Hvorfor spiller militæret så stor en rolle i Mellemøsten?

Transkript

1 ANALYSE March 2011 Hvorfor spiller militæret så stor en rolle i Mellemøsten? Helle Lykke Nielsen Hvilken rolle har militæret spillet i de omvæltninger, vi har set i Mellemøsten i de seneste måneder og hvor vigtig en faktor vil det være i fremtiden? Det giver denne artikel et bud på. En forkortet udgave af denne artikel blev bragt i Fyens Stiftstidende den 30. marts 2011

2 Helle Lykke Nielsen: Hvorfor spiller militæret så stor en rolle i Mellemøsten? 2 D er har været meget snak om militærets rolle i forbindelse med de seneste måneders uro og regimeomvæltninger i Mellemøsten. Efter den første sejrsrus, hvor jublende folkemasser godt sekunderet af udenlandske journalister talte om revolution og folkelig opstand, er hverdagen langsomt ved at indfinde sig. Det gælder i hvert fald i Tunesien og Ægypten. Samtidig bliver det relevant og påtrængende at søge forklaringer på, hvad det var der skete, og hvorfor. Og skal man have en realistisk forståelse af situationen og en fornemmelse for, hvad fremtiden kan bringe, kommer man ikke uden om militæret. Lidt firkantet sagt kan et regime i Mellemøsten væltes på to måder: Enten ved et militært angreb udefra det var det der skete i Irak i 2003 eller gennem et militærkup indefra, sådan som det i praksis skete i Tunesien og Ægypten. De fleste vil måske nok undre sig over ordvalget, men lad os i denne sammenhæng definere et kup som en krisesituation, hvor militæret enten undlader at støtte det siddende regime eller direkte går ind og overtager magten. I både Tunesien og Ægypten nægtede militæret at bruge vold mod demonstranterne og signalerede dermed, at det ikke længere støttede regimet, og så havde Ben Ali og Hosni Mubarak ikke andet valg end at gå af. I dag er det militæret, der formelt og reelt sidder på magten i Ægypten, mens det i Tunesien foreløbig har valgt at støtte den siddende overgangsregering. Logikken er selvfølgelig, at den der har kontrol med militæret og dermed med soldater og al det militære isenkram, kan slå al modstand ned med jernnæve. En del af slagkraften afhænger selvfølgelig af militærets størrelse jo flere olieindtægter, jo mere militært isenkram, jo større slagkraft og af landets geografi: Et land som Yemen med uvejsomme bjergområder lader sig vanskeligere kontrollere militært end et fladt ørkenland som Bahrain eller Emiraterne. Men så længe militæret ikke er oppe imod meget store og velbevæbnede oprørsstyrker eller udenlandsk støttede tropper sidder det godt og solidt på voldsmonopolet. Et mellemøstligt regime må have kontrol med militæret, hvis det ønsker at bevare magten, og det betyder i praksis, at det må sørge for, at militæret på den ene side er så stærkt, at det formår at holde nabolande og regionale fjender ude, men på den anden side ikke er så stærkt, at det kan vælte regimet. At holde denne balancegang kræver indgående kendskab til militæret, og det er derfor ikke overraskende, at størstedelen af regionens herskere har en militær baggrund: Mubarak havde fx rang af air chief marshal, svarende til general, i det ægyptiske luftvåben, da han i 1975 blev i ægyptisk vice-præsident; Ben Ali blev uddannet ved franske og amerikanske militærskoler og var i mange år leder af en af Tunesiens militære efterretningstjenester, før han i 1987 overtog magten

3 Helle Lykke Nielsen: Hvorfor spiller militæret så stor en rolle i Mellemøsten? 3 fra Bourguiba ved et kup; Qaddafi var som ung officer stærkt påvirket af Ægyptens frie officerer, da han i 1969 væltede det libyske kongehus ved et militærkup, og Syriens Bashar al-asad er ganske vist uddannet læge, men indtrådte i militæret i 1994, før han i 2000 overtog præsidentposten efter sin far i Syrien blot for at nævne nogle få. Selv blandt områdets monarkier er det mere reglen end undtagelsen, at kronprinser får en solid militæruddannelse fra de bedste engelske og amerikanske militærskoler, for det er den bedste garanti for, at de vil kunne holde styr på militæret, når de engang kommer til magten. At holde styr på militæret kræver bl.a., at regimet opbygger kontrolmekanismer, der kan skabe modvægt til stærke enheder, og sørger for at indsætte meget betroede folk på nøgleposter. Det har Libyens mangeårige leder Qaddafi forstået til fulde, og det er den vigtigste grund til, at det har været så vanskeligt og voldeligt at vælte ham. Den regulære hær i Libyen udgøres ganske vist kun af ca soldater om end man skal huske, at alle militære tal er behæftet med meget stor usikkerhed men hertil skal lægges flere militære efterretningstjenester, der holder skarpt øje med hæren, en specialstyrke på 3000 revolutionsgardister og en fremmedlegion den såkaldte pan-afrikanske brigade - som tager ordrer direkte fra Qaddafi, samt en række paramilitære styrker, der kan sættes ind ved specialopgaver. Hertil kommer yderligere de lokale revolutionskomiteer, som ganske vist ikke har militær status, men alligevel er bevæbnede, og som i den seneste måned har deltaget aktivt i kampene for at forsvare Qaddafis styre. Og det er ikke hvem-som-helst der står i spidsen for disse enheder. Qaddafis søn Mutassim har titel af national sikkerhedsrådgiver, men skulle have reelle beføjelser over de militære efterretningstjenester, en anden af Qaddafis sønner, Khamis, er leder af en elite-batalion, der har til opgave at beskytte Qaddafi personligt, sønnen Sa d er leder af en sikkerhedstjeneste, Qaddafis svoger, Abdullah al-sanussi, var tidligere leder af den største militære efterretningstjeneste, men er nu stabsleder for Qaddafi, etc. Ved at indsætte familiemedlemmer og meget nære venner på de vigtigste militærposter og sørge for at specialenheder refererer direkte til ham, har Qaddafi opnået stor kontrol med det militære apparat i Libyen, og samme grundlæggende logik kan genfindes i de fleste mellemøstlige lande. En anden måde, den til enhver tid siddende leder kan sikre sig militærets opbakning på, er ved at give soldater og officerer privilegier, de ikke kan opnå andre steder. I Irak hed det sig op gennem 1900-tallet, at hvis man ville have et bedre liv end sine forældre og man vel at mærke ikke var født ind i en rig jordejerfamilie var der to måder at gøre det på: at blive skolelærer eller gå ind i militæret. Skolelærere var sikret fast job og en mindre, men rimelig betaling, mens militærfolk fik adgang til sikker løn, ordentlig pension, god adgang til

