Fortællinger som terapi

Transkript

1 VIBEKE STEFFEN Fortællinger som terapi Livshistorier og myter Anonyme Alkoholikere Vibeke Steffen: Stories as therapy - in Alcoholics Anonymous life stories and myth Vibeke Steffen: Fortællinger som terapi - myter i Anonyme Alkoholikere livshistorier og Personal stories play a central role for communication in AA AA groups. To tell your story is considered both a therapeutic necessity and a moral obligation. By placing important events in meaningful contexts the stories contribute to an understanding of individual experience as well as the creation of a common identity. The article analyses different constructions of personal stories as they are told in AA in Denmark. Focusing on forms of communication and social interaction in the groups, the article iiiustrates how individual life stories are presented as respectively pedagogical anecdotes, illness stories and mythical tales. Thus, individual and collective experience are merged into the same therapeutic process. Personlige fortællinger spiller en fremtrædende rolle for kommunikationen i AA-grupper. At fortælle sin historie anses i AA både for at være en terapeutisk nødvendighed og en moralsk pligt. Ved at placere betydningsfulde begivenheder i meningsfulde sammenhænge bidrager fortællingerne både til en forståelse af den individuelle oplevelse og til skabelsen af en fælles identitet. I artiklen analyseres forskellige konstruktioner af personlige fortællinger, som de benyttes i AA i Danmark. Ved at fokusere på kommunikationsformer og samspil i grupperne illustreres det, hvorledes individuelle livshistorier tager form som henholdsvis pædagogiske anekdoter, sygehistorier og mytiske fortællinger. Dermed forbindes individuel og kollektiv erfaring i en og samme terapeutiske proces. Key words: AA movement, life stories, therapy, communication, myth Livshistorier, lidelsesberetninger og andre personlige fortællinger spiller en central rolle i mange selvhjælpsgrupper. De er en måde at udtrykke erfaring på, og da virkeligheden netop manifesterer sig som erfaring i os, er fortællingen noget helt grundlæggende menneskeligt. Også i fællesskabet Anonyme Alkoholikere (AA) bruger man megen tid på at indskrive den enkeltes erfaringer i fællesskabets historie. At fortælle sin historie anses både for at være en terapeutisk nødvendighed og en moralsk pligt for det erfarne AA-medlem. Personlige fortællinger er kendetegnede ved deres fokus på den individuelle oplevelse af specifikke begivenheder og er i den forstand beretninger om det unikke. Brugen af personlige fortællinger som data i såvel humanistisk som samfundsvidenskabelig forskning har derfor ofte fulgt en subjektivistisk tradition, hvor den enkelte fortælling primært har fremstået som udtryk for det pågældende menneskes psykologiske tilbøjeligheder og indre dynamik. Men fortællinger er også en måde at tale sammen på, en kommunikationsform, hvor den individuelle oplevelse kan forholdes til en gruppes fælles erfaringer. Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 12, 1995:

2 Det er dette perspektiv på personlige fortællinger, jeg ønsker at anlægge i denne artikel. Når jeg har lyttet til vidt forskellige menneskers vidt forskellige livshistorier, som de fortælles i AA, er der nemlig to forhold, der ofte har slået mig: For det første, at fortællingerne trods deres forskelligheder alligevel forekommer ens - og for det andet, at det at fortælle om sig selv, også er en måde at forhandle sig frem til en fælles opfattelse af verden på. Baggrund I løbet af foråret og sommeren 1991 deltog jeg i behandlingen for alkoholmisbrug på to danske behandlingscentre, som arbejdede efter Minnesotamodellen. Det skete som deltagerobservatør i forbindelse med projektet "Behandling af alkoholmisbrugere efter Minnesota-modellen i Danmark - en antropologisk undersøgelse" iværksat af det daværende Rusmiddelforskningsinitiativ (RFI).l Projektet havde til formål at kortlægge Minnesota-modellens udbredelse i Danmark, at evaluere behandlingens resultater på to udvalgte centre og at beskrive behandlingens indhold samt modellens placering i en dansk sammenhæng. Minnesota-modellens behandlingskoncept bygger som bekendt på AAs 12-trins-program, og det forekom således relevant at inddrage AA i projektet. Alligevel