blænden - den fotografiske iris » Teknisk baggrund

Transkript

1 blænden - den fotografiske iris Hvis du af og til har undret dig over hvad det er for nogle mystiske tal, der står på objektivet, er her hjælp at hente. I denne artikel kigger vi lidt på hvad blænden er for noget, og hvordan du som fotograf kan udnytte den, til at opnå nogle bedre billeder.» Teknisk baggrund Blænden i et objektiv kan sammenlignes med det menneskelige øjes iris, der alt efter lysets styrke kan åbnes og lukkes, således at lysmængden justeres. Blændemekanismen er anbragt centralt i objektivet, og består af tynde lameller, der svinger ned og derved kan indstilles til en større eller mindre blændeåbning. Jo flere lameller, der er i konstruktionen, desto bedre, da blændehullet får en jævnere runding. Dette gør, at uskarpe dele af billedet, kommer til at tage sig mere harmoniske ud. Ved at granske tallene lidt nøjere, vil man hurtigt fornemme, at der er et vist system i værdierne. De fremkommer ved at gange med 1,4 (helt nøjagtigt kvadratrod 2). Forklaringen ligger i, at den korrekte skrivemåde for en blænde er f/2.8 - hvor f et står for focal length (brændevidde på dansk). Derved skal f/2.8 på et 100 mm objektiv egentligt ses som 100 mm divideret med 2,8 og skal dermed opfattes som et forhold mellem objektivets brændevidde og blændeåbnings diameter. Førnævnte kombination giver altså en blændeåbningsdiameter på 35,7 mm. Ved at regne lidt på tallene vil man kunne se, at blændeåbnings diameteren falder eksponentielt igennem blænderækken. Ved efterfølgende at udregne, hvor stort et areal, der er ved de forskellige blændeåbninger, giver det hele pludselig mening: For hvert blændetrin halveres eller fordobles arealet, hvorigennem lyset kan passerer. Det vil sige, at hvis man går én blænde op f.eks. fra f/8 til f/5.6 så lader man dobbelt så meget lys komme ind på filmen. Går man én blænde ned f.eks. fra f/2.8 til f/4 slipper der kun halvt så meget lys igennem. Det lidt forvirrende punkt er her, at man med en lille værdi (f.eks. f/2.8) har en stor åbning, og at man med en stor værdi (f.eks. f/16) har en lille åbning. Forklaringen ligger i, at blænden skal læses om en brøk og ikke bare et tal. Blændeåbningen er opdelt i fast definerede trin, som gør det muligt at beregne den korrekte eksponering. Blænderækken er som følger (cyan er hele blændestop, grå er halve stop): f/1.0 f/1.2 f/1.4 f/1.8 f/2.0 f/2.5 f/2.8 f/3.5 f/4.0 f/4.5 f/5.6 f/6.7 f/8.0 f/9.5 f/11 f/13 f/16 f/19 f/22 f/27 f/32 ect. S I D E 1

2 » Eksponering For at forstå hvordan blænden og lukketiden hænger sammen, kan man se eksponeringen eller belysningen af filmen som en gang vandpjaskeri: Filmen er en spand, som skal fyldes helt op (eksponeres korrekt). Hvis man anvender en haveslange (lille blændeåbning f.eks. f/16,) vil det tage lang tid at fylde hele spanden op (dvs. en lang lukketid), mens en brandslagne (stor blændeåbning f.eks. f/2.8) meget hurtigere vil kunne få fyldt vand i spanden (hurtig lukketid). Begge blændeindstillinger får fyldt spanden op (eksponerer billedet korrekt), men de færdige billeder er ikke ens. Da både lukketiden og blænden arbejder med halveringer og fordoblinger af lyset, har fotografen mulighed for at indstille disse på mange forskellige kombinationer, men stadig belyse billedet korrekt. Hvis man i en given situation måler lyset til at være f/8.0 ved en lukketid på 1/60 sek., kan man ændre på begge indstillinger, hvis man ønsker en anden effekt. Hvis man ønsker at fryse en hurtig bevægelse, det kunne være en cykelrytter i høj fart, så kunne man vælge en hurtigere lukketid. Først gør vi lukketiden to trin hurtigere og ender derfor på 1/250 sek. For at kompensere for at der nu kun slipper fire gange så lidt lys ind på filmen, bliver vi nødt til at blænde to trin op (to fordoblinger er lig fire gange så meget lys). Vi stod på f/8.0 og ved at blænde to trin op, ender vi på f/4.0. Nu er eksponeringen igen korrekt, men det færdige billede bliver helt anderledes. Den første er brændevidden på