Digitized by the Internet Archive with funding from. University of Toronto.

Transkript

1

2

3

4

5 Digitized by the Internet Archive in 2010 with funding from University of Toronto

6

7 LANDGREVEN

8

9 LANDGREVEN FORTÆLLING FRA SLESVIGHOLSTEINISMENS TID ALEX. THORSØE ii. -t.» «V V2) KØBENHAVN H.HAGERUPS FORLÅG 1906

10 loriei FT3 ^ KOBENHAVN GHÆDES BOOTnYKKERI

11 Plon I er Perlen blandt det østlige Holstens skønne Punkter. Da Digteren Baggesen fra Højderne Nordøst for det gamle Slot saa ud over den store Pløner Sø med dens smaragdgrønne Øflok og dens smilende Bredder, blev han betaget af Billedets Overgang i Farver og Toner. De blomstervirkede Enge, de gulnende Kornmarker og de kuplede Skove gjorde et saa mægtigt Indtryk paa ham, at han nogle Øjeblikke forblev tavs. Pludselig udbrød han begejstret: Jeg behøver ikke at rejse andet Steds hen for at beundre Naturens Skønhed. Paa hele Kloden blomstrer ikke et Paradis, der kan sammenlignes med dette. Her vil jeg knæle ned, her vil jeg dvæle! Til Plon fører os Begyndelsen af vor Fortælling. En klar og stille Eftermiddag i Midten af September 1846 traadte tre Herrer ind i et af de smukke Lysthuse i Haven ved Langes Traktørsted udenfor Byen. Her var i Beglen godt besøgt, thi Lysthusene med deres runde Bord og magelige Bænke, med deres tætte Lindeløv og høje buede Indgang aabnede en herlig Udsigt over Pløn og den store Sø. De tre Herrer var Skolens Conrektor og de to andre Lærere. Efter at de havde taget Plads omkring Bordet, forhandlede de et Øjeblik om, hvad de skulde nyde. De

12 enedes om en Flaske Moselvin, som Opvarteren hurtigt bragte, hvorpaa de tændte en Cigar. Conrektoren skænkede i Glassene, klinkede med de to andre, og idet han lod Blikket svæve ud over Søen, ytrede han: Her er dejligt! Se, hvor Bosau og Ascheberg toner klart frem derovre. Man kunde fristes til en Sejltur!" Ja, Plon er et Eden," bemærkede Subrektoren, her kunde man føre en uforstyrret, idyllisk Tilværelse, naar blot Regeringen forskaanede os for de politiske Rivninger, der forbittrer Sindene." Det skal De have Ret i," udbrød Colloboratoren. Fortæl os noget om Folkemødet i Nortorf, Conrektor. De var jo med." Heldigvis naaede vi at faa Adressen til Stænderforsamlingen vedtagen," svarede Conrektoren med en mørk Mine, skønt Regeringen havde opbudt baade Politi, Infanteri og Dragoner. Der skal protesteres mod Kristian den Ottendes Brev af enhver ærlig Slesvigholstener. Vi har desuden hele Tyskland med os." Jeg fatter ikke," sagde Subrektoren, at Kongen, vor Hertug mener jeg, har kunnet udstede et saadant Dokument. Tænk, den kvindelige Arvefølge skal gælde i Slesvig, naar den kongelige Mandsstamme uddør, men det er jo det samme som at tage Arveretten fra Hertugen af Augustenborg. Og han er jo dog, som Professorerne i Kiel uomstødeligt har paavist, den retmæssige Arving til Slesvig og Holsten, hvis Kronprinsen og Prins Ferdinand ikke faar legitime Børn...". Kronprinsen!" udbrød Conrektoren leende, han faar vist hverken legitimt eller illegitimt Afkom. Han gør iøvrigt i Skilsmisser, som det hedder i Forretningss )roget." Prins Ferdinand har næppe Udsigt til Arvinger," tog Colloboratoren til Orde. Nu er han ip gift paa

