Danske sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis

Transkript

1 Danske sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup Speciale Stabskursus 2010/2011 Forsvaret Vejleder: Lars Bangert Struwe, Ph.D. Center for militære studier Københavns Universitet 0

2 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup ABSTRACT This essay is an analysis of the geopolitical power game in the Arctic region between Arctic 5: United States, Russia, Canada, Norway and Denmark. The aim is to answer following question: Which security-policy challenges does Denmark face in the Arctic? Through Barry Buzan s 5 security policy sectors (Political, Military, Economic, Societal, and Environmental) the essay analyses the regional implications of the race for territory towards the North Pole in order to secure the expected findings of natural resources and enhanced possibilities of using northern routes. The region is looked at with geopolitical glasses and the essay finds that Denmark is in the middle with the role of a mediator. The United States and Russia, being the big political, military and economic powers in the region, have a lot at stake. This is why Denmark very carefully should take the lead in enhancing cooperation and dialog to improve mutual understanding. This work has already commenced with the Ilulissat-meeting, where Denmark with great success established a forum for cooperation. The basic theory on international politics that is used for this essay is neo-realism. 1

3 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup RESUMÉ Isen i det arktiske ocean er ved at smelte. Det er efterhånden en almen kendt situation. Dermed fremkommer et hidtil ukendt territorium, som indtil nu ikke har tilhørt nogen. Isens afsmeltning har givet håb om en ressourcemæssig udnyttelse af området. Dette håb har igangsat et kapløb om at fremskaffe beviser for, hvem af de arktiske stater området tilhører. Kapløbet har fået næring af en undersøgelse, som forudsiger, at 13 % af den hidtil ikke opdagede olie, 30 % af den ikke opdagede naturgas og 20 % af den ikke opdagede flydende gas. Danmark er en af de arktiske stater. Udviklingen på området bliver nøje studeret, og tiltag ændret for at følge med udviklingen. Således er udenrigsministeriet, sammen med Grønland og Færøerne, i øjeblikket i gang med at revidere rigsfællesskabets arktiske strategi, selvom den nuværende kun er fra 2008 og lavet umiddelbart efter Ilulissat erklæringen. Herved opstår en naturlig undren; Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Spørgsmålet besvares ved anvendelse af Barry Buzans elementteori omkring sikkerhedspolitik, som er opdelt i fem sektorer: politisk sikkerhed, militær sikkerhed, økonomisk sikkerhed, miljømæssig sikkerhed og endelig samfundsmæssig sikkerhed. En opdeling, der er medvirkende til en forenkling af helhedsbetragtningen af det sikkerhedspolitiske spektrum. Udover Barry Buzans elementteori belyses Danmarks udfordringer ved at udforske de arktiske staters strategier for det arktiske område. Betragtningen foregår gennem en geopolitisk linse ved Hans Mouritsens omgivelsesniveau. Staternes handlinger tolkes ved brug af neo-realismen. Specialet er opbygget som en redegørende analyse, hvor staternes strategier påpeger aspirationer inden for de respektive sektorer i Buzans elementteori. Derfor redegøres der for strategiernes sammenhæng med sektorerne, hvorefter disse analyseres, først for betydning i sektoren for hvert land, dernæst for betydning regionalt. Derigennem oparbejdes en forståelse for staternes samspil på den arktiske arena. Gennem dette kan Danmarks udfordringer for det arktiske findes. Analysen belyser den særlige situation, Danmark har rent geopolitisk Konklusionen for specialet finder, at Danmark i kraft af sin position midt imellem de to store regionale magter, USA og Rusland, må tage mæglerens rolle og være det samlende led uden at miste nogen i processen. Danmark skal bevare sin politiske internationale indflydelse. Gennem samarbejde og dialog skal der opbygges forståelse, og gennem forståelse skal risikoen for konflikt nedbringes. Herfor er det ikke nogen lille udfordring, Danmark har. Manglende forståelse og samarbejde fører til konflikt og tale om oprustning. Det grundlæggende arbejde er påbegyndt med Ilulissat-erklæringen, nu gælder det om at holde flokken samlet om emnerne. 2

4 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup INDHOLD Abstract... 1 Resumé... 2 Indhold Opgavediskussion Motivation og relevans Opgaveforståelse Baggrund Aktørerne Interesser Problemstilling Problemformulering Teori Kenneth Waltz Buzan Politiske sektor Militære sektor Økonomiske sektor Miljømæssige sektor Sociale sektor Hans Mouritzen Yarger Metode Redegørelse Analyse Konklusion Perspektivering Specialets opbygning Afgrænsning Forskningskarakteristik Redegørelse Den globale opvarmning UN Convention on Law Of the Sea (UNCLOS)

5 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup 5.3. Naturressourcer i Arktis Analyse Politiske Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion politiske sektor Militære Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion militære sektor Økonomiske Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion økonomiske sektor Miljømæssige Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion miljømæssige sektor Sociale Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion sociale sektor

6 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup 7. Konklusion Perspektivering Litteraturliste

