BARNETS SANSEMOTORISKE UDVIKLING

Transkript

1 BARNETS SANSEMOTORISKE UDVIKLING Et barn udvikler sig lige fra fødslen; det sanser, undersøger og eksperimenterer. Udviklingen sker i socialt samspil med omverdenen. I kontakten med nærværende voksne og andre børn motiveres barnet til at bruge sin krop. De kropslige erfaringer som barnet får, danner det grundmotoriske 1 fundament for læring, og for at det senere kan tilegne sig færdigheder. Et velstimuleret sanseapparat og en god grundmotorik er derfor et vigtigt fundament for al anden udvikling. Gennem sansemotorikken får barnet styr på sig selv og får grundlag for at spille socialt sammen med andre. Målet er at kunne indgå i legen på lige fod med de øvrige børn. Et eksempel kunne være: Et barn kan ikke koncentrere sig hvis det sidder uroligt. Ved at få styrket sin sanseintegration og sin kropsbevidsthed, vil der være større overskud til læring og udvikling og til det sociale samvær. Desuden vil et barn der er motorisk velfungerende få mere selvværd og selvtillid. Det er sanserne der sætter bevægelser i gang, derfor er det vigtigt, at de er veludviklede af hensyn til legen; barnet skal kunne modtage og give kropskontakt på normalt niveau, det skal kunne tåle at være tæt på andre, tumle og lege efter alder, samt at kunne være i ro. Desuden skal barnet kunne klare at arbejde/lege med materialer af forskellig beskaffenhed. Sanseintegration: Sanseintegration betyder, at flere sanseindtryk forenes til en helhed. Hvis en af sanserne ikke er i orden, bliver den samlede integration ikke fuldendt. Sansemotorik: Sansemotorik er udtryk for de impulser der går fra sanseindtrykkene til centralnervesystemet. Der sendes sanseimpulser til hjernen som svarer igen med en bevægelse. Jo flere impulser der modtages i hjernen, des større erfaring har kroppen gjort sig. Sanserne Labyrintsansen, følesansen og kinæstesisansen er de tre primære sanser. Funktionen af disse sanser har stor betydning for barnets motoriske udvikling samt for barnets adfærd. Labyrintsansen og følesansen udvikles i fostertilstanden og de to sanser danner fundamentet for kinæstesisansen som udvikles senere, men dog også i fostertilstanden. Fælles for alle 3 sanser er, at de kontinuerligt skal stimuleres for at fungere optimalt. Sanserne bliver simpelthen sløve, når de ikke bliver brugt. I alt hvad barnet foretager sig er der bevægelse og sansning, som danner baggrund for dets udvikling. De primære sanser har på denne baggrund stor betydning for barnets oplevelse af verden, da sanserne er med i alt hvad barnet laver. I forhold til at arbejde med barnets sansemotoriske udvikling er det vigtigt at have viden om sanserne og hvordan de stimuleres. 1 Se side 7 1

2 Labyrintsansen Labyrintsansen er det center, der styrer vores evne til at kunne klare, at kroppen bliver vendt op og ned. Et barn som udvikler sig via bevægelse og leg mens det vokser, vil blive bremset i sin udvikling, hvis labyrintsansen ikke er velstimuleret. Labyrintsansen har indflydelse på: Hovedets bevægelser Forholdet til tyngdekraften hovedbalancen Aktivitetsniveauet Reflekser Øjenbevægelser Labyrintsansen ligger i forbindelse med det indre øre, og består af tre buegange som sidder vinkelret på hinanden. De tre buegange er beklædt med små fimrehår, som aktiveres af en tyk væske. Her registreres hovedets bevægelser og her holdes styr på, hvad der er op og ned og hvor kroppen befinder sig i forhold til dette. Labyrintsansen har generelt stor betydning for barnets velbefindende. Hvis labyrintsansen fungerer normalt, vil barnet tåle bevægelser i alle retninger. Hvis den derimod fungerer dårligt, vil barnet ved bevægelser af hovedet føle ubehag, evt. svimmelhed. Dette kan være tilfældet ved bevægelser af hovedet i én retning måske flere mens barnet er tilpas ved bevægelser i andre retninger. Ligeledes har labyrintsansen stor indflydelse på hovedrejsningsrefleksen, balancen og andre vigtige kropslige funktioner. Et barn som har en dårlig balance eller søger de stille aktiviteter har muligvis en dårligt fungerende labyrintsans. Det samme kan gøre sig gældende for meget urolige børn, der kan bevæge sig så hurtigt, at de ikke føler ubehag. Børn med en dårlig labyrintfunktion vil ikke være i stand til at træne sig selv igennem de relevante grundlege 2, idet de vil undgå visse alderssvarende lege. Labyrintsansen kan stimuleres ved træning. Det gøres ved at sætte bølgegang i de væsker, som ligger inde i de tre buegange. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der skal stimuleres med hovedet i alle mulige forskellige retninger, så alle buegange stimuleres. Labyrintsansen trænes indtil barnet selv vælger alderssvarende lege. Herefter vil barnet træne/stimulere sig selv, hvis legemiljøet er indrettet dertil. Det er derfor vigtigt, at vi bevidst leger med vores børn på måder, der stimulerer labyrintsansen, at vi indretter legemiljøet således, at børnene opfordres til at bevæge sig med hovedet i alle planer, og at vi så vidt muligt undgår at børn er stillesiddende på stol eller i autostol. Alle aktiviteter hvor man inspireres til bevægelse af forskellig art, f.eks. gynge, snurre, rulle, trille, rutsje, hoppe og færdes i kuperet terræn, er væsentlige for stimulering af labyrintsansen. 2 Se side 7 2

