DET ARABISKE FORA R. Fornavn Efternavn 3.x Xkøbing Gymnasium Studieretningsprojekt, Samfundsfag og Historie

Transkript

1 DET ARABISKE FORA R Fornavn Efternavn 3.x Xkøbing Gymnasium Studieretningsprojekt, Samfundsfag og Historie

2 Det arabiske forår Indhold Abstract Indledning Den arabiske verden efter Egypten Gamal Abdul Nasser Anwar El-Sadat Hosni Mubarak Demokrati i Mellemøsten Historiske udfordringer for demokratiet i Mellemøsten USA og demokrati i Mellemøsten Islam og demokrati Befolkningen Militæret Nutidige udfordringer for demokratiet i Mellemøsten Oprørerne i Egypten og Libyen Den egyptiske ungdom Sociale medier Egyptens fredelige oprør versus Libyens voldelige oprør Diskussion af det arabiske forår ud fra hhv. Fukuyama og Hungtingtons teorier Konklusion Litteraturfortegnelsen Bilag

3 Abstract This project investigates the Arab Spring and the democracy progress in the Middle East. First it gives an account for the Arab World s history and more specific about Egypt s history. Secondly it analysis what may have negated democracy in the region and what challenges democracy is facing now. Thirdly it investigates the revolution in Egypt and compares it to the one in Libya and looks for key players. Finally it compares both Fukuyama s and Huntington s theories to the Arab spring. The results were that various factors such as foreign interests, Islam, the population, and the military can have affected the democracy progress. The military and differehnt interpretations of Islam are some of the factors that can negate democracy in the future. A youth bulge with frustrations in unemployment, poverty and inequality is mainly the reason why the rebellion started in Egypt. The social media gave them the ability to organize demonstrations. The Egyptian revolution was more peaceful than Libya s because the military supported the population. The UN s resolution about a no-flyzone was the turning point in Libya where the rebellion had become civil war. UN can therefore be seen as key player in Libya s revolution. According to Fukuyama the Arab spring is another step in a democratised world. But the Arab spring can also amplify Huntington s theory about clash of civilisations if fundamentalists will be in power. The results show that many different things have negated democracy and so are there challenges in the future for democracy in the Middle East. A youth bulge and social media are crucial factors in the revolutions. How peaceful the revolutions end depends on how the military acts. The Arab spring can lead to a more democratised world, but can on the hand rise the tensions between the Western civilizations and the Islamic civilizations. 5

4 1. Indledning Da en ung tuneser i december 2010 satte ild til sig selv startede et oprør i Tunesien imod regimet. Oprøret spredte sig som ringe i vandet til store dele af den arabiske verden. Begivenhederne blev døbt det arabiske forår og i dag har stort set samtlige autokrater i området været udsat for oprør fra befolkningens side. Nogle diktatorer har måttet gå af, mens andre forsat kæmper imod befolkningens vrede. Men hvorfor disse oprør nu, og ikke tidligere? Og hvorfor har den arabiske region haft et sådant demokratisk underskud? Det vil jeg i denne opgave søge svar på. Først ved en historisk gennemgang af den arabiske verden med fokus på Egypten, og efterfølgende de udfordringer demokratiet historisk set har haft. Her vil jeg ikke kun benytte mig af historie, men også den samfundsvidenskabelige metode hvor både den kvantitative og kvalitative metode vil indgå. Det arabiske forår er ikke ensbetydende med demokrati, hvorfor jeg også vil belyse de nutidige udfordringer for demokratiet. Derefter vil jeg se på det Egyptiske oprør og hvad der ligger til grund, og i denne sammenhæng inddrage Libyens mere voldelige oprør, og sætte disse i forhold til hinanden. Til sidst vil jeg se på det arabiske forår ud fra to teorier af hhv. Francis Fukuyama og Samuel Huntington, for at se det arabiske forår i et større perspektiv. Alt i alt udformer dette sig i fire kapitler: Den arabiske verden efter 1945 Demokrati i Mellemøsten Oprørerne i Egypten og Libyen Diskussion af det arabiske forår ud fra hhv. Fukuyama og Huntingtons teorier 2. Den arabiske verden efter 1945 Jeg vil i kapitlet herunder redegøre for den arabiske verdens historie efter 1945, med fokus på Egyptens historie og udvikling. Dette skal senere være med til at give en forståelse for, hvorfor de arabiske lande ikke har haft demokrati. Den arabiske verden betegnes som de lande, der har arabisk som officielt sprog. Fælles for disse lande er, at de i dag er (for nogle landes vedkommende var) underlagt et system hvor magten er samlet, og landet styres af enten en diktator, konge eller sultan. De fleste af de arabiske lande er resultater af, hvad der skete i 1940 erne og 1950 erne. Efter 2. verdenskrig begyndte afkoloniseringen for mange arabiske lande, hvor stormagterne måtte opgive deres mandatstyre 1. Store dele af befolkningen i den arabiske verden havde gennem kolonitiden, og pga. oprettelsen af Israel i fået et negativt syn på de vestlige lande. 1 Under Versillefreden fik hhv. Frankrig og Storbritannien mandat til at administrere områderne i Mellemøsten jf. Israel - en stat i Mellemøsten, side 24 2 Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side 26 6

5 Befolkningerne begyndte derfor at samle sig i nationale bevægelser 3. I takt med deres uafhængighed opstod der et politisk tomrum, da kolonimagterne ikke længere var til stede. Selvom demokrati af landenes befolkning blev anset for at være det fremtidige ideal 4, skete der i mange lande det, at en række enkeltpersoner gennem statskup overtog magten og nærmest monopoliserede den. Det gælder bl.a. Libyen, Tunesien, Algeriet, Yemen og Egypten Egypten De nationale bevægelser kulminerede i Egypten i 1952 da en gruppe officerer, kaldet De Frie Officerer, tog magten fra den Egyptiske kong Farouk ved et statskup 5. Herefter blev Egypten omdannet til en republik. Efter en intern magtkamp blandt officererne, blev Gamal Abdul Nasser udnævnt til ministerpræsident Gamal Abdul Nasser Abdul Nasser var først og fremmest imod vesten. Dette var med til at gøre ham populær blandt den nationalistisk søgende befolkning. De ønskede, udover adskillelse fra vesten, også jordreformer, der skulle sikre og tilgodese de fattige i samfundet. Disse ønsker blev delvist indfriet, mens en nationalisering af bl.a. banker, forsikringsselskaber og større industrivirksomheder sker i Den Arabiske Socialistiske Union, var enhedspartiet under Nasser. Nationaliseringen og den økonomiske omfordeling skal ses som udtryk for Nassers grundlæggende socialistiske holdning, som bliver grundlaget for nasserismen. Her spillede Islam også en rolle idet Nasser anså islam og socialisme som havende den samme målsætning: at opnå social retfærdighed, lighed, frihed og værdighed 6. Nasser havde visioner om at udbrede denne arabiske nationale identitet og det udformer sig senere i panarabismen, hvor man ønsker de arabiske stater forenet. Egypten, hvis stats officielle ideologi på det tidspunkt blev betegnet som arabisk socialisme, skulle ifølge Nasser være eksponent for panarabismen, og skulle fungere som et slags forbillede for de arabiske lande. Uafhængighed af vesten og national økonomisk udvikling var de primære mål. Nasser nød stor opbakning blandt befolkningen for denne politik, og mødte kun svag kritik. Det skal dog også ses i lyset af, at man i 1953 gør flere oppositionspartier forbudte, og senere i 1954 det samme med Det Muslimske Broderskab. I takt med at stemning under den kolde krig bliver mere fremtrædende, sker det samme for de to supermagter USA og Sovjetunionens interesser i Mellemøsten. Deres primære interesser var, at opnå strategiske fordele i regionen i forhold til den mellemøstlige olie 7. Nasser ønskede først at være neutral, 3 Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side 26 4 Rahbek, Birgitte og Simonsen, Jørgen Den arabiske verden, Gyldendal, 2008, side Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side 69 6 Shakoor, Tallat. Kan det lade sig gøre at forene Islam og demokrati?, u.å. set d. 8/12/11 7 Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side 78 7

