4. semester 2008 Jeppe Smed Sørensen (js64587)

Transkript

1 Cand.merc.aud hovedopgave Forfatter: 4. semester 2008 Jeppe Smed Sørensen (js64587) Vejleder: Hanne Søndergård Birkemose Landbrug i selskabsform Opgaven har til formål at beskrive og analysere mulighederne for, at drive en landbrugsejendom i selskabsform og beskæftiger sig med den juridiske del af problemstillingen. Farming in corporate form The thesis describes the possibilities for the farmers in Denmark to own a farm in a corporate form. Handelshøjskolen i Århus 2008 Afleveringsdato: 1. august 2008 (uge 31)

2 Landbrug i selskabsform English summary The thesis describes the possibilities for the farmers in Denmark to own a farm in a corporate form. By the ownership of a farm in the corporate form the author understands how the land and buildings are owned and not how the production is organized. Such corporate ownership of a farm can be organized in two forms as a limited liability company (in Danish: aktieselskab) or as a private limited company (in Danish: anpartsselskab). The thesis has two main aims. First, it examines relevant laws and regulations in Denmark. Second, it describes and interprets the opportunities for the acquisition of a farm by a company, shaped by the law. The principal rule of the Danish agriculture law is that it is forbidden for a corporation to acquire and own farm property in Denmark. The reason for such situation is a 200-year-old political proposal which was accepted in order to have farmers owning the farm land by themselves instead of renting it from companies. The proposal originated from an ideological idea saying that the old system, under which the famers had to rent their farm from the landlords, did not match with the new ideas of freedom and equality. In addition, it was believed that the farmers would work harder if they owned the farm than if they rented it. In 1957, a law that forbade the purchase and ownership of farms by corporations came into force. Such law was created in order to prevent the reappearance of the old renting system, when the land was not owned by the farmers. There are two exceptions to the principal rule that allow a corporation to acquire a farm, but only if the corporation fulfills specific conditions. The exceptions (models) that are presented in this paper are (1) the farmer company and (2) the co-ownership company. A farmer company is a limited liability company or a private limited company. At least one of the owners of such company has to be a farmer with the legal holding of at least 10% of the capital of the company and the majority voting right. Besides, the farmer has to comply with specific rules that regulate the acquisition process of a farm. Among such rules are the requirements for the farmer to have a relevant education in farming, to live in the farm and similar. Side i af iv

3 Landbrug i selskabsform The other shareholders in the company are restricted to the family members of the farmer. In other words, the other shareholders can be the farmer s spouse or a partner, siblings and their children, children-in-law, parents-in-law and people which are related with the farmer by blood in an ascending or descending line. Therefore, only few other people are allowed to hold a stock in the farmer company. In addition, the possibility for trading the shares of the company is limited. Pension funds and life insurance companies are exceptions as they are also allowed to own company s shares. The reason for such exception is that it is considered that these organizations are not interfering in the company s daily management. By restricting the group of potential shareholders that can hold a stake in the company to only the farmer and his or her family members, the politicians are acting in line with the proposal of keeping the ownership of the farms in hands of the farmers. Specific rules regulate the arrangements that the shareholders can make among themselves. For example, the farmer has to organize the management of the farm by him- or herself and any other regulatory arrangements about the management are illegal. In addition, the company cannot enter into any agreement without the consent of the farmer. Several other minor rules exist that the company has to take into account. The second model is a co-ownership company that is required to obtain permission from the government authorities in order to acquire a farm. The co-ownership company does not have to be a limited liability company or a private limited company like the farmer company has to be. But for simplification the thesis only deals with that the owners will use one of the two corporation forms. Before the acquisition of a farm by a co-ownership company, the owners of the farm have to fulfill certain requirements. First, the farm has to be co-owned (a) by either the people who are related to each other, or (b) by the people who live within a 10 kilometer range from the farm. Second, at least one co-owner is required to have a relevant education as well as he/she has to live in the farm. The requirements for the farmer are stricter if the company is going to be co-owned by people living near the farm (option (b)). In addition to the above mentioned requirements for the co-ownership of the farm, the authorities also require three conditions to be fulfilled by the company to get the permission. In order to fulfill the first condition, it is required that the farmer owns 1/5 of the capital in the company during its whole life time. Moreover, all shareholders have to comply with the rules of the ownership stating that the shareholders have to be re- Side ii af iv

4 Landbrug i selskabsform lated to the farmer or have to live within 10 kilometers from the farm; only then the second condition is fulfilled. Finally, to fulfill the third condition some restrictions have to be put on the company s articles. In addition, specific information is required to be given out by the company to the authorities. The authorities are not required to demand the fulfillment of all three conditions; however, in the majority of cases they will. All shareholders, including the farmer, of both, the farmer and the co-ownership company, are forbidden to own more than 400 hectare or four estates individually. In other words, in Denmark a company as well as a privately owned farm cannot exceed the area of 400 hectares or four estates, unless the authorities have granted a special permission. The last part of the thesis deals with the reasons behind the decision of a farmer that drive him or her to choose the option of owning a farm in the corporate form. In addition, the last part describes the reasoning behind the choice of one or the other exception. The reduction of the personal risk by having a limited liability in the company is one of the motives for choosing the corporate ownership. Another could be a tax motive. Also, the ownership of a farm in the corporate form allows the farmer to receive the financing from the third party instead of borrowing the necessary funds from the bank. However, the strict ownership regulations limit the possibility of receiving such financing. The author of the thesis does not claim that one model is better than the other. On the contrary, the choice of model is up to the farmer. However, the choice depends on the desired number of potential owners and the relations among them. In order to get the permission from the authorities, a co-ownership company has to have two or more owners whereas for a farmer company it is not required to have more than one owner. Yet, if the farmer company is planned to be owned by more than one owner and the owners are not related to each other, the authorities will not recognize the company. If there is going to be more than one owner and the owners are related then they can freely choose between the two models. The choice depends on the wish of the owners for the freedom of contract. In a farmer company, strict regulations establish the duties and responsibilities of the farm, whereas in the co-ownership company the owners can Side iii af iv

