Gjeldssanering i Norden - status, perspektiv og gjensidig anerkjennelse - seksjonsmøte

Transkript

1 Gjeldssanering i Norden - status, perspektiv og gjensidig anerkjennelse - seksjonsmøte Referenten, dommer Lars Lindencrone Petersen, Danmark: Jeg har ikke tænkt mig slavisk at gennemgå det papir, der danner grundlag for emnet, men mere at pege på nogle enkelte problemer, som jeg synes, det kunne være naturligt at tage op i denne forbindelse. Det gælder den mere tekniske indretning af reglerne, det gælder spørgsmålet om anerkendelse af afgørelser truffet i et andet nordisk land, og det gælder spørgsmålet om, hvordan man egentlig vil opfatte regler om gældssanering i et lidt bredere perspektiv. Om det skal være sådan, som det vel har været hidtil, at det er en - ikke nådesbestemt - men dog en lempelse af gæld, som har undtagelseskarakter, og som finder sted efter en vel i bund og grund moralsk bedømmelse af, om denne skyldner nu også fortjener at fa lempet sine forpligtelser, eller om man, som udviklingen har været inden for anden gældseftergivelse på akkordområdet, bevæger sig hen imod at se saneringsmuligheden som et, omend ikke kvantitativt almindeligt led, så i hvert fald et naturligt led i afviklingen af nødlidende gældsforhold. Baggrunden for, at det kunne være hensigtsmæssigt at gøre sig nogle tanker over det, er selvfølgelig, at vi har en række regler - vel i alle de nordiske lande - som personlige skyldnere i et vist omfang kan påberåbe sig som beskyttelse. Det kan være aktiver, som er holdt fri for kreditorernes rækkevidde. Det kan være spørgsmålet om, at de forskellige medlemmer af en husstand ikke er forpligtet til at dække hinandens gæld. I hvilket omfang bør man, med den ene hånd, kunne påberåbe sig - på længere sigt - disse beskyttelsesregler, hvis man med den anden hånd gerne vil have lempet forpligtelser, som hviler på en? Skal man så stadig kunne påberåbe sig disse regler, eller må man finde sig i - i et eller andet omfang - at retsordenen da stiller krav om, at man til gengæld så at sige giver afkald på nogle af de beskyttelsesregler, man ellers kunne påberåbe sig? Det er jo kendt, at vi nu i fire af de nordiske lande har regelsæt om gældssanering. Island er det land, som mangler. Danmark, Norge, Sverige og Finland har faet det. Det er også velkendt, at de tekniske regler om proceduren afviger lidt fra hinanden, men at regelsættene dog indholdsmæssigt minder ganske meget om hinanden. Den mest markante undtagelse er vel den særlige regel, som, så vidt jeg ved, kun findes i Norge, som går ud på, at de panterettigheder, som er knyttet til skyldnerens bolig, bliver saneret i det omfang, værdien af boligen ikke strækker til at dække hele pantefordringen; en regel man fik på grund af dramatiske fald i priserne på fast ejendom i begyndelsen af 1990'erne i sammenhæng med det forhold, at omkring 90 % af norske husstande ejer deres egen bolig. Et tal, som i hvert fald i Danmark, er betydelig mindre, og for den lille del, som kommer i nærkontakt med gældssaneringssystemet, der er procenten overordentlig meget mindre. Så det er i højere grad et strukturelt spørgsmål, om man vil have en sådan regel i Danmark også.