objektivet. Bruger man et kraftigt teleobjektiv på f.eks. 200 mm, vil dybdeskarpheden være meget begrænset. Man vil ofte få en sløret baggrund på ting, der blot befinder sig få meter væk fra motivet. Anvender man i stedet et vidvinkelobjektiv på f.eks. 24 mm, vil dybdeskarpheden være enorm stor. Den anden faktor er afstanden til motivet. Hvis man fotograferer en blomst helt tæt på, vil de bagved liggende blomster være helt slørede, selvom de kun ligger 10 cm væk. Dybdeskarpheden kan næsten måles i mm når man arbejder med nær- og macro-billeder. Fotograferer man et landskab, er dybdeskarpheden enorm stor, fordi man har fokuseret meget længere væk. Dybdeskarpheden er måske på flere km, og strækker sig fra træerne i forgrunden til bjergkæden helt ude ved horisonten. Den sidste faktor er blænden, og er egentlig den nemmeste at styre dybdeskarpheden med. Ved en stor blændeåbning (f.eks. f/2.8) er dybdeskarpheden meget lille, mens en lille blændeåbning (f.eks. f/22) giver en meget stor dybdeskarphed. Ofte vil man ikke kunne ændre afstanden til motivet eller objektivets brændevidde, men blænden har man bedre mulighed for at justere, så man får en større eller mindre dybdeskarphed i billedet. Nedenstående testbilleder viser, hvordan dybdeskarpheden stiger i takt med at der blændes ned. På det første billede (taget på f/4.0) er kun den forreste filmrulle skarp, mens den midterste rulle bliver skarp ved f/11. For at få alle tre filmruller skarpe, skal der blændes helt ned på f/22.» Dybdeskarphed Dybdeskarpheden er kort og godt det område i billedet, der står forholdsvis skarpt. Både foran og bagved fokuseringspunktet vil der være skarphed, og mængden af denne betegnes som dybdeskarpheden (ofte forkortet DOF for det engelske Depth of Field ). Der er tre faktorer, der bestemmer, hvor meget og hvor lidt dybdeskarphed, der er i et billede: S I D E 2

3 Dybdeskarpheden fordeler sig dog ikke symmetrisk omkring fokuspunktet. Erfaringer har vist, at cirka en tredjedel ligger foran fokuspunktet (det motiv man stiller skarpt på), mens cirka to tredjedele ligger bagved. Hvordan man kan udnytte dette, kommer vi ind på lidt senere. Nogle kameraer (især spejlreflekskameraer) har ofte en lille knap ved siden af objektivet. Når man trykker på den, blænder objektivet ned til den blændeåbning, man har indstillet kameraet på. Derved bliver søgerbilledet noget mørkere, så man skal lige lade øjet vende sig til det. Normalt ser man nemlig gennem objektivet med fuld blændeåbning, da det gør det lettere at fokusere, fordi søgerbilledet er meget lyst. Fordelen ved at kunne blænde ned er, at man med egne øjne kan se, hvor og hvor meget dybdeskarphed, der er. Mens knappen er trykket ind, kan man ændre på blænden og evt. manuelt ændre på fokuseringen, indtil alle objektivet i billedet fremstår som man ønsker.» Lille blændeåbning Værdierne som f.eks. f/11, f/16 og f/22 betegnes som små blændeåbninger, da de lader meget lidt lys passere igennem objektivet. For at kunne benytte disse små blænder, kræver det, at der er meget lys til stede. Det kan være på en flot sommerdag, hvor solen oplyser alt eller det kan være fordi man anvender en meget lang lukketid. De små blændeåbninger giver en stor dybdeskarphed, som derved kan få genstande over en stor afstand til at fremstå skarpt. Ved landskabsfotografering vil man ofte forsøge at få alt fra græsset i forgrunden til bjergene langt væk til at fremstå skarpt. Det kræver en enorm stor dybdeskarphed, hvortil man skal vælge en lille blændeåbning.» Stor blændeåbning Værdierne som f.eks. f/1.4, f/2.8 og f/4.0 betegnes som store blændeåbninger. De lader utrolig meget lys slippe igennem til filmen eller sensoren, og giver derfor mulighed for at fotografere under dårlige lysforhold. Det kan være en stue kun oplyst af et par stearinlys, eller det kan være en sportssituation, hvor der kræves en meget hurtig lukketid for at fryse en bevægelse. Det der kendetegner en god fotograf, er ofte evnen til kreativt at kunne udnytte en stor eller lille blændeåbning