I1950 erne og 60 erne var Jan-bøgerne en af de mange ting, der satte skel

Transkript

1 Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning Af Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen I1950 erne og 60 erne var Jan-bøgerne en af de mange ting, der satte skel mellem lærere og elever i danske skoler. Mens lærere og andre gode kræfter fordømte Knud Meister og Carlo Andersens drengebøger som underlødig eskapisme, elskede i hvert fald de fleste drenge serien om den kække Jan Helmer og hans venner (og hunden Boy). Populariteten fremgår tydeligt af de talrige oplag og forskellige udgaver, bøgerne kom i, siden første Jan-bog, En Detektiv paa Fjorten, så dagens lys i I 1963 havde forfatterne ladet Jan og hans venner blive så gamle, at de kunne blive medlemmer af Hjemmeværnet. Det skete i bogen Spionen i Hjemmeværnet. Det var ikke fædrelandskærlighed og værnevilje, der lokkede vennerne, men ønsket om»en smule krydderi på tilværelsen«. Trods dette virker bogen som et energisk propagandaskrift for Hjemmeværnet, hvis baggrund omhyggeligt fortælles, men først og fremmest gennem besyngelsen af det raske liv som fritidssoldat på manøvre. Bogen har selvfølgelig også et plot, som Jan kan opklare. Det går kort fortalt ud på, at en anløben delingsfører (»en noget overlegen, akademisk uddannet ung mand«) bruger en øvelse på Stevns som dække for at smugle våben i land»for en fremmed magt«. Hvem denne fremmede magt er, fortælles aldrig, men både plottet og henvisninger til»5. kolonne«efterlader, sammen med brugen af en ærlig og hæderlig B&W-arbejder, ikke megen tvivl. 1 Bag den heroiske drengebogsfortælling ligger den kolde krig og forestillinger om en skruppelløs (»Ikke blot er du en spion og forræder mod dit eget land, men du prøvede ydermere med koldt blod at myrde to kammerater«) indenlands, kommunistisk 5. kolonne, der oven i købet er bevæbnet. Spionen i Hjemmeværnet var ingen enlig svale. Jan og hans venner afslørede også i andre bøger spioner (fx i Jan og mesterspionen fra 1956 og Spionbanden fra 1964), og i den sidstnævnte forsynede forfatterne oven i købet læserne med en kort gennemgang af, hvad»hemmelig efterretning«var for noget. Fænomenet finder vi også hos Jans kollega, Kim, hvis modstandere i bogen Kim og spionerne (1960) beskrives som»tyve og mordere og fremmede agenter og al den slags«. 2 Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning _den kolde krig.indd :47:36

2 Eksemplerne viser, at den kolde krig nåede helt ind i datidens børneværelser. Et helt grundlæggende træk ved den kolde krig var nemlig, at der ikke kun var tale om en storpolitisk konflikt mellem to supermagter og deres allierede. Der var også tale om en konflikt mellem forskellige politiske og økonomiske systemer og mellem forskellige værdier. Den kolde krig var derfor også en krig om sjæle og hjerter. Den kunne sætte sig spor overalt. I det politiske liv, på arbejdsmarkedet, i kulturlivet, i skolerne, i Ydermere var det karakteristisk, at begge parter i den kolde krig så sig selv som den bedste af alle verdener eller i hvert fald som den bedst mulige samfundsmodel. Derfor blev konflikten også mentalt bipolær. Ligesom det i international politik var mere end svært at fremstå som neutral fra slutningen af 1940 erne, så var det også vanskeligt at finde et tredje standpunkt i kampen mellem værdisystemerne, hvor den, der ikke var med den ene part, blev placeret i (og ofte lod sig placere i) den anden lejr. På den måde kom den kolde krig i vid udstrækning til at fungere som en prisme, som samfundslivet i bred forstand blev set og forstået igennem. Sådan plejer man i hvert fald at sige, men et sådant udsagn er for indeværende i vid udstrækning en påstand (eller hypotese, hvis vi skal skrive det lidt finere). Det er nemlig karakteristisk, at mens den kolde krig omtrent siden den mere eller