Min søster hørte ikke til her

Transkript

1 h u sfo r bi nr. 4 april årgang pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb af sælgere med synligt id-kort hjemløse Min søster hørte ikke til her Hjemløs skriver novelle om en nat på gaden Kontanthjælpsreform er lovsjusk Interview med Manu Sareen KOPI Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene

2 h u sfo r bi leder indhold REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou ole@husforbi.dk Journalistisk redaktør Poul Struve Nielsen poul@husforbi.dk FORSIDEFOTO Helga Theilgaard KORREKTUR BRO Kommunikation A/S LAYOUT Salomet Grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf , redaktion@husforbi.dk SALGSAFDELING Jimmy Rohde, tlf , jimmy@husforbi.dk Morten Munk Hansen, tlf , morten@husforbi.dk ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, tlf , rasmus@husforbi.dk Ole Skou, formand, tlf , ole@husforbi.dk Ruth Kristoffersen, bogholder, tlf , ruth@husforbi.dk ANNONCER Christian Berg, DG Media, tlf , mobil , Christian.B@dgmedia.dk Digitalsjasen John Hansen, tlf , john@husforbi.dk UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf , DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributører for Hus Forbi det vil sige være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på tlf / (se listen af distributører på ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 480 kroner (12 numre om året inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 680 kroner Kontaktperson John Hansen, tlf Mail: abonnement@husforbi.dk BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer , Arbejdernes Landsbank. Mærk indbetalingen bidrag. TRYK Dansk Avistryk OPLAG LÆSERTAL (4. kvartal 2012 og 1. kvartal 2013) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE ISSN Næste nummer udkommer den 1. maj 2014 OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Den umulige drøm om det almindelige I eventyret 'Fyrtøjet' skriver H. C. Andersen om soldaten, der skal hente et fyrtøj i et hult træ. På sin vej møder han tre hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og Rundetårn. Dengang kunne intet bygningsværk i Danmark beskrive omfanget af de problemer, som de tre, der træder frem i denne udgave af Hus Forbi, har haft at slås med. De tre har haft problemer på størrelse med Storebæltsbroen. Og problemerne er ikke blevet mindre af, at nes kamp har været ensom. Camilla-Kenya Julendahl var bundet til en kørestol og kunne ikke flygte hjemmefra og drukne problemerne i stoffer som sin søster, Mitzi, der døde af en overdosis. Susanne Bjørklund voksede op i en plejefamilie med utryghed og omsorgssvigt og kom til at sidde mange år i fængsel. Betty Ihlers stak af hjemmefra som 14-årig. De tre sætter alle så præcise ord på deres liv, at deres beretninger er nødvendig læsning for enhver, der tør se andet end et glansbillede af vores samfund. Betty bruger i sin fine novelle prosaen til at fortælle om at være udenfor, leve på gaden og drømmende smugkigge ind ad vinduerne til alle de andre. Og hun siger det direkte i et interview: Jeg har altid følt mig som den, der er anderledes. Men efterhånden har jeg fundet ud af, at jeg drømmer om de samme ting som andre. Hvis du ikke har en lejlighed, er de drømme bare så langt væk. Det føles som en langsom død. Når man har levet, som jeg har, bliver man bange for de der almindelige mennesker. I 'Fyrtøjet' er det en gammel heks, der får soldaten til at hente fyrtøjet i det hule træ. Som belønning får han lov til at tage alle de kobber-, sølv- og guldmønter, som de tre store hunde vogter over, til sig selv. Bare heksen får fyrtøjet. Det minder lidt om samfundets tilbud til de socialt udsatte. Regering, regioner og kommuner sidder som de tre hunde på milliarder af kroner. Men de bruges på strategier, som ender ud i ingenting, og systemer, som ikke kommunikerer med hinanden. De socialt udsatte får lidt mønter i kontanthjælp og pensioner, men de får ikke opfyldt drømmen om det almindelige liv. Soldaten hugger hovedet af heksen og snupper fyrtøjet. Når han bruger det, opfylder hundene hans ønsker. Og han vil have prinsessen. Så hundene henter hende om natten. Om dagen tror hun, det var en drøm. Han får hende først for alvor efter en voldelig omstyrtning af samfundet, hvor både kongen, dronningen og alle deres soldater bliver dræbt. Så festes der også i otte dage, og eventyret slutter med ordene: og hundene sad med til bords og gjorde store øjne. Hos de mennesker, Hus Forbi skildrer, sidder hundene ofte med til bords. Men menneskene er stadig langt fra at få opfyldt drømmen. Socialminister Manu Sareen har fortalt om sin danske drøm i en kommentar på Altinget. dk, hvor han drømmer ret kedeligt om mere evidens i det sociale arbejde. Her må jeg blankt sige fra, hvis det fører til mere evaluering og kontrol i den sociale sektor og større indtjening til Rambøll. Det vil være et mareridt. Men i Hus Forbi er Sareen i dialog med en hjemløs om at skabe bedre sammenhæng i de sociale indsatser, og drømmene er langt federe. Han betegner drømmen om det gode liv som udgangspunktet for socialt arbejde. Så mangler vi bare at få virkeligheden med. Poul Struve Nielsen, redaktør Kontanthjælpsreform er lovsjusk 12 Digitalisering: Man kan fritages 19 Succes med opsøgende tandlæge 30 En dag ad gangen 31 Vikar-X 32 Ny sælger Lyset over Føtex Betty Ihlers debuterer i dette Hus Forbi som forfatter med novellen 'Lyset over Føtex'. Hun er tidligere hjemløs, og hun er også blandt de første, der har fået hjælp fra Hus Forbis Red Røven Fonden. Hun fik et lån, der har hjulpet hende til at få en bolig. Socialt arbejde tager tid Det er ikke på grund af temaet om hjemløse, at en tidligere hjemløs interviewer ligestillingsminister Manu Sareen. Hus Forbi giver ham i stedet mulighed for at træde i karakter i sin ny rolle som socialminister Hvor skal jeg nu bo? 52-årige Susanne Bjørklund har mistet sin lejlighed og viljen til at stå imod. Hun skylder en formue og frygter for fremtiden. Men er der stadig håb? Hus Forbi bringer hendes beretning fra et herberg på Nørrebro. Jeg tror ikke, hun hørte til her Camilla-Kenya Julendal mistede sin søster, Mitzi, som var Hus Forbisælger og døde af en overdosis. 'Jeg tror ikke, hun hørte til her,' siger Camilla-Kenya. Hun mener selv, hun har klaret sig, fordi hun ikke kan leve samme rodløse liv som Mitzi på grund sit handicap. I reformen er nyttejobbene blevet et strafmiddel, noget man truer folk med, hvis de ikke tager en uddannelse eller får et arbejde. Ole Pass, Rødovre. Formand for de danske socialchefer. vi støtter hus forbi vil du også støtte? Send en mail til redaktion@husforbi.dk Det koster kroner at få sit firmalogo med. KOMMUNAL v/annemette Lyngh 2 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 3

3 Den Mobile Retshjælp En retshjælp der ved noget om hjemløse og andre udsatte mennesker... Hvordan hjælper Den Mobile Retshjælp? Frivillige medarbejdere giver gratis, juridisk hjælp pr. telefon, eller ved direkte henvendelse på adressen Store Torv 9, 8000 Aarhus C. Enhver henvendelse er anonym du skal ikke opgive personnummer eller adresse. Det kan du f.eks. spørge om: Har kommunen mulighed for at tage min kontanthjælp? Må min ekskone hindre børnene i at besøge mig? Kan jeg få hjælp til en lejlighed? Den Mobile Retshjælp Store Torv 9, 8000 Aarhus Tlf.: mail@mobilretshjaelp.dk Den Mobile Retshjælp - i samarbejde med SAND De hjemløses landsorganisation Køb Hus Forbi med en sms Nu kan man betale uden at bruge kontanter af Poul Struve Nielsen Hus Forbi gør det nu muligt for sælgerne af avisen at modtage betaling via sms. Prisen bliver lidt højere end ved kontantkøb, nemlig 23 kroner. De sidste tre kroner er de penge, teleselskaberne skal have for at formidle sms-overførslen. Sælgerne kan så henvende sig hos Hus Forbi i Bragesgade på Nørrebro eller i Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus og få pengene udbetalt. Salget fungerer på den måde, at man sender en sms til 1414 efterfulgt af et mellemrum og så den pågældende sælgers sælgernummer. Sælgernummeret skal altid fremgå af et sælgerkort, som sælgeren bærer synligt sælgerkortet kan ses på forsiden af avisen. Sms til 1414 Når man har afsendt en sms til 1414, vil man kort efter modtage en sms, der bekræfter købet. Denne sms er sælgerens bekræftelse på, at han eller hun har modtaget sin betaling. Når sælgeren kan se, at betalingen er gennemført, udleveres avisen. Der kan kun købes tre aviser i døgnet fra samme telefonabonnement, men hvis man har købt en avis og mener, at sælgeren skal have lidt ekstra, kan man sende endnu en sms, nu hvor man kender sælgernummeret. - Der er ingen tvivl om at vores sælgere gennem længere tid har oplevet det som en stigende udfordring, at de møder mennesker på gaden, som gerne vil købe og læse avisen, men som i større og større omfang ikke har kontanter på sig i hverdagen, siger sekretariatsleder i Hus Forbi, Rasmus Wexøe Kristensen. Sidegevinst Han er glad for, at det på trods af den lidt højere pris på Hus Forbi er lykkedes at fastholde, at sælgerne forsat har samme fortjeneste, otte kroner, på at sælge avisen. Rasmus Wexøe Kristensen tilføjer, at sms-betaling har den sidegevinst, at uautoriseret salg af Hus Forbi ikke kan finde sted. - Har sælgeren ikke et sælgerkort som det, der er afbildet på forsiden af avisen, er der ikke tale om en lovlig Hus Forbi-sælger. Ingen sælger, som ikke er godkendt af Hus Forbi, kan få udbetalt sin omsætning. Hus Forbi vil efter en opstartsperiode på et halvt år evaluere sms betalingen og tager derefter stilling til, hvilke betalingsformer, der skal være tilgængelige i fremtiden. respekter ønsker om kontant afregning Man kan i princippet købe Hus Forbi via sms over hele Danmark, men det er foreløbig kun i København og Aarhus, at sælgerne kan få penge udbetalt for aviserne, så kære læser og køber: Respekter venligst, hvis en sælger kun ønsker at handle kontant. Det kan sagtens være, både fordi sælgeren ikke ønsker eller føler sig klar til at prøve den ny teknik, og fordi der simpelthen er for langt til salgsstedet og for store omkostninger forbundet med transporten. Hus Forbi-sælger Kåre sammen med Bent og Berit foran Brugsen i Brædstrup. I den midtjyske by samlede de ind, da Hus Forbi-sælgeren mistede sin taske. Indsamling til Hus Forbi-sælger Lokale i Brædstrup trådte hjælpende til, da sælger mistede sin taske af Poul Struve Nielsen foto: Lars Ertner Hus Forbi-sælger Kåre havde en dårlig dag, da han stillede sin taske med aviser og private effekter fra sig foran Brugsen i Brædstrup for at gå på toilettet. Da han kom tilbage, var tasken væk. Men gode kræfter i lokalsamfundet i Brædstrup ville ikke have det på sig, at den slags kunne finde sted i deres by. Så de startede en indsamling til fordel for Kåre på Facebook. Initiativkvinden Berit driver i forvejen en Facebook-side med Analyse af Socialministeriets puljer Socialminister Manu Sareen har besluttet, at ministeriets samlede puljeadministration skal analyseres af Poul Struve Nielsen Socialminister Manu Sareen har besluttet at iværksætte en analyse af ministeriets puljeadministration. Baggrunden for ministerens beslutning er, at der i den senere tid i flere sammenhænge er sat spørgsmålstegn ved den måde, som ministeriet administrerer puljerne og organiserer arbejdet, skriver Socialministeriet i en pressemeddelelse. Manu Sareen udtaler i ministeriets pressemeddelelse: - Det er helt afgørende, at der er tillid til ministeriets måde at arbejde med puljer på. Derfor vil jeg have en analyse, der simpelthen svarer på: Kan vi gøre det bedre og hvordan? Analysen skal blandt andet være med til at sikre større gennemsigtighed og afdække, om der er behov for større uafhængighed i sagsbehandlingen. - Der skal være fuld gennemsigtighed i vores administration af puljerne. Puljerne er med til at udvikle socialpolitikken i Danmark, og blandt andet derfor er det et krav, at alle skal kunne se og forstå, hvordan puljerne fordeles. På den måde vil analysen være med til at fremme, at vi kan have en god debat om socialpolitikken i Danmark, siger Manu Sareen i pressemeddelelsen. Han understreger, at han går til analysen med et åbent sind og opfordrer Folketingets partier, ikke mindst satspuljekredsen, til at gøre det samme. - Analysens resultater vil ganske givet få betydning for den måde, som vi tilrettelægger satspuljeprocessen på i dag. Derfor vil jeg selvfølgelig også gå i dialog med partierne om analysens resultat, siger Manu Sareen. Læs også interview med Manu Sareen på side 20. fakta Analysen skal laves med bistand fra en ekstern aktør og forventes færdig til sommer. Hovedformålet med analysen er at svare på, om puljerne i dag administreres på den bedste måde. Er der gennemsigtighed nok? Ministeriet udbetaler hvert år mellem 1,5 og 2,5 milliarder kroner fordelt på mere end udbetalinger om året til mere end forskellige projekter og forskellige interessenter. Der foregår i øjeblikket en advokatundersøgelse af sagen om tilskud til projektet Stemmer på Kanten. Den samlede puljeanalyse, som nu sættes i gang, vil tage højde for resultaterne af advokatundersøgelsen i det omfang, det er relevant. inhabil kontorchef fjernet fra post En kontorchef i Socialministeriet bevilgede penge til en forening, han selv sad i bestyrelsen for, skriver dagbladet Politiken. Kontorchefen har repræsenteret Socialministeriet i bestyrelsen for Foreningen Nydansker, samtidig med at foreningen har fået millionstøtte fra ministeriet og er blevet hyret til tre konsulentopgaver for i alt kroner af det kontor, hvor kontorchefen er ansvarlig. Politiken citerer koncerndirektør i ministeriet, Jesper Brask Fischer, for følgende udtalelse: Da der i den konkrete sag kunne rejses berettiget tvivl om ministeriets uvildighed i forhold til vores forvaltning af økonomiske midler, besluttede vi at trække ministeriets repræsentant ud af Foreningen Nydanskers bestyrelse. Den beslutning er allerede effektueret. Desuden er det i organisationen indskærpet, at habilitetsforholdet altid skal vurderes, når der udmøntes midler. ting, der bortgives til socialt udsatte mennesker. - Sammen med min veninde Louise startede vi indsamlingen, og på tre timer var der samlet over kroner, fortæller hun. De to fik tippet fra en anden Brædstrup-borger, Bent, som er en tidligere hjemløs. Han var så uheldig at falde og brække ryggen, så han er nødt til at have en kørestol for at komme frem. - Men så var de jo nødt til at give mig en plads på et plejehjem, fortæller han om dengang, han fik en bolig. biskop kjeld holm ny formand for udsatteråd Biskop Kjeld Holm, Århus Stift, bliver ny formand for Udsatterådet i Aarhus Kommune. Kjeld Holm har takket ja til opfordringen fra social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) om at påtage sig opgaven at være de udsatte borgeres talerør i denne byrådsperiode. Den opgave kunne jeg ikke sige nej til. At være formand for Aarhus Kommunes Udsatteråd ligger i naturlig forlængelse af mit generelle engagement, og de emner, som jeg igennem en årrække har blandet mig i. Blandt andet som formand for Institut for Menneskerettigheder, siger Kjeld Holm. kommuner tager fejl Hver tiende gang, en borger får nej til kontanthjælp, fordi hun eller han har formue, er kommunen på kant med loven, når den giver afslag. Det viser undersøgelsen Kontanthjælp og formue fra Ankestyrelsen. Styrelsen har set på 130 sager fra 14 kommuner om afslag på kontanthjælp. I 116 af de 130 sager følger kommunerne loven og Ankestyrelsens praksis. Det svarer til 89 procent af sagerne, så kommunerne har altså en fejlprocent på HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 5

