AKANDEN. Tema: Plads til det hele menneske arbejde og fritid i balance?

Transkript

1 4 02 AKANDEN Tema: Plads til det hele menneske arbejde og fritid i balance?

2 Er vi groet fast i arbejdstiden? Døgnbemanding - dagvagter - flextid. Arbejdstiden varierer meget fra sted til sted i amtet. Ofte skal funktionen være bemandet uanset sygdom og andet fravær. Fordi jobbet i mange tilfælde går ud på betjening af mennesker, der er direkte afhængige af amtets medarbejdere. God arbejdstilrettelæggelse er en simpel nødvendighed. Dårlig vagtplanlægning betyder stor risiko for elendig borgerservice, og garanti for dårligt arbejdsmiljø. Et professionelt og respektfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere om vagtplanerne har utvivlsomt langt større betydning for arbejdspladsens evne til at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, end vi normalt forestiller os. Uforudsigelighed om vagter og fridage er en hyppig årsag til medarbejder-utilfredshed. Perioder med travlhed behøver ikke i sig selv at være et problem. Det hører i en vis forstand med til dagens orden. Men spørgsmålet er, om ikke den usynlige grænseværdi på dette område er overskredet flere steder på amtets arbejdspladser. Der er grund til at ledere og MEDudvalg lokalt følger den faktiske udvikling omkring arbejdstidens længde og placering, og gør hvad man kan for at skabe balance mellem hensynet til arbejdspladsens forhold og de ansattes privatliv. Med til billedet af arbejdstiden hører, at hver tredje medarbejder er på deltid. For nogle af amtets store faggrupper er deltidsarbejde endda lige så almindeligt som fuldtidsarbejde. Det gælder sygeplejersker, social- og sundhedspersonale, HK ere, pædagog- og omsorgsmedhjælpere, hvor mellem 40 og 65 procent er på deltid. Der ligger altid et personligt valg bag hos den enkelte medarbejder, men utænkeligt er det vel ikke, at dårlig arbejdsplanlægning hæver interessen for deltidsansættelse, og derved bliver en direkte årsag til eller øger i forvejen eksisterende rekrutteringsproblemer. Arbejdstiden skal planlægges ordentligt. Ikke desto mindre er vi også som virksomhed meget traditionsbundne netop hvad angår arbejdstiden. Overenskomsterne har for længst åbnet for større fleksibilitet og mulighed for decentrale arbejdstidsaftaler. En stor del af tidligere tiders faste normer om timetal osv. kan uden større bureaukrati ændres ved lokal aftale. Rundt om i landet eksperimenteres der allerede på livet løs. Her i amtet har vi indtil nu mest haft tilskuerens rolle. Det er en skam, fordi der her ligger en effektiv nøgle til bedre at imødekomme særlige behov hos medarbejdergrupper om familie- og uddannelsesmæssige aktiviteter samtidig med en styrkelse af jobfunktionerne. Personalechef Jørgen Schwensen Foto: Bo Jarner, Presehuset AKANDEN UDGIVES AF KØBENHAVNS AMTSRÅD STATIONSPARKEN GLOSTRUP TELEFON TELEFAX REDAKTION INFORMATIONSMEDARBEJDERE I REDAKTIONEN Centralforvaltningen Informationschef Gordon Trier Holm (ansv. red.) Social- og sundhedsforvaltningen Birgitte Dalsgaard Andreasen (bia) bidaan@social-sundhed@kbhamt.dk Kulturel Forvaltning Mette Christensen (mec) mettch@kulturelforvaltning.kbhamt.dk Som ansat i Københavns Amt kan du være med til at få indflydelse på bladet. Skriv eller ring, hvis der er noget, du er glad for, sur over eller gerne vil have skrevet. Helle Rasmussen (ras) heller@social-sundhed.kbhamt.dk Teknisk Forvaltning Michael Richter (mir) midiri@tekniskforvaltning.kbhamt.dk Forsidefoto: Tinie W. Rasmussen/StoryPix Redaktionen sluttet 2. april Konst. redaktør Morten Godiksen (mgo), morgod@sygehusdirektoratet.kbhamt.dk Eftertryk med kildeangivelse. Indlæg til Åkanden: Frist for nummer 5/2002: 24. april Layout, prepress og tryk: Hafnia Tryk A/S Albertslund