mindre»officielt«blev erklæret i (med Churchills jerntæppetale, lanceringen af Trumandoktrinen og den amerikanske diplomat George Kennans analyse af Sovjetunionens ekspansionsplaner som markante stationer) har været genstand for intens interesse som international konflikt i udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk perspektiv så har interessen for, hvilken rolle den kolde krig spillede i hverdagslivet være meget mere beskeden. Vi ved meget om den kolde krig set»oppefra«, men kun lidt om den i et»nedefra«perspektiv. Dette billede er imidlertid ved at ændre sig. Internationalt har interessen for den kolde krigs hverdagshistorie eller»kulturhistorie«, som det ofte kaldes, været stærkt voksende de seneste år, og det er så småt også begyndt at kunne mærkes herhjemme. 3 Artiklerne i denne bog er tænkt som et bidrag til denne udvikling. Forhåbentlig vil de kunne fungere som en appetitvækker og inspiration til mere arbejde inden for feltet. Den kolde krigs konjunkturhistorie Siden midten af 1990 erne har vi været vidne til ofte meget heftige avispolemikker om den kolde krig og danskerne. Her har tonen tit været skarp; så skarp at man let kan glemme, at den kolde krig faktisk er forbi, er fortid. Det er den imidlertid. Fra at være samtidig virkelighed er den kolde krig blevet en betegnelse for en historisk, afsluttet periode; noget vi ser tilbage på. Tilbageblik er pr. definition historikerens metier. Vi beretter om og forklarer overståede fænomener. Det betyder også, at historikere bør være 8 Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen 42286_den kolde krig.indd :47:36

3 sig bevidst, at tilbageblik altid er forvridende. Hvordan vi end vender og drejer det, kan vi ikke komme uden om det grundvilkår, at al historisk erkendelse sker fra nutiden og derfor også fra nutidens perspektiv. Men denne indsigt betyder også, at historikere systematisk forsøger at undgå så meget som muligt af denne skævvridning. Et vigtigt element i denne bestræbelse er at se fortiden som en åben proces. Javel, det gik som det gik men det skyldtes ikke nødvendigvis, at det måtte gå sådan. Det er mennesker og deres bevidste handlinger, der skaber historien. At mennesket sjældent handler helt frit, men normalt er bundet af rammer, der kan være alt fra materielle til normmæssige som Karl Marx med god ret påpegede i Ludvig d. 18s Brumaire (1852) må ikke få os til at overse vigtigheden af at forsøge at se og forstå fortiden ud fra aktørernes perspektiv, herunder deres opfattelser af, hvad der var mulige og umulige handlinger. Det gælder naturligvis også studiet af den kolde krig. Her skal man for det første være forsigtig med at skrive historien ud fra sejrherrens triumferende perspektiv; også selv om man som vi synes, at det var de rigtige, der vandt. Det hører med til den gode historikers arbejde at undersøge, hvorfor taberne valgte og tænkte som de gjorde i stedet for forlods at latterliggøre eller ligefrem dæmonisere dem. For det andet men også i forlængelse heraf er det afgørende vigtigt at sætte tingene i deres rette sammenhæng. Her tænker vi ikke mindst på, at man skal passe på med at betragte den kolde krigs periode som en sammenhængende enhed uden indre spændinger. Tværtimod forandredes både internationale og danske forhold flere gange dramatisk i løbet af de ca. 45 år, som normalt siges at udgøre den kolde krigs tidsalder. Her skal vi blot fremhæve et enkelt forhold, der i årevis var været accepteret i forskningen om den kolde krig. Nemlig det faktum, at den kolde krig forstået som en international konflikt gennemgik en række meget forskellige faser. Normalt taler man om tre hovedfaser i, hvad man kan kalde krigens konjunkturer: den første kolde krig (ca ), afspændingsårene ( ) og den anden kolde krig ( ). Man kunne også kalde den første kolde krig for den klassiske kolde