Landsforening for Dansk-udenlandske Ægtepar

Transkript

1 Nyhedsbrev nr. 35 Maj 2006 Landsforening for Dansk-udenlandske Ægtepar Formand: Bolette Kornum Næstformand: Kristina Viegaard Andersen RÅDGIVNING for ÆUG Danmark: Christina Reves, Bolette Kornum, Louise Vinther Alis, Nanna Hvedstrup. Telefonrådgivningen på Mandage kl : DRC & ÆUG Slesvig Tirsdage kl : ÄUG Sverige Onsdage kl : ÆUG Danmark eller via mail: KASSERER: Sidse Hansen MEDLEMSSERVICE: Anne Marie Voldborg eller telefon PRESSEKONTAKT: Bolette Kornum, Kristina Viegaard Andersen og David Nicolas Hopmann WEBMASTER: Niels Henriksen HJEMMESIDEN: Sidse Hansen NYHEDSBREV: Anne Marie Voldborg, Ansvarsh. redaktør, Skovskellet 1, 2840 Holte Pas på telefonrådgivningen får snart et nyt nummer: Vores hidtidige nummer er Ægteskab uden Grænser har et tæt samarbejde med søsterorganisationerne Äktenskap utan Gränser i Sverige aeugnetvaerk@yahoo.com og Ægteskab Uden Grænser i Sydslesvig aeug.sl@slesvig.de Postboks København N Danmark Hvis du er medlem af Ægteskab uden Grænser i Danmark, er du også medlem af Ægteskab uden Grænser i Sydslesvig og Äktenskap utan Gränser i Sverige og omvendt. Det vil sige, du er stemmeberettiget i alle tre foreninger til den årlige generalforsamling. Fra redaktøren Dette nyhedsbrev er særdeles langt, fordi jeg har ønsket at berette så godt som muligt om den konference som foreningen havde organiseret på Christiansborg sammen Det Radikale Venstre. Samtidig har jeg et referat fra generalforsamlingen både i Danmark og Sverige, et referat med nyttige oplysninger som udlændingestyrelsen gav ved brugerpanelet. Så nåede jeg også lige at få EU- Kommissionens kritik af den Danske fortolkning af EU-reglerne med samt ECRIs kritik af den danske udlændingelov og administrationen med. HUSK ALTID AT MEDDELE ÆNDRINGER I MAIL OG POSTADRESSE! Modtager du nyhedsbrevet med posten er det tegn på at vi ikke har din -adresse. Hvis du har en sådan en vil vi gerne bede dig om at sende den til medlemsservice@aegteskabudengraenser.dk. Det sparer os for en del udgifter. 1

2 Dansk-udenlandske ægtepar, der bor i Sverige, men arbejder i Danmark kan ifølge EU Kommissionen komme tilbage til Danmark ifølge EU-reglerne for fri bevægelighed, som giver EU-borgere ret til at bosætte sig i et andet EU-land og ved hjemkomsten medbringe deres ægtefælle. " EU-Kommissionen underkender den danske tolkning af reglerne for fri bevægelighed."... "EU-Kommissionen åbner nu for, at hundredvis af dansk-udenlandske ægtepar bosat i Sverige kan flytte til Danmark uden om de danske regler for familiesammenføring.... Danmark har hidtil tolket reglerne sådan, at kun EU-borgere, som har arbejdet i udlandet, har ret til at medbringe ægtefællen ved hjemkomsten. Dermed kan flere hundrede dansk-udenlandske par, der bor i Sverige, men arbejder i Danmark, ikke få familiesammenføring efter EU-reglerne. I stedet skal parrene opfylde de danske regler for familiesammenføring, herunder 24-årsreglen og tilknytningskravet. Men EU-kommissionen fastslår nu, at parrene i Sverige er omfattet af EU-reglerne. Det sker i et brev til Morgenavisen Jyllands-Posten, som har bedt kommissionen fastslå, hvordan reglerne skal tolkes, og om begge grupper er omfattet af EU-reglerne." (Henrik Vinther Olesen den 27. maj 2006 i Jyllands Posten) På DRs nyheder kunne man samme dag bl.a. læse følgende kommentar: Integrationsministeriets tolkning blev lagt fast i december 2004, efter at behandlingen af op mod 50 sager havde været stillet i bero i 10 måneder, og integrationsministeren siger, at EU-kommissionens holdning ikke umiddelbart ændrer ved den danske tolkning. Politiken kunne den 28. maj 2006 berette om et dansk-udenlandsk ægtepar der havde boet 2 år i Sverige. Danskeren havde pendlet og arbejdet i Danmark. Efter 2 år flyttede parret tilbage til Danmark. Politiet anholdt den udenlandske ægtefælle på sin arbejdsplads, hentede den danske kone og deres barn, afleverede dem i Helsingborg og gav dem 1-års indrejse forbud! ECRI RAPPORT Rapporten som Statsministeren smed i papirkurven få timer efter at den var offentligtgjort. Den var fyldt med fejl og så kunne medierne ivrigt diskutere fejlene uden at beskæftige sig med indholdet. Smart trick! Europarådets "European Commission against racism and intolerance" (ECRI) publicerede en meget kritisk rapport om Danmark. Den kan læses på Døm selv om den rammer plet. Med hensyn til udlændingeloven kritiserer ECRI blandt andet 24-års reglen, tilknytningskravet, bankgarantien danske kroner, at man ikke må have fået offentlig hjælp i en periode på ét år, inden ansøgningen blev indgivet. Rapporten gør opmærksom på at 24 års reglen blev indført for at undgå tvangsægteskaber. Faktisk er der kun ganske få tvangsægteskaber. Ifølge en undersøgelse, som regeringen selv havde bestilt hos Socialforsknings Institut, er der i målgruppen (Tyrker, Libaneser, Pakistaner, Somalier og borgere fra Eks- Jugoslavien) 80% der selv valgte deres ægtefælle, 16 % fandt deres ægtefælle sammen med deres forældre mens kun 4% sagde at forældrene valgte deres ægtefælle. ECRI henviser til Socialforsknings Instituts undersøgelse om "pardannelse blandt etniske minoriteter" af Garbi Schmidt og Vibeke Jakobsen, se Rapporten blev afvist af ministeren. Eva Smith skriver som svar på regeringens kritik: "Det forekommer mig svært at benægte, at 28-årsreglen er udtryk for indirekte diskrimination til fordel for etniske danskere. Hvis jeg ikke tager meget fejl, udarbejdede integrationsministeriet et notat ved reglens indførelse, der belyste, at denne regel stort set kun ville få betydning for etniske danskere. Men det er da glædeligt, at reglen i praksis administreres noget mindre restriktivt end ordlyden. Rettigheder i henhold til en "normal" administrativ praksis er imidlertid ikke det samme som rettigheder efter loven." Og om bankgarantien: "Regeringens indvending er irrelevant for ECRI`s bekymring. Hvad formålet end er med bankgarantien, så er det et forhold, der besværliggør familiesammenføring for de individer, der befinder sig nederst på den sociale rangstige. Og det er alene det, ECRI påpeger." Mange dansk-udenlandske par har søgt tilflugt i Sverige og Tyskland... Det lyder godt nok alle sammen velkendt! 2

3 Kritik i hobetal af udlændingeloven og dens administration. I Juli måned 2004 har Europarådets menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles kritiseret Danmarks 24-års regel og tilknytningskravet og de økonomiske krav ved familiesammenføring. Den 4. Oktober 2004 kom Det Danske Institut for Menneskerettigheder med alvorligt kritik af regerings udlændingepolitik. Jyllands Posten skriver den at integrationsministeren indrømmer at der er sket fejl i afgørelser om familiesammenføringer, og derfor vil integrationsministeriet nu se på 40 sager, hvor der tidligere er givet afslag på familiesammenføring. Desuden er integrationsministeren klar med et lovforslag, så præmisserne for familiesammenføring bliver fremhævet i selve lovteksten, for at undgå at menneskerettighederne bliver krænket. FN-komiteen for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (CESCR) vil have 24-års reglen fjernet eller ændret fra udlændingeloven.. En delegation af 12 danske embedsmænd har været i Geneve for at svare på spørgsmål og den kom FN's Komite for Økonomiske og Kulturelle Rettigheder blandt mange andre punkter ind på den Danske udlændingelov og skriver i sin rapport: It recommended that the State. takes appropriate measures to either repeal or amend the so-called 24-year rule of the 2002 Aliens Act, in line with its obligation to guarantee the enjoyment of the right to family life to all persons in Denmark without distinction. Politiken skriver den 15. januar 2005 integrationsministeriet afviser alle kritikpunkter der blev fremlagt af Institut for Menneskerettigheder. Men Birgitte Kofod Olsen fra Institut for menneskerettigheder "offentliggjorde et 9 sider langt notat, hvor det gentager, at den danske udlændingelov og administrationen af den på en rækkepunkter "diskriminerer", forskelsbehandler og kan føre til krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention". Birgitte Kofod Olsen siger "Der tegner sig et mønster af, at man bare afviser uden rigtigt at lytte til, hvad kritikken går på, og hvad den indeholder. 5 april Politiken skriver: Præsidenten for Højesteret, Torben Melchior opfordrer politikerne til selv at tage ansvar for stramningerne i udlændingelovgivningen. Han betegner udlændingelovgivningen for at være en "usikker retstilstand", fordi lovteksterne henviser til internationale konventioner i stedet for selv præcist at definere lovens rammer. FN s komite offentliggjorde den 30. September sin rapport om regeringen overholder Børnekonventionen. Rapporten bemærker om familiesammenføring: "The Committee remains concerned at the legislative reform that reduces the age limit of the child to family reunification from 18 to 15 years." "The Committee recommends that the State party undertake all measures to ensure that family reunification procedures fully comply with article 1 of the Convention." (FN's børnekonvention Artikel 1 definerer et barn således: Børn er personer under 18 år, med mindre den nationale lovgivning fastsætter en lavere myndighedsalder.) I Oktober blev Hvidbogen en realitet baseret på et samarbejde mellem Institut for Menneskerettigheder, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Dokumentations og Rådgivningscenter om Racediskrimination (DRC) og Ægteskab Uden Grænser i Danmark og Sverige. Hvidbogen er en samling af 46 konkrete sager om ægtefællesammenføring med relation til 24-årsreglen, tilknytningskravet, forsørgelseskravet, proformaægteskaber, flygtninges adgang til ægtefællesammenføring samt om par, der måtte flytte til Sverige for at opretholde et familieliv. Instituttet vurderer, at syv af dem er afgjort i strid med konventionerne og opfordrer til at anlægge sag mod integrationsministeriet. Oktober Europarådets menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles understøtter ifølge Politiken (17. Oktober 2005) den kritik som Instituttet for Menneskerettigheder er kommet med i Hvidbogen og gentager anbefalingerne fra sin egen rapport. Nogle af kravene for at opnå familiesammenføring - specielt dem, der relaterer til ansøgernes økonomiske formåen - bør behandles med betydelig forsigtighed, fordi der er en meget klar og potentiel risiko for overtrædelser af artikel otte i Den europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til et familieliv". 3