4 Helle Lykke Nielsen: Hvorfor spiller militæret så stor en rolle i Mellemøsten? 4 jord og bolig, kunne få deres børn i gode skoler og på universitetet, etc. Og disse privilegier fungerer stadig for militærfolk overalt i Mellemøsten: I Ægypten er pensionsalderen for officerer 49 år, de har adgang til officersklubber med sportsfaciliteter, billige restauranter og familieaktiviteter, får stillet billige boliger til rådighed, kan opkøbe jord til fordelagtige priser, leje sommerhuse ved vandet, etc. Og de bevarer deres privilegier, selvom de går på pension, og de kan frit finde nye jobs samtidig med at de hæver pensionen. Ikke dårligt i et land, hvor den årlige gennemsnitsindkomst ligger på den forkerte side af 1000 USD. Læg hertil, at det ægyptiske militær over årtier har opbygget et stort produktionsapparat, hvor man producerer tøj, fjernsyn, møbler, vaskemaskiner, forskellige slags fødevarer og meget andet, der bringer militæret gode indtægter og skaber arbejdspladser. Der betales ikke skat af alle disse aktiviteter, og de er heller ikke underlagt parlamentarisk kontrol, hvilket alt sammen selvsagt skaber en yderst fordelagtig position for militæret. Det er svært at få oplyst, hvor stor en del af den ægyptiske økonomi, militæret rent faktisk kontrollerer tallene går fra 10 % helt op til en tredjedel af landets samlede økonomi men uanset denne usikkerhed hersker der ikke meget tvivl om, at militæret på mange måder fungerer som en stat i staten. Det siger sig selv at privilegier a la dem, som det ægyptiske militær har haft i årtier, og som genfindes i de fleste mellemøstlige lande, ikke uden videre lader sig afskrive, og da slet ikke, hvis det er militæret selv, der omend midlertidigt kommer til at sidde på magten. Wikileaks dokumenter har i følge New Times da også vist, at Tantawi, der i dag er leder af det øverste militære råd, som styrer Ægypten, ikke hidtil har ønsket at åbne landets økonomi og derved aftrappe militærets privilegier, men tværtimod synes at ville nationalisere frem for at liberalisere. Det giver god mening fra et militært synspunkt, men forekommer knap så hensigtsmæssigt for de mange arbejdsløse ægyptere, der sætter deres lid til demokratiets muligheder for at skabe nye jobs. Set fra de mellemøstlige befolkningers side er forholdet til militæret ofte dobbelt. For ganske vist fungerer det som regimernes forlængede arm med den foragt, den slags institutioner medfører, men samtidig er militæret af økonomiske grunde godt rodfæstet i befolkningerne: For hver professionel militærmand er der nemlig 5-6 personer, der er afhængige af hans indkomst, og med et militær på ca. en halv million i fx. Ægypten samt næsten lige så mange paramilitære styrker, nyder helt op imod 3-4 mio. godt af den militære økonomi. Og så skader det selvsagt ikke, at militæret i mange årtier har plejet sit image som dem, der turde kæmpe mod Israel og de tidligere kolonimagter, og dermed søgt at fremstå som områdets garanti mod ydre fjender.

5 Helle Lykke Nielsen: Hvorfor spiller militæret så stor en rolle i Mellemøsten? 5 En af de mange glædelige ting ved omvæltningerne i Mellemøsten er, at de er sket uden hjælp og indblanding fra jihadister og islamiske fundamentalister fra fx. al-qaida. Det har med al ønskelig tydelighed vist, at Mellemøsten er andet og mere end islam: at der er unge som vil et bedre liv, også uden reference til islam, at internet, mobiltelefoner og anden ny teknologi også spiller en vigtig rolle i disse samfund, og at folk her som i andre dele af verden gerne vil have indflydelse på, hvordan deres land udvikler sig. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at det fortsætter på den måde mange frustrationer kan sagtens føre til, at nogle unge vil vende sig mod islamisterne som det eneste alternativ, hvis forventningerne til reformer og økonomisk udvikling ikke indfries. Men det er ikke blot islamisterne, vi skal holde godt øje med i tiden fremover det gælder også militæret, for det udgør fortsat makronbunden i de mellemøstlige samfund og vil være en vigtig spiller i mange år fremover. Henvisninger: Egyptians Say Military Discourages an Open Economy. New York Times, 17. februar 2011.