7 1. OPGAVEDISKUSSION Formålet med dette kapitel er at redegøre for, hvad nærværende speciale handler om. Ligeledes vil kapitlet fortælle, hvordan emnet teoretisk gribes an og efter hvilken metode samt hvilke afgrænsninger, der ligger til grund. 1.1 Motivation og relevans. I august 2007 plantede Rusland et flag på bunden af det arktiske ocean. Canada beslutter at bygge nye og større skibe for at øge tilstedeværelsen. Danskerne har sendt en ekspedition afsted for at kunne dokumentere eget krav. I 2007 redegjorde daværende videnskabsminister Helge Sander for dele af de danske interesser med udtalelsen: Efterhånden som det er blevet mere klart, hvor store forekomster af olie og gas, der kan ligge gemt, er vores interesse selvfølgelig blevet skærpet 1. Emnet er interessant, da Arktis nyder større og større opmærksomhed dels grundet afsmeltning af polariskappen med dens følgevirkning af tørke og forventede forhøjet vandstand, men afgjort også grundet mulighederne for udvinding af naturressourcer, det være sig olie, naturgas og bekostelige mineraler, som ovenfor nævnt. Ud over naturressourcerne bliver mulighederne for at bruge nye åbne ruter til trafik større. Det forventes, at der bliver åbnet i nordvestpassagen, som vil afkorte skibstrafikkens transporttid fra Europa til Østen. Dette kan have en stor betydning for fragtrater og indtjeningsmuligheder. Udviklingen på området bliver nøje studeret og tiltag ændret for at følge med udviklingen. Således er udenrigsministeriet i øjeblikket i gang med, sammen med Grønland og Færøerne at revidere rigsfællesskabets arktiske strategi 2, selvom den nuværende kun er fra 2008 og lavet umiddelbart efter Ilulissat erklæringen. Herved opstår en naturlig undren; hvad er det for udfordringer, Danmark står overfor i Arktis? Dette giver således motivation til dette speciale, og dets relevans for forsvaret fås, når man indskrænker sig til at se på de sikkerhedspolitiske udfordringer. 1.2 Opgaveforståelse. Hvad er det, der ønskes afdækket i specialet? Udgangspunktet findes i, hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Men for at komme frem til dette, må der ske en afklaring af, hvad der reelt udgør udfordringer. Med andre ord: Hvad kan der kæmpes om? Hvad er det for interesser og forventninger, der ses som mulige i området. Hvem er det, der ser disse muligheder, og hvordan havde de tænkt sig at udnytte dem? Kan dette give anledning til udfordringer? For at komme hertil må vi se dybere ind i baggrunden Baggrund I Danmark anses klimaændringer som et globalt problem, hvilket tydeligt sporedes i f.eks. COP 15 mødet i København. Men sammen med klimaændringerne kommer adgangen til de hidtil skjulte ressourcer i Arktis. Dette har jf. ovenfor ligeledes fået opmærksomhed i 1 Politikken (internationalt), 10. aug p1. ( 2 UM hjemmeside nyheder (dateret 8. september 2010). 6

8 Danmark. I spørgsmålet om ressourcerne har Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 allerede behandlet en evt. fordeling. En indtægt fra råstofaktiviteter modregnes i bloktilskuddet efter en fordelingsnøgle, og skulle indtægterne blive så store, at de helt fjerner bloktilskuddet, vil der blive tale om en ny forhandling. Med ny teknologi er der allerede nu åbnet for udvinding af råstoffer i områder, der kun sæsonmæssigt er isfri, hvorfor de første prøveboringer startede juli i området ud for Disko-øen i Grønland. Et område der normalt kun er isfrit fra marts til november 4. Dette tyder allerede nu på en øget udnyttelse af råstofressourcerne. Til trods for det nuværende grønlandske regeringspartis udtrykte ønske om løsrivelse fra Danmark, vælger jeg i dette speciale at se på Danmark som hele rigsfællesskabet. Dette er gjort, idet fremkomne udfordringer ved en løsrivelse enten skal løses af Danmark, eller gå i arv til Grønland. Med den grønlandske indflydelse på såvel den Arktiske strategi som den førte udenrigspolitik i emner omhandlende Grønland og Arktis, vil det under alle omstændigheder være svært at adskille de to, idet enkelte udfordringer kan henføres hertil. I Danmark rettes spørgsmålet om ressourcerne ofte mod andre stater under henvisning til de omstridte områder. I forhold til Canada er ressourcefordelingen relateret til ejerskabet af Hans Ø, og i forhold til Rusland relateret til Lomonosovryggen som jf. FN havretskonvention kan afgøre ejerskabet af de omstridte dele af polhavet 5. Billedet er fra IBRU, Durham University, og viser ved farve landenes krav ift. nuværende EEZ. Samtidig kan ses, hvor der er overlap i forventet territorialt krav. 3 Cairn Energy hjemmeside 23. februar 2011, 4 Søfartsstyrelsens hjemmeside 23. februar 2011, 5 Se punkt

9 1.2.2 Aktørerne. Hvem skal medinddrages i specialet. De statslige aktører, der agerer i det arktiske miljø, er for denne opgave deltagerne i Arctic5 (A5), altså USA, Canada, Rusland, Norge og Danmark. De enkelte aktører har hver især en strategi omkring deres aspirationer i det arktiske miljø. På denne måde har jeg begrænset rækken af statslige aktører til dem, der i øvrigt har et territorialt krav i det arktiske ocean. Man kan selvfølgelig argumentere for, at de tilstødende lande, såsom Sverige og Finland, kan have interesser, og ligeledes må udsigten til adgang til store råstofressourcer kunne tiltrække lande med et stort forbrug, f.eks. Kina. Af hensyn til omfanget af specialet vil jeg søge at minimere indblandingen af stater ud over de primære, altså A5 landene. Hvad så med ikke statslige aktører? Der er selvfølgelig andre end stater, der vil søge at gøre deres indflydelse gældende i området. Her kommer multinationale selskaber og internationale organisationer i spil. Det kan forventes, at olieselskaber og med dem også miljøorganisationer vil søge at påvirke staterne. I afsnittet omkring teori (2.2) vil jeg komme ind på, hvordan jeg tænker at anvende niveauerne, men her vil jeg blot konstatere, at de ikke statslige aktører må berøres for at fremkomme med det samlede billede Interesser. Kenneth Waltz forklarede sammenhængen mellem interesser og sikkerhed således: To say that a country acts according to its national interests means that, having examined its security requirements, it tries to meet them 6. Der er altså tætte forbindelser mellem nationale interesser og sikkerhed. Det er også klart, at vi her har fat i den brede forståelse af sikkerhedspolitiske interesser. Dette kombineret med Hans Mouritsens påstand om, at sikkerhed er et fortærsket begreb, og han definerer den vigtigste internationale politik og derved de generelle relationer mellem stater som storpolitik, betyder, at vi kigger gennem de store sikkerhedspolitiske briller. For som han skriver: Dette udtryk giver ikke som sikkerhedspolitik associationer til krudt og kugler, eller at statens overlevelse er på spil 7. Vi må altså vælge en bred teori. Herudover skal der redegøres for aktørernes interesser. Dette kan vise sig vanskeligt. Interesser og specielt sikkerhedspolitiske interesser er ikke nødvendigvis noget, staterne skilter åbent med. Der kan derfor være behov for at vurdere såvel italesættelser, strategier, samt egentlige handlinger (hvor de findes) for at opbygge et billede. Men med ordet vurdere siges samtidig, at her er tale om et skøn, hvor velunderbygget det end er. 1.3 Problemstilling Kravet om udvidet kontinentalsokkel, hvis det skønnes gyldigt, giver sagsøger staten eneret til havbunden og ressourcer under bunden. Gyldig udvidet kontinentalsokkelkrav kan ikke og er ikke ensbetydende med at udvide en stats eksklusive økonomiske zone (EEZ), da den eksklusive økonomiske zone udelukkende bestemmes ved at trække en 200 sømil linje ved hjælp af søterritorium basislinjer som deres udgangspunkt. Dette punkt er lavet, fordi dette ofte forveksles med de faktiske omstændigheder og hævder, at udvidet kontinentalsokkel nødvendigvis udvider en stats eksklusive økonomiske zone og dermed give en stat eneret til ikke kun havbunden og de ressourcer, der er derunder, men også til dem, der er i vandsøjlen. Det drejer sig om den kontinentale margen, som behandles i 6 Kenneth Waltz, Theory of international politics, McGraw-Hill, New York, 1979, p134 7 Hans Mouritsen, At forklare international politik, Jurist- og økonomforbundets forlag 1999, p 128 8