6 men valgte senere at alliere sig med Sovjetunionen. Netop Sovjetunionen kom til at spille en stor rolle i seksdagskrigen, hvor Egypten og Nasser endte med at lide et stort nederlag. Sovjetunionen informerede nemlig deres allierede i Mellemøsten om, at Israel var i færd med at forberede en invasion af Syrien. Da Egypten og Syrien i 1966 havde indgået en forsvarsalliance, var Nasser derfor nødt til at reagere. Det gjorde han ved at rykke Egyptiske styrker frem mod Israel. Den 5. juni 1967 svarede Israel igen med et overraskelsesangreb ved at bombe 300 af de i alt 340 fly Egypten var i besiddelse af 8. Israel stod nu som klar vinder af denne seksdageskrig. Ikke bare Egypten blev ydmyget, men også det meste af de andre arabiske stater. Ideen om en arabisk enhed med Egypten i spidsen var hermed ødelagt Anwar El-Sadat Den 28. september 1970 dør Abdul Nasser pga. et hjertestop. Hans efterfølger Anwar El-Sadat skal vise sig på flere måder at have andre planer for Egypten. Kort tid efter hans tiltræden arresteres alle rivaler til ham 9. Han opretter platforme inden for Nassars Arabiske Socialistiske Union, bl.a. Det Nationale Demokratiske Parti. At Sadats rivaler arresteres, er blot med til at vise hvorledes navnet Det Nationale Demokratisk Parti blot var af symbolsk betydning. Sadat skal vise sig at begynde en nærmest af-nasserificering af Egypten. Først og fremmest ønskede Sadat en mere liberal politik og økonomi, i modsætning til Nassers arabiske socialisme. Det udformede sig i en så kaldt økonomisk Infitah-åbningspolitik, som indebar liberalisme og samarbejde med de rige lande på den arabiske halvø. Idéen var, at Egypten stillede veluddannede til rådighed for de olierige Golfstater. De skulle så som modbetaling sende Egypten kapital til at fremme den økonomiske vækst. Sadat ændrede også udenrigspolitik og gik mod et mere vestligt samarbejde. Dette skulle også hjælpe på det anspændte forhold mellem Egypten og Israel. Forholdet til Israel var dog svært at ændre på, og derfor mente Sadat at Israel måtte rystes 10. Han indledte derfor et militært samarbejde med Syrien og angreb den 6. oktober 1973 Israel. Oktoberkrigen som den efterfølgende blev kaldt, havde ingen decideret vinder. FN beordrede med støtte fra både USA og Sovjetunionen den 22. oktober våbenstilstand. 11 Oktoberkrigen udstillede dog klart hvor afhængig vesten var af de olieproducerende lande. Som sympati for de krigsførende arabiske lande, havde golfstaterne nemlig sat olieproduktionen ned. Det medførte olieprisen blev firedoblet inden for kort tid 12, og krise i det meste af den vestlige verden. Derudover viste det at Israel ikke var umulige at besejre, som nogen ellers så det efter seksdageskrigen. Sadat var dog, på trods af angrebet mod Israel, opsat på fred og i 1979 lykkes det at opnå enighed om en fredsaftale mellem Israel og Egypten, som kom til at gå under 8 Pertersen, Rasmus og Skov, Andreas. Diktatorer, Det historiske hus og Aschehoug, 2004, side Ettrup, Erik. Egypten det arabiske centrum, Alinea, 2006, side Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side Ettrup, Erik. Egypten det arabiske centrum, Alinea, 2006, side Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side 104 8

7 navnet Camp David-aftalen 13. USA belønnede herefter Egypten med flere milliarder dollars, og var glade for udviklingen 14. Det modsatte kan man sige om den arabiske verden. Mange lande boykottede Egypten, og bl.a. blev den Arabiske Ligas hovedkvarter flyttet fra Cairo til Tunis. Der var også vrede blandt den Egyptiske befolkning. Eftersom man ikke havde oplevet nogen stor økonomisk fremgang, og der samtidig blev skabt ubalance i samfundet pga. en skrumpende middelklasse, som betød flere rige, men samtidig flere fattige 15. Den muslimske tilstrømning havde været konstant efter Nasser, idet mange så det som en mulighed for et politisk talerør 16. Moskémiljøerne fungerede på mange måder som sociale netværk, og folket kunne her samle sig som en slags opposition. Sadat var dog bekendt med faren og valgte derfor i september 1981 at arrestere politikere og muslimske ledere 17. En måned senere blev Sadats politik for meget for en række yderliggående personer, og i oktober 1981 begik de et attentat imod Sadat som kostede ham livet Hosni Mubarak Den tidligere chef for det egyptiske luftvåden Hosni Mubarak overtog efterfølgende titlen som Egyptens præsident og formand for Det Nationale Demokratiske Parti. Mubaraks første opgave var at skabe stabilitet i landet. Dette gjorde han først og fremmest ved at løslade Sadats politiske fanger, og skabe dialog med oppositionen. På trods af det erklærede han alligevel landet i undtagelsestilstand 18, med formålet at bekæmpe radikale og fundamentalistiske kræfter. Flere blev ifølge Amnesty International holdt indespærret uden anklager eller dom, udelukkende pga. mistænksomhed for at have støtte islamistiske partier 19. Opposition til Mubarak, bl.a. Det Muslimske Broderskab, forblev ulovligt og kandidater måtte kun opstille uafhængige. Derfor har Mubarak haft nemt ved at sikre sig flertal, og han vælger derudover selv premierministrene og regeringen. Ved seneste valg i 2005 fik Mubarak og hans parti 311 ud af 444 folkevalgte pladser i parlamentet 20. Resten, minus 10 som præsidenten selv vælger, fik uafhængige kandidater. Mubarak brugte både undtagelsestilstanden til at nedkæmpe militante islamister, som under Sadat begyndt at få mere magt, men også til at undertrykke flere fremtrædende oppositionsledere 21. Mubarak 13 Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side Rahbek, Birgitte og Simonsen, Jørgen Den arabiske verden, Gyldendal, 2008, side Rahbek, Birgitte og Simonsen, Jørgen Den arabiske verden, Gyldendal, 2008, side Hansen, Birthe Politik i Mellemøsten, Schultz, 1998, side Ettrup, Erik. Egypten det arabiske centrum, Alinea, 2006, side Ettrup, Erik. Egypten det arabiske centrum, Alinea, 2006, side Rahbek, Birgitte og Simonsen, Jørgen Den arabiske verden, Gyldendal, 2008, side Rahbek, Birgitte og Simonsen, Jørgen Den arabiske verden, Gyldendal, 2008, side Ettrup, Erik. Egypten det arabiske centrum, Alinea, 2006, side 61 9

8 formåede dog alligevel at reducere den vestlig-venlige politik, mens han også fik Egypten tilbage i det arabiske centrum. Den 25. januar 2011 startede en række demonstrationer imod Mubaraks styre. De opstod som følge af tuneseren Mohamed Bouazizi som den 19. december 2010 satte ild til sig selv da han blev forbudt at sælge frugt. Mohamed Bouazizi skulle senere blive symbol på en hel generations utilfredshed imod de arabiske landes regimer, og de revolutioner vi i dag kender som det arabiske forår. Den 31. januar gik det egyptiske militær på befolkningens side, og adlød ikke længere præsident Mubarak. Efter 18 dage med omfattende demonstrationer træder Hosni Mubarak den 11. februar 2011 tilbage 22. I selv samme år måtte Tunesiens præsident Zine El-Abdine Ben Ali afstå fra magten, og senere i august døde Libyens leder Moammar Gadaffi efter oprør i befolkningen. Egyptens historie er et godt eksempel på hvorledes autokraterne i den arabiske verden har kunnet blive sidende på magten i lange perioder. I Egyptens tilfælde har der i en periode på 59 år således kun siddet 3 personer ved magten. Det har bl.a. kunnet lade sig gøre ved undertrykkelse af oppositionen. Det samme er sket i mange andre arabiske lande, hvor enkelte autokrater har styret landene siden deres uafhængighed. 3. Demokrati i Mellemøsten Jeg vil i dette kapitel undersøge og analysere hvilke udfordringer demokratiet i Mellemøsten har haft, og hvilke udfordringer det står overfor som følge af revolutionerne. Robert A. Dahl, Professor fra Yale University, har opstillet 5 kriterier for en demokratisk proces. Han tror ikke på at der vil være noget komplet demokrati, men at der vil være forskellige grader. De frem kriterier for en demokratiproces er: 1) Medbestemmelse - alle borgere skal have mulighed for at fremsætte deres synspunkter. 2) Lighed i valg - alle borgere skal have mulighed for at stemme, og alle stemmer skal optælles lige. 3) Opnåelse af begrundet indsigt - alle borgere skal have samme mulighed for at blive hørt om alternativ politik. 4) Kontrol med dagsordenen - borgerne skal have mulighed for at bestemme dagsordenen. 5) Ingen udelukkelse af voksne - alle voksne skal have fulde borgerrettigheder. 23 Som det fremgår af kapitlet Den arabiske verdens historie efter 1945, er stort set ingen af disse kriterier blevet opfyldt. 22 Tidslinje fra The Guardian 23 Skov, Oliver. B-bogen, Columbus, 2010, side 19 10