3 Følesansen Følesansen er lokaliseret i huden og slimhinderne. Den er kroppens vigtigste sansesystem og registrerer berøring, tryk, temperatur og smerte. Sansecellerne er fordelt uens på kroppen; hænder, fødder, ansigt og mund er de steder, hvor tætheden er størst. Ligeledes er der flere sanseceller på kroppens forside end på bagsiden. Følesansen kan deles op i to, den overfladiske beskyttende følesans og den undersøgende følesans: Den beskyttende registrer føle-, smerte- og temperaturforandringer og fortæller mest om kroppens fornemmelse af sig selv. Den beskyttende følesans er den først udviklede, og den der gør, at vi trækker os væk fra ting, der føles ubehageligt. Den undersøgende følesans aktiveres når barnet er aktivt. Barnet føler på alt, undersøger omgivelserne og forsøger at finde ud af hvordan verden ser ud. Den undersøgende følesans udvikles på baggrund af den beskyttende følesans og med denne sans erfarer og mærker vi på verden omkring os. Følesansen har betydning for: Kropskontakt og velvære generelt. Det er essentielt for barnets sociale udvikling og relationer at blive rørt ved Kropsfornemmelse. Man skal have en velfungerende følesans med en god kropsfornemmelse for at have gode, præcise bevægelser Balance. Man skal kunne rette ind, når man er ved at komme ud af balance, det kan man kun når bevægelserne er præcise Finmotorikken Aktivitetsniveauet Nogle børn er særlig sensitive når det gælder berøring, men har stadig, på samme måde som alle andre, behov for berøring. De tolererer bedst den fysiske kontakt, når de selv opsøger den. Man skal ikke lade et kildent barn være i fred, men være opmærksom på, at berøring kan være ubehagelig. En berøring kan lettere tolereres, hvis man forbereder barnet på berøringen. Hvis barnet er mere end almindeligt sensitivt, skal det endelig berøres og masseres, gerne flere gange dagligt, for at stimulere følesansen. Følesansen stimuleres ved at massere/berøre barnet. Dette kan med fordel være på den bare hud. Det kan være blid berøring, faste klem osv. Det er væsentligt, at barnet erfarer en variation af berøring. På fødderne er sansecellerne placeret tæt, og derfor er det vigtigt, at barnet ofte har bare fødder og på den vis kan mærke tingene omkring sig. Leg med vand og mudder er en god sansetræning. Lad også barnet mærke forskellige materialer som mad, sand, græs, dej og modellervoks samt temperaturforskelle. 3