krig. Det var i denne periode, at Øst-Vest-spændingen voksede frem ovenpå krigsårenes alliance. Og spændingen antog i løbet af 1940 ernes sidste år en bipolær karakter, først i Europa, dernæst i det meste af verden. Internationalt blev det vanskeligt grænsende til det umulige at holde sig uden for konflikten, og indre opposition havde også svære vilkår i begge lejre selv om det er værd at slå fast, at der var meget mere end gradsforskelle på kommunistjagten i USA fra slutningen af 1940 erne og den langt mere drakoniske forfølgelse af modstandere, som de stalinistiske styrer i Sovjetunionen og Østeuropa gennemførte. Bekymringen for indre fjender»5. kolonne«var i mange lande med til at gøre koldkrigen til en del af hverdagen som man i humoristisk form kan læse det i den italienske forfatter, Giovanni Guareschis historier om Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning _den kolde krig.indd :47:36

4 Don Camillo, der gik sin sejrsgang over det meste af Vesteuropa både i bog- og filmform i 1950 erne. Der var dog klare grænser for humoren, og mere typisk er måske valgpropaganda, som når Italiens kristelige demokrater i 1948 lod landsfader Garibaldi stå op af graven for at fordrive den kommunistiske leder, Palmiro Togliatti, fra landet, eller når deres vesttyske søsterparti, CDU, i 1951 advarede vælgerne mod socialdemokraterne med påstanden om, at»alle marxismens veje fører til Moskva«. 4 Et træk, der afgørende adskilte den kolde krig fra tidligere konflikter, var udviklingen af atomvåben og hermed truslen om menneskehedens udslettelse og verdens undergang. Selv om man allerede i mellemkrigstiden havde frygtet den moderne krigs ødelæggelsespotentiale, ikke mindst bombardementer af storbyerne, var truslen nu en helt anden. En konsekvens af det åbne, vestlige samfund var, at offentligheden ikke blot kendte til truslen, men konstant mindedes om den i medierne med omtale af militære strategier om»massiv gengældelse«, der nok var tænkt som en afskrækkelsesstrategi, men også tydeliggjorde, at vejen til ragnarok kunne være kort. Nye politiske begreber som»brinkmanship«, dvs. kunsten at føre udenrigspolitik helt hen til kanten (»brink«) af atomkrig, øgede næppe heller fremtidstilliden i de mange hjem. 5 At atomkrig var en reel trussel blev også indskærpet gennem oplysningskampagner, om hvad man skulle gøre, hvis det værste skete. Næppe mange, der gik i skole i USA i 1950 erne og begyndelsen af 1960 erne, har glemt skildpadden Bert, som i civilforsvarets oplysningsfilm med den sigende titel Duck and Cover (1950), fortalte skolebørn, hvad man skulle gøre, hvis»bomben«faldt. Truslen om jordens undergang fandt også vej til romaner og film. I amerikanske B-film som Invasion USA (1952) kunne tilskuerne se Manhattan blive udslettet ved et atomangreb, mens den japanske instruktør Shue Matsubayashi i filmen Sekai daisenso (Den store Verdenskrig) fra 1961 udnyttede de special effects, som Toho filmstudiet havde udviklet til sine Godzilla-monsterfilm, til at skildre det atomare ragnarok. I 1957 anlagde succesforfatteren Nevil Shute en menneskelig vinkel i romanen På stranden, der følger en række menneskeskæbner i Australien, mens de blot kan vente på, at den radioaktive sky, der har lagt resten af verden øde, også skal nå dem. Romanen blev i 1959 filmatiseret med Hollywood-stjerner som Ava Gardner, Gregory Peck og Fred Astaire i hovedrollerne. I På stranden er handlingen hensat til den nære fremtid, nærmere bestemt Da George Pal i 1960 lavede en nyindspilning af H.G. Wells klassiske science-fiction roman Tidsmaskinen (1898), lod han sin tidsrejsende fare gennem ikke blot de to verdenskrige, men også en 3. verdenskrigs atomragnarok. Den foregik i filmen i Eksemplerne er symptomatiske. Angsten for, at atomkrigen lurede lige om hjørnet, var stor, ikke mindst efter udviklingen af interkontinentale missiler fra Det var denne angst, der dannede basis for de brede (men generelt venstredrejede) fredsbevægelser, der voksede frem fra slutningen af 1950 erne i Vesteuropa:»Kampf dem 10 Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen 42286_den kolde krig.indd :47:36