9 3.1. Historiske udfordringer for demokratiet i Mellemøsten Tager vi udgangspunkt i Egypten, så har flere oppositionspartier bl.a. Det Muslimske Broderskab, været forbudt under både Nasser, Sadat og Mubarak. Mubaraks indførelse af undtagelsestilstanden tillod ham ligefrem at fjerne oppositionsledere i landet. Dette har ikke kun Mubarak benyttet sig af, men også andre lande som Algeriet og Syrien har været i undtagelsestilstand gennem flere år. I andre lande, som i Libyen, har der været dødstraf til alle der har villet ændre landets styre, og livsvarigt fængsel til dem, der ifølge loven, skader landet anseelse 24. De autoritære styrer har derved haft et jerngreb om oppositionen og befolkningen baseret på fysisk hård magt. Derfor har befolkningen, formentlig af frygt, ikke reageret imod regimerne. Befolkningens bløde magt, altså det pres de pga. deres fælles mål kan ligge på regimerne, har derfor ikke været stærkt nok til at vælte lederne af regimerne til fordel for demokrati USA og demokrati i Mellemøsten For nogle regimer gælder det også at man har fået støtte fra andre lande. Denne støtte har på visse områder bevirket at man har kunnet blive siddende på magten, og at der ikke er indført demokrati. Her er Egypten igen et godt eksempel, hvor man efter Nassers afgang, med Sadat førte en yderst vestlig-venlig politik, som delvist blev videreført af Mubarak. Dette har siden medført at der over de sidste 20 år er strømmet mange milliarder dollars fra USA til Egypten. De seneste år op mod 1.4 milliarder dollars om året 25, 26. Men hvorfor støtter USA sådanne regimer, der tilsyneladende ingen interesser har for demokrati? kan man ligefrem sige at USA har modvirket til demokrati i Mellemøsten? USA s fire hovedpunkter i Mellemøsten er ifølge bogen Arabisk forår: 1. Israels sikkerhed skal garanteres 2. Den frie udskibning af olie fra Den Arabiske Golf til markedspriser skal sikres 3. Iran skal stækkes. De fleste ser helst, at der kommer et regime skifte i Teheran, der vil stoppe støtten til Hizbollah og andre islamiske grupper og ophøre med sit atomvåbenprogram 4. Den militante islamisme skal bekæmpes 27 Under den Kolde Krig søgte begge stormagter strategiske fordele i Mellemøsten. Selvom begge stormagter formentlig har set sig som værende forkæmpere for den rigtige styreform, så brugte supermagterne diktatorerne som redskab. Målet helligede på mange måder midlet, og diktatorerne kunne fremme deres interesser og sørge for stabilitet. USA's tidligere præseident Franklin D. Roosevelt beskrivelse They may be 24 Andersen, Frederik og Ravnbak, Thorleif. 'Den gale hund' er færdig med at gø, set d. 9/12/11 25 Hjortsø, Thomas. Egypten er Vestens store dilemma, set d. 9/12/11 26 Rahbek, Birgitte og Simonsen, Jørgen Den arabiske verden, Gyldendal, 2008, side Andersen, Lars. USA vakler i Mellemøsten trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side

10 sons of bitches but at least they are our sons of bitches 28, beskriver klart idéen bag politikken. Et autoritært regime med en mand ved magten, som samtidig yder undertrykkelse af visse dele af befolkningen, er klart imod betingelserne for demokrati. Under den Kolde Krig har USA altså ikke ligefrem har styrket demokratiet i Mellemøsten, men i højere grad bevirket det negativt idet man har bevilget penge til visse sidende autoritære regimer. Men hvorfor har man så forsat denne støtte til regimerne, selv efter den Kolde Krig? Svaret skal måske findes i alternativet og tidligere erfaringer. Da George W. Bush kom til magten i USA i 2001 ønskede han at ændre USA s politik i Mellemøsten. Som del af hans neokonservative politik skulle man nu udbrede de liberale værdier sammen med demokratiet 29. Det skulle dog vise sig at Indførelse af bæredygtigt demokrati kræver meget mere end at klippe hovedet af slangen dvs. mere end at styrte en diktator fra magten 30. Det viste sig nemlig at bivirkningerne var, at man imod hensigten bragte udemokratiske kræfter til magten eller tættere på den 31. Men hvad er udemokratiske kræfter? I bogen gives eksemplet med Irak hvor shiamuslimer kom til magten, efterfølgende med relationer til Iran. Her er det selvfølgeligt vigtigt at huske på, at dette er set ud fra et amerikansk synspunkt. En af de største årsager til at man ikke har ønsket islamister ved magten er formentligt at I mange arabiske lande har den islamiske fundamentalisme endvidere afløst socialismen som mod-ideologi og som folkeligt værn mod amerikansk og vestlig markedsøkonomis og kulturs fremmarch efter koldkrigsafslutningen 32. Det er klart at man som amerikaner ikke ønsker sådanne en anti-vestlig politik ført i Mellemøsten, og det er formentlig en af grundene til at man har fortsat støtten til regimerne. I flere år har man således også ydet massivt militærhjælp til regimet i Yemen, hvor støtten har været begrundet kampen mod Al Qaeda 33. USA har altså støttet bl.a. Egypten for samarbejde med Israel, men formentlig også for at sikre sine interesser, som bl.a. indebærer at radikale islamister kommer til magten. I og med man har støttet autokratier, har USA derfor på visse områder påvirket demokratiets mulighed negativt Islam og demokrati USA er altså imod, at flere lande i den arabiske verden fremover måske skal styres af islamister. Men kan islam og demokrati slet ikke forenes? 28 Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Andersen, Lars. USA vakler i Mellemøsten trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Andersen, Lars. USA vakler i Mellemøsten trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Andersen, Lars. USA vakler i Mellemøsten trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Hansen, Birthe Politik i Mellemøsten, Schultz, 1998, side Ellegaard, Lasse. USA's dalende autoritet i Mellemøsten ansporer de arabiske opstande, set 15/12/11 12

11 Ifølge Lars Hedegaard 34 er dette ikke muligt. De kan ikke sammeneksistere, du kan ikke have et demokrati med mindre du har en grundelæggende antagelse af, at mennesker er lige. Det gælder lighed mellem muslimer og ikke-muslimer, - og det findes der ikke i islam, det gælder ligheden mellem mænd og kvinder det findes heller ikke. Kvinden vil hele sit liv igennem, ifølge Shariaen som er grundlaget for islam, være underlagt manden 35. Lars Hedegaard tilslutter sig dermed rækken af kritikere som ikke mener islam og demokrati kan forenes. Bl.a. kan også nævnes islam-forskeren Bernard Lewis, som mener islams mangel på demokrati-venlighed skal ses i lyset af dets manglende moderniseringsproces 36, 37. Betyder det så at alle lande i Mellemøsten (på nær Israel) aldrig har haft mulighed for demokrati idet de er muslimske? Ikke nødvendigvis. Lars Hedegaard mener nemlig at det er vigtigt at skelne mellem Islam som fænomen, og muslimer som mere eller mindre lever op til kravene som religionen stiller. Demokrati kan eksistere sammen med muslimer 38 er Lars Hedegaards pointe. Og ser man på andre muslimske lande, f.eks. Indien, Indonesien samt Tyrkiet, viser det også, at der er en mulighed for at muslimer sagtens kan fungere sammen med demokratiet 39. Derudover er de muslimer der er integrerede i Danmark og andre vestlige lande, gode eksempler på det. Michael Irving Jensen, som er programleder for Mellemøsten ved IMS, bakker op om at muslimer kan agere i et demokrati, men kritiserer Lars Hedegaards fortolkning af islam. Han kalder den fundamentalistisk og selv ser han muligheder i islam idet der er masser af forskellige læsninger af islam, og hvordan islam skal konkretiseres og udmøntes i en moderne samtid 40. Og formentlig er det også hvad der er kernen i denne sag. For det afhænger i høj grad af fortolkning af islam. Visse tolker det som Lars Hedegaard, og på denne måde er islam i så fald udemokratisk. Dette er styret i Iran et eksempel på, hvor man i 1979 efter revolutionen opbyggede en islamisk republik med et fundamentalistisk præststyre, baseret på Islams hellige skrifter 41. Men islam kan også tolkes anderledes, og det er demonstranterne i bl.a. Egypten eksempler på. Emad Shahin, som er forsker i islamisk lov og politik, mener således at den nye genaration er opdraget i islamisk miljøer, men accepterer den sekulære stat. Han kalder dem postislamistiske 42. Det er et eksempel på, hvordan islam kan tolkes til fordel for demokratiet. 34 Journalist, historiker og formand for Trykkefrihedsselskabet. Er kendt for at have en skarp tone overfor muslimer: 35 Debat på DR P1: 36 Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Blüdnikow, Bent. Når kulturer støder sammen, set d. 10/12/11 38 Debat på DR P1: 39 Lars, Andersen. Hvorfor er der så lidt demokrati i de arabiske lande, set d. 10/12/11 40 Debat på DR P1: 41 Mortensen, Henrik. Israel en stat i Mellemøsten, Systime, 2011, side Schmidt, Malin og Schmidt, Louise. Hvad kommer efter revolten?, set d. 12/12/11 13

