Sprog og kultur i engelskundervisningen MEN HVILKET SPROG OG HVILKEN KULTUR?

Transkript

1 Sprog og kultur i engelskundervisningen MEN HVILKET SPROG OG HVILKEN KULTUR? Af Annemette Heine Wullum, lektor 6 Det engelske sprog har for længst bevæget sig ud over de traditionelle engelsktalende nationers grænser og har fået status som internationalt kommunikationssprog. Meget af det engelsk, der tales i dag, tales af mennesker, der ikke har engelsk som modersmål. Langt størstedelen af interaktionerne på engelsk på verdensplan foregår i såkaldte lingua franca-kontekster (Seidlhofer 2005, p. 339), hvilket vil sige i sammenhænge, hvor kommunikationspartnere med forskellige modersmål benytter engelsk som fælles fremmedsprog. Når et sprog løsrives fra dets nationalkulturer og de nationalfilologiske traditioner og anvendes i en mangfoldighed af etniske, kulturelle og sociale kontekster, præges det uundgåeligt af de sammenhænge, som det indgår i, og nye varianter opstår. Engelsk har aldrig været blot ét sprog, men de seneste årtiers eksplosive vækst i antallet af non-native speakers, der bruger engelsk i dagligdagen, har medført, at sproget har udviklet sig til et veritabelt konglomerat af varianter. I dag taler man da også om de mange Englishes, som udover at referere til standardnormer og dialekter i de lande, hvor engelsk er modersmål og andetsprog, også indbefatter særlige varianter af sproget, der er opstået i de lande og på de kontinenter, hvor engelsk er et fremmedsprog; for eksempel Chinese-English og Euro-English. Mange forskere er tilmed optagede af at undersøge, om lingua franca-engelsk indeholder træk, der gør det muligt at betragte det som en selvstændig variant af sproget (Jenkins 2010, pp ). Sprog og kultur Engelsksprogets globale udbredelse giver anledning til at rejse to helt centrale spørgsmål i

2 Det engelske sprog har udviklet sig til et veritabelt konglomerat af varianter. Annemette Heine Wullum er lektor ved VIA UC, Læreruddannelsen i Skive forhold til undervisningen i engelsk. Det første vedrører sprogvalgsproblematikken, som stadigvæk i høj grad er knyttet snævert til diskussionen om britisk eller amerikansk engelsk. Når engelsk er Englishes, og når det primært anvendes som lingua franca, hvilket engelsk skal vi da undervise eleverne i? Hvad er det rigtige sprog i engelskundervisningen? Det andet spørgsmål handler om kulturindholdet i engelskundervisningen, for når engelsk ikke længere kun er forankret i engelsktalende nationalkulturer som Storbritannien og USA og i lande, hvor engelsk er andetsprog, hvordan kan vi da forstå fagets kulturindhold? Mit ærinde i denne artikel er at belyse ovenstående problemstillinger i lyset af formålet for engelsk i folkeskolen og give et forsigtigt bud på implikationerne for engelskundervisningen. Der findes hverken hurtige eller nemme svar på spørgsmålene, for når man bevæger sig væk fra idealiserede forestillinger og ind i engelskundervisningens praksis, bliver kompleksiteten for alvor synlig. Engelskfagets formål: Globale kulturmøder Det fundamentale udgangspunkt for enhver diskussion om engelskfaget er spørgsmålet om sprogets samfundsmæssige rolle såvel lokalt som globalt og i lyset heraf elevernes aktuelle og fremtidige kommunikationsbehov. Elevernes kommunikative behov er personlige, men de er i høj grad også samfundsbestemte og som sådan defineret af samfundsudviklingen. Alle elever vil om end i forskelligt omfang få brug for engelsk i private, uddannelsesmæssige og professionelle sammenhænge, og som nævnt ovenfor vil hovedparten af disse være lingua francakontekster. Derfor er det engelskfagets formål at medvirke til at klæde eleverne på til at kunne begå sig sikkert i mødet med folk i en diversitet af etniske, kulturelle og sociale kontekster. Med andre ord skal faget forberede eleverne på at håndtere globale kulturmøder. Undgå at støde Man kan med fordel sammenfatte formålet med engelskfaget i begrebet om kommunikativ kompetence, for begrebet fortæller os noget om, hvad der er i spil, når vi kommunikerer og er således forankret i et autentisk kommunikationssyn (se figur 1). Figur 1: Kommunikativ kompetence-model 7