4 Kontanthjælpsreform er lovsjusk Kommunernes socialforvaltninger har haft meget svært ved at håndtere de nye kontanthjælpsregler, fortæller formanden for landets socialchefer af Peter Andersen Ved årsskiftet trådte ændringerne af kontanthjælpen i kraft, men allerede en måned senere måtte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen udsende en ny vejledning, fordi kommunerne ikke kunne finde ud af, hvad det vil sige at være uddannelsesparat. Og midt i februar blev bekendtgørelsen ændret, så unge på barselsorlov blev fritaget for den nye, lave uddannelsesydelse. Hus Forbi har talt med formanden for landets socialchefer, Rødovre Kommunes socialdirektør, Ole Pass. Han klapper ikke i hænderne over Beskæftigelsesministeriets håndværksmæssige gennemførelse af regeringens besparelser på unge og samboende, den såkaldte kontanthjælpsreform. Hvordan ser du på socialchefernes vegne på den opgave, I har fået med kontanthjælpsreformen? Kan opgaven løses? - Den kunne have været lettere at løse, hvis loven havde været lettere at håndtere. Den bygger på nogle meget luftige begreber som uddannelsesparathed og aktiveringsparathed, men har omvendt en meget kontant konsekvens i forhold til den enkelte: Kontanthjælpen kan blive halveret. Det er en opgave, der både er svær for os at administrere og svær for folk at forstå. Lovsjusk Du tror simpelthen, at der er socialrådgivere i din kommune, der sidder og er nervøse for, om de kommer til at gøre noget forkert med store konsekvenser for folk? - Det tror jeg, der er i alle kommuner. Det er enestående i Danmarkshistorien, at man har måttet lave så mange ændringer så kort tid efter, at en lov er trådt i kraft. Man er røget ind i nogle problemer, man kunne have undgået. Hvis jeg siger lovsjusk, hvad siger du så? - Det vil jeg godt stå inde for. Og det er ærgerligt, for det har store konsekvenser for den enkelte, men også for os. Vil man kunne undgå, at en masse borgere kommer i klemme? - Nej, det tror jeg ikke, og der skal jo også være et vis spillerum for kommunerne. Men den med, at 27 procent af de unge er uddannelsesparate i en kommune og 80 procent i en anden, det er et udslag af lovsjusk. Jeg håber da, at forskellene bliver mindre, end vi har set på førtidspensionsområdet, hvor det var forskellige holdninger, der var udslagsgivende. Vi skal nå en større ensartethed, og hvis forskellene er for store, vil der komme nogle retningslinjer fra ankesystemet. Så de borgere, der føler sig uretfærdigt behandlet, skal klage? - Den enkelte kan klage. Det tager jo tid, men det har virket. Og vi har jo set, at når enkeltsager kommer frem i pressen, og der er substans i dem, tager det ikke Besparelser skaber utryghed mange splitsekunder at få tingene ændret. Hunden fodres med egen hale Et af målene med kontanthjælpsreformen er jo at forebygge social udstødelse, blandt andet ved at få flere i uddannelse. Tror du, at den kan hjælpe til, at antallet af socialt udsatte bliver lavere? - Det er svært, men det håber jeg. Den kan forhåbentlig forhindre, at flere bliver udsatte, men jeg tror ikke, den hjælper dem, der har været på kontanthjælp i mange, mange år. Man kan frygte, at de krav, der bliver stillet, kan give endnu flere nederlag til mennesker, der har haft mange nederlag i forvejen. Jeg har selv peget på, at man må skabe nogle nyttefunktioner til mennesker, som ikke kan passe et almindeligt arbejde, få dem til at bidrage til samfundet. Men i reformen er nyttejobbene blevet et strafmiddel, noget man truer folk med, hvis de ikke tager en uddannelse eller får et arbejde. Kritikere mener, at det slet ikke er en reform, men en spareøvelse. Hvad siger du til det? - Jeg har hørt Mette Frederiksens svar. Hun siger, det ikke er en spareøvelse, og så må man jo tro hende. Og jeg må jo tro, at der er de midler til den aktive indsats, som hun siger, der er. Det burde der jo være, idet pengene til den aktive indsats kommer fra kontanthjælpsmodtagerne selv. Man kan være enig eller uenig i at gøre det på den måde fodre hunden med sin egen hale, som man siger men det er ikke op til os at forholde os til som embedsmænd. I den seneste debat om børnechecken og EU-reglerne har jeg ikke hørt nogen foreslå at afskaffe den og måske hjælpe børnefamilierne på en anden måde. Det er øjensynligt nemmere at skære i kontanthjælpen end i børnechecken. Hvad siger det dig? - Det hænger jo sammen med, at flere er berørt af det. Jo flere, der får en ydelse, jo sværere er den også at ændre. Børnechecken har jo være til debat i mange år, og det er en sund debat. Det er jo fornuftigt nok at støtte børns vilkår, men der er mange måder at gøre det på. tegning: Janne Karlsson Forfatter til rapport om kontanthjælpen vinker farvel til tanken om Danmark som mere lige end andre samfund og frygter følgerne af den såkaldte kontanthjælpsreform De besparelser, regeringen har gennemført på kontanthjælpen, får borgere, som i forvejen er i en usikker situation, til at føle sig endnu mere utrygge. af Peter Andersen Starthjælpen og de andre lave ydelser, VK-regeringen indførte for godt 10 år siden, fik folk til at give op i stedet for at motivere dem til finde et arbejde. Og det samme risikerer at ske med de nye nedskæringer i kontanthjælpen. Det mener Finn Kenneth Hansen, som er cand. polit. og ansat ved Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Han har arbejdet med den sociale udvikling i Danmark i en årrække, senest som medforfatter til rapporten Kontanthjælp, som gennemgår socialpolitikkens udvikling de sidste 40 år. I skriver, at der er en risiko for social ustabilitet. Hvad menes der med det? - Det hænger sammen med, at der igen bliver lavet om på ydelserne. Nu er kontanthjælpen for eksempel igen delt op i seks forskellige kategorier. Det skaber utryghed. Altså, folk har intet overblik over, hvad regler og rettigheder er? - Simpelthen, og mange sagsbehandlere heller ikke. For nogle år siden sagde daværende socialminister Karen Jespersen, at vi måtte forenkle det, fordi folk ikke kan overskue det, og man fandt frem til nogle få satser. Nu har vi et kludetæppe igen. Det stiller store krav til systemerne og til alle andre. Hvad er konsekvensen? - Det er, at man skaber ustabilitet og utryghed. Ulighed Nu siger Den Internationale Valutafond endda, at øget ulighed kan skade væksten. I peger på, at lavere ydelser ikke virker efter hensigten, men ikke meget tyder på, at politikerne lytter til eksperter på dette område. Hvordan tror du, det kan være? - I Danmark har vi en opfattelse af, at vi er meget mere lige end alle de andre lande. Og at vi godt kan tåle lidt mere ulighed for at sparke gang i væksten. Sådan tolker jeg regeringens holdning, men det er svært for den at sige, så den siger vi skaber lige muligheder og den slags. Vi er præget af den der med, at 'vi ligger nummer et,' og at 'vi kan godt tåle lidt mere ulighed,' men vi er jo dumpet ret langt ned på listen. Folk stemmer på dem, der øger uligheden. Kan man fortænke politikerne i at gøre, som de gør? - Paradokset er jo, at når man spørger folk, så ønsker det store flertal mere lighed. Men de agerer på en anden måde. - Ja, for der er så mange andre temaer, der også afgør, hvad man stemmer. Og så melder den der sig: Hvis bare, det ikke går ud over mig. Det, der er sket, er jo, at de rige er blevet rigere og de fattigste er blevet fattigere. Den store mellemgruppe er stort set blevet holdt skadesløse. Er vores empati blevet mindre over de sidste 40 år? - Det tror jeg, den er. Hvor man tidligere sagde det kan også ramme mig, er holdningen nu mere, at det er den enkeltes egen skyld. Hvorfor er der sket det skred? - Det er et godt spørgsmål. Måske fordi, vi har fået forbedret vores velfærd på mange måder, og så tænker folk, at der må være muligheder for, at folk kan klare den. Men vi har stadig et samfund, hvor folk bliver syge og nedslidte. Apati Har det også noget at gøre med retorikken, den måde man taler om de udsatte grupper på? - I hvert fald derhen, at fokus de senere år har været meget præget af mulighederne for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det paradoksale er jo, at det netop er udstødelsen fra arbejdsmarkedet, som er årsag til mange af problemerne. Man skelner markant mellem dem, der har mulighed for at komme i arbejde, og dem, som ikke kan. Man opdeler folk i stedet for at tage udgangspunkt i de problemer, folk har. Hvad betyder det for et samfund som det danske, at vi får den opdeling mellem dem i beskæftigelseskassen og dem udenfor? - Mindre tryghed, som betyder utrolig meget for et samfund. Men omvendt, kan man undgå, at Danmark kommer til at ligne andre lande med hensyn til skatter og offentlige ydelser? - Det mener jeg da, vi kan. Netop fordi lavere ydelser jo ikke betyder, at flere får et arbejde eller en uddannelse. Altså de lavere ydelser virker modsat af, hvad politikerne siger? - Ja og flere bliver fastlåst, hvilket jo bestemt ikke er meningen. Kritikere mener, at kontanthjælpsreformen slet ikke er en reform, men en spareøvelse. Hvad mener du om det? - Der er ikke meget reform i den. Der er stort set kun tale om en ændring af ydelserne, de øvrige tiltag med tidlig indsats og så videre er jo gammel vin på nye flasker. Man sætter dagpengene for de unge under 30 ned til SUniveau, men SU har jo aldrig været en forsørgelsesydelse. Det er en ydelse, der blev indført, så de unge kunne klare sig uafhængigt af forældrene, og som kunne suppleres med fritidsjob og lån. Er det, du siger, at en stor gruppe vil reagere med apati i stedet for at gå i gang med en uddannelse? - Det er der risiko for, ja. 6 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 7

