Center for Idræt S/M 6

Transkript

1 Center for Idræt S/M 6

2 Temahefte 6 : Orienteringslære 1. udgave, Trykt på Vedbæk trykkeri Temahefter for idræt i Forsvaret består af følgende hefter: Hefte 1: Træningens baggrund. Hefte 2: Kredsløbstræning. Hefte 3: Styrketræning. Hefte 4: Forhindringsbane. Hefte 5: Håndgemæng. Hefte 6: Orienteringslære. Temahefte 6 indeholder vejledende anvisninger for uddannelsen i Orienteringslære. Ikrafttræden: Fra modtagelsen. Temahefte 6 erstatter: Ingen - 2 -

3 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Indledning Indledning Ophavsret Orienteringslære generelt Formål Soldatens forudsætninger Orienteringslære i uddannelsen Orienteringsteknik Orienteringsteknik - generelt Træningens forløb Orienteringskortet Målestoksforhold Kompasset på kortet Ækvidistance Øvelser i kortforståelse Øvelse nr. 1: Signaturvandring Øvelse nr. 2: Signaturtips Øvelse nr. 3: Signaturjagt Øvelse nr. 4: Parktur Kompas og skridttællingsøvelser Skridttælling Øvelse nr. 5: Skridttælling Øvelse nr. 6: Kompas og skridttælling Øvelse nr. 7: Kompas/skridttælling Øvelse nr. 8: Papirløb Øvelse nr. 9: Strimmelløb Øvelse nr. 10: Afblændet delstræk Vejvalgsforståelse Grovorientering Finorientering Øvelse nr. 11: Valg af udgangspunkt

4 Indholdsfortegnelse (fortsat) Øvelse nr. 12 a. e.: grov - fin Øvelse nr. 13: kort - huske Orientering om natten Bomanalyse Løbsanalyse Banelægningsteori Banelægningsteori - generelt Begreber i banelægning Opfang Vejvalg Sidste sikre udgangspunkt (SSU) Slump Kort og terræn Anvendelse af korttyper Sværhedsgrader - generelt Skematisk oversigt over sværhedsgrader til træningsbaner Sværhedsgrader og postplacering Banens form Posternes placering Start og mål Sammenfaldende start og mål Banetegning Terrænsportsmærket Terrænsportsmærket - generelt Planlægning og tilrettelæggelse Disciplinerne: Orienteringsløb Kortlæsning Afstandsbedømmelse Punktorientering Håndgranatkast

5 Indholdsfortegnelse (fortsat) Fremstilling af materialer Gennemførelse af terrænsportsmærket - generelt Orienteringsløb, dag Orienteringsløb, nat(sølv og guldmærke) Kortlæsning Afstandsbedømmelse Punktorientering(sølv og guldmærke) Håndgranatkast Registrering af prøverne Oversigt over sværhedsgrader til løb Øvelser på hærkort - generelt Øvelser på hærkort - generelt Hærkortet Placering af posterne Afstande Opfang og SSU Orienteringsmarch Opgavemarch Eksempelvis opgavemarch Motororienteringsløb Færdselssikkerhed Posterne Ruten Tillæg A: Fagplan i orienteringslære Anvendelse af fagplan - generelt FAGPLAN I ORIENTERINGSLÆRE A.Formål B.Mål C.Indhold D.Tid E.Særlige bestemmelser

6 Indholdsfortegnelse (fortsat) Tillæg B: Materiel til orienteringslære Materiel i uddannelsen Billeder og illustrationer af materiel Tillæg C: Terrænnets benyttelse Terrænnets benyttelse - generelt Bestemmelsesgrundlag Terrænbestilling

7 1. Indledning Indledning. Temahefte 6, orienteringslære skal bruges som et værktøj til iværksættelse af, såvel den grundlæggende uddannelse i orienteringslære, som rutinering i den videregående uddannelse. Anvisningen er bygget op over to dele: - En hoveddel på fire afsnit, der omhandler orientering på såvel hærkort i målestoksforhold 1: som civile orienteringskort i målestoksforholdene 1: og 1: En gennemgang af disciplinerne til terrænsportsmærket samt et afsnit, der indeholder øvelser på kort med målestoksforhold 1: Denne del er primært beregnet på at supplere faget HRN 224 Hærkortuddannelse. Emner som anvendelsen af feltkompas, kortmål, skitser, kalker og o. lign. er ikke indeholdt i dette hefte. Ophavsret. Kortudsnit og kopier af civile orienteringskort anvendt i dette kapitel, er med tilladelse fra Dansk Orienterings-Forbund (DOF). Kortene er beskyttet af loven om ophavsret ( ) og må normalt ikke kopieres. Til undervisningsbrug i orienteringslære kan følgende publikationer anvendes: 1. Undervisningsmateriale udgivet af Dansk Orienterings- Forbund. 2. FKOBST 407 1, Bestemmelser for terrænsportsmærket. 3. DMI love og bestemmelser

8 1. Indledning (fortsat) 4. Materialer udleveret ved gennemførelse af CFI 002, Idrætsbefalingsmandskursus. 5. HRN 224 Hærkortuddannelse. 6. FFE Materialer anvendt under faget KORTLÆRE - 8 -

9 2. Orienteringslære generelt Formål. Formålet med orienteringslæren er at udbygge indlærte færdigheder fra faget kortlære, således at soldaten er i stand til at løse opgaver under anvendelse af hærkort, sekundært orienteringskort, herunder at stedfæste egen position, et måls beliggenhed samt at følge en fastlagt rute i terrænnet. Soldatens forudsætninger. Den typiske soldat er ved sit første møde med forsvaret ikke vant til at anvende kort, hvorfor soldatens evne til at orientere sig er af meget varierende karakter. Man må derfor ikke forvente at kunne udnytte på forhånd opøvede færdigheder. Da orientering stiller krav til kredsløbsudholdenheden under såvel march som løb, skal man kontrollere, at soldatens kredsløbsudholdenhed er tilstrækkelig, før orientering under løb over større afstande påbegyndes. Omvendt kan en soldat med en begrænset kredsløbsudholdenhed besidde en udviklet sans for at kunne orientere, hvorfor gang over mindre afstande kan iværksættes umiddelbart ved møde. Orienteringslære i uddannelsen. Orienteringslæren kan og må ikke stå alene og skal følgelig integreres med specielt kortlære og dele af skytteuddannelsen. Uddannelsen kan startes op, når faget kortlære er påbegyndt, og den tilstrækkelige kredsløbsudholdenhed, herunder tilvænning til march, er tilvejebragt. Det er fejlagtigt at tro, at orienteringslære udelukkende har relationer til løb