5 Landbrug i selskabsform arrange the duties and responsibilities among themselves. The model s choice procedure is illustrated in the following figure. Figure i: The Choice of a Model: 1) More than one owner? Yes 2) Family related Yes 3) Wish for freedom of contract Yes Co-ownership company No No No Farmer company Co-ownership company Farmer company Most likely, the farmer would prefer a farmer company because it gives him or her more control over the daily management and other aspects of the company. The other owners would prefer a co-ownership as it allows them to influence the management of the company more. Overview of the different chapters in the thesis 1) Introduction 2) Farm property in corporate form 3) Farmers companies 4) Co-ownership companies 5) Transfer of ownership of farmers or co-ownerships companies 6) Summary, motives and selection of corporate model 7) Conclusion 8) Perspectives Side iv af iv

6 Landbrug i selskabsform Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Afgrænsninger Definitioner og forkortelser Landbrug i selskabsform Landbrugslovens regler for selskabserhvervelser Formålet med indførelsen af landbrug i selskabsform i landbrugslovgivningen Landbrugslovens regler for personerhvervelse Landmandsselskaber Ejerkravet Landmanden i selskabet Majoritetsaktionær pct. reglen Familieinvestorerne Landmandens familie Pensionskasser og livsforsikringsselskaber Dispensation mv Landmanden i selskabet Familieinvestorerne Familieinvestorerne falder uden for familien Pensionskasser og livsforsikringsselskaber Navneaktier, vedtægter og en personlig landbrugsejendom Navneaktier Vedtægter og aftaler Nr. 1: Selskabets formål Nr. 2: Det direkte stemmeflertal Nr. 3: Den daglige ledelse Nr. 4: Tegningsret Nr. 5: Medlem af bestyrelse og direktion Nr. 6: Varsel ved andre aktionærers ret til overtagelse af aktier Afhændelse af en ejendom i strid med vedtægterne En personlig landbrugsejendom Holdingselskaber Landmandens holdingselskab Familiens holdingselskab(er) Fælles regler Blandet ejerforhold Landmandsselskaber fra 1989 til Indberetningspligt og kontrol mv Manglende opfyldelse af reglerne Samejeselskaber - Landbrug i selskabsform med tilladelse Erhvervelse af en personlig anpart Ankermanden Sameje inden for familien Sameje uden for familien Dispensationer Tilladelse samejeselskaber Tilladelser generelt Side i af ii

7 Landbrug i selskabsform Specifikt for sameje selskaber Betingelser for tilladelse Ankermandsbetingelsen Erklæringsbetingelsen Vedtægtsbetingelsen Tilladelser i praksis Tilladelse Tilladelse Overdragelse af landmands- og samejeselskaber Overdragelse af landmandsselskaber Overdragelse af landmandens aktier Overdragelse til ny landmand i selskabet Overdragelse til familieinvestorerne Overdragelse af familieinvestorernes aktier Overdragelse af landmandsselskaber fra 1989 til Overdragelses af samejeselskaber Ankermanden Opsummering, motiver og valg af model Opsummering Motiver Valg af model Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bilag 1: Tilladelserne Bilag 2: Landbrugsloven Bilag 3: Landbrugslovsbekendtgørelsen Bilag 4: Landbrugslovscirkulæret Bilag 5: Landbrugslovsvejledningen Vedlagt er en cd med de fleste af kilderne. Side ii af ii

8 Landbrug i selskabsform 1. Indledning 1 Tilbage i 1700-tallet var ejendomsretten til den danske landbrugsjord samlet på ganske få hænder, de såkaldte hovedgårde, som forpagtede jorden ud til fæstebønderne. Fæstebønderne skulle betale en pengeafgift ved indtrædelse i fæsteforholdet og en årlig afgift, samt andre ydelser, fx pligt til hoveri på hovedgården. Den offentlige regulering var næsten ikke eksisterende, dog var der enkelte regler som skulle beskytte bondestanden. Forordning af fastslog således, at et fæsteforhold normalt skulle indgås for fæsterens og hans enkes livstid, samt forordning af der bestemte, at bøndergårde og bondejorder ikke måtte nedlægges for at blive samlet under hovedgården og dens jord. Landbruget blev således drevet ved at bondestanden lejede sig ind på landbrugsejendommene. I det 18. århundrede indledes en langvarig landbrugsreform, der startede med 4 forskellige forordninger fra Baggrunden var gode konjunkturer for landbruget og at det gamle fæstesystem harmonerede dårligt med de nye tiders friheds- og lighedsidealer. Målsætningen var, at bevare en talstærk bondeklasse og give dem en så selvstændig stilling som muligt. Bondestanden skulle således eje frem for at leje sig ind på landbrugsejendommene. Forordning af udtalte således, at man burde tilstræbe at lade fæstebønderne erhverve ejendomsret til deres jord, idet dette måtte være til samfundets fordel, da bønderne vil arbejde hårdere, hvis de selv ejede jorden. Således var 67 pct. af alle gårde i 1850 selveje, knap hundrede år efter. Ved lov nr. 373 af indførtes fæsteafløsningsloven, der påbød tvungen afløsning af de resterede fæstegårde til selveje. Ved landbrugsloven af 1949 blev der indført begrænsninger i adgangen til at erhverve landbrugsejendomme. Erhververen kunne således ikke erhverve en ejendom, hvis erhververen derved bliver ejer af mere end to landbrugsejendomme, dog med undtagelse af hvis der var tale arv eller overdragelse mellem ægtefæller. Begrænsningen i adgangen til at erhverve landbrugsejendomme blev suppleret med institutionsloven fra , der forbød selskaber mv., at erhverve fast ejendom, der benyttedes til landbrug og gartneri, medmindre erhvervelsen var til ikkejordbrugsmæssigt anvendelse. Dette kunne fx være bebyggelse eller grusgravning. 1 Følgende afsnit er baseret på Jordlovgivning afsnit II s Lov nr. 127 af Side 1 af 66