5 Atomtod«i Vesttyskland (1958),»Campaign for Nuclear Disarmament«i Storbritannien (1958) og vores hjemlige»kampagnen mod Atomvåben«, grundlagt 1960, for at nævne nogle eksempler. 6 Og angsten var velbegrundet. Præcis en måned efter Danmarkspremieren på»tidsmaskinen«den 24. september 1962 befandt verden sig under Cuba-krisen på randen af en atomkrig mellem supermagterne, mens den amerikanske præsident Kennedy og hans rådgivere desperat ledte efter en løsning, der gav et kontant svar på den sovjetiske opstilling af missiler på Cuba, men samtidig gav ham og hans sovjetiske modspillere mulighed for at komme væk fra atomkrigen. Det lykkedes heldigvis selv om det nu tilgængelige kildemateriale viser, at dagene var endnu mere dramatiske og fulde af farlige situationer, end de friserede udgaver af forløbet, som Kennedys rådgivere i 1960 erne publicerede, gav udtryk af. 7 Cuba-krisen dannede baggrund for den unge Bob Dylans dystre sang, A Hard Rain s A-Gonna Fall (1963), og for Stanley Kubrick s formidable og forstemmende filmsatire, Dr. Strangelove: Or How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964). Krisen havde nemlig om noget gjort frygten for atomkrig større. I historikerens perspektiv er det imidlertid klart, at krisen kom til at markere et brud, hvor den kolde krig tøede op, og hvor blokkene indledte et forsigtigt, men voksende samarbejde. I 1963 nåede supermagterne til enighed om en atomprøvestop-aftale; i 1968 blev ikke-spredningsaftalen for atomvåben underskrevet, og i 1972 satte USA og Sovjetunionen i SALT-aftalen grænser for antallet af interkontinentale raketter og forbød videreudvikling af missilforsvar. Var der ikke tale om nedrustning, så var oprustningen tilsyneladende kommet under kontrol. I Europa var den vesttyske Ostpolitik fra 1970 under Willy Brandts ledelse motoren i afspændingen. Vesttyskland indgik aftaler med Sovjetunionen, Polen og Tjekkoslovakiet, og en rammeaftale med DDR i 1972 betød, at Vesttyskland reelt anerkendte den tyske deling. Disse storpolitiske tilnærmelser blev ledsaget af et øget økonomisk samarbejde mellem blokkene. Kulminationen på denne afspænding kom med den internationale sikkerheds- og samarbejdskonference i Helsinki fra Her arbejdede repræsentanter fra de europæiske lande samt USA og Canada sig frem til en slutakt, der anerkendte de eksisterende grænser i Europa; lagde op til økonomisk, teknologisk og kulturelt samarbejde, og sidst, men skulle det vise sig ikke mindst vigtigt, skrev under på, at man ville overholde menneskerettighederne. Symptomatisk for optimismen i forbindelse med konferencen var den overskrift, som Politiken gav John Danstrups orientering om konferencens temaer i november 1972:»Afvikling af den kolde krig«. Lige så sigende er titlen på det særnummer af tidsskriftet, Fremtiden, som Det udenrigspolitiske Selskab året efter udgav om forhandlingerne: Efter den kolde krig. Allerede i 1965 havde en af særnummerets forfattere, redaktør Niels Jør- Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning _den kolde krig.indd :47:37

