... men det er os der underviser

Transkript

1 Tema: Skoleassistenter... men det er os der underviser Frie skoler bad tre frie lærere, Vivi Bjødstrup Pedersen fra Elise Smiths Skole, Thomas Kjeldgaard fra Efterskolen Ådalen, og Marianne Højslet fra Århus Friskole, diskutere tre fiktive dilemmaer om skoleassistenter. En redigeret version af interviewet blev bragt i Frie Skoler nr. 9/2012 Monopolet: Vivi Bjødstrup Pedersen er 41 år og lærer på Elise Smiths Skole i Århus. Hun underviser primært de ældste elever, og primært i dansk og samfundsfag. Desuden er hun pædagogisk it- og medievejleder. Fritiden bliver brugt på litteratur og udforskning af digitale lære- og legeplads, som internettet er. Gift med Peter og mor til Otto på 9 år. Thomas Kjeldgaard er 33 år og på femte år lærer på Efterskolen Ådalen, som ligger i Hørning lidt syd for Århus. Han lægger hovedparten af sin undervisningstid på skolens prøvefrie digitale linje. Når han ikke er lærer, er han småbørnsfar, han løber og dyrker sport, og så skriver han på sit cand.pæd.psyk.- speciale. Marianne Højslet er 37 år og lærer på Århus Friskole. Hun underviser primært de yngste elever i dansk, engelsk, billedkunst og idræt. Når hun ikke er lærer, så er hun mor til to og laver akrobatik og teater. Monopolets medlemmer repræsenterer kun sig selv. Dilemma 1: Kære monopolet. Jeg er en mand, 32 år, nyuddannet og nyansat på en større privatskole, en skole, hvor vi lægger stor vægt på det faglige. På skolen bruger vi skoleassistenter, og det er fint. Så kan jeg koncentrere mig om at undervise. Og dog. Min skoleassistent er rigtig sød og hjælpsom, men når hun går rundt i klassen, hjælper hun nogle gange eleverne med at løse opgaverne, og det irriterer mig altså. Hun lærer dem fx at læse ved lydmetoden. Jeg har en enkelt gang nævnt, at hun ikke må undervise dem, og da blev hun fornærmet. Hun sagde, at hun bare hjælper børnene. Men jeg synes, hun går mig i bedene. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg tage det op med hende igen? Skal jeg gå til min tr? Til min skoleleder? Eller skal jeg bare glæde mig over at jeg får ekstra hjælp?. Vivi:»Selvfølgelig skal han tale med assistenten først. Alt samarbejde forudsætter, at man taler sammen. Og så synes jeg, at det er vigtigt, at han får defineret, hvad der er hans opgaver, og hvad der er hendes.

2 Når det så er sagt, så er hun jo også et selvstændigt individ, så hun kan næppe nøjes med kun at følge hans spilleregler. Så hvis han oplever det som en stor gene for sig selv og sin undervisning, så synes jeg, at det er ledelsen, han skal tale med. Personligt, synes jeg også, at han skulle se at åbne lidt op. Der findes ikke kun en måde at lære på. Måske er det meget rart, at børnene får flere vinkler på indlæringen. Så han bør også se på det positivt i stedet for negativt. Men han lyder som en, for hvem det fylder rigtig meget, så han bliver nok nødt til at få snakket om det. Ellers tror jeg, at han bliver en lille bitter mand«. Hvad siger du, Thomas? Skal han åbne lidt mere op? Thomas:»Jae. Det sidste med at glæde sig over at få lidt hjælp, det er et meget godt sted at starte. Men så er det vigtigt at de snakker om det, så det faktisk bliver til en hjælp. Man kan sagtens åbne op, og man kan komme langt ved ikke at tro, at man selv sidder med opskriften. Og som lærer, når man jo heller ikke alle de elever, som sidder i klassen, og så er assistenten der som en, der kan noget andet end det, man selv kan. Så jeg ville bestemt åbne lidt op, men samtidig sikre, at vi får snakket indbyrdes om, hvad det er vi gerne vil have. Og hvis der er noget konkret fagligt, som er forkert, så må man tale om det«. Ja, for det kan jo godt være, at hun underviser forkert i forhold til hans udgangpunkt? Thomas:»Ja, det kan der. Men det kan altså også ske, når vi andre underviser. Jeg er ked af at sige det, men vi tager også fejl«. Men, Marianne, er det bedre, at eleverne får forkert hjælp end ingen hjælp? Marianne:»Selvfølgelig skal de have noget hjælp, når personen er der. Men jeg synes bestemt også, at han skal tale med skoleassistenten og få defineret rollerne. Men det er også ok, at han går til sin ledelse og siger, at han er i tvivl, om han har brug for en skoleassistent, hvis det er det, der er problemet. For hvis han ikke oplever, at assistenten er en hjælp for ham, er det malplaceret, at der er en skoleassistent i hans klasse«. Vivi:»Den måde, han formulerer dilemmaet på, synes jeg, antyder, at hans faglighed bliver lidt såret, og jeg tror også, at det er derfor, at en del lærere reagerer på det der med undervisningsassistenter. Man bliver bange for, at ens egen lærerfaglighed det vi kan, vores didaktik og vores pædagogik om det bliver sat i spil, så enhver kan klare det. Jeg tror, at det er der, man nogle gange bliver ramt som lærer. For er det, assistenten gør, lige så godt som det, jeg som lærer gør? Vi skal som lærere ud fra vores pædagogik og didaktik kunne begrunde de valg, vi tager, men det afføder naturligvis også behovet for en dialog med assistenten om, hvorfor vi underviser som vi gør. Så vi skal forklare vores pædagogik. Og så kan man måske overveje, at hvis tiden går med at holde møder med og instruere assistenterne, om der så overhovedet er noget sparet ved det«. Thomas:»På den måde bliver man også assistent for assistenten. Men det er rigtig sundt for os lærere, at vi får sat ord på og reflekteret over det, vi gør. Det er utroligt givtigt som underviser. Det, at man en gang imellem får egen praksis op at vende, det giver meget læring«.