5 - Efterhånden har jeg fundet ud af, at jeg drømmer om de samme ting som andre. Hvis du ikke har en lejlighed, er de drømme bare så langt væk. Betty beskriver livet på gaden som en langsom død, og medarbejderne på Værestedet kunne også se, at det tog hårdt på hende, så hun fik hjælp til at overnatte på City Sleep Inn i en periode. red røven fonden Hus Forbi redder røven Når du køber et Hus Forbi, støtter du den sælger, du køber det af. Men da salget af Hus Forbi giver overskud, støtter du samtidig indkøb af tøj til sælgerne og andre aktiviteter for hjemløse og socialt udsatte. Det seneste støtteinitiativ er, at Hus Forbis bestyrelse har afsat kroner til Red Røven Fonden. Der kan ansøges om et mindre lån, og ansøgningerne skal indeholde dokumentation for, at alle muligheder for offentlig finansiering er udtømte. Der kan ydes støtte til personer, som er hjemløse, tidligere hjemløse eller socialt udsatte. For at kunne modtage støtte fra Red Røven skal man tilhøre gruppen, der er berettiget til at være Hus Forbi-sælgere. her er en hjemløs' egen beretning om, hvordan det er ikke at høre til noget sted. betty ihlers' novelle er en rigtig aarhus-historie Lyset over Føtex Debuterende forfatter fik hjælp fra ny fond At være hjemløs føles som en langsom død, siger Betty Ihlers af Poul Struve Nielsen foto: Lars Ertner Betty Ihlers skriver både mor, mormor, søster og datter, når hun skal fortælle om sig selv. Hun kan også skrive forfatter, for i denne udgave af Hus Forbi debuterer hun med en novelle. Den handler om livet på gaden, hvor hun har livslang erfaring med at klare sig. Hun har levet der on and off, som man siger, fra hun var fjorten. Ind imellem har hun lejlighedsvist haft bolig og boet på herberg. Nu har hun fået et værelse. Indskuddet er betalt med et lån fra Hus Forbis nye Red Røven Fond. Formålet med Red Røven er, at hjemløse, tidligere hjemløse og socialt udsatte kan låne mindre beløb, som for nu at blive i jargonen kan redde deres røv og i bedste fald hjælpe dem væk fra gaden. I denne omgang er det tre år siden, Betty havnede på gaden. - I mellemtiden har jeg været på Tre Ege (forsorgshjem i Aarhus, red.). Jeg har haft en lejlighed i Horsens. Men der var en narkosag i opgangen. Jeg havde ikke noget med den at gøre, men på grund af mit renommé slog politiet døren ind, og jeg blev taget med og indlagt. Det skete cirka fire gange, og det blev for voldsomt, så jeg måtte fortælle min bostøtte og retspsykiatrisk, som jeg er tilknyttet, at jeg ikke kunne holde ud at bo der, fortæller Betty. Hun endte på gaden i Aarhus. - Jeg sov rundt omkring, i Nattjenesten og hos en kammerat. Men det holdt ikke. Jeg kunne ikke få hjælp fra Aarhus Kommune, fordi jeg sidst var bosiddende i Horsens, siger hun. Det lykkedes hende at få adresse i en periode, så hun kunne blive Aarhus-borger igen. Men hun var snart tilbage på gaden. - Nu er jeg blevet for gammel til det. Jeg har altid følt mig som den, der er anderledes. Men efterhånden har jeg fundet ud af, at jeg drømmer om de samme ting som andre. Hvis du ikke har en lejlighed, er de drømme bare så langt væk. Det føles som en langsom død. Når man har levet, som jeg har, bliver man bange for de der almindelige mennesker, fortæller Betty. Aarhus Kommunes Værestedet, som også er Hus Forbi-distributør i Aarhus, og Foreningen Oplysning om Gadeliv hjalp Betty med at få tag over hovedet på City Sleep Inn ved havnen i Aarhus, men det er for dyrt i længden. Der kan ikke søges indskud til leje af værelser i Aarhus Kommune. Men med lånet fra Hus Forbis Red Røven Fond fik Betty penge til indskuddet til værelset og til en boksmadras, så hun også fik en seng at sove i, da hun rykkede ind på det nye værelse. En hjemløs under den aarhusianske nattehimmel af Betty Ihlers illustration Peter Pedersen Det var så en af de mere heldige dage. Sådan føles det, når man som jeg erobrer den røde sofa på Nattjenesten, som Kirkens Korshærs døgnåbne varmestue kaldes. Min taske er i nakken som hovedpude, indpakket i min jakke, så det føles mere behageligt, soveposen er trukket godt over de før så stivfrosne fødder, som nu er ved at genfinde varmen mellem halstørklæder, vanter og andre ejendele, der gemmer sig i bunden af min sovepose, da det desværre indimellem kan være meget svært at kende forskel på mit og dit. I vores miljø er det jo ikke alle, der har råd til briller. Godt opslugt af en fed krimi på TV3 glemmer jeg for en kort tid alt om det rodløse liv, jeg lever. Tit står jeg lige midt i en kæmpe orkan, men for en kort tid mærker jeg en snert af hjemlig hygge. Sofa, tv, småmumlen i rummet og duften af kaffe. Men brat bliver jeg revet ud af den drømmende tilstand. Virkeligheden kalder, en medarbejder fra Kirkens Korshær gør os alle opmærksom på, at de lukker om 10 minutter. Typisk lige midt i den fedeste krimi, men sådan er det jo hver eneste aften 8 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 9

6 klokken Da skal alle brugerne af huset udenfor i en time, så der kan gøres klar til natten. Også dig! Hallo! Betty, det gælder altså også dig! Ups! For et kort øjeblik var jeg lige faldet tilbage i den spændende krimi. Betty. Det er altså nu! De fleste, der kender og omgås mig i det daglige, ved, at det kan tage mig lidt tid at komme ud af døren, også selvom det er mørkt, og det kun er for en times tid. Selvom jeg er en af de hjemløse/udsatte, så har jeg det bedst med at falde ind i billedet og ikke vække mere opmærksomhed, end jeg gør i forvejen. Det skal siges, at jeg er mor og mormor, men også datter og søster. Jeg har det bedst med mig selv, når jeg ser OK ud det kan være en meget svær og stor opgave når man går på gaden, men det er en historie helt for sig selv, så den napper vi en anden god gang. Tredje gang, jeg hører mit navn, er jeg i fuld gang med at tømme min sovepose for at kunne rulle den sammen, samtidig med at jeg hopper i mine støvler, som jo nok ikke lige er af den slags, man ville foretrække, hvis man dagligt skulle gå i mine fodspor. Alt for tynde, alt for høje hæle. Mere upraktisk fodtøj findes ikke, men de er blevet en del af mig. Så er det nu!! Her er det så, at min adhd kommer mig til gode; jeg kan både pakke taske, sætte hår, rette på makeup og samle alle mine ting og være ude af døren til rette tid. En del af byen Jeg har gennem de sidste mange år travet de fleste gader i Aarhus Midt tynde, det er som om, jeg selv er blevet en del af byen. Jeg har i et par dage sovet på en sofa hos en bekendt uden for byen, og derfor har jeg ikke gået min faste rute gennem byen. Jeg møder en nydelig ældre herre med sin lige så velplejede puddel. Han spørger til, hvor jeg har været. Han har lagt mærke til på sin aftentur, at jeg ikke var i gadebilledet. Er det ikke underligt, så let man får sig en vane? spørger han mig. Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg plejer nu nok ellers altid at have svar parat, men jeg er helt forvirret over, at denne her nydelige mand taler til mig, for udover den nyklippede puddel er der jo kun mig. Undskyld, men jeg hørte desværre ikke, hvad du sagde, svarer jeg. Han fortæller mig, at han har tænkt på mig, for trods det, at vi kun har nikket og hilst på hinanden, så er der de sidste par aftener blevet lidt rodet i hans ellers så skemalagte liv, så han har faktisk savnet vores nathilsen. Fra den aften bliver det til en lille aftensludder og ikke kun et nik. Vi når da også frem til spørgsmålet om, hvorfor jeg går netop den aftentur. Han har jo bemærket min oppakning, som nok ikke helt passer til de krøllede røde hårlokker, de høje hæle og makeuppen, som er nyrettet før aftenturen. Hjemløs Jeg fortæller ham, at jeg er hjemløs. Han træder et skridt tilbage, kniber øjnene sammen, tager hånden op og gnider sig på hagen, alt imens han studerer mig fra øverst til nederst og omvendt. Hmm, det havde jeg aldrig gættet, troede faktisk, du lige havde fået fri fra jobbet og var på vej hjem, det havde jeg godt nok ikke troet, for du ligner jo ikke en hjemløs. Så er mit spørgsmål: Hvordan ser en hjemløs ud? Mit svar må være, at vi er lige så forskellige som resten af befolkningen. Når jeg går gennem de små hyggelige gader med de små byhuse med vinduerne så langt nede, at kun glasset i ruderne skiller mig fra at stå midt i stuen, har jeg så tit drømt mig indenfor. Ind i den bløde brune slidte sofa, som er fyldt med hyggelige puder i alle farver med tæpper, der hænger systematisk over armlænet. Ikke en fryns hænger forkert. Prikken over i et i det ellers så borgerlige hjem er de levende lys, som er er tændt i vindueskarmen og på sofabordet. Hvor har jeg mange gange drømt mig indenfor i stuen, så jeg næsten har duftet maden fra køkkenet og frugten fra skålen på bordet. Det er i sådanne øjeblikke, at jeg føler mig som den lille pige med svovlstikkerne, eller hvor jeg ser de folk med armene løftet højt over hovedet, som udbryder Jeg så lyset det lykkedes for mig, og så er det, jeg tænker: Hvad er det for et lys, de taler om, og hvordan kommer jeg til at se det? Kamp om sovepladser Smådrømmende vandrer jeg tilbage til Nattjenesten i håb om, at jeg i nat er en af de heldige, der får en af de kun fire sengepladser, der er. Ellers er det en nat i fælles soverum på en af de helt flade madrasser, som minder mig om måtterne fra gymnastiksalen i skoletiden og lugten er også nærmest den samme. Inden længe ved jeg, hvor jeg skal overnatte. Foran Nattjenesten er der samlet en flok. Stemningen er høj, vi venter alle på at blive lukket ind i varmen. Kampen er sat ind om de bedste pladser, de fire rigtige senge med dyner og puder. Kampen om de næstbedste pladser gælder de røde sofaer. Så kommer de magelige stole. Ellers er der de mindre populære rullemadresser i fællesrummet, hvor lugten ikke er én, jeg nogensinde kan vænne mig til; en god blanding af sure tæer, kraftig svedlugt og heftig spritånde. Åben himmel Endelig går døren op, og vi maser os op ad trappen for at nå først frem til skranken og blive skrevet op til en seng. Min tidligere makker er i kampens hede blevet uenig med en af de andre brugere, en medarbejder kommer til og vælger at give dem begge en gå for i dag, hvilket så betyder, at man må sove under åben himmel. Det er aldrig rart, når man er helt alene, og da min makker tidligere har været der for mig, vælger jeg at gøre ham følgeskab og sammen finde et sted at tilbringe natten. Jeg har en god ide og foreslår, at vi overnatter på taget af en Føtex, hvor jeg tidligere har overnattet. Jeg ved, at der er overdækket, så vi kan ligge forholdsvis tørt. Uanset hvor jeg gennem tiden har overnattet som hjemløs, har jeg altid gjort mig umage for at lave en hyggelig soveplads. Finde nogle gode papstykker, aviser og så ellers bruge mine egne tæpper og min sovepose, sørge for den rette placering, ryge en natpind og så ellers lægge mig godt til rette. Denne nat sker det, jeg så længe har ventet og håbet på ville ske for mig. JEG SER LYSET. Et meget kraftigt hvidt lys. Jeg kan næsten mærke varmen fra lyset, og spændt venter jeg så på, hvad der følger. Når jeg har hørt om de folk, der har set lyset, har det altid været forbundet med noget godt, men brat bliver jeg revet ud af den forventningsfulde følelse. Hvad laver i her? lyder en mørk mandestemme. Blændet Jeg sætter mig hurtigt op, men kan intet se. Jeg er blændet af en stor lygte, synet vender langsomt tilbage, og jeg bliver klar over, at der holder en politibil, og to betjente beordrer os væk fra P-huset ved Føtex, hvor vi ellers ikke er til gene for nogen andre i vores lille krog. Men det var så dengang, jeg så lyset, og det havde jeg ellers sådan ventet på. Noget godt er der i mellemtiden sket. Jeg har fået et hjem, min helt egen dør at lukke, her vil jeg benytte mig af at takke Værestedet, som har vist sig at være lyset for mig. Så nu er det min tur til at have armene over hovedet og sige Jeg så lyset. 10 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 11