4 Han fastholder samtidig, at det på andre områder er selve loven der overtræder konventionerne og tænker specielt på reglen om, at man kan undgå tilknytningskravet, hvis man har haft dansk statsborgerskab i 28 år. Den regel mener han diskriminerer mellem mennesker, der er født i Danmark og dermed har fået deres statsborgerskab med det samme, og indvandrere, der først er kommet til Danmark i en senere alder." Nu kommer så ECRI-rapporten som endte i papirkurven og EU-Kommissionens vurdering om den Danske tolkning af EU-regler. Bedst for alle ville være at alle borgere i Danmark fik de samme rettigheder som andre EU-borgere har i Danmark. Så behøvede de ikke at flytte til Sverige, Tyskland eller et andet EU-land. Det ville løfte det danske image og ville være moralsk og økonomisk rigtigt. Jeg undrer mig over at det danske folk med sin udlændingelov vælger at være andenrangs borgere i forhold til EU-borgere? i forhold til udlændinge der får opholdstilladelse i landet på grund af deres profession? 4

5 Referat af generalforsamlingen for Ægteskab uden Grænser Bolette Kornum byder velkommen. Valg af dirigent Bestyrelsen foreslår, at Erik Lemcke bliver dirigent. Det bliver vedtaget. Erik Lemcke: Generalforsamlingen er lovligt indvarslet. Christina Reves vælges som referent. Formandens beretning Vi kunne faktisk starte hver generalforsamling i ÆUG med den samme indledning år efter år: Der er stadig mange danskere som ikke kender til konsekvenserne af udlændingeloven. De fleste som kender til konsekvenserne er folk som selv er ramt, eller er i familie eller venner med personer som er ramt. De som kender konsekvenserne af loven er som regel imod indholdet i loven og ønsker den ændret til en mere human, retfærdig og forståelig lov. Mange politikere kender heller ikke de egentlige konsekvenser af loven, desværre er et flertal af politikerne i dag stadig for loven, visse ønsker ligefrem at stramme det yderligere. Og i dag, seks år efter loven blev indført, vi ser stadig eksempler på at nogle politikere ligefrem foreslår ændringer som allerede er indført I sommeren 2005 udtalte INM at man nu kunne se resultater med hensyn til tvangsægteskaber; antallet af tvangsægteskaber var faldet med over 50% siden 2002, fra 17 til 7! Så tusinder af par og familier bliver hvert år ramt af udlændingelovens stramme regler og krav for at vi kunne redde de 10 par som nu ikke blev tvangsgift det er et bevis på at loven har stået sin prøve DET SIDSTE ÅR: Efter Folketingsvalget i starten af 2005 havde vi nok ikke de store forventninger om at loven ville blive ændret lige med det samme. Sidste sommer var der begyndelsen på et lys i horisonten: Skandale på skandale og fejl m.v. var hver dag at finde i medierne om Udlændingestyrelsen. Desværre blev fokus aldrig udvidet nok til at omfatte familiesammenføringsreglerne, selv DCISM s hvidbog om familiesammenføringer gik hurtigt i mediernes glemmebog, på trods af omfanget og det vigtige indhold i rapporten. Rigsrevisionens undersøgelse af Udlændingestyrelsen var efter vores mening heller ikke omfattende nok: Der manglede en reel undersøgelse af familiesammenføringsreglerne og visumreglerne og særligt hvordan de administreres. Hele emnet om praksisnotater, dispensation fra 24 års regel pga. studier etc. tabte hurtigt terræn til kinesiske studerende med falske opholdstilladelser og bestikkelse. Vi kan dog glæde os over trods alt at der kom fokus på styrelsen, og f.eks. behandlingstiderne. Men hvor mange af os tror på reelle ændringer i administration, praksis og behandlingstider selvom der nu kommer en ny direktør og det fremover skal hedde UdlændingeSERVICE? Valget af Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet gjorde ikke ligefrem udsigterne til en stærk opposition lyse hvilket også har vist sig at være rigtigt: det er ikke nemt at se det sociale og demokratiske og menneskelige (som er Socialdemokratiets nøgleord) i den politik som partiet fører i dag. Til gengæld har andre meldt sig på banen på vores halvdel vel at mærke: Præsteinitiativet, Forfatterinitiativet, Læger siger fra, diverse forfattere m.fl. har alle stået frem og sagt: NU ER DET NOK! Både med tonen og indholdet i debatten, Danmarks love og regler, og hvordan vi behandler landets egne borgere, for ikke at tale om andre medmennesker. Det har skabt røre i andedammen eller provinslandsbyen, som flere kalder Dagens Danmark og ringene i vandet kan ses og høres endnu. Desuden holder Marianne Jelved og mange andre oppositionspolitikere fast i deres kritik af loven. Sagen om tegningerne i Jyllands-Posten vil jeg ikke diskutere her; men det skal nævnes at hele den såkaldte krise har medført mere debat og mere indsigt i den fler-kulturelle verden vi lever i, men desværre har den også forstærket nogles stereotype meninger og holdninger om udlændinge. 5

6 RÅDGIVNING: En af de vigtigste opgaver foreningen har, i manges øjne den vigtigste, er vores rådgivning, som varetages af bestyrelsesmedlemmer og frivillige. Rådgivningen fungerer i samarbejde med DRC, samt de to søsterforeninger i Slesvig og Sverige. Pga. manglende arbejdskraft har vi desværre været nødt til at skære ned på åbningstiderne i telefonrådgivningen, så vi nu kun har åbent tre aftener om ugen, og presset er derfor blevet øget på en i forvejen meget anstrengt telefonlinie. Derudover kan man altid sende en mail til rådgivningen, hvilket mange benytter sig af også her har vi svært ved at følge med. I forbindelse med den nye hjemmeside, har vi fået en særlig hjemmeside til alle ÆUG s mails, hvor vi alle kan læse og skrive mails, hvilket er til stor hjælp for både gamle og nye rådgivere og bestyrelsesmedlemmer. PRESSE/TALSMANDSGRUPPEN: Gennem det sidste år har vi igen været i medierne, både i indland og udland. Foreningen har bl.a. haft kontakt med RAI, BBC World, tyske og franske medier, Politiken, TV2 nyhederne, DR, samt en række andre indenlandske og udenlandske medier. Desuden har vi kontakt med studerende fra både danske og internationale universiteter samt journalist-studerende, hvor foreningen og medlemmerne har deltaget i diverse projekter. Ofte er det sådan at foreningens navn bliver nævnt i forbindelse med disse kontakter, men det er heller ikke det vigtigste: Oftest er det sådan at journalisterne gerne vil i kontakt med par der er ramt af loven og fortælle om egentlige historier, og ikke blot det generelle indblik. Foreningens talsmandsgruppe har skiftet medlemmer i det sidste år: Kristina Andersen har overtaget Janniks plads i gruppen, og senest har Louise Alis overtaget Erik Lemcke s plads. Talsmandsgruppen har haft en del møder på Christiansborg. Der har været møde med Rikke Hvilshøj og repræsentanter fra INM, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Møderne med Det Radikale Venstre har bl.a. resulteret i en række 20 spørgsmål til Integrationsministeren samt nogle spørgsmål om enkeltsager, og senest den kommende konference i næste weekend, den 6. maj på Christiansborg. Der ligger kopier af invitationen på bordene omkring jer og vi håber at de af jer som har mulighed for at komme vil tilmelde jer, men det skal være senest i morgen! MEDLEMSSERVICE: Foreningens medlemsservice modtager tilmeldinger fra nye medlemmer og holder styr på om kontingenterne er betalt. Men Anne Marie har ikke nok at lave på dette område Så derfor håber vi at I alle vil opfordre familie og venner til at blive medlem det er ikke mange penge, men jo flere medlemmer vi har i foreningen, jo mere bliver der lyttet til os og vores holdninger. NYHEDSBREVET: Nyhedsbrevet er bestyrelsens talerør til medlemmerne, og det fungerer perfekt ikke mindst takket være Anne Maries store indsats med at indsamle materiale fra de andre bestyrelsesmedlemmer, foreningens medlemmer samt det politiske liv m.v. hvor hun dermed holder os alle orienterede om hvad der sker på området og i foreningen. HJEMMESIDEN/FORUM: Sidste år fik vi en ny web-master, som gennem det sidste år har arbejdet på en ny hjemmeside. Den er opbygget meget brugervenligt for gæster og for bestyrelsen, idet vi nu selv kan gå ind direkte og ændre på siden. Dermed kan vi nu bedre være på forkant med begivenheder etc. og være opdaterede. Der mangler stadig noget arbejde på siden, men vores web-master udvikler systemerne efterhånden, så det er skræddersyet til ÆUG. Forslag til indhold eller sider må I meget gerne sende til hjemmesid en, og hvis nogle har gode evner indenfor hjemmesider og/eller databaser, vil Niels måske gerne have en hjælpende hånd. Gennem det sidste år er der heldigvis også kommet gang i hjemmesiden igen. Forum vokser sig større for hver dag: Lige nu har vi over 1000 medlemmer på Forum og der er skrevet knap beskeder/indlæg. Der er mange som benytter Forum til rådgivning, erfaringsudveksling og netværk. Det er planen at vi skal rydde op på Forum, og bl.a. bruge nogle af de mange indlæg og forslag fra Forum til nye sider på den generelle hjemmeside Igen: Vi kan godt bruge nogle ekstra hænder og øjne til dette arbejde. 6

