Det kolossale menneske

Transkript

1 1

2 2 3 Det kolossale menneske

3 Blachman & Steno Det kolossale menneske

4 6 7 Indholdsfortegnelse Til Henry og Ramona Forord Tal, før du tænker Steno møder Blachman Meningen med rigdom Vanviddets gymnastiksal Hvad kvinder skal Her kommer det fra Selvkonsumering Drømmen om det fantastiske Kosmisk medbestemmelse Den dekadente socialdemokrat Mit forsinkede generationsoprør Han har fat i noget Den kreative helligdag Byen over byen X Factor Gensyn med synagogen To gange femte klasse Geni eller idiot Social skønhed

5 8 9 Forord For År tilbage konkluderede jeg i en længere nytårstale, lige inden jeg faldt ned fra bordet, og klokken slog 12, at jeg eller andre på et tidspunkt nok skulle overveje at lade mine ord udkomme i bogform. Thomas Blachman København 20. september År tilbage mødte jeg først Blachmans musikalske univers, dernæst hans visuelle og nu det verbale. Ingen steder er der konventioner at klamre sig til. Heldigvis. Blachman titulerede fra starten selv bogen som en oprørsbiografi. Et af de første mange nye ord han tilførte mit vokabularium. For at indkredse hvordan sådan en skulle tage sig ud, tog vi udgangspunkt i replikker fra hans film Spurten er gået, som indleder flere af bogens kapitler. Ud af dem voksede Det kolossale menneske. ord Torben Steno, Matteröd, 20. september 2008.

6 10 11 Tal før du tænker T a l før du tænker Jeg så dit arbejde igennem, mens du sov. Hvem har tid at spilde på kærester, der sidder og falder i søvn over arbejdet? Jeg sendte også en kopi til banken. De ringede straks tilbage. Vi må håbe, det er det patetiske, der kommer til at rykke, lød en bekymret stemme. Bogstaverne ligger hen over papiret som smadret glas. Jeg forstår det ikke. Det er, som om selve intentionen løber ud imellem fingrene på dig, og kun klicheerne bliver tilbage. At holde op med at elske sig selv er at blive alle andre end sig selv. En dråbe blod i et glas vand er nok til at se, der har været et menneske en hel menneskehed. Hvorfor overgøre alting? Hvorfor tvinge kunsten til et liv i sameksistens med livets mest rædselsfulde realiteter? Når alt kommer til alt, sympatiserer ingen med det rædselsfulde!

7 12 Det kolossale menneske 13 Tal før du tænker Blachman, hvorfor skal vi håbe på, at det er det patetiske, der kommer til at rykke? Hvordan kan det være, du besynger det ord, de fleste danskere forbinder med noget negativt, højtideligt og latterligt? Det patetiske rum er det fri menneskes dagligstue. Her kan vi slippe det ubearbejdede, den uforberedte sitrende energi løs. Her kan man kun begå den fejl ikke at begå nogen. Det er rædselsvækkende, så bange vi er blevet for at begå fejl. Personligt skynder jeg mig altid at signere mine fejl, som havde jeg selv fundet på dem, naturligvis. De bedste ideer er ofte fejl, en åben dør imellem det yderste og det inderste. Det patetiske kommer i fremtiden til at spille en større rolle, fordi det indeholder muligheden for at fabulere. At oversætte en følelsesimpuls til tale, det er det, det handler om. At få sagt alt det, der ligger i nærheden af det, vi føler, for at finde ud af, hvad vi tænker. Hvorfor fedte med sig selv? Hvorfor ikke få det hele med? Personligt evner jeg ikke at tænke, medmindre jeg starter en talestrøm, hvori jeg kan frasortere og dementere det, jeg bestemt ikke mener. Jeg er med på, at vi er bange for at begå fejl. Men hvad patetisk er der over at slippe galskaben løs? Og hvad er det skønne ved det patetiske? Er jeg galt på den, når jeg tænker på det storladne og svulstige? Har du aldrig som heteroseksuel følt en vis misundelse over for de homoseksuelle? Måske, mine tanker rammer først den for længst afdøde store gymnast Niels Bukh. Han var både nazist og bøsse. At kunne give sig hen til det lapsede, det krukkede, det dramatiske og hysteriske. Ja, det patetiske. Den geniale frigørelse, som slet ikke har noget med seksuel frigørelse at gøre. Det er selve modet, som er så misundelsesværdigt. Folk, der tør blive den, de gerne vil være, bliver ganske enkelt den, de gerne vil være. Den geniale vej er et bevidst valg. Jeg siger ikke, det er nemt og uden forhindringer. Et af de almindelige handicap i vores kultur hedder forældre. Forældre, der ikke værdsætter deres børns lyst til at satse stort i stedet for småt. Leonard Bernsteins far modarbejdede konstant sønnens musikalske interesser. Faren var som besat af tanken om, at sønnen skulle overtage hans virksomhed. Men som han senere sagde til sit forsvar: Hvordan fanden skulle jeg kunne vide, han ville blive Leonard Bernstein? Vi ved ikke, hvem hinanden bliver. Det eneste, vi kan gøre, er, at lade hinanden blive. Og så lod vi hinanden være et øjeblik. Jeg kiggede ned på det sydlige Norge fra min vinduesplads i flyet på vej fra Kastrup til Keflavik på Island. Blachman lukkede øjnene. Det var tirsdag den tredje juni, og jeg tænkte, at det ikke var så underligt, hvis han var lidt udmattet og havde behov for at bruge flyveturen til at synke ind i en meditativ tilstand oven på mange måneder i centrum for umættelig opmærksomhed. Alle, lige fra forlystelsesparken Bon-Bon Land til Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, ville have fat i ham. Telefonen ringede ustandseligt. Midt i al virakken skulle han så lige producere et album med Heidi og færdiggøre et andet sammen med Kasper Winding. Men det blev en kort blunder. Men hvem fanden er jeg? Er jeg et geni eller en idiot? Det første forekommer mig sjovere, det andet dog mere praktisk anvendeligt, som landet ligger. Når jeg ikke taler, kan jeg som sagt ikke tænke en tanke. Kun multidiaktionelle hyletoner og rytmer. En evindelig rastløshed i legemet, som én til én lader sig transskribere til musik. Hold da helt op. Nu hoppede vi direkte op på den helt store klinge. Multidiaktionelle, det ord havde jeg aldrig nogensinde hørt før.