4 Kinæstesisansen En velstimuleret kinæstesisans betyder, at barnet kan holde balancen og at kroppen kan rette sig ind til den stilling, den havde til hensigt - uden brug af synet. Kinæstesisansen har med følgende områder at gøre: Bevægelsernes præcision. At man hele tiden ved i hvilken stilling ens krop er Tonus 3 Kropsbevidsthed Rum- og retningsfornemmelse Modtageorganerne for denne sans er små tenformede følere, som er placeret i alle muskler, led og sener. Via hjernen registrerer disse organer hele tiden lemmernes stilling i forhold til hinanden og i hvilken spændingstilstand musklerne er. Således ved man hele tiden hvilken position kroppen skal være i, og bevægelserne kan således hele tiden rettes ind, så de bliver præcise som det var planlagt, og som det var mest hensigtsmæssigt. Det er et meget væsentligt bidrag til kropsbevidstheden, at man konstant har en fornemmelsen af, hvor de forskellige dele af ens krop befinder sig. Kropsbevidsthed er, at man hele tiden kan registrere, i hvilken stilling ens krop er. Flere sanser arbejder sammen om at give kropsbevidsthed: labyrintsansen, følesansen, kinæstesisansen og synet. Kinæstesisansen er grundlaget for kropsbevidstheden. Når barnet har en god kropsbevidsthed, kan det mærke/mestre sin krop og manipulere sine musklers spænding og lemmers stilling. Er noget hårdt, tungt, let, skal jeg holde med hele hånden eller sprede fingrene, er mine arme strakte eller bøjede? Kinæstesisansen stimuleres ved kroppens bevægelser, dvs. sansen trænes gennem de bevægelser barnet aktivt foretager. Barnet skal selv have lavet en bevægelse mange gange, før det kan bedømme hvilken muskelstyrke der skal bruges for at udføre bevægelsen helt præcist. Derfor er det væsentligt, at barnet selv er aktivt og at det på alle måder får lov til at bruge og afprøve sin krop. Der er en masse erfaringer, der skal gøres med kroppen, og det gælder om at få så god kvalitet som muligt ud af disse erfaringer. Gennem udviklingen fra maveliggende og til det lille barn kan stå og gå, får det indlært en masse gode bevægelser. Ved at gentage bevægelserne, bliver de automatiseret og huskes hele livet. Lad ikke det lille barn sidde før ryggen er stærk nok til det. Det er den, når barnet selv kan skifte fra liggende til siddende stilling. Højre-venstre fornemmelsen er også en del af kropsbevidstheden. Nogle børn vælger dominans, hvilket vil sige, at de har udviklet en vis forskel på de to sider, allerede i etårs alderen. Andre er længere tid om det; enkelte skifter flere gange i barndommen, men som en regel kan man sige, at et barn skal have valgt dominans inden skolealderen. 3 Se side 5 4

5 Rum- og retningsfornemmelse betyder, at man kan fornemme sin krop og dens dimensioner, og er med til at give en oplysning om sit forhold til omverdenen, både afstandsmæssigt og retningsmæssigt. Barnet får begreb om afstand, når det tilbagelægger afstanden med sin egen krop altså kryber, klatrer, kravler, går eller løber. Det har i starten kun sin egen krop at måle afstanden med. Det samme gælder for barnets retningsbegreb. Her er det bevægelsen i rummet, der giver grundlag for fornemmelsen af retning. Kinæstesisansen stimuleres altså ved alle former for bevægelse. Derfor er det vigtigt, at det lille barn selv kommer fra maven op at sidde, fra at sidde op og stå og igen selv gå rundt, med de fald og usikre ben der skal til. Læg barnet på gulvet, og lad det lege frit, kroppens egne erfaringer er det, der giver læring. Kinæstesisansen styrkes ved bevægelser, specielt i kuperet terræn. Forudsætningen for en god kinæstesisans er, at labyrintsansen og følesansen er i orden. Tonus Ved muskeltonus forstås musklens hvilespænding, altså musklens parathed. Det har ikke noget med muskelstyrke at gøre. Der er altid en smule spænding i musklerne, når vi er vågne. De let spændte muskler holder sammen på leddene og hele kroppen. Denne parathed er den første start til enhver bevægelse. Spændingen bliver meget mindre når vi sover. Motorisk dårlige børn har ofte en for lav hvilespænding. De virker slappere end normalt, og når man løfter dem, virker de ofte tungere end de er - som et sovende barn. Der er forbindelse mellem labyrinterne og de nervecentre, der har ansvar for musklernes hvilespænding, tonus. Vi ser ofte motorikbørn med lav tonus, børn der er slaskede. Dette kan afhjælpes ved labyrinttræning, massage og ledsammenstød. Efter stimulation af labyrinten vil tonus øges, i begyndelsen kun kortvarigt, senere mere konstant. Balance Balancen er ikke en sans, men en integration af fire sanser: labyrintsansen, følesansen, kinæstesisansen og synet. Først når disse sanser er normalt udviklede, kan de integreres til en normal samlet balance. Balancen bliver altså usikker eller dårlig, hvis blot en af de fire sanser ikke er normalt udviklet. Hermed kan man se, at jo bedre vi stimulerer de grundlæggende sanser, jo bedre bliver balancen og udviklingen generelt. Hovedløft En vigtig milepæl i barnets motoriske udvikling er hovedløftet. Kroppens bevægelser er styret af hovedets stilling. Når man starter en bevægelse med kroppen, vil hovedet som regel være ledende. Først bevæger man øjnene, derpå hovedet, hvorefter kroppen bevæges. Hvis øjnene og hovedet ikke er ledende for bevægelsen, vil den ofte blive uhensigtsmæssig. Et barn på 8 uger skal prøve på at løfte hovedet, dvs. de børn vi møder, skal have et godt hovedløft. Det gælder både rygliggende og maveliggende. Barnet skal i den alder være rigtig god til at sætte sit hoved rigtigt i forhold til den bevægelse det skal til at foretage. Dette gælder alle aldre hele livet. Det lille barn skal kunne lide at ligge på maven kortere eller længere tid. For de børn der ikke bryder sig om at ligge på maven, er det fint med kort tid mange gange dagligt. Hvis barnet har besvær med hovedløft, 5