12 Det er derfor svært at sige om islam har været en hindring for den demokratiske udvikling i Mellemøsten. Historisk set kan det altså have været en udfordring. Der findes mange retninger af islam, og nogle af dem vil være til hindring for demokratiet, mens andre post-islamister vil have en tolkning på en mere demokrativenlig måde. Overvejende tilslutning til en fundamentalistisk fortolkning vil have været imod de demokratiske principper Befolkningen Det demokratiske underskud kan dog ikke alene forklares på bagrund af førnævnte emner. Der har formentlig også været en række andre aspekter indblandet, bl.a. befolkningen og dens modernitet. Dette underbygger moderniseringsteorien på flere måder. I takt med man moderniseres, vil man efterligne de moderniserede landes udvikling 43. Moderniseringsprocessen blandt befolkningen indebærer at folk bliver bedre uddannet, flytter til byer og tjener flere penge i internationalt relaterede økonomier 44. I takt med befolkningens modernisering, vil de begynde at kræve samme forhold som de moderniserede lande. Det indebærer bl.a. krav om mere indflydelse demokrati. At der er sket en moderniseringsproces i flere arabiske lande viser grafen i bilag Stistikken er lavet af FN s udviklingsprogram UNDP, og viser landenes Human Development Index, som tager udgangspunkt i Three basic dimensions of human development: health, education and income 46. Statistikken går fra 1980 til i dag og viser hhv. Verdens-, Egyptens- medium human development og de arabiske staters udvikling. I 1980 lå de arabiske staters HDI på 0,444 sammenlignet med verdens gennemsnitlige som var på 0,558. For de arabiske lande er det tal i dag steget til 0,641, mens gennemsnittet er verdens HDI er steget til 0,682. Der er altså sket en betydelig udvikling i de arabiske landes HDI. På trods af dette er der alligevel et stykke vej til den standard vi har i flere vestlige lande. For at sætte det i perspektiv har bl.a. USA et HDI på 0, og Danmark 0, Kigger vi nærmere på figuren i bilag 2 49 kan vi se de tre dimensioner, som ligger til baggrund for de arabiske staters HDI tal. Her fremgår det tydeligt hvorledes uddannelse er den dimension hvor de arabiske stater, på trods af fremgang siden 1980, stadig halter efter. Det bekræfter tallene for 43 Kureer, Henrik. International økonomi A2, Systime, 2010, side Schmidt, Søren. Mellemøstens vej til demokrati, set d. 10/12/11 45 Se bilag UNDP HDI indeks Egypten, Se bilag

13 analfabetisme i Egypten og Marokko, hvor 40 % af den egyptiske befolkning i dag ikke kan læse 50, mens tallet for Marokko er næsten 45 % 51. Sundhedsmæssigt ligger størstedelen af landene dog godt, omkring de 0,8. I indkomst indekset er der ingen overordnet udvikling for staterne, og udvikling er individuel fra land til land. Sundhedsmæssigt og uddannelsesmæssigt tegner der sig dog den udvikling at sådanne dimensioner har været stigende siden I denne moderniseringsproces har også andre ting spillet en væsentlig rolle. Blandt vigtige kan nævnes Al Jazeera, som uafhængige medie, men også adgang til internet og sociale medier (se senere kapitel 4.2. Sociale medier). Disse medier har man ikke haft ført, hvilket har betydet regimerne har kunnet censurere alt nyhedsstof til fordel for dem selv. Fattigdom kan ligeledes også have været en indvirkende faktor. Fattige mennesker interesserer sig mere for omfordeling af de eksisterende økonomiske goder end indretningen af det politiske system, samtidig med at eliten frygter demokrati, fordi de er bange for at miste deres privilegier 52. I Egypten var der således 20 % under fattigdomsgrænsen i Manglende modernisering og mange fattige kan altså have været en anden modvirkende faktor til det demokratiske underskud. Vigtigt er det dog at bemærke, at lande som Indien og Brasilien havde tilstande med bl.a. høj fattigdom og autoritære regimer da de begyndte at udvikle demokrati 54. Dette beviser blot at førnævnte faktorer ikke alene har været skyld i, at demokratiet ikke har kunnet vinde frem i den arabiske verden Militæret Ifølge Eva Bellin fra Harvard University skal årsagerne til det demokratisk underskud da også i højere grad findes blandt landenes militær end de manglende forudsætninger 55. Hun påstår at militæret i de forskellige lande både har viljen og evnen til at kvæle demokratiske initiativer i fødslen 56. Ser man på militæret i de forskellige lande, har det spillet en stor rolle i historien, og gør det i høj grad stadig. Endnu en gang er Egypten et godt eksempel, hvor militæret har haft indflydelse siden uafhængigheden. Både Nasser og Mubarak havde også begge relationer til det egyptiske militær. 50 Korski, Daniel. Nordafrika: Vil foråret falme eller forsætte trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Korski, Daniel. Nordafrika: Vil foråret falme eller forsætte trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Interaktiv grafik. set d Korski, Daniel. Nordafrika: Vil foråret falme eller forsætte trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side 27 15

14 I Egypten har militæret haft den særlige rolle, at det alene har fungeret som politisk aktør, i stedet for blot beskyttende aktør 57. Det har bl.a. gjort at militæret har opnået stor økonomisk gevinst og indflydelse. Så stor at militæret i Egypten inden Mubaraks afgang mentes at stå for omkring % af landet økonomi 58. At demokratiet aldrig har vundet frem, skyldes ifølge Eva Bellin, at militæret aldrig har haft interesser i det. Det skal forstås ud fra fire faktorer som afgør hvorvidt militæret vil lade demokratiske initiativer udføres 59. De fire faktorer er følgende. 1) Om staten kan finansiere militærets udgifter. 2) Hvorvidt militæret får international støtte. 3) Graden er institutionalisering, altså hvordan militæret er organiseret, om forfremmelse baseres på kompetence eller personlige forbindelser. 4) Omfanget af folkelig mobilisering, som ofte har konsekvenser for dets ageren imod befolkningen. Ifølge Bellin har alle disse faktorer været opfyldt, til fordel for militæret, men modsat for demokratiet. Forklaringen på at de har været opfyldt skal ses i lyset af en række af de tidligere emner. Første faktor; støtten til militærets udgifter, er for nogle lande betalt ved hjælp af olien, men for andre lande som Egypten, er dele af udgiften formentlig betalt af den vestilige støtte. Anden faktor; Mellemøstlige interesser har her sikret flere militær international støtte. Tredje faktor; I Mellemøsten har flere regimer brugt deres egne etno-religiøse netværk til at styre deres respektive militær med 60. Derfor har militæret opfattet sine interesser identiske med regimets, og har derfor været villige til at forsvare det og nedkæmpe demokrati. Fjerde faktor; Befolkningens manglende mulighed for forsamling, har gjort det nemt for militæret uden problemer at slå ned de enkelte steder. Alt i alt har dette altså ifølge Bellins fire faktorer, gjort at demokratiet i Mellemøsten ikke har kunnet vinde frem. Militæret mår derfor historiskset betegnes som værende en hindring for demokratiet i Mellemøsten Nutidige udfordringer for demokratiet i Mellemøsten Demokratiet i Mellemøsten står i dag overfor en række udfordringer. Mange lande er på forskellige stadier, og for en række lande såsom Syrien, Algeriet og Yemen drejer det sig først og fremmest om at få deres nuværende præsident til at afstå fra magten. For andre lande som Libyen, Tunesien og Egypten handler det nu om at starte en proces hen imod demokrati. Udfordringerne bliver her at sikre sig at enkeltpersoner ikke overtager magten. I både Tunesien og Egypten står en række kontrarevolutionære kræfter på spring 57 Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Korski, Daniel. Nordafrika: Vil foråret falme eller forsætte trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side 22 16