8 14 Det kolossale menneske 15 Tal før du tænker Hvad er budskabet til dem på bagerste række? En af mine mange fordele er, at halvdelen af mig sidder på bagerste række. Den anden sidder på allerforreste række og råber, at medmindre det er genialt, det jeg kommer med, skal jeg holde min kæft. Den enes overjeg er en grøn drage, den andens er en grøn Tuborg. Er det genialt, det du lige er kommet med? Tro mig, valget er dit eget. Geni eller idiot, vælg selv hvem fanden du vil være. Godt så. Det er noteret. Men hvorfor er du så sikker på, at det patetiske kommer til at rykke i de kommende år? Min generation har et regnestykke, der endnu ikke er gjort op. Et forsinket generationsoprør. Mit udvidede patetiske begreb er amerikansk olie, der gør det muligt at fordøje denne ellers ynkelige erkendelse af, at du og jeg først nu med denne bog ankommer til vores egen tid i et væld af nye ideer, som kan revitalisere vores samfund til noget mere og bedre end bare velfærdsstaten Version 2. I et ti år gammelt interview med Euroman talte du om et generationsopgør, der er udeblevet. Er oprør en besættelse for dig? Det er ikke min opgave at holde regnskab med, hvad jeg siger, og hvornår jeg siger det. Folk kommer tit til mig for at spørge mig om ting, jeg har sagt. Ofte aner jeg ikke, hvad fanden det er, de fabler om. Jeg kan jo ikke svare på, hvorfor fremtiden har taget bolig i min skikkelse. Hvad jeg for tre måneder siden knap nok kunne more mig over, fungerer nu som en praktisk foranstaltning. Jeg henviser her til mange fanklubber, hvor folk i tusindvis hjælper hinanden med at huske og tolke alt det, der er kommet fra mig. Det kommer dog ikke bag på mig, at jeg allerede for ti år siden så, hvad der måtte komme til mig senere. Det er jo netop det, der er glæden ved kun at tale om de ting man selv har fundet ud af. Som dansende nymfer i aftentågen vender relevansen af mine erfaringer tilbage til mig og fortrænger udløbsdatoen. Bogfør denne udtalelse som en erfaring forud for mit generationsoprør: Sig kun de ting, du selv har fundet ud af. For hvis alt, hvad jeg siger, er sagt af andre før mig, hvem er det så, der taler? Mine forældre, deres forældre? Min generation vil i den kommende tid få en historisk chance for at forløse tidsånden i fællesskabets interesse og skabe verdens mest visionære demokrati. Der gemmer sig i os en latent positiv energi, som vores land som det tager sig ud nu er blevet for småt i ånden til at tilfredsstille. Vores forfængelighed efter at sætte vores egne spor er dog vores mest realistiske håb. Der er i min generation en dybt indforstået aftale om at efterlade et mere genialt samfund til vores børn. Det er for en gangs skyld ikke mig, der er foran, og de andre, der er bagefter. Det er ikke fremtidens ånd, der blæser i mit bryst, men nutidens. Min generations forsinkede oprør er altså, hvad Danmark kan glæde sig til. Intet problem overstiger den energi, der venter på at løse problemet. Det hele kommer til at starte med, at vi holder op med at lade som om. Det, at lade som om, er en form for kollektiv sindssyge. Instruktøren er for længst skredet. Teateret er lukket. Kun skuespillerne render rundt i gaderne og prøver at kurtisere et udefinerbart katastrofehungrende publikum. Mens tårerne løber på indersiden af kinderne, lader vi alle, som om vi har nok i vores eget projekt, bare fordi alle andre lader, som om at de har nok i deres. Bag denne simple erkendelse gemmer der sig en helt ny tid. Bogfør venligst denne udtalelse som en erfaring forud for mit generationsoprør:

9 16 Det kolossale menneske 17 Tal før du tænker Alle lader vi som om, vi har nok i vores eget projekt, bare fordi alle andre lader som om, de har nok i deres. Det var det, jeg så, da jeg tre år i træk gik rundt med min søn i klapvogn i det indre København, mens jeg ventede på resultatet af Velfærdskommissionens anstrengelser. Et resultat, jeg altid vil huske som et af mit livs helt store skuffelser. Jeg indså da i al beskedenhed, at jeg ville blive den nål i høstakken, der skulle prikke det nødvendige hul i den ballon af overophobet, indespærret energi, som min generation rummer. Jeg er nemlig umulig at fastholde som skydeskive for de gængse fordomme noget, der ellers har udviklet sig til lidt af en selskabsleg i de fleste hjem. Sandheden er, at jeg aldrig mister overblikket over mig selv. Naturligvis har jeg et opsvulmet ego og følelsesliv. Men går man tættere på, finder man ud af, at alle kontraster har bevidst bo i mit indre. Ingen stereotyp slipper forbi mit stille, forfængelige krav til det multifacetterede. En erkendelse, jeg har fra musikken, nemlig at sandheden ligger i kompleksiteten. Glæden ved ikke kun at operere inden for den æstetik, der tilhører moden, er, at man finder ud af, at der er mere at komme efter i disse tider. Selvom Blachman er en uforudsigelig mand, så overraskede det mig alligevel, at lige netop han havde så store forventninger til, hvad Velfærdskommissionen ville komme op med. En gruppe økonomer, jurister og cand.politer, som regeringen havde bedt om at analysere velfærdsstatens svagheder og byde ind med løsninger på fremtidens problemer, plejer ikke at være sprudlende, overraskende læsning. Og Anders Fogh Rasmussen, der selv havde bestilt rapporten, brugte ikke mange minutter på at affærdige dens konklusioner. Hvorfor havde du så store forventninger til Velfærdskommissionen? Velfærdskommissions rapport var et kæmpe antiklimaks på en årelang velfærdsdebat, som kun bevægede sig rundt om den varme grød, men aldrig opfandt den varme grød. Euforiseret af forelskelse i mit første barn var jeg for træt til at deltage i nogen form for skænderi og deltog derfor ikke i debatten. Jeg stod ellers med selve den varme grød i halsen og var ved at kvæles i dens ufatteligt enkle, logiske skønhed. Du må forstå, sjældent har et menneske haft en kortere landingsbane til det virkelige liv end mig. Mit hyperaktive arbejdsraseri i 90 erne var med ét fortid. Jeg begyndte at ræsonnere over min egen skæbne: Hvor går man hen, når man har en god ide? Jeg er blevet klogere i dag og sander, at ytringsfriheden i dette land begrænser sig til dem, der har den i forvejen. Jeg husker, at jeg i den periode foreslog et tv-produktionsselskab at lave et program kaldet Naiv?, hvor seerne kunne sms e om, hvorvidt de syntes, at en politisk ide var naiv eller ej. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft de første ti programmer for mig selv. Direktøren for selskabet fortalte mig, at ingen seere på DR1 gider høre folk snakke. Han foreslog, at jeg lavede et radioprogram i stedet. Selskabet var Blu, som senere sammen med DR oplevede deres største succes nogensinde med X Factor. Der blev godt nok sunget, men der blev sateme også snakket. Jeg fik i hvert fald sagt noget. Og det, jeg ikke fik sagt, lover jeg nok skal komme fra mig i denne bog. Men lad os lige sætte tempoet lidt ned først. Inden jeg tager af den tid, jeg har sat af til at tømme mit legeme for toner, skal der prikkes hul på den enorme samfundsboble af indespærret energi. Det er det, min oprørsbiografi skal handle om. Vil man ændre på sig selv, må man ændre på samfundet først.