10 2. Orienteringslære generelt (fortsat) Den indledende del af faget skal være som march/gang og først senere som egentlig orienteringsløb. Orienteringslæren kan udbygges og vedligeholdes under såvel soldatens første samlede tjeneste, men også i hans eventuelle videre tjeneste som professionel soldat jf. figur 1. Indkaldelse 1-2 mdr. tjeneste March SKYT/ Kortlære Brug af O-kort Brug af hærkort Orienteringlære Idræt Terrænsports- Hjemsendelse mærke Evt. videre tjeneste Orienteringlære Hærkort/ rutinering O-kort/ rutinering/ udbygning Terrænsportsmærke Figur 1. Typisk forløb for orienteringslæren

11 2. Orienteringslære generelt (fortsat) Orienteringslære opleves generelt positivt af soldaten. Han har lettere ved at tage udfordringen op i terrænet med at finde mål (evt. søge til disse) sammenholdt med den almindelige kredsløbstræning som mange oplever som trivielt. Derfor har orienteringslæren også sin fulde berettigelse som både uddannelsesfag og som rekreativt fag med stor variation grundet fagets mange muligheder. Endelig er orienteringslære også et fag, hvor soldaten i høj grad lærer at klare sig selv og stole på egne handlinger. Orienteringslæren skal rettes mod brugen af hærkort, da det er den korttype, soldaten anvender under løsning af opgaver. Sideløbende hermed, og såfremt man råder over tid hertil, bør uddannelsen også indeholde brugen af orienteringskort, da denne korttype muliggør flere træningsøvelser, giver bedre mulighed for at øve kortets mange detaljer og i øvrigt opfattes positivt af soldaten. Desuden findes der i dag et veludbygget kortmateriale over størsteparten af de danske skove til brug ved landets garnisoner, flyve- og flådestationer. Valget af korttype i den videre uddannelse må nødvendigvis afhænge af rådig tid, uddannelsens stade samt typen af opgaver enheden skal løse. Efterfølgende illustrationer vil fortrinsvis være fra orienteringskort, da øvelserne lettere anskueliggøres på denne korttype

12 3. Orienteringsteknik Orienteringsteknik - generelt. En af forudsætningerne for at man behersker en god orienteringsteknik er, at kunne anvende kort og kompas tilfredsstillende. Orienteringsteknik består af en lang række enkeltdele, der alle kan trænes og læres gennem forskellige øvelser. Træningens forløb. Kompas Hærkort Teknik/teori Stjerneløb/ træning Signatur Kompas / skridt Vejvalg / huske Øvelse Øvelse Øvelse 12. a. b. c. d. e. 13. Negativt resultat Orienterings march "Gældende" løb Natorientering Positivt resultat Rutinering

13 3. Orienteringsteknik (fortsat) Orienteringskortet. For at få det fulde udbytte af et kort i forbindelse med orientering er det nødvendigt at være i stand til at læse kortet og være klar over, hvad de forskellige signaturer betyder. For at gøre læsbarheden så tydelig som mulig er orienteringskortet trykt i 6 forskellige farver. Hvid Viser let gennemløbelig. (skov) Grøn Viser gennemløbelighed, jo grønnere desto sværere. Sort Angiver bl.a. veje, stier, bebyggelse, og indhegninger. (Se næste side) Figur 2. Orienteringskortets farver

14 3. Orienteringsteknik (fortsat) Orienteringskortet. (fortsat) Blå Viser alt med tilknytning til vand f.eks. grøfter, søer og moser. Gul Viser alle åbne og overskuelige områder. F.eks. opdyrkede marker og enge. Brun Angiver højdeforskelle i terrænet, f.eks. lavninger, høje, slugter, skrænter, huller o.lign. Tykke streger er tællekurver der angiver udgangspunkt for videre tælling. Sort Sort viser også sten, grupper af sten og klippeskrænter. Figur 2a. Orienteringskortets farver

15 3. Orienteringsteknik (fortsat) Orienteringskortet. (fortsat) Den præcise definition af farver/signaturer fremgår af signaturforklaring illustreret i afsnit B, figur 44. Målestoksforhold. Hærkort tegnes i målestoksforholdene 1: , 1: og 1:25.000, hvor1: er det meste anvendte, og hvor en cm på kortet svarer til 500 m i terrænnet. Civile orienteringskort tegnes primært med to målestoksforhold, 1: og 1:15.000, hvilket vil sige at 1 cm på kortet svarer for 1: vedkommende til 100 m i terrænet, og for 1: svarer det til 150 m i terrænet. Det er vigtigt at kende målestoksforholdet og hvor mange meter omregnet til skridt man skal løbe mellem posterne. Kobles dette sammen med brugen af kompasset er det muligt, hvor det kan betale sig at løbe ind over kortet uden for vej og sti. Kompasset på kortet. På orienteringskortet findes nogle lodrette linier indtegnet med indbyrdes lige stor afstand. Disse linier hedder meridianlinier eller kompaslinier, og bruges som rettesnor for kompasset når man udtager/indlægger en kompasretning eller nordvender kortet. Ækvidistance. En ækvidistance på fx. 2,5 m, angiver hvor meget højdeforskellen mellem de brune kurver indtegnet på kortet i virkeligheden svarer til i terrænet

16 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelser i kortforståelse. Efterfølgende træningsøvelser kan bruges på alle niveauer. De bør anvendes og organiseres efter hvilket niveau løberne befinder sig på, eller hvad der skal trænes. På den måde anvendes flest mulige ressourcer på de svage sider. Øvelserne kan med fordel, som tidligere nævnt, organiseres i stjerneløb, hvor der kan trænes mest muligt på kortest tid uden konkurrencemomentet. Øvelse nr. 1: Signaturvandring. Formålet er at indlære signaturer og orientering af kortet. 1. Materialer: Kort og kompas. 2. Banen gennemføres med 2 hold af 8-10 mand med hver sin instruktør. For at spare tid startes i hver ende af banen. 3. Banen bør ikke være længere end ca m i et terræn, hvor de fleste gængse signaturer skal kunne demonstreres. 4. Det er vigtigt, at instruktøren jævnligt kontrollerer elevernes orientering af kortet, Det vil sige at de drejer kortet, eller nordvender det, således at terrængenstandene ses i den retning kortet vender. 5. Instruktøren kan evt. også ved brug af kompas, gennemgå, hvorledes man orienterer kortet. Øvelse nr. 2: Signaturtips. Formålet med øvelsen er indlæring af signaturer