3 Alle elever vil få brug for engelsk i private, uddannelsesmæssige og professionelle sammenhænge. 8 Vi kommunikerer aldrig i et vakuum! Vi kommunikerer altid i en kontekst og altid med et formål. Det vil sige, at al kommunikation hvad enten det drejer sig om mundtlig eller skriftlig kommunikation er karakteriseret ved at have et bestemt afsender-modtagerforhold, at være forankret i en bestemt kulturel kontekst, at tilhøre en bestemt genre og sidst men ikke mindst at have et bestemt formål. Kommunikation handler altså om mere end blot sprog, og at være god til at kommunikere kræver mere og andet end blot at mestre de lingvistiske færdigheder. En kommunikativt kompetent sprogbruger kan for eksempel også agere hensigtsmæssigt i forhold til afsender-modtagerrelationen (pragmatisk kompetence) og den kulturelle kontekst, som kommunikationen foregår i (sociokulturel kompetence). Kort sagt handler kommunikativ kompetence om på effektiv vis at kunne indgå receptivt og produktivt i kommunikative kontekster uden at støde kommunikationspartneren. Et globalt samfund Kaster vi blikket på engelskfagets formål, som det er formuleret i Fælles Mål 2009 Engelsk, ses det tydeligt, at kommunikativ kompetence er en central målsætning. I formålsparagraffen hedder det blandt andet, at eleverne skal tilegne sig sproglige og kulturelle kundskaber og færdigheder, således at de kan anvende engelsk som kulturteknik i forskellige sammenhænge (Fælles Mål 2009, p. 3), og en analyse af trin- og slutmål viser et klart fokus på udviklingen af de forskellige subkompetencer, der tilsammen udgør kommunikativ kompetence. Alle trin- og slutmål kan kategoriseres i forhold til de forskellige kompetenceområder angivet i kommunikativ kompetencemodellen ovenfor (Ibid., pp. 4-11). Fælles Mål har også blik for engelsksprogets globale udbredelse. I formålsparagraffen hedder det, at faget skal give eleverne indsigt i det engelske sprogs globale rolle og forberede dem til et liv i et globalt samfund. (Ibid., p. 3). Mål i alle retninger Det fagsyn, som Fælles Mål reflekterer, synes således at være både relevant og tidssvarende. Men kradser vi lidt i overfladen og går trin- og slutmål efter i sømmene, møder vi formuleringer, der stritter i forskellige retninger, og en række grundlæggende ambivalenser bliver synlige. For det første: På den ene side skal eleverne lære at anvende engelsk som internationalt kommunikationsmiddel det vil sige, i lingua franca-kontekster men de skal på den anden side kunne udtale engelsk på en måde, der nærmer sig en af de anerkendte indfødte udtalevarianter (Ibid., p. 4). For det andet: På den ene side skal eleverne forberedes til kulturmøder i globale sammenhænge, men på den anden side skal de være i stand til at anvende viden om blandt andet levevilkår, værdier og normer hos mennesker primært i lande, hvor engelsk anvendes som modersmål og sekundært i lande, hvor engelsk anvendes som andetsprog. (Ibid., p. 4). Modersmål eller globalt sprog Man kan naturligvis anskue de modsætningsfyldte formuleringer i en rummelighedsoptik: Der skal være plads til, at lærere med forskellige fagsyn kan se sig selv i formuleringerne. Ikke desto mindre er det værd at hæfte sig ved netop disse modsætninger og også nødvendigt at problematisere dem i lyset af engelsksprogets globale status og den virkelighed, som eleverne nu og i fremtiden kommer til at anvende engelsk i. Jeg er tilbage ved mine indledende spørgsmål, som nu kan formuleres således: Når eleverne primært kommer til at anvende engelsk i lingua franca-kontekster, hvorfor skal de så lære

