Kanonerne er ladet med lydbilleder og metaforer

Transkript

1 Kanonerne er ladet med lydbilleder og metaforer v. cand. mag. i visuel kultur Rasmus Svarre Hansen Tøjhusmuseet skyder året i gang med en sanselig udstilling, der byder på både lyd- og videokunst i museets gamle kanonhal. Kanonens akustik er en underfundig og poetisk udstilling af billedkunstnerne Charlotte Grum og Nina Maria Kleivan, der netop nu kører i Tøjhusmuseets kanonhal i København. Det er en udstilling, der følger ånden hos den britiske dramatiker, Howard Barker og undlader at diagnosticere, hvad der er galt i samfundet for derefter at tilbyde publikum nogle nemme løsningsmodeller. Kanonhallen bliver ikke brugt som afsæt for en letkøbt eller vulgær krigs- eller samfundskritik. Den tager et skridt dybere og beskæftiger sig med, hvorledes vi forstår og erkender verden via ord og billeder. De fleste kan blive enige om, at krig som udgangspunkt er noget skidt. Men hvad nu, hvis selve det medie, vi bruger til at kommunikere med hinanden, er styret af netop krigen som eksempel? Indenfor metaforteorien, som den er udformet af metaforteoretikerne Lakoff & Johnson i deres nyklassiker Metaphors we live by fra 1980, kan man læse, at diskussion typisk er styret af metaforen krig. Vi siger f.eks.: Anmelderen gik efter struben på kunstneren. Hun angreb alle hans svage punkter. Jeg smadrede hans argumentation. Løkke sejrede over Thorning i debatten Hvis du bruger den strategi, så vil du tabe. Fremfør dine argumenter, Skyd løs! Krigsmetaforen gør noget ved vores verden, hvilket vi kan iagttage hver gang vi blænder op for en politisk debat på tv. Her er det tydeligt, at der kæmpes med ord, at der er tale om en krig på ord. Lad os derimod forestille os, at vi udskiftede krigsmetaforen med 1

2 dans, så vi i stedet fik metaforen diskussion er dans. Forestil jer så en diskussion mellem Lars Løkke og Helle Thorning, hvor argumenter blev fremført via sindrige bevægelser, og hvor det ikke gjaldt om at vinde men om at performe en smuk dans. Det er lige præcis den slags poetiske finurligheder, man kan opleve, hvis man besøger udstillingen Kanonens Akustik. Lingvistik Nedenstående udspringer af min egen gåen-på-opdagelse i udstillingsrummet, hvorledes jeg nysgerrigt ledte og møjsommeligt fandt frem til de otte kanoner med lyd i ud af kanonhallens utallige tavse kanoner. Alt imens jeg lagde øret til de otte forskellige lyde, der strømmede ud af kanonmundingerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvad betyder det egentlig? Hvad betyder det, at der kommer lyde ud af kanonerne i Tøjhusmuseets kanonhal, der normalt ikke associeres med denne type af våben? Er det overhovedet en kanon jeg lægger øret til? Disse spørgsmål knytter an til, hvorledes noget får eller skaber betydning. Det interessante i denne sammenhæng er også sammenfaldet med titlen på udstillingen og på den schweiziske lingvist, F. Saussures lingvistiske tegn: image acoustique (uddybes nedenfor). Det lingvistiske tegn er opdelt i to, i henholdsvis en lydside også kaldet for signifiant eller image acoustique på fransk. Den anden del af tegnet er selve begrebet af det repræsenterede og kaldes signifiè. Saussure benytter sig blandt andet af to eksempler for et tegn: en hest og et træ. De samme to tegn indgår sjovt nok også som videoinstallationer i udstillingen Kanonens akustik nedenfor har jeg dog begrænset mig til eksemplet med træet. Det er ikke et træ, vi har inde i hovedet men et mentalt billede, dvs. et begreb, af træet der opstår, når vi udtaler ordet: træ. Lyden af det udtalte skaber et lydbillede, og tilsammen udgør begrebet og lydbilledet tegnet for et træ. Sammenhængen mellem de to er 2