17 3. Orienteringsteknik (fortsat) 1. En afmærket rute følges af løberen. 2. Ved posterne opsættes et manilamærke visende tre forskellige signaturer. Løberen skal på et afkrydsningsskema sætte kryds ud for den signatur han mener han står ved. 1. Sten Post 1 2. Hul 3. Stikryds Navn: Deling: Sæt kryds Post 1: Post 2: Post 3: Post 4: Post 5: Figur 3. Postmærke og afkrydsningsskema

18 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 3: Signaturjagt. Øvelsens formål er indlæring af signaturer. 1. Løberen får ved start udleveret et kort med mange poster indtegnet. Ingen af de benyttede poster må være samme slags terrængenstand/postdefinition. 2. Løberen får den første postdefinition udleveret. 3. Han finder cirklen med denne definition og løber til posten. 4. Ved posten hænger et mærke med den/de næste definition(er) løberen skal løbe til. 5. Banelæggeren kan variere længde og sværhedsgrad ved at vælge postrækkefølgen med omhu. Banen kan også udvides til at omfatte flere baner-i-en, for derved at kunne sende flere løbere afsted ad gangen.det er kun et spørgsmål om, at posterne skal tages i forskellig rækkefølge

19 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 3: Signaturjagt. (fortsat) Post 6. Næste post: Bane A: Grøfteknæk Bane B: Digeende Bane C: Sten Figur 4. Postmærke og Korteksempel (Flere baner)

20 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 4: Parktur. Formålet er signaturindlæring samt for begyndere forbedring af lokalkendskab i og omkring kasernen/ flyvestationen/ flådestationen. Da banen lægges både i skov og omkring bebyggelse kan øvelsen også iværksættes som variation i den almindelige rutinerende træning. Banen skal søges lagt, så den ikke er til gene for de omkringboende. Kortmaterialet kan enten være kort over garnisonen eller civile orienteringskort Figur 5. Eksempel på parktur

21 3. Orienteringsteknik (fortsat) Kompas og skridttællingsøvelser. I forbindelse med orientering på kort, vil det ofte være nødvendigt at benytte kompas. Det er derfor nødvendigt at opnå rutine i brug af dette hjælpemiddel, bl.a. for på en hurtig og sikker måde at kunne orientere sig bedre. Når der i terrænet skal løbes i en kompasretning, vil det være nødvendigt at vide, hvor mange meter, omsat til antal skridt, man skal tilbagelægge. Dette gøres ved hjælp af skridttælling, idet der tælles dobbeltskridt, (f.eks. hver gang venstre fod går i jorden). Såfremt man ved, hvor mange dobbeltskridt man tager pr. 100 m i forskellige terrænformer, vil man med rimelig nøjagtighed vide, hvor lang en strækning man har tilbagelagt. Såfremt skridttæling bruges, er det i sagens natur vigtigt, at løberen bevarer koncentrationen, da bare 10 skridts forkert tælling kombineret med få graders/tusindedeles forkert retning, kan få ham langt væk fra posten. En skridttællingsbane gennemføres nemmest som en selvstændig bane i starten af uddannelsen, kan evt. også gennemføres i faget skytteuddannelse. Løberen får et lille kort og en blyant, og noterer hvor mange dobbeltskridt han tager i de forskellige terrænformer. Kompasøvelser bør finde sted som en af de første øvelser, f.eks. som disciplin i et indledende trænings stjerneløb, dog først efter at skridttælling har fundet sted. Der bør ligeledes gennemføres en bane for fodmarch, således at soldaten registrerer hvor mange skridt han tilbagelægger pr. 100 m iført udrustning. Dette kan registreres på skemaet der bæres af soldaten. (se figur 6 på næste side)

22 3. Orienteringsteknik (fortsat) Skridttælling. Øvelsens formål er at finde frem til, hvor mange dobbeltskridt, der skal løbes pr. 100 m i forskellige terrænformer. Banen lægges mest hensigtsmæssigt samlet i et område med skovsti, tæt skov, åben skov, og såfremt muligt, kuperet (bakket) terræn. Banen skal være opmålt præcist med et målehjul eller målebånd. Der må ikke være tvivl om banens faktiske længde. Banen markeres bedst med markeringsstrimmel, der skal følges snævert. For at kunne tage et gennemsnit gennemløbes strækningen mindst 3-4 gange. Resultatet noteres på det udleverede skema og gemmes af løberen. Terrænbeskrivelse 100 m. god jævn sti 100 m. let gennemløbeligt terræn/ kuperet 100 m. svært gennemløbeligt Dobbeltskridt løb Dobbeltskridt gang Figur 6. Registrering af skridttælling. (Dobbeltskridt gang kan bruges til march)

23 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 5: Skridttælling. Formålet med øvelsen er at afprøve løberens skridttælling i praksis i varieret terræn. Banen markeres med farvet strimmel, som løberen følger i løb. Han tæller sine skridt, omregner derefter til antal skridt pr. 100 m, og indfører det i skemaet jf. nedenstående. Banelæggeren kan beskrive terræntypen løberen skal gennemløbe, således at han kun får en praktisk demonstration af gennemløbeligheden. Post Terræntype Længde S 1 Skovsti 150 m Antal dobbeltskridt Antal Skridt Pr. 100 m 1 2 Åben skov/ kuperet 300 m 2 3 Svært gennemløbeligt/fladt 100 m 3 4 Åben skov/fladt 200 m 4 - M Skovsti/kuperet 100 m Figur 7. Eksempel på skema til skridttællingsøvelse

24 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 6: Kompas og skridttælling. Formålet med øvelsen er at træne i at løbe efter en opgivet retning i grader og/eller TS samt afstand. Øvelsen kan med fordel afholdes på et afgrænset område, som f.eks. kaserne/flådestation/flyvestation, idet afstanden mellem posterne ikke bør overstige 300 meter. Endvidere bør posterne være tydelige og markante, da øvelsen ellers bliver for svær. Ved start udleveres kompas og blyant. Banelæggeren har i forvejen indført retning og afstand på skemaet, som løberen skal følge. Når løberen når frem til posten skal han indføre hvilken terrængenstand han står ved. Grad: Navn: Enhed: Delstræk Retning Afstand Målets art START MÅL Figur 8. Eksempel på opgaveskema