2 282 Seksjonsmøte I papiret har jeg advokeret for, at de forskelle, der er imellem de nordiske regelsæt om gældssanering, ikke er så betydende, at det efter mit skøn ville umuliggøre, eller i væsentlig grad gøre det vanskeligt, at ændre den nordiske konkurskonvention på en sådan måde, at afgørelser om gældssanering blev omfattet og altså skulle tillægges direkte og fulde virkninger i de øvrige nordiske lande. Jeg har ikke beskæftiget mig med spørgsmålet om afgørelser truffet på sagens indledende stade. Det vil sige, hvad skal der ske i andre nordiske lande, hvis der f.eks. indledes gældssaneringssag for en skyldner i Danmark. Jeg har alene interesseret mig for spørgsmålet om afgørelser, som bevilger gældsnedsættelse. Det, som jeg derimod ikke har beskrevet er spørgsmålet, hvori består egentlig det faktiske behov for at ændre konventionen. For det er klart, at hvis det i forvejen er sådan, at man må sige, at de afgørelser, der træffes om gældssanering, de har reelt den effekt, at de virker også i andre lande, så kan man sige, at så svinder behovet for ændring af konventionen jo ganske betragteligt. Der er to hovedgrupper af problemer, man kan kigge på i denne forbindelse. Det er for det første spørgsmålet, om en gældssanering i Danmark - for nu at tage en skyldner i Danmark - også har virkning for gæld med udenlandske kreditorer, så længe han bor i Danmark. Det er der efter min mening ingen tvivl om. Hvis en person, der bor i Danmark, har forskaffet sig arbejdsmæssigt eller på anden måde gæld i et andet nordisk land, og far bevilget gældssanering i Danmark, så er den udenlandske gæld uden videre omfattet. Det vil sige, at skal der ske fuldbyrdelse i Danmark af denne udenlandske gæld efter saneringen, så bliver det med den nedsatte kursværdi på fordringen, og når skyldneren har opfyldt sin gældssanering, så er der ikke mere fordring tilbage, indenlandsk såvel som udenlandsk. Det spørgsmål, man kunne rejse, er, hvad hvis skyldneren har et aktiv i vedkommende udland. Det er måske ikke det mest praktiske for gældssananter, at de har aktiver i flere lande. I hvert fald de danske regler har taget afsæt i reglerne om tvangsakkord for virksomheder, hvor det slet ikke er så upraktisk. Man kunne vel også uden at være alt for fantasifuld forestille sig, at en dansk skyldner havde f.eks. en lille stuga i Sverige, havde gæld i Sverige (også andet end pantegæld), og så må man spørge sig, det forhold, at der indledes gældssaneringssag, eller at der afsiges kendelse om gældssanering i Danmark; ville det eksempelvis afskære den svenske kreditor fra at foretage forfølgning imod aktivet i Sverige for gældens fulde værdi? Det er klart, at forudsætningen for, at man kan advokere for at ændre konkurskonventionen, det er en hypotese om, at som retsstillingen er i dag, så er gældssaneringens virkninger nationalbegrænsede, dvs. udstrækker sig ikke til aktiver i udlandet. Man kunne også forestille sig, at skyldneren efter at have fået gældssanering flyttede til et andet nordisk land, og at han i dette land havde gæld, som efter de regler, der gælder for vedkommende ordning, ikke ville være omfattet af saneringen. Eksempelvis er der i de norske regler bestemmelser om, at skattekrav i et vist begrænset omfang ikke omfattes af sanering. Så må man

3 Gjeldssanering i Norden 283 spørge sig selv, hvordan ville en dansker, som under udstationering i Norge f.eks. havde skaffet sig noget skattegæld, tog tilbage til Danmark, fik gældssanering og kom til Norge igen, hvordan ville han være stillet i relation til dette norske skattekrav - som utvivlsomt i Danmark ville blive anset for omfattet af saneringen med den virkning, at der ikke kunne foretages udlæg hos ham for gæld, indeholdelse i hans løn eller andet. Men hvordan er stillingen, hvis han vender tilbage til Norge? Forudsætningen for, at det har mening at diskutere en ændring af konkurskonventionen, er, at som retsstillingen er i dag, så ville en sådan person, hvis han vendte tilbage til Norge, være udsat for forfølgning til kurs 100, så at sige, for det fulde skattekrav, som efter de norske regler ikke ville være omfattet af en sanering. Derfor mener jeg sådan set, at der er nogenlunde god fornuft i at diskutere spørgsmålet om en udvidelse af konventionen. Samkvemmet mellem Danmark og Norge udvides måske ikke meget i disse år, men