7 FRIVILLIGE/ARRANGEMENTER: Frivilligt arbejde er sjovt, men også til tider hårdt: Det skal gå op i en højere enhed med en dagligdag med job og studier, samt familien. Vi har altid brug for flere frivillige: jo flere vi er, jo flere og større opgaver kan vi påtage os. Så hvis nogle af jer skulle være interesserede i at bidrage enten fast eller blot efter behov og tid, må I meget gerne give besked til frivillig-gruppen. 10 ÅRS JUBILÆUM: I oktober måned 1996 blev foreningen ÆUG stiftet startskuddet var en kronik i Politiken. Det er i oktober måned i år altså 10 år siden at ÆUG blev stiftet. Det er både en god og dårlig nyhed: en dårlig nyhed fordi vi vel alle ønsker at en forening som vores ikke skulle være nødvendig i Danmark landet som tidligere har stået for menneskerettigheder, lighed og demokrati. Den gode nyhed er at der i Danmark anno 2006 er mange som synes at dagens Danmark ikke er som det burde være, og vi kæmper derfor for at ændre det! Så derfor skal det fejres og gerne så det kan høres og ses i hele Danmark. I bestyrelsen har vi allerede talt om idéer såsom en støttefest, en støtte-cd med grænseløs musik eller andre måder at fejre jubilæet på. MEN som sædvanlig har vi brug for hjælp: Kontingentet er ikke højt, og medmindre I får hele jeres familie OG vennekreds til at melde sig ind, så vil et større arrangement kræve at vi får økonomisk støtte udefra. Vi får derfor brug for flere frivillige: Både til at søge penge, men også til at arrangere et jubilæum som skaber opmærksomhed. Så skriv til os vær med til at fejre foreningen! AFSLUTNING: Jeg vil gerne her til sidst, sige tak til alle bestyrelsesmedlemmerne for den indsats de har lagt i arbejdet for foreningen gennem det sidste år. Erik Lemcke og Jannik har valgt at stoppe deres arbejde i bestyrelsen i det sidste år. Jeg og resten af bestyrelsen - vil gerne sige tak for den tid de har lagt i foreningens arbejde og ønske dem held og lykke fremover med speciale, ombygninger og hvad de ellers finder på. ÆUG skylder dem begge meget, da de har kæmpet hårdt, bravt og vedvarende i de mange år de har været aktive, og de har ført skuden gennem høje bølger som stille vand, og uden dem ville foreningen ikke være hvad den er i dag. Erik har knoklet for at skaffe bedre kontakt til medier og politikere, hvilket har hjulpet foreningen meget med at komme frem med vores budskaber, og Janniks slid har skabt en solid forening og en sammentømret og effektiv organisation. Christina Reves har besluttet at holde en pause fra bestyrelsen, men vil fortsætte med at være aktiv i den svenske søsterforening og give en hånd med når der er behov, og vi slipper hende ikke let Her til sidst vil jeg bare sige, at det har som sædvanlig været en krævende, men også spændende periode, hvor vi har kæmpet for at blive hørt. Der er stadig ikke sket meget med lovændringer, men det er vigtigt at vi bliver ved med at kæmpe som mange andre organisationer, foreninger og enkeltpersoner gør når de møder uretfærdighed! Erik Lemcke: Der er ingen uddybende spørgsmål til beretningen. Så tak til Bolette for beretningen og for det store arbejde, som hun har lagt i foreningen i det sidste år. Landsforeningen af Danske- Udenlandske Ægtepar (Ægteskab uden Grænser) Årsregnskab for perioden 1.januar 2005 til 31.december 2005 Årets Resultat INDTÆGTER: Medlemskontingenter og Gaver... Renteindtæget ,93 43,73 7

8 Indtægter ialt ,66 OMKOSTNINGER: PORTO og Gebyrer 8932,75 KOPI, Tryk og konvolutter 9908,31 Kontorartikler 3205,75 Leje af Lokaler 1495 Mad og drikkevarer - fortæring 3508,65 Giroblanketter 637,5 Rejseudgifter 4174 Kontingent-overførsel 3.000,00 Rådgivningstelefon DRC m.v ,37 Krystalnatten 1.000,00 Annoncering ,54 Omkostninger Ialt ,87 Årets resultat ,21 Underskud Forskydning BG BANK pr. 1.jan ,90 BG BANK pr. 31.dec ,41 FORØGELSE 2.068, ,51 Roskilde Bank pr. 1.jan ,42 Roskilde Bank pr. 31dec ,55 FORØGELSE 85,13 85,13 Kassebeholdning pr. 1.jan05 765,80 Kassebeh. pr. 31dec ,30 FORØGELSE 331,50 331,50 Udlæg Udlæg kasserer pr. 31.dec , ,35 Årets likviditetsforskydnings fra Resultatopgørelsen. Årets disponible likviditet pr Årets disponible likviditet pr , , ,21 INDTÆGTER: Medlemskontingenter og Gaver... Renteindtæget Budget Realiseret Budget , , ,00 0,00 43,73 0,00 Indtægter ialt , , ,00 OMKOSTNINGER: PORTO og Gebyrer , , ,00 8

9 KOPI, Tryk og konvolutter , , ,00 Kontorartikler 2.000, , ,00 Leje af Lokaler 3.000, , ,00 Mad og drikkevarer - fortæring 8.000, , ,00 Giroblanketter 0,00 637,50 600,00 Rejseudgifter 1.000, , ,00 Kontingent-overførsel 0, ,00 0,00 Rådgivningstelefon DRC m.v , , ,00 Krystalnatten 1.000, , ,00 Annoncering , ,54 0,00 Diverse, foto, m.v ,00 0, ,00 Særlige arrangementer/aktiviteter ,00 0, ,00 Omkostninger Ialt , , ,00 Result , , ,00 Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse Der er et underskud på kr. Det betyder, at vi ved årets udgang 2005 havde foreningen i alt kr. Der var i årets løb indtægter for kr. Der var budgetteret for kr. Der var omkostninger for kr. Det er meget tæt på budget. De 3 største poster er post/frankering, telefon og annoncering i forbindelse med valgkampen til folketinget. Regnskabet hænger derfor nogenlunde sammen, hvis man tager 1-gangsposten (valgkampen) fra. Ulla Carstensen spørger, om vi har fået flere medlemmer pga. annonceringen. Erik Lemcke: Vi ville gerne påvirke valget og vi havde penge som vi ikke stod og skulle bruge til noget andet. Vi var tilfredse med dette, også fordi dette gav gode kontakter til diverse aviser. Louise Alis: Vi var også ude og dele flyver og andre ting ud. Det var altså ikke kun dyre tiltag vi bidrog med i kampagnen. Bolette: Vi har i rådgivningen haft mange henvendelser fra folk, som havde set nogle af annoncerne. Disse mennesker er tit i en situation, hvor de ikke kan overskue meget andet end deres eget liv. Vi ønsker ikke i bestyrelsen at kræve at folk er medlemmer for at få rådgivning. Henrik Voldborg: Hvorfor melder medlemmer sig ud? Christina: Folk glemmer tit at betale anden gang når behovet ikke er så stort. Ulla: Hvad med PBS? Erik Gøtzsche: Vi arbejder på sagen. Peter Lindenhann: Hvad med kontingentposten på kr? Erik Gøtzsche: Det var til Tyskland. Erik Gøtzsche: Budgettet. Der er budgetteret et underskud på kr. Da der er en formue vil der stadig være penge på kontoen hvis budgettet holder. Der allerede nu indkommet af de kr i indtægter, som der er budgetteret med. Der er afsat kr til særlige aktiviteter fordi foreningen fylder 10 år. Selvom alle budgetterede udgifter bliver afholdt, og der ikke kommer flere penge ind, vil der stadig være likviditet til næste år: Peter: Hvad dækker kontorartikler? Erik Gøtzsche: Det er forskellige kontorartikler Louise Alis: Vi har jo annoncering på google. Det bliver ca. 100 kr om måneden. Det skal vel med under annoncering? 9