3 Det handler om livskvalitet Da Susanne Poulsen fra Teknisk Forvaltning for mere end ti år siden gik på nedsat tid, var det fordi hun havde små børn. I dag er børnene blevet store, men Susanne har alligevel valgt at holde fast på sine 30 timer om ugen - det handler om livskvalitet. - Da børnene var små, og min mand havde skiftende vagter, var det ofte et problem at få dem bragt og hentet i institution. Derfor søgte jeg om nedsat tid og fik en ordning med en fast arbejdstid på seks timer om dagen fra 8.30 til 14.30, som er fine tider, når man har små børn, siger Susanne. Efterhånden kneb det dog med at komme af sted fra arbejdet, når der var et møde eller andet, som lige skulle klares. Resultatet var et hastigt voksende flexoverskud, og for et par år siden fik Susanne så i stedet en prøveordning med en fast ugentlig fridag om onsdagen. - Det har vist sig at fungere fint med både ledelsen og mine kolleger i personaleteamet, og der er ingen problemer med at tilrettelægge arbejde og møder, så det passer ind. Arbejdspladsen respekterer min ugentlige fridag, og jeg føler mig aldrig presset til at komme om onsdagen, fortæller Susanne. Til gengæld er det heller ikke mere firkantet, end at jeg sagtens kan flytte min fridag, når der for eksempel er kolleger, som er på ferie eller har brug for at holde fri på en onsdag. En luksusfridag Og selv om drengene, Michael og Christian, nu er blevet henholdsvis 13 og knap 18 år gamle, har Susanne ikke tænkt sig at opgive sin ugentlige fridag. - I dag kalder jeg det lidt i spøg for min luksusfridag, hvor jeg selv kan vælge om jeg vil være flittig eller blot hygge mig, griner Susanne. Men alvorligt talt så føler jeg virkelig, at den ekstra fritid giver forøget livskvalitet. - Nogle gange køber jeg ind for oldemor, tager i Bilka før alle de andre eller får overstået rengøringen, så weekenden er fri til familie og venner. Vi driver også lidt kræmmervirksomhed og bruger ofte weekenderne på markeder rundt omkring, og så er det jo skønt at kunne holde fri om onsdagen og rekreere sig. - Det er også et dejligt afbræk i hverdagen, når jeg tager ud at køre med min mand Jesper, som er selvstændig vognmand, fortæller Susanne. Senest var vi en tur i Skåne med en stor sten, Ole Rømer Muséet havde lånt fra en husgavl i Knutstorp, og en gammel bog fra Universitetsbiblioteket i Lund. I det gamle bondehus i Vridsløsemagle er der også altid noget, som trænger til at blive vedligeholdt eller sat i stand, men allerhelst tilbringer Susanne tiden med sine to heste, Haflingerne Tykke Tot og Drengen Knold. - Der skal muges ud i stalden og ordnes folde, jeg rider lange ture i Vestskoven, og så har jeg meldt mig ind i en køreforening og er i gang at tage kørekort til hestevogn, smiler Susanne. mir Susanne med Haflingerne Tykke Tot og Drengen Knold. Foto: Carl-Johan von Cappelen TEMA 3

4 Hvad ville du sige til at bo på din ARBEJDS På botilbuddet Fjordhøj flyder de ansattes arbejdsliv og privatliv sammen for arbejdspladsen er samtidig deres hjem. De er som udgangspunkt på arbejde hele døgnet og så er det defineret, hvornår de har fri På Fjordhøj, som er et behandlingshjem for otte unge med store sociale problemer, går arbejdsliv og privatliv så meget hånd i hånd, at spørgsmålet om, hvor mange timer en arbejdsuge omfatter, besvares med høj latter og Det kan man ikke svare på. Alt dét, som vi andre ellers har ret meget styr på - hvor meget vi arbejder og for hvilken løn - er ikke aktuelt og tilsyneladende heller ikke interessant for personalet på Fjordhøj. For de ansatte er stedet, som er indrettet i en stor, gammel kro beliggende mellem Frederikssund og Frederiksværk, også deres hjem. Når de har gæster, spiser alle i det store køkken - sammen med kollegerne og børnene i huset, når de er syge, drikker de kamillete i køkkenet - sammen med kolleger og børn. Og når de har fri, slapper de af - på deres arbejdsplads! Arbejde for lommepenge Og fri - det har de ansatte en dag ud af syv. Fra klokken 15 den ene dag til klokken 12 næste dag. Dertil kommer en friweekend hver 2. eller 3. weekend. Derudover er de altid til stede - dag og nat - for behandlingshjemmets børn. - Men jeg er for eksempel væk en time, når jeg går til fløjte, en anden kan lide at løbe en tur - og når vi er i Frederiksværk for at købe ind til husholdningen, så køber vi samtidig ind for os selv. Vi tæller ikke timer, siger Helle Kroos, der som socialpædagog har boet og arbejdet på Fjordhøj i over 20 år - de første mange år sammen med sin mand - og i dag er forstander. - Nu måber du sikkert, men da jeg blev ansat på Fjordhøj i starten af 80 erne fik jeg ingen løn. Jeg fik kost og logi - og så lommepenge på niveau med de ældste børn, siger Helle Kroos med et grin. - Til gengæld fik jeg dækket større udgifter som for eksempel børnehavetakst til mine børn, siger hun. I dag har de fået en såkaldt lokalaftale med Socialpædagogernes Landsforbund, som omfatter søgne-helligdagsbetaling og andre tillæg - lønnen er ens for alle seks ansatte. Ordene personale og ansatte klinger imidlertid stadig falsk i deres ører - på Fjordhøj kalder de i stedet hinanden for voksne og børn. Kombineret stue og soveværelse Fjordhøj ligger, som navnet antyder, med en pragtfuld udsigt til Roskilde Fjord - der er mange store stuer og gildesale samt en række værelser af forskellig størrelse. Børnene og de voksne bor spredt mellem hinanden, et værelse er ikke defineret som et værelse til børn eller voksne. En af de nyeste på Fjordhøj er pædagogen Joan Frølich, som har kendt til stedet i mange år, fordi hendes mand som en af de eneste arbejdede der, men boede hjemme hos familien. For et halvt år siden flyttede familien, der desuden omfatter en søn på 15, til Fjordhøj, hvor også Joan i dag er ansat. 4