10 afsnit 5.2. Arktis diagram udarbejdet af Durham University illustrerer tydeligt omfanget af den ubestridte eksklusive økonomiske zone i de fem lande, der grænser op til det Arktiske Ocean og også den relativt lille flade af resterende "åbent hav" eller internationalt farvand i toppen af kloden. Ifølge en undersøgelse fra 2008 lavet af USGS er der 13 % af den hidtil ikke opdagede olie, 30 % af den ikke opdagede naturgas og 20 % af ikke opdagede flydende gas. Hertil kommer et ikke kendt antal mineraler, som også skønnes at findes i området. Dette betyder, at den, som har retten til landet, har retten til ressourcerne. Alle lande i A5 er enige om at være uenige om, hvem Arktis tilhører, men hvem end der vinder, får retten til at udvinde ressourcerne. Hertil kommer stridigheder over retten til farvandene. Canada hævder, at Nordvestpassagen er territorialt farvand, mens USA hævder, at det er et internationalt stræde med deraf følgende passageret. I en sådan ordning ville Canada have ret til at gennemføre fiskeri- og miljøregulering, skatte- og smuglingslove samt love til at øge sikkerheden for skibsfarten, men ikke ret til at lukke passagen. Yderligere kommer, at miljøregler i henhold til UNCLOS er ikke så robust som, hvis Nordvestpassagen er en del af Canadas indre farvande. Passageretten giver også flere rettigheder ift. sejlads med neddykkede ubåde og overflyvning, som ikke er tilladt i et lands territorialfarvand. Ovenstående giver muligheder for hhv. ressourceudnyttelse og retten til at lovgive på områder, som for eftertiden kan blive brugt til trafikruter, og dette giver anledning til en dybere analyse for at svare på specialets hovedspørgsmål: Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder i forhold til de øvrige aktører i Arktis. 1.4 Problemformulering Jeg ønsker at undersøge, hvilke sikkerhedspolitiske muligheder Danmark har i forhold til de øvrige aktører i området. Dette giver problemformuleringen: Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Gennem en analyse af aktørernes aspirationer og den generelle situation i Arktis søges en vurdering af de udfordringer Danmark står overfor i dette område. 2. TEORI I det følgende vil de valgte teorier, som planlægges anvendt, blive beskrevet. En kort indførsel i teorierne: Der er lånt grundfundamenterne i Københavnerskolen, idet selve teorien dog forkastes, og kun de oprindelige grundelementer, som Buzan og Wæver udviklede, beholdes. Endvidere er Buzan og Wæver også ophavsmændene bag Regions and Powers. Her skeles lidt til geopolitik. Videre bruges Kenneth Waltz s neorealisme som ligger bag den udvikling, der anvendes i Hans Mouritsens præteori, som fremsættes i At forklare international politik. I sidstnævnte anvendes mulighederne set i forhold til den niveauinddeling, som er speciel for Hans Mouritsens syn på international politik. 9

11 2.1 Kenneth Waltz 8 Som den grundlæggende ramme i forhold til specialet ses afgrænset til Neorealismen. Omkring anvendelsen er dette beskrevet i kap. 3. Her gives en kort beskrivelse af mekanismerne i neorealismen, således at den grundlæggende forståelse kan anvendes. En af grundene til, at neorealismen er valgt som IP-teori, er, at den kigger på kapabilitet på systemniveau som afgørende for staters placering i systemet. Ligeledes er det passende for specialet, at neorealismen argumenterer i.f.t. sikkerhedsmaksimering (Waltz defensive gren). Dette vil med de store briller give os elementer til sikkerhedspolitikken. Waltz forhold til sikkerhed ligger i dilemmaet om, hvad én stat gør for at maksimere egen sikkerhed vil påvirke andre stater. Dog kan stater samarbejde i et enten hierakisk eller anarkisk system for at skabe sikkerhed - og sikkerhed er at foretrække frem for magt, hvis man er tvunget til at vælge mellem de to. Magt og autoritet er sammenfaldende i neorealismens defensive gren. I forhold til valget af IP-teori må man nødvendigvis kigge bredt efter en egnet retning. Jeg har på den måde fravalgt en liberalistisk retning såvel som konstruktivistisk, idet dette speciales fokus hverken ligger i de diskursive konstruktioners betydning eller de økonomiske og handelsmæssige relationer, hvor de to førnævnte teorier har deres hovedfokus. Den Engelske Skole er også valgt fra. Denne skoles fokus på magtbalance samt institutioner til at tilskynde bestemt ageren ville have taget fokus fra den brede sikkerhedsforståelse af staterne over i institutionerne, hvilket ikke synes hensigtsmæssigt. Der sigtes således mod såvel den hårde som den bløde sikkerhedsbetragtning i dette speciale, hvorfor der er grund til at være på vagt, når man sætter en realisme som den brede ramme for specialet. Realisterne er udbredt tænkere i den hårde sikkerhed, hvilket også er gældende for neorealismen og Kenneth Waltz, hvor den militære kapabilitet overvinder alle andre. Modvægten for at opveje dette udgøres så af betydningen af det samarbejde, som også anerkendes af neorealisterne, hvorfor det findes som det udbredt bedste valg for specialet. Neorealismen er også et udgangspunkt for de forklaringsmekanismer, som Hans Mouritsen fremlægger i hans teori ift. geografiske betingelser. 2.2 Buzan For at finde en definition på sikkerhedspolitik kigger jeg i retning af Buzan, Wæver og de Wilde. Det startede oprindeligt med Buzans teori fra 1991, som fremlagde et holistisk syn på sikkerhedspolitikken. Her inddeles sikkerhedspolitik i militær, social, økonomisk, miljømæssig og en politisk sektor 9. Den kolde krigs afslutning afstedkom en ny inddeling af sikkerhedspolitikken, da man her så en række trusler, som ikke kunne tilhøre den traditionelle militære/politiske inddeling. Ligeledes kom det økonomiske og miljømæssige aspekt til at fylde mere i debatten, hvorfor det var en naturlig ting at give det en mere fremtrædende og logisk plads i sikkerhedspolitikken. Inddeling i sektorer gør det muligt at adskille et helt område for at lade det analysere ved at udvælge enkelte og tydelige mønstre af ageren 10. Sektorer identificerer disse mønstre 8 Waltz (1979) Theory on International politics. 9 Buzan: People, States and Fear: an Agenda for International Security studies in post- cold war Era. (1991) Kap.3 10 Buzan, Wæver og de Wilde:Security: A New Framework for Security (1998): p 8 10