3 Så du tror, Thomas, at det, at man skal samarbejde med assistenten og dermed må fortælle, hvad man gør, det kan skærpe fagligheden? Thomas:»Helt sikkert. Og det er rigtig sundt. Vi lever let et liv, hvor vi lukker døren til vores klasselokale, og så foregår alt derinde. Hvis vi på denne måde får åbnet døren til klasselokalet og bliver tvunget til at begrunde vores valg, så er der også udvikling i det for os, der underviser«. Marianne:»Det er jeg uenig i. Jeg synes, det er vigtigt, at man som lærer får en didaktisk og pædagogisk sparring, men med en, som har de samme forudsætninger som en selv, eller måske en pædagoguddannelse. Jeg synes, det er meget ulige, at der er en, der skal gå rundt og være chefen, og en, der skal være kuli. Der er jo rigtig mange regler for, hvad de må, og hvad de ikke må, de kære skoleassistenter. De får meget begrænsede opgaver, så jeg synes, det vil være frustrerende at være den, der står inde i klassen og skal være chefen, uden at man kan få et fedt samarbejde og blive inspireret af hinanden. Og det er jo ikke tilfældet her«. Vivi:»Det tænker jeg ikke. Jo, som lærer har jeg også brug for sparring fra en, som har den samme uddannelse om jeg altså en lærer og jeg skal inspireres og jeg skal sparres, men det er en del af min faglighed. En anden del af min faglighed er at få sat ord på, hvorfor jeg gør, som jeg gør, så almindelige mennesker forstår det, og jeg tror lige som du, Thomas, at det er en rigtig god øvelse at forklare det, vi gør, på almindeligt menneskesprog. Også i forhold til forældresamarbejdet. Vi ser nogle gange, at vi sidder over for forældre, der ikke forstår det, vi gør. Lige som når vi har studerende. De er jo ofte usikre i deres praksis og måske også i teorien, og her bliver jeg som lærer bedre af at skulle forklare mig over for den studerende. Det skal ikke afløse den faglige sparring fra kolleger, men jeg tænker, det kan være fint«. Marianne:»Men tror du, at skoleassistenten har tid til at give dig sparring?«. Vivi:»Nej, han skal ikke give mig sparring. Det er mig, der skal forklare, hvorfor jeg gør som jeg gør«. Marianne:»Til ham?«. Vivi:»Ja, det er det, jeg mener. Han skal ikke sige, hvad han mener om min undervisning. Men det er mig, der skal forklare, hvorfor jeg håndterer tingene, som jeg gør det«. Marianne:»Jeg forstår godt den nyuddannede lærers dilemma, for det er et meget ulige forhold, og der er rigtig mange ting, man ikke kan sætte skoleassistenterne i gang med. Assistenten må jo reelt ikke undervise, og det forstår jeg godt, at læreren bliver frustreret over. For det bliver reelt ikke et samarbejde, men en, der skal bakke dig op«.

4 Ja, for det er vel også det, der ligger i spørgsmålet. Det er vel også et spørgsmål om grænseaftaler: Hvem må hvad? Og dilemmaet handler vel også om, at læreren vil overholde de grænser og sikre, at der er noget, der er for lærere, og der er noget, der er for skoleassistenter. Vivi:»Det er da et ulige forhold, og det skal det også være. Han er assistent, og den anden er lærer. Det er helt tilsvarende, når vi går ind på et sygehus: Her møder vi også en sygeplejerske og en assistent. Sygeplejersken har det overordnede ansvar, men assistenten kan noget andet. Det er jo også det, der ligger i ordet: Assistenten er en hjælper. Men når det så er sagt, synes jeg ikke, der er noget forkert i, at assistenten hjælper eleverne med at løse opgaverne. Som lærer kan jeg godt gøre opmærksom på det, hvis jeg synes, at lydmetoden er helt hen i vejret. Så vil jeg gå hen til assistenten og sige: Jeg synes ikke, det er den rigtig måde, du hjælper på. Men som lærer må jeg også kigge på den anden vinkel og sige: Det kan faktisk godt være, et eleven kan få noget ud af det. Jeg tror ikke, at børn, hvis de møder en bestemt metode, kaster alt andet fra sig. Jeg tror, at børn har godt af at møde mange forskellige tilgange. Vi forbyder jo heller ikke forældrene at hjælpe børnene. Men det er mig som lærer, der er den fagligt uddannede, det er mig, der har det overordnede ansvar, og det er mig, der skal kunne begrunde mine valg og metoder«. Thomas, hvor er du henne i det her? Thomas:»Jeg tænker skoleassistenten som en ressource. Og som lærer skal man fagligt have fat i den lange ende, og det er det, man skal tage ansvaret for. Men det kan være godt at have en assistent inde og bakke op, så de ting, man har for, de kan blive ført ud i livet. Der skal sikkert slibes nogle kanter af hen ad vejen, så faglige problemer bliver sendt videre til læreren, mens assistenten sagtens kan køre arbejdsprocesser og holde eleverne til ilden, så de får mere ud af det«. Men lige tilbage til det, der er kernen i dilemmaet her: Skal læreren sige: Du skal ikke undervise, og hvis du skal, skal du gøre det på en bestemt måde? Marianne:»Det er da i hvert tilfælde super vigtigt, at de får defineret deres roller«. Thomas:»Men det ansvar ligger vel også hos ledelsen, ikke?«. Marianne:»Helt klart. Det ligger hos ledelsen«. Vivi:»Men vi ved jo godt, at det ikke altid er nok. På vores skole har vi støttelærere til nogle af de elever, vi har med særlige vanskeligheder, og det er bestemt ikke altid let. For der dukker jo også nogle gange magtforhold op: Hvem definerer undervisningen, og hvem definerer den i forhold til den elev, som får støtten? Og min erfaring siger mig, at det tit er svært for lærere at påtage sig den magt, det er, at være klasseleder. Men der må vi som lærer åbne øjnene og sige: Det er det, vi er. Vi er klasseledere. Og hvis vi ikke har problemer med at lede børnene, så kan vi heller ikke have problemer med at lede assistenten. Men jeg