5 Joan Frølich flyttede til Fjordhøj for et halvt år siden. TEMA Foto: Per Grubbe LADS? Familien har fået to værelser, der er forbundet med en lille entre. Sønnen har det ene værelse, mens Joan og hendes mand har indrettet sig i det andet værelse - med madras på gulvet i den ene ende og et lille spisestuemiljø i den anden ende. Meget velindrettet og rasende hyggeligt - men også meget småt Hvor går I egentlig hen, når I har fri? Hvis I går ned i køkkenet, møder I kollegerne, og så er det vel ligesom at være på arbejde? - Vi kan jo vælge at sidde oppe hos os selv, når vi har fri - det synes jeg er hyggeligt, men hvis vi har lyst til at snakke med nogen, går vi ned til de andre, siger Joan. - Det største problem er egentlig familie og venner. Jeg har spurgt dem, hvorfor de pludselig ikke ringer mere, efter vi er flyttet herop, og så siger de: Jamen tænk hvis du nu er på arbejde. Socialpædagog på 6 år - Børnene er også gode til at holde styr på, hvem der har fri - så går de til en anden, eller venter, hvis det ikke haster. Men hvis et af børnene har det dårligt, eller der er noget akut, så hænger vi os ikke i, om den der lige er til stede har fri eller ej. På den måde fungerer vi lidt som en stor plejefamilie, siger Joan. Men hvordan har det været at få børn her - i en stor plejefamilie og ikke i en kernefamilie? - På et tidspunkt kunne vi mærke, at vores datter, der dengang var 6 år, blev til en lille socialpædagog, som blandede sig i overvejelserne om, hvordan man løste problemer i forhold til nogle af børnene. Da valgte vi som familie at trække os lidt tilbage. Vi har også altid lagt vægt på, at de skulle have en normal hverdag med børnehave og fritidshjem - og at de skulle have lov til at lege alene med deres kammerater, siger Helle, der i dag bor med sine to store piger i en bygning, der ligger lidt afsides. Altid mange mennesker Rengøring, madlavning og indkøb klares sammen med børnene. Det samme gælder arbejdet med at holde huset, haven og stedets dyr. Formiddagene er afsat til møder, kontakt til sagsbehandlere og andet arbejde, som børnene ikke skal deltage i. Ellers emmer huset af liv fra morgen til aften. Børnene har tit kammerater med, som nyder husets mange aktivitetsmuligheder i form af værksteder, motionsrum, udendørsfaciliteter - og plads. Om aftenen er der også tit gæster - til børnene i huset - eller til de ansatte. - Gæsterne elsker at komme her, og folk synes generelt at vores børn er utroligt søde (de er altså også gode til at opføre sig pænt), siger Helle, der trods alt ikke vil afvise, at hun på et tidspunkt kunne få lyst til at prøve noget andet arbejdsmæssigt og derfor må flytte. - Men jeg kommer nok aldrig til at bo alene. Det bliver en anden form for kollektiv - i øvrigt har jeg jo heller ikke rigtigt noget udstyr at starte med -ras FAKTA Helle Kroos, der i dag er forstander, fik kun lommepenge, da hun for 20 år siden blev ansat som pædagog på Fjordhøj. Fjordhøj er et botilbud for 8 børn i alderen år. Nogle af børnene har problemer som følge af tidlige svigt, f.eks. fordi de har forældre, der er eller har været misbrugere, eller fordi de har reageret stærkt på at miste en forælder. Andre af børnene har andre former for problemer. Når børnene bor på Fjordhøj er det med henblik på at give dem en stabil periode. Som oftest bliver børnene derfor boende i længere tid. Børnene går i skole på den nærliggende folkeskole - eventuelt i Fjordhøjs egen specialklasse på skolen. De seks ansatte bor alle på Fjordhøj. 5

6 ARBEJDE OG FRITID Hinsidan Som led i et forsøg med den svenske tre-tre-model arbejder Margareta Wetterstrand på plejehjem i tre dage, hvorpå hun har fri i tre dage. Og efter 32 år i den svenske plejesektor har hun det sidste halve år oplevet sit arbejde og sin fritid på en helt ny måde - Jeg havde aldrig drømt om, at mit arbejde kunne organiseres sådan. Eller at det ville være sådan en positiv oplevelse på alle måder, siger social- og sundhedsassistent Margareta Wetterstrand. Hun er 59 år og arbejder på afdeling C på plejehjemmet Firklövern i den lille svenske kommune Markaryd, nordøst for Helsingborg. To af plejehjemmets afdelinger og i alt 28 ansatte er med i forsøget med tre-tre-modellen - tre dage arbejde, tre dage fri - som nu har været i gang i et halvt år. Vi var ofte stressede - Vores arbejde er fysisk krævende, blandt andet på grund af de mange løft. Også psykisk kan det være en udfordring, fordi beboerne kan være meget syge, og fordi vi jo må sige definitivt farvel til dem med tiden. Da vi før havde en arbejdsrytme på fire dages arbejde og en dags fri, betød det, at der kun var den ene dag til at lade op i, til at være sammen med familien i og til at få gjort rent og købt ind. Det betød, at vi ofte følte os stressede, både hjemme og på jobbet, og mange steder har det resulteret i et meget højt sygefravær på arbejdspladsen. Margareta Wetterstrand beskriver en situation i den svenske plejesektor, som på mange måder minder om den, vi har i Danmark: Højt sygefravær hos sundhedspersonalet og vanskeligheder med at rekruttere unge til sundhedsuddannelserne samtidig med, at behovet for plejepersonale vokser i takt med et stigende antal af ældre og plejekrævende mennesker i de år, der kommer. - Da vi hørte, at to plejehjem i Lindesberg i 1999 havde forsøgt sig med tre-tre-modellen, blev vi meget interesserede her på Firklövern. Og efter aftaler med kommunen og Socialministeriet kunne vi i oktober 2001 starte forsøget på vores afdeling. Vi har taget det bedste fra modellen, det, som passer til vores afdeling. Det betyder, at jeg for eksempel har fri torsdag, fredag og lørdag og så arbejder søndag, mandag og tirsdag med en arbejdsdag på cirka ni timer. Nu har jeg overskud Margareta Wetterstrand opfatter ikke de lidt længere arbejdsdage som en byrde, og weekendarbejdet er ikke meget mere, end det var tidligere: - Nu ved jeg jo, at jeg har tre dage til min rådighed. Og det betyder, at jeg ikke stresser. Jeg kan gøre alle de praktiske ting, der skal laves, og så har jeg fri til at være sammen med min mand. Det udnytter vi til for eksempel til at tage på landet, smutte en tur til Helsingborg eller til bare at 6