12 som uadskillelige fra deres sammenhæng, men sat i en sektor, gør det muligt at analysere på dette ene mønster og derved nedbryde kompleksiteten af det system, som mønstret virker i. Det er også i den sammenhæng, sektorerne vil blive brugt i dette speciale, men mere om det i afsnittet om metode. For at kunne arbejde med de enkelte sektorer er der behov for en definering af de karakteristika, som adskiller sektorerne. I det følgende vil de fem sektorer derfor blive beskrevet: Politiske sektor Den politiske sektor, som er den ene traditionelle sektor, vedrører potentielle ikke militære trusler mod statens suverænitet og udgør dermed den bredeste sektor. Det vil sige, at den politiske sikkerhed ligger i den organisationsmæssige stabilitet i staten, regeringssystemet og den ideologi, som legitimerer dette system Militære sektor Den militære sektor er den anden af de to traditionelle sektorer i sikkerhedspolitik. Bundet op på den generelle tanke om suverænitet er militær magt en meget effektiv måde at opnå og kontrollere en stats suveræne territorium. Militær sikkerhed er et samspil på to niveauer: mellem staters bevæbnede kapabilitet på det defensive og offensive område samt mellem opfattelsen blandt stater af denne kapabilitet og intensionerne med dem 12. Det resulterende samspil mellem staters militære kapabilitet er derfor dybt afhængigt af det politiske forhold Økonomiske sektor Den økonomiske sektor indeholder alt, der kan udgøre en risiko for adgangen til ressourcer, finansieringsmuligheder og markeder, som anses for nødvendige til at holde statens økonomiske magt og velfærd på et acceptabelt niveau Miljømæssige sektor Den miljømæssige sektor bliver også betegnet som den ultimative sikkerhedssektor. Den har inden for de seneste år nydt mere og mere fokus 14. Der tænkes her på de store anstrengelser, der er gjort for at finde et fælles globalt fodfæste f.eks. i forbindelse med COP15 i København. Dette skyldes den betydning, biosfæren har som grundfundament for al menneskelig aktivitet. Den miljømæssige sikkerhed ses derfor som en opretholdelse af biosfæren både lokalt og globalt Sociale sektor I den sociale sektor ses på de samfundsmæssige trusler, som kan true fastholdelsen af acceptable vilkår for befolkningens identitet (sprog, kultur, religion og national identitet) og sociale sammenhæng. 2.3 Hans Mouritzen Hans Mouritsens forklaringsmåde tager afsæt i betydningen af staternes omgivelser; samspillet mellem staternes omgivelser og indre forhold i den systemiske teori. Denne teori er derfor det helt rigtige bindeled mellem Buzans elementteori og neorealismen. Denne teori opdeler politikken i 4 analysemetoder: Struktur, region-område, 11 Buzan (1991): p Buzan, Wæver og de Wide (1998): p Buzan (1991): p Pkt

13 indenrigspolitik og aktør 15. Her i specialet er der indledningsvis fokus på det regionale område, dog med en vis skelen til de øvrige. Hans Mouritsen forklarer ud fra et standpunkt om et anarkisk system, hvilket ligger op af neorealismen, idet han dog udelukker det hierakiske system for et internationalt perspektiv ved det faktum, at der ikke findes noget fælles autoritativt beslutningscenter 16. Det internationale system må derfor være anarkisk. Det, der endvidere gør systemet til et system i stedet for en simpel markedsplads, som også er anarkisk, er enhedernes ubevægelighed. Det vil sige, at muligheden for at flytte til mere behagelige og attraktive omgivelser er udelukket, hvilket er bestemmende for staters reaktioner. Staterne ligger altså ubevægelige mod den påvirkning, som omgivelserne har. Det er derfor ikke nemt at se på det internationale system med systemiske briller, idet hver stat har sine egne omgivelser. Her adskiller Mouritsen sig fra Waltz neorealisme, idet Waltz ser ydre påvirkninger som ens for hele systemet, hvor Mouritsen ser, at de ydre påvirkninger afhænger af den enkelte stats beliggenhed i systemet. Se figur 1. Figur 1 Denne figur 17 illustrerer et styrketabsgradient, hvor A og D begge er magtpoler. A er typisk landmagt, og D er typisk sømagt. B og C er svage magter placeret i samme geopolitiske sfære, hvor B er symmetrisk placeret og C asymmetrisk. A s gradient har en stærkere hældning end D, idet D som sømagt er i stand til at projicere magt over længere afstande end A, som er begrænset til rækkevidden af kampvogne og fly. Vi søger følgelig over i en geopolitisk betragtning for alligevel at finde svar og en forklaring på reaktionsmønstre og muligheder. Sidstnævnte vil ikke blive behandlet her. Det, Hans Mouritsen skal give til dette speciale, er omgivelsesteorien. Dette fås ved at indtage det regionale perspektiv i omgivelsesniveauet, der som nævnt bygger på en række af de samme forudsætninger, som Waltz lægger til grund for sin teori. Begge ser balanceringsbegrebets vigtighed som en forklaringsparameter. Jf. Waltz eksisterer der en tyngdelov, som tager affarende sted i, at stater balancerer. Hvis stater ønsker at overleve i et anarkiske system og overleve så godt som muligt, vil de søge at afbalancere imod en vinder stat/aggressor snarere end at tilslutte sig (antibalancere). Dette gøres ikke for balance i systemet, men for den enkelte stat. Det kan være potentielt farligt at skabe en hegemon eller tilslutte sig en aggressor. Dette peger igen mod statens selvhjælp til at skabe mest mulig sikkerhed som hovedmål. 15 Hans Mouritsen(1999), p 9 16 Ibid, p Hans Mouritzen (1999), p 41 12