til at fremhæve eller skjule områder i et billede. Hvis man bare lader automatikken råde, og ikke tænker over hvilken blænde kameraet vælger, så vil man ofte opleve et ikke-tilfredsstillende resultat. Derfor er det givet godt ud at lære blænderækken udenad, så man til en hver tid vil kunne forudse, hvordan en given indstilling vil påvirke billedet. Når man benytter en stor blændeåbning, får man en meget lille dybdeskarphed, hvilket ikke behøver at være et problem. Faktisk er det en utroligt brugbar effekt til at fremhæve et motiv på en uskarp baggrund. Derved vil hovedmotivet virke meget skarpere og være genstand for al opmærksomheden. Dette benyttes ofte ved portrætfotografering, hvor personen gengives mod en helt sløret baggrund, som derved ikke forstyrrer helhedsindtrykket.» Objektivets lysstyrke Når man kigger på et objektiv, er det absolut værd at kigge lidt på, hvor lysstærke det er. Udtrykket dækker over, hvor meget lys det maksimalt kan slippe igennem. Jo større blændeåbning, desto bedre lysstyrke. Et lysstærkt objektiv på f/2,8 lader fire gange så meget lys slippe igennem, som et med f/5,6 som største blændeåbning. Det betyder at praktisk talt, at man med de lysstærke objektiv nemt vil kunne fotografere uden brug af flash indendørs mens et lyssvagt vil kræve flash eller et stativ. De fleste objektiver har ofte angivet den største blændeåbning umiddelbart efter brændevidden. Det kan f.eks. være Canon EF 50 mm f/1.8 eller Nikon AF mm f/ d. I det første tilfælde drejer det sig om et 50 mm objektiv med en maksimal blændeåbning på f/1,8. Det gør fotografen i stand til at tage billeder under meget begrænsede lysforhold, hvilket må ses som en absolut fordel. Det sidste S I D E 3

4 er et zoomobjektiv, der går fra 70 til 300 mm. Ved mindste brændevidde har den lysstyrke på f/4.0 og fuld zoom f/5.6. Når man zoomer ind, vil den maksimale blændeåbning altså hoppe fra f/4.0 til f/4.5 og derefter ende på f/5.6 ved fuld zoom. Man taler om, at blænden vandrer. Når man fotografere, kan det være irriterende at skulle huske på, at zoomobjektivet ikke har den samme blændeåbning igennem hele området. Dette kan være et problem, hvis man fotografere på manuel indstilling, og har sat blænden til f/4.0 og valgt en lukketid på f.eks. 1/250 sek. Zoomer man fra 70 til 300 mm, for at komme helt tæt på et godt motiv, hopper blændeværdien automatisk op på f/5.6 og derved vil billedet blive underbelyst med 1 EV. Derfor bør man fotografere på blændeprioritet (ofte betegnet som Av eller A) frem for manuel eller blot fra starten vælge den højeste værdi af de to blændeåbninger (i dette tilfælde f/5.6). Det er desværre kun de dyre zoomobjektiver, der kan prale af at have en lysstyrke på f/2,8 igennem hele zoomområdet. Ulempen ved disse lysstærke objektiver er, at de både vejer og fylder betydeligt mere grundet en mere avanceret glaskonstruktion. Et tydeligt eksempel er Canon EF mm f/ , som vejer 250 gram. Den professionelle udgave hedder mm f/2.8 L og vejer over 5 gange så meget (1,3 kg).» Skarphed Mange er ikke klar over, at deres objektiv ikke tegner lige skarpt ved alle blændeåbninger. Derfor kan det komme som en ubehagelig oplevelse, når man ser en forstørrelse af et billede, som man egentligt troede var helt knivskarp. For at opnå en bedre skarphed, plejer man at sige, at man skal blænde to trin ned. De fleste objektiver har en største blændeåbning på omkring f/4.5 eller f/5.6 (med mindre man har et stort fotobudget og derved har råd til f/2.8-objektiver). To trins nedblænding vil altså give f/8.0 eller f/11. En så lille blændeåbning kræver meget lys (solskin eller flash), en langsom lukketid (stativ) eller en høj ISO-værdi (korn eller støj). Det er derfor vigtigt at man tjekker om objektivet man har planer om at investere i, nu også leverer den billedkvalitet ved fuld blændeåbning man ønsker. For at se hvordan skarpheden ændrer sig ved forskellige blænder, satte jeg mig for at teste mit standardobjektiv. Opstillingen var ganske simpel: Et hjemmelavet testkort blev monteret på en papplade, belyst med diffust dagslys og Canon EOS 10D sat på stativ. Kameraet blev sat til 100 ISO, Av (blændepriotet), selvudløser og RAW-format for optimal kvalitet. De viste billederne er direkte 1:1-udsnit fra original billedet. Der er anvendt et ganske let USM-filter. Testobjektivet var et Canon EF mm f/ USM, som er et ganske fornuftigt standard zoom-objektiv i mellemklassen (dvs. det er ikke professionel kvalitet, men heller ikke bunden af en colaflaske): S I D E 4