7 TEMA Margareta Wetterstrand synes ikke hun har fået meget mere weekendarbejde med tre-tre-modellen. Flere af Margareta Wetterstrands kolleger på afdelingen vil gerne arbejde fuld tid med tre-tre-modellen. Det giver lidt højere løn, og de tre lidt længere arbejdsdage er helt ok, når der følger tre dages fri. komme ud og gå en god tur i skoven. Noget, der ikke var overskud til før. Og jeg har mere overskud til at være sammen med mine børnebørn, når de har fri i weekenden. Men jeg kan også træde til, hvis de for eksempel er syge, så deres mor eller far ikke behøver at tage barns sygedag. Margareta Wetterstrand fortæller, at også afdelingens beboere og deres pårørende oplever tre-tremodellen positivt: - I det halve år ordningen har kørt, har vi ikke på min afdeling haft sygdom hos personalet. Og det er jo ikke bare dejligt for os. Det betyder, at beboerne ikke skal plejes af skiftende vikarer, men kan have en god og vant kontakt til det faste personale. Alle seks på MargaretaWetterstrands afdeling håber, at tre-tremodellen fortsætter, når personaleerfaringer og økonomiske konsekvenser er evalueret i efteråret For Margareta Wetterstrand Tre-tre-modellen er udviklet af procestekniker og socionom i personaleadministration Sune Nygren i Oprindeligt var modellen tiltænkt virksomheder inden for industrien, så virksomhedens kapacitet også kunne udnyttes i weekenden, og så medarbejderne kunne få bedre tid til at restituere sig end ved den traditionelle 5-2-model. Lige nu afprøves den i 25 svenske kommuner, fortrinsvis på plejeområdet. De foreløbige evalueringer melder om faldende sygefravær og større arbejdsglæde hos personalet. Læs mere om tre-tre-modellen på hjemmesiden kan ikke forestille sig at vende tilbage til den tidligere arbejdsrytme eller som hun siger: jag vägrar!. Frederikshavn på spring Også på den danske side af Sundet er der interesse for den svenske model. I Frederikshavn Kommune arbejder man i øjeblikket på, om - og i givet fald hvordan - en tre-tre-model kan implementeres på kommunens nye leve bo miljøer, som er en ny type ældreboliger. Her går overvejelserne blandt andet ud på, at tre-tremodellen kræver flere ressourcer i form af mere personale, som oven i købet er svært at rekruttere. Til gengæld kan oplevelsen af forbedrede arbejdsvilkår måske være med til at tiltrække flere til socialog sundhedsuddannelserne. Også Allerød og Greve Kommuner er interesserede, ligesom KL vil undersøge erfaringer og muligheder med den nye model. met 7

8 TEMA Fremtid uden fritid for vi holder op med at hænge os i minutterne og holder op med at skille det private og arbejdet ad, siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra Institut for Fremtidsforskning - Vi tror, at vi er på vej tilbage til noget, der minder om bondesamfundet, hvor der ikke var nogen adskilt fritid og ikke noget ord for det. Man boede og arbejdede samme sted. Da vi blev et industri-samfund, blev det meget vigtigt for planlægningen, at alle mødte på et bestemt tidspunkt. Det blev også meget vigtigt, hvor lang tid vi var på arbejde, siger Anne-Marie Dahl. Industrisamfundet gav os altså den fritid, som vi nu snart skal sige farvel til. - I fremtiden vil vi ikke længere skelne mellem arbejde og fritid på samme måde. Vi vil ikke længere være to forskellige personer, og lade vores følelser blive hjemme, tilføjer hun. - Og det vil blive meget vigtigere, om vi kan løse en opgave, end hvor lang tid vi har brugt på det. Det vil være i orden at være en fløs, der kun arbejder tre timer om ugen, hvis der så til gengæld sker en masse. Kun mennesker til det menneskelige Det blødere syn på arbejdstid hænger ifølge Anne-Marie Dahl sammen med flere ting. Blandt andet at computeren vil overtage flere og flere tankeprocesser og opgaver. Og de opgaver, der bliver tilbage, er dem, som kun et menneske kan løse. - Flere og flere vil få med det følelsesmæssige, det kreative eller med rådgivning at gøre. Og det er svært at sætte tid på, siger hun. Men borgerne presser også mere på for at få individuel betjening, og det sætter også den traditionelle arbejdstid under pres. De vil have mulighed for at tale med en bestemt sygeplejerske klokken om lørdagen, og det får de nok også, ifølge Anne-Marie Dahl. - Endelig vil teknologien også gøre det muligt for os at arbejde stort set hvor som helst. En læge vil for eksempel kunne overvåge en operation via en pc hjemme i sommerhuset. Sammenlagt betyder disse udviklinger, at den faglige baggrund kommer til at betyde mindre. Med de følelsesmæssige aspekter sat i fokus overalt bliver det nemmere at skifte job, og man vil opleve mange unge, som arbejder i intervaller på nogle måneder for så at skifte job. Men det betyder også, at flere vil synes, at det er sjovt at arbejde. Væk fra familien - Hvis familien er truet nu, så bliver det meget værre i fremtiden, siger Anne-Marie Dahl. - Det er på arbejdet, at man bliver rost og udvikler sig. Undersøgelser viser, at de fleste af os ville beholde vores arbejde, selv om vi måske holdt op med at have behov for pengene, tilføjer hun. Til gengæld vil mange synes, at familien er en byrde. Virksomhederne vil også overtage mere ansvar fra familien: Arbejdsgiverne vil interessere sig for det hele menneske, og sørge for at holde dem på et sundt punkt på stress-kurven. Medarbejderne bliver nemlig den vigtigste ressource. Virksomhederne vil måske både tilbyde medarbejderne at få aftensmad med hjem til familien og psykisk støtte i personlige kriser. De sider af medarbejderne, som tidligere er blevet brugt inden for familiens fire vægge, vil i højere grad blive værdsat af arbejdsgiverne, ifølge Anne-Marie Dahl: - Nogle siger, at kvinderne overtager styringen i fremtiden, fordi psykologien får større betydning. Det ved jeg ikke, men jeg 8