15 for at udnytte ethvert vakuum 61. Mange af udfordringerne for demokratiet, hænger ligeledes sammen med de tidligere nævnte udfordringer. En væsentlig hindring kan nemlig blive befolkningens manglende uddannelse. I Egypten og Marokko hvor % ikke kan læse, vil de islamistiske gruppers evne til politisk fortolkning have en stor betydning for fremtiden. Islam kan muligvis gå hen og blive en hindring for demokratiet, afhængig af hvem der får flertal til det parlament, som skal udforme grundloven. Får islamister med en fundamentalistisk tolkning flertal, er der risiko for at det kan gå som i Iran i Omvendt er der også mulighed for at en række post-islamister får flertal, og derved vil islam i sig selv ikke være til hindring for demokratiet i Mellemøsten. En anden nutidig udfordring vil også være militæret. Det afhænger her af hvilke lande man ser på, men seneste eksempel er Egypten, hvor det egyptiske militær ikke ser ud til at være villig til at afgive dets store magt. Seneste har man forsøgt at sætte militæret over grundloven, så parlamentet ikke vil kunne kontrollere militærets budgetter 62. Derfor har man også set nye demonstrationer i Egypten, hvor der blandt befolkningen ser ud til at være et inderligt ønske om selv-indflydelse. En sidste betydelig udfordring for de lande hvor lederne af landet er væltet, kan være landenes siddende statsembedsmænd. Det er disse regimerester, der fremprovokerer de kunstigt skabte kriser. Målet er at sprede kaos og hindrer enhver forandring, som kan føre til, at de mister deres position eller drages til retsligt ansvar 63. Sidder der sådanne personer tilbage i systemet, vil det helt sikkert være til hindring for demokratiet, indtil man har fået renset ud. Historisk set har der altså i Mellemøsten været flere faktorer der har bevirket at demokratiet ikke har vundet frem. Autokraterne selv og deres undertrykkelse, vestlige interesser, manglende modernisering af befolkningen, og militæret er blandt de vigtigste. I fremtiden kræver det for visse lande først og fremmest om at få afsat autokraterne, mens de steder hvor det er sket, er det militæret i specielt Egypten, siddende statsmænd, og fundamentalistiske kræfter der kan gå hen at blive en udfordring for demokratiet. 4. Oprørerne i Egypten og Libyen I dette kapitel vil jeg se på de vigtigste årsager til oprøret i Egypten. Derefter til vil jeg undersøge hvorfor Egypten oplevede et fredeligere oprør end Libyen, og i relation dertil se på væsentlige aktører. 61 Korski, Daniel. Nordafrika: Vil foråret falme eller forsætte trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Dramshøj, Pia. Igen voldsomme sammenstød i Egypten, set d. 12/12/11 63 Al-Aswany, Alaa. Egypterne har gennemskuet militærets kontrarevolution, set d. 12/12/11 17

16 Nogle af de vigtigste årsager til oprøret i Egypten skal findes blandt befolkningen. Uden befolkningen var oprøret aldrig sket. I denne sammenhæng vil jeg derfor trække tråde til kapitlet Befolkningen. I kapitlet fremgår det hvorledes befolkningen har gennemgået en moderniseringsproces. Befolkningen vil derfor på et tidspunkt forsøge, at efterligne de moderniserede landes udvikling. At befolkningen er blevet moderniseret tilstrækkeligt, skal formentlig ses som én blandt flere årsager til at oprøret i Egypten Den egyptiske ungdom Udover at befolkning er blevet moderniseret, er der også sket en væsentlig udvikling i befolkningens størrelse. De demografiske forhold har nemlig ændret sig mærkbart i hele den arabiske verden, hvor fødselsraterne længe har været høje. Så høje at ca. halvdelen af de ca. 300 mio. arabare i dag er under 30 år 64. Medianalderen i Egypten er bl.a. 24 år, hvor den i Danmark næsten er 41 år 65. Befolknings udvikling fremgår ligeledes af landenes befolkningspyramider i bilag 3 66, som bekræfter den store ungdom i Egypten. Her har man en kraftigt voksende befolkning, hvor størstedelen af befolkning ligger fra alderen 34 år og ned. I Danmark har vi en nærmest aftagende befolkningspyramide, forstået på den måde at vores ungdomsgeneration er mindre end tidligere. Således er den større gruppe samlet omkring alderen år. At foråret først spirer nu skyldes ikke kun de sociale og politiske frustrationer, der nærer protesterne, men også det arabiske babyboom fra store årgange fra 80 erne til ind i 90 erne, nu møder de autokratiske arabiske samfunds kendte flaskehalse: korruption, nepotisme, ulige sociale muligheder og fravær af politisk indflydelse 67 siger Ali Atassi, som er systemkritiker. Denne voksende unge befolkning har kunnet ligge et kraftigere pres på regimerne. Både pga. de er moderniserede og bl.a. derfor kræver mere indflydelse, men også fordi de er blevet flere og flere. Deres bløde magt er altså steget. Fødselsraterne har i flere lande været så høje, at store dele af ungdoms-genration fra 80 erne og 90 erne nu er arbejdsløse. I Egypten er ledigheden officielt 10 procent, men formentlig højere 68. Ifølge en analyse fra Population Reference Bureau, er 90 % af landets ledige mellem 15 og 29 år 69. Heraf udgør kvinder den største gruppe. Dette forklarer også hvorfor så mange kvinder deltog aktivt i oprøret imod Mubarak. Derudover har store dele af denne ungdom oplevet stor ulighed i samfundet. Gini-koefficienten i bilag 4 70 beskriver uligheden i 64 Ellegaard, Lasse. Arabernes demografiske forår, set d. 10/12/11 65 CIA world Factbook: set d. 13/10/11 66 Se bilag 3: Befolkningspyramider fra 67 Ellegaard, Lasse. Arabernes demografiske forår, set d. 10/12/11 68 Schmidt, Malin og Schmidt, Louise. Hvad kommer efter revolten?, set d. 13/12/11 69 Ellegaard, Lasse. Arabernes demografiske forår, set d. 13/12/11 70 Se bilag 4, Arabiske forår side

17 samfundet, og jo større den er, jo større er uligheden. For Egypten lå den i 2008 på 32,1. For Marokko var det tal 40,9. For igen at sætte tallene i perspektiv lå Danmarks Gini-koefficienten i 2007 på 25,0 71. Den tyske sociolog Gunnar Heinsohn argumenterer for, at en voksende ungdomspukkel ofte vil føre til en civil konflikt 72. I denne sammenhæng forklarer Richard P. Cincotta 73 A large proportion of young adults and a rapid rate of growth in the working-age population tend to exacerbate unemployment, prolong dependency on parents, diminish self-esteem and fuel frustrations 74. Disse frustrationer er altså for Egypten kulmineret omkring januar, hvor oprøret startede, og hvor årsagerne altså bl.a. har været denne kraftigt voksende ungdom, formentlig med frustrationer i høj arbejdsløshed, ulighed og fattigdom Sociale medier En anden vigtig årsag til oprøret i Egypten er de sociale medier. De har givet befolkningen muligheder for at udveksle meninger og mulighed for at samle sig. I Egypten spillede særligt Facebook en stor rolle, hvor to store grupper må ses som hovedaktører 75. Denne ene kaldet 6. april ungdomsbevægelsen, og var som af navnet fremgår primært båret af unge. Den anden kaldet Vi er alle Khaled Said, som tog navn efter en ung mand, der blev banket ihjel på gaden af to civilklædte betjente. Said -gruppen har bidraget med massemobilisering via internettet. Gennem patosfulde indlæg og lån fra 6. aprils slogans og ikonografi fungerede Said-siden som en stærkt platform for at udbrede kendskabet til protesterne 76. Og det er netop denne eneskab der har været så vigtig for at oprøret har kunnet opstå at man nemt internt har kunnet organisere sig. Inden de sociale medier kom frem, har organiseringen været samlet omkring moskéerne. Idet flere oppositions partier, bl.a. Det Muslimske Broderskab, har været ulovligt, har flere sikkert af frygt holdt sig tilbage. Dette har sociale medier som Facebook ændret på. Facebook har derudover også åbnet for kommunikation med omverdenen, og andre verdensborgere som også har betydet at befolkningen måske ser på deres land med andre øjne. De (unge, red.) var ikke nået nogen vegne uden det globale 71 Pressemeddelelse fra FM - Danmark mest lige land i OECD, 0i%20OECD.aspx, set d. 10/12/11 72 Beehner, Lionel. The Effects of Youth Bulge on Civil Conflicts, set d. 13/12/12 73 Richard P. Cincotta er kunsulent for The National Intelligence Council s Long Range Analysis Unit. 74 Beehner, Lionel. The Effects of Youth Bulge on Civil Conflicts, set d. 13/12/12 75 Boserup, Rasmus. Egypten: Demokratiet er deres eget trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side Boserup, Rasmus. Egypten: Demokratiet er deres eget trykt i Arabisk forår, Ræson, 2011, side 20 19