10 Erik Gøtzsche: Ja, det skal det, men det er jo kun et budget og ikke endeligt regnskab. Erik Lemcke: Det var en meget optimistisk kasserer. Erik Lemcke: Vores revisor har også godkendt regnskab. Regnskab hermed godkendt. Forslag om vedtægtsændringer Der er en mindre vedtægtsændring: Betalende medlemmer af Äkteskap utan Gränser og Ægteskab uden Grænser i Sydslesvig er ligeledes medlemmer i Ægteskab uden Grænser i Danmark, såfremt den svenske og sydslesvigske foreningers kontingent ikke afviger væsentligt fra Ægteskab uden Grænser i Danmarks kontingent. Bolette: Vi ønsker dette fordi det øger samarbejdet, vi kan sige det samlede medlem, alle kan møde op til generalforsamlinger og være stemmeberretigede, og det kan være lettere for medlemmerne at betale i det land de bor. Erik Lemcke: Er der nogen spørgsmål eller kommentarer: David: Det er allerede vedtaget i Sydslesvig. Bolette: Det bliver også taget op på den svenske generalforsamling i slutningen i maj. Det er hermed vedtaget. Indkomne forslag Der er ingen indkomne forslag. Dette punkt er hermed klaret. Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent Erik Gøtzsche : Kontingentet er 125 kr. for 1 person og 250 kr. pr par. Det er det, som der budgetteret med, og det hænger sammen med dette kontingent. Jeg anbefaler, at vi godkender budgettet. Philip: Der er ingen post til hjemmesiden. Bolette: De omkostninger der er til hjemmesiden er domænenavn og serveren der har hjemmesiden. Og disse udgifter er betalt under rådgivningstelefon mv. Erik Gøtzsche: Der er betalt en omkostning på under 600 kr. til webmaster og det skulle dække hele året. Budgettet er godkendt. Valg af bestyrelsesmedlemmer Bestyrelsesmedlemmer, som ikke er på valg: Bolette Kornum, Kristina Andersen, Louise Vinther Alis Bestyrelsesmedlemmer som genopstiller: Anne Marie Voldborg Vil gerne være bestyrelsesmedlem: Sidse Hansen, Mimi Jakobsen, David Hopmann (Mimi er her ikke i dag). Erik Lemcke: Er der andre som vil stille op til bestyrelsen? Nej. Det er der ikke. Vil alle der stiller op lige sige 2 ord om sig selv og hvorfor man vil vælges: Sidse: Tyrkisk gift 28 år. Er blevet familiesammenført. Vi var heldige og få vores sag igennem på 4 uger for 1 ½ siden. Er uddannet på handelshøjskolen. Jeg arbejder med projektledelse. Jeg vil gerne arbejde på hjemmesiden, og lave nogen aftaler med rejseforsikringsselskaber og til forskellige kulturelle arrangementer. Louise: Mimi er her ikke. Men bestyrelsen ville gerne have nogen udenforstående med i bestyrelsen. Det var lidt sent, men Mimi sagde ja, og vi fik hende meldt ind i foreningen inden fristen. Hun kunne ikke komme i dag med så kort varsel, men hun glæder sig til at komme i gang hvis hun bliver valgt ind. David: Formand for Ægteskab uden Grænser i Sydslesvig, er med i DRC. Vil gerne være med i den danske bestyrelse for at give bedre samarbejde mellem bestyrelserne. Jeg er ikke personligt ramt, men synes at reglerne er langt ude. Bolette: Det er meget vigtigt at Anne Marie bliver! Erik Lemcke: Er der nogen spørgsmål. Philip Hollingbery: Er David i stand til at deltage i bestyrelsesmøder, når du bor i Sydslesvig? David: Jeg bor i København S. og jeg deltager i forvejen i bestyrelsesmøderne. Philip Hollingbery: Jeg er imod Mimi. Sådan en kendt person er måske ikke egnet til ÆUG s daglige ledelse. Bolette: Vi har over 2 bestyrelsesmøder valgt ud, hvem der kunne være interesserede og som grundlæggende deler vores holdninger. Hun har meldt ud, at hun meget gerne vil deltage både i forbindelse 10

11 med medier og andet bestyrelsesarbejde. Vi har store problemer med at komme ud til de danske medier. Et kendt ansigt kunne hjælpe på dette. Som eksempel herpå er Henrik Voldborgs 70 års fødselsdag, hvor der også kom i fokus på vores sag. Mimi skal ikke være kransekagefigur, men vi vil forhåbentligt få lettere ved at komme igennem i medierne. Kristina Andersen. Mimi er også en enorm ressource med hensyn til politikere som hun er vant til at omgås. Hun har erfaringer vi andre ikke har. Det er en gave til os, at hun har lyst til at deltage. Henrik Voldborg: Jeg forstår godt betænkelighederne. Hvis hun nu blev fx formand ville man kunne pege på os som en politisk forening. Men jeg går ind for Mimi. Louise: Hun er jo også i Red Barnet uden at det er et problem for dem. Hvor mange medlemmer er der i foreningen? Erik Gøtzsche betalende medlemmer. Der er en , som ikke har betalt. Dem der har stillet op er valgt. Valg af suppleanter Suppleanter på valg: Lasse Pedersen, Nanna Hvedstrup, Christina Reves Erik Lemcke: Tina er her ikke, men stiller op igen som suppleant. Nanna: Jeg er 26, bor i Sverige er. Er næstformand og kasserer i den svenske forening. Bolette: Tina stiller kun op, hvis der ikke er andre. Vi vil derfor gerne have nogen nye med. Vi har desuden aftalt i bestyrelsen i alle 3 foreninger vil forsøge at holde møde sammen for at øge samarbejdet. Lasse Pedersen: Jeg har overvejet det. Lasse er hermed stillet op. Lasse Pedersen: 25 år, gift med filippiner. Kan bidrage med noget organisatorisk. Jeg vil gerne starte som suppleant, så jeg kan lugte til det inden jeg bliver fuldgyldigt medlem af bestyrelsen. Jeg er uddannet på handelshøjskolen. Jeg er account manager i et IT firma. Jeg er ramt af tilknytningskravet, da jeg har læst og arbejdet på Filippinerne. Min kone har fået en anden opholdstilladelse end familiesammenføring. Erik Lemcke Hvem der er 1.2. og 3, suppleant vil vi lade bestyrelsen om. Valg af revisorer Erik Lemcke: Hamid stiller gerne op igen. Det er hermed vedtaget. Bolette: Hamid El.Moushti er medlem af borgerrepræsentationen, som også sørger for lokaler til generalforsamling. Eventuelt. Henrik Voldborg: Bestyrelsen burde overveje at det kunne være en fordel at der bliver forskel på kontingentet for enlige og par, så det blev en fordel at melde sig ind som par. Erik Gøtzsche: En del skifter fra at være dobbelt til at være single. Ulla: Hvad med et støttekontingent? Det kunne bevare en del medlemmer, fx 125 kr. Desuden er der et mindste kontingent for at det er et rigtigt kontingent. Dette er vist 150 kr. Derfor burde bestyrelsen også lige undersøge dette. Erik Gøtzsche: Der er flere som betaler i forbindelse med udsendelse af nyhedsbrev. Når vi sender nyhedsbrev ud kunne vi altid vedlægge et girokort og bede om støtte. Nanna: Vi har muligheden for støttemedlemmer i Sverige. Vi har fået god respons på dette. Bolette: Er der nogen ideer til jubilæet? Vi havde tænkt med en fest/koncert og en CD. Ulla: Arrangementer er altid i København. Kunne man lave noget, hvor man kunne komme sammen med overnatningsmulighed? Vi havde i sin tid kontakt med et firma som gerne ville være arrangør. Kristina Andersen: Man kan også altid maile os med ideer. Vores mailadresser står på vores hjemmeside. Erik L: Man kunne invitere til en aften hvor man kunne komme med gode ideer. Erik L: Vi er nu igennem punkterne. Jeg giver hermed ordet til formanden. Bolette: Tak for i dag. Tak fordi I kom. Vi glæder os til at se jer til næste år i til de arrangementer vi har i løbet af året. Og et stort tak til Erik Lemcke for hans tid i bestyrelsen og hans tid i dag. 11