7 Digitalisering: Man kan fritages Vejen uden om digital post skal kridtes bedre op, siger Digitaliseringsstyrelsen af Birgitte Ellemann Höegh foto: Lars digitalisering Folketinget har vedtaget lovgivning om obligatorisk digital selvbetjening, som er blevet effektueret i Digitaliseringsstyrelsen. Hus Forbi har talt med kontorchef Marianne Sørensen om, hvordan de forholder sig til den gruppe af hjemløse og socialt udsatte, der ikke vil være i stand til at gå digitalt, når de hverken har en computer eller føler sig trygge de steder, hvor man kan få hjælp til at anvende en computer. Hvordan forventer I, at de hjemløse og socialt udsatte vil modtage den nye digitaliseringsstrategi? - Målsætningen er, at dem, der kan, de skal, men der er mulighed for at blive fritaget og blive betjent på anden vis. Det gælder både hjemløse, der som udgangspunkt i den nye lovgivning er fritaget, fordi de ikke er folkeregistreret i CPR med bopæl, og andre grupper, der kan have problemer med det her. Det er en misforståelse, at det er alle, der skal gøre det her fremadrettet. Der vil dog være nogen, der har en fast adresse, men som i praksis lever som hjemløse eller socialt udsatte, og de skal henvende sig til borgerservice for at slippe for den digitale post. Skal man selv henvende sig og meddele, at man ikke ønsker at være digital? - Man kan ikke bare sige: Det har jeg ikke lyst til. Der er opstillet nogle faglige grunde til, at man ikke skal det, og det tager man udgangspunkt i. To scenarier Skal man så op i Borgerservice og udstille og argumentere for sine manglende evner for at få lov til at slippe? - Der er to muligheder: Når man for eksempel skal ansøge om noget ved det offentlige eller for eksempel skifte læge, vil det være sådan, at man kommer ned på det lokale borgerservicecenter, hvor de vil sige, at man selv skal gøre det digitalt og forsøge at hjælpe vedkommende til at gøre det, men man vil ikke presse det igennem, skabe en utryg situation og bruge en masse ressourcer for at få nogen til at gøre det selv, hvis man fornemmer, at de ikke kan. Det andet scenarie, som er det, der træder i kraft i november 2014, er, at man skal modtage al post fra det offentlige digitalt, og hvis man ikke mener, man kan det, skal man - Man kunne først blive fritaget fra den første marts, så vi er nu i dialog med de organisationer, der er i kontakt med hjemløse og socialt udsatte, og taler med dem om, hvad der skal ske. udfylde en erklæring på tro og love om, at man opfylder et af de undtagelseskriterier, der er. Skal man selv aktivt gå op og effektuere det? - Ja, eller også skal en anden gøre det for én. Hvad sker der, hvis man ikke gør noget som helst? - Så vil man inden digital post bliver obligatorisk den 1. november 2014 blive underrettet i et personligt brev om, at man er ved at blive oprettet, og dem, der vil overse det, vil modtage endnu et brev. Folk uden hjem Hvordan får man den oplysning, hvis man ikke opholder sig i sit hjem eller nogensinde åbner en kuvert? - Det har jeg ikke et præcist svar på. Det er vi i gang med at finde ud af. Det er jo ikke taget i brug endnu. Man kunne først blive fritaget fra den første marts, så vi er nu i dialog med de organisationer, der er i kontakt med hjemløse og socialt udsatte, og taler med dem om, hvad der skal ske. Det skal vi blive skarpe på. Vi er blandt andet i dialog med Rådet for Socialt Udsatte, og vi har deltaget i en konference af Projekt UDEN- FOR. Vi er startet op med det, men har ikke alle løsninger end nu. Der vil jo nok forekomme borgere - hjemløse eller socialt udsatte - der i første omgang vil være i stand til at oprette NemID og en digital postkasse. Men når det kommer til stykket ikke vil kunne håndtere at betjene deres indbakke kontinuerligt eller har sociale fobier, der betyder, at de ikke kan gå på borgerservice eller biblioteket og få hjælp eller låne en computer. Hvor skal de så gå hen for at få hjælp? - Så tænker jeg, at man skal ringe. Men det er også godt, at du spørger, for vi har først for alvor taget hul på det her nu og Målsætningen er, at dem, der kan, de skal, men der er mulighed for at blive fritaget og blive betjent på anden vis, siger Digitaliseringsstyrelsen om den digitale fremtid for socialt udsatte. skal til at finde ud af, hvad udfordringerne er og vil gerne i dialog med de væresteder, der kender til deres problemstillinger. For eksempel Hus Forbi. Nøglekort Hvad med nøglekortet, der giver adgang til NemID. Når man lever på gaden, mister man meget ofte sine personlige ejendele. De kan blive stjålet eller glemt. Således vil et nøglekort til NemID også meget nemt forsvinde igen og igen hvad gør man så? - Så vidt jeg er orienteret, kan man komme op på Borgerservice og få et nyt nøglekort, men det kræver, man tager derop og får kontakt. Man kan også få et nøglekort, der ikke er fysisk, men installeret som hardware på ens pc, men det kræver jo, at man har en computer. Lige nu er der mange af de sælgere, Hus Forbi er i kontakt med, der er meget forvirrede og utrygge over det, der kommer til at ske. De har ikke en computer og heller ikke altid adgang til en på et bibliotek, hvor de for eksempel kan have karantæne, fordi biblioteket har vurderet, at de har opført sig uhensigtsmæssigt. De har lige nu lyst til at smide deres nøglekort ad Pommern til og opgive det hele. Hvordan forholder I jer til, at der er borgere, der har en panisk følelse i forhold til de nye tiltag? - Sådan skal det jo ikke være. Så skal man blive fritaget. Så det er ærgerligt, at det ikke er blevet kommunikeret godt nok ud. Det vil vi gerne prøve at gøre bedre. Før digitaliseringstiltaget var der mange borgere, der følte sig marginaliseret i samfundet. Hvis de nu skal fritages for noget, som de fleste borgere skal benytte sig af med en masse fordele, vil der så ikke være en sandsynlighed for, at de vil føle sig endnu mere marginaliserede? - Jo, og vi har en udfordring i, hvordan vi bedst kan komme i kontakt med de her mennesker. Det skal vi finde nogle løsninger på. Samtidig er det vigtigt at understrege, at internettet også kan rumme fordele - for eksempel for danskere med sociale fobier. Hvor skal jeg nu bo? 52-årige Susanne Bjørklund har mistet sin lejlighed og viljen til at stå imod. Hun skylder en formue og frygter for fremtiden. Men er der stadig håb? Her er hendes beretning fra et herberg på Nørrebro 12 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 13