5 tror, det er møgsvært. Og da er det så, man kan spørge: Har jeg brug for en assistent, hvis jeg synes, det er grænseoverskridende at lede andre?«. Marianne:»Ja, det er bestemt ikke en nem rolle at tage på sig, når vi tænker på, at det, vi ønsker, jo bare er at undervise. Men hvis man har svært ved det, synes jeg, at man skal gå til sin ledelse. Der er nogle, som har bestemt, at vi skal have de der assistenter på skolen«. Vivi:»Men den her diskussion kan man jo også have med andre faggrupper. For eksempel lærere og pædagoger imellem. Vores pædagoger har et vist antal timer om året, hvor de er en del af undervisningen, og tidligere fik de ingen forberedelsestid det gør de nu men da var der så en diskussion om, om de blev sådan en slags radiator-pædagoger, fordi de ikke havde forberedelsestid, og så skulle vi kommandere med dem. Det ville blive et meget ulige forhold, for de kan jo også noget, vi ikke kan, men det bliver ikke et samarbejde. Der kommer jo også nogle dilemmaer rent magtmæssigt«. Marianne:»Men som lærer og pædagog står vi begge to med en faglighed. Det kan man ikke helt være sikker på med en skoleassistent. Jeg forestiller mig bare en 18-årig, som gerne vil være på skolen et halvt års tid, inden han skal studere videre, og det er et helt andet forhold, end hvis du skal samarbejde med en pædagog, som har en faglighed. Der står i beskrivelsen af skoleassistenten, at hvis der er nogle elever, som er urolige, kan assistenten lige trække dem ud af undervisningen og tage sig af dem, men jeg kan jo ikke vide, hvilke pædagogiske kvalifikationer assistenten har«. Vivi:»Det kan du i princippet heller ikke vide med de kolleger, du har, eller pædagogerne«. Marianne:»Selvfølgelig kan jeg ikke det, men jeg regner med det«. Vivi:»Ja, du forventer det, og det gør jeg også. Men der er også nogle menneskelige aspekter, hvor man kan opleve, at mennesker, som ikke har en pædagogisk uddannelse, har en rigtig god virkning på børnene. Men vi ved det jo ikke«. Marianne:»Rigtigt. Jeg oplever mange pædagogmedhjælpere, som er nogle helt fantastiske mennesker og gør rigtig meget rigtig godt, men det er noget andet med skoleassistenterne i undervisningen«. Vivi:»Man må vel også forvente, at assistenter har været igennem en jobsamtale, hvor det bliver afdækket, om de har relevante erfaringer og interesser«. Thomas:»Men uanset om skoleassistenten er 60 år og har masser af erfaringer, eller det er en ung på 18, som er helt ny på arbejdsmarkedet, så er det faglige lærerens ansvar, punktum. Og så er den egentlig ikke længere«. Marianne:»Enig. Men tror I, at man kan holde gejsten oppe hos en skoleassistent, som skal kopiere og hente bøger og sige Schyyy!. Tror I det?«.

6 Vivi:»Ja, da. Hvis du har søgt jobbet, er det fordi du synes, at der er nogle interessefelter i det, som er vigtige for dig. Hvis du søger jobbet, er det fordi, du synes, at den verden og det job giver dig noget. Men jeg tror, at der er meget stor forskel på, om det, der bliver lagt op til med skoleassistenterne, at de skal kopiere og følge eleverne og lave praktiske ting, eller om de skal være i klasselokalet og sikre ro. Og jeg vil sige, at det er den praktiske del, jeg higer lidt efter. Jeg underviste gerne en time mere om ugen, hvis jeg slap for alt det praktiske med at bestille, kopiere, føre tilsyn med faglokaler osv. Der tænker jeg da tit, at det er helt åndssvagt, at jeg med min løn skal stå for det. Det er jo ikke det, jeg er uddannet til. Nu er jeg IT-ansvarlig, og jeg skal sikre, at der er strøm på batterierne på de digitale kameraer, og at kollegerne sletter deres filer, når de afleverer kameraerne og den slags. Det burde ikke være mig, der bruger tid på det. Den tid kunne jeg i stedet bruge på at undervise«. Marianne:»Men så er det jo ikke en skoleassistent, som er med inde i klassen og sikre ro, det er ikke det, du ønsker dig?«. Vivi:»Nej, det er den praktiske hjælp, jeg er mest interesseret i. Men jeg tror, at dem, som har nogle meget urolige klasser, de kunne godt have glæde af, at der var en assistent i lokalet«. Thomas:»Det er jo tit en for stor opgave, hvis man som lærer skal rundt til alle eleverne i klassen. Der kunne det være rart, hvis der var en ekstra person, som kunne hjælpe med fx at sikre, at alle forstår den opgave, som læreren har stillet«. Vivi:»Ja, eller det kan være at tage nogle af de elever, som ikke kan sidde stille i en hel lektion, med ud i skolegården og brænde noget krudt af. Vi har elever, som ikke kan koncentrere sig ret længe ad gangen, og for dem vil det være en kæmpehjælp med en assistent, som kan holde opsyn med eleverne. Ellers sidde i den skide bus, som fragter dem tilbage på skolen efter svømning«. Så det, du siger, Vivi, det er, at konflikterne og problemerne mellem lærer og assistent bliver mindre, jo mere vi definerer skoleassistenten som en ren praktisk hjælp. Og konflikt-risikoen vokser, når assistenten nærmer sig det pædagogiske område er det korrekt forstået? Vivi:»Ja, det er det. Men man skal jo også være opmærksom på, at jobbeskrivelsen har betydning for, hvem der søger jobbene. Nogle vil bestemt synes, jobbet bliver mindre spændende, hvis det er ren praktisk hjælp«. Thomas, jeg må lige spørge dig om noget, som er specielt for efterskolerne. I har eleverne hele døgnet, og efterskolerne fremhæver det som en fordel for skoleformen, at lærerne møder eleverne i forskellige situationer, ved spisebordet, på gangen, i tv-stuen. Men en stor del af det tilsyn og samvær, I som lærere har på efterskolerne, kan bliver overtaget af skoleassistenterne. Lektiehjælp, fx. Hvordan tænker du det?