12 LANDSFORVIST? Konferencen om de danske regler for familiesammenføring i Landstingssalen, lørdag den 6. maj 2006 var organiseret af Det Radikale Venstre og Ægteskab uden Grænser. Der var solskin og varme udenfor. Inde i salen var der alvor og menneskelige tragedier. 120 havde tilmeldt sig denne konference, desværre deltog hverken politikere eller journalister på trods af utallige invitationer, pressemeddelelser m.v. Bolette Kornum fra ÆUG bød velkommen, og derefter åbnede Elsebeth Gerner Nielsen med en velkomsttale: Dernæst fik Claus Blok Thomsen, journalist og forfatter af bogen "Den falske melodi", ordet. Lad mig starte med at præsentere mig selv: Mit navn er Claus Blok Thomsen, og jeg er ansat på Politiken, hvor jeg i en årrække dækkede flygtninge- og indvandrerstoffet. Jeg arbejder nu på avisens søndagsredaktion. Under den sidste valgkamp hørte jeg, hvordan regeringen igen og igen sagde, at den førte en stram, men anstændig og fair udlændingepolitik. Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke er politiker og heller ikke har ambitioner om at blive det. Jeg er ikke medlem af Det radikale Venstre eller andre partier. Jeg er og forbliver journalist, som ud fra de klassiske journalistiske principper forbeholder mig ret til at være kritisk over for de til enhver tid siddende magthavere. Således spidsede jeg også ører i sidste valgkamp, når specielt statsminister Anders Fogh Rasmussen gentog sloganet om en stram og anstændig udlændingepolitik. For jeg bemærkede, at det ofte var noget, han sagde, uden at nogen egentlig talte om de mennesker, som så blev ramt af den stramme udlændingepolitik. I de foregående år var jeg gennem mit arbejde på Politiken stødt på mange mennesker, der var blevet ramt, og hvor det havde gjort ondt i hjertet at høre deres beretninger, så jeg ud fra en almindelig journalistisk tilgang måtte stille spørgsmålet: Hvor anstændig er regeringens udlændingepolitik egentlig? Det blev udgangspunktet for, at jeg skrev bogen Den falske melodi, som udkom i slutningen af januar i år, og som er grunden til, at jeg er blevet bedt om at tale her i dag. En af de skæbner, jeg har mødt, var en gammel dame på 89 år fra Pakistan. Sardar Begum hed hun. Hun havde 1 datter, 14 børnebørn og 4 oldebørn i Danmark, men ingen nær familie tilbage i Pakistan. Hun havde kun et ønske, og det var at få lov til at tilbringe sine sidste år i Danmark hos sin familie. Den gamle dame var syg og afkræftet. Da jeg mødte hende, kunne hun ikke gå og knap nok se og høre. Hun sov det meste af tiden, og havde adskillige lægeerklæringer på, at hun var svækket og afkræftet, og ikke kunne klare at rejse hjem til Pakistan, hvor hun heller ikke havde nogen til at tage sig af sig. De seneste år havde hun boet hos sine familiemedlemmer i Danmark, der alle var velintegrerede med gode vellønnede jobs. Til trods for at det var fuldkommen indlysende for alle, at den gamle dame ikke ville kunne klare sig selv i Pakistan, nægtede de danske udlændingemyndigheder at forholde sig til hendes tilstand og blev ved med at afslå at give hende opholdstilladelse. I stedet måtte hendes familie kæmpe for hele tiden at få hendes besøgsvisum forlænget. "Det er indgået i grundlaget for ministeriets afgørelse, at De efter det oplyste er alderdomssvækket, således at De ikke kan lave mad, klæde Dem på, gå i bad og gå op af trapper uden hjælp fra andre. Ministeriet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved er tale om helbredsforhold af 12

13 en sådan karakter, at de kan begrunde en opholdstilladelse", stod der i Integrationsministeriets afslag. Hvor meget mere syg, afkræftet og hjælpeløs skulle den gamle dame så være? Jeg mener naturligvis ikke, at det skal være en ret for alle indvandrere at få deres forældre og bedsteforældre herop, så de kan blive passet på danske plejehjem. Men her var der jo tydeligvis tale om en ekstraordinær sag, hvor en gammel og hjælpeløs dame kun havde sin familie i Danmark tilbage. Under valgkampen spurgte jeg daværende flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder om, hvorvidt behandlingen af 89-årige Sardar Begum var et eksempel på regeringens stramme, men anstændige udlændingepolitik? "Sådan har politikken været i lang tid. Der er ingen ændring. Hun kan komme på besøg på turistvisum, og sådan er det", svarede Bertel Haarder. Men er det også anstændigt, spurgte jeg. "Det kan du selv vurdere, men det er i hvert fald uændret", svarede Bertel Haarder, men lovede dog, at den gamle dame ikke ville blive sendt hjem, så længe hun var syg. "Det kan du selv vurdere". Arkitekten bag regeringens stramme udlændingepolitik ville ikke svare på, om han selv syntes, at hans egen udlændingepolitik var anstændig. Endnu mere tankevækkende blev det, da Bertel Haarder efter valget blev undervisningsminister. Til afskedsreceptionen i hans gamle ministerium - Integrationsministeriet - fortalte han til en række af mine journalistkolleger, at han to gange havde bedt statsministeren om at få et andet ministerområde. Han orkede ikke længere at skulle forsvare alle de sager, som pressen bragte op, sagde han. Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg ved, hvad Bertel Haarder har gjort sig af tanker. Men jeg kan konstatere, at Bertel Haarder ganske ofte kom med nogle udtalelser, som var en sandhed med nogle temmelig store modifikationer, når han blev konfronteret med konsekvenserne af sin egen politik - for nu at sige det meget diplomatisk. For eksempel sagde han nærmest som et mantra, når han blev konfronteret med reglerne om familiesammenføring, at den udenlandske ægtefælle eller kæreste da "bare" kunne søge om at blive au pair i Danmark og komme hertil på den måde. Danmark var slet ikke så lukket, som hans kritikere prøvede at fremstille det, sagde han. Han fortalte dog ikke, at Udlændingestyrelsen i december altså mens han stadig var minister - strammede reglerne om au pair, så man nu som hovedregel ikke længere kunne komme til Danmark som au pair, hvis man var gift. Pressen fandt først ud af denne ændring, da Bertel Haarder ikke længere var integrationsminister, men hans afløser, Rikke Hvilshøj, forklarede, at ændringen var begrundet i, at myndighederne var begyndt at se et stigende antal mennesker, der søgte om au pair, selv om deres egentlige formål var at opnå familiesammenføring i Danmark. Med andre ord - at flere altså havde gjort, som Bertel Haarder havde opfordret til. "Der har været flere tilfælde, hvor ansøgere har haft deres egen familie lige rundt om hjørnet fra deres au pair-familie i Danmark. Hensigten med au pair-ordningen er at tage del i værtsfamiliens hverdag, og det har tydeligvis ikke været formålet med deres ansøgninger", som Rikke Hvilshøj efterfølgende sagde til mig. Da regeringen lavede den såkaldte starthjælp - den særlig lave ydelse til nyankomne flygtninge og indvandrere - blev den stærkt kritiseret. Bertel Haarder forsvarede sig med, at Norge ham bekendt var det eneste land, hvor flygtninge og indvandrere fik flere penge end i Danmark. Han blev ved med at sige det i offentligheden - også selv om hans ministerium modtog en rapport fra Socialforskningsinstituttet allerede i september 2003, der klart viste, at flygtninge og indvandrere fik mindre i 13

14 Danmark end i en række andre europæiske lande. Da jeg fik kendskab til rapporten og spurgte Bertel Haarder, hvorfor han blev ved med at sige, at kun Norge overgik Danmark, når hans ministerium havde modtaget en rapport, som viste, at det ganske enkelt ikke var sandt, var hans svar, at den rapport havde han aldrig set. Da den borgerlige regering tiltrådte i slutningen af 2001, fik Bertel Haarder som nyudnævnt flygtninge- og integrationsminister en bunden opgave. Den var klart udtryk i regeringsgrundlaget, hvor den første linje i afsnittet om udlændingepolitikken lød: "Regeringen anser det for helt nødvendigt at begrænse den nuværende tilstrømning af udlændinge, som kommer til Danmark". Bertel Haarder skulle altså stramme reglerne for asyl og familiesammenføring i Danmark. På mange måder var det velbegrundet at gøre noget ved de mange familiesammenføringer. Undersøgelser viste, at stort alle efterkommere i Ishøj Kommune af tyrkiske indvandrere blev ved med at hente deres ægtefæller til Danmark hjemme fra Tyrkiet - at det endda skete selv ud i tredje generation. Det havde aldrig været hensigten med reglerne om familiesammenføring, at de skulle bane vejen for en så omfattende og nærmest systematiseret trafik. Samtidig var det et ubestrideligt faktum, at det stod sløjt til med integrationen, og at alt for mange indvandrere talte dårligt dansk og stod uden for arbejdsmarkedet. Men frem for at lave en lidt mere rolig og nuanceret tilgang til problemerne og deres årsager, opererede regeringen reelt kun med et succeskriterium: at få tallene for familiesammenføring så langt i bund som overhovedet muligt. Det var i høj grad løftet om en stram udlændingepolitik, der havde givet den borgerlig regering dens valgsejr, og Anders Fogh Rasmussen vidste om nogen, at regeringen ville blive holdt op på det løfte - ikke mindst af Dansk Folkeparti. Derfor skulle der strammes alle de steder, hvor det var muligt inden for de rammer, som regeringens juridiske eksperter mente, de internationale konventioner satte. Derfor blev blandt andet den omdiskuterede 24-årsregel indført. Men det mest omsiggribende var, at regeringen udvidede det såkaldte tilknytningskrav til også at gælde danske statsborgere og sagde, at man nu skulle have større tilknytning til Danmark end til et andet land for at få familiesammenføring. Hensigten var at kunne slå ned på alle de indvandrere fra bl.a. Tyrkiet, der var kommet hertil for år tilbage, og som nu var blevet danske statsborgere. Hvis de eller deres efterkommere ønskede at få en ægtefælle fra Tyrkiet hertil, kunne myndighederne nu afslå ansøgningen med den begrundelse, at de havde større tilknytning til Tyrkiet end til Danmark. På den måde regnede regeringen med at kunne skære yderligere et antal tusinde mennesker af de høje kurver over indvandringen. Regeringen vidste selvfølgelig godt, at denne regel ville gå ud over såkaldt almindelige danskere, der havde en udenlandsk ægtefælle. Men regeringen lagde ikke skjul på, at den var parat til at ofre denne gruppe etniske danskere for at kunne leve op til sine løfter om en stram udlændingepolitik. Blandt andet foreningen Ægteskab Uden Grænser råbte op om, at denne stramning gik ud over flere hundrede - måske endda flere tusinde danskere, der pludselig ikke kunne få deres ægtefælle med hjem til Danmark. Det førte til, at regeringen i det stille begyndte at ændre på argumenterne for sine stramninger. Mens regeringen ved sin tiltræden havde slået hårdt på, at det var nødvendigt at begrænse tilstrømningen af udlændinge til Danmark, begyndte Bertel Haarder nu i højere og højere grad at gøre stramningerne til en kamp mod tvangsægteskaber. Ved utallige lejligheder fremhævede han, at stramningerne skulle forhindre unge drenge og piger i de etniske miljøer mod at blive gift mod deres vilje. Hver gang, Bertel Haarder blev kritiseret, var det stort set det argument, han brugte, hvilket ofte satte kritikerne i en skak-mat situation. For hvem er ikke imod, at unge drenge og piger bliver giftet bort mod deres vilje? 14