8 J af Peter Rathmann foto: Jeppe Bøje Nielsen eg kalder værelset her for pinden. Det er mindre end cellerne i Vestre Fængsel, siger Susanne Bjørklund Schiffer i rum nummer 14 i herberget i Hillerødgade på Nørrebro. Hun ved alt for godt, hvad hun taler om. For snart 30 år siden blev den dengang 23-årige Susanne Bjørklund idømt 12 års fængsel for medvirken til et mord, hun stadig nægter sig skyldig i. I 2009 måtte hun igen i fængsel, denne gang dømt for grov vold. I dag er Susanne 52 år og fri, men hun føler sig stadig spærret inde, nu som hjemløs. Milo, den toårige labrador og Susannes bedste ven, har modstræbende lagt sig og dasker med halen i gulvet. Han vil tydeligvis gerne ud herfra. Pladsen er trang på 7,6 kvadratmeter, som foruden Susanne og Milo er fyldt op med en seng, et klædeskab, et bord, et køleskab og et tv. De to er tilbage i København efter mange år i Helsingør. Susanne føler sig smidt ud af kommunen. Med sig har hun en regning på kroner for misligholdelse af stuelejligheden på Rytterbakken i boligområdet Vapnagaard, hvor hun flyttede ind i Hun har mistet sit hjem efter en voldsom og årelang nabofejde uden vindere. Striden endte ved boligretten, men Susanne flyttede fra lejligheden, inden det kom så vidt. - Jeg havde ikke nerverne til en retssag. Selvfølgelig kan jeg ikke betale den regning, jeg har jo ingen penge, siger hun. På gaden i Helsingør Det er over et år siden, hun blev hjemløs. I starten lånte hun en campingvogn af en ven, men de næste mange måneder levede hun på gaden i Helsingør og sov i kældre og under trapper og halvtag. - Jeg cyklede rundt på min gamle Christianiabike med sovepose, liggeunderlag og gamle klude, som Milo og jeg kunne ligge på om natten for at holde regnen og kulden væk. Det meste af dagen gik med at finde et sted at tørre soveposen og mine sko. - Flere gange måtte jeg vige fra mit grej, når andre hjemløse truede mig. Det kan ses på hende, at årene har været hårde, ikke kun de mange år i fængsel. Susanne føler, at hun stadig betaler en høj pris for de fængselsdomme, hun for længst har udstået. - Jeg føler mig ignoreret og uafbrudt mødt med negative forventninger. I tiden på gaden mistede hun sin protese i overmunden, og hun har stadig ikke fået en - Nogle gange sidder jeg lige så stille og begynder at græde. ny. Hun går med besvær og krykke, fordi korsbånd og menisk i det højre ben er ødelagte. En fuld mand sparkede benene væk under hende under et skænderi, fortæller Susanne. Hun kunne ikke længere cykle og søgte til Stubben, Kirkens Korshærs herberg for hjemløse i Helsingør. - Forstanderen sagde, at de ikke kunne tage mig ind, og at jeg måtte tage til København. Men jeg er ikke god til at have så mange mennesker omkring mig som her. Efterhånden er jeg nok blevet menneskesky og lidt af en enspænder, siger hun og tilføjer, at der er mange i Helsingør, som hun håber at kende livet ud: - Både i Klubben, hos Frelsens Hær og slagteren, der gav Milo lidt gufkød, og almindelige mennesker på gaden, som spurgte til os. Jeg savner nogle af mine gamle naboer, og jeg savner at gå i skovene deroppe med Milo, hvor han rigtig kunne slippes løs. På heroin I december vaklede hun med sine krykker ind på herberget i Hillerødgade. Hendes fødder var opløste af måneders kulde og regn. Hun var vredet om på knæet. Smerterne var så voldsomme, at hun var nødt til at købe heroin og ryge det for overhovedet at kunne gå. - Jeg var en halv time om at bevæge mig 50 meter. Milo var ved at gå ud af sit gode skind. Hun blødte fra gummerne i overmunden, hvor protesen nu har manglet i otte måneder. Susanne skammer sig over at spise sammen med andre. - Det er helt umuligt bare at tygge i en sandwich. Ansigtet falder helt sammen, fordi tænderne mangler. Det er flovt, når jeg står og sælger Hus Forbi. Efter en måned på rygeheroin lykkedes det Susanne at holde op. Hun har lige modtaget et Det har været hårde år for Susanne Bjørklund. nyt sygesikringskort fra Københavns Kommune, hvor hendes adresse står opført som herberget i Hillerødgade. Det kommer helt bag på hende. - Jeg kender dem ikke, siger hun om lægerne, der står opført på kortet som hendes egne læger. - De er søde og rare her på herberget, men selvom jeg har mit lille hummer, ligger jeg vågen om natten og spekulerer på, hvor jeg nu skal bo. Nogle gange sidder jeg lige så stille og begynder at græde. Det er bare nerver og spekulationer, siger hun. Det barske miljø på herberget minder hende om alle de år, hun sad i fængsel. - En gang imellem er jeg lige ved at gå min vej. Men så tænker jeg på, at mine fødder er næsten helet, og at de har reddet mit liv her. Hun skal snart opereres i det ødelagte ben, men er bange for at blive lagt i narkose, fordi det vil gøre hende forsvarsløs, hvis nogen vil hende noget ondt. Det har hun en nagende mistanke om. Men hun kan ikke tåle en rygmarvsbedøvelse på grund af tre diskusprolapser. Hun er slidt ned i ryggen og har fået metadon mod smerterne de sidste syv-otte år. Dømt Susanne var i lejligheden på Engvej 120 i Dragør, hvor den 54-årige invalidepensionist Kurt Schou blev sparket, slået og stukket ihjel den 19. april Hendes 18-årige stedbror, René Court Domdal Sørensen, blev dømt for drabet, men Susanne blev dømt for medvirken: 12 års fængsel. Sagen var dengang meget omtalt, fordi mange ikke mindst Susanne mente, at der var tale om et justitsmord. Det mener Susanne fortsat og siger om sin stedbrors motiv, at den homoseksuelle Kurt Schou havde udsat ham for overgreb. Stedbroren er siden død af en overdosis. Hun afsonede otte år med et par springture undervejs. Under en ledsaget udgang lykkedes det hende at stikke af til Københavns Hovedbanegård. - Det var faktisk synd for hende betjenten, som fulgte mig. Vi var til min nevøs fødselsdag. Jeg lod som om, jeg skulle på toilettet. Men hun gik ud ad bagdøren, tog en taxa til hovedbanegården og gemte sig under sæderne i et tog til Hamburg. - Jeg blev godt nok bange, da paskontrolløren satte sig lige der, hvor jeg havde gemt mig. Jeg kunne se hans walkie-talkie hænge ned fra sædet. Da de sagde Hamburg-Altona i højttaleren, krøb jeg frem. Susanne flygtede videre til Belgien og boede en kort tid i et kollektivt landbrug, inden hun endte i Brasilien. Efter ni måneder tog hun til Danmark for at hente sin datter, men røg tilbage i fængslet. Inden flugten var hun blevet gift i fængslet med en brasilianer. Susanne var i lang lyserød kjole og hvid flæsebluse og tog hans efternavn - Det er klart, jeg har taget skade af at sidde i fængsel. Susanne og Milo på vej på arbejde på Nørrebro. Schiffer. Det har hun stadig. Efter løsladelsen forsøgte hun at blive skilt for at gifte sig med en færing, men det lod sig ikke gøre. - Advokaten sagde ellers, at skilsmissen bare skulle offentliggøres i 'Jornal do Brasil'. Men man kan åbenbart ikke blive skilt fra en person, man ikke kan finde på jordens overflade, så nu står jeg opført som gift, men forladt. Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan blive skilt. Psykologen I 2009 fik hun en dom på to et halvt år for vold mod en 64-årig mand hjemme i sin lejlighed i Helsingør. Den i forvejen svagtseende mand mistede synet og måtte flytte på et plejehjem. - Jeg var vældigt beruset, og det var dybt tragisk. Vi var ikke kærester, men han var sygeligt jaloux. Han overfaldt mig, og så gik jeg til modværge. Det var et chok for hende at komme i fængsel igen. Kvindeafdelingen i Herstedvester var endnu mere slidt ned end sidst. - Hvis jeg ikke havde haft lejligheden at vende hjem til, var jeg ikke blevet prøveløsladt fra de sidste ni måneder. Hun fortæller kun tøvende om tiden i fængsel. En medfange kom substralgødning i de andres mad, men hun blev taget på fersk gerning. - Det er klart, at man tager skade af at sidde i fængsel. Jeg ville gerne holde foredrag for skoleelever om, hvor ødelæggende det er at komme ud i stofmisbrug og i fængsel. I dag er hun førtidspensionist som følge af de mange år i fængsel, sin ødelagte ryg og en traumatisk barndom. - Jeg synes ellers, jeg har haft en god opvækst. Men da jeg fortalte om den til en psykolog, begyndte hun pludselig at græde. Det var helt mærkeligt. Så kunne jeg ikke lide at fortælle mere. Susannes far forlod hende, da hun var et år gammel. Susanne sad i fængsel, da moderen døde som 68-årig. - Jeg håbede, at min far ville reagere på dødsannoncen, men jeg ved ikke, hvor han er. I dag på herberget føler hun sig syltet og kørt ud på et sidespor. Det gælder bolig, 14 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 15

9 - Milo er det dejligste, jeg har. Han holder mig oppe. 16 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 17

10 Endelig får Milo lov til at komme ud. arbejdsmarkedet og behandling for at slippe af med metadonen. - Jeg føler mig forfulgt af min fortid og stemplet som morder og hende, der nærmest rev øjnene ud på en mand. Forhindret i at stemme Hun er i tvivl om, hvor rejsen nu går hen. På den ene side vil hun gerne tilbage til Helsingør og håber, at kommunen vil hjælpe hende. På den anden side er der mennesker i byen, som hun helst vil undgå. Men det er svært at trænge igennem og få hjælp til en ny bolig. Det samme gælder uddannelse og job, som da hun søgte på erhvervsskole som iværksætter. - Socialrådgiveren sagde, at det kunne jeg godt glemme alt om. Skolen ville ellers gerne have mig. Jeg får så mange ideer. Den nyeste idé er at bygge hundebokse og udleje dem til de store butikker, så hundene ikke bliver stjålet, når de venter udenfor. Som barn kom hun i arbejde på en stor gård, som 14-årig fik hun job i et bageri, siden i en kiosk, så en skotøjsbutik, så med rengøring og senere som talepædagogmedhjælper og gartner. - Jeg har også lagt fliser og været blomsterhandler på Kultorvet. Hun fortæller med glæde, at hun har hf og htx, er uddannet sygehjælper og mangler ni måneder af sin kokkeuddannelse. Det er bare svært at se frem, når det går tilbage med helbredet. Susanne vil gerne have smertebehandling for at slippe af med metadonen. - Men jeg kan ikke få behandling på en almindelig smerteklinik. Jeg er stemplet som narkoman, fordi jeg tager metadon, siger Susanne og tager en slurk af sin formiddagsøl: - Jeg kan ikke længere tåle alkohol, så jeg drikker ikke så meget. Det dunker i mit hoved efter seks-otte øl. Susanne følte sig ydmyget til kommunalvalget i november, da hun blev nægtet at stemme i Helsingør, fordi hun ikke længere havde en adresse. Hun ringede til Gadejuristen i København. - De sagde, at jeg skulle tage ind på Rådhuspladsen og stemme sammen med de andre hjemløse. Men på rådhuset sagde de, at jeg ikke havde været hjemløs længe nok. Jeg har ellers altid stemt, det ligger i opdragelsen, ligesom at tage til 1. maj i Fælledparken. Min stemme var det sidste, de tog fra mig. Jeg blev knotten og talte med store bogstaver, men det hjalp ikke. Min datter, min ven og Milo Susanne Bjørklund var kun 15 år, da hun fik sin datter. Den nu 37-årige datter Linda bor også på herberg efter en psykiatrisk indlæggelse. - Hun blev udskrevet direkte til gaden. Så sad vi her på pinden, Linda, Milo og jeg, og var nærmest handlingslammede. Heldigvis er både mor og datter holdt op med heroin, fortæller hun: - Der er så mange ting, jeg gerne vil nå. - Men vi kunne godt bruge noget støtte, for hun er helt knust. Måske kunne vi komme til en psykolog sammen. Men jeg skal betale halvdelen selv, og det har jeg ikke råd til. - Det berører min datter dybt, at hendes mor ikke har et hjem. Min dør har ellers altid stået åben for hende, men det er svært at have besøg her. Men du har Milo, selvom han vist gerne vil ud? - Ja, min elskede Milo, han er det dejligste, jeg har. Han holder mig oppe, siger hun med strålende øjne. Men blikket slukkes igen ved det næste spørgsmål: Hvad med andre mennesker? - Jo, jeg har da en ven, ham, der lånte mig campingvognen. Men han er oppe i årene og har selv mange skavanker. Susanne har svært ved at gå ud og se andre mennesker i øjnene. - Jeg skammer mig over min situation. Jeg er helt ødelagt i mine nerver og mit selvværd. Jeg må virkelig kæmpe for ikke at blive hævngerrig og sort i min sjæl. Men hun nægter at give op. - Der er så meget, jeg gerne ville. Jeg elsker at male, og i mange år har jeg villet skrive en bog. Og så ville jeg ønske at få ham her til lydighedstræning, siger hun og klapper Milo. Endelig får Milo lov til at komme ud i det fri. Han trækker Susanne med. om susanne Hus Forbi har på Susanne Bjørklunds eget ønske talt med en række personer, som har været i kontakt med hende på steder, der er nævnt i artiklen. Her er, hvad de siger om hende som nabo og menneske. Ernst Hansen, Helsingør Kommunes støttekontaktperson for Susanne - Som jeg forstår det, blev Susanne nægtet at stemme i både Helsingør og som hjemløs på Københavns Rådhus, fordi hun allerede på valgdatoen var tilmeldt herberget i Hillerødgade. Hun skulle altså have stemt på Nørrebro, men det var hun ikke klar over, og ingen gjorde hende det klart. Var tilmeldingen sket bare et par dage senere, ville hun stadig have kunnet stemme i Helsingør, har jeg forstået. Det var en meget ærgerlig situation. Anette Lauritsen, leder af Kirkens Korshærs herberg Stubben for hjemløse i Helsingør - Vi er et lille sted bemandet med primært frivillige og må erkende, at vi ikke kan rumme Susanne og hendes problemstilling. De mandlige beboere ville have mere end svært ved at acceptere hende på grund af hendes fortid, men også på grund af den adfærd, hun indimellem lægger for dagen. - Desuden tillader vi slet ikke husdyr eller metadon. Edel Riget, tidligere nabo i Helsingør - Da jeg flyttede ind, var Susanne i gang med at afsone sin anden dom. Hun blev stigmatiseret på grund af sin fortid, og det gjorde hende sårbar. Hun har også et misbrugsproblem og drikker for mange øl, og jeg ville ønske for hende, at hun kommer i afvænning. - Men jeg fandt ud af, at hun egentlig er en smaddersød pige, og jeg var tit inde hos hende og snakke, mens vores hunde legede sammen. - Selvom hun ligger ned, har hun en forventning om at rejse sig igen. Det håber jeg for hende, at hun gør. Conny Roelsgaard Larsen, Susannes psykolog - Susannes barndom i en plejefamilie var fyldt med omsorgssvigt og utryghed. - Det følger hende, at hun ofte er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Som dengang hun var i lejligheden, hvor en mand blev slået ihjel. - Susanne er ikke god til at passe på sig selv og har en lidt godtroende tilgang til andre mennesker, som ofte opfatter hende skævt og ender med at skuffe hende. - Hun er lidt som eleven i klassen, der fortæller nogle ting helt åbent og bliver drillet med dem bagefter. Hun kan være for tillidsfuld, og det bringer hende ud i problemer, andre ville have garderet sig imod. - Men hun er et nænsomt menneske med blik for, hvad der er godt for andre. Succes med opsøgende tandlæge I Herlev opsøger de kommunale tandlæger socialt udsatte, som ellers ikke ville gå til tandlæge af Peter Rathmann Tandlæger skal opsøge socialt udsatte mennesker, hvis det skal lykkes at give dem en bedre tandpleje. I Herlev tager kommunale medarbejdere ud på væresteder og finder patienter til kommunens tandlæger. Med stor gevinst for alle parter. Herlev-modellen er en forsøgsordning, der har fungeret i mere end 20 år. - Regeringen har det seneste år fjernet 500 millioner fra tandplejeområdet. Overtandlæge Birgitte Sindrup, formand for De Offentlige Tandlæger. Den bør udbredes til hele landet, foreslår De Offentlige Tandlæger. Sidste år blev der kun brugt 20 procent af de 180 millioner kroner, som var afsat på finansloven til tandpleje af socialt udsatte. For meget bureaukrati, for høj egenbetaling og mange udsatte borgeres ulyst til at gå til tandlægen hører med til forklaringen. - Det havde vi forudset Kommunale bisser Københavns to frivillige Bisse-klinikker på Mændenes Hjem i Istedgade og på Kofoeds Skole for socialt udsatte har indgået en samarbejdsaftale med Københavns Kommune. Aftalen sikrer både økonomi i driften og fastlægger principper for den behandling, der sker på klinikkerne. I over 11 år har frivillige tandlæger og tandplejere - kaldet Bisserne - hjulpet blandt andet hjemløse med tandproblemer. - Aftalen er et væsentligt step mod egentlig socialtandpleje i Danmark, mener Peter og også fortalt politikerne, siger overtandlæge Birgitte Sindrup, formand for De Offentlige Tandlæger. Herlev-modellen har på helt suveræn måde vist, hvordan det er lykkedes at få mere end 70 procent af de socialt udsatte til at benytte sig af regelmæssig tandpleje, siger Birgitte Sindrup. Kommunal tandpleje Patienten bliver opsøgt og vælger selv, om han eller hun vil til den private eller den kommunale tandlæge. I det øvrige land har den almindelige voksne borger som udgangspunkt ikke adgang til den kommunale tandpleje. To ud af tre i Herlev vælger den private tandlæge, mens den tredje vælger den kommunale. - Den tredje tilhører ofte den svageste del af gruppen. Det kan være nemmere at komme til den kommunale tandpleje, fordi vi er vant til at håndtere specialplejepatienter, som kan have meget tilfælles med socialt udsatte, siger Birgitte Sindrup. Men politikerne har sagt nej til Herlev-modellen, fordi den vil koste yderligere 180 millioner kroner at indføre på landsplan. Tandplejebesparelser - Men regeringen har det seneste år fjernet 500 millioner fra tandplejeområdet kunne passende bruges til at tilbageføre de manglende 180 millioner, afskaffe egenbetaling og gennemføre systemet fra Herlev, der beviseligt giver mere lighed i sundhed, siger Birgitte Sindrup. Ordningen er også en gevinst for samfundsøkonomien, fordi socialt udsatte i en regelmæssig, forebyggende behandling vil spare samfundet for dyre akutbehandlinger. Og en gevinst for arbejdsmarkedet, fordi mange med behandlede og pæne tænder vil få nyt mod på at gå til en jobsamtale: - Det kan være svært for begge parter i en jobsamtale, hvis ansøgeren for eksempel mangler sine fortænder. Tændernes tilstand kan være afgørende for, om vi ender i social isolation eller smiler til verden. På den lange bane vil Herlevmodellen vise sig at være til samfundsøkonomisk fordel, siger Birgitte Sindrup. De Offentlige Tandlæger har igen kontaktet sundhedspolitikerne for at overbevise dem om Herlevmodellen. Østergaard, formand for hovedstadens frivillige tandlægehjælp til udsatte borgere. Tidligere har klinikkerne skullet skaffe økonomi via for eksempel de satspuljemidler, som vedtages på Christiansborg, fra diverse fonde og fra en dispensation med sygesikringen. Men nu er der papir på, at klinikkerne samlet årligt skal have et beløb fra Københavns Kommune, der for 2014 er på knap 1,5 millioner kroner bevilget af Borgerrepræsentationen. Aftalen er den første af sin slags i Danmark. 18 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 19