14 Mouritzen adskiller sig igen lidt fra Waltz ved at tage et mere holistisk perspektiv. Mouritsen argumenterer, at det ikke altid er givet, at den stærkeste spiller i systemet også er den stærkeste i bestemte omgivelser. Han anfører derfor, at magt aftager med afstand 18, og det derfor er af stor betydning, hvilken kapabilitet staterne har til at gøre magt gældende over afstand. Hvilket igen har afgørende betydning for staternes adfærd. Forklaringen på dette er, at øget afstand giver længere kommunikationslinjer og dermed fungerer som en begrænsende faktor for indsættelse af militære styrker. På denne måde er sømagter mere indflydelsesrige end landmagter, idet sømagten sætter et land i stand til at forøge rækkevidden af magt projektion 19. Omgivelsesniveauet samt betydningen af magtens udstrækning over afstand gør også, at selvom det internationale system i dag nok er unipolært (USA), kan der godt på regionalt niveau herske bipolaritet eller for den sags skyld multipolaritet. Endelig må man bemærke, at sammenhængen mellem polaritet og balancering byder, at stater balancerer imod den stærkeste magtpol i omgivelserne, som ovenfor nævnt. I meget afspændte perioder, f.eks. lige efter en krigs afslutning, vil omgivelsespolariteten være utydelig. Det kan derfor være vanskeligt at afgøre hvilke poler, der kan projicere magt i et område og dermed over for en given stat. Indflydelsessfæren bliver herved utydelig. For så vidt angår indflydelsessfæren, baseres dette på udstrækningen af militær magt, og retter sig som sådan mod den hårde sikkerhed. Dertil skal nævnes, at en magtpols indflydelses- og interessesfære ofte er sammenfaldende. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor dette ikke passer. Hvis interessesfæren er mindre end indflydelsessfæren, er der blot tale om en overkapacitet. Er interessesfæren derimod større end indflydelsessfæren, vil man som oftest se et forsøg på udbygning af den militære kapabilitet eller alliancedannelse for derigennem at opnå en udstrækning af indflydelse således, at der igen er sammenfald. 2.4 Yarger Idet en stor del af opgaven vil blive opbygget på udmeldinger og fortolkninger af de enkelte landes strategier omkring Arktis, finder jeg det relevant kort at skitsere, hvad man kan forvente at finde i en strategi. Hertil kan man anvende Harry Yarger: Strategy and the national Security professional Strategic thinking and Strategy formulation in the 21st century( 2008). For som Clausewitz udtrykte det: Everything in strategy is very simple, but that does not mean that everything is very easy 20. God strategi er grundlagt i en korrekt forståelse og analyse af det strategiske miljø, de nationale interesser og national politik, samt en forståelse af teorien for strategi og den rolle strategi spiller 21. Strategi er altså udtryk for en national analyse af bl.a. det strategiske miljø. Her kan man tale for, at det er hele det internationale system, der er i spil. Som ovenfor anført vælger jeg dog at se isoleret på Arktis, hvorfor kompleksiteten af systemet falder, om ikke af andet, så idet antallet af aktører falder. Det strategiske miljø er et system af systemer med et væld af faktorer, der påvirker det interne såvel som det eksterne miljø. På en stor skala er disse faktorer hjemlige og internationale miljøer, som staten er påvirket af eller selv 18 Ibid, p Ibid, p Carl von Clausewitz: On War, Princeton University Press (1976), p Harry Yarger: Strategy and the national Security professional Strategic thinking and Strategy formulation in the 21st century (2008), p 26 13

15 påvirker. Nærmere finder jeg det ikke nødvendigt at komme, idet den kaosteori eller kompleksitetsteori, som finder anvendelse ved at beskrive tredje- eller mangeordens afledte effekter i det strategiske miljøs systemer ikke bidrager væsentligt til dette speciale. Endvidere beskrives det, at strategi er forståelse og analyse af de nationale interesser og national politik. Det er her, vi finder det mest anvendelige ift. nærværende speciale, idet man dog i læsningen af selve strategierne må tage forbehold for ovenstående rolle for strategierne, da interesser udtrykt gennem strategi kan være frigivet i håb om at skabe en ønskelig effekt adskilt fra den udtrykte interesse, fremfor at udtrykke en egentlig interesse. Der kan altså være tale om vildledning, hvorfor man må være på vagt i tolkningen af strategier og selvfølgelig søge verificering fra flere kilder. 3. METODE Det kan i international politik være hensigtsmæssigt at opdele forklaringerne i forskellige niveauer. Dette speciale tager jf. ovenstående afsæt i omgivelsesniveauet suppleret med såvel det systemiske og indenrigspolitiske niveau, hvor nødvendigt. Beslutningstager og individniveauet søges undgået, undtaget i eventuelle situationer, hvor meningen med specialet går tabt ved at udelade argumentation på dette niveau. Figur 2. Analysemodellen, figur 2, viser en opdeling i de 5 forskellige sektorer, som ses fundet ud af de sikkerhedspolitiske forhold og arktiske strategier for de 5 udvalgte lande. Det er således her, analysemodellen tager sit afsæt. Modellen ses som en generel 14