6 kan man, ved at lægge barnet på en motorikbold, lade det ligge på en redegynge eller på den voksnes mave, give inspiration til dette. Filtrering af sanseimpulser - vågenhed Hjernestammen skal modtage et vist mål af stimulation, for at holde sig vågen. En normal hjernestamme er i stand til at filtrere de indkommende sanseimpulser. Hvis barnet ikke er i stand til at sortere sanseindtrykkene i tilstrækkelig grad, får det for meget at reagere på, hvilket giver risiko for hyperaktivitet. Hvis barnet derimod ikke opfatter sanseimpulserne i tilstrækkelig grad, kan man ikke forlange, at det skal kunne rette opmærksomheden mod et bestemt emne, og slet ikke at det skal kunne holde opmærksomheden ved dette, altså at kunne koncentrere sig. Mange såkaldte motorikbørn har koncentrationsvanskeligheder. Aktivitetsniveauet Man kan påvirke aktivitetsniveauet ved sansestimulation. Her vil labyrinttræning være meget effektiv. Labyrinttræning på rette måde kan i en del tilfælde afhjælpe hyperaktivitet og mangel på koncentration. Det er en udbredt teori, at urolige børn bliver rolige af at brænde krudt af, men disse børn kan derimod have fordel af beroligende sansestimulation. Hvis hjernestammen arbejder for sløvt (hypoarousal), vil aktiverende sansestimulation højne niveauet. Hvis hjernestammen arbejder for kraftigt (hyperarausal), vil beroligende sansetræning dæmpe niveauet. Finmotorik En god finmotorik er lige som grovmotorikken afhængig af, at de primære sanser er velfungerende. Dvs. at labyrintsansen, følesansen, kinæstesisansen samt synet skal være velfungerende. Finmotorikken bygger i store træk på den grovmotoriske udvikling. Barnet er afhængigt af at kunne stabilisere sine store led for at kunne arbejde med de perifere dele af kroppen. F.eks. skal barnet kunne stabilisere kroppen, skulderen, albuen og håndleddet for at kunne arbejde præcist med hånden, når det tegner eller skriver. Øjenmotorik er også finmotorik. Øjnene skal kunne fiksere og følge en genstand i alle synsfeltets retninger. Også fodens motorik er finmotorik, den har bl.a. betydning for balance og holdning. Vi stimulerer en god finmotorik hos børnene, ved at sørge for at de har "hænderne oppe af lommen". Dvs. at vi sørger for at børnene arbejder med deres hænder på mange forskellige måder og med mange forskellige materialer. Manglende automatisering betyder, at barnet skal bruge tankevirksomhed og koncentration om f.eks. grebet, kræfter barnet i stedet med fordel kunne bruge på at fantasere/tegne/skrive/lytte. For finmotorisk velfungerende børn er almindelige daglige gøremål, kreative sysler og leg god stimulering, eksempelvis påklædning, borddækning, leg i sand og vand, byggelege og brug af forskellige redskaber for eksempel madlavningsremedier, pensler, skovle, sakse, perler m.m. For børn med dårligt fungerende finmotorik (ikke alderssvarende finmotorisk udvikling) kan man igangsætte ekstra stimulerende aktiviteter. Her er der tale om hånd- og fingermassage, ælte arbejde og arbejde med grove redskaber f.eks. skovle og bolde. Ved dårlig fodmotorik kan man stimulere de bare fødder med fodmassage eller lignende. Barnets øjenbevægelser kan stimuleres sammen med labyrintsansen ved at lave små opgaver for øjnene mens barnet er i bevægelse. 6