9 Foto: Per Grubbe tror, at hvis vi skal være mere kreative og følsomme, kan det måske blive et plus for en mand at tage tre måneders barsel! Pral med tom time-manager Fritiden forsvinder, men kulturlivet vil blomstre, mener Anne- Marie Dahl. - Der vil være et behov for fordybelse. Vi vil søge alt det, der i et kort øjeblik kan få os i ro, for eksempel religion, måske. Vi vil også opleve, at tiden får værdi. De rige vil blafre med tomme time-manager-kalendre. Netop evnen til at styre sin kalender bliver væsentlig. - Udviklingen er et tveægget sværd, for den stiller krav til os om, at vi skal være selvkørende og styre vores egen tid, og det er nogle bedre til end andre. For dem, der ikke er så gode til det, kan det give stress. Og i skolen er vi jo desværre ikke blevet rustet til at håndtere stress eller navigere i kaos, siger hun. - Fremtidens samfund kan også risikere at blive et hårdt samfund med folk, der realiserer sig selv, og folk der kommer bagefter og tørrer op, tilføjer hun. Det offentlige kommer med Anne-Marie Dahl giver ikke nogen konkret tidsramme for, hvornår dette samfund kommer, men når hun holder foredrag om det, er der flere og flere, der allerede kan nikke genkendende til hendes beskrivelser. Udviklingen vil også ramme det offentlige, og amtets medarbejdere vil derfor også få et andet forhold mellem arbejde og fritid. Hun regner dog ikke med, at det er her udviklingen vil starte. - Den offentlige sektor er svær at forudsige, fordi den er politisk styret. Men man kan sige, at det offentlige længe har forsøgt at komme til at ligne det private og tænke i bundlinje, rationelt tidsforbrug osv. Og hvis det offentlige skal rekruttere i fremtiden, skal man nok en anden vej, slutter Anne-Marie Dahl. -mgo - I fremtiden bliver det sjovere at tage på arbejde, siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl. Måske så sjovt, at det kommer til at gå endnu mere ud over familien. 9

10 Når job og familie begge Den øvrige fritid er den, Iben Marcus-Møller giver køb på for at klare et job, der fylder langt mere end 37 timer om ugen - Bliv nu ikke hængende hele aftenen. Sådan lyder det formanende, men med et smil, fra vicedirektør i Teknisk Forvaltning, Iben Marcus-Møller til en af forvaltningens få tilbageværende konsulenter. Det er absolut sidst på eftermiddagen og Iben er på vej hjemad. Amtsgården i Glostrup syder ikke just af aktivitet på den tid af dagen. Langt størstedelen af amtsgårdens omkring 800 ansatte er taget hjem ved normal fyraftenstid, klokken 16 på sådan en tirsdag. Men det sene tidspunkt er typisk for vicedirektøren at tage hjem på om ikke senere. Hun kører ikke på flekskort og arbejder gerne mere end 37 timer om ugen. - Det har jeg det fint med. Jeg føler ikke, jeg mangler noget i den sammenhæng, slår hun fast, mens hun kører den omkring halve times køretur hjem til Østerbro. Iben Marcus-Møller bor i en stor lejlighed her sammen med sin mand og tre store børn på henholdsvis 15, 17 og 19 år. Og det er blandt andet børnenes alder, der gør det muligt for hende at arbejde så sent, at hun typisk kommer hjem et sted mellem klokken 18 og 20 om aftenen. - Børnene er store nok til at klare sig selv, så jeg ikke behøver at være hjemme ved tiden, sådan som det var nødvendigt at være, da de var små, siger den 42-årige mor. Tiden går til job og familie og ikke så meget andet for vicedirektør i Teknisk Forvaltning, Iben Marcus-Møller Men også Ibens mand med et otte til fire-job gør det muligt for hende at arbejde på amtsgården udover det sædvanlige. - Min mand bakker mig rigtig godt op. Der er faktisk ham, der fandt stillingsannoncen frem, fortæller hun! Tæller ikke timerne Aftenen hører dog familien til. Iben lægger meget stor vægt på, at familien kan samles om aftensmaden, og at de bruger tiden på at snakke med hinanden. Og hun vil meget gerne være på banen med at hjælpe børnene med lektierne, hvis de har behov for det. Så er der andre ting, der kommer i anden række: - Jeg ser ikke meget tv, slår Iben fast. Dog hænder det, at hele familien hygger sig med aftensmaden foran den firkantede skærm. 10