15 Samtidig skærpede han tonen i udlændingedebatten og brugte for at understøtte sine argumenter stærkt nedsættende og generaliserende ord om flygtninge og indvandrere. "Det er præcis det her, vi vil til livs. Middelalder midt i vores samfund, kvindeundertrykkelse gennem generationer", som han engang sagde til mig, da han skulle forsvare de stramme regler om familiesammenføring. Bertel Haarder forsøgte at give indtryk af, at stramningerne først og fremmest reddede unge piger og drenge fra at blive tvangsgift. Da jeg spurgte ham på et tidspunkt, hvem stramningerne ramte, svarede han: "Jeg ved det ikke. Men jeg er overbevist om, at flertallet af dem, som får afslag, er helt unge, som af familietradition eller familiepres er på vej til at indgå et tidligt ægteskab". Problemet var bare, at hvis Bertel Haarder læste de statistikker, som hans egen Udlændingestyrelse selv havde lavet, ville han have kunnet se, at tingene forholdt sig helt anderledes. For eksempel viste statistikken for 2004, at op mod 86 procent af dem, der fik afslag, var over 24 år og altså ikke helt unge, som Bertel Haarder ellers påstod. For det andet viste statistikken, at hovedparten af dem, der fik afslag, kom fra lande, hvor der typisk slet ikke forekommer tvangsægteskaber. I alt gav Udlændingestyrelsen afslag på familiesammenføring i af disse afviste ægtefæller kom fra lande som Tyrkiet og Pakistan og andre lande i primært Mellemøsten og Nordafrika, hvor der forekommer tvangsægteskaber. Over halvdelen kom fra lande, hvor disse ægteskaber typisk slet ikke kommer - lande som USA, Polen, Thailand, Rusland og Ukraine. Hvis formålet med stramningerne var at bekæmpe tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, viste Udlændingestyrelsens egen statistik sort på hvidt, at stramningerne altså i overvejende grad ramte de forkerte mennesker. Denne skævhed var også et af kernepunkterne i den kritik, som først Europarådets menneskerettighedskommissær og dernæst Institut for Menneskerettigheder kom med af de danske udlændingeregler i Begge institutioner sagde, at der intet var galt med at bekæmpe tvangsægteskaber. Faktisk har staten ligefrem en forpligtelse til at bekæmpe disse ægteskaber. Men de midler, regeringen brugte til dette formål, gik i alt for høj grad ud over mennesker, som havde fundet en udenlandsk kæreste gennem - om jeg så må sige - almindelig frivillig kærlighed. Alligevel afviste den danske regering blankt, at den skulle overtræde de internationale konventioner og fastholdt, at stramningerne var nødvendige for at bekæmpe tvangsægteskaber. Regeringen understregede altså, at kampen mod tvangsægteskaber var det mest centrale i dens udlændingepolitik. Derfor skulle man også tro, at regeringen var parat til at undersøge, om dens stramninger virkelig bekæmpede tvangsægteskaber. Jeg skrev for et lille års tid siden en større artikel, hvor jeg havde talt med stort set alle dem, som i praksis tager sig af unge piger og drenge, som er på flugt fra et ufrivilligt ægteskab. Jeg talte bl.a. med Indvandrerrådgivningen i Århus og København og Landsorganisationen af Kvindekrisecenter. Alle dem, jeg talte med, sagde nøjagtigt det samme: at regeringens stramninger ikke virker, og at de tværtimod har gjort det endnu værre for de unge piger og drenge, der virkelig bliver tvunget ud i et ægteskab. Mens det normale tidligere var, at den udenlandske partner typisk blev hentet herop, er det nu det modsatte, der sker. Alle dem, jeg talte med, havde oplevet, at unge piger var blevet sendt hjem til familiens landsby i for eksempel Pakistan for at leve sammen med deres tvangsgiftede mand der. Og i Pakistan har de danske myndigheder stort set ingen mulighed for at hjælpe dem. Så konklusionen var ens blandt dem, jeg talte med: Regeringens stramninger har bevisligt gjort noget ved indvandringen. Men de har ikke gjort noget ved tvangsægteskaber. Da Venstres eget medlem af Folketingets Integrationsudvalg, Eyvind Vesselboe, hørte om disse ting, foreslog han, at Integrationsministeriet skulle lave en undersøge af, om stramningerne nu også virkede efter 15

16 hensigten - om de gjorde noget ved tvangsægteskaber. Ligesom at miljøministeriet for eksempel løbende undersøger, om miljølovgivningen virker efter hensigten. Eyvind Vesselboe sagde, at hvis stramningerne ikke gjorde noget ved tvangsægteskaber, men i stedet blot ramte en masse andre mennesker, så måtte man jo lave loven om. Men det fik Eyvind Vesselboe ikke noget ud af. Integrationsminister Rikke Hvilshøj afviste enhver undersøgelse og Venstres politiske ordfører Jens Rohde satte rasende Eyvind Vesselboe på plads. Han udsendte endda en pressemeddelelse, der slog fast, at regeringens udlændingepolitik var en succes, fordi der var stor opbakning til den i befolkningen. Alligevel tyder noget på, at den kraftige kritik har gjort indtryk på regeringen. Det har været påfaldende, hvor mange gange Integrationsministeriet har ændret sine egne afgørelser i enkeltsager, efter at de har været beskrevet i pressen. Journalister, der arbejder på store medier, fungerer i dag ofte som en slags alternativ Udlændingestyrelse. Stort set alle journalister, som har været i berøring med udlændingestoffet, kan komme med eksempler på sager, som lige pludselig er blevet ændret, efter at de har været i medierne. Gennem kilder ved jeg, at mange embedsmænd i Integrationsministeriet arbejder ud fra den opfattelse, at ministeren ønsker, at dårlige enkeltsager skal lægges ned, så budskabet om en stram, men retfærdig og anstændig udlændingepolitik står rent. For blot at nævne nogle eksempler: Min kollega på Politiken Henrik Kaufholz skrev for et par år siden om 19-årige Fatima Puzo fra Kosovo, der skulle udvises, fordi hun havde fået afslag på familiesammenføring. Da journalisterne på TV-Avisen om morgenen læste artiklen i avisen, besluttede de at lave et indslag om Fatima til om aftnen. Da Integrationsministeriet hørte om det, tog det kun ministeriet få timer at annullere sit eget afslag og genoptage hendes sag. Det blev for øvrigt pr. fax meddelt TV-Avisen umiddelbart før, at TV-Avisen skulle gå i luften. Min kollega Henrik Kaufholz skrev også om den iranske kvinde Maryan Dostar, der ikke kunne blive forenet med sin mand i Danmark og derfor måtte blive i Iran. To dage efter, at artiklen havde stået i Politiken, besluttede Bertel Haarder at give hende opholdstilladelse. Indtil da havde udlændingemyndighederne ellers stået fuldkommen fast på, at hun ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark. Det samme er sket med flere af de sager, som har været ved at ende i retten. Her formår myndighederne også pludselig at vende på en tallerken med nogle mildest talt meget ejendommelige argumenter.. For eksempel nægtede udlændingemyndighederne at give den danske mand Torben Jørgensen og hans filippinske kone familiesammenføring i Danmark. De ville egentlig gerne have boet på Filippinerne, men Torben Jørgensen havde fået sukkersyge, og så kunne han ikke få en sygeforsikring på Filippinerne. Derfor turde han kun bo i Danmark. Han havde aldrig forestillet sig, at det skulle blive et problem at få sin kone med hertil. Men han fik afslag både af Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet. Ifølge de danske myndigheder udgjorde hans sukkersyge ikke så stort et problem, at det kunne forhindre ham i at bo på Filippinerne, hvor han altså ifølge de danske myndigheder måtte finde sig i at bo, hvis han absolut ville bo sammen med sin kone. Da han gik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og domstolen mod forventning optog hans sag til bedømmelse, tog det de danske udlændingemyndighederne mindre end tre uger fuldkommen at ændre holdning. Nu udgjorde hans sukkersyge pludselig et så stort problem, at han selvfølgelig kunne bo i Danmark med sin kone - og på den måde undgik regeringen en sag ved Menneskerettighedsdomstolen om de danske udlændingeregler. En sag, som den med meget stor sandsynlighed ville have tabt. Det samme var tilfældet med den tamilske flygtning Karuna, der ikke kunne få sin kone til Danmark. Da hans sag kom i medierne - og han samtidig fik fri proces til at føre en retssag - genoptog ministeriet pludselig af "egen drift" - som det hedder - hans sag, og så fik han familiesammenføring. De sager, jeg nævner her i dag, refererer jeg af tidsmæssige grunde kun overfladisk. Men de er næsten alle sammen beskrevet ret udførligt i min bog, og det samme gælder de citater, jeg nævner her i dag. Så hvis nogen har lyst til at efterkontrollere, at jeg ikke bringer dem i en forkert sammenhæng, kan altså tjekke 16

