svig til skade for Fællesskabets midler, og navnlig at produkter fra interventionslagrene, der sælges til lavere priser end markedsprisen, genindføres til Fællesskabet med fritagelse for importtold. 19 Kommissionen bestemte derfor, at produkter fra intervention skulle sidestilles med varer, der har været genstand for eksportoldbehandling med henblik på ydelse af eksportrestitutioner eller andre beløb, og som derfor principielt er udelukket fra returvareordningen, jfr. artikel 2, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 754/76. Den således trufne foranstaltning indebærer derfor en begrænsning af forordningens anvendelsesområde. 20 Når henses hertil, bemærkes, at selv om Kommissionen ganske vist i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 754/76 har kompetence til at fastsætte de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af en række af forordningens artikler, omfatter denne kompetence ikke artikel 2, stk. 1, som angiver de varer, der ikke 2080

7 VREUGDENHIL M. FL / LANDBRUGS- OG FISKERIMINISTERIET kan betragtes som returvarer. Da Kommissionen ikke engang har kompetence til at fastsætte gennemførelsesbestemmelser for artikel 2, stk. 1, kan den derfor heller ikke udvide bestemmelsens anvendelsesområde. 21 I øvrigt har Kommissionen heller ikke selv henvist til artikel 15 i forordning (EØF) nr. 754/76 som støtte for at udelukke produkter fra intervention fra returvareordningen. Den har derimod gjort gældende, at dens kompetence beror på grundforordningerne om fælles landbrugsordninger, hvorefter den er beføjet til at fastsætte gennemførelsesbestemmelser vedrørende produkter fra intervention. 22 Denne opfattelse kan ikke lægges til grund. Det bemærkes først, at Rådet, som har kompetence til at indføre eller ændre toldafgifter og andre indførselsafgifter, ligeledes har fastsat returvareordningen, som afviger fra Fællesskabets toldregler, og som indeholder en udtømmende liste over undtagelser fra ordningen. 23 Det skal herefter understreges, at artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 754/76 udtrykkeligt bestemmer, at returvareordningen ikke omfatter varer, der har modtaget eksportrestitutioner, mens Kommissionen ifølge de landbrugsforordninger, den påberåber sig, har kompetence til at fastsætte de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af eksportrestitutionsordningen. 24 Under alle omstændigheder kan den virkning, som returvareordningen kan have for en tilfredsstillende gennemførelse af interventionsforanstaltningerne, og nødvendigheden af at forebygge svig, som ordningen kan medføre, ikke berettige Kommissionen til uden den nødvendige kompetence at ændre en rådsforordnings anvendelsesområde, som er klart defineret af Rådet. 25 Den anfægtede artikel 13a griber imidlertid ikke blot ind i anvendelsesområdet for Rådets forordning (EØF) nr. 754/76, men ændrer også den af forordningen indførte ordning. Selv om det må beklages, at Rådet ikke har forudset visse situationer, som kan opstå i praksis, må det nødvendigvis fastslås, at Kommissionen ved at vedtage artikel 13a har overskredet sin kompetence. 2081

8 DOM AF SAG 22/88 26 Det af College van Beroep voor het Bedrijfsleven forelagte spørgsmål må derfor besvares således, at artikel 13a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1687/76 af 30. juni 1976 om fælles gennemførelsesbestemmelser for kontrol med anvendelse af og / eller bestemmelse for produkter fra intervention, som indføjet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 45/84 af 6. januar 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 1687/76, er ugyldig. Sagens omkostninger 27 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Sjette Afdeling) vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af College van Beroep voor het Bedrijfsleven ved kendelse af 15. januar 1988, for ret: Artikel 13a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1687/76 af 30. juni 1976 om fælles gennemførelsesbestemmelser for kontrol med anvendelse af og / eller bestemmelse for produkter fra intervention, som indføjet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 45/84 af 6. januar 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 1687/76, er ugyldig. Koopmans Mancini Kakouris Schockweiler Diez de Velasco Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. juni J.-G. Giraud Justitssekretær T. Koopmans Formand for Sjette Afdeling 2082