havde jeg nærmest afskrevet denne mulighed på forhånd, fordi det i AJ<.s oplysningspjecer ofte understreges, at AA under ingen omstændigheder vil deltage i eller støtte forskning. Kort tid efter min projektbeskrivelse formelt var blevet godkendt og bevillingen givet, blev jeg imidlertid ringet op af en mand, der præsenterede sig som AA-medlem. Han havde hørt om mit projekt og foreslog et møde, hvor han kunne informere mig lidt om AA-programmet. Næste dag stod han på mit kontor og præsenterede sig med stor selvsikkerhed som alkoholiker. Han skitserede i korte træk AAs historie og opridsede de væsentligste principper i fællesskabet. Jeg fik også en stak pjecer og foldere med mødelister til AA. Endelig gjorde han mig opmærksom på, at han havde valgt at bryde sin anonymitet for at kunne formidle fællesskabets eksistens til andre, der måtte have brug for det. Efter denne korte formelle præsentation af AA gik han over til at fortælle sin egen personlige livshistorie: Om opvæksten i en respektabel akademikerfamilie, de første oplevelser med alkohol ved studentergilderne og hans særlige evne til at drikke alle under bordet. Om studier i udlandet, hvor drikkeriet tog til, og om den senere karriere i forsikringsbranchen. Om tre forliste ægteskaber og talløse afrusninger i det offentlige behandlingssystem, psykiatrisk behandling og fire års psykoanalyse. Om tredive år, hvor alle behandlere fastholdt over for ham, at han ikke var alkoholiker, men at hans drikkeri skyldtes henholdsvis forhold i hans opvækst, opdragelsen, forholdet til forældrene, til ægtefællen, til arbejdet, midlertidigt stress og så videre. Undervejs stødte han på AA, men kunne ikke identificere sig med disse alkoholikere, "som så så glade og selvtilfredse ud". Han brød sig heller ikke om, at de talte om Gud. Først efter alvorlige problemer med leveren, en depression og et selvmordsforsøg ringede han alligevel til AA for at bede om hjælp. Her blev han mødt af mennesker, som var parate til at delagtiggøre ham i deres egne erfaringer, men som fastholdt, at hjælpen bestod i at lære at hjælpe sig selv, og at ansvaret var hans alene. Det blev starten på hans liv som ædru alkoholiker. Beretningen kom noget bag på mig. Jeg havde ikke ventet sådan ganske uopfordret at blive præsenteret for en så personlig historie. Endnu mere uventet var det, at historien afsluttedes med en invitation til at deltage i et åbent AA-møde. Jeg tog automatisk imod invitationen. Jeg følte mig i den grad delagtiggjort i et andet menneskes liv, at det simpelthen ville være uhøfligt at afslå. Og så var jeg blevet nysgerrig. Kort tid efter sad jeg i kredsen af anonyme alkoholikere til mit første af en lang række åbne AA-møder. 2 Fortællinger i Anonyme Alkoholikere AA definerer sig som et fællesskab af mænd og kvinder, der deler erfaring, styrke og håb i en atmosfære af ansvar, villighed og ærlighed for at kunne løse deres fælles problem (AA 1989). Ideen om at dele erfaringer er således helt central for de aktiviteter, der finder sted i AA, og som udgangspunkt er det meget forskellige mennesker, der mødes om denne fælles ide. Det eneste, der kræ

3 ves for at blive medlem af AA, er nemlig et ønske om at holde op med at drikke (AA 1990). Omvendt er det meget åbne medlemskriterium naturligvis også definerende for, hvem der normalt ikke kan deltage i AA-møder. Således er almindelige AA-møder per definition "lukkede" møder, det vil sige forbeholdt medlemmerne. For på en gang at sikre sig en atmosfære af gensidig fortrolighed og samtidig respektere den enkelte deltagers anonymitet indledes de fleste møder med en præsenta- tionsrunde, hvor hver deltager giver sig til kende med fornavn og tilføjelsen "jeg er alkoholiker". Med denne simple præsentation defineres den enkeltes legitime tilhørsforhold til gruppen. 