5 Det er ganske interessant at se, hvordan skarpheden ændrer sig op gennem de forskellige blændeåbninger. Ved f/4.0 er skarpheden begrænset i midten, og faktisk overraskende soft i hjørnerne. Ringene i cirklen flyder helt sammen og kanterne virker uldne. Blændes der ned til f/5.6 sker der en markant forbedring, men hjørnerne er stadig noget softe. Ved f/8.0 - f/11 og f/16 står den helt skarpt i både midten og i hjørnet. Kanterne er helt klart afgrænsede og små detaljer på papiret ses tydeligt. ABC-sammenligning viser at objektivets skarphed topper på f/11. Blændes der helt ned til f/22 bliver den lidt soft, men stadig ganske acceptabelt. Med denne viden vil jeg nu kunne vide, hvor langt jeg skal blænde ned, før jeg får optimal billedkvalitet. Ved f/5.6 kan det lige gå, men skal man være kritisk, er skarpheden kun brugbar mellem f/8 og f/16. Ved fuld blændeåbning er den markant soft i hjørnerne også mere end jeg havde forventet. Det er derfor vigtigt at kende sit udstyrs begrænsninger, så man kan opnå optimale resultater. Objektiver med fast brændevidde eller zoomobjektiver i den professionelle ende er meget skarpe igennem næsten hele området. De er specielt udviklet til at give super billedkvalitet ved fuld blændeåbning, da eksempelvis pressefotografer ofte anvender denne indstilling, da de fotograferer under begrænsede lysforhold. Hvis du selv vil teste, hvordan dit objektiv performer, så kan du downloade testarket i PDF-format her digvis kommer det område slet ikke med på billedet, hvorved dybdeskarpheden går tabt. Hvis man i stedet manuelt flytter fokuspunktet lidt længere væk fra forgrunden, så vil den forreste del af dybdeskarpheden ramme blomsterne, mens den bagerste del af dybdeskarpheden lige akkurat vil nå at dække haven i baggrunden. På den måde kommer hele billedet til at fremstå knivskarpt. Nogle objektivet har oven på huset påskrevet en dybdeskarphedsskala (langt ord, hva?), så man til et par udvalgte blændeåbninger kan se, hvor stort et område der bliver skarpt. På fokuseringsringen står der nemlig ofte angivet afstanden i både meter og feet, og derved kan man placere fokusmærket, så det ønskede område bliver dækket med skarphed så at sige.» Konklusion I denne lille artikel har jeg forsøgt at fortælle lidt om, hvordan blænden fungerer, og hvordan du som fotograf kan udnytte den, når du er ude at tage billeder. Hvis du får lært blænderækken og kan se sammenhængen mellem stort blændeåbning og lille dybdeskarphed, så er du godt på vej til at lære et at de aller vigtigste redskaber fotografen har til rådighed. Du kan jo ved lejlighed prøve at eksperimentere med forskellige blænde-indstillinger, og se om du kan forbedre et billede ved at bruge en lille eller stor dybdeskarphed. Ofte bør man overdrive en smule, så man viser, hvilken hensigt man havde, da man tog billedet og at det ikke bare var automatikken, der valgte en mere eller mindre tilfældig værdi for en. Tekst, foto og illustration: Kristian Nørby Larsen, Artiklen er bragt på hjemmesiden Hyperfokalafstand For at opnå en maksimal dybdeskarphed er det ikke altid nok at blænde helt ned til f.eks. f/22. Hvis man har et blomsterbed i forgrunden, og gerne vil have hele haven med i baggrunden, så vil mange ofte fokusere på de forreste blomster. Selv med blænden indstillet på f/22, vil baggrunden sandsynligvis ikke blive helt skarp. Da dybdeskarpheden ikke er helt symmetrisk omkring det punkt, hvor fokus ligger, vil der være et område mellem fotografen og blomsterne, som bliver gengivet skarpt. Uhel- S I D E 5