9 Landbrug i selskabsform Indførelsen af erhvervelsesbegrænsningerne var styret af et ønske om bl.a. at undgå, at ejendomsretten til landbrugsejendomme blev samlet på få hænder og bønderne igen var tvungen til at leje landbrugsejendommene, som de var under fæstesystemet. Derved ville landbrugsreformen fra 18 hundredtallet have været spildt. Især 1957-loven skyldes et ønske om, at landbrugsejendommene ikke blev taget ud af omsætning ved, at juridiske personer erhvervede ejendommene og derved ikke kunne tjene til udstykning med henblik på at oprettelse og supplering af mindre brug. Landbrugsloven fra 1967 videreførte forbuddet med selskabserhvervelse af landbrugsejendomme, medmindre man opnåede tilladelse. Først i 1989 blev erhvervelsesbegrænsningen for selskaber lempet, således det blev muligt for selskaber at erhverve landbrugsejendomme uden tilladelse, idet der var et politisk ønske om at tilgodese landbrugets finansieringsmuligheder. Det er med baggrund af denne indførelse i landbrugsloven fra 1989, at denne rapport tager sit udspring Problemformulering Formålet med denne rapport er, at beskrive og analysere mulighederne for at drive en landbrugsejendom i selskabsform. Dette vil ske ved, at først beskrive og analysere hvilke regler der regulerer et selskabs erhvervelse af en landbrugsejendom. Til sidst diskuteres forskellige motiver, der kan have betydning for at vælge selskabsform frem for enkeltmandsvirksomhed Afgrænsninger Ved landbrug i selskabsform forstås i denne rapport muligheden for, at et selskab erhverver adkomst på en landbrugsejendom og benytter landbrugsejendommen til produktion af de traditionelle landbrugsprodukter så som korn, kød og mælk. Rapporten vil ikke beskæftige sig med andre typer af juridiske personers erhvervelse af landbrugsejendomme, til fx naturformål eller gartneri, da der ønskes en analyse af mulighederne for at drive landbrug i selskabsform for private erhvervsdrivende landmænd. Rapporten vil således heller ikke beskæftige sig med, hvordan selve produktionen på landbrugsejendommen er organiseret. Fx et produktionsselskab, der lejer sig ind på en landbrugsejendom til produktion af svin. Side 2 af 66

10 Landbrug i selskabsform Rapporten vil kun kigge på den juridiske del af at drive landbrug i selskabsform i henhold til landbrugsloven og vil derfor ikke beskæftige sig med andre regler der kan havde betydning for selskabsdannelsen. Dette kunne fx være den skattemæssige del, der utvivlsom vil være en af hovedfaktorerne, for at drive et landbrug i selskabsform. Rapporten vil ligeledes kun beskæftige sig med aktie- og anpartsselskaber som selskabsform. Problemstillinger vedrørende interessentskaber, kommanditselskaber, fonde mv. vil ikke blive behandlet i denne rapport, lige som de almindelige regler for aktie- og anpartsselskaber ikke vil blive udsat for analyse. Besvarelsen af rapporten vil tage udgangspunkt i diverse love for landbruget og vil benytte sig af retsdogmatisksmetode / analytisk retsvidenskab til besvarelse af problemformuleringen Definitioner og forkortelser Aktieselskab: Omhandler både aktie og anpartsselskaber, medmindre andet fremgår Ejendom: Vil blive brugt synonymt med landbrugsejendom, medmindre andet fremgår Landbrugsejendom: En ejendom der er noteret som en landbrugsejendom i Kort- og Matrikelstyrelsens matrikelregister jf. landbrugslovens 2 Landmandsselskaber: Selskaber omfattet af landbrugslovens 20 Samejeselskaber: Selskaber omfattet af landbrugslovens 21, nr. 3. Lbl: Lbl-bek: Lbl-cirk: Lbl-vej: TLF: Landbrugsloven Landbrugslovsbekendtgørelsen Landbrugslovscirkulæret Landbrugslovsvejledningen Tidsskrifts for landbrugsret Side 3 af 66

11 Landbrug i selskabsform 2. Landbrug i selskabsform Dansk landbrug har aldrig i nævneværdigt omfang været forbundet med selskaber, hvilket også kan ses af antallet af selskaber blandt de danske landbrugsbedrifter. Således var under 2 pct. af landbrugsbedrifter i 2007 drevet i selskabsform, ca. 8 pct. var drevet i interessentskaber og kommanditselskaber og ca. 90 pct. i personligt regi 3. Udviklingen går dog i retning af færre personligt drevne landbrugsbedrifter, da det var 94 pct. af bedrifterne der var drevet i personligt regi i Udviklingen af aktie og anpartsselskaber inden for landbruget er dog gået tilbage siden 1998, idet der pr 1. januar 1998 var i alt 787 landmandsselskaber 5, imod 631 i , hvilket udgjorde 1,3 pct. af alle landbrugsbedrifter i Landbrug i selskabsform er i dag reguleret af landbrugslovens 20 til 25 fra oktober , men muligheden for at drive landbrug i selskabsform uden tilladelse stammer som nævnt tilbage af landbrugsloven fra juli Foruden landbrugsloven er der udstedt en landbrugslovsbekendtgørelse 9, et landbrugslovscirkulære 10, samt en landbrugslovsvejledning 11 som hver især uddyber reglerne i 20 til 25. I det følgende vil der blive gennemgået og analyseret landbrugslovens opbygning med hensyn til selskaber. Herefter beskrives hvorfor muligheden for landbrug i selskabsform blev genindført i lovgivningen og til sidst de personlige erhvervelsesbetingelser der skal være opfyldt for at en privat person kan erhverve en landbrugsejendom Landbrugslovens regler for selskabserhvervelser 12 Hovedreglen i landbrugsloven er, at juridiske personer ikke kan erhverve en landbrugsejendom eller anpart heri jf. lbl 20 til 24 modsætningsvis. Til hovedreglen findes en række undtagelser i lbl 20 til 24. Hovedreglen har sit udgangspunkt i et politisk ønske om, at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget, hvilket klart fremgår af landbrugslovens 1 nr. 4 omkring formålet med landbrugsloven. 3 Tal om landbruget 2007 s5. 4 Statistik Nyt fra Dansk Landbrug nr s8 tabel 4. 5 Betænkning nr s119 6 Statistik Nyt fra Dansk Landbrug nr s8 tabel 4. 7 LBK nr af 09/10/2007 Bekendtgørelse af lov om landbrugsejendomme 8 LBK nr. 504 af 17/07/1989 Bekendtgørelse af lov om landbrugsejendomme 9 BEK nr. 698 af 21/06/2007 Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme 10 CIR nr. 36 af 03/06/2005 Cirkulære om lov om landbrugsejendomme 11 VEJ nr. 37 af 03/06/2005 Vejledning om reglerne i lov om landbrugsejendomme 12 Besvarelsen vil tage udgangspunkt i LBK nr af 09/10/2007, medmindre andet er anført. Side 4 af 66