7 Thomas:»Det ville være ærgerligt, hvis det skete. Det er jo netop en del af det at være efterskolelærer, at man underviser den elev, som man aftenen før sad og holdt om og trøstede, fordi hans kæreste havde slået op. De relationer, som opbygges her, kommer man langt med i undervisningen, og det felt forsvinder, hvis assistenterne overtager den del. Det gør ikke noget, at der er en enkelt skoleassistent eller to. Vi har også nogle i dag, som hjælper med tilsynet uden at være lærere, men de får lærerløn. Så det, at der er nogle enkelte, som ikke er lærere, det gør intet. Men det vil være et tab, hvis man deler det op, så lærerne tager sig af undervisningen, men andre klarer samværet og tilsynet«. Men hvis vi lige vender tilbage til vores nyansatte og nyuddannede lærer og hans dilemma: Hvad svarer monopolet? Hvad skal han gøre? Skal han tage problemet op, eller skal han bare være glad for at få lidt ekstra hjælp? Marianne:»De skal få fordelt rollerne og funktionerne. Det er de nødt til«. Og når du siger fordelt, så skal den skæres på en måde, så læreren ikke oplever, at assistenten går ind over hans faglige grænser? Marianne:»Ja. Det er ikke, fordi assistenten ikke må hjælpe til, men de skal bare få defineret, hvad der er hvad, og hvem der gør hvad. De er nødt til at snakke sammen i stedet for at gå og være irriterede så bliver det jo en pestilens i stedet for en hjælp«. Hvem skal definere det? Marianne:»Jeg synes, de skal starte med at gøre det sammen, men hvis de ikke kan finde ud af det, skal de gå til ledelsen. Ledelsen har jo også en rolle at spille her«. Thomas? Thomas:»Jeg mener, han skal være glad for at få hjælp. Og så handler det om dialog, dialog, dialog. Både med assistenten, med ledelsen og skolen. De skal finde ud af, hvordan lærere og assistenter skal samarbejde på den skole. Det er tåbeligt at sætte noget i søen, som ikke er en hjælp. Men så kan vores lærer også spørge sig selv, om man bliver skræmt, fordi man ikke er rustet godt nok i sin faglighed. Er det derfor, han føler sig presset«. Vivi:»Jeg er enig: De skal have defineret de her roller, og det kan godt være, at det er svært at gøre alene, og så må ledelsen med. Men så kunne det være spændende hvis han spørger sig selv: Hvad er det ved skoleassistenten, som gør mig så usikker? Vores case her er nyuddannet, og det er jo ingen hemmelighed, at man som nyuddannet er mere usikker. Jeg synes, det vil være fint, hvis der fandtes en supervisionsgruppe eller en erfaren kollega, hvor han kan rejse spørgsmålet: Hvad er det, som gør mig så usikker? Er det, fordi jeg selv er usikker på, om det, jeg gør, er rigtigt? Eller er det, fordi jeg har en meget fast pædagogisk mening om, hvordan opgaverne skal løses«.

8 Dilemma 2. Ok, tak for det. Her kommer så det næste dilemma: Kære monopol. Jeg har virkelig brug for jeres hjælp. Jeg er 48 år, kvinde og lilleskolelærer. Den klasse, jeg er klasselærer for, er ret stor, så jeg har en skoleassistent til at hjælpe mig, men jeg er virkelig kommet i klemme. Fra starten har jeg sagt til min skoleassistent, at vi er sammen om klassen. Vi er lige. Men min tillidsrepræsentant er efter mig og siger, at skoleassistenten under ingen omstændigheder må lave lærerarbejde. Assistenten skal assistere mig. Men jeg vil da ikke have sådan en hjælpende ånd rendende rundt i klassen. Jeg har aldrig ønsket at være leder, og jeg synes, det sender et helt forkert signal om første- og andenrangs mennesker. Så hjælp mig: Hvad gør jeg? Thomas:»Hold da kæft et spørgsmål«. Marianne:»Jamen, jeg forstår det virkelig godt. Jeg vil have det på nøjagtig samme måde«. Det vil du? Marianne:»Ja. Jeg ville i udgangspunktet tænke: Det her, det er et samarbejde, og vi skal lave fed undervisning sammen. Det vil være mit udgangspunkt nu er jeg jo også lilleskolelærer. Men når det er sagt, bliver hun jo også nødt til at gøre op med sig selv, om hun vil have en assistent i klassen eller ej. Jeg forstår virkelig godt, at det kan blive et benspænd i stedet for en hjælp, når det for hende er så svært at acceptere de roller, hvor hun er chefen, og den anden er assistenten. I det tilfælde kan det faktisk være federe, hvis assistenten ikke er der. Hvis det frustrerer hende, så kan børnene jo også mærke det. I vores indskoling har vi haft en ordning, hvor der var tre ansatte til to klasser. I halvdelen af tiden var der altså to på klasserne. Det samarbejde fungerede rigtig godt, fordi vi var lærere og pædagoger sammen, men jeg vil da selv synes, at det var supersvært, hvis jeg skulle være chefen, og så var der en, som gik rundt og sagde Schyyy og hentede kopier og den slags. Jeg vil helst gå ind i det som et samarbejde«. Thomas:»Hun lyder sød. Men hvis det skal vendes om, så er det ikke rimeligt at sætte en undervisningsassistent i en situation, hvor man er lige om undervisningen, for det er man ikke. Så det handler i stedet om, om hun egentlig vil have en skoleassistent eller ej, for hun kan ikke sige: Vi er lige om det her. De er ikke lige. Der er en uddannelsesmæssig forskel...«. Ikke nødvendigvis. Lærere på de frie skoler behøver ikke at have en læreruddannelse, så læreren og assistenten kan i princippet begge to være tømrere. Vivi:»Ja, og der er da også politikere, som har talt om at sende arbejdsløse lærere ud som skoleassistenter...«. Thomas:»Det vil være rigtig træls, hvis det skete. Det ville virkelig være et spidst dilemma. Nej, men som lærer og skoleassistent er man ikke ansat på lige