6 gen Haagerup, stillet spørgsmålet:»er den kolde krig forbi?«8 Det mente Haagerup nu ikke, hverken i 1965 eller Men han og mange andre eksperter i international politik pegede på, at selv om der var grundlæggende interessemodsætninger mellem supermagterne, så havde de også et interessefællesskab i en stabil og fredelig verden. Mens eksperter i sikkerhedspolitik nåede frem til den slags indsigter, diskuterede økonomer i øst og vest om de to samfundssystemer nu var så forskellige. Allerede i 1961 havde den hollandske økonom (og senere Nobelprisvinder), Jan Tindeman i en artikel i Soviet Studies stillet spørgsmålet:»do Communist and Free Societies show a converging pattern?«det blev startskuddet til en række studier, der mente at kunne se klare tendenser til en sådan tilnærmelse eller som det hed i økonom-sprog: konvergens. I den politiske retorik var det også klart, at 1950 ernes krigeriske konfrontationer var blevet afløst af forestillinger om»fredelig kappestrid«, for at bruge den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjovs, begreb, der overlevede hans fald i Afspændingspolitikken betød, at der blev mere plads på den politiske scene, både internationalt og indenrigspolitisk. Konfrontationerne i den kolde krig havde i 1940 erne og 1950 erne skygget for, at verdensordenen var i færd med at undergå en dramatisk forandring i form af koloniernes frigørelsesproces. Frigørelseskrige og revolutioner kunne nu løsrives fra den kolde krigs logik og ses i egen ret. Det gjaldt fx Algier-krigen, den cubanske revolution og kampen mod apartheid-styret i Sydafrika, hvor ikke mindst sidstnævnte blev et politisk mobiliseringsfelt for den socialdemokratiske arbejderbevægelse i særdeleshed og den danske venstrefløj i almindelighed. Men det gjaldt mere end noget andet den vietnamesiske borgerkrig og det eskalerende amerikanske engagement heri fra Mens amerikanske beslutningstagere så engagementet i Vietnam i typisk koldkrigsperspektiv som del af en»inddæmingsstrategi«og i angst for en»domino-effekt«, så så et voksende antal kritikere både i USA og Vesteuropa det som en brutal Goliats overgreb mod en heroisk kæmpende David. Det var ikke i den sovjet-kommunistiske verden, at de venstreorienterede ungdomsoprørere fra midten af 1960 erne hentede deres inspiration og intellektuelle ammunition. De var i stedet inspireret af stemmer fra den tredje verden, der krævede national selvstændighed, og som forklarede Vestens velstand med undertrykkelsen og udbytningen af de fattige lande. Markant blandt de stemmer var Frantz Fanon, hvis bog Fordømte her på jorden (1961) (og Sartres forord hertil) fik kultstatus. En anden var revolutionshelten Che Guevara, hvis skrifter om guerrillakrig udkom på fransk og engelsk i 1961 og siden i talrige udgaver, herunder også på dansk. Efter at være blevet dræbt som guerillaleder i Bolivia i 1967 fik Guevara veritabel ikonstatus, og hans revolutionsromantiske dagbøger blev en af ungdomsoprørets bestsellers, som i Danmark blev markedsført af hele tre forlag i I Vesteuropa blev 1960 ernes venstreorienterede opgør med den kolde krigs logik foregrebet i Først kom Khrusjtjovs afsløringer på det sov- 12 Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen 42286_den kolde krig.indd :47:37

7 jetiske kommunistpartis kongres om Stalin-tidens forbrydelser. De gjorde det svært for selv den mest forbenede kommunist at fastholde illusioner om stalinismen (selv om Khrusjtjtov nøjedes med at kritisere personen og ikke systemet). Men det blev værre, da sovjetiske styrker nedkæmpede den ungarske revolution samme efterår. Det var en blodig afsløring af grænserne for reformkursen i Sovjetunionen. Disse begivenheder førte mange steder i Vesteuropa til et opgør med kommunismen blandt kommunistiske intellektuelle. I Italien offentliggjorde 101 intellektuelle et brev til kommunistpartiets ledelse, hvor de støttede den ungarske revolution og krævede, at PCI åbent gjorde op med stalinismen. Da partiledelsen ikke fordømte den sovjetiske intervention, forlod mange af underskriverne partiet, mens andre blev og arbejdede for at gøre PCI til det første vesteuropæiske kommunistparti, der løsrev sig fra Moskva. I Storbritannien vendte de fleste af kommunistpartiets intellektuelle også partiet ryggen som følge af begivenhederne i Ungarn. De forsøgte at formulere et venstreorienteret ikke-kommunistisk standpunkt, hvilket fra 1960 skete i systematisk form i tidsskriftet New Left Review, der i de følgende årtier blev en af de vigtigste publikationer for det politiske miljø, som man begyndte at kalde netop»det nye Venstre«, dvs. en venstrefløj, der hverken var socialdemokratisk eller kommunistisk. 