4 Faget skal forberede eleverne på at håndtere globale kulturmøder. en modersmålsnorm? Endvidere, når eleverne i langt de fleste tilfælde kommer til at interagere i lingua franca-kontekster, hvorfor skal de så primært kende til kultur- og samfundsforhold i de lande, hvor engelsk er modersmål? Rigtigt eller forkert Det faktum, at det engelske sprog i dag er polycentrisk, gør sprogvalgsdiskussionen kompleks men også yderst relevant, for det er en problemstilling, som dagligt viser sig i engelskundervisningen, når vi skal forholde os til elevernes sprog og vurdere, om dét de siger eller skriver er rigtigt eller forkert. Naturligvis producerer eleverne mange uengelske og decideret uforståelige former på engelsk, men om noget er rigtigt eller forkert afhænger også af, hvilken målestok vi vurderer deres sprog ud fra, og eftersom der er mange målestokke at vælge mellem, er det ikke så lige til. Når eleverne eksempelvis bringer autentisk engelsk, der afviger fra de gængse standardnormer, ind i klasseværelset, skal vi da forkaste det som fejl? Man kan også spørge: Skal vi vælge én målestok altså én standardnorm med et sæt af fonologiske, grammatiske, ortografiske og leksikalske konventioner og i givet fald hvilken? Eller skal vi hylde pluraliteten? Jeg vil argumentere for et både-og. Tal ét sprog og forstå mange Et centralt udgangspunkt for min argumentation er en klar distinktion mellem målene for elevernes produktive og receptive færdigheder. Eleverne skal lære at tale ét engelsk men forstå mange. Eleverne skal ikke lære at tale mange Englishes, da det hverken er hensigtsmæssigt, realistisk eller praktisk muligt. De skal lære at tale og skrive en variant af engelsk, som forstås bredt, og her egner standardnormerne inden for britisk engelsk, amerikansk engelsk, canadisk engelsk eller australsk engelsk sig bedst. Når valget falder på en native speaker standardnorm, er det ikke udtryk for en favorisering af modersmålsnormerne men snarere en holdning til, at eleverne skal lære det sprog, som de kommer længst med. Det er nødvendigt at vælge en sprogmodel, men det er stadigvæk ikke uproblematisk og da slet ikke, når det drejer sig om en native speaker-model, for betyder det ikke, at eleverne hele tiden bliver vurderet i forhold til konventioner og regler, som gælder indfødte sprogbrugere? I sin yderste konsekvens gør det, men det er vigtigt at have øje for, at eleverne er i gang med at lære et fremmed sprog, og at native speakerkompetence inden for alle de lingvistiske områder ikke nødvendigvis er et hensigtsmæssigt mål. Hermed ikke sagt, at eleverne ikke skal tilegne sig mange af sprogets konventioner, for beherskelse af konventioner giver frihed og har tilmed stor social betydning. Eleverne skal først og fremmest vurderes på deres kommunikative kompetence, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den lingvistiske kompetence spiller en stor rolle i den forbindelse, men de skal ikke nødvendigvis lyde som indfødte briter eller amerikanere! Flere slags engelsk Hvor omdrejningspunktet for arbejdet med elevernes produktive færdigheder er en standardnorm, åbner det receptive felt op for at inddrage diversiteten af Englishes i undervisningen, og det er her, at vi i praksis kan bevidstgøre eleverne om, at engelsk kan lyde og tales på mange forskellige måder. Eleverne skal eksponeres for en så bred vifte af autentiske variationer af engelsk som overhovedet muligt, således at de kan træne deres ører i at lytte og forstå. Det gælder 9