Øresundsbroen er ved at stå færdig, og der er efter min opfattelse ikke megen diskussion om, at det vil øge udvekslingen i hvert fald mellem det østlige Danmark og det sydlige Sverige, og vi vil formentlig hyppigere i fremtiden se problemer af denne karakter. Det accentuerer selvfølgelig behovet for at overveje disse ting. Det er ikke noget meget stort og voldsomt samfundsproblem mildest talt, men alligevel frembyder det nogle interessante juridiske vinkler. Korreferenten, kansliråd Mikael Mellqvist, Sverige: Jag instämmer nästan helt och hållet i den problembeskrivning vi har hört från referenten, men jag tänkte ändå lyfta fram en del problem till beskrivning här och förhoppningsvis diskussion. När det gäller själva utgångspunkten som Lars Lindencrone Petersen slog fast här idag, och även i det skriftliga referatet, så håller jag helt och hållet med om att i alla nordiska länder är det så att fordringarna har ingen nationalitet. Om fordringshavaren är en dansk, eller en norsk eller en svensk eller för den sakens skull en schweizare eller en japan spelar alltså ingen roll. Alla fordringar omfattas. Men verkningarna är nationellt begränsade. Det norska skuldsaneringsbeslutet har verkningar i Norge, men inte i något annat land. Och där har vi alltså problemet. Referenten var inne på frågan om det här är ett stort praktiskt problem och om det finns något faktiskt behov av att åtgärda det. Mitt svar på den frågan är att jag tror att det är ett praktiskt problem, och jag tror också att det är ett växande, tilltagande problem. Det är ju ett antal tusen människor som har fått skuldsanering och det tillkommer ett antal tusen människor varje år. Enbart det förhållandet borde ju medföra att det här faktiskt är ett problem. Och för den enskilde som har beviljats skuldsanering i ett land, och som skulle råka flytta sina bopålar till ett annat land, så måste det vara tämligen förvirrande att råka ut för olika regler beroende på var man befinner sig. Om man har kommit så långt och tycker att det är ett problem, och tycker att det är ett problem som behöver lösas, uppkommer frågan: Hur skall det lösas? Referenten har pekat ut en framkomlig väg i sitt papper, nämligen en mellanstat-

4 284 Seksjonsmøte lig överenskommelse i någon form. Han pekar på en ändring av 1933 års konkurskonvention, och det kan naturligtvis vara ett sätt att gå fram. Man kan i och för sig också tänka sig andra former, till exempel en särskild konvention. Jag återkommer till just den frågan i slutet av mitt lilla anförande. När man jämför de nordiska skuldsaneringslagarna, kan välja om man vill lyfta fram likheterna eller skillnaderna. Om man väljer att lyfta fram skillnaderna kan man naturligtvis hitta sådana på flera punkter. Och man kan naturligtvis också hävda att dessa skillnader är betydande. Men å andra sidan, om man väljer att betona likheterna, så kan man få likheterna att vara väldigt många och väldigt betydande. Jag tycker själv att likheterna är påfallande. Som Lars Lindencrone Petersen skriver i sitt referat, är ju tillkomsten av de nordiska skuldsaneringslagarna grundad på samma överväganden, nämligen möjligheten att kunna rehabilitera överskuldsatta personer. Detta sociala argument återkommer i alla de nordiska länderna. Sedan har vi lite skillnader när det gäller det formella, alltså hur ett skuldsaneringsärende hanteras i de olika länderna. Danmark och Finland har ett förfarande som bygger på att man går direkt till domstol. I Norge och Sverige har man ett förfarande som inrymmer flera steg, där man först vänder sig till kronofogdemyndigheten i Sverige och namsmannen i Norge. De formella skillnaderna tror jag inte egentligen spelar någon större roll. Jag är övertygad om att förfarandena i samtliga nordiska länder innehåller sådana rättssäkerhetsgarantier som man kan kräva, och garantier för kvalitet på utredning och beslut. När det gäller de materiella skillnaderna finns det ett par punkter som kan bli aningen besvärliga att komma tillrätta med. Om man går igenom de olika lagarna så kan man hitta en tio, elva punkter där det finns skillnader - större eller mindre. Och av de här tio, elva punkterna så tror jag att det kan vara en tre, fyra stycken som kan orsaka problem. Och det är följande punkter: För det första det förhållandet att skattefordringar behandlas på olika sätt i olika