12 Landbrug i selskabsform Formålet med landbrugsloven om, at bevare selveje som et hovedelement i dansk landbrug jf. 1 nr. 4 er relativ ny i lovgivningsmæssige forstand, idet selveje formålet først blev en del af loven i Før denne tid fremgik selveje formålet ikke af selve loven, men fremgik kun af politiske ønsker jf. indledningen. Undtagelserne i landbrugslovens 20 til 24 vedrører: 20: Landmandsselskaber. 21: Tilladelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at drive landbrug i selskabsform, hvor den jordbrugsmæssige anvendelse kan begrundes i hensyn af et alment samfundsmæssigt formål. 22: Offentlige danske myndigheder. 23: Almene vandforsyningsanlæg. 24: Fonde med almennyttige naturbeskyttelsesformål. Det ses af undtagelserne 20 og 21, at disse primært vedrører private erhvervsvirksomheder, hvorimod undtagelserne i 22 til 24 vedrører offentlige interesser. Som det fremgår af afgrænsningerne i afsnit 1.2 vil denne rapport ikke behandle reglerne i 22 til 24, idet omfanget af rapporten vil blive for stort, samt der ønskes kun en analyse af mulighederne for at drive landbrug i selskabsform for private erhvervsdrivende. Således vil kun 20 og 21 om henholdsvis landmandsselskaber og tilladelser blive gennemgået. Foruden 20 til 24 findes landbrugslovens 25 der regulerer selskaberne og fondenes mulighed for frit at udforme deres vedtægter og fundsatsbestemmelser. Bestemmelsen vil blive gennemgået i begrænset omfang Formålet med indførelsen af landbrug i selskabsform i landbrugslovgivningen Muligheden for at erhverve landbrugsejendomme i selskabsform uden tilladelse blev indført i landbrugslovens af Det fremgår af betænkning nr. 1152, at formålet med indførelsen var et ønske om at liberalisere landbrugserhvervet. Således begrundes indførelsen med tre hovedbegrundelser 13 : 1) Muligheden for at tilføre landbrugserhvervet ansvarlig kapital 13 Betænkning nr s38. Side 5 af 66

13 Landbrug i selskabsform 2) Skattemæssige fordele ved selskabsformen og 3) Begrænsning af ejerens risiko. Den første hovedbegrundelse skal ses i lyset af udviklingen af stadig større landbrugsbedrifter inden for landbruget og derved landmandens personlige muligheder for at fremskaffe den nødvendige kapital. Ved anvendelse af ansvarlig kapital kan omkostningerne ved finansieringen af bedriften således blive afhængige af bedriftens resultat frem for en fast finansieringsomkostning uden hensyn til bedriftens resultat, idet finansieringen kan flyttes fra realkreditbelåning til selskabskapital 14. Som det vil fremgå senere i rapporten er muligheden for ansvarlig kapital blevet stærkt begrænset siden Den skattemæssige hovedbegrundelse må siges, at være en svag begrundelse, idet skatteretten prøver at være neutral i forhold til personers og selskabers valg af etableringsform. Betænkningen til landbrugsloven af nævner således også selv, at forskellene ved selskabsform og personlig drevet virksomhed allerede er bortfaldet med skattereformen af 1986 eller aftalt ophævet. Der eksistere dog stadigvæk forskelle, bl.a. beskatningen af genvundne afskrivninger og tinglysningsafgiften ved overdragelse af en landbrugsejendom i privat regi, der spares ved overdragelse af aktier. Den sidste hovedbegrundelse, vedrørende begrænsning af ejerens risiko, må siges i høj grad at afhænge af personens økonomiske forhold. Således vil der næppe være en risikobegrænsning for en privat person, der ikke har en personlig formue i forvejen og derved er nødsaget til at låne hele sit kapitalindskud i selskabet. Banken/lånegiver vil i disse tilfælde højest sandsynligt stille krav om personlig kaution. En etableret kapitalindskyder, vil derimod kunne begrænse sin personlige risiko til sit kapitalindskud, såfremt han ikke behøver at låne pengene. Sidstnævnte kunne fx være en ældre landmand med en gældfri landbrugsejendom, han indskyder i et landmandsselskab. Ved lovændringen i 1989 blev det forudsat, at når der var registreret 500 aktie- eller anpartsselskaber, som ikke var enkeltmandsejede eller familieejede selskaber skulle erfaringerne med landmandsselskaber vurderes. Den 1. januar 1998 var der kun registeret 305 selskaber, der opfyldte disse betingelser og hvor mange der er registeret siden hen og om erfaringerne er blevet evalueret vides ikke Betænkning nr s39 første afsnit. 15 Betænkning nr s39 tredje afsnit. 16 Betænkning nr s119. Side 6 af 66

14 Landbrug i selskabsform 2.3. Landbrugslovens regler for personerhvervelse Før der kan kigges på betingelserne for landbrug i selskabsform, er det nødvendigt først at kigge på de personlige erhvervelsesbetingelser. Dvs. reglerne for private personers adgang til at erhverve en landbrugsejendom. Disse regler påvirker i stort omfang et selskabs mulighed for at erhverve en landbrugsejendom. Reglerne for personers erhvervelse af en landbrugsejendom fremgår af landbrugslovens 12 til og 13 vedrører den personlige erhvervelse af en landbrugsejendom, hvorimod 14 og 15 vedrører henholdsvis arv og familiehandel. 16 vedrører erhvervelse af en anpart i en landbrugsejendom 17 og 17 der omhandler ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris adgang til, at give dispensationer for reglerne i 12 til 16. Reglerne vil her kun blive gennemgået overordnede, da en dybere forståelse af reglerne ikke er nødvendig for rapportens formål og primært koncentrere sig om lbl 12. Ifølge 12 skelnes der imellem erhvervelse af landbrugsejendomme over og under 30 ha. For erhvervelse af en landbrugsejendom under 30 ha gælder jf. 12 stk. 1, at erhververen skal være fyldt 18 år; at erhververen eller dennes børn under 18 år, ikke inden erhvervelsen er ejer eller medejer af en landbrugsejendom og erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen opfylder bopælskravet i landbrugslovens 8. Dvs. tager fast bopæl (helårsbolig jf. lbl-bek 3, stk. 1, 1 pkt.) på landbrugsejendommen i minimum 8 år efter erhvervelsen jf. 8. Bopælspligten kan opfyldelse af en anden end erhververen jf. 8, stk. 2, såfremt erhververen ikke ejer eller er medejer af mere end 30 ha landbrugsejendom. For landbrugsejendomme på 30 ha eller derover gælder jf. 12 stk. 2, yderlige at erhververen opfylder de uddannelseskrav der er fastsat af ministeren og selv driver ejendommen (driftskrav). Dvs. driver ejendommen for egen regning og at ejendommens jorder ikke kan bortforpagtes i den periode, hvor bopælspligten er gældende jf. lbl-bek 12, stk. 1 og 3. Der gælder således et bopælskrav, et uddannelseskrav og et driftskrav afhængig af størrelsen af landbrugsejendommen for, at en person kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom. Såfremt erhververen i forvejen er ejer eller medejer af en eller flere landbrugsejendomme gælder desuden yderligere et arealkrav eller ejendomskrav og et afstandskrav (strukturreglerne) jf. lbl 12, stk. 3. Strukturreglerne indebærer, at erhververen ikke ved 17 Erhvervelse af en anpart efter 16 vil blive gennemgået i afsnit 4.1. Side 7 af 66