17 oplysningerne i min bog. Når titlen på min bog er "Den falske Melodi", er det naturligvis fordi, at jeg ud fra en almindelig kritisk og journalistisk betragtning kan konstatere, at der ofte er meget stor forskel på det, regeringen siger og gør. For eksempel undlod Bertel Haarder at fortælle offentligheden, at en visse dele af den kritik, som Europarådets menneskerettighedskommissær for et par år siden kom med af de danske regler om familiesammenføring, havde Justitsministeriets embedsmænd allerede rejst over for Bertel Haarder og hans embedsmænd måneder forinden. Faktisk var Justitsministeriets vurdering, at dele af den danske udlændingepolitik var direkte konventionsstridig. Men det sørgede Bertel Haarder og resten af regeringen for at holde hemmelig, og i stedet lod de som om, at de udelukkende havde hørt denne kritik fra menneskerettighedskommissæren. Nu kunne det hele jo godt lyde som om, at jeg udelukkende forholder mig kritisk til regeringen, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet. For der er jo ingen tvivl om, at der er visse etniske unge drenge og piger, der på mest modbydelig vis bliver tvunget ind i ægteskaber, de ikke selv ønsker. Samtidig kan vi se, at over 80 procent af de unge, der i dag bliver fremstillet i Dommervagten i København, kommer fra indvandrermiljøet. Så vi står med en række konkrete problemer, uden at jeg hermed skal få det til at lyde som om, at jeg mener, at alle indvandrerunge er kriminelle, og at alle tyrkiske og pakistanske ægteskaber er tvangsægteskaber. Naturligvis mener jeg ikke det. Men man kan godt anlægge den analyse, at en stor del af grunden til, at udlændingedebatten er blevet så hård og uforsonlig, er, at oppositionen i høj grad har overladt det til regeringen og Dansk Folkeparti at finde et svar på de problemer, der rent faktisk eksisterer. For eksempel skrev jeg for et par år siden en artikel om, hvordan Enhedslisten og SF ville bekæmpe tvangsægteskaber. I SF fortalte flere folketingsmedlemmer og hovedbestyrelsesmedlemmer mig åbent, at mange i SF ikke ønskede at komme med alternativer. "Vi vil gerne vælte Fogh af pinden. Men hvis SF går i front med at tale om tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, vil vi ikke kunne skjule, at der er dyb intern uenighed. Den dominerende tankegang i SF er, at et parti som vores ikke bør beskæftige sig med problemer som tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber", sagde Peter Goll fra partiets hovedbestyrelse til mig. En anden kilde, der sad tæt på partiets top, sagde: "Vores erfaring er, at hver gang, det emne kommer op, gavner det kun regeringen og Dansk Folkeparti". Hos Enhedslisten havde man nærmest ikke tænkt over, hvordan man skal bekæmpe tvangsægteskaber. Enhedslistens udlændingepolitik bliver udarbejdet i et internt udvalg, der hedder Antiracistisk Udvalg, og her sagde formanden for udvalget, Falle Hjorth, til mig: "Vi har talt om, hvordan man skal bekæmpe tvangsægteskaber, men det er aldrig noget, vi har formuleret skriftligt. Det ville måske være en god ide. Men ingen har internt efterlyst, hvad vi mente på det område". Selv om de radikale er det oppositionsparti, der har været mest aktiv, har dette parti tydeligvis også haft svært ved at finde sine ben. For eksempel havde partiet meget svært ved at blive enigt med sig selv om, hvorvidt aldersgrænsen for familiesammenføring skulle være 21 eller 18 år, efter at Europarådets menneskerettighedskommissær var kommet med sin kritik. For at opsummere kan man altså godt anlægge det synspunkt, at venstre side af oppositionen bærer et ligeså stort ansvar for den hårde udlændingepolitik som regeringen og Dansk Folkeparti. For i og med at oppositionen ikke har været i stand til at formulere nogle troværdige alternativer til regeringens stramninger, har regeringen haft alt for nemt ved at slippe af sted med at sige, at der ikke fandtes andre løsninger - også selv om stramningerne - desværre - ramte en del danskere, som regeringen egentlig ikke ønskede at 17

18 ramme.. Spørgsmål: Flere af deltagere kom med kommentarer og spørgsmål til Claus Blok Thomsen. Blandt spurgte en deltager om Claus stadig anser medierne som en alternativ Udlændingestyrelse efter at Rikke Hvilshøj er blevet integrationsminister, dvs. om det stadig kan hjælpe at få sin sag i medierne. Claus mente at der desværre ikke er plads til 2-3 historier hver dag i medierne om familiesammenføringsproblemerne, og at mange medier desværre ikke længere anser det som nyhedsstof. Desuden er mange folk bange og/eller afkræftede af deres kamp og de har ikke overskud til at tage kontakt til pressen, de mangler ofte både psykiske og økonomiske ressourcer til at kæmpe videre. En advokat fortalte at hans erfaringer er, at Integrationsministeriet bliver påvirket af hvordan sagerne fremstilles i medierne, og at ministeriet/styrelsen ofte bruger de oplysninger som kommer frem i medierne til at ændre deres afslag etc. Sidst, men ikke mindst, fastslog Claus og flere af deltagerne at læserbreve har stor betydning dette ses måske netop tydeligt ved at Bertel Harder er en af de største læserbrevsskribenter. Derefter fulgte tre historier fra det virkelige liv. Jeppe og Renata fra Brasilien blev gift men kunne ikke bo i Danmark på grund af 24-årsreglen. Jeppe var næsten heldig - som medicinstuderende på 5. år ville Udlændingestyrelsen give opholdstilladelse til hans kone, men Dansk Folkeparti kunne ikke acceptere denne lille åbning i udlændingeloven og praksis blev ændret igen. Så prøvede hans kone at blive au pair. Det gav heller ikke opholdstilladelse (når man er gift) - selv om den tidligere integrationsminister anbefalede dette smuthul på TV. Den eneste mulighed var at flytte til Sverige. Nu overvejer parret at blive i Sverige og Jeppe vil gerne studere videre i Lund. Integrationen er vanskeligere i Sverige, da Jeppe heller ikke har sit eget netværk som ville byde velkommen til hans kone. Jeppe siger at det var pinligt at skulle fortælle familien i Brasilien at han er udstødt af det danske samfund fordi han giftede sig med Renata. Lene og Ramona har haft meget store problemer med at få visum til Ramona som boede i Indien. Visumreglerne er skrevet med tanken på ægtepar og det var meget vanskeligt for det homoseksuelle par at dokumentere at de havde kendt hinanden i lang tid og havde boet sammen i Indien, hvor omgivelserne antog at de boede sammen som veninder. Alt andet er ikke acceptabelt i Indien det er direkte ulovligt at være homoseksuel, som i mange andre lande. Vanskelighederne for at opnå visumet og frygten for at få nægtet familiesammenføring gav stress, de var kede af det, de skændtes og Ramonas diabetes forværredes på grund af stressen. For familiesammenføring viste det sig måske at være en fordel at være homoseksuel. Hvem ville fortælle at være homoseksuel uden at være det? Opholdstilladelsen skulle være på trapperne. Louise og Ali (Louises originale tekst) Da jeg og min mand Ali blev gift i 2003 var jeg kun 23 år gammel, så vi blev nødt til at flytte til Sverige på trods af at vi allerede havde boet et år sammen i Holland. I et år boede vi i Malmø. Jeg studerede i Lyngby og tog hver dag de 2 timer frem og 2 timer tilbage. Efter 1½ år i Malmö fik vi lov at komme tilbage til Danmark. Når jeg brokker mig over loven og mine oplevelser siger alle; nå men nu er I jo tilbage. Jeg vil nu forsøge at forklare hvorfor det ikke er helt så simpelt. Når man er forelsket spiller penge jo ingen rolle, men når man har levet af kærlighed og kildevand i et par år begynder man at få lyst til noget mere. Kravene for at vi kunne komme til Danmark, og som stadig skal være opfyldt de næste 7 år er som følger. 1. Forsørgelseskravet. Jeg er så heldig at jeg studerer, så jeg behøver ikke at tilfredsstille noget lønkrav. Til gengæld får vi ikke nogen penge overhovedet. Min mand startede i sprogskole, men da min SU er lidt for 2 har han været nødsaget til at finde et job, så siden september har han ikke været i sprogskole. Han har været under beskæftigelse i snart et år, og vil i de næste 7 år betale fuld skat, men har ikke den sikkerhed som andre danskere har hvis de skulle blive syge eller miste jobbet af andre grunde. 2. Boligkravet. Vi skal have rådighed over en bolig, hvor vi kan blive boende på ubestemt tid. Det er temmelig svært at få sådan en kontrakt, da de fleste i København udlejer for 2 år af gangen, evt med mulighed for forlængelse. Jeg var dog så heldig at finde en gammel møglejlighed på under 40 m2 til 5500 kr. om måneden (huslejenævnet 2000). Da vi flyttede ind fik den tidligere lejer mig til at skrive under på at jeg overtog den nymalet og i fin stand på trods af en masse skader jeg senere skulle udbedre for egen regning. Jeg lovede ikke at lave en sag med huslejenævnet til gengæld for at udlejer så lavede en kontrakt på 3 år. Det var den 18