10 18 Det kolossale menneske 19 Tal før du tænker Det er fandeme en attraktiv tekst, den her! En mand, der siger ting, du ikke har hørt før. En mand, der ved, han har ret! En klassisk Blachman-landing. En kunstner skal jo føle, han har ret. Bortset fra Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel er der vist ikke mange kunstnere, der har succes som politikere. Men siden Blachmans politiske udmeldinger indfandt sig midt i al underholdningen, er der mange, der godt kunne tænke sig at se ham på den politiske arena. Har du fået politiske ambitioner? I hundreder af fora på nettet diskuterer man, hvad helvede jeg mener med mit begreb social skønhed. Jeg hørte mig selv sige ordene i en samtale med Jes Stein Pedersen i Deadline Anden Sektion på DR2. Tv-avisen stod og ventede på mig uden for studiet sammen med en mobbekonsulent, der ville have sat en stopper for min taletid i DR. Umiddelbart derefter skulle jeg over i et tredje studie og lave X Factor direkte. Jeg kunne ikke overskue en uddybning af en ordkombination, jeg aldrig selv havde hørt før. Har du været på nettet for at finde svaret? Nej, jeg googler aldrig mig selv. Min far er til gengæld en meget omhyggelig mand på nettet. Jeg kan kun nærme mig dette organisk distingverede begreb med en vis ærefrygt. Dog vil jeg umiddelbart mene, at social skønhed er resultatet af den forandringsvillighed, som netop bør være en mulighed i dette lille land for at eksperimentere med sit demokrati i en ambition om at løse sine egne problemer! Social skønhed er den vare, jeg pålægger Danmark at udvikle og fremstille til eksport til resten af verden. Lad det nu blot være anslaget til senere uddybelse. Du ville ikke helt ud med, om du har politiske ambitioner. Eller er det bare din kunst, du vil politisere? Er det det, du mener med at tvinge kunsten til et liv i sameksistens med livets mest rædselsfulde realiteter? Aldrig har kunstneren haft det bedre med alt andet end sin kunst. Men tab ikke modet. Her kalder jeg til indsigt og fordybelse. Kunsten er blevet til kunsten at leve. Kunstneren skal indse, at han/hun ikke er andet end et socialt eksperiment, en repræsentant for en menneskelig pionertilstand, der har det opdrag at finde ind til selve meningen med alting. Hvad gør et menneske, der for første gang i verdenshistorisk perspektiv får al tid og frihed til sig selv uden at gå til grunde? Den ultimative frihed, den unge kunstner føler, har den aldrende kunstner for længst opdaget bare er en forudbestemt lempelse af reglerne fra statsmaskineriet. På samme måde som pressen selv skaber de flamboyante nødvendigheder, som ellers til enhver tid vil mene, de har skabt sig selv. Se på mig! Kunstneren skal spille den rolle i det danske samfund, som Danmark skal spille i resten af verden! Undskyld mig. Altid når jeg nærmer mig essensen, skal jeg tisse! Sådan flød de helt frie ord over Nordatlanten inden vi mellemlandede på Island. For en måned siden havde Blachman betroet mig, at ordene som regel kommer lettest til ham, når der er fem tændte kameraer omkring ham. Uden dem måtte vi altså gøre noget drastisk for at kalde budskaberne frem, nu vi skulle have Blachman i bogform. Vi må væk. Vi tager en tur til New York. Min ungdoms første mentale erektion, sagde han et par uger før. Hvis byen kunne inspirere ham lige så meget som en Boeing 757, var der vist ingen grund til at savne kameraernes nærvær.

11 20 21 Steno møder Blachman Steno En etiopisk kvinde, der trøster en frustreret europæisk kunstner, ville være et passende forsidefoto møder Blachman

12 22 Det kolossale menneske 23 Steno møder Blachman Ordene er Thomas Blachmans egne og stammer fra filmen Spurten er gået, som er et kunstnerisk selvportræt udsendt på DR2 i efteråret 2006 som et program i serien Selvoptagelser. Produktionen af Spurten er gået blev et intenst møde med den mand, jeg hidtil kun havde haft overfladisk berøring med. Jeg var bekendt med, at han havde opnået kælenavnet den skaldede slagter via sin optræden som dommer i Idols på TV3. Vores veje krydsedes kort i 2005, hvor jeg huserede i øresneglen på Adrian Hughes i Smagsdommerne på DR2. Her blev Blachman tilbudt et sæde i de orange stole. Ikke på grund af overstrømmende anmeldelser og prisbelønnede musikalske meritter i 90 erne, men fordi han i Idols med en i Danmark uhørt brutal verbal præcision havde nedjusteret adskillige teenagepigers urealistiske musicalambitioner og sendt dem snøftende tilbage til virkeligheden. Håbet i Smagsdommerne var, at han kunne øge antallet af uforudsigelige sprænghoveder imellem det rigtige kulturlivs traditionelle debattører. Det lykkedes da også allerede i første episode, hvor Blachman i en lang passioneret svada fuldkommen tilintetgjorde kurator Erik Steffensen, der havde begået et hyldestskrift til en udstilling om kunstneren Per Kirkeby, som Smagsdommerne skulle bedømme. Blachman landede på en opfordring til Kirkeby med ordene: Skil dig som mig af med alle røvslikkerne. Så kom dog og knep mig, Per! Jeg var ude af stand til at replicere. Det var en virtuos og grænsende til autistisk optræden helt uden for spillets regler. Jeg var både paf og himmelfalden, husker Ulrik Høy. Sådan havde jeg det også. Efter udsendelsen diskuterede vi præstationen i redaktionen. Der var delte meninger. Dog et knebent flertal for, at Blachman var godt tv. Vi nåede aldrig at tale om mandens synspunkter. Det drejede sig udelukkende om, hvorvidt Blachmans facon var en disciplin, programmet skulle tilskynde, eller om vi skulle fastholde en urban tone og satse på personer med lidt mere dæmpet karisma og mindre personlig eksponeringstrang. Personligt var jeg ikke i tvivl. Blachman havde givet mindelser om dengang i begyndelsen af 90 erne, hvor jeg var så heldig at producere en serie aparte debatprogrammer med mesterkokken Søren Gericke som vært. Efter princippet tal, før du tænker kastede han sig også frygtløst ud i monologer, han ikke anede, hvor skulle ende. Spasmerne var ikke altid soleklare hele tiden. Men det var liv eller død. Blachman havde noget af den samme sjældne evne til at udløse alarmberedskab foran skærmen. Det ville jeg gerne have mere af. Det var en af den borgerlige kulturelites foretrukne angribere, Weekendavisens Ulrik Høy, der fik tilbudt ordet efter Blachmans tirade.