11 Hus Forbis Michael Nielsen i dialog med Manu Sareen. dede med dem i fængslet. Men når du så er ude på den anden side, har Kriminalforsorgen ikke længere noget at skulle have sagt. Så får du en ny sagsbehandler, og så kan du ikke få penge til indskuddet på en lejlighed. Manu: Jamen, jeg anerkender helt det, du siger, og jeg ved også, det foregår. Michael: De, der kommer ud på den måde, ryger tilbage til stofferne og kriminaliteten. Måske ikke dem allesammen, men langt de fleste. Manu: Hvad skal der til for at ændre det? Michael: Der skal min egen vilje til. Jeg gennemgik en masse projekter inden for murene, og jeg har sagt, at de skal ikke have lov til at ødelægge mit liv. Jeg skal aldrig tilbage. Manu: Ja, og det er så en anden ting. Hvis ikke du vil selv, kan vi ikke hjælpe, uanset hvad vi stiller op. Længere er den bare ikke. Jeg kan ikke hjælpe folk, der ikke vil hjælpes. Metoder skal forfines 88 ud af landets 98 kommuner er med i projektet 'den gode løsladelse', hvor der burde ske en overlevering fra Kriminalforsorgen til den enkelte kommune. Michael Nielsen mener imidlertid, at både han selv og 'den gode løsladelse' blev fanget i bureaukratiet. Manu: Sådan burde det ikke være. I Hjemløsestrategien er det borgerne, der er omdrejningspunktet. Så er der nogle steder, det ikke lykkes, og det må vi gøre noget ved. Det optimale er jo, at man får kommunikeret sammen. Jeg tror ikke på, man kan beholde sin sagsbehandler efter løsladelse. - Jeg har mødt mange sagsbehandlere, der følger reglerne. Jeg har også mødt mange sagsbehandlere og socialarbejdere, som har bøjet reglerne. Socialminister Manu Sareen Man overdrager sin sag, men sagen skal overdrages med størst mulig respekt. Vi skal blive ved med at forfine vores metoder. Michael: Men hvorfor kan den sagsbehandler, der har min sag inde bag muren, ikke få noget mere ansvar hele vejen igennem? Så hun kan se, det er det rigtige, der bliver gjort. Manu: Nu er du langt nede i den konkrete sag. Det er kommunernes ansvar, og det er svært for mig at forholde mig til. Jeg skal lægge de bedst mulige overordnede rammer. Michael: Men kommunerne får jo også at vide herfra, hvordan de skal forholde sig. Manu: Ja, selvfølgelig. Michael: Så er det vel også dit ansvar. Manu: Ja, og her har de åbenbart gjort det, de ikke skulle. Som jeg sagde: Socialt arbejde tager tid. Der kan gå tid, før tankegangen har spredt sig alle steder i Kriminalforsorgen og socialcentrene. Det er en del af virkeligheden, desværre. Skrankepaver Peter: Da jeg snakkede med Michael før interviewet her, hørte jeg ordet 'skrankepaver' flere gange. Mødte du skrankepaver, da du selv var socialarbejder? Manu: Jeg har ikke mødt skrankepaver på den måde. Jeg har mødt mange sagsbehandlere, der følger reglerne. Jeg har også mødt mange sagsbehandlere og socialarbejdere, som har bøjet reglerne. På en døgninstitution havde vi for eksempel en ung mand, som udviste 'bekymrende adfærd', som det hedder. Vores eneste kontakt med ham var gennem mobiltelefonen, men en dag havde han brug for penge og solgte den. Normalt ville man sige, at det var bare ærgerligt, men her tog vi pengene i kassen og gav ham en ny. Der bøjede vi reglerne, fordi det var nødvendigt. Hvis reglerne ikke er gode nok, må vi kigge på dem. Man må bare have forståelse for, at der vil være tilfælde, hvor regler og mennesker ikke passer sammen. Michael: Jeg kan godt forestille mig, at du kunne finde ud af at tage initiativer selv. Tage et ansvar selv for at få det til at lykkes. Kunne du ikke have tænkt dig at kunne gøre det noget mere? Manu: Der er forskel på at arbejde på gaden og i socialcentret. Det er tit dem i socialcentret, der har det sværest. Vi andre havde nogle muligheder, vi havde penge på lommen, vi kunne give en shawarma. Socialt arbejde tager tid om minister og journalister Man må bare have forståelse for, at der vil være tilfælde, hvor regler og mennesker ikke passer sammen, siger socialminister Manu Sareen, som selv har arbejdet med socialt udsatte på gadeplan af Michael Nielsen og Peter Andersen foto: Lars Ertner I september sidste år forlod Michael Nielsen statsfængslet i Vridsløselille efter en lang fængselsdom. De sidste to et halvt år i fængslet blev brugt på at forberede ham på livet udenfor, herunder afvænning fra stofmisbrug. Alligevel blev han som mange andre løsladt til gaden, fordi hans tidligere hjemkommune, Greve, tabte alt det arbejde, der var gjort hos Kriminalforsorgen, på gulvet. Greve er ellers en af de 88 kommuner, der har forpligtet sig til at leve op til principperne i den gode løsladelse. Målet er at gøre overgangen fra fange til fri så gnidningsløs som mulig og en af de væsentligste forudsætninger er, at der er en bolig at komme ud til. Det er med det udgangspunkt, Hus Forbi møder Danmarks nye socialminister, Manu Sareen. Michael: Det fungerer ikke, som det burde gøre, når man bliver løsladt. Det ser fint ud på papiret, men det fungerer ikke i praksis. Manu: Jeg er gammel socialarbejder, og det er fuldstændig rigtigt, at ting ser ud på én måde på papiret, men når man arbejder med mennesker, går det ikke altid, som man regnede med. Vi er allesammen forskellige, og de, som skal føre det på papiret ud i livet, er mennesker på gaden og i socialcentrene. Det er flydende, socialt arbejde er organisk. Jeg vil så sige, at der er meget, der fungerer i praksis, men det betyder ikke, at alt er OK. Som jeg har erfaret gennem mange år: Socialt arbejde tager tid. Michael: Men det virker som om, der er to regelsæt. Ét da jag sad derinde, og et andet da jeg kom ud på den anden side. Jeg synes, det halter. Manu: Der er Kriminalforsorgen, og der er Hjemløsestrategien. Og det skulle gerne spille sammen. Strategien med 'den gode løsladelse' starter den dag, man bliver indsat. Hvordan man skal klare det økonomisk og med bolig, når man kommer ud. Det sker så ikke altid, og det er rigtig ærgerligt. Men det er sådan, jeg gerne så, at det var. Og det er det, jeg presser på for. Drømmen om det gode liv Socialministeren mener grundlæggende, at regeringens politik er den rigtige. Med de sociale mål er der sat nogle pejlemærker med hensyn til blandt andet hjemløshed, stofmisbrug og socialt udsatte unge, og nøgleordet er forebyggels Michael: Jeg havde en god oplevelse, da jeg sad inde. Også i forhold til kommunen, som samarbej- manu sareen Radikal minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, siden SF forlod regeringen i februar, indtil da kirkeminister. Han kom til Danmark fra Indien som treårig, har en politisk fortid som leder af den radikale gruppe på Københavns Rådhus og en faglig baggrund som socialpædagog, konfliktmægler og etnisk konsulent i København. Er desuden forfatter, blandt andet til en serie ungdomsbøger om drengen Iqbal Farooq hus forbis hold hjemløsejournalist michael mielsen Er med egne ord uddannet kok og tømrer. Har en fortid som våbenhandler og er nu Hus Forbisælger. Har holdt sig fri af stoffer og kriminalitet i et halvt år siden løsladelsen fra Vridsløselille og har for nyligt af egen drift fundet en lejlighed i Vallekilde i Nordvestsjælland, hvor han har boet før. journalist peter andersen Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har arbejdet som journalist for blandt andet 3F og Berlingske Tidende. Tilknyttet Hus Forbi fra Er efterhånden blevet fast interviewer af socialministre: Dette er nummer tre siden juni HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 21