16 forklaringsmodel, der sammen med problemformuleringen vil fokusere hen mod konklusionen. Inden vi når så langt, er der dog et teoretisk filter, således at kun de relevante underpunkter kommer til at fremgå. Analysemodellen er på den måde tilpasset teorien, idet den geopolitiske betydning har smittet af på valget af aktører. Med et sikkerhedspolitisk udgangspunkt er også Buzans sektorer teoretisk funderet, og ligeledes en skarpere udvælgelse inden for sektorerne, da de vil blive påvirket af det filter, der udgøres af neorealismens tese om sikkerhedsmaksimering. Der foretages altså en redegørende analyse af faktorer fra de fem aktører, som opdeles i yderligere fem sektorer fra Buzans elementteori. Der sker en redegørelse for faktorerne, imens der foretages en analyse af faktorens vigtighed og indflydelse set fra den naturlige forklaringsmåde 22 og neorealismen. Jf. ovenstående teoriudredning vil kapabilitet, polaritet og position få en central betydning i vurdering af sektorerne. Kapabilitet som basis for neorealismen samt polaritet og position for geopolitikken. Dette er selvfølgelig en kraftig indsnævring, som naturligvis vil begrænse de facetter, som specialet kommer til at behandle, men formålet er ikke at være altomfattende, men at give et generelt indtryk af de problemstillinger, som Danmark kan møde i Arktis. Specialet vil anvende en komparativ metode, hvor der gennemføres en systematisk sammenligning mellem de 5 udvalgte aktører. Specialet tager udgangspunkt i en redegørelse, der danner grundlaget for den efterfølgende analyse. Her søges forklaret, hvorfor der i det hele taget kan forekomme udfordringer for Danmark i Arktis. Herefter gennemføres en redegørelse af landenes kapabilitet og position for så vidt angår de fem sektorer. Dette danner grundlag for en analyse af den givne omgivelsespolaritet. Omgivelsespolariteten er således afgørende for hvilke af aktørerne og sektorerne, der kan give reel udfordring. På baggrund af analysen af de fem sektorer søges efterfølgende at give en vurdering af de områder, som samlet kan give Danmark de største udfordringer. Afslutningsvis perspektiveres de fundne udfordringer ift. teori og litteratur Redegørelse. Der indledes med en kort redegørelse for de forhold, som kan give anledning til udfordringer. Her udgør anledningerne, som følger: Global opvarmning, UNCLOS og naturressourcer Analyse. Her foretages en redegørende analyse for de 5 aktørers kapabilitet og position inden for de fem sektorer. Sektoren analyseres for handlingsmønstre for det enkelte land. Opdelingen i sektorer virker til at forenkle en uoverskuelig masse af faktorer og give mening til mønstret, som fremkommer inden for sektoren. Hver sektor afsluttes med en kort delkonklusion, der viser analysens hovedpunkter underkastet geopolaritet og holdes komparativt op mod det samlede felt, igen inden for hver sektor. 22 Hans Mouritzen (1999), p 37 15

17 3.3. Konklusion. Alle de fem delanalyser samles til en konklusion med det samlede billede af situationen. Her er mulighed for en vurdering af de enkelte sektorer kombineret med aktørbetydning. Således kan en aktør være meget kapabel i en sektor, men have mindre betydning i forhold til hele situationen, hvorfor en sådan vægtning må foregå for at eliminere risikoen for skævvridning af billedet. Dette sikrer tillige, at specialet giver et holistisk billede af de arktiske sikkerhedspolitiske forhold Perspektivering. Endelig vil jeg give mit bud på, hvordan de udfordringer, der er fremkommet som signifikante i konklusionen, kan overkommes/imødekommes af Danmark Specialets opbygning. Kapitel 1: indledning og problemformulering Kapitel 2: Teorigennemgang Kapitel 3: Metodebehandling Kapitel 4: Forskningskarakteristik Kapitel 5: Situationsredegørelse Kapitel 6: Sektoranalyse med delkonklusion Kapitel 7: Konklusion Kapitel 8: Perspektivering 3.6 Afgrænsning Afgrænsningen sker ved et fokus på de 5 sektorer fra Buzans elementteori. Endvidere er der ved selve problemformuleringen givet en geografisk afgrænsning, idet der ses isoleret på, hvad der sker i Arktis. Dette uden hensyn til, at 4 af de 5 i A5 er medlem af NATO. Dette hensyn er også taget på baggrund af specialets metode, kapitel 3, specifikt 3.2, analysedelen, hvor NATO-lande for militære forhold kunne anses under et, hvorved en del af analysens raffinement ville forsvinde. Ligeledes ville dette have en dårlig indvirkning på teorien, hvor Mouritsens syn på indflydelsessfære og styrketabsgradient ikke ville have samme effekt, hvis vi anså de 4 NATO-lande under et. Dette ændrer dog ikke på, at NATO er en del af de i dette speciale fire medlemslandes sikkerhedspolitik som derfor bliver påvirket af NATO, hvorfor denne del naturligt vil blive behandlet i perspektiveringen. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt lagt en tidsmæssig afgrænsning. Dette fordi talen om Arktis er forholdsvis ny og fortsætter uanfægtet. Ligeledes er meget af litteraturen tilgængelig på internettet, hvor nyeste udgave af teksterne er at foretrække. Materialeindsamlingen er dog af hensyn til færdiggørelsen af specialet stoppet den 2. MAJ

18 4. FORSKNINGSKARAKTERISTIK Idet dette emne har nydt så stor opmærksomhed, endsige at enkelte har udnævnt det til det mest fremherskende geopolitiske og økonomiske emne i det 21. århundrede, som alene kan omskrive det globale regnestykke om udvikling, fred og velstand 23, gør det naturligvis også til mål for megen skriverier. Der findes mange beskrivelser og analyser om forholdene i Arktis, alle med deres vinkel. Det er derfor et meget stort arbejde at finde de mest velansete og dækkende udgivelser, som efterfølgende skal krydsrefereres med andre for troværdighed og samtidig holde materialet på et overskueligt niveau. Jeg har derfor udvalgt dem, jeg finder, der passer bedst ind i specialets problem, under hensyntagen til deres holdninger ift. andet materiale på markedet. Heraf vil jeg nævne et par stykker. Når isen forsvinder Af de nyeste bøger i handlen findes danske Martin Breum s Når isen forsvinder (Gyldendal), som er fra marts I denne bog fremfører Breum sin fortolkning af begivenheder og udtalelser tilbage fra, da daværende udenrigsminister Per Stig Møller igangsatte hele det danske projekt omkring Arktis i 2007 frem til efteråret 2010, hvor forfatteren ved selvsyn under togt med HDMS Ejnar Mikkelsen ser resultatet af klimaændringerne højt på den grønlandske østkyst. I Når isen forsvinder giver forfatteren et overblik over, hvad det er for en selvforståelse, der gør, at danskerne forfølger interesser så højt i nord. Han binder nutiden sammen med de historiske begivenheder, der gør, at rigsfælleskabet nu engang ser ud, som det gør, og forklarer, hvad der har været af genstridigheder undervejs. Yderligere bliver læseren også indført i, hvad den politiske scene herhjemme har budt på under tilblivelsen af Ilulissaterklæringen. Martin Breum har valgt et meget indadrettet perspektiv, som godt nok fortæller handlingerne fra omkringliggende stater, men som mere rettes mod at give et billede af omstændigheder frem for at påpege egentlige udfordringer for Danmark, og i denne henseende rigsfællesskabet. Bogen giver et udmærket billede af, hvor Danmark står og hvor aspirationerne for Danmarks vedkommende stammer fra. Dette på baggrund af redegørelse for, hvad det er, der kan være et afkast for Danmark. Blandt andet herfor, vil jeg i den følgende analyse også tillade mig at referere til denne bog, idet en del pointer og baggrundsviden, som jeg ikke medtager her i så udbredt grad, med fordel kan hentes fra Når isen smelter. Hold hovedet koldt Hvor Når isen smelter måske ikke i udbredt grad behandler og påpeger, hvad der kan blive udfordringer i den videre færd for rigsfællesskabet, behandler næste undersøgelse dette i mere udtalt grad. En undersøgelse med samme afsæt som dette speciale er Hold hovedet koldt af Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (Dansk Institut for Militære Studier) fra maj Her leveres en scenariebaseret undersøgelse af forsvarets specifikke opgaver i Grønland frem mod Der tages afsæt i den udvikling, der sker i de arktiske egne, og disse fremskrives, på baggrund af 4 forskellige scenarier, så frem til 2030, hvor det fundne 23 UNSG Ban Ki-moon åbningstale til UN Climate Change Summit Set på : 17