10 Den danske udgave af samme bevægelse førte i 1959 til dannelsen af SF. Samlende for miljøet var en fordømmelse af stalinismen og et kritisk syn på»den reelt eksisterende socialisme«, som den udfoldede sig i Østblokken. Uden for miljøets egne rækker blev grupperne betragtet som skabskommunister og ikke levnet megen plads, mens den kolde krig blev stadigt koldere fra slutningen af 1950 erne. I amerikanske ambassadeindberetninger fra tiden blev SF beskrevet som blot en kommunistisk fraktion (»the Larsen communists«), og i en fortrolig indberetning til Washington fra maj 1962 blev det tørt konstateret, at SF» essentially follows the Moscow line on international affairs «. 11 Fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse var imødekommenheden også ret begrænset. I Folketinget var Socialdemokratiet (indtil 1966) uvillige til et samarbejde, og på vegne af fagbevægelsen kunne LO-formand Eiler Jensen på Socialdemokratiets kongres 1965 slå fast:»for der ikke skal være nogen tvivl, vil jeg gerne fremhæve, at i det evige og bevidste modarbejde, vi møder i fagbevægelsen, er der ingen forskel på SF og de andre kommunister «12 På den baggrund forekommer dannelsen af det såkaldte»røde kabinet«( ) året efter ret forbavsende. Men forandringer i den internationale kolde krig påvirkede også det politiske landskab i Danmark. Afspændingspolitikken var med til at skabe politisk plads fra midten af 1960 erne, og grupperne på»det nye venstre«blev et vigtigt element i det politiske ungdomsoprør. Rødderne i kritikken af Sovjetunionen blev heller ikke glemt. Således fordømte det parti, der i Danmark mere end noget andet inkarnerede ungdomsoprø- Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning _den kolde krig.indd :47:37

8 ret, nemlig Venstresocialisterne, i 1968 i utvetydige vendinger Warszawa-pagtens invasion i Tjekkoslovakiet. Episoden afslørede dog også, at der i det nye venstre samledes vidt forskellige sengekammerater. Således ville VS s folketingsmedlem Hanne Reintoft ikke støtte partiets fordømmende erklæring. Det samme gjaldt partiets maoister (bl.a. Benito Scocozza). Mens maoisterne modsat Reintoft var med på at støtte fordømmelsen af invasionen, så kunne de ikke acceptere, at partiet støttede de tjekkiske reformkræfter, som de (med rette) mente var»forrædere«mod leninismens grundtanker. 13 Den centrale pointe er, at det er forkert at tolke det brede fænomen, der ofte samles under betegnelser som»ungdomsoprøret«eller (misvisende)»1968«, inden for rammerne af den kolde krigs logik. Det var nærmere en konsekvens af den kolde krigs fravær. Afspændingen havde gjort den kolde krig langt mindre nærværende på alverdens hjemmefronter og derved også skabt plads til andre konflikter og orienteringer. Den bedste samletegnelse for»ungdomsoprøret«er, at det var anti-autoritært og kritiserede magthavere over en bred kam: fra familiens patriarker, over universiteternes professorer, kulturelle smagsdommere, multinationale firmaer, levebrødspolitikere og til imperialistiske supermagter. Når kritikken af USA og især Vietnamkrigen blev det helt centrale tema i tiåret (og langt overskyggede kritikken af Sovjetkommunismen for slet ikke tale om den meget sparsomme kritik af Maos Kina), er forklaringen primært, at USA som den demokratiske supermagt også skulle garantere netop demokrati og national selvstændighed i stedet for at støtte anløbne regimer. Det var altså en intern konflikt i den vestlige verden. De unge oprørere så ikke den kolde krigs hovedaktører som