12 Paradoksalt nok blev Camilla-Kenyas handicap hendes redning. Hun er vokset op i en familie med vold, alkohol og en følelsesmæssig afstumpethed, der nok var årsagen til, at hendes søster valgte at dulme sig med de stoffer, der endte med at slå hende ihjel. Læs en pårørendes beretning om livet tæt på en søster i misbrug. Jeg tror ikke, hun hørte til her Camilla-Kenya Julendal mistede sin søster, Mitzi, som var Hus Forbi-sælger og døde af en overdosis af Birgitte Ellemann Höegh foto: Helga Theilgaard NAlle har en familie Ethvert menneske har en familie, som er med på livets rejse, uanset om der er kontakt, og uanset om familiemedlemmerne stadig er i live. Hus Forbi sætter fokus på socialt udsatte menneskers familierelationer. u er det et år siden, du forlod denne verden og fløj afsted. Jeg husker præcis følelsen af at få at vide, at du var død alle mine tanker, alle mine tårer. Samtidig med sorgen over din død, så accepterede jeg med det samme, at det var det bedste for dig ikke at være her. ( ) Der var nok intet, der kunne helbrede dig, uanset hvor meget man ønskede det. De ting, du havde oplevet, og alle de ting, du kunne huske, alle de ord, der var blevet sagt til dig, du ville ikke kunne blive helet igen. Du havde så meget sorg og ødelæggelse inden i dig, men du var ikke skyld i alt det. Du var ikke skyld i, at du skulle ødelægges på den måde. Jeg ville ønske, at jeg kunne have passet bedre på dig. At jeg havde kunnet gøre noget. Jeg bebrejder ikke mig selv noget, for du ved lige så godt som jeg, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for dig. Jeg ved, at du var mig evigt taknemmelig. Ovenstående er et uddrag af, hvad Camilla- Kenya Julendal har skrevet på Misbrugsportalen.dk s blog om sin søster, Mitzi, der døde af en overdosis i september Mitzi blev kun 28 år gammel og havde insulinkrævende sukkersyge. I en tid var hun hjemløs, og gennem nogle år var hun Hus Forbi-sælger og kom i Hus Forbis café på Nørrebro. Camilla-Kenya tager imod Hus Forbis udsendte i sit hjem i Nærum. Hun inviterer indenfor for at fortælle om at være pårørende til en søster, der levede et omflakkende og usikkert liv, og som endte med at efterlade sig et lille barn, men som ikke selv fik viklet sig fri af sit misbrug. Vi taler netop med Camilla-Kenya, fordi vi ved, at hun var Mitzis nærmeste pårørende, og fordi vi erindrer, hvordan Mitzi talte meget dybtfølt om sin søster. Da Mitzi var ny Hus Forbi-sælger, blev hun interviewet til Hus Forbis bagside, og vi spurgte, hvad der optog hende netop nu. Hun svarede: Jeg er rigtig glad for, at min kæreste har fået en lejlighed, men min søster, Camilla- Kenya, kan ikke komme op i lejligheden på grund af sin kørestol, og det er jeg virkelig ked af. Derfor vil jeg gerne i gang med at lede efter min egen stuelejlighed. Udveje I dag er Camilla-Kenya 24 år, og hun har siddet i kørestol og trukket vejret ved hjælp af en respirator, siden hun var ti år gammel, fordi hun har muskelsvind. Samtidig fik hun døgnhjælpere, der har været vidner til Camilla-Kenyas og hendes søsters og brors hverdag i et hjem i 22 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 23

13 - Jeg tror ikke, hun hørte til her. Jeg tror, at der er nogle enkelte individer, der ikke kan hjælpes - ikke fordi, de ikke vil, for jeg tror faktisk gerne, Mitzi ville, men jeg tror ikke, hun kunne. Camilla-Kenya Julendahl om sin søster Mitzi. På den modsatte side ses Mitzi på et fotografi fra fotograf Helga C. Theilgaards bog DE RODLØSE, Forlaget Ajour, HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 25

14 mange måder et roligt og regelmæssigt voksenliv. Mitzi fortsætter sit misbrug og sin kamp for at komme ud af misbruget, mens hun bor i ulovlige lejemål, på herberger og på gaden sammen med sin kæreste, Tim, som hun allerede dengang havde været sammen med i en del år. Kontakt - Jeg synes, vores kontakt var god. Men det var svært de gange, de boede på gaden og skiftede telefonnumre hele tiden, for så skulle jeg finde nogle af deres venner, der kunne få fat på dem. Hvordan var det at have kontakt til en søster, som du ikke kunne holde fast i, fordi hun alligevel gjorde det, hun selv ville? - Når Tim og Mitzi var herhjemme, nærmest kravlede de rundt på væggene. Så meget energi havde de, fordi de var påvirkede. De skiftede hele tiden emne og ville snakke om det hele på én gang. Det kunne tage flere døgn at komme sig ovenpå eftersådan en aften. Der var mange gange, hvor jeg overvejede, om jeg som mine forældre skulle tænke, at hun måtte sejle sin egen sø. Men det har jeg bare ikke kunnet, fordi jeg vidste, at Mitzi hele tiden kæmpede for, at der var nogen, der holdt af hende og syntes, hun var god. Mitzis datter Mitzi og Tim var sammen næsten hele tiden frem til, at Mitzi fødte sin datter, Anna-Elisia. Det var ikke sikkert, at Anna-Elisia var Tims datter. Det var Tim forberedt på, men i tiden op til, at Mitzi skulle have kejsersnit, var det som om, at de havde glemt den mulighed. Da Anna- Elisia blev født med mørk lød, var der ikke nogen tvivl. Tim var hos Mitzi de første dage, men magtede ikke mere end det, og de gik fra hinanden. Tilbagefald Under graviditeten kom Mitzi på et behandlingshjem, hvor de nedtrappede hende, men på grund af graviditeten nedtrappede de hende ikke helt. I januar 2012 fik hun kejsersnit og fødte en datter med abstinenser. Hun var sammen med Anna-Elisia de første par dage, men parat til at forlade hospitalet flere gange. - Jeg tror, hun havde det meget svært med, at Anna-Elisia var mørk, men også med at hun skulle overdrages til en plejefamilie, og så ville hun gerne have haft, at vores forældre også viste hende, at de var stolte af hende. Hun var jo i behandling, og hun kæmpede. Efter fødslen kom Mitzi til at bo i et hus på Amager, hvor der var tilknyttet dagbehandling. Her fik hun et par tilbagefald. Det sidste i september Vi talte i telefon, og jeg tilbød at komme og hente hende. Det ville hun ikke, men vi aftalte at ringes ved klokken otte om aftenen og mødes på en café og snakke om, hvad der skulle ske herfra. Det nyttede jo ikke noget, at hun gik på gaden. Jeg husker også, at hun - Når Tim og Mitzi var herhjemme, nærmest kravlede de rundt på væggene. Så meget energi havde de, fordi de var påvirkede... Der var mange gange, hvor jeg overvejede, om jeg som mine forældre skulle tænke, at hun måtte sejle sin egen sø. Kærtegn ved computeren. - Jeg har både bebrejdet mine forældre og vores barndomskommune, at det skulle gå Mitzi, som det gjorde. Nordsjælland med en far, der var alkoholiker, og en mor, der ifølge Camilla-Kenyas beskrivelse var følelsesmæssigt fraværende. Mitzi valgte enhver vej, hun kunne finde ud af barndomshjemmet, fra hun var syv år gammel. Og hun fik en fin kontakt til et ældre ægtepar, hvor hun endte med at få lov til at bo, til hun var 14 år, og den gamle dame døde. Et ægtepar, som Mitzi beskrev med mange kærlige ord. Derefter kom Mitzi i en kristen plejefamilie, som hun ikke brød sig om at være hos. Hun kom på friskole, og efter 10. klasse boede hun hos sin lærer fra skolen. Men da hun begyndte at tage stoffer, blev det for vanskeligt for læreren at passe på hende. Også Camilla-Kenyas bror har som Mitzi valgt flugtveje væk fra hjemmet og boede i en periode hos en enlig mand på en gård. De muligheder fik Camilla-Kenya bare ikke. Hun var fastlåst til en kørestol og dermed også sit hjem, selvom hun flere gange udtrykte klare ønsker over for sin sagsbehandler om, at hun gerne ville væk. Det kom hun ikke, men hendes fysiske handicap skulle ironisk nok vise sig at blive hendes redning, mener hun selv. Det kommer vi til senere. Loveless Camilla-Kenya, hendes hund Karen, som er opkaldt efter forfatteren Karen Blixen, og en af hendes fem døgnhjælpere i dag Anitta tager imod, da Hus Forbi dukker op. Hunden vimser omkring, Anitta laver kaffe og Camilla-Kenya sætter sig roligt til rette ved spisebordet med begge hænder på bordet, hvorfra der under skjorteærmerne titter et par tatoveringer op én med en djævel og en anden med ordene Loveless, som hun senere beskriver, at hun sommetider har en følelse af at være. Hun begynder at fortælle om sit liv med en lys og meget klar stemme uden at ryste på hverken stemmebånd eller hånd en eneste gang. Ligesom hun ikke lader sit blik vige, uanset hvor barskt indholdet af det, hun fortæller, synes at fremstå for en førstegangslytter. Da Camilla-Kenya bliver 18 år, får hun omsider mulighed for at flytte hjemmefra, og her ændrer Camilla-Kenya og Mitzis søskenderelation karakter. Camilla-Kenya får på Camilla-Kenya på terrassen i hjemmet i Nærum. 26 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 27