3 imidlertid vilkårlig. Det betyder, at signifianten, dvs. lydbilledet træ, ikke hænger uløseligt sammen med begrebet - signifièen. På andre sprog, er signifianten jo en anden, f.eks. arbor på fransk og tree på engelsk. Den danske signifiant hest, hedder horse på engelsk og equos latinsk. Det enkelte tegn får sin betydning fra sin position i forhold til de andre tegn i tegnsystemet. Tegnet er derfor ikke noget i sig selv. En hest er en hest, fordi den ikke er en hund, eller en kat eller en ko osv. Men hvad har Saussures lingvistik med udstillingen Kanonens akustik at gøre? Her er vi nødt til at tage springet fra videoinstallationerne til kanonerne. Der er otte kanoner, der har fået monteret forskellige naturlyde i deres munding. Vi forventer normalt høje brag og knald, når vi lægger øret til en kanonmunding, men i stedet for kanontorden kan man høre henholdsvis en klokke eller et barn der nynner, en vind eller bier der summer, alt efter hvilken kanon man lægger øre til. De to kunstnere Grum og Kleivan leger på den måde med vores forventninger til tegnet. Når vi f.eks. hører bier der summer, befinder vi os på signifiantens niveau. Biernes summen skaber et lydbillede i vores indre, og der dannes et helt nyt tegn en biernes kanon eller en bikanon. Jeg indrømmer, at mit teoretiske greb er lidt af et kunstgreb, idet signifiant og signifiè sjældent opleves som værende opdelt. Vi oplever næsten altid, at de hænger uløseligt sammen. Men Saussures begrebsapparat formår alligevel at åbne op for et væsentligt perspektiv på udstillingen. Husker vi f.eks. ikke, at vi som børn legede med ord og blev ved med at sige det samme ord igen og igen, indtil det blot blev en lyd uden et egentligt indhold? En signifiant uden en signifiè. Udstillingen tager os tilbage til dette barndommens landskab, hvor vi med hovedet begravet i skyerne nynnede og legede med 3

4 begreber og ord og deres betydninger. Kanonerne på udstillingen er nok kunstinstallationer, men med hjælp fra Saussure kunne man sagtens kalde dem for lydbilleder (image acustique), kanonerne er med andre ord ladet med billeder. Metafor Opsummerende kan man sige, at udstillingen Kanonens akustik både inviterer os ind i lingvistikkens og metaforens verden ind i selve sprog- og billedlaboratoriet, hvor Grum og Kleivan undersøger hvorledes vi erkender verden, og ikke mindst hvordan verden er skruet sammen via billeder, metaforer, signifianter og signifièer. Noget af det første der slår mig, når jeg går rundt på udstillingen er kanonernes smukke og kreative ornamentering. Det er som om man i fordums tid har haft brug for at pakke disse dødsinstrumenter ind i det fineste livskulturen kunne frembringe. Men denne ornamentering ændrer ikke afgørende ved selve kanonens natur, den pakker bare kanonen flot ind. Det samme gør sig gældende for den klassiske metaforteori, der tager sit udgangspunkt i filosoffen Aristoteles. En metafor er et greb, der overfører betydning fra et sted til et andet. I den klassiske metaforteori pyntede det nye, der blev overført kun på det oprindelige ord eller objekt. Metaforen var en slags ornament, der blot pyntede på dét der blev ornamenteret. I moderne metaforteori formuleret af Lakoff & Johnson, er metaforen ikke blot dekorativ, den ændrer radikalt på vores forståelse af det oprindelige. Den moderne metaforteoris grundtese er, at vi erkender verden igennem metaforer. Ligesom vi kun har adgang til computerens rå data af èt-taller og nuller via computerens interface, der har vi ligeledes kun adgang til den rå virkelighed gennem metaforen. Metaforen medierer med andre ord virkeligheden. Man kan selvfølgelig indvende, at otte kanoner ud af over hundrede ikke udgør en hel virkelighed, samt at rummet i Kanonhallen ikke er blevet fuldstændig inddraget af kunstnerne. Det er imidlertid en kritik, der kun giver mening, hvis man insisterer på at forveksle prosa med poesi. Grum og Kleivan demonstrerer, med deres lyriske og arkitektonisk stramme greb, at de ikke behøver en hel roman til at udtrykke sig i èn lille digtsamling er nok. Grum og Kleivan opdaterer kanonernes ornamentering fra en klassisk metaforteori til en moderne en af slagsen. Lydene fra kanonerne - f.eks. biernes summen eller pigens nynnen er netop ikke dekorative, de udgør ikke et ornament på kanonerne, men derimod 4

5 en betydningsudvidelse af dem. Kanonerne transformeres og antager ny betydning, de fungerer som et friskt greb i verden. Vi forstår, at et begreb ikke er en sprogblomst men et konkret greb i verden, et greb der har handle- og forvandlingskraft. Vores verden ændrer sig derfor lidt hver gang vores metaforer ændrer sig, eller når der skabes nye. Hvem havde f.eks. hørt tale om eller set en nynnekanon eller en bikanon før de trådte ind af døren til Kanonenhallen? Gad vide, hvilke betydninger det skaber, når vi forlader udstillingen bevæbnet med otte nye metaforer og begiver os ud i `den virkelige verden, der kun er virkelig, fordi vi lever den gennem vores metaforer? Litteratur: Aristoteles (2005): Poetikken. København: Det lille Forlag. Jensen, Anders Fogh (2001): Metaforens magt, Forlaget Modtryk. Lakoff, George & Johnson, Mark (2003): Metaphors we live by. The University of Chicago Press. Møller, Lis (1996): Om figurativt sprog. I Om Litteraturanalyse. København: Systeme. Saussure, Ferdinand (1991): Forelæsninger om almen lingvistik in Schmidt, L.-H.: Det videnskabelige perspektiv, Akademisk forlag. 5