19 fører til anbefaling af udvikling og effektivisering af forsvarets opgaver 24. Selve titlen afslører meget af resultatet. Tilbageholdenhed og ikke truende adfærd anbefales på baggrund af en sammenfatning af de fire scenarier, hvoraf 2 dømmes meget usandsynlige 25, nemlig de to scenarier, hvor der vil ske en militarisering af Arktis. De resterende to scenarier, som leverer hovedpunkterne til konklusionen er økonomisk funderet. Den militariserede del medtages dog som en åben variabel grundet de store konsekvenser, som forfatterne argumenterer, at en sådan måtte have 26. Konklusionen, som er en fletning af alle fire scenarier, anbefaler således, at Danmark skal undgå, at Arktis militariseres 27 ved ikke selv at opruste, og at man lægger ressourcer i oprettelsen af dialogfora som A5, hvor også Rusland er med. Undersøgelsen påpeger, at en militarisering formentlig vil være baseret på en konflikt mellem Rusland og NATO. Hvorvidt dette vil være i overensstemmelse med dette speciale, vil fremkomme i analysen i det militære kapitel. Herudover forventes en større investering i de Arktiske egne, som vil forøge trafikmønstret, fra det nuværende. Undersøgelsen vælger derfor en effektivisering af overvågningskapabiliteten ved at udvide satellitovervågningen og regulere trafikken. Idet man jf. ovenstående skal søge at undgå en militarisering, må man derfor finde alternative metoder til at dække de øgede områder og intensitet. Alt i alt synes undersøgelsen at pege på, at man skal undlade aktiviteter, der kan problematisere Arktis for derved ikke at forme Ruslands opfattelse af en mulig sikkerhedspolitisk trussel i dette område 28. Undersøgelsen holder sig som nævnt i det forsvarsspecifikke område, hvor dette speciale søges foldet mere bredt ud. Endvidere er NATO-landene regnet under et, hvilket også ses bort fra i nærværende analyse. Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis Dette er som nævnt i indledningen et meget omtalt emne, og når der ligefrem findes specialer med samme titel, er det værd at bemærke. Specialet er fra maj 2010 og forfattet af daværende kaptajnløjtnant Jesper H. Lynge. Nu orlogskaptajn. Der er i dette speciale ligeledes taget afsæt i Buzans elementteori, men herefter adskiller det sig på mange punkter. Lynge kigger på sammenhængskraften i staten, jf. Buzans model, hvor jeg kigger på omgivelsesniveauet jf. Mouritsen. Der er altså helt klart forskel i niveau og derved også på de aktører, der behandles. Hvor Lynge kigger på sammenhængskraften og de grønlandske udfordringer for Danmark, kigger jeg på rigsfællesskabets udfordringer under et hele. Lynge konkluderer, som Hold hovedet koldt, at til trods for udfordringer i alle sektorer af Buzans elementer skal Danmark forholde sig roligt og i dette speciales ånd holde Grønland som en del af rigsfællesskabet, samt fortsætte støtten til et selvstændigt grønlandsk samfund Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (2009), p Ibid, tabel 3.1, p Ibid, p Ibid, p Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (2009), p J. H. Lynge (2010), p 5 18

20 Arctic Security in an Age of Climate Change Et værk, som er under udarbejdelse og vidner om dette emnes fortsatte vigtighed, er redigeret af James Kraska fra United States Naval War College, Newport, Rhode Island, og som indeholder en samling af bidrag om arktisk sikkerhed fra en lang række forfattere: Franklyn Griffiths, Lawson Brigham, Joshua Ho, Rolf Tamnes, Geir Flikke, Katarzyna Zysk, Caitlyn Antrim, Pauli Järvenpää, Tomas Ries, Nikolaj Petersen, Adam Worm, Valur Ingimundarson, Robert Huebert, Whitney Lackenbauer, James Kraska, David W. Titley, Courtney St John. En del af disse er også anvendt i dette speciale. Arctic Security in an Age of Climate Change er den første bog, som sætter sig for at undersøge arktisk forsvarspolitik og militær sikkerhed ud fra perspektivet om alle otte arktiske stater. I lyset af klimaændringerne og smeltende is i det Arktiske Ocean kæmper Canada, Rusland, Danmark (Grønland), Norge og USA, samt Island, Sverige og Finland med et spirende arktisk sikkerhed paradigme. Denne mængde samler verdens mest erfarne arktiske politisk-militære eksperter fra Europa og Nordamerika for at analysere, hvordan arktiske nationer er ved at tilpasse deres sikkerhed, deres positioner for at imødekomme øget skibstrafik, ekspanderende flåde tilstedeværelse, og energi og mineral udvinding i polarområdet. Bogen analyserer opstigningen af Rusland som den første 'Arctic supermagt', den voksende betydning af polære sikkerhed for NATO og de nordiske lande, og den stigende rolle, Canada og USA får i regionen. Desværre udkommer denne bog først i september 2011, men indtil da, vil nærværende speciale søge at behandle dele af disse spørgsmål med hensyn til de 5 udvalgte arktiske nationer. 5. REDEGØRELSE Idet jeg gennem specialet har og vil komme til at bruge termer som global opvarmning, UNCLOS og forventede naturressourcer, finder jeg det hensigtsmæssigt at begynde med en beskrivelse af, hvad jeg forstår ved termerne. Dette kan komme læseren til gode, idet vi derved vil opnå det samme ståsted i forståelsen af disse begreber og derved vil være i stand til bedre at komme overens med den måde, jeg fortolker deres betydning under analysen. Jeg har udvalgt disse termer, da det er her, pressen har lagt hovedvægten af deres argumentation for at skabe skræmmende scenarier 30 omkring forholdene i Arktis, men også fordi det er her, man kan få en forståelse for, hvad det er, der har gjort Arktis til et interessant område Den globale opvarmning. Det Arktiske Ocean har indtil fornylig primært haft forskningsmæssig interesse samt en geostrategisk bevågenhed. Under den kolde krig, hvor de to supermagter balancerede på kanten af en atomar krig, havde det stor betydning, hvorvidt man var i stand til at affyre missiler fra Arktis 31, eksempelvis ved placeringen af ubåde, som her var svære at finde og 30 Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008), sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 22. Tilgængelig på: 31 Barry Scott Zellen, 2009, p 8 19