25 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 7: Kompas/skridttælling. Denne øvelse minder om øvelse nr. 6, men bør gennemføres i terrænet. Der skal opgives retning i grader eller TS samt afstand fra post til post. Dette kan gøres ved at ophænge en instruktion på hver post, eller den kan udleveres skriftligt for hele banen. Posterne markeres med almindelige postskærme. 132º 250 m 52º 120 m 220º 100 m 240º 215 m 310º 170 m Figur 9. Eksempel på kompas/skidttællingsbane. Øvelsens sværhedsgrad kan ændres, dels ved at ændre afstanden mellem posterne, dels ved valg af det terræn, løberen skal igennem Endvidere kan man lægge knækpunkter på delstrækkene, hvilket gør øvelsen noget sværere. Start 130º/45 m - 92º/120 m 72º/160 m - 60º/110 m 90º/45 m - 170º/50 m - 190º/100 m Figur 10. Bane med knækpunkter

26 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 8: Papirløb. Formålet med øvelsen er at træne løberen i at udtage kompasretning, måle afstand og herefter omsætte dette til terrænet ved at gennemløbe banen. Banelæggeren skal være meget omhyggelig under udtagelse af retninger og afstande samt under fremstilling af skabelonen. Er retning/afstand forkert, bliver banen en fiasko. Grad: Navn: Enhed: Postbeskrivelse: Start/Mål: P-plads post 1: Sten. post 2: Slugt. 7 post 3: Stikryds. post 4: Sten. post 5: Stisammenløb. post 6: Grøfteende. post 7: Slugt. post 8: Bevoksningsgrænse. post 9: Stikryds. 9 Målestok. 1: Måltid Starttid Løbstid Start/mål 1 Figur 11. Eksempel på papirløb

27 3. Orienteringsteknik (fortsat) Kontrolkort Øvelse nr. 9: Strimmelløb. Formålet med øvelsen er, at tvinge løberen til at anvende kompas i forbindelse med kortet. Skabelonen laves ved at lægge et stykke karton hen over kortet og hæfte eller tape det fast. Strimmelen, løberen skal følge, fremstilles ved at klippe en bane som vist i nedenstående illustration. På kartonen påføres kompaslinier, målestoksforhold, postbeskrivelse og evt. rubrikker til registrering af løbstid. Det anbefales, at løberen får sit kontrolkort med, da det ødelægger orienteringskortet, såfremt der klippes i dette. Sværhedsgraden varieres ved at gøre strimmelen bredere (lettere) eller smallere (sværere). (se eksemplet på næste side)

28 3. Orienteringsteknik (fortsat) Postbeskrivelse 1. Sydkant mose. 2. Sten. 3. Bevoksningsgrænse. 4. Levende hegn. 5. Hul. 6. Grøfte - T. Måltid: Starttid: Løbstid: Målestok 1: Figur 12. Eksempel på strimmelløb

29 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 10: Afblændet delstræk. Formålet med at gennemløbe baner med afblændede delstræk er, at tvinge løberen til at bruge kompas. Afblænding af delstræk gøres mest økonomisk ved at overdække kortet med papir, hvori man klipper huller i området omkring posten. Såfremt banelæggeren vælger at klippe området omkring posten ud, og opklæbe den på papir, er det meget vigtigt, at disse udklip sidder nøjagtigt som på kortet, og at der påføres kompaslinier og/eller nordpile. Banelæggeren kan også udstrege delstrækkene med farvetusch (sort). Såfremt kortene er laminerede, kan man anvende sort tape til afblænding. N Figur 13. Eksempel på afblændet delstræk

30 3. Orienteringsteknik (fortsat) Vejvalgsforståelse. I forbindelse med at vælge den vej, der med fordel kan anvendes mellem posterne, er der flere forhold at tage i betragtning. Vejvalgsbedømmelsen gælder ikke kun valget af selve vejen, men i høj grad også valget af orienteringsmåden. Det hurtigste vejvalg er sjældent det mest sikre. Man må derfor altid afveje ønsket om hurtighed mod kravet om sikkerhed. Vejvalget bliver ofte et resultat af overvejelser om løberens egen orienteringstekniske kunnen og løbeevne samt kortets kvalitet og terrænets beskaffenhed. Der er i høj grad tale om et rutine- og erfaringsspørgsmål, og det kan derfor være vanskeligt at opstille klare regler for, hvordan et vejvalg skal planlægges og gennemføres. Efterfølgende forhold kan dog være retningslinier i overvejelserne: 1. Vejvalget skal planlægges inden der tages hul på det. 2. Det vurderes om posten, man skal frem til er let/svær, og hvilket udgangspunkt den bør tages fra. Herunder tages der også hensyn til, hvad der kan anvendes som sidste sikre udgangspunkt, før der løbes ind til posten. 3. Til sidst ses på hele strækket, og der vælges nu det for løberen hurtigste vejvalg, der kan gennemløbes uden at løbe forkert ( bomme ). For den urutinerede løber gælder det om finde et lineært vejvalg, f.eks. stier, grøfter, bevoksningsgrænser, diger o. lign. Løberen vil ofte med fordel kunne tillade sig at løbe langt udenom. Det sidste sikre udgangspunkt bør vælges tæt på posten, og om muligt med et direkte lineært indløb til denne

31 3. Orienteringsteknik (fortsat) Da den urutinerede løber ofte vil standse og læse kortet, hver gang der skal drejes fra, bør vejvalget være simpelt. Sikkerheden skal prioriteres højt, da løberen såfremt han bommer vil have svært ved at læse sig ind på kortet igen. Efterhånden som der opnås en større rutine, kan løberen tillade sig at benytte mere komplicerede vejvalg, herunder tage større hensyn til løbedistancen. Det skal dog til stadighed være under hensyntagen til terrænets gennemløbelighed, tæt bevoksning, vådområder, bakker o. lign. samt strækkets hårdhed. Den rutinerede løber vil, også efter en analyse af et delstræk, have lettere ved at vurdere og vælge den mest hensigtsmæssige orienteringsform - nemlig grov- eller finorientering. Grovorientering. Princippet for grovorientering er, at løberen vælger et opfang i nærheden af posten, som han med sikkerhed kan finde, fx. en sti, en grøft eller lignende. Han kan nu tillade sig at løbe hurtigt frem til opfanget, hvorfra han skal finorientere. Finorientering. Der finorienteres fra det udgangspunkt løberen har valgt og ind til posten. Det vil sige, at løberen på denne strækning sammenholder alle terrængenstande med kortet for at nå ind til posten

32 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 11: Valg af udgangspunkt. Denne øvelse har til formål at træne i valg af sidste sikre udgangspunkt (SSU), før der finorienteres ind til posten. Banelæggeren vælger egnede SSU løberen kan bruge, og opsætter postskærme ved dem. Løberen vælger selv et SSU og løber dertil, klipper sit kontrolkort, finorienterer ind til posten og klipper der. Af hensyn til materielressourcer bør banen ikke være for lang, da der sagtens kan være tre egnede SSU ved hver post. Figur 14. Eksempel på SSU-bane