15 Landbrug i selskabsform yderligere erhvervelser bliver medejer af over 400 ha eller 4 landbrugsejendomme jf. 12 stk. 3 nr. 6. Herudover skal den nye ejendom ligge inden for en luftlinjeafstand på 10 km fra beboelsesbygningen på den ejendom, hvor ejeren har taget fast bopæl jf. 12, stk. 3, nr. 5. Disse krav gælder også indirekte for selskaber, idet landmanden i selskabet / ankermanden skal opfylde bopælskravet, uddannelseskravet, driftskravet og strukturreglerne som det vil fremgå af de følgende kapitler. I dette kapitel er der gennemgået landbrugslovens opbygning og formål med mulighed for at erhverve en landbrugsejendom, samt de personlige erhvervelsesbetingelser. I det følgende vil der først blive gennemgået reglerne om landbrug i selskabsform uden tilladelse (landmandsselskaber) i kapitel 3. Herefter vil reglerne for landbrug i selskabsform med tilladelse (samejeselskaber) blive gennemgået i kapitel 4. Side 8 af 66

16 Landbrug i selskabsform 3. Landmandsselskaber Landmandsselskaber er reguleret af landbrugslovens 20, som stiller en række betingelser for at et selskab kan erhverve og drive en landbrugsejendom uden tilladelse. Stk. 1 til 7 i bestemmelsen regulerer selve landmandsselskabet, bl.a. selskabets ejerforhold og vedtægter. Bestemmelserne stk. 8 til 10 regulerer ministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler for selskaberne og muligheden for at give dispensation. I perioden fra 1989 til 2007 er landbrugslovens regler for landmandsselskaber blevet ændret flere gange; dette gælder i 1994, 1999, 2004 og Reglerne i landbrugsloven fra 1989 var forholdsvis liberale og ved ændringerne i 1994 og 1999 blev der, derfor foretaget stramninger i adgangen til at oprette landmandsselskaber ved indførelse af et kapitalkravet (10 pct. reglen) i 1994 og stramningen af ejerkravet i I 2004 og 2006 er reglerne for ejerkravet blevet lempet. Disse lovændringer vil blive behandlet i de følgende afsnit, i forbindelse med analysen af landmandselskabsreglerne. For at et selskab kan kategoriseres som et landmandsselskab og dermed være omfattet landbrugslovens 20, kræves det, at der er tale om et aktie- eller anpartsselskab jf. 20, stk. 1 første del. Dvs. at interessentskaber, kommanditselskaber, fonde mv. ikke kan erhverve adkomst på landbrugsejendom efter landbrugslovens 20. Ved et aktie- og anpartsselskab forstås jf. lbl-bek 13, ikke kun danske aktie- og anpartsselskaber, men også aktie- og anpartsselskaber fra andre EU-lande eller lande, der har tiltrådt EØSaftalen, samt SE-selskaber, såfremt selskaberne har oprettet en filial i Danmark og derved er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Kommanditaktieselskaber er ikke omfattet af 20, jf. lbl-bek 13, stk regulerer ligeledes kun selskabers mulighed for at erhverve og forblive ejer af en landbrugsejendom i landzone. Ligger landbrugsejendommen således ikke i en landzone, er den ikke omfattet af landbrugslovens betingelser for erhvervelse, hverken for privat personer eller selskaber jf. lbl. 12, 20, og 21 modsat Ejerkravet Ejerkravet jf. lbl 20, stk. 1 må betegnes som den største begrænsning for selskabers mulighed for at erhverve og drive en landbrugsejendom og omfatter hvem der kan eje aktier i et landmandsselskab. Der er således krav om landmanden i selskabet jf. stk. 1 nr. 1 og familieinvestorerne jf. stk. 1 nr. 2 og 3. Landbrugsloven 20, stk. 1 ser ud som følgende: Side 9 af 66

17 Landbrug i selskabsform 20. Et aktieselskab eller et anpartsselskab kan erhverve adkomst på og forblive ejer af en landbrugsejendom i landzone, hvis: 1) aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet og mindst udgør 10 pct. af selskabskapitalen, ejes af en person, der a) indtil selskabets erhvervelse af ejendommen har haft lovlig adkomst på denne eller b) opfylder betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen jf og 17, dog således, at et eventuel krav om selv at drive ejendommen overgår til selskabet, 2) samtlige øvrige aktier eller anparter ejes af personer, der er den i nr. 1 nævnte persons ægtefælle, samlever, søskende, søskendebørn, svigerbørn, svigerforældre, forældres søskende eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linje, eller af pensionskasser og livsforsikringsselskaber og 3) de i nr. 2 nævnte personer opfylder betingelserne i 12, stk. 3 nr. 6. Som det ses af bestemmelsen, er der restriktive krav til hvem der kan ejer selskabskapitalen i selskabet, både under erhvervelsen af selve ejendommen, og under den efterfølgende drift af ejendommen, dvs. at reglerne også skal være opfyldt efter en evt. kapitalstilførelse/udlodning fra selskabet. Der gælder således tre krav til ejerne af et landmandsselskab: 1) Der skal være en landmand i selskabet, 2) De øvrige aktionærer skal være familieinvestorer og 3) Hver familieinvestor må ikke eje mere end 400 ha / 4 ejendomme. I det følgende beskrives og analyseres først kravene til landmanden i selskabet, efterfulgt af kravene for familieinvestorerne Landmanden i selskabet Det er en betingelse for, at et selskab kan erhverve en landbrugsejendom, at der er en landmand i selskabet som ejer flertallet af stemmerne i selskabet (majoritetsaktionær) og mindst 10 pct. af selskabskapitalen (10 pct. reglen) jf. 20, stk. 1 nr. 1. Landmanden skal have haft lovlig adkomst på landbrugsejendommen før selskabet erhverver ejendommen jf. a) eller lovligt kan erhverve adkomst på landbrugsejendommen jf. b). Ved landmanden i selskabet skal således forstås, med baggrund i punkterne a og b, en person som opfylder de personlige erhvervelsesbetingelser jf. afsnit 2.3 og derved personligt kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom. Side 10 af 66