9 betingelser, og det bliver man nødt til at tage højde for. Man kan ikke læsse undervisningsansvaret over på en, som ikke har forberedelsestid og ikke har de faglige forudsætninger for at undervise. Jeg forstår godt lilleskolelærerens frustration over, at hun skal bestemme i arbejdssituationen, men det må hun snakke med sin ledelse om«. Vivi:»Det ligger jo heller ikke i lilleskole-ideologien at have skoleassistenter. Det, der spænder ben for det her samarbejde, det er lærerens ideologi. Lilleskoletanken er jo, at der ikke skal være et magtforhold mellem mennesker, at vi alle sammen skal have del i magten og alt det der, og så tænker jeg, at så fungerer skoleassistenterne slet ikke. Jeg ser intet problem i at have en assistent, men jeg har heller intet problem med magtforholdet. Men den assistent, som er ansat 37 timer uden forberedelsestid, hun skal jo ikke gå ind og tage de samme arbejdsopgaver som læreren. Det er at ødelægge skoleassistentens arbejdsforhold. Det vil være at udnytte hendes arbejdskraft. Jeg har en anden ideologi end vores case, og jeg synes ikke, at der er noget i vejen for at vise eleverne, at der er forskellige arbejdsopgaver i livet. Det har intet med første- og andenrangsmennesker at gøre. Jeg ser ikke kassedamen i Føtex som et andenrangsmenneske, men vi har forskellige opgaver, hun og jeg, og det er der intet galt i«. Men det, hun reagerer på, er, at der skabes et underordningsforhold i klasselokalet. Vivi:»Ja, og det sker altid. Der findes ikke magtfrie rum. Bare vi kommer her, er der jo også et underordningsforhold. Det er dig, som har indkaldt til mødet, og det skaber en skæv relation. Det er dig, der har magten. Der er også magt i et klasselokale, men hvis man er tydelig omkring magtfordelingen, så tror jeg, at man gør børnene en tjeneste. Jeg tror, vi skaber en pseudovirkelighed for børnene, hvis vi siger, at der ikke findes magt mellem os på skolen og at vi er fuldkommen lige, for det er vi ikke. Der er en ledelse, som har bestemt, at jeg er ansat. Der er nogle, som har været på skolen i 20 år, og som har nogle fortrin. Vi er altid i et magtrum«. Men skaber det ikke et nyt billede af læreren i børnenes øjne, hvis læreren står oppe ved tavlen og dirigerer: Gider du ikke lige dit og Gider du ikke lige dat? Marianne:»Jo, det synes jeg. Det, vi gerne vil vise børnene, på den skole, jeg kommer fra, det er, at vi alle sammen arbejder sammen i et fællesskab, og at vi alle sammen har del i det. Og det er at gøre tingene for sort/hvide, at jeg skal stå og dirigere rundt med en assistent i klasselokalet. Jeg vil vise børnene, at voksne arbejder sammen, og at vi kan bidrage med noget forskelligt. Det godt være, at assistenten bruger en anden metode, når hun lærer børnene at læse, og det er så også ok, men børnene skal se, at vi voksne arbejder ligeværdigt sammen, og at vi bidrager med noget forskelligt, og det er fedt«vivi:»ja, men det kan du også gøre, selv om du siger: Gider du lige?. Det er også at vise børnene, at vi arbejder i fællesskab, for en del af fællesskabet er, at vi indtager forskellige roller. I børnenes fællesskab har de jo også forskellige roller.

10 De ved godt, hvem der er gode til at læse, og hvem der er dårlige. Men hvis vi foregiver, at alle er ens så..«. Marianne:»Men det behøver ikke at være at foregive noget«. Vivi:»Men vi er jo ikke ens«. Marianne:»Nej, men her er det så sort/hvidt-opdelt, hvem der er ovenpå, og hvem der er nederst«. Vivi:»Det, at vi har forskellige roller, betyder jo ikke, at nogen er ovenpå og andre nedenunder. Jeg går da heller ikke og gør rent på skolen om eftermiddagen. Det har vi folk ansat til«. Marianne:»Men nu er eksemplet her i den samme undervisningssituation«. Vivi:»Ja, men jeg tror ikke på, at børnene vil se, at vi ikke er ligeværdige, fordi vi har forskellige roller«. Marianne:»Det tror jeg heller ikke. Men alligevel tror jeg, at man i underbevidstheden helt fra barn bør opleve, at tingene spiller sammen«. Vivi:»Ja, men det kan man også, selv om man har forskellige roller. Assistenten er jo nødvendig«. Marianne:»Men det er et forhold, jeg ikke bryder mig om at vise over for børnene. Selv om det spiller sammen«. Thomas:»Man er jo heller ikke blevet lærer, fordi man vil bestemme«. Vivi:»Men det er du da. Du er da klasseleder«. Thomas:»Ja, jeg er blevet lærer, fordi jeg gerne vil lære eleverne noget. Da jeg blev lærer, vidste jeg godt, at jeg skulle lede klasserummet, men der ligger en anden form for ledelse i at lede et andet voksent menneske, og det var ikke en jobfunktion, jeg søgte, da jeg blev lærer. Jeg tænkte ikke: Jeg vil være lærer og bestemme over en skoleassistent. Den opgave er ny for os som lærere. Det er pludselig en hel anden kultur, der kommer ind over lærerjobbet«. Så pakken er blevet udvidet? Det er ikke den pakke, du købte, da du valgte af blive lærer? Thomas:»Nej. Og jeg tror ikke, at man bare kan ændre den kultur, der er omkring lærerne. Det kræver vildt mange snakke, det her. Det handler jo om, at man skal få det bedste frem i hinanden i den relation, man nu engang er i. I værste tilfælde, så vil der måske være lærere, som tænker: Fedt nok, så får jeg en skoleassistent, som kan tage sig af alt det lort, jeg ikke selv gider, og hvis det er med den på, vi samarbejder, så vil eleverne bemærke det ulige forhold. Så der skal kulturændringer til, for at det vil lykkes, det her med skoleassistenterne«.

11 Så du mener, at hvis man hele tiden lader skoleassistenten løse en bestemt type opgaver, kan det skabe den fastlåste forestilling hos børnene, som Marianne og vores case reagerer på, er det rigtigt? Thomas:»Ja«. Men hvordan vil du selv have det, hvis du fik en skoleassistent? Thomas:»Jeg vil synes, det vil være fedt at have en ekstra inde i klassen. Det vil jeg elske at arbejde med. Jeg skulle vænne mig til det. Det vil kræve lidt af mig at uddelegere de ting, som jeg plejer selv at løse, men det skal nok blive godt. Men jeg kan godt se, at det er anderledes. Hele det her lag var ikke i mine tanker, da jeg besluttede mig for at blive lærer, og det vil kræve mange snakke, inden det bliver positivt. Det tror jeg. Marianne:»Helt enig. Jeg synes ikke, at man kan sammenligne det at lede en skoleassistent med klasseledelse. Klasseledelse er en del af lærerrollen, men det at skulle stå over for et andet voksent menneske og sige Nej, det der, det må du ikke, det var ikke en del af min lærerrolle«. Vivi:»Nej, men der er godt nok mange ting, som jeg varetager som en del af min lærerrolle, som jeg ikke har lært en dyt om, og som jeg ikke var forberedt på, da jeg begyndte som lærer. Men det er korrekt: Det er en kulturændring, og jeg er enig i, at det vil kræve en masse snakke på skolen, hvis det skal blive positivt. Men så tror jeg til gengæld også, at det kan blive godt. Men jeg er omvendt også sikker på, at der er masser af eksempler på, hvor det vil gå galt. Lige som der er masser af eksempler på, at lærere ikke kan samarbejde«. Marianne:»Men jeg er i tvivl, om skoleassistenterne må give deres besyv med i undervisningen. Hvis jeg står og underviser, og skoleassistenten pludselig har et input, det må han vel i virkeligheden ikke komme med eller hvad?«. Vivi:»Den problematik har jeg oplevet med støttelærere som er læreruddannede, og hvor støttelæreren blandede sig i min undervisning. Og så har jeg bagefter måttet understrege over for støttelæreren, at det var mig, der var læreren, og mig, der underviste. Det er hulens svært at sige, men det er nødvendigt, at vi gør det. Og jeg ved godt, at mange lærere vil stejle over det, men det er vigtigt, at vi også tager den del af det på os. Som lærere er mange af os bange for magten, for vi vil gerne have, at vi alle er lige og sådan«. Marianne:»Jeg vil godt nok have svært ved at stå i et klasserum, hvor skoleassistenten ikke må have lov til at bidrage i læringssituationen«. Vivi:»Jamen, hvis du og assistenten finder ud af, at I supplerer hinanden supergodt, så kan du jo åbne op for det«. Marianne:»... men det må man vel i virkeligheden ikke. Reglerne er jo stramme, og der er nogle opgaver, assistenten tager sig af, og noget, som er mit«.