18 værktøj som al Jazeera-tv og netbårne sociale medier, der gjorde dem i stand til at kommunikere, ikke kun indbyrdes, men med omverdenen 77. Kombinationen af den store ungdom, og at de ved hjælp af værktøjer som sociale medier har kunnet kommunikerer og arrangerer begivenheder, er altså blandt de vigtigste årsager til at oprøret har fundet sted i Egypten Egyptens fredelige oprør versus Libyens voldelige oprør Revolutionerne har udviklet sig vidt forskelligt i den arabiske verden. Hvor Tunesien og Egypten har oplevet forholdsvis fredelige oprør, er det modsatte sket i Syrien og Libyen. Hvorfor denne forskel? Militæret har historisk spillet en stor rolle i demokratiprocessen og spiller nutidigt ligeledes en stor rolle. Samme betydningsfulde rolle har militæret også haft i de forskellige oprør. Som det fremgår af filmen TAHRIR 2011: the Good, the Bad and the Politician 78 stod politiet og militæret i Egypten i starten sammen imod befolkningens demonstrationer. Da Mubarak beordrede sit militær til at bruge magt, nægtede de, og demonstrationerne tog herefter til 79. Efter 11 dage kunne Mubarak ikke længere stå for presset, og han trådte tilbage. Militæret spillede her en afgørende rolle. En finger-regel er, at når militæret går på oprørets side, vender det til deres fordel 80. Og det var hvad der skete i Egypten. Det modsatte har vi set udspille sig i Libyen. På trods af at visse officerer gik på oprørenes side, var det ikke en beordring fra militærledelsen. Militæret som helhed fortsatte med at adlyde ordrene fra Gadaffi, om at kæmpe imod oprørerne. Disse kampe mellem oprørerne og Gadaffi-tro soldater blev senere meget voldelige, og udviklede sig efterfølgende til borgerkrigs lignende tilstande. Når militæret forsætter med at kæmpe imod befolkningen, er det klart begivenhederne bliver mere voldelige. Militærets ageren har altså stor betydning for hvordan oprør udvikler sig. Går militæret på demonstranternes side som i Egypten, mister autokraterne en væsentlig del af sin hårde magt som skete for Mubarak, og chancerne for et fredeligere oprør er derfor større. Forsætter militæret derimod på regimets side som i Libyen, vil demonstranterne, hvis deres krav forbliver intakt, højst sandsynligt møde stor modstand som set i Libyen og Syrien, og oprøret vil udvikle sig voldeligt. Militæret må derfor siges at være en yderst vigtig aktør for både Egyptens og Libyens arabiske forår. Men hvorfor reagerede de to 77 Ellegaard, Lasse. Arabernes demografiske forår, set d. 13/12/ set d. 03/11/12 79 Black, Ian. Egypt set for mass protest as army rules out force set d. 13/12/11 80 Citat af Jørgen Schøler Nielsen fra forelæsning om det arabiske forår: ff3e56ec 20

19 militære forskelligt? Dette kan igen forstås ud fra de fire faktorer. Ser man først på det Egyptiske, så kan man her i modsætning til det Libyske militær ikke alene kan klare sig med indtægter fra olien. Man er således afhængig af turistindtægter og skatteindtægter fra industri og private. Militæret har derfor formentlig følt dets indkomst usikker. Dernæst har militæret ville sikre sig fortsat international støtte. Selvom USA i starten var vaklende i dilemmaet omkring Egypten 81, så har militæret i sidste ende vurderet, at det internationalt i sidste ende ville tjene dem bedst, ikke at følge Mubaraks henvisninger. Derudover opfattes det egyptiske militær af befolkningen som et professionelt nationalt militær snarere end som regimets militær 82. For at militæret har kunnet fortsætte denne status, og derved evt. opnå forsat stor indflydelse efter Mubaraks afgang, er det klart man på et tidspunkt var nødt til ikke længere at følge Mubaraks anvisninger om at gå imod demonstrationerne, som blev mere og mere omfattende. Libyens militær derimod har haft sikker finansiering gennem olien, og været langt tættere knyttet til regimet, hvorfor graden af institutionalisering har været en anden end Egypten. Derfor har det libyske militær så at sige haft mere at kæmpe for end tilfældet var med det egyptiske. I takt med at Libyens militær fortsatte kampene imod demonstranterne, mistede flere livet. Det blev en decideret krig da demonstranterne med hård magt begyndte at kæmpe imod Gadaffi. Gadaffi var dog med sin langt bedre organiseret hær, ikke truet af befolkningens nu voldelige opstand. Således bombede Gadaffis hær, af flere omgange, oprøret med raketter. På dette tidspunkt så det ud til oprørerne i den arabiske verden ville gå en svær tid i møde. Men de fortsatte arabiske oprør afhænger også af, hvilken brutalitet regimerne er villige til at benytte sig af, siger professor i international politik Ole Wæver fra Københavns Universitet 83. Derfor valgte FN også at reagere imod disse overgreb på civilbefolkningen. Man havde inden da, forsøgt sig med blød magt, ved at indføre et våbenembargo mod Libyen 84. Men da det ikke var nok, gik man til den hårde magt. Den 19. marts 2011 blev man i FN (til dels, idet Tyskland, Kina og Rusland ikke stemte) enige om at etablerer en no-flyzone i henhold til Resolution 1973 om at beskytte civilbefolkningen 85. Efterfølgende overtog NATO styringen af denne opgave. Dette medførte senere en række bombninger mod Gadaffi-tro tropper, som ifølge NATO var til fare for netop civilbefolkningen. Resolutionen gav nemlig ret til at bruge Alle nødvendige midler for at beskytte civilbefolkningen 86. FN og NATO er af flere blevet beskyldt for ikke blot at beskytte, men at kæmpe aktivt imod Gadaffis tropper. 81 Nyholm, Sidsel. USA i dilemma over Egypten, set d. 12/12/11 82 Schmidt, Søren. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, Gyldendal, 2011, side Rottbøll, Emil. Gaddafi kan kvæle det arabiske forår, set d. 17/12/11 84 Sekyere, Jonas. Det libyske oprør fandt ikke sted, set d. 13/12/11 85 Nielsen, Karen. FN afslutter NATO's mandat i Libyen, set d. 13/12/11 86 Plougsgaard, Heidi. Ja til flyveforbud - nej til støvler på jorden set d. 13/12/11 21

20 Alene Danmark har smidt 923 bomber 87. Resultatet var dog at oprøret begyndte at vinde frem, idet man var i overtal på landjorden og samtidig var et af Gadaffis stærkeste kort blevet taget fra ham, idet han ikke længere var i stand til at angribe fra luften. "Hvis de (Nato, red.) har lyst til at begynde på en lang krig mod os, så må det blive sådan. Vi vil kæmpe fra sted til sted, fra by til by, fra dal til dal, fra bjerg til bjerg" 88 udtalte Gadaffi efterfølgende. Oprørerne fik alligevel langsomt kontrol med flere byer i Libyen, og den 20. oktober 2011 da man overtager byen Sirte, omkommer Gadaffi af sine kvæstelser. Oprørerne havde dermed vundet krigen. Det er ikke til at sige, uden det bliver kontrafaktisk, hvad der ville være sket hvis NATO havde ført en mere tilbageholdene politik. Meget tyder dog på, at Gadaffi ved at bombe oprørene kunne have haft held med at slå oprørene ned, hvis ikke FN var indtrådt. Militæret så nemlig ikke ud til at have interesser i at andre skulle komme til magten. Hvad vi kan konkluderer, er at FN og NATO efter deres etablering af no-flyzonen vendte krigen til oprørets fordel, og derfor må siges at være en yderst vigtig aktør for det arabiske forår i Libyen. Samtidig sendte man et signal om, at diktatorerne er nødt til at lytte til sin befolkning, og ikke blot kan tie dem ved brug af fysisk hård magt. En stor ungdomsgeneration med sociale frustrationer i høj arbejdsløshed, ulighed og fattigdom er blandt de vigtigste årsager til oprøret i Egypten. Derudover har sociale medier som Facebook været en vigtig aktør, og givet muligheden for at samles om frustrationerne og muligheden for at arrangere demonstrationer. Blandt de vigtigste årsager til at Egypten oplevede et fredeligere oprør end Libyen, er militærets ageren. Militæret må derfor ses som vigtig aktør sammen med FN og NATO som i Libyen vendte krigen til oprørenes fordel. 5. Diskussion af det arabiske forår ud fra hhv. Fukuyama og Hungtingtons teorier Jeg vil i dette kapitel forsøge at se på arabiske forår ud fra de to teorier af hhv. Fukuyama og Huntington Ifølge Francis Fukuyamas bog The End of History and the Last Man sluttede historien efter den kolde krig, forstået på den måde at der fremover ikke længere kommer nogen kamp om hvilken samfundsform der er den rigtige. Efter den kolde krig havde USA og det liberale demokrati besejret Sovjetunionens kommunisme. Det betyder ifølge Fukuyama at demokrati nu ikke længere har nogen udfordrer. Verden har afprøvet alle alternativer, hvoraf ingen altså har været bedre end demokratiet. 87 Kott, Sarah. Så mange bomber har Danmark kastet i Libyen, set d. 13/12/11 88 Jørgensen, Sune. Kampklar Gaddafi: Nato vil kollapse, :kampklar-gaddafi-nato-vil-kollapse.html, set d. 14/12/11 22