18 Landbrug i selskabsform Det første punkt, a), er bestemt til de situationer, hvor landmanden i forvejen ejer en landbrugsejendom og ønsker at flytte den over i et selskab. Selskabet kan således overtage ejendommen. Det andet punkt, b), skal sikre at en landmand, som ikke før har haft adkomst på landbrugsejendommen, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom via selskabsform, såfremt landmanden som privat person opfylder de personlige erhvervelsesbetingelser efter og 17. Derved er der ingen forskel på om landmanden ejer eller ikke ejer landbrugsejendommen før han etabler sig i selskabsform. Dog hvis landmanden har ejet ejendommen inden den overdrages til selskabet, starter der ikke en ny 8- årige periode for bopælspligten. Således bevares den allerede optjente del af bopælspligten jf. lbl-bek 14, stk. 2. I det følgende gennemgås først majoritetsaktionær kravet og herefter 10 pct. reglen Majoritetsaktionær Ud over at landmanden i selskabet skal opfylde de personlige erhvervelsesbetingelser skal han ligeledes være majoritetsaktionær jf. 20, stk. 1, nr. 1. Baggrunden for dette krav skal begrundes i det politiske ønske om, at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform indenfor landbruget jf. lbl 1 stk. 1 nr. 4. Det fremgår ligeledes af betænkningerne for henholdsvis landbrugsloven af og Ved at bevare flertallet af stemmerne vil landmanden forsat kunne træffe de afgørende beslutninger i selskabet og derved bevare den fulde dispositionsret over landbrugsejendommen. Hvorvidt der skal være tale om simpelt flertal eller kvalificeret flertal fremgår ikke direkte af landbrugslovens 20 stk. 1 nr. 1. Derimod hvis der kigges på betænkningen til den oprindelige landmandsselskabsbestemmelse fra fremgår det at: Hvis landmanden selv er i besiddelse af aktier/anparter med mere end halvdelen af stemmerne i selskabet, vil den pågældende have bevaret den fulde dispositionsret, den sikkerhed som gør, at han kan planlægge og investere langsigtet, Det er således kun nødvendigt, at landmanden har et simpelt flertal og ikke et kvalificeret flertal. Dette medfører, at i situationer, hvor landmanden kun er ejer af et simpelt 18 Betænkning nr s46 Sidst i første afsnit på siden. 19 Betænkning nr s132 Under udvalgets forslag. 20 Betænkning nr s46 Andet afsnit. Side 11 af 66

19 Landbrug i selskabsform flertal i landmandsselskabet, kan han ikke på egen hånd gennemtrumfe vedtægtsændringer eller beslutninger der kræver kvalificeret flertal. Dette modstrider således det politiske ønske om selveje, men som behandlet under afsnit 3.2.2, er der stærke begrænsninger på hvad der kan aftales mellem selskabsdeltagerne og udformningen af vedtægterne. Det fremgår ligeledes ikke direkte af landbrugsloven 20 stk. 1 nr. 1, hvordan flertallet af stemmerne skal opnås. Her skal der kigges i landbrugslovsbekendtgørelsen, hvoraf det fremgår, at flertallet af stemmerne skal fremgå i kraft af den stemmeret, der er tillagt de pågældende aktier eller anparter jf. lbl-bek 15 nr. 2. Det er således ikke muligt, at give landmanden i selskabet flertallet af stemmerne via aktionæroverenskomster eller andre aftaler. Således fremgik det af en jordbrugsdirektoratets skrivelse af omkring en stemmeretsmaksimeringsaftale, at landbrugslovens 20 ikke var opfyldt. Aftalen indebar, at der ikke kunne udøves stemmeret for en A-aktiebesiddelse, der udgjorde mere 5 pct. af den samlede A-aktiekapital, hvilket gav landmanden stemmeflertallet, da han ejede hele B-aktiekapitalen. Som følge af aftalen havde landmanden stemmeflertallet, men 20 var ikke opfyldt, da stemmeflertallet ikke fremgik direkte af de aktier han ejede, men af aftalen. Omvendt betyder dette også, at det er muligt at give aktierne/anparterne forskellige stemmeværdier i form af fx A og B aktier i selskabet. Landmanden behøver derved ikke at eje selskabskapital svarende til stemmeværdien, hvilket også fremgår indirekte af selve landbrugslovens 20 som følge af 10 pct. reglen nedenfor. Stemmeflertallet kan ligeledes heller ikke opnås af to eller flere personer i fællesskab eller af et selskab jf. landbrugslovsbekendtgørelsen 14, stk. 1. Det er således ikke muligt, at to eller flere landmænd går sammen for at fremskaffe det nødvendige flertal. Det er heller ikke muligt for et selskab, at have flertallet af stemmerne, dog er holdingselskaber omtalt i afsnit 3.3 efter 20, stk. 3 undtaget jf. 14, stk. 1. Problematikken om hvorvidt landmanden kan have stemmeflertallet og 10 pct. af kapitalen, via et holdingselskab og personligt tilsammen, men hvor de hver for sig ikke giver stemmeflertallet og 10 pct. af kapitalen vil ligeledes blive gennemgået under afsnit 3.3. Til sidst skal det nævnes, at landmanden ikke må pantsætte sine aktier til andre investorer i selskabet jf. lbl-bek 14, stk. 1, sidste pkt. Således risiker man ikke, at de øvri- 21 Jordlovgivning s651m jordbrugsdirektoratets skrivelse af , j.nr Side 12 af 66