11 er i højsædet TEMA Fotoillustration: Lars Bahl/StoryPix Hvor meget arbejde vicedirektøren så reelt lægger i Teknisk Forvaltning, har hun ikke noget bud på: Hun tæller ikke timerne. - Jeg har det godt med at gøre en stor indsats, når jeg kan mærke, at det gør en forskel, siger hun. Målet for hende er, at både arbejdspladsen og de ansatte får gavn af den ekstra indsats. Når der er så lang en arbejdstid for hende, er der en oplagt grund til det, mener hun. - Jeg føler i høj grad, det er nødvendigt. Der er simpelthen en arbejdsbyrde, som skal løftes, konstaterer hun. Belønningen for indsatsen er ifølge Iben Marcus-Møller langtfra kun en bedre løn, men i lige så høj grad de glade og anerkendende blikke, hun dermed møder fra kolleger og overordnede. Jo mere chef, jo mere arbejde Til gengæld har Iben Marcus- Møller fuld respekt og forståelse for de kolleger, der følger arbejdstiden på amtsgården og tager hjem mandag og tirsdag klokken 16, onsdag, torsdag og fredag klokken Det har jeg det helt OK med, med mindre de skulle have været der for at løse en akut opgave. Vicedirektøren oplever en stor fleksibilitet blandt forvaltningens øvrige ansatte - selvfølgelig inden for en 37 timers arbejdsuge. Men jo mere chef man er, jo mere skal man regne med at arbejde, mener hun - i hvert fald i perioder. Dog er der for hende en helt klar smertegrænse for, hvor lang tid hun vil arbejde. - Aftenerne og weekenderne er helst mine egne! siger hun. -gth 11

12 Far opererer i aften! TEMA Foto: Carl-Johan von Cappelen Kenneth Holtz med sit vagtskema. Kenneth Holtz er 34 år, læge på Amtssygehuset i Glostrup og nybagt far. Som mellemvagt ved ortopædkirurgisk afdeling er han på arbejde mange aftener og nætter Hvordan ser dit arbejds-skema ud? - Jeg har skiftende arbejdstider, og mellem 1 3 og 1 2 af vagterne ligger om aftenen eller om natten. Sådan er det for alle os unge læger, indtil man måske bliver overlæge. Har du nok fritid? - Ja, reelt set har jeg nok fritid. Mellem vagterne har man fri en periode. Hvis man har været på arbejde om aftenen eller om natten, skal man ikke regne med, at man kan lave noget samme dag. Hvad bruger du fritiden til? - Det bliver ikke til så mange ekstravagancer som før i tiden, fordi vi har en søn på syv måneder. Når jeg kommer hjem, har min kone været sammen med ham hele dagen, og så tager jeg over lidt. Så bygger jeg også huset om i fritiden og er kommet langt i løbet af barselsorloven. Men hvis man kommer hjem fra en aftenvagt, kan man godt være meget træt - så har man bare lyst til at slappe af; så har jeg ikke lyst til det store. Hvordan får du dit liv til at hænge sammen? - Jeg har ikke selv måttet opgive noget. Men vagterne indskrænker ens muligheder, hvis man har en fritidsinteresse, hvor man skal til noget f.eks. mandag og onsdag aften. Hvis mine venner ringer og spørger, om jeg kan være med til noget en bestemt dag, så er det faktisk ikke altid, at jeg kan svare. Jeg kender nemlig først vagtskemaet kort tid i forvejen. Til gengæld er der friuger ind i mellem, og det er rart med fri på hverdage til at ordne private papirer og lignende. Jeg har oplevet, at jeg ikke kunne komme til en barnedåb i familien, fordi der var sygdom blandt vagterne, og det er et problem. Der er faktisk en del stressrelaterede sygemeldinger blandt vagterne, og man kan godt blive udbrændt. Det er jo hårdere at have skiftende arbejdstider end for eksempel at være fast i nattevagt. Ulemperne ved at arbejde om natten er også, at man også nogle gange skal lave nogle trivielle ting. Det kunne nok ikke fungere, hvis ikke min kone gik hjemme. Vi har valgt, at det er min karriere, der kommer først. Er der tætte skodder mellem dit arbejdsliv og dit privatliv? - At tage på arbejde er for mig meget at tage en bestemt hat på. Så man bliver en anden, end man er privat. For os ligger der utroligt meget i den hvide kittel og stetoskopet. Privat tror folk ikke på, at jeg er læge. Jeg er nok lidt vildere, sjovere og går i noget andet tøj, end de forventer. I fritiden bliver jeg tit spurgt om noget som læge, og jeg bliver brugt meget af mine venner på den måde. Det, synes jeg, er i orden. Heldigvis er der mange læger i min familie, så jeg er ikke den eneste, de kan gå til. -mgo 12