13 24 Det kolossale menneske 25 Steno møder Blachman Ugen efter mødte jeg den sære velklædte mand ansigt til ansigt for første gang. En del af mit job var at servicere de medvirkende dommere før og efter en optagelse. Inde i ventesalen sad de to andre. Blachman, derimod, gik foroverbøjet og rastløst rundt og kiggede på sine nypudsede sko ude i gangen. Jeg hilste, så venligt jeg kunne, selvom jeg måske egentlig burde have ladet ham være uforstyrret. Det så nemlig ud, som om han nærmest var i en meditativ seance. Jeg antog, det var en slags mental armering af de missiler, en, to eller måske samtlige de kunstnere, der havde et værk til bedømmelse i dagens program, skulle præcisionsbombes med. Forsigtigt spurgte jeg, om der var noget, han manglede. Selvom jeg forstyrrede, var det skaldede hoved smilende, høflig og nærmest ydmyg i sin fremtoning. Allerede her var den første indikation på, at det endimensionale billede af bødlen naturligvis ikke var holdbart. Den unge, tyske instruktør Dennis Gansels film Napola, der handler om en nazistisk eliteskole, var et af de værker, der skulle anmeldes. Da Blachman fik ordet, blev seerne denne gang præsenteret for et helt nyt følelsesregister: Efter at have set den film, blev jeg nødt til at stå helt alene i entreen og græde, mens jeg kiggede på forårssolen og glædede mig over at være så heldig at være født og opvokset efter den pædagogiske revolution, sagde han, mens han så ud, som om han prøvede at hidkalde tårerne fra forleden for at understrege, hvor enestående et kunstværk denne film var. Udtrykket den pædagogiske revolution studsede jeg over. Det havde jeg ikke hørt før. Men det skulle jeg komme til. Efter en lille måned som smagsdommer ønskede Blachman at stoppe, fordi han hellere ville koncentrere sig om at skabe noget selv. Han frygtede at blive en karikatur med fare for at ende som en meningsmaskine, der kunne risikere at blive træt af at høre på sig selv. Den melding gjorde mig meget nysgerrig på, hvad det var for kunstværker, han gemte i sig. Det var jo efterhånden næsten fem-seks år siden, der var kommet en udgivelse fra ham. Ved årsskiftet 2006 var jeg også fortid på Smagsdommerne. DR havde dengang ambitioner om ikke bare at reflektere, hvad der foregår i kulturlivet, men også om at inddrage kunstnerne direkte i at gøre skærmen til en selvstændig kunstnerisk scene. Selvoptagelser var et forsøg i den retning. Jeg var tilrettelægger på serien. Min opgave var at finde en række markante personer fra forskellige kunstarter og være dem behjælpelige med at producere et selvportræt på 25 minutter. Statsradiofonien var endnu ikke officielt begyndt at synke helt ned i kviksandet ude på Amager. Alligevel var budgetterne på DR2 også dengang små. Så det var ideerne og entusiasmen, der skulle realisere eksperimentet. Hver af de udvalgte kunstnere fik en fotograf/klipper til rådighed nøjagtig det samme antal dage, som en normal programmedarbejder ville få til et halvtimes program. Honoraret var den fantastiske sum af kroner!

14 26 Det kolossale menneske 27 Steno møder Blachman Da jeg skulle finde en fra musikkens verden, faldt tankerne først på Thomas Blachman. Jeg var jo blevet bekendt med hans krav til andres værker og hans æstetiske fordringer, så det var ikke uden en vis ærefrygt, jeg mødte ham over en kop kaffe på Café Viggo på Frederiksberg for at høre, om han havde lyst til at tage seks uger ud af kalenderen og tage til takke med de Der var slet ingen grund til bekymring. Begejstringen over tilbuddet var overvældende. Blachman takkede uafladeligt over at få chancen for at lave film. Film! Det ord blev jeg lidt forskrækket over. Havde han ikke hørt efter, da jeg fortalte ham om de stærkt begrænsede ressourcer og uforskammet snævre økonomiske råderum? Men han var ustoppelig. Han fablede om noget så besynderligt som en mini-spillefilm på 25 minutter, hvor han alene ville producere hele lydsiden først. Det vil sige musik, dialog og reallyd. Den metode havde jeg aldrig hørt om før. Men jeg havde jo heller aldrig lavet spillefilm. Det havde han heller ikke. Men hans iver var så intens, at forsøget måtte gøres, på trods af at projektet var meget langt fra at rumme bare et minimum af den forsyningssikkerhed, der desværre har førsteprioritet i moderne tv-produktion. Det var, som havde jeg vækket en sovende celle, som det hedder i terrorjargonen. Lidt ængstelig forlod jeg vores første møde. Men samtidig havde jeg også en energisk fornemmelse af at være blevet en del af den vågnende celle, der i de kommende måneder ville udføre adskillige hasarderede operationer i kunstnerisk og teknisk terræn, der var både mig og Blachman ukendt. Men i kraft af et sjældent held, et kolossalt arbejdsraseri fra ham selv, fotografen Johnny Hanna og en stribe venner og bekendte lykkedes det at realisere filmen af, om og med Blachman. Udmattede og ungdommeligt euforiske sluttede vi de strabadserende optagedage/nætter af med en evaluerende smøg i morgensolen ved springvandet på Sankt Thomas Plads på Frederiksberg Allé. Her ligger en væsentlig del af årsagen til, at det er mig, der skriver denne bog sammen med den nu så berømte Thomas Blachman.