33 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 12 a. e.: grov - fin Alle de efterfølgende baner har alle til formål at træne løberen i grov- og/eller finorienteringsteknik. a. Kort lang. Med denne udformning af banen skal der på de lange delstræk være mulighed for at træne grovorienteringen, mens der på de korte trænes finorientering. S/M b. Klyngeløb. Som variation til kort lang kan banen laves, så der efter de lange delstræk er klynger af poster, hvor finorienteringen kan trænes. S/M

34 3. Orienteringsteknik (fortsat) c. Mangepostløb. Banelæggeren udsætter mange poster i et begrænset område. De korte delstræk gør, at det primært er finorienteringen der trænes. Posterne tages i valgfri rækkefølge. S/M d. Perlekæden. Denne øvelse træner løberens tillid til hans egen orienteringsevne. Banelæggeren indtegner mange poster på masterkortet i en perlekæde, men ikke alle poster er udsat i terrænet. Løberen ved ikke på forhånd, hvilke poster der er udsat, og bliver derfor nødt til at løbe til dem alle. S/M

35 3. Orienteringsteknik (fortsat) e. Stjerneløb. Denne baneform har mange fordele. Den kan anvendes med samme teknik på flere baner, eller med baner, der har til formål at træne forskellige teknikker. Da der reelt er tale om flere korte baner, kan der hurtigt sendes mange løbere af sted af gangen. Stjerneløbsmodellen kan med stor fordel anvendes til træningsbaner både for urutinerede og rutinerede løber, da modellen gør, at man kan gennemføre træning med mange løbere på kort tid,og inden for et afgrænset område. Det tilrådes ikke at tage tid på løbere i dårlig træningstilstand, da konkurrencemomentet sætter belastningen op, også selv på korte baner. Nedenstående er et eksempel på et stjerneløb med tre træningsbaner. Bane A Kort - lang Bane C Kort-huske Bane B Perlekæde

36 3. Orienteringsteknik (fortsat) Øvelse nr. 13: kort - huske. Denne øvelse har til formål at træne løberens evne til at kunne indprente sig og huske det næste delstræk, for derved at opnå et glidende løb. Banelæggeren opsætter ved start og ved hver post et mindre kortudsnit, der viser vejen frem til næste post. Det er vigtigt, at der benyttes simple vejvalg samt at delstrækkene ikke bliver for lange. Løberen medbringer kun kompas på banen. Hvis banelæggeren ikke ønsker at klippe i kortene, kan man klippe et hul i et stykke karton, der viser det aktuelle delstræk. 1 Figur 15. Eksempel på kortudsnit til kort huskeløb

37 3. Orienteringsteknik (fortsat) Orientering om natten. Det er i sagens natur sværere at orientere sig om natten, end om dagen. Det betyder også at orienteringsteknikken ved natløb skal gribes an på en anden måde. Selv om løberen under natløb anvender en god lygte, er synsfeltet begrænset til lysstrålen, og det bliver derfor væsentligt sværere at; 1. få overblik over terrænet og se detaljer, 2. læse kortet, 3. løbe i terrænet. Disse forhold gør, at man let overser en del detaljer, såsom stier, og andre gode opfang man løber forbi. Det er specielt svært at skelne farverne på kortet i mørke. Derfor overses her let detaljer, idet kortet kun sjældent kan læses som under dagløb, og følgelig vil løbetempoet blive sat ned. De her nævnte forhold gør, at orientering om natten primært skal bygge på: SIKKERHEDEN Det gøres ved at: 1. Benytte skridttælling. 2. Jævnligt kontrollere retningen med kompasset. 3. Anvende sikkert vejvalg til SSU. 4. Følge lineære detaljer som stier, veje, diger, grøfter. 5. Bruge tid på at læse kortet. 6. Følge det planlagte vejvalg

38 3. Orienteringsteknik (fortsat) Bomanalyse. For den urutinerede løber er mulighederne for at løbe forkert, eller bomme, store og mange. Hyppigste årsag til at løberen bommer kan bl.a. være: - At han ikke tæller skridt, og ikke er nøjagtig nok med kompasretningen under indløb fra SSU til posten. - At han laver en såkaldt parallelfejl, så han f.eks. løber ud af den forkerte grøft. - At han løber til en forkert post, hvis han under løbet får øje på denne. - At han hænger på en anden løber, uden at vide præcis hvor han selv er. - At han løber i en 180 o forkert retning. - At han ikke læser postdefinition og løber til en forkert terrængenstand, fx. en slugt i stedet for en udløber. Det er ligeledes vigtigt at få kompenseret for ovennævnte svagheder, hvilket kan gøres ved at foretage en analyse af gennemløbet ved hjemkomst. Det er vigtigt for løberen at vide, hvad han skal gøre, når selve situationen opstår. Han skal bl.a.: - Så hurtigt som muligt erkende, at han har bommet. - Søge tilbage til SSU. - Tælle skridt og bruge kompasset til at finde ind til posten

39 3. Orienteringsteknik (fortsat) Løbsanalyse. For at løberen kan drage erfaringer af eventuelle fejl begået under gennemløb af banen, bør han lave en analyse af sit løb. Hvis tiden ikke tillader, at hver løber selvstændigt foretager sin egen analyse, kan og bør banelæggeren gennem en dialog med løberne foretage en samlet analyse, bl.a. til eget brug i planlægningen af den videre træning. Dette også af hensyn til løberen, da han/hun med terrænbilledet i frisk erindring kan se, og forholde sig til de generelle fejl. En løbsanalyse foretages ved at løberen selv snarest efter løbet, så nøjagtigt som muligt, tegner den faktiske rute ind på kortet, som han/hun har løbet i terrænnet. Banelæggeren kan, hvis der er tale om urutinerede løbere, instruere i, hvad de skal se efter, f.eks. generelt vejvalg, valg af SSU o. lign. Figur 16. Eksempel på løbsanalyse

40 4. Banelægningsteori Banelægningsteori - generelt. I bestræbelserne på at lave gode, udfordrende orienteringsløb af den rette sværhedsgrad og med krav til såvel orienteringsevnen som den fysiske formåen, er der mange forhold banelæggeren skal være opmærksom på. Det er ikke tilstrækkeligt at placere nogle postskærme tilfældige steder i terrænet, og derefter lade deltagerne starte i den ene ende og slutte i den anden. Vilkårene for deltagerne skal være ens, og det må ikke være tilfældigheder der afgør, hvem der vinder løbet. I dette afsnit peges på de forhold, der er vigtige at være opmærksom på for banelæggeren, for dels at undgå tilfældigheder, men også for at give de bedste resultater, hvad enten det er konkurrence eller træning. Begreber i banelægning. Delstræk: Et delstræk er det terræn mellem to poster, en løber forventes at løbe igennem, og i princippet det der bestemmer sværhedsgraden. Moment: En situation hvor løberen skal træffe en beslutning om vejvalg. Se figur