13 syttende Aar, og han sætter nok hele sin Kraft ind paa Kavalleri tjenesten. Han dyrker raaaske Krigsspillet," sagde Conrektoren, men ved Siden af dette afgjort Kortspillet." Lad os drikke paa Hertug Kristian af Augustenborgs Velgaaende,'' ibreslog Subrektoren. De løftede alle Glassene og klinkede. I det samme lød Musik fra Traktørstedets Salon, hvis Vinduer stod aabne. Efter at nogle Akkorder var anslaaede paa et Klaver, sang en malmfuld Baryton «Schleswigholstein, meerumschlungen, Deutscher Sitte hohe Wacht, Wahre treu, was du errungen, Bis ein schon'rer Morgen tagt: Schleswigholstein, stammverwandt, Wanke nicht, mein Vaterland!* De to sidste Linier gentog CoUoboratoren nynnende. Et lebe Schleswig-Holstein!" raabte han og stødte med sit Glas mod de to andres. Man kan nu sige," bemærkede Gonrektoren, at denne Sang er ubetydelig som Digt, men Chemnitz har alligevel Ære af den, og Bellmanns Melodi er elektrisende. Den Ij'der i ethvert Tilfælde nu fra den ene Ende af Tyskland til den anden og kan siges at være Nationalsang." De skulde blot," sagde Subrektoren, have hørt den Begejstring, hvormed den modtoges af Publikum, da den første Gang blev sungen af Liedertafel i Slesvig under en Udflugt langs Slien." Højstærede Kollegaer!" udbrød Gonrektoren, lad os tømme Glassene. Saa følger De hjem med mig, hvor vi kan gøre Frans Hohners Testimonium i Stand og underskrive det. Det bliver en flink Student."

14 8 ^Laan mig med (iet samme," yttrede CoUobora-. toren, Deres Eksemplar af Madvigs Epistola critica til Orellius. Jeg er netop i Færd med at læse Ciceros Verrinske Taler.",,Med Fornøjelse," svarede (^onrektor, det er et Mesterværk i Retning af skarpsindig Textkritik.".,Jeg har saamænd haft den Ære at hilse paa Professor Madvig, da han for nylig var i Kiel," sagde Subrektor. Han var paa Tilbagevejen fra en Rejse i Tyskland..". Jeg sætter Madvig overordentlig højt ikke blot som klassisk Filolog," bemærkede Conrektor afbrydende, men ogsaa som politiserende Statsborger, for han er Besindigheden selv og tager alle Forhold med i Betragtning." Det berørte mig ubehageligt," sagde Subrektor, at denne stilfærdige Mand under sit Ophold i Kiel netop skulde blive Øjenvidne til den Kattemusik, som Studenter og Medlemmer af Liedertafel bragte Oberst Hoegh, den nye Chef for femte Jægerkorps." Ja, Kristian den Ottende," yttrede Conrektor, skulde ikke have udstedt det aabne Brev, saa havde Hertug Karl af Gliicksborg beholdt Kommandoen, og han var populær blandt Befolkningen." Jeg højagter nu Hertugen," udbrød Colloboratoren, fordi han her har offret en militær Stilling for sin slesvigholstenske Overbevisning. Hans Protest mod det aabne Brev vidner om Karakter og Mod." Conrektor og Subrektor tilkendegav ved en Bevægelse med Hovedet, at de bifaldt denne Udtalelse. Førstnævnte kaldte paa Opvarteren, betalte og gav ham tre Skilling Kurant i Drikkepenge. Eamus!" Opvarteren tog ærbødig sin Voxdugskasket af for de tre Herrer. Det er saadanne lærde Folk, vi sætter Pris paa," yttrede han smilende, følgende dem

15 9 med Blikket, De gi'er hørjere Drikkepenge end Proprietærerne her i Omegnen." Paa Vejen til Conrektorens Bolig mødte Lærerne et ungt Par, der kom spaserende i Retning af Langes Traktorsted. Der har vi jo Frans Hohner," udbrød Subrektor. Hvem er den unge Dame ved hans Side? Hvor hun er smuk!" Det er Selma Waldt, Datter af Forpagteren paa Friedrichshof ved Panker," svarede CoUoboratoren. Jeg vil haabe, at Hohner, der sværmer saa meget for Catullus, ikke der har fundet sin Lesbia," bemærkede Conrektoren med et lunt Smil. I Forbigaaende hilste Hohner ærbødigt paa Lærerne. Disse kastede alle et flygtigt Blik paa Selma Waldt og var enige om, at hendes blaa Øjne og hørgule Haar var noget af det yndigste, man kunde se. Frans Hohner var paa dette Tidspunkt tyve Aar gammel. Han var tidlig bleven forældreløs, men en nær Slægtning, en Boghandler Barth i Slesvig, havde taget sig af ham med Kærlighed og Interesse. Han havde først holdt Frans i Borgerskole, men da Drengen, der af Naturen var et klart og opvakt Hoved, havde ytret Lyst til at studere, havde Boghandleren truff'et en Overenskomst med en Ven i Plon, en Købmand Stern, ifølge hvilken Frans for en billig Penge iik fuldt Ophold der i Huset og samtidig tog Privatundervisning hos Latinskolens Lærere. Conrektor havde i Forening med Sognepræsten og dennes Svigersøn, en polyteknisk Kandidat, læst med Frans Hohner, og de havde alle glædet sig over hans hurtige Nemme baade i Sprog og Mathematik. Dertil kom, at han havde