12 Vivi:»Der er forskel på at undervise og at komme med et godt input i undervisningen. Jeg vil aldrig sætte skoleassistenten til at undervise, og jeg tror, at vi som faggruppe bliver nødt til at holde panisk fast i, at det er os, lærerne, som underviser. For det, som skræmmer mig ved det her scenarie, det er besparelserne. Det, som gør mig bange, det er, hvis vi pludselig siger: Kan du ikke lige tage en vikartime her? Eller projektugerne? Det scenarie skræmmer mig. Hvis alt pludselig er ligegodt, så bliver det farligt«. Marianne:»Ja, men det er også det perspektiv, som skræmmer mig. Jeg synes, det er en Fætter BR-løsning, hvor vi giver køb på kvalitet...«. Vivi:»Det synes jeg ikke, det behøver at være«. Marianne:»Jeg synes, det er klart, at det her handler om besparelser. Skolerne siger: En skoleassistent er bedre end ingenting, og så får I en assistent i stedet for flere lærertimer«. Vivi:»Hvis skoleassistenterne supplerer, kan det være godt, men hvis de skal erstatte, så opstår problemerne«. Nu er vi så ovre i det fagpolitiske, og hvor trækker I så grænsen? I beskrivelsen står der, at skoleassistenterne kan løse praktiske opgaver, de kan assistere eleverne, de kan løse konflikter med urolige børn, og de kan hjælpe med lektier. Er der nogle af de opgaver, hvor I siger: Nej, det er lærerarbejde og andre, hvor I tænker: Det kan andre lige så godt tage sig af? Vivi:»Den med konflikterne, den er jeg nervøs for, for der ligger noget pædagogisk arbejde i at vide, hvorfor børn reagerer som de gør, og om de har nogle særlige vanskeligheder. Så der synes jeg, at grænsen burde gå«. Hvad med lektiehjælp? Marianne:»Uha, det afhænger af den enkelte skoleassistent«. Vivi:»Ja, for på efterskolerne, der er det jo lærerne, som er lektiehjælp. Så det handler også lidt om formen. Forældrene, de er ikke uddannede, og vi vil gerne have, at de hjælper børnene. Men det er et af de steder, hvor vores fagområde bliver presset, for er man god nok til at hjælpe med lektierne, er man så ikke også god nok til at undervise?«. Thomas:»Ja, og hvad er alternativet? Hvis alternativet er ingen lektiehjælp, så er det en god ide, at skoleassistenten hjælper. Men hvis det er lærere, som står for en lektiecafe, så er det en dårlig ide at erstatte dem med skoleassistenter«. Vivi:»Hvis opgaven bare er at sørge for, at eleverne har et hyggeligt sted at mødes, når de laver lektier, så er der intet problem i, at det er en skoleassistent, som står for opgaven. Men så snart det handler om at hjælpe eleverne med at

13 løse opgaverne, så går vi ind på det pædagogiske område, og så opstår problemerne«. Fagforeningens frygt for skoleassistenterne bygger ikke så meget på, at assistenterne kommer til at overtage al undervisning, men at de fx overtager tolærerordningerne, så skolerne i stedet for to lærere ansætter en lærer og en assistent til en stor og urolig klasse. Hvad tænker I her? Marianne:»Bestemt. Det er en oplagt fare, for skolerne er pressede af nedskæringerne. Det er et af de steder, hvor skolerne vil forsøge at spare. Og det er et af de steder, hvor lærerne bør sætte hælene i og sige fra«. Thomas:»Det kommer altså også an på alternativet. Der er jo en given pose penge, og hvis alternativet er, at en lærer skal løse opgaven alene, så foretrækker jeg, at man ansætter en lærer og en assistent. Det så jeg hellere«. Marianne:»Jeg tror bare, at hvis vi begynder at gå med på det, og flere og flere skoler får de der assistenter, så er vi også med til at give køb på kvaliteten. Skolerne vil gerne have højere faglighed og alt det der, men de vil ikke give os de ressourcer, der skal til. I de små klasser, hvor der er mange børn, som måske slet ikke er udredte, der vil det være fedt med en ekstra voksen i lokalet, men det giver køb på kvaliteten, det synes jeg«. Thomas:»Og så snart man åbner døren til sit klasseværelse, og inviterer en anden ind, så vil der alt andet lige dukke flere problematikker op. Så opstår der nye problemstillinger, man skal forholde sig til og tage del i, og på den måde kan det også blive irriterende. Men jeg tror, det er sundt«. Vivi:»Og spændende. Det er jo det, der gør vores arbejde så spændende, at der hele tiden sker noget nyt. Jeg har været lærer i 12 år nu, og der er hele tiden noget nyt, jeg skal forholde mig til. Vi får ikke bare en færdig pakke, som fortæller os, hvad det er at være lærer. Lærerarbejdet ændres hele tiden. Det er givende, men også krævende«. Så vi skal lige runde dilemmaet af: Hvad gør den arme lilleskolelærer, for... Vivi:»Nå, ja. Det var det, det handlede om«. Ja, hun vil gerne have et ligeværdigt samarbejde med skoleassistenten, men det siger hendes tillidsrepræsentant, at hun ikke må. Der skal være en klar adskillelse mellem lærer- og assistentarbejde. Hvad gør hun? Marianne:»Hun må gøre op med sig selv, om hun vil have en assistent«. Vivi:»Ja, og hun bliver nødt til at tage emnet op i pædagogisk råd: Hvad vil de med skoleassistenterne på lilleskolen? Det er nødvendigt. Det ulige forhold strider mod lilleskoletanken, så diskussionen må op på et højere plan. Og det er slet ikke sikkert, at hun får lov til selv at træffe beslutningen«.