5 Kommunikativ kompetence handler om at kunne indgå i kommunikative kontekster uden at støde kommunikationspartneren. 10 standardnormer, regionale dialekter og sociolekter talt i de lande, hvor engelsk er modersmål, varianter af engelsk i de lande, hvor engelsk er andetsprog samt engelsk anvendt i lingua franca-kontekster. Hvis eleverne kun vænner ørerne til at forstå de gængse standardnormer, får de det svært, når de skal agere kommunikativt i kontekster, hvor engelsk lyder meget anderledes. Den globale kultur skal vægtes Overskriften er på sin vis misvisende, for som nævnt tidligere er engelsk ikke forankret i én kultur men i alle kulturer, hvor sproget spiller en rolle. I kraft af engelsksprogets udbredelse er fagets kulturindhold så at sige kulturelt grænseløst, for hele verden er på dagsordenen. Det medfører en stoftrængsel, der kan være svær at håndtere, for hvilke kulturer skal eleverne undervises i og hvorfor? Som vi så tidligere, er det primære kulturindhold, som er angivet i Fælles Mål, de lande, hvor engelsk er modersmål, og i overbygningen lægges der desuden op til at lave kulturelle afstikkere til lande, hvor engelsk er andetsprog. Det synes langt fra tidssvarende. Hvis vi virkeligt skal drage konsekvenserne af engelsksprogets udbredelse som verdenssprog, er det den globale kultur, som skal vægtes højest. Det betyder ikke, at vi ikke kan beskæftige os med de traditionelle engelsksprogede kulturer, men fordi der er sket en forskydning fra lokal- og regionalkulturer til global kultur, har tyngdepunktet flyttet sig, og man kan således argumentere for, at disse kulturer i en vis forstand bliver sekundære. Det er naturligvis provokerende at foreslå, at eksempelvis Storbritannien og USA ikke er en del af den kulturelle kerne i engelskfaget, og jeg mener da også, at det er væsentligt at inddrage disse kulturer på grund af deres historiske betydning for sprogets udbredelse. Men et for ensidigt fokus på temaforløb forankret i de traditionelle engelsksprogede kulturer gør engelskfaget for snævert og giver ikke eleverne en forståelse af sprogets betydning i en globaliseret verden. Med den globale verden som dagsorden er det umuligt at nå alt i engelskundervisningen, og derfor bliver det helt centralt at forberede eleverne på, hvad der er på spil i et kulturmøde, og hvordan man forbereder sig på mødet. Kulturindholdet skal således medvirke til at gøre eleverne opmærksomme og gøre dem sensitive overfor vigtigheden af at kunne ændre adfærd i forhold til den kultur, man befinder sig i. Med andre ord skal eleverne tilegne sig strategier, der kan hjælpe dem med at begå sig hensigtsmæssigt i kulturmøder. Afrunding Som jeg lagde ud med at skrive i begyndelsen af artiklen, og som det forhåbentligt er blevet klart undervejs, er sprogvalgsproblematikken og spørgsmålet om kulturindholdet i engelskundervisningen i lyset af det engelske sprogs status som globalt lingua franca særdeles komplekse størrelser. Ikke desto mindre må vi forholde os til dem, for der er ingen tvivl om, at engelskfagets kerne er under forandring i disse år som konsekvens af sprogets udbredelse, og det bør sætte spor i vores forståelse af engelskfaget og i vores praksis. Vi må gøre os overvejelser om, hvordan vi bedst muligt gør fagets sproglige og kulturelle diversitet håndterbar for eleverne og ikke mindst for os selv som lærere. Artiklen har givet et bud på hvordan.

6 Eleverne skal ikke nødvendigvis lyde som indfødte briter eller amerikanere! Litteratur Undervisningsministeriet, Afdelingen for grundskole og folkeskoleoplysning, Fælles Mål 2009 Engelsk; Undervisningsministeriet ( ) Jennifer Jenkins, World Englishes A resource book for students, 2nd edition; Routledge Barbara Seidlhofer, English as a Lingua Franca. In ELT Journal Vol. 59/4, Oktober 2005, Oxford University Press, pp ( ). Annemette Heine Wullum, Kommunikativ kompetencemodel 11