7 Hvis barnet har finmotoriske problemer, der har rod i de primære sanser for eksempel stabilitetsproblemer, lav tonus eller problemer med uintegrerede reflekser, arbejdes der med det først. Motorik træet For at illustrere barnets motoriske udvikling, har Anne Brodersen og Bente Pedersen (2003) udviklet motoriktræet. Motoriktræet skal kaste lys over det faktum, at hvis roden barnets grundmotorik ikke er i orden, vil det skabe problemer for resten af udviklingen. Grundmotorikken skal forstås som barnets kropslige fundament som skal give grobund for resten af barnets udvikling. Motoriktræet består af følgende: Roden grundmotorik Stammen grundlege De store forgreninger færdigheder Kronen - Kreativitet Roden Grundmotorikken er igangsætter og indbefatter de førnævnte primære sanser og refleksstyrede bevægelser, der senere bliver automatiserede. Denne udviklingsproces, der fører barnet fra nyfødt til at kunne rejse sig og gå, er betinget af et normalt udviklet sanseapparat, en normalt udviklet hjerne og at reflekserne fungerer. Grundmotoriske bevægelser er: Trille og rulle; udvikler rotation som indgår i gang, løb, kast, spark. Krybe og kravle; udvikler krydskoordination, almenmuskeltræning, egen rytme som er forudsætning for alle bevægelser med krydskoordination Sidde, stå, gå Stammen Grundlegene er led i en naturlig udvikling, hvor barnet forfiner grundmotorikken via leg. Barnet lærer sig selv og verden at kende via grundlegene og får på den vis de første bevægelseserfaringer, og udviklingen af barnets kropsbevidsthed begyndes. Grundlege er blandt andet at gynge, svinge, snurre, rutsje, hoppe, løbe, skubbe og trække. Forgreninger Færdigheder er læring af bevægelser som er kontekstafhængige. Det vil sige, at barnet lærer de færdigheder, som er nødvendige for at begå sig. I Danmark er det en naturlig færdighed at kunne cykle, stå på rulleskøjter og så videre. Barnets motoriske fundament, grundmotorikken og grundlegen, er katalysator for, at barnet kan tilegne sig færdigheder uden de store problemer. Kronen Kreativitet, hvor barnet skaber noget nyt sammen med andre børn eller individuelt. Når fundamentet er velstimuleret og barnets bevægelser har et højt automatiseringsniveau, har barnet overskud til at være kreativ, social og på den vis videreudvikle sine kompetencer på diverse områder. 7

8 Grundmotorikkens udvikling Grundmotorik er det første stadie i udviklingen; herved forstår man de bevægelser som alle børn gør ens uanset tidsalder, race, social status, økonomi og kulturelle forhold. Der skal en sans til at sætte en refleks i gang. Sanserne udløser en bevægelse, eks.: sutte, hovedløft, gribe og trille. Gennem gentagelser opnås automatisering. Barnet begynder at udvikle grundlege, f.eks.: Gå, løbe, hoppe, kaste, dreje, trille, klappe og slå kolbøtte. Grundlege er den slags lege, der leges i småbørnsalderen. De sættes i gang af barnet selv, hvis legemiljøet giver mulighed for det. Hvis grundmotorikken ikke er i orden, vil grundlegene ikke blive leget, og barnet kan ikke udvikle færdigheder. Det er ikke i orden at man bare er en god fodboldspiller. Grundlege der er forudsætningen for at opnå færdigheder, f.eks. Cykle, skrive, rulleskøjter og diverse sportsgrene. Alle stadier i grundmotorikken skal gennemgås i den rigtige rækkefølge, for at udviklingen bliver optimal. Motorikbørn har vanskeligt ved at lege grundlege, så derfor er det nødvendigt, at de får den rigtige træning. De leger ikke de lege der er nødvendige for alderen, dette sætter dem udenfor det sociale fællesskab. At lege grundlege giver dermed også sociale og følelsesmæssige erfaringer. Der er altså også sociale grunde til at træne grundmotorikken. I modsætning til de teorier der går ud på at træne færdigheder, går denne teori ud på at træne de primære sanser, som er vigtige, idet de er forudsætningen for den motoriske udvikling. Gennem sansning får barnet erfaret den konkrete verden, den verden man kan tage og føle på (i modsætning til computer og TV). For at udvikle sig godt motorisk kan et barn med fordel hver dag og i mange timer: - Ase, mase og tumle - Blive beskidt - Snurre, rutsje, svinge, gynge på forskellige gynger og i hængekøjer - Have hovedet i alle mulige forskellige retninger - Løbe stærkt og få pulsen op - Udfordre sine armkræfter - Kravle og klatre, så benene kommer i yderpositioner - Opleve naturen og årstidens vejr direkte på huden Der bør være gode muligheder for det på legepladsen, idet det er der de også får flest sanseindtryk. Litteratur: Anne Brodersen & Bente Pedersen: Grundmotorik, testning og træning 8