15 28 29 Meningen med rigdom M e n i n g e n Det er paradoksalt, al den snak om innovation. Et begreb, der snart ikke tåler sin egen gentagelse ret meget længere. Medmindre begrebet kunne formå at bane vejen for selve genialiteten. Ingen bestemmer noget som helst, når det kommer til stykket. Alle sidder vi alene, tavse og spiser wienerbrød i parken. Alt imens børn bliver kørt ned i trafikken. Hvem fanden har bestemt det? med r i g dom

16 30 Det kolossale menneske 31 Meningen med rigdom New York den 4. juni Jeg lå en anelse plaget af jetlag på mit værelse på Chelsea Hotel. Barack Obama havde lige sikret sig nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat. På CNN talte han om fremtidens USA, som han nu stillede sig til rådighed for med en noget større forsigtighed end den, Blachman udviste, da han skitserede fremtidens Danmark for mig i flyveren i går. Men politik er jo kun det muliges kunst. Og Blachman er jo først og fremmest kunstner. Vi havde ikke rigtig hvilet oven på flyveturen. Så da det rumsterede i værelset inde ved siden af, regnede jeg med, at Blachman bare skulle på toilettet. Men det er jo som bekendt et varsel om, at han nærmer sig toppen af sin ydeevne, så måske var han igen blev ramt af forsynet. Det varede ikke mange sekunder, før døren gik op. Kun et håndklæde skjulte hans køn, da han med stor begejstring proklamerede, at han var fuld af ord, der skulle nedfældes med det samme. Hvad fanden bilder de sig ind? Folk kommer fra hid og did og alle vegne og spørger mig om de mærkeligste ting. Om jeg vil reklamere for Netto og sidde med røven i en indkøbsvogn. Nu var det SuperBest, der vækkede mig og spurgte, om jeg ville tjene en halv million på tyve minutter, hvis jeg lige ville kigge forbi til en lille optagelse. Ikke engang på min yderste dag ville jeg sige ja. Hvorfor ikke? Min forfængelighed er rummelig. På den måde forstået at jeg ikke, som de fleste andre, går rundt og spekulerer i, hvad der udadtil er gode og dårlige karriere-moves. Det vil jeg skide på. Jeg kan slippe af sted med hvad som helst. Så måske skulle jeg alligevel have sagt ja. Men det gjorde jeg altså ikke. En ung velhaver fortalte mig for nylig, at han havde bemærket, jeg var begyndt at tale om penge. Jeg kunne forstå på ham, at det ikke er noget, man gør i finere kredse. Jeg studsede over det, men undlod at svare. Hellere fattigrøvens sporadiske tale om det nødvendige end rigmanden, der om han indrømmer det eller ej ikke kan tænke på andet. Jeg har kendt mennesker, der for at kunne slappe af på deres wellness-lokummer må have tre bodyguards i entreen, fordi de er bange for at blive kidnappet. Hvor fint er det? Hvad er det, der er så paradoksalt ved begrebet innovation? Jeg har i mange år forestillet mig, at der fandtes en innovationshåndbog. 450 sider med ligegyldige floskler om personlig udvikling og såkaldt kreativitet. Jeg medgiver dig, at ordet innovation er meget usexet. Jeg hører straks søvndyssende konferencesnak ledsaget af Power Point. Tom snak i tomme mondæne rum. Innovationsbegrebet er i dag så udvandet. Det at tro, at begrebet baner vejen for selve genialiteten, er en af vor tids største misforståelser. Innovationsbegrebet har netop fortrængt genialiteten. Genialiteten var blevet for usystematisk og besværlig, fordi den forudsætter den personligt perfektionerede originalitet, jeg applauderer så voldsomt for. Det er den samme rædselsvækkende, topstyrede manipulation af sproget, som også har gjort det at være et anstændigt menneske til det samme som at være politisk korrekt. Genialitetsbegrebet er altså blevet tilsidesat til fordel for ordet innovation. Nu kan vi alle være med. Det totale visionsfravær er heller ingen hindring. Det er tværtimod en forudsætning for alt det småborgerlige innovationssludder, som kun handler om, hvordan vi får ingenting til at fylde alting. Meningen med rigdom står der ikke noget om i innovationshåndbogen.