20 Landbrug i selskabsform ge investorer i selskabet kan opnå kontrol over selskabet, ved at erklærer landmanden konkurs pct. reglen Som det fremgår skal landmanden ligeledes eje 10 pct. af selskabskapitalen for, at et selskab kan erhverve en landbrugsejendom. Denne regel kan næppe begrundes direkte i det politiske ønske om selveje, da satsen utvivlsom ville have været større, såfremt selvejet havde været baggrunden for 10 pct. reglen. Reglen var da helle ikke med i den oprindelige landmandsselskabsbestemmelse i landbrugsloven fra 1989, men blev først indført i Indførelsen af reglen skete som følge af omgåelsesmuligheder pga. af forskellen mellem aktie- og anpartsselskabslovgivningen 22. Ifølge aktieselskabslovens 67 skal enhver aktie give stemmeret og kan som maksimum have 10 gange stemmeværdien af andre aktier med samme værdi. En tilsvarende regel findes ikke i anpartsselskabsloven og det er derfor muligt, såfremt 10 pct. reglen ikke fandtes, at konstruere anpartsselskaber, hvor landmanden ejer en meget lille del af selskabskapitalen, men havde flertallet af stemmerne. Reelt vil dette svare til, at landmanden lejer sig ind i landmandsselskabet. 10 pct. reglen sikrer derved større lighed mellem anparts- og aktieselskaber, men skal nok alligevel begrundes indirekte i det politiske ønske om, at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget. En fjernelse af 10 pct. reglen vil således medføre muligheden for selskabskonstruktioner, hvor landmanden i princippet blot er lejer af selskabet og dermed landbrugsejendommen, frem for reelt at eje noget af landbrugsejendommen. Dette vil stride imod over 200 års landbrugspolitik om selveje til bønderne og lejen vil minde om det gamle fæstesystem. Behovet for 10 pct. reglen må i dag siges at være minimal, som følge af, at kredsen af mulige aktionærer er blevet stærkt begrænset, siden landbrugslovene af 1989 og 1994, til stort set kun at omfattet familien jf. lbl 20, stk. 1 nr. 2. Det politiske motiv om selveje vil således stadig være opfyldt, såfremt landmanden lejer sig ind i selskabet med en minimal anpart der har stemmeflertallet, idet familien vil eje resten af selskabet og landbrugsejendommen vil stadig være selveje for familien. 22 Jordlovgivning s653ø. Side 13 af 66

21 Landbrug i selskabsform Familieinvestorerne Landbrugslovens 20 stk. 1 nr. 2 og 3, var ikke del af den oprindelige landmandsselskabsbestemmelse fra 1989 og blev først indsat ved ændringen af landbrugsloven i , for at reducere muligheden for omgåelse af lovens erhvervelsesregler for personer 24. Bestemmelsen fra 1989 var mere liberal og der var således intet krav til de øvrige aktionærer i landmandsselskabet. Således var en af hovedbegrundelser for indførelsen af landmandsselskabsbestemmelsen i 1989 landbrugsloven jf. betænkningen, muligheden for at tilføre landbrugserhvervet ansvarlig kapital 25. Denne mulighed må siges, at være stærkt begrænset med indførelse af familiebegrænsningen i nr. 2 og Landmandens familie Det fremgår af 20 stk. 1 nr. 2 ovenfor, at samtlige øvrige aktier eller anparter i landmandsselskabet skal ejes af personer, der er i familie med landmanden i selskabet eller pensionskasser eller livsforsikringsselskaber. Ved familie forstås en ægtefælle, samlever, søskende til landmanden og deres børn, svigerbørn og svigerforældre, forældres søskende eller beslægtede til landmanden i ret op- eller nedstigende linje, dvs. forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn mv. Ved en samlever forstås jf. lbl-bek 9, en person, der lever i et ægteskabslignende forhold, der har bestået i mindst to år, eller hvor de samlevende har fælles børn. Kravet bliver yderligere strammet af 20, stk. 1 nr. 3, der betinger, at de nævnte personer opfylder betingelserne i landbrugslovens 12, stk. 3, nr. 6. Ifølge 12, stk. 3, nr. 6, må en erhverver der i forvejen er ejer eller medejer af en eller flere landbrugsejendomme ikke erhverve yderligere adkomst på en landbrugsejendom, såfremt erhververen kommer til at eje et samlet areal på mere end 400 ha eller 4 landbrugsejendomme. Så foruden at kredsen af investorer er begrænset til familien, er kredsen ligeledes begrænset af, at de enkelte familieinvestorer ikke kommer til at eje mere end 400 ha eller 4 landbrugsejendomme ved at investerer i landmandsselskabet. Dette vil også kunne give problemer senere hen, såfremt landmandsselskabet ønsker at udvide med yderligere jord eller landbrugsejendomme. Det er således ikke nok at tjekke om landmands- 23 LOV nr. 350 af 02/06/ Fremsat skr 14/1 99 Till.A Fremsættelsestale: L Betænkning nr s38. Side 14 af 66

22 Landbrug i selskabsform selskabet og landmanden i selskabet opfylder reglen i 12, stk. 3, nr men tillige også de øvrige investorer i landmandsselskabet Pensionskasser og livsforsikringsselskaber Udover landmandens familie giver lbl 20 stk. 1 nr. 2 også mulighed for, at pensionskasser og livsforsikringsselskaber kan erhverve aktier eller anparter i landmandsselskabet. Grunden til at disse selskaber har lov til, at investerer i landmandsselskaber har ikke kunne findes i lovs forarbejdninger til 1999-loven, men det fremgår af lovforslaget til 2004, at baggrunden for reglen er at institutionelle investorer investerer langsigtet 27 og derfor ikke vil udøve indflydelse på den daglige drift. Der kan dog stilles stort spørgsmålstegn ved, om en landmand vil være interesseret i at have en pensionskasse eller et livsforsikringsselskab som investor med de fordele og ulemper der følger heraf. Og omvendt hvorvidt disse har lyst til at være investorer i et landmandsselskab, da de næppe vil holde sig helt uden for den daglige drift. For at en pensionskasse eller livsforsikringsselskab skal have lovlig adgang til at investere i et landmandsselskab, skal det være godkendt af Finanstilsynet til at drive pensions- eller livsforsikringsvirksomhed i Danmark 28. Udenlandske pensionskasser og livsforsikringsselskaber indenfor EU kan ligeledes lovligt investere i et landmandsselskab, såfremt det er godkendt i hjemlandet og anmeldt til Finanstilsynet i Danmark 29. Pensionskasser og livsforsikringsselskaber er ikke omfattet af landbrugslovens 20, stk. 1 nr. 3, idet bestemmelsen lyder de i nr. 2 nævnte personer, hvilket pensionskasser og livsforsikringsselskaber ikke kan betegnes som. Mængden af mulige investorer i landmandsselskabet er således stærkt begrænset til kun at omfatte landmandens familie, pensionskasser og livsforsikringsselskaber. Familieinvestorerne vil i resten af denne rapport betegne både landmandens familie og pensions- og livsforsikringsselskaber. 26 Bestemmelsen gælder også landmanden i selskabet jf. landbrugslovens 20 stk. 1 nr. 1 b) 27 Dette fremgår også af betænkning nr s42 under midten. 28 Landmandslovbekendtgørelsen 17, stk Landmandslovbekendtgørelsen 17, stk. 2. Side 15 af 66