15 ville have mig i aflastning, men da kommunen foreslog det til mine forældre, og de afslog, så stod der bare i mine papirer, at sagen afsluttes. Altså jeg mener hvorfor var der ikke nogle klokker, der ringede hos kommunen? Camilla-Kenya har forsøgt at få kontakt til sin daværende familierådgiver og sagsbehandler per mail, men de har valgt ikke at svare hende. Det er hårdt arbejde at skrive på computeren. sagde, at uanset hvor meget hjælp, hun ville få, så vil smerten altid gøre ondt inde i hende - barndommen, misbruget og alle de svigt, hun havde oplevet. Men jeg fik ikke fat i hende senere. Hun døde om natten. Mitzi døde en onsdag og havde om mandagen sagt til sin traumeterapeut i dagbehandlingen, at hun gerne ville i døgnbehandling igen. Dagbehandlingen var klar til at køre hende op til en akutplads i Nordsjælland, men de skulle søge kommunen om betaling til opholdet, og de kunne først give svar om torsdagen. - Det svar kom så bare lidt for sent, siger Camilla-Kenya og griner tørt. Og det fik Camilla- Kenya til at opsøge Mitzis traumeterapeut. For hun kunne ikke begribe, at kommunen skulle vente med at tildele penge til behandlingen. Selv kæmpede Camila-Kenya med en dårlig samvittighed over, at hun følte sig iskold, men traumeterapeuten fik forklaret hende, at det var en klassisk overlevelsesmekanisme, som hun allerede havde tillært sig i sin barndom for at kunne leve. Lykke Har du undervejs vist Mitzi, at du var ked af hendes misbrug? - Ked af er forkerte ord, for jeg kunne godt forstå, at det var den måde, hun kunne mærke lykke på. Men det var jo ikke sjovt at se sin søster på den måde. Jeg bekymrede mig meget - også på grund af hendes sukkersyge. Jeg har mange gange talt i telefon med hende, hvor hun nærmest har talt i vildelse, fordi hendes blodsukker var faldet. De mange bekymringer gjorde det svært for Camilla-Kenya at magte det hele. Hun fik en trykken for brystet og gik til lægen, fordi hun troede, hun havde lungebetændelse. Men lægen mente, at det var psykisk stress og i samme åndedrag lærte Camilla-Kenya sig selv at lade den værste bekymring passere fordi. Er sorgen kommet efterfølgende? - Jeg har hele tiden tænkt, at det måske var det bedste. Jeg tror ikke, hun hørte til her. Jeg tror, at der er nogle enkelte individer, der ikke kan hjælpes - ikke fordi, de ikke vil, for jeg tror faktisk gerne, Mitzi ville, men jeg tror ikke, hun kunne. Hvordan har det været for dig at forklare andre mennesker, at din søster var narkoman og i perioder levede på gaden? - Jeg går ind for sandheden og har aldrig syntes, at det var tabu. Det var også derfor, jeg blev blogger på Misbrugsportalen. Passiv kommune - Jeg har både bebrejdet mine forældre og vores barndomskommune, at det skulle gå Mitzi, som det gjorde. Inden hun døde, søgte jeg aktindsigt i min børnesag, for jeg har tænkt meget over, hvorfor kommunen ikke har kunnet hjælpe mig, nu det var så tydeligt, at kommunen hele tiden har vidst, hvad der foregik hjemme hos os. Camilla-Kenya fortæller om en familierådgiver, der kom hjemme hos dem hver uge og var mere interesseret i at drikke kaffe og få stillet sin nysgerrighed end at smøge ærmerne op og hjælpe Camilla-Kenya. På et tidspunkt flyttede hun med sin mor væk fra faren til et hus, kommunen købte til dem, hvor de fik sat lås på vinduerne, så hendes far ikke kunne bryde ind. Tidligere havde Camilla-Kenya fået en mobiltelefon med et taletidskort af kommunen, så hun kunne ringe til sin faster, hvis hun blev bange. Det blev hun tit, og hun kan i dag læse om indberetninger i den sammenhæng. Derudover var der indberetninger fra skolen om, at hun mødte usoigneret op uden at have fået morgenmad, og en enkelt gang viste det sig, at hun havde brækket en ankel tre steder, men forældrene havde blot antaget anklen for at være forstuvet. - Hvordan kunne kommunen synes, at et barn skulle bo i sådan et hjem? Min faster har siddet i kommunen og grædt, fordi hun gerne Forældremyndighed I foråret 2013 fik Camilla-Kenya forældremyndigheden over Anna-Elisia, og hun har i dag samvær med hende hver tredje uge i to timer. Hun er nu to år, og de timer, Camilla-Kenya har sammen med hende, betyder alt. Camilla-Kenyas mål er at få mere og mere samvær med Anna- Elisia og på sigt få hende hjem og bo hos sig. Er det realistisk, nu du ikke er mobil selv? - De sociale myndigheder siger, at hun vil få et forkert billede af, hvorvidt verden er et trygt sted at leve, hvis hun kommer hjem til mig. Men de må ikke bruge mit handicap imod mig ifølge FN's Handicapkonvention, for jeg har mine hjælpere til at gøre de ting, jeg ikke kan. De har ikke taget initiativ til at lave psykologiske undersøgelser af mig endnu, så det er det, jeg venter på. Men jeg elsker at være sammen med hende, fortæller Camilla-Kenya. Og dén kamp vil Camilla-Kenya gå langt for at vinde i dag, hvor Anna-Elisia og hendes bror er de eneste af hendes familie, hun har kontakt til. I foråret 2013 brød hun kontakten helt med sine forældre efter nogle uoverensstemmelser omkring Anna-Elisia. Derudover bruger Camilla-Kenya sin tid på sit arbejde på Misbrugsportalen, hvor hun står for blogindlæggene, er tovholder for en pårørendechat igennem organisationen LifeRing, går ture med sin hund og er sammen med sine venner. Hun er i dag førtidspensionist, men ønsker på sigt at læse psykologi på fjernstudie og siden videreuddanne sig til misbrugsbehandler. Hvordan vil du forklare, at du har klaret dig så godt i forhold til Mitzi? - Min teori har altid været, at mit handicap har reddet mig. Jeg har ikke haft de samme muligheder for at gå ud og finde en mand, der havde nogle stoffer, der kunne give mig en lykkefølelse og så fik jeg jo hjælpere, der har passet en del på mig. Ellers er jeg sikker på, at jeg havde gået samme vej som Mitzi. Men på nogle måder var din situation jo betydeligt værre end dine søskendes, fordi du var tvunget til at blive i det hjem, som du beskriver som årsagen til, at Mitzi ikke klarede den. Du kunne jo have været blevet fuldstændigt mentalt smadret. - Jeg har haft en stærkere psyke, end mine søskende har haft. Jeg ved godt, at jeg ikke er et koldt menneske, men nogle gange kan jeg godt have følelsen af at være for kold. Jeg tror, det ligger tilbage fra barndommen, at jeg ved, jeg ikke overlever ved at sidde og være ked af tingene. Jeg må bare vente på den næste dag og håbe, den er god for mig, slutter Camilla-Kenya. Karen passer på Camilla-Kenya fra morgen til aften. - Jeg tror, det ligger tilbage fra barndommen, at jeg ved, jeg ikke overlever ved at sidde og være ked af tingene. Jeg må bare vente på den næste dag og håbe, den er god for mig. Stille venten på i morgen. 28 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 29

16 En tur i undergrunden Hus Forbi-sælger og kulturformidler Torben har været til filmarrangement på Bremen og rapporterer: Jeg tog min Hus Forbi-trøje på, kørte mod Bremen. Jeg kom på togtur i tunnelen. Jeg oplevede et udtryk, der gør indtryk: Sætter mig ind i toget mod Bremen. Gik i tunnelen under Penn Station, oplevede en skildring af 6-8 hjemløse personer, der boede dernede med rotterne som deres kæledyr. Oplevelsen var en dag, hvor lyset også brænder i mørket. Det er bare ikke altid, lyset kan få lov at lyse i mørket. Bremen er Bremen Teater i Nyropsgade i København, tæt på Københavns Hovedbanegård. Penn Station er en af de store jernbanestationer placeret neden under Madison Square Garden i New York. I samarbejde med CPH:DOX og de danske hjemløseorganisationer Projekt Udenfor og SAND vistes Marc Singers dokumentarfilm Dark Days i Bremen. Det var et portræt af en gruppe hjemløse, som bor i subway-tunnellerne i New Yorks undergrund. Sofie Bay-Petersen fra SAND interviewede en af de danske hjemløse, David. - Jeg frygter, at det ender med, at jeg får en voldsdom, hvis jeg bliver boende på mit 15 kvadratmeter store værelse på Sundholm, at jeg snart rykker tilbage på gaden, fortalte han. David gav et værdigt billede af, hvordan det er at være hjemløs i Danmark. Set fra min synsvinkel er filmen et lys, der lever i mørket, de skygger, vi alle er bange for. kunstner og hus forbisælger Sanne A, som er denne måneds ny sælger på bagsiden, er også kunstner. Hun maler så meget som muligt og har haft værker med på en udstilling på rådhuset i Horsens og Galleri Gallo i Århus. - Jeg drømmer om at få råd til at male med oliemaling, og det er derfor, jeg sælger Hus Forbi. Jeg har solgt i tre måneder, og det går godt, for jeg kan lide at sælge. Det er rart at snakke med andre mennesker, og det sker, at jeg fortæller dem om mit projekt, slutter Sanne A, der synes, hun har fortalt nok om sig selv for i dag og gerne vil runde af. off line Tonny Rimsmeds hjørne Hus Forbi-sælger Tonny, nummer tonny.rimsmed@gmail.com Siden sidste valg - har mange mandater været til salg Politikere der påstod de havde moral - det viste sig at være det rene pral Mange SF'ere blev socialdemokrater - men havde misforstået ordet kammerater De gik udelukkende efter magt - det havde altid været deres agt Og så kan det være godt at skifte parti - så man kan få nogle gode ben at gnave i Ja, hvis nogen betaler - gi'r de køb på alle idealer De vil såmænd gerne argumentere for det rene fis - når bare mandatet sælges til rette pris Men nu skal de jo huske at vaske hænder - når de bedrager deres venner Så ved håndvasken er der kø - den kan nå tre gange rundt om Furesø Tilliden til politikere forsvinder - efterhånden som vælger-bedrageriet når nye tinder Men de kan jo altid pudse deres glorie i solen - mens de savler over ministerstolen Ida Auken troede at hendes vælgere var splittergale - og at alle SF'ere i virkeligheden var radikale Men uanset om spåkoner kan fornemme - hvad andre ville stemme Så er og bli'r det vælger-bedrageri - når man skifter fra det ene til det andet parti Så jeg siger: Vor Herre bevares - der er vist noget der skal forklares VIKAR-X ER KREERET AF HANNE REFFELT vil du vinde Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om boggaver - fra vores helt egen verden. SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N senest 5. maj. Mrk. kuverten 'OFFLINE' Navn Adresse Postnr By vinderne får direkte besked og offentliggøres på 30 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 31

17 3spørgsmål hvad fik du at spise i går? - Jeg spiser meget af min mad hos Kirkens Korshær. I går fik jeg kartofler med persillesovs og så nogle tomater og rød peberfrugt fra den mest vidunderlige grønthandler i Nørregade. hvad skal der til, for at dit liv bliver bedre? - Jeg ansøger om at få førtidspension, og når tiden er til det, vil jeg gerne leje et hus på landet med udsigt til vandet. Her skal der være plads til mine fire børn og de fem børn, jeg har været noget for og gerne vil være noget for igen. hvor er du på vej hen? - Jeg skal ned på KK (Kirkens Korshær, red.) for at spise morgenmad og blive fotograferet og så skal jeg ud og sælge nogle aviser. sælger nr Sanne A ny hus forbi-sælger af Birgitte Ellemann Höegh foto: Poul Struve Nielsen Der sad en bums på en bænk. Der har hun siddet længe og tænkt. Verden under hende var blevet sort. Selv stjernerne var gået bort. Der kom en vagabond forbi med et lys og gav hende tilbage livets kys. Sådan står der på det maleri (se side 30), som Sanne A har taget med, da hun skal fotograferes til Hus Forbi på gaden i Horsens. For Sanne A som er hendes kunstnernavn vil meget gerne forklare sig selv i forhold til sine malerier, som er det redskab, hun benytter sig af, for at få vendt skuden rundt i sit liv, som hun udtrykker det. - Jeg har fire børn, jeg ikke ser i øjeblikket, men kæmper gennem Statsamtet for at få samvær med dem, fortæller Sanne. Hun forklarer, at det er maleriet, der holder hende oppe i kampen. - Jeg skriver digte og maler, og det har jeg gjort siden dengang, jeg fik en blyant i hånden første gang for at forstå verden og for at forstå mig selv, forklarer hun. Og når man spørger Sanne A, hvordan det er, hun gerne vil forstås, vil hun helst forklare det ud fra sine digte. Derfor citerer hun endnu et digt, som hun har skrevet på en køkkenstol i sin lejlighed i Horsens, og som handler om et psykiatrisk værested, Café Den Hvide Hest, der lå i det gamle apotek i Horsens, og nu er lukket ned: Café Den Hvide Hest var et sted, hvor menneskerne fik lov at være - selv de sjove, skøre, glade, kreative, seriøse og sære. Jeg har hørt, at samfundet trænger til at udvikle talenter. Nogle gange skulle man tro, at samfundet mente, at vi alle var patienter, der skulle medicineres med lyst til magt og penge. Er det kærlighed, de ikke fatter, når det, vi mangler, er omsorg, der batter. Det har vi manglet længe. Velfærd betyder ikke kun, at man skal klare sig. Der må meget gerne også være god karma, læser Sanne op og vil helst ikke kommentere yderligere på ordene. Da Sanne A flyttede væk fra sine børn, boede hun på et behandlingshjem, siden et forsorgshjem og har nu sin egen lejlighed. - Jeg har haft et alkoholmisbrug, og da jeg fandt ud af, at jeg havde adhd, blev jeg klar over, at det var opstået som selvmedicinering. Nu er jeg ude af mit misbrug, fortæller hun og vil helst heller ikke tale mere om det. Til gengæld vil hun gerne fortælle, at hun drømmer om at genåbne Café Den Hvide Hest i Horsens: - Jeg kunne godt tænke mig at lave et folkekøkken. Det har fungeret dengang, jeg arbejdede deroppe, og det var et sted, der hjalp mennesker, som havde livet imod sig, med at få gang i livet igen. Huset ligger jo bare hen nu. Så det er en drøm, jeg sender ud. For enhver by har brug for et folkekøkken, fortæller Sanne A, der før, hun fik børn og blev hjemmegående husmor gennem 14 år, har haft en lang række forskellige jobs, som blandt andet telefonsælger, bagerjomfru, smørrebrødsjomfru og ung pige i huset. I dag Sanne A blevet 40 år og netop begyndt at sælge Hus Forbi. - Nu prøver jeg at få hold på tilværelsen igen. Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. 32 HUS FORBI nr. 4 april årgang