modsætninger, men som paralleller. Som når VS i sin fordømmelse af invasionen i Tjekkoslovakiet udtalte, at den»vil kunne tjene som alibi for fremtidige stormagters interventioner andre steder«. Eller som når Beatles samme år muntert ironiserede og sang:»back in the US, back in the US, back in the USSR«. Men den kolde krig var langt fra slut. Knap var skåltalerne i Helsinki døet hen, før det blev klart, at verdensfreden ikke var inden for umiddelbar rækkevidde. Oprustningen fortsatte. USA udviklede neutronbomben (1977), mens Sovjetunionen udbyggede sin flåde, intervenerede (primært pr. cubansk stedfortræder) i kolonikrige i Afrika og moderniserede sine atomvåben. Ikke mindst det sidste bekymrede USA og dets europæiske allierede. Selv om supermagterne i 1979 nåede til enighed om en ny SALT-aftale, voksende den vestlige mistanke om, at Sovjetunionen brugte afspændingspolitikken som skalkeskjul for en reel oprustning, der skulle sikre sovjetisk militær overlegenhed. Det var baggrunden for NATO s beslutning om at modernisere atomforsvaret af Vesteuropa gennem opstilling af 572 nye amerikanske missiler. Beslutningen blev formelt taget i december 1979, men ledsaget af erklæringer om, at opstillingen ville blive opgivet, hvis det lykkedes at nå til resultater i nedrustningsforhandlingerne 14 Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen 42286_den kolde krig.indd :47:37

9 (NATO s dobbeltbeslutning). Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var den sovjetiske invasion i Afghanistan i julen samme år. Den blev på det skarpeste fordømt af USA, og præsident Carter lagde i sin årstale for kongressen i januar 1980 op til, at forsvarsbevillingerne skulle øges markant og at det kunne blive nødvendigt at genindføre værnepligten. Ved samme lejlighed lancerede den amerikanske præsident en opdateret udgave af Trumandoktrinen, rettet mod sovjetiske ekspansionsplaner i Den persiske Golf. 14 Når Torben Krogh i SF s Socialistisk Dagblad i maj 1980 i en analyse af den internationale politiske scene talte om en mulig»tilbagevenden til den kolde krig«, var der således ikke meget profeti i vurderingen (om end det jo i lyset af de ovenstående betragtninger om afspændingsårene er interessant, at Krogh brugte formuleringer som»tilbagevenden«og»på vej til en ny kold krig«). 15 Den»nye kolde krig«var således en realitet, før Ronald Reagan blev amerikansk præsident i 1981 selv om der i tilbageblik har været en tendens til at identificere denne epoke med hans præsidenttid. Det er da også rigtigt, at Reagan både hvad angik politik og retorik fik modsætningsforholdet til Sovjetunionen til at eskalere. De amerikanske forsvarsudgifter voksede drastisk som den britiske historiker og journalist Martin Walker tørt har konstateret:»under Reagan, the Pentagon was granted almost every new weapons system it wanted«. 16 Klassisk blev Reagans karakteristik af Sovjetunionen som»et ondskabens imperium«og hans tolkning af konflikten mellem de to sider i den kolde krig som»kampen mellem ret og uret, godt og ondt«. Denne retorik fik følgeskab fra sovjetisk side, hvor Brezjnev i 1982 udtalte, at de internationale relationer var værre end på noget tidspunkt siden 1945 og senere beskyldte Reagan for ligefrem at ønske en atomkrig. Den slags beskyldninger blev ikke færre, da USA i 1983 annoncerede, at man ville påbegynde udviklingen af et missilforsvar, det såkaldte»stjernekrigsprojekt«. 