14 Ingen af jer foreslår den anarkistiske: Sig til tillidsrepræsentanten, at alt går efter bogen, men gør det, som du selv vil? Vivi:»Nej. For det vil være at udnytte skoleassistenten. Hun skal passe på assistenten«. Så intet anarki her? Marianne:»Nej«. Dilemma 3. Ok, tak for det. Vi har et sidste dilemma: Kære monopol. SOS. Red mig fra politisk skizofreni. Jeg er 37 år, og mor til to piger på 8 og 11, og når jeg henter dem i den lokale folkeskole, ser jeg, hvor stor hjælp det er med skoleassistenter. Jeg har selv en stor og meget urolig klasse, hvor jeg godt kunne bruge en ekstra hånd. Men jeg er også tillidsrepræsentant på min friskole, og i kredsbestyrelsen, som jeg er medlem af, er der ingen tvivl: Skoleassistenter er no go. Argumentet lyder: Skoleassistenterne gør læreren til en undervisningsmaskine og overlader dannelsen, samværet med børnene og det relationelle til assistenterne. Jeg synes det er rart med skoleassistenter. Og jeg synes, det er forkert. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortsat slås imod noget, som jeg selv har brug for? Det rigtige eller det magelige?. Marianne:»Hvis det havde været mig, så var jeg gået til ledelsen for at få et punkt sat på lærerrådsmødet, om vi skal have nogle ekstra timer i bestemte klasser. Jeg vil foreslå, at man løser problemet ved at flytte rundt på dem, der er ansat i forvejen. For det er da et kæmpedilemma, hvis hun har brug for en ekstra hånd, mens holdningen er, at man ikke må ansætte assistenter. Jeg er ikke i tvivl om, at jo flere omsorgspersoner, der er, jo bedre er det for børnene. Men det er en diskussion, der bør tages på lærermødet, og jeg synes, man skal dække behovet med de ressourcer, der er. Eller, hvis det er muligt, ved at ansætte en lærer til en to-lærerordning i den store klasse«. Thomas:»Jeg tænker lidt i samme baner. Jeg ville dele de positive erfaringer, hun har fra folkeskolen, med sine kolleger og tage op, om assistenter var noget, friskolen kan bruge. Man skal have sit bagland i orden. Og hvis skolen kan nuancere beskrivelsen af skoleassistenterne, så skolen og kollegerne kan leve med den, så synes jeg, at skolen skal ansætte en assistent. Hvis de synes, at skoleassistenterne kan bibringe skolen noget kvalitet, så ville jeg tage sagen op, også selv om jeg var tillidsrepræsentant og fagforeningen talte imod«. Vivi:»Problemet her er jo, at hendes fagforening dikterer noget, hun ikke er enig i. Fagforeningen siger: Du er tillidsrepræsentant, og du skal gå ud og formidle, at skoleassistenter er no go. Så det er der, hun skal tage kampen op. Foreninger også vores egen har en tendens til at fastlægge en bestemt kurs og sige: Det er sådan, vi gør det. Jeg ved godt, at fagforeningen gør det for at beskytte vores job, men ved at sige, at assistenter er forkert, lægger de ikke op til, at der findes skoler med forskellige behov.

15 De frie skoler er meget forskellige, så hun bør gå til kredsbestyrelsen og sige: Det kan godt være, at den generelle holdning er no go, men vi bliver nødt til at undersøge, hvordan skoleassistenterne fungerer på forskellige skoler. Skal vi bløde en lille smule op og gå ind og definere, hvad skoleassistenter kan, og hvornår man kan ansætte dem. Fagforeningen bliver nødt til at gå ind og med-definere, hvad det vil sige at være skoleassistent. Problemet her opstår, fordi hun er tillidsrepræsentant, og det forventes, at hun følger foreningens linje. Men tillidsrepræsentantens vigtigste opgaver er at beskytte de rettigheder, vi har som lærere. Men tillidsrepræsentanten kan vel også sætte andre ting i spil og have en personlig holdning til det, der foregår. Derfor synes jeg også fint, at hun kan tage det op på skolen og sige: Jeg har en meget besværlig klasse her, og jeg har brug for en skoleassistent. Det kan man godt, selv om man er tillidsrepræsentant«. Men det er jo ikke bare hende mod fagforeningen. Hun er langt hen ad vejen enig med fagforeningen, og hun frygter, at skoleassistenten udhuler hendes lærerrolle og gør hende til en undervisningsmaskine. Vivi:»Udgangspunktet for hendes og fagforeningens frygt er, at skoleassistenten overtager samværet og det relationelle arbejde med børnene, og det kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved. Vil det ske? Det handler jo også om, hvorvidt foreningen går ind og er med til at definere skoleassistentens rolle. Hvis fagforeningen går ind og sikrer, at der stadig er en klar adskillelse mellem lærerarbejdet og assistentens rolle, så mener jeg, at frygten er ubegrundet«. Men det, som casen hæfter sig ved her, det er, at et af argumenterne for skoleassistenterne lyder, at så kan læreren koncentrere sig om sin kerneydelse, nemlig undervisningen. Casen frygter et indskrænket lærerbegreb. Vivi:»Men vi ved jo også godt, at vi ikke kan undervise uden at se det hele barn. Og vi skal også stå for barnets dannelse. Det står i formålsparagraffen. Så skal vi til at lave en helt ny formålsparagraf, hvis vi kun skal være undervisningsmaskiner«. Så din løsning er at definere skoleassistentrollen, så samværet og det relationelle stadig er en del af lærerarbejdet? Vivi:»Ja«. Marianne, hvad siger du her? Marianne:»Jeg tror ikke, at vi som lærere reduceres til undervisningsmaskiner. Vi vil stadig have samvær og relationer til børnene. Men det er klart, at det er lettere for børnene at knytte sig til en assistent, som går rundt i lokalet og er hygge-/omsorgsperson, end det er at knytte sig til den tydelige lærer, der står og siger, at vi skal nå dit og dat. Så assistenten vil nok tage noget af det nære med børnene«. Du kan godt dele lærerens fagpolitiske frygt?