3 De lukkede møder er ofte tilrettelagt som tematiske møder, hvor man koncentrerer sig om særlige emner i AA-programmet. Der kan være tale om en gennemgang af de tolv trin et for et, af de tolv traditioner, af grundlæggende principper i programmet eller af bestemte følelser eller karakter- med scenevante fortællere, et inviteret publikum og en mere udadvendt og underholdende optræden. Den personlige fortælling er således ikke blot en intern kommunikationsform i AA, men også den måde AA vælger at præsentere sit budskab udadtil. Fortællingens budskab At fortælle sin historie er kernen i AXs opfattelse af hjælp til selvhjælp. Det er en del af den indre selvransagelse, som omtales i fjerde trin, og en del af den forpligtelse til at bringe bevægelsens budskab videre, som omtales i det tolvte trin (AA 1990). Offentlig markedsføring og åben mission går imidlertid dårligt i spand med AXs princip om anonymitet. Anonymiteten har dels til formål at beskytte det enkelte medlem mod offentlig ud- stilling, men opfattes samtidig som et åndeligt træk, som anses for at kendetegne alkoholikere. princip om ydmyghed og selvopofrelse - en sta- Samværet reguleres af få og simple regler: at alle dig påmindelse om, at fællesskabets principper har ret til at ytre sig på lige fod; at man ikke afbry- går forud for personlige ambitioner (tolvte tradider, udspørger eller kommenterer andres udsagn tion). Derfor bringes budskabet om programmet direkte; at enhver bestræber sig på at være så ær- så vidt muligt fra person til person, ansigt til anlig og oprigtig som muligt; at enhver begrænser sigt. sig til at tale ud fra sine egne oplevelser og erfa- Ud over at AA-medlemmet vedligeholder sin ringer; og at man respekterer den enkeltes ret til egen ædruelighed ved at give sin erfaring videre at forblive anonym. Kort sagt bør hver især tale for og dermed bidrager til en spredning af informasig selv og om sig selv og undlade at tale for andre tion, har fortællingen som form sit eget budskab, eller om andre. Kommunikationen er således ken- der gør den velegnet som redskab til rekruttering detegnet ved monologer snarere end dialoger, og af nye medlemmer. Tilhøreren bliver bragt i en siden eneste acceptable måde at kommentere an- tuation, hvor vedkommende som modtager af dres udsagn på er ved at øse af egne erfaringer. På fortrolig information føler sig forpligtet til en vis den måde håndteres vanskelige emner og ab- delagtighed. Denne indsigt har AA blandt andet strakte begreber altid som personlig erfaring, og.høstet-fra:-sm forgænger i Oxford-bevægelsen, kommunikationen organiseres omkring brudstyk-// Frank Buchman, der i kraft af sit evangeliske ker af de enkelte deltageres livshistorier. / missionsarbejde opdagede, at han ved at bekende Ud over de lukkede møder arrangerer de fl~ste sine egne synder til en anden var i stand til at AA-grupper regelmæssigt såkaldte "åbne" møder, fremkalde en tilsvarende bekendelsestrang i tilhøhvor alle interesserede kan deltage - typisk fa- reren. Buchman udviklede dette princip til en miliemedlemmer, venner, socialarbejdere, be- særlig forkyndelsesmetode, som han kaldte "sjæhandlere og altså også interesserede forskere. Så- lekirurgi" (Peterson 1988:4). At udveksle personlidanne åbne møder arrangeres næsten altid med ge erfaringer med andre indebærer altså samme en taler, som kommer og fortæller sin egen histo- tilskyndelse til gensidighed som alle andre former rie, og kaldes simpelthen "speaker-møder". Mø- for menneskelig udveksling: man inviterer til socidet varer som regel en time ligesom de lukkede alt fællesskab og i dette tilfælde til fortrolighed og møder, og kan forløbe på samme stilfærdige måde intimitet. "Outsideren" forvandles så at sige til og med stort set de samme deltagere. Men der "insider'~ og der skabes i en vis forstand et lukket kan også være tale om mere performative seancer kommunikationssystem, som kun lader sig itale- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 12, 1995:

4 sætte indefra. Historien om Jens Historien om en af Ms pionerer i Danmark, som jeg her vil kalde Jens, kan illustrere, hvordan fortællingen i sig selv bliver et budskab, og hvordan den formidles fra alkoholiker til alkoholiker. Jens var en populær gæstespeaker i AA, og historien er således blevet fortalt i forskellige versioner ved talrige møder. Brudstykker af fortællingen findes tillige i selvbiografiske skrifter. Jens blev født i midten af 30'erne og voksede op som yngste barn i en almindelig dansk familie i det midtjyske. Familien havde et for perioden normalt dansk drikkemønster med en snaps og en øl til frokost om søndagen og vin til maden ved særlig festlige lejligheder. Men Jens oplevede tidligt, at alkohol havde en særlig virkning på ham. Som barn fik han en gang lov til at smage sin