21 Samuel Huntington derimod mener ikke at historien er slut. I sin bog Civilisationernes sammenstød augmenterer han for at der i verden vil opstå en række konflikter med grund i forskellighed blandt civilisationerne. Ideologierne spiller en langt mindre rolle, og ifølge Huntington kommer civilisationssammenstød til at dominere den globale politik i femtiden. Ser man først på Fukuyamas teori, så bekræfter begivenhederne i den arabiske verden på flere måder hvad han argumenterer for i sin bog. Alternativerne til det liberale demokrati, som i Mellemøsten har været de autoritære regimer med autokrater ved magen, vil med tiden falde til fordel for demokratiet. Det er på mange måder hvad vi ser ske i det arabiske forår. Tunesien, Libyen og Egypten har alle væltet deres diktatorer, og flere ønsker nu demokrati indført. Umiddelbart virker begivenhederne i den arabiske verden altså til at gå hånd i hånd med Fukuyamas teori om demokratiets udbredelse. Betyder det så at Huntingtons teori ikke kan forklares med det arabiske forår? ikke nødvendigvis. En ting er nemlig ideologiske forandringer, en anden er kulturelle. Og her kommer Huntingtons teori ind i billede. For selvom flere arabiske lande underlægger sig en anden ideologi i form af demokrati, så vil civilisationen stadig adskille sig fra f.eks. den vestlige, argumenterer Huntington. Civilisationerne adskiller sig fra hinanden gennem deres historie, sprog, kultur, traditioner og vigtigst af alt gennem deres religion 89. Og sikkert er det, at selv efter det arabiske forår vil islam have en rolle i den arabiske verden. På den ene side har vi altså Fukuyama som mener det liberale demokrati vil sejre verden over, og nu er ved at gøre det i den arabiske verden. På den anden side har vi Huntington som ikke tildeler samme betydning for de ideologiske forandringer. Han forudser fortsatte konflikter pga. civilisationer verden over vil støde sammen, bl.a. den islamiske og vestlige. Fukuyama skriver i The End of History and the Last Man, at Islam udgør en systematisk og sammenhængende ideologi ligesom liberalismen. Grunden til at vi ikke skal frygte islamismen er ifølge Fukuyama, at den ikke henvender sig til andre steder end dem der har været underlagt islam. Derudover skriver han den islamiske verden i det lange løb er mere sårbar over for liberale ideer end omvendt 90. Og det er måske hvad vi ser i den arabiske verden med bl.a. flere post-islamister. Demokratiets succes mange forskellige steder og blandt mange forskellige folkeslag må vel tyde på, at de friheds- og lighedsprincipper, hvorpå det er baseret, ikke er noget tilfældigt eller et resultat af etnocentriske fordomme, men faktisk er ægte erkendelser vedrørende menneskets natur som menneske 91 Og det er her Fukuyama og Huntington adskiller sig fra hinanden. Fukuyama antager at når det liberale demokratiet vinder frem, så vil der også 89 Se bilag 5: Kilde om Fukuyama og Huntington, side Se bilag 5: Kilde om Fukuyama og Huntington, side Se bilag 5: Kilde om Fukuyama og Huntington, side

22 være sket forandringer i friheds- og lighedsprincipperne. I islam kræver det bl.a. en ikke fundamentalistisk tolkning af koranen og Sharia, idet der må være lighedsprincipper. Det tillægger han nu er sket i Mellemøsten, som det fremgår af Deadlines interview med Fukuyama: Someone said ( ) there was something wrong with the Arab culture that made them resistant to democracy and I think that what we see now is that all of that it is untrue and the Arabs as much as everybody else wants to live in free societies 92. Huntington derimod tillægger ikke disse ideologiske forandring samme betydning. For det femte er de kulturelle særpræg og forskelligheder ikke så foranderlige og derfor heller ikke så lette at udligne og afgøre som de politiske og økonomiske 93. Huntington mener at I takt med at den ideologiske opdeling af Europa er ved at forsvinde, genopstår en gammel kulturel opdeling mellem på den ene side den vestlige kristendom og på den anden side den ortodokse kristendom og islam 94. Men hvordan hænger det sammen med hvad vi ser ske i det arabiske forår? Her kræver det vi kigger en smule ud i fremtiden. For hvor demokratiske lande som Tunesien, Egypten og Libyen bliver, afhænger som skrevet tidligere i høj grad om hvem der kommer til magten. Og her er det Huntingtons teori bliver aktuel. For selvom der sker ideologiske forandringer, vil kulturen og islam stadig spille en rolle. Derfor er der også chancer for at der selv på demokratisk vis kan komme fundamentalister til magten som mener landet skal styres efter islam, og derved udvikle lignede forhold som i Iran hvor landet blev omdannet til en islamisk republik. I så fald vil spændingerne mellem den vestlige og islamiske civilisation øges merkant, som man også har set udspille sig i Irans forhold til USA. Denne århundredegamle militære konflikt mellem Vesten og Islam vil næppe blive nedtrappet. Den kan tværtimod blive mere ondartet 95. I så fald kan det arabiske forår måske ligefrem forstærke Huntingston teori om at sammenstød mellem civilisationerne vil præge nutidige konfliktmønstre. Dette hænger også fint sammen med hvad USA har frygtet, som det også fremgår af deres fire hovedpunkter i Mellemøsten, hvor ét af dem bl.a. er frygten for radikale islamister. I netop denne sammenhæng har Politikken interviewet Fukuyama. Her blev han spurgt om han frygtede fundamentalismen, og om Egypten ville blive et nyt Iran. Nej. For det første har religion en meget varieret betydning rundt om i verden, så modellen kan aldrig blive global. Og for det andet er politisk islam jo tydeligvis i krise. Iran er i problemer, og selv i Afghanistan og Pakistan er det langtfra klart, at flertallet virkelig hellere vil leve under Taleban end i et moderne demokrati. Den mest succesrige politiske islam er i 92 Francis Fukuyama om Det arabiske forår, Deadline DR min. Inde i klippet: set d. 16/12/11 93 Se bilag 5: Kilde om Fukuyama og Huntington, side Se bilag 5: Kilde om Fukuyama og Huntington, side Se bilag 5: Kilde om Fukuyama og Huntington, side

23 Tyrkiet, og der er den jo fast forankret i demokratiet 96. Fukuyama selv anser altså ikke fundamentalismen som direkte farlig. Hvordan det kommer til at gå i den arabiske verden er endnu ikke til at sige. I både Tunesien og Egypten ser det umiddelbart ud til at islam kommer til at spille en eller anden form for rolle. Her står moderate islamister i begge lande nemlig til at få flertal 97, 98. Interessant er det dog i denne sammenhæng, at partiet Al-Nur, som bl.a. går ind for Egypten skal styres efter islamisk lov, i første valgrunde fik 20 % af stemmerne. Eftersom der er flere runder i Egypten, og Tunesien først nu skal i gang med at forhandle om hvordan grundloven skal udformes, er det endnu for tidligt at sige noget om det endelige resultatet. Men måske der alligevel er grund til optimisme, og Fukuyamas teori om demokratiets ideologiske sejr bliver i høj grad bekræfter af det arabiske forår. At demokratiet så selv kan være med til at forstærke Huntingtons teori om fremtidens civilisationssammenstød, viser blot at ingen af teorierne er fuldstændig komplette. Befolkningen har gennemgået en modernisering som også ser ud til at have påvirket deres forhold til islam. Islam fortolkes således af flere islamister til at kunne interagere i et demokrati. Dette er post-islamister et eksempel på, som viser islam har udviklet sig og indeholder flere forskellige grupper med forskellige fortolkninger. Derfor kan man heller ikke opdele civilisationen islam så skarpt, og sætte den imod vestens, som er tilfældet i Huntingtons teori. Omvendt kan man også betvivle salgsværdien i det liberale demokrati, da flere vestlige lande nu oplever økonomiske kriser med stor arbejdsløshed som følge. Og netop høj arbejdsløshed var blandt de ting, man demonstrerede imod. Dette kan være et afgørende argument for at islam skal spille en større rolle, og hvorfor det liberale demokrati ikke nødvendigvis vinder frem i Mellemøsten. Hvordan det arabiske forår demokratisk set udvikler sig, om post-islamister kommer til magten med liberale værdier eller fundamentalister får flertal og derved øger spændingerne mellem verdens civilisationer, må tiden vise. 6. Konklusion Størstedelen af de arabiske lande er resultater af hvad der skete i 1940 erne og 1950 erne. Flere enkeltpersoner udnyttede det magtmæssige tomrum som opstod efter afkoloniseringen, og de overtog magten i de forskellige lande. I Egypten kom Gamal Abdul Nasser til magten i 1952 ved et statskup. Han førte en yderst anti-vestlig politik, og var manden bag den arabiske socialisme og panarabismen. Visionerne led dets nederlag i seksdageskrigen til Israel. Efter Nasser tog Anwar El-Sadat over. Han førte en mere liberal og vestlig-venlig politik. Bl.a. opnåede han fred med Israel som skulle blive hans skæbne. Han 96 Rubin, Marcus. Francis Fukuyama: Jeg fik ret - demokratiet sejrer, set d. 15/11/12 97 Ritzau. Islamistisk parti vandt Tunesiens valg, set d. 18/12/11 98 Ritzau. Islamister står til storsejr i Egypten, set d. 18/12/11 25