länder, och där är det framförallt Norge som har en reglering som skiljer sig från övriga länder. Det kan alltså innebära att om man skulle erkänna varandras avgöranden som läget ser ut nu, så skulle det innebära att den norska staten är prioriterad i skuldsaneringssammanhang, men icke övriga stater. Jag tror det kan vara ett problem med en sådan olik behandling vad gäller statens krav. Skillnad finns också hur man behandlar fordringar på familjerättsliga underhållsbidrag. Även på den punkten kan det finnas problem när man skall diskutera frågor kring ömsesidigt erkännande. Den tredje punkten som är problematisk är pantsäkrade fordringar, särskilt när panten utgörs av gäldenärens bostad. Där finns det skillnader som kan bli problematiska i perspektiv av ömsesidigt erkännande. Det är de tre punkterna som jag ser som de materiella stötestenarna i det här sammanhanget. Övriga skillnader tror jag inte har någon större praktisk betydelse, och många av de övriga skillnaderna är av den karaktären att det i praktiken inte är några större skillnader. Ett exempel: I Sverige undantas tvistiga fordring-

5 Gjeldssanering i Norden 285 ar från en skuldsanering. Såvitt jag har forstått, forekommer inget liknande i något annat av de nordiska länderna. Den skillnaden tror jag alltså inte är något problem, därför att vad jag känner till så har det i Sverige inte förekommit ett enda fall under de här fem åren, där någon gäldenär har varit så «dum» att han har bestritt en fordran. Så den skillnaden stannar på papperet. Det finns andra sådana smärre skillnader som jag inte tänker beröra här och nu. Jag tror alltså att det är framkomligt att de nordiska länderna skall kunna enas om att man ömsesidigt kan erkänna varandras skuldsaneringsbeslut. Och då är frågan vad det är man skall erkänna. Referenten begränsar sin framställning till det slutliga avgörandet, om själva skuldbefrielsen. Jag skulle nog tycka att man åtminstone i diskussionen skulle dra in frågan om ett erkännande även av att ett skuldsaneringsförfarande har inletts. Det viktigaste är ju naturligtvis att man kan erkänna de slutliga besluten, men om man inte erkänner ett pågående förfarande, så kan detta fa praktiska konsekvenser som inte alls är lyckade. Så jag tror att man skall försöka att åstadkomma ett vidare erkännande - både av slutligt beslut och av inledande av ett förfarande. Sen kan man naturligtvis diskutera detaljer: Skall beslutet vara lagakraftvunnet eller inte, osv. Det är naturligtvis frågor som man måste lösa i ett sådant här sammanhang, men de frågorna förefaller inte vara oöverstigliga på något sätt. Till sist: Vilka former skall man då använda sig av? Att det skal vara en överenskommelse mellan staterna, har vi redan sagt. Skall det vara en ändring i den nordiska konkurskonventionen eller skall man förhandla fram ett alldeles eget självständigt instrument? Jag tror att man i det här sammanhanget kanske skall vidga perspektivet något. Som det ser ut idag, så kommer vi ju inom en inte alltför avlägsen framtid ha en konkursförordning inom EU, vilket i och för sig stökar till det. Det är ju en förordning som Sverige och Finland omedelbart kommer att drabbas av och som Danmark kanske kommer drabbas av. Om Norge kommer drabbas, vet jag inte. I det sammanhanget kan inte jag se annat än att den nordiska konkurskonventionen måste ses över, och det skulle ju måhända vara ett tillfälle att också ta upp frågan om ömsesidigt erkännande av nordiska skuldsaneringbeslut. När man på det sättet ändå är tvungen att göra någonting, så skulle man kunna samla den insolvensrättsliga familjen under ett paraply och förhoppningsvis åstadkomma någonting på det här området, som jag alltså tror är praktiskt viktigt. Debatlederen, professor Bernhard Gomard, Danmark: Vi har forstået, tror jeg, af de to sagkyndige talere, at der tilsyneladende ikke er utilfredshed med de store linier i gældssaneringen. Ingen sagde, dette må vi ophæve eller radikalt ændre. Man synes at være tilfredse med hovedlinierne. Det er en væsentlig ting. Det næste, vi hørte om, var nogle enkeltregler, der er forskellige i landene. Vi hørte tale om, at reglerne om skat er forskellige i Norge fra de andre lande, at reglerne om familiebidrag i Sverige er forskellige fra de andre lande, og vi hørte om denne interessante regel i Norge om pant i ejerbolig.