13 Spørg om selvmord Amtet har et team, der skal udrydde myter om selvmordsforsøg og selvmord og give personalet mod på at spørge mere - Vores projekt hedder: Profylakse gennem uddannelse, omsorg og vejledning - opfølgning af selvmordstruede patienter i Københavns Amt. Det er en lang titel, men den forklarer meget godt, hvad det handler om, siger sygeplejerske Hanne Frandsen fra projektet. Somatiske sygehusafdelinger og psykiatriske skadestuer kan tilkalde teamet, der kan rykke ud og gennemføre afklarende samtaler med patienten og sikre, at der også kommer en eller flere opfølgende samtaler. - I Danmark mangler der jo et tilbud til denne gruppe, og der mangler helt klart noget, når patienten går fra sygehuset. Ofte følges der ikke op på, om patienten har fulgt rådene om at udnytte mulighederne for hjælp. - I projektet kan vi gå så vidt som til fysisk at følge en patient i det videre forløb uden for sygehuset, blandt andet ved hjemmebesøg, siger Hanne Frandsen, der har base på den psykiatriske afdeling i Ballerup. Men hjælpen kan bestå i mere end at teamet overtager patienten. Afdelingerne får også tilbud om undervisning, der er tilpasset til afdelingens behov. Her rykker projektet ud med folder, film og statistik. Målet er blandt andet at udrydde myter. - Mange tror, at dem, der taler meget om selvmord, ikke gør noget ved det. Men vi kan vise, at dem, der taler meget om det, også er dem, der er i farezonen. Så den myte holder ikke. Mange tror også, at de som personale planter ideer om selvmord hos patienten, hvis de spørger: har du selvmordstanker? Vi forsøger at få dem til at turde spørge mere, så der kan blive åbnet for problemet, og patienten kan henvises til et sted, hvor han eller hun kan få hjælp, siger Hanne Frandsen. De tre i projektet er Hanne Frandsen, sygeplejerske Agnete Birktoft fra Amtssygehuset i Gentofte og psykoterapeut Michael Münchow fra Amtssygehuset i Glostrup, der alle arbejder på halv tid på projektet. Pengene kommer fra amtets puljer og fra Sundhedsstyrelsen, og ideen opstod blandt amtets psykiatriske overlæger. Projektet startede i efteråret 2001, og de tre skal også til udlandet for at samle viden og høre om andres erfaringer. mgo 13

14 På nye veje medvuc Fem lærere ved VUC Hvidovre/Rødovre fik i november en lidt anderledes opgave: Vil I sammen, og her og nu, tilrettelægge og gennemføre et introduktionsforløb for omkring 100 medarbejdere, der er blandt de fyrede efter en fusion? Lærerteamet: Kim Hansen, Lykke Nielsen, Kenneth Tejdell (viceforstander), Jane Christensen, Jonathan Kühl De fem sagde ja - og i dag kan de se tilbage på en kriseløsning, der ikke bare har haft gode resultater for kursisterne, men også har været en spændende og engagerende oplevelse for dem selv. Og så har den skabt et nyt VUC-introduktionsforløb, som de har kaldt At lære og at leve. Situationen Danish Crown slagterierne skulle i forbindelse med en fusion nedlægge afdelingen på Avedøre Holme med 160 medarbejdere. Medarbejderne fik tilbudt job i Jylland, men ikke alle havde lyst at rykke rødderne op og flytte. De fik i stedet tilbud om at få lavet en personlig plan for deres uddannelsesønsker samt en aftale om økonomisk efteruddannelsesstøtte efter ansættelsestidens længde. - Flere af de fyrede medarbejdere havde umiddelbart en form for erhvervsuddannelse i tankerne på enten Landtransportskolen eller AMU (arbejdsmarkedsuddannelser). Men det var i september, og det var på det tidspunkt ikke muligt at 14