23 Landbrug i selskabsform Dispensation mv. Landbrugslovens 20, stk. 1 ligger således store begrænsninger på hvem der kan eje kapital i et landmandsselskab jf. ovenfor. Landbrugsloven åbner derfor også mulighed for, at der kan gives dispensation i visse tilfælde for ejerkravene vedrørende familieinvestorerne, når særlige forhold taler for det jf. lbl 20, stk. 10. Der kan ligeledes gives dispensation for de personlige erhvervelsesbetingelser for landmanden i selskabet, hvilket dog skal gives efter lbl Landmanden i selskabet. Der kan aldrig gives dispensation for majoritetsaktionærkravet og 10 pct. reglen for landmanden i selskabet efter landbrugslovens 20, stk. 1 nr. 1. jf. lbl 20, stk. 10 modsat og jf. lbl-vej afsnit En sådan dispensation vil da også klart stride imod landbrugslovens formål jf. 1, nr. 4, om at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget. Der kan som sagt gives dispensation vedrørende de personlige erhvervelsesbetingelser i landbrugslovens for landmanden i selskabet, såfremt han ikke opfylder disse jf. lbl 20, stk. 1, nr. 1, litra b. Dispensationen gives dog med hjemmel i landbrugslovens 17. Dette drejer sig bl.a. om dispensation for uddannelseskravene jf. 17, stk. 2 og 3 eller dispensation for afstandskravet på 10 km mellem ejendommene jf. 17, stk. 4. Dispensation efter landbrugslovens 17 er uafhængig af om landmanden vælger, at etablere sig i selskabsform eller personlig form og i praksis må det således antages, at der ikke er forskel med hensyn til at give dispensation. Det er således stadig muligt for selskabet, at erhverve adkomst på en landbrugsejendom, såfremt landmanden i selskabet ikke opfylder de personlige erhvervelsesbetingelser. Dispensationer for de personlige erhvervelsesbetingelser vil ikke bliver yderligere behandlet her, idet disse ligger udenfor rapportens primære formål om landbrug i selskabsform Familieinvestorerne. Der kan efter landbrugslovens 20, stk. 10 gives dispensation for reglerne i 20, stk. 1 nr. 2 og 3 vedrørende familieinvestorerne, når særlige forhold taler for det. Som hovedregel skal familieinvestorkravet være opfyldt i hele selskabets levetid jf. lbl-bek 16, mens lbl-vej afsnit nævner nogle eksempler, hvor den mener der er tale om særlige Side 16 af 66

24 Landbrug i selskabsform forhold, der kan begrunde en dispensation. Det drejer sig bl.a. om generationsskifte til en medarbejder, eller hvor en af familieinvestorerne kommer udover 400ha/4-ejendomsreglen. Alle de nævnte dispensationsgrunde i landbrugslovsvejledningen skal ikke nævnes her, blot skal det nævnes, at landbrugslovvejledningen ikke nævner noget om hvad der skal ske, hvis en af familieinvestorerne ikke længere tilhører landmandens familie og der søges dispensation for dette. Dette vil blive behandlet i det følgende afsnit Familieinvestorerne falder uden for familien Det fremgår som nævnt, ikke af landbrugslovsvejledning, hvad der skal ske, hvis der søges dispensation for, at en familieinvestorerne ikke længere tilhører landmandens familie, fx ved en skilsmisse eller død. Personen er derved ikke længere er omfattet af lbl 20, stk. 1, nr. 2. Landmandsselskabet vil således ikke længere opfylde betingelserne i 20, stk. 1. I landbrugslovens 20, stk. 6 bestemmes, at såfremt et selskab ikke længere opfylder erhvervelsesbetingelserne i 20, stk. 1 og 2, skal selskabet afhænde ejendommen inden 6 måneder, medmindre der opnås dispensation efter 20, stk. 10. Problemet er kun relevant for de familieinvestorer, der ikke er en del af landmandens slægt, dvs. ægtefælle, samlever, svigersøn/datter, svigerforældre, da de øvrige aktionærer altid vil være i slægt med landmanden af blod. Landmanden vil således som hovedregel være nødsaget til, at købe disse familieinvestorer ud af selskabet inden 6 måneder jf. lbl 20, stk. 6, såfremt han ikke ønsker, at selskabet skal blive nødsaget til at afhænde sine ejendomme. En skilsmisse imellem landmanden og hans ægtefælle, vil således kunne blive en særdeles byrdefuld affære, for landmanden, hvis han er nødt til at købe sin ægtefælle ud af selskabet, for at selskabet ikke skal være nødsaget til at afhænde sine ejendomme, som følge af skilsmissen, såfremt ægtefællen ejer op til 90 pct. af selskabskapitalen. I praksis må det antages, at der kan opnås dispensation for familieinvestorkravet ved en skilsmisse imellem landmanden i selskabet og hans ægtefælle, idet både landbrugslovens 14, stk. 1 og 16, stk. 1 hjemler, at en ægtefælle kan erhverve adkomst henholdsvis en anpart på en landbrugsejendom ved deling af fællesboet. En manglende dispensation efter 20, stk. 10, vil således ramme en landmand i selskabsform urimelig Side 17 af 66