6 286 Seksjonsmøte Det er naturligvis noget, som giver anledning - håber jeg - til debat om, hvilket af landene, der har fundet de vises eller visestes sten, og om vi andre har grund til at rette ind. Eller skal vi her sige som i Den Europæiske Union, også her gælder der et princip om subsidiaritet, her kan hver leve med sit. Et lille spørgsmål synes at være til at klare. Den svenske regel om de tvistige fordringer, forstod jeg på korreferenten, den kan vi leve uden. Enhver vil vel gerne af med mest mulig gæld. Byfogd Lars Borge-Andersen, Norge: Et av de punktene som sto på listen over viktige problemer, tror jeg ikke er noe viktig problem, praktisk sett. Det er for så vidt interessant at når man tar opp noe man tror er et problem og ser nærmere på det, så er problemet mye mindre enn man tenkte seg. Det gjelder de pantesikrede fordringer. Som det ble gjort oppmerksom på innledningsvis, er det jo slik at ordningen bare har virkning i vedkommende land. Og ettersom disse boligene som det er snakk om ligger i Norge, og de forutsetningsvis er i bruk som bolig, har jeg store problemer med å forstå at det kan bli noe internasjonalt problem ut av det. For det må jo være snakk om en ordning i Norge, om tvangssalg av en bolig, som nødvendigvis må skje i Norge, og som ikke kan skje i regi av noen av de andre landene. Og da har jeg altså store problemer med å se at det praktisk sett skal kunne oppstå noe problem på det punktet. Kontorchef Morten Karnøe, Danmark: Når jeg tager ordet, er det fordi, vi i Det Danske Eksportkreditfond igennem vores virke har fået en række fordringer mod personlige skyldnere. De er næsten allesammen udsprunget af, at nogle mennesker har været så letsindige at drive virksomhed i personlig regi, som interessentskab eller personligt drevne virksomheder. Da gældssaneringsreglerne kom, glædede vi os faktisk over, at nu kunne vi få saneret ud i den beholdning, vi havde på ca. 200 stk. af sådanne fordringer. Men jeg må konstatere her, at der er faktisk ganske få, der er saneret ud af alle disse sager, hvilket jeg tager som udtryk for, at den type gæld, som stammer fra sådanne selvstændige virksomheder, ikke bliver saneret effektivt, i hvert fald i Danmark. Der kunne selvfølgelig være interessant at høre, om det er en rigtig iagttagelse generelt set på tallene, også om det er den samme praksis, der er i Norden, fordi jeg synes, der er en oplagt mangel ved det danske system, at man så at sige bliver straffet, hvis man er tidligere erhvervsdrivende, eller måske snarere er det dét, at man fortsat har nogle aktiviteter, måske i familieejede virksomheder. Jeg så gerne, at der kom opbrud i dette, så man tog fat på at løse de problemer. Professor Bernhard Gomard, Danmark: Kontorchef Karnøe pegede på et væsentligt spørgsmål; hvad er det for et klientel, vi skal bistå med gældssanering; er det kun lønmodtageren, der er kørt fast i forbrugergæld og skattegæld, eller er det også den typisk mindre erhvervsdrivende, som har haft modgang i sin virk-

7 Gjeldssanering i Norden 287 somhed og nu har en stor gældsbyrde, men ikke går igennem en konkurs og måske ender i en akkord eller tvangsakkord? Det er i virkeligheden et ganske væsentligt problem, der peges på; hvad med de erhvervsfolk, det går ilde og som ikke har drevet virksomhed i aktieselskabsform, men måske af skattemæssige grunde eller kreditmæssige grunde har valgt interessentskabsformen? Dommer Lars Lindencrone Petersen, Danmark: Det er selvfølgelig rigtigt, at det er et væsentligt spørgsmål, hvad det er for nogle folk, man giver gældssanering. Der må siges, at tidligere erhvervsdrivende var efter betænkningen lige præcis en af de målgrupper, man havde for øje, da man lavede de her regler. Det er vel heller ikke forkert at sige, at i en stor del af de sager, hvori der gives gældssanering i hvert fald i Danmark, er der tale om folk, der har drevet virksomhed, og som nu ikke gør det længere. Jeg tror, det er det samme i de andre nordiske lande. Udgangspunktet er, at de folk, som vi sanerer i dag, ikke driver virksomhed men gør noget andet, men at der i gældsporteføljen bestemt optræder virksomhedsrelateret gæld. Der er to problemer i det, som Gomardrejser. For det første kan man sige, at hvis nu folk fortsat driver virksomhed, hvorfor kan de så ikke få gældssanering, eller hvorfor får de så ikke gældssanering? Det kan man besvare på den måde, at systemet, i hvert fald det danske system, som vi anvender det i praksis, har den søstermulighed så at sige, at folk, der driver virksomhed, må have tvangsakkord. Det må være de fordringshavere, som er aktuelle, som afgør, om de vil være med til at sanere eller ej. Hvis man forestiller sig den situation, at en person som havde drevet virksomhed i personligt regi, havde eksempelvis en gæld tiljer eller anden gammel gæld, og så drev virksomhed videre i personligt regi, hvor der også var gældsposter, så er det op til skyldneren at skaffe en tvangsakkord, men op til kreditorerne at bestemme, om de vil være med til det eller ej. Grunden til, at det er sådan, er jo, at tvangsakkordreglerne opererer med en mindstedividende på 25 %, og gældssanering opererer med en mindstedividende på 0 %. For at undgå at alle erhvervsdrivende, som ikke kan mønstre 25 %, kommer løbende og gerne vil have gældssanering, så praktiserer man reglerne sådan, at hvis der er gæld vedrørende en igangværende virksomhed, så hedder det ikke gældssanering, så hedder det tvangsakkord. Det er, som jeg er orienteret, præcis også stillingen i de andre nordiske lande, uanset at der kan være nogle lovbestemmelser, som siger, man må ikke være erhvervsdrivende. Så er det, som i praksis forstås som det afgørende: Er der gæld vedrørende en igangværende virksomhed, så hedder det akkord; hvis der ikke er gæld, så kan vi godt snakke gældssanering, hvis bestemmelserne i øvrigt er opfyldt. Det er i hvert fald systemets begrundelse for at gøre det sådan. Den anden halvdel, det er, hvor man driver virksomhed måske i familierelateret selskab, og der er i hvert fald den danske praksis meget striks. Det knytter an til det problem, jeg rejste, nemlig om man kan indrette sig i overensstemmelse med de regler, der nu engang gælder. For der er ikke spor forkert i, at en person,

8 288 Seksjonsmøte der har drevet en virksomhed, får ansættelse i et anpartsselskab, der ejes af forældre eller svigerforældre eller børn, og nu med titel af direktør eller værkfører reelt driver den samme virksomhed videre. Det sker jo tit, og det er jo ud fra mange betragtninger helt OK, at det er sådan. Men der må vi sige, at den danske praksis er meget stram. Vi vil ikke have, at folk indretter sig med den ene hånd på en sådan måde, at det økonomiske resultat af virksomheden kommer dem selv til gode, og med den anden hånd underskriver en ansøgning om gældssanering. Det må de godt, men de får ikke noget ud af det. Det er, fordi vi fortsat i vidt omfang har det på den måde, at vi betragter det at få gældssanering som en sikkerhedsventil til at komme ud af situationer, der har udviklet sig på en helt uventet måde, og hvor sananten så til gengæld for at få denne, skal vi kalde det gunstbevisning eller lempelse bevilget, må acceptere ikke at kunne påberåbe sig alle de beskyttelsesregler, som man i almindelighed ville kunne påberåbe sig, hvor forudsætningen så er, at så opfylder man også de forpligtelser, som i øvrigt hviler på en. Uanset hvilken vej man vælger, hvis man er forhenværende erhvervsdrivende, så kan det være ganske vanskeligt. Det er et problem, som for så vidt er pudsigt, når man også tager i betragtning, at det er kun folk, som har været så uheldige, at de har undladt at drive virksomhed i selskabsform, for så var der ikke mere at snakke om. Det er vel også noget, man kunne have med i en overvejelse, hvis man begav sig ind på at se efter, om det fortsat kan være rigtigt 15 år efter, vi har fået reglerne om gældssanering i Danmark, at udgangspunktet er, at en personlig fallent hæfter for alt det, som ikke er dækket gennem konkursbehandlingen. Der er det selvfølgelig meget godt at have i baghovedet, at vi har jo faktisk disse muligheder, så måske burde man ved hjælp af nogle kriterier eller på anden facon se lidt på denne discharge eller ikke-discharge løsning i kølvandet på en personlig konkurs. Kansliråd Mikael Mellqvist, Sverige: Här kommer man in på en fråga som varken referenten eller jag har berört, nämligen om man skulle kunna harmonisera de nordiska skuldsaneringslagarna. Om det gick så skulle ju det naturligtvis underlätta frågan om erkännande. Tyvärr så tror jag att det är lite sent att komma på det nu. Jag tror inte att det finns förutsättningar for att gå speciellt långt när det gäller harmonisering. Den punkten som togs upp av Karnøe är ju intressant därför att det är ju alldeles självklart - i vart fall i Sverige och jag tror i övriga länder också - att när vi fick våra olika skuldsaneringsregleringar, så var det ett institut som var avsett enbart för privatpersoner, och inte avsett att lösa det kommersiella livets insolvensproblem. Där har vi ju konkurs, företagssanering och ackord sedan tidigare. Grundtanken var att vi skulle få ett kompletterande insolvensrättsligt institut just för privatpersoner. Om man tar fram luppen och granskar de olika lagarna lite noggrannare på den här punkten, så ser man skillnader. I såväl Norge som Finland kan man i alla fall i formellt hänseende driva näringsverksamhet.

9 Gjeldssanering i Norden 289 I Sverige kan man i vissa fall driva näringsverksamhet. I Norge tror jag att man inte får ha alltför stora skulder knutna till näringsverksamhet, medan man till exempel i Sverige och Danmark inte har några hinder för att skulder skulle kunna ha en sådan anknytning. Det finns alltså skillnader på ett antal punkter som det naturligtvis vore mycket bra om man kunde lösa så att man fick en likhet på det här området. Men jag tror att det är svårt. Fuldmægtig Carsten Bo Nielsen, Danmark: Jeg har tidligere i praksis beskæftiget mig med gældssanering i Danmark. Det, jeg reagerer lidt på, er korreferentens synspunkt om, at dette kunne få stor praktisk betydning. Jeg kender i sagens natur ikke retspraksis i Norge, Sverige og Finland, men der findes i hvert fald ikke mig bekendt nogen danske retsafgørelser overhovedet om, hvorvidt man vil anerkende en gældssaneringskendelse fra et andet nordisk land. Man kunne have det synspunkt, at det behøvede ikke nødvendigvis at kræve en konvention for at anerkende den pågældendes gældssanering. Hvis man f.eks. tænker sig, at skyldneren havde haft hjemting i Sverige, da han stiftede sin gæld, således at de kreditorer, der har givet ham et lån eller en kredit, har vidst, at han var undergivet svensk ret, og at han så også efterfølgende får denne gældssanering efter svensk ret, så, uden at jeg kender nogen afgørelser på det overhovedet, kunne jeg meget vel forestille mig, at man i hvert fald i en dansk fogedret ville acceptere denne svenske gældssaneringskendelse. Man kunne også tænke på det i forhold til en efterfølgende konkurs; hvad er virkningen her? Går vi så ind i de almindelige konkursretlige regler om en konkurs efter tvangsakkord osv.? Det var det ene spørgsmål, om der overhovedet er nogen, der kender praktiske eksempler på, at dette har været oppe. Det andet er, at jeg vil godt lige trække tanken om anerkendelse en lille smule videre. Så vidt jeg kan se, ville der også være behov for at indføre reglen, som vi kender fra den danske konkurslovs 207, om at der så at sige indtræder en eksekutionsspærre, når gældssanering indledes, således at hvis man skulle eje aktiver i et andet nordisk land, så måtte man også indføre en tilsvarende eksekutionsspærre i de andre nordiske lande. Der kan også være et spørgsmål om, at efter den danske konkurslovs 211 har skifteretten en særlig vidtgående adgang til at afkræve offentlige myndigheder oplysninger i det omfang, det er nødvendigt i forhold til gældssaneringssagens behandling. Der kan man også rejse det spørgsmål, burde disse regler så ikke tilsvarende laves således, at en dansk skifteret ville kunne afkræve en svensk skattemyndighed oplysninger til brug for gældssaneringssagen? Og endelig dukker et spørgsmål op, som man også kender i forhold til tvangsakkord. Efter den danske konkurslov er det således, at både en tvangsakkord og en gældssanering har retsvirkninger som et retsforlig. Når man taler om anerkendelse, kommer spørgsmålet, hvad er det, vi vil anerkende? Er det bare den fogedretlige eksekution, er det spørgsmålet om kravets størrelse ved en anden insolvensforretning, eller kan vi også tage skridtet videre og sige, at selve kendelsen har karakter af eksekutions-

10 290 Seksjonsmøte fundament i den situation, hvor der altså ikke findes dom eller et andet eksekutionsfundament for kravet? Kansliråd Mikael Mellqvist, Sverige: Jag tror att det vore alldeles förnämligt om man kunde redan nu i praktiken erkänna varandras avgöranden. Jag är dock mycket tveksam till att en svensk domstol skulle erkänna ett skuldsaneringsbeslut från något annan nordiskt land. Men det är riktigt, det är ju inte prövat, och måhända är frågan mer öppen än vad jag utgått ifrån, vilket skulle göra det intressant att få det prövat. Dommer Finn Kløvstad, Norge: Det er ikke et nordisk problem vi snakker om. Det er et universelt problem. I USA reguleres gjeldssanering av føderal lovgivning. Det jeg er ute etter, er hvordan er dette egentlig ordnet innen EU, og er det der gitt noen form for direktiver eller anbefalinger om hvordan dette skal løses? Eller arbeides det med noen form for konvensjon, slik som det gjøres innen konkursretten? Dommer Lars Lindencrone Petersen, Danmark: Så vidt jeg er orienteret, så er det sådan, som også korreferenten gav udtryk for, at lige pludselig sidst på foråret, kom der lidt mere liv i EU-insolvenskonventionen, end vi har troet, der var i årevis. Det kan være, den ikke er så langt væk. Som jeg er orienteret, vil den for det første næppe omfatte gældssanering, som vi kender det, og det er, fordi der fortsat er en del EU-medlemsstater, som slet ikke kender fænomenet gældssanering. Og dernæst tror jeg, man skal være opmærksom på, at medens de oprindelige udkast til konvention byggede på et universalitetsprincip - at man tillagde afgørelser fra andre lande fuld virkning - så bygger konventionen, som den ser ud nu, på et princip om, at man kan have en hovedinsolvensbehandling, og så kan man have biinsolvensbehandlinger i andre lande, i det omfang der i vedkommende lande både er aktiver og kreditorer, som er gået ud fra, at det var det lokale steds lovgivning, som skulle finde anvendelse på afvikling af skyldforholdet (forskellige regler om konkursorden, pantesikkerhed og modregningsret osv.). Så der er ikke med den konvention, vi kender nu, lagt op til, at insolvensafgørelser vil have generel virkning inden for EU, og så vidt jeg umiddelbart husker det, falder gældssanering simpelthen ikke ind under konventionens gyldighedsområde. Så det er stadig et meget åbent spørgsmål, hvordan man skal tage fat på problemet.