15 Undervejs er forbeholdene for skolegang ændret til lyst til at lære. Flere kursister er fortsat med fag som her matematik, og flere bruger VUC som springbræt til mere uddannelse og nye job. booke kurser på AMU, fortæller Kenneth Tejdell, viceforstander på VUC Hvidovre/Rødovre. Han var blevet kontaktet af de to voksenuddannelseskonsulenter, der skulle lægge uddannelsesplanerne for cirka 130 medarbejdere, som ikke umiddelbart kunne få andet job og ikke havde lyst til at flytte vestpå. - I den situation gik vi ind og samlede et team af lærere, der havde plads i deres skemaer og ville tage udfordringen op og skabe et helt nyt introduktionsforløb, som kunne starte umiddebart. Resultat: Vi kørte tre introduktionsforløb med deltagere på hvert hold inden jul, og mange af deltagerne er fortsat på VUC, og de går nu på de traditionelle fagforløb i den almene voksenundervisning. Cirka 30 er vendt tilbage til VUC Hvidovre/Rødovre efter kurser på Landtransportskolen og AMU. Oplevelsen som pædagogisk princip De fem i lærerteamet var Jane Christensen (edb, dansk, engelsk, FVU-matematik), Kim Hansen (samfundsfag, formidling, pckørekort), Flemming Gylling (psykologi, pædagogik, kommunikation, samarbejde, historie), Lykke Bernard (edb og matematik) og Jonathan Kühl (matematik, tegning og musik). De fortæller: - Kursisterne stod alle sammen i en svær situation, og mange af dem var utrygge ved at skulle på skolebænken igen. Det var jo noget med at skulle høres og så videre. I det hele taget var de anderledes end de kursister, vi normalt arbejder sammen med. Derfor besluttede vi at gøre oplevelsen til pædagogisk princip. Altså give dem oplevelsen af, at det at være på skole er noget rart, og ikke konfrontere dem med en traditionel undervisningssituation. Tryghed og oplevelser er forudsætningen for at lære noget. At lære og at leve. For eksempel begyndte vi med sang eller gymnastik. De tænkte nok fra starten, at vi var åndssvage, men de fik en positiv oplevelse. Der er jo tale om en proces, hvor du som lærer også skal være meget situationsbevidst. Du kan godt komme med din lærerfaglige ballast, men hvis du ikke bruger situationen, batter det ikke rigtigt. At lære og at leve - Mange af kursisterne havde arbejdet hele livet. De bliver ved, fordi en meget stor del af deres identitet ligger i jobbet. Når jobbet forsvinder, står de i en situation, hvor de mangler en identitet. Det er det, der har været overskriften for introduktionsforløbene: At lære og at leve. De skulle i gang med at leve på en ny måde, og det er det, vi skulle sætte i gang. Vi gjorde os også klart, at de på kurset oplevede hinanden i helt nye situationer. I virkeligheden havde de en meget fast opfattelse af hinanden: Du står ved hakkeren, du står i kølen etc. Roller, som var opbygget gennem mange år. Men på kurset sker der noget nyt. For du har måske været hamrende dygtig til at skære kød ud, men det er ikke sikkert, du er god til engelsk. Du får en helt anden rolle. Nogle gange går det godt, men der er også megen indbygget modstand, man som lærer skal tackle. Ikke ved som lærer at sige, at sådan og sådan gør du, men netop ved at give oplevelser og konstatere det går sgu nok det her, det er nok ikke så farligt. Mange af kursisterne var vant til meget faste rammer i jobbet og vant til at få at vide, hvad de skulle lave. I introduktionsforløbet brød vi den holdning ned og sammen med dem selv vænnede vi dem til, at de selv skal yde noget, og at de faktisk godt kan Gode erfaringer På VUC Hvidovre/Rødovre har det nye introduktionsforløb givet gode erfaringer. Både med at arbejde i lærerteams og med hurtigt og konstruktivt at tilrettelægge fleksible forløb, skræddersyet til virksomheders og deltageres behov og situation. Erfaringer, som nu vil blive udvekslet med de øvrige VUC ere i amtet. - met 15

16 Arbejde og fritid i dyreverdenen Foto: Biofoto Af naturvejleder Jens Hæstrup Arbejdsmyrerne er myreflittige fra morgen til aften. De piler afsted hen ad myrevejene på vej ud for at malke bladlus, sutte nektar, hente byggemateriale eller slås med en Myrer på hårdt arbejde. kollega om en stor sommerfuglelarve. De kan også være på vej hjem til myretuen for at fodre myrelarver, slikke dem rene, flytte rundt på dem, grave nye gange eller hilse på et par hundrede af deres travle bofæller. Der kan ikke være tvivl om, at disse myrer arbejder - de knokler. Så er der andre, der tager det mere roligt. Når hasselmusen tager arbejdsfri i oktober, så er det ikke bare en friweekend eller en flexdag: Den ruller sig sammen som en kugle i sin lille rede, og dér ligger den så og snorkbobler. Med ganske få spisepauser ligger den i syv måneder og sover, indtil majsolen har fået magt. Lidt af en vinterferie. For de fleste dyr kan det være noget sværere at se, om de er på arbejde eller holder fri: Hvad for eksempel med hr. Stær, der sidder i solen og kvidrer, så kroppen sitrer, og fjerene stritter. Han gør det både for at holde andre hanstære væk fra territoriet og i håbet om at kunne lokke en dejlig hunstær til sig. Lad gå med at kalde territoriemarkering for en slags arbejde, men sex må da være noget, der kun bør foregå i fritiden. Og mange dyr bruger umådelig lang tid på aktiviteter med erotiske over- og undertoner. Hvad enten stæren er på arbejde eller har fri - ja så ser den ud til at nyde at sidde og kvidre. Og når de store sølvmåger ude på græsplænen bag Amtsgården stamper regnorme op, ligner det også en fest. De hamrer deres store platfødder ned i det våde græs med en energi, en kadence og en rytme, der mest af alt får sceneriet til at ligne et mågernes svar på Riverdance. Fest for fuglene, men selvfølgelig mindre for regnormene, der får Stær sex i fritiden. Havodder magelighed frem for alt. stampet vand ind i gangene og må op til overfladen for at få ilt -for derefter at ende i en mågemave. Hos havodderen, der lever langs den nordamerikanske Stillehavskyst, går arbejde og fritid op i en højere enhed med den fælles overskrift: Magelighed! Odderne klarer børnepasningen ved at lægge sig behageligt til rette, flydende på ryggen, mens ungerne kravler rundt på maven. Ikke nok med dét, også fødetilberedningen finder sted i samme komfortable stilling - den placerer store stillehavsmuslinger på sin lille topmave, knuser muslingeskallerne med en sten, hvorefter den bruger maven som tag-selv bord. Efter så hård en arbejdsdag er det på tide at få sig en skraber: Havodderen ruller sig ind i en tangplante eller holder sig fast i tangen med sine forpoter, så den ikke i nattens løb føres med strøm eller bølger væk fra vennerne eller den gode muslingebanke. Og hvordan sover den så? Ja, i samme stilling, som den indtager, når den arbejder -mageligt tilbagelænet i det lune havvand. 16