fars snaps, og en stærk erindring om højtidelighed, varme og lykke knyttede sig straks til dette første møde med alkoholen. I ungdomsårene fik han ry som en munter og ubekymret svirebror, men billedet stemte dårligt overens med hans indre liv, som var præget af usikkerhed, ensomhed og en følelse af at være anderledes. Alkohol fik ham til at føle sig mere normal blandt andre mennesker, og hans forbrug steg støt i takt med hans karriere. Han fik et godt job, kone, barn, hund, hus, bil og svømmepøl, mens drikkeriet langsomt gled ud af hans viljes kontrol og udviklede sig til afhængighed. Forvirret over sig selv søgte han mening og sammenhæng i livet i religiøse bevægelser. En lang række behandlingsforsøg tog sin begyndelse med ordinering af antabus, medlemskab af Lænken, psykiatrisk behandling, aversionsterapi og talløse afgiftninger på forskellige hospitaler. Han begyndte langsomt at miste alt det, han havde bygget op: familie, venner, penge, anseelse og selvværd. Efter 30 år med alkoholen som krykke kulminerede misbruget i et selvmordsforsøg og en længerevarende indlæggelse på hospitalet efter et fald i hjemmet. Under denne indlæggelse oplevede Jens en åndelig vækkelse. Han følte sig opfyldt af en pludselig frihed og uforklarlig, men gennemgribende mening med tilværelsen. Oplevelsen fik ham til at holde op med at drikke, men nogen forståelse af fænomenet havde han ikke. Først da han måneder efter sin udskrivelse fra hospitalet traf en amerikansk kollega, faldt tolkningen af hans oplevelse på plads. Jens var til middag i byen med sin udenlandske kollega og bemærkede, at denne udelukkende drak vand til maden ligesom han selv. Han lod en kommentar falde, og kollegaen svarede uden tøven '1'm an alcoholic". Det blev de forløsende ord. Jens fortalte om sit eget drikkeri og om den åndelige oplevelse, som satte en stopper for det, og amerikaneren sagde: "That's an AA experience". Oplevelse og erfaring Livshistorier er forsøg på at gengive oplevede handlinger og følelser på en reflekteret måde. Det er især forholdet mellem oplevelsen og dens udtryk, der er interessant, når man arbejder med fortællinger som data. Den amerikanske antropolog Edward Bruner skelner i sin analyse af fortællinger mellem tre forskellige lag i livshistorien: virkelighed i betydningen livet som det leves, oplevelse i betydningen livet som det erfares og udtryk i betydningen livet som det fortælles (Bruner 1986, 6). På dansk har vi muligheden for at skelne mellem begreberne oplevelse og erfaring, hvor oplevelsen netop knytter an til den umiddelbare menneskelige væren i verden - livet som det leves - mens erfaring henviser til den mere reflekterede genkaldelse af oplevelsen, og dermed til livet som det udtrykkes blandt andet i fortællinger. Selve den sproglige udtryksform tvinger den diffuse oplevelse ned i den mere velstrukturerede fortællings formelle rammer og transformerer den i denne proces til erfaring. Vi forstår andre mennesker og deres udtryk på grundlag af vore egne erfaringer, og ved hjælp af fortællingen lader vi udtrykket strukturere erfaringen, ligesom erfaringen også strukturerer udtrykket. Dette dialektiske samspil mellem form og indhold er et nødvendigt vilkår for livshistorien og indebærer en proces i den fortællende, hvor fragmenterede og modsætningsfyldte følelser og handlinger samles i velstrukturerede helheder. Forvirrende oplevelser forvandles til meningsfuld erfaring. Livshistorien er således ikke blot en kronologisk fortegnelse over forgangne hændelser, men en narrativ helhed, hvor bestemte begivenheder tillægges be

5 tydning i relation til hinanden. I den forstand konstruerer individet på sæt og vis sin identitet ved hjælp af beretningen, samtidig med at beretningen også virker tilbage på individets selvforståelse (Arminen 1992, 341). Der er til dels tale om en introspektiv proces, hvor individet via refleksion skaber mening i sit eget indre univers. Men netop ved at benytte sig af det fælles - nemlig sproget og fortællingen - i denne proces, overskrides det rent individuelle ved oplevelsen og gøres til noget, der kan deles med andre. Fortællingen bliver en beretning om den enkeltes erfaring til fælles bedste, og fortællerens oplevelser af smerte og trængsel mister dermed sin meningsløshed og får værdi som erfaret