16 10 æstetisk Sans. Han var begejstret for Homer, lærte flere af Horats's Oder udenad og reciterede med et smulit Organ enkelte af CatuUs skønne Smaadigte. Da Conrektor og Sognepræsten fandl, at Hohner, hvis Forberedelse havde varet omtrent tre Aar, nu var rigtig dygtig i de klassiske Fag, og da han var flink i det mathemalisk naturvidenskabelige, mente de, at hans Immatrikulering ved Universitetet i Kiel ikke burde opsættes længere. Frans Hohner fremstilledes da for Rektoren ved Latinskolen i Plon, Dr. Trede, og l)lev prøvet af ham og et Par af Lærerne. Hohner lik en glimrende Modenhedsattest og kunde altsaa afgaa til Universitetet, men der kom en Hindring i Vejen. Boghandleren i Slesvig var ikke i Stand til at yde ham en Kurant-Skilling mere i Understøttelse. En Kollegas Fallit havde bragt ham selv til materiel Ruin, idet han samtidig havde tabt Penge paa Forlæggelsen af en Bog, hvor Huset Hessen forherligedes paa Augustenborgernes Bekostning. Hvem skulde nu hjælpe Hohner. Boghandleren havde en god Yen i Forpagter Waldt paa Friedrichshof ved Panker, en baade human og velstaaende Mand, og gav ham i en Skrivelse en Skildring af Hohners Situation med en Opfordring til at yde ham Støtte. Waldt svarede, at han selv kun kunde give en ubetydehg Haandsrækning, men at han vilde anbefale Hohner til Hs. Durchlauchtighed Landgrev Vilhelm af Hessen paa Panker. Forpagteren ønskede iøvrigt at stifte nærmere personligt Bekendtskab med Hohner og indbød ham til Friedrichshof. Waldt fandt særdeles Behag i ham, og det samme var Tilfældet med hans Datter, den tyveaarige Selma. Frans var nu færdig med sin Examen hos Lærerne. Han skulde blot have sit Testimonium og vilde derefter tilbringe nogle Uger paa Friedrichshof for at afvente sin Fremtidsskæbne. Waldt, der havde Forretninger i Plon, havde opholdt sig der et Par Dage og havde gjort

17 11 Selma den Fornøjelse at tage hende med. Da han kendte Slotsl'orvalteren, fik Dalleren gennem denne Forbindelse Adgang til Slottets Indre og til de reserverede Dele af Slotshaven, hvad der interesserede hende meget. Efter at Waldt og Selma havde spist til Middag sammen hos Hohners Vært, Købmand Stern, blev det en Aftale, at det lille Selskab skulde samles paa Langes Traktorsted Kl. 6 Eftermiddag. Waldt vilde da have besørget sine Ærinder i Plon. Hohner og Selma gik en Spaseretur i Byens Omegn. Det interesserede ham at hore hende fortælle om Slottet og enkelte historiske Punkter; hun havde sin Viden fra Slotsforvalteren. Hohner tilstod, at han ikke havde haft Lejlighed til at skænke Omgivelserne og deres Historie synderlig Opmærksomhed, men han vidste, at Kristian den Ottende havde boet paa Slottet som Prins for mange Aar tilbage i Tiden. Da havde han været gift med den mecklenborgske Prinsesse Charlotte, men fra hende var han nok bleven skilt, da hun forelskede sig i en anden. Selma rødmede ved den sidste Yttring, men overvandt hurtigt Indtrykket, idet hun livligt skildrede Prinsessens mageløse Anlæg for Kunstbroderi og Tegning. Da Hohner spurgte, om det ikke var den bedaarende Sanger, Komponist, Skuespiller og Livjægerofficer Dupuy, Hds. kgl. Højhed havde sværmet for, bekræftede Selma det. Hans Melodier er uforlignelige," udbrød hun, saa smukke og skælmske er de! I Aften skal jeg spille et Par Arier af Dupuys Syngestykke Ungdom og Galskab", naar vi er samlede i Langes Have." Jeg glæder mig til at høre dem," yttrede Hohner, De synger vel dertil, Deres Stemme er saa ren og klangfuld." Selma besvarede disse Ord med et Smil og et sympatetisk Blik. De vexlede et Haandtryk. Efter at de havde holdt et lille Hvil paa en Bænk ved Slot-