16 Marianne:»Åh, det ved jeg ikke. Skoleassistenten vil overtage nogle af lærerens nære opgaver, men jeg tror aldrig, at læreren bare bliver en maskine. Jeg forstår godt hendes bekymring, og det er derfor, jeg synes, det er vigtigt, at læreren får en ligeværdig sparring, hvor man kan gå til og gå fra og aflaste og være på «. Men så er det jo ikke en skoleassistent? Marianne:»Nej, det er det ikke, og jeg går jo heller ikke ind for skoleassistenter«. Ok. Og Thomas? Thomas:»Jeg tænker, at det også er nogle meget bange mennesker, det her. Uha, der er nogle, som rører ved min faglighed? Uha, jeg bliver bare en undervisningsmaskine? Nej, det bliver man ikke bare. Det kan godt være, at rollerne bliver omdefineret lidt, men hun bliver ikke en maskine. Men hvis tillidsrepræsentanten fra starten låser sig fast på en holdning, og skolen låser sig fast på en anden, så springer man hele det led over, som kunne være skoleudviklingen. Så finder man aldrig ud af, hvad skoleassistenterne faktisk kan, og hvor og hvordan man med fordel kunne bruge dem. Der, hvor problemerne ligger, det er også tit der, mulighederne findes. Og hvis man lukker fra starten, så afskærer man også udviklingen. Så får du aldrig øje for potentialerne«. Vivi:»Det er fuldstændig rigtigt, det der. Vi er nødt til at lytte til hinanden«. Thomas:»Ja, men når man er bange, er det lettere bare at skære udviklingen og diskussionen af, og så bliver det sådan noget politisk-økonomisk noget, det hele«. Marianne:»Men det er jo også det, det er. Det er jo tydeligt, at det er politiskøkonomisk, det her. Det er det, det hele handler om«. Thomas:»Jeg tror ikke, at det hele handler om det«. Vivi:»Og vi kan lægge noget ind i det politisk-økonomiske. Hvis vi siger nej hver gang, så bliver det modstand mod modstand. Men hvis vi åbner op og spørger skolerne: Hvad er det, I vil? Hvor finder vi et sted, hvor vi når både jeres mål og vores? hvis vi siger det, så sker der noget mere. Vi kan ikke blive ved med at fastholde, at skolen er, som skolen altid har været. Selvfølgelig skal vi passe på, at skolerne ikke udhuler os pædagogisk og didaktisk og alle de andre steder, men vi skal også indgå i en dialog«. Marianne:»Enig. Vi skal indgå i en dialog. Men jeg er bare bange for, at de udhuler os pædagogisk-didaktisk-fagligt ved, at vi skal have skoleassistenter. Det er en Fætter BR-løsning. Skoleassistenterne dukker op, fordi det er det, der er penge til«. Vivi:»Se på folkeskolen. Her indkalder de til ekstraordinær kongres, fordi lærernes arbejdstid er under angreb. Og folkeskolelærernes formand, Anders Bondo Christensen, han siger bare nej. Men måske kunne vi godt undervise et par timer mere, hvis vi havde nogle til at tage os af de andre opgaver. Her tænker jeg ikke på det relationelle, men på alle de praktiske ting, vi også løser. Et sådant udgangspunkt vil være at åbne op for en dialog. Så ved jeg godt, at fagforeningen

17 siger: Vi skal passe på, vi skal passe på, for de udhuler os!. Det er naturligvis også en fagforenings opgave, men nogle gange så bliver det bare så firkantet, synes jeg, og så kommer vi ikke videre«. Marianne:»Men det er jo også pengepungen, vi er oppe imod. Og vi ved godt, hvad der er stærkest«. Vivi:»Ja, det er pengepungen. Men hvis vi selv får indflydelse i stedet for blot at få det pålagt, så stiller det os bedre«. Marianne:»Bestemt«. Men fagforeningen siger jo ikke bare nej. Fagforeningen siger, at hvis de nuværende funktionsbeskrivelser giver problemer og hindrer pædagogisk udvikling på skolerne, så vil den gerne være med til at finde løsninger. Det kunne være lærere i klasselokalet, som ikke har så meget forberedelses- og egentid, fordi de ikke har ansvaret for at tilrettelægge undervisningen. Men, siger fagforeningen, det skal være på en læreroverenskomst, for vi vil ikke have konflikten i klasseværelset. Så fagforeningen forsøger jo at være med til at definere opgaverne, ikke? Men hvor ser I mulighederne for at finde et kompromis om skoleassistenterne? Marianne:»Jeg synes, parterne skal kigge på overenskomsten og sikre, at den hænger mere sammen med virkeligheden. Det vil sige, at de definerede opgaver, man har i undervisningslokalet, de behøver ikke at være ens, men de skal lægge op til et mere ligeværdigt samarbejde end det, jeg ser i lærer/skoleassistentsituationen. Vi har fx to pædagoger ansat i indskolingen, men de er ansat på en læreroverenskomst. Vi har ikke helt samme uddannelse, men vi er hver for sig kompetente til det, vi gør, vi bidrager med noget forskelligt, og vi kan samarbejde uden problemer«. Vivi:»Men det vil de jo aldrig gå med til. Det er for dyrt. Tanken er jo netop, at noget af det, vi laver i dag, kan klares af nogle, som ikke er læreruddannede«. Thomas:»Det afgørende er, at assistenterne ikke er med i undervisning. De får fx en kopiliste og sørger for kopier eller for, at kameraerne er opladte. Hvis de på den måde løser de praktiske opgaver, undgår vi alle problemerne, og samtidig får vi noget undervisningstid frigjort. Det er en løsning. Det er light-versionen, hvor en assistent er en assistent«. Vivi:»Ja, og det er netop sådan nogle assistenter, jeg gerne vil have. Jeg vil gerne have skoleassistenter, som løser praktiske opgaver. Får jeg det, vil jeg ikke være ked af at undervise mere. Når jeg i dag panisk fastholder, at jeg ikke kan undervise mere, så er det jo fordi, at jeg ikke kan nå mere. Jeg er hængt op til det yderste af det yderste. Hvis jeg fik frigjort nogle timer fra de praktiske opgaver, så ville jeg gerne stå inde i klasselokalet nogle flere timer om ugen, for det er det, som, jeg synes, er fedt. Det er det, jeg brænder for. Men, Marianne, jeg har det da helt som dig, at jeg helst vil være den, som står for det pædagogiske og didaktiske, for det er jo det, jeg er

18 uddannet til. Jeg sukker ikke efter skoleassistenter der har samværet med børnene, men assistenter til at tage sig af det praktiske«.