17 32 Det kolossale menneske 33 Meningen med rigdom Hvorfra ved du, at genierne findes, og at ingen har villet lytte til dem? Er det dit alvor at spørge mig om det? Vi kommer ikke uden om genialiteten. Det er vigtigt at forstå, at min kritik ikke bunder i forsmåelse. Det er en observation gjort oppefra og ned. Kan universiteterne ikke mere stille de nødvendige spørgsmål, fordi de har mistet deres selvstændighed, så må menigmand gøre det. Hvor er den teknologi, der får folk til at snakke sammen i busserne? Hvor er den teknologi, som omdanner de hundredetusinde opgange til potentielle bofællesskaber? Hvem passer hvem? Hvem laver mad til hvem? Hvor er den teknologi, der forhindrer vores elskede i at forsvinde, fordi en lastbil skal til højre? Vi kan vel ikke nøjes med genierne, dem er der jo ikke så mange af. Er innovation ikke bare middelmådighedernes behjertede forsøg på ved fælles hjælp at bidrage til udviklingen? Det er ikke godt nok. Innovationsfællesskabet er et invitationsfællesskab, der tildeler sig selv samfundets vigtigste poster. Tro mig, de ved, hvem de er. Fantasien forlod dem allerede i studieårene. Alt, hvad de har tilbage, er deres magtfulde kammeratskab eller netværk, som de kalder det. Jeg må igen kalde på selvindsigt og fordybelse. Træd tilbage og giv plads til talentet. Hvor mange kan bryste sig af nogensinde at have gjort det? De mest læste artikler på avisernes erhvervssider er altid de ti nyeste gode råd om, hvordan man gør chefen glad. Befri mig vel. Prøv at sætte en femmer på spidsen af en blyant og slå til den med en anden femmer. Så koldt klinger innovationsdanmark. Innovation er det magiske ord, der giver adgang til uanede fondsmidler. Ingen spørger til resultaterne af den innovative forskning. Så længe den bare er innovativ, er alt godt. I forbindelse med nogle foredrag tog jeg hurtigfærgen til Århus. Grundet autografskriverier ankom jeg som sidste mand til vogndækket. Synet, der ventede mig, gav mig et chok! Ingen kunstinstitution har nogensinde formuleret et mere sigende kunstværk. Dekorativt placeret holdt Familien Danmark parkeret i deres funklende nye køretøjer. De blanke, sorte dæk fremstod renere end mine egne hænder. Kærligheden flød frit mellem far, mor og børn, men slap ikke ud gennem de hermetisk lukkede ruder. Dualiteten i deres vigende blikke vidnede på den ene side om, at her sidder vi trygt og godt, ingen skovflåt kan gå vores børn i kødet. Men på den anden side forekom det mig, at de selv udmærket var klar over, at deres projekt, deres fortravlede arbejde, ja undskyld mig, deres hele forfatterskab var dybt egoistisk. Den offentlige intelligens havde nået det absolutte nulpunkt den eftermiddag. De vidste det. Jeg vidste det. Jeg kunne ikke røre mig ud af stedet. Havde det ikke været på grund af min alder, havde jeg smidt tøjet, blottet mit køn og var begyndt at stimulere mig selv. Sådan her, en, to, tre, fire. Livgivende havde det været, om jeg i endnu en kaldelse havde druknet ikke kun mig selv, men hele nationen i håbets drengemælk. Men selvfølgelig ville en moderne vinduesvisker også have fortrængt dette budskab. Puritanismens skræmte forenklinger har igen fået tag i os. Det piner mere end bare min forfængelighed. Jeg spørger bare: Kan vi være bekendt at efterlade vores børn der, hvor vi selv ankom i slutningen af de snerpede 50 ere? Oven på den svada rejste Blachman sig og gik ud på balkonen for at ryge en smøg. Jeg lagde mærke til, at der var blodpletter på ryggen af hans hvide skjorte. Jeg blev helt bekymret med tanke på, at vi befandt os på myternes hotel, Chelsea Hotel, hvor Sid Viscious fra Sex Pistols dræbte sin kæreste og begik selvmord, og Leonard Cohen skrev sin hyldest til Janis Joplin. Men inden jeg sank hen i alle hotellets fortællinger, var Blachman klar igen. Et kort øjeblik stod han og nulrede en halvtom plastikflaske, der stod på kaminen. En lille slurk, og så gik han på talerstolen igen.