viden. Fortællingen har således en funktion, hvorved man hjælper sig selv ved at hjælpe andre. For ved at lytte til fortællingen formes også tilhørerens refleksioner over egne oplevelser, som bliver gjort til genstand for fornyet refleksion og resulterer i revideret erfaring. Fællesskabet leverer så at sige konteksten til hvert enkelt medlems tekst. Personlige fortællinger kan præsenteres i forskellige genrer, som hver især repræsenterer forskellige positioner og fremmer forskellige formål. De enkelte genrer illustrerer, hvordan selve måden at reflektere over fortiden på kan understøtte bestemte formål i kommunikationen. Jeg skal her beskæftige mig med selvbiografien, anekdoten, sygehistorien og myten som eksempler på karakteristiske genrer af fortællinger i AA. Selvbiografi Den selvbiografiske livshistorie er som nævnt den mest almindelige kommunikationsform ved Al<.s åbne møder og repræsenterer dermed Ms ansigt udadtil. Den er kendetegnet ved sit fokus på det enkelte individs erfaring samt ved sin kronologiske opbygning. I terapeutiske grupper spiller livshistorien en central rolle som den enkeltes mulighed for at genfortolke sine personlige oplevelser i en ny forståelsesramme, og dermed skabe grundlag for fornyet erfaringsdannelse. Tidligere erfaringer dekonstrueres og muliggør en ny identificering og udskillelse af problemet, som derefter kan indgå i nye sammenhænge i en rekonstrueret erfaring. I den forstand er livshistorien et middel til indre renselse og en vigtig del af den selvransagelse, som anbefales i AA. Denne bryden ned og byggen op af erfaring sker i en fortløbende gruppeproces og danner rammen om et forum for fælles identifikation, hvor livshistorien fungerer som en måde at fremme fælleskabsfølelsen på. Selvbiografien kan per definition kun fortælles som erfaret viden og ud fra den erfarnes egen position. I kraft af sin kombination af personlig oplevelse og refleksion fremstår den med en særlig styrke - for hvem kan vide bedre end den, som selv har erfaret? Opfattelsen af et kontinuert selv, som det kommer til udtryk i den lineære fremstilling af livshistorien, eksisterer her side om side med et i praksis refleksivt selv, der er i stand til at fungere som sin egen observatør. Selvindsigten i den selvbiografiske fortælling forekommer derfor næsten per definition at være et resultat af en slags omvendelse eller åbenbaring. Fortællingen repræsenterer til stadighed en højere form for erkendelse, bevidst om sine tidligere fejltagelser og i stand til at se disse i et nyt perspektiv. Og netop omvendelsestemaet spiller da også en fremtrædende rolle i terapeutiske fortællinger. I de fleste AA-fortællinger vil man således kunne genfinde bestemte temaer strukturerede i forhold til et bestemt dramatisk forløb: fortællerens første erfaringer med alkohol, forsøget på at opbygge en normal social tilværelse, den sociale deroute som følge af alkoholens negative konsekvenser, oplevelsen af at være nået bunden, vendepunktet i erkendelse af det totale nederlag, mødet med AA og den endelige løsning, ofte formuleret som en åndelig genfødsel. Jo længere en person har været i AA, desto klarere vil disse temaer træde frem som prototypiske begivenheder, og ofte vil bestemte sproglige vendinger fungere som en slags markører af den genfortolkning, der løbende har fundet sted (jvt. Arminen 1991). I en analyse af amerikanske AA-fortællinger har antropologen Carole Cain ligefrem vist, hvorledes en persons grad af integration og identifikation med AA-fællesskabet kan aflæses i brugen af bestemte termer og typiske temaer i livshistorien (Cain 1991). Anekdote De centrale temaer i en selvbiografi frigøres undertiden fra fortællingens lineære kronologi i