24 mistede opbakning og blev efterfølgende udsat for et attentant som kostede ham livet. Efter kom Hosni Mubarak til magten, og han formåede at skabe stabilitet og formindske det åbenlyse samarbejde med vesten. Hosni Mubarak blev senere sammen med bl.a. Tunesiens ekspræsident Zine Ben Ali og Libyens Moammar Gadaffi, tvunget af magten efter omfattende demonstrationer. Størstedelen af autokraterne i Mellemøsten har kunnet siddet længe ved magten, primært ved brug af hård magt og undertrykkelse af oppositionen. Disse diktatorer har i sig selv været en udfordring for demokratiet. Derudover har USA i bl.a. Egypten på visse områder påvirket demokratiets udvikling negativt, gennem støtte til diktatorerne. Det er sket for at sikre deres interesser. Militæret har derudover også haft stor medvirkende til demokratiets fravær. Militærets handling kan forstås ud fra fire faktorer, som har indflydelse på hvorvidt de tillader demokratiske initiativer. De har alle været til stede igennem længerer tid, hvorfor man ikke har haft interesser i en demokratisk udvikling. En overvejende tilslutning til en fundamentalistisk fortolkning af islam, vil også have modvirket demokratiet. En anden væsentlig faktor er befolkningens bløde magt, som bl.a. pga. deres manglende modernisering ikke har været kraftig nok. I dag står demokrati overfor en række udfordringer. For nogle lande drejer det sig om først at få afsat den nuværende leder af landet. I andre lande hvor det er sket, bliver udfordringen at sikre at magten ikke igen bliver samlet hos enkelte personer. Her har militæret i Egypten bl.a. vist sig ikke værende villige til at afgive dets magt. En anden udfordring kan, afhængig af hvem der kommer til magten, blive islam. Her er det hvordan islam fortolkes, som bliver afgørende for om islam bliver en udfordring for demokratiet eller ej. En fundamentalistisk fortolkning vil ikke kunne fungerer i et demokrati, mens en mere moderne fortolkning, som flere post-islamister tillægger sig, godt kan fungerer. Blandt de vigtigste årsager til oprøret i Egypten skal findes blandt den store ungdomsgeneration fra 80 erne og 90 erne, som er mere moderniseret end deres forældre. Disse unge har oplevet høj arbejdsløshed, stor ulighed og fattigdom, som har ført til frustrationer. Man har kunnet samle sig om disse frustrationer, bl.a. gennem de sociale medier som også har været afgørende i planlægningen af demonstrationerne. At Egypten oplevede et fredeligere oprør end Libyen skal ses i lyset af flere ting. Militæret som meget vigtig aktør gik forholdsvis hurtig på befolkningens side, hvilket svækkede Mubarak væsentligt. I Libyen fortsatte militæret med at kæmpe imod demonstranterne, hvorfor oprøret udviklede sig til en decideret krig. FN og NATO s indgriben sikrede at demonstranterne i Libyen ikke blev nedkæmpet, men i stedet vandt krigen, og må derfor i Libyens sammenhæng ses som vital aktør for forårets udvikling. Det arabiske forår kan ifølge Francis Fukuyamas teori ses som endnu et skridt i verdens vej mod demokrati. At befolkningen nu demonstrerer imod dets regimer, viser blot hvordan alternativerne til demokrati ikke kan vedstå. Ifølge Fukuyama ses netop det arabiske forår som bevis på at den arabiske kultur godt kan 26

25 forenes med det liberale demokrati. Samuel Huntington tillægger derimod ikke disse ideologiske forandringer samme betydning, og han forudser fremtidige konflikter pga. civilisationssammenstød. Og her kan det arabiske forår ligefrem gå hen at blive en forstærkende faktorer. Kommer fundamentalistiske islamister til magten, som sagtens kan ske på demokratisk vis, er der mulighed for spændingerne mellem den islamiske verden og vesten kan øges yderligere som det f.eks. er sket med Iran. Umiddelbart bekræfter det arabiske forår Fukuyamas teori, men selv en demokratisk udvikling kan gå hen at øge spændingerne mellem civilisationerne. Hvordan det arabiske forår i sidste ende udspiller sig, afhænger i høj grad af hvem der kommer til magten, og det kan kun fremtiden vise. Udarbejdet af 27

26 7. Litteraturfortegnelsen Bøger: Andersen, Lars: USA vakler i Mellemøsten. Andersen, Lars m.fl.: I: Arabisk forår. 1. udg. Ræson, side (Afsnit i bog) Boserup, Rasmus: Egypten: Demokratiet er deres eget. Andersen, Lars m.fl.: I: Arabisk forår. 1. udg. Ræson, side (Afsnit i bog) Ettrup, Erik: Egypten - det arabiske centrum. 1. udg. Alinea, (Bog) Hansen, Birthe : Politik i Mellemøsten. 1. udg. Schultz, (Bog) Korski, Daniel: Vil foråret falme eller forsætte. Andersen, Lars m.fl.: I: Arabisk forår. 1. udg. Ræson, side (Afsnit i bog) Kureer, Henrik: International økonomi A2. 1. udg. Systime, Internetadresse: - Besøgt d (ibog) Mortensen, Henrik: Israel - en stat i Mellemøsten. 1. udg. Systime, (Bog) Petersen, Rasmus og Andreas Skov : Diktatorer. 1. udg. Det Historiske Hus og Aschehoug, (Bog) Rahbek, Birgitte og Jørgen Simonsen: Den arabiske verden. 1. udg. Gyldendal, (Bog) Schmidt, Søren: Politik og sikkerhed i Mellemøsten. 1. udg. Gyldendal, 2011Skov, Oliver: B-bogen. 1. udg. Columbus, (Bog) Skov, Oliver: B-bogen. 1. udg. Columbus, (Bog) Internetartikler: B.dk: Når kulturer støder sammen. Udgivet af Blüdnikow, Bent. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) B.dk: Islamistisk parti vandt Tunesiens valg. Udgivet af Ritzau. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Cfr.org: The Effects of Youth Bulge on Civil Conflicts. Udgivet af Beehner, Lionel. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Dr.dk: Den gale hund er færdig med at gø. Udgivet af Andersen, Frederik og Ravnbak, Thorleif. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Dr.dk: Egypten er Vestens store dilemma. Udgivet af Hjortsø, Thomas. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Dr.dk: Islamister står til storsejr i Egypten. Udgivet af Ritzau. Internetadresse: Besøgt d (Internet) Dr.dk: Igen voldsomme sammenstød i Egypten. Udgivet af Dramshøj, Pia. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Dr.dk: FN afslutter NATO\'s mandat i Libyen. Udgivet af Nielsen, Karen. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) 28

27 Guardian.co.uk: Egypt set for mass protest as army rules out force. Udgivet af Black, Ian. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Information.dk: Hvad kommer efter revolten?. Udgivet af Schmidt, Malin og Schmidt, Louise. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Information.dk: Egypterne har gennemskuet militærets kontrarevolution. Udgivet af Al-Aswany, Alaa. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Information.dk: Arabernes demografiske forår. Udgivet af Ellegaard, Lasse. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Information.dk: Det libyske oprør fandt ikke sted. Udgivet af Sekyere, Jonas. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Information.dk: USA's dalende autoritet i Mellemøsten ansporer de arabiske opstande. Udgivet af Ellegaard, Lasse. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Jp.dk: Så mange bomber har Danmark kastet i Libyen. Udgivet af Kott, Sarah. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Jp.dk: Ja til flyveforbud - nej til støvler på jorden. Udgivet af Plougsgaard, Heidi. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Kristeligt-dagblad.dk: USA i dilemma over Egypten. Udgivet af Nyholm, Sidsel. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Politikken.dk: Mellemøstens vej til demokrati. Udgivet af Schmidt, Søren. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Politikken.dk: Francis Fukuyama: Jeg fik ret - demokratiet sejrer. Udgivet af Rubin, Marcus. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Religion.dk: Kan det lade sig gøre at forene Islam og demokrati?. Udgivet af Shakoor, Tallat. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Ræson.dk: Hvorfor er der så lidt demokrati i de arabiske lande. Udgivet af Lars, Andersen. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Tv2.dk: Kampklar Gaddafi: Nato vil kollapse. Udgivet af Jørgensen, Sune. Internetadresse: Besøgt d Internetmateriale: CIA - Factbook : Tabel om median alder DR: Debat på DR P1. Michael Irving Jensen og Lars Hedegaard, DR - Deadline : Interview. Francis Fukuyama, FResources%2Fdr.dk%2FNyheder%2F2011%2F05%2Fad4b0ef1-7f8d-487c-9990-fcb3243b553b%2FFukuyama-iarabisk-foraar_9bb49bc6322a4e c4358a19e25.mp4%3FID%3D916207,

28 Finansministeriet: Pressemeddelelse. 0i%20OECD.aspx, Guardian.co.uk: Tidslinje Politikken.dk: interaktiv grafik UNDP: HDI - indeks U.S. Census Bureau: Populations Pyramids Film TAHRIR 2011: the Good, the Bad and the Politician Instruktion: Tamer Ezzat, Ayten Amin & Amr Salama. Andet Jeg har derudover været til en kort forelæsning d om det arabiske forår hvor professor Jørgen Schøler Nielsen ( talte. om begivenheden: ff3e56ec 30

29 8. Bilag Bilag

30 Bilag