18 34 Det kolossale menneske 35 Meningen med rigdom Alt lort bliver godt med tiden. I en brandert år tilbage førte jeg en samtale med en præst. Jeg spurgte hende, kan man gifte sig i din kirke, også selvom man tror, man selv er Gud? Spørgsmålet lagde omgående samtalen død. Svaret lod vente på sig, til en anden pastor for nyligt i Information skrev en længere artikel om mig under overskriften Blachman er Gud. Livet er en fest. Og det er i den erkendelse, at jeg endnu engang må applaudere for gunslinger-mentaliteten. Vi hænger et sted midt ude i universet. Vælger vi fedterøveriet, så før mig til afløbet under dit Volaarmatur. Vælger vi derimod at fremhæve individets særpræg og knopskud, så kan vi i strakt arm beundre hinanden som de rumvæsener, vi i sandhed er. Der er mange måder at tjene til dagen og vejen på. Men lad os alle tjene vores løn der, hvor vores talent gør mest gavn. Er vi virkelig den generation, der aldrig har eksisteret? Er vi virkelig den generation, der aldrig har eksisteret? Er vi virkelig den generation, der aldrig har eksisteret? Er vi virkelig den generation, der aldrig har eksisteret? Er vi virkelig den generation, der aldrig har eksisteret? Blachman gentog spørgsmålet sidste gang halvt ude af døren på vej ned ad gangen, så budskabet fik en nærmest katedralisk klang. Nu er det i sandhed det patetiske, der rykker. Det er jo bibelske dimensioner, du er oppe i. Du lader dig forblinde af ordets tidløse egenkapital. Jeg kan døje med det samme problem, hvad angår toner. Alle kombinationer virker antikverede indtil det øjeblik, hvor jeg ankommer til min egen tid. Hvornår ved man, at man er ankommet til sin egen tid? Når din personificeringsevne er så gennemgribende, at selv klichéerne får nyt liv. De gode gamle dage findes ikke i mit selskab. Mit talent for åndsnærvær skal blive min generations påmindelse om dens eget. 68 erne ankom rettidigt til deres egen tid. Min generation vil om kort tid endelig ankomme til sin egen tid. Behovet for personificering er større end nogensinde, hvis ikke livet skal føles som en anakronisme. Der er ikke noget alternativ. Fedter vi fortsat for meget med os selv og vores eget, så vil vi blive generationen, der aldrig har eksisteret.

19 36 37 Vanviddets gymnastiksal V a n v i d d e t s gym na Det startede med ordblindhed fra min side. Så længe jeg kan huske, har bogstaver, ord og sætninger rodet rundt på husfacader, vejskilte, i bøger, på skærme osv., som om alle disse tegn havde et indre ønske om at eksistere uafhængigt af deres oprindelige betydninger. Jeg har langt senere erkendt, at det er i denne, om man vil, håbløse irrationalitet, i denne uendelige strøm af fragmenterede halve og hele ord og begrebssammenstød, at jeg ufrivilligt og i al tavshed har modtaget min egentlige uddannelse. Det er i disse forsøgte meningsdannelser af frit associerende abstraktioner, at det kan være lidt svært at tænke klart Men til gengæld har jeg haft nogle af de mest vidunderlige stik sal Siger en politibetjent i Spurten er gået, inden han afbrydes af Blachmans kæreste.

20 38 Det kolossale menneske 39 Vanviddets gymnastiksal Orden skabes med magt. Det burde du vide. Desuden er det heller ikke specielt klædeligt for en mand at underkaste sig sit eget opsvulmede følelsesliv De fleste mænd snakker helst ikke særligt meget. Og bliver de lige pludselig gode til at lytte, er det som regel, fordi de håber, at der måske vanker lidt sex for enden af samtalen. Smilende og glad med fire flasker vand i hænderne var Blachman tilbage igen. Med en dirigents autoritet genindtog han favoritpositionen ved kaminen og sendte et bestemt blik mod tastaturet. Ved et selskab på Amalienborg var Frederik så elskværdig at spørge til, hvilken slags musik jeg gik og lavede for tiden. Mit svar husker jeg ikke, men det var vist noget med, at jeg fik gået en del ture i indre by, hvor jeg dengang boede sammen med min søn i en klapvogn. Misforstå mig ikke. Jeg kan godt høre, at det lød, som om jeg var en stakkels posemand, der flakkede omkring med min lille søn, og at prinsen pludselig bad mig om at komme op på slottet. Så meget H.C. Andersen er der trods alt ikke over mig. Og dog. Vi er begge født den 2. april, og rygtet siger, han også var ordblind. Men ordblinde er vi jo alle. Per Kirkeby fortalte mig, at både han og Tal R også har fået den samme gave. Men sandheden var, at jeg også dengang boede i en flamboyant lejlighed sammen med min kæreste Viola. Det var den gamle jødiske synagoge i Snaregade. Nu er jeg jo ikke den selvpromoverende type. Det er langtfra altid, at jeg benytter de mange oplagte chancer for at rejse mig op for at fortælle om mig selv. Jeg er jo ikke Jørgen Leth. Jeg var meget genert som barn. Jeg husker, hvor stolt jeg følte mig, når jeg gik hen ad gaden med min far. Altid holdt jeg i en af de fingre, hvor der ikke sad en cigaret. Thomas, min søn, opkaldt efter min tegnebog, sådan præsenterede han mig. Når voksne griner af noget, et barn ikke forstår, kommer genertheden. Begrebet tegnebog blev et mytisk begreb for mig og er det på sin vis stadigvæk. Folk, der går med tegnebøger, er nogle fedterøve, fortalte min far mig dengang. Fuldstændig som Københavns kommune fedter med ungdomshuse i stedet for at bare gribe til lommerne. Jeg har hørt alt rigeligt om ungdomshuset. Jeg vil meget hellere høre om Blachman på Amalienborg.