6 form af løsrevne anekdotiske fortællinger. Anekdoten er som genre kendetegnet ved at abstrahere begivenheder fra deres tidsmæssige kontekst og præsentere dem som eksempler af almen gyldighed. Særlig illustrative dele af en fortælling plukkes ud og bruges som eksempler eller kommentarer til andre fortællinger. Anekdoten har den kvalitet, at den bevarer sin autenticitet som individuel erfaring samtidig med, at den hævder en gyldighed ud over den specifikke individuelle kontekst. Dermed fremstår anekdoter som den individuelt erfarede videns bidrag til en afstemning af det fælles og har tendens til at antage gyldighed af kulturelle sandheder. Mens de selvbiografiske fortællinger fungerer som grundlag for fælles identifikation og som en måde, hvorpå man kan delagtiggøre nykommere i AA-programmet, så fungerer anekdoterne mere som en intern kommunikationsform. De egner sig godt som kommentarer til andres livshistorier eller i diskussioner af bestemte temaer. Anekdoter anvendes ofte som små pædagogiske fortællinger med en indbygget morale og kan fungere som diskrete korrigerende bidrag til andre fortællinger i en terapeutisk sammenhæng, hvor direkte konfrontationer af udtalelser ikke accepteres. Hvis en nykommer for eksempel udtrykker sin tvivl om, hvorvidt han eller hun virkelig er alkoholiker, kan det mere erfarne AA-medlem vælge at fortælle om en begivenhed, hvor vedkommende selv havde samme tvivl, og hvor denne tvivl blev gjort til skamme af fornyet drikkeri og deraf følgende negative konsekvenser. På den måde kan gruppen udøve en form for social kontrol, som gradvist resocialiserer den enkeltes erfaring, så den kommer til at passe ind i den fælles prototypiske fortælling. Sygehistorie Fortællinger om alkoholisme som en sygdom kan - på samme måde som anekdoten tjener som et kulturelt korrigerende redskab til selvbiografien - fungere som et korrigerende redskab med reference til naturen. Sygehistorier er nemlig fortællinger om sygdommens natur, generaliserede videnskabelige beskrivelser af patologiske processer producerede i en klinisk sammenhæng. Mange patientsammenslutninger søger støtte og sympati blandt mennesker med en professionel relation til den pågældende sygdom, f.eks. læger, psykoterapeuter, forskere m.fl. i forsøg på at legitimere deres sygerolle og eventuelle sundhedspolitiske krav forbundet hermed. Denne gruppe af "kloge", som Goffman kalder dem i bogen Stigma, har netop til opgave at udvikle generaliserede diagnostiske kriterier for sygdommen og beskrivelser af det typiske sygdomsforløb ud fra en neutralt observerende position. I AA-litteraturen indtager lægen Dr. Silkworth denne position som den fagmand, der første gang diagnosticerer stifteren af AA som alkoholiker. Sygehistorien er ligesom livshistorien bundet til en lineær tids opfattelse, men den bliver naturligvis aldrig helt sammenfaldende med den enkeltes levede erfaring, netop fordi den fortælles fra en ekstern position. Ligesom anekdoten har sygehistorien ofte en vis forklarende og korrigerende funktion i forhold til den enkeltes refleksion over egne oplevelser. Men i modsætning til anekdoten er dens autoritet knyttet til den observerende s værdifri status, og den tillægges derfor gyldighed som naturlig eller videnskabelig sandhed. Både anekdoter og sygehistorier indgår således som vigtige kommunikationsformer i AA-medlemmernes bestræbelser på at forhandle sig frem til konsensus omkring en fælles erfaring. Myte Myten, som er den sidste genre af fortællinger, jeg her skal komme ind på, er hverken bundet af individuel erfaring eller kronologi. Denne type fortælling synes nærmest at besidde en indre kvalitet, som gør henvisning til eksterne faktorer unødvendig. Formålet med mytiske fortællinger er ikke at forklare tilhøreren, hvad der skete i forbindelse med en bestemt begivenhed, men at formidle en forståelse af denne begivenheds almene betydning. AA har sin egen oprindelsesmyte, som sætter rammen for alle andre AA-fortællinger - historien om Bill W.: William Griffith Wilson alias Bill W. blev født i en middelklassefamilie i det amerikanske midtvest lige før århundredskiftet. Under første verdenskrig var han soldat i Tyskland, hvor han gjorde sine første erfaringer med alkohol. Efter krigen slog han sig på børshandel i New York, giftede sig