41 4. Banelægningsteori (fortsat) 3 1 moment. 4 På dette delstræk er der et moment og et vejvalg. 5 3 momenter. 6 På dette delstræk er der tre vejvalgssituationer. Figur 17: Eksempler på momenter Der er tre vejvalgssituationer, men kun 2 momenter på hver delstræk

42 4. Banelægningsteori (fortsat) Opfang. Et opfang er en entydig terrængenstand, løberen kan anvende som fix-punkt på vej til næste post for at sammenholde kort og terræn, f. eks veje, indhegninger, søer m.v. Opfattelsen af og brug af opfang kan være forskellig fra en rutineret til en urutineret løber. Opfang anvendes ligeledes som ydergrænse i forhold til posten, således at løberen registrerer, når han/hun er løbet forbi posten. Figur 18: Eksempel på opfang Vejvalg. Vejvalget er den strækning mellem to poster, som løberen vælger at løbe. For at der kan blive tale om et egentlig valg, skal løberen have flere muligheder og jo flere muligheder jo sværere delstræk

43 4. Banelægningsteori (fortsat) Sidste sikre udgangspunkt (SSU). Sidste sikre udgangspunkt er den terrængenstand løberen anvender som fixpunkt, hvor han går fra grov- til finorientering. Figur 19: Eksempel på SSU (blå cirkler) Slump. Ordet slump anvendes indenfor orienteringsløb som en betegnelse for situationer, hvor utilsigtede forhold samt tilfældigheder påvirker en løbers resultat, eller hvor løberne ikke får samme konkurrencevilkår. Slump kan bl.a. opstå, hvis der er uoverensstemmelser mellem kort og terræn, men også hvor dårlig banelægning/ tilrettelæggelse af et arrangement kan få indvirkning. Se figur 20 på næste side

44 4. Banelægningsteori (fortsat) Sort cirkel: Vådområder der hele tiden bliver større. Rød cirkel: Åbent område der indhegnes. Figur 20: Eksempel på slumpmomenter Slumpmomenterne med uoverensstemmelser mellem kort og terræn kan undgås ved at kontrolløbe det område, banen lægges i. Hvis kortet er unøjagtigt kan banelæggeren skravere de ramte områder som vildtlommer, og lave en spændende bane udenom, eller hvis det er meget slemt, helt undgå at løbe i området

45 4. Banelægningsteori (fortsat) Kort og terræn. Da kortet er det eneste grundlag, soldaten har for at kunne træffe sine valg, bør det være i overensstemmelse med terrænet, for at begrænse eller helt undgå slumpmomenter. Da selv relativt nytegnede kort hurtigt kan blive unøjagtige i forhold til terrænet, er det vigtigt, at banelæggeren er opmærksom på dette forhold og vurderer, om en ændring i terrænet kan få betydning for løberne. Anvendelse af korttyper. Til undervisning i orienteringslære kan civile orienteringskort med målestok 1: og 1: anvendes til såvel grundlæggende øvelser, som rutinering i orienteringsteknik. Orienteringskortet bruges kun med henblik på færdsel til fods, hvilket giver mulighed for at anvende større målestok. Herved kan flere detaljer medtages, uden det går ud over læsbarheden. Hærkort målestok 1: (2 cm) anvendes taktisk og operativt i forsvaret, hvorfor anvendelsen i uddannelsen bør være funktionsrelateret. Kortet er militært set logisk opbygget. Ved at fremhæve vejene giver kortet et godt overblik over et større terrænområde. Denne overskuelighed er opnået ved at udelade detaljer, f.eks. mindre stier, skovveje, grøfter m.v

46 4. Banelægningsteori (fortsat) Sværhedsgrader - generelt. Det er en almindelig fejltagelse at tro, banen skal være så svær som mulig, uanset hvem den er beregnet for. Sværhedsgraden skal i uddannelsen tilpasses soldatens niveau. Banen skal kunne gennemføres og have en opbyggende effekt på hans teknik og fysiske præstationsevne. Sværhedsgraden kan varieres fx på træningsbaner hvor man ønsker at demonstrere forskellene, eller at tilvænne løberne, men aldrig i mærkeløb. (Se næste side) Bemærkninger til tabellen på næste side * : Med UØVEDE menes helt uerfarne løbere. ** : Med LET ØVEDE menes løbere med 2 3 løb bag sig. *** : Med ØVEDE menes løbere, der er klar til Bronzeløb (sværhedsgrad let)

47 4. Banelægningsteori (fortsat) Skematisk oversigt over sværhedsgrader til træningsbaner. LØBERE BANEN TERRÆN START START - POST 1 PLACERING AF POSTER DELSTRÆK MÅL BANEFORLØB UØVEDE * LET ØVEDE ** ØVEDE *** Mange flade signaturer. Store stier og veje. Entydigt sikkert udgangspunkt på vej/sti. Post 1 på samme vej/sti som start. Store terrængenstande som vej, vejsammenløb, vej/grøft eller markhjørner, indhegninger o.lign., der ligger op til vej/sti. Posten skal let kunne findes. Ledelinier er skovveje og store stier. Stort, let at finde, godt udsyn. Mange poster. Løberne ledes langs sammenhængende sti systemer ved hjælp af posterne Mange flade signaturer, store stier og veje. Entydigt sikkert udgangspunkt på vej/sti. Post 1 på samme vej/sti som start. Terrængenstande som vejsammenløb, vej/grøftkryds, grøftesammenløb og andre tydelige terrængenstande. Ledelinier til stinettet. Postmarkeringer må ikke gemmes. 2 vejvalg: Ledelinier er store stier og andre tydelige terrængenstande. Stort, let at finde, godt udsyn. Løberne ledes langs sammenhængende sti-systemer samt store grøfter. Mange flade signaturer, veje, stier og lineære ledelinier. Entydigt sikkert udgangspunkt på vej/sti. Ledelinier er veje og større stier med 1-2 momenter. Mindre terrængenstande som grøfte/stiender, stisammenstød, bevoksningsgrænser placeret tæt på ledelinier. Postmarkeringer skal kunne ses ved terrængenstanden. Mange vejvalg: Op til 4 5 momenter. Hovedsagelig mindre veje, stier og større grøfter som ledelinier. Stort, let at finde, godt udsyn. Løberen kan følge veje eller grøfter hele vejen. Variation i stræklængde og postplaceringer.