19 eneste jeg fandt hvor vi kunne få den krævede kontrakt er 500 kr mere end hvad jeg får i SU! 3. Bankgarantien. Som betingelse for opholdstilladelse skulle jeg stille en bankgaranti på kr. Disse penge skal Københavns Kommune kunne trække af i tilfælde min mand kunne finde på at søge om fx kontanthjælp. Jeg skal betale 100 kr om måneden for denne garanti, og hvis den endelig skal i brug skal jeg betale de penge der bliver brugt tilbage, og derudover vil Ali ikke kunne forlænge sin opholdstilladelse næste gang den udløber. Ca 8000 kr på de 7 år for penge jeg aldrig får at se. Der udover er der 2 forhold, der virkelig påvirker en meget. Opholdstilladelse og Integration. Hvert 2. år skal Ali s opholdstilladelse forlænges. Det er meget nervepirrende at vide at man aldrig er helt sikker, for i de første 7 år skal man leve med usikkerheden. Hvad hvis vi en dag bliver nødt til at flytte? Er det en god ide at investere i et hus, hvis vi bliver smidt ud af landet om 1 eller 2 år? Og udover det praktiske er det enormt svært for en person at falde til i et land, når man aldrig føler sig bare en smule velkommen. Afslutningsvis vil jeg gerne bedømme den danske integrationspraksis set fra brugerniveau. 1. Ingen hjælp til at studere dansk. Det forventes at en udlænding bruger 15 timer om ugen på at lære sproget, men da vi ikke har råd til at Ali ikke arbejder, er det simpelthen ikke muligt at få tid til skolen også med en 38 timers arbejdsuge. 2. Af integrationstiltag har vi oplevet at da Ali selv havde fundet en virksomhed der ville have ham i praktik, så ordnede modtageenheden det, så han kunne arbejde ulønnet et par måneder. Senere arbejdede han 2 måneder med subsidier fra kommunen og da støtten holdt op fyrede de ham. 3. Siden har han selv fundet sine jobs. Og det har ikke været let. Den lave starthjælp og de mange indvandrere, der lever under fattigdomsgrænsen har gjort markedet for ikke-dansk arbejdskraft til en jungle. De, der ansætter udlændinge gør det efter eget forgodt befindende. Oftest har Ali tigget og bedt om at få lov at arbejde hvidt, og flere gange har han måtte droppe et job, fordi de simpelthen ikke ville give ham en kontrakt. Lønnen er minimal og han arbejder på de mest vanvittige tidspunkter, fordi han ved at hvis han ikke gør chefen tilfreds så står der 20 andre, der hellere end gerne ville springe ind og overtage hans job. Han tager ikke fridage og han lægger sig ikke syg, fordi han er bange for at miste sit job, og det er en reel angst. Jeg har overvejet at fortælle ham om den danske model, men så tror jeg bare at han vil føle sig endnu mere udenfor, for den gælder jo i realiteten kun for de hvide danskere. Hvor vil jeg håbe at vi en dag kan leve her uden at skulle bekymre os om at blive syge eller ledige, uden at skulle bekymre os om hvor vi kommer til at bo næste år. Derefter var der oplæg ved overlæge Morten Ekstrøm, fra Psykiatrisk Center Gentofte og medlem af Amnesty International's Lægegruppe om de helbredsmæssige konsekvenser af sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og medmenneskelighed. Han fortalte om en pakistansk kvinde som havde giftet sig af kærlighed mod forældrenes vilje. Hendes far som bor i Pakistan har sagt at han vil dræbe hende! Namreen (opdigtet navn) har 3 børn. Hendes mand og børn har opholdstilladelse. Hun skal tilbage til Indien!!! (Til hendes far? for at blive dræbt?). Hendes sundhedstilstand blev beskrevet. Spændingshovedpine, angst og irritabilitet, hun er anspændt & vagtsom, har dårlig nattesøvn, føler sig overvåget, deprimeret, har ingen interesse for hendes børn, er apatisk og har flere gange haft selvmordstanker. Den anbefalede behandling er: Stabile og trygge sociale rammer og medicin. Men det kunne sagtens være at medicin ikke var nødvendigt bare hun fik stabile og trygge sociale rammer. Så kan man spørge sig selv: Hvordan har hendes mand og børn det? og helt kynisk kunne man tænke i kroner og øre. Er de lykkelige borgere eller bliver de nye patienter? Og desværre har de høj risiko for at udvikle psykiske lidelser og belaste sundhedsvæsenet. Et spørgsmål fra salen: Hvordan var Namreen kommet i det danske sundhedssystem uden CPR nummer. Hun var blevet henvist af hendes mands praktiserende læge. Spørgeren var gift med en flygtning, hvis søn havde været tortureret i hjemlandet og nu var "fængslet" i Sandholmlejren. Hun havde bedt om en lægeundersøgelse, men fik at vide at hvis man ikke har papirer så 19

20 kan man ikke komme til sundhedspleje. Sygeplejersken var kommet med 3 panodiler! Hun havde så bedt Amnesty Internationals læger om at komme og undersøge ham, men Sandholmlejren sendte en anden flygtning til undersøgelsen. Det blev bekræftet ved at hun sendte et billede af sønnen til Amnesty International. Amnesty's læge havde aldrig set ham og havde undret sig over at den pågældende anden flygtning ikke havde været samarbejdsvillig. Jonas Christoffersen, adjunkt i jura/menneskerettigheder ved Københavns Universitet talte om retssikkerhed, Udlændingestyrelsens praksis og udlændingeloven. Han undersøgte hvordan reglerne bliver til praksis, hvordan Udlændingestyrelsen vurderer i familiesammenføringssager. Han bemærkede at det er vanskeligt at finde hvad der gælder for én selv når man søger familiesammenføring. Som han anførte: Når en forsker ikke kan vej igennem junglen, hvordan kan en familie så? Det så ud til at sagsbehandlerne ikke havde et sted hvor de kunne se hvordan lignende sager var blevet behandlet. Kommunikationen mellem sagsbehandlere var tilfældigt. Og på spørgsmålet om hvordan sagsbehandlere afstemte deres vurderinger, fik han at vide at de kom på kurser, men der er endnu ikke afholdt nogle. Jonas Christoffersen ønskede f.eks. at undersøge hvilke forhold som havde givet dispensation fra 24- årsreglen. Svaret var at sagerne var opdelt i tre grupper: Flygtning, udenlandsk statsborger eller dansk statsborger og så kunne han ellers bare starte fra en ende af! Det samme svar fik han da han ønskede at få oplyst hvilke sygdomme, som har givet dispensation tidligere de tre sagsgrupper skal gås igennem manuelt (systemet er ikke gearet til det/kan ikke) og vi har ikke personale til manuel gennemgang af alle sager. Ombudsmanden havde været kritisk overfor Udlændingestyrelsen og det resulterede i at enkeltsager af principiel betydning skal offentliggøres på Udlændingestyrelsens hjemmeside, det gælder også væsentlige lempelser, praksisnotater m.v. Konklusionen er at regeringen følger de internationale minimale regler og fortolkningen af menneskerettighederne er restriktiv. Niels Erik fra DRC bemærkede at lovgivningen er så effektiv fordi Danmark har den værste udlændingelov i verden denne konklusion skal ses i lyset af at Danmark jo kun må give afslag til danskere, hvis det andet hjemland giver dem muligheder og rettigheder til at bo sammen. På DJØFs hjemmeside kan man læse flere af Jonas Christoffersens artikler, bl.a. 30 eksempler på uklarhed: samt Man kan også søge på djøfs hjemmeside Jonas Christoffersen hvor man får alle artikler m.v., Derefter fulgte to historier fra det virkelige liv. Hope og Klive mødtes i 2001 og blev gift i I september 2004 søgte de om familiesammenføring i Danmark. Den 11. august 2005 fik de et brev fra kriminalpolitiet at de skulle møde op på stationen næste morgen, hvor de blev simultan-afhørt i fem timer. 2 dage senere ransagede politiet deres bolig. Så kom der et brev at de skulle stille bankgarantien. Det kan de ikke, da Hope er på pension. Hope er syg og skal have adgang til medicin. De danske myndigheder henvender sig til the British High Commissioner i Nigeria og spørger om sygdommen kunne blive behandlet. Svaret er ja. (Men når et land siger at en sygdom kan behandles er det ikke altid at det kan lade sig gøre i praksis). Hope & Klive skrev til integrationsministeren og til ombudsmanden. 1 Maj 2006 kunne integrationsministeren stadigvæk ikke besvare deres brev fordi Udlændingestyrelsen ikke havde svaret ministeriet. Da Hopes sygdom er stressorienteret er der sket en forværring. Lasse og Jennifer mødte hinanden på Filippinerne. Lasse er 25 år, studerende fra Handelshøjskolen og 20