21 bekæmpe. Siden er den geostrategiske betydning dalet, og den forskningsmæssig interesse har fået overtaget. Der har siden 1619, hvor Christian d. IV sendte søfareren Jens Munk ud for at finde Nordvestpassagen 32, været tanker om at finde hurtigere veje fra Atlanten til Stillehavet end gennem Panama og Suez eller syd om Afrika. Selv om man i lang tid har kendt til de nordlige passager, både øst og vest, har ismasserne betydet, at disse veje var umulige at anvende i kommercielt øjemed. Udnyttelse af eventuelt tilstedeværende ressourcer har af samme årsager ikke været muligt. Dette har i de senere år ændret sig radikalt. Herunder ses figur 3, som viser den månedlige udbredelse af isen i Arktis 33, fra 1979 til nu. Figur 3 Som figur 3 tydeliggør, viser satellitovervågning af isen en kraftigt nedadgående tendens for udbredelsen af havisen for det Arktiske område. Den globale opvarmning og de deraf følgende konsekvenser er sandsynliggjort med klar og videnskabelige beviser. Der har siden erkendelsen af, at isen smelter, været utallige gæt på, hvornår isen så var borte. Lige fra til år Men af ovenstående figur kan udledes en faldende tendens med en gradient på -2,7 % per år. Ifølge NSIDC (National Snow and Ice Data Center), som er ansvarlige for figuren, vil tidspunktet for isens forsvinden i Arktis ligge mellem årene 2040 og 2100, og deres estimat ligger i den tidligere halvdel af dette område 35. En tydelig indikation af, at kommerciel udnyttelse af naturressourcerne og de nordlige passager er ved at blive interessant. Dette kan også spores mere kontant ved, at danske rederier er begyndt at bygge skibe, der kan modstå nogen is 36, og derved ikke behøver at vente, til der er helt isfrit. 32 Martin Breum (2011), p Figur fra NSIDC (National Snow and Ice Data Center), Boulder, CO. Figur hentet den 24. APR 2011 på : 34 Amos, Jonathan journalist. Artikel i BBC News (2007) Tilgængelig på adressen: 35 NSIDC: 36 Maskinmesteren oktober 2009: 20

22 5.2. UN Convention on Law Of the Sea (UNCLOS). Der er blandt kyststaterne enighed om, at FN s Havretskonvention (UNCLOS) udgør rammen for den retslige fastlæggelse af grænserne i Arktis 37, sådan lyder det i beretningen fra Forsvarskommissionen af Dette er en erklæring fastlagt gennem Ilulissat mødet. Men hvorfor er UNCLOS så interessant. Konventionen er udarbejdet i 1982 med en yderligere tillægsprotokol i Konventionen af 1982 fastsatte grænser for søterritoriet ved op til 12 sømil og 24 nautiske mil for den tilstødende zone og 200 sømil for den eksklusive økonomiske zone. Den kontinentale sokkel strækker sig til den ydre kant af den kontinentale margin eller til en afstand af 200 nautiske mil, hvor yderkanten af den kontinentale margin ikke strækker sig derud til. Når margenen strækker sig ud over 200 sømil, er de ydre grænser for kontinentalsoklen afgjort af en kompliceret formel, der er indeholdt i artikel 76 i konventionen af I henhold til international lov, afhænger de rettigheder, som en kyststat har over soklen, ikke af erhverv, effektiv eller fiktiv eller af nogen udtrykkelig erklæring. Eller med andre ord, det normale er en eksklusiv økonomisk zone ud til 200 sømil, men dette kan i visse tilfælde 39 udvides til 350 sømil. Her kan man se på kontinentalsoklen, og hvis den når længere ud end de 200 sømil, så kan man udvide den økonomiske zone på tilsvarende vis. UNCLOS fastsætter, at i denne zone har kyststaten ret til udnyttelse af de naturressourcer, som måtte findes på havbunden, altså olie, gas, mineraler, bunddyr o. lign, men ikke pelagiske (frit svømmende i vandsøjlen) fisk. I ovenstående findes Danmarks muligheder for udvidelse af territoriet. Arbejdet med at bevise en naturlig sammenhæng mellem Grønland og Lomonosov-ryggen er i fuld gang. Det danske kontinentalsokkelprojekt bliver en realitet i 2001under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen 40. LOMROG (LOMonosov Ridge Off Greenland) hedder de ekspeditioner, der under dansk ledelse lavede bathymetriske undersøgelser omkring ryggen og op til Nordpolen. Den første i 2007 og nummer 2 i Kan man påvise denne naturlige forlængelse af det grønlandske kontinent, vil Danmark kunne udvide territoriet helt op til Nordpolen. Nu lyder det jo som en smal sag, men dette kompliceres af, at Rusland forsøger at påvise deres ret til Lomonosov-ryggen og yderligere af, at USA ikke har ratificeret UNCLOS. Der ligger dog en hensigtserklæring fra Ilulissat om at følge UNCLOS i fastsættelse, men netop kun en hensigt. Herudover er der flere principper at fastlægge grænsestridigheder på, hvilket også kan få indflydelse på, hvor stor en evt. territorieforøgelse vil blive. Idet dette princip fastsættes af domstolen i Haag og derfor ikke er grund til egentlig udfordring, berøres dette ikke yderligere her Naturressourcer i Arktis Som ovenfor beskrevet, vil en evt. udvidelse af den økonomiske zone give rettigheder til udnyttelse af ressourcer fundet i havbunden, 37 Dansk Forsvar Globalt engagement, Beretning fra forsvarskommisionen af 2008, p71 38 Uddrag af 1982 Konventionen: Martin Breum (2011), p Oversigt over LOMROG ekspeditionerne: 21