48 4. Banelægningsteori (fortsat) Sværhedsgrader og postplacering. Sværhedsgraden af et orienteringsløb kan ændres på mange forskellige måder, bl.a. ved at variere delstræklængde og antallet af opfang. Er der for store og tydelige opfang på et delstræk, stiller det ikke store krav til løberens tankevirksomhed. 4 5 Figur 21: Eksempel på uhensigtsmæssig Postplacering. Delstrækket mellem post 4 og post 5 kan løberen gennemføre stort set uden at skulle bruge kortet, delstrækket udgør tabte meter. Nedenstående viser et sværere delstræk. 5 4 Figur 22: Eksempel på en hensigtsmæssig Postplacering

49 4. Banelægningsteori (fortsat) Sværhedsgrader og postplacering. (fortsat) Lige vej og grøfter kan give svære opgaver, da det kan være svært at se, hvor på opfanget man befinder sig. Vej? 4? 5? Figur 23: Postens placering i forhold til opfang Står posten bare 10 m forkert kan løbet blive en fiasko. Posten skal kunne findes ved kortlæsning, og uanset hvad løberen vælger at bruge som SSU før finorientering, skal afstand og retning stemme. 7 Figur 24: Postplaceringens nøjagtighed

50 4. Banelægningsteori (fortsat) Sværhedsgrader og postplacering. (fortsat) Postens sværhedsgrad kan endvidere varieres gennem anvendelsen af opfang i nærheden af posten. Posten skal anbringes så den ligger et sted, der kan bestemmes f.eks. nordkant mose, og ikke mose. Posten indtegnes tilsvarende på masterkortet. Figur 25: Eksempel på variation i Sværhedsgrad. Figuren viser to baner af stort set samme længde, men med varierende kvalitet og sværhedsgrad

51 4. Banelægningsteori (fortsat) Sværhedsgrader og postplacering. (fortsat) Postens sværhedsgrad kan ligeledes varieres gennem valg af den terrængenstand, den anbringes ved. Af poster som er velegnede til lette baner kan nævnes: Poster placeret på det lineære plan, f.eks. vej/ stikryds, grøfteknæk, bevoksningsgrænser o.lign. Poster placeret tæt på SSU. Poster placeret på tydelige terrængenstande, med opfang som vej/stikryds

52 4. Banelægningsteori (fortsat) Sværhedsgrader og postplacering. (fortsat) Poster som er synlige fra det lineære plan, f.eks. toppen af en høj. Postplacering til sværere baner kan være: Terrængestande på kurvebilledet såsom slugter, lavninger, udløbere og huller. Små terrængenstande, der ligger længere fra mulige SSU

53 4. Banelægningsteori (fortsat) Banens form. Ved at variere delstrækkenes længde og retning, samt de terrængenstande man anvender til placering af posterne, bliver banen umiddelbart mere tillokkende. Det træner også orienteringsevnen, såfremt soldaten tvinges til, både at skifte retning og foretage vejvalg på, såvel korte som lange delstræk. Banelæggeren bør udnytte de muligheder terrænet byder på, og variere banen ved at lade den gå gennem forskellige terrænprofiler, f.eks. let kuperet-/, kuperet terræn, vådområder, forskellige former for bevoksning o.s.v Figur 26: Uhensigtsmæssig banetype. En bane af denne type virker ikke særlig tillokkende. Figur 27: Hensigtsmæssig banetype En bane med varierende længde af delstræk, retning og brug af forskellige terrængenstande virker mere inspirerende og udfordrende

54 4. Banelægningsteori (fortsat) Posternes placering. Banelæggeren bør af hensyn til dyrelivet i skoven undgå at placere poster i meget tæt bevoksning, angivet med mørkegrøn farve. Posterne er ikke målet i sig selv, men skal opfylde flere af følgende funktioner: - De er mål for delstrækket. - De er udgangspunkt for delstrækket. - De skal forhindre spidse vinkler (modløb). Antallet af poster på banen er afhængig af terrænets udseende og form. Bortset fra begynderbaner bør der principielt ikke være flere poster, end hvad der er nødvendigt for at få nogle gode delstræk. Anbringes posterne for tæt, er der risiko for ophobning af løbere, hvilket kan friste dem til at hænge på hinanden. Spidse vinkler, eller modløb i terrænet, bør undgås, da det medfører, at løberne løber til og fra ad næsten samme vej. De, der løber til posten, får hjælp af dem der løber fra posten. Det er et eksempel på slump, og giver ikke lige vilkår for løberne. Den der løber venstre om skal selv finde posten. Den der løber højre om, får hjælp af de der løber fra posten. Indsæt en vendepost for at forhindre modløb

55 4. Banelægningsteori (fortsat) Start og mål. Startområdet skal kunne findes både på kort og i terræn. Det skal tillade en gnidningsfri startprocedure, og ventende løbere må ikke kunne få indblik i de startendes vejvalg. Derfor vil det ofte være nødvendigt med en afmærket rute fra venteområde til selve startstedet. Banelæggeren bør også være opmærksom på stedets lysforhold, da løberen ofte selv skal indtegne ruten. Der er ofte er dårlige lysforhold i tæt skov. Målområdet skal vælges, så det tillader en sikker tidstagning, hvilket kræver gode oversigtsforhold samt at alle løbere kommer fra samme retning. Målet har ikke nogen orienteringsmæssig værdi, og ligger i princippet uden for den egentlige bane. Derfor bør sidste post ligge tæt på målet, så der ikke bliver for mange tabte meter på dette delstræk. Posten skal samtidig sikre, at man får løberne ind fra nogenlunde samme retning. Sidste post Forkert Sidste post Rigtigt Figur 28: Fra sidste post til mål

56 4. Banelægningsteori (fortsat) Sammenfaldende start og mål. Vælger banelæggeren at etablere start og mål samme sted bør følgende ting iagttages: - Der etableres et opholdsområde, hvor der bl.a. kan forplejes. - Der etableres et venteområde, uden udsyn til startstedet, hvor næste starter venter på at blive kaldt frem. Selve startstedet og mål holdes adskilt, f.eks. tegnes kortet fra bagsmækken af en bil, mens måltiden registreres ved førerpladsen. Efter registrering af måltid går løberen til P-plads, hvor andre løbere, der er færdige med gennemløb, venter. Til banen Fra banen Mål - tid Tegning af kort Vent før P Ophold Figur 29: Eksempel på sammenfaldende start og mål