18 12 tets Terræn, tiltraadte de Vandringen til Langes Traktørsted, hvor Waldt og Stem skulde møde til den aftalte Tid. Her satte de sig i et Lysthus, indaandede den forfriskende Duft af et Blomsterbed foran og nød Udsigten over den store Pioner Sø, over hvis stille Flade den dalende Sol kastede sit rødgyldne Skær. Naturens Skønhed her bragte Hohner i Stemning. Han citerede Stroferne: *Wo ist ein Landchen wohl in Deutschlands Gauen, An Liebreiz dir geliebtes Holstein, gleich?» Ja," tilføjede Selma med straalende Øjne:»Doch bleibt das Schonste in dem schonen Lande Das Pioner Schloss an seiner Scen Rande! Der hersker jo en sand Sjælenes Harmoni mellem os to!" udbrød Frans Hohner og saa Selma ind i Øjet. Hun svarede rødmende, med et Smil. Rank og smuk som hun var, gjorde dette i disse stemningsfulde Naturomgivelser en betagende Virkning. Der gjorde De sandelig en god Forretning, Waldt," hørte man Købmand Stern sige med et forbavset Udtryk i Stemmen. Jeg troede ikke, at Kammerherren paa Bothkamp var gaaet saa højt i Budet." De maa erindre, at Hesten er et Pragtexemplar af den sjællandske Race. Man kunde ikke tænke sig nogen bedre Kavallerihesl. Den er nøjsom, stærk, og hvilket Fodskifte har den ikke! Det var saamænd et Held for Kammerherren, at han traf mig paa Gæstgivergaarden og kom til at slaa den Handel af med mig.".,der tjente De da et halvt hundrede Daler Kurant, Waldt. Nuvel, saa gi'er De ogsaa en Flaske Rhinsk-

19 13 vin til Aftensmaden, som vi her skal fortære sammen med del unge Par, de unge Mennesker, vilde jeg sige." Hohner og Selma Iraadte frem fra Lysthuset. Waldt og Stern smilede begge inderlig glade ved Synet af dem. De to unge Mennesker bragte ligesom en Foraarsluftning ind i Efteraarsbilledet, der her udbredte sig i sin brogede Fylde. Waldt spurgte Opvarteren, om Værelset paa første Sal i Gavlen var ledigt og bestilte det, da Svaret lød bekræftende. Vil I saa bringe os Wiener Schnitzel og to Flasker St. Estephe," sagde Forpagteren. Om en lille halv Time kan det hele nok være færdigt." De tog alle fire Plads paa en lang Bænk foran en mægtig Tujahæk. Det er en sjælden smuk og kraftig Hæk," bemærkede Waldt. Den skal skrive sig fra den sidste Pionerhertugs Tid," sagde Stern. Slotsforvalteren mener, at Prinsesse Charlotte Frederikke, Kristian den Ottendes første Gemalinde, har plantet den," yttrede Selma. Den Prinsesse var nok et vildt voksende Skud, efter hvad jeg har hørt," sagde Hohner... Hænderne sad stundom løst paa hende," faldt Waldt leende ind. Nu skal De høre, Stern, hvorledes hun trakterede Borgmesteren i Aarhus med en Lussing, da han forekom hende nærgaaende. Kongelig Handleniaade!" udbrød Hohner. Selma lo, men som Kvinde skammede hun sig egentlig paa Prinsessens Vegne. Lad nu hende i Ro," bemærkede Stern, hun døde nok for en sex Aar siden som Nonne i Rom." Opvarteren meldte, at Bordet var færdigt. Kort efter sad vort lille Selskab i det rummelige, simpelt, men kønt udstyrede Gavlværelse, med Litografier af Hertugparret af Augustenborg og Prinsen af Noer paa

20 14 Væggen. Gennem det aabne Vindue saa man i den stille, lune Aften ud over Søen til Ascheberg, hvis Tag løftede sig over Skoven. Et Par Baade gled for fulde Sejl sagte hen over Vandfladen. Paa Strandbredden ved Nehmten Skov saa man en Flok Daavildt. Selskabet lod sig Retterne smage og var i den bedste Stenming. Tallelmusiken udeblev ikke, thi paa Klaveret i Salonen begyndte en af Værtens Døtre at spille en Vals af Strauss; udenfor paa Plænen dansede hendes to yngste Søskende til Melodien. Jeg skal hilse Dig fra Boghandler Barth i Slesvig, Frans," sagde Waldt, han er saa glad over din Examen." Jeg har naturligvis skrevet til ham og venter Brev fra ham hver Dag," svarede Hohner. Han ønsker, at jeg skal studere til Advokat, men dertil føler jeg ingen Lyst." De opdager hurtigt, hvad der er Deres Fremtidsbestemmelse, Hohner, naar De først kommer til Universitetet," yttrede Købmand Stern. Han rejste sig.,,maa det være mig tilladt at drikke Deres Skaal, Hr. Hohner. De har været en flittig ung Mand. Deres Examen er et Vidnesbyrd om Deres Dygtighed, Deres hele Færd i mit Hus har vidnet om Deres retsindige Karakter og gode Hjerte. De har vundet alle Menneskers Agtelse. Nu ønsker jeg Dem til Lykke, og jeg ved, at Waldt er i et og alt med mig, naar jeg udtaler Ønsket om, at De maa gaa en anset borgerlig Stilling i Møde og blive til Gavn for Samfundet." Det er som talt ud af mit Hjerte," udbrød Waldt. Han, Stern og Selma drak nu Frans Hohners Skaal. Der kom en Taare i Waldts Øjne. Selma saa ned for sig. Studenten var tavs. Endelig rejste han sig og sagde med høj, fast Stemme, der dog tydede paa indre Bevægelse: Tak, Onkel Waldt og Hr. Stern, for alt, hvad De