7 med en lægedatter og red med succes på det økonomiske opsving i 20'erne i nogle år, samtidig med at drikkeriet tog til. Med børskrakket i 29 mistede han imidlertid hele sin formue og slog sig for alvor på flasken. Parret flyttede ind hos svigerfamilien og måtte leve af hustruens indkomst. De følgende år blev præget af ukontrollabel rus afbrudt af en række indlæggelser til afrusning og forskellige mislykkede forsøg på rehabilitering: kurbade, gymnastik, belladonna-behandling. Til sidst på Towns Hospital i New York stiller lægen Dr. Silkworth diagnosen uhelbredelig alkoholisme og konstaterer, at der er tale om en sygdom, som enten vil medføre varig sindssyge eller tidlig død. Efter denne dystre dom dukker en gammel drukkammerat fra krigen op; han er ædru og omvendt og kommer for at dele sin erfaring med Bill. Han introducerer Bill til Oxford-bevægelsen og dens religiøse principper. Ved en efterfølgende afrusning på hospitalet mærker Bill Guds tilstedeværelse i en åndelig vision, som sætter en sidste stopper for hans drikkeri. Ædrueligheden er dog skrøbelig i månederne efter, og på en forretningsrejse til Akron overvældes Bill igen af trangen til at drikke. Han kontakter straks den lokale Oxfordgruppe og beder om at tale med en anden alkoholiker. Han henvises til den stærkt alkoholiserede læge Robert Holbrook Smith, siden kendt som Dr. Bob. Bill taler med Bob hele natten, og ved at dele sine erfaringer med en lidelsesfælle opdager han, at trangen til at drikke fortager sig igen. Nogle uger senere følger Dr. Bob hans eksempel, og sammen starter de fællesskabet Anonyme Alkoholikere. Bills historie er trykt i AJ<.s Store Bog (AA 1989), hvorfra den undertiden læses højt eller refereres i kortere eller længere versioner. Alle AJ<.ere kender den, og fortællingen har for længst gjort sig fri af tid og sted; den er blevet en mytisk fortælling. Historien om den danske Jens har mange paralleller til Bills historie og illustrerer den mytiske genres styrke til at forme erfaring. Når alt kommer til alt er det ligegyldigt, hvor og hvornår mødet mellem Bill W. og Dr. Bob fandt sted, eller hvorvidt det var den danske Jens eller den amerikanske Bill eller en hvilken som helst anden alkoholiker i verden, som oplevede det - det eneste, der betyder noget er, at de deler den samme erfaring. Dermed fungerer myten som en skabelon for alle andre AA-fortællinger og som den ultimative reference for bevægelsens virke, og den stereotype livshistorie optræder således både som model af det forgangne og som model for det foreliggende (Arminen 1992, 328). Myter og terapi I AA-grupper kan man iagttage processer, som således forandrer individuelle lidelsesberetninger til mytiske fortællinger. Det er naturligvis kun få fortællinger, der ligesom oprindelsesmyten opnår universel udbredelse, men potentialet ligger i selve fortællingens form, og det gælder derfor principielt for hver enkelt selvbiografi, at den i sig bærer kimen til en myte. I vor del af verden handler mytiske fortællinger ofte om konflikt og forandring, et forhold som blandt andet har optaget både psykoanalysen og den semiotiske kulturforskning Gf. Knudsen & Wilken 1993:25}. Det klassiske tema udspilles omkring en hovedperson, som i løbet af fortællingen transformeres gennem lidelse: fra grim ælling til svane, fra fattig bondesøn til prins. Dette plot gennemsyrer også de fleste AA-fortællinger. De handler om, hvordan det enkelte menneske forandres og finder mening med livet, nok gennem individuel lidelse og konflikt, men ikke uden andre menneskers støtte og hjælp. Kun ved at dele sin erfaring med andre mennesker i samme situation kan alkoholikeren lære sig selv at kende. I AA har man skabt et rum, hvor selvbiografiske fortællinger og myter er dele af samme terapeutiske proces. Her kan forskellige mennesker give deres individuelle oplevelser udtryk i en kollektiv erfaring og dermed demonstrere deres fælles tilhørsforhold. Derfor ligner alle AA-fortællinger hinanden trods deres forskellige indhold, og derfor er fortællinger gode at kommunikere med i sociale fællesskaber. NOTER 1. Undersøgelsen fandt sted i perioden og modtog ud over RFI støtte fra Sygekassernes Helsefond og Socialstyrelsens Udviklingsmidler (SUM). Resultaterne af undersøgelsen er offentliggjort i Steffen (1993). 2. For en uddybende diskussion af de anvendte metoder i Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 12, 1995:

8 projektet henvises til Steffen For en mere udførlig beskrivelse af Ai'{s organisatoriske principper henvises til Måkelii LITTERATUR AA: Anonyme Alkoholikere. GP-tryk. Grenå 1989 (1939) AA: Tolv trin og tolv traditioner. GP-tryk. Grenå 1990 (1952) Arminen, Ilkka: Outline for comparative analyses of AA in life stories: A research note. Contemporary Drug Problems 18 (1991): 3, Arminen, Ilkka: Anonyma Alkoholisters symboliska fylla. Ett steg mot en arkeologi for beriittande livshistorier. I: Tigerstedt, C. & Roos J.P. & Vilkko A. (red.): SjaIvbiografi, kultur, liv, s Brutus Ostlings forlag Symposion, Stockholm 1992 Bruner, Edward: Experience and Its Expressions. I: Turner, V. & Bruner, E. (eds.): The Anthropology of Experience, s University of Illinois Press, Urbana, ru Cain, Carole: Personal Stories: Identity Acquisition and Self Understanding in Alcoholics Anonymous. Ethos 19 (1991): 2, Goffman, Erving: Stigma. Om afvigerens sociale identitet. Gyldendals Samfundsbibliotek, København 1975 Knudsen, Anne & Wllken, Lisanne: Kulturelle verdenerkultur og kulturkonflikter i Europa. Columbus, København 1993 Måkelii, Klaus: The lay treatment community - Alcoholics Anonymous and the new self-help movement. In: Langenbucher, James et al. (eds.): Annual Review of Addictions Research and Treatment 2, p Pergamon Press, New York 1992 Peterson, John: The International Origins of Alcoholics Anonymous. Mississippi Paper presented at the xn International Congress of Anthropological and Ethnological Sciences. Zagreb, Yugoslavia Steffen, Vibeke: Minnesota-modellen i Danmark - mellem tradition og fornyelse. SocPoI, Holte 1993 Steffen, Vibeke: Hinsides forestillingen om det forudsigelige. Tidsskriftet Antropologi 31 (1995):

9 BILAGA AA:s 12 Steg 1. Vi erkånde att vi var maktlosa infor spriten - att vi forlorat kontrollen over våra liv. 2. Vi kom till insikt om att en kraft starkare ån vår egen kunde hjrupa oss att återfå vårt forstånd. 3. Vi beslot att lagga vår vilja och vårt liv i hånderna på Gud sådan vi sjruva uppfattade honom. 4. Vi foretog en genomgripande och oforskrackt moralisk inventering av vårt eget jag. 5. Vi erkånde infor Gud, oss sjruva och en medmanniska alla våra fel och brister och inneborden av dem. 6. Vi var helt och hållet beredda att låta Gud avlagsna alla dessa karaktårsfel. 7. Vi bad odmjukt Honom att avlagsna våra brister. 8. Vi gjorde upp en forteckning over alia de personer vi hade gjort illa och var beredda att gottgora dem alia. 9. Vi gottgjorde alia dessa manniskor så långt det var oss mojligt, utan att skada dem eller andra. 10. Vi fortsatte vår moraliska inventering och erkande genast, om vi hade fel. 11. Vi forsokte genom bon och meditation fordjupa vår medvetna kontakt med Gud, sådan vi uppfattade honom, varvid vi endast bad om insikt om Hans vilja med oss och styrka att utfora den. 12. Når vi som en foljd av dessa steg sjruva hade haft ett inre uppvaknande, forsokte vi fora detta budskap vidare till andra alkoholister och tillampa dessa principer i alla våra angelagenheter. (Anonyma Alkoholister 1974, 61-62) Svensk oversiittning: Anonyma Alkoholister. AAforlaget, Stockholm AA:s 12 Traditioner 1. Vår gemensamma valfård bor komma i forsta hand, personligt tillfrisknande beror på sammanhållningen i AA. 2. For vår grupp finns bara en hogsta auktoritet - en ruskande Gud - så som Han kommer till uttryck i vårt gemensamma gruppsamvete. Våra ledare år blott betrodda tjånare, de styr oss ej. 3. Det enda villkoret for medlemskap i AA år en onskan att sluta dricka. 4. Varje grupp skall vara sjruvstyrande utom i angelagenheter som beror andra grupper eller AA som helhet. 5. Varje grupp har endast ett huvudsyfte - att fora budskapet vidare till de alkoholister som fortfarande lider. 6. En AA-grupp bor aldrig gå i borgen for, finansiera eller låna sitt namn till nårbesliiktade eller utomstående sammanslutningar, annars kommer problem med pengar, egendom och prestige att skilja oss från vårt ursprungliga syfte. Z Varje AA-grupp bor vara helt sjruvforsorjande och vagra taga emot ekonomiskt stod utifrån. 8. AA bor alltid forbli icke-professionellt, men våra servicecentra kan anstalia personal for speciella uppgifter. 9. AA som sådant bor aldrig organiseras, men vi kan tillsatta styrelser och kommitteer for serviceverksamhet - direkt ansvariga infor dem de tjana. 10. AA tar aldrig stiillning for eller emot i yttre angelagenheter, alltså bor AA:s namn aldrig dras in i offentlig debatt. 11. Vår kontakt med allmanheten år baserad på rorelsens egen kraft snarare ån på direkt propaganda. Vi bor alltid iakttaga personlig anonymitet i forhållande till press, radio och TV. 12. Anonymiteten år den andliga grundvalen for våra traditioner och påminner oss standigt att stiilla princip framfor person