17 Hvor tæt verden faktisk kom en atomkrig, før supermagterne fra 1986 fandt sammen om en ny afspændingspolitik, der denne gang faktisk førte til den kolde krigs afslutning, ved vi ikke meget om endnu. Til gengæld ved vi, at frygten herfor var stor. Det var hoveddrivkraften blandt de hundredtusinder, der i 1980 ernes første halvdel sluttede op om fredsbevægelserne. Det gjaldt i USA, men i højere grad i Vesteuropa, hvor beslutningen om udstationering af nye amerikanske mellemdistanceraketter udgjorde en meget konkret anledning til fredsbevægelsernes renæssance. Alene i Vesttyskland demonstrerede op mod i 1981 imod»dobbeltbeslutningen«, og i Storbritannien blev en kvindefredslejr ved militærbasen Greenham Common, hvor der var opstillet Cruise-missiler, en meget (medie)synlig demonstration. I 1985 fik bevægelsen en effektiv, men afdæmpet slagsang, da Sting indledte sin solokarriere som politisk korrekt popsanger med den kuldslåede Russians, hvor argumentet mod atomkrig blev almenmenneskeliggjort i omkvædet:»i hope the Rus- Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning _den kolde krig.indd :47:37

10 sian love their children, too«. 18 Sting var langt fra den eneste kunstner, der stillede sig i fredsbevægelsens tjeneste. Tværtimod blev afrustning, gerne ensidig, nærmest 1980 ernes mantra i det frodige venstreorienterede kulturmiljø med rødder i ungdomsoprøret overalt i Vesten. Men også tilhængerne af den nye oprustning (eller som tyske tilhængere fra slutningen af 1970 erne med rette kaldte det: Nachrüstung) havde deres effektive kulturelle støtter. Spændingsromaner, hvor Sovjetunionen blev fremstillet som»ondskabens imperium«, kommer atter i høj kurs (fx i Tom Clancy s forfatterskab), mens Reagans gamle arbejdsplads, Hollywood, i vid udstrækning lagde 1970 ernes thrillers med post-vietman og -Watergate plots, spundet over læsten»there is something rotten in the state of America«, på hylden til fordel for koldkrigsfilm med et klart billede af godt og ondt. Markante eksempler er Clint Eastwoods Firefox (1982), John Milius Red Dawn (1983) og Rambo-filmene Rambo: First Blood II (1985), hvor Sylvester Stallone besejrer lede vietnamesiske kommunister, mens han i Rambo: First Blood III (1988) går til kamp mod de sovjetiske besættelsesstyrker i Afghanistan sammen med fundamentalistiske muhajedinner. Som eksemplerne viser, adskilte de to spændingsfaser i den kolde krig sig ved, at der under den 2. kolde krig var langt mere plads til indre konflikter i Vesten, end tilfældet var i 1950 erne. Det gælder ikke kun, hvis vi kigger på kultur og græsrodsbevægelser. Det gælder også i det traditionelle politiske miljø. Her var det muligt, at indtage endog særdeles skeptiske positioner i forhold til konflikten. Herhjemme fik det sit udtryk i det»alternative sikkerhedspolitiske flertal«, der i hele 24 gange pålagde den borgerlige regering at udtrykke stærke forbehold over for NATO s politik. Det var imidlertid ikke kun et dansk fænomen. I 1981 gik Labour i Storbritannien til valg på et program, der bl.a. lovede ensidig britisk atomnedrustning, og i Vesttyskland var SPD dybt splittet i forhold til fredsbevægelsen, som mange fremtrædende socialdemokrater støttede. Det vandt ingen af partierne valg på. I virkeligheden er det også langt mere interessant, at mens USA s europæiske allierede delte bekymringen over den sovjetiske oprustning, så var man langt mindre end USA villig til at vende tilbage til forholdene fra den første kolde krig. I Vesttyskland fortsatte først Helmut Schmidt og fra 1982 Helmut Kohl ufortrødent Willy Brandts forsonlige Ostpolitik, og selv Reagans nærmeste allierede i Europa, Storbritanniens konservative Margaret Thatcher, lancerede i begyndelsen af 1984 en dialog med de kommunistiske regimer. Motiverne var politiske, men også økonomiske i begge tilfælde. Den økonomisk kriseramte Østblok var et stort og voksende marked for vesteuropæiske firmaer, der kunne levere varer, som kommandoøkonomierne ikke selv formåede at producere. Betydningen heraf rakte sandsynligvis langt ud over den økonomiske. 19 De økonomiske forbindelser til Vesten udstillede nemlig med al tydelighed for befolkningerne i de 16 Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen 42286_den kolde krig.indd :47:37