57 Banetegning 4. Banelægningsteori (fortsat) Banen tegnes på mønsterkortet(masterkortet) således at baneforløbet står klart og tydeligt frem. Dette gøres normalt med en vandfast rød pen (OHP).I forsvaret er løberen normalt selv ansvarlig for indtegningen på eget kort, undtagelsen fra dette kan være ved konkurrencer/stævner hvor banen vil være fortrykt på orienteringskortet. Der anvendes signaturer under tegningen af banen som vist herunder. Startsted: en ligesidet trekant, ca. 7 mm, som peger i retning mod førstepost 1 2 Forbindelsesstreg: der viser baneforløbet fra post til post Postplacering: en cirkel Ø 5-6 mm, med terrængenstanden i midten. Posterne er nummererede i rækkefølge med tallene orienteret mod nord. Der kan i særlige tilfælde være et kontrolnummer ved posten, dette bruges fx ved større baner. Mærket (snitzlet) rute fx fra sidste post til mål. Mål: hvis start og mål er sammenfaldende, tegnes denne signatur inden i startsignaturen. Tvungen overgang: fx ved veje og jernbaner. Forbindelsesstregen mellem posterne føres til og fra passagestedet

58 4. Banelægningsteori (fortsat) Forbudt område: tegnes som en skravering over fx en vildtlomme, hegn og andre områder løberne ikke må bevæge sig i. Kan evt. også bruges ved slump. Farligt område: fx farlige moser eller andet der er farligt at passere. Forbudt rute: fx jernbane, vej el. lign. Tegnes med en serie krydser. Førstehjælpspost. Placering af væskepost: typisk på varme dage eller hvor løberne er ude mere end 45 minutter. Den standardiserede farve på signaturerne er violet, men typisk bruges der en rød vandfast pen til at tegne med. Alle signaturerne tegnes nordvendt (opad på kortet). Visse dele af signaturen kan/bør udelades for ikke at skjule vigtige detaljer i terrænet

59 5. Terrænsportsmærket Terrænsportsmærket - generelt. Terrænsportsmærket er et militært mærke/duelighedstegn og omfatter discipliner organiseret som en slags flerkamp, der primært sigter mod at afprøve soldatens evne til at finde rundt i terrænet, udpege mål og bedømme afstande. Terrænsportsmærket kan bruges til kontrol af soldatens evner inden for de nævnte discipliner. For at give soldaten de bedste forudsætninger for at erhverve mærket, bør han have opnået en rimelig grad af rutine i disciplinerne samt være i besiddelse af en god fysisk form. Terrænsportsmærket findes i tre kategorier 1. BRONZE let. 2. SØLV middelsvær. 3. GULD svær. Der er forskellige krav til de tre kategorier, såvel sværhedsgraden af banerne som tiden til rådighed, samt længden af banerne. Belastningen kan være meget høj, hvorfor banelæggeren bør afpasse niveauet til soldaternes fysiske formåen. Mærke Disciplin BRONZE SØLV GULD Dagløb X X X Punktorientering - X X Natløb - X X Kortlæsning X X X Afstandsbedømmelse X X X HGR X X X

60 5. Terrænsportsmærket (fortsat) Planlægning og tilrettelæggelse. Såfremt terrænsportsmærket planlægges gennemført samme dag, er det ressourcekrævende på både materiel-/ og personelsiden. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at planlægge det, således at det sker over en periode; evt. kan tiden udnyttes fra andre relevante fag. Det skal dog bemærkes at mærkeprøverne skal bestås inden for en periode af 12 måneder, regnet fra datoen for afholdelse af første prøve. Skemaet på næste side er en eksempelvis gennemførelse af forberedelserne til et terrænsportsmærke

61 5. Terrænsportsmærket (fortsat) O-LØB: Ud i skoven, og sammenholde kort med terræn. Finde start/mål og evt. parkeringsplads. O-LØB Udsætning af løb. Kontrolløb dagen før/på dagen. Overvejelser 1-2 måneder før: - I god tid bestille terræn og skov af hensyn til jagtsæson m.m. - Årstiden. Er skoven»for åben«? - Lån af materiel og mandskab. - Tid til rådighed. Skal alle prøver afholdes samme dag? 2 uger før PUNKT- ORIENTERING Finde egnet sted til banen (2 km.) med en signatur mellem hver post til at hjælpe løberen ind på banen igen. KORT- LÆSNING: Finde 5-7 egnede mål fra m. samt standplads højt i terrænet og med frit udsyn rundt. Køre rundt i terrænet og udpege målene nøjagtigt. Fremstille materialer, skabeloner m.m. 1-5 dage før PUNKT ORIENTERING Opsætning af banen. Kontrolløb dagen før/på dagen. KORTLÆSNING Klargøre materiel. Evt. klargøre standpladsen. Lave instruktion. AFSTANDS-BEDØMMELSE: Finde stand-plads. Finde 5-7 egnede mål fra m. Køre rundt og måludpege nøjagtigt. Fremstille materialer. AFSTANDS-BEDØMMELSE Klargøre materiel. Evt. klargøre standpladsen. Lave instruktion

62 Disciplinerne: 5. Terrænsportsmærket (fortsat) Orienteringsløb. For at forhindre uvedkommende i at fjerne postskærme, bør løbet udsættes så tæt på løbstidspunktet som praktisk muligt, således at det kan kontrolløbes og evt. rettes til i tide, før selve løbet skal gennemføres. Dette gælder både for natløb og dagløb. Kortlæsning. Indledningsvis kan målene findes på hærkortet. Banelæggeren er dog nødsaget til at køre ud i området og ved selvsyn kontrollere, at de mål han har valgt kan stedfæstes på kortet. Denne del af forberedelsen kan være tidskrævende. Standpladsen skal være højt placeret i forhold til det omkringliggende terræn, og der børe være frit udsyn på minimum 120 grader. Det må ikke være muligt for prøvetagerne at se banen og målene før ankomst til selve standpladsen. Banelæggeren bør finde 1 2 reservemål i tilfælde af tåge, dårligt vejr etc. Det er hensigtsmæssigt at lægge standpladsen for afstandsbedømmelse i nærheden, dog uden at det generer. Standpladsen for afstandsbedømmelse skal være i en anden retning/i et andet område, således at der ikke er overførselsværdi mellem disciplinerne. Målene skal kunne stedfæstes på kortet (der anvendes kun 2 cm. Hærkort), være tydelige og i forskellige retninger