21 15 har været for mig, og denne Tak udstrækker jeg til min Slægtning Barth. Uden hans og Deres Hjælp havde jeg ikke naaet det Maal, ved hvilket jeg nu staar. Altid vil jeg være knyttet til Dem ved Taknemmelighedens Baand. Nu lover jeg Dem, at jeg skal arbejde med Flid, og at jeg bestandig skal kæmpe ihærdig for, hvad jeg anser for Ret og Sandhed!" Saaledes bør det være," sagde Stem. Frans klinkede med dem alle. Det sympatetiske Blik, hvormed han betragtede Selma, vakte Sterns Opmærksomhed..,Der kunde udmærket godt blive et Par af de to," hviskede han til Waldt. Frans og Selma drak et lille Glas med hinanden og talte om en Sejltur paa Selenter Sø, naar Frans var kommen til Friedrichshof. Efter Aftensmaden begav Selskabet sig ned i Haven. Solen var lige gaaet ned; men det var mildt, stille og klart. Søen laa som et blankt Spejl, Stjernerne begyndte at titte frem og spejlede sig i Fladen. Waldt og Stem satte sig i et Lysthus og tændte en Cigar, hvormed Stern trakterede, idet han anbefalede Fabrikanten. Den hedder Rio Hondo," sagde han med stærk Betoning. Anbefal den til Landgreven paa Pauker, hvis Lejligheden skulde tilbyde sig." Waldt nikkede bekræftende og fandt Cigaren yderst delikat. Landgreven!" udbrød han. Hør, Frans!" Han vinkede Hohner, der netop gik forbi med Selma, hen til sig. Endnu i denne Uge maa jeg forestille Dig for Hs. Durchlauchtighed paa Pauker og se at faa ham til at interessere sig for Dig. Jeg venter Dig senest om tre Dage paa Friedrichshof." Jeg skal komme sporenstregs, saa snart jeg har

22 16 været i Kiel hos Universitetets Rektor, Etatsraad Olshausen." Stem bød Hohner en Cigar. Studenten gik med Selma til et højere Udsigtspunkt, hvorfra den vestlige Altenhimmels Farvenuancer efter Solnedgangen viste sig i hele deres Skønhed. Det unge Par tog Plads ved Siden af en stor Tjørnehæk og betragtede Landskabet. Stern og Waldt, hvem Kellneren havde bragt et Glas Magdeburger 01, filosoferede i Lysthuset over Tillværelsens materielle Nydelser. En højtidelig Stilhed hvilede over det hele. Pludselig afbrødes den af en klangfuld, sympatetisk Kvindestemme, der til Klaverspil inde i Salonen sang Goethes Nachtlied Unter allen Gipfeln ist Ruh" til en betagende Melodi af Mendelssohn. Det var en stemningsfuld, skøn Afslutning paa Aftenen. II Henved en Mil Nord for Staden Liitjenburg, mellem Selenter Sø i Vest og Binnen Sø i Øst ligger det store, skønne og rige Gods Panker, som paa det her omhandlede Tidspunkt ejedes af Landgrev Vilhelm af Hessen, Kong Krislian den Ottendes Svoger. Sammen med sin Gemalinde, Hds. kgl. Højhed Prinsesse Charlotte, plejede Hs. Durchlauchtighed at opholde sig et Par Maaneder af Sommeren paa Godset, der ved Arv var tilfaldet ham. Panker har i den nyere Tid haft en interessant og for Tidsaanden betegnende Historie, der peger tilbage til Sverrig og til Hessen. Det er bekendt, at Kong Karl den Tolvtes Søster, Ulrikke Eleonora, der

23 17 Broderens Død hyldedes som Sverrigs Dronning, efter var gift med Prins Frederik af Hessen, livem hun fik anerkendt som regerende Konge. Naar han som Kong Frederik den Første kom til at bestige Sverrigs Trone og satte sig i Vasaernes og Karlernes Hojsæde, kunde han væsenlig takke sin Hustrus Hengivenhed og Kærlighed for sin Ophojelse. Kong Frederik havde været en tapper Soldat og havde med Bravour deltaget i den spanske Arvefolgekrig, i hvilken han var blevet saaret. Som Sverrigs Konge viste han sig uden Interesse for Statssager og fandt sig i den Skyggetilværelse, den saakaldte Frihedstids Forfatning tildelte Kronen. Hs. Majestæt, der trods sin politiske NuUitet forherligedes i den officielle Hofstil som et Vidunder af Klogskab og Dj'der, havde i Virkeligheden kun Sans for Kvinder og Jagt. Skønt han stod i Midten af Halvtreserne, opflammedes han af erotisk Lidenskab for den skønne, sextenaarige Frøken Hedvig Taabe, Rigsadmiralens Datter, og attraaede en intim Forbindelse med hende. Hs. Majestæt forlangte af Kancellipræsidenten, at denne skulde være ham behjælpelig i den Retning, men Excellencen frabad sig den interessante Rolle, baade af Hensyn til Dronningen og til Moralen, To intrigante Damer, Grevinde de la Gardie og Friherreinde Høpken, forstod imidlertid at overvinde den unge Skønheds Betænkeligheder og fik hende til at hæve sin Forlovelse. Rigsadmiralen havde i Begyndelsen haft Skrupler paa Datterens Vegne, men han reflekterede sig ud af dem og kom til det Resultat, at en saadan Liæson altid kunde medføre flere Fordele for Familien, hvor begrænset Kongens Magt end var. Den smukke Hedvig Taabe med den venlige Tænkemaade og den lyse Forstand blev da Kong Frederiks Mætresse. Som Landgreve af Hessen fik Hs. Majestæt hende ophøjet i den tyske Rigsgrevestand til Grevinde af Hessenstein. Det skete omtrent Fjorten Aar efter Landgreven. 2

24 18 døde Hedvig Taabe, syv Aar før Kongen. I Strengnås Domkirke ved Mælaren hviler hendes Støv i en grøn Marmorsarkofag. Rigsgrevinden af Hessensteins ældste Søn, Frederik Vilhelm Hessenstein, der blev født i var i sex Aars Alder tysk Rigsgreve, og dermed aabnedes for ham den Række Udmærkelser, for hvilke han i Kraft af sin Fødsel blev Genstand, skønt han savnede det legitime Stempel. Men han var kommen til Verden under pikante Forhold, og det gjorde ham i det attende Aarhundredes Øjne til en langt interessantere Personlighed, end han ellers vilde have været. Lige- Fader var den unge Greve en modig Soldat, som sin og efter sin Moder havde han arvet et stateligt og smukt Ydre. Grev Hessenstein forsøgte sig baade i fransk, tysk og svensk Militærtjeneste, og allevegne vandt han Anerkendelse ved sit hurtige Blik, sit lette Greb, sit praktiske Talent og sine fine Former. Saaledes drev Rigsgreven det til at blive tysk og svensk Fyrste, Durchlauchtighed, Serafimerridder og Generalløjtnant, og oven i Købet fik han Godset Pauker. Saaledes fik da al denne Glans og Lykke et rigtig solidt, materielt Grundlag. Fyrst Hessenstein, der aldrig indgik noget Ægteskab, førte en ubunden, luxuriøs og elegant Tilværelse paa Pauker, hvis Hovedbygning han forskønnede og udvidede med Pavilloner og Taarne. I den store Park med Bøge- og Lindetræerne og i de rummelige, rigt udstyrede Værelser rørte sig et broget, nydelsesfuldt Liv. Her mødtes Herrerne og Damerne fra de omliggende Godser Waterneversdorf, Salzau, Klethkamp, Helmsdorf og liere med Officererne fra Garnisonerne i Rendsborg og Kiel, og med svenske Notabiliteter, af hvilke Pauker hyppigt gæstedes. Da blev man her Vidne til selskabelige Adspredelser og smaa dramatiske Optrin, kostumerede og arrangerede i Gustav den Tredies Stil. I Aaret 1769 mistede Fyrst Hessenstein sin ugifte

25 19 Broder, og fra dette Tidspunkt begyndte han at skænke sin Fætter, Landgrev Karl, Slesvigs og Holstens Statholder, levende Interesse. Nævnte Landgreve var tilmed den danske Kong Frederik den Femtes Svigersøn, dansk Feltmarskal og kommanderende General i Hertugdømmerne. Senere hen i Tiden giftede Kronprinsregenten hans Datter, Prinsesse Marie. Til det Baand, som Slægtskabet knyttede mellem Fyrst Hessenstein og Landgrev Karl sluttede sig en vis aandelig Affinitet. Landgreven var en udpræget Mystiker, der stod i levende Vexelvirkning med Aandeverdenen, og en lignende psykisk Betning havde begyndt at yttre sig hos Fyrsten, efter at han havde tilbagelagt det halvtresindstyvende Aar. Hans mystiske Tilbøjeligheder var en Arv efter Moderen, der i sine sidste Aar havde klædt sig som Nonne og førte en asketisk Tilværelse, idet hun angrede sin Ungdoms Forsyndelser. Foran Billedet af Moderen i Klosterdragten kunde Sønnen i lange Stunder staa i tavs Beskuelse, indtil det endelig forekom ham, at Billedet fik Liv, og nu udspandt sig en Samtale med den Afdøde, hvorpaa hans Læbers Bevægelse tydede. Lignende Sarataler havde Landgrev Karl ogsaa med Rigsgrevinden, og denne communicatio mystica bragte hin i intim Venskabsforbindelse med Sønnen. Selskabslivet paa Pauker skiftede iøvrigt Karakter med de vexlende Verdensbegivenheder. Under den franske Revolutions Storm aabnede Slottet sine gæstfri Døre for franske Emigranter, deriblandt Lafayette og Dumouriez. Under det franske Kejserdømme var Marskal Bernadotte, Fyrste af Pontecorvo, flere Gange Gæst paa Pauker, mens han havde sit Hovedkvarter i Rainvilles Hotel i Altona. Da kunde Fyrst Hessenstein med spillende Lune fortælle de kejserlige Officerer om sin Ungdoms Garnisonsliv i Versailles og Fontainebleau. Men lige saa livlig var han i sin Un-

26 20 derholdning, naar Kronprins Frederik, Højstlcommanderende for Observationsliorpset i Holsten, besøgte Panker i Spidsen for sin Stab. Da gav Hessenstein Militæreventyr til Bedste fra den Tid, han var Gouvernør i Svensk Pommern. Naar saa Dagens Larm ophørte paa Panker, og Natten kom med sin Fred og stundom med sit Maaneskin, heni'aldt Fyrst Hessenstein til sine Drømme. Da gik han til Taarnværelset, hvor Moderens Billed i Nonnedragten hang. Her tændte han en Voxkærte, bøjede sig dybt for Billedet og vandrede frem og tilbage paa Gulvet i stum Samtale med det. Den gryende Dag fandt ham ofte slumrende i en Armstol foran Billedet, med den udbrændte Voxkærte ved Siden af sig. FjTstens Korrespondance med Landgrev Karl tog til i Foraaret 1808, da han følte sig svag og afkræftet. Ingen har faaet at vide, hvorom Brevvexlingen drejede sig. Ligeledes holdt Fyrsten stedse flere mystiske Seancer med Billedet. Endelig sov han ind en Julidag Godset Panker gik over til Landgrev Karl af Hessen som den indsatte Arving. Denne storartede Gave overvældede den nye Besidder med en levende Taknemmelighedsfølelse. Til Minde om Fyrst Frederik Vilhelm Hessenstein rejste han paa en Høj i Pankers Park en Støtte af Granit. Men Livet var ligesom forsvundet fra Panker, der laa stille hen som en Plet, udelukkende helliget Erindringen. Landgrev Karl forlod kun en sjælden Gang sine sædvanlige Opholdssteder, Gottorp og Louisenlund ved Slien, for at opholde sig et Par Dage paa Panker. Under saadanne Besøg saa man ham hver Aften ved Solnedgang gaa op til Mindestøtten og blotte sit Hoved ærbødigt for denne. Han plejede daglig at tilbringe en Timestid i Taarnværelset ved Hedvig Taubes Billede, men for at anskueliggøre de slaaende Modsætninger, som yttrer sig i Menneskelivet, havde han lige overfor Billedet i

27 21 Nonnedragten ladet ophænge som Modstykke til dette et Portræt af hende fra Ungdomstiden i al dens straalende Friskhed og Ynde, med pudret Haar og nedringet Gyldenstykkes Korset. Den eneste Gæst, Landgrev Karl modtog paa Panker, var Hofmarskallen fra den sindssyge Hertug Vilhelm af Oldenborg, der beboede en Fløj af Slottet i Plon og vegeterede her paa forskellig Vis, medens hans Fætter adrainistrede Hertugdømmet. Det morede Landgreven at høre Marskallen fortælle om de Fremskridt, Hertugen gjorde i Strømpestrikning, og de compliments de boeufs, hvormed han regalerede Damerne i Plon. Landgrev Karl af Hessen omskiftede en Sommerdag 1836 Timeligheden med Evigheden paa den blideste Maade: man fandt den to og halvfemsindstyve aarige Mand siddende død i sin Lænestol paa Louisenlund. Hans Søn, Landgrev Frederik, dansk Feltmarskal, Frederik den Sjettes Svoger, fulgte ham som Statholder, kommanderende General i Hertugdømmerne og Ejer af Panker. Han var den Gang en Mand midt i Treserne. Et Par Dage efter den gamle Landgreves Død besøgte Sønnen sit nye Herresæde, hvor han ofte havde været i Fyrsten af Hessensteins Tid, og hvor han med ungdommelig Lystighed havde deltaget i de saakaldte Officerssymposier. Han gik rundt i Bygningen og i Parken, betragtende enhver Ting nøje. Paa hans Fysiognomi læste man hans stille Glæde over, at alt dette nu var bleven hans. Landgrev Frederik traadte ind i Gobelinssalen, hvor to store vævede Vægtapeter i livlige Farver fremstillede henholdsvis et attisk Landskab med Tempelruiner og Meleagers Kamp med det kalydoniske Vildsvin. Han satte sig i en Armstol foran Tapetet, saa længe paa det og udtrykte med korte Mellemrum sin Beundring i begejstrede Udbrud.»Disse Mesterværker," sagde han til sig selv, er

28 22 vævede i Arras. Det skyldes mig, at de endnu findes her i uskadt Stand. Havde jeg ikke 1813 i Tide ved en Kurer advaret Slotsforvalteren, var de sikkert blevne et Bytte for Oberst Skoldebrands svenske Husarer, der holdt Razzia'er her omkring paa Egnen. Ak, ja! tilføjede Landgreven med el Suk, det var den Gang, jeg vandt Slaget ved Sehested og hengav mig til den Illusion, at min kære Svoger, Frederik den Sjette, i Farens Stund vilde vise sig som en kæk Soldat. Han drev det desværre ikke til mere end en tapper" Opmarche bag Lille Belt, mens denne Bernadotte, denne Eventyrer, rykkede frem paa Halvøen." Hver Gang disse Minder paatrængte sig Landgreven, blev han opbragt. Han rejste sig hurtigt og gik med sammenlagte Arme og hastige Skridt et Par Gange omkring det store Bord i Salen. Næppe havde Landgrev Frederik forladt Panker og var vendt tilbage til Louisenlund ved Slien, før der blandt Godsets Befolkning udbredte sig et Rygte om, at han var bleven Enkemand. Efterretningen var sand. Hans Gemalinde, den elskværdige Clarelia Lilliencron, til hvem han var bleven hemmelig viet for en Snes Aar siden, var bleven bortreven i Slutningen af Halvtreserne. Denne Forbindelse havde været en Lykke for ham personlig, men den landgrevelige Familie havde i sit Standshovmod ikke fundet Behag i den. Dette Ægteskab var en Mesalliance" fra et kongelig-genealogisk Standpunkt, og det havde, hvad der var absolut forkasteligt, slet ikke bragt Penge. Baronesse Lilliencron havde givet Anledning til Rivninger mellem Landgrev Frederik og hans nærmeste Slægtninge, og disse Konflikter havde efterladt en Braad hos ham. Hs. Durchlauchtighed lagde, i Modsætning til Familiens Holdning, paa enhver Maade sin Veneration for den Afdøde for Dagen. Det Værelse paa Panker,

29 23 der var helliget Minderne om Higsgrevinden af Hessenstein, forblev staaende uforandret, men i det vestlige Taarn indrettedes et Kabinet, i hvilket Erindringen om den smukke Baronesse Clarelia levende vaktes. Hendes Portræt, malet af Professor Lorenzen, ophængtes her. Genstande, der i sin Tid var skænkede hende som Skønhedens Tribut, var hensat paa Konsoler og Etagerer. Her var en Konkylie, Arveprins Frederik havde givet hende som ganske ung Pige, da han under en Rejse gennem Holsten besøgte hendes Fader, Gehejmeraad Brockdorf paa Rohlsdorf ved Segeberg. Paa en Konsol laa et juvelbesat Guldarmbaand, der var bleven overrakt hende i Kristiania af Grev Jarlsberg, da hun var der oppe sammen med sin Gemal. Og ved Siden af slige Souvenirs fandtes der adskillige andre, som Giverne just ikke officielt vilde anerkende, men som var tavse Vidner om den Tiltrækning, som en smuk Kvinde havde udøvet paa dem. Et rummeligt Værelse, der stødte op til Spisesalen, havde Hs. Durchlauchtighed indrettet som Rygekabinet. Her fandtes magelige Divaner, Chaiselonguer og Lænestole. Paa Væggene mellem Vinduerne hang perlemorsindlagte Pibebrætter, fra hvilke Merskums- og Weichselrørspiber saa at sige virkede indbydende. Neden under stod i solide Kasser Cigarer fra Firmaer i Altona og Bremen. Paa den store Væg over for Vinduerne, fuldt belyst af Dagskæret, var et ejendommeligt Galleri anbragt: det var de morganatiske Gemalinder og Mætresser i Huset Hessen siden Kurfyrst Vilhelm den Førstes Tid. De var mange i Tallet. Især tildrog Grevinde Reichenbach-Lessonitz, født Emilie Ortlopp, sig de indtrædendes Opmærksomhed. Naar Hs. Durchlauchtighed efter Middagen